Sanitetsuddannelse for analfabeter, et forsøg på kompetenceudvikling på tværs af kulturer. - Et postkulturelt blik på dansk kompetenceudvikling ved Afghansk sundheds klinik i Hellmand, Afghanistan. Jesper Kjærgaard Stud.mag. i Læring og forandringsprocesser Institut for Læring og Filosofi Aalborg Universitet Abstract Denne artikel sætter fokus på den viden, vi stadig kan nå at lære fra den mentor mission det danske Flyvevåben har haft i Afghanistan. Som metode anvendes en case- analyse med et post- kulturelt perspektiv som redskab. Hensigten er at belyse den kompleksitet der er tilstede ved forsøg på kompetenceudvikling på tværs at store kulturforskelle. For derigennem at anskueliggøre den viden vi kan lære ved at evaluere hele denne mission. Det Danske OMLT Hold I kontekst af den danske deltagelse i krigen i Afghanistan. Har Nato bedt det danske Flyvevåben om at stille ét af de i alt 59 Operational Mentoring and Liaison Teams (OMLT). Disse teams har været en central del af NATOs plan for træning og overdragelse af ansvar til de afghanske sikkerhedsstyrker. (Nato Fact Sheet, 2009) Jeg har selv deltaget på det 6. Danske OMLT hold som Medical Advisor. Min opgave var at rådgive og skabe kompetenceudvikling af den eneste Afghanske klinik og behandlingsfacilitet i området. Klinikken er placeret ved et stort ANA militær kompleks i midten af Helmand Provinsen. Klinikken er opført af det Amerikanske militær og derefter overdraget til den afghanske hær. Som en del af OMLT missionen har klinikken haft skiftende danske Medical advisorer tilknyttet i over 3 år. I dag har Nato afsluttet OMLT missionen og hele den danske styrke står for at blive trukket hjem. Helt generelt har OMLT missionen været en atypisk opgave for det danske forsvar. Det har dog også været i opgave som har ligget godt til det danske forsvar; det er derfor svært at sige om fremtiden vil bringe lignende opgaver.(nielsen 2011, p 4) 1
Denne artikel har til hensigt at belyse værdien af en evaluering af mentor indsatsen ved klinikken, inden Danmark trækker sig ud af Afghanistan. Dette gøres gennem analyse af en case hentet fra artikel i bladet Flyvevåbnet. Den teoretisk analyseramme er hentet fra Postkulturel kommunikation. Et postkulturelt perspektiv stammer fra Professor og Kultursociolog Iben Jensen, og er inspireret af Praksisteori. Der argumenterer for at kultur kan se som en række af praksisser, der udføres og forhandles i forskellige sociale relationer( Jensen, 2011, p47-48) Til sidst vil jeg trække perspektiver fra analysen til den viden, jeg ser et behov for at indsamle inden de danske styrker forlader Afghanistan. Perspektiveringen har til hensigt at pege på viden en evaluering af mentorindsatsen vil kunne bidrage med. Efter præsentation af casen, vil jeg analyserer denne ud fra Postkulturel kommunikations fire grundantagelser. I forbindelse med mit arbejde som Medical Advisor, fik mine kolleger og jeg besøg af journalisten Thorbjørn Forsberg. I forbindelse med hans besøg udarbejdede han artiklen: Analfabeter kan også redde sårede publiceret i tidsskriftet Flyvevåbnet, december 2011. Baggrunden for netop at vælge denne artikel til case for analysen, er at en del informationer omkring OMLT missionen er klassificeret. Dermed kan jeg tydeliggøre at det kun er allerede publicerede detaljer der anvendes i denne artikel. Case: 2
Case: Analfabeter kan også redde sårede Boglige krav var længe en stopklods i forhold til at uddanne nok sanitetsfolk i den afghanske hær. Men med hjælp fra blandt andet danske rådgivere er et nyt kursus blevet stablet på benene. det bygger på praktiske færdigheder og gør analfabeter i stand til også at blive sanitetsfolk. AF Thorbjørn Forsberg Fire udvalgte afghanske soldater fra Afghan National Army (ANA) står ved bagindgangen til klinikken på camp shorabak. Klinikken er en håndfuld år gammel bygget for amerikanske midler og her tager sundhedspersonalet sig af simple sygdomstilfælde. De fire lytter til en tolk, der oversætter ordene fra to amerikanske marines. - This course will be about how to be a medic and how to conduct T- triple- C tactical combat casualty care, lyder det med en tyk amerikansk sydstatsaccent. Den store master chief, Sylvester, venter tålmodigt mellem sine sætninger på, at tolken oversætter. hans kollega, chief Aquino, prøver at spore sig ind på, hvad afghanerne i forvejen ved om førstehjælp ved at spørge, hvilke skader man kan få i felten. Vi er på den afghanske garnison camp shorabak i oktober 2011, og dette undervisningsmodul er det første i en række, hvor de fire afghanske soldater skal lære selv at kunne virke som instruktører. Alle har de en vis erfaring med førstehjælp, selvom det dog ikke er på et særligt højt niveau. men de virker engagerede, de svarer på spørgsmålene, og de deltager i de praktiske øvelser uden at kny. målet er, at de i løbet af få uger bliver i stand til selv at undervise andre soldater, som hverken kan læse eller skrive. Anslåede 80-90 procent af alle de afghanske soldater har problemer med det boglige. Undervisningsplan med danske aftryk Indtil for nylig var det et krav for at blive uddannet sanitetsmand i den afghanske hær, at man kunne læse og skrive. men med initiativvilje og en grundholdning, der kundgjorde, at man sagtens kan uddanne sanitetsfolk uden disse krav, henvendte en dansk, en amerikansk og en britisk rådgiver sig i samlet flok til den medicinsk ansvarlige i den syd- vestlige regional- kommando for IsAF- styrken (se faktaboks). hans svar var: bevis, at det kan lade sig gøre! - Den afghanske hær havde i forvejen et otte ugers kursus, som var meget teoretisk, så min forgænger på hold 5 gjorde meget for også at opkvalificere sanitetsfolkene på deres praktiske færdigheder. Det var ting som indlejring af patienter, og hvordan man stopper massive blødninger, siger rådgiver Jesper Kærgaard. I Danmark er han sygeplejerske på Rigshospitalets traumecenter og tilknyttet Forsvaret på en reaktionsstyrke- kontrakt. som udsendt har han rang af kaptajn. han står for rådgivningen omkring drift af sundhedsklinikken på camp shorabak. Han peger på, at der på grund af læse- kravet ikke var nok egnede kandidater til at få uddannet det nødvendige antal sanitetsfolk. ( ) Vi lavede en lektionsplan og en kursusbeskrivelse, som forklarer, hvad man skal kunne for at være medic, siger Jesper Kærgaard. Resultatet blev et kursus af cirka fem ugers varighed, som kort fortalt er en udbygget version af Forsvarets såkaldte TSE taktisk sanitetstjeneste for Enkeltmand krydret med kortlære og signaltjeneste. De sidste elementer gør kursusdeltagerne i stand til at køre ambulance og til at melde over radioen, hvis der er døde eller sårede. Afghanerne skal være i stand til at lære lektionerne udenad, når de ikke kan læse og skrive. ( ) afghansk ejerskab. Planen blev i september måned godkendt af den afghanske hærs lokale korpslæge, som bragte den videre opad i systemet til generallægen i Kabul. Denne har fuldt ud godkendt kurset som den rigtige måde at gøre tingene på for helmand,( ). 3
Et postkulturelt blik på dansk kompetenceudvikling Den første grundantagelse er at praksis er kernen i alle sociale relationer. At kultur derved kan beskrives som en række af praksisser. Praksisser defineres som en række af handlinger eller aktiviteter, der skabes af, hvad vi gør og hvad vi siger (Jensen,2011, p52) Hele udgangspunktet er at mennesket handler, og at man ikke kan skabe betydningssystemer, diskurser eller sociale netværk uden at handle (Jensen, 2011. P52). Dertil ses sociale interaktioner som gennemskåret af magtakser, såsom økonomi, etnicitet, køn og seksualitet. Det vil sige at kommunikationen mellem to parter kan analyseres ud fra deres respektive økonomiske status, deres etniske baggrund osv. Sociale kategorier er noget man gør og når alle sociale interaktioner gennemskæres af magtakser så vil en person aldrig kun gøre amerikaner men vil samtidig også gøre andre kategorier, såsom køn, alder, klasse osv.(jensen,2011, p 52-53). I en analyse i et postkulturelt perspektiv er det derfor nødvendigt ikke kun at se på den mest åbenlyse sociale kategori en part gør i den gældende situation. Det er nødvendigt at se på hele rækken af sociale kategorier der er i spil. Der vil således også være flere magtakser i spil, som det er nødvendigt at afdække. Dermed kan vi se det kulturmøde i situationen der refereres til i casen som en praksis med en lang række af handlinger, aktiviteter og ikke mindst magtakser i spil. Den situationen journalist Thorbjørn Forsberg beskriver i den første del af hans artikel, er første lektion i et uddannelses forløb. Forløbet har til hensigt at uddanne de 4 deltagende ANA soldater til Medic Instruktører. De har alle rang af sergenter. Som instruktører er der to Amerikanske Marine Corps Master Chief(Chef sergenter), Jeg selv med rang af kaptajn, og tilstede som facilitator og en civil, dansk ansat, Afghansk tolk. Dertil en dansk Militær Journalist og en dansk fotograf. Der er dermed tale om en meget kompleks praksis, hvor de enkelte deltagere gør en lang række kategorier. De amerikanske instruktører er således ikke kun erfarne instruktører. De er også US Marine Corps soldater, med hvad der til høre af identitet og selvforståelse. Der er selv erfarne Medics. De er fra de amerikanske sydstater. De er mine gæster, og muligvis mange mange flere, jeg ikke har tænkt på. De står overfor 4 afghanske soldater, der er befalet til at være der. De er ny- uddannede, men erfarne medics. De har hver deres Afghanske familie/klan tilhørsforhold, med hvad dertil hører af social status indenfor det Afghanske samfund. De står i situationen som favoriserede af mig for at være erfarne praktikere, eller erfarne undervisere. Dog er de ikke nødvendigvis favoriseret af deres egne overordnede. De er således trukket væk fra deres normale funktioner, fordi jeg eller andre har ønsket dem. De er udvalgt fordi de klaret sig bedst på deres medic uddannelse. 4
Jeg selv står der som etnisk dansk, yngre, officer og facilitator af undervisningen. Jeg har inviteret Amerikanerne, og jeg har udpeget de 4 afghanske Medics. Alt dette gør vi hver især, samtidig med at Amerikanerne forsøger at undervise og danne sig et indtryk af faglig niveau gennem tolk. Tolken er en ung civil Afghansk mand, der taler godt engelsk, ansat som tolk for det danske Flyvevåben. Dertil forsøger de 4 ANA soldater på den ene side at forstå hvad Amerikanerne og mine intentioner er. Alt imens de forsøger at formidle dem selv som faglige kompetente. Oven i alt det forsøger vi alle 8, efter bedste evne, at ignorere den danske journalist og fotograf. Den 2. Grundantagelse er at kroppen er en del af enhver praksis. Kroppen er med i alle de praksisser, som mennesker udfører. Dermed ses den måde vi står, går sidder, taler og gestikulerer på som en del af den specifikke praksis, og dermed også formet af de magtakser, som gennemskærer praksissen(jensen 2011, p52-54) Der er specielt en væsentlig faktor i denne konkrette situation, som adskiller denne undervisnings situation fra mere vante undervisnings situationer for de respektive parter. Det er tolken, og det faktum at sproget ikke deles. Ud fra casen fremgår det, at instruktøren har erfaring med at undervise gennem tolk, idet Den store master chief, Sylvester, venter tålmodigt mellem sine sætninger på, at tolken oversætter. (Forsberg 2011 p. 8) Et andet karakteristisk træk ved denne situation er at det stof der undervises i, forbindes af alle parter som et håndværk. Hvilket kan forklare at det forekommer alle parter naturligt at undervisningen forgår stående, sidende og liggende udendørs. Den første del af undervisningen er mest dialog, og foregår stående. Derefter bliver undervisningen mere praktisk. Håndgreb vises med og på hinanden som figurant. Begge parter bruger således at vise den anden part hvordan håndgreb udføres. Efterfulgt af den anden part gør det samme eller viser en anden måde at gøre det samme. Herved bruges kroppen også som rekvisit i situationen. Denne form for interaktion påvirker så igen eks. tolkens rolle som i stedet for at oversætte ordret, fungere nærmest som konsulent til at sikre parterne forstår hinanden. Den 3. Grundantagelse i et postkulturelt perspektiv er at mennesker er aktører, der er aktivt handlende og reflekterende, men det er ikke det enkelte individ der er i centrum men i stedet hvad aktøren gør der er det. (jensen 2011, p 54) Aktøren indgår i mange krydsende praksisser, hvilket betyder at man aktualisere sin kulturelle identitet forskelligt i forskellige situationer.(jensen 2011, p 54) Det vil sige at kulturel identitet eks, sættes i forhold til økonomiske, sociale og historiske forhold i den konkrete kontekst(jensen 2011, p 54). 5
Historiske forhold kan også findes i denne case. Da krigen i Afghanistan startede var USA i særdeleshed, men også Danmark og resten af koalitionen en besættelses magt. Hvis man er modstander af Taleban, kan det også ses som en befrielsesmagt. Netop dette perspektiv er ikke helt ligegyldig når man arbejder med den afghanske hær; da den afghanske hær i et eller andet omfang er infiltrereret af Taleban(FE 2012, p 25) Dertil er det stigende antal angreb fra bl.a. Afghanske soldater mod de internationale sikkerhedstyrker. Disse angreb tilskrives primært årsager som interne uenigheder, krænkelser og misforståelser(fe 2012, p 25). Den besættelsesmagt / befrielsesmagt er både de to amerikanske instruktører og jeg selv en del af i casen. Denne form for trussel der løbende er mod de internationale sikkerhedsstyrker kan ikke undgå at påvirke ens bevidsthed når man arbejder med Afghanske soldater. Dermed er det noget både jeg selv og de to amerikanske instruktører er beviste om kan ske. Hvorvidt de 4 elever i casen går med denne slags overvejelser finder vi nok aldrig ud af, men den mistillid den kan skabe vil påvirke situationen. Set fra et mere positivt perspektiv så kan uddannelse som instruktører også være et økonomisk incitament i form af mere i løn for eleverne. Dertil kan man også forestille sig et socialt incitament i form af socialt status ved at være instruktør. Hvilket kunne være mulige årsager til et stort engagement fra elevernes side; dog kun i den udstrækning at de Afghanske soldater har tillid til at jeg kan levere instruktørstatus og kompetencetillæg som lovet ved gennemførsel. Den tillid vil i høj grad være bygget på deres tidligere erfaringer, ikke kun til mig, men med lignende situationer, hvis de har haft oplevelser med det før. Den sidste grundantagelse er at der i alle praksisser indgår ting, materialitet og teknologi. Denne grundantagelse er inspireret af aktør- netværksteorien, og knytter sig til ønsket om inddrage materialitet og teknologi i forståelse af, hvad praksis er og hvordan den udformes(jensen 2011, p 55). Under den 2. Grundantagelse så vi på hvordan kroppen i den praksis der udspiller sig i casen, men i denne situation kan aktørens kroppe også ses som et eksempel på materialitet. Hvis man ser på de billeder der illustrerer Forsbergs artikel(forsberg, 2011, p 8) Er de 4 ANA soldater, ca. 150 cm høje og meget spinkle af bygning. I stærk kontrast til specielt de Amerikanske instruktører der er 180-190 cm og nemt kan veje i nærheden af de 100 kg. Et andet eksempel på materialitet er uniformer. Alle parter i situationen har uniformer på. Selv den unge afghanske tolk, har en dansk uniform på trods af at han er civil og afghaner. Dertil indgår der sanitets remedier i situationen, såsom et tourniqet og en trykforbinding. I sig selv måske ikke så interessante, men som remedier påvirker de alligevel situationen ret kraftigt. Både de amerikanske instruktører og de 6
afghanske medics har et helt naturligt forhold til de her remedier. Det er tydeligt at vante arbejdsredskaber, de har haft i hænderne mange gange før. Som at se en murer med en mureske eller en maler med en pensel. Det er som om remedierne nærmest ophæver kulturelle, etniske og sproglige forskelle. Som at de sammen med den fælles anvendelse og gestikuleren danner et fælles sprog og et fællesskab i form af en fælles faglighed. Netop sådan et fællesskab og fælles faglighed, ser jeg som essentielt at opnå i situationen. Det er netop når det opnås, at alle anstrengelser for at skabe et læringsrum viser sig opnået, på trods af de store kulturelle forskelle. Jeg har gennemgået de fire grundantagelser i det Postkulturelle perspektiv og analyseret casen herudfra. Jeg vil i den følgende konklusion trække perspektiver fra analysen og op til den overordnede danske mentor indsats ved klinikken der omtales i artiklen. Derved er hensigten at belyse nogle af de erfaringer og viden der kan samles ved at lave en afsluttende evaluering af indsatsen. Konklusion Ved at analyserer den situation der er beskrevet i atiklen fra Flyvevåbnet, har jeg belyst én situation i mit arbejde som Medical Advisor i et postkulturelt perspektiv. Ved at anskue den konkrette situation gennem de fire grundantagelser, har jeg belyst nogle af de mange faktorer der spiller ind i denne situation. Mange ad disse faktorer er kan ses som unikke for netop denne situation og vil se anderledes ud hvis situationen var en anden. Det er dog ikke svært at forstille sig at rigtig mange at de perspektiver jeg har været igennem i analysen, vil gøre sig gældende i de fleste mentor situationer i mentorarbejdet ved klinikken. Dermed kan de ses som faktorer, der kan belyse magtfaktorer og generelle arbejdsvilkår, der har påvirket hele det arbejde der har været udført af skiftende danske Medical Advisorer / mentorer. I de 3 år Danmark har haft denne opgave. Nogle af de sociale kontekster og magtasker fra analysen er væsentlige i et sikkerhedsperspektiv; såsom trussel mod dansk personale pga. modstand, som belyst under den 3. Grundantagelse. Andre er væsentlige fordi det de er afgørende for hvordan man går til opgaven. Eksempler på det er: - At der kan skabes et læringsrum på tværs af kultur og sprog, ved at fokuserer på gensidig respekt af faglighed. - At social og økonomisk incitament til at deltage i kompetenceudvikling kan være stærke drivfaktorer. At erfaring er vigtig når man er afhængig af tolke, som vi så under den 2. grundantagelse. I analysen giver jeg eksempler, på nogle af de sociale kontekster og nogle af de magtakser der er i spil. Der er helt sikkert flere. Jeg mener at det er stærkt 7
urealistisk at tro at de kan kommes til liv, men vi ser også i situationen at det ikke er nødvendigt for at skabe læring. Ved at benytte det postkulturelle perspektiv på denne case, har jeg vist at det er et relevant redskab til at skabe større forståelse af en situation, som vi ser i casen. Hvis jeg skal inddrage mine personlige erfaring fra arbejde som Medical Advisor ved klinikken i syv måneder; Så er det at de perspektiver jeg her har belyst, ved brug af det postkulturelle perspektiv giver større forståelse af kompleksiteten i det arbejde OMLT mission har haft til hensigt. Dermed kan de magtakser og perspektiver som et postkulturelt blik bidrager med her, give en ide om hvilke udfordringer og betingelser der har været for hele OMLT missionen. Vil de så være unikke for netop denne mission? I høj grad, men den viden vil klæde os bedre på til at påtage os lignende opgaver i fremtiden. Forståelse ad de udfordringer og betingelser OMLT missionen har haft og hvad der er opnået med den; kan give værdifuld viden i fremtiden. Viden der har betydning for hvordan arbejde med kompetenceudvikling og mentorarbejde indenfor det sundhedsfaglige i kulturer der lægger langt fra vores egen, med fordel kan gribes an. Hvorvidt det har værdi at evaluere hele mentor indsatsen, og indsamle de erfaringer, og få indblik i det produkt, der er udrettet, bygger på en simpel premisse: Er det sidste gang vi får behov for at formidle sundhedsfaglig viden på tværs af store kulturelle forskelle? 8
Referencer Nato (2009,) PUBLIC DIPLOMACY DIVISION (PDD) PRESS AND MEDIA SECTION MEDIA OPERATIONS CENTRE (MOC). NATO HQ BRUSSELS Tilgængelig på: http://www.nato.int/isaf/topics/factsheets/omlt- factsheet.pdf Besøgt: 4. Marts 2013 Nielsen, Lars (2011). Velkommen til Temaet om Rådgiverne i Helmand. I Flyvevåbnet. 8. Årgang. 6. Udgave. December 2011. Side 4 Tilgængeligt på: http://forsvaret.dk/ftk/nyt%20og%20presse/publikationer/bladet%20flyve vbnet/flv06- dec2011.pdf Besøgt: 4. Marts 2013 Forsberg, T. 2011. Analfabeter kan også redde sårede. I Flyvevåbnet. 8. Årgang. 6. Udgave. December 2011. Side 8-9 Tilgængeligt på: http://forsvaret.dk/ftk/nyt%20og%20presse/publikationer/bladet%20flyve vbnet/flv06- dec2011.pdf Besøgt: 4. Marts 2013 Jensen, Iben (2011). Postkulturel kommunikation fordi kultur ikke altid er vigtigst. Jensen, I i T.Sundnes Drønen, K Fretheim og M. Skjortness (red). Forståelsens Gyldne Øyeblik, Festskrift til Øyvind Dahl. Trondheim: Tapir. Akademisk forlag, 47-62 FE, Forsvarets Efterretningstjeneste (2012). Efterretningsmæssig Risikovurdering 2012. side 25 Tilgængeligt på: http://fe- ddis.dk/sitecollectiondocuments/fe/efterretningsmaessigerisikovurderinger/ Risikovurdering2012.pdf Besøgt: 4. Marts 2013 9