1 Notat om retsmægling Fokusområdet Rets- og forligsmægling Indholdsfortegnelse Afsnit 1. Indledning Formålet med notatet s. 2 Afsnit 2. Baggrund s. 3 2.1. Forsøgsordningen med retsmægling 2003-2004, samt evalueringen heraf i marts 2005, 2.2. Retsplejelovens regler, betænkning nr. 1481 fra 2006, forarbejder mv. 2.3. De etiske retningslinjer for retsmæglere af 19.9.2012 2.4. Civiludvalgets rapport af den 18. december 2013 samt Deloittes analyse af 15.8.2013 2.5. Udlandet, herunder Eu-direktiver mv. (Mangler) Afsnit 3. Begreber og definitioner s. 6 Afsnit 4. Analyse af rets- og forligsmægling, Implement, juli/aug 2015 s.10 Afsnit 5. Temaer, der er behov for en nærmere undersøgelse af s.14 5.1. Formålet med retsmægling 5.2. Retsmæglingsmetode, retsmæglerens rolle, faglig indsigt mv. 5.3. Valg af retsmægler 5.4. Retsmæglingens rammer/sted. 5.5. Retsmægling forud for anlæggelse af civil sag 5.6. Tvungen retsmægling evt. i visse typer af sager, opt-out 5.7. Financiering/sagsomkostninger/omkostningsdækning (Mangler) Afsnit 6. Afslutning s.25 Litteratur s.26 Bilag s.27
2 Afsnit 1. Formålet med notatet Danmarks Domstole har i handlingsplanen for 2015 valgt Rets- og Forligsmægling som nyt fokusområde for perioden 2015-2016. Fokusområdet har til formål at udbrede kendskabet til rets- og forligsmægling som alternativer til afsigelse af dom/kendelse. Det er forventningen, at øget brug af rets- og forligsmægling vil kunne understøtte målet om korte sagsbehandlingstider og medvirke til høj brugertilfredshed. Projektet har følgende indsatsområder: a: Ensartethed i processen forud for rets- og forligsmægling b: Understøtte at flere sager afsluttes uden afsigelse af dom/kendelse c: Styrke kendskabet til rets- og forligsmægling Projektet har 3 faser. Fase 1: Indsamling af oplysninger og efterfølgende analyse samt handlingsplan frem til sommer Fase 2: Udvikling og igangsætning af tiltag frem til jul 2015 Fase 3: Kommunikation internt og eksternt mv. frem til juli 2016 Under den første del af projektet - analysefasen har det vist sig, at der er reelle og større forskelle på, hvilke elementer retsmægling indeholder. Det handler blandt andet om, hvilken retsmæglingsmetode der anvendes. Der henvises i øvrigt til afsnit 4 om analysefasen. Dette notat er udarbejdet med henblik på at skabe et overblik over retsmæglingsordningen i Danmark historisk set og den udvikling, der er sket, siden retsmægling blev indført som forsøgsordning i 2003. I notatet beskrives de temaer, som analysefasen har peget på, indeholder udfordringer, der bør håndteres, såfremt målet for fokusområdet skal nås.
3 Afsnit 2. Baggrund 2.1. Forsøgsordningen med retsmægling 2003-2004 og evalueringen heraf i marts 2005 Efter inspiration fra Norge blev der den 1. marts 2003 iværksat en forsøgsordning med retsmægling ved 4 byretter og Vestre Landsret. Forsøgsordningen blev iværksat af Justitsministeriet i et samarbejde mellem Domstolsstyrelsen og Advokatrådet, og den byggede på et notat fra Justitsministeriet af den 6. februar 2003 (bilag 2). Der deltog både dommer- og advokatretsmæglere i forsøgsordningen. Forsøgsordningen, der blev evalueret af Justitsministeriets Forskningsenhed i marts 2005. Evalueringen byggede på en række spørgeskemaer og interviews med både parter, partsadvokater og retsmæglere. Evalueringsrapporten fra marts 2005 (bilag 3) konkluderede overordnet, at retsmægling blev vurderet vældig positivt af langt hovedparten af de involverede som en konfliktløsningsform, der indebærer en række fordele. Således oplevede 9 ud af 10 af parterne, der havde deltaget i retsmægling, at den havde været vellykket eller i hvert fald delvis vellykket. Derudover var der stor tilfredshed og stor opbakning til ordningen blandt retsmæglere og partsadvokater. 2.2. Retsplejelovens regler, betænkning nr. 1481 fra 2006, forarbejder mv. Retsplejerådet afgav i 2006 delbetænkning om retsmægling, betænkning nr. 1481. Uddrag heraf er medtaget i bilag 3. Retsplejerådets kommissorium var ikke at anbefale, om der skulle indføres regler om retsmægling, men alene at overveje udformningen af en permanent, landsdækkende ordning vedrørende retsmægling, herunder at overveje i hvilket omfang, der burde indføres lovregler om retsmægling. Retsplejerådets forslag til kapitel 27 i retsplejeloven svarede stort set til rammerne for forsøgsordningen. Ved LFF 2007-11-28, nr. 17 fremsattes lovforslag på baggrund af Retsplejerådets lovudkast. Lovforslaget med bemærkninger er medtaget i bilag 5. Retsplejelovens kapitel 27 er med bemærkninger medtaget i bilag 1. 2.3. De etiske retningslinjer for retsmæglere af 19.9.2012 En arbejdsgruppe nedsat af Domstolsstyrelsen bestående af både dommerretsmæglere og advokatretsmæglere vedtog den 19. september 2012 Etiske retningslinjer for retsmæglere (bilag 6). Forinden var retningslinjerne sendt i høring hos de relevante organisationer. Retningslinjerne skal løbende revideres og burde have været det inden udgangen af 2014. Revisionen er dog udskudt på grund af fokusområdet, idet revisionen skal ske i projektperioden. 2.4. Civiludvalgets rapport af den 18. december 2013 samt Deloittes analyse af 15.8.2013 I tilknytning til aftalen om finansloven for 2012 blev det besluttet at igangsætte en række tværministerielle analysearbejder på domstolenes område. Analyserne skulle afdække mere langsigtede muligheder for bl.a. regelændringer og reformer i domstolssystemet, der understøtter effektiv op-
4 gavevaretagelse. Justitsministeriet nedsatte på den baggrund bl.a. Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene. Udvalget blev anmodet om at komme med forslag, der kunne sikre en bedre og mere effektiv og fleksibel behandling af civile sager, herunder bl.a. i forhold til regelgrundlaget (retsplejeloven) samt arbejdsformen, opgavefordelingen mv. ved domstolene. Udvalget var sammensat med repræsentanter fra Den Danske Dommerforening, Advokatrådet, Danske Advokater, Domstolsstyrelsen, Finansministeriet og Justitsministeriet. Udvalget anmodede under udvalgsarbejdet Deloitte om at foretage en nærmere analyse af domstolenes behandling af civile sager. I Deloittes analyse af civile sager af 15. august 2013 (bilag 8) af mulige effektiviseringsinitiativer på civilsagsområdet foreslås følgende vedrørende retsmægling: I 2012 blev 0,9 pct. af de omfattede civile sager afsluttet med retsmægling, svarende til i alt 422 sager. Der er dog stor variation i omfanget af retsmægling på tværs af retterne Samtidig er der mellem de enkelte sagstyper stor variation i anvendelse af retsmægling inden for den enkelte ret. Retterne har dog i forbindelse med kortlægningen givet udtryk for, at der er en høj succesrate på de gennemførte retsmæglinger, og at potentialet i forhold til at øge omfanget er betydeligt. Kortlægningen peger desuden på, at variationen i anvendelsesgraden primært skal henføres til lokalt fokus på området, herunder i hvilken grad de skabes en forståelse af værdien og perspektiverne ved øget anvendelse af retsmægling. Det er i den forbindelse erfaringerne fra Svendborg, at vurderingen af hvor mange sager retsmægling er relevant i, øges i takt med anvendelsen. Det foreslås derfor, at sætte yderligere fokus på udbredelse af retsmægling, eksempelvis gennem øget erfaringsudveksling, seminarer eller lignende med de fire retter, der er identificeret som bedste praksis på de omfattede sagsområder. Samtidig kan det overvejes om øget uddannelse eller mere systematisk opfølgning på anvendelse og resultater kan understøtte en øget anvendelse af retsmægling i retterne. Civiludvalgets endelig rapport fremkom den 18. december 2013 (bilag 7) og af denne fremgår vedrørende retsmægling bl.a. følgende: Der arbejdes mere systematisk på at identificere bedste praksis hos byretter, der har gode erfaringer med omfanget af brugen af retsmægling både generelt og konkret inden for enkelte sagskategorier, således at disse byretters gode erfaringer i muligt omfang kan udbredes og bidrage til, at brugen af retsmægling søges øget ved de øvrige byretter. Udvalget fremsatte ikke forslag om ændringer til de eksisterende regler eller nye regler om retsmægling udover en ændring til rpl 273 om adgangen for en dommerretsmægler til at virke ved andre embeder end deres eget. 2.5.Udlandet, herunder EU-direktiver mv. I retsmæglingsbetænkningens kapitel 4, s. 59 er medtaget en gennemgang af fremmed ret, ligesom der i kapitel 5.3, s. 123 er medtaget en gennemgang af EU-initiativer, hvor til der henvises. I 2008 fremkom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52C af 21. maj 2008 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område (bilag 9). Danmark har som følge af retsforbeholdet ikke implementeret direktivet.
5 Af præamblen fremgår det, at direktivet kun omhandler cross-border tvister, men at det ikke bør afholde medlemslandene fra at implementere direktivets bestemmelser i forhold til nationale mediationsordninger. I 2013 fremkom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet (bilag 10). Danmark har implementeret direktivet ved indførsel af Lov 2015-04-29 nr. 524,om alternativ tvistløsning i forbindelse med forbrugerklager (forbrugerklageloven.) (Det er tanken at der skal følges op på, hvordan enkelte lande, herunder Norge, Sverige, Finland, Tyskland, England og evt. USA på nuværende tidspunkt praktiserer retsmægling og evt. andre relevante mæglingsformer, herunder opt-out el. lign. Det når jeg dog ikke inden workshoppen den. 31.8.2015)
6 Afsnit 3. Begreber og definitioner 3.1. Definition af retsmægling I retsplejelovens 272 beskrives retsmægling således: Retten kan efter anmodning fra parterne udpege en retsmægler til at bistå parterne med selv at nå frem til en aftalt løsning på en tvist, som parterne har rådighed over. I Justitsministeriets notat af 6. februar 2013 om en forsøgsordning med retsmægling, (bilag 1) beskrives retsmægling således: Ved retsmægling forstås i dette notat mæglingsbestræbelser, der har tilknytning til domstolenes behandling af civile retssager, men rækker ud over forligsmægling, som den sædvanligvis praktiseres ved domstolene i dag. I retsmægling hjælper en mægler, der er knyttet til retten, som neutral tredjepart sagens parter med selv at finde frem til en for dem tilfredsstillende løsning på deres konflikt. Retsmægleren kan ikke træffe afgørelse i sagen. Det er frivilligt at deltage, og det, som foregår i retsmægling, er fortroligt. I de etiske retningslinjer for retsmæglere af den 19. september 2012, (bilag 6) er retsmægling defineret således: Retsmægling er en frivillig konfliktløsningsmetode, hvor en eller flere neutrale retsmæglere gennem en struktureret proces hjælper parterne med selv at finde en for dem tilfredsstillende løsning på konflikten. Retsmæglingens forløb tilrettelægges i samarbejde med parterne. Retsmægleren yder ingen juridisk rådgivning og træffer ingen afgørelse i forbindelse med retsmæglingen, og det som foregår i retsmæglingen, er fortroligt. Det er karakteristisk for retsmægling, at parterne har selvbestemmelse i forhold til hele retsmæglingen, dvs. både i forhold til forløbet, indholdet og resultatet. 3.2. Definition af mægling Der er ikke nogen entydig definition af begrebet mægling. De fleste former for mægling bygger imidlertid på, at en eller flere neutrale mæglere eller mediatorer hjælper parterne med at forhandle sig frem til en for dem tilfredsstillende løsning. Vibeke Vindeløv har i Konfliktmægling (2013) defineret konfliktmægling som en frivillig og fortrolig konfliktløsningsmetode, hvor en eller flere upartiske tredjepersoner hjælper parterne med selv at forhandle sig frem til en for dem tilfredsstillende løsning gennem en struktureret proces. Mægler rammesætter og leder mæglingen, men træffer ingen afgørelse i sagen. 3.3. Forligsmægling og retsmægling Dette notat omhandler ikke forligsmægling. I modsætning til retsmægling bygger forligsmægling på parternes krav og søger at finde et resultat inden for de rammer, som kravene sætter. Et retsforlig er i betænkning nr. 1481, 2006 (bilag 4) beskrevet således:
7 Et retsforlig kan komme i stand enten som et resultat af parternes egne indbyrdes drøftelser eller med bistand fra retten som forhandlingsleder. Forlig indgås ofte i overensstemmelse med et forslag fra retten, herunder ofte med det indhold som en dom i sagen efter rettens tilkendegivelse ville have haft. Forligsforslag fra retten kan bygge på rimelighedsbetragtninger. I det omfang sådanne betragtninger afviger fra det retslige indhold, som en eventuel dom i sagen ville have haft, skal parterne gøres opmærksomme herpå. I Civiludvalgets rapport af 18.12.2013, bilag 7, fremgår: Retsmægling adskiller sig væsentligt fra den forligsmægling, som retterne som udgangspunkt skal foretage i civile førsteinstanssager, og som endvidere kan ske i ankeinstansen, jf. retsplejelovens 268. En væsentlig forskel er, at hvor retsmægler skal indtage en faciliterende rolle og som udgangspunkt ikke fremsætte forligsforslag over for parterne, jf. nærmere herom nedenfor, kan en dommer, som efter 268 forsøger at mægle forlig, frit fremsætte forligsforslag og bede parterne forholde sig hertil, ligesom dommeren typisk vil fremsætte sit forslag med henvisning til det (juridiske) udfald, en eventuel dom i sagen må forventes at få. Andre væsentlige forskelle er, at parterne under en retsmægling er aktive i forhold til selv at finde en løsning på konflikten, og at parternes drøftelser og løsning på konflikten kan ligge uden for den juridiske ramme, som er angivet i stævningen og et eventuelt svarskrift, idet der ved retsmægling ikke tages udgangspunkt i parternes krav og sagens juridiske aspekter, men i stedet fokuseres på de bagvedliggende interesser og behov. Til belysning af nogle af forskellene mellem forligsmægling og retsmægling medtages nedenstående figur. Kilde: Præsenteret af adjunkt, Ph.d. Lin Adrian, på fælles faglig dag ved de nordsjællandske retter den 20.5.2015 3.4. Typer af mægling Som nævnt ovenfor i afsnit 3.2 er der ikke generel enighed om, hvad mægling er. De forskellige tilgange er blandt andet beskrevet af Leonard Riskin, 1996: Understanding Mediators Orientations, Strategies and Techniques. Han opstiller to indbyrdes relaterede karakteristika, hvor det ene vedrører de temaer, der inddrages i mæglingen, som kan spænde fra henholdsvis snævre til brede, mens det andet karekteristikum vedrører den aktivitet/metode, som mægler benytter sig af, og som kan spænde fra evaluerende til faciliterende. A. Temaer I den meget snævre mægling er det primære mål at få konflikten afsluttet gennem en aftale, som så vidt muligt minder om en retsafgørelse. Processen fokuserer på sagens styrker og
8 svagheder set fra et retligt synspunkt. Den brede mægling inddrager andre interesser og behov, der formentlig ikke ville spille en rolle i en retssag. B. Mæglers aktiviteter/metode. Her beskrives de strategier og teknikker, som mægleren anvender for at opnå det ønskede mål. I den ene ende befinder den evaluerende mægling sig, og i den anden den faciliterende. Den evaluerende mægler går ud fra, at parterne ønsker at få råd om, hvad en passende løsning vil være baseret på jura, branchepraksis mv. Den evaluerende mægler opfatter sig som kvalificeret til at give disse råd, fordi mægleren har den nødvendige uddannelse, erfaring og objektivitet. Den faciliterende mægler går ud fra, at parterne er eksperter på eget liv, og formålet med mæglingen er at øge deres kommunikation med hinanden, så de selv kan finde frem til en løsning. På baggrund af disse klassificeringer opstiller Riskin følgende Matrix: Der kan således findes mellemformer og krydsning af de to karakteristika, i form af en snævertevaluerende mægler, en snævert-facilitativ mægler, en evaluativ-bred mægler og en facilitativ-bred mægler. Derudover findes der mange forskellige former for mægling, hvor vægten lægges på forskellige forhold. De mest kendte modeller er den problemløsende model, den transformative model, den kognitive model, den narrative model, den humanistiske model, og senest den organiske model. (Vibeke Vindeløv, Konfliktmægling, 3. udg. (2013), s. 41-45.) Vibeke Vindeløv beskriver samme sted s. 19 den refleksive model som værende karakteristisk ved, at den kan inkludere elementer af de andre mæglingsmodeller. Det afgørende for den refleksive mægling er det værdigrundlag, der motiverer mægleren, og hvorpå der arbejdes under mæglingen. Det betyder, at konfliktmægling med en refleksiv tilgang ikke er noget udvendigt som en kappe, man kan tage på efter endt træning, men derimod noget indvendigt, nogle værdier, som er integrerede, og som hele tiden er til stede hos mægleren i som uden for mæglingen. Værdigrundlaget beskrives således: en forståelse for konflikter som et livsvilkår en tillid til, at parterne bedst ved, hvad der er godt for dem en accept af, at der er flere virkeligheder at dialog er ønskelig i enhver konflikt og midlet til at nå målet
9 en tillid til, at det er muligt at nå frem til gensidigt tilfredsstillende løsninger, hvis parterne vil at individualitet og relation hænger sammen og er endelig at gensidig afhængighed indebærer et gensidigt ansvar Modellen beskrives mere detaljeret på s. 45-46. Vibeke Vindeløv omtaler på side 27-28 den diskussion, der ofte opstår om, hvor langt man som mægler kan gå i at være anvisende og styrende på indholdet. Det er op til den enkelte mægler og mæglinsskole at definere, hvor stor parternes frihed, henholdsvis mæglerens dominans skal være. Hun nævner, at man under mægling giver afkald på den beskyttelse imod magtmisbrug, som gives i retssystemet (offentlighed, altid fælles møder, bevisvurdering, ankeadgang mv.) Det betyder ikke, at mægler ikke kan give komme med løsningsforslag, såfremt parterne ønsker det, og at parterne måske endda ønsker en juridisk vurdering af deres krav, men ikke ønsker en retssag. Det vil man kunne kalde early-evaluation, rent-a-judge, overfladisk voldgift eller ikke bindende voldgift. Alt sammen helt i orden. Men at kalde det mægling vil simpelthen være begrebsforvirring (Vibeke Vindeløv, s. 28.)
10 Afsnit 4. Analysen Analysen bygger på en spørgeskemaundersøgelse, en interviewrunde med domstolsjurister og advokater samt to workshops. Endvidere har der været en referencegruppe tilknyttet projektet. Spørgeskemaundersøgelsen Spørgeskemaundersøgelsen bestod af 93 spørgsmål fordelt på hhv. retsmægling og forligsmægling. Udformningen af spørgsmålene er sket i et samarbejde mellem Domstolsstyrelsen, projektlederen og Implement, og der har været omfattende inddragelse af referencegruppen, samt et antal domstolsjurister og advokater, der har bidraget til at prioritere, konkretisere og justere de enkelte spørgsmål. Spørgeskemaet er efterfølgende udsendt til mere end 900 respondenter, hvoraf de 565 har svaret, hvilket giver en meget flot svarprocent på 62. Tabellen nedenfor viser, at respondenterne omfatter en god blanding af forskellige typer domstolsjurister samt et pænt antal advokater. Hvad er din funktion? Procent Antal Landsdommer 11% 64 Byretsdommer eller dommer i Sø- og Handelsretten Total 35% 197 Retsassessor 17% 96 Dommerfuldmægtig 15% 84 Advokat 22% 124 Total 100% 565 Interviewrunden Undersøgelsen har omfattet interviews ved fire byretter samt Sø- og Handelsretten. Ved de fire byretter er der inviteret såvel advokater som domstolsjurister fra både den pågældende ret og fra naboretter. Interviewene er afviklet som semistrukturerede interviews med mindre grupper og er gennemført af projektlederen samt en partner fra Implement. Der er interviewet i alt 43 personer fordelt på 27 domstolsjurister og 16 advokater. Følgende retter har været omfattet af interviewrunden: Retten i Svendborg Retten i Odense Retten i Roskilde Retten i Lyngby Retten i Aarhus Retten i Aalborg Retten i Hjørring Københavns Byret Sø- og Handelsretten
Leverancer Designprincipper Aktivitet 11 Retterne er udvalgt på baggrund af en analyse af retternes brug af rets- og forligsmægling samt af brug af advokatretsmæglere og dommerretsmæglere. Der er med udvælgelsen sikret en god spredning i forhold til disse parametre samt i forhold til geografi og størrelse. De oplysninger, som er indsamlet ved interviews, er efterfølgende bearbejdet og formuleret som en række forslag, der kan øge anvendelsen af rets- og forligsmægling ved de danske domstole. Disse forslag blev efterfølgende bearbejdet ved to workshops. De to workshops Undersøgelsen har omfattet en workshop d. 17. juni 2015 om retsmægling og en workshop om forligsmægling den 19. juni 2015. Ved de to workshops var referencegruppen samt interviewede domstolsjurister inviteret. Derudover deltog et antal domstolsjurister med interesse for projektet. Ved workshoppen om retsmægling deltog i alt 11 personer, mens der ved workshoppen om forligsmægling deltog i alt syv personer for begges vedkommende repræsentanter for projektet fraregnet. Ved de to workshops blev resultaterne af analysen af hhv. retsmægling og forligsmægling gennemgået, og de fremlagte forslag blev prioriteret og detaljeret. Figuren nedenfor giver et overblik over analysefasen, idet afrapporteringen dog først er fremkommet i august 2015. 27. marts 30. april 9. juni 19. juni 3. juli Datagennemgang Spørgeskemaundersøgelse Interview To konklusionsworkshops Afrapportering Baseres på allerede foreliggende data Interview med relevante personer fra DSS om bl.a. data og bedste praksis DSS bistår ved gennemgang og fortolkning af data Omfatter begge mæglingsformer, alle relevante retsinstanser og et antal advokater. Respondenter er retspræsidenter, dommere, retsassessorer dommerfuldmægtige samt advokater Primært lukkede spørgsmål med skalaer, men også enkelte åbne Afvikles som stedlige, personlige interviews i grupper Omfatter fire byretter, en landsret, Sø- og Handelsretten, et antal advokater og DSS Interview er handlingsorienterede og bygger på hypoteser om barrierer og bedste praksis Involverer 8-10 personer, herunder referencegruppen Varighed ca. 3 timer Implement udarbejder oplæg og faciliterer workshops Workshops anvendes både til at konsolidere hypoteser og til at arbejde med forankring af initiativer Udarbejdelse af rapportudkast Høring Endelig rapport Powerpoint-præsentation Overblik over brug af retsog forligsmægling Input til hypotesedannelse og spørgeskemadesign Oplæg til referencegruppe Resultater inkl. analyse Datafremstillinger Testede hypoteser om bedste praksis Uddybede og nuancerede resultater Testede hypoteser om bedste praksis Vurdering af økonomiske konsekvenser og relevant ledelsesinformation Udkast til konkrete anbefalinger Forankring af initiativer hos nøglepersoner Oplæg til referencegruppe Rapport om rets- og forligsmægling Evt. mundtlig præsentation for relevante parter inkl. powerpoint-præsentation Oplæg til workshops Møde DSS Involvering af referencegruppe Af Implements endelige afrapportering fremgår: Analysens resultater
12 Analysen har vist, at retsmægling er et begreb, som der er et vist ukendskab til i retssystemet, og at der er forskellige opfattelser af, hvad navnlig retsmægling omfatter, men også i et vist omfang forligsmægling. Usikkerheden og ukendskabet til retsmægling illustreres efter Implements vurdering af, at en stor andel af respondenterne i spørgeskemaundersøgelsen ofte svarer ved ikke. Udover at mange respondenter, og herunder navnlig domstolsjurister, er usikre på, hvad de skal svare, når de bliver spurgt i spørgeskemaundersøgelsen, viser interviewrunden, at der eksisterer forskellige opfattelser af helt centrale spørgsmål i forhold til retsmægling. Det gælder i særlig grad følgende: Formålet med retsmægling: Nogle interviewpersoner giver udtryk for, at selve retsmæglingsprocessen er det vigtigste formål med retsmæglingen. Hermed bliver succeskriteriet for retsmæglingen at få parterne til at gennemføre en retsmægling, mens det bliver mindre vigtigt, om retsmæglingen fører til en aftale. For andre interviewpersoner er det afgørende ved retsmæglingen, om der indgås en aftale. Disse interviewpersoner vil typisk mene, at der anvendes for mange ressourcer på retsmæglingen, hvis ikke der indgås en aftale. Retsmæglingsmetode: Nogle interviewpersoner finder, at retsmægleren alene skal være faciliterende, hvorved retsmægleren alene hjælper sagens parter at finde en løsning på deres konflikt og afholder sig fra selv at bidrage med en vurdering af sagens indhold. Andre interviewpersoner mener, at retsmægleren også kan være evaluerende, hvorved retsmægleren også kan komme med forslag til, hvad en eventuel aftale ville kunne indeholde. Opfattelsen af, hvilken retsmæglingsmetode der bør anvendes, har i sagens natur sammenhæng med opfattelsen af retsmæglingens formål. Retsmæglerens indsigt i sagens substans: Nogle interviewpersoner mener ikke, at retsmægleren nødvendigvis skal have indsigt i den faglige substans af sagen. Hvis ikke det er den primære opgave at komme med et forslag til en aftale, er det heller ikke nødvendigt at have faglig indsigt i sagen, er ræsonnementet. Omvendt peger navnlig de interviewpersoner, som mener, at formålet med retsmægling er at nå en aftale, at dette særligt fremmes ved at have en mægler, som har indsigt i den faglige substans af sagen og dermed også forudsætninger for at komme med forslag til, hvilken aftale parterne kan indgå. Valg af mægler: Nogle interviewpersoner mener, at det alene er rettens opgave at udpege en retsmægler til at mægle i sagen. Andre mener, at parterne selv skal have mulighed for at vælge en konkret mægler. Imellem disse to synspunkter er der i løbet af interviewrunden konstateret forskellige mellemformer som fx mulighed for at parterne vælger retsmæglertype (advokatretsmægler/dommerretsmægler), ligesom der er eksempler på, at retten caster retsmægler, det vil sige vælger den retsmægler, som retten har erfaring med har succes med at retsmægle den bestemte type sag, det drejer sig om, f.eks. familiesager. Udover ovenstående fire væsentlige spørgsmål er der blandt retterne også stor varians i forhold til, hvor meget retsmægling anvendes, inden for hvilke sagstyper retsmægling anvendes mest, i hvilket omfang man anvender advokatretsmæglere i forhold til dommerretsmæglere samt hvor meget, man spreder mæglingerne ud i forhold til de retsmæglere, som den enkelte ret kan råde over.
13 Det anbefales derfor, at der i domstolssystemet hurtigst muligt etableres en fælles forståelse af, hvad retsmægling er, og hvad det ikke er, herunder også hvordan forligsmægling på en hensigtsmæssig måde afgrænses i forhold til retsmægling og eventuelle mellemformer. De ovenfor refererede forskellige opfattelser angående formål, metode, indsigt i sagens substans og valg af retsmægler er kommet fra både dommerretsmæglere, advokatretsmæglere og partsadvokater. Det er således ikke sådan, at man for eksempel kan sige, at det kun er partsadvokater, der har givet udtryk for, at formålet med retsmægling er, at der indgås en aftale, der afslutter sagen, at det vil være en fordel, hvis mægler kan komme med forslag, eller at retsmægleren har faglig indsigt i sagens substans. Disse synspunkter er også kommet fra dommerretsmæglere og domstolsjurister, der ikke er retsmæglere samt fra advokatretsmæglere.
14 Afsnit 5. Temaer Det har under analysefasen vist sig, at der er behov for en nærmere undersøgelse af forskellige elementer af retsmægling - temaer. For hvert tema sættes der fokus på, hvad der er udfordringerne og på spørgsmålet om, hvorvidt det er nødvendigt med en fælles forståelse af temaet og i givet fald, hvad denne fælles forståelse bør omfatte. Derudover gennemgås for hvert tema de bidrag, der er at hente i de i afsnit 2 gennemgåede kilder og den i afsnit 4 omhandlede analyse til belysning af temaet. 5.1. Formålet med retsmægling I Justitsministeriets notat af den 6.2.2003 om forsøgsordningen med retsmægling (bilag 2) hedder det: Formålet med retsmægling er at nå frem til en aftalt løsning på konflikten, der opleves som mere tilfredsstillende af begge parter end den løsning, man kan nå frem til ved traditionel forligsmægling eller dom. Parternes tilfredshed kan skyldes, at løsningen på konflikten ved retsmægling i højere grad tager hensyn til deres underliggende interesser, behov og fremtid, og at de i højere grad selv har indflydelse på forløbet. Parternes tilfredshed kan også skyldes, at retsmægling medfører en hurtigere og billigere løsning på konflikten, end man ville kunne få ved traditionel forligsmægling eller dom. I den under forsøgsordningen anvendte standardaftale (bilag 2) om retsmægling anføres det: Formålet med retsmægling er at nå frem til en aftale mellem sagens parter, som kan løse den konflikt, der ligger til grund for retssagen imellem dem. I Evalueringsrapporten fra 2005, (bilag 3), der citerer notatet, udbygges dette således: Gennem retsmægling bliver det altså muligt at finde løsninger på konflikter, som ikke ville være mulige ved en traditionel juridisk behandling af konflikten. Dette kan ske ved dels at gå uden for de fastlagte juridiske rammer, dels ved at inddrage parterne aktivt i konfliktløsningen. Ved så at sige at give konflikten tilbage til parterne har de mulighed for at indgå en mindre juridisk og mere smidig og pragmatisk aftale, som i højere grad afspejler deres subjektive behov og interesser. I retsplejelovens 272 hedder det: Retten kan efter anmodning fra parterne udpege en retsmægler til at bistå parterne med selv at nå frem til en aftalt løsning på en tvist, som parterne har rådighed over (retsmægling). I Retsmæglingsbetænkningen, bilag 4, fremgår det: Retsmægling bygger på almindelige principper for mægling og mediation, hvor det er parterne selv, der med bistand fra en neutral mægler forhandler sig frem til en for dem tilfredsstillende løsning...
15 Formålet med retsmægling er således ikke at afgøre, hvem der har ret eller uret, men snarere at skabe et forum for indgåelse af aftaler, der imødekommer parternes egne behov og deres fremtid. I bemærkningerne til lovforslaget, LFF 2007-11-28, anføres: Det grundlæggende formål med at indføre en permanent, landsdækkende ordning med retsmægling er at give parterne i sager, der er indbragt for domstolene, en mulighed for, hvis de ønsker det, at søge tvisten løst på en anden måde end ved den traditionelle forligsmægling i retten, der bygger på de gældende retsregler, eller ved en dom. Af Civiludvalgets rapport af den 18.12.13, bilag 5, fremgår det: Retsmægling er en konfliktløsningsform, hvor en mæglingsuddannet dommer eller advokat søger at bistå parterne med selv at finde en løsning på deres konflikt. I det følgende beskrives forskellige muligheder vedrørende retsmægling. Ideen bag er overordnet den, at hvis flere sager kan afsluttes ved en aftale mellem parterne gennem retsmægling, reduceres antallet af gennemførte hovedforhandlinger. De muligheder, der peges på, tager derfor først og fremmest sigte på at medvirke til, at flere sager henvises til retsmægling, og at flest muligt af disse afsluttes med en aftale mellem parterne. I alle ovenstående bemærkninger synes formålet med retsmægling således at være, at parterne selv kan nå frem til en aftalt løsning. Under analysefasen - navnlig ved interviewrunden - har det imidlertid vist sig, at nogle interviewpersoner giver udtryk for, at det vigtigste formål med retsmæglingen er selve retsmæglingsprocessen. Hermed bliver succeskriteriet for retsmæglingen, at få parterne til at gennemføre en retsmægling, mens det bliver mindre vigtigt, om retsmæglingen fører til en aftale. For andre interviewpersoner er det afgørende ved retsmæglingen, om der indgås en aftale. Alle synes i mere eller mindre udstrakt grad at være enige om, at retsmægling kan medføre andre fordele, uanset om der ikke blev indgået en aftale, der afsluttede aftalen. Dette kan skyldes bedre kommunikation/relation mellem parterne, forståelse for modpartens synspunkter, forlig af dele af sagen mv. For så vidt angår dette tema vil det være nyttigt med en dialog om, hvorvidt det er et formål i sig selv at udtage flere sager til retsmægling, eller om formålet er eller tillige bør være, at flest mulige af disse afsluttes med en aftale. I overvejelserne heraf bør man holde sig for øje, at de forskellige formål kan være i konflikt med hinanden, idet det for at opnå flest mulige aftaler, der afslutter sagerne efter retsmæglingen, kan være relevant at undlade at anbefale retsmægling i visse sagstyper, der anses for særligt vanskelige at nå en aftale i. Samtidig er det af respondenter og interviewpersoner under analysefasen ofte anført, at det er overordentlig vanskeligt på forhånd at vide, om det er sandsynligt, at der vil blive indgået aftale i en sag. Det kan også tilføjes, at et mål om at få flere sager til retsmægling som ovenfor beskrevet ofte kan have andre fordele for parterne og evt. indebære forlig vedrørende dele af sagen eller senere i sagsforløbet. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget og i betænkningen, at det forhold, at visse sagstyper er vanskeligere end andre at opnå en aftale i, ikke bør være afgørende for, om disse sager skal være omfattet af mu-
16 ligheden for retsmægling eller ej. Erfaringen fra forsøgsordningen har vist, at familiesager er et af de vanskelige sagsområder, hvor retsmæglingen i særdeleshed har været ressourcekrævende, men som til gengæld - når det lykkes - vurderes som yderst tilfredsstillende for parterne. Under dette tema vil det således være positivt - om end ikke bydende nødvendigt - at der blandt retsmæglerne er en fælles forståelse af, hvad formålet med retsmægling er. 5.2.Retsmæglingsmetode, retsmæglerens rolle, faglig indsigt mv. I Justitsministeriets notat af den 6.2.2003 om forsøgsordningen med retsmægling hedder det: Det vil variere, i hvilket omfang retsmægleren selv fremsætter løsningsforslag eller giver udtryk for styrker og svagheder i parternes retlige og faktiske argumentation. En høj grad af aktivitet i den henseende indebærer en risiko for, at retsmægleren mister såvel sin neutralitet som parternes tillid. Samtidig risikerer retsmægleren at foregribe mere hensigtsmæssige løsninger og medvirke til indgåelse af aftaler, der hviler på et for spinkelt grundlag. Forsøgsordningens forholdsvis brede rammer forudsætter ligeledes, at retsmægleren er i stand til i hver enkelt sag at tilpasse retsmæglingen til den konkrete konflikt med henblik på så vidt muligt at opnå en aftalt løsning på konflikten. Af den under forsøgsordningen anvendte standardaftale om retsmægling fremgår det: Retsmæglerens rolle er at lede processen. Retsmægleren medvirker til, at parterne finder løsninger, som er tilfredsstillende for dem, mens det ikke er retsmæglerens opgave at påse, at parterne indgår aftaler i overensstemmelse med gældende ret, eller at en aftale er i overensstemmelse med det udfald, en dom i sagen eventuelt måtte få. Retsmæglerens hovedopgave er således at hjælpe parterne med selv at finde en løsning, men retsmægleren er ikke afskåret fra at komme med forslag til løsninger eller give udtryk for styrker og svagheder i parternes retlige og faktiske argumentation. I Evalueringsrapporten fra 2005, anføres det: Det må formodes, at det i højere grad er retsmæglerens personlighed end dennes faglige baggrund, der har betydning for sagens udfald. Endvidere kan retsmæglerens fortrolighed med et sagsområde eller en bestemt sagstype antages at have en betydning for, om sagen ender med en aftale. Et stort spørgsmål er, i hvilket omfang mæglerne i øvrigt skal være aktive under mæglingen. Teoretisk og principielt er udgangspunktet for mægling, at mægler skal være tilbageholdende og ikke blande sig for meget i den indholdsmæssige løsning af konflikten. Antagelsen er, at løsningen på konflikten bliver bedre, hvis den så vidt muligt overlades til parterne. Denne antagelse bliver på visse områder verificeret og på andre falsificeret i denne evaluering. Hvis mægleren er tilbøjelig til at vurdere udfaldet af en retssag, har det således en negativ indflydelse på både aftalens kvalitet og på den generelle vurdering af retsmæglingens succes, mens mæglers vurdering af fremsatte løsningsforslag er positivt forbundet med muligheden for at opnå en aftale. At mægleren selv har fremsat løsningsforslag, vurderet deltagernes argumenter eller lagt pres på deltagerne ser derimod ikke ud til at have betydning for nogen af delene. Det skal imidlertid bemærkes, at parterne ønsker, at mægler er aktiv i mæglingsprocessen, både med at komme med løsningsforslag og at vurdere de juridiske aspekter af konflikten. I hvert fald så længe retsmæglingsordningen er ny, er det naturligt, at parterne undertiden forventer, at retsmæglerne i kraft af deres
17 faglige baggrund vil bidrage aktivt med juridiske/faglige input. Blandt mæglerne er der derimod bred enighed om, at rammerne for retsmægling at mægler primært skal mediere og ikke være aktiv med hensyn til fremsættelse af løsningsforslag m.v. er god og fornuftig. Det betyder dog ikke, at det ikke alt efter den konkrete situation ind imellem kan være fornuftigt at overskride disse rammer og ved en mere aktiv indsats at søge at fremme en aftale, som måske ellers ikke ville være blevet resultatet af retsmæglingen. Indtrykket er, at mæglerne generelt kun bruger dette redskab i situationer, hvor mæglingen er gået i hårdknude. Af Retsmæglingsbetænkningen fremgår det: Efter Retsplejerådets opfattelse er der derimod ikke behov eller grundlag for at fastsætte detaljerede regler om f.eks. retsmæglerens rolle, jf. nærmere afsnit 8 nedenfor, eller den nærmere fremgangsmåde ved retsmægling, jf. nærmere afsnit 9 nedenfor. Efter Retsplejerådets opfattelse bør det være det klare udgangspunkt for retsmægling, at retsmægleren skal være tilbageholdende med at blande sig i den indholdsmæssige løsning af konflikten (den faciliterende mæglerrolle). Retsplejerådet finder, at denne mæglerrolle er bedst til at opfylde retsmæglingens formål om at øge parternes kommunikation med hinanden, så de selv kan finde frem til løsningen på deres konflikt. Ved at opretholde dette udgangspunkt tydeliggøres også, at retsmægling er væsensforskellig fra traditionel forligsmægling ved domstolene. Det gælder også de tilfælde, hvor retten som led i traditionel forligsmægling mere undtagelsesvist kommer med forligsforslag, der ud fra rimelighedsbetragtninger kan afvige fra det indhold, som en dom i sagen ville have haft. For at sikre en smidig mæglingsproces finder Retsplejerådet dog, at retsmægleren ikke bør være fuldstændig afskåret fra at fremsætte forslag til løsning af sagen, pege på styrker og svagheder i parternes argumentation mv. Efter Retsplejerådets opfattelse bør retsmægleren dog være meget tilbageholdende hermed, og det bør alene kunne ske, hvis parterne anmoder om det, og retsmægleren finder det hensigtsmæssigt og forsvarligt. Af de etiske retningslinjer fremgår: Retsmægler er en upartisk og neutral mæglingskyndig, der under møde med parterne hjælper dem med selv at finde en tilfredsstillende løsning på deres konflikt. Retsmæglers rolle er at lede retsmæglingen med respekt af parternes selvbestemmelse og uden at tage stilling til konflikten. Retsmægler skal støtte parterne i at undersøge konflikten og i at klarlægge hvilke bagvedliggende interesser og behov, parterne har. Retsmægler støtter endvidere parterne i at finde frem til, udvikle og undersøge parternes egne løsningsforslag. Retsmægler bør som det klare udgangspunkt være tilbageholdende med at komme med løsningsforslag eller pege på styrker og svagheder i parternes argumentation. Retsmægler kan kun undtagelsesvist gøre dette, hvis parterne anmoder herom, og hvis retsmægler finder det hensigtsmæssigt og forsvarligt. I Civiludvalgets rapport, afsnit 3.5, fremgår det: Der har over for udvalget været fremsat ønske om at begrænse eller helt afskære retsmæglerens muligheder for at komme med løsningsforslag. Disse forslag skal bl.a. ses i lyset af, at en begrænsning kunne modvirke de betænkeligheder, der er knyttet til indførelsen af økonomiske konsekvenser af, at en part ikke ønsker at medvirke ved retsmægling, jf. ovenfor. Det kan imidlertid også modsat overvejes at ændre beskrivelsen af mæglerrollen, således at den i dag meget snævre adgang for retsmægler til at fremsætte forligsforslag over for parterne udvides med det formål at søge flere af de sager, som henvises til retsmægling, afsluttet med en aftale.
18 Et sådant forslag indebærer imidlertid visse retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, idet der bl.a. ikke er offentlighed omkring en retsmægling og ingen appelmuligheder. Det er udvalgets opfattelse, at der med den i forarbejderne beskrevne retsmæglerrolle har udviklet sig en model for retsmægling, som fungerer godt i praksis. Udvalget finder på den baggrund ikke anledning til at foreslå ændringer i beskrivelsen af retsmæglerens rolle. Under analysefasen har det vist sig, at nogle respondenter og interviewpersoner finder, at retsmægleren skal være faciliterende, således at retsmægleren alene hjælper sagens parter med at finde en løsning på deres konflikt og afholder sig fra selv at bidrage med en vurdering af sagens indhold. Disse personer mener af samme grund ikke, at det er nødvendigt, at retsmægleren har faglig indsigt i sagen eller i øvrigt har særlig sagkundskab indenfor sagsområdet. Andre af de adspurgte mener, at retsmægleren også kan være evaluerende, således at retsmægleren kan komme med forslag til, hvad en eventuel aftale kan indeholde. Derudover er der givet udtryk for holdninger, der ligger imellem disse to yderpunkter. Endelig har flere af de interviewede personer givet udtryk for, at de under retsmæglingsuddannelsen har lært, at de skal anvende den faciliterende metode og ikke komme med forslag til løsninger, men at det i praksis viser sig, at parterne og deres advokater ønsker og direkte beder dem om at komme med løsningsforslag, hvilket herefter ind imellem imødekommes. Nogle af de adspurgte under analysefasen mener, at det er vigtigt, navnlig i erhvervssager, at retsmægleren har faglig indsigt i det pågældende sagsområde. Flere af de interviewede advokater har givet udtryk for, at de og deres klienter foretrækker, at retsmægleren spiller en mere aktiv rolle under retsmæglingen, og at denne forholder sig til parternes forslag til løsninger og også gerne selv kommer med forslag. Nogle af de interviewede partsadvokater har givet udtryk for, at det er vidt forskelligt, hvilken retsmæglingsmetode de enkelte retsmæglere anvender. Det kan derfor være svært at foreslå en klient retsmægling, når det er tilfældigt, hvilken retsmægler, der udpeges, og dermed hvilken retsmæglingsmetode, der vil blive anvendt under retsmæglingen. Ovennævnte gennemgang af udviklingen siden forsøgsordningen og den nyligt gennemførte analysefase tegner et billede af, at retsmæglingsordningen har flyttet sig noget fra udgangspunktet under forsøgsordningen om, at retsmægler skulle være frit stillet og derfor gerne måtte komme med løsningsforslag, til en præcisering i betænkningen af, at det klare udgangspunkt er, at retsmægleren bør afholde sig herfra. Heroverfor står de ønsker og behov fra parter og partsadvokater, der er kommet frem under den gennemførte brugerundersøgelse under forsøgsordningen og de under analysefasen gennemførte interviews, både vedrørende retsmæglingsmetode og vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt retsmægleren har faglig indsigt i sagsområdet eller ej. For så vidt angår dette tema vil det derfor være nyttigt med en dialog om og eventuel fælles afklaring af den nærmere afgrænsning af retsmæglerens rolle og den metode, der anvendes i retsmæglingen, herunder spørgsmålet om faglig indsigt. Under drøftelserne bør man forholde sig til, hvad der kan rummes indenfor retsmæglingsordningen og, hvad der ikke kan, herunder om og i givet fald hvad der eventuelt under en anden betegnelse i øvrigt skal/kan tilbydes af Danmarks Domstole - for eksempel udvidede forligsmøder eller andet. Om sidstnævnte punkt er det i Retsmæglingsbetænkningen fra 2006 anført:
19 Navnlig efter gennemførelsen af en småsagsproces og af ændrede regler om retshjælp er det rådets opfattelse, at det ikke på nuværende tidspunkt er anledning til at overveje regler om isoleret forligsmægling ved domstolene. Eventuelle overvejelser herom bør i al fald afvente erfaringerne med brugen af disse nye regler, sammenholdt med erfaringerne fra brugen af en permanent ordning med retsmægling i de sager, der allerede verserer ved domstolene, og fra brugen af de forskellige former for udenretlig mægling. 5.3.Valg af retsmægler Under forsøgsordningen var det parterne, der valgte, hvilken retsmægler de ønskede at indgå aftale med. Det fremgår af Justitsministeriets notat af den 6.2.2003: Frivillighed er et centralt element i retsmæglingen under forforsøgsordningen. Derfor kan retsmægling kun komme i stand ved, at der indgås en skriftlig aftale om retsmægling mellem sagens parter og retsmægleren Det er parterne, der vælger, hvilken retsmægler de ønsker at indgå aftale med, men det bør tilstræbes, at der set over hele forsøgsperioden under ét så vidt muligt sker en jævn fordeling af sagerne til de tilknyttede retsmæglere. I Evalueringsrapporten fra 2005, fremgår det: Et andet aspekt ved diskussionen om udvælgelsen af kommende retsmæglere er specialisering af mæglere. Er det en fordel, at retsmæglerne primært mægler i sagstyper, som de enten har en særlig viden om eller interesse for? Dette kunne tale for, at det er relevant at diskutere en form for specialisering af retsmæglerne, således at der i et vist omfang tages hensyn til sagstypen, når det besluttes, hvilke retsmægler der kan stilles til rådighed, eller ved at tilbyde parterne at vælge mellem retsmæglere med forskellige specialer. Dette svarer også til det, der i dag er gældende i advokatverdenen. Med hensyn til dommermæglere er det nævnt, at disse som tilfældet er ved domstolene kan fungere som generalister inde for retsmægling. I modsætning til advokaterne har dommerne typisk i deres daglige virke berøring med en lang række forskellige sagstyper. Af retsplejelovens 272 fremgår det, at det er retten, der efter anmodning fra parterne udpeger en retsmægler. Af 273, stk. 1, fremgår, hvem der kan udpeges som retsmægler. I Retsmæglingsbetænkningen er det anført: Retsplejerådet har overvejet, om parterne ved en permanent ordning med retsmægling frit skal kunne vælge, hvilken retsmægler de ønsker, der skal foretage retsmæglingen. Et sådant valg vil på den ene side kunne være fremmende for parternes indstilling til at medvirke positivt i processen, ligesom det vil være med til at understrege, at retsmægling adskiller sig væsentligt fra traditionel forligsmægling ved domstolene, hvor parterne ingen indflydelse har på valget af dommeren i den konkrete sag. På baggrund af de oplysninger, som Retsplejerådet har modtaget fra de enkelte forsøgsembeder, synes det generelle billede på den anden side at være, at parterne som oftest hverken udtrykker ønske om en bestemt retsmægler eller afviser et forslag til retsmægler fremsat af retten. Der er således efter Retsplejerådets opfattelse ikke noget i erfaringerne fra forsøgsordningen, der taler for, at muligheden for frit valg af retsmægleren er afgørende for, om retsmægling indledes. Retsplejerådet finder på den baggrund, at det bør overlades til retten at beslutte, hvem der skal være retsmægler i en konkret sag. Rådet finder ikke grundlag for at afskære parterne fra at udtale sig om valget af retsmægler, herunder om der ønskes en dommer eller en advokat som retsmægler, men parterne bør ikke have krav
20 på at få udpeget en bestemt retsmægler. I bemærkningerne til lovforslaget, LFF 2007-11-28, er Retsplejerådets bemærkninger til 273 i lovudkastet gentaget således: Det er retten, der beslutter, hvem der skal være retsmægler i den konkrete sag. Parterne er ikke afskåret fra at komme med bemærkninger til valget af retsmægler, herunder om der ønskes en dommer eller en advokat som retsmægler, men retten er ikke bundet af sådanne eventuelle ønsker. I Civiludvalgets rapport fremgår det: Under analysefasen har det vist sig, at der er stor forskel på, om retterne lader parterne vælge, hvilken retsmægler, de ønsker, eller om retterne som det er tilfældet de fleste steder alene tillader parterne at komme med bemærkninger her til, herunder navnlig om der ønskes en dommereller advokatretsmægler. Enkelte interviewede domstolsjurister har anført, at de i nogen grad caster retsmægler, således at der til en vis grad tages hensyn til, om den enkelte retsmægler er særlig god til specifikke sagstyper. Flere af de interviewede advokater og respondenterne har givet udtryk for, at det ville være ønskeligt, om man kunne få lov til at vælge retsmægler. De anfører som baggrund herfor som beskrevet under punkt 5.2. både et ønske om at kunne vælge en retsmægler med et særligt kendskab til det pågældende sagsområde, men også at kunne vælge en, der benytter en bestemt retsmæglingsmetode eller i øvrigt blot har de personlige kvalifikationer som retsmægler, man måtte ønske. De giver udtryk for, at et sådan frit valg stemmer helt overens med praksis i advokatbranchen i øvrigt, hvor klienter frit vælger advokat på baggrund af mange faktorer. For så vidt angår dette tema vil det derfor være nyttigt med en dialog om, hvorvidt der i projektperioden skal arbejdes på en større ensartethed ved retterne i forhold til udpegning af retsmægler. Under drøftelserne bør det afklares, om der blandt retsmæglerne er en fælles opfattelse af, om parterne bør have større indflydelse på valget af retsmægler, end den eksisterende ordning lægger op til. 5.4.Retsmæglingens rammer/sted. I Justitsministeriets notat af den 6.2.2003 om forsøgsordningen med retsmægling hedder det: Retsmægleren afholder et eller flere møder med parterne. Retsmægleren fastlægger efter samråd med parterne tid og sted for mødet (møderne). Mødet (møderne) kan foregå i rettens lokaler eller uden for rettens lokaler. I Evalueringsrapporten fra 2005, fremgår det: Sted Evalueringen kan ikke give et klart bud på, hvor retsmægling bør foregå. Flere af retsmæglerne har dog nævnt muligheden for særskilte retsmæglingscentre, som også kan tilbyde mediation i andet end retlige tvister. En sådan løsning kan også tilbyde en række fordele. En del af mæglerne er betænkelige ved at anvende retsbygninger til mæglingsmøder, da retsmægling dermed i for høj grad kan identificeres med en retssag frem for netop at blive frigjort fra juridiske bindinger. Af