Hedeboegnen Roskildes opland

Hedeboegnen Roskildes opland Af Peder Dam Denne artikel er dels et resultat af mit speciale i kombineret Geografi og Historie fra Roskilde Universitetscenter og dels et resultat af den fascination af Hedeboegnen, som jeg nåede at få, mens jeg arbejdede som rundviser på Roskilde Museum. Hvis man i forvejen kender lidt til landbrugshistorie og derefter kaster et blik på Hedeboegnen, vil det hurtigt stå klart, at området på flere måder var atypisk og ganske ekstremt efter danske forhold. Hedeboegnen var kendetegnet ved et særdeles intensivt landbrug, og bondestanden opnåede en velstand og selvbevidsthed, som vi i dag kan se afspejlet bl.a. i form af de berømte hedebosyninger, hedebodragter og guldnakker, men også i form af rigt og smukt dekorerede stuer og indbo. Målet med denne artikel er at afgrænse og karakterisere Hedeboegnen i 1600- og 1700-tallet. Mit primære fokus er landskabet, landbruget og bebyggelserne og hvilken indflydelse beliggenheden mellem Roskilde, København og Køge havde på disse. Naturgeografisk beskrivelse Hedeboegnen eller bare Heden havde kun meget lidt til fælles med den jyske hede. Hvor de jyske hedeområder var sandede og med få eller ingen bebyggelser, bestod Hedeboegnen af en leret moræneslette med store landsbyer og et intensivt agerbrug. To ting var dog fælles: Begge steder var relative flade områder uden skov. Den oprindelige betydning af ordet hede er i denne sammenhæng da også netop fladt og skovløst terræn. 1 Landskabet er primært dannet i slutningen af sidste istid. Den såkaldte ungbaltiske is kom fra sydøst og medbragte store mængder af ler, sand og grus. Da gletsjerne igen smeltede, adskilte Hedeboegnen sig fra de omkringliggende områder. Både nord og vest for Hedeboegnen var der skabt et kuperet terræn med randmoræner, dvs. materiale presset op foran isen, og dødisområder, dvs. et stærkt ujævnt 15

Figur 1. Jordtypekort byggende på Den danske jordklassificering (Dansk Jordbrugsforskning 2002) terræn skabt omkring tilbageblivende blokke af et ældre isfremstød. Hedeboegnen selv var derimod et relativt fladt område, udjævnet af gletsjerne og kun påvirket i mindre grad af den langsomt bortsmeltende is. Hedeboegnen består derfor også i dag næsten udelukkende af en relativ flad moræneslette, mens de mere markante geologiske formationer er få og små: Henholdsvis nord for Trekroner og syd for Hedehusene findes to mindre randmoræner, og omkring Osted og Tåstrup findes der tunneldale skabt i forbindelse med isens afsmeltning. Enkelte steder kan der desuden ses dødishuller. Dette er dog kun undtagelser: Morænesletten er den klart mest dominerende landskabstype. 2 16

Som det ses af kortet i figur 1, er morænejorden generelt meget leret. Kortet bygger på Den Danske Jordklassificering 3 fra 1970 erne, som desværre ikke kortlagde jorden i byområder, hvorfor store dele af kortet er uklassificeret i Storkøbenhavn. Men det kan ses, at sandblandet lerjord og lerjord er dominerende, mens lerblandet sandjord bliver dominerende i Nordøstsjælland og den nordlige del af Hornsherred. Sandjordene (grovsandet og finsandet jord) er stort set fraværende i hele regionen. Selvom det umiddelbart ikke kan fastslås med sikkerhed, må den lerede jord forventes at fortsætte helt ind til København: Den østlige del af Hedeboegnen er skabt af det samme isfremstød som i den vestlige del, og de geologiske kort viser ligeledes, at hele området er domineret af moræneler 4. Hedeboegnen må derfor betegnes, som et af de mest lerede områder i Danmark muligvis kun overgået af Lolland-Falster. At Hedeboegnens jord er frugtbar, kan både ses af jordkortene, men det fremgår også af flere historiske kilder. Da den store matrikel (senere kendt som 1844-matriklen) blev planlagt i 1805, tog man udgangspunkt i jorden fra Hedeboegnen: En toftejord i Karlslunde landsby (nu Greve kommune) blev betegnet som den bedst mulige jord i Danmark og sat til den højeste bonitetstakst 24. Hvis en jord i 1844-matriklen blev sat til taksten 12, betød det således, at jorden var halvt så frugtbar som hedebojorden i Karlslunde. 5 Hedeboegnens udstrækning Der har aldrig eksisteret en fast eller fælles definition på, hvor stort et område Hedeboegnen dækkede over, og både i den tidlige litteratur, men også i dag, ser man ofte meget forskellige beskrivelser af udstrækningen. Blandt de mest detaljerede er Marie Christophersens, i starten af sin egnsbeskrivende, bog. Marie Christophersen blev født 1869 i Højelse nord for Køge, og hun kan vel betegnes som en repræsentant for 1800-tallets lærde og selvbevidste bondeklasse. Hun kom på Højskole, tog kurser i København og var særligt interesseret i sin slægts og i sin hjemegns historie. På opfordring af og med hjælp fra dr. phil. Henrik Ussing udkom i 1923 Fra Hedeboegnen, som indledes med følgende beskrivelse: Heden er den Egn, der i syd afgrænses fra Skovboegnen ved Kjøge Aa og 17

Skovene; thi Heden er netop den skovløse Slette. I Vest trækker den derfor op langs mod Skovene, dog maa en Tunge ved Sydgrænsen henimod Borup ogsaa regnes til Hedeboegnen. Grænsen er udflydende mod Vest; f. Eks. er det rimeligt at regne, at der ogsaa gaar en Tunge hen over Allerslev til Lejre, men næppe længer; derefter én op langs Roskilde Fjords Østkyst til Værebroaa. I øvrigt staar Tørveegnene oppe imod Frederikssund og en Linie ind til Valby vel rettelig som Nordgrænse, selv om saadan en Folkegrænse ikke altid nøjagtig lader sig afstikke i Marken. Det er dog det trekantede Stykke Land mellem Roskilde, Kjøge og København, der særligt bliver kaldt for Heden. Nord-Grænsen regnes da for at være omtrent, hvor Landevejen gaar fra Roskilde til København. Grænsen i Syd er optrukket med klare Linjer, saa naar Folk boede Syd for Aaen, fulgte de Skovboskik, og naar de boede Nord for Aaen, fulgte de Hedeboskik. 6 I den tid jeg har arbejdet med Hedeboegnen, har jeg efterhånden fået mere og mere respekt for Marie Christophersens beskrivelse. Hun klargør godt, hvor usikkert og problematisk det faktisk er at sætte en grænse for Hedeboegnen, og samtidigt forsøger hun at skelne mellem Hedeboegnens kerneområde og periferiområde. Jeg kan dog ikke anvende hendes afgrænsning i denne artikels undersøgelser. Det skyldes først og fremmest, at hende mål er at udpege folkegrænsen, mens mit mål er at afgrænse natur- og kulturlandskabet. Første skridt bliver derfor her et forsøg på selv at foretage en afgrænsning af Hedeboegnen. Udover den eksisterende litteratur vil der blive benyttet kortlægninger af tre af Hedeboegnens særlige karakteristikker: a) fraværet af skov (vha. kort fra 1768/1770), b) det flade terræn (vha. nutidige kort) og c) en intensiv landbrugsproduktion (vha. Chr. V s matrikel fra 1680 erne). Hvert af disse tre forhold vil blive kortlagt uafhængigt af, hvad man umiddelbart forstår ved Hedeboegnen, og først til sidst vil de tre delkort sammen med den eksisterende litteratur blive sammenføjet til et kort. Kortene er udarbejdet i GIS; dvs. et computerprogram som kan håndtere digitale kort, og som kan foretage analyser og bearbejdninger af flere kort samtidigt. Grænsedragningerne vil følge ejerlavene, hvilket med få undtagelser vil sige et område tilhørende ét dyrkningsfællesskab (én landsby, én hovedgård eller én enkeltliggende gård). 18

Det skovløse område Det ældste kort, som viser skovenes udbredelse, og som bygger på systematiske og videnskabelige opmålinger, er Videnskabernes Selskabs kort i målestoksforholdet 1:120.000. Kortværket bygger på astronomiske målinger, triangulering, samt opmålinger med kæder på det mere lokale niveau. Kildeværdien af kortet har været ganske omdiskuteret, og der er flere problemstillinger og usikkerheder ved kortet, men netop i forhold til udbredelsen af skov viser nutidige kontrolundersøgelser, at kortværket er ganske tilfredsstillende. 7 Kortene over den østlige del af Sjælland blev udgivet 1768 (Nordøstsjælland) og 1770 (Sydøstsjælland). Et udsnit af den digitaliserede version af arealanvendelsen fra kortværket kan ses i figur 2, hvorover der er lagt et kort med ejerlavene samt en afgrænsning af det store sammenhængende område af ejerlav helt uden skov. Mod syd fulgte det skovløse område Køge Å 10 km, hvorefter det gik mod nordvest og mod Lejre. Det svarer tilnærmelsesvis til, hvor man ofte sætter grænsen mellem Skovboegnen og Hedeboegnen. Men længere mod nord bredte det skovløse område sig udover Hedeboegnen: Sognene vest for Roskilde (på nær ejerlavene Bognæs og Boserup) samt et stort område langs østsiden af Roskilde Fjord, var ligeledes helt blottet for skov på Videnskabernes Selskabs kort. Det skovløse område forsatte helt ind til København, om end det skal pointeres, at jeg her valgte at se bort fra den lille kongelige prydskov, lidt syd for Frederiksberg Slot. Konklusionen må være, at grænsen for det skovløse område løb omtrentligt langs den traditionelle skillelinje mellem Skovboegnen og Hedeboegnen, men at området derudover bredte sig længere vest for Roskilde samt over et stort område mod nord. Området domineret af fladt terræn Afgrænsningen af området med det relativt flade terræn ved Hedeboegnen var en af de mest besværlige opgaver, og det er sandsynligvis også den afgrænsning, som lettest kan kritiseres. At det flade terræn er en af Hedeboegnens karakteristika kan hurtigt konstateres ved at se på et almindeligt topografisk kort, men den præcise grænse mellem fladt og kuperet terræn er svær at fastsætte. I modsætning til den oven- 19

Figur 2. Arealanvendelse fra Videnskabernes Selskabs kort 1768-1770 (Dam, Nielsen, et. al. 2003), ejerlavskort 1682 (Frandsen 1984 og Dam 2004) samt afgrænsning af det sammenhængende område ved Hedeboegnen uden skov. stående afgrænsning af det skovløse område og den nedenstående afgrænsning af den højproduktive landbrugsregion var det ikke muligt at foretage en automatisk / mekanisk udvælgelse af ejerlav i forhold til terrænet. I stedet måtte jeg på grundlag af topografiske kort (4cmkort) samt KMS digitaliserede højdekurver foretage en samlet vur- 20

Figur 3: Højdekurver med 10 meters interval (KMS 1996) samt afgrænsning af det sammenhængende område ved Hedeboegnen domineret af fladt terræn. Den nøjagtige afgrænsning følger ejerlavsgrænserne. dering ved hvert af ejerlavene. Mit forsøg på en afgrænsning ses i figur 3. Af hensyn til overskueligheden i kortet er højdekurverne kun vist med 10 meters interval, mens der ved selve afgrænsningen blev benyttet 2,5 meters interval. Området domineret af fladt terræn er til dels sammenfaldende med 21

morænesletten: Syd og øst herfor bliver de kuperede dødislandskaber dominerende denne linie markerer desuden omtrentligt den traditionelle grænse mellem Skovboegnen og Hedeboegnen. Nord for området domineret af fladt terræn er landskabet mere præget af tunneldale og mindre dødisområder. Selvom terrænet tydeligt er mere kuperet end på morænesletten, er det nordlige område dog ikke så kuperet som Skovboegnen, og grænsen var derfor særlig svær at fastlægge. Den relativt flade moræneslette fortsætter indtil København. Området domineret af et højproduktivt landbrug Desværre findes der først fra slutningen af 1800-tallet systematiske oplysninger om den reelle produktivitet i form af mængden af korn, kvæg osv. produceret pr. år. Til gengæld er det muligt at vurdere den potentielle produktivitet ud fra Chr. V s matrikel 1682. Skattematriklens hartkornsværdier byggede nemlig på en vurdering af den potentielle produktion i indmarken (ager) og i udmarken (eng, græsning og svinsolden) omregnet til fællesenheden tønder hartkorn. Deles denne værdi med det totale areal af ejerlavet fås et mål for den gennemsnitlige potentielle produktivitet pr. areal. I figur 4 ses et produktivitetskort byggende på hartkornsoplysningerne fra Chr. V s matrikel, hvor produktivitetsværdier er vist i intervaller af fem tdr. hartkorn pr. km 2. Afgrænsningen af det højproduktive område er defineret som de sammenhængende ejerlav i området med en produktivitet på mere end 15 tdr. hartkorn pr. km 2. At grænseværdien faldt på eksakt 15, skyldes dels ønsket om et lige tal, dels at denne værdi overordnet markerede skellet mellem Hedeboegnen på den ene side og Nordsjælland / Skovboegnen på den anden side. De ejerlav, som havde en lavere produktivitet end 15 tdr. hartkorn pr. km 2, men som lå som mindre enklaver inden i det højproduktive område, er ikke udtaget. I de fleste tilfælde var de enten tæt på grænseværdien (f.eks. striben af ejerlav ØSØ for Roskilde) eller også knyttede der sig særlige og atypiske historier bag (f.eks. den nedlagte landsby, Islev, vest for København). Der var mange grænsesammenfald mellem det højproduktive område og det skovløse område. Mod syd fulgte grænsen omtrentligt 22

Figur 4: Den potentielle produktivitet (tdr. hartkorn / km 2 ) vurderet ud fra Chr. V s matrikel (Pedersen 1928 og Dam 2004) samt afgrænsning af det sammenhængende højproduktive område ved Hedeboegnen. Køge Å 10 km, for derefter at dreje mod nordvest og vest om Roskilde. Sognene vest for Roskilde (på nær ejerlavet Bognæs) havde altså tilsyneladende flere lighedstræk med Hedeboegnen end med Skovboegnen rent landbrugsmæssigt. Det højproduktive område bredte sig også langt nord for, hvad der kan ses som Hedeboegnen. 23

Samlet og endelig afgrænsning af Hedeboegnen I figur 5 ses den endelige afgrænsning af Hedeboegnen, som bygger på en samlet vurdering af de skriftlige kilder samt ikke mindst de tre foregående kortlægninger af henholdsvis det skovløse, det flade og det højproduktive område. Afgrænsningen kan naturligvis ikke ses som et endegyldigt svar på, hvor stort et område Hedeboegnen dækkede over: Hedeboegnens udstrækning afhænger af, om vi definerer området ud fra forhold som identitetshistorien (hvor de lokale opfattede sig som hedebobønder), kulturhistorien (f.eks. hvor hedebosyningerne kom fra), landbrugshistorien (f.eks. det intensive agerbrug eller det skovløse område) eller ud fra terrænet. Oftest er der sammenfald mellem de forskellige måder at definere Hedeboegnen på, men den eksakte grænse kan altid diskuteres, og i visse områder bredte en eller flere af forholdene sig langt ud over, hvad vi kan forstå som Hedeboegnen. Hedeboegnens sydgrænse var den letteste at fastslå. Ved alle tre delkortlægninger fulgte grænsen mere eller mindre Køge Å, og da åen også i erindringslitteraturen er klart beskrevet som sydgrænsen, blev denne linje valgt. Heller ikke vestgrænsen var særlig problematisk, da forskellene mellem Hedeboegnen og Skovboegnen var tydelige, både i forhold til terræn, de datidige skove og produktivitet. Enkelte ejerlav kan naturligvis diskuteres, men den overordnede linjeførelse synes klar. Sognene vest for Roskilde er ikke medtaget. Området er sammenlignet med Hedeboegnen kuperet, og det kan næppe forsvares at kalde disse sogne for en del af en flad slette. Det største problem var dog den nordlige afgrænsning. Det skovløse og højproduktive område forsatte helt op til Arresø, men så langt nordpå kan man naturligvis ikke påstå, at Hedeboegnen forsatte. Grænsefastsættelsen var dog svær, da der ikke var et så tydeligt skel som mod Skovboegnen. Ganske vist er landskabet og terrænet nordpå mere præget af kuperede tunneldale, dødisområder samt mere sandede jorde, men der findes ikke en markant eller entydig skellinje. I sidste ende blev det valgt at lade grænsen følge de datidige herredsgrænser (heriblandt Værebro Å), så hele Sømme, Lille og Smørum herreder kom ind under Hedeboegnen. Dette valg kan kritiseres, men det kan også delvist 24

Figur 5. Samlet og endelig afgrænsning af Hedeboegnen samt bebyggelser (Pedersen 1928 og Dam 2004), ejerlav og sogne (Frandsen 1984 og Dam 2004) på Hedeboegnen 1682. forsvares ud fra at bønderne gennem herredstinget og deres retslige tilknytning på visse områder må have været tilknyttet mod Hedeboegnen, end bønderne var det nord for herredsgrænserne. Det karakteristiske landbrug på Hedeboegnen Med udgangspunkt i den ovenstående afgrænsning af Hedeboegnen vil de særlige landbrugs- og bebyggelsesmæssige karakteristika i 1600- og 1700-tallet nu blive belyst. Som det ses af bebyggelseskortet 1682 i figur 5, var området domineret af store tætliggende landsbyer, få 25

hovedgårde og næsten ingen enkeltliggende gårde. Dette var ganske vist også kendetegnende for andre områder (f.eks. Vestsjælland, Amager og området øst for Roskilde Fjord), men Hedeboegnen skilte sig ud ved, at landbruget i ekstrem grad var fokuseret på intensivt agerbrug. For at kunne belyse Hedeboegnens særlige karakteristika nærmere, er det nødvendigt at bestemme karakteristikaene i forhold til andre områder. I det følgende vil Hedeboegnen derfor blive sammenlignet med tre regioner: Det øvrige af Sjælland (Sjælland fraregnet Hedeboegnen), Lolland-Falster-Møn samt Fyn (inkl. øerne i det sydfynske øhav). At Jylland ikke er medtaget i sammenligningerne skyldes, at halvøen adskilte sig så markant fra øvrige landet, at dette ofte ville overskygge artiklens fokus på de særlige træk ved Hedeboegnen. I figur 6 ses fem udvalgte landbrugshistoriske forhold vist for henholdsvis Hedeboegnen samt de tre regioner. Figur 6. Fem landbrugshistoriske karakteristika ved Hedeboegnen. Andelen af skov er udregnet på grundlag af digitaliseringer af Videnskabernes Selskabs kort 1768-1805, mens de øvrige oplysninger er udarbejdet på grundlag af digitaliseringer af Chr. V s matrikel 1682. Skov Det væsentligste kendetegn var manglen på skov. Ifølge Videnskabernes Selskabs kort var kun 0,5% af arealet dækket af skov, og den lille andel dækkede endda kun over den kongelige prydskov syd for Frederiksberg samt over mindre skovenklaver i yderkanten af Hedeboegnen. Da heden netop betyder skovløs slette, er dette selvfølgelig ikke overraskende. Måske kan det for nogle læsere forekomme mere overraskende, at andelen af skov var så høj i det øvrige af Sjælland (17,5%) samt på Lolland-Falster-Møn (18,4%), men skovene dækkede i sidste halvdel af 1700-tallet stadig store dele af Østdan- 26

mark. En væsentlig del var dog lavskov eller stævningsskov, som i modsætning til nutidens højskov også blev benyttet til svinehold og til græsning i de mange lysninger. Der var således ikke i alle tilfælde tale om skov, som vi kender det i dag. 8 Ager Hvad Hedeboegnen ikke havde af skov blev opvejet af de store agerarealer: I 1682 havde området godt 1/3 del mere ager end det øvrige Sjælland og Lolland-Falster-Møn og knap 1/6 del mere end Fyn. Faktisk kan det ses, at summen af andelen af skov plus andelen af ager i Østdanmark i alle fire tilfælde lå på omkring 55%. Hedeboegnen havde altså tilsvarende mere ager, som den havde mindre skov, i forhold til det øvrige Østdanmark. Produktivitet I næste kolonne ses et mål for den potentielle produktivitet defineret som tdr. hartkorn i 1680 erne pr. areal. Med en produktivitet på 19,2 tdr. hartkorn / km 2 lå Hedeboegnen mellem 1/8 del og 1/4 del højere end de øvrige østdanske regioner. Selvom forskellene ikke umiddelbart fremstår markante peger analyser af Chr. V s matrikel mod, at Hedeboegnen havde landets mest intensive landbrug i 1680 erne: Blandt kongerigets 139 herreder havde Smørum Herred landets højeste produktivitetsgennemsnit, og blandt de 1666 sogne havde Brøndbyøster landets højeste sognegennemsnit 9. Som det fremgik af ovenstående figur 4, fandtes der dog også ejerlav, som trak gennemsnittet ned for regionen, men det ændrer ikke ved, at området som helhed må kaldes den mest intensive landbrugsregion i 1600-tallets Danmark. Antal gårde pr. hovedgård Forholdet mellem gårde og hovedgårde målt som det gennemsnitlige antal gårde pr. hovedgård skal læses med store forbehold. I modsætning til de øvrige forhold, kan dette kun vanskeligt udregnes inden for Hedeboegnen, da hovedgårdene i mange tilfælde ikke kun havde gårde inden for én region. Udover en hovedgård Gjeddesdal lå alle hovedgårdene i kanten af Hedeboegnen, og de var tillige også ejere af fæstegårde nord og syd for området. Dermed hørte de ikke 27

kun til Hedeboegnen, men både til Hedeboegnen og det øvrige Sjælland. Desværre er det umiddelbart kun muligt at udregne forholdet efter, hvor selve gårdene og hovedgårde lå rent fysisk. Selv med disse store forbehold er det interessant at kunne konstatere, at der gik betydelig flere gårde pr. hovedgård i Hedeboegnen, end det var tilfældet i de øvrige regioner. For hver hovedgård var der ikke mindre end 149 bøndergårde, og for at kunne afspejle det reelle forhold mellem gods-ejere og fæstebønder burde tallet jævnfør ovenstående forbehold være større. Desværre kan et tilsvarende forholdstal mellem gårde og huse ikke udledes af Chr. V s matrikel. I forhold til skatteansættelsen var husene kun af lille hvis nogen interesse, da de kun havde meget lidt eller ingen jord, og de blev derfor kun i nogle tilfælde omtalt i matriklen. 10 Gårdstørrelse En hedebogård var gennemsnitligt mellem 2,4 og 3,6 tdr. hartkorn (svarende til mellem 1/3 del og 2/3 dele) større end gårdene i de øvrige østdanske regioner. For at få en forståelse for denne forskel må vi se mere detaljeret på gårdstørrelserne: I figur 7 ses et diagram over gårdenes hartkornsstørrelser i Chr. V s matrikel for Hedeboegnen samt for de tre regioner. Y-aksen angiver hvor stor en procentandel af gårdene, som befinder sig inden for hartkornsintervallerne på X- aksen; f.eks. havde ca. 5% af gårdene i Hedeboegnen mellem 4,5 og 5,5 tdr. hartkorn. Tallene er udregnet som gennemsnit for hver landsby, og der er set bort fra huse og hovedgårde. Kurverne for de tre regioner er meget regelmæssige linier, mens kurven for Hedeboegnen er mere varieret. Dette må skyldes, at det mindre talmateriale lettere giver større udsving, men ikke desto mindre kan der foretages flere observationer: Gårde under 4,5 tdr. hartkorn var stort set ikke eksisterende på Hedeboegnen: Disse små gårde udgjorde her kun 2,2%. I det øvrige af Sjælland og i de to andre østdanske regioner lå andelen mellem 15% og 20%. Vi kan som nævnt pga. kildemæssige forhold i Chr. V s matrikel ikke sige noget om det antalsmæssige forhold mellem husmænd og gårdmænd i Hedeboegnen, men vi kan ud fra grafen konstatere, at der her var et skarpt skel mellem de to samfundslag: I Hedeboegnen 28

Figur 7. Andel (%) af gårde efter hartkorn i Chr. V s matrikel 1682. De ganske få gårde over 15,5 tdr. hartkorn er medtaget i undersøgelsen og procentandelene, men de er af rent visuelle årsager ikke vist på grafen. var man enten husmand eller gårdmand. Mellemgruppen af små gårdmænd fandtes med få undtagelser ikke. Den mest alm. gårdstørrelse på Hedeboegnen var omkring 7 tdr. hartkorn. I det øvrige af Sjælland var den mest alm. gårdstørrelse 6 tdr. hartkorn, mens den i de sidste to østdanske regioner lå mellem 5 og 6 tdr. hartkorn. Den typiske hedebogård var således kun lidt større end de typiske gårde i det øvrige østdanske område. Til gengæld må kurven for Hedeboegnen siges at adskille sig markant ved gårde over 9,5 tdr. hartkorn. Disse store gårde var ganske få i den øvrige del af landet, men i Hedeboegnen udgjorde de ikke mindre end 37,7% af alle gårde. Årsagen til de gennemsnitligt store gårde i Hedeboegnen bunder altså i tre forskellige årsager: - Små gårde var næsten ikke eksisterende. - En typisk hedebogård var ca. 1-1 1 2 tdr. hartkorn større end en typisk gård i de tre øvrige østdanske regioner. - De helt store gårde var stærkt overrepræsenteret i Hedeboegnen. 29

Hedeboegnen: Mellem Roskilde og København På flere områder er overrepræsentationen af store gårde særligt interessant. Dels fordi den er så markant (se figur 8), og dels fordi vi endnu ikke kan fastslå med sikkerhed, hvad årsagen til koncentrationen af de helt store gårde skyldes. Særligt to teorier lyder dog sandsynlige. Figur 8. Østdanske landsbyer med en gennemsnitlig gårdstørrelse på mere end 9,5 tdr. hartkorn 1682. Første teori: Nærheden til købstæderne Hedeboegnen lå mellem to af Danmarks største og vigtigste byer: I middelalderen var Roskilde blandt landets største og vigtigste købstæder, og siden hen udviklede København sig til den helt dominerende by. Der udvikledes altså gennem middelalderen og tidlig moderne tid et stort marked, og dermed også et incitament til et større og mere intensivt agerbrug i modsætning til ekstensivt kvægbrug og evt. skovbrug. En mulig forklaring på de mange store gårde på Hedeboegnen i 1680 erne kunne således være, at der i den foregående periode var opdyrket ny ager uden, at der samtidigt skete anlæggelser af nye gårde. At der vitterligt var en sammenhæng mellem det intensive landbrug 30

1682 og nærheden til købstæderne understøttes af figur 9, hvor produktiviteten (gennemsnit for hver 5km zoner) er sat i forhold til afstanden fra Roskilde, København og Køge. Omkring Roskilde og København faldt produktiviteten ved hver zone, og den var henholdsvis godt 2/3 dele og godt 1/3 del højere i nærzonen end i 20-25 km zonen. Ved Køge faldt produktiviteten kun svagt ud til 15 km, hvorefter den steg markant. Årsagen til denne stigning var, at 15-20 km zonen nåede ud til det indre af Hedeboegnen og til den ligeledes højproduktive slette på Stevns. Der kan altså forekomme undtagelser fra den generelle tendens til højere produktivitet omkring købstæderne ikke overraskende da produktiviteten naturligvis ikke kun afhang af nærheden til markedet, men tværtimod var et særdeles kompleks resultat af såvel natur- og samfundsmæssige forhold. I mit speciales undersøgelse af produktiviteten omkring samtlige købstæder i kongeriget afveg mellem 1/3 og 1/4 af områderne ved, at produktiviteten faldt, men disse oplande var typisk lokaliseret omkring mindre købstæder. 11 Hermed har vi måske også forklaringen på den delvis usystematiske produktivitetslinje omkring Køge. Køge var ikke og havde aldrig været en større købstad, og den har derfor ikke påvirket produktiviteten i samme grad som Roskilde og København. Figur 9: Oplandets produktivitet 1682 (tdr. hartkorn / km 2 ) i forhold til afstanden fra købstæderne (km). 31

Anden teori: Kongens opland En anden mulig og lidt mere alternativ forklaring på de mange store gårde kunne være, at kongemagten, som ejede en usædvanlig stor andel af gårdene efter reformationen, 12 bevidst efterstræbte større gårde og måske endda sammenlagde gårde. Kongemagten må have set en fordel i større gårde, da disse lettere kunne producere et overskud af fødevarer til hovedstaden. Denne teori sammenlægning af gårde til færre enheder i efterreformatorisk tid kan ikke umiddelbart dokumenteres af kildematerialet, men dette er naturligvis ikke et bevis for, at det ikke er sket. Kongemagten har i teorien kunnet nedlægge eller sammenlægge gårde ved blot at sende en indstilling til ladegårdsforvalteren. Ovenstående overvejelser omkring de to teorier bærer endnu meget præg af at være løse teorier det indrømmer jeg gerne. For at komme videre må godsarkiverne granskes nærmere, og ejerforholdene må undersøges på gårdniveau: Var der systematiske forskelle mellem gårde, som var ejet af adelen og gårde, som var ejet af kronen eller af statslige institutioner? Dette er netop nogle af de forhold, som jeg håber at kunne komme nærmere ind på i mit kommende ph.d.-studie. Hedeboegnen vil her indtage en særlig plads, da jeg mener, at området må have gennemgået en særlig markant udvikling i perioden før Chr. V s matrikel. Konklusion Hedeboegnen har for mange historikere stået som et lidt diffust og udefinerbart område. Men som områdebetegnelse er det brugbart og endda nødvendigt af to årsager: Dels fordi folk helt op i 1900-tallet betegnede sig som hedeboer det var altså en vigtig del af deres lokale identitet. Og dels fordi der var adskillige natur-, samfundsmæssige og kulturelle fællestræk ved området. De to ting hænger selvfølgelig uløseligt sammen, men den første begrundelse tager udgangspunkt i de datidige beboere selv, mens den anden bygger på, hvad vi i dag kan konstatere af forskelle mellem Hedeboegnen og de omkringliggende områder. En eviggyldig grænsedragning mellem Hedeboegnen og de omkringliggende områder er dog umulig. Det afhænger af hvilke forhold, 32

man tager udgangspunkt i, og hvor man sætter grænseværdierne. Var det den flade slette, der definerede Hedeboegnen? Eller hedebosyningerne? Og hvor udbredte skulle hedebosyningerne i så fald være i en landsby, for at den kan betegnes som en del af Hedeboegnen? Der er flere grænseområder, hvor det afgørende for svaret bliver ens egen historiske vinkel og ikke mindst ens fagmæssige tilknytning. Når dette er sagt, er det dog min opfattelse, at grænsen var mere entydig nogle steder end andre. Mod syd dannede Køge Å et markant skel mellem både natur- og kulturlandskaber, og grænsen mod Skovboegnen fortsætter derefter mod nordvest og senere nord. Skovboegnen og Hedeboegnen var på flere måder hinandens modsætninger: Det kuperede dødislandskab i modsætning til den flade moræneslette, det skovdominerede område i modsætning til det skovløse område samt små landsbyer / enkeltgårde i modsætning til store landsbyer og store gårde. Mod nord var grænsen mere diffus. Ikke mindst umiddelbart øst for Roskilde Fjord fandtes et område som havde flere fællestræk med Hedeboegnen. Det var blottet for skov ifølge Videnskabernes Selskabs kort 1768, og vurderet ud fra Chr. V s matrikel var landbruget baseret på et intensivt agerbrug. Terrænet er dog så kuperet, at det næppe kan kaldes en del af Hedeboegnen. Der fandtes altså områder som på nogle punkter mindede om Hedeboegnen, men på mindst tre områder var Hedeboegnen ganske ene-stående efter danske forhold. Hedeboegnen - havde landets mest produktive landbrug vurderet ud fra Chr. V s matrikel - var bortset fra det vestjyske hedeområde den største sammenhængende region uden skov ifølge Videnskabernes Selskabs kort - var domineret af meget store gårde. Årsagen til disse særlige karakteristika må skulle findes i en kombination af såvel natur- og samfundsmæssige forhold. Hedeboegnen havde allerede som udgangspunkt et glimrende landskab til agerbrug, da terrænet var relativt fladt og jorden leret. Og da den samtidigt lå mellem de relativt store byer Roskilde og København, var der grundlag for et 33

intensivt agerbrug. Både den gode ager samt et stort og nærtliggende marked var til stede. Hvad jeg endnu ikke har et ordentligt overblik over, er ejendomsforholdene, samt hvilken indflydelse kongens og statsmagtens store dominans havde for området. Næste skridt bliver derfor en kortlægning af ejerforholdene og landgildeafgifterne for hver gård; primært med udgangspunkt i Karl-Erik Frandsens håndskrevne afskrift af den såkaldte 1662-matrikel. Projektet bliver landsdækkende, men Hedeboegnen vil komme til at indtage en særlig plads. Hedeboegnen tilkal-der sig både interesse, fordi den var atypisk, men også fordi området havde en særlig status med sin placering mellem to af de vigtigste byer i henholdsvis middelalderen og tidlig moderne tid. Hedeboegnen var i høj grad et produkt af dens placering mellem Roskilde og København. 34

LITTERATURLISTE Christophersen, Marie (1923): Fra Hedeboegnen. Optegnelser af Marie Christophersen, ordnede og udg. af Henrik Ussing. Schønberg, København. Dam, Peder; Nielsen, Peter Steen; Dam, Claus og Bill, Jan (2003): Videnskabernes Selskabs kort (vektoriseret). Kortet kan downloades på www.hiskis.dk. Dam, Peder (2004): Landbrugsproduktivitet i tidlig moderne tid en geografisk-historisk analyse af dansk landbrug i perioden før landbrugsreformerne med udgangspunkt i Chr. V s matrikel (1681-1688). Upubliceret speciale, Roskilde Universitetscenter. Danmarks Jordbrugsforskning (2002): Den danske jordklassificering, digitalt 1:50.000. Danmarks Jordbrugsforskning (2004): Danske jordbundsprofiler. http://web.agrsci.dk/jbs/jordbund/ Frandsen, Karl-Erik [red.] (1984): Atlas over Danmarks administrative inddeling efter 1660. Dansk Historisk Fællesforening, København. Fritzbøger, Bo (1992): Danske skove 1500-1800. En landskabshistorisk undersøgelse. Landbohistorisk Selskab, Odense. GEUS (2000): Danmarks digitale jordartskort 1:25.000. Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse. Korsgaard, Peter (2004): Videnskabernes Selskabs kort. I: Geoforum Perspektiv nr. 5. Geoforum Danmark, København. KMS (1996): Danmarks Topografiske Kortværk. Kort- og Matrikelstyrelsen (1996). Møller, Per Grau (2004): Udskiftningskort og original I kort. I: Geoforum Perspektiv nr. 5. Geoforum Danmark, København. Pedersen, Henrik (1928): De danske landbrug. Fremstillet på grundlag af forarbe jderne til Christian V.s matrikel 1688. Gyldendal, København Petersen, Jens A. (1971): Hedeboegnen et folkeligt kulturområde. Glostrup Bogtryk. Smed, Per (1978-1982): Landskabskort over Danmark. Geografforlaget, Odense. Skrubbeltrang, Fridlev (1975): Kildekritisk vejledning. I: Pedersen, Henrik (genoptryk 1975): De danske landbrug. Fremstillet på grundlag af forarbejderne til Christian V.s matrikel 1688, s. 483-487. 35

NOTER 1. Jørgensen 1995: 114 2. Smed 1978-1982 3. Dansk Jordbrugsforskning 2002 4. GEUS 2000 5. Møller 2004: 15 og Danmarks Jordbrugsforskning 2004: 20 6. Christophersen (1923), 9-10. 7. Upublicerede undersøgelser foretaget af Morten Stenak 2001 i forbindelse med forskningsprojektet Agrar2000. Undersøgelserne er beskrevet i Korsgaard 2004: 11 8. Fritzbøger 1992: 284-285 9. Dam 2004: 82 10. Skrubbeltrang 1975: 483-487 11. Dam 2004: 114 12. Pedersen 1928: 354-360 og Petersen 1971: 7 36