Historier og Historien

Transkript

1 Historier og Historien Af: Line Marie Thorsen En historie bliver fortalt og vi bliver tilbudt en plads som tilhører. Historien virker bekendt, men alligevel er netop denne historie fremmed. Det er en personlig beretning og alligevel er den utroligt vedkommende, som om det umiddelbart individuelle, peger ud over sig selv og forgrener sig til begivenheder og erfaringer som alle kan nikke genkendende til. Måske kunne dette siges om den umiddelbare oplevelse af de fleste af Niels Pugholms værker. Selv om de er meget forskellige i karakter så har de næsten alle det til fælles, at de oftest tematiserer de små historier og den store Historie, og om hvordan de to begreber er uløseligt viklet ind i hinanden. Hans kunstpraksis kredser om hvordan den store Historie både er konstitueret af alle de mindre og personlige fortællinger, og hvordan den på mange måder kontinuerligt konstrueres af de små historier. Derfor starter værkerne netop ofte i det nære for herfra trække linjer til det der vedkommer os alle. Personlige beretninger og almene erfaringsverdener Allerede før Pugholm begyndte på det Fynske Kunstakademi i 2008 udførte han Samtaler i et Tog ( ), på hans rejser mellem stationer i Danmark. Egentligt foreslog han at Arriva og DSB oprettede såkaldte samtalekupéer i deres togsæt, men da ingen af selskaberne var med på den idé talte han selv med folk om deres historier, når han rejste med toget. Resultatet blev et hæfte lavet af DSB s køreplaner med titlen Samtaler i et Tog: En Bog om Mennesker og Historier. Hæftet blev produceret i 300 eksemplarer og efterfølgende delt ud til togpassagerer. På hver side fortælles der en lille historie om en person som Pugholm har haft en samtale med. Historierne er meget korte, men afslører hver især hvordan enhver lille personlig historie rummer noget alment, som alle vil kunne forholde sig til ud fra ens givne udgangspunkt. Det kan f.eks. være den Australske fyr som Pugholm møder på en rejse mellem Viborg og København. Den unge Australier er endt i Danmark fordi han blev forelsket i en dansk backpacker. Efter en voldsom ulykke i Australien som han mirakuløst slap fra uskadt, indså han at han måtte handle på forelskelsen og rejste derefter til Danmark for at være sammen sin backpacker. Det kan også være kirkedegnen som fortæller om hans døende søster, i toget mellem Fredericia og Århus. Han synes det hårdt selvom han hele tiden konfronterer døden i sit arbejde. Begge historier forholder sig meget specifikt til de personer som Pugholm samtaler med, men de er også så 1

2 almengyldige i substansen, at man alligevel føler sig forbundet til de oplevelser historierne gengiver. Alle fortællingerne er meget nærværende og de minder os om de fælles menneskelige erfaringsverdener af f.eks. kærlighed eller sorg der, til trods for at vi måske ellers identificerer os med en middelaldrene kirkedegn eller en ung Australier, angiver at der alligevel er en forbindelse mellem os, fordi vi er mennesker. Noget af det samme er på spil i værkerne omkring projektet Mand nok, nok Mand ( ). Her er det dog en anden form for fortælling, nemlig den store fortælling om den rigtige mand og maskulinitet der udfordres. Her tages der afsæt i Pugholms personlige erfaring med definitioner og redefinitioner af maskulinitet: Gennem 00 erne har jeg oplevet en kæmpe identitetsforvirring omkring det maskuline. [ ] Det interessante er, hvordan en diskussion omkring maskuliniteter kan foregå. 1. Pugholm byder ind i denne diskussion via en række værker, som på forskellige måder behandler forestillingen om den rigtige mand og hvor man står, hvis man ikke føler at disse forestillinger, er attråværdige eller opnåelige. Heriblandt er videoværket Iconoclasm # 1-7, som viser Pugholm selv i en kamp mod Michelangelos skulptur David ( ), der vækker mindelser om Don Quixotes kamp mod vindmøllerne. Det er nemlig ikke den mytiske figur David som angribes, men snarere det sæt af maskuline værdier som han bliver til et symbol på. David står som den beslutsomme og målrettede mand der netop har taget den afgørende beslutning om at angribe Goliath. Hans muskuløse krop og store hænder vidner om fysisk styrke og handlekraft, mens det stålsatte blik viser at han tilmed har vilje og psykisk styrke ti at anvende den. Han er symbolet på et maskulint ideal der dels er under forandring, men som på samme tid er umåde svært at stille sig op imod. Pugholm står som individet der gang på gang alligevel prøver at styrte den urokkelige David. Han slår på statuen og prøver at vælte den ved hjælp af både en cykel og en bil, men hver gang må han give fortabt. Således bliver én tråd fra Pugholms personlige erfaring med det at være mand i 00 erne, sammenvævet med dels den store fortælling om manden i Historien og manden som ideal, men også med beskuerens egne erfaringer af, og eventuelle kamp med, maskulinitet og mandighed. Den lille og den store historie Tematikken kan dog også følges i de af Pugholms værker som antager en mere episk karakter. I lyd- og videoværket Immigrant (2013) fortælles historien om en mand der drager ud i verden, i 1 Se: 2

3 jagten på en bedre tilværelse og ønsket om et liv som måske kan rumme lidt mere end det der ellers blev stillet i udsigt. Man ved fra starten, at hovedpersonen er immigrant, det afslører værkets titel, og ydermere kan man tydeligt høre at fortælleren beretter med en tydelig accent. Vi får dog ikke præsenteret hvor vi er i tid og rum, og det er som udgangspunkt heller ikke det centrale. Det væsentlige er snarere at vi alligevel synes at kende denne historie. Både den personlige og den store Historie som langsomt flettes ind i immigrantens fortælling. Umærkeligt bliver man ført gennem tid og rum og står pludseligt midt i en større fortælling om den spanske syge, 1. Verdenskrig, 1930 ernes depression, 2. Verdenskrig, mm. Med stille skridt bliver billedet af tid og sted bygget op på ny. Som tilhører mærker man de historiske vingesus, samtidig med at man er sært bevidst om, at fortællingen også kunne være fra dette årti. Det handler stadig om immigrantens historie, men fortællingen bliver på samme tid til et spejl for os og vores egen samtid. Ligesom den store Historie er sammenvævet med den lille fortælling om immigranten, begynder man at fornemme hvordan vores egne historier, også er og bliver Historien. I kunstprojektet I Omkring Rimfort ( ) oplever man også hvordan flere historier kan bevæge sig med og mod hinanden. I videoen Røver og Soldater starter det endnu engang i den lille fortæling om hvordan Pugholms ven Mikkel finder en kasse på sit loft på Nørrebro i København. I kassen er der et askebæger, et postkort, nogle gamle negativer og 225 fotografier af en tysk soldat udstationeret i Danmark under besættelsen. Postkortet afslører at soldatens navn er Rimfort. Herfra går fortællingen, om Rimfort på den ene side og Pugholms egen fortælling på den anden side, ledsaget af en stille strøm fotografier og tegninger som understøtter narrativet. På den ene side fortælles en historie om den tyske soldat der blev udstationeret i Danmark under 2. Verdenskrig, og på den anden side Pugholm der som barn i Skive, var fascineret af krigen og legede røver og soldater med sin bedste ven Jeppe. Historierne glider gnidningsfrit mellem hinanden og vi får udfoldet den voldsomme historie om Rimfort der oplever 2. Verdenskrig og Pugholm der vokser op med store forestillinger om krigen, soldaterne og den modstand Rimfort måtte have mødt i Danmark. Stille og roligt bliver man dog i tvivl om, hvor Pugholms forestillingsverden slutter og den egentlige historie om Rimfort og krigen begynder og det er selvfølgelig lige præcis det der er meningen. For hvor er det egentligt vores egne historier om Historien kommer fra og kan vi overhovedet skelne den personlige og kollektive forestillingsverden fra Historiens faktiske begivenheder? I projektet Traces of History and Fiction ( ), er det netop vores egne historier om Historien som sættes på spil. I den centrale del af værket er en tv-skærm som står foran 3

4 en projiceret split screen. På tv-skærmen ser vi en krigsfilm, eller rettere to krigsfilm som er klippet sammen. Den ene er en dokumentar film over Den Spanske Borgerkrig, den anden en amerikansk spaghettiwestern som er filmet i Spanien. De er dog klippet sammen til et punkt hvor man næsten holder op med at skelne mellem de to film og blot ser én voldsom kampscene. På den projicerede split screen ser vi en række footager af to landskaber med ruinerede bygninger, som begge vidner om vold i form af skudhuller og kratere. Landskaberne er begge fra Spanien, men mens det ene er en filmkulisse brugt til netop westernfilm som den nævnt ovenfor, er det andet en faktisk ruin af byen Belchite som blev destrueret under den Spanske Borgerkrig i et slag mellem de spanske republikanere og Francos hær i Men selv om Belchites ruiner i dag står som et monument over den faktiske borgerkrig er det samtidig også viklet ind i de filmiske gengivelse af de Historiske begivenheder. F.eks. er der blevet filmet scener til Guillermo Del Toros film Pans Labyrint, som tager udgangspunkt i selv samme krig. De mange historier der hele tiden skabes om Historien og de forestillinger vi danner os om Historien gennem disse historier, vikles uløseligt ind i hinanden. Man begynder at tænke over hvordan Historien egentligt skrives og at det måske lige præcis er sådan præmisserne for al Historieforståelse er. Til trods for forskellighed i tematikker og tilgang fra Pugholms side, har alle værkerne det til fælles at vores forestillinger om grænserne mellem fiktionen og faktion sættes på spil gennem to bevægelser. I en første bevægelse påpeger Pugholms værker at vores forestillinger om historien er en konstruktion[ ], som han har udtalt til P1 Morgen i et interview om Traces of History and Fiction. Det oplever vi f.eks. når førnævnte værk minder os om, hvor mange at de faktuelle beretninger om den vestlige verdens krige er dybt flettet sammen med Hollywoods gengivelser og ikke mindst fortolkninger, af selv samme krigshistorie. Igen tvinges vi til at spørge os selv hvor Historien slutter og historierne begynder. Dog er de fleste i dag opdraget til at have en sund portion skepsis overfor medierede gengivelser af hændelser som f.eks. 2. Verdenskrig eller den Spanske Borgerkrig. Selvom Spielberg skriver autentiske hændelser hen over skærmen, vil de fleste vide i deres stille sind, at det i bedste fald er baseret på en række individers hukommelse af hvad der skete for netop dem, og at det efterfølgende er fortolket og dramatiseret af manuskriptforfattere, skuespillere, en instruktør, mm. Det er her den anden bevægelse i værkerne træder til, for på den anden side fungerer værkerne nemlig genopbyggeligt. Pugholm påpeger ikke blot konstruktionen, men giver os mulighed for at gentænke og revurdere forståelser af Historien, ved at vise os et udsnit af de uendeligt mange små fortællinger som udgør den. På den måde angiver værkerne på forskellige måder, at vores egne og andres historier altid er flettet ind i Historien og at den derfor 4

5 ikke er den store urørlige masse man nogle gange fornemmer. I stedet er Historien måske lige præcis og hverken mere eller mindre, end summen af den myriade af historier som udgår fra alle de entiteter der danner samfundet. 5