mod sålydende D 0 M :

Transkript

1 Den 19. september 1996 afsagdes i BS 1156/94 mod sålydende D 0 M : Under denne sag, der er anlagt den 22. december 1994, har sagsøger,, efter sin endeligt påstand påstået sagsøgte,, tilpligtet at anerkende at være forpligtet til at fastsætte renten på sagsøgers boliglån nr optaget den 21. februar 1991 og indfriet den 11. april 1994 til nærmere angivne rentesatser. Lånet blev den 21.februar 1991 overført fra sagsøgers engagement med Unibank til sagsøgte, og de angivne renter svarer til de renter, Unibank ville have krævet betalt, hvis lånet vr forblevet der. Sagsøger har gjort gældende, at sagsøgtes rådgivning i forbindelse med overførelsen har været mangelfuld, og at hun er påført et tab idet sagsøgte har afkrævet højere renter. Sagsøgte har påstået frifindelse. Om sagens baggrund er oplyst følgende : I februar 1991 rettede sagsøge og dennes daværende ægtefæller på foranledning af en annoncering henvendelse til sagsøgte, idet de ønskede at anvende sagsøgte som bankforbindelse i

2 - 2 - stedet for som hidtil Unibank. Sagsøger havde på dette tidspunkt en række konti, bl.a. kvikløn, selvpensioneringskonti, kapitalpensionskonti m.v. samt et udlån, der i henhold til kontoudtog androg ,63 kr. ultimo Den 19. februar 1991 underskrev sagsøger en fuldmagt til sagsøgte til at overføre samtlige konti med undtagelse af lånet til sagsøgte. Der skal herefter være tilgået sagsøgte meddelelse fra Unibank om, at man ikke ville acceptere overflytningen, medmindre også lånet overflyttedes. Den 21. februar 1991 underskrev sagsøger og dennes ægtefælle et gældsbrev til sagsøgte. Ifølge gældsbrevet androg skylden ,00 kr., der skulle forrentes med p.t. 16 % p.a. og afdrages med 1.950,00 kr. månedligt. Sagsøgte indfriede derpå lånet med Unibank og fik den der stillede sikkerhed, et ejerpantebrev stort , 00 kr., overført. Det er oplyst, at sagsøgtes daværende rentesats for forbrugslån typisk var %. Det fremgår ikke af lånedokumentet, at sagsøgte betragtede lånet som forbrugslån. Sagsøger fik derpå tilstillet kvartalsvise, senere halvårlige kontoudtog fra sagsøgte. På et tidspunkt henvendte sagsøger sig til sagsøgte, idet hun havde konstateret, at sagsøgte tog langt højere renter, end der hidtil havde skullet betales til Unibank. Sagsøgte afviste reklamationen og sagsøger indklagede derpå sagsøgte for Pengeinstitutankenævnet, der traf afgørelse den 31. august Det fremgår af afgørelsen, at sagsøgte har oplyst, at det oprindeligt ikke var meningen at overføre lånet til sagsøgte, idet sagsøgte ikke kunne tilbyde at yde lånet som boliglån, idet dette forudsatte, at der var sikkerhed inden for 80% af den pantsatte ejendoms offentlige ejendomsværdi. Da Unibank krævede, at også lånet overførtes, aftaltes med sagsøger og denne ægtefælle, at også lånet skulle overføres, men på de vilkår, som fremgår af det den 21. februar 1991 oprettede pantebrev. Over for ankenævnet gjorde sagsøger gældende, at det nye lån

3 - 3 - burde have været ydet som boliglån. Ankenævnet fastslog, at sagsøger og denne ægtefælle ved lånets oprettelse blev gjort opmærksom på, at lånet ikke kunne etableres som boliglån, hvorfor sagsøgers påstand ikke kunne tages til følge. Tre af nævnets medlemmer har derpå udtalt : "Vi finder, at indklagede burde have givet klageren og dennes ægtefælle oplysning om, at Unibanks standpunkt antagelig var uberettiget, idet klageren og dennes ægtefælle efter almindelige regler - dvs. i mangel af særlige forbehold - havde ret til at overføre den øvrige del af deres engagement til indklagede, selv om boliglånet forblev hos Unibank. Vi lægger til grund, at der faktisk ikke forelå særlige forbehold, som berettigede Unibanks standpunkt, og at det åledes ikke havde vært nødvendigt at overføre boliglånet til indklagede. Vi finder herefter, at konsekvensen af indklagedes mangelfulde rådgivning bør være, at klageren og dennes ægtefælle, såfremt de ønsker det, kan forlange, at det hos indklagede optagne lå på kr. med virkning fra stiftelsestidspunktet skal forrentes med den rente, som skulle have været betalt, såfremt boliglånet var blevet hos Unibank." To af nævnets medlemmer har udtalt : "Vi finder, at der ville have været tale om en vurdering af egentlig juridisk karakter vedrørende lovligheden af et andet pengeinstituts handlemåde, som det ikke kan bebrejdes indklagede, at man ikke hr foretaget. Vi finder, at klageren ikke ved indklagedes handlemåde er blevet påført noget tab og stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge." Forbrugerstyrelsen indgav derpå for sagsøger stævning i sagen den 22. december Til sagen er yderligere fremlagt skrivelse af 2. januar 1991 fra Finansrådet til bankerne indeholdende blandt andet Finansrådets vejledende almindelige forretningsbetingelser for privatkunder. Af skrivelsen fremgår, at der var vedlagt et notat med anbefalinger til almindelige lånebetingelser i kas-

4 - 4 - sekreditter og gældsbreve. Det fremgår af skrivelsen, at hastigheden, hvormed de vejledende regler implementeres, måtte ventes at blive forskellig hos de enkelte pengeinstitutter, men at rådet forventede, at de var indført i løbet af et halvt års tid. Dagen efter, den 3. januar 1991 udsendte Finansrådet en pressemeddelelse, hvori det blandt andet hedder : m...at det skal være nemt og billigt at skifte pengeinstitut, hvorfor bl. a. det såkaldte " helkundeprincip " forsvinder." Det fremgår af sagen, at sagsøgte i oktober 1991 havde indført "Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder". Sagsøger og dennes ægtefælle søgte i vinteren et tillægslån og sagsøgte lod i denne forbindelse ejendommen vurdere. Ved vurderingen, dateret 16. december 1991, ansattes ejendommens kontantpris til ,00 kr. Af oplysningskort for 1990 fremgår, at den offentlige ejendomsværdi androg ,00 kr. og at ejendommen var behæftet med en obligtionsgæld til kursværdi ,30 kr. og private pantebreve med en restgæld på ,86 kr. Sagsøgtes advokat har udarbejdet et støttebilag til sagen, hvorefter sagens genstand, omend med nogen usikkerhed, kan anslås til ca ,00 kr. Sagsøger har blandt andet forklaret, at hun og hendes daværende ægtefælle begge var kunder i Unibank i Søborg fra omkring De flyttede siden til Rødovre, hvor de fik et brev fra sagsøgte om at blive kunde der, idet de blev indbudt til en samtale. Brevet indeholdt ingen reklame for specielle produkter. De indfandt sig til en samtale, og man blev enige om, at hele engagementet med Unibank skulle overføres til sagsøgte. Man drøftede ikke vilkårene nærmere. Foreholdt, at overførselsfuldmagten, der er dateret 19.februar 1991, ikke medtager det omhandlede lånet, fastholdt sagsøger, at det ikke havde været drøftet, at lånet skulle forblive i Unibank. Sagsøgte meddelte senere, at Unibank ikke ville flytte hele

5 - 5 - engagementet, medmindre lånet blev indfriet. Sagsøger og hendes ægtefælle accepterede dette og indfandt sig i banken, hvor de underskrev lånedokumentet. De drøftede, at rentesatsen var 16 Hun kunne ikke huske, om det blev omtalt, at der var tale om en højere rentesats, end den, de havde i Unibank. De drøftede vist ikke sikkerhed. Det blev ikke omtalt, at det lån, de optog, var et forbrugslån, og man diskuterede ikke ejendommens værdi. Men de havde ejendommens papirer med. Da sagsøger fik kontoudtog ved årets slutning i 1991, konstaterede hun, at lånet næsten ikke var nedbragt. Hun henvendte sig derfor i banken og klagede, idet hun anførte, at der var tale om et boliglån, der derfor måtte skulle forrente til lavere sats. Hun fik at vide, at der ikke var tale om et boliglån, og at lånet ikke kunne blive et boliglån, idet dette afhang af ejendommens værdi. Hun blev iøvrigt henvist til Pengeinstitutankenævnet, hvis hun ville gå videre med sagen. Foreholdt, at ankenævnet skal have modtaget hendes klage den 19. januar 1994, har sagsøger oplyst, at det så må være rigtigt, at hun først klagede på dette tidspunkt. Sagsøger har videre forklaret, at hun og hendes ægtefælle søgte om et tillægslån, da de ville bygge til. Hun blev bekendt med, at kontantværdien androg omkring kr. Det er rigtigt, at hun efter købet af ejendommen havde rejst sag mod sælger, idet huset var 17 m2 mindre, end angivet i købsaftalen. Hun havde nok nævnt for sagsøgte, at der verserede sag, men kunne ikke huske, hvornår dette skete. Den eneste grund til, at hun lod engagementerne med Unibank overføre, var den rent geografiske. Til støtte for påstanden har sagsøger nærmere anført, at sagsøgte har pådraget sig et ansvar på grund af mangelfuld rådgivning i forbindelse med overflytningen af lånet. sagsøger ønskede hele engagementet overført og havde derfor den naturlige opfattelse, at alle engagementer skulle fortsætte som tidligere, således også, at boliglånet fortsat skulle være et boliglån. Først i 1992 eller muligt senere, opdagede hun, at der krævedes en langt højere rente. Hun var samtidig

6 - 6 - klar over, at ejendommen var vurderet til ,00 kr., hvorfor der inden for den af banken fastsatte grænse på 80 var plads til lånet. Banken burde derfor havde accepteret lånet som et boliglån. Sagsøgte har således ikke udvist den påpasselighed og omhu, som må kræves af en bankrådgivning. Sagsøgte burde have gjort opmærksom på, at alene flytningen ville koste mange penge, idet lånet ville blive et forbrugslån. Sagsøgte burde også have gjort opmærksom på, at Unibank ikke var berettiget til at stille krav om, at også lånet overflyttedes. Det fremgår, at Finansrådets henstilling fremkom i begyndelsen af januar 1991, og de gjaldt straks. Selvom det måtte lægges til grund, at der alene er tale om henstillinger, er Finansrådets skrvelser også udtryk for, hvad der må anses for god bankskik. Sagsøgte burde således på sagsøgers vegne have stået fast over for Unibank, eller i hvert fald henledt sagsøgers opmærksomhed på, at Unibanks krav var i strid med god bankskik, idet helkundeprincippet allerede da måtte anses for at være i strid hermed. Sagsøger blev ikke gjort opmærksom herpå, hvorfor sagsøgte må ifalde erstatningsansvar. Til støtte for frifindelsespåstanden har sagsøgte nærmere anført, at Finansrådets skrivelse af 2. januar 1991 alene indeholder vejledninger, som ikke da var indført. Det såkaldte helkundeprincip kunne således frafaldes, men der bestod ikke nogen pligt hertil. Helkundeprincippet kunne være praktisk velbegrundet, og en ændring heraf måtte naturligt medføre visse konsekvenser, hvorfor der netop var givet bankerne en tid til at forlade det. Det kan således ikke lægges til grund, at helkundeprincippet var i strid med god bankskik i februar Heller ikke hvis retten måtte lægge til grund, at Unibanks standpunkt var i strid med god bankskik, har sagsøgte pådraget sig noget ansvar. Det må som faktum lægges til grund, at sagsøger ønskede at skifte bank, og at der under mødet i banken i denne forbindelse netop var en drøftelse af dette lån, idet der ellers ikke var nogen grund til, at dette skulle forblive i Unibank. Denne drøftelse kan alene have drejet sig

7 - 7 - om, at sagsøgte ikke ville kunne tilbyde lånet på samme vilkår, og derfor tilrådede at det ikke overflyttedes. Det fremgår da også af sagsfremstillingen i ankenævnets afgørelse, at sagsøger til dette har oplyst, at det i første omgang ikke var hensigten at overføre lånet. Da lånet ikke kunne blive stående, er der påny en drøftelse hos sagsøgte, og det må lægges til grund, at sagsøger da blev gjort bekendt med den højere rente. At sagsøgte ikke nu og ej heller ved sagsøgers reklamation, der først kom 3 år senere, har kunnet føre vidner vedrørende disse forhandlinger, må komme sagsøger til skade, da sagsøger har udvist en meget høj grad af passivitet. Iøvrigt opnåede sagsøger jo en favørrente på 16 % mod de sædvanligt anvendte 17,75 %, hvilket også klart indicerer, at der har fundet en rådgivning sted. Det kunne ikke kræves, at sagsøgte skulle have rådet sagsøger til at modsætte sig Unibank, dels var der tale om en vurdering af lovligheden af et andet pengeinstituts handlemåde, dels er det sagsøgtes opfattelse som ovenfor anført, at handlemåden ikke var ukorrekt. Endelig har sagsøgte anført, at sagsøger ikke på noget tidspunkt har opfyldt betingelserne for at opnå lånet som boliglån, idet lånet ville ligge ud over de 80% af ejendomsvurderingen, som er sagsøgtes grænse. Retten skal udtale : Ifølge sagsøger forklaring, ønskede hun og hendes ægtefælle samtlige engagementer overført fra Unibank til sagsøgte, da de henvendte sig til sagsøgte i februar Det fremgår imidlertid af den den 19. februar 1991 underskrevne fuldmagt til sagsøgte, at boliglånet ikke ønskedes overført. Retten finder det på baggrund heraf ubetænkeligt at lægge til grund, at årsagen hertil har været, at sagsøgte har oplyst sagsøger om, at lånet ikke ville kunne overføres på samme vilkår, men ville blive dyrere. Der foreligger således ikke på dette tidspunkt mangler ved sagsøgtes rådgivning. Retten må videre lægge til grund, at det såkaldte helkundeprincip indtil Finansrådets skrivelse af 2. januar 1991 ikke var i strid med god bankskik, men at det var rådets indstil-

8 - 8 - Ting, at princippet burde forlades over en ikke præciseret periode. Retten finder det herefter ikke godtgjort, at Unibanks krav på daværende tidspunkt var i strid med god bankskik, og at sagsøgte burde have vejledt sagsøger om at fastholde, at lånet blev stående. Som følge af det anførte vil sagsøgte være at frifinde. Det bemærkes, at sagsøger har fri proces i medfør af retsplejelovens 335a stk. 1 nr. i og retshjælp med forsikringsselskabet Codan police nr. Sagsøgte er ikke momsregistreret. T H I R E N D E S F O R R E T : Sagsøgte,, frifindes. Inden 14 dage betaler sagsøger,, sagens omkostninger til sagsøgte med 8.750,00 kr. N. Bang Rasmussen Udskriftens rigtighed bekræftes. CIVILRETTEN I GLOSTRUP, den 19/09-96 Mona Nielsen o.ass.