KRIGSHISTORISK TIDSSKRIFT

Transkript

1 KRIGSHISTORISK TIDSSKRIFT UDGIVET AF DET MILITÆRE LÆSESELSKAB RENDSBORG FE fra militær varslingstjeneste til udenrigsefterretningstjeneste NR. 1 MARTS ÅRG.

2 DET MILITÆRE LÆSESELSKAB RENDSBORG Kastellet 60, 2100 København Ø Bestyrelse: Generalmajor Jens Erik Frandsen (formand), major Niels Eyde Madsen, major Palle Redder Madsen, premierløjtnant Ole Haaber, premierløjtnant Per Brix Knudsen, premierløjtnant Laust Nyvang og cand. jur. Poul-Erik Faurholt. Selskabet har siden sin stiftelse følgende æresmedlemmer: Major P. B. Krieger Thomsen, oberst O. R. H. Jensen, oberstløjtnant E. Wigelsen Bruun, major O. Rasmussen og oberst John Erling Andersen. KRIGSHISTORISK TIDSSKRIFT Kastellet 60, 2100 København Ø Ansvarshavende redaktør: Major Palle Redder Madsen I redaktionen: Major Peter Aage Henriksen og premierløjtnant Ole Haaber (kasserer) Kontakt til redaktionen: P. R. Madsen, tlf pallereddermadsen@mail.dk P.Aa. Henriksen, tlf hx@webspeed.dk O. Haaber, tlf ole@haaber.eu Krigshistorisk Tidsskrift udkommer tre gange årligt. Årsabonnement: kr. Enkelte numre: 60.- kr. Abonnement og løssalg: Henvendelse til kassereren. Bank: Reg konto IBAN: DK , BIC: DABADKKK Det er Krigshistorisk Tidsskrifts formål at bidrage til en styrkelse af interessen for krigs- og militærhistorie i Danmark. Eftertryk med kildeangivelse er tilladt. Artikler med forfatterangivelse udtrykker forfatterens mening, som ikke nødvendigvis deles af redaktionen. Forsidebilledet: Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) udgav i november 2017 en jubilæumsbog med titlen FE fra militær varslingstjeneste til udenrigsefterretningstjenste. Se bogomtalen på side 51. INDHOLD Hæren og det nye forsvarsforlig... 3 Af generalmajor Hans-Christian Mathiesen Efterretningstjeneste i 1. Verdenskrig Af oberst J. E. Andersen Erobringen af Stade Af oberstløjtnant Ole L. Frantzen Bogomtale Boganmeldelser In memoriam

3 Hæren og det nye forsvarsforlig Af generalmajor Hans-Christian Mathiesen Indledning Så kom forliget i hus. Det er glædeligt, at der er tale om en bred politisk aftale. Nu skal vi frem til sommeren 2018 arbejde med implementeringsplanen og de detaljerede konsekvenser for Hæren og Hærens soldater. Vi skal i dialog med forsvarschefen og styrelserne prioritere, hvorledes det substantielle løft skal omsættes til investeringer i Hærens personel, materiel og etablissementer. Som de fleste af jer sikkert er bekendt med, er det hensigten, at Forsvaret ved udgangen af forligsperioden skal have flere operative enheder, en mindre ledelsesstruktur og flere soldater. Der er tale om en historisk beslutning for Forsvaret og ikke mindst for Hæren. Vi skal investere mere, end vi effektiviserer. At budgetterne først øges væsentligt i den sidste del af forligsperioden, medfører naturligvis, at vi nøje må prioritere, hvad vi skal gøre her og nu, og hvad vi kan på længere sigt. I den forbindelse må vi forvente, at materielanskaffelserne til den deployerbare brigade og opbygningen af såvel ekstra som nye kapaciteter bliver væsentlige områder, der løbende skal prioriteres. Vi skal være klar med både nyt materiel og nye soldater i de berørte enheder afstemt i forhold til behovet. På trods af at vi endnu ikke er i hus med en samlet implementeringsplan, så har både forsvarsministeren og forsvarschefen klart meldt ud, både til forskellige medier og internt i Forsvaret, at de eksisterende garnisoner bevares. Det tilstræbes, at færrest mulige af Forsvarets medarbejdere skal flytte, og det kommunikeres, at risikoen for afskedigelser er begrænset. Det er glædeligt, da flertallet af de tjenestegørende i Hæren dermed kan være betrygget i, at deres tjeneste fortsat skal gennemføres samme sted som i dag. Da Forsvaret på langt de fleste områder ikke umiddelbart kan hverve fra det civile arbejdsmarked, men fortsat primært skal basere de tjenestegørendes kompetencer, på kompetencer erhvervet gennem uddannelse og tjeneste i Forsvaret, så er det fortsat af vital betydning, at vi i Hæren fastholder de dygtige soldater, vi har. De strukturelle uddannelser på bl.a. Hærens Sergentskole og Hærens Officersskole er væsentlige i denne henseende. Vi må dog ikke glemme, at vi i Hæren uddanner og rutinerer soldater af alle grader hver eneste dag. Det er fortsat en af de væsentligste aktiviteter i Hæren, også i fremtiden. Jeg har opstillet fem prioriterede områder for Hærens udvikling til Hærens chefer. De fem områder er: Styrkeindsættelsen af Hærens soldater, enheder og materiel. Det er uanset, om det er i internationale operationer som Resolute Support, Inherent Resolve eller Enhanced Forward Presence, om det er i nationale operationer som 3

4 den igangværende støtte til Politiet med bevogtning af objekter i København eller støtten ved grænsen, eller om det er enheder på beredskab til andre opgaver. Indsættelserne er min højeste prioritet. Kampen mod en teknologisk modstander med regulære militære enheder. Det er særligt til denne kamp, at vi skal forfølge Hærens strategi om at udvikle føringsevne, kampevne og reaktionsevne. Vi skal udnytte teknologiens muligheder til hurtigere at kunne træffe beslutninger. Vi skal forøge vores kampevne, så vi kan slå en modstanders teknologiske og pansrede enheder. Sidst men ikke mindst skal vi kunne reagere hurtigere, hvilket vil være muligt med lettere udrustede enheder, men også for den deployerbare brigade vil det være et krav, at den rettidigt kan indgå i NATOs forsvarsplaner. Fastholdelse og rekruttering. Kampen om kompetente unge bliver skærpet som følge af mindre ungdomsårgange og det igangværende opsving i den civile sektor. Vi skal derfor kunne fastholde de kompetente soldater, vi allerede har investeret uddannelse i. Og vi skal rekruttere nye soldater til erstatning for dem, der forlader os, men også til de nye enheder vi over tid skal have opstillet og bemandet. Det er derfor vigtigt, at vi forfølger Hærens strategi om at øge vores bemandingsevne. Vi har i Hæren plads til alle, der har evnen og viljen til at være soldat. Uddannelsesvilkår for enhederne. Vi vil sikre bedre vilkår for underafdelingerne, så førerne får mulighed for at anvende en større del af deres tid på uddannelse og taktisk førervirke. Det giver bedre enheder. Samtidig vil vi yderligere professionalisere støtten til de operative enheder, så de oplever kvalitativ støtte fra garnisonsstøtteenheder og stabenes S7 og G7 sektioner. Det er herigennem, vi kan opnå den gode uddannelsesplanlægning, den velgennemførte uddannelse og den frie føring under anvendelse af bl.a. simulationssystemer. Forligsimplementeringen er den sidste af de fem prioriterede områder og omfatter alle de specifikke forhold, som vi i den kommende tid skal have konsolideret i dialog med Hærens myndigheder og chefer. Det nye forsvarsforlig Det nye forsvarsforlig medfører et tyngdeskifte, ja måske endda et paradigmeskifte i Hæren. Hærens mangeårige prioritering af opstillingen af en reaktionskampgruppe ændres. Hæren begynder med forliget opstilling af en brigade til indsættelse i fuldspektrum operationer. Med andre ord gøres Hærens værktøjskasse større og mulighederne for indsættelse og deployering af enheder udvides. Hæren leverer sikkerhed til lands såvel nationalt som internationalt. Hærens strategi for udviklingen af Hæren hviler på fire ligeværdige søjler, der tilsammen 4

5 Hærens strategi for udvikling af Hæren skaber forudsætningen for Hærens sammenhængskraft og evne til at operere. Søjlerne er defineret som de fire evner: føringsevne, kampevne, reaktionsevne og bemandingsevne. De fire søjler hviler på et fundament af rammevilkår, der bl.a. omfatter uddannelse, materielnormering m.m. Når vi er færdige med forliget, vil Hærens største deployerbare enhed blive en medium brigade på godt soldater. Brigaden skal opstilles og uddannes til at kunne indsættes i rammen af NATOs kollektive forsvar. Brigaden bliver sammen med Hærens øvrige enheder og kapaciteter grundlaget, som vi sammensætter de efterspurgte styrkebidrag fra til bl.a. internationale operationer. Vi vil fortsat opstille bidragene til internationale operationer efter de nuværende principper om Task Forcing og Tailored to Mission. Men vi tilstræber at gøre det med respekt for enhedernes grundstruktur. Den kollektive forsvarsopgave stiller større krav til Danmarks håndtering af nationale opgaver. I den forbindelse oprettes Hærkommandoen med udgangspunkt i Hærstaben og Stab Danske Division. Den primære opgave for Hærkommandoen bliver styrkeproduktion, men samtidig skal Hærkommandoen kunne indsættes som det landmilitære hovedkvarter i Danmark i tilfælde af krise og krig, en Land Component Command. Hærens ledelse får dermed også en operativ rolle, derfor det mere operative navn Hærkommandoen. Samtidig er der konkrete overvejelser om en styrket rolle for Stab Danske Division i Baltikum. Der pågår i øjeblikket dialog med Estland, Letland og Litauen om opstilling af et multinationalt divisionshovedkvarter, der kan varetage ansvaret for uddannelse og føring af brigader i Baltikum. Resultaterne af disse 5

6 overvejelser kan ændre sammensætningen og opgaverne for den fremtidige Hærkommando. Forliget medfører en række nye tiltag, opstilling og uddannelse af nye eller flere enheder og kapaciteter samt nye måder, hvorpå Hæren skal gennemføre styrkeudvikling og styrkeproduktion. Ændringer til styrkeudvikling og styrkeproduktion Den overordnede styrkeudvikling i Forsvaret centraliseres. Som følge heraf nedlægges Hærens tjenestegrenscentre, men ikke regimenterne. Hæren bidrager fremover til den centraliserede udvikling fra kapacitetsnære elementer i Hærens bataljoner og afdelinger. Der vil samtidig blive færre til at løse kapacitetsudviklingsopgaven, idet vi i større udstrækning end i dag skal læne os op af udviklingen i NATO og blandt vores primære samarbejdspartnere. Hæren vil fortsætte samarbejdet med bl.a. den nye Udviklings- og Planlægningsstab, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Forsvarsakademiet og have sigtet rettet mod den udvikling, der finder sted indenfor krigsføringens kredsløb; doktrin, organisation, teknologi og uddannelse. Vores samarbejde med strategiske samarbejdspartnere bl.a. Storbritannien vil derfor fortsætte. Hæren vil påvirke udviklingen fra Hærkommandoen i samarbejde med underlagte enheder. Det vil primært ske i rammen af aktiv erfaringsindhentning under styrkeproduktion og styrkeindsættelse. Opgaven løses ved hjælp af erfaringsindhentning og -behandling gennem en dedikeret Lessons Identified og Lessons Learned organisation og proces. På styrkeproduktionssiden vil forandringerne medføre, at uddannelse først og fremmest finder sted ved enheden frem for gennem centraliseret kursusvirksomhed. Begrebet on-the-job-training vil i højere grad end tidligere blive anvendt ved Hærens enheder. Resultatet bliver, at enhederne i større omfang end i dag, vil være samlet under større dele af uddannelsen. Styrkelsen af Hæren Opstillingen af en deployerbar brigade med nye og slagkraftige enheder, en styrkelse af allerede eksisterende kapaciteter og oprettelsen af en let infanteribataljon vil medføre, at Hærens samlede kapacitet over tid øges markant. Vi skal på sigt kunne reagere hurtigere og med større kampkraft end i dag. Forligsteksten omtaler i forbindelse med opstillingen af brigaden en række kapaciteter, hvoraf flere medfører større investeringer i både materiel og den relevante uddannelse af det tilknyttede personel. En række af kapaciteterne til brigaden er en styrkelse af kapaciteter, vi har i Hæren i dag. Vi skal have mere af en række nuværende kapaciteter, eksempelvis føringsstøtte til brigaden og bataljonerne, mere kampkraft i form af bl.a. kampvogne og artilleri og mere 6

7 logistisk udholdenhed. Over tid vil vi også opbygge nye kapaciteter, herunder nogle vi tidligere har haft i Hæren, heriblandt langtrækkende panserværn og luftværn. Alt sammen er det væsentlige og uundværlige kapaciteter som en del af brigaden, hvis vi skal leve op til regeringens ønske om at opstille en deployerbar medium brigade, der lever op til NATOs styrkemål til Danmark. Opstillingen af en brigade er en væsentligt større opgave end den nuværende opstilling af en reaktionskampgruppe, der i hovedreglen er det største landmilitære bidrag i dag. Opgaven kræver en helhjertet og langsigtet indsats hele vejen igennem forliget, og videre i det næste forlig. Brigaden skal kunne kæmpe selvstændigt og samordnet, hvorfor den skal indeholde en bred vifte af kapaciteter. Manøvreevne, mobilitet, beskyttelse og ildkraft styrkes bl.a. gennem moderne pansrede platforme, nye våbensystemer og slankede føringsstrukturer, der i stadig stigende grad udnytter digitaliseringens muligheder. Tilsammen skal det bidrage til, at danske enheder og stabe hurtigere kan reagere overfor modstanderen. Vi sigter altså mod at være hurtigere i beslutningskredsløbet 1 og vel at mærke ikke på bekostning af kvaliteten i beslutningerne. Føringsevnen styrkes ved, at alle bataljoner og afdelinger under brigaden tilføres den nødvendige føringsstøtte samt implementerer Hærens Taktiske Kommunikationsnetværk. Det betyder, at brigadetropperne organiseres med stabsdelinger og operative kommandodelinger. Brigadehovedkvarteret gøres operativt ved, at der etableres en føringsstøttekapacitet, som kan oprette og servicere brigadens føringsinstallationer. Med styrkelse af føringsevnen bindes brigaden sammen. Kampevnen styrkes bl.a. med nye panserværnssystemer samt ved at opbygge en tredje kampvognseskadron. Det betyder, at brigadens tre kampbataljoner hver får en betydelig kampkraft og evne til at bekæmpe pansrede mål på længere afstande. På ildstøtteområdet anskaffes yderligere pjecer, således artilleriafdelingen kommer til at tælle tre kanonbatterier udover det nye luftværnsbatteri. Hærens føringsevne styrkes med blandt andet føringsstøttekompagni til brigaden og stabsdelinger til bataljonerne, her gengivet med de nuværende Piranha III, der anvendes af både divisionen og de to brigader 1 OODA-loopet Observe, orient, decide, act. 7

8 Sidstnævnte bliver et betydeligt udviklingsprojekt, hvor også fremtidens trussel i form af mindre droner skal inddrages. Efterretningsindhentningsområdet gøres mere robust ved opstilling af en tredje opklaringseskadron samt ved anskaffelse af sensorer og yderligere kapacitet til elektronisk krigsførelse. Til indhentning af efterretninger på længere afstande opstilles en taktisk UAS 2 enhed. Enheden vil skulle støtte brigaden, men må også forventes at skulle støtte øvrige værn og kommandoer. Anskaffelsen og indførelsen af de nye kapaciteter og enheder vil først være på plads, når den endelige plan for forligskonsolideringen er godkendt, men ligger sent i forligsperioden. Reaktionsevnen omfatter generelt set evnen til at kunne reagere herunder evt. deployere og indsætte enheder hurtigt. Reaktionstiden kan eksempelvis være defineret af allerede fastlagte beredskaber, som vi så det i 2017 for reaktionskampgruppen, der var tilknyttet VJTF 3 beredskabet. Derudover kan reaktionstiden også afhænge af hvilken type enhed, der indsættes, hvor langt væk enheden indsættes, og hvorledes deployeringen planlægges gennemført. Kampevnen styrkes med opbygning af et yderligere kanonbatteri og en kampvognseskadron Den nye lette infanteribataljon skal kunne indsættes med fly og/eller helikoptere og vil udover de tre lette infanterikompagnier bl.a. indeholde evnen til at bekæmpe pansrede mål. Enheden vil på meget højt beredskab kunne indsættes såvel internationalt som nationalt. Nationalt vil kapaciteten eksempelvis kunne støtte Politiet ved terrorhandlinger. Brigaden vil forventeligt skulle indsættes med en kombination af fly, skibe og måske landtransport. Deployeringstiden for brigaden med dens langt tungere enheder og større mængder af logistik må forventes at blive gennemført på måneder og måske for særligt udpegede enheder på uger. I hver af brigadens tre kampbataljoner opstilles tre mekaniserede mobiliseringskompagnier, der på et fastlagt beredskab og med supplerende uddannelse vil kunne styrke brigadens kampevne. 2 Unmanned Aerial System. 3 Very High Readiness Joint Task Force. Beredskabet var syv dage for den danske bataljonskampgruppe. 8

9 Klargørings- og deployeringstider for udvalgte enheder i Hæren For Hæren er personellet fortsat den vigtigste ressource. Adgangen til de rette kompetencer er vital for Hæren. Antallet af værnepligtige stiger, hvilket styrker hvervegrundlaget. De uddannede værnepligtige vil efter endt basisuddannelse indgå i en supplementstyrke som en del af Totalforsvarsstyrken. Styrken vil kunne indkaldes og udrustes til eksempelvis sikrings- og bevogtningsopgaver under nationale operationer. Dertil kommer, at tidligere fastansat personel med de rette kompetencer vil kunne indgå i reserven og dermed supplere Hærens enheder og taktiske stabe. Hærens opgaver Hæren har gennem årene løbende justeret sin uddannelse til skiftende opgaver. I 70 erne og 80 erne uddannede vi til et værnepligtsbaseret mobiliseringsforsvar. Senere uddannede vi enheder til kontinuerlig indsættelse i internationale operationer som f. eks. i Irak og Afghanistan. I øjeblikket uddanner Hæren enheder på højt NATO beredskab og enheder til internationale operationer. Opgaverne til Hæren omfatter som allerede skrevet en kampklar brigade på ca mand til fuldspektrum operationer samt større bidrag til national sikkerhed og internationale operationer. Det kræver på nogle områder nytænkning og fleksibilitet, men også at vi studerer vores historie og tidligere erfaringer. Hæren vil således søge at kombinere de bedste dele fra det nuværende uddannelsessystem med nye metoder. Uddannelse af Hærens enheder Hæren er opbygget af og opererer i enheder. Enhederne varierer i størrelse fra en gruppe på ca. 10 mand til den nye 1. Brigade på godt mand. Mindre enheder indgår som delelementer og byggeklodser i større enheder. Princippet er derfor fortsat, at Hæren uddanner enheder, og at Hæren bygges nedefra. 9

10 Ligesom bottom up princippet fastholdes for enhedsuddannelse, fastholdes princippet om top down i føreruddannelsen. I Hæren er det fortsat et gyldent princip, at nærmeste foresatte fører gennemfører enheds- og føreruddannelse af underlagte enheder og førere. Føreruddannelse på alle niveauer vil stadig være den væsentligste trædesten til at skabe sammenhæng og gennemføre øvrig uddannelse. For at sikre ekspertisen på brigadeniveauet bliver divisionsledet uddannelse et centralt element i den nye uddannelsescyklus. Kommende konflikter vil også blive kæmpet og vundet med vores partnere. Det tætte uddannelsessamarbejde med internationale partnere som f. eks. Storbritannien samt Estland, Letland og Litauen fortsætter derfor uændret. Samarbejdet vil finde sted på alle niveauer. I Hærens nye struktur vil uddannelsen af brigadernes enheder og uddannelse af den samlede 1. Brigade som enhed betyde, at enhederne ikke vil opleve så store forskelle i prioritering, som det nogle gange har været tilfældet tidligere. Uddannelse af enheder, der er besluttet indsat i internationale og nationale operationer, vil dog altid have højeste prioritet. Alle har dog en forpligtelse til at afveje, så en lille forbedring et sted ikke får store konsekvenser for en anden enhed. Mere end nogensinde før er vi afhængige af, at alle niveauer kan se sig selv i og virke for helheden. Hæren vil i løbet af forligsperioden modtage meget nyt og godt materiel. Det skal indfases på en hensigtsmæssig måde, og det vil tage tid. I den mellemliggende periode vil vi træne og i yderste fald kæmpe og vinde med det, vi har. Samvirke mellem våbenarter er afgørende i landmilitære operationer. Indtil vi er bygget helt op, har regimenter og brigader et stort ansvar for at sikre, at øvelser gennemføres i en samvirkeramme, der vænner alle førere til naturligt at anvende og integrere specialer i opgaveløsningen. Jeg accepterer, at vi en overgang fortsat må anvende substitutionsmateriel, da der ikke er noget alternativ til at lære førere på alle niveauer at trække på hele paletten af virkemidler på kamppladsen. Enheders og myndigheders planlægning af uddannelsen skal i passende omfang gennemføres med standardmetoder og -principper. På den måde kan mere af tiden prioriteres til selve gennemførelsen af uddannelsen og taktiske kerneopgaver frem for planlægning. Uddannelse af reservepersonel og mobiliseringsenheder vil blive tænkt ind i uddannelsen. Uddannelse og planer for værnsfælles enheder og for de nye enheder, der er tiltænkt som støtte til den nationale sikkerhed, vil også indgå som en naturlig del af Hærens uddannelsesplanlægning. Uddannelsen af mandskab og enheder vil altovervejende finde sted ved de operative myndigheder og enheder. Målet er at øge robustheden ved enhederne og sikre, at uddannelsen bliver tæt knyttet til praksis. Den primære kontrol af uddannelsen vil stadig ske gennem førere og chefer. Ansvaret for den overordnede tilsynsvirksomhed placeres ved en taktikinspektør. 10

11 Taktikinspektøren støttes af inspektører for Hærens forskellige tjenestegrene og specialer. Indhentning og bearbejdning af opnåede erfaringer fra indsættelse og uddannelse kobles tættere sammen og forankres gennem oprettelse af særlige uddannelseselementer på de forskellige niveauer i Hærens struktur. Administrative fællesskaber Vi vil justere omfanget af rent administrative opgaver ved enhederne, særligt ved underafdelingerne. Det gøres for at give førerne mulighed for at bruge mere af deres tid på kerneopgaven, uddannelse og føring. Det er min opfattelse, at vi kan opnå dette ved at flytte ansvaret for sådanne opgaver og processer væk fra underafdelingschefen. Enhedscheferne skal i stedet støttes direkte af et kompetent og garnisonsnært element til håndtering af særligt de mange personeladministrative opgaver. Yderligere vil vi se på, om vi ved at justere på ansvar og processer inden for det materiellogistiske område kan skabe nogle gunstige synergier, der sikrer størst mulig ensartethed mellem vilkår under feltforhold hhv. under ophold i garnison. Førstnævnte bliver dimensionerende herfor, så princippet om train as you fight understøttes fuldt ud. Det er samtidig min opfattelse, at vi kommer til at flytte noget af driftsansvaret væk fra Hærens myndigheder. Med slankere stabs- og ledelsesstrukturer kombineret med styrket operativ fokus, også på myndighedsniveau, vil de administrative muskler til håndtering af bl.a. Hærens logistik og Hærens styrkeudvikling være reduceret. Disse opgaver vil derfor skulle varetages mere centralt fra Hærkommandoen. På det personeladministrative område er det afgørende, at vi bevarer en nærhed mellem beslutningstagere og Hærens medarbejdere. Jeg ser på dette område en meget vigtig opgave for Hærens regimenter. Hærens operative opgaver Hæren vil fortsat skulle bidrage med styrkebidrag til internationale og nationale indsættelser. Det ændrer opstillingen af en brigade i rammen af kollektivt forsvar ikke på. De nationale opgaver, som over de seneste måneder er udvidet med en bevogtningsstyrke indsat i hovedstaden og en styrke til udvidet grænsekontrol i Sønderjylland, begge i rammen af særlig hjælp til Politiet, videreføres i overensstemmelse med Politiets behov. Styrkelsen af Den Kongelige Livgardes Vagtkompagni med yderligere et vagthold skal også ses i denne sammenhæng, hvor der særligt i hovedstaden skabes en større robusthed til håndtering af bevogtningsrelaterede opgaver ved særlige hændelser. De mange internationale opgaver må vi på den korte bane forvente videreført på nuværende niveau. Dette omfatter den netop forstærkede sikrings- og eskortekapacitet til Resolute Support i Afghanistan, træningsindsatsen i rammen Inherent Resolve i Iraq, bevogtningsstyrken i Kosovo samt i år det 200 mands 11

12 store bidrag til Enhanced Forward Presence i Estland. Sidstnævnte i rammen af en britisk bataljonskampgruppe. Dertil kommer de besluttede beredskaber til Enhanced NATO Response Force, hvor Hæren siden 2016 har bidraget med en bataljonskampgruppe på varierende beredskaber. Hæren skal på en og samme tid kunne understøtte opstillingen af en kampbrigade og samtidig levere kapaciteter til styrkeindsættelsesopgaverne. Dette i øvrigt samtidig med, at der tilgår nye materielkapaciteter i form af bl.a. køretøjer, våbensystemer og en øget digitalisering af Hærens føringsevne. Der bliver nok at se til for Hærens soldater af alle grader. Materielinddækning Opstilling af en brigadestruktur indebærer investeringer i nye kapaciteter og investeringer til styrkelse af de kapaciteter, Hæren allerede har. Frem mod forligsperiodens afslutning skal Hæren opstille en deployerbar brigade. Vi kommer i processen til at overveje ganske nøje, hvorledes vi i grundopstillingen materieludruster Hærens soldater og enheder. Vi har på det hidtidige ambitionsniveau med entydig fokus på bataljonskampgruppen kunnet materielinddække selv et højt teknologisk niveau i den bataljonskampgruppe, der aktuelt er opstillet, udrustet og uddannet til at være på højt beredskab i en nærmere defineret periode. Dette er imidlertid sket på bekostning af lavere prioriterede enheder, der har måttet klare sig med væsentligt mindre, indtil beredskabsopgaven er flyttet til en anden enhed og dermed også prioriteringen. Der har med andre ord været mulighed for at omfordele det bedste materiel til gavn for den enhed, der aktuelt er udpeget til et nærmere defineret beredskab. Denne fleksibilitet vil være mindre, når den politisk bestemte ambition med en fuld deployerbar brigade er opstillet. Forventninger til Hærens struktur, garnisonering og kapaciteter Hæren organiseres med udgangspunkt i en Hærkommando, to brigader og et antal regimenter. Hærens fremtidige organisering, garnisonering og kapaciteter er afhængig af den endelige forligsimplementeringsplan, der endnu ikke er færdigudviklet. Generelt er der på Hærens garnisoner en regimentschef, der varetager en række opgaver som i dag, herunder bl.a. kontaktordning og traditionspleje samt, som noget nyt, ansvaret for bemanding af regimentets enheder uanset myndighedstilhørsforhold, herunder også den lokale rekruttering og fastholdelse. Derforuden er regimentschefen garnisonskommandant. I sit virke støttes regimentschefen af en garnisonsenhed. Garnisonsenheder yder bl.a. garnisonsnær administrativ og logistisk støtte samt personelforvaltning, hvorved den administrative belastning ved operative enheder minimeres. Endvidere udføres støtte til opgaver i relation til lokalsamfundet. Garnisonsenheden arbejder indenfor 12

13 Den estimerede nettoeffekt på antal årsværk i regionerne rammerne af Hærens standarder, som de foreligger beskrevet fra Hærkommandoen, der forestår koordinationen med styrelser, værn og kommandoer. Flere af regimentscheferne er tillige tjenestegrensinspektører. Hærens tjenestegrensinspektører definerer fortsat de faglige standarder og kontrollerer dem styret af Hærens Taktikinspektør. Bemanding Hæren skal også fremadrettet være en attraktiv arbejdsplads, der dels fastholder, dels tiltrækker de rette medarbejderkompetencer. Det er fundamentet for den bedste opgaveløsning. For nogle af vores soldater hænger fastholdelse meget nøje sammen med muligheden for karriere. Både den horisontale og den vertikale karriere. Vi skal synliggøre og skabe muligheder, uanset om der er tale om en specialisering eller et vertikalt karriereforløb, både inden for og imellem hovedfunktionsniveauerne. Hæren skal med andre ord skabe betingelser for at fastholde personel, som alle repræsenterer en betydelig investering i både tid og penge. Reserven skal i højere grad anvendes til at fastholde tilknytningen af personel, der vælger en civil karriere. Dermed kan vi nyttiggøre deres allerede erhvervede kompetencer og erfaringer. For at Hæren kan være konkurrencedygtig, kræver det rekruttering og uddannelse af personel med mange forskelligartede kompetencer og specialiseringer på 13

14 et tidspunkt, hvor konkurrencen fra andre arbejdsgivere er hård og må forventes at forblive sådan, fordi Danmark har faldende ungdomsårgange. Vi skal derfor kigge på egen ledelsespraksis for at sikre, at vi er attraktive og tilstrækkeligt rummelige og inkluderende, så vi kan tiltrække og fastholde de unge. Hæren skal være et sted, man vælger til. Med de mange forskellige opgaver, Hæren løser i dag og forventes at løse i fremtiden, har vi alle muligheder for at gøre arbejdet spændende. Hæren er og vil fortsat være et sted for alle, der kan og vil. Vi skal lægge tyngde i indsatsen overfor de værnepligtige, så vi giver et åbent og ærligt billede af Hæren som arbejdsplads og tjenestested. Værnepligten repræsenterer et bredt udsnit fra alle samfundslag af den danske ungdom og udgør Hærens største rekrutteringsplatform. Ca. 20 procent af de værnepligtige er kvinder, hvor andelen af kvinder blandt fastansatte kun udgør ca. seks procent i dag. Det skal vi gøre bedre. Med jævne mellemrum dukker der historier op i medierne om krænkende adfærd, grov værkstedshumor eller slet og ret en hård og ubarmhjertig tone i Hæren. Det skal vi ændre på. Til gavn for os alle. Hæren skal være en inkluderende organisation, hvor der skal være plads til forskellighed og hvor enhver soldat, mand eller kvinde, skal opmuntres til at vælge Hæren som karrierevej. Det er ikke acceptabelt at nedgøre eller udnytte andre. Hvordan skal nedværdigelse af andre kunne ære de traditioner og værdier, som Hæren bygger på? Jeg vil, at alle i Hæren gør en indsats for at opnå dette. De standarder vi går forbi, er de standarder, vi accepterer. Det gælder for os alle. Hæren er for dem, der ønsker at være en aktiv del af et fællesskab for alle, uanset hvem de er. Reserven Hæren vil arbejde for, at vi igen får en uddannelse, der målrettes reservens muligheder for at deltage. Hæren har behov for en aktiv reserve, der kan supplere den stående styrke, og særligt hvis der skal mobiliseres yderligere enheder. De nye mobiliseringskompagnier i Hærens kampbataljoner kræver en føringsstruktur, som er meget aktiv, hvorfor den forventeligt primært må baseres på fastansatte. Men også den klassiske reserveofficer og reservebefalingsmand er vigtige i stabe og specialfunktioner. En ny struktur for reservens uddannelser vil muliggøre relevant kompetenceudvikling af reserven. Nye kurser og uddannelsesforløb for reserven vil forventeligt være baseret på uddannelsesstrukturen for de faste, men være tilpasset og opbygget i moduler, så det er muligt for reservister at få tid og mulighed til at gennemføre dem. Det vil betyde kortere tilstedeværelsesperioder, kombineret med mere fjernundervisning, og så et onthe-job-training forløb ude i enhederne, når man er indkommanderet. 14

15 Uddannelsesområdet Det nye forlig kommer til at markere et skel på uddannelsesområdet i Hæren. De strukturelle uddannelser sammenlægges på befalingsmandsniveau og flyttes til Forsvarsakademiet mens funktionsuddannelsen flyttes tættere på den enkelte soldats faste tjenestested. Hærens Sergentskole har altid uddannet dygtige befalingsmænd, og det vil den blive ved med at gøre fremadrettet, for det har Hæren brug for. Uddannelsen af den enkelte soldat sker bedst, hvor fagspecialisterne har deres daglige gang. På tjenestestederne kommer vi til at oprette stabsfunktioner på bataljonsniveau, hvor forankringen og videreførelsen af vores militære erfaringer kommer til at udgå fra. Den enkelte bataljonschef kommer dermed til i højere grad at have indflydelse på, hvordan soldaterne uddannes, baseret på enhedens erfaringer og kerneopgave. Hvor vi før havde mange kortere og længere uddannelser, der var centralt styrede, skal enhederne til i endnu højere grad at uddanne personellet selv. Det bliver den lokale chef, der beslutter, hvornår enheden samlet er dygtig nok til at løfte sin opgave. Uddannelsen kommer til at benytte princippet om on-the-job-training i størst mulig udstrækning. On-the-job-training er en kombination af fem metoder for læring, hvor medarbejderen omsætter læring til kompetencer på arbejdspladsen. De fem metoder for læring, der benyttes er; selvstudium, sidemandsoplæring, ekspertoplæring, intern kursusvirksomhed og ekstern kursusvirksomhed. On-the-job-training for soldaten Kommer der til at mangle et Q for et eller andet? Måske. Men det er vigtigere, at enheden kan løfte opgaven, end at den enkelte har et Q for en uddannelse, hvor man bruger 10 procent af det lærte i sin funktion. Som tidligere nævnt er det chefen, der vurderer, hvornår medarbejderen er klar i sin funktion. Det er et væsentlig vigtigere målepunkt at kunne løfte opgaven, end at man har et bestemt Q. Kan du finde rundt i skoven med kort, kompas eller GPS, så er du kompetent, uanset om du har modtaget uddannelse i at finde vej eller ej. 15

16 Befalingsmandsuddannelse Hærens befalingsmandsuddannelser gennemføres ved Hærens Sergentskole i Varde. Blandt de værnepligtige udvælges hvert halve år op til ca. 140 egnede frivillige til gennemførelse af den grundlæggende sergentuddannelse. Uddannelsen påbegyndes umiddelbart efter fire måneders værnepligt og varer syv en halv måned, hvorefter den nyudnævnte sergent som udgangspunkt bliver gruppefører i en værnepligtsenhed (Hærens Basisuddannelse). I udgangspunktet funktionsuddannes sergenten først som eksempelvis panseringeniørgruppefører eller mekaniseret infanterigruppefører efter virket som gruppefører i basisuddannelsen. Efter ca. fire år som sergent kan der søges om optagelse på videreuddannelsestrin I (VUT-I), der igen foregår ved Hærens Sergentskole. Under denne uddannelse er der fokus på føring og virket som næstkommanderende i en deling. Bl.a. skydelederuddannelsen er et af de håndværksmæssige fag, der lægges vægt på under denne uddannelse. Skydelederuddannelsen er i øvrigt integreret med fagene føring, ledelse og instruktørvirke og giver sammen med de resterende fag et solidt grundlag for den kommende oversergents virke. Efter dette kursus kan eleven søge en oversergent stilling. Det er altså ikke længere kurset i sig selv, der fører en udnævnelse med sig. Det samme gør sig gældende for VUT-II, som oversergenten kan søge efter seks til otte år i graden. VUT-II lægger igen vægt på føring og ledelse samt forvaltning, som i høj grad er relevant for den kommende seniorsergent, der efter udnævnelse skal gøre tjeneste i en stab, ved en skole eller i en af Forsvarets styrelser. Både VUT-I og II indeholder fag, der gives merit for i relation til en akademiuddannelse i ledelse. Dette betyder, at seniorsergenten efter velgennemført VUT-I og II kan nøjes med at skrive et afgangsprojekt for at få den fulde akademiuddannelse, som fremadrettet er et krav for at kunne blive udnævnt til chefsergent i Hæren. Officersuddannelse I dag er uddannelsen til premierløjtnant på Hærens Officersskole en akkrediteret civil diplomuddannelse (uddannelsesniveau 6), hvilket medfører et krav om, at kadetten, inden han/hun møder op på Frederiksberg Slot, har en forudgående uddannelse på niveau 5. Man kan altså ikke længere gå direkte fra sergentniveauet ind på officersskolen uden at have gennemført en akkrediteret uddannelse til minimum niveau 5. Det lyder måske lidt teknisk, men der er fortsat flere veje ind på Frederiksberg Slot også for Hærens dygtige mellemledere. Som skitsen viser, kan man efter en gymnasial uddannelse tage en treårig bachelor uddannelse, efterfulgt af en officersbasisuddannelse ved Hærens Sergentskole i Varde, hvor man modtager grundlæggende militær uddannelse og en befalingsmandsuddannelse. Forud for indtræden på officersskolen, er 16

17 Tre veje til optagelse på Hærens diplomuddannelse på Hærens Officersskole eleven desuden i praktik som sergent i ca. en måned. En anden vej ind på slottet er via en akademiuddannelse i ledelse af ca. to års varighed, som man kan læse ved siden af havende tjeneste. Akademiuddannelsen kan tages af enten sergenter/oversergenter eller løjtnanter, og selvom ordningen er forholdsvis ny, ser vi allerede nu, at ca. 25 procent af kadetterne kommer ind på Hærens Officersskole med en akademiuddannelse fra geleddet. Målet er, at sammensætningen af kadetter indenfor en årrække bliver fordelt ligeligt mellem bachelorer og internt rekrutterede, befalingsmænd eller løjtnanter med en akademiuddannelse. Hæren på fremtidens kampplads I forbindelse med NATOs styrkemålsproces har Danmark accepteret kravet om, at Danmark skal opstille en tung brigade i Det betyder, at brigaden, der oprettes og udvikles i indeværende forlig, skal videreudvikles i den retning under skyldig hensyntagen til teknologiske muligheder og forventninger til fremtidens kampplads. Kamppladsen ændrer sig hele tiden. Jo længere frem i tiden vi prøver at se, des mere usikker bliver forudsigelsen. Erfaringer fra bl.a. Ukraine, Syrien og Irak viser en moderne kampplads, der har ændret sig på baggrund af flere forskellige parametre, heriblandt den teknologiske udvikling. Fremtidens kampplads relateres til verden, som den kan se ud om 15, 20 eller 30 år. Det betyder, at udviklingen af Hærens kapaciteter skal sigte imod fremtidens kampplads, mens den hele tiden forholder sig til den moderne kampplads. Forskningen i fremtidige trends peger på, at den tunge brigade i 2032 vil indeholde ny teknologi som robotter, kunstig intelligens og i langt højere grad være digital forbundet. Det indgåede forsvarsforlig indebærer en stor opgave til Hæren og en styrkelse af Hæren. Det ser vi alle frem til at gøre til virkelighed. (GM H-C. Mathiesen er chef for Hærstaben. Tidligere benævnt chef for Hæren) Redaktionen. 17

18 Efterretningstjeneste i 1. Verdenskrig Efterstående er et kompilatorisk arbejde, stykket sammen af egne notater fra tidligere undervisningsbrug og mængder af informationer, hentet fra internettet. Af oberst J. E. Andersen Generelt Under tilrettelæggelse af Det Militære Læseselskab Rendsborgs Excursion 2017, som var planlagt at skulle gå til og omhandle den tyske PLAN GERICHT, offensiven ved Verdun 1916, henvendte excursionslederen, oberst E. Flebbe sig til undertegnede og spurgte, om jeg kunne fortælle deltagerne noget om efterretningstjenesten på begge sider, forud for, og under kampene, som viste sig at komme til at spænde fra iværksættelsen, den 21. februar til den 18. december Af nogle krigshistorikere beskrives denne offensiv som det tyske forsøg på at forbløde Frankrig ud fra en styrkesammenligning mellem de to nationers mandskabsstyrker. Som tidligere lærer på Hærens Officersskole i faget Militær- og Krigshistorie begyndte jeg med at spørge mig selv om, hvad var det nu, jeg havde lært kadetterne dér? Jo, jeg havde forelæst om, hvordan Napoleon altid var fuldt optaget af at studere kort over sit kommende operationsterræn, og hvordan han modtog og vurderede meldinger fra det franske diplomatiske korps, placeret i de lande, som var enten potentielle eller faktiske modstandere. Kigger vi hurtigt på, hvad han egentlig lavede, indeholdt hans kortstudier hans personlige vurdering af anvendelige marchruter og terrænmæssige fordele og ulemper for opmarch til og gennemførelse af slag, det vil sige en vigtig bestanddel af, hvad vi i dag vil kalde taktisk efterretningstjeneste. Ved siden af dette stod meldingerne fra hans udsendte diplomater, som vi i dag vil henføre til strategisk efterretningstjeneste. I min tidligere tredelte foredragsserie i Læseselskabet om Bismarck havde jeg påvist, hvordan general Moltke i 1870 personligt sad i Berlin og regnede på de franske avisers opreklamering af den franske hærs påståede vækst i forhold til, hvad han i forvejen vidste om dens faktiske tilstand støttet til Preussens strategiske efterretningstjeneste. I krigshistoriske værker beskrives, hvordan efterretningstjeneste er lige så gammel som krigen selv. Det er der da klart en pointe i, men det er så samtidig vigtigt at se på, hvorfor og hvordan man bedrev efterretningstjeneste i tidligere tider for at finde frem til eventuelle ændringer forud for og under 1. Verdenskrig. Overraskelse har altid været et af krigsførelsens grundprincipper, som rigtigt 18

19 udført kan have kampafgørende betydning. Den har samtidig næsten altid været snævert forbundet til mobilitet. Denne kunne opnås ved, at hærene gennemførte overraskende og hurtige marcher frem til kamppladsen, og på denne et spørgsmål om, hvor man placerede sit rytteri, der indeholdt større mobilitet end de tungt bevægelige infanterienheder, som længe eksercerede rundt i stive formationer. Derfor var taktisk efterretningstjeneste ikke nogen vel indarbejdet del af føringsapparaterne i landenes hærstyrker. Det var simpelthen ikke nødvendigt. Efterretningstjenesten hvilede på feltmæssig opklaring på slagmarken. Men med tilkomsten af massehærene efter den franske revolution blev stabsfunktionen primær og i denne også en efterretningsafdeling. Stabsudvikling Prøjsen var det første land til at oprette Den Store Generalstab. Det skete allerede under Napoleonskrigene, men jeg har ikke kunnet finde en specifik efterretningsafdeling i den forbindelse. Vi ved, at General Helmuth von Moltke i 1866 oprettede en Nachrichtenabteilung, som skulle indhente information om fjenden. Den opretholdtes som en stabsafdeling indtil afslutningen af 1. Verdenskrig. Men allerede i 1867 oprettede Moltke endnu en specialiseret enhed med geografi/geodæsi og statistik som hovedarbejdsområde. Dens informationer beroede primært på, hvad vi i dag kalder åbne kilder om mulige militære fjender. Afdelingen flyttedes rundt fra stabsafdeling til stabsafdeling, indtil den blev opløst i 1894 og dens opgaver fordelt andetsteds. Prøjsen oprettede tillige en stabsenhed til vurdering af informationer af alle slags under den fransk-tyske krig. Men den blev opløst efter krigsafslutningen. Så den mest effektive generalstab af alle fik aldrig oprettet en permanent fredstidsafdeling til vurdering af efterretninger. Hvorfor ikke? Fordi Prøjsen i årene efter Napoleonskrigene aldrig led nederlag før i 1. Verdenskrig. Derfor må jeg hævde, at det blev Rusland, der først etablerede en egentlig stabsenhed for efterretningstjeneste. Den kom til efter Krimkrigen i 1856, og indeholdt fra 1865 den første efterretningsafdeling som en af den russiske generalstabs seks afdelinger. Som Rusland oprettede også Frankrig en generalstab med seks Bureauer efter nederlaget i Det, der udviklede sig til efterretningsafdelingen hed i virkeligheden fra begyndelsen Le Departement de la Statistique Militaire og først senere d Intelligence. Navneskiftet finder sted nogenlunde samtidig med, at den franske efterretningstjeneste, ud fra revanchistiske motiver, allerede før 1. Verdenskrig havde udviklet sin efterretningsafdeling til den førende i kodebrydning (se senere). De tidlige trusler fra prøjsisk side over for Østrig-Ungarn fra allerede 1850 erne, rystede den østrigske militærledelse til oprettelse af et Evidenzbüro, der allerede fra 1911, under den italiensk-tyrkiske krig (også 19

20 kendt under navnet Den Tripolitanske Krig) begyndte at opfange militære kryptogrammer, hvilket førte til en ekspertise, der kun blev overgået af den franske. England havde oprettet et Depot of Military Knowledge i 1803, i hvilken to af de fire afdelinger behandlede kort, henholdsvis et bibliotek. Men dette Videncenter degenererede på grund af en skandale samt det lange fravær af krig i Europa. Imidlertid pressede en pensioneret major, Thomas Ben Jervis, Ingeniør i Den Indiske Hær på for at få oprettet en topografisk afdeling i Udenrigsministeriet. Han blev dog konstant afvist, indtil han tilfældigt faldt over et russisk kort over Krim lige efter udbruddet af Krimkrigen i Den engelske hær oprettede hurtigt en Topografisk og Statistisk Afdeling under hans kommando til at forsyne britiske styrker i felten med kopier af kortet. Senere, og tilskyndet af Ruslands genoptagne fremrykning mod Indien i 1860 erne, åbningen af den fransk-ejede Suez-kanal i 1869 og den uventede opdukken af sejrrige tyske styrker i Paris i 1871, begyndte England at bekymre sig om forsvaret af eget land og Imperium. Edward Cardwell, forsvarsminister og ivrig reformpolitiker oprettede i 1873 en egentlig efterretningsafdeling. Det hjalp dog ikke meget under Boerkrigen, hvor englænderne tabte slag efter slag. Derfor gennemførte Parlamentet efter krigen en omfattende undersøgelse, der førte til oprettelse af en egentlig generalstab, i hvilken efterretningsafdelingen indgik som en af de fire underafdelinger i Operationsafdelingen. I det nittende århundrede negligerede De Forenede Stater fuldstændig efterretningstjeneste på linje med negligeringen af dets væbnede styrker. Beskyttet af to oceaner, en Monroe-doktrin og dets enorme militære potentiale oplevede nationen ikke noget behov for yderligere sikkerhed. Men afsløringen af US Army s overraskende mangel på planlægning af Den Spansk-Amerikanske Krig skæmmede De Forenede Staters væbnede styrkers renommé næsten lige så meget, som et nederlag ville have gjort. Derfor oprettede Kongressen i 1903 en generalstab, som for første gang i amerikansk historie omfattede en permanent fredstidsafdeling til vurdering af efterretninger efter fransk model. Teknologi Ovenstående bemærkninger udviser et universelt billede for alle de større nationer, der kom til at indgå i 1. Verdenskrig. Hvilket overflow der var fra den ene nation til den anden kan man gisne om, men det står meget klart, at de nationer, der havde lidt nederlag i krige i 1800-tallet, var dem, der var længst fremme i forhold til organisatorisk styring af efterretningstjenesten, da 1. Verdenskrig brød ud. Det, der på det tidspunkt manglede, var den teknologi, der skulle tilføre efterretningstjenesterne substans at arbejde med. Men det er iøjnefaldende, at stabsstrukturerne kommer lidt før den anvendelige teknologi foldes ud. 20

21 Dette sker med de store opfindelsers tid fra ca og fremefter med tilkomst af radio, transportable fotokameraer, selvkørende køretøjer (jernbaner, automobiler og motorcykler, og ikke mindst evnen til at bevæge sig tredimensionalt: balloner, luftskibe og flyvemaskiner). De nye opfindelser søgtes generelt inddraget, til fordel for krigsindsatsen, og videreudvikles, igen på et generelt plan ensartet fra land til land. Der forekommer tidsforskydninger nationerne imellem, og ofte er det netop disse øjebliksforskelle, der kommer til give den nation, der kommer først en midlertidig fordel på modstanderens bekostning. Fly Medens de fleste af de krigsførende nationer havde en del militærfly i AUG 1914, blev disse næsten udelukkende brugt til rekognoscering af artilleristillinger og ildledelse, som supplement til de velkendte og afprøvede platforme som balloner og drager. Tøjrede balloner kunne stige til så højt som til ca meter. Til gengæld var de alt for lette at skyde ned. Dertil var de ustabile som observationsplatforme selv i lettere vind, hvilket førte til forsøg på at stabilisere dem med dragehaler eller vindposer, bundet fast til gondolen. Styrbare balloner som de kæmpestore tyske luftskibe Zeppelinerne ansås som de bedste observationsplatforme, som især var brugbare for patruljer til søs. Første anvendelse af fly i krig var en rekognosceringsflyvning den 23 OKT 1911, udført af kaptajn Carlo Maria Piazza i en Blériot XI under den italiensk-tyrkiske krig i Tripolitanien. I DEC samme år blev luftfotografering taget i brug. Erfaringerne i 1. Verdenskrig begyndte på helt tilsvarende betingelser, med franske Blériot og tyske Taube monoplane. Rekognoscering ansås som eneste anvendelsesmulighed for fly. 21

22 Kameraer Fra krigsudbruddet brugtes lodret optagende kameraer, men de var for tunge og for skrumlede til lette fly. Derfor bestod flyrekognoscering fra begyndelsen i visuelle observationer og skrevne meldinger og rapporter. Håndholdte kameraer var almindelige, men normalt med dårlige resultater. Gode fotografier krævede både dygtige piloter og en operatør, der havde ro til håndtering af kameraet og de pladskrævende og tunge glasplader, som var optagelsesmediet. Som tiden gik dukkede længere zoomlinser op sideordnet med vægt-reduktion af kameraerne og deres tilbehør. Og på overlevelsesområdet øgedes operationshøjderne til fod. Det stillede så imidlertid krav om iltmasker og opvarmet beklædning til flybesætningerne. Tyskerne havde fra Fransk ballonobservatør 1918 krigens start et teknologisk forspring og tog det første luftbårne kamera, et Görz kamera i anvendelse i Østrig-Ungarn fulgte i deres spor. Bare to uger inde i krigen skrev journalister om flyindsatsen: De har kredset konstant over fjendens stillinger, så franskmændene konstant har vidst, hvad tyskerne gjorde. Det har irriteret tyskerne så meget, at de nu bruger ressourcer på at skræmme de franske luftspejdere væk. Eksempler på tyske, flybårne kameraer 22

23 Ved krigens udbrud var Frankrig klart førende på flysiden, og fra begyndelsen havde den franske hær indbyggede kameraer. Landet begyndte krigen med adskillige eskadriller Blériot observationsfly. Den franske hær udviklede procedurer til hurtig overførsel af fotoaftryk til chefer i felten. I England, som var langt bagud i forhold til Frankrig, oprettede rekognosceringspioneren F.C.V. Laws den første Et Royal Flying Corps fly med kamera luftbårne fotoenhed på Farnborough i 1913 under anvendelse af et Farman fly med et Watson-kamera. I stærk modsætning til Frankrig, udførtes tidligt engelsk luftrekognoscering på amatørbasis i mangel af officiel opbakning. De forenede Stater spillede klart en afgørende rolle i krigens sidste måneder under anvendelse af franske fly og modificerede kameraer. US Army Corps of Engineers udviklede nogle teknikker og noget udstyr, ellers anvendt i civil overvågning og kortlægning, idet en civil, topografisk ingeniør, James W. Bagley, blev overført fra US Geological Survey til Hæren. Major Bagley bragte sit nyligt opfundne tre-linse kamera til Frankrig, hvor det anvendtes til at optage et vertikalt og to oblique (skrå) optagelser fra fly. Disse optagelser brugtes til overføre fotos til eksisterende kort, udvisende fjendtlige skyttegrave og skytsplaceringer med henblik på præcise måludpegninger. Et eksemplar af dette kamera er udstillet på Smitsonian Institute i Washington D.C. Der kan skrives meget mere detaljeret om kameraudviklingen i forløbet af 1. Verdenskrig, men til den brug vi skal gøre af den i forhold til , rækker ovenstående rids. Samtidig er udviklingen af materiel og sammes interoperabilitet på linje med, hvad vi har oplevet under Den Kolde Krig og indførelsen af NATOs Standard Agreements (STANAGS) rammende beskrevet i følgende sætning: Opgaven, at harmonisere fotografisk praksis, sådan som den indlærtes i USA, efter engelsk mønster og efter fransk praksis, som den udøvedes på kamppladsen, samt at tilpasse engelske fly, så de kunne bære franske kameraer, var så formidabel, at den ikke hurtigt glemmes af dem, som havde del deri!. Kommunikation Lad mig begynde dette afsnit med kommunikation af efterretningsmeldinger, indhentet ved hjælp af luftfartøjer. Selv om fly blev det vigtigste redskab i så 23

24 henseende, fortsatte man på begge sider med også at anvende balloner. Men med den rivende udvikling af luftbårne kameraer blev det flyfotoet, der indtog en sikker førsteplads. Det næste problem blev at overføre rekognosceringsresultater og helst i real time. I begyndelsen var det almindeligt, at rekognosceringsflyene landede lige ved kommandostationer, så piloterne personligt kunne viderebringe deres resultater. Til meldinger om fjendens artilleristillinger var dette ofte en god metode, og franskmændene brugte endda nedkastning af meldinger med koordinater, farvede raketter og forud aftalte manøvrer med flyene til formidling af meldinger. Frankrig var angiveligt også de første til at anvende flybårne radioer, ofte kun sendere på grund af vægten af apparater og strømkilder. Andre hævder, at England var først med letvægtsradioen Sterling i et fly i Men med tilkomst af avancerede kameraer måtte indskydes to led: Fremkaldelse af flyfotoene og fototydning. Der blev derfor tale om et forgreningssystem: 1) direkte kontakt pilot-kommandostation og 2) levering af procesbehandlede optagelser, som i sagens natur måtte tage længere tid. Sidstnævnte metode stred naturligvis imod ønskerne om overførsel i real time. Den opfindelse, der fik størst indflydelse allerede fra krigens begyndelse var radioen. Og knyttet til dens anvendelse kom hurtigt kryptografi og kodebrydning. Undladelse af anvendelse af koder, er gentaget og gentaget i forbindelse med Slaget ved Tannenberg. Her lyttede Kejserens radiofolk med på russiske udsendelser, der sendtes i klart sprog. Det gav von Hindenburg og general Ludendorff mulighed for at omringe og tilintetgøre en fremrykkende russisk armé ved Tannenberg i en af krigens største sejre. Vi var altid varslet af den russiske stabs udsendelser, skrev General Max Hoffmann senere. Radioen var også afgørende i Østrig-Ungarns krig med Italien. En italiensk undersøgelseskommission undersøgte efter krigen baggrunden for det katastrofale italienske nederlag ved Caporetto i 1917, hvor de østrig-ungarske styrker brød de italienske linjer og dræbte italienere og tog mere end til fange. Kommissionen fastslog, at fjenden havde haft held til at bryde samtlige italienske koder, selv de vanskeligste og mest hemmelige. Sammen med anvendelsen af radio forud for Slaget ved Tannenberg, blev Zimmermanntelegrammet nok det mest kendte eksempel på strategisk efterretningstjeneste, knyttet til radioens tilkomst. England havde ved krigsudbruddet ingen formel kodebrydningsenhed. Det britiske admiralitets SIGINT-stationer begyndte at aflytte tyske trådløse kommunikationer, og opdagede hurtigt behovet for en krypto-analyseenhed. En organisation blev stykket sammen af Sir Alfred Ewing, admiralitetets uddannelseschef, en multimatematisk skotte, hvis interesser omfattede kryptologi. Der var mange frivillige kodebrydere i landets flådeakademier, hvoraf de mest fremtrædende var Alistair G. Denniston og Dilwyn Dilly Knox. Knox arbejdede bedst 24

25 i et badekar (!), og gruppen kendtes formelt som Intelligence Division 25 (ID 25). Den arbejdede oprindeligt ud fra Ewings kontor i Admiralitetet. Gruppen voksede hurtigt og for at få bedre plads og forbedre sikkerheden, flyttede Ewing den til Værelse 40 i den gamle admiralitetsbygning. Kodebryderne bredte sig imidlertid til andre værelser, og Dilly Knox overtog værelse 53 og fik installeret et badekar i værelset, men de blev fortsat alle kendt som Værelse 40-gruppen. Værelse 40 opnåede legendarisk status, dels på grund af de fremragende eksempler på kodebrydning, de udførte, dels på grund af medlemmerne selv. En gennemført umilitær samling af sprogeksperter, klassiske lektorer og krydsords fanatikere. De kunne fejre ekstraordinære sejre på kryptonanalyse-området, om end det kan hævdes, at de ofte var godt hjulpne, især i forhold til tyske cifferkoder. Her gælder det især det eksempel, hvor russerne fandt liget af en tysk signalofficer fra den tyske lette krydser Magdeburg i Østersøen. Den døde mand havde cifferkodebøger i sine lommer, og russerne overførte i al hast og i samarbejdets navn disse bøger til briterne. Således kunne værelse 40 kodebryderne tilvejebringe nyttige efterretninger om tyske flådebevægelser og bidrog markant til Royal Navy s operationer i Jyllandsslaget i slutningen af MAJ Da den tyske højsøflåde derefter holdtes inde i havnene, skiftede tyskerne deres flådestrategi til ubåde. Værelse 40 fokuserede derfor i stedet på brydning af ubådskoder, hvilket blev støttet, da en dykker, gennemførte adskillige dykninger for at redde kodebøger fra sunkne ubåde. Gruppen var nu vokset til et niveau, hvor Ewing følte, at han ikke længere var vigtig for den. Han forlod den i oktober 1916 for at overtage en akademisk stilling på Universitetet i Edinburgh. Han blev afløst af Kommandør, senere Admiral Sir Reginald Hall, kendt som Blinker på grund af hans ansigts-tic. I januar 1917 fik en af Halls kodebrydere, Pastor Montgomery, et telegram, som tyskerne havde sendt over svenske og amerikanske transatlantiske kabler. Begge kabler var lagt gennem England og blev naturligvis tappet. Telegrammet var fra den ny tyske udenrigsminister, Arthur Zimmermann til den tyske ambassade i Mexico City, og det indeholdt en plan, som briterne end ikke kunne forestille sig i deres vildeste fantasier. Med den ny tyske ubådsstrategi af uindskrænket ubådskrigsførelse fra tidligt 1915, blev som bekendt også Cunardlineren Lusitania sænket med tab af mennesker, hvoriblandt 128 amerikanere. Det førte i USA til et folkekrav om amerikansk deltagelse i krigen imod Præsident Woodrow Wilsons politik. Den ny tyske udenrigsminister så korrekt, den risiko Tyskland løb, hvis USA blandede sig i krigen, og var derfor indstillet på handlinger, der kunne give USA tilstrækkeligt at gøre på hjemmebanen for at undgå amerikansk indblanding. Det telegram, som briterne nu havde opsnappet og afkodet, var stilet til den mexicanske regering med en opfordring til, at Mexico skulle invadere USA for 25

26 at genvinde de områder, som USA havde erobret i den amerikansk-mexicanskekrig i Det afkodede telegram, nu kendt som Zimmermann-telegrammet blev overrakt den amerikanske ambassadør i England den 23. februar Det rejste en storm af vrede i USA, som ikke mindskedes, da Zimmermann ovenikøbet vedgik, at telegrammet var ægte, og blev en stærkt medvirkende årsag til, at USA nu gik ind i krigen mod Tyskland fra april. Zimmermanntelegrammet i tysk kode 26

27 Zimmermanntelegrammet udkodet klartekst Med Tannenberg og Zimmermanntelegrammet som to eksempler på kombinationen af trådløse forbindelser og kodebygning og -brydning eller mangel på samme er beskrevet eksempler på den strategiske efterretningstjeneste. Lad os derfor nu vende os mod den taktiske efterretningstjeneste på krigens kamppladser. Indhentningsmidler og metoder er delvis beskrevet under teknologien. De var alle i anvendelse på begge sider, men kommunikation af efterretninger mangler. Det står klar, at Schlieffenplanen i sig selv fordelte fordele og ulemper 27

28 forskelligt. I den fransk-britiske tilbagetrækning over for de angribende tyske styrker var det en klar fordel for de vigende styrker, at de kunne anvende permanente telefonlinjer under deres udvigen. Her over for stod, at tyskerne ikke havde disse net til rådighed, så længe de angreb, da de vigende allierede styrker naturligvis ødelagde dem i takt med deres udvigen. Tyskerne var derfor nødt til at forlade sig på feltkabelforbindelser, udlagt i takt med deres fremrykning, suppleret med trådløse radioforbindelser, der, som allerede beskrevet, var sårbare over for tapning med efterfølgende kodebrydning. De var samtidig interessante mål for de allieredes efterretningstjenester, fordi radioen, som nyt tilgået middel, ofte forbeholdtes kommandostationer på højt niveau, og følgelig transporterede højt rangerende og klassificerede informationer. Den relative sikkerhedsmæssige forskel på cifferkoder og kryptologi førte tidligt begge stridende sider til udvikling af, hvad benævntes Skyttegravskoder. Frembringelsen heraf er tillige knyttet til krigens overgang fra bevægelseskrig i 1914 og tidligt 1915 til stationær skyttegravskrig derefter. Det blev derfor nu et kapløb for styrkerne i felten selv at indsamle efterretninger ved blandt andet patruljevirksomhed, hvor man tog fanger til afhøring om modpartens lokale forhold. Men i høj grad også til småangreb ind i fjendens linjer for at finde kommandostationer, hvor kodebøger var eftertragtet bytte. Også selv om man på begge sider var klar over den tidsmæssigt stærkt begrænsede holdbarhed af sådanne erobrede kodebøger. Når en gyldig kodebog faldt i fjendens hænder, gik alarmen omgående, og de blev hurtigt skiftet ud med nye kodebøger, hvis fordeling jo umiddelbart lettedes af, at enhederne nu var rimeligt stationære og hurtigt kunne nås fra bagvedliggende hovedkvarterer og kommandostationer. Franskmændene begyndte udvikling af Skyttegravskoder tidligt i De begyndte med telefonkoder, indført på opfordring af en general, der kunne fastslå, at store tab i hans enhed ved tyske artilleriangreb var en følge af, at hans soldater havde anvendt klart sprog på feltkabellinjer, som blev tappet af tyskerne. De første telefonkoder, som senere blev anvendt også på trådløse forbindelser, bestod af to-bogstavsgrupper, der senere udvidedes til tre-bogstavskombinationer. Briterne næsten overtog dette franske kodesystem i takt med den franske udbygning. Tyskerne haltede bagud i denne udvikling, der først kom i gang i foråret Til gengæld viste den højtbesungne tyske grundighed her sin værdi. Tyskerne udsendte nemlig kodebøger med op til hele kodeord, der blev udskiftet hver 14. dag, eller hvis kodebøgerne faldt i allierede hænder. Samtidig anvendtes forskellige kodebøger på forskellige sektorer af fronterne. De franske kodebrydere var særdeles kompetente til at bryde cifferkoder, men uerfarne i 28

29 forhold til egentlige koder, som stiller krav hos kodebryderen om en anden tankegang. Det tog dem nogen tid at nå frem til at bryde de tyske koder inden for en anvendelig tidsramme. Amerikanerne var relativt nybegyndere i forhold til kryptologi, da de gik ind i krigen, men de havde også deres stjerner : En af disse var Parker Hitt 1, som før USA s indtræden var Signalinstruktør i US Army. Han var den første til at bringe amerikansk, militær kryptologi ind i det 20. århundrede, da han udgav et mindre, men banebrydende værk over emnet i Han blev sendt til Frankrig i en administrativ funktion, men hans råd blev efterspurgt af kolleger, der arbejdede med operativ kryptologi. En anden signalofficer, som kom til at sætte sit præg på kryptologi var Joseph Mauborgne, der, i 1914 som premierløjtnant, var den første, der udgav en løsning på Playfair cifferkoden 2. Da amerikanerne begyndte fremrykningen til fronten i stort tal tidligt i 1918, indførte også de skyttegravskoderne, og blev særdeles dygtige til at konstruere dem med især en kaptajn Howard R. Barnes, der hurtigt lærte at producere dem i et tempo, som overraskede britiske kolleger. Amerikanerne anvendte en serie af koder, opkaldt efter floder, som begyndte med Potomac. De lærte samtidig at trykke dem på papir, der brændte hurtigt og tillige anvendte en bogstavtype, der var letlæselig under feltforhold. Imidlertid blev amerikanske kodebyggere ofte frustrerede over kampenhedernes modstand mod at bruge koderne eller værre, at bruge dem rigtigt. En amerikansk soldat i kamp var ikke altid indstillet på at handle efter bogen, selv om der var god grund til det. Og selv generaler i fronten følte, at de havde andet at bekymre sig om. En kodemager foreslog derfor, at den bedste måde at løse dette problem på var, at hænge et par stykker, men han havde indlysende ikke magt, som han havde agt. Englænderne og franskmændene var allerede bekendt med sådanne problemer på kommunikationsdisciplinens område. De havde heller ikke helt løst problemet, men havde dog haft held til at indoktrinere de fleste signalfolk til at forstå, at hvis de ikke havde tilstrækkelig tid til at indkode meldinger, var det bedre at sende dem i klart sprog, fremfor at kompromittere et helt kode- eller cifferkodesystem totalt ved kun delvis indkodning. Hvis de tyske anstrengelser i forhold til kodebrydning stadig er uklare, står det imidlertid klart, at de var gode til at bygge koder, der var vanskelige at bryde, men ikke ubrydelige. Og især franskmændene var gode til det. I modsætning til briterne, havde franskmændene hele fem formelle kodebrydningsgrupper, allerede før krigsudbruddet. Efter krigsudbruddet blev disse samlet i et Bureau du Chiffre. Dette bureau voksede i virkeligheden ud af Frankrigs ydmygen- 1 The Manual for the Solution of Military Ciphers. Published in Playfair cifferkoden blev opfundet af Charles Wheatstone, som beskrev den som den første i

30 de nederlag i den fransk-tyske krig i , og den efterfølgende konstante frygt for det ny, forenede Tyskland. Franskmændene fik især inspiration fra den hollandske kryptoanalytiker Auguste Kerckhoff. Han udførte det meste af sit arbejde i Frankrig, og franskmændene blev hans ivrige studenter. Tyskerne udfordrede franskmændene maksimalt på det kryptologiske område i foråret De allierede blev klar over, at tyskerne var ved at iværksætte en storoffensiv, som skulle vinde krigen, før amerikanerne kunne nå frem med tilstrækkelig styrke og levere kejserens endelige nederlag. Franskmændenes formodning beroede både på disciplinen trafikanalyse og en pludselig generel udskiftning af alle tyske kodebøger, også omfattende cifferkoderne. De var derfor forberedte forud for offensiven, men dog uden at have præcis viden om sted og styrker for Den Endelige Storoffensiv. Og hermed mener jeg at være ved vejs ende. Jeg har beskrevet organisation for efterretningstjenesterne i perioden op til Slaget ved Verdun, som mål for Læseselskabets excursion. Samme tjenesters midler og metoder i bred forstand. Jeg afstår fra at søge at beskrive detailviden på begge sider forud for og under kampene. Det står dog helt klart, at tyskerne forud for angrebet havde gennemfotograferet området samtidig med, at jagereskadriller fløj kontinuerte patruljer for at forhindre fransk luftrekognoscering. Flystøtten til 5. tyske armé bestod af ikke mindre end tolv flyenheder og fire jagereskadriller. Det betød en Charles Wheatstone (Se note 2) fordeling på ikke mindre end en flyenhed og en artilleriflyenhed pr. korps og en flyenhed til hver division, i alt 168 fly. Det var mange på et så begrænset terrænområde og uden flykontrol. Den voldsomme indsats af tyske fly var i sig selv naturligvis en indikation for den franske efterretningstjeneste, der ifølge kilderne gentagne gange advarede den franske militære ledelse 30

31 om, at et angreb var umiddelbart forestående. Ikke desto mindre blev tjenestens advarsler ikke taget alvorligt før den 10. februar. Men da var det næsten for sent. Franskmændene fik en uge ekstra til overførsel af forstærkninger til Verdun og gennemførelse af nødtørftige feltbefæstningsarbejder, fordi den fastsatte angrebsdato, 12. februar blev udskudt på grund af haglvejr. Da vejret klarede op den 20. februar, fastlagde den tyske generalstab angrebets start til den følgende morgen. Fra angrebets begyndelse overgik efterretningstjenesternes indsats til opklaring på kamppladsen. Min konklusion skal derfor være, at efterretningstjenesten, uanset om strategisk eller taktisk, udviklede sig hastigt forud for og allerede i de tidlige faser af krigen og, at topledelsen på begge sider var vel underrettet, da Slaget ved Verdun begyndte, men at man på fransk side ikke tog efterretningerne så alvorligt, som man burde have gjort, før det næsten var for sent. Dertil at de lokale styrkers viden om og kendskab til modpartens forhold udviklede sig hastigt i takt med tilgang af nye teknologier, materiel og metoder i kampenes forløb. 31

32 Erobringen af Stade 1712 Af oberstløjtnant Ole L. Frantzen Det er en almindelig opfattelse, at dansk krigshistorie er et stort nederlag med krigen 1864 som det absolutte nulpunkt. Det er rigtigt, at Danmarkshistorien er fuld af nederlag, der har medført, at Danmark er blevet mindre, og mange af datidens slagmarker derfor befinder sig uden for landets grænser. Langt fra alle krige blev imidlertid afgjort på slagmarken, og der var ikke kun tale om nederlag. Krigene mod svenskerne efter den katastrofale fredsafslutning i Roskilde 1658, hvor Danmark mistede Skånelandene, var præget af både sejre og nederlag. Skånske Krig og Store Nordiske Krig 1700 og blev afgjort af stormagterne og af diplomaterne, bl.a. fordi Danmark ikke selv havde kræfter til at genvinde det tabte land. Men krigsindsatsen var ikke forgæves. Det viser forløbet af Den Store Nordiske Krig, for Danmark fik skabt ro om sin sydgrænse og opnået en sikkerhedspolitisk stabilitet, der rakte mange år frem. En vigtig brik i dette spil var belejringen og erobringen af Stade 1712 i den daværende svenske provins Bremen-Verden. Stade er også interessant, for det er et af de få eksempler i dansk krigshistorie på en dygtigt gennemført belejring af en fæstning. I international sammenhæng er perioden præget af flere belejringer end feltslag. Erobringen af Stade og de mange belejringer af svenske fæstninger i Nordtyskland skal ses i denne kontekst. Fæstningskrigen var en krigskunst, som den danske hær ikke var sluppet så godt fra tidligere. Tænk blot på den mislykkede storm på Malmø 1677, og den forgæves kamp for at erobre Bohus fæstning året efter. Nederlaget ved Helsingborg 1710, hvilket tvang den danske hær til at forlade Skåne, skyldtes i høj grad, at man ikke fra dansk side havde sat tilstrækkelig med ressourcer ind på at erobre de svenske fæstninger Landskrona og Malmø. Var de blevet erobret, havde den svenske general Magnus Stenbock været ude af stand til at fordrive den danske hær fra Skåne, selv om han havde slået hæren på åben mark. Det havde man set under Skånske Krig. 1) Stade en by i Nordtyskland Stade befinder sig lige syd for Elben, lidt vest for Hamborg. Byen oplevede sin storhedstid som Hanseby i Middelalderen. Stade var dengang omgivet af bymure, der i Renæssancen blev forstærket med runddeller til kanoner. I 1600-tallet oplevede byen adskillige krige, og den blev en brik i spillet om magten i Nord- 1. Chandler, s. 234 Jensen, s Generalstaben, Bd. II, s

33 Stade i 1500-tallet. (Fra Georg Braun og Franz Hogenberg: Civitates Orbis Terrarum) tyskand. Da Trediveårskrigen brød ud i 1618 blev byen berørt af konflikten mellem den tyske kejser og protestantiske stænder samt Danmark (Kejserkrigen). Danske tropper holdt i næsten tre år byen besat, indtil den efter en langvarig belejring blev erobret af kejserlige tropper under Tilly. Under Torstensonkrigen mellem Danmark og Sverige erobrede svenskerne Bremen-Verden og dermed Stade. Ved afslutningen af Trediveårskrigen blev Sveriges herredømme over provinsen bekræftet. Stade blev en svensk fæstnings- og garnisonsby. I de følgende år blev fæstningen ombygget til en moderne bastionær fæstning. Under indledningen til Svenskekrigene blev Stade i juni 1657 kortvarigt angrebet af danske tropper under rigsmarsken Anders Bille. Han var gået over Elben og havde besat store dele af provinsen samt indledt en belejring af Stade, hvilket han imidlertid snart måtte opgive og trække sig tilbage, da svenske tropper trængte frem mod Holsten, og det kom til et voldsomt slag ved Itzehoe. Den svenske fremgang i Holsten blev indledningen til det eventyrlige svenske felttog over isen i Storebælt, og som endte med freden i Roskilde Under Skånske Krig blev Stade endnu engang involveret i striden mellem Danmark og Sverige. Både tyske og danske tropper angreb Bremen-Verden. 33

34 Stade blev belejret og erobret med dansk deltagelse. Hermed var hele provinsen erobret. Sejrherrerne delte rovet. Danskerne fik den vestlige del op til det daværende danske Oldenburg, hertugen af Braunschweig-Celle de østlige dele og biskoppen af Münster de sydlige. Ved afslutningen af krigen og den efterfølgende fredsaftale, dikteret af Frankrig, datidens supermagt, måtte man imidlertid opgive delingen af provinsen, som atter kom på svenske hænder. Krigen havde vist, hvor udsat Bremen-Verden var over for et angreb fra Den svenske magasinbygning i Stade. (Foto. Ole. L. Frantzen) naboerne. Svenskerne gik derfor straks i gang med at styrke Stade fæstning, så man kunne holde ud, indtil forstærkninger nåede frem fra moderlandet. Sveriges dygtige fæstningsingeniør Erik Dahlberg Nordens Vauban udarbejdede nye planer for en udbygning af Stades fæstning, og der blev opført flere nye militære bygninger, bl.a. et stort tøjhus og en magasinbygning, hvilke stadig findes. Under Store Nordiske krig kom Stade atter i centrum for kampen mellem Danmark og Sverige. Stade blev belejret og erobret af danskerne i 1712 og hele Bremen-Verden besat. I 1715 blev provinsen overdraget til Hannover som led i en aftale mellem Danmark og Storbritannien-Hannover. Stade var herefter en del af kurfyrstendømmet Hannover. Resten af århundredet var en stagnationsperiode for byen. Indbyggerantallet var nu endnu Stades voldanlæg i vore dage. (www. wallanlagen.stade) 34

35 Kort over Nordtyskland (Fra Jens Johansen: Danmark-Norges deltagelse i Den Store Nordiske Krig) mindre end i det 14. århundrede. Under Napoleonskrigene blev byen atter besat af fremmede preussere, franskmænd og russere. Byen kom sig kun langsomt efter den lange krigsperiode. I 1866 blev Bremen-Verden og dermed Stade annekteret af Preussen. Industrialiseringen af Tyskland nåede nu også Stade, og byen voksede i omfang og indbyggerantal. I begyndte man at demolere fæstningen, bl.a. for at skabe plads til en jernbanestation for jernbanelinjen Hamborg Stade Cuxhaven. Men Stade var fortsat en garnisonsby. Umiddelbart før udbruddet af Anden Verdenskrig befandt der sig over soldater i byen. Stade blev skånet for større ødelæggelser under Anden Verdenskrig, og man kunne efter 1945 tage fat på at modernisere byen. Den har i dag over indbyggere og har en bykerne med en kanal og smukke gamle huse, hvilket gør den til et attraktivt turistmål. 2) Stade i 1712 Vender vi atter blikket tilbage til Store Nordiske Krig, var situationen for Danmark den, at landet var ved at komme sig ovenpå det mislykkede forsøg på at erobre Skåne samt den pest, som havde hærget store dele af Europa. Danmark havde sammen med Rusland og Sachsen besluttet at fordrive svenskerne fra Nordtyskland. Tidspunktet var gunstigt, for Sverige stod isoleret og havde ikke længere så stærk støtte af sine tidligere allierede i Vesteuropa. 3) 2. Askgaard, s. 108 ff. Danner, s. 53 ff. Die Schweden, s. 7 ff. - Jensen, s Stade, s. 3 ff. 3. Jespersen 1, s. 172 og

36 Krigen i Nordtyskland blev i 1711 rettet mod Svensk Pommern og Rügen, dog uden, at et afgørende resultat blev nået. Året efter aftalte den danske regering med sine allierede, Sachsen og Rusland, at Danmark skulle sætte sig i besiddelse af Bremen-Verden. Til hjælp for den danske hær ville Sachsen stille belejringsartilleri til rådighed. Stade, som var provinsens eneste fæstning, var på dette tidspunkt en ganske stor fæstning. Den lille flod Schwinge, der løber ud i Elben og gennemstrømmer byen, deler byen i to dele. Fæstningen havde en rektangulær form med de to længste sider liggende næsten i syd/nordlig retning. Grundridset var nærmest i nederlandsk stil med ni bastioner med raveliner, kontregarder og en våd grav. Bastionerne havde gode svenske navne som Wrangels og Königmarcks bastioner. Den nordligste del af fæstningen kunne ved hjælp af en oversvømmelse beskyttes fuldstændigt mod et angreb. Den sydlige del kunne derimod ikke beskyttes på denne måde, hvortil kom, at terrænet syd for byen var domineret af landsbyen Campe, hvorfra en angriber kunne beskyde byen med artilleri. Fæstningen var i 1712 forældet. Den manglede skudsikre rum, stormfriheden beroede kun på den våde grav, og den havde en sydfront, der var det svage punkt. Fæstningsartilleriet bestod af små 200 pjecer, primært 12 og 24 pundige støbejernskanoner samt et mindre antal mortérer af forskellige kalibre. Ammunition og forråd var der rigelig af. Værst af alt var dog, at besætningen kun talte ca mand, hvoraf mange var dårligt uddannede og upålidelige. Der var tale om en bataljon af Infanteriregiment Vellink, en bataljon af Infanteriregiment Lewenhaupt, som kort før indeslutningen af fæstningen var ankommet ad søvejen fra Tønning, samt to bataljoner af Det Bremiske Landregiment og endelig to kompagnier af infanteriregiment Gyllenstierna og Dragonregiment Schwerin. Det var ikke lykkedes den svenske generalguvenør Vellink at opstille en landstorm af provinsens bønder for at forøge forsvarsstyrken, fordi indbyggerne i provinsen ikke følte nogen hengivenhed over for det svenske styre. Hele forsvarsstyrken i Bremen-Verden var samlet i Stade under kommando af oberst Stackelberg. Hjælp ad søvejen kunne ikke forventes så faldt Stade, var provinsens skæbne beseglet. 4) Den danske hær klargøres til at angribe Stade Ledelsen af den danske hær var lagt i hænderne på general Jobst von Scholten eller rettere van Scholten, for han var en nederlandsk officer, der var gået i dansk tjeneste og havde deltaget i adskillige felttog, hvor han havde vist sig at være en habil troppefører. Han var ingeniør af fag og afløste Hendrik Ruse som rigets fæstningsingeniør. Scholten er bl.a. kendt som ingeniøren bag Rendsborg fæstnings anden store udvidelse , hvor Kronværket og Nyværk blev anlagt, hvilket gjorde Rendsborg til rigets næststørste fæstning efter Køben- 4. Generalstaben, Bd. III, s Johansen, s Kungl. Artilleriet, s

37 havn. År 1700 blev Scholten generalinspektør for infanteriet og i 1710 general og chef for felthæren, som han havde genopbygget efter nederlaget ved Helsingborg. Tillige fik han styrket hærens artilleri, ikke mindst belejringsartilleriet, idet han som fæstningsingeniør var opmærksom på belejringsartilleriets store rolle i fæstningskrigen. Da felttoget startede i 1712 var Scholten 64 år. På det tidspunkt var han en erfaren officer med et stort kendskab til danske forhold. Scholten besad sin samtids viden på det militære område, ikke mindst angående fæstningskrigen, som var hans spidskompetence, hvilket han nu fik lejlighed til at vise. I løbet af sommeren 1712 traf man forberedelser til at angribe Bremen-Verden. I juli måned befandt der sig danske soldater i lejre i Holsten: I Itzehoe, Krempe, langs Elben, Bramstedt og ved Rendsborg. Da kurfyrsten af Hannover ikke ville tillade, at den danske hær gik igennem hannoveransk territorium, måtte angrebet foregå over Elben. Et større antal fartøjer var derfor samlet nordvest for Hamborg, ligesom den danske eskadre på Elben holdt sig rede til at støtte og sikre overførslen af hæren til Bremen-Verden. I slutningen af juli ankom Frederik 4. til hæren, der nu var klar til at blive sejlet over Elben, og samtidig fordrev de danske orlogsskibe en lille svensk Elbflotille fra farvandet. I forbindelse med overgangen over Elben blev hæren blev delt i to kolonner. Musketerer fra landmilitsen Der findes ingen samtidige illustrationer af dansk linjeinfanteri (Gibsrelief i loftet på riddersalen i Rosenborg slot) Jobst von Scholten. Maleri tilskrevet Johann Salomon Wahl. (www. jobst von scholten) Den første skulle sejle fra Wevelsfleth, lidt nord for Glückstadt, til Drochtersen, der ligger nogle få kilometer nord for Stade. Den anden kolonne skulle transporteres fra Blankenese til Crantz, således Stade blev omfattet fra både nord og 37

38 Tegning af den danske hærs overgang over Elben sommeren (Forsvarsgalleriet) syd. Første kolonne bestod af 10 bataljoner, to rytterregimenter og fire tre pundige feltkanoner, Anden kolonne talte 12 bataljoner og et rytterregiment og fire tre pundige feltkanoner. I alt ca mand. Den 31. juli blev første kolonnes fodfolk indskibet i både beskyttet af to mindre danske orlogsfartøjer og landede i nærheden af Drochtersen. De blev modtaget af kanonskud fra et lille svensk kystbatteri, hvis besætning imidlertid snart trak sig tilbage. De landsatte soldater marcherede straks sydpå, mens bådene returnerede for at hente trænet og rytteriet. Egnens bønder var mødt op for at overvære det spektakulære sceneri. De modtog de danske soldater som befriere. Dagen efter gik anden kolonne i land ved Crantz. Transporten forløb uden uheld. Om eftermiddagen landede Frederik 4. og opslog sit hovedkvarter i Buxtehude, medens hæren slog lejr uden for byen, hvor man forblev en uges tid. I løbet af denne uge blev de resterende dele af hæren overført til Bremen-Verden, hvorefter hele hæren lagde sig foran Stade, mens kongen indlogerede sig på godset Agathenburg lidt sydøst for byen. Samtidig med de danske operationer havde svenskerne i Stade travlt med at forstærke fæstningsforsvaret, bl.a. blev en stor del af det omliggende land sat under vand ved at gennembryde digerne langs floden Schwinge. Man forsøgte tillige at inddrive kvæg og fourage, men udbyttet blev ringe, for bønderne modsatte sig det. Den 11. august besatte danske soldater højderne ved Hohenwedel vest for Stade, som nu var helt indesluttet. Den danske hær var nu klar til at begynde en belejring af Stade. 5) 5. Generalstaben, Bd. III, s Danner, s. 53 ff. 38

39 Sebastien le Preste de Vauban. Maleri af Louis-Egène Larivière ( ) efter Hyacinthe Rigaud. (Fra Vauban le forteresse idéale) Den danske angrebsplan General Scholtens plan for angrebet på Stade var at gennemføre det som et regelmæssigt vaubansk angreb. Den franske fæstningsingeniør Sébastien le Prestre de Vauban ( ) er kendt som den største af alle militæringeniører, og allerede i sin samtid blev han anset som en fremragende fæstningsingeniør og en mester i fæstningskrigen. I folkemunde blev det sagt, at en fæstning anlagt af Vauban var en uindtagelig fæstning, og at en af Vauban belejret fæstning var dømt til at falde. Som en berømt hærfører, den franske marskal de Saxe, formulerede det på en anden måde: Hvad biblen er for en god kristen, det må Vaubans værker være for enhver ingeniør og artilleriofficer. Vauban introducerede en systematisk måde at belejre og erobre en fæstning på, hvor der blev lagt stor vægt på at benytte et stærkt belejringsartilleri. Som et fransk ordsprog sagde: Man erobrer en fæstning ved artilleri og forsvarer den ved musketter. Den nye belejringsform demonstrerede Vauban første gang ved belejring af Maastricht Den vaubanske måde at belejre en fæstning på forblev næsten uændret i de følgende to hundrede år, indtil indførslen af riflet bagladeskyts. Vauban skrev og publicerede adskillige bøger om fæstningsbyggeri og fæstningskrig. Hans vigtigste værk om fæstningskrig er Traité des Sieges et de l Attaque des Places (1704). Det udkom i nye udgaver og på de europæiske hovedsprog også mange år efter Vaubans død. Scholten har naturligvis som andre fæstningsingeniører i samtiden kendt Vaubans værker. At gennemføre et angreb på en fæstning á la Vauban var den sikre vej til en succes. Det var derfor, hvad Scholten agtede at gøre. 6) Inden det vaubanske angreb blev indledt, blev den fjendtlige fæstning som regel indesluttet, dvs. omringet af to linjer. Den ene var en linje med skanser circumvallationslinjen der skulle beskytte belejringshæren mod angreb fra en 6. Jordan, s Faucherre, s Vejledning, s

40 Tegning af et vaubansk angreb. (Fra Nicolas Faucherre: Places Fortes. Bastion du pouvoir) undsættelsesstyrke. Den anden linje contravallationslinjen vendte mod fæstningen og skulle sikre belejringen mod udfald fra fæstningen. Denne måde at indeslutte en fæstning på var tydeligvis inspireret af Cæsars belejring af Alésia i Gallien år 52 f.kr. Herefter iværksatte man en nøje rekognoscering af angrebsmålet samt tilvejebragte våben og materiel til brug for angrebet. Når angrebsfronten som oftest to bastioner var valgt, begyndte de egentlige belejringsarbejder med anlæggelsen af første parallel, en løbegrav, som i en afstand af ca. 600 meter fra fæstningens mest fremspringende punkt blev ført parallelt med fæstningen. Fra første parallel førte dækkede forbindelsesgrave tilbage til egne depoter. I første parallel blev indrettet mortérstillinger, og eventuelt rikochetbatterier til bekæmpelse af fjendtlige styrker, der kunne beskyde angrebsarbejderne. Til beskyttelse mod fjendtlige modangreb blev opstillet en vagtstyrke. Fra første parallel rykkede man frem ved hjælp af zigzagformede løbegrave for at undgå at blive udsat for enfilering. Når fremrykningen var nået ca. 350 meter fra fæstningen blev anden parallel anlagt. Her blev indrettet rikochet- og demonterbatterier. Fremrykningen fortsatte til en afstand af 200 meter, hvor der 40

41 blev dannet korte stykker af en parallel, hvori man kunne anlægge yderligere skytsstillinger samt en plads for vagtstyrken, der skulle afslå eventuelle fjendtlige udfald. De zigzagformede løbegrave blev ført videre frem til en afstand af ca. 80 meter fra fæstningens dækkede vej eller af glacisets fod. Her anlagdes tredje parallel med eventuelle mortérbatterier. På dette tidspunkt i belejringen burde fæstningens skyts være blevet nedkæmpet af eget belejringsartilleri. I en afstand af 30 meter fra fæstningen blev nu opført en infanteristilling, hvorfra man kunne fordrive forsvarerne fra den dækkede vej. Fremrykningen fortsatte til ca. otte meter fra kanten af glaciset, hvor man indrettede en løbegrav og anlagde flere batterier kontrabatterier til flankering og nedkæmpelse af forsvarerne i de angrebne værker, demoleringsbatterier og brechebatterier til at skabe brecher Kort over belejringen af Stade (Forsvarsgalleriet) i de værker, som skulle stormes. Fra en løbegrav på glaciset blev endelig anlagt en nedgang i fæstningens grav, hvorigennem stormkolonner kunne føres ned i graven eller på anden måde passere graven og storme ind i brecherne og indtage fæstningen. Under forudsætning af de rette forhold havde Vauban beregnet, at et sådant systematisk angreb kunne gennemføres på 40 dage. Størrelsen og sammensætningen af en belejringshær afhang af omstændighederne. Den burde helst være mellem fem til ti gange større end fæstningens besætning, bl.a. fordi der var behov for et stort antal soldater til at udføre gravearbejdet. Størrelsen og sammensætningen af belejringsartilleriet varierede naturligvis også. Men under alle omstændigheder måtte det bestå af svære kanoner (18 og 24 pundige pjecer) til demolering af fæstningsværker samt mortérer til bekæmpelse af fjendtligt personel og beskydning af bygninger. 7) 7. Ledetråde, s. 5 ff. Kofoed, Tredje Afsnit: fæstningskrigen, s. 6 ff. Vejledning, s

42 Angrebet på Stade Selvom den danske hær var klar til at indlede angrebet på Stade, måtte man forholde sig i ro, for det lovede sachsiske belejringsartilleri var endnu ikke nået frem. Det skulle transporteres ned ad Elben, og sachserne gav sig god tid. Endelig den 6. august nåede det Altona, hvorfra det blev ført ad den lille flod Este til Buxtehude, hvor det blev udlosset. Det skete 17. august. Det sachsiske belejringsartilleri bestod af 30 svære 24 pundige kanoner og 12 mortérer. Alle mortérerne var nystøbte, hvorimod der blandt kanonerne var flere ældre pjecer. Danskernes eget belejringsartilleri kom dels fra København og talte 12 stk. 18 og 24 pundige kanoner samt 18 mortérer, dels 12 svære kanoner og seks mortérer fra Glückstadt. I alt rådede man over 54 svære kanoner og 36 mortérer. Den 19. august gik hæren med sin højre fløj frem til Campe kirkegård og med sin venstre til landsbyen Gr. Thun ved floden Swinge, hvor der blev opført en lille skanse. Afstanden til Stade var to til tre kilometer. Mens man måtte vente på sachserne, havde de danske soldater dog ikke ligget på den lade side, for de havde fremstillet en mængde faskiner, der skulle benyttes i forbindelse med det kommende gravearbejde. Endelig den 20. august begyndte man at anlægge løbegrave. Belejringen var omsider i gang og blev iværksat sydfra og rettet mod Hohenthors Bastion og Fuchslochs Ravelin. De svenske forposter blev kastet tilbage, og de danske soldater kunne begynde at anlægge løbegrave, mens andre Faskiner og redskaber til brug for en belejring af en fæstning. (Fra Vauban la forteresse idéale) En garder Tegning af uniformstegneren Preben Kannik (Tøjhusmuseet) 42

43 dækkede arbejdet mod udfald. Fra fæstningen blev åbnet ild med kanoner mod de danske arbejdssoldater. Virkningen var dog ringe, så arbejdet gik støt fremad. Den 22. august var løbegravene færdige og forbundet med første parallel ca. 300 meter fra fæstningens dækkede vej. På trods af artilleribeskydning fra fæstningen fortsatte man de følgende dage med at rykke frem mod fæstningen til en hulvej, hvor anden parallel med skytsstillinger blev anlagt. I fæstningen var artilleriet nu så medtaget, at man begrænsede sig til skydning med lette kanoner og mortérer, og alt det rådige skyts blev opstillet i Hohenthors og Gyllenstiernas bastioner. De danske bataljoner skiftedes til at udføre gravearbejde og være vagtstyrke. Kun livgarden og grenaderkorpset var fritaget for gravearbejde. Den svenske beskydning af de danske soldater kostede 60 døde og sårede. Den 28. august var første og anden parallel samt belejringsbatterierne færdige. I første parallel var opført fire mortérbatterier og fire kanonbatterier. I anden parallel var indrettet to kanonbatterier og i løbegravene foran anden parallel på højre fløj endnu et kanonbatteri. Næste dag tidlig om morgenen blev ilden åbnet af det danske belejringsartilleri alle 90 pjecer på én gang. Virkningen var overvældende. Flere steder Beskydningen af Stade under belejringen (Fra Fritz Danner: Beiträge zur Geschichte der Stader Garnison) Richochetskydning mod en bastionær front med traverser. (Fra Vauban la forteresse idéale) 43

44 Soldater på arbejde i løbegrave. (Fra The Ancient Art of Warfare) udbrød der brand i byen, og panikken bredte sig blandt borgere og soldater. Forsøg på at slukke brande blev opgivet, og fæstningens kanoner tav. Et ønske fra borgerne om at kapitulere blev afslået af kommandanten, oberst Stackelberg, selv om situationen var fortvivlet, fordi hans landeværnssoldater fra Det Bremenske Landregiment deserterede i hobetal, så han kun rådede over 600 regulære soldater. Den modstand fæstningen kunne yde, var nu så ringe, at Scholten sagtens kunne have iværksat et stormangreb og erobret fæstningen. Det ville dog sandsynligvis koste flere hundrede soldater livet. Han undlod det derfor med kongens billigelse. Der var jo tid nok, så hvorfor ofre gode soldaters liv unødigt. Belejringsarbejderne fortsatte derfor, og langsomt rykkede de danske soldater videre frem til stadighed dækket mod fjendtlig ild af løbegravene. Natten til 2. september satte man sig fast ved fæstningens dækkede vej, og et kanonbatteri blev anlagt på glaciset. Ilden fra de danske kanoner og mortérer blev nu intensiveret, hvilket førte til, at endnu flere svenske soldater deserterede, så oberst Stackelberg måtte opgive forsvaret af kontregarderne på sydfronten og lægge besætningen bag Fuchslochs Ravelin. Den følgende nat anlagde danskerne yderligere to kanonbatterier på glaciset ved den dækkede vej. Stackelberg var nu på det rene med, at han ikke kunne afslå et dansk stormangreb. Den 4. september var de danske løbegrave ført helt frem til fæstningens våde grav og to løbegrave forbundet med en parallel, der gik imellem kontregarden uden om Fuchslochs Ravelin. I fæstningen forsøgte man forgæves at træffe modforanstaltninger. Dagen efter førte danskerne bromateriel ned i den dækkede vej og åbnede en voldsom ild mod en breche i Fuchslochs Ravelin. De danske løbegrave blev herefter ført igennem ravelingraven, og der blev slået bro 44

45 over denne. Danskerne stod nu rede til at indlede et stormangreb. Forinden havde oberst Stackelberg inde i fæstningen afholdt flere krigsråd om, hvorvidt man skulle opgive forsvaret. Men først da stormen syntes umiddelbart forestående, gav kommandanten op og indledte forhandlinger om overgivelse. Den 8. september kapitulerede oberst Stackelberg. Fæstningen blev overdraget til danskerne, og besætningen blev krigsfanger, omkring 900 mand. Resten af den mand store besætning var enten døde, sårede eller deserteret. De danske tab af døde og sårede var omkring 300 mand. Nogle dage senere holdt Frederik 4. sit indtog i Stade, red rundt på fæstningens volde og beså de store ødelæggelser, der var anrettet på byen. Udover ødelæggelser på skyts og volde var mange huse brændt eller gjort ubrugelige, heriblandt kommandantboligen og regeringsbygningen. 8) De fornemste symboler på erobringen af Stade var tre regimentsfaner, hvoraf vi kender to fanen for Lewenhaupts Regiment og fanen for Det Bremiske Landregiment. Hertil kom en betydelig mængde håndvåben, ammunition samt 165 kanoner og 11 mortérer, hvoraf mange senere blev brugt på danske fæstninger. Også på anden vis fik erobringen af Stade betydning for det danske artilleri. Under belejringen havde man Fane fra Bremiske Landregiment erobret ved Stade (Tøjhusmuseet) Fane fra Lewenhaupts Regiment erobret ved Stade (Tøjhusmuseet) 8. Generalstaben, Bd. III, s. 463 ff. Danner, s. 67 ff. Kungl. Artilleriet, s. 481 Münthe, s

46 iagttaget brugen af de sachsiske bronzemortérer. De må have vist sig effektive, for umiddelbart efter, i årene , lod man i Danmark støbe 30 nye mortérer efter sachsisk tegning; mortérer som i mange årtier herefter blev anvendt af det danske artilleri. 9) Det kan ikke undre, at belejringen og erobringen af Stade blev en succes, for den var gennemført som Vauban foreskrev, dvs. med overvældende styrke sammenholdt med forsvarets svagheder. De danske angribere var næsten fem gange stærkere end deres svenske modstandere, hvilket var i overensstemmelse med, hvad man i samtiden anså for nødvendigt, hvis man ville være sikker på en sejr. Reelt var styrkeforholdet langt mere i danskernes favør end de nøgne tal viste, thi Stade var som fæstning forældet og en stor del af fæstningens mandskab Det Bremiske Landregiment upålideligt og af ringe kvalitet. Men den afgørende årsag var, at de svenske forsvarere ikke kunne påregne hjælp udefra. Sverige var på dette tidspunkt udenrigspolitisk isoleret og militært svagt, så undsætning fra moderlandet var udelukket, hvilket havde været en vigtig forudsætning i den svenske planlægning af forsvaret af Bremen-Verden. Af samme årsag havde der heller ikke været behov for at gennemføre en fuldstændig indeslutning og omringning af Stade med en circumvallationslinje og en contravallationslinje. De store ressourcer, der var til rådighed for Scholten samt Frederik 4.s tilstedeværelse, vidner om, at man fra dansk side ikke mindst fra den enevældige monarks side, tog behovet for en stærk belejringsindsats alvorlig, hvis felttoget mod Bremen-Verden skulle vindes. Erobringen af Stade var ingen stor feltherrebedrift, men en solid ingeniørindsat, som lovede godt for fremtiden. Fra Stades erobring til freden i 1720 Efter erobringen af Stade vendte hovedparten af den danske hær tilbage til Holsten. Frederik 4. var allerede draget nordpå for at passe andre presserende regeringsanliggender. Tilbage efterlod man en mindre dansk garnison i Stade og Bremen-Verden. Udover tjenesten i Stade fik de danske tropper til opgave at kontrollere hele provinsen og inddrive skatter. Det var naturligvis ikke populært blandt Indbyggerne, der snart blev trætte af deres nye herrer, som ikke viste sig 46 Dansk mortér af sachsisk form model (Tøjhusmuseet) 9. Generalstaben, Bd. III, s Danner, s Blom, s. 130 og Eriksen, s Tøjhusmuseets samling: A 465. Tegningsarkiv: A-662 Fb. Samling: 149 og 157 Fanebøger: 159 og 169

47 bedre end deres forgængere. På de ydre linjer blev det noget anstrengte forhold til kurfyrsten af Hannover forbedret. Han var i 1714 som Georg 1. også blevet konge af Storbritannien efter dronning Annes død. Året efter indgik Danmark en aftale med Storbritannien-Hannover om at overdrage Bremen-Verden til Hannover mod en betaling på rigsdaler samt en garanti for Frederik 4. s suveræne besiddelse af hele Slesvig en garanti som Preussen også tilsluttede sig. Denne aftale var bl.a. et resultat af de militære begivenheder i Nordtyskland i de følgende år, hvor svenskerne blev fortrængt fra området. Sejren ved Stade blev i første omgang afløst af den danske hærs nederlag i feltslaget ved Gadebusch senere på året til general Stenbock, sejrherren fra slaget ved Helsingborg i Den svenske sejr viste sig imidlertid i sidste ende at blive til fordel for Danmark. Stenbock fulgte efter den danske hær, der havde trukket sig tilbage til Holsten, fordi han anså danskerne for den svageste part af de allierede og ikke forventede, at Rusland og Sachsen ville komme danskerne til hjælp. I denne situation viste Frederik 4. sig som en dygtig statsmand, for det lykkedes ham at få sine allierede til at følge efter Stenbock, som snart kom til at stå over for en samlet allieret front. Da Stenbock nåede den sydlige del af Holsten, brændte han Altona af som hævn for erobringen af Stade. Det skabte et ramaskrig i det internationale samfund, dog ikke hos den gottorpske regering, som stillede fæstningen Tønningen til rådighed for Stenbock, da han blev presset vestpå af de allierede. Tønningen blev herefter indesluttet, og efter tre måneders belejring måtte Stenbock overgive sig med hele sin hær. Sverige rådede nu ikke længere over nogen felthær. Det blev indledningen til Sveriges exit fra Nordtyskland. Men også forholdet mellem Gottorp og Danmark blev ændret, for gottorperne overtrådte den neutralitet, som man havde forpligtiget sig til at udvise i forbindelse med åbningen af Tønningen for Stenbock. Det benyttede Frederik 4. sig af til at tage alle de gottorpske områder i Slesvig og Holsten i besiddelse. 10) I de følgende års felttog mod svenskerne i Nordtyskland klarede den danske hær sig udmærket. Ligesom ved belejringen af Frederik 4. som øverste krigsherre ca Maleri af Johann Salomon Wahl. (Rosenborg slot) 10. Jespersen 1, s Jespersen 2, s

48 Tønningen, hvor de danske belejringsstyrker og general Scholten spillede en afgørende rolle, var de også vigtige aktører i forbindelse med erobringen af Stralsund i Erobringen af Wismar året efter var udelukkende en dansk aktion. I disse belejringer gjorde den danske hærs nye sachsiske mortérer god fyldest. Efter kampene i Nordtyskland gik Store Nordiske Krig ind i sin sidste fase, idet Karl 12. indledte sit forsøg på at erobre Norge, hvilket som bekendt endte med hans død i Sveriges kræfter var udtømte, så freden kom omsider til Nordeuropa. I juli 1720 indgik Danmark og Sverige en fredsaftale på Fredensborg slot. Danmark fik ikke indfriet alt, hvad man havde håbet på. En generhvervelse af Skåne eller andre territoriale gevinster kom slet ikke på tale, selv om man havde erobret Rügen, dele af Forpommern, Wismar og Marstrand. Til gengæld fik man et stort vederlag på rigsdaler, og Sverige lovede fremover ikke at yde hjælp til Gottorp til skade for Danmark. Fredsaftalen betød også, at Storbritannien og Frankrig garanterede den danske konges besiddelse af hele Slesvig, så den gottorpske hertugs territorium fremover kun kom til at omfatte dele af Holsten. 11) Afslutning Det gunstige resultat af Store Nordiske Krig var blandt andet opnået ved de sejre, den danske hær havde opnået ved belejringerne af svenske fæstninger under felttogene Den danske hær havde taget ved lære af fortidens synder. Erobringen af Stade var det første skridt i denne proces. Ved belejringerne havde der ikke været brug for overlegen feltherrekunst, som man ikke mestrede, men solide håndværksmæssige ingeniørkompetencer, som Scholten og andre danske ingeniører til fulde besad. Der var blandt Danmarks allierede skabt respekt om den danske hærs kompetencer i fæstningskrigen, hvilket tydeligt kom til udtryk, da den preussiske konge, der havde tilsluttet sig den antisvenske alliance, ved gennemgangen af Scholtens plan for angrebet på Stralsund, udtrykte stor tilfredshed med denne. I sine randbemærkninger i planen noterede han: Gut eller Sehr Gut. Et andet sted skrev han: Det forstår jeg ikke, men jeg forlader mig på de danske, som forstår det. 12) Afgørende for at hele Slesvig nu blev en del af det danske monarki, og at stormagterne Storbritannien og Frankrig garanterede den danske konges besiddelse af Slesvig, var imidlertid britisk diplomatis indsats under de forhandlinger, der førte frem til fredsaftalen i Her spillede det en rolle, at Danmark tidligere havde overdraget Bremen-Verden til Hannover. Og erobringen af Stade var afgørende for, at provinsen kom i dansk besiddelse. Stades erobring i 1712 blev hermed en vigtig brik i den proces, der førte frem til fredsaftalen i 1720, 11. Johansen, s. 195 ff. Jespersen 1, s Jespersen 2, s Generalstaben, Bd. VII, s

49 hvilken atter fik betydningen for, at Nordslesvig eller Sønderjylland, som vi kalder det i vore dage, kom tilbage til det danske rige i Litteratur og kilder The Ancient Art of Warfare. Vol. I 1300 BC AD. From Ramses to Vauban. London Askgaard, Finn: Christian IV. Rigets væbnede Arm. Tøjhusmuseet 1988 (Askgaard). Blom, Otto: Ældre Danske Metal og Jern Stykker. Kjøbenhavn 1891 (Blom). Chandler, David: The Art of Warfare in the Age of Marlborough. London 1976 (Chandler). Danner, Fritz: Beiträge zur Geschichte der Stader Garnison. Stade 1987 (Danner). Die Schweden in Stade in Krieg und Frieden. Der Dreissigjährige Krieg und die Folgezeit ( ). Stade 1989 (Die Schweden). Duffy, Christopher: Fire and Stone. The Science of Fortress Warfare London Duffy, Christopher: The Fortress in the Age of Vauban and Frederick the Great London Eriksen, Egon: Dansk artilleri i Store Nordiske krig. Våbenhistoriske Årbøger XXV. København 1979 (Eriksen). Erik Dahlberghs dagbok Stockholm Faucherre, Nicolas: Places Fortes. Bastion pouvoir (Faucherre). Generalstaben (udg.): Bidrag til Den Store Nordiske krigs Historie. Bd. III-VII. København (Generalstaben). Griffith, Paddy: The Vauban Fortifications of France. Fortress 42. Osprey Publishing Jensen, N.P.: Den Skaanske Krig Kjøbenhavn 1900 (Jensen). Jespersen, Knud, J.V.: Afsnit Revanche og neutralitet Dansk udenrigspolitiks historie. Bd (Jespersen 1). Jespersen, Knud, J.V.: Afsnit i Ole L. Frantzen og Knud, J.V. Jespersen (red.). Danmarks Krigshistorie Bd (Jespersen 2). Johansen, Jens: Danmark-Norges deltagelse i Den Store Nordiske krig. Sønderjyllands befrielse. Udg. af Generalstaben. København 1935 (Johansen). Jordan, Klaus: Belagerung und Angriff einer Festung: Verbessert durch Vauban. Artikel i Festungsbaukunst in Europas Mitte. Festungsforschung. Band (Jordan). Kofoed, L.: Lærebog til brug ved Forelæsningerne over Krigsbygningskunst. København 1868 (Kofoed). Kofoed, L.: Tegninger til Forelæsningerne over Krigsbygningskunst. Tredje udg. København Kungl. Artilleriet Karl XI:s och Karl XII:s tid (Kungl. Artilleriet). Ledetraad ved Forelæsningerne over fæstningskrigen ved den kongelige militære høiskole (Ledetraad). Münthe, Ludvig W:son: Kungl. Fortifikationens Historia. Bd. III (Münthe).Stade 1000 jährige Stadt. Ein kurzer Gang durch die Stader Stadtgeschichte. Stade 2001/2006 (Stade). Vauban la forteresse ideale Vejledning til Brug ved Forelæsningerne over Fæstningskrigen for officersskolens næstældste klasse ved Tobiesen, Ingenieurkaptajn (Vejledning). 49

50 V.E. Tychsen: Krigsbygningskunstens og Fæstningskrigens udvikling. Fra de ældste tider indtil vore dage. Bd. I-II. Kjøbenhavn Wenzler, Claude: Architecture du Bation: L Art de Vauban Wollffmeyer, A.B.: Grundtræk af Fortificationen. Kjøbenhavn Utrykt materiale og ikke skriftlige kilder Forsvarsakademiet: Forsvarsgalleriet: U055. Kort over belejringen af Stade 1712 og U111. Kort over den danske hærs overgang over Elben. Tøjhusmuseet: Tøjhusmuseets samling (genstande). A-samling og Fb. samling. Tøjhusmuseets dokumentations samling. Erobrede faner. Fanebøger samt Tegningsarkivet. Redaktionen modtager gerne udkast til artikler i Krigshistorisk Tidsskrift 50

51 Bogomtale Forsvarets Efterretningstjeneste (flere forfattere): FE fra militær varslingstjeneste til udenrigsefterretningstjeneste Forsvarets Efterretningstjeneste udgav den 23. november 2017 denne bog i anledning af FE 50-års-jubilæum, og bogens titel er FE Titlen svarer ikke til indholdet, for bogen handler faktisk om dansk efterretningstjeneste fra umiddelbart efter Den anden Verdenskrig og frem til i dag. Hvorfor så årstallet 1967 og talen om et 50 års jubilæum? Forklaringen ligger i FE komplekse historie: Som mange og sikkert alle læsere af Krigshistorisk Tidsskrift vil vide, besad Danmark også inden 1967 en omfattende efterretningsmæssig kapacitet, men den blev udøvet af to adskilte og selvstændige organisationer, nemlig Forsvarsstabens Efterretningsafdeling i Kastellet og Forsvarets Centralradio (FCR), hvis hovedkvarter lå ved Aflandshage på Amager. FE fra militær varslingstjeneste til udenrigsefterretningstjeneste Disse to tjenester arbejdede tæt sammen og havde samme overordnede mål, nemlig at varsle om trusler mod Danmark, men deres opgaver var meget forskellige. Tjenesten i Kastellet beskæftigede sig med HUMINT (fysisk indhentning) og med militær, politisk og økonomisk analyse og rapportering, mens FCR var en radioopklaringstjeneste med den primære opgave, via elektronisk indhentning, at følge situationen i landene bag jerntæppet, altså SIGINT. Samarbejdet mellem de to tjenester foregik først og fremmest derved, at FCR rapporterede sine resultater til tjenesten i Kastellet, således at regeringen og de øvrige kunder modtog én efterretningsvurdering, baseret på begge de to tjenesters resultater. Tjenesterne havde forskellige tilblivelseshistorier, hver sin organisationskultur og hver sit net af samarbejdspartnere. Deri var der intet usædvanligt, for også i mange andre lande har der været og er fortsat flere separate efterretningstjenester, hvor SIGINT typisk er en organisation for sig selv. Velkendte eksempler er FRA i Sverige, GCHQ i Storbritannien og NSA i USA. Andre lande har enhedstjenester lige som Danmark, f.eks. Tyskland med BND og Frankrig med DGSE. Det der skete i Danmark i 1967, som har givet anledning til dette års jubilæum, var, at den ene af disse to organisationer, nemlig efterretningstjenesten i Kastellet, som indtil da var benævnt Forsvarsstabens Efterretningsafdeling og var organisatorisk indplaceret som en del af Forsvarsstaben, skiftede navn til 51

52 Forsvarets Efterretningstjeneste og blev, som en selvstændig styrelse, direkte underlagt forsvarsministeren. En sådan selvstændig og uhyre hemmelig eksistens direkte under Forsvarsministerens kontrol havde Forsvarets Centralradio haft lige fra starten af sit virke i slutningen af 1940erne, og den blev bevaret i omkring fire år efter oprettelsen i 1967 af Forsvarets Efterretningstjeneste. Sammenlægningen af de to organisationer skete i Den skete som en konsekvens af den såkaldte Kejsergadesag i 1969, to år forinden. Denne sag (som omtales flere steder i bogen) skabte et voldsomt røre politisk, hvilket nok især skyldtes to ting: dels at det daværende generelle politiske ( 68 ) klima skabte en (uberettiget) mistanke om politisk overvågning, og dels, at de få ansvarlige embedsmænd og ledende politikere, som kendte til aktiviteten, ikke ville stå ved deres kendskab til det, der foregik i Kejsergade. Som jubilæumsbogen antyder, har den organisatoriske integration af de to tjenester ikke været ganske enkel, men den er nu snart halvtreds år senere efter mit skøn lykkedes til fulde. Danmark har derved fået en efterretningstjeneste, som trods sin (i international sammenhæng) ringe størrelse dækker hele feltet. Lars Bærentzen Jubilæumsbogens 149 sider kan downloades fra FE hjemmeside dk Manglende tilskud fra staten Gennem de senere år har Krigshistorisk Tidsskrift modtaget distributionstilskud fra Kulturstyrelsen samt Tidsskriftsstøtte fra Statens Kunstfond. Dette er desværre fra 2016 ikke tilfældet mere. Af hensyn til tidsskriftets fortsatte økonomi er det derfor vigtigt, at antallet af abonnenter bevares og forøges. Alle abonnenter opfordres derfor til at skaffe nye abonnenter på forhånd tak! Redaktionen 52

53 Boganmeldelser Mikkel Plannthin: BRITAIN S VICTORY, DENMARKS, FREEDOM. Danish Volunteers in Allied Air Forces during the Second World War Forlaget Fronthill Media Limited sider. Pris 211,55 kroner. ISBN Bogen er historien om de danske, der meldte sig frivilligt til de allieredes flyvevåbener under den anden verdenskrig. Forfatteren har identificeret 262 og beskrevet deres meritter i så mange detaljer, som det har været muligt så mange år efter. Bogen er som titlen antyder skrevet på engelsk. Forfatteren har begået et imponerende værk med et væld af information. Der er beskrivelser fra tiltag med at rejse danske enheder og rekruttere personel. Der er historier om individuel deltagelse i operationer og bedrifter. Der er historier om optagelser og indsættelser i Fighter Command, Bomber Command, Søkrigen i Atlanterhavet, Felttogene i Nordafrika, Italien og Fjernøsten samt om personel, der gjorde tjeneste i kampstøtteenheder. Den største gruppe af danske, der meldte sig, var danskere bosat i udlandet samt personer strandet i udlandet efter besættelsen, Der var også enkelte for hvem det lykkedes at undslippe fra det besatte Danmark. De forskellige grupper bliver nøje beskrevet af forfatteren. I begyndelsen af krigen voldte det nogen problemer for de frivillige at blive accepteret på grund af den hjemlige samarbejdspolitik. Danmark havde jo fortsat et forsvar indtil 1943, og udenrigsministeren glimrede jo ved at føre sig frem med afsendelsen af Frikorps Danmark og rosende udtalelser om Det Tredje Rige. Yderligere var det danske samfund i England i begyndelsen delt. Medens Ambassadør Kauffmann i USA klart brød med den danske regering fra og med den 9. april 1940, så afventede Ambassadør Reventlow i London begivenhedernes gang. Først da Danmark tiltrådte Antikomintern Pagten 25 november 1941, brød han med den danske regering. Disse forhold hjalp naturligvis ikke på problemet med at blive accepteret som medkombattanter for Storbritannien. For dog at bidrage rejste flere frivillige vidt omkring i det engelske imperium, hvor det faktisk var muligt at melde sig som f.eks. i Canada eller Sydafrika. 53

54 Efterhånden som krigen forløb, blev det lettere at melde sig. The Danish Council oprettede et rekrutteringskontor, og danske blev accepterede af de norske enheder. Men på grund af disse genvordigheder varede noget før de danske frivillige for alvor kunne deltage i luftoperationerne først fra midten af Nogle ganske få var dog med allerede fra De danske frivillige kom grundlæggende til at tjene som individuelle medlemmer af allierede enheder. Andre lande som Belgien, Holland, Polen, Czeckoslovakiet og Norge etablerede enheder under RAF kommando. Der blev dog gjort forsøg på at oprette danske enheder i løbet af , men det mislykkedes. Forfatteren beskriver detaljeret, hvordan De Frie Danske forsøgte at få oprettet en dansk jagereskadrille. Men det strandede på mangel af midler og mangel på piloter. En eskadrille skulle som minimum have 80 trænede piloter. Så mange danske var ikke til rådighed, men der blev trods alt samlet midler nok til otte Spitfires. De første tre fik navnene Valdemar Atterdag, Niels Ebbesen og Skagen Ind (?) og blev overdraget til Royal Air Force 234 Eskadrille. Men de danske frivillige er historien om enkeltpersoner i allieret tjeneste. Forfatteren beskriver de mange enkeltpersoner og deres operationer i detaljer. Her skal blot nævnes nogle få udpluk. 18 gjorde tjeneste som jagerpiloter i Fighter Command. De udførte flyvninger fra juli 1941 og fremover. Seks faldt. 25 danskere gjorde tjeneste i Bomber Command. Deriblandt den kendte danske speedwaykører Jens Henrik Fisker Hansen, kendt som Morian. Han boede i England ved Verdenskrigens udbrud og meldte sig frivilligt til tjeneste lige fra begyndelsen. Indledningsvist som luftskytte, der som den første i det Britiske Bomber Command nedskød en tysk natjæger Bf 110. Han blev senere pilot. Han var den mest kendte, men de andre 24 var også meget aktive. Ni af dem faldt. Der blev uddelt syv DFC s (Distinguished Flying Cross) og én DFM (Distinguished Flying Medal) og én George Medal som anerkendelse for tapperhed. Forfatteren når også omkring at beskrive danskes deltagelse i luftkrigens kampstøtteenheder. Der var således frivillige i vejrtjenesten, transporttjeneste og ATA (Air Transport Auxiliary), der fløj udenfor kampzonen. En enkelt beskæftigede sig med fototydning. Og der var også en enkelt, der beskæftigede sig med noget så eksotisk som bygning af modeller af bombemål (ved større operationer blev der opbygget modeller af målene og deres omgivelser). Der er et væld af historier om de enkelte frivillige i det omfattende værk. Det kan stærkt anbefales. N.-E. O. Hansen 54

55 Lars R. Møller: SPECIALOPERATIONER Forlaget Lindhardt og Ringhof sider. 349,00 kroner. ISBN Oberst Lars R. Møller har begået bogen SPE- CIALOPERATIONER. Dermed har han begivet sig ind i en gråzone, hvori nationale klassifikationshensyn og uskrevne regler blandes med samarbejdsrelaterede klassifikationshensyn og ligeledes mellemnationale uskrevne regler allierede indbyrdes. Dertil løbende nationale ændringer, baseret på varierende, nationale politiske hensyn blandet med værnsjalousi og konkurrence. Kort sagt: En jungle, som næsten er ugennemsigtig på grund af, i overført betydning: Røg. Han lander dog heldigvis fornuftigt og ikke ulig, uden enhver sammenligning i øvrigt, forfatteren Tom Clancy, der i sin bog: Red Storm Rising besøgte så mange åbne kilder, at det lykkedes ham at stykke et næsten totalt billede af NATOs krigsplaner sammen, skulle Den Kolde Krig blive varm, til noget, der var så virkelighedsnært, at de amerikanske myndigheder måtte mene, at nogle af hans samarbejdspartnere havde mere end overtrådt deres tavshedspligt. Det førte så vidt, at han blev kaldt til afhøring i Det Hvide Hus, det ovale værelse, hvor slutkonklusionen blev draget: Ingen (eller alle) havde talt over sig, hvorefter præsidenten måtte anmode forfatteren om at neddæmpe de offentligt tilgængelige sandheder, da hans konklusioner lå for tæt på virkeligheden. Oberst Møller er tæt på at være i samme situation: Med et tal på 121 kilder (uvægtede), hvortil et ukendt antal opslag på internettet, og et antal på kildehenvisninger til samme, er det lykkedes ham at skrive Specialoperationernes historie, rækkende fra Den trojanske hest til nutidens specialoperationer i de brændpunkter, vi anser som primært vestlige, uden at involvere sig i informationer, der er klassificerede af enten nationale hensyn eller hensynet til fremmede magter. Der er i høj grad tale om en fagbog, der henvender sig til personer med professionel forståelse af substansen, men da denne læserskare må formodes at være uhensigtsmæssig begrænset i forhold til et naturligt salgspotentiale, har obersten valgt i sin indledning til bogen at indlægge en, om end kortfattet, så dog fuldt forståelig pædagogisk indføring i den tænkning, der, 55

56 internationalt, opfattes som militær. Et snedigt, men absolut hensigtsmæssigt træk. Bogens struktur er først og fremmest kronologisk. Delt I: Frem til slutningen af Første Verdenskrig med en historisk oversigt indeholdende Mytologiske Specialoperationer, tidlige Specialoperationer samt 1. Verdenskrig og T.E. Lawrence. Afsnittet Mellemkrigsperioden og Anden Verdenskrig beskriver udviklingen i England, USA, Tyskland og Italien, medens afsnittet Efter Anden Verdenskrig omfatter de samme nationer, men tillige Sovjetunionen. Sidstnævnte må, af naturlige årsager, være mere kortfattet, end de øvrige, men indholdet bør give den ikke-faglige læser anledning til eftertanke. Under disse periodeopdelinger gennemgås varierende organisationer, uddannelse og kendte operationer. Blandt disse er afsat 14 sider til gennemgang af de danske specialstyrker, Frømands- og Jægerkorpset. Her er for den ikke indviede en udmærket lejlighed til at se nærmere på vort forsvars helt egne specialister og deres opgaver fra Den Kolde Krigs tid. Herefter opløses strukturen i et antal operationer, som alle er kendt fra dagspressen på de tidspunkter, de fandt sted. Man kan diskutere det varierende omfang af de forskellige operationer, ligesom man som detailsøgende læser må beklage det sparsomme kortmateriale. Metoden lægger igen indholdet op ad Specialoperationernes Historie. Denne opfattelse karakteriserer bogens sidste ca. 120 sider. Det vælger denne læser at opfatte positivt, fordi de beskrevne sammenhænge i realiteten viser, hvad specialoperationer er i modsætning til traditionel militær indsats. I bogens afslutning samler forfatteren sammen over den traditionelle krigshistorie og påviser, at teknik naturligt giver specialoperationer varierende muligheder, også i forhold til tradition eller militære styrker, men at den grundlæggende forudsætning for at kunne have duelige specialstyrker er den enkelte operatørs jernvilje til at ville dette eller hint, hvilket afspejles i specialstyrkernes udvælgelse og uddannelse. Forfatterens metode kan virke noget rodet, men det lykkes det ham alligevel at give sin læser et godt indtryk af, hvad specialoperationer er for noget, helt uden at komme i konflikt med klassificerede informationer. Dette er udmærket, for derved spares Forsvaret for at skulle indblandes i endnu en jægerbogssag. Samtidig viser forfatteren, at der ikke er nogen anledning til at mystificere begrebet specialoperationer. De er blot en særlig måde at udnytte specielt uddannet mandskab, udrustet med særligt materiel til løsning af vigtige opgaver, på. Og det er vel i grunden slet ikke så tosset? J.E. Andersen 56

57 Jens Ole Christensen: Hjemmeværnet Historien om det folkelige forsvar Gads Forlag og Tøjhusmuseet 2017, 320 sider. Pris 349,95 kr. ISBN Jens Ole Christensen er museumsinspektør og seniorforsker ph.d. ved Tøjhusmuseet under Nationalmuseet, er selv medlem af hjemmeværnet siden 1980 og i en periode kompagnichef. Jens Ole Christensen har hermed det allerbedste udgangspunkt for at skrive hjemmeværnets historie, lige fra modstandsbevægelsen til vore dages hjemmeværn. Han dækker med sin bog et længe følt savn, af en forskningsbaseret fremstilling af hjemmeværnets historie fra modstandsbevægelsen over hjemmeværnsforeningerne 1945, det statslige hjemmeværn 1949 til i dag. Ikke mindst perspektiverer forfatteren hele vejen igennem sit emne, i forhold til den udenrigspolitiske, forsvarspolitiske og indenrigspolitiske udvikling. Det fremgår også af forordet, at forfatteren har trukket på en perlerække af såvel faghistorikere, officerer og hjemmeværnsfolk. Det er den sobre og saglige måde, at gå til et samtidshistorisk emne på! 1 Det hele er med: Hærhjemmeværnet, Politihjemmeværnet, hjemmeværnsenhederne på de samfundsvigtige virksomheder, de tre gamle kvindekorps, Marinehjemmeværnet, Flyvestationskorpset, Luftmeldekorpset, Tjenestestedskorpset og Hjemmeværnsskolen. Ligeledes følges udviklingen i de organisatoriske rammer: Hjemmeværnsledelsen, regionsinddelingen, distriktsinddelingen til kompagnier, flotiller og eskadriller. Fra den spæde begyndelse som en stab under hæren, via den selvstændige stab under Forsvarsministeriet til etableringen af den treværns Hjemmeværnskommando. Der er næppe den opgave, der løstes for Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet, som ikke behandles: Overvågning, bevogtning og kamp, etablering af forberedte hindrelinjer og sprængning af broerne, opstilling af kamppatruljer, signaltjenesten, feltsikkerhedstjenesten, hundetjenesten, sanitetstjenesten, musikkorpsene, farvandsovervågning, sikring af de større havne, bemanding af kystudkigsstationer, varsling af lavtgående fly fra de 400 luftmeldeposter, tjenesten i 1 Det var en brod til flere af rapporterne om Den Kolde Krig. 57

58 Lavvarslingscentralerne og tjenesten i værnenes stabe og signalcentre. Det skulle da lige være den jyske trafikkontroltjeneste, der skulle hjælpe Jyske Division til Nordtyskland. Hjemmeværnets force var det høje beredskab, der forudsatte, at våben og ammunition opbevaredes i hjemmet, og at opgaverne løstes på hjemegnen. Men ikke mindst: Uddannelsen. Det lange seje træk, der år efter år uddannede de nye og øvede de gamle til løsning af det store og mangeartede opgavekompleks. Det var fhv. minister Knud Heinesen, der, som formand for en af flere hjemmeværnskommissioner gennem tiderne, udtalte Ja, enkelt er det ikke. Det er jo også en stor organisation, og i en afsluttende oversigt viser Jens Ole Christensen udviklingen i styrketallet, i forhold til de sikkerhedspolitiske konjunkturer. Det er en stor tilfredsstillelse at konstatere, at når det forsvarsmæssige behov for hjemmeværnet var størst, fulgte styrketallet med. Kulminerende i 1983 med knap medlemmer. Sådan er det danske folk også. Skulle man endelig pege på en mangel, kunne det være, at man savner to eksempelvise kortskitser: Et hjemmeværnskompagni i bevogtningsopstilling, med grupper og delinger indsat om bevogtningsobjekter og en kompagnireserve samt et hjemmeværnskompagni i kampopstilling, med stillinger langs fjendens mulige fremrykkeveje. Et afsluttende kapitel er helliget Det nye hjemmeværn. Det hjemmeværn, der fandt sin plads efter Den Kolde Krig. Som opdeltes i en ikke udrustet reserve på og i en aktiv styrke på Tjenestekravene i den aktive styrke varierer, afhængig af den enhed, hjemmeværnssoldaterne indgår i. Det kan være ganske store områdekompagnier, politikompagnier, motoriserede infanterikompagnier, motoriserede overvågningsdelinger, patruljekompagnier, marinehjemmeværnsflotiller og bevogtningsstyrker til flyvestationerne m.fl. Det er som nat og dag, og mange var skeptiske, da vi i 1998 gik i gang med omstillingen. Men elastikken holdt, og med tiden er det blevet til nye våben, køretøjer, nye fartøjer og den første flyvende hjemmeværnsenhed! Kun en ting er genkendelig: Den gode gamle 84 mm dysekanon fra Livet leves stadig ude i underafdelingerne, og det har altid været hjemmeværnets rygrad. Mange af enhederne kan flyttes ganske meget rundt i indsættelse, men de er stadig lokalt rekrutteret, og det er det, der betyder noget for overlevelsen. Den første hjemmeværnsenhed kom i kamp i Helmand den 15. juni 2011, og slog fjenden tilbage. Hjemmeværnet historien om det folkelige forsvar er en fremragende bog, som givet vil blive stående, som et standardværk om det danske hjemmeværn. Jan Kaare Christensen 58

59 Major Jens Chr. Andreassen in memoriam Dres. Major Jens Chr. Andreassen, mangeårig redaktør for Krigshistorisk Tidsskrift er her ikke mere. Personligt stødte jeg på ham første gang, da jeg var sergentelev på Kronborg i En høj statelig og afdæmpet officer. Tydeligvis vellidt af sine egne sergentelever i den lille panserværnsdeling, lagde jeg mærke til ham. Marskal Foch sagde engang: De quoi s agit-il? som grundlag for nedbrydning af problemer i deres bestanddele. Det gjorde dem lettere at løse. Det kunne have været Dres s valgsprog, Sådan handlede han. Intet opstyltet overlevede længe under hans kommando. Vi skiltes i august 1960, og mange år skulle gå, før vi mødtes igen: 1980, og nu var han leder af uddannelsessektionen på Hærens Officersskole, hvortil jeg blev befalet som lærer i Militær- og Krigshistorie. På trods af aldersforskellen satte han mig venligt, men bestemt ind i mine pligter på skolen. Mange og efterhånden lange var vore samtaler om uddannelsen af officerer. Hans historieinteresse var bredere end bare Militær- og Krigshistorie, han foreslog derfor, at vi sammen meldte os som lærere i historie, især med tilknytning til Frederiksberg Slot for FOF. Det var vi i 3 år. I 1985 forlod jeg skolen for at blive bataljonschef for I. Bataljon af Danske Livregiment, senere kursus i Rom og faggruppeleder på Forsvarsakademiet og samtidig stod Dres over for pensionering, Vore veje skiltes igen. Det blev nu 1990, og skæbnen ville, at jeg blev konstitueret som formand for Læseselskabet, og hvem sad i bestyrelsen? Dres. Selskabets æresmedlem, major Otto Rasmussen, bibliotekar i Læseselskabet og klassekammerat med Dres havde overtalt ham til at påtage sig hvervet som redaktør for Krigshistorisk Tidsskrift. Som bestyrelsesmedlem af Læseselskabet Rendsborg havde han mere kontakt med officererne af Danske Livregiment end med sit eget regiment, Dronningens Livregiment i Aalborg, Ikke overraskende blev han derfor optaget i Seniorkredsen af Officerer ved Danske Livregiment som den eneste officer, der tilhørte et andet regiment. Efter mange års tro tjeneste meddelte han mig en dag, at nu havde han været redaktør længe nok, nye kræfter skulle til, Men han fortsatte i Seniorkredsen, indtil han en dag blev ramt af en blodprop, der gjorde ham blind på det ene øje. Han trak sig helt tilbage fra sine relationer til både Læseselskabet og Seniorkredsen. Senere kom endnu en blodprop til, der tog hans syn på det andet øje. og han isolerede sig fuldstændigt i forhold til både Læseselskabet og Seniorkredsen. Hvad han har lavet og hvordan han har levet de sidste år, ved jeg ikke noget om. Men i Berlingske Tidende af 18. januar kan jeg se, at han ikke er her mere. En værdig repræsentant for Hærens Officerskorps, en flittig redaktør for Krigshistorisk Tidsskrift og for mig en god kammerat er gået bort. Læseselskabet bør mindes ham for hans store indsats gennem mange år. Æret være Dres minde! J.E. Andersen 59

60 60 Kandrups Bogtrykkeri København ISSN