Recovery fortalt gennem livshistorier

Transkript

1 fra TRAUME til RECOVERY Recovery fortalt gennem livshistorier SOFIE: Et vendepunkt i mit liv! Juli 2008 Mit liv startede i sommeren Jeg husker ikke så meget af de første mange år. Da jeg var omkring 6 år, begyndte jeg jo i skole. Jeg kunne egentlig godt lide fagene og lide at lære noget, men hver morgen, når jeg skulle op, frygtede jeg en ny dag alligevel. Alle de andre børn mobbede mig og var hele tiden efter mig, hvilket jo gjorde det svært for mig at følge med i timerne og koncentrere mig. Jeg har aldrig været en stræber, men jeg har altid prøvet på at gøre det så godt, jeg kunne og har altid gerne villet gøre alle glade og tilfredse, hvilket har hjemsøgt mig resten af mit liv. Misbrugt Misbruget startede, ja hvem ved, hvornår det startede, men jeg var vel 7-8 år, jeg husker ikke hvornår, måske jeg har fortrængt det. Min bror var 7 år ældre end mig, det var ham, der gjorde det mod mig. Vi boede på landet de første 9 år af mit liv, og han (min bror) havde lavet en hule nede for enden af en lang mark, hvilket vil sige et sted, hvor der aldrig kom nogen. Hulen var lavet i et læhegn, så hvis man ikke vidste, den var der, så kunne man ikke se den. Han truede mig med bank, hvis jeg ikke gik med ham derned. Det var nemlig ikke kun seksuelt misbrug, det var også vold i svær grad, jeg kan ikke huske, hvor mange gange, men han har nogle gange slået mig så hårdt og så meget, at jeg besvimede over det. Vi boede i et ikke særligt stort hus, der var faktisk kun en lille stue og et lidt mindre værelse, som vi jo så sov i alle sammen, foruden det var der en lille spise stue, et badeværelse og et lille køkken. Dengang tænkte jeg ikke over, at vi levede lidt sært, det var jo normalt for mig, jeg havde jo ikke prøvet andet. Min far var diabetiker og havde ikke meget styr over det, så tit havde han lavt BS (blodsukker), og når han havde det, var han helt ustyrlig. Jeg var nødt til at snige mig over til naboen og ringe til min mor, som jo var på arbejde. Hvis jeg ringede hjemmefra, vidste jeg, at min far ville gå amok og banke mig. Når jeg så havde fået fat på min mor, sagde hun enten, at hun ville komme hjem, eller også at skulle jeg få ham til spise/drikke noget med sukker i. Så i en alder af 7-8 år skulle jeg tage ansvaret for min far!! Jeg var meget mørkeræd hele min barndom igennem, jeg forestillede mig alt muligt vanvittigt, turde ikke gå ud om aftenen og skulle sove med et lys tændt direkte ned i fjæset på mig. Jeg er ikke sikker på at huske, hvordan jeg klarede mig igennem overgrebene, mener at kunne huske at jeg svævede op i luften, mens det stod på og drømte mig et andet sted hen. Da jeg var 9, flyttede vi til en anden, lidt større by, men problemerne blev ikke mindre, Nej, tværtimod. Jeg fik nemlig mit eget værelse og min bror troede, han kunne købe mig. Han købte tv, playstation og en fandens masse spil til den, for så havde vi jo også en undskyldning for at sidde deroppe og spille en hel aften. Når han så havde været så sød at spille med mig nogle timer, så kunne jeg jo også godt være sød ved ham og hjælpe ham med noget. Ja, det sagde han faktisk til mig, og så kunne jeg jo ikke sige nej?!! Han købte også cykler til mig, ja der var faktisk ikke det, han ikke købte til mig.

2 Da jeg begyndte i den nye skole, mobbede de andre børn mig igen, for nu var jeg jo både fed OG ny. Det var pigerne, der var værst, men jeg fandt dog en pige, der gad mig, vi boede også på samme gade, så vi var faktisk altid sammen. Hun fik hevet mig med ned på rideskolen, og der begyndte jeg så at gå til ridning og fandt mange gode venner. Min bror tog på efterskole senere, og det hjalp meget på misbruget, så var han jo kun hjemme ca. hver 2. weekend. Overgrebene slutter men er ikke bearbejdet Misbruget sluttede vel, da jeg var ca år. Det ebbede lige så langsomt ud i sandet, de sidste år begyndte jeg også at sige nej til de ting, han ville have mig til, og jeg begyndte at isolere mig på værelset med låst dør, når han var hjemme. Når han så kom op og bankede på, kunne jeg jo bare sige nej, eller lade som om jeg sov. Så de sidste år af misbruget sov jeg meget. De sidste 4-5 år af min folkeskoletid gik faktisk godt. Jeg fik mange venner, kunne følge med i skolen og havde jo ridningen også. Jeg fik endda en holde i hånden kæreste. Men nu var vi jo ved at være så gamle, at det heller ikke var nok, så til sidst blev vi enige om bare at være venner. Jeg kunne ikke være med på det plan, han ville, af grunde jeg næsten ikke engang selv vidste inde i mig. De næste år levede jeg nok som en meget normal teenager. Jeg tog 10. kl for at forbedre mine karakterer, hvilket også lykkedes. Efter skolen begyndte jeg at arbejde, fik prøvet en masse forskellige ting: bager, slagter, opvasker, red heste til i en periode - 2 steder faktisk, specialarbejder på en plastfabrik. På sidst nævnte sted var jeg så blevet 19, og jeg fandt en rigtig god veninde, som jeg så flyttede sammen med. Efter noget tid på denne arbejdsplads, begyndte jeg at gå ned med flaget, passede dog stadig mit arbejde, men ud over det kunne jeg ikke overskue noget som helst. En aften, da min veninde og jeg sad og snakkede, spurgte hun lige ud af posen, om jeg var blevet seksuelt misbrugt som barn. Og så tudede jeg resten af aftenen og natten. Næste dag fik vi ringet til min læge, og jeg fik konstateret en depression. Indlagt på psykiatrisk ungdomsafd. og flytter til bosted Jeg blev henvist til Børne- & Unge Psykiatrien (B&U) og startede samtaler med en psykolog. Der gik ikke længe, før jeg blev indlagt på en ungdoms-afdeling, hvor jeg tilbragte de længste 9 måneder af mit liv. Jeg fik det egentlig ikke bedre men blev forsøgs-kanin, hvor jeg fik diverse forskellige antidepressive præparater. Under dette hospitalsophold fik mine forældre at vide, hvad der var sket gennem min barndom. Jeg havde ikke den store tro på, at de hjalp mig med noget, idet de ikke troede på det. Efter indlæggelsen begyndte jeg at arbejde igen. Denne gang blev det med på en svinefarm. Det gik også helt godt i næsten et år, men så knækkede jeg igen. Jeg røg ind og ud af Voksenpsykiatriskeafdelinger i ca. et års tid. Vendepunkt Men så i december 2006 fandt min sagsbehandler et botilbud, som viste sig at blive et vendepunkt i mit liv. De første mange måneder gik jeg bare rundt i min egen lille verden, på mine vidunder-piller. Men så fandt jeg ud af, at der faktisk var nogle mennesker, som ikke var ligeglade med mig. Der var en rigtig sød medarbejder i huset, som meget gerne ville tale med mig. Og der var også en anden beboer i huset, som

3 fandt mig spændende. Det var dejligt men også meget skræmmende, da det jo ikke var noget, jeg havde oplevet meget af før i tiden. Beboeren S begyndte at invitere mig ind på hendes værelse. Og vi snakkede rigtig godt sammen. Hun fortalte mig om hendes symptomer, (jeg holdt lidt igen med at fortælle om mine, da jeg jo ikke engang selv var klar over, hvad det skete med min krop). Og jeg fandt faktisk ud af, at vi havde en masse ting til fælles. Men det S beskrev som symptomer, var jo bare ting, som jeg havde lært at leve med, og var slet ikke klar over, at det ikke var noget almindeligt, som mange folk også oplevede. Jeg hørte stemmer, havde paranoia og led forfærdelig meget af forfølgelsesvanvid, hvilket jeg også gjorde, før jeg kom på bostedet, men det var aldrig noget, jeg havde fortalt nogen om. Da jeg havde boet der i ca. 3 måneder, begyndte S og jeg at komme sammen. Der var bare skide god kemi mellem os. Mine symptomer gik også lidt i bero for en tid. Endnu en diagnose Men i juni 2007 blussede de for alvor op igen. Jeg gik til psykolog på et psykiatrisk hospital. På det tidspunkt, hvor jeg fortalte psykologen om stemmerne og de ting, der skete i og på min krop, sendte han mig straks til en psykiater, som faktisk næsten gav mig en ny diagnose med det samme. Men efter 2 samtaler fik jeg den: Paranoid Skizofreni. Jeg fik nogle helt andre piller, jeg aldrig havde hørt om før, og dem skulle jeg ellers bare tage resten af mit liv, for det var jo en kronisk sygdom, jeg havde fået, og den ville jeg aldrig slippe af med igen. Men hvis jeg bare tog mine piller, ville det kunne holde mig fri af psykoser. Men det kunne de jo ikke! Processen mod recovery I mellemtiden var S begyndt på noget livshistorie-terapi, hos Mette, én af personalerne på bostedet, hvor vi var. Og det hjalp bare på hende at få arbejdet med sig selv. Og der gik ikke længe, før hun ikke mærkede noget til sine symptomer mere. Og hun havde altså haft samme diagnose som mig i 8 år! Der gik heller ikke længe, før hun smed alt hendes medicin. Så jeg tænkte, at der måske også var en vej ud af den zombie-verden for mig. Jeg blev jo ved med at få psykoser på trods af den tunge dosis medicin. Så jeg tog en snak med terapeuten. Vi snakkede først om, hvordan det skulle foregå, da vi jo havde prøvet en terapi før, og det ikke lige var mig at se, de der billeder som S jo f.eks. havde arbejdet ud fra. Heldigvis sagde terapeuten, at der var flere forskellige måder at gøre det på, og vi skulle bare finde den rigtige for mig... Jeg havde den første terapi den 24/11-07, og den sidste den 21/1-08, i denne periode havde jeg 5 arbejdsdage sammen med hende. Og JA, det var hårdt, og det var jo ikke kun de aftener, jeg havde med hende, det var jo hele den periode, som før nævnt, hvor jeg knoklede løs med mig selv, men allerede efter den 1. måned kunne jeg jo begynde at mærke, at det hele blev lidt bedre. Jeg blev lidt gladere og kunne lige pludselig se mig ud af det hele. Mine symptomer blev lige så langsomt mindre og mindre, og der gik heller ikke længe, før jeg stoppede med at skære mig. Mener faktisk at kunne huske, at en medarbejder spurgte mig en aften, jeg havde det træls, om jeg havde gjort noget dumt ved mig selv, og det var lige før jeg blev helt fornærmet, fordi jeg helt havde glemt, at jeg tidligere havde gjort det. Så der kunne jeg jo svare med god samvittighed, at det havde jeg ikke... :-D

4 Konklusion I julen 07 smed jeg også alt medicin, og jeg havde aldrig haft det bedre, det kørte bare derud ad. Vi afsluttede jo så i januar. I februar begyndte S og jeg at søge efter lejlighed, og så flyttede vi fra bostedet i marts. Jeg har dog lige været nede ved terapeuten en enkelt gang siden for lige at få styr på alle de nye ting, der er sket. Jeg er lige blevet visiteret til et fleksjob, så nu skal jeg bare i gang med at finde nogen, der kan bruge mine egenskaber, men det burde jo ikke være noget problem, da jeg har så mange... :-) Når døren til glæde lukkes, åbnes en anden; men de fleste gange ser vi så længe på den lukkede dør, at vi ikke ser den dør, der er blevet åbnet for os! Sofies opfølgning Januar 2013 Når jeg tænker tilbage på alt det bøvl med bl.a. Kommunen, som ville have mig i arbejde og ikke kunne forstå, at jeg ikke kunne klare 37 timer om ugen, så kan jeg undre mig over, at det er dem, der skulle være en hjælp. Arbejdsprøvninger Jeg ville rigtig gerne ud og føle, at jeg var noget værd, og at jeg var savnet, hvis jeg en dag var syg. Jeg blev sendt i arbejdsprøvning et sted, hvor der var et par elever (læs 16 og 17 år), som troede, de skulle koste rundt med mig. Jeg gik til chefen og til min jobvejleder hos kommunen, som havde hjulpet mig til at finde det her job. Jeg kan i dag undre mig over, hvorfor der ikke blev gjort mere ud af det, i stedet kom der til at stå i mine papirer, at jeg ikke kunne omgås mennesker socialt, og at jeg havde svært ved at kommunikere med andre. Dette er sikkert sket ud fra min tidligere diagnose. Jeg var rasende på chefen og kommunen, de mennesker, der egentlig stod til at skulle hjælpe mig i gang med et arbejde, pissede mig op og ned at ryggen. Jeg fik at vide af chefen, at han godt vidste, de var sådan, men alligevel blev der ikke gjort noget for mig i min sag. Hvor er samarbejdet henne mellem dem? Jobvejlederen fra kommunen tolkede det jo udelukkende, som om det var mig, der var noget galt med? Jeg kom heldigvis et andet sted hen efterfølgende. De viste sig at være rigtig, rigtig søde og forsøgte at forstå min situation. Her var jeg også ærlig fra starten, og jeg smed mere eller mindre det meste af mit liv på bordet foran dem den første arbejdsdag. Heller ikke her var kommunen gode til at kommunikere med arbejdsgiveren. De har åbenbart en ide om, at man bare kan blive smidt et sted hen, og så er man endnu et stykke papir og ikke det hele menneske. Der skulle jo være de her opfølgningsmøder om, hvordan det gik osv., men de var der ikke! Det første sted oplevede jeg endda, at dagen før min prøvetid var slut, ringede jeg til min vejleder og var helt rundt på gulvet, da min chef havde sagt, om ikke jeg kom ind og fik rundstykker i morgen, for lige at sige tak for denne gang. Aftalen var jo, at min vejleder skulle komme til møde 2 gange på 3 mdr., og så var der jo muligvis et job åbent til mig, hvis det var noget, vi kunne blive enige om alle 3. Min vejleder gik i panik og sagde, at jeg jo skulle være der i 3 mdr., og han havde ikke lige fulgt op på min jobsituation, hvilket gjorde, at den chance også glippede. Følelsen af endnu engang blev man bare et personnummer kommer ind over mig igen.

5 Ihærdigheden for og glæden ved at arbejde Hvis ikke jeg havde haft min lyst til at arbejde og min ihærdighed til at ville være en del af arbejdsmarkedet, så ville jeg let have været forfalden til at sidde og pille navle hjemme, hvilket jeg ikke kunne overskue, derfor holdt jeg fast. Jeg skulle have noget at stå op til. Tænk sig, at jeg formentligt har været udelukkende på en pension, hvis ikke jeg har holdt fast i mine ønsker om at være på arbejdsmarkedet, nu er jeg i fleksjob, hvilket giver stor mening for mig i min hverdag. Jeg må så også sige, at jeg har været mange steder, hvor jeg ikke følte mig godt behandlet samtidig med det, så orkede jeg ikke alt det der kommune pis igen. Det er et system, som trækker mig mere ned end godt er. Nu har jeg fået et arbejde, hvor chefen roser mig og anerkender det gode arbejde, jeg udøver. Jeg har mulighed for at udvikle mig lige i det her job. Det, jeg har fundet ud af i mit nuværende job, er, at jeg kan komme frem med det, der er trælst uden at være bange for at folk bliver sure. Jeg har fundet ud af, at min skræk for at henvende mig til chefer m.m. også handler om min fortid, hvor jeg ikke blev troet på og ej heller i dag bliver troet på, hvis jeg ikke står ved mig selv. Er nu klar over eget værd Jeg tror, at det har fulgt mig, fordi jeg altid har ladet folk trampe på mig og ikke sagt min mening, hvis ikke jeg følte mig tryg ved dem. Jeg har altid følt, at andre var mere værd end mig, og derfor trådte jeg lidt til siden for at lade andre bestemme. Når jeg tænker over det, så tænker jeg, at jeg er blevet stærkere ved at turde stå ved det, jeg tænker og føler, samt det, jeg har lært også er helt rigtigt. Jeg kan tænke at det, at jeg er vokset op i en familie, hvor det ikke er ok at sige de voksne imod uden at blive alvorligt irettesat eller slået, så undrer det mig, at jeg skal bokse med det i mit voksne liv også. Men nu syntes jeg, at jeg via min indre indsigt er kommet videre, idet jeg er blevet klar over, at når jeg bliver mødt med anerkendelse og med respekt, så vokser jeg og udfører mit arbejde på bedste vis. Jeg vokser i jobbet og giver mig hundrede procent samtidig med, at jeg er enorm arbejdsom, og de kan regne med mig. Jeg ved nu i dag, at skal jeg kunne yde mit bedste, så skal jeg være i et job, hvor min chef anerkender mig og mit arbejde frem for, når chefen nedgør mig og mit arbejde. Efterfølgende Tanker Svigtet af voksne i barndommen Jeg kan den dag i dag sidde og undre mig over, at folk omkring mig i min barndom ikke gjorde noget. Hvordan kan man ikke se, når der er noget galt med et barn? Der var så mange voksne, der burde have set, at jeg ikke havde det godt. Mine lærere, skolepsykolog, skole-sundhedsplejerske osv. Er der ikke noget galt, når en pige altid sidder for sig selv (som den eneste fra denne klasse), aldrig snakker med de andre, har overhovedet ingen form for kontakt med andre børn med mindre, hun bliver mobbet af dem? Hvis der skete noget uventet i en time, når en lærer spurgte mig om noget jeg ikke lige havde planlagt, kunne jeg blive så hidsig, at jeg råbte og skreg af vedkomne samtidig med, at jeg løb ud af klassen og smækkede alt, hvad jeg kunne med døren, ud på toilettet hvor jeg sad og tudede resten af timen. Der var aldrig nogle, der spurgte ind til det. Ikke, fordi jeg forstod dengang, hvad der var galt, men der var da nok nogen, der ville være kloge nok til at regne det ud alligevel, og dog Min mor som jævnligt skulle smøre mig forneden med en salve, fordi jeg havde udslæt, hvordan kan man som forældre lukke øjnene for sådan noget, vil man bare ikke se sandheden i øjnene, fordi det nok går væk så..? Alle mine famillemedlemmer, der også blev udsat for mine hys anfald, hvordan kan man som voksen og som selv har børn tro, at det er nok normalt? Det er familiemedlemmer, der vel at mærke ikke boede i

6 vores hus, men som var tæt på os. Da jeg kom på børne- og ungdoms psyk. blev jeg fyldt med piller, fordi det skulle holde mine stemmer og syner osv. væk. Jeg kunne virkelig dengang have brugt en, der forstod mig, og som kunne påvirke de læger, jeg var til samtale med. Jeg snakkede med en person på afdelingen om alt, men hun var jo bare pædagog. Jeg kan undre mig over, at det ikke bliver taget alvorligt i et psykiatrisk system, og dermed taget med i betragtningen i en behandling af mig. Dette her handlede mest om, at min diagnose var entydig for dem, men jeg tænker i dag, at alt det, der lå bag ud i min opvækst, var den store kilde til mine indre kaos. Det nytter jo ikke noget bare at lægge låg på sig selv, man er jo nødt til at snakke om alt det, der fylder. Kunne der bare have været én, som selv havde prøvet noget lignende, eller som vidste noget om, hvordan det er at have stemmer eller se noget, der ikke er der, eller følelsen af at have myrer kravlende under huden, så ville de nok forstå, at det ikke kan skiftes ud med piller. HVIS det havde været sådan, kunne jeg så have sluppet for de 6 år, som jeg spildte hos psykologer, hospitaler, skadestuer osv., kunne der så ikke have været brugt en masse penge på andet sjov end lige mig. Måske, hvis jeg havde fået den rigtige hjælp noget før..?