Født mellem to hospitaler

Transkript

1 Født mellem to hospitaler Heidi Christensen blev midt i sin fødsel bedt om at køre til et andet hospital på grund af pladsmangel. Hendes tur på motorvejen mellem de to hospitaler er et symptom på det stigende pres på fødeafdelingerne i en tid, hvor forskning viser, at det både er bedre for kvinden og samfundsøkonomien at prioritere trygge rammer for den fødende Fødsel. Det var først flere dage efter, at forløbet begyndte at gå op for mig. Turen havde været så stressende, at jeg ikke rigtig fattede, at jeg rent faktisk havde født et barn, fortæller Heidi Christensen. Privatfoto 21. februar Julie Elmhøj - INFORMATION Da højgravide Heidi Christensen en decemberdag tæt på jul gik ned af den lange hvide gang på Hvidovre Hospital sammen med sin mand Rasmus for at få sin fødsel sat i gang med et vestimulerende præparat, havde hun ikke regnet med, at hun otte timer senere ville blive bedt om at køre til Hillerød Hospital for at føde færdig. Det var ikke meningen, at hun skulle ligge på bagsædet af familiens bil og forsøge at holde igen på trangen til at presse datteren ud. Eller at hun skulle sidde fast i hospitalets svingdør med datterens hoved halvt ude mellem benene, da de endelig nåede frem til Hillerød.

2 »Igennem hele graviditeten blev jeg mødt med spørgsmål om, hvordan jeg gerne ville føde. Jeg havde med vilje ikke besluttet noget bestemt. Men jeg havde forberedt mig grundigt, læst bøger og talt med jordemoderen om mulighederne,«fortæller Heidi Christensen, der arbejder som fotograf. Lægerne havde fulgt hende tæt under graviditeten. De var bange for, at barnet i hendes mave ikke voksede nok, og derfor gik Heidi Christensen til tjek på Hvidovre Hospital en gang om ugen de sidste to måneder af graviditeten. Moderkagen virkede tilsyneladende ikke, som den skulle, og på Heidi Christensens terminsdag blev det besluttet, at hun skulle sættes i gang. De ugentlige besøg på hospitalet betød, at Heidi Christensen efterhånden kendte fødeafdelingen ganske godt, og det var rart at tænke på, at hun skulle føde et sted, hvor hun var tryg. Derfor gjorde det heller ikke noget, da hun efter et par timer på hospitalet blev bedt om at tage hjem og vente på, at veerne blev kraftigere. Hun vidste, at det er normal praksis, at fødeafdelingerne sender kvinder hjem, hvis veerne ikke er kraftige nok, og på det tidspunkt boede hun og Rasmus ikke mere end fem minitters kørsel fra hospitalet. Men hjemme blev veerne hurtigt så kraftige, at hun havde svært ved at stå på sine ben. Heidi Christensen ringede flere gange til Hvidovre for at få lov til at komme igen. Men hver gang fik hun besked på at vente. Fødeafdelingen var overbelagt, og jordemoderen gav efter et par opkald frem og tilbage parret besked på at køre til Hillerød, hvor der var bedre plads. På det tidspunkt var der ikke mere end et par minutter mellem veerne. Symptom på et stigende pres Heidi Christensen er en af de stadig flere kvinder, der bliver flyttet fra en fødeafdeling til en anden undervejs i fødslen. Tidligere forekom det stort set aldrig, at fødende kvinder blev sendt videre på grund af pladsmangel, men de seneste år har besparelse i sundhedsvæsenet betydet, at fødeafdelingerne er mere sårbare over for spidsbelastninger. Alene sidste år blev 180 kvinder overflyttet fra enten Hvidovre, Herlev eller Rigshospitalet til et andet hospital i regionen på grund af plads- og personalemangel. Der er ikke lavet en samlet opgørelse over, hvor mange fødende kvinder der i alt er blevet flyttet mellem hospitalerne i Men en opgørelse fra Region Hovedstaden viser, at 120 kvinder blev omvisiteret, som det hedder, i Flere eksperter understreger over for Information, at omvisiteringerne kan være med til at komlipicere fødslen, fordi de stresshormoner, som alt andet lige bliver udløst i en kvindes krop under en overflytning, er hæmmende for de veproducerende hormoner. Som Lillian Bondo, der er formand for Jordemoderforeningen, siger:

3 »Det kan skabe ængestelse for det par eller den kvinde, der ringer ind for at melde sin ankomst, og som bliver bedt om at køre til en anden afdeling, end den kvinden eller parret kender. At øge ængelsten kan poste stresshormon ud i kroppen, og stresshormon er gift for gode veer.«på Hvidovre Hospital, hvor problemet med omvisiteringer af fødende er størst, er vicedirektør Torben Mogensen ked af udviklingen, som i følge ham betyder et hektisk og mere stressende fødselsforløb:»vi gør, hvad vi kan for at undgå omvisiteringer. For vi ved godt, at det er meget ubehageligt for de kvinder, der bliver sendt et andet sted hen for at føde.«han understreger samtidig, at»når vi gør det, er det et spørgsmål om, at det er alt for farligt, hvis vi ikke gjorde vi har hverken personale eller plads til det, og derfor har vi været nødt til at omvisitere kvinder til andre fødeafdelinger.«omvendt logik I et historisk perspektiv er hospitalsfødslerne oprindeligt et udtryk for, at man ønskede at skabe større sikkerhed omkring fødslerne ved at flytte dem fra hjemmet og til sygehusene, hvor et medicinsk beredskab står klar, hvis noget går galt. Men når omvisiteringerne kan være med til at kompromittere sikkerheden omkring fødslerne, udfordrer de logikken om den sikre hospitalsfødsel. Et nyt studie fra England, hvor over gravide kvinder med lav risiko for komplikationer deltog, viser da også, at kvinder, der føder på hospitaler, oftere får foretaget indgreb i forbindelse med fødslen, end kvinder der føder hjemme eller på en jordemoderklinik. Undersøgelsen, der inkluderer omkring planlagte hjemmefødsler, planlagte fødsler på fødeklinikker og omkring planlagte fødsler på et hospital, viser derudover, at barnet hverken har større eller mindre risiko for at blive syg ved en hjemmefødsel. På baggrund af undersøgelsen anbefaler det britiske prioriteringsinstitut (NICE) derfor raske andengangsfødende kvinder at føde på en jordemoderklinik eller hjemme. Det får Lillian Bondo, der er formand for jordemoderforeningen, til at pege på, at det er oplagt at begynde at udforske andre muligheder for struktur omkring fødslerne.»den udvikling, der har fundet sted, hvor fødesteder er blevet lukket eller slået sammen, har hvilet på opfattelsen af, at der skal være et fuldt beredskab af fødelæger, børnelæger, anæstesilæger og tilhørende afdelinger til hver eneste fødende. Men veludført forskning viser, at der er andre og fornuftige veje at gå, uden at vi kompromitterer sikkerheden,«siger Lillian Bondo.

4 Sygdomsorienteret syn på fødslen Lillian Bondo tilføjer, at forskning viser, at et ukompliceret fødselsforløb med god opbakning fra en jordemoder styrker både kvinden og familien som et hele, og derfor på længere sigt er med til at spare samfundet penge, fordi kvinden ikke nødvendigvis kræver den samme form for støtte efter fødslen. Derfor bør man ikke kun ud fra kvindens optik kigge på muligheder for andre rammer om fødsler også ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv giver det god mening at prioritere fødsler højt. Omvisiteringerne er samtidig også et billede på, at spændet mellem, hvad fødeafdelignerne kan tilbyde, og hvad de gravide forventer, er blevet større, forklarer Lene Skou Jensen, der er jordemoder på Rigshospitalet.»Vi oplever, at kvinderne i dag har flere holdninger til og forestillinger om deres fødsel end tidligere. Kvinderne vil have et velbegrundet svar og forklaringer, og det synes jeg kun er positivt. Men det betyder også, at vi ikke altid kan give dem de velbegrundende svar for eksempel hvis vi bliver nødt til at bede dem om at køre til en anden fødeafdeling, fordi der ikke er plads. Det skaber et stort paradoks,«siger Lene Skou Jensen. Helle Ella, der er privatpraktiserende jordemoder, peger på, at hospitalsvæsenets fokus på effektivitet og deraf sammenlægning af fødeafdelinger som omvisiteringerne blandt andet er et resultat af betyder flere komplicerede fødsler. I følge hende er fødselskulturen i dag bygget på et patologisk eller sygdomsorienteret syn på fødslen. Reformerne af sygehusvæsenet i 1950 erne betød, at fødslerne blev flyttet fra hjemmet til hospitalerne og jordemoderens fag delt mellem læger, hospitaler og jordemødre modsat tidligere, hvor jordemoderens arbejde var at tilse kvinden i hjemmet før, under og efter fødslen. Og med lægerne kom også hele idéen om, at det først og fremmest kan være farligt at føde. Hoved på vej ud»der er en skræmthed, som er opstået efter, at hospitalerne og lægerne har overtaget fødslerne, en skræmthed, som vi må væk fra. Fødsler er en sund og naturlig proces, som ikke behøver at foregå på et hospital, hvis ellers kvinden er sund og rask. Lægerne er uddannede til at finde fejl. Det er jordemødre ikke. Det er væsentligt, for det har stor betydning for, hvorfor fødselskulturen i dag er som den er,«siger hun. Heidi Christensens fødsel var en af de fødsler, som hospitalet i og med, at hun blev sat kunstigt i gang med et vestimulerende præparat selv planlagde. En metode, som hospitalerne i stigende grad bruger til fødsler, og som giver dem ganske stor indflydelse

5 på, hvornår fødslerne finder sted. Men i Heidi Christensens tilfælde betød den planlægte igangsættelse på fødeafdelingen alligevel ikke, at hun var sikret plads på afdelingen. Køreturen til Hillerød tog tre kvarter. Og Heidi Christensen, der var førstegangsfødende, havde ikke noget at sammenligne sine veer med. Alligevel var hun var sikker på, at det var oppe over. Pressetrangen blev større og større, og Rasmus måtte tråde speederen i bund på den glatte motorvej. Selv husker Heidi Christensen kun bilturen i glimt i pauserne mellem presseveerne, hvor det eneste hun tænkte på var, hvordan hun kunne»forsinke fødslen.«det lykkedes ikke helt. Da parret nåede frem til Hillerød hospital var datterens hoved på vej ud mellem Heidi Christensens ben, og personalet, der undersøgte hende, kunne ikke mærke barnets puls. Minutterne indtil resten af datteren, der viste sig at være sund og rask, kom ud, var hektiske. Men Heidi Christensen var i chok. Det stressede forløb frem og tilbage mellem hospitalerne betød, at det først rigtig gik op for hende flere dage efter, hvad der var sket.»jeg havde slet ikke forstået det. Det var først flere dage efter, at forløbet begyndte at gå op for mig. Turen havde været så stressende, at jeg ikke rigtig fattede, at jeg rent faktisk havde født et barn.«