Sparekrav bremser EU-visioner

Transkript

1 EU Sparekrav bremser EU-visioner Budget. Alle medlemslande er enige om at gøre EU til en global aktør økonomisk og politisk - Til gengæld er de dybt uenige om, hvordan regningen skal betales - Folkeafstemninger betyder, at EU-landene reelt har 16 dage til at finde en løsning på de kommende syv års EU-finansiering - Uenigheden kan koste milliarder BRUXELLES - Visionen om at gøre Europa til verdens økonomisk ledende region risikerer at falde fra hinanden, allerede inden den overhovedet har fået en chance for at blive til virkelighed. Kun en måned efter at EU-landenes øverste politiske ledere relancerede den såkaldte Lissabon-proces ved topmødet i Bruxelles, risikerer deres planer at falde på gulvet. Årsagen er dyb uenighed om, hvordan Lissabon-processen skal finansieres. Officielt skal EU-landene ved næste topmøde den juni aftale rammerne for finansieringen af unionens aktiviteter fra Det luxembourgske formandskab kæmper med at komponere en politisk kompromis-pakke, som stats- og regeringscheferne kan nå til enighed om ved topmødet i juni. Men overalt i Bruxelles vurderer både diplomater og politikere, at udsigten til en juni-aftale er meget dårlig. Valg i, folkeafstemninger i og og en generel manglende kompromisvilje har bragt mulighederne for en aftale om EUs fremtidige økonomi i fare. Og et manglende kompromis risikerer at få alvorlige konsekvenser for EU-samarbejdet. EUs budgetkommissær, den tidligere litauiske finansminister Dalia Grybauskaite, har fastslået, at en manglende aftale truer hele relanceringen af Lissabon-processen. Samtidig advarer hun om, at en forsinkelse af forhandlingerne om EUs finansiering vil gøre det vanskeligt at sikre, at unionens fremtidige støtteprogrammer udformes ordentligt. Dårligt udarbejdede programmer risikerer at føre til et massivt spild af EU-penge. Tilsvarende advarsler er kommet fra medlemmer af Europa-Parlamentet, som, netop når det gælder EU-budgettet, har lige så stor indflydelse som finansministrene. Europa-Kommissionen præsenterede for godt en uge siden sit forslag til, hvor mange penge EU-kassen skal råde over frem til 2013, og hvordan en mulig udgiftsfordeling kunne se ud. Se figur 1. Forslaget fastholder, at EUs udgifter ikke må overstige 1,24 pct. af medlemslandenes BNI. Reelt bruger EU dog kun godt 1 pct. af BNI. Og det betyder, at der er mulighed for at øge de reelle udgifter uden at overskride det vedtagne loft. I sit forslag lægger Europa-Kommissionen op til, at de reelle udgifter skal vokse, og det er denne forøgelse, som på den ene side har fået flere lande til at stå så hårdt på bremsen, at det i dag anses for ganske usandsynligt, at det lykkes at få en aftale på plads i juni. Kommissionen mener på den anden side, at den kun har afsat penge til netop de målsætninger og fremtidsvisioner, som EUs politiske ledere selv har formuleret. Den foreslåede forøgelse af udgifterne begrundes dels med østudvidelsen mod øst - som har øget EUs befolkning med 30 pct., men kun øget EUs BNP med 5 pct - og dels med de øgede EU-ambitioner på en række områder: Bedre konkurrenceevne. Det er dette område, der står for den forholdsvis største forøgelse af EUs udgifter i Kommissionens forslag. Med sit forslag til et nyt syvende rammeprogram for forskning har den lagt op til, at udgifterne næsten fordobles. Den øgede indsats på forskningsområdet vil betyde, at der fra vil være afsat 68 milliarder euro - godt 500 milliarder kr. - på EU-budgettet alene til denne post. Forskningspengene skal bidrage til den samlede vision om, at Europa skal anvende 3 pct. af BNP på forskning. Derudover skal udgifterne til uddannelse samt projekter inden for transport og energi forøges. 30 Nr april 2005

2 Indre sikkerhed. EU skal spille en større og mere central rolle i arbejdet med at sikre unionens indre sikkerhed. Den indbefatter en større EU-indsats på en række forskellige områder - fra kontrollen med de ydre grænser over bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet til håndteringen af forskellige aspekter af udlændingespørgsmålene som både asyl og indvandring. På dette område vokser udgifterne med op mod 90 pct. EU-udgifterne vokser EUs udgifter, Mia. euro Global aktiv. EU får også et stadigt stigende antal globale opgaver med årene. Militært er EU godt på vej til at overtage alle opgaver på Balkan. Det anses også i stigende grad for EUs opgave at sikre en stabil udvikling i naboområder som Ukraine, Georgien, Albanien osv. Unionen har allerede i dag en central rolle, når det gælder udviklingspolitikken. Den tendens ventes at fortsætte. Og senest er der efter tsunami-katastrofen blevet sat yderligere fokus på, om ikke EU burde fungere som et centralt koordinerende organ i forbindelse med civile katastrofer. For at leve op til målsætningerne har Europa-Kommissionen lagt op til en forøgelse af budgettet på dette område med omkring 40 pct Fælles landbrugspolitik Administration Strukturelle tiltag Reserver Indre politikker Førtiltrædelseshjælp Udenrigspolitik Kompensationer Samhørighed. Kommissionen lægger op til, at EUs regionalpolitik fortsætter. Først og fremmest til gavn for de fattigste regioner i de nye medlemslande, men også med fortsatte bidrag til de mindst velhavende regioner i de gamle. Udgifterne på området vokser på grund af udvidelsen. Og i løbet af et par år forventes yderligere mindst to fattige lande - Rumænien og Bulgarien - at blive medlemmer. Den sidste store EU-udgift - landbrugsstøtten - vil fortsætte stort set uændret. På dette område har Europa-Kommissionen ikke meget valg. I oktober 2002 blev EU-landenes statsog regeringschefer nemlig - under statsminister Anders Fogh Rasmussens ledelse - enige om at lade udgifterne til landbruget fortsætte ca. på det nuværende niveau. Udgifterne tillades at stige med 1 pct. om året. Det sorte hul Udsigterne til en hurtig aftale om EUs fremtidige finansiering er mere end almindeligt elendige. Når diplomater i Bruxelles skal pege på argumenter for, at det vil være muligt at opnå en aftale i løbet af de næste to måneder, er de reelt kun i stand til at nævne ét: Jean-Claude Juncker, den luxembourgske premierminister, finansminister og EU-formand. Hvis nogen kan gøre det, er det ham, lyder det igen og igen. Juncker var en af hjernerne bag stabilitetspagtens fødsel og - for en måned siden - revisionen af den. Men selv for en Ny finansiel ramme, Mia. euro Fælles landbrugspolitik Strukturelle tiltag Andre naturlige ress. Indre politikker Udenrigspolitik Administration Figur 1: EUs udgifter vokser fra godt 100 mia. euro om året til mere end 150 mia. euro årligt i Det skyldes mange nye, mindre velhavende medlemslande og stadigt flere arbejdsopgaver. Kilde: Europa-Kommissionen. Nr april

3 Stor forskel i velstanden Velstandsliga - købekraft pr. capita i forhold til BNP EU25 EU15 Cypern Slovenien Malta Tjekkiet Ungarn Slovakiet Estland Litauen Polen Letland Bulgarien Rumænien Tyrkiet Indeks: EU-25 er Figur 2: Udvidelsen af EU førte til, at forskellene mellem de rigeste og fattigste medlemslande er vokset betydeligt. Og med nye medlemslande i fremtiden bliver forskellene endnu større. Kilde: House of Lords, "Future Financing of the European Union", politisk troldmand som den luxembourgske statsminister er oddsene for en aftale dårlige. Allerede inden forhandlingerne for alvor er kommet i gang, har medlemslandene nærmest pr. automatik indtaget deres sædvanlige forhandlingspositioner, hvor der stort set kun er plads til at varetage nationale interesser, mens der er meget lidt eller ingen fokus på de fælles europæiske interesser. Netto-betalerne vil ikke betale mere, og nettomodtagerne vil ikke modtage mindre. Systemet med flerårige aftaler om rammerne for EUs udgifter blev indført i slutningen af 80 erne. Tidligere var der hvert år opslidende forhandlinger om EFs budget, som skabte handlingslammelse i det daværende samarbejde. Ideen om flerårige aftaler kom fra den daværende kommissionsformand, Jacques Delors, og den første flerårige aftale, der blev vedtaget i februar 1988 blev kaldt for Delors-pakken. Næste aftale blev indgået ved et topmøde i Edinburgh - seks måneder efter det danske nej til Maastricht-traktaten. Den seneste flerårige aftale om EUs finanser blev indgået ved et topmøde i Berlin i marts Den nuværende situation adskiller sig fra de tre tidligere aftaler på flere punkter. Først og fremmest er velstandsforskellene mellem de rigeste og de fattigste medlemslande blevet væsentligt større. Medlemskredsen er allerede udvidet med 10 nye, langt overvejende fattigere lande, og i løbet af et par år ventes endnu to at komme til. Se figur 2. De større velstandsforskelle har mindsket betalingsviljen blandt de ledende politikeres i de rige lande. Tidligere var der en vis forståelse for, at overførslen af penge til lande som og styrkede disse landes økonomier, øgede deres købekraft og dermed også kom de rige lande til gavn. Sådan er indstillingen ikke i dag. Blandt de gamle EUlande er der en forventning om, at pengene til Central- og Østeuropa i højere grad vil fungere som socialhjælp end iværksætterstøtte. Forsøg på at ændre denne indstilling besværliggøres samtidig af den opfattelse af EU, der florerer i de nye medlemslande. Forud for folkeafstemningerne om EU-medlemskab har politikere i de nye medlemslande bevidst skabt et billede af EU som den rige onkel fra Amerika. Det er dette billede, der nu krakelerer. Ikke mindst i medierne er kendskabet til EUs finanser ganske ringe. I lande som Polen og Tjekkiet er der en meget skarp kritik af Bruxelles ageren i forhold til EU-budgettet. Allerede i dag er det en ganske udbredt opfattelse i Central- og Østeuropa, at man fik en unfair behandling af det danske EU-formandskab under optagelsesforhandlingerne. Bl.a. gennem en meget langvarig indfasning i EUs landbrugspolitik. Derfor er der nu et stort offentligt pres på ledende politikere og embedsmænd for ikke at lade sig snyde endnu engang. Det betyder, at fronterne mellem nye og gamle medlemslande er ekstra hårdt trukket op. Politiske problemer Ud over velstandskløften gør flere andre elementer forhandlingerne om en langsigtet finansieringsaftale ekstra komplicerede denne gang. Ét problem er folkeafstemningerne om EU-forfatningen. To lande skal stemme inden for den kommende måneds tid: og. Og især i er EUs budget en meget varm kartoffel. Hollænderne er de EU-borgere, som betaler forholdsmæssigt mest til EU-budgettet. har i dag en lille rabatordning, som den ønsker udbygget. Det ville lægge gift for den hollandske ja-kampagne bare at tænke på et kompromis inden afstemningen den 1. juni. er fastlåst af andre årsager. I forhold til en fransk folkeafstemning vil det være politisk selvmord at gå med på at spare på udbetalingerne fra EU-kassen - frem for alt til landmænd og fiskere. fik i 2002 garanteret, at 32 Nr april 2005

4 udgifterne til landbruget kan fortsætte med at vokse. Men flere lande ønsker at mindske udgifterne til EUs landmænd, hvor lande som og får mest pr. indbygger. Se figur 3. Og selvom udgifterne til EUs landbrugspolitik reelt er låst fast frem til 2013, er det muligt at foreslå yderligere besparelser på området. Det første skridt i den retning har allerede taget. Det britiske overhus - House of Lords - har netop udgivet en omfattende rapport om de igangværende finansieringsforhandlinger. Den kritiserer blandt andet den aftale om landbrugsudgifterne, der blev indgået under det danske EU-formandskab. Aftalen karakteriseres som dybt beklagelig, og rapporten advarer mod nogensinde igen at aftale et separat udgiftsloft for EUs landbrugspolitik uden at se udgifter i sammenhæng med de øvrige poster på budgettet. Rapporten påpeger, at der kun er sat et loft over, hvor meget landbrugsudgifterne må stige frem til 2013, men ikke noget krav om, at pengene skal bruges helt op til dette loft. Derfor foreslår det britiske overhus, at der nu gøres et nyt forsøg på at indføre betydelige besparelser på landbrugspolitikken. Og selvom sådanne besparelser ikke vil have den ringeste chance for at blive vedtaget, vil alene forslaget fungere som en rød klud i en fransk folkeafstemningskampagne. Også folkeafstemninger, der skal finde sted senere, er allerede begyndt at fastlåse holdningerne. er ét eksempel. For selvom Fogh Rasmussen er modstander af EUstøtten til landmændene, fremsætter han næppe forslag om at begrænse udgifterne inden den danske EU-afstemning den 27. september. I forhandlingerne om EU-finansieringen vil flere lande foreslå en ændring af EUs regionalpolitik. Finansminister Thor Pedersen er en af dem, der har talt for, at pengene til at finansiere regional udvikling i nye medlemslande som eksempelvis Polen skal tages fra den pulje, der i dag finansierer regionale udviklingsprojekter i de 15 gamle EU-lande. Tanken er tillokkende i rige lande som og. Men for en portugisisk premierminister, som skal holde folkeafstemning om forfatningen til efteråret - formentlig oktober - vil det næppe være befordrende at indgå en aftale om en forringelse af EU-tilskuddene få måneder forinden. Økonomisk afmatning forværrer mulighederne Endelig skaber den generelle økonomiske afmatning i Europa problemer for forhandlingerne. Især i de to lande som betaler mest til EU-budgettet - og - er den økonomiske situation dårlig. Det gør det svært at overbevise disse landes politiske ledere om, at det vil hjælpe, hvis de indbetaler endnu mere til EU-kassen. tjener på EU-støtten Landbrugsstøtte pr. capita Euro Figur 3: er et af de EU-lande, hvor der udbetales flest landbrugsstøttekroner pr. indbygger. De fleste penge havner dog hos et begrænset antal landmænd. Kilde: House of Lords, "Future financing of the European Union", Ganske vist burde EU-samarbejdet have en pris for at være europamester i tilbageholdenhed, når det gælder vækst i de offentlige udgifter. Rapporten fra House of Lords gennemgår blandt andet en undersøgelse af udviklingen i de offentlige udgifter fra I den periode steg de offentlige udgifter i EUlandene i gennemsnit med 22,9 pct. Men i den tilsvarende periode steg udgifterne på EU-budgettet kun med 8,2 pct. Med andre ord har udgiftsudviklingen i EU været væsentligt mere beskeden end udviklingen i de nationale offentlige udgifter. Der er ikke umiddelbart udsigt til nogen forbedring af den økonomiske situation i Europa, og Den Europæiske Centralbank (ECB) har netop nedskrevet vækstforventningerne yderligere. Det øger ikke bare presset på de nationale budgetter. Det betyder også, at finansministrene har ekstra store problemer med at få økonomien til at hænge sammen - især fordi EU-reglerne forhindrer, at store dele af det offentlige forbrug finansieres med lån. Ingen finansminister er i denne situation begejstret for at sende endnu flere penge til Bruxelles. Reelt kommer det kommende slagsmål om EU-finanserne til at stå på to fronter. På udgiftsfronten vil en række lande kæmpe for at stramme tøjlerne. Det er frem for alt lande som,,, og. Problemet for denne gruppe er, at de kun er enige om målet - ikke om mid- Nr april

5 Dyr rabat til Tony Blair Korrektion til fordel for i dag Land er lig s rabat Rabat til,,, og Land er lig rabatter til... Mio. euro Mio. euro Figur 4: I dag betaler danskerne omkring 900 millioner kroner ekstra om året til EU-kassen, sådan at der er råd til at give en EU-rabat. Udvides rabatten til også at omfatte,, og bliver regningen til de danske skatteborgere på 2,4 milliarder kroner. Kilde: EF-Tidende og Europa-Parlamentet. lerne. Hvor f.eks. ønsker at begrænse landbrugsudgifterne, er det mere kompliceret for lande som og. Formelt er de tilhængere af at begrænse udgifterne, men reelt er det meget lettere at leve med netop landbrugsudgifterne, fordi det er et af de områder, hvor pengene rent faktisk vender tilbage til landet. Et andet problem er den øgede satsning på forskningsområdet. Den er alle de gamle EU-lande enige om - også sparelande som. Forklaringen er, at de gamle EU-landes forskningsenheder er gode til at søge og få penge fra EUs forskningsprogrammer, mens de 10 nye medlemslande haft sværere ved at få del i pengene. Mens de nye medlemslande generelt gerne vil øge udgifterne, er de derfor lidt mindre villige til det - netop på det område, hvor de gamle medlemmer er mest villige til at lette på tegnebogen. Andre splittelser kendetegner indtægtsfronten. I dag får EU-kassen først og fremmest sine indtægter i form bidrag fra medlemslandene, som udregnes i forhold til landenes BNI. Siden 1984 har der dog været en særlig ordning som giver rabat. Fire lande -,, og - har mindre rabatordninger. Den britiske rabat koster alene de danske skatteborgere en årlig ekstraregning på 900 millioner kr. Se figur 4. Hvis EUs udgifter skal stige, sådan som Europa-Kommissionen lægger op til, ønsker disse lande at udbygge rabatordningen. Europa-Kommissionen har foreslået en generel kompensations-mekanisme. Den ordning ville ifølge en rapport fra det britiske overhus komme til at koste et beløb svarende til 0,05 pct. af det danske BNI. Det svarer til en stigning i udgifterne til det danske EU-medlemskab på omkring 5 pct. Tidligere har nogle af rabatlandene leget med andre typer af netto-kompensationsmodeller. En model, som også denne gang har været diskuteret i korridorerne, ville forøge udgifterne til de danske EU-medlemskab med 2,4 milliarder kr. yderligere om året. Det er den slags regnestykker, som for øjeblikket ødelægger alle landes kompromissvilje. For s vedkommende er statsminister Anders Fogh Rasmussen allerede begyndt at ændre retorik. Tidligere har han været en varm fortaler for at holde EU-budgettet i ro. Men ved topmødet i Bruxelles viste han større forståelse for øgede udgifter - og frem for alt en vilje til at finde fornuftige kompromisser uden at have blikket rettet alene mod bundlinjen. Ole Vigant Ryborg or@mm.dk 34 Nr april 2005