RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE SOCIALPOLITISK GRUNDLAG

Transkript

1 RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE SOCIALPOLITISK GRUNDLAG Revideret version, 2017

2 INDHOLD 1. UDGANGSPUNKTET Et inkluderende samfund Rådets menneske- og samfundssyn Hvem er socialt udsatte? Rådets rolle SOCIAL EKSKLUSION I FORHOLD TIL BASALE BEHOV Fattigdom Et ekskluderende arbejdsmarked Hjemløshed Ulighed i sundhed LIVSVILKÅR DER BEGRÆNSER MULIGHEDEN FOR SOCIAL INKLUSION Negativ social arv Psykiske lidelser Afhængighed af rusmidler Prostitution Straf og sanktioner Udsatte voksne med børn Udsatte med grønlandsk baggrund Udsatte med anden etnisk baggrund end dansk Migranter og asylansøgere med alvorlige helbredsmæssige og psykosociale problemer Udsathed i forhold til køn Geografisk ulighed RAMMERNE FOR INDSATSEN Brugerinddragelse Retssikkerhed for udsatte De nødvendige ressourcer til sociale indsatser En afbalanceret tilgang til effektmåling SIDE 2

3 1. UDGANGSPUNKTET 1.1 ET INKLUDERENDE SAMFUND Til trods for intentionerne bag det danske velfærdssystem lever alt for mange mennesker som det, der kan betegnes som socialt udsatte. Det er mennesker, der i deres dagligdag mødes af særlige udfordringer, som gør, at den måde, deres liv må leves på, falder udenfor den dominerende samfundsmæssige forståelse af, hvad et godt liv er. På grund af strukturelle, sociale og personlige udfordringer presses de ud i samfundets periferi og risikerer stigmatisering, kategorisering, diskrimination og eksklusion. Der er imidlertid en tendens til, at socialt udsatte bliver opfattet som selvforskyldte i deres problemer og som fejlslagne personer frem for som medborgere, der har oplevet så meget modvind, at de til sidst er løbet tør for handlemuligheder. Hver dag udføres der godt socialt arbejde landet over, som hjælper socialt udsatte. Men der er også mange, som ikke får den hjælp, de har behov for, og som oplever ikke at blive mødt med tillid. Gennem en årrække er der blevet gennemført politiske beslutninger, som har medvirket til stigmatiseringen af socialt udsatte, og som har forringet udsattes mulighed for at ændre på eget liv eller for at leve et godt liv, sådan som det forstås af dem selv. Det er en kedelig samfundsmæssig tendens at bebrejde mennesker med problemer for deres udsathed. For at vende denne udvikling er der behov for, at rummelighed, accept og respekt for særlige og anderledes personer socialt udsatte bliver inkorporeret i alle relevante politikker besluttet i Folketinget eller byråd og i alle andre samfundsmæssige sammenhænge arbejdspladser, naboskaber, byrum osv. At den førte politik i forhold til socialt udsatte hverken er gennemtænkt eller helhedsorienteret ses mange steder. Sundhedspolitikken er for eksempel først og fremmest for det brede flertal og uden rummelighed for socialt udsatte grupper. Kommunerne har ansvaret for hjælp til socialt udsatte grupper, men den sociale indsats kolliderer ofte med beskæftigelsessystemets krav og sanktioner. Det betyder, at de allermest udsatte på mange områder behandles stedmoderligt. Der er en samfundsmæssig tendens gående mod mere og mere specialiserede funktioner også indenfor social- og sundhedsvæsenet. Ethvert socialt problem og enhver sygdom har sine forskellige eksperter. Det har haft som konsekvens, at mennesker, der lider under flere forskellige problemer, ofte selv skal kunne se sammenhænge og sikre koordinationen af indsatserne. For nogle er det vanskeligt, og specialiseringen er for dem ikke en gevinst, men et ekstra problem. De forskellige sektorer bør tage større medansvar, sådan at indsatsen koordineres. Et eksempel på, hvordan den førte politik har givet bagslag, er niveauet af de sociale ydelser. Her er kontanthjælpen blevet skåret ned med begrundelsen, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det kan være en fornuftig strategi i forhold til personer tæt på arbejdsmarkedet. Men for personer med mange sociale og sundhedsmæssige problemer kan effekten af de lave ydelser være fastholdelse i udsathed og stadig dårligere betingelser for at leve et tåleligt liv. For nogle, herunder familier med børn, er ydelsesniveauet blevet sænket i en sådan grad, at der ikke længere er tale om et rimeligt forsørgelsesgrundlag. De, der af den ene eller den anden grund ikke er i arbejde, er altså blevet fattigere, og er dermed også ramt af fattigdommens følgevirkninger. Fokus i den førte politik har således været for ensidigt på beskæftigelse. Det herskende menneskesyn er, at det gode liv er arbejdslivet, og hvis mennesker ikke formår at arbejde, må de altså leve det mindre gode liv. SIDE 3

4 Vi lever i en tid med øget individualisering og dermed mindre generel solidaritet og forståelse. Det kan betyde mindre vilje til et samfund, der sikrer og giver plads til alle, mens et samfund, hvor alt ansvar lægges på den enkelte, træder i stedet. Også dét kan betyde et øget pres på socialt udsatte, fordi tendensen til at tillægge hver enkelt et ansvar for eget liv risikerer at opdele samfundet i to grupper: tabere og vindere. Denne tendens skaber en misforstået forestilling om, at de, der ikke klarer sig så godt socialt, blot må vente på bedre held eller selv forbedre deres evner. Kort sagt, at det er op til dem selv at få ændret deres situation. Men social udsathed er meget sværere at bryde ud af, hvis de strukturelle muligheder for, at ens situation kan forbedres, ikke er til stede. De fleste mennesker formår at gribe de muligheder, samfundet byder på, og vende negative oplevelser til positive. Det betyder, at der er mindre fokus på og forståelse for dem, som ikke klarer sig så godt, men hænger fast i social udsathed. Derfor bør samfundsmæssige mekanismer og overordnede årsager bag sociale, økonomiske, sundhedsmæssige- og boligmæssige problemer søges identificeret og modvirket. Det kan ske ved generelle debatter om de værdier, holdninger og den viden, der ligger til grund for de forskellige politikker, og dét, vi fælles gør for at løse sociale problemer. Og det kan ske ved konkrete ændringer og handlinger, som peger i retningen af at forbedre forholdene for socialt udsatte mennesker. 1.2 RÅDETS MENNESKE- OG SAMFUNDSSYN Alle mennesker uanset social situation, køn, race, etnisk oprindelse, religion, tro, handicap, alder, seksuel orientering mv. bør have lige ret til og lige mulighed for at leve et godt liv; et liv der stemmer overens med ens egen opfattelse af, hvad et godt liv er. Den enkelte har derfor også ret til at føre et liv, som ikke nødvendigvis stemmer overens med den almindelige forventning om, hvad et godt liv er. Som det gælder for alle, skal det selvfølgelig ske under hensyntagen til andre og til fællesskabet. Alle, socialt udsatte som andre, er medborgere i det samfund, som udgør fællesskabet og skal som medborger både nyde gavn af fællesskabet og tage hensyn til det. Samfundet bør på den måde være inkluderende frem for ekskluderende. Den enkelte bør aldrig stå helt alene. Er et menneske bragt i en situation, hvor han eller hun af den ene eller den anden grund kommer i en social udsat position og ikke kan realisere sin egen forestilling om et godt liv, så er det også et samfundsmæssigt problem og et fælles ansvar at hjælpe. I hjælpen skal det enkelte menneske anerkendes og støttes dér, hvor vedkommende er, og have hjælp i forhold til de omstændigheder, som vedkommende selv oplever som et problem. Det er vigtigt, at hjælperen formår at sætte sig ind i personens livssituation og -forståelse og forsøger at forstå vedkommendes udgangspunkt for på den måde at øge muligheden for at give den rette hjælp. Der skal være reelle muligheder for at hjælpe socialt udsatte med det, der er behov for. Samfundet skal være så rummeligt, at der er plads og tid til at møde den enkelte udsatte med en ufordømmende, anerkendende og lyttende tilgang og til at skadesminimere i forhold til personer, der ikke kan eller vil opgive et skadeligt forbrug af rusmidler, et liv som hjemløs eller på anden måde modtage præcis den hjælp, som samfundet mener, de burde have. I denne proces er det vigtigste at anerkende alle mennesker som rettighedsbærere og som mennesker, hvis stemmer det er værd at lytte til. Det handler om at afværge de værste konsekvenser af det førte liv deri ligger også, at der skal ydes hjælp, selvom hjælpen bliver afvist, hvis det er uetisk som medmenneske ikke at hjælpe. SIDE 4

5 Alle mennesker ønsker at bidrage til det sociale fællesskab og har behov for at føle sig som en del af fællesskabet. Idealet for et godt samfund er altså et samfund, der er indrettet sådan, at udstødende mekanismer, diskrimination og frygt for det anderledes og anormale erstattes af inkluderende mekanismer, der sikrer, at alle har lige ret til og mulighed for at nyde godt af og bidrage til fællesskabet. I forlængelse heraf skal det forhindres, at der skabes et parallelsamfund bestående af ét system til vinderne dem, der falder indenfor den samfundsmæssige norm for det gode liv og ét til dem, som falder udenfor, er mere sårbare og har brug for anderledes behandling. Det endelige mål må være at ændre samfundet, så det rummer alle borgere. I den forstand er det ikke kun individet, der skal ændre sig i forsøget på at undgå den socialt udsatte position, men i lige så høj grad samfundet, der skal ændres, så ingen marginaliseres. Endelig arbejder Rådet for at øge udsattes deltagelse og udøvelse af demokratiske rettigheder i forbindelse med f.eks. valg. Socialt udsatte stemmer desværre i langt mindre grad end andre borgere til både folketings- og kommunalvalg. Rådet arbejder aktivt for, at socialt udsatte får en stærkere stemme i demokratiet, både på valgdagene og imellem valgene. Det sker blandt andet ved, at Rådet understøtter både de eksisterende lokale udsatteråd og udbredelsen af flere. 1.3 HVEM ER SOCIALT UDSATTE? Social udsathed er ikke én operationalisérbar størrelse; et begreb, der er klart afgrænset eller let defineret. Snarere er der tale om et flydende begreb, der indrammer personer med særlig risiko for stigmatisering, diskrimination, udstødelse og personlig deroute; personer, som lever et liv, som gennemsnittet ikke forstår, og som ikke hører ind under gennemsnittets karakteristik af et godt liv. Begrebet socialt udsatte kan rumme flere forskellige grader af marginalisering og eksklusion. Det spænder fra mennesker, som på grund af sociale udfordringer er i overhængende risiko for at blive ekskluderet af samfundsfælleskabet, til mennesker, som mere vedvarende lever et liv helt udenfor samfundsfælleskabet, f.eks. som hjemløs flaskesamler eller tigger på gaden. I mange sammenhænge afgrænser man socialt udsatte til mennesker i hjemløshed, i rusmiddel-misbrug, i prostitution, med psykiske lidelser og/eller i langvarig fattigdom. Ofte vil social udsathed dog indbefatte en kompleks sammensætning af flere problemer. Samtidig er det ikke alle mennesker med f.eks. et misbrugsproblem eller en sindslidelse eller alle mennesker i langvarig fattigdom, som er socialt udsatte. Men mennesker, der lever under disse vilkår, er i større risiko for at blive socialt ekskluderede. Har man ikke et tilstrækkeligt netværk, eller er man ikke placeret højt nok på den sociale rangstige, kan man let miste magten over eget liv eller reproducere samfundets syn på én som social taber, så dét også bliver ens egen selvforståelse. Det afgørende i forhold til at adskille socialt udsatte fra andre er derfor at vurdere, i hvor høj grad den pågældende er i stand til at varetage eget liv, har magt over eget liv eller føler sig strukturelt låst fast i en situation eller udstødelsesproces, som vedkommende i virkeligheden ikke ønsker at være i, men ikke formår at træde ud af. SIDE 5

6 1.4 RÅDETS ROLLE Rådet er talerør for socialt udsatte og sætter fokus på den samfundsmæssige forståelse af social udsathed, hvem der er socialt udsatte, og ikke mindst på, hvilken betydning samfundets overordnede politikker har for gruppen. Ved at gennemføre undersøgelser, udarbejde årsrapporter, skrive debatindlæg, afholde konferencer samt andre aktiviteter og indgå i dialog med socialt udsatte og den faglige såvel som den politiske verden kan Rådet påvirke fordomme, misforståelser og holdninger på området. Rådet stiller bl.a. forslag til regeringen om forbedringer af socialt udsattes kår i årsrapporter og løbende f.eks. i forbindelse med politiske reformer, som ændrer vilkårene for socialt udsatte. Rådet arbejder ud fra en grundtanke om, at dét at skabe sammenhængskraft i et samfund ikke er det samme som at skabe homogenitet og fjerne forskelligheder. Fokus bør ikke blot være på, hvordan man samfundsmæssigt kan resocialisere og normalisere socialt udsatte, men snarere på hvordan man kan skabe rum for, at samspillet mellem alle fungerer, sådan at der også er plads til mennesker, der har særlige problemer. SIDE 6

7 2. SOCIAL EKSKLUSION I FORHOLD TIL BASALE BEHOV Økonomi, sundhed og bolig er basale behov for at kunne leve et godt liv. At have en økonomi, der giver én mulighed for at deltage i det almindelige samfundsliv, at have adgang til at vælge en sund livsstil og blive behandlet for fysiske og psykiske lidelser og at have et sted at bo, som lever op til det, vi kan kalde almindelige standarder, er ikke bare den enkeltes ansvar. Det bør i højeste grad også være et ansvar, som det offentlige tager på sig, når borgeren ikke selv magter det - og noget, som det offentlige sikrer, er tilgængeligt for socialt udsatte som en del af de almindelige tilbud. I det lange løb er det både menneskeligt og samfundsmæssigt dyrt at lade nogle sakke bagud, hvad angår disse basale behov. Fattigdom, dårligt helbred med risiko for alt for tidlig død og mangel på bolig eller en alt for ringe bolig er led i en ond cirkel og er faktorer, der i sig selv kan medføre udsathed eller som sammen med andre mere individuelle forhold kan være med til at skabe alvorlige former for udstødelse og i øvrigt forværre mulighederne for, at socialt udsatte og deres eventuelle børn selv kan forbedre deres levekår. 2.1 FATTIGDOM Mennesker, der lever i økonomisk fattigdom, har en forøget risiko for at blive socialt udsatte. Det gælder i særlig grad, hvis der er tale om langvarig fattigdom, som risikerer at føre til social eksklusion, tab af selvværd, dårlig sundhedstilstand, forhøjet risiko for hjemløshed, misbrug, gældssætning, kriminalitet mv. Det er Rådets holdning, at alle her i landet - også socialt udsatte - bør være sikret et rimeligt eksistensgrundlag. Ved et rimeligt eksistensgrundlag forstås et økonomisk grundlag, som giver mulighed for at leve en sund daglig tilværelse, mulighed for at tage del i det almindelige samfundsliv og have kontakt med andre mennesker og mulighed for at få stillet basale materielle behov. Alle mennesker har brug for at føle, at de er anerkendte medlemmer af samfundet. Men det er svært at føle sig som en anerkendt samfundsborger, hvis den ydelse, man får, når man pga. f.eks. sociale eller helbredsmæssige problemer ikke er i stand til at forsørge sig selv, ligger på et så lavt niveau, at man må lide afsavn på afgørende områder. Oplevelsen af anerkendelse er en afgørende forudsætning for den sociale integration og for at sikre de personlige ressourcer, der skal til for at kunne deltage aktivt i samfundet, herunder så vidt muligt opnå beskæftigelse. Fattigdom findes i Danmark og er øget gennem de sidste år. Desværre er den officielle danske fattigdomsgrænse, som blev indført i 2013 på baggrund af anbefalinger fra et uvildigt ekspertudvalg, blevet afskaffet igen. Rådet mener, at en dansk fattigdomsgrænse er et vigtigt redskab, som sammen med andre redskaber f.eks. afsavnsanalyser kan tegne et billede af fattigdommens udvikling, og herunder ikke mindst måle konsekvenserne af reformer af overførselsindkomster. Fattigdom er en risiko for mange forskellige befolkningsgrupper og ikke kun begrænset til modtagere af kontanthjælp. Men eftersom kontanthjælpens niveau er vedtaget i Folketinget og udgør det politisk vedtagne nederste sikkerhedsnet, er der særlig grund til at ofre den ydelse særlig opmærksomhed. Niveauet for almindelig kontanthjælp er lavt, og det medfører, at mange modtagere har problemer med at skaffe sig de mest basale ting, som skal til for at opretholde et rimeligt liv. I de senere år er der indført særligt lave ydelser til unge under 30 år samt til nye danskere i form af uddannelseshjælp og integrationsydelse, og der er indført et kontanthjælpsloft samt en 225-timers-regel, som stiller krav om 225 timers ustøttet beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked for opretholdelse af en fuld SIDE 7

8 kontanthjælp. Tiltagene er indført med begrundelse i, at det skal kunne betale sig at arbejde, men uden sikkerhed for, at ydelserne giver et tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag og uden sikkerhed for, at tiltagene rammer personer, som ikke er i stand til at reagere på økonomiske incitamenter pga. sygdom og/eller sociale problemer. Kontanthjælpsydelserne, der er det nederste sikkerhedsnet i det danske velfærdssystem, skal beskytte mod fattigdom, men her er de laveste ydelser helt utilstrækkelige. Der er således tale om en politisk vedtaget udbredelse af fattigdom over de senere år. 2.2 ET EKSKLUDERENDE ARBEJDSMARKED Alle mennesker besidder ressourcer og kompetencer, som er værdifulde for samfundet. Arbejdsmarkedet skal derfor åbnes op, så også socialt udsatte kan få en fod indenfor. Det moderne arbejdsmarked er ofte krævende for den enkelte medarbejder både i forhold til tid, arbejdsmængde, engagement og sociale kompetencer. Det er derfor vigtigt med fleksible ordninger, så arbejdsmængde, tid og vilkår kan tilpasses den enkelte. Selvom mange socialt udsatte har massive problemer af f.eks. fysisk, psykisk og social karakter, kan der, med den rette og ofte forholdsvis omfattende hjælp, såsom rimelig tilpasning, personlig assistance og mentorordninger, skabes plads på arbejdsmarkedet til udsatte. Fleksjob kan i denne sammenhæng være en rigtig god ordning, som flere socialt udsatte bør have adgang til. Virksomheder og offentlige arbejdspladser bør være rede til rimelig tilpasning af arbejdspladserne, jf. begrebet reasonable accommodation i FN s handicapkonvention. Rimelig tilpasning omfatter nødvendige og hensigtsmæssige ændringer og justeringer, som ikke indebærer en uforholdsmæssig eller unødig byrde for arbejdspladsen, men som gør det muligt for socialt udsatte at finde beskæftigelse. I det omfang rimelig tilpasning ikke gør beskæftigelse mulig, må der suppleres med tilskudsordninger og socialøkonomiske virksomheder, så alle, som kan, får mulighed for at deltage i meningsfyldte aktiviteter i kanten af arbejdsmarkedet. For personer, der aldrig kommer i job og bliver selvforsørgende, er det dog helt centralt, at de sikres et varigt forsørgelsesgrundlag i form af en pension på et passende niveau. Kontanthjælp er en midlertidig ydelse, og der er indført en aktiveringsmaskine, der ikke tager hensyn til den ofte langvarige og tålmodige støtte, som mange socialt udsatte skal have for at kunne komme i beskæftigelse. For personer, som kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, bør det være en ret at modtage en forsørgelsesydelse på et niveau, som sikrer den enkelte et værdigt leveniveau, mens den pågældende gennemgår en længerevarende rehabilitering, hvor den enkelte generhverver eller udvikler personlige, sociale og beskæftigelsesmæssige kompetencer. Ressourceforløb kunne være svaret på dette, men strækkes for ofte for langt i forhold til personer med en minimal, potentiel arbejdsevne, som ikke realistisk kan føre til beskæftigelse. Samfundet har en forpligtigelse til at give et tilbud om en meningsfuld aktivitet og afklare den enkeltes situation, hvis sandsynligheden for at kunne komme ind på det regulære arbejdsmarked er fjern. For en del personer, der har problemer med at varetage et almindeligt job, kan det være en fordel med mindre stive krav. Her skal der også være bedre vilkår for at modtage løn samtidig med andre sociale ydelser, sådan at det også for den ansatte socialt udsatte er tydeligt, at det kan betale sig at arbejde. Modregning og skat tager næsten hele den deltidsindtægt, en kontanthjælpsmodtager eventuelt kan tjene. Der bør arbejdes på at indrette systemet, så også de svageste i samfundet får noget ud af at gøre en indsats, som svarer til deres personlige ressourcer. SIDE 8

9 2.3 HJEMLØSHED En bolig er et ligeså basalt behov som mad og klæder. En bolig udgør den base, hvorfra den enkelte kan udfolde sit liv. At være uden bolig kan derfor være dybt problematisk for den enkelte og kan forværre både sociale og sundhedsmæssige problemer samt den enkeltes muligheder for at bidrage til fællesskabet. Mange socialt udsatte kan have svært ved at fastholde en bolig eller få en bolig, som de kan betale, og som passer til den pågældendes behov. Det bør være samfundets pligt at stille passende og betalelige boliger til rådighed for socialt udsatte grupper, foruden at sikre socialt udsatte en værdig indkomst, så huslejen kan betales. Endelig bør der være de nødvendige sociale støttefunktioner, der gør det muligt for socialt udsatte at leve et liv på egne præmisser i boligen. Et stigende antal mennesker her i landet lever i hjemløshed. Årsagerne til hjemløsheden er komplekse. Det kan være økonomiske årsager kombineret med sammensatte sociale problemer, herunder misbrug, sindslidelse og manglende mestring af eget liv, der fører til hjemløshed. En bolig vil aldrig alene kunne fjerne en person fra de mange problemer, der som regel både er årsager og konsekvenser af hjemløshed. Men en bolig bør, fordi en bolig må anses som et basalt behov, være det første tilbud og så bør støtte og eventuel behandling følge med. En stor andel af hjemløse kan bo i almindelige boliger med den nødvendige støtte. En sådan støtte stiller krav til det omgivende samfunds respekt og accept af menneskers forskellighed, hvilket kræver løbende information og holdningsbearbejdning. Det stiller også krav til den hjemløse både i relation til at få magt over eget liv og til at evne at tage hensyn til det omgivende samfund, men også krav om at bevare kontakten til omverdenen og ikke synke ned i isolation og ensomhed. Den sociale indsats med væresteder, sociale aktiviteter, bostøtte, støtte- og kontaktpersonsordninger mv. er afgørende for rigtig mange socialt udsattes hverdagsliv og evne til at fastholde egen bolig. Samtidig er det også nødvendigt, at der er tilstrækkeligt med særlige boligformer og botilbud til socialt udsatte med særlige behov. Det kan være skæve boliger, bofællesskaber, alternative plejehjem og andre boformer, hvor indretning og socialt støtte får beboerne til at føle sig hjemme og i god gænge med naboer og nærområdet. Endelig er det afgørende, at der altid er tilstrækkeligt med akutte botilbud i form af herberger og forsorgshjem, hvor mennesker, som står på gaden, altid kan komme uden forudgående visitation fra kommunen og få midlertidigt tag og hovedet, få dækket basale behov og modtage social støtte til at komme videre. 2.4 ULIGHED I SUNDHED I WHO definerer man social ulighed i sundhed som en sundhedsulighed, der er systematisk, socialt betinget og uretfærdig. Sådan en social ulighed i sundhed finder man også i Danmark, hvor der er en sammenhæng mellem sociale positioner og borgernes sundhedstilstand. Undersøgelser viser, at socialt udsatte har en betydelig dårligere sundhedstilstand end den gennemsnitlige danske befolkning. Socialt udsatte lever 19 år kortere end resten af befolkningen. Blandt socialt udsatte ses der desuden en betydelig overforekomst af psykiske lidelser samt en overhyppighed af selvmordsforsøg. Derudover betyder lave ydelser og andre økonomiske udfordringer, at ikke alle har samme mulighed for at spise sundt, dyrke motion osv., og at det kan være svært at få råd til lægeordineret medicin. Også hvad angår tandsundhed er socialt udsatte betydeligt dårligere stillede end gennemsnittet, da mange ikke har råd til at gå til tandlægen. SIDE 9

10 Ulighed i sundhed ses imidlertid ikke kun i forhold til de konkrete sygdomme og lidelser, som socialt udsatte rammes af, men også i forhold til den behandling de modtager i sundhedssystemet. Mange socialt udsatte føler sig dårligt modtaget af sundhedspersonalet og oplever, at deres behov og ønsker i forbindelse med sygdomsforløb ikke tages alvorligt. Også adgangen til informationer om behandlingstilbud er begrænset for socialt udsatte, og mange har ikke troen på, at det kan betale sig at søge råd, hjælp og behandling i sundhedssystemet. Der er behov for øget viden, uddannelse og forskning i socialt udsatte og sundhed, så det grundlæggende udgangspunkt for en god behandling af et sygdomsforløb sikres: Nemlig den mellemmenneskelige forståelse og respekt mellem patient og sundhedspersonale. Også i forbindelse med sygdom er det den hele person, der skal ses og tages stilling til, og ikke blot sygdommen. Sociale tilbuds sundhedsklinikker og opsøgende sundhedsindsatser er gode løsninger til gavn for udsatte. Men de er samtidig udtryk for, at det eksisterende sundhedssystem ikke efterlever sin generelle pligt til at fremme hele befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for alle grupper. Parallelsystemer kan være gode løsninger på kort sigt, men de må aldrig blive alternativer til det eksisterende sundhedssystem. A- og B-systemer skal undgås: A-systemer for de privilegerede de der kan sætte sig igennem i det eksisterende sundhedssystem og B-systemer, som lapper og opsamler restgrupper, herunder udsatte. Det er grundlæggende det offentlige og almindelige sundhedssystem, der har ansvaret for behandlingen af mennesker, der er socialt udsatte. SIDE 10

11 3. LIVSVILKÅR DER BEGRÆNSER MULIGHEDEN FOR SOCIAL INKLUSION I det foregående kapitel er omtalt nogle basale forhold af stor betydning for udsatte grupper: Forsørgelse, arbejde og aktiviteter, bolig og sundhed. I dette kapitel omtales nogle særlige og konkrete forhold, som har negative konsekvenser for socialt udsatte, og som bør tænkes direkte ind i tilrettelæggelsen af konkrete indsatser. 3.1 NEGATIV SOCIAL ARV En ikke uvæsentlig andel af socialt udsatte har levet et barndomsliv fuld af svære hændelser. Nogle er vokset op hos forældre, der har været socialt udsatte, og har oplevet mange problemer med fattigdom, afsavn, stigmatisering mv. Som voksne har de ikke kunnet ryste dette selvbillede af sig. Andre har været udsat for decideret omsorgssvigt eller overgreb, som har resulteret i et varigt traume. Det er dog vigtigt at understrege, at der findes mange mennesker, der i deres barndom har oplevet vanskelige vilkår, uden at de som voksne bliver socialt udsatte. Samtidig er det ikke alle socialt udsatte, som har haft en svær opvækst. Den sociale arv skal derfor ikke opfattes som en naturlov. Men den bør anerkendes og om nødvendigt medtænkes i det sociale arbejde med både socialt udsatte børn og voksne. Dét at være vokset op i en familie, der i økonomisk og social forstand altid har levet på kanten af samfundet, gør det ofte svært for den enkelte selv at finde sin plads i fællesskabet som voksen. Dette skyldes ikke blot, at den enkelte har levet i en familie, hvor forældrene har haft begrænset mulighed for at hjælpe barnet med f.eks. praktiske ting som at sikre skolegangen. Det skyldes i høj grad også den samfundsmæssige stigmatisering, som barnet kan have været udsat for hele sit liv qua sin families sociale status og placering i samfundet. Den negative sociale arv skal derfor modarbejdes, og udsatte børn og familier skal have den støtte, der er nødvendig. I den sammenhæng er det centralt at være opmærksom på overgangene mellem barn/ung og voksen. Det gælder også overgangene imellem de forskellige offentlige systemer. Alt for mange socialt udsatte unge mennesker melder sig ud af eller tabes af social-, sundheds-, uddannelses-, beskæftigelses- og/eller kriminalforsorgssystemerne. Den sociale arv kan række fra barndommen og frem i livet, og konsekvenserne af den sociale arv kan være til stede hos socialt udsatte voksne. Dette må hverken overses eller undervurderes i kontakten med den enkelte eller i den måde, systemet forholder sig til socialt udsatte. Det bør huskes, at ens sociale placering og status for mange ikke er noget, man selv vælger, men noget der tildeles én fra samfundsmæssig side, eller noget man ubevidst reproducerer fra barndommen. Det nytter således ikke noget at pålægge den enkelte socialt udsatte hele ansvaret for sin situation, når også strukturelle, sociale, psykologiske, fysiske, økonomiske og geografiske udfordringer spiller ind. SIDE 11

12 3.2 PSYKISKE LIDELSER Mennesker ramt af en psykisk lidelse har en øget risiko for at blive socialt udsatte. En psykisk lidelse i sig selv kan være meget alvorlig og have store konsekvenser for den enkelte. Det er derfor vigtigt, at mennesker med psykiske lidelser modtager den nødvendige behandling kombineret med social støtte og omsorg, så konsekvenserne af den psykiske lidelse minimeres mest muligt. Mennesker med psykiske lidelser skal kunne leve et liv på egne præmisser, inkluderede i samfundet og ligestillede med andre borgere, trods den psykiske lidelse. Er samfundet ikke rummeligt nok, og er rammerne for, at livet kan leves på egne præmisser, ikke til stede, så vil livet med en psykisk lidelse typisk forværres, og risikoen for en socialt udsat position forøges. Det er helt centralt, at hjælp og støtte ydes med værdighed og respekt for den enkeltes borger- og menneskerettigheder, herunder også efterlevelse af FN s handicapkonvention, der præciserer en række rettigheder for personer med psykosociale handicap. Udgangspunktet for indsatsen skal altid tages i det særlige og specifikke ved den enkeltes situation, behov og ønsker, og i den antagelse, at bedring er mulig, frem for at mennesket med en psykisk lidelse fastholdes i et passivt sygdomsforløb. Indsatsen skal derfor være helhedsorienteret, ligesom behandling skal forstås langt bredere end medicinsk/lægefaglig behandling. Behandling skal også omfatte psykolog-, psykosocial- og socialfaglig behandling. I den forbindelse er det vigtigt at fastholde et fokus på, at psykiske lidelser også kan forekomme på baggrund af samfundets indretning, den enkeltes position i samfundet og andre strukturelle og sociale forhindringer. Det er ikke kun den sindslidende, der skal forbedres, men også dennes muligheder for at bidrage til samfundets bedste og opnå en plads i fællesskabet. Man bør altid stræbe efter at minimere brug af tvang i psykiatrien og ikke udvide mulighederne for tvang. At blive udsat for tvang er et overgreb og kan føles som en ydmygelse, ligesom tvang skaber angst. Det er derfor et godt princip ved brug af tvang i psykiatrien, at alle mindre indgribende foranstaltninger er forsøgt, førend tvang bliver benyttet. Nye regler om bl.a. særlige specialiserede socialpsykiatriske afdelinger tager ikke fat på de mere grundlæggende problemer i psykiatrien. Det drejer sig blandt andet om for tidlige udskrivninger og for ringe muligheder for at tilbyde behandling til mennesker med dobbeltdiagnoser. Psykiatrien er presset på både ressourcer og metoder. Mere tvang vil blot føre til et højere frustrationsniveau, og det gavner hverken mennesker med psykiske lidelser eller medarbejdere. At minimere brugen af tvang med andre former for tvang er en falliterklæring. Målsætningen må og skal altid være, at brugen af tvangsmæssige foranstaltninger i alle afskygninger helt undgås eller i det mindste nedbringes mest muligt. I stedet er der brug for en faglig oprustning, der sikrer en indsats af høj kvalitet, og som forebygger, at situationer kommer ud af kontrol. Samtidig bør der være let adgang til døgnbemandende akuttilbud. Ordningen med tvungen opfølgning efter udskrivning, som på papiret har til formål at forebygge tilbagefald og dermed tvangsindlæggelse og tvangsfiksering, men som kan give øgede beføjelser til f.eks. tvangsmedicinering, er ikke dokumenteret virksom og bør afskaffes. Det er uacceptabelt, at mennesker med psykiske lidelser og et samtidigt misbrug af rusmidler ikke får den behandling, de har behov for alene på grund af dårligt samarbejde mellem de to forskellige sektorer, der har ansvaret for henholdsvis behandling af psykiske lidelser og behandling af misbrug af rusmidler. Det er på mange måder logisk, at psykiatrien har det overordnede behandlingsansvar, men der er behov for et helhedssyn og en vilje til at samarbejde mellem indsatser. For så vidt angår botilbud, tror Rådet ikke, at en generel nultolerance over for brug af rusmidler med i værste fald brug af SIDE 12

13 tvang og overvågning til følge er løsningen. I stedet bør kræfterne sættes ind i forhold til at tilbyde kvalificeret misbrugsbehandling til målgruppen. 3.3 AFHÆNGIGHED AF RUSMIDLER Afhængighed, skadelig brug og skader som følger af tidligere brug af rusmidler er virkeligheden for mange socialt udsatte. Rusmidler dækker her over psykoaktive stoffer. Der er både lovlige rusmidler, såsom alkohol og lægeordineret beroligende medicin, og der er ulovlige rusmidler som f.eks. heroin, kokain og hash. Rusmidler kan være psykisk og fysisk afhængighedsskabende, og der kan være store sundhedsskadelige risici forbundet med indtaget af dem. Det kan f.eks. være risiko for at dø ved en overdosis heroin, risiko for psykoser efter indtag af hash eller store fysiske skader ved mange års drikkeri. For nogle kan brugen af rusmidler være under kontrol. Der kan f.eks. være tale om et lægeordineret medikament som substitutionsmedicin eller heroinbehandling, hvor medicinen er afgørende for en fungerende hverdag. Det er helt afgørende, at man overvejer, hvilke ord man bruger om hvad på feltet for på den ene side at undgå stigmatisering og på den anden side undgå en negligering af de sociale og sundhedsskadelige risici. Ord som misbruger opfattes stigmatiserende, da det kategoriserer hele personen som værende uden for det gode selskab, ser bort fra de mange positive kræfter, som individet har, og antyder, at misbruget er forklaringen på personens sociale problemer selv om afhængigheden af rusmidlet ofte har rod i andre problemer. Begrebet at have et misbrug kan være det rigtige i de tilfælde, hvor der er tale om åbenlyst skadeligt, ukontrolleret overforbrug af rusmidler. Afhængighed af og/eller et skadeligt forbrug/misbrug af rusmidler er for mange socialt udsatte både en følge af og årsag til marginalisering. Det har mange negative konsekvenser i forhold til økonomi, sundhed, personlige relationer, boligforhold, det omgivende samfund samt kriminalitet. Rusmidler dulmer smerten ved livet, som mange socialt udsatte oplever, men kan samtidig være en væsentlig barriere for at komme videre til en mindre udsat position. Det er derfor helt centralt, at der er en differentieret vifte af effektive og tilgængelige behandlingstilbud, som er til rådighed i det øjeblik, den enkelte er motiveret til at gå i behandling. Tilbud skal være tilpasset den enkeltes ønsker og behov og samtidig bygge på den nyeste viden og dokumenterede behandlingsmetoder. Ikke mindst er det vigtigt, at der er døgnbehandlingstilbud til rådighed for den gruppe, som har behov for dette. Desværre er der i dag både i forhold til alkoholmisbrug og i forhold til stofmisbrug en markant underbehandling, hvor der er langt flere, som er afhængige og/eller har et skadeligt forbrug/ misbrug, end der er personer i behandling. Samtidig skal der være rum og ressourcer til, at den enkelte kan vende tilbage og få hjælp i behandlingssystemet efter tilbagefald. Det kan være et langt sejt træk at få bugt med en afhængighed og/eller et skadeligt forbrug/misbrug. Antallet af såkaldte narkorelaterede dødsfald ligger desværre på et stabilt højt niveau med over 200 dødsfald årligt. Hertil kommer de mange sundhedsmæssige konsekvenser af et skadeligt forbrug/misbrug. Skadesreducerende tiltag kan være det rigtige for nogle socialt udsatte med skadeligt forbrug/ misbrug, herunder sprøjteudlevering, stofindtagelsesrum, substitutionsmedicinsk behandling og opsøgende sundhedsindsatser. I den forbindelse bør der sigtes i mod, at den enkelte selv tager aktiv del SIDE 13

14 i behandlingen og mod, at det enkelte menneske aldrig overses i bestræbelsen på bekæmpelse af illegale stoffer. Et andet vigtigt element er, at ansvaret over egen handling ikke tages fra den enkelte. Fokus bør være på, at den enkelte får de bedste muligheder for at leve et værdigt liv. Der skal ikke være fordømmelse, men fokuseres på en umiddelbar forbedring af den enkeltes liv. Der er både i Danmark og internationalt en debat om ændring af, hvad man kalder narkotikapolitikken. Debatten omhandler konsekvenser ved forskellige grader af hhv. kriminalisering og lempelser i strafregimet knyttet til besiddelse af stoffer, som i dag er illegale, og en delvis legalisering af disse stoffer. I Rådet er der forskellige holdninger til spørgsmålet. Det er en kompliceret debat, hvor der ikke alene er forskellige værdimæssige udgangspunkter, men også forskellige hensyn og mange forskellige tolkninger af data samt af præmisserne, som ligger til grund for de forskelige argumenter. Der er derfor et stort behov for mere viden og en udredning af konsekvenserne ved den nuværende narkotikapolitik. Rådet er principielt imod brugen af tvang. Det gælder også i forbindelse med misbrugsbehandling. Rådet støtter dog muligheden for frivilligt at indgå kontrakt om tvangstilbageholdelse i misbrugsbehandling eller familieambulatorier for gravide med skadeligt forbrug/misbrug i kortere perioder, hvis ordningen håndteres hensigtsmæssigt, så den beskytter både den gravide og barnet. Også her er det vigtigt, at det enkelte menneske, uanset misbruget, tages alvorligt og lyttes til. I nogle henseender mangler misbrugsdebatten proportioner, og væsentlige paradokser overses. I mange år har vi som samfund accepteret en alkoholkultur, hvor vi både drikker tit og tæt. Cirka danskere drikker over genstandsgrænsen. Cirka er decideret alkoholafhængige. Dette skadelige forbrug/misbrug har store sociale konsekvenser både for den, der drikker, dennes familie og de netværk og fællesskaber, den drikkende er en del af. Ser man på antallet af personer i behandling, så står det slet ikke mål med omfanget af problemet. Her er to væsentlige problemer dels et behandlingssystem, der ikke er tilstrækkeligt differentieret, og dels, at alkoholproblemet er tabuiseret. Der er behov for en styrkelse af alkoholindsatsen både i forhold til at forebygge og i forhold til at behandle. Flere socialt udsatte, som tidligere har haft problemer med afhængighed og/eller et skadeligt forbrug/ misbrug af rusmidler, eller som prøver at komme ud af dette, opholder sig på sociale tilbud, som er rusmiddelfri. Det giver den enkelte mulighed for ro og skaber mindre stress og risiko for tilbagefald. Det er helt afgørende, at der også fremover er mulighed for at opholde sig på tilbud, som er rusmiddelfri. Det kan være meget uhensigtsmæssigt for borgere, som prøver at komme ud af deres problemer og ud af et miljø, hvor der indtages rusmidler i stort omfang hvis der er andre på stedet, som indtager rusmidler. 3.4 PROSTITUTION Prostitution kan have mange negative følgevirkninger både fysiske og psykiske fx isolation, selvstigmatisering og samfundsmæssig eksklusion. Risikoen for at opleve disse følgevirkninger er især til stede, hvis en person med prostitutionserfaring samtidig har problemer med hjemløshed, psykiske lidelser eller afhængighed/misbrug. Det betyder, at faren for at miste magten over eget liv, blive marginaliseret og socialt udsat er stor. I mange år er det, både internationalt og i Danmark, blevet diskuteret, hvorvidt køb af seksuelle ydelser bør kriminaliseres. Rådet er delt i spørgsmålet om kriminalisering af kunden, og et samlet råd kan hverken anbefale eller afvise en kriminalisering af kunden. SIDE 14

15 Rådet er til gengæld enigt i, at der uanset kriminalisering eller ej i højere grad skal sættes ind med tiltag, der tager højde for de komplekse problemer, der er forbundet med prostitution. Indsatserne skal kombinere den sociale, sundhedsmæssige og beskæftigelsesrettede indsats og kræver derfor koordinerede tværsektorielle løsninger. I Danmark lever en del af den samlede andel af personer med prostitutionserfaring på gaden og med misbrug. Den form for prostitution, de udfører, kan betegnes som overlevelsesprostitution. Dette besværliggør deres mulighed for at bryde med prostitutionen, selv om ønsket om at udtræde findes hos langt de fleste. Der kan her være tale om en cyklus, hvor afhængigheden og/eller misbruget af rusmidler finansieres via prostitution, samtidigt med at samme besværliggør muligheden for at finansiere og fastholde egen bolig. Samtidig kan en socialt udsat person med prostitutionserfaring, der har haft ekstraindtægt ved prostitution ved siden af eksempelvis kontanthjælp, risikere at skulle tilbagebetale kontanthjælpen, hvis det opdages, at pågældende også har haft en indtægt gennem prostitution. En sådan tilgang besværliggør muligheden for at udtræde af prostitutionen, finde en bolig og i sidste ende løse evt. problemer med afhængighed og/eller misbrug af rusmidler. Problemstillingen gør sig også gældende for personer, der udøver prostitution på massageklinik eller som escort. Det sociale system bør derfor tage hensyn til udsatte personer med prostitutionserfaring og de særlige livssituationer og afhængighedsforhold, de befinder sig i. I samfundsdebatten bliver prostitution ofte et spørgsmål om, hvorvidt det er lovligt eller ej, om det foregår på gaden eller andre steder, eller om der betales skat osv. Men dét, der bør være i fokus, er, hvilke årsager der er til, at personen vedbliver med at udøve prostitution, og hvordan disse årsager kan bearbejdes, således at den enkelte kan forlade prostitutionen, hvis det ønskes. En andel af kvinder i prostitution i Danmark, herunder i gadeprostitution, er udenlandske. Nogle udenlandske kvinder er handlede og lever under kummerlige forhold nogle endda i fangenskab eller frivillig tvang i den forstand, at de har gældsat sig for at komme til Danmark, og for disse kvinder ender det ofte i prostitutionsmiljøet. Også mennesker indenfor denne gruppe er i høj grad i fare for at blive isolerede, psykisk og fysisk syge og decideret udsatte. Dem skal det danske sociale system også tage hånd om, ligesom forebyggelse og rehabilitering i deres hjemlande skal systematiseres. Sammenhæng mellem social udsathed og senfølger efter overgreb i barndommen En andel af socialt udsatte, herunder mennesker i prostitution, lider af senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Senfølger af seksuelle overgreb i barndommen er en alvorlig arv at bære med sig og er kendetegnet ved at kunne give en lang række psykiske og sociale problematikker i voksenlivet, herunder posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD), stofmisbrug, selvskadende adfærd mv. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på eventuelle senfølger af seksuelle overgreb i hjælpen til socialt udsatte. 3.5 STRAF OG SANKTIONER Risikoen for at begå en lovovertrædelse og blive idømt en straf eller en behandlingsforanstaltning er større blandt socialt udsatte end hos befolkningen som helhed. Også recidivrisikoen - det vil sige risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet - er større blandt socialt udsatte end blandt andre. Kriminalitet bør både bekæmpes og forebygges. Der er dog en kedelig tendens til, at hovedmidlet mod kriminalitet i stigende grad bliver mere straf, frem for forebyggelse af de livsvilkår og hændelser, SIDE 15

16 som kan føre til en kriminel løbebane. Det er veldokumenteret, at fængsler og strengere straffe normalt ikke hjælper med at nedbringe kriminaliteten i et samfund, men snarere producerer mere hærdede, forgældede og misbrugende personer, der efter fængselsopholdet begår endnu mere kriminalitet, end de gjorde tidligere. Helt galt kan det gå, hvis ikke der sættes ind med efterværn. Tilmed er der en social slagside i forhold til kriminaliteten: Unge, der har haft en svær opvækst, f.eks. med en børnesag, ender i langt højere grad end andre med at begå kriminalitet. Tendensen til at anvende strengere straf som problemløsning er ikke den bedste på langt sigt. Straffen ligger ikke kun i den reelle straf, man idømmes, men også den sociale straf man modtager; at man stemples som afviger. Et andet område, hvor socialt udsatte udsættes for en forskelsbehandling, er i brugen af særforanstaltninger overfor mennesker med psykiske lidelser, der begår kriminalitet. Brugen af særforanstaltninger i forhold til denne gruppe tager afsæt i, at man ikke skal straffes, hvis man grundet utilregnelighed har begået noget kriminelt. Findes man skyldig, men straffri, kan der dømmes til behandling og/eller anbringelse for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Der har imidlertid vist sig problemer med at overholde proportionalitetsprincippet ved udmålingen af sådanne sanktioner. Mennesker med psykiske lidelser idømmes således ofte en behandlingsdom med mulighed for anbringelse i op til 5 år for mindre lovovertrædelser, der sandsynligvis højst ville blive straffet med bøde, hvis gerningsmanden ikke havde en psykisk lidelse. Et eksempel på manglende proportionalitet er, at der i de senere år har bredt sig en nultolerancepolitik inden for dele af psykiatrien, hvor selv forholdsvis ubetydelige hændelser, inkl. patienters forsøg på at forsvare sig mod fastspænding og tvangsmedicinering, politianmeldes og får retslige efterspil. Straffelovens princip om straffrihed grundet utilregnelighed i gerningsøjeblikket bruges eller misbruges med andre ord til at disciplinere og kriminalisere flere af psykiatriens patienter. Dette tolkes i offentligheden som stigende kriminalitet blandt mennesker med psykiske lidelser og fører til krav om yderligere sanktioner. Proportionalitetsprincippet i forholdet mellem en lovovertrædelse og omfanget af idømt sanktion bør gælde mennesker med psykiske lidelser såvel som andre, ligesom lovovertræderens aktuelle mentale tilstand bør opfattes som en formildende frem for en skærpende omstændighed. Andet er uværdigt. 3.6 UDSATTE VOKSNE MED BØRN Børn af udsatte forældre er i risikogruppen for at lide omsorgsmæssige svigt og afsavn, idet forældrene af psykiske, sociale eller økonomiske årsager ikke altid har det overskud, som det kræver at varetage et barns interesser samt sikre det trygge rammer. I det sociale arbejde bør der være større fokus herpå. Den enkelte, der lever i en udsat position, skal ikke blot ses i sit eget perspektiv, men også ift. eventuelle børn og familie også når socialt udsatte ikke lever sammen med dem. Familien er for de fleste den enkeltes sikkerhed. For nogle er den desværre også den enkeltes usikkerhed. Familiemæssige problemer kan føre megen usikkerhed, desperation og sorg med sig. Dette gælder for både børn og voksne i en familie. Problemer i familien kan f.eks. være medvirkende til hjemløshed, misbrug, depression/psykisk lidelse osv., ligesom følelsen af utilstrækkelighed som forælder kan medføre en yderligere negativ dimension til livet som socialt udsat. SIDE 16

17 Andre gange kan ønsket om at være en god forælder være lige præcis den motivation, der skal til, for at komme på ret køl igen. Socialt udsatte forældre skal hjælpes i en sådan forstand, at retten til og muligheden for at være forældre sikres. Barnets tarv skal altid gå forud for alt andet, også hvor barnet skal anbringes uden for hjemmet. Det skal dog fremhæves, at der altid, hvis det er i barnets tarv, bør arbejdes for, at den udsatte forældre kan bevare kontakten til barnet. Den udsatte voksne skal ikke gøres barnløs, ligesom barnet af en udsat voksen ikke skal gøres forældreløs. At blive voksen betyder ikke, at man har glemt barnet i sig selv. Det betyder ikke, at barndomstraumer (eller -glæder) og hukommelsen om forholdet til forældre, venner eller lærere i skolen forsvinder. En barndom fuld af svigt kan således være baggrunden for et voksenliv, hvor svigt accepteres som normen, og hvor forskellen mellem rigtigt og forkert kan være svær at identificere. At forstå og hjælpe udsatte mennesker handler derfor også om at forstå deres liv og historie. Det handler om at se den enkelte i perspektivet af hele det levede liv og sætte sig ind i, hvilken historie den enkelte er bærer af i forsøget på at forstå den livsbane, som vedkommende er kommet ind på. 3.7 UDSATTE MED GRØNLANDSK BAGGRUND Blandt personer med grønlandsk baggrund, som opholder sig i Danmark, er der en overrepræsentation med sociale problemer. Grønlændere er danske statsborgere. Dette er både en fordel og en ulempe. Det er en fordel, fordi det automatisk giver gruppen de samme rettigheder, som alle andre borgere i Danmark har, og en ulempe, fordi der hersker strukturelle, sproglige og kulturelle barrierer for, at de kan udnytte disse rettigheder. Det gælder i kontakten med det offentlige, og det gælder i de behandlingstilbud, som findes til f.eks. mennesker med afhængighed af og/eller skadeligt forbrug/ misbrug af rusmidler i Danmark. Når grønlændere ankommer til Danmark forventes det således at de, qua deres statsborgerskab, kan benytte det danske system. De modtager derfor typisk ikke den almindelige indføring i det danske system, som andre udlændinge får. Der er behov for at sikre udsatte grønlændere den fornødne støtte, og der er behov for en styrket indsats. I den sammenhæng er det dog vigtigt, at indsatsen ikke per automatik udskilles i segregerede tilbud, men at der arbejdes målrettet på at gøre de almindelige tilbud mere tilgængelige og rummelige, og at der i tilknytning hertil er adgang til den fornødne faglige viden og bistand til at håndtere udsatte grønlænderes problemstillinger. Samtidig bør der fastholdes og udvikles et samarbejde mellem de danske og de grønlandske myndigheder for at forebygge en række af de sociale problemer, som kan opstå, når grønlændere, som er i risiko for at blive udsatte, rejser til Danmark. 3.8 UDSATTE MED ANDEN ETNISK BAGGRUND END DANSK Et betydeligt antal af de personer, som kan betegnes som socialt udsatte, har anden etnisk baggrund end dansk. At leve med anden etnisk baggrund i Danmark kan betyde, at man befinder sig i en dobbelt socialt udsat position: Foruden de sociale problemer kan der være kulturelle og sproglige barrierer, som vanskeliggør muligheden for at få den rette hjælp. Social udsatte med anden etnisk baggrund kan desuden have andre mønstre for så vidt angår forbrug/misbrug af rusmidler. Det ses både ved, at forbrug/misbrug af f.eks. alkohol er mindre hyppigt, end blandt andre udsatte. Men det ses også ved, at de problemer med afhængighed og/eller skadeligt forbrug/misbrug af rusmidler, der er til stede, grundet kulturel baggrund kan være forbundet med en særlig oplevelse af skam og skyld, som gør, SIDE 17