Vejledning om magtanvendelse på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder for børn og unge.

Transkript

1 Vejledning om magtanvendelse på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder for børn og unge. Vejledningen gælder for børn og ungeområdets døgninstitutioner og opholdssteder, men omtaler også øvrige typer af anbringelsessteder. Generelt om anvendelse af magt overfor børn og unge. Som hovedregel er legemlig afstraffelse, fiksering og nedværdigende behandling ikke tilladt. Grundlaget for bestemmelser om magtanvendelse er respekten for individets integritet. Princippet om den personlige friheds ukrænkelighed er lovfæstet i grundlovens 71, og anerkendt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det fremgår endvidere af FN konventionen om barnets rettigheder, at børn skal beskyttes mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade og forsømmelig behandling. Det er alene fængsler, militæret, psykiatriske hospitaler, politiet og sociale døgninstitutioner samt opholdssteder og botilbud for voksne, der har særlige magtbeføjelser. Der er særlig lovgivning for hvert af de nævnte områders adgang til at anvende fysisk magt. Indledningsvist fremhæves centrale elementer i henholdsvis retssystemets - og hospitalspsykiatriens lovmæssige muligheder for anvendelse af fysisk magt overfor børn og unge. Efterfølgende redegøres der for reglerne om magtanvendelse i anbringelsestilbud. Det skal bemærkes, at der er udarbejdet en særlig vejledning for skole og SFO området. Denne vejledning er også gældende for interne skoler på døgninstitutioner og opholdssteder. Retssystemet. Det almindelige strafferetlige sanktionssystem gælder også for børn og unge, der er fyldt 15 år. Der gælder både straffelovens regler og retsplejelovens bestemmelser om strafferetlig forfølgelse herunder efterforskning, tiltalerejsning og domstolenes behandling af straffesager. De almindelige sanktionsformer finder ligeledes anvendelse. Unge under 15 år kan tilbageholdes som led i efterforskning af en forbrydelse, og straffeprocessuelle bestemmelser kan anvendes overfor børn under den kriminelle lavalder f.eks. visitation, ransagning og beslaglæggelse. Unge under 18 år, som skal afsone ubetingede fængselsdomme, får dog oftest ophold i enten sikrede institutioner eller i almindelige åbne sociale anbringelsessteder. I alle sager hvor en ung under 18 år er idømt ubetinget fængselsstraf, skal det vurderes, om der er grundlag for at anbringe pågældende på en institution. Hospitalspsykiatrien. Bestemmelserne om frihedsberøvelse og tvang i psykiatrien gælder både voksne, umyndige og mindreårige personer. 1

2 Tvangsindlæggelse må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg, eller befinder sig i en tilstand, der kan sidestilles hermed. Det er endvidere en betingelse, at det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling. De to kriterier omtales almindeligvis som henholdsvis indlæggelse på behandlingsindikation og på farlighedsindikation. Psykiatriske patienter kan tvangsfikseres, hvis den pågældende udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare. Der kan anvendes bælte hånd - eller fodremme. Der kan træffes beslutning om tvang overfor patienter, der skønnes at have behov for medicin, forudsat at patienten har en lidelse, der udsætter den pågældendes liv eller helbred for væsentlig fare. Tvangsbehandling forudsætter at personen opfylder betingelserne for tvangsindlæggelse. Det følger af Retsplejeloven, at en sigtet skal underkaste sig en mentalundersøgelse, når det vurderes af betydning for sagens afgørelse. Hvis pågældende ikke samtykker, kan undersøgelsen kun finde sted hvis retten træffer beslutning herom. Magtanvendelse på anbringelsessteder for børn og unge. Lovgrundlag: Lov om social service 123, og Bekendtgørelse om magtanvendelse nr. 893 af 9. juli Bekendtgørelse om magtanvendelse nr. 893 af 9. juli Magtanvendelse over for børn og unge omfattet af denne bekendtgørelse må kun anvendes, hvis der er hjemmel til det. Magtanvendelse må aldrig erstatte omsorg og socialpædagogisk bistand. Magtanvendelse skal begrænses til det absolut nødvendige og skal i øvrigt stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået hermed. Stk. 2. Legemlig afstraffelse er ikke tilladt. Fiksering er ikke tilladt. Ved fiksering forstås anvendelse af mekanisk tvangsmiddel i form af bælte, håndremme, fodremme, eller livstykke, samt anden form for mekanisk fastspænding. Ydmygende, hånende eller anden nedværdigende behandling er ikke tilladt. 2. Fysisk magtanvendelse i form af, at barnet eller den unge fastholdes, eller føres til et andet opholdssted er tilladt, hvis: 1) barnet eller den unge udviser en sådan adfærd, at fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarlig, eller 2) barnet eller den unge derved forhindres i at skade sig selv eller andre. Stk. 2. Magtanvendelse efter stk. 1 skal afpasses efter forholdene i den enkelte situation og må ikke gå ud over det strengt nødvendige. Stk. 3. Magtanvendelse, som akut kan være nødvendig, vil være omfattet af straffelovens bestemmelser om nødværge, jf. straffelovens 13. Der gælder særlige regler for anvendelse af magt overfor børn og unge, der er anbragt på døgninstitutioner herunder sikrede - og særligt sikrede afdelinger samt socialpædagogiske opholdssteder. Reglerne er beskrevet i bekendtgørelse om magtanvendelse nr. 893 af 9. juli Reglerne om magtanvendelse er forskellige for ovennævnte fire typer af anbringelsessteder. Det skal bemærkes at bekendtgørelsen om magtanvendelse ikke gælder for plejefamilier, øvrige anbringelsessteder f.eks. eget værelse og kost og efterskoler eller for folkeskoler. I socialpædagogiske opholdssteder kan der alene ske magtanvendelse efter bekendtgørelsens 2. Det vil sige, at barnet eller den unge kan fastholdes, eller føres til et andet sted, hvis fortsat ophold i 2

3 fællesskabet er uforsvarligt, eller den pågældende derved forhindres i at skade sig selv eller andre. Der kan desuden anvendes fysik magt som nødværge. Disse situationer er omfattet af Straffelovens bestemmelser om nødværge (straffelovens 13). Der skal være tale om anvendelse af magt, som er akut nødvendig for at afværge handlinger, der kan have alvorlige konsekvenser f.eks. legemesangreb, brandstiftelse og alvorlig beskadigelse af ting. I døgninstitutioner kan der også ske magtanvendelse efter 2, (som på opholdsstederne) og der kan desuden ske aflåsning af afdelingen om natten og evt. i kortere perioder om dagen. Under særlige forudsætninger, kan der endvidere ske kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation. På sikrede afdelinger kan der også ske magtanvendelse efter 2, samt kontrol med brevveksling mv.(som på døgninstitutionerne) og isolation i op til 2 timer. En sikret afdeling kan have døre og vinduer aflåst hele døgnet, og værelserne kan aflåses om natten. Der kan også ske undersøgelse af hvilke effekter et barn eller en ung er i besiddelse af. Aldersgruppen for optagelse på disse institutioner er 12 til 18 år, afhængig af hvilket anbringelseskriterium der anvendes. Flere af de sikrede institutioner har også åbne afdelinger tilknyttet. For unge der er anbragt i disse åbne afdelinger, kan der ske magtanvendelse i form af overflytning til sikret afdeling. Der findes 7 sikrede institutioner i Danmark. Tre af disse institutioner har tilknyttet særligt sikrede afdelinger, og én institution har tilknyttet en særligt sikret afdeling for unge, der er diagnosticeret psykisk syge. På en særligt sikret afdeling kan der ske magtanvendelse på samme måde som på almindelige sikrede afdelinger. Der kan desuden ske isolation i op til 4 timer. Bekendtgørelsens 2. Det fremgår af bekendtgørelsens 2, at barnet eller den unge kan fastholdes eller føres til et andet sted, hvis en eller begge af følgende forudsætningerne er opfyldt: Barnet eller den unge udviser en sådan adfærd, at fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarligt eller Barnet eller den unge derved forhindres i at skade sig selv eller andre. I den konkrete situation er det den eller de medarbejdere, der er på vagt, der skal foretage et skøn. Der kan selvsagt være situationer, der umiddelbart forekommer indlysende farlige og ude af kontrol. Det er yderst sjældent, at en situation der medfører magtanvendelse efter 2, opstår helt uden forvarsel. Når de uventede situationer opstår, vil det oftest være 2, stk. 3, om nødværge, der finder anvendelse. Langt de fleste situationer, der udløser magtanvendelse, opstår i forlængelse af en konflikt som følge af kravsætning. Det betyder, at medarbejderne næsten altid har valgmuligheder, idet disse situationer indebærer, at medarbejderen kan nå at beslutte en strategi. Anbringelsesstedets kultur og pædagogik danner rammen for medarbejdernes råderum, men den enkelte medarbejders personlige kompetencer med hensyn til at kunne tolke og agere hensigtsmæssigt i en ofte kaotisk og kompleks situation, har formentlig større betydning for udfaldet af en situation, hvor magtanvendelse finder sted. 3

4 Praksis viser også, at situationer der medfører magtanvendelse, oftest forekommer i tidligt i et anbringelsesforløb. Hvis ikke disse situationer takles på en hensigtsmæssig og kompetent måde, er det overvejende sandsynligt, at der vil optræde gentagelser, som nemt kan medføre, at barnet eller den unge må flyttes, og genanbringes et nyt sted. Det er også almindelig kendt, at situationer der medfører magtanvendelse, ofte finder sted i vagter, hvor nyt personale eller vikarer er på arbejde, og at manglende - eller for dårlig instruktion af medarbejdere kan være medvirkende til, at situationer fejltolkes. Det sker, at medarbejdere fejlagtigt opfatter reglerne om magtanvendelse som et pædagogisk redskab. Det kan medføre, at der fremprovokeres situationer, hvor magtanvendelse finder sted i et unødvendigt omfang. Der er derfor god grund at til at drøfte problematikkerne om magtanvendelse grundigt i forbindelse med ansættelsessamtaler. Hensigtsmæssig sammensætning af medarbejdere i forbindelse med vagtplanlægning og grundig introduktion af nye ansatte kan reducere forekomsten af magtanvendelser. Løbende åbne drøftelser mellem ledelse og personale er af helt afgørende betydning for fastholdelse af en kultur, som kan være konstant rammesættende for den enkelte medarbejders praksis. Magtanvendelse er altid en følge af en ekstraordinær situation. Der kan aldrig gives udtømmende anvisninger på, hvordan disse situationer skal håndteres. Magtanvendelse opstår i undtagelsessituationer, og kan aldrig begrundes med pædagogiske forklaringer. Det er selvsagt rarest for både børn og voksne, når magtanvendelser kan undgås. På visse typer af anbringelsessteder, er det dog ikke muligt at reducere antallet af magtanvendelser ved konsekvent at undgå dem. Det kan tværtimod medføre en optrapning af farlige situationer. Tilsynsmyndigheden bør være opmærksom på sådanne vilkår. Registreringer og indberetninger. Tilladt magtanvendelse skal registreres på et skema indenfor 24 timer. Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser om hvilke oplysninger, der skal registreres. Det fremgår heraf, at der er 5 spørgsmål, som skal besvares. Skemaet skal opbevares på anbringelsesstedet indtil månedens udgang, hvor det fremsendes til tilsynsmyndigheden med henblik på gennemgang. Når der er foregået en magtanvendelse, skal barnets eller den unges anbringende kommune straks tilsendes en kopi af skemaet. Hvis reglerne er overtrådt, og lederen vurderer, at der er tale om en ulovlig magtanvendelse, skal anbringelsesstedets leder inden tre dage indberette episoden til tilsynsmyndigheden på et skema. Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser om, hvilke oplysninger der skal fremgå i disse situationer. Der er 9 spørgsmål, som skal besvares. Såfremt der er begrundet mistanke om en strafbar handling, skal tilsynsmyndigheden tage kontakt til politiet. Anbringende kommune og forældremyndighedsindehaver skal straks orienteres af anbringelsesstedets leder. Både magtanvendelse efter 2 stk. 1 og nødværge jf. 2, stk. 3, (straffelovens 13), kan være ulovlige. Tilsynsmyndigheden gennemgår registreringer og indberetninger, og foretager en vurdering af, om reglerne er overholdt. Såfremt reglerne er overtrådt, skal tilsynsmyndigheden træffe afgørelse om 4

5 konsekvenserne inden 6 uger. Hvis der er tale om begrundet mistanke om en strafbar handling, skal tilsynsmyndigheden straks tage kontakt til politiet. Bekendtgørelsen om magtanvendelse giver en udtømmende anvisninger på, hvilke spørgsmål der skal belyses i forbindelse med registreringer og indberetninger. Det fremgår også præcist, hvordan ledere, medarbejdere, børn, forældre og kommuner skal inddrages. Tilsynsmyndigheden udarbejder skemaer til registrering og indberetning af magtanvendelse. Der findes ikke standardiserede skemaer til registrering og indberetning af magtanvendelse overfor børn og unge, der er anbragt udenfor hjemmet. På voksenområdet har Servicestyrelsen udarbejdet et standardskema. Institutionsledere og ledere af opholdssteder har pligt til at informere alle medarbejdere om reglerne i bekendtgørelsen herunder reglerne om registrering og indberetning. Tilsynsmyndigheden kan kontaktes for råd og vejledning i spørgsmål, der vedrører magtanvendelse. Særligt om nødværge straffelovens 13 og 14. Straffelovens Kap. 3 om strafbarhedsbetingelser. Reglerne om nødværge er interessante for hele børn og ungeområdet, idet disse regler kan finde anvendelse på både anbringelses skole og daginstitutionsområdet. Der findes ingen udtømmende beskrivelse af hvilke situationer, der kan berettige nødværge. Følgende kan derfor betragtes som vejledende: Med hensyn til fysisk magtanvendelse plejer man retligt set som udgangspunkt at sondre mellem tilfælde, som er strafbare og situationer, der gør det tilladeligt at foretage handlinger, der ellers er strafbare, f.eks. som vold, trusler, frihedsberøvelse, ulovlig tvang, tingsødelæggelse mv. I straffeloven findes der generelle bestemmelser om nødværge, nødret, lovlig retshåndhævelse mv., jf Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt. Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse. Stk. 3. Tilsvarende regler finder anvendelse på handlinger, som er nødvendige for på retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller tvangsanbragt persons rømning. 14. En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning. 5

6 Som et bidrag til afgrænsning af den lovlige myndighedsudøvelse er føjet en bestemmelse til nødværgereglerne i 13,stk.1, og 2. Det hedder nemlig i stk. 3, at tilsvarende regler anvendes på handlinger, som er nødvendige for på retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller tvangsanbragt persons rømning. I disse situationer foreligger der ikke noget angreb. Udtrykket tilsvarende regler betyder derfor, at offentligretlig magtanvendelse skal bedømmes efter en afvejning af modstående hensyn, der ligner det, der anvises i 13. stk. 1. Da kravet om magtanvendelsens nødvendighed udtrykkeligt er gentaget i stk. 3, er det navnlig forsvarlighedskriterierne i stk. 1, der finder tilsvarende anvendelse. Af stk. 3, følger at stk. 2, om overskridelse af grænsen for det lovlige finder tilsvarende anvendelse, når der i magtanvendelsessituationen er fremkaldt skræk eller ophidselse hos den der udøver offentlig myndighed. Knud Waaben, Strafferettens almindelig del 1, (1997). side 120. I den konkrete situation må der foretages en afvejning af hvilke magtmidler der eventuelt kan anvendes. Der må givetvis anvendes mere magt, når der er tale om retshåndhævelse af et lovligt påbud. Magtmidlet skal dog afstemmes ud fra den konkrete situation jf. ovenstående. Straffelovens 13, stk. 3, vurderes relevant i relation til situationer, hvor der er tale om rømninger under forudsætning af, at der er foretaget en bedømmelse af situationen med udgangspunkt i stk. 1, og 2. Forholdet er det, at handlinger foretagne i nødværge er straffri. Dette gælder i alle tænkelige sammenhænge, og der kræves med andre ord ikke nogen særlig hjemmel for at udøve nødværge i bestemte institutioner, over for bestemte persongrupper eller i bestemte situationer. For at en handling kan bedømmes som straffri nødværge, kræver straffeloven, at den har været nødvendig og forsvarlig. Handlingen skal have været nødvendig»for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb«. Et sådant angreb kan være rettet mod hvad som helst, ikke bare en persons liv, legeme eller frihed. I princippet kan der f.eks. også udøves nødværge over for brandstiftelse, hærværk, tyveri, blufærdighedskrænkelse, fredskrænkelser og ærekrænkelser. Men i praksis er det selvsagt nødværge ved forvoldelse af fysisk skade eller tab, der er det mest relevante. Sommetider kan man bedst afværge et angreb ved at trække sig eller fjerne sig; men man kan ikke sige, at det aldrig er nødvendigt at handle i nødværge, hvis det er tilfældet. En "modhandling" kan efter omstændighederne godt være nødvendig. Handlingen må dog ikke "åbenbart" gå ud over, hvad der er forsvarligt»under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning«. Dette krav om proportionalitet kan også betegnes som "det mindste middels princip". Hvad der ligger heri, afhænger ganske rigtigt af den konkrete situation, og der kan ikke gives præcise anvisninger på, hvor grænsen går. Det kræver loven heller ikke, at man er i stand til, for strafbarhed forudsætter som sagt en "åbenbar" overskridelse af det forsvarlige. Det indebærer dels en erkendelse af, at der må være visse frihedsgrader for udøvelsen af et skøn i den konkrete situation, ikke mindst for den der har en handlepligt i den konkrete situation, dels at tvivl ved bevisbedømmelsen kan forventes at komme den til gode, som mener at have foretaget en retsmæssig nødværgehandling. Juridisk set anlægger retten dog en objektiv målestok på grænserne for nødværge, så det tilkommer ikke den enkelte frit at anvende sin egen ideologi på det spørgsmål. 6

7 Straffeloven har også på anden vis taget højde for det forhold, at det i en konkret nødværgesituation kan være svært at holde sig inden for de nævnte grænser, og man kan komme til at gå for vidt. Det er derfor bestemt, at man også er straffri i tilfælde, hvor man overskrider grænserne for lovligt nødværge,»hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse«.kilde J. Vestergård april/maj Orientering til Børne- og Ungdomsudvalget. Børne- og ungdomsudvalget orienteres om magtanvendelsesområdet to gange årligt. Tilsynsmyndigheden udarbejder kommenterede opgørelse for henholdsvis døgninstitutions og opholdsstedsområdet. 7