MØDET ONSDAG DEN 14. MAJ 2003

Transkript

1 3-001 MØDET ONSDAG DEN 14. MAJ (Mødet åbnet kl ) FORSÆDE: Patrick COX Formand Situationen i Irak Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Irak. Rådet er ankommet til Strasbourg, og rådsformanden er på vej. Jeg vil foreslå Parlamentet, at vi indleder vores forhandling og ændrer den normale rækkefølge ved at starte med Kommissionens redegørelse, hvis kommissæren kan acceptere det. På grund af den pressede dagsorden er det vigtigt, at vi kommer i gang. Rådsformanden skulle være her om et par minutter Nielson, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil starte med at fortælle om mit besøg i Baghdad for en uge siden. Jeg tog dertil med det overordnede mål at vise vores fortsatte humanitære støtte og solidaritet over for det irakiske folk. Jeg vil gerne minde om, at ECHO siden 1992 og indtil den nuværende konflikt har tildelt 157 millioner euro i humanitær bistand, hovedsagelig til sundhed og sanitet. Programmet var et supplement til olie for mad-programmet og betød, at ECHO var den største donor af humanitær bistand til landet. Efter at konflikten brød ud, blev der sikret 100 millioner euro til humanitær bistand, hvoraf et beløb på 22,5 millioner euro nu er tildelt og iværksat, hovedsageligt til aktiviteter vedrørende sundhed og vand. Jeg ønskede at få et førstehåndsindtryk af den humanitære situation i landet gennem drøftelser med vores partnere - FN, Røde Kors og ngo'erne, det amerikanske kontor for genopbygning og humanitær bistand (ORHA) - og medlemsstaterne samt gennem projektbesøg. I denne sammenhæng mødte jeg formanden for Den Internationale Røde Kors Komité, hr. Kellenberger, ambassadør Ward, der leder søjlen for humanitær bistand, FN's humanitære koordinator, hr. Lopes da Silva, en lang række ngo'er og medlemsstater i Baghdad. Jeg besøgte grundvandsstationen Abu Nawas og det store hospital Al Yarmouk. Et andet mål var at evaluere mulighederne for åbning af et ECHO-kontor i Baghdad. Der er fundet lokaliteter, og kontoret skal åbne i slutningen af maj. Der har allerede været ECHO-personale i Baghdad i et stykke tid. Min vurdering af den humanitære situation i Irak er, at den ikke kan karakteriseres som en humanitær katastrofe. Den direkte humanitære virkning af krigen har heldigvis været mindre end forventet af de fleste humanitære organisationer. Der har ikke været enorme folkevandringer, og de direkte tab af menneskeliv som følge af konflikten har heldigvis også været langt færre end forudset i starten. Der er ikke desto mindre meget store humanitære behov, og situationen er stadig meget skrøbelig, især i byområder - det drejer sig om mere end 2-3 vigtige byer - hvor et af de største problemer stadig er adgangen til rent vand og lignende. Der kan let opstå en humanitær katastrofe, hvis besættelsesmagten ikke håndhæver lov og orden, og hvis institutionerne ikke genaktiveres. Sikkerhed er stadig et meget reelt problem for mennesker, der prøver at komme til og fra arbejde i Irak. Ifølge Genève-konventionen er det besættelsesmagtens forpligtelse ikke blot at reetablere og opretholde lov og orden på alle områder, men også at sikre, at mennesker har fuld og sikker adgang til de vigtigste varer og tjenesteydelser, samt gøre det muligt for befolkningen at vende tilbage til arbejdet. Trods disse forhold har det internationale samfund en forpligtelse til at hjælpe konfliktens ofre, og Kommissionen har som allerede nævnt indtil nu godkendt humanitære hjælpeforanstaltninger til et beløb på 22,5 millioner euro. Foranstaltningerne omfatter nødhjælp, nødforsyninger af medicin og medicinsk udstyr, vandforsyning og grundlæggende, meget basal genoprettelse af infrastrukturerne for sundhed, vand og sanitet. ECHO støtter også OCHA - FN's kontor for koordination af humanitære anliggender - og gør det muligt at arbejde effektivt. Der vil blive truffet beslutning om de resterende 77,5 af de 100 millioner euro, der er tildelt, i takt med vurderingen og identifikationen af yderligere behov. Prioriteten for ECHO i øjeblikket er at støtte en hurtig genoprettelse af sociale myndigheder, sundhedsvæsen, herunder genoptagelse af vaccinationskampagner, effektiv koordination af humanitær bistand, fastholdelse af fokus på miner og aktiviteter til demontering af miner. ECHO planlægger endvidere støtte til Verdensfødevareprogrammet for at afhjælpe fødevarefordelingen. Jeg håber, at der vil være tale om en midlertidig udfordring. Under olie for madprogrammet var systemet velorganiseret: lokale forsyningssteder, der år efter år opfyldte 60 % af befolkningens fødevarekrav. Det var en stor operation, hvor de irakiske myndigheder havde ansvaret for de to sydlige dele af landet, og FN havde ansvaret for den nordlige del. Vi skal sikre, at hele apparatet fungerer, for vi kan ikke bare forlade os på et markedsøkonomisk mirakel til håndtering af situationen fra uge til uge, det vil være at bede om kaos og katastrofe. Men det lader til, at alle i den pågældende situation forstår dette. Det er dog en meget kompliceret situation.

2 Vedrørende de bredere politiske rammer er drøftelserne i FN's Sikkerhedsråd om et udkast til en resolution et positivt skridt til at få bragt debatten om Iraks fremtid tilbage til FN. Vi skelner - af mange gode grunde - skarpt imellem den umiddelbare reaktion på humanitære behov og hele diskussionen om genopbygning. Det er meget forskellige problemstillinger. Alt, hvad der har med genopbygningen at gøre, er helt centralt i de politiske drøftelser om strukturen og struktureringen af magt i det nye Irak. I forbindelse med humanitær bistand kan og bør den umiddelbare reaktion håndteres som en meget mere fokuseret aktivitet. Udkastet til resolution til drøftelse i Sikkerhedsrådet er - som alle ved - udarbejdet af USA og Det Forenede Kongerige for at klarlægge, hvordan besættelsesmagten ønsker, at tingene organiseres. Den irakiske nødfond er hjørnestenen til håndtering af alle beslutninger og økonomisk styring af landet og dets ressourcer. De beslutninger, der vedrører den irakiske nødfond og omfatter beslutninger om licenser i olieindustrien, træffes af besættelsesmagten, og Irak og FN tildeles i henhold til udkastet en konsulterende rolle i disse beslutninger. I henhold til udkastet gives der også immunitet til beslutningstagerne, og de resterende penge - fra olie for mad-programmet - vil formentlig også gå til denne fond og blive administreret på samme måde. Programmet er planlagt til at køre i 12 måneder og derefter fortsætte uden ændringer - uden ændring af bestemmelserne - hvis der ikke træffes nye beslutninger af Sikkerhedsrådet, hvoraf disse to største magthavere er permanente medlemmer. Kommissionens involvering i genopbygningsfasen vil naturligvis afhænge af udbyttet af disse drøftelser i Sikkerhedsrådet - det er klart. På det uformelle ministermøde på Rhodos opfordrede Rådet Kommissionen til at tage konkrete skridt til at identificere muligheder for EU's deltagelse i genopbygningen af Irak. Vi har derfor intensiveret vores kontakter med de relevante internationale organisationer (Verdensbanken, IMF og FN) med henblik på at samarbejde om vurderingen af situationen i Irak. Kommissionen har opnået særlig ekspertise inden for forskellige aspekter af genopbygning og rehabilitering gennem andre krisesituationer, f.eks. Kosovo, Østtimor, Afghanistan og Côte d'ivoire. Men konkrete beslutninger skal under alle omstændigheder træffes på grundlag af relevante politiske rammer og en fornuftig vurdering af behov samt en proces, der involverer både det internationale samfund og Irak. En sidste kommentar til de regionale forhold: EU er meget indstillet på at tilbyde en regional tilgang til stabilisering, som vil være meget vigtig i Iraks tilfælde. Vores bånd til regionen er allerede meget vigtige. Barcelona-processen, den omfattende dialog, menneskerettighederne og igangværende politiske og samarbejdsforhandlinger med Irak, de igangværende forhandlinger vedrørende et frihandelsområde med Golfstaternes Samarbejdsråd, ministermøderne og vores meget tætte politiske bånd med Tyrkiet udgør alt sammen et solidt grundlag for at fastsætte en aktiv og konstruktiv EU-politik efter Irak-konflikten. Vi skal fortsat vurdere, hvordan vi bedst styrker vores politiske dialog og rolle i den pågældende region. (Bifald) Formanden. - Rådsformanden, hr. Yiannitsis, vil ud over redegørelsen om situationen i Irak også kommentere terrorangrebet i Saudi-Arabien Yiannitsis, Rådet. - (EL) Hr. formand, mine damer og herrer, i forgårs var Riyadh udsat for endnu et terrorangreb med et betydeligt antal ofre, døde og sårede til følge. Et lignende terrorangreb i Tjetjenien for nogle få dage siden medførte også et stort antal ofre. Volden er til stede i rigt mål alle steder. I min egenskab af formand for EU vil jeg kraftigt fordømme disse modbydelige handlinger og udtrykke min dybe medfølelse for ofrene og deres familier. Jeg håber, vi finder en måde, hvorpå vi kan standse denne tragiske form for politisk intervention og skabe retfærdighed, og jeg vil gerne understrege, at det haster med at skabe stabile og sikre forhold og gennemføre en politik til bekæmpelse af blind vold og fanatisme. Jeg vil nu fortsætte til det punkt på dagsordenen, der vedrører Irak. Vi står i dag over for en ny situation i Irak. De militære operationer er stort set afsluttet. Den politiske situation giver anledning til en række spørgsmål, som jeg kommer tilbage til om et øjeblik. Rent praktisk drejer de vigtigste spørgsmål sig om humanitær bistand, om at skabe sikkerhed og orden og om at genoprette normale forhold i området. Selv om forholdene tilsyneladende generelt bedres, sker det kun langsomt, og det er indlysende, at der er store vanskeligheder og problemer, som skal løses. På nuværende tidspunkt er de allierede styrker ansvarlige for at øge sikkerheden og yde humanitær bistand sammen med en række EU-medlemsstater. Der er dog behov for hele det internationale samfunds hjælp og støtte, hvis der skal ske en hurtig, effektiv og virksom tilbagevenden til normale forhold. Kanaliseringen af den humanitære bistand og fuld genoprettelse af orden og sikkerhed har naturligvis førsteprioritet. Der er afsat betydelige beløb inden for rammerne af FN - ca. 1,7 milliarder amerikanske dollars - uden at man har et tydeligt billede af skadernes omfang og landets genopbygningsbehov. Europa-Kommissionen har, og så vidt jeg kunne høre, omtalte kommissær Nielson udtrykkelig dette, allerede øremærket 100 millioner euro, hvoraf en del allerede er kanaliseret til området, og de europæiske lande yder bilateralt et vigtigt bidrag. EU har planer om at give 250 millioner euro i Jeg vil gerne påpege, at FN's olie for madprogram, der for nylig blev forlænget til 3. juni 2003, fortsætter, så længe sanktionerne ikke er ophævet.

3 Jeg vil gerne på nuværende tidspunkt tilføje, at en løsning på den humanitære krise kræver, at alle implicerede parter samarbejder, så der sikres adgang til landet, og at de handler uafhængigt og upartisk. Jeg behøver ikke understrege, at det foruden at yde humanitær bistand er yderst vigtigt at beskytte Iraks kulturarv mod en gentagelse af det, der skete for nylig. Jeg vil gerne give udtryk for min væmmelse over plyndringen og ødelæggelsen af arkæologiske skatte, museer og monumenter og understrege, at vores første mål må være at finde de uvurderlige museumsgenstande, der er forsvundet, og beslaglægge og tilbagelevere dem, når og hvis de dukker op. Vi forventer, at de militære besættelsesstyrkers planlægning og administrative arbejde på dette område hurtigt vil give konkrete resultater, og samordnet aktion fra det internationale samfunds side er også af største betydning. Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, EU kan og skal på grundlag af sin erfaring med genopbygning af stater og områder - jeg tænker her på Kosovo, Afghanistan og Østtimor - bidrage effektivt til genopbygningen af Irak. EU kan deltage aktivt på en række områder, ikke kun i forbindelse med den omtalte humanitære bistand, men også på områder som fornyelse af infrastruktur, støtte og knowhow i forbindelse med demokratisering og omstrukturering af institutioner - såkaldt institutionsopbygning - samarbejde inden for rammerne af internationale finansielle organisationer med henblik på en løsning på spørgsmålet om Iraks gæld og naturligvis den politiske genopbygning af landet. Netop den fælles målsætning om at bidrage til den overordnede genopbygning af landet er endnu et samlende punkt og endnu en årsag til at lægge de meningsforskelle, der for nylig skabte uenighed blandt medlemsstaterne om det irakiske spørgsmål, bag os. På det europæiske topmøde i Athen den 16. og 17. april bekræftede EU sit tilsagn om at spille en vigtig rolle i denne forbindelse og bad den højtstående repræsentant og Kommissionen undersøge dette spørgsmål. Jeg vil gerne påpege, at spørgsmålet også blev drøftet på det uformelle møde i Rådet (udenrigsministrene) i Grækenland for to uger siden, og vi er ved at undersøge, hvordan vi kan bidrage. Der er dog stadig vigtige udestående spørgsmål, herunder især, hvordan olieindtægterne skal kontrolleres, hvad der sker med olie for mad-programmet i fremtiden, hvad der sker med kontrakter underskrevet af det tidligere styre, hvordan vi finder masseødelæggelsesvåbnene, hvad der sker, når UNMOVIC vender tilbage, osv. De grundlæggende principper for, hvordan vi håndterer situationen i Irak, nemlig hensynet til landets territoriale integritet og suverænitet, FN's væsentlige rolle og det irakiske folks ret til selv at bestemme deres fremtid, er dog uændrede. Dannelsen af en regering, der repræsenterer hele befolkningen, og udnyttelse af landets naturrigdomme på en måde, der kommer landet selv til gode, har naturligvis lige så stor betydning. Vi tror på, at FN, og navnlig Sikkerhedsrådet, på grund af sin særlige institutions- og organisationsinfrastruktur og politiske erfaring fra lignende situationer har en grundlæggende rolle at spille i den forbindelse. FN's generalsekretærs udnævnelse af en særlig repræsentant i Irak er et skridt i den rigtige retning. En gnidningsløs overgang til demokratiske og stabile forhold vil også medvirke til at skabe regional fred og stabilitet. Inden for disse rammer har vi gentagne gange over for nabolandene påpeget behovet for at holde hovedet koldt og udvise selvbeherskelse og for at bidrage til genopbygningen af Irak og løsning af det humanitære problem med henblik på at opnå stabilitet i regionen. Både Tyrkiet og Iran har generelt en positiv holdning. I dag har opmærksomheden ligeledes været rettet mod spørgsmålet om køreplanen for fred i Mellemøsten. Det er klart, hvilket også er blevet nævnt flere gange, at det generelt vil have en yderst positiv effekt, hvis fredsprocessen i Mellemøsten fremmes. Kvartetmødet på ministerplan den 21. maj er særlig vigtigt inden for disse rammer, eftersom positive udsigter har høj prioritet, og det er afgørende, at der genskabes et tillidsforhold til den arabiske verden. Regional stabilitet og sikkerhed vil også bidrage betydeligt til at løse problemerne i forbindelse med Irak og vil også lette landets integration i det internationale samfund efter 12 år med sanktioner og isolation. Spørgsmålet om afvæbning af landet bør afgøres endeligt i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolutioner og bør kædes sammen med vedtagelse på et mere overordnet regionalt plan af en samlet effektiv politik, der forebygger spredning af masseødelæggelsesvåben. Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, det er ofte let at opnå enighed om generelle principper, men det er meget svært at opnå enighed om specifikke løsninger og beslutninger, især når det drejer sig om institutioner, international legitimitet, foranstaltninger, der træffes efter en krig eller andre konkrete situationer, der skal tages stilling til. Det har naturligvis betydning for, i hvilket omfang og på hvilken måde problemerne skal løses. Ud fra formandskabets synspunkt tror jeg dog, vi kan prioritere som følger: Vi skal udarbejde en pragmatisk, global og sammenhængende europæisk politik for Irak efter krigen, idet der tages hensyn til de langsigtede aspekter af udviklingen i Mellemøsten som helhed. Vi skal præcisere, hvordan vi, EU, opfatter FN's rolle i Irak efter krigen, og vi skal hjælpe Irak med at lægge problemerne bag sig og give det irakiske folk fred, sikkerhed, accept, værdighed og velstand. Vi skal gennemføre de principper, vi vedtog i vores fælles beslutninger på den seneste tids møder i Rådet, og vi skal fremme regional stabilitet og regionalt samarbejde ved at støtte fredsprocessen i Mellemøsten. Denne prioritering betyder ikke, at vi ikke ser problemerne og farerne i øjnene. Jeg vil kun omtale nogle af disse farer. For det første er der faren for, at drøftelserne om Irak skifter fra at være en frugtbar dialog om løsning af landets centrale problemer til at

4 omhandle sekundære konflikter. For det andet er der problemerne i forbindelse med at vedtage efterfølgende foranstaltninger og beslutninger i Sikkerhedsrådet. For det tredje er der udviklingen i de transatlantiske relationer. For det fjerde er der meningsforskellene mellem de europæiske stater, selv om jeg ikke tror, at de vil spille en lige så stor rolle i efterkrigsfasen. For det femte er der den manglende evne til at bestemme, hvilken rolle vi ønsker at spille i Irak, og endelig alle de forhindringer, der kan forsinke processen. Jeg mener, at vi skal holde os disse farer for øje, så vi løser problemerne effektivt og når frem til en holdning og handlinger, der sætter os i stand til at klare det irakiske problem og dets eftervirkninger. I den endelige analyse er det ikke kun landets, men hele områdets stabilitet, sikkerhed, normale forhold og økonomiske udvikling, der skabes tvivl om, og som er knyttet til denne udvikling. Hele problematikken er også forbundet med alle de involveredes, og dermed også Europas, troværdighed. Til slut vil jeg dog gerne bekræfte, at Rådet som nævnt har en konstruktiv holdning til udarbejdelsen af fælles løsninger på Iraks problemer. Der er tæt kontakt mellem alle sider uden undtagelse, hvilket hjælper os med dels at forebygge dårlig kontakt mellem medlemsstater, dels - og det er vores hensigt - at nå til enighed på trods af meningsforskelle, at have en åben kommunikation og at se, hvor der kan bygges bro. Det er denne konstruktive holdning, der også fremgik af vores drøftelser i Gymnich, og som efter min mening betyder, at vi kan være mere optimistiske vedrørende EU's evne til at spille en positiv og aktiv rolle i Irak på dette tidspunkt Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, natten til tirsdag omkom ca. 90 mennesker ved et brutalt terrorangreb i Saudi-Arabiens hovedstad, i Riyadh, saudiarabere, europæere - så vidt vi ved franskmænd, briter, tyskere, en schweizer og australiere. Det viser endnu en gang, at terrorismeudfordringen er en udfordring, som ikke kun vedrører amerikanerne, men os alle, og læren fra dette frygtelige terrorangreb i Riyadh bør være, at vi sammen skal bekæmpe terrorismen overalt i verden med beslutsomhed. Rådsformanden har med rette henvist til Tjetjenien. Europa-Parlamentet, i hvert fald vores gruppe, men jeg tror også, det gælder for de andre, vil holde meget nøje øje med, hvordan der arbejdes videre hen imod en fredelig løsning i Tjetjenien. Vi som europæere må spørge os selv efter Irak-krigen, hvordan vi kan drage læren af disse også for Europa bitre erfaringer, og vi må sige, at der ikke er nogen anledning til defaitisme. Jeg har ofte hørt under denne ulykkelige periode med europæisk uenighed, at en europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke giver nogen mening. Nej, vi må betragte krisen som en chance og sikre, at vi gør det bedre, end vi gjorde det under Irak-krisen og Irak-krigen. Frem for alt må kravet være, at man, før et medlemsland eller en række medlemslande fastlægger en national holdning og så bekendtgør den over for offentligheden, drøfter disse holdninger i EUregi, således at man i sidste ende finder frem til en fælles holdning. (Bifald) Dette krav er også rettet mod de to europæiske medlemmer af Sikkerhedsrådet. Der står i Maastrichttraktaten, at medlemmerne af Sikkerhedsrådet, skal konsultere partnerne i EU, før de afgiver deres stemme i Sikkerhedsrådet, og det må være læren fra de sidste uger. Jeg vil gerne tilføje - og det vedrører vores forhold til USA - at de, der mener, at et forenet Europa skal skabes i opposition til USA, er på gyngende grund, for hvis vi opbygger Europa i opposition til USA, så ville mindst halvdelen af europæerne eller endda flere vende ryggen mod et forenet Europa, således at der slet ikke er andre muligheder end at opbygge et Europa, som ikke er i opposition til USA, men derimod en ligeberettiget partner til USA. Jeg vil også gerne tilføje følgende: Vi har hørt en stemme fra USA, der vil opdele Europa i det nye Europa og det gamle Europa. Jeg oplevede under et besøg i Warszawa, at man ikke er så begejstret for det dér. Også Warszawa, også Polen er det gamle Europa med de samme rødder som vores, og vi må ikke tillade, at nogen deler Europa i to. Det er derimod op til os at handle i fællesskab! Nu til Irak. Vi har stor interesse i, at den civile orden genskabes hurtigt, og vi siger ofte, når vi taler om Europas, om EU's forhold til de arabiske islamiske stater, at der hverken kan eller skal være noget clash of civilisation, og det samme gør sig naturligvis også gældende for den civile orden i Irak. Dér lever shiitter, dér lever sunnier, dér lever kristne, dér lever arabere, dér lever kurdere, og efter min mening ligger der en opgave i, og her kan vi måske hjælpe - og hvis vi kan hjælpe, bør vi gøre det - at skabe en fredelig orden og netop ikke et clash mellem de forskellige religiøse eller etniske grupper. Her står vi efter min mening over for en stor opgave i EU, og jeg bifalder på min gruppes vegne, hr. kommissær Nielson, at De har været i Irak. Det er naturligvis meget vanskeligt at sige på nuværende tidspunkt i Europa-Parlamentet, om FN skal spille en eksklusiv rolle, hvilken rolle vi som EU, hvilken rolle måske NATO, hvilken rolle USA og Storbritannien som de to magter, der har handlet dér, og andre skal spille. Det er vanskeligt at sige, men det, vi kan sige, er, at vi opfordrer alle involverede, især også europæerne - også vores polske partnere og venner - der er involveret dér, til, at vi europæere gør alt, hvad vi gør, i fællesskab og først gør det, når vi er blevet enige om en fælles holdning. Der er tale om yderst store humanitære udfordringer, og jeg tror, vi kan bidrage til sikkerhed, i forbindelse med opbygningen af et politi, i forbindelse

5 med vandforsyningen, sundhedsplejen og den politiske orden som helhed. Lad mig afslutningsvis sige, at vi naturligvis også har nogle spørgsmål til vores amerikanske venner og partnere. Man har hidtil ikke fundet nogen masseødelæggelsesvåben. Jeg anbefaler, at man leder videre, men det var også grundlaget for interventionen, og det påvirker naturligvis også den politiske troværdighed, og derfor skal vi også tage dette spørgsmål meget alvorligt. (Bifald) Det, vi nu skal opnå, er - og det var jo også vores store håb efter Kuwait-krisen i 1991, hvor jeg var stor tilhænger af, at Kuwait blev befriet, at man bekæmpede Saddam Hussein resolut - at der også nås frem til en fredsløsning i Mellemøsten mellem Israel og Palæstina. Den chance må vi gribe nu. Troværdigheden af vores politik vil også afhænge af, om det lykkes at nå frem til en fredsløsning dér, og jeg opfordrer os alle, europæerne, til, at vi yder et enigt og afgørende bidrag i den forbindelse. (Bifald) Barón Crespo (PSE). - (ES) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil gerne begynde med - på Den Socialdemokratiske Gruppes vegne - at tilslutte mig fordømmelsen af de massive angreb i Saudi-Arabien og Tjetjenien, og Parlamentet bør også kondolere familierne til krigens ofre, især den civile befolkning, og understrege, at vi dybt beklager, at 14 journalister er omkommet under konflikten, to er forsvundet, og amerikanske tropper har bombet medieorganisationer som Al-Jazeera og det palæstinensiske hotel, som var beboet af journalister. Efter at have hørt hr. Poetterings indlæg vil jeg gerne på min gruppes vegne sige, at vi i endnu højere grad end De beklager, at man endnu ikke har anset det for relevant at finde en løsning, da vi kunne være nået til enighed om mange spørgsmål, og det er vigtigt, at Europa- Parlamentets stemme høres. Vi giver indtryk af at være ligeglade med, hvad der sker, og vi har et fælles ansvar med de andre EU-institutioner. For det første vil jeg med hensyn til krisesituationen hilse Kommissionens indsats velkommen - kommissæren har været i Baghdad. Der er afsat 100 millioner euro, og jeg beder Dem lade kvinder deltage i fredsforhandlingerne og i bistandsarbejdet, for det er meget vigtigt, hvis der skal opnås fred i Irak. Desuden mener jeg, at vi bør støtte genopbygningen af de grundlæggende serviceydelser. Kommissæren har gjort opmærksom på en ting, som efter min mening er meget vigtig: Vi må ikke forveksle humanitær bistand med genopbygning, og humanitær bistand må frem for alt ikke blive et politisk forhandlingsobjekt. De har Den Socialdemokratiske Gruppes støtte i denne henseende. Med hensyn til genopbygningsprocessen og den igangværende debat i Sikkerhedsrådet vil jeg for det første gerne påpege, at vi i henhold til folkeretten befinder os i en de facto-situation, hvor en koalition fungerer som besættelsesmagt i et besat område. Ifølge Genève-konventionen og Haagerkonventionen har koalitionen klart definerede ansvarsområder og beføjelser, og dette skal indarbejdes i de nuværende rammer, for ellers afhænger alt af magtspillet i Washington. Jeg minder om, at det første hold amerikanske guvernører i Irak allerede er afløst. Forvirringen stiger hele tiden, og det er derfor vigtigt at få bekræftet FN's Sikkerhedsråds rolle. Vi europæere har et ansvar i den forbindelse. Ifølge traktatens artikel 11, 12 og 13 er vi forpligtede til at findes en fælles holdning. Men det er mærkeligt, at vi er i stand til at finde fælles fodslag inden for EU og med andre, i mellemøstkvartetten og endda med Den Arabiske Liga, men ikke i Sikkerhedsrådet. Det kan befolkningen ikke forstå, og desuden har Europa et seriøst ansvar her. Det er derfor meget vigtigt, at den enighed, der blev opnået i Athen den 16. april, nu gøres gældende, men inden for folkerettens rammer. Hvorfor? Fordi der skal dannes en regering, som tilhører det irakiske folk, og som respekterer den territoriale integritet og giver det irakiske folk muligheder, nu hvor det endelig er blevet befriet for et despotisk tyranni. Vi begynder at se den politiske og religiøse undertrykkelse forsvinde og det irakiske folk få lov til at udtrykke sin mening. Dette er helt afgørende. Embargoens ophævelse skal - som det fremgår af adskillige FN-resolutioner - ske i henhold til disse resolutioner. Inspektørerne skal også vende tilbage, for paradoksalt nok er de eneste, der har fundet spor af masseødelæggelsesvåben, Hans Blix' og Mohamed El Baradeis hold og ikke de amerikanske inspektører, som handler illegalt, og det er derfor vigtigt at gribe ind i denne henseende. Jeg vil gerne på min gruppes vegne gentage, at den irakiske olie og dens udnyttelse tilhører det irakiske folk. Olie er, som vi alt for ofte har set, ikke et ubetinget gode, og der skal være ægte respekt for dens anvendelse og det irakiske folks adgangsret til ressourcerne. Til slut, hr. formand, vil jeg gerne tale om situationen i Mellemøsten. Vi kan ikke sige, at vi var nødt til at handle, fordi der var gået 12 år, hvor Saddam Husseins styre ikke havde overholdt FN's resolutioner, når vi har ventet 30 år på, at resolution 242 skulle blive overholdt. Vi er nødt til at støtte køreplanen, Ariel Sharon kan ikke give EU's højtstående repræsentant for udenrigspolitikken, Javier Solana, den kolde skulder, fordi han har mødt præsident Arafat. Vi må vise goodwill, og vi må først og fremmest desarmere den farlige tikkende bombe i Mellemøsten. Og alt dette

6 kræver, at vi europæere igen finder sammen i enighed og handler samlet. (Bifald) Watson (ELDR). - (EN) Hr. formand, selv om mange af os er modstandere af grundlaget for den nylige krig i Irak, kan vi dog være enige om at glæde os over den brutale diktator Saddam Husseins fald. Den irakiske befolkning kan nu starte på genopbygningen af Irak som et frit demokrati, som kan eksistere i fred med sine naboer og have mulighed for at udnytte de enorme naturressourcer til at forbedre levestandarden. Spørgsmålet for Europa i dag er, hvordan vi forenes i genopbygningen af Irak, så vi kan overvinde vores tidligere splittelse. Europas stemme skal lyde som et enstemmigt kor, ikke disharmonisk og ude af takt. Udenrigsministrenes uformelle møde giver anledning til forsigtig optimisme. Jeg hilser Kommissionens og det græske formandskabs forslag om at stå i spidsen for vores aktioner i efterkrigstidens Irak velkommen. Selv om vi endnu ikke har kapacitet til at føre krig for at forsvare vores værdier, har vi lang erfaring i at opnå fred. Min gruppe går ind for, at Europa skal have en aktiv rolle i genopbygningen af Irak, men så må vi have en form for legitimitet, som kun kan opnås via en anden FN-resolution. Præsident Bush lovede os, at FN skulle få tildelt en "afgørende" rolle. Vores udenrigsministre har stillet krav om, at FN får en "central" rolle. Men udkastet til resolution fra USA, Det Forenede Kongerige og Spanien er meget mangelfuldt i denne sammenhæng. Man kan ikke tildele FN en afgørende rolle ved simpelthen at nævne det i en betragtning til en resolution til drøftelse i Sikkerhedsrådet. En afgørende rolle betyder, at genopbygningen af Irak ikke vil være mulig uden FN. Det betyder ikke, at den selverklærede besættelsesmagt i en periode på 12 måneder skal have ret til at styre tilbagebetalingen af udlæg med indtægterne fra irakisk olie. En afgørende rolle for FN betyder FN's deltagelse i oprettelse - så hurtigt som muligt - af en legitim og repræsentativ regering i Irak, ophævelse af sanktioner og ydelse af humanitær bistand. Hvorfor er rindende vand og elektricitet ikke genetableret? Hvor mange flere skal dø, før vi får leveret medicinsk udstyr til hospitalerne og får fjernet den ueksploderede ammunition? Hvor er politiet, som FN kunne sende for at hjælpe med at genetablere ro og orden? Vi skal give den irakiske befolkning et bedre liv og undgå, at deres lidelser skaber vrede over for besættelsesmagten. En afgørende eller central rolle for FN betyder også genindsættelse af Hans Blix og våbeninspektørerne for at finde ud af, hvad der er sket med de masseødelæggelsesvåben, der ikke er fundet. Eksistensen af disse våben og påstanden om, at de kunne tages i anvendelse inden for 45 minutter, var en af hovedårsagerne til krigen. Våbeninspektørerne har den internationale legitimitet og troværdighed til at fuldføre den opgave, som de fik tildelt, i samarbejde med de amerikanske og britiske væbnede styrker på stedet. Den tragiske hændelse mandag aften i Saudi-Arabien minder os om den fortsatte ustabilitet i området. Derfor bifalder min gruppe Colin Powells besøg, der markerer USA's deltagelse i fredsprocessen. For at opnå varig fred i området og en vellykket genopbygning af Irak skal vi sammen følge kvartettens køreplan for fred i Israel og Palæstina. (Bifald) Wurtz (GUE/NGL). - (FR) Hr. formand, det sidste beslutningsforslag om Irak stammer fra før krigen. Parlamentet gav heri sin fulde støtte til FN's våbeninspektører og slog fast, at ingen af de hidtil anførte grunde berettigede en krig, og at "alle yderligere skridt skal tages af Sikkerhedsrådet efter en omfattende vurdering af situationen". Har vi ikke noget at sige til de alvorlige begivenheder, der er sket siden da, og som er i fuldstændig modstrid med denne strategi? Det viser flertalsbeslutningen her i Parlamentet om ikke at afslutte denne forhandling med vedtagelse af et beslutningsforslag. Denne proceduremæssige beslutning ville være latterlig, hvis den ikke afspejlede en mere dybtgående og alvorlig brist i EU, nemlig den manglende evne til at definere en egen identitet og forsvare den uforbeholdent. Denne politiske laden stå til har været fremherskende, lige siden George Bush begyndte at anvende sin nye strategiske doktrin. Til dem, der ligesom min gruppe mener, at det er absolut nødvendigt at reagere, særlig ved se på det, som New York Times har kaldt "den anden supermagt", det vil sige offentligheden, som er imod tanken om krig, foreslår jeg tre tæt forbundne prioriteter. For det første en mobilisering mod fait accompli i Irak. Den irakiske befolkning er lige blevet befriet for et diktatur og derefter kastet ud i kaos. Efter at have talt med de mangeårige modstandere af Saddam Hussein kan jeg fortælle, at den 9. april følte mange af dem, der var til stede, en blanding af glæde og smerte, lettelse og ydmygelse. Efterhånden har forbitrelsen over alt det blod, der er udgydt, omfanget af skaderne, ødelæggelserne og plyndringerne, den militære besættelse og den civile amerikanske prokonsul taget over. Alt dette er ved at miste troværdigheden, selv om bevæggrunden til krigen var, at Irak skulle have store lagre af masseødelæggelsesvåben, hvilket George Bush, Tony Blair og José Maria Aznar selvfølgelig havde uigendrivelige beviser på. Den anden prioritet skal uden tvivl være en offensiv indsats for at få en effektiv iværksættelse af en køreplan for fred i Mellemøsten. EU er medinitiativtager hertil og kan således ikke forholde sig passivt til den israelske regerings daglige forsøg på at sabotere det spinkle håb

7 om fred, idet den er overbevist om, at den nuværende vært i Det Hvide Hus altid vil forstå dens bevæggrunde. Endelig skal vi hjælpe hinanden med at vurdere, hvor det tåbelige eventyr med forebyggende krig fører os hen, hvis Europa ikke får den politiske vilje til at gøre alt for at standse det. Det er nødvendigt at bekæmpe terrorismen og spredningen af masseødelæggelsesvåben. Det har imidlertid ikke noget at gøre med denne farlige skæve udvikling. Hr. formand, jeg gentager for tredje gang i dag min gruppes anmodning om en indledende grundig debat her i Parlamentet om den nye strategiske doktrin, som præsident Bush bekendtgjorde den 20. september Denne kyniske lovprisning af den stærkestes ret har til hensigt at annullere alle principper i De Forenede Nationers pagt, som det nuværende amerikanske resolutionsforslag i Sikkerhedsrådet også vidner om. Det er på tide, at Europa slår alarm og påtager sig sit ansvar. Det forventer de fleste af vores medborgere fra Strasbourg til Warszawa sig af os. Det kunne være vores køreplan at leve op til denne forventning. Min gruppe er under alle omstændigheder klar til det Lagendijk (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand, intet er mere ubehageligt for en politiker end at have ret, men ikke få ret. Endnu mere ubehageligt er det ikke at have ret og stadig mere klart indse, at man rent faktisk ikke havde ret. Helt konkret er vi alle klar over, at den hævdede forekomst af store mængder masseødelæggelsesvåben var den primære officielle begrundelse for at indlede krigen. Alle husker Tony Blairs og Colin Powells indlæg i FN, hvor de fremførte beviser for, at sådanne masseødelæggelsesvåben eksisterede. Det viser sig nu efter ugers søgen, hvor hundredvis af amerikanske og britiske soldater har været indsat, at de pågældende beviser ikke findes. Kan det være årsagen til, at myndighederne - læs: amerikanerne og briterne - nægter Hans Blix og FN's våbeninspektører adgang? FN's våbeninspektører er de eneste, som kan godtgøre, at der ikke findes masseødelæggelsesvåben i Irak, men de er også de eneste, som med stor sandsynlighed vil godtgøre, at Bush og Blair ikke havde ret, da de indledte denne krig med henvisning til forekomsten af masseødelæggelsesvåben. Nægtelsen af adgang indgår i en bred vifte af bestræbelser, nemlig bestræbelserne for at holde FN på afstand. Det er ikke rimeligt og heller ikke intelligent. Lad mig anføre to eksempler, som viser, at FN spiller en afgørende rolle. Via FN's Miljøprogram (UNEP) har man, og efter min opfattelse med rette, presset på for hurtigst muligt at få undersøgt de miljømæssige konsekvenser af anvendelsen af eksempelvis klyngebomber og forarmet uran. Etableringen af en domstol, som er yderst påkrævet for at få bearbejdet fortidens forbrydelser, kan kun gennemføres med FN's hjælp. Men lad os også åbent vedgå, at EU kun kan yde en fuldgyldig indsats - hvad enten det drejer sig om humanitær bistand eller genopbygning - inden for rammer, som er legitimeret af FN, og som ligeværdig partner i forhold til USA, ikke som underleverandør. Det, jeg frygter, er, at Europa uden et sådant FN-mandat ikke desto mindre vil bidrage til genopbygningen af Irak, om end halvhjertet og sandsynligvis endog modstræbende. EU som sådan vil bidrage af pligtfølelse, visse medlemsstater vil bidrage for at undgå endnu en konflikt med USA, og fordi de ønsker at sikre sig en del af kagen. Det er ikke den fælles udenrigspolitik, min gruppe forestiller sig. Vejen til en fælles udenrigspolitik for EU går via New York, via FN. Kun med FN-mandat vil EU være i stand til at udnytte de ikke ubetydelige muligheder, vi har, for at sikre Iraks genopbygning og sikre, at regeringsmagten igen kommer til at ligge i det irakiske folks hænder. Det er også i USA's og Storbritanniens interesse. Jeg vil derfor også opfordre den britiske og den spanske regering, men også den polske regering og kollegerne i regeringspartierne i de pågældende lande, til at bryde med krigens løsen - at vinderen tager det hele. Vinderen tager ikke det hele, det må ikke være ønsket, og det kan det heller ikke være. Se blot, hvad der sker i Irak i øjeblikket. Der hersker kaos, og den ene despotiske administrator afløser den anden, fordi amerikanerne og briterne ikke ved, hvad de skal stille op. Irak har ikke behov for hoverende sejrherrer, som ikke ved, hvad de skal stille op. Krigen er vundet af de få, freden kan kun vindes af de mange Collins (UEN). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne sige tak til det græske formandskab og kommissær Nielson for de fremragende redegørelser her til morgen og til mine kolleger i Parlamentet for deres meget informative indlæg. Den amerikanske regering har udtrykt sin intention om at overgive Iraks suverænitet til en repræsentativ irakisk regering på et meget tidligt tidspunkt. Der er afholdt to møder med irakiske politiske ledere. Det seneste møde i Baghdad den 25. april resulterede i en aftale om at forsøge at sammensætte en midlertidig regering inden den 3. juni Denne regering skal så udarbejde en ny forfatning for det irakiske folk og håndtere andre langsigtede regeringsspørgsmål. Jeg hilser udkastet til resolution til drøftelse i FN meget velkommen. Udkastet omhandler håndteringen af situationen efter krigen i Irak. Jeg mener, at der er en række ledetråde, som skal følges i fastsættelsen af FN's fremtidige rolle i Irak. FN skal spille en central rolle i genopbygningen af Irak. Denne rolle skal indledes med en klar forståelse af, at det ikke er formålet med FN's deltagelse at berettige den nylige militære konflikt. FN skal være en ligeværdig partner og ikke være nødt til at underordne sig beslutninger truffet af koalitionen i Irak. Det vil være meget uretfærdigt over for civilbefolkningen i Irak, hvis spørgsmål om principper forhindrer effektiv deltagelse fra FN til afhjælpning af de umiddelbare behov.

8 Vi bør huske på ordene fra FN's generalsekretær, som sagde, at vi skal være målbevidste under fasen efter krigen i Irak. På nuværende tidspunkt skal vores overordnede mål være at tilsidesætte tidligere tiders splittelse og fokusere på det, der kan og skal gøres for at hjælpe det irakiske folk. Ud fra et europæisk perspektiv skal den rolle, som EU skal spille i Irak, fastsættes nøjagtigt. På det seneste EUudenrigsministermøde, som blev afholdt på Rhodos den 3. maj, var der bred enighed om, at EU skal spille en større rolle i situationen efter krigen i Irak. Kommissionen har allerede sendt en mission til Irak for at vurdere behovene. Det er også planen, at de forskellige chargés d'affaires kan vende tilbage til Irak fra EU's medlemsstater. Der er endnu ikke indgået en aftale om, hvorvidt EU skal udpege en særlig repræsentant for Irak. Sidstnævnte spørgsmål er meget vigtigt og skal overvejes hurtigst muligt. EU skal deltage i genopbygningen af Irak med FN i spidsen for arbejdet. EU-ressourcer vil under disse omstændigheder blive tildelt til finansiering af de vigtigste genopbygningsaktiviteter som f.eks. genopbygningen af den grundlæggende sociale infrastruktur, herunder tjenester som sundhed, uddannelse, vand og sanitet. Det er rimeligt, at sanktionerne imod Irak ophæves. De tjener intet formål overhovedet på nuværende tidspunkt, da de oprindeligt blev pålagt et regime, der ikke mere eksisterer. UNMOVIC og Den Internationale Atomenergiorganisation bør vende tilbage til Irak hurtigst muligt og fuldende deres mission. Indtægter fra olie i Irak skal også spille en stor rolle i den praktiske genopbygning af Irak, men enhver brug af sådanne midler skal være til fordel for den irakiske befolkning, der skal deltage så vidt muligt og på et så tidligt tidspunkt som muligt i sådanne beslutningsprocesser. FN skal som en vigtig del af sin rolle give berettigelse til eventuelle overgangsordninger i Irak. FN vil også kunne bidrage til mindskelse af den politiske spænding i Mellemøsten og den politiske ustabilitet, der desværre helt tydeligt hersker på nuværende tidspunkt Bonde (EDD). - Hr. formand, læren af Irak-krigen er ikke, at vi skal kopiere USA og lave vores egen udenrigspolitik med vores eget super statsmilitær og militærindustrielle kompleks. Hvis vi havde haft kvalificeret flertal i spørgsmålet om Irak, ville hverken den britiske eller franske linje have fået flertal. Løsningen er, at vi i stedet for at lave en superstat står sammen i Europa for at styrke FN. Beslutter FN, at en diktator skal afvæbnes, må FN også have styrken til at gennemføre beslutningen. FN bør have sin egen udrykningsstyrke, og EU's udrykningsstyrke bør stilles til rådighed for FN. Vetoretten i FN's sikkerhedsråd må begrænses, så FN også kan handle, selv om et lille mindretal skulle være imod det. Ellers handler stormagter på egen hånd og skaber dermed undskyldninger for, at enhver kan handle på egen hånd med militære overfald og terror. Krigsforbrydere bør findes og stilles for krigsforbryderdomstolen. Alle lande bør presses til at acceptere krigsforbryderdomstolen og FN-pagten. Læren er, at vi må værne om lov og ret mellem landene, hvis vi ikke vil ende som ofre for jungleloven og tyngdeloven, og selv blive skydeskive for nye generationer af terrorister. Terror og diktatur stoppes kun effektivt med lov og ret Bonino (NI). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg ved ikke, om dette er Europa-Parlamentets 10., 15. eller 25. forhandling om Irak-spørgsmålet. Jeg frygter, at denne debat - ligesom alle de andre - endnu en gang understreger EU-institutionernes ubetydelighed. De var nemlig ubetydelige i den fase, der gik forud for det militære indgreb, og de risikerer også at blive ubetydelige i opbygnings- og genopbygningsfasen. Kære kolleger, jeg ved ærligt talt ikke, om EU nogensinde beslutter sig for at gøre ordene til handling og for at føre en fælles politik, for jeg kan slet ikke få øje på forudsætningerne for dette. Jeg kan ikke få øje på forudsætningerne for dette, eftersom det ikke fremgik af Rådets redegørelse, hvilken rolle EU agter at spille som sådan. Hørte De noget i den retning? Det gjorde jeg ikke. Bortset fra nogle få forhåbninger, som det er naturligt at give udtryk for, hørte jeg ikke andet, og det bør vi efter min mening sige, som det er. Kommissæren sagde dog noget vigtigt, som jeg er helt enig i. Det skal slås fast én gang for alle, at der ligesom før er et stort behov for humanitær hjælp i Irak, men vi står ikke over for en humanitær katastrofe. Det skal vi i det mindste gøre os klart, for der er tale om nogle andre og meget vanskeligere problemer end en humanitær nødsituation, som Kommissionen udmærket ved, hvordan den skal administrere. Ud fra dette synspunkt vil jeg sige, at hvis EU nogensinde finder viljen til at give udtryk for en holdning og føre en politik, tilslutter jeg mig det, som hr. Barón Crespo sagde. Det er nemlig uacceptabelt, at der ikke er nogen kvinder til stede under alle debatterne, konferencerne og møderne - ikke engang om Irak, men heller ikke om Afghanistan, Kosovo eller Østtimor - og det er heller ikke kvinder, som serverer kaffe eller tolker. Det er ikke et muslimsk land, og det er ikke et spørgsmål om tradition. Det er et sekulariseret land, hvor kvinderne spillede en hovedrolle på godt og ondt, hvilket "fru Anthrax" er et fremragende eksempel på. Jeg ved ikke, om EU nogensinde skal give sin holdning til kende, men hvis EU tilfældigvis skal udtale sig efter sine vigtige debatter, håber jeg, at dette bliver husket, og at vi radikale ikke bliver tvunget til - sådan som det var tilfældet med Afghanistan - at iværksætte en verdensomspændende kampagne for måske at få to kvindelige ministres støtte, mens alle andre er ligeglade

9 Evans, Jonathan (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, 172 soldater - 34 britiske og 138 amerikanske - har givet deres liv under krigen for Iraks frihed. I dag ærer mine kolleger og jeg disse soldater og alt, hvad de og koalitionsstyrkerne har gjort for at sikre fred og frihed i Irak. Jeg har i alle de forhandlinger, som vi har haft om Irakkrisen, gjort helt klart, at for os er krig altid den sidste udvej. Hvis blot verdens nationer havde kunnet stå sammen, kunne vi efter min bedste overbevisning være sluppet af med Saddam Hussein uden en krig. Nu hvor konflikten er forbi, skal vægten helt korrekt lægges på stabilisering af Irak og genopbygning af det civile samfund, fastsættelse af betingelser for en demokratisk stat, som kan eksistere i fred med sine naboer, samt genopbygning af Iraks økonomi for den irakiske befolkning. Der er naturligvis store forhindringer, som skal overvindes. Det er helt tydeligt. Men vi bør ikke være i tvivl om, at alle disse målsætninger kun kan opfyldes uden Saddam Hussein. Den anden store opgave, som vi nu kan gå i gang med, er fastsættelsen af en bæredygtig aftale mellem Israel og palæstinenserne. Kvartettens køreplan for fred giver et godt grundlag for en resolution vedrørende dette meget vanskelige spørgsmål i Mellemøsten: parterne i den største region, en plan for varig fred, et sikkert Israel, hvis eksistensberettigelse anerkendes af den arabiske verden, og en palæstinensisk stat, der kan eksistere side om side med Israel i fred og harmoni. Der skal arbejdes hårdt på begge projekter, men der er nu en reel mulighed for varig fred i denne meget vigtige del af verden. For verden ude omkring har krisen medført reelle spørgsmål om FN og FN's mulighed for at gennemføre sine egne hensigtserklæringer. I NATO har man oplevet den største interne splittelse nogensinde. EU har vist, at vi er ude af stand til at tale med én stemme, da nogle af medlemsstaterne har vist større interesse for at skabe modvægt til USA end for at oprette et ægte transatlantisk partnerskab baseret på fælles værdier. Nu skal tingene siges uden omsvøb. Firebandens opførsel på topmødet i Bruxelles i sidste måned viste helt tydeligt den strategiske fejl, som de begår i forsøget på at opløse den transatlantiske alliance. Uanset hvilke vage formuleringer de bruger, har topmødet været et overlagt forsøg på at skabe splittelse mellem Europa og USA, og hvis vi har lært noget af begivenhederne i de seneste måneder, er det helt klart, at Europa og USA skal stå sammen for at håndtere truslerne imod vores kollektive frihed. Nye strukturer og nye militære hovedkvarterer, der konkurrerer med USA, vil ødelægge en alliance, der har tjent os godt i Europa. Det glæder mig, at hovedparten af europæiske nationer forstår dette og har modet til at sige det. Og endelig, hvis Europa mener det alvorligt med forsvar og sikkerhed, vil EU være nødt til at yde økonomisk hjælp. Der er ikke brug for nye opdelende strukturer. Der er derimod brug for mere stabilitet. Jeg håber, at Europa har lært af denne krise. NATO og den transatlantiske alliance skal være grundlaget for europæisk forsvar Sakellariou (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer, der er kun gået nogle få uger siden USA's unilaterale beslutning om at angribe Irak. Uden FN-mandat blev der med et eklatant brud på international ret indledt en angrebskrig fra USA's side, eller rettere: ikke alene fra USA's side. En hel række kendte, men også hemmeligholdte allierede er fundet sammen i "de villiges koalition" - eller skulle man her sige "de føjeliges koalition". Ud over selvfølgelig besættelsesmagterne - USA, Det Forenede Kongerige og Polen - blev rækken af koalitionsvillige udvidet med andre militære magter som Palau, Marshalløerne, Mikronesien og Kongeriget Tonga. Målet med angrebskrigen var at fjerne masseødelæggelsesvåbnene i Irak under påberåbelse af de pågældende FN-resolutioner. Angribernes videre mål om at styrte regimets diktator Saddam Hussein har ikke noget retsgrundlag i international ret og har ikke hjemmel i FN's charter. Jeg mener heller ikke, det bør være verdenssamfundets opgave at fjerne diktatorer overalt i verden ved hjælp af krige. Det efterlader desuden en flov smag, når den britiske udenrigsminister Jack Straw er parat til at jage en diktator i Irak med tusindvis af britiske soldater, mens samme Jack Straw som britisk indenrigsminister i sin tid besluttede at befri en anden diktator, nemlig Augusto Pinochet, og derved reddede ham fra den britiske lovgivnings kløer. (Bifald) USA's unilaterale krig mod Irak har nået sit mål, nemlig at fjerne Saddam Husseins regime. Men denne krig har også forårsaget skrækkelige kolaterale skader: Det første umiddelbare offer er FN og den internationale ret, det andet det forenede EU og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og det tredje NATO, som har taget sin del af de ideologiske klyngebomber. Den nye doktrin om forebyggende krig, lanceret af chefideolog Richard Perle, mørkets herre, rokker også ved NATO's fundament. Vi står tilbage med spørgsmålene, hr. formand og hr. rådsformand, hvornår denne krig er slut, og hvornår der kommer en erklæring om krigens afslutning. For det første, hvad gør EU for, at der kommer en erklæring om krigens afslutning? For det andet, hvor er de ødelæggelsesvåben, som var grundlaget for, at krigen blev indledt? Hvis amerikanerne ikke er parat til at fortælle os, hvordan det forholder sig med disse masseødelæggelsesvåben, må vi som europæere i det mindste bore dybere og forlange en erklæring. (Bifald) 3-018

10 Nicholson of Winterbourne (ELDR). - (EN) Hr. formand, jeg besøgte Irak for 12 dage siden. Jeg tilbragte otte dage i den sydlige del af landet, hvor jeg forsøgte at danne mig et overblik over situationen for folkesundheden i min egenskab af Verdenssundhedsorganisationens særlige udsending. Jeg lyttede til befolkningen og mødtes med 50 stammeledere, op imod sumparabere, og jeg besøgte og inspicerede hospitaler og de største sundhedsklinikker i Basra, Al-Amara og andre mindre byer og landsbyer. Jeg genåbnede Verdenssundhedsorganisationens kontor, og jeg oprettede en klinik, der nu foretager lægekonsultationer om måneden. Befolkningen nyder friheden. Glæden mindskes kun af efterdønningerne af Saddam Husseins hårde regime. Befolkningens liv blev reguleret ned til mindste detalje. Saddam Hussein efterlignede Stalins model for total kontrol. En almindelig irakisk families indkøb, selv indkøb af noget så banalt som et stykke sæbe, var politisk styret. Når en fange idømtes amputation af øret, skulle fangen selv finde og betale en kirurg for at udføre lemlæstelsen. Jo flere penge en fange kunne betale, jo mindre skar kirurgen af øret. En handel med menneskekød, en ondskabsfuld handel med Saddam Hussein - for Saddam kontrollerede alle irakeres bevægelser - fra grådfyldt vugge til urolig grav. Disse systemer er stadig intakte og undertrykker den irakiske befolkning. Irak befinder sig dog stadig i den indledende fase. Koalitionsstyrkerne gør et godt stykke arbejde, især i den sydlige del af landet, og i forbindelse med forbedring af folkesundheden i Irak. FN - især Verdenssundhedsorganisationen - er nu fuldt ud engageret og bruger sin ekspertise med et fantastisk resultat. Der er dog grænser for, hvad FN kan opnå under så komplicerede og vanskelige politiske omstændigheder. Vi må væbne os med tålmod. Den fortsatte sikkerhed, som koalitionsstyrkerne yder, er også meget vigtig for at give den irakiske befolkning tid og mulighed for at løse op for det onde spind, som Saddam Hussein så dygtigt har spundet om befolkningen. Opgaven er nu at hjælpe det irakiske folk med at nyde friheden og integrere befolkningen i forfatningen og i politik af hensyn til de kommende generationer. (Bifald) Morgantini (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, vi kan ikke løbe fra vores ansvar. Krigen mod Irak, som byggede på løgnen om, at der fandtes masseødelæggelsesvåben, USA's militarisering samt doktrinen om forebyggende og uendelig krig er til fare for hele menneskeheden og tvinger os til at leve i frygt for kriminelle terrorhandlinger og den lidelse, som de medfører. Vi må ikke lægge skjul på - det er vores pligt - at USA's imperialistiske politik ikke bare ødelægger liv, land, historie og kultur, men også hele systemet af forbindelser mellem mennesker, FN's pagt og de internationale bestemmelser. Vi kan ikke bare indlede et nyt kapitel og lade, som om intet er hændt. Vi skal skabe og genskabe vores forbindelser til USA og til verdens lande med respekt for menneskerettighederne og de borgerlige rettigheder, idet vi følger loven og nægter at gøre forskel, f.eks. når det gælder Israels besættelse af Palæstina. Saddam Hussein er forsvundet ud i det blå, og det kan jeg kun glæde mig over sammen med irakerne, men situationen er ustabil, og besættelsesstyrkerne skal erstattes med en irakisk regering, som også omfatter kvinder, og som er koordineret af FN. EU skal gøre sin del og fremme genopbygningen, den økonomiske bistand, genindførelsen af demokratiet og Iraks adgang til landets egne ressourcer. Frankrig, Tyskland, Belgien, paven og fredsbevægelsen har givet EU og Europa troværdighed i den del af verden. Så lad os fortsætte med at følge denne vej, hvor det netop gælder om at respektere rettighederne og ikke om undertrykkelse og besættelse Nogueira Román (Verts/ALE). - (ES) Hr. formand, vi vidste alle, at der ville komme en humanitær katastrofe, og at den især ville påvirke kvinder og børn, der udgør størstedelen af den irakiske befolkning. Det var vi parlamentsmedlemmer, der var i Baghdad og Basra, vidner til. Inspektørerne på stedet fortalte os ligesom Hans Blix i FN, at der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben. Jeg ved ikke, hvorfor det overrasker os. Men vi var ikke klar over besættelsesstyrkernes kolossale uansvarlighed. I Irak hersker kaos og jungleloven, og borgerne mangler beskyttelse. Og jeg vil gerne gøre opmærksom på, at hovedparten af de fremtidige besættelsesstyrker er medlemmer af EU, nemlig Storbritannien, Polen, Italien og Spanien, mens EU er fraværende. I den forbindelse, hr. formand, virker det latterligt, at hr. Poettering stadig siger, at vi ikke kan skabe et EU, der står i modsætningsforhold til USA. Det er omvendt. USA - den ekstreme højrefløj, der regerer landet - modarbejder EU som en organisation, der kan gøre sig gældende her i verden. Vi er vidner til en uacceptabel situation, som Parlamentet må fordømme på vegne af de europæiske borgere, der demonstrerede mod den. Hr. formand, vi må opfordre til fuld genindførelse af FN's lovgivning, og vi må atter en gang påpege, at olie for mad-programmet og inspektionerne er FN's eneansvar. Ellers overtrædes den gældende ret, selv de resolutioner, der oprindeligt blev godkendt af besættelsesstyrkerne. Under alle omstændigheder vil jeg i dag gerne sige, at jeg ikke bryder mig om den spanske ministerpræsident Aznars holdning. Han går den regerende amerikanske

11 højrefløjs ærinde. Han vil gøre Spanien til et nyt Puerto Rico, hvilket er imod de fleste spanieres holdning. Hr. formand, hr. kommissær, hr. rådsformand, der skal naturligvis ydes al mulig humanitær bistand. Men hvis denne bistand skal være effektiv, kræver det først og fremmest EU's og FN's politiske tilstedeværelse Belder (EDD). - (NL) Hr. formand, vi må af hensyn til Iraks borgere takke Gud for, at Saddams rædselsregime er bragt til ophør. Forhåbentlig vil det snart lykkes at anholde den faldne enehersker over Mesopotamien og hans to sønner, såfremt de fortsat er i live. Oppositionskredse i Irak venter netop derved omsider at få skabt klarhed om landets lagre af masseødelæggelsesvåben. Vi er som disse nye aktører på den irakiske politiske scene alvorligt bekymrede over den vedvarende mangel på offentlig sikkerhed i hovedstaden Baghdad. Saddam har bidraget hertil med sin amnesti til hen ved forbrydere umiddelbart inden amerikanernes og briternes militære intervention, hvilket imidlertid ikke fritager først og fremmest amerikanerne for ansvaret for at opretholde lov og orden i landets administrative centrum. De kan i den forbindelse også trække på Iraks unge demokratiske kræfter og her hente ekspertise og bistand. Genopbygningen af Irak er en gigantisk opgave, og omfattende humanitær bistand fra EU vil også være velkommen i den forbindelse. De irakiske familier er ved at have tømt fødevarelagrene. Offervilje fra vores side vil styrke det transatlantiske partnerskab. Og det vil skabe goodwill i den irakiske civilbefolkning. Washingtons diplomatiske indsats for at dæmme op for yderliggående religiøse tendenser i regionen fortjener ligeledes europæisk støtte. Dermed kan Iraks territoriale integritet under demokratisk administration sikres også udadtil Souchet (NI). - (FR) Hr. formand, efter det forfærdelige attentat i Riyadh og ayatollah Akims sejrrige tilbagevenden til Irak kan man konstatere, at den behandling, som den amerikansk-britiske koalition har givet spørgsmålet om Irak, i høj grad har forplumret holdningerne. Efter den 11. september blev der indledt en uforsonlig krig mod den islamiske terrorisme af en koalition, der bestod af næsten hele det internationale samfund. Et snævert samarbejde, særlig mellem USA og Europa, hvor attentatet den 11. september blev planlagt, begyndte at give resultater ved at ramme al-qaedanetværket hårdt. USA har erstattet denne klare strategiske og stort set ubestridte linje med et meget farligere forehavende, hvor man anvender den gamle dominoteori, der indtog en hædersplads i de kommunistiske lande i 1970'erne, til at eksportere den demokratiske model til den arabiskmuslimske verden på baggrund af et nyt Irak, som USA har demokratiseret. Hvad angår demokrati, hører man for tiden især opfordringer til at indføre et islamisk sharia-styre i Irak efter det anarki, som fulgte efter diktaturet. Hvis besættelsen af Irak bliver forlænget, samtidig med at den generelle usikkerhed fortsætter, står vi over for en dobbelt risiko. For det første vil en varig militær besættelse af et land, der huser hellige shiitiske steder, give fornyet næring til den islamiske terrorisme, og genoprettelsen af ro og orden skal afgjort gå via de shiitiske moskeers netværk. Det er specielt farligt at forlænge den nuværende situation. Det vil kunne sætte den nødvendige genoptagelse af en global beslutsom strategi til bekæmpelse af den multinationale islamiske terrorisme på spil. Det tredobbelte selvmordsattentat i Riyadh viser, at den stadig er aktuel trods den militære aktion i Irak. For at samle det internationale samfund om at prioritere kampen mod den terrorisme, der truer os alle, haster det ikke så meget med at afgøre, hvem der skal straffes, og hvem der skal belønnes, som med at sørge for, at situationen i Irak ikke trækkes i langdrag, og at der hurtigst muligt indsættes nye irakiske myndigheder, som har deres legitimitet i det internationale samfunds anerkendelse, i stedet for det militære besættelsesstyre Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, i mit indlæg vil jeg sætte mig ud over de grove fornærmelser, som et medlem af Parlamentet har rettet mod ministerpræsident Aznar. Hvad angår den nuværende situation i Irak, tror jeg, vi er nødt til at skelne mellem det, som kan vente, og det, som ikke kan vente. Genopretning af fødevareforsyningen til mennesker, der har lidt under et langvarigt og grusomt diktatur og 12 års embargo, hr. formand, kan bestemt ikke vente. Med hensyn til den humanitære bistand fortjener Europa-Kommissionen og mange medlemsstater en tak for deres indsats. Til trods for det internationale samfunds indsats generelt og EU's indsats i særdeleshed føler jeg, at det er vigtigt at få sat tingene i perspektiv. Jeg tager mig derfor den frihed at nævne nogle tal vedrørende denne bistand. USA er hoveddonor af humanitær bistand til Irak. Landets bidrag udgør i alt 964 millioner euro. Storbritannien kommer på andenpladsen med 336 millioner euro og Japan på tredjepladsen med 192 millioner euro. Tallet for ECHO er 100 millioner euro. Så er der tallene for andre lande. Spanien har doneret 60 millioner euro til humanitære formål, Australien 55 millioner euro og Canada og Tyskland 50 millioner euro. Jeg er ked af, at hr. Wurtz ikke er til stede i Parlamentet, da hans land ifølge tallene fra 13. maj 2003 bidrager til den humanitære bistand med 10 millioner euro. Hr. formand, der er et klart behov for at genoprette drikkevands- og elektricitetsforsyningen samt

12 sundhedsvæsenet i Irak. Det er også klart, at dannelsen af en midlertidig irakisk myndighed har andenprioritet i lyset af situationen på stedet. En sådan myndighed skal dannes på demokratisk vis, og irakerne skal have en central rolle i processen. Efter min mening skal myndigheden også være føderal. Der er et stort spørgsmål, som endnu ikke er afgjort. Det er spørgsmålet om dannelsen af en multietnisk, multireligiøs stat baseret på principperne om inklusion, repræsentation og ansvarlighed. Dette spørgsmål er kommet i fokus, fordi medierne har gjort et stort nummer ud af den religiøse genopvågnen i Irak. De seneste debatter i FN viser, at tidligere tiders uoverensstemmelser er blevet skrinlagt, og at der nu er mulighed for, at alle indtager en konstruktiv holdning. Hr. formand, jeg mener, at det er den vej, EU skal gå. Vi skal bidrage til at fremme stabiliteten i området. Vi skal handle, og vi skal udnytte vores evne til at komme i dialog med landene i området til det yderste. Libanon har nu indgået en associeringsaftale med EU. Syrien deltager i Euro-Middelhavs-partnerskabet. Vi deltager i øjeblikket i en kritisk dialog med Iran, og vi bør også forfølge målene i den såkaldte køreplan. Hr. formand, USA har foreslået en ambitiøs frihandelsaftale med landene i området. EU må udnytte sin evne til dialog fuldt ud. Vi må arbejde på at skabe et stabilt, fredeligt, velstående og demokratisk område. Hr. minister, det næste uformelle møde på Kreta den 26. og 27. maj er en enestående lejlighed til at udvikle den rolle, som EU skal spille i denne vanskelige situation Titley (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg må sige, at jeg er overrasket over, hvor lidt der egentlig er sagt i denne forhandling om en hel befolknings frigørelse. Frihed er trådt i stedet for terror, og de shia-muslimske præster kan nu vende tilbage til et Irak med religionsfrihed, hvor de tidligere ville være blevet myrdet. Inden for de sidste par dage har vi fået endnu en påmindelse om Saddams regime, fordi der er fundet endnu en massegrav. En alt for stor del af forhandlingen har drejet sig om at placere skylden for det, der er sket i fortiden, og alt for lidt har drejet sig om at se fremad. Det bør være en absolut prioritet at sikre, at Irak ledes af irakere for irakere. Den irakiske befolknings ønsker skal være afgørende. Derfor hilser jeg udkastet til en FNresolution, som omhandler de umiddelbare behov hos den irakiske befolkning, velkommen. I udkastet ophæves sanktionerne, som mange her i Parlamentet ofte har anmodet om i de sidste par år. I udkastet foreslås en politisk proces til at give landet tilbage til irakerne med deltagelse af en særlig FN-koordinator. I udkastet fastsættes en plan til afrunding af olie for madprogrammet, samtidig med at det sikres, at olie kun kan sælges til fordel for den irakiske befolkning, og endelig vil der i henhold til udkastet blive oprettet en ny fond til Iraks genopbygning og humanitære behov, der involverer IMF og Verdensbanken. Der er naturligvis mange problemer, som skal løses. Vi kan ikke starte genopbygningen oppefra og ned, som om det var en militærøvelse. Vi kan ikke benytte systemer og procedurer, som er udtænkt i Washington, og forvente, at de fungerer. Vi må starte fra bunden, og det involverer først og fremmest det irakiske folk. For at kunne det er det nødvendigt at prioritere reetableringen af sikkerhed, effektivt politi og retsstatsprincippet. Min bekymring er, at de amerikanske styrker i modsætning til de britiske ikke har kapacitet til at klare politiaktioner, og vores prioritet skal derfor være at indsætte politi i den nordlige del af Irak. Vi har allerede fået etableret relativ sikkerhed i det sydlige Irak. Endelig er jeg betænkelig ved, at der ikke har været nogen reel drøftelse vedrørende gældssanering i Irak, ikke engang en tilkendegivelse af de parter, som Irak har opbygget gælden hos. Der kan ikke fastsættes en langsigtet løsning for Irak, før disse forhold er bragt i orden Van den Bos (ELDR). - (NL) Hr. formand, efter at have tålt så mange trængsler bliver det befriede irakiske folk nu offer for den verserende debat om, hvordan hjælpen bør ydes. Skal genopbygningen styres af USA, mens FN står på sidelinjen, eller bliver der tale om en egentlig international indsats? Bush og Blair ønsker selvsagt ikke at give krigsmodstandernes koalition en hovedrolle og lade medlemmerne af denne koalition nyde gavn af fordelagtige genopbygningskontrakter. Sanktionerne kan imidlertid kun ophæves af FN, og, vigtigere endnu, kun FN kan åbne mulighed for omfattende international bistand og med den fornødne myndighed vurdere, om den nye irakiske regering fuldt ud er repræsentativ. Det er særdeles væsentligt, at olieindtægterne kommer det irakiske folk til gode og ikke ender i præsidentens texanske venners lommer. En bekymring, kommissær Nielson synes at dele. Kunne kommissæren forklare sin udtalelse om, at USA er på vej til at blive medlem af OPEC? EU kan og bør yde humanitær bistand, og den bør være af betydeligt omfang. Der bør især fokuseres på kvinder og børn, men også på opbygningen af en demokratisk retsstat. Fortsætter striden om EU's og FN's rolle, vil det i sidste ende kun gå ud over det irakiske folk FORSÆDE: Giorgos DIMITRAKOPOULOS Næstformand Alavanos (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, vores gruppeformand har allerede fremført, hvad jeg ville sige. Jeg vil gerne for det første udtrykke afsky ved og fordømmelse af det, der skete i Saudi-Arabien i går - ja, men lad os ikke glemme, at kommissær Patten afsluttede sit indlæg ved krigens start med at sige, at situationen og udviklingen i Irak ville forværre problemet med terrorisme - og nu ser vi konsekvenserne af USA's og Storbritanniens gerninger og EU's passive holdning. For det andet har jeg ondt af Europa-Parlamentet. Vi oplever en af de mørkeste perioder i Europa-Parlamentets

13 historie. Hvad skal vi sige til vores borgere ved næste års valg til Europa-Parlamentet? Hvad gjorde vi under krigen? Vi vedtog ikke en eneste beslutning eller resolution. Hvad gjorde vi efter krigen? Når koleraen hærger, når der er snesevis af døde, når Baghdads museum plyndres, når atomkraftanlæg plyndres, vedtager vi hverken en beslutning eller en resolution, for de, der støtter krigen, ønsker ikke, at Europa- Parlamentet vedtager en resolution og giver udtryk for den offentlige mening i Europa. For det tredje en anmodning til rådsformanden: ikke allierede styrker, hr. rådsformand, ikke allierede styrker! Det er besættelsesstyrker. Det bør vi kalde dem, for EU bør ikke støtte et fait accompli McKenna (Verts/ALE). - (EN) Som mange allerede har nævnt, var begrundelsen for invasionen og besættelsen af Irak eksistensen af masseødelæggelsesvåben, men som vi også ved, handlede det mere om at ændre regimet. Som hr. Sakellariou sagde, er der intet i international ret, der berettiger til invasion og besættelse af et land for at ændre regimet. Det skaber en meget farlig præcedens. Der blev ikke fundet masseødelæggelsesvåben. Det ligger fast. Det var begrundelsen for krig, uanset hvad der er sagt om situationen. Det er af afgørende betydning, at våbeninspektørerne vender tilbage til Irak, og at Hans Blix får lov at vende tilbage. De skal have mulighed for at verificere, om der har været masseødelæggelsesvåben. Som alle ved, er det højst usandsynligt. Det betyder også, at USA, Det Forenede Kongerige og andre lande, der støttede dem, har fulgt en shoot to kill-politik - det vil sige, at man tror eller har mistanke om, at Irak har masseødelæggelsesvåben, og derfor invaderer man. Man skyder og dræber befolkningen, og først bagefter finder man ud af, at der ikke var nogen begrundelse for disse aktioner. Det er efter min opfattelse en krigsforbrydelse. Jeg mener ikke, at det, der skete i Irak, kan retfærdiggøres. Det er meget vigtigt, at våbeninspektørerne vender tilbage. Med hensyn til det forslag, som flere talere har nævnt, vil forslaget til en FN-resolution, som støttes af Det Forenede Kongerige, USA og Spanien, lægge administrationen af Irak, herunder beslutninger om olielagrene, i hænderne på angriberne og besættelsesmagten. Det er et eksempel på grov, moderne kolonialisme, og det bør vi ikke tillade. Med hensyn til Irak var Irak et af de lande i området, der havde det mest udviklede uddannelsessystem med uddannelse for alle - både mænd og kvinder. Nu er uddannelsessystemet fuldstændig decimeret. Kvinders rettigheder i Irak har været nævnt i dag. En af de måder, hvorpå man kan sikre kvinders frigørelse, rettigheder og erkendelse af disse rettigheder, er gennem et godt uddannelsessystem. Hvad vil der ske med uddannelsessystemet i Irak, og hvordan vil det blive genoprettet? Coûteaux (EDD). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer repræsentanter for medlemsstaterne, så fik modstanderne af krigen ret. Den destabilisering, aggression og invasion, som det angelsaksiske forbund - som for øvrigt er det eneste forbund, der holder for øjeblikket - har gjort sig skyldig i mod Irak, havde ikke mere til hensigt at vælte det socialistiske Baath-styre end at destruere indbildte masseødelæggelsesvåben. Formålet er ganske enkelt at ødelægge Irak i stor udstrækning for at tilfredsstille de ideologiske og industrielle idéer hos den lille bande teoretikere med portefølje, som hersker i Washington. Disse mennesker er fuldstændig ligeglade med freden i Mellemøsten og også det irakiske folk, som de med vilje - og jeg gentager med vilje - kaster ud i anarki med det forfærdelige følge af vold og ubeskrivelige lidelser. Disse mennesker spiller med folket, som man spiller terre. Det er for øvrigt en egenart ved imperier, og især det amerikanske imperium, som Europa ved at udrydde sine rødder og nationerne, samt især Frankrig, der som det eneste land fører en uafhængig udenrigspolitik, har ladet opstå af fejhed. Ikke fordi Europa er gammelt, men simpelthen fordi det er politisk dødt, da det er berøvet den nationale kraft. Det ville således være hyklerisk at tale om den illusoriske genopbygning af Irak, når det, der er på dagsordenen, er ødelæggelsen af Irak indtil den sidste sten, selvfølgelig bortset fra boretårnene. Spørgsmålet er ikke, hvordan genopbygningen skal foregå, men hvor meget vi skal ødelægge Irak, ydmyge de arabiske folk, fremkalde deres vrede for at leve op til de ideologier, der går ud på for enhver pris at fremprovokere en krig mellem civilisationerne begyndende med det, der er tilbage af vores civilisation Borghezio (NI). - (IT) Hr. formand, situationen i Irak stiller os i dag over for et meget vanskeligt spørgsmål, nemlig at finde ud af, hvordan overgangsprocessen efter krigens slutning skal legitimeres og administreres, så vi får det, som vi alle ønsker, nemlig et frit og demokratisk styre, der bygger på politisk, religiøs og etnisk pluralisme. I det udkast til resolution, som USA forelagde for FN i fredags, lader det til, at Sikkerhedsrådet kun får en marginal rolle, og udnyttelsen af oliereserverne reguleres på en streng og forud fastlagt måde. Desuden sættes der ikke nogen frist for den engelske og amerikanske administrations varighed, og derfor kommer den højst sandsynligt til at vare et stykke tid. Endelig står der, at overgangsadministrationen skal ledes af besættelsesstyrkerne i samråd med det irakiske folk og en FN-koordinator. Det er en generel formulering, som tilsyneladende begrænser FN's rolle til først og fremmest at omfatte en koordinering af den humanitære bistand og ikke ret meget mere. Europa har fremsat en specifik anmodning om i meget højere grad at blive inddraget i den nærmeste fremtid. Eftersom EU er tættest på ud fra et geopolitisk

14 synspunkt ville det være helt absurd, at EU stod uden for en proces, der er så vigtig for dette områdes fremtid. Vi kan desuden ikke støtte USA's strategi, som går ud på at forbinde dette spørgsmål med drøftelserne med Iran for at undgå risikoen for, at den store shiitiske befolkning har en destabiliserende effekt. Denne etniske og religiøse situation skal vurderes særdeles omhyggeligt, men som det er i dag, kan Europa ikke forholde sig passivt til de forfærdelige scenarier, som markerer al- Qaedas genoptagelse af sin terrorstrategi. Iraks stabilisering ved hjælp af indgreb, som sikrer den religiøse fred mellem de forskellige etniske grupper, er tydeligvis nødvendig i et område som Golfen, hvor den islamiske terrorismes uhyggelige netværk er frygteligt stærkt og yderst rodfæstet. Dette angreb, som minder om angrebet i Tjetjenien, viser nemlig tydeligt, at den udfordring, som den internationale islamiske fanatismes netværk giver Vesten, er yderst aktuel igen. Derfor skal Europa - uanset dets uenighed med USA om Irak - påtage sig sit ansvar for at bekæmpe organiseret terrorisme, der - hvilket efterhånden er veldokumenteret - også har rødder i EU's medlemsstater, nemlig i mange moskéer og islamiske centre, der ofte finansieres af Saudi-Arabien Stenzel (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, jeg vil gerne indlede med at sige, at det glæder mig, at vi fører denne forhandling om Irak. Det er et tegn på, at europæerne gerne vil påtage sig deres ansvar for dette efterkrigstidens Irak og retter blikket fremad. Det er derfor også fornuftigt, at vi har taget afstand fra en beslutning om efterkrigstidens Irak, da det ville vikle os ind i en diskussion om EU's skyld og synder, vores inkonsistente handlinger over for USA samt de forskellige roller, vi gerne vil tillægge FN. Det er der ingen, der får noget ud af, mindst af alle irakerne selv. Jeg vil dog gerne påpege, at vi støtter en central rolle fra FN's side, og det af følgende simple grund: Når man forvalter et fremmed land, kræver det en folkeretlig legitimering. Den øverste forvalter af Irak bør derfor have FN-mandat. Hvad angår olie for mad-programmet, bør det sikres, at pengene kommer irakerne til gode. Alle de økonomiske og finansielle sanktioner, der blev iværksat over for Irak i 1990, bør ophæves omgående. Efter Saddam Hussein-regimets styrt er der slet ikke længere nogen grund til at opretholde dem. Diskussionen om, hvad der helt nøjagtigt skal forstås ved en central FN-rolle i forbindelse med genopbygningen af Irak, er efter min mening relativ kunstig. I et land, hvor der endnu ikke hersker civil orden, hvor de grundlæggende strukturer for en fungerende forvaltning først skal skabes, hvor regimet har efterladt en forfærdelig arv af nød og vold, og hvor man mangler de mest grundlæggende ting, er reduktionen til såkaldt humanitær bistand og koordineringen heraf ingen reduktion, men derimod en væsentlig opgave. Her bør også EU involvere sig i højere grad, og her støtter jeg også ECHO-programmet, som allerede er taget i anvendelse. Under alle omstændigheder er det på tide at undgå at skabe det indtryk, at mens De 15 i EU forhandler, er det USA, der handler. Det vil sige, at EU primært, efter støvet fra Irak-krigen har lagt sig, skal løse den opgave, det er at afklare forholdet til USA. Om kort tid tager vi her i Parlamentet imod den polske præsident Kwasniewski, der repræsenterer en stat, der har handlet på USA's side i Irak, og som alligevel vil give udtryk for sin interesse i en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Før vi betvivler det europæiske sindelag hos disse lande, også hos EU-medlemslandene, skulle vi hellere komme på bedre tanker og betragte alle dem, der har deltaget militært i koalitionen med USA, som brobyggere til Washington. På samme måde som med kvartetten i Mellemøsten er det kun troværdigt for EU at handle i partnerskab med USA, ikke i opposition til USA Andreasen (ELDR). - (EN) Hr. formand, jeg støtter ikke decideret Bush-regeringen, men jeg vil gerne benytte lejligheden til at lykønske og takke amerikanerne og koalitionen for militæraktionen i Irak. Det var en hurtig og effektiv aktion, som tjente sit formål ved at fjerne et grusomt regime. De frygtelige konsekvenser for Mellemøsten, som nogle medlemmer havde forudset, opstod aldrig. Efter at have takket USA er det også på sin plads at fortælle amerikanerne, at vi ikke ønsker, at de bliver i Irak i længere tid end absolut nødvendigt. Jeg er sikker på, at de deler denne opfattelse, og jeg håber, at FN kommer til at spille en dominerende rolle i efterkrigstidens Irak. EU har også en rolle i Irak i de kommende måneder - i støtten af den demokratiske udvikling til stabilisering af hele området. Vi kan trække på erfaringerne fra EU's bestræbelser i Afghanistan, og jeg ser frem til at opleve et forenet Europa bag denne nye store udfordring i Irak, som skal indledes med en ophævelse af sanktionerne Korakas (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, jeg vil gerne benytte mit ene minut til kort at understrege følgende: Det er en skandale, at der ikke vedtages nogen beslutning i dag, tydeligvis fordi flertallet ikke ønsker at fordømme USA's og Storbritanniens uprovokerede og illegale angreb. Det fremgik også klart af de fleste indlæg i dag. Hverken kommissæren eller formanden ofrede så meget som et ord, ikke engang et misbilligende ord, på USA's og Storbritanniens grove og forbryderiske terrorangreb, selv om de fordømte terrorangrebet i Riyadh. Det er en skandale! Selv i dag har de tværtimod grundlæggende ønsket at legalisere forbrydelsen ved uden skam at anerkende besættelsesstyrkernes ansvar for at holde ro og orden og for genopbygning, tydeligvis i håbet om, at EU får en del af kagen. Det er en skandale! Ingen af dem gik imod USA's holdning til forebyggende angreb og gav dermed fri adgang til en gentagelse af forbrydelsen. Desuden enedes alle, inklusive EU, om

15 forebyggende angreb i Prag. Det er virkelig en skandale, hr. formand. Det er op til os at fordømme denne forbrydelse kraftigt og kræve, at besættelsesstyrkerne øjeblikkeligt trækkes ud af Irak, at de indtrængende betaler for udbedring af de skader, de har forårsaget, og at de og deres irakiske samarbejdspartnere dømmes som krigsforbrydere. FN bør, selv på dette sene tidspunkt, vedtage strenge sanktioner mod de indtrængende og overvåge betaling af erstatningen. Og endelig skal vi kræve, at det irakiske folk får frihed til at bestemme deres egen skæbne, uden erobrere. Det irakiske folk skal således selv organisere og udvikle den nationale modstand. Kun en sejr over erobrerne vil medføre ro og orden. Vi skylder dem vores solidaritet Isler Béguin (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, jeg beklager, at denne forhandling ikke følges op af et beslutningsforslag, for det er vigtigt, at Parlamentet giver befolkningen et politisk signal om denne alvorlige internationale krise, der er udløst af USA's lad-os-gå-ikrig-diplomati. Det har i tåbelig grad vist, hvad størstedelen af det internationale samfund mente var den egentlige drivkraft bag denne unilaterale aggression, som mine kolleger i De Grønne allerede havde påpeget. Denne optræden må imidlertid ikke kun være en verbal fordømmelse, for over for denne førende supermagt er FN's troværdighed, ja, endog beståen, i høj grad svækket, hvilket ikke kan lade os uberørte. Endvidere er EU-projektet samtidig ramt på den politiske ambition, på ønsket om at forene europæiske stemmer, idéen om konsensus og international legitimisme. Et folk på 24 millioner sjæle er overladt til sin triste skæbne, og de daglige forsyninger er ikke engang sikret. Tiden er ved at løbe ud, og det haster med at tage et EU-initiativ. Vi kan ikke stille os tilfreds med at blive et genopbygningsagentur, selv om det er en absolut nødvendig og presserende opgave. At sætte en potentiel historisk vending i den internationale situation på spil er blevet andet end en glat journalistisk vending. Truslen er réel, og det synes vi at overse her i Parlamentet. Det udvidede Parlament og de nye medlemmers observatører skal indse, at EU skal foreslå et mere modent og langsigtet alternativ til det opportunistiske og handelspolitiske amerikanske forslag. Vi skal tage f.eks. de formalistiske stemmer såsom Frankrig, Tyskland og Belgien i betragtning for at etablere en fælles holdning. Og endelig, kære kolleger, skal FN være i centrum for de internationale forhandlinger Morillon (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, jeg har valgt at koncentrere mit indlæg i dag om den lære, som EU skal drage af den afmagt, som den har befundet sig i under hele Irak-krisen. De har selv med rette beklaget den. Den 10. april vedtog Parlamentet med et flertal på næsten 75 % et beslutningsforslag om den nye europæiske sikkerheds- og forsvarsstruktur, som er nødvendig efter afslutningen af denne krig. Det store flertal er ikke overraskende, når man ved, at de seneste eurobarometre viser, at 71 % af EU-borgerne i dag går ind for en fælles politik på dette område. Det er heller ikke overraskende, når man tager i betragtning, at det også gælder de mange uden for EU, der gerne ser, at EU spiller en rolle i forbindelse med begivenhederne i en verden, hvor fremtiden ikke fortsat skal hvile på den amerikanske præsidents skuldre. Man kan konstatere, at det ventede Europa stadig ikke eksisterer, og at det ikke vil kunne eksistere, så længe de nødvendige institutionelle reformer ikke er gennemført. Parlamentets forslag vedrører sådanne reformer, men vi er fuldt ud klar over deres begrænsede rækkevidde. Vi ved udmærket, at det er konventet, der i sidste ende skal foreslå en eventuel vedtagelse. Når tre fjerdedele af medlemmerne af Parlamentet i sidste måned ved en afstemning ved navneopråb ville indtage klare og modige holdninger til dette spørgsmål, er det, hr. rådsformand, fordi de i forbindelse med Irakkrisen har forstået nødvendigheden af uforbeholdent at støtte de af vores kolleger, der arbejder i arbejdsgruppen for forsvar, som hr. Barnier er formand for, og for udenrigspolitik, som hr. Dehaene er formand for. Belært af krisen i Irak og chokeret over den uenighed, der herskede i EU, forventer alle de, der går ind for opbygningen af et fælles Europa, at et fremtidigt EU med 25 medlemsstater indtager den forventede plads på den internationale scene, som det indtil nu ikke har været i stand til at fastholde med 15 medlemsstater. Hovedformålet skal være at gøre det muligt for Europa endelig at tale med én stemme. Hvis det lykkes for konventet, er det, fordi det har forstået at drage en lære af de seneste splittelser. Jeg er ligesom Dem, hr. formand for Rådet, overbevist om, at de er mere illusoriske end reelle Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, det glæder mig overmåde meget, at Saddam Hussein og hans regime er faldet, men der er stadig intet ved denne glæde, der kan hindre mig i at mene, at krigen var forkert. Den var i strid med folkeretten, og der fandtes et alternativ, og det undrer mig, hvor få medlemmer der husker, at vi vedtog en alternativ mulighed her i maj Mange har en meget kort hukommelse her. Men lad mig se ind i fremtiden: Man har dulmet denne verdens samvittighed, som f.eks. også omfatter den polske paves samvittighed og ord, idet man har sagt: Ja, men efter krigen kommer FN, og derefter kommer det internationale samfunds time. Hvis vi ser på forslaget i Sikkerhedsrådet, så er denne tekst en farce, og det var en konsekvent handling, at den britiske minister Claire Short trådte tilbage. Lad mig kigge endnu længere ud i fremtiden, nemlig til fredsprocessen i Mellemøsten. Også her har man sagt: Ja, men Irak-krigen gør det muligt for os at indlede en fredsproces efterfølgende. Men sagen er endnu ikke afgjort. Men hvordan ser sagen ud for øjeblikket? Fra palæstinensisk side har man, gudskelov, efter pres fra

16 USA og især også fra Europa, taget et vigtigt skridt og indsat en ny premierminister, Abu Mazen. Vi vil støtte ham af alle kræfter, så han kan gøre det, han har lovet, og som han efter min overbevisning også virkelig gerne vil gøre, nemlig bekæmpe vold og terrorisme. Men reaktionen fra israelsk side, eller rettere fra Sharons israelske regerings side, er ikke særlig positiv. Hvis Sharon nægter at modtage Solana, bør hele EU faktisk protestere. For lige så lidt som Sharon - gudskelov - taler på hele Israels vegne, lige så lidt taler Abu Mazen desværre på nuværende tidspunkt på hele Palæstinas vegne. Også Arafat er en kraft i Palæstina, som vi må vinde for fredsprocessen, og derfor er forhandlingerne med ham også rigtige og nødvendige. Jeg hører imidlertid relativt lidt fra dem, der før krigen sagde, at vi ville befinde os på fredsfronten efter krigen for at arbejde på at skabe fred. Her tænker jeg f.eks. på den spanske ministerpræsident Aznar. Jeg hører meget fra Papandreou, gudskelov, han er virkelig meget aktiv på dette område. Jeg hører meget fra Solana, og jeg kunne godt tænke mig, at alle her i Europa-Parlamentet og i Europa nu i det mindste arbejdede på at fremme fredsprocessen i Israel og Palæstina og gennemføre køreplanen, hvor mangelfuld den end er. Der er nemlig ikke længere nogen undskyldning for eller den mindste retfærdiggørelse af krigen, hvis vi ikke engang indleder en fredsproces. (Bifald) Vallvé (ELDR). - (ES) Hr. formand, vi er glade for, at diktaturet i Irak er slut. Vi bør dog huske, at krigen ikke kun havde til formål at afslutte Saddam Husseins diktatur. USA tolererer andre diktaturer rundt om i verden. Dem føres der ikke krig om. Vi spaniere levede over 20 år i et diktatur, der var direkte støttet af USA. Krigens erklærede formål var eliminering af masseødelæggelsesvåben. Det er dog ikke lykkedes at finde sådan nogle våben. Jeg vil gerne påpege, at der inden krigen i Irak blev holdt en konference på Azorerne med deltagelse af USA, Storbritannien og Spaniens ministerpræsident. Det sidste gruppefoto inden angrebet på Irak blev taget der. Nu hvor krigen er slut, er kontrollen over Irak dog ikke blevet delt mellem dem, der deltog i konferencen på Azorerne. Den er i stedet delt mellem USA, Storbritannien og Polen. Spanien er sat ud af spillet. Spaniens deltagelse er ikke i overensstemmelse med regeringens støtte til krigen. Der er blevet ødelagt meget mere end det arkæologiske museum i Irak. Der forestår et stort genopbygningsarbejde. Lad os også håbe, at FN igen bliver garant for verdensordenen Krarup (GUE/NGL). - Det er måske ikke almindeligt bekendt, at det lille land, jeg kommer fra, hører til de lande, som har givet USA en uforbeholden tilslutning. Og jeg vil gerne i denne helt surrealistiske forhandling pege på et meget fremragende indlæg af min landsmand og kollega, Ole Andreasen fra den liberale gruppe, som er tæt tilknyttet den danske statsminister, og normalt taler kollegaen på dansk, hvilket er en god ide, men som en symbolsk handling fremførte han sin tale på engelsk, og det afspejler jo udmærket hans tætte forhold til den danske statsminister, hans partifælle og nære kollega. Denne statsminister har i fem dage opholdt sig i Washington, og det er beskrevet i pressen - den danske verdenspresse, som nok ikke er kollegerne bekendt - at under den afsluttende seance, da statsministeren hyldede præsident Bush for hans retskafne adfærd, lød pludselig tonerne fra Mendelsohn-Bartoldi's bryllupsmarch fra det bekendte skuespil, og jeg vil gerne understrege, da det er ikke sikkert, at det er kollegerne bekendt, at kollega Andreasen, som gav ubetinget tilslutning til statsministeren, er en meget, meget stor ironiker. Den retorik, som ligger til grund for den danske regerings tilslutning til USA, er af en sådan absurditet, at kun en stor ironiker kunne udtrykke det, som kollegaen så glimrende gjorde, med den ekstra tilføjelse, at surrealismen i denne forhandling ligger i, at EU ikke har nogen fælles udenrigspolitik, og i hvert fald er dette Parlament uden indflydelse på den Wijkman (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, jeg vil først takke kommissær Nielson og hr. Yiannitsis fra det græske rådsformandskab for deres indlæg. Poul Nielson skal have særskilt anerkendelse for sit besøg i Baghdad, for at sørge for, at EU's humanitære indsats kom hurtigt i gang. I forhandlingen her i dag er jeg enig med hr. Titley i, at vi har en tendens til at se bort fra, at Iraks befolkning faktisk er blevet befriet fra en tyran. Emma Nicholson, som netop er kommet tilbage fra Irak, gav os et vidneudsagn om glæden hos store dele af befolkningen over at være blevet befriet efter årtier med terror. Jeg tilhørte dem, der var imod krigen, men jeg kan ikke undgå at udtrykke en dyb tilfredsstillelse over, at et folk, som har levet med lang tids undertrykkelse, nu får mulighed for at forme dets egen fremtid. Alt afhænger naturligvis af, hvordan genopbygningen organiseres. USA gik ind i Irak på grundlag af argumentet om Iraks påståede masseødelæggelsesvåben og forbindelse til al- Qaeda. Det fremføres meget ofte, at økonomiske interesser ikke havde noget med sagen at gøre. Alligevel toner der nu en organisation af genopbygningen frem, som er under total kontrol af amerikanerne. Bushregeringen har allerede delt kontrakter på mange milliarder vedrørende genopbygningen af Irak ud til amerikanske virksomheder. Denne type licitation, jeg kender godt til det, da jeg har arbejdet i FN, går normalt via FN eller Verdensbanken, og det burde naturligvis også ske nu. I modsat fald savnes der garantier mod vilkårlighed i selve licitationen og mod vilkårlighed, når det handler om, hvordan indtægterne fra Iraks olie anvendes. Kun et FN-mandat kan give legitimitet til genopbygningen af Irak. Dette burde naturligvis være en selvfølge, ikke mindst for os europæere. Vores eget

17 aftaleretlige grundlag er netop kommet til for at skabe stabilitet og forudsigelighed i relationerne mellem vores stater. Hr. formand, jeg forstår, at det er svært at definere EU's rolle i genopbygningen præcist, før der skabes klarhed ved en beslutning i FN. Vanskelighederne beror naturligvis også på splittelsen mellem medlemsstaterne før og under krigen. Jeg er dog enig i det, som hr. Poettering sagde, nemlig at der er mere, der forener vores medlemsstater, end der splitter dem. Jeg er derfor skuffet over, at det ikke er lykkedes EU at opnå enighed om en offensiv plan for, hvordan vores specielle erfaringer om genopbygning bedst kan udnyttes. Jeg læser i skandinaviske aviser, at nogle medlemslande, f.eks. Danmark, forbereder aktiviteter med henblik på den langsigtede genopbygning. Det er naturligvis godt, men endnu vigtigere ville det naturligvis være, at Unionen under Kommissionens ledelse udarbejdede en sådan plan. Jeg har ikke tid nok her til at definere, hvilke opgaver der er tale om, men det er klart, at det frem for alt handler om en indsats på det retlige område, inden for sygehus- og sundhedsvæsenet, uddannelse osv. Jeg opfordrer derfor både rådsformandskabet og Kommissionen til omgående at udarbejde et sådant forslag, således at Unionen kan genvinde en del af sin anseelse og frem for alt spille en central rolle i international politik og i den her region, som situationen kræver Poos (PSE). - (FR) Hr. formand, de engelske og amerikanske styrkers let forudsigelige militære sejr i Irak har hos nogle fremkaldt en form for lejlighedsopportunisme. Lad os glemme tidligere stridigheder og under USA's kloge ledelse genopbygge et demokratisk Irak. Denne holdning er ikke velegnet til at få udenrigspolitikken på fode igen, selv om den kunne forsvares lovmæssigt. Det er ikke ved at kaste glemslens slør over årsagerne til den unilaterale militære operation eller den måde, som den er blevet planlagt og vedtaget på, at man klinker stumperne og udskyder den europæiske enhed til fremtiden. Først skal der kastes lys over den løgn, som efter min mening kan betegnes som århundredets løgn, nemlig at Irak har masseødelæggelsesvåben, der kan true verdenssikkerheden. Der er ikke fundet et eneste forbudt våben. Det bliver dag for dag tydeligere, at verdens befolkning og FN er blevet misbrugt af dem, der for enhver pris længe har villet finde et påskud til at indlede en krig. En anden løgn, som går ud på at få os til at tro, at det er slået fejl for FN, og at genopbygningen af Irak og olien, som nogle mener er krigsbytte, følgelig er sejrherrernes opgave. Det er ikke mislykkedes for FN. FN er hårdt og brutalt blevet kørt ud på et sidespor af dem, der ikke har kunnet få det nødvendige flertal i Sikkerhedsrådet. Da den internationale ret er blevet krænket, er der i dag mulighed for at genetablere den ved, at EU genindfører FN's principper ved krisestyring. Det får mig til at opfordre Rådet og Kommissionen til at afvise USA's krav og stå fast på at give FN, og udelukkende FN, en ledende rolle i Irak efter krigen Zacharakis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer, selv om det måske lyder mærkeligt, mener jeg ikke, der er nogen idé i at spilde de tre minutter, jeg har, på at pine Dem med en gentagelse af alt, hvad der er blevet sagt til bevidstløshed her i Parlamentet om de seneste måneders tragedie i Irak. Derfor begrænser jeg mig til et enkelt spørgsmål, der efter min mening nu bør stilles og prioriteres af Europa-Parlamentet som det folkevalgte organ, der repræsenterer Europas befolkning, for hvem vi står til regnskab for vores vurderinger og beslutninger. Europas befolkning er interesseret i og har i sidste ende ret til at få et svar vedrørende de påskud, som krigskoalitionens ledelse har brugt til at retfærdiggøre sine handlinger og overtale eller bedrage den internationale, og i særdeleshed europæiske, offentlighed. Med andre ord, hvad var det konkrete udfald af angrebet på Irak og den triumferende militære sejr over Saddam Husseins styre, hvad angår lokalisering og neutralisering af de forbudte irakiske masseødelæggelsesvåben, dannelse af en demokratisk og repræsentativ irakisk regering og udryddelse af den internationale terrorisme, herunder især al-qaeda? Souladakis (PSE). - (EL) Hr. formand, den interessante forhandling i dag har givet os mulighed for at se på nogle interessante aspekter. Det første - som efter min mening er positivt - er den kovending, som formanden for Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, hr. Poettering, gav udtryk for. Det andet er, at visse personer gik ind for at takke Donald Rumsfeld, der styrtede sin gamle ven, Saddam Hussein, da det ser ud, som om der er tale om en ren kovending. Det tredje er indsatsen for og holdningen til at beskytte Iraks kulturarv. Det er også positivt, og jeg håber ikke, at der om nogle år vil være nogle, der hævder, at de stjålne museumsgenstande befinder sig på forskellige museer, ligesom statuerne fra Akropolis er på British Museum, og at disse antikviteter eller kulturelle monumenter er bedre beskyttede, end de var i de lande, de kommer fra. I alle tilfælde står vi nu over for politiske udfordringer. Det eneste organ, der kan løse problemet og genoprette de internationale relationer, som skal genoprettes, er FN. Så under disse omstændigheder bør EU og de EU-lande, der også er medlemmer af Sikkerhedsrådet, arbejde i denne retning, og det er ikke positivt, at den nye resolution, der behandles i øjeblikket, igen er udarbejdet i fællesskab af visse medlemmer af EU og medlemmer af Sikkerhedsrådet. Jeg håber, at vores erfaringer og problemer vil medføre mere positive tanker og mere positive udsigter for Europas ledelse. Der bør dog gælde visse principper. Hvilke? Mellemøsten, det overordnede område, har, hvis

18 vi kaster et hurtigt blik på fortiden, i en årrække i nyere tid været pint stærkt af forskellige regimer i en dårlig periode, en kolonitid. Hvis visse kræfter fortsat søger at give området lignende løsninger, uanset om der er tale om sultaner, maharajaer, emirer eller politiske marionetministerpræsidenter, må Europa ikke tillade det. Vi 25 kom her med en forståelse af demokrati, frihed og rettigheder. Vi kom ikke med det formål at genskabe forhold fra det 19. århundrede i nye former og med nye kompromiser Gawronski (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, den succes, som USA havde med sin operation i Irak, og den hurtighed, hvormed man nåede målsætningen om at befri landet fra Saddams diktatur med et relativt lille antal ofre, bekræfter det, som mange regnede med, nemlig at krigen ville være den letteste del af denne operation. Attentatet i Riyadh - som også hos nogle af parlamentsmedlemmerne vakte en pervers og slet skjult tilfredshed, eftersom de føler sig i deres ret til at sige, at de "vidste, at det ikke ville nytte noget at angribe Irak" - er et bevis på, at den egentlige krig mod terrorismen først lige er begyndt. Nu begynder den fase, hvor det ødelagte og plyndrede land skal genopbygges, og hvor man skal genskabe de alliancer, som krigen har skabt usikkerhed omkring. Med hjælp fra de 10 lande, som vi netop har budt velkommen i vores midte, skal EU nu vise, at det virkelig er i stand til at stå sammen. Det er naturligvis dejligt at se, at man i dag i Baghdads gader efter denne krig, som nogle stadig kalder unødvendig, frit sælger hæfter, bøger og aviser, som under Saddams regime - og under de kommunistiske regimer andre steder - ville have ført til fængselsstraf og tortur. Om lidt skal vi lytte til den polske præsident Kwasniewski, som vil tale her i Parlamentet. Politisk set står han og jeg langt fra hinanden, men han har vist, at han er en modig leder, der har fået sit land til at støtte indgrebet i Irak, og derfor er han blevet kritiseret af de stats- og regeringschefer, som traf den forkerte politiske beslutning, og som stadig har svært ved at indrømme deres fejltagelse. På sit møde med Chirac og Schröder i sidste uge bad præsident Kwasniewski om, at Polen ikke bliver tvunget til at vælge mellem Europa og USA, eftersom Polen sagtens kan være venner med begge. Lad os forsøge at følge dette eksempel her i Europa-Parlamentet De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand, det er beklageligt, at Parlamentet ikke har kunnet udarbejde en ny beslutning til forhandlingen i dag. Det fremgår helt tydeligt af denne forhandling, at vi faktisk kunne have udarbejdet en beslutning om en lang række spørgsmål, som vi er enige om. Vi ville naturligvis have været nødt til at udelade mange indlæg om retfærdiggørelsen af vores handlinger, som alle har brugt meget tid på. Jeg er imod krigen, og jeg er fortsat modstander af resultatet af krigen og den retning, som Irak følger i øjeblikket. Men vi må prøve at genoprette tilliden til en lovbaseret verdensorden. Det kan vi ikke opnå ved at forsøge at retfærdiggøre vores handlinger og holdning til krigen. Vi kan opnå det ved at forsøge at opbygge et forenet EU. Vi må finde en gylden middelvej for dem, der ønsker en unipolær verden, og dem, der ønsker en multipolær verden. Det er den eneste udvej. EU skal tage fat på problemet. Det vil være en stor fordel, og jeg håber, at vores gruppeformænd vil arbejde på at finde et grundlag, hvorpå Parlamentet kan rejse spørgsmålet, på mødet i næste uge. Vi kan ikke være troværdige og bede om støtte til EU-valget næste år og samtidig lade som om, at vi ikke har en rolle, og at vi ikke har noget at skulle have sagt om den retning, som verden tager. Det er af afgørende betydning. Vi taler om krig og fred. Menneskeliv er stadig ikke meget værd i Mellemøsten, og vi vil være vidne til konsekvenserne af denne krig i meget lang tid fremover. Vi skal have løst problemet med vores forskellige opfattelser af verden. Vi skal have løst problemerne med USA og overbevise amerikanerne om, at en lovbaseret verdensorden er langt bedre end en pax americana. Det er meget vigtigt og i alles interesse, at vi straks tager fat på dette spørgsmål Cushnahan (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil først og fremmest tilslutte mig de øvrige medlemmer i fordømmelsen af de frygtelige terrorhandlinger i Riyadh og vise min sympati over for de sårede og pårørende til ofrene. Nu hvor krigen i Irak er slut, fokuseres der på genopbygningen af Irak. Ud over den fysiske og politiske genopbygning af Irak skal forholdene inden for EU samt vores troværdighed inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik genopbygges, og vi skal reparere skaderne på FN og sidst, men ikke mindst skal vi genopbygge det transatlantiske forhold. USA's holdning til efterkrigstidens Irak vil vise os, om der er mulighed for at løse alle disse opgaver eller dele deraf. Jeg mener, at det transatlantiske forhold er meget vigtigt. Det er i både EU's og USA's interesse, at vi løser de nuværende problemer i vores forhold. Det skal dog bemærkes, at der skal være tale om et ægte partnerskab mellem ligeværdige og ikke blot et partnerskab, hvor EU har rollen som juniorpartneren, og hvor vi automatisk forventes at støtte USA's udenrigspolitik uden at sætte spørgsmålstegn og, hvis vi er uenige i dele af denne politik, anklages for at være illoyale og antiamerikanske. Det rapporterede antifranske hysteri, især fra regeringen i Washington, er helt uacceptabelt. Det er nødvendigt med en holdningsændring hos den nuværende amerikanske regering, hvis vi skal få genoprettet det transatlantiske forhold.

19 Hvis USA giver FN den førende rolle i Irak efter krigen, som EU-lederne har anmodet om, vil det være den tydeligste demonstration af, at USA sætter det transatlantiske forhold højt og virkelig ønsker at genoprette forholdet. Vi skal ikke glemme, at FN udfyldte en tilsvarende rolle i Østtimor i Den erfaring kunne den irakiske befolkning nok have stor gavn af Lalumière (PSE). - (FR) Hr. formand for Rådet, hr. kommissær, efter krigen, under krigen og i dag efter krigen i Irak analyserer Parlamentet ærligt situationen og giver udtryk for sine holdninger, som desværre er forskellige, men sådan er det. EU er splittet. Med denne forhandling får vi lejlighed til at bekræfte vores principper. For mit vedkommende er det stadig de samme, nemlig total fordømmelse af Saddam Husseins styre, men frygt for, at den måde, som USA har fået styret til at falde på, kun skaber en om ikke lige så forfærdelig, så en ukontrollerbar situation, afvisning af krige, der er besluttet unilateralt, bekræftelse af de internationale organisationers og særlig FN's rolle, ikke kun for at beslutte, hvordan styrkerne skal bruges, men også for at overvåge genopbygningen. Det er godt at bekræfte principper, men det er ikke tilstrækkeligt. Det er vores pligt at genopbygge efter at have ødelagt også for dem, der på ingen måde har deltaget i ødelæggelserne. Det er imidlertid heller ikke tilstrækkeligt. Vi skal også gøre alt for at forstå, hvorfor og hvordan splittelserne er opstået både i Europa og mellem Europa og USA. Vi skal gøre alt for at genopbygge EU, ikke kun rundt om et bord, men i vores hoveder. Det betyder, at vi skal arbejde uafbrudt på sammen at komme frem til det samme syn på verden eller i det mindste ens holdninger til de store spørgsmål, såsom de transatlantiske forbindelser, de internationale organisationers plads samt en reform heraf og rettens og våbenmagtens rolle osv. Det er vanskelige emner og ofte tabuemner. Vi er forpligtet til at bestræbe os på gensidig forståelse og afklaring af idéer ved hver gang, det er muligt, at forsøge at opnå enighed efter det chok, som vi har fået. Det er bydende nødvendigt at genopbygge Irak og redde menneskeliv. Vi skal imidlertid også genetablere eller etablere en fælles holdning både til verden og det ansvar, som vi har i verden. Det græske formandskab har bestræbt sig på at indlede dette arbejde, men vi skal gå langt videre Nicholson (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, vi må se i øjnene, at forholdet mellem EU og USA er dårligere end nogensinde. Jeg mener, at Parlamentets opgave i de kommende måneder - sammen med Rådet og Kommissionen - er at genopbygge dette forhold. Når vi kan anerkende vigtigheden af at genopbygge Irak, må vi også kunne anerkende vigtigheden af at genopbygge forholdet mellem EU og USA. Vi må se sandheden i øjnene. Sandheden er, at vi er vokset fra hinanden. Vi har hver især haft forskellige prioriteter, og på mange områder forstår vi ikke mere hinandens holdninger. Efter angrebene på World Trade Center den frygtelige dag i 2001 koncentrerede USA sig om terrorisme: hvor det næste angreb ville komme fra og USA's sikkerhed. I Europa indførte vi euroen og koncentrerede os om udvidelsen. Vi har til en vis grad glemt, hvad det er, vi forsøger at opnå. Vi er alle sunket så dybt, at vi sender fornærmelser frem og tilbage over Atlanten. Nu er det på tide, at vi på begge sider af dammen tager et skridt tilbage og lader tingene falde til ro. Vi skal fokusere på at genopbygge forholdet. Vi har meget stærke bånd. Vi har fælles værdier, og vi må ikke lade den seneste tids begivenheder fortsætte, ærgre og ødelægge os. Ja, det vil tage tid, og det vil uden tvivl være vanskeligt. Der vil altid være punkter, som USA og vi ikke kan enes om, men lad os håbe, at disse uoverensstemmelser i fremtiden kun vil handle om spørgsmål inden for rammerne af WTO - om stål eller handel. Det er naturligt at have den slags uoverensstemmelser. Men lad os indlede et nyt, bedre og tættere forhold, som ikke kan ødelægges som det tidligere Karamanou (PSE). - (EL) Hr. formand, jeg vil også udtrykke min dybeste skuffelse over, at vi ikke har været i stand til at enes om en fælles beslutning fra Europa- Parlamentet, til trods for at dagens forhandling viser, at vi har noget til fælles, at der er et grundlag for en fælles europæisk identitet. En identitet, der kan tilbyde politik, logik og kultur som modstykke til den vold og det sociale og kulturelle barbari, som USA's nye militærdoktrin fremmer. EU har en forpligtelse til nøje at sætte sig ind i den nye internationale situation, der skabes som følge af USA's ekspansionisme og den nykonservative amerikanske ledelses utroværdighed. Vi har en forpligtelse til at kræve svar på en række udestående spørgsmål: For det første er der den grove overtrædelse af folkeretten i form af en angrebskrig. For det andet er der forsøget på at bedrage den offentlige opinion med hensyn til påståede masseødelæggelsesvåben, der viste sig at være århundredets løgn. For det tredje er der de barbariske tyverier af kulturskatte - jeg håber sandelig ikke, der er noget museum, som tør tage imod tyvekoster. For det fjerde er der udslettelsen af hundredvis af civile, ødelæggelsen af infrastrukturen, bombningen af tv-stationer og mordene på journalister. Og sidst, men ikke mindst er der den krig, USA har sat i gang mod FN. Fjernelsen af diktatoren Saddam Hussein kan på ingen måde retfærdiggøre det, amerikanerne og deres allierede har gjort. Jeg vil i øvrigt godt understrege, at Iraks ærværdige kvinder kan yde et afgørende bidrag til at afslutte de kaotiske tilstande i Irak efter krigen, til genopbygningen af landet og til dets fremtidige demokratiske ledelse.

20 Formandskabet og Kommissionen må kræve omgående anvendelse af FN's enstemmige resolution 1325, der opfordrer til øget deltagelse og repræsentation af kvinder i alle beslutningsorganer på alle niveauer. Og endelig må vi håbe, at EU den 21. juni gør sin indflydelse gældende, så der træffes beslutninger, der kan være med til at gennemføre køreplanen. Dermed vil der endelig kunne findes en retfærdig løsning for Mellemøsten, og der kan genskabes en atmosfære af tillid i forhold til den arabiske verden Izquierdo Rojo (PSE). - (ES) Hr. formand for Rådet, Deres kontor har i dag informeret mig om, at jeg ved dagens forhandling ville få et tilfredsstillende svar på mit spørgsmål om hr. Aznars manglende loyalitet over for EU i forbindelse med krigen i Irak. Er De ikke enig i, at den manglende loyalitet fra hr. Aznars side er forkastelig? Der er masser af beviser for, at hr. Aznar aktivt modarbejdede intentionerne bag Rådets aftale af 17. februar. Han handlede klart illoyalt i forhold til den fælles holdning, som han var bundet af. Han handlede illoyalt ved at støtte et ensidigt, umoralsk og ulovligt angreb. Hvor meget mon den europæiske loyalitet og fælles solidaritet, vi gennem traktaterne har forpligtet os til, betyder for hr. Aznar? Hvor var hans loyale samarbejde? Er De ikke enig i, at den manglende loyalitet er forkastelig? Hr. rådsformand, vi bør hverken fortie eller ignorere hr. Aznars stigende mangel på loyalitet. Over 90 % af det spanske folk fordømmer deres ministerpræsidents manglende loyalitet. De føler sig helt igennem europæiske og opfordrer til, at principperne om loyalitet og solidaritet forsvares. Det er trods alt grundlaget for, at vi kan gøre fremskridt Yiannitsis, Rådet. - (EL) Hr. formand, jeg har et par meget korte slutbemærkninger til forhandlingen i Parlamentet her i formiddag. Vi har drøftet tre spørgsmål, som hænger tæt sammen. Hovedspørgsmålet er vel, hvad vi gør ved problemerne i Irak her og nu - elendigheden, folkets situation, behovet for at genindføre normale tilstande og bekæmpe de forhold, der gør livet så forfærdeligt for befolkningen. På nuværende tidspunkt er dette efter min mening langt vigtigere end at diskutere interne splittelser og en lang række andre spørgsmål, som naturligvis er vigtige, men som ikke er så presserende eller haster så meget som situationen i Irak. Umiddelbart ser det ud til, at EU kan komme med nogle løsninger. Vi kan levere både praktiske løsninger - humanitær bistand, støtte til kulturområdet, støtte og pression for at finde frem til en fredsproces for Mellemøsten - og politiske løsninger på en række spørgsmål, som jeg ikke vil gentage, for det er vigtigt, at EU har markeret sig, har støttet disse principper, har gjort en indsats gennem alle disse måneder for komme frem med et andet budskab på en række felter. Et andet punkt er naturligvis, hvad der sker med det internationale system, med FN's rolle, hvor vi efter krigen i Irak står med hensyn til masseødelæggelsesvåben. Der er en del vigtige spørgsmål, som mangler at blive besvaret. EU har, så vidt jeg kan se, en holdning til dette, og De har i dag rejst en række spørgsmål, som det er vigtigt at få drøftet og besvaret. Det tredje punkt, det væsentligste, der skal komme ud af hele denne krise, er behovet for en fælles udenrigspolitik og en fælles politik på sikkerheds- og forsvarsområdet. Jeg fornemmer, at der på alle disse områder er begyndt at ske noget inden for EU, og nu må vi så se, hvad vi kan lære, og hvad vi kan gøre. Jeg vil dog til sidst lige pointere, at mange af dem, der taler om behovet for en fælles udenrigspolitik eller en fælles sikkerheds- eller forsvarspolitik, har den opfattelse, at resultatet nødvendigvis må blive beslutninger eller holdninger, der stemmer fuldstændig overens med deres egne holdninger og synspunkter. Her er vi ved sagens kerne. En fælles udenrigspolitik kan kun fungere, kan kun blive en realitet, når vi indser, at vi er nødt til at indgå kompromiser, at forstå de holdninger, vi hver især har, og finde de elementer, der binder os sammen og kan fungere som fællesnævner, ikke de elementer, hvor der er modsætninger mellem os. Det er efter min mening den holdning, der i de sidste 2-3 måneder har gjort det muligt at tage visse skridt i denne regning. Disse skridt blev hilst velkommen, både af den offentlige opinion og af Dem her i Europa-Parlamentet Nielson, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, min første bemærkning til denne forhandling er, at jeg med glæde har noteret mig - og jeg kan tilslutte mig hr. De Rossas formulering - at der er bred enighed i Parlamentet om de vigtigste punkter i denne situation. Parlamentets drøftelse har vist, at Europa-Parlamentet er en kilde til konstruktive idéer i EU, og der kan hentes megen inspiration fra dennes morgens drøftelser. Men der er også brug for megen inspiration. Min anden bemærkning er især rettet imod hr. Titley, der rejste spørgsmålet om Iraks gæld. Det er det vigtigste spørgsmål, og det skal afklares, for at vi kan komme videre. Succes afhænger af, om det afklares, hvordan problemerne vedrørende gælden løses. Til det har vi brug for en upartisk mægler, og det er helt urealistisk at forestille sig, at besættelsesmagten kan løse denne opgave. Det illustrerer meget tydeligt på et meget praktisk og afgørende punkt vigtigheden af, at FN får netop denne rolle som mægler. Vi skal bede alle kreditorer om at identificere sig og præsentere deres sag. Vi kan benytte IMF og Verdensbanken som kasserer til denne opgave og benytte FN som den upartiske mægler. Det er det eneste, som vil fungere, og som ikke vil skabe mistanke. Jeg vil gerne opfordre hr. Andreasen, der gav udtryk for et stærkt håb om, at FN vil få tildelt en reel rolle, til at