FORMANDSKONFERENCE, ÅBEN FOR ALLE MEDLEMMER BRUXELLES, TIRSDAG DEN 18. FEBRUAR FORSÆDE: Patrick COX Formand

Transkript

1 FORMANDSKONFERENCE, ÅBEN FOR ALLE MEDLEMMER BRUXELLES, TIRSDAG DEN 18. FEBRUAR 2003 FORSÆDE: Patrick COX Formand (Mødet åbnet kl. 9.40) Formanden. - Jeg vil gerne byde rådsformanden, hr. Simitis, hjerteligt velkommen og lykønske ham med konklusionerne på topmødet i går og med det græske formandskabs modige forsøg på at skabe større sammenhæng i EU's holdning til dette spørgsmål. Jeg ved, at De, hr. formand, løb en vis politisk risiko. Mange sagde, at tiden ikke var inde til et sådant møde. De har bevist, at Deres kritikere tog fejl Simitis, formand for Rådet. - (EL) Hr. formand, mine damer og herrer, spørgsmålet om, hvorvidt der skulle afholdes et EU-topmøde for at forsøge at overvinde uenighederne og tilkendegive en sammenhængende holdning til udviklingen i Irak, blev rejst for ca. tre uger siden. Det græske formandskab fandt, at der var behov for et topmøde, for vi ved fra tidligere rådsmøder, at det er umuligt at drøfte vores internationale forbindelser med ethvert andet kontinent uden at drøfte det aktuelle, vigtige og afgørende spørgsmål om Irak, og hvordan freden kan sikres. Flere lande reagerede, da det græske formandskab tog initiativet til at indkalde til topmødet, og sagde, at det var for tidligt, at tiden endnu ikke var inde, at det ville sætte fokus på uoverensstemmelser inden for EU, og at vi skulle udsætte det til senere. Der blev imidlertid enighed om det, og vi gik i gang, for vi mener, at Europa burde være til stede på den internationale scene, at EU til trods for uenigheder og divergerende holdninger bør vise, at de procedurer, der er skabt til at dæmme op for uenighederne, fungerer glimrende. Desuden forventede Europas borgere, at vi ville gøre noget for at tilvejebringe en sammenhængende holdning. De demonstrationer, som millioner af borgere over hele verden deltog i i lørdags, afspejlede folks enorme bekymring, og det ville have været mærkeligt, hvis vi, EU, EU's ledere, undlod at reagere på den bekymring eller at tage os af den. Man har i de seneste uger fået det indtryk, navnlig efter at otte medlemsstater og kandidatlande skrev et brev og gav udtryk for deres synspunkter, at EU ikke har nogen udenrigspolitik. Det er ukorrekt. Med hensyn til Irak vedtog Rådet konklusioner den 27. januar og foretog en offentlig demarche vedrørende Irak den 4. februar. Det var dog som bekendt kun en ramme, og der var alvorlige uoverensstemmelser med hensyn til vurdering af resultatet af valget i Irak, fortolkning af FN's Sikkerhedsråds resolution og beslutninger om de næste skridt. Vi måtte derfor se, om vi kunne finde et fælles ståsted angående disse udestående spørgsmål, som kunne føre os frem til en fælles holdning. Som jeg påpegede i går over for mine ærede venner, er vi her ikke for at gentage vores uenigheder og bekræfte vores uoverensstemmelser, vi er her for at ændre tingene og for at forsøge at få nye idéer og lave en ny strategi. Som De ved, er det formandskabets opgave at samle de løse ender. Formandskabet har dets synspunkter, men dets opgave består ikke i at gennemtrumfe de synspunkter. Dets opgave består i at finde en fælles linje, og jeg mener, at vi i går først og fremmest viste, og det var en stor præstation, at de procedurer, der anvendes til at opnå kompromis og almindelig enighed, fungerer glimrende, at EU ikke er et organ, hvor alle går deres egne veje uden at tage hensyn til andre, men et organ, der finder det nødvendigt at tale sammen, at håndtere de forskellige synspunkter og at finde en fælles vej fremad. Vi viste også, at vi på denne fælles vej fremad til trods for vores uenigheder er villige til at tage hensyn til visse centrale punkter. Og hvilke er så disse centrale punkter? Det første er erkendelsen af, at uanset hvor berettiget en krig er, fører den til katastrofe, og vi må kun gribe til krig, når vi har prøvet alle fredelige midler, enhver anden form for krisestyring, og kun når det står klart, at ethvert alternativ til krig ville være endnu mere katastrofalt. I vores konklusioner står der: "Krig er ikke uundgåelig. Der bør kun anvendes magt som en sidste udvej. Det er op til det irakiske regime at gøre en ende på denne krise ved at efterkomme Sikkerhedsrådets krav." Det andet punkt, som også understreges i disse konklusioner, er følgende: Af FN's charter, hvori der er angivet procedurer for håndtering af trusler mod verdensfreden, fremgår det tydeligt, at et land ikke kan sikre verdensfreden alene. Det er en opgave for det internationale samfund, og FN's Sikkerhedsråd skal give tilladelse til enhver aktion. Det er den regel, der styrer vores internationale forbindelser, og Kosovo var et frisk eksempel på reglens anvendelse i praksis. Dette eksempel viser, at enhver militær intervention af en sådan art skal have en fredelig opfølgning, og denne fredelige opfølgning er

2 udelukkende, som i Kosovo, en opgave for FN, og det er grunden til, at FN og Sikkerhedsrådet er centrum for disse procedurer. Sikkerhedsrådet har initiativet, Sikkerhedsrådet vedtager resolutionerne, og Sikkerhedsrådet beslutter de næste skridt, og det er derfor, at der i konklusionerne står: "Vi holder fast ved, at FN forbliver centrum for den internationale orden. Vi anerkender, at hovedansvaret for at håndtere afvæbningen af Irak ligger hos Sikkerhedsrådet. Vi giver vores fulde støtte til Sikkerhedsrådets udøvelse af sit ansvar." Det tredje punkt er, hvordan vi reagerer på udviklingen i Irak. Irak har desværre hidtil undladt fuldt ud at efterkomme FN's resolution. Det har undladt at samarbejde, det har fortsat med at modarbejde, og det har undladt at stille alle de oplysninger til rådighed, som er nødvendige for at bekræfte, at det ikke længere er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Vi må også erkende, at Irak langt om længe må begynde at samarbejde, som det påpeges i hr. Blix' rapport. Som vi alle ved, er gentagne opfordringer til at overholde forpligtelser værdiløse, hvis de gentages i det uendelige. Iraks fortsatte manglende overholdelse af dets forpligtelser viser, at det ikke tager kontrol- og konsultationsproceduren alvorligt. Hvis nogen undlader at overholde deres forpligtelser og gentagne gange påberåber sig proceduren, er det at modarbejde, og vi konkluderede, at vi må sende et alvorligt budskab til Irak om, at tiden er ved at løbe ud. Det tredje punkt, jeg vil nævne, er afsnittet, hvor der står: "Vi gentager vores fulde støtte til FN-inspektørernes igangværende arbejde." De skal have den tid og de ressourcer, som FN's Sikkerhedsråd mener, de behøver. Sikkerhedsrådet vedtager resolutionerne og beslutter, hvilke midler inspektørerne skal bruge til at udføre deres arbejde. Inspektionerne kan dog ikke fortsætte på ubestemt tid uden fuldt samarbejde fra Iraks side. Dette må omfatte fremlæggelse af alle supplerende og specifikke oplysninger om de spørgsmål, der er rejst i inspektørernes rapporter. Baghdad bør ikke gøre sig nogen illusioner: Irak må nedruste og samarbejde øjeblikkeligt og i fuld udstrækning. Irak har en sidste mulighed for at løse krisen med fredelige midler. Vi erkender naturligvis, at det, vi må gøre, er at bekræfte konklusionerne fra det foregående Råd (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), anerkende de fremskridt, der er sket på grundlag af konklusionerne, og give udtryk for EU's fælles ønske om at fortsætte samarbejdet. Jeg vil også nævne, at konklusionerne indeholder en henvisning til Mellemøsten. Vi må fortsat støtte en hurtig gennemførelse af den køreplan, som kvartetten har godkendt. Terror og vold må ophøre. Hvad angår forbindelserne med USA, står der i konklusionerne: "Det internationale samfunds enhed er af vital betydning for løsningen af disse problemer. Vi er fast besluttet på at samarbejde med alle vores partnere, især USA, med henblik på afvæbningen af Irak og for fred og stabilitet i regionen og en anstændig fremtid for alle dens folk." Til sidst, mine damer og herrer, vil jeg gerne understrege formanden for Europa-Parlamentet, hr. Cox', engagement, da han forelagde Europa-Parlamentets synspunkter ved mødets begyndelse. Det var yderst værdifuldt, og det samme gælder tilstedeværelsen af FN's generalsekretær Kofi Annan, som rejste spørgsmålene i konklusionen om bestræbelser på at undgå krig, nødvendigheden af at fortsætte med fredelige processer, støtte til inspektørerne og nødvendigheden af, at Irak omgående efterkommer Sikkerhedsrådets resolutioner. De, der ønsker en fast tidsplan med specifikke milepæle for handling i de kommende dage, var måske skuffede over mødet i går. Vi mener imidlertid, at der ikke kan være nogen tidsplaner, som tingene ser ud i øjeblikket. Det er nødvendigt, at der med jævne mellemrum gøres status over, hvad der sker, og initiativet ligger hos Sikkerhedsrådet. Men det, vi kan gøre, og som EU har gjort, er at vise EU's interesse for en fælles debat og fælles principper og bekræfte, at det er godt i gang med at formulere en fælles politik. Der er en generel beslutsomhed, og vi må anvende denne generelle beslutsomhed, vi må give den indhold. Og gårsdagens topmøde viste, at vi er i stand til at gøre netop det Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. rådsformand, kære kolleger, hr. rådsformand Simitis, jeg vil først gerne takke Dem, fordi De er til stede i dag, og dernæst lykønske Dem med succesen i går aftes. Da vi mødtes på Formandskonferencen i Athen før jul, sagde De, at De håbede, at alle er fair. Jeg vil gerne sige til Dem på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, at vi altid har støttet det græske formandskab, når det handler om at finde frem til fælles løsninger. I sidste uge, da vi talte med hr. Giannitsis i Strasbourg, støttede vi udtrykkeligt det græske formandskab i at indkalde til dette topmøde for stats- og regeringschefer. Jeg vil gerne komme med tre korte bemærkninger og også gøre opmærksom på, hvor det efter vores mening er nødvendigt at drage lære af begivenhederne. De blev som formandskab ikke misundt den situation, som De befandt Dem i: europæernes enighed liggende i skår foran os. Jeg vil ikke fremstille begivenhedernes kronologi endnu en gang, fordi det igen kunne være krænkende. Men for os skal det være klart i al fremtid, at vi europæere skal bestræbe os på at finde fælles holdninger. Der må ikke være nogen ensidige, der må ikke være nogen tosidige, der må ikke være nogen flersidige erklæringer, som kommer i stand uden om EU's fællesskabsprocedurer, men vi skal handle i fællesskab, og denne solidaritetspligt har hvert land. Hvis et land overtræder dette, fører det straks til modreaktioner fra andre, og derfor skal vi kræve af alle deltagende regeringer, at de anvender fællesskabsmekanismerne.

3 En anden lære, som vi efter min mening skal drage - og det uafhængigt af Irak, selv om det hænger sammen med det - er følgende: Vi bør ikke definere vores forhold til USA, eller bedre: den europæiske enhed som modsætning til USA, men vi har brug for et ligeberettiget partnerskab. Hvis vi definerede vores forhold således, at den europæiske enhed udgør en modsætning til USA, ville vi straks drive EU's kommende medlemslande, landene i Centraleuropa, over på USA's side, da disse lande på grund af deres historiske erfaringer - som jeg ikke vil uddybe her - altid søger en større beskyttelse hos USA. Derfor skal man med Europas enhed altid bestræbe sig på at opnå et ligeberettiget partnerskab med USA. Min tredje bemærkning går på, at De med rette har nævnt demonstranterne og de store demonstrationer. I et demokrati - og det bør vi være stolte af i Europa og i verden - hører demonstrationer til vores frihedsretlige samfund. Men vi skal også passe på, at vi ikke forveksler årsag og virkning. Problemet er ikke USA, men Saddam Husseins forbryderiske regime. Det er, tror jeg, det afgørende, hvilket vi heller ikke må glemme på denne glædens dag. Beslutningen udtrykker det hele på en meget afbalanceret måde, hvilket jeg kun kan ønske Dem hjertelig tillykke med. Men hvis der i dag er forsvundet t kemisk kampstof som miltbrandviruset anthrax og nervegassen VX, og det forbryderiske regime i Irak ikke tilvejebringer bevis for, hvor disse våben er, så skal vi give det stor opmærksomhed i de kommende dage og uger. Jeg kan derfor kun være enig med Dem, når De siger, at dette er sidste chance for Saddam Hussein. Han skal samarbejde, eller han skal nedruste. Jeg kan kun håbe på, at det sker fredeligt og i FN-regi. En afsluttende bemærkning, hr. rådsformand: Jeg synes, at det er meget vellykket, at der i erklæringen også udtrykkeligt refereres til freden i Mellemøsten og Mellemøsten-konflikten i Israel/Palæstina. Vi skal sende et signal til den arabiske verden om, at Europa ønsker at bidrage til, at Israel kan leve inden for sikre grænser, at Palæstina kan leve inden for sikre grænser, at vi altså ikke er antiarabiske, men at vi bekymrer os om en rigtig og retfærdig fred. I den forstand vil vores gruppe, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, ønske Dem tillykke endnu en gang. Vi håber også, at De fortsat vil få succes med på den ene side at skabe fred, men på den anden side også at afværge farerne og især at bevare europæernes harmoni. Vi ønsker Dem det bedste! Barón Crespo (PSE). - (ES) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, på vegne af Parlamentets Socialdemokratiske Gruppe vil jeg gerne indlede med at bifalde rådsformand Simitis' mod og politiske beslutsomhed, for han har indkaldt til et topmøde, der snarere har været ekstraordinært end uformelt, men det har været et ekstraordinært topmøde, som har gjort det muligt at vedtage en afgørelse. Vi er helt enige i denne afgørelse, fordi den i alt væsentligt omfatter indholdet af Europa-Parlamentets beslutning vedtaget i januar, og den viser, at vi kan samarbejde og gøre fremskridt. Desuden bør vi fremhæve FN's generalsekretær, Kofi Annans, tilstedeværelse først i Parlamentet - hvilket vi bør takke ham for - og dernæst i Rådet. Jeg mener, at EU og FN kan arbejde i fællesskab, og dette har været et bevis på det. Der er et vigtigt element i denne overordnede sammenhæng, ud over Sikkerhedsrådets offentlige møde på fredag - en historisk begivenhed - nemlig det faktum, at der er opstået en europæisk - og tillige global - offentlig mening. Dette er den nye supermagt, som er begyndt at vise sig i historien, og som vi bør forsvare og støtte. Hr. rådsformand, i teksten tales der om "befolkningerne i Europa", så hvorfor ikke også stille et ændringsforslag til konventets tekstudkast for at sige, at vi i Europa er en befolkning? Det ville også være vigtigt. Hvad angår afgørelsen, er vi helt enige i, at vi skal kæmpe for fuldstændig og effektiv afvæbning, at krig ikke er uundgåelig - det er en vigtig tilkendegivelse, som Parlamentet inddrog i dets beslutning, og som De har taget op - at inspektørerne skal fortsætte deres arbejde, og at der i henhold til resolution som FN's generalsekretær nævnte i går - ikke er nogen tidsfrist for deres arbejde. Det er rigtigt, at de ikke kan fortsætte på ubestemt tid, men vi må støtte det arbejde, som inspektørerne udfører under ledelse af en europæisk borger, nemlig hr. Blix, som jeg er overmåde stolt af. Et andet vigtigt element er budskabet til Saddam Hussein om, at vi er nødt til at opretholde presset, og at han skal samarbejde reelt, for desuden - og det er vigtigt - er det irakiske folk det største offer for begivenhederne. Hr. formand, jeg mener også, at det er korrekt at medtage den opfattelse, at der i et spørgsmål, der er så vanskeligt som Mellemøsten-spørgsmålet, skal sendes et budskab til de arabiske lande. Vi skal insistere på en løsning af den israelskpalæstinensiske konflikt, og vi skal føre en aktiv politik set ud fra et europæisk synspunkt.

4 Jeg mener, at det vigtigste, der blev opnået i går, efter de vanskeligheder og den krise, vi oplever, er, at formandskabet har været i stand til at opnå enighed og sikre, at Europa er til stede og aktivt. Og der var ligeledes - og jeg mener, at vi burde gøre USA opmærksom på dette forhold - store folkelige demonstrationer i USA. Vi er USA's loyale partnere, men vi er lige partnere med fulde rettigheder inden for rammerne af FN's arbejde. Et andet element, som efter min opfattelse bør fremhæves, er afgørelsens tredje afsnit, hvoraf det fremgår, at dette er en meget vigtig sag for menneskehedens fremtid. Den måde, hvorpå Irak-krisen håndteres, er en prøvesag, den er et eksempel, som vil få stor indflydelse på verden i de næste tiår. Endelig, hr. formand, skal De mødes med lederne af kandidatlandene midt på dagen. Jeg mener, at De bør sende dem et positivt signal og understrege, at vi ikke bare er en sammenslutning af landbrugspolitikker og strukturfonde, men at vores sammenslutning skal være baseret på fælles principper og værdier Watson (ELDR). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne på vegne af ELDR-Gruppen lykønske det græske formandskab med dets bemærkelsesværdige succes med udformningen af en afbalanceret og konsekvent fælles europæisk holdning vedrørende Irak. Den retfærdiggør formandskabets beslutning om at indkalde til topmødet og giver EU lejlighed til at samles på ny efter de seneste dages bitterhed. Den fælles holdning repræsenterer store fremskridt, da den sætter FN i hjertet af processen. Den støtter FN-inspektørernes arbejde med at opnå en fredelig afvæbning, men forpligter Irak til at samarbejde fuldt ud om dette, og den anerkender, at det, hvis Irak undlader at samarbejde, kan blive nødvendigt at gribe ind militært for at håndhæve FN's vilje. Min gruppe bifalder, at de hidtil uelastiske holdninger er væk, at Det Forenede Kongerige har erkendt, at der bør lægges vægt på en fredelig løsning på krisen med krig som sidste udvej og med FN's støtte, og at Tyskland har indset, at FN for at fremstå troværdigt skal være indstillet på at støtte magtanvendelse som en sidste udvej. Hr. rådsformand, jeg ved ikke, hvad De puttede i de dolmer, De serverede til forret, men det virkede! (Latter) Det er derfor en skam, at den positive stemning blev ødelagt af præsident Chiracs unødvendige og nedladende udtalelser efter topmødet om de kommende medlemsstater. Jeg har en formodning om, at det havde hjulpet, hvis kandidatlandene var blevet inviteret til et ekstraordinært topmøde. Vi har brug for størst mulig enighed om spørgsmål af denne art. På et møde mellem partilederne i Parlamentet i går fortalte Kofi Annan os, at ingen af Sikkerhedsrådets tre resolutioner angiver en frist for, hvornår inspektionerne skal være afsluttet. Hvis inspektionerne ikke viser tydelige fremskridt i de kommende uger, tilskynder De Liberale Sikkerhedsrådet til at foreslå yderligere en resolution, der angiver en frist for overholdelse. Saddam Hussein bør få at vide, at han skal vogte sig for den 15. marts. Betydningen af de 14 dage, der skiller hr. Blair og hr. Chirac, bliver mindre at arbejde mod end at forberede støtte til 1 million fejlernærede børn og 5 millioner irakere, der mangler rent vand og tilstrækkelig hygiejne. Hr. rådsformand, De Liberale bifalder den EU-holdning, De har udarbejdet. Den amerikanske digter Robert Frost skrev om to veje, der delte sig i en skov. Europa skal tilskynde USA til at følge FN's vej. Det er den mindst befærdede vej. Og det gør hele forskellen Kaufmann (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, hr. rådsformand, Deres initiativ til dette specialtopmøde var rigtigt, for der er en ting, som også er blevet nedskrevet i erklæringen i nat, der passer. Måden, som situationen i Irak håndteres på, vil få betydelige konsekvenser for verden i de næste årtier. Hr. rådsformand, i erklæringen fra EU's stats- og regeringschefer om Irak udtaler man sig først og fremmest til fordel for en fredelig løsning på krisen. Våbeninspektørerne skal have mere tid til deres arbejde, og de skal også råde over de midler, som de har brug for efter Sikkerhedsrådets opfattelse. I erklæringen udtrykkes det også, at ansvaret for krig og fred skal forblive på FN-Sikkerhedsrådets hænder, og det er godt på den måde.

5 Men samtidig hedder det i erklæringen, at krig ikke er uundgåelig, magt kan anvendes som sidste middel. Jeg vil sige det helt klart til Dem, at denne udtalelse står i eklatant modsætning til viljen hos flertallet af borgerne i EU og globalt. Derfor er denne erklæring efter min mening alt i alt et dårligt kompromis. Den skal især få stats- og regeringscheferne i Tyskland og Frankrig på den ene side og i Storbritannien, Spanien og Italien på den anden side til at holde facaden. Tidligere tillod NATO uden fransk deltagelse ved hjælp af en lignende spagat at foretage militær planlægning for Tyrkiet i tilfælde af en krig mod Irak. Forbundskansler Schröder indrømmede, at Tyskland havde måttet flytte sig. Jeg mener, at det skete i den forkerte retning. Hr. rådsformand, denne erklæring kan efter min mening ikke skjule det faktum, at Europa er delt i et eksistentielt spørgsmål om krig eller fred, og det så dybt som aldrig før i Unionens historie. Denne kløft går ikke tværs gennem EU, det er en kløft mellem regeringer og befolkninger. Dette blev tydeligt i weekenden, da millioner og atter millioner af borgere demonstrerede, hvad de ønsker. De udtalte sig i stor enstemmighed på Europas gader og pladser for en fælles europæisk udenrigspolitik, og det for en fredsbevarende udenrigspolitik. Weekendens budskab er entydigt. Europas folk ønsker ikke krig, og jeg vil som parlamentsmedlem, der er umiddelbart valgt af folket, som medlem af Europa-Parlamentet, også sige, at vi har pligt til at bekende os klart til denne vilje hos folket og ikke at øve os i dårlige kompromiser. Afslutningsvis, hr. rådsformand, vil jeg gerne sige, at vi for øjeblikket er ved at udarbejde en forfatning for Europa i Det Europæiske Konvent. Da situationen er sådan, som jeg citerede indledningsvis, vil det få betydelige konsekvenser for verden, for den europæiske udenrigspolitik for, hvordan vi forholder os nu. Derfor synes jeg, at der i den europæiske forfatning virkelig hører en klar udtalelse om, at Europa fører en selvstændig politik, der ser således ud, at man fordømmer krig som politisk middel Frassoni (Verts/ALE). - (IT) Også jeg vil gerne starte med at lykønske det græske formandskab, for selv om vi står i en situation, hvor vi - som De selv sagde, hr. formand - desværre ikke har pligt til at nå til enighed i Europa, er denne enighed og vores indsats for at nå til den under alle omstændigheder grundlæggende, og det er den ikke bare på grund af de konsekvenser, den kan få for begivenhedernes gang, men også i betragtning af befolkningens protester, som man ikke kan sidde overhørig. Befolkningen ønsker nemlig, at Europa optræder samlet på den internationale scene. Derfor vil vi gerne takke Dem for Deres tålmodige arbejde, og vi vil gerne takke Dem for, at det lykkedes Dem at få generalsekretæren, Kofi Annan, til at aflægge besøg i Rådet, hvilket også er vigtigt. Vi vil ligeledes gerne takke Dem for Deres udenrigsministers tilstedeværelse på Den Arabiske Ligas uformelle møde. Jeg er så glad for det arbejde, De har udført, at jeg spørger mig selv, hvad der ville være sket, hvis EU kun havde haft ét sæde i FN. Deres arbejde ville i så fald have været endnu vigtigere. Tiden vil vise, om denne aftale - som er foreløbig - kan være med til at bevare freden og afvæbne Irak. I dag har aftalen under alle omstændigheder den fordel, at den samler nogle holdninger, der ikke er så langt fra hinanden, som de krigeriske udtalelser fra forskellige sider kunne give indtryk af. Det, at USA's reaktion på Rådets konklusioner i det store og hele er positiv, viser os dog, at man hver især ser det, som man ønsker at se. Denne uklarhed kan ikke fortsætte ret længe, hr. formand. Forskellen på de frister, som inspektørerne har anmodet om, og de frister, som USA har sat, vil snart tvinge os til at vælge side og give klart udtryk for vores holdning. Og her er det naturligvis op til Sikkerhedsrådets medlemmer at bestemme, hvad der skal ske. Den internationale scene mangler aktører, som er i stand til at gøre en indsats for at skabe en multipolær verden, hvor der eksisterer nogle få, klare regler, og hvor alle ønsker fred. Dette fremgår meget tydeligt af begivenhederne i de sidste par dage. På blot nogle få måneder har amerikanerne fået hele verden imod sig, og de arabiske lande har hidtil ikke været i stand til at fastlægge en fælles holdning. Denne positive rolle kunne være Europas, men her på det seneste har der været nogle bekymrende afvigelser i nogle af de fremtrædende medlemsstaters adfærd, både når det gælder de fortsatte bombeangreb på Irak, som ikke kun sker med amerikanske fly, men også med britiske fly, og - naturligvis på et helt andet plan - de upassende udtalelser fra præsident Chirac, der bestemt ikke er den rette til at fortælle tiltrædelseslandene, hvordan man sørger for information og høring, selv om der selvfølgelig er almindelig enighed om det, han sagde. I de næste par dage får mæglere som Dem, hr. formand, men også som Kofi Annan og Sikkerhedsrådets medlemmer, en meget vigtig opgave, nemlig at undgå, at FN's troværdighed kommer i direkte konflikt med USA's troværdighed og anseelse, ikke mindst over for sig selv. Jeg tror, at denne opgave er meget vigtig for at finde ud af, om der bliver krig eller fred. Til sidst vil jeg gerne sige, hr. formand, at jeg håber, at De i de kommende måneder også vil bruge Deres store talent på at finde en løsning på Cypern-koflikten

6 Collins (UEN). - (EN) Hr. formand, lad ingen være i tvivl om betydningen af teksten i den fælles erklæring, som EUlederne offentliggjorde i går aftes. Regeringerne i EU har offentliggjort en stærk og målbevidst advarsel til Saddam Hussein om at lade sig afvæbne fredeligt, og at dette er den irakiske regerings sidste mulighed for at løse krisen ad fredelig vej. Den irakiske regering er fuldstændig klar over, at regeringerne i EU vil holde Saddam Hussein ansvarlig for følgerne, hvis den fortsat lader hånt om det internationale samfunds vilje. Krig er med andre ord gudskelov ikke uundgåeligt, men der vil kun blive brugt magt som en sidste udvej. Det står klart, at EU-lederne atter har opnået den enighed, der skal til for at sikre, at bestemmelserne i FN's resolution 1441 gennemføres fuldt ud. Den aftale, der blev indgået i går, viser indsatsen i de seneste dage for at åbne op for uoverensstemmelserne mellem regeringerne i EU om, hvordan den irakiske regering bedst afvæbnes. Gårsdagens topmøde har sikret, at politisk enighed har erstattet den senere tids synlige splid mellem regeringerne i EU. EU skal fortsat tilstræbe en fredelig løsning på krisen. Det er tydeligvis synspunktet blandt borgerne i EU. Vi ønsker Irak afvæbnet og landets masseødelæggelsesvåben fjernet. Vi ønsker at undgå en militær konflikt og holde fast i, at FN's Sikkerhedsråd har det overordnede ansvar. Jeg støtter og bifalder FN's generalsekretær Kofi Annans udtalelser. Også han skal roses for sit lederskab. Han har ret, når han siger, at ethvert indgreb i Irak uden støtte fra FN simpelthen savner lovlighed. FN har spillet en central rolle i processen med at sikre afvæbningen af den irakiske regering. Vi har konsekvent givet udtryk for vores store støtte til denne internationale kollektive sikkerhed med FN i centrum, der har det overordnede ansvar for fastholdelsen af international fred og sikkerhed. Endelig vil og skal vi fortsat støtte systemet af internationale regeringer i vores tilgang til krisen i Irak. Dette handler ikke om at vælge side, det er den forsigtige og fornuftige vej mod en løsning af krisen Bonde (EDD). - Hr. formand, mødet i går med FN's generalsekretær Kofi Annan var en stærk oplevelse. Uanset hvor vi hver især står i den aktuelle krise, er Annan den rette mand i en svær tid. Annan var fast i mælet for at få Saddam afvæbnet, som besluttet af FN, men også fast besluttet på kun at bruge krig som det yderste middel. Krig og fred skal løses gennem FN. Sikkerhedsrådet må konstatere, om Irak har brudt eller opfyldt dets betingelser. Kommer det til krig, må afsenderen være hele verden. Ikke USA, Storbritannien, EU eller nogen enkelt nation eller blok. Ifølge folkeretten har hvert land ret til selvforsvar, men ingen har ret til selv at skabe ret i andre lande. FN har monopol på magtanvendelse, og det er vigtigt, at det forbliver sådan. Ingen kan mistænke FN for at komme med andet end fred. Enhver iraker vil vide, at det slutter, når FN's beslutning om afvæbning er realiseret. Enhver i Mellemøsten vil vide, at FN ikke kommer efter den sidste olie. Kun en fælles beslutning i Sikkerhedsrådet er adgangsbillet til afvæbning og fredssikring. Det bør fortsat være EU-landenes svar til USA. Følg FN-sporet - støt Kofi Annan. Der findes ingen genvej. Et eventuelt militært angreb må ledsages af en endnu større indsats for civilbefolkningen. 60 % af borgerne i Irak er afhængige af mad for olie. Det første offer for krig er netop ikke Saddam, men 10 millioner civile, som vil sulte, og måske to millioner, som vil flygte. Beredskabet til at hjælpe må være større end beredskabet til at slå ihjel. Det er ikke kun et spørgsmål om anstændighed. Det er også et meget selvisk spørgsmål om at give det rigtige signal til verden og til dem, som leder efter argumenter for selvmordsbomber og terror. Vi skal føre os frem med fred og gavmildhed, og vi skal også tage ved lære. FN må have sin egen "rapid reaction force", som kan sættes ind efter Sikkerhedsrådets beslutninger. Det var Kofi Annans ønske til os i går. Lad os støtte ham, så meget vi kan, før bomberne skaber blodbad i Bagdad Dell'Alba (NI). - (IT) Hr. formand for Rådet, på vegne af de radikale parlamentsmedlemmer fra Italien vil jeg også gerne lykønske Dem og det græske formandskab med initiativet til at afholde et ekstraordinært topmøde, med at have inviteret Kofi Annan til at deltage i dette møde og med, at det lykkedes Dem at få fastlagt en fælles holdning - hvilket bestemt ikke var nogen selvfølgelighed - som ikke mindst er prisværdig, fordi man slår fast, at Irak-krisens problem under alle omstændigheder hedder Saddam Hussein, hvilket mange ofte glemmer, selv om de måske har de bedste hensigter, og at problemet er regimets overholdelse af nedrustningsforpligtelserne. Jeg vil ligeledes lykønske Dem med, at De kaldte magtanvendelse for sidste udvej, uden at nogen af de 15 medlemsstater dog udelukker dette på forhånd, og endelig vil jeg lykønske Dem med, at De klart fremhævede FN's og ikke mindst Sikkerhedsrådets ansvar og centrale rolle.

7 Som noget af det sidste i gårsdagens erklæring mindede Det Europæiske Råd om EU's indsats for at få afvæbnet Irak og for at skabe fred og stabilitet i regionen og give dens befolkning en anstændig fremtid. Vi havde foretrukket en udtrykkelig henvisning til og et løfte om frihed, demokrati og grundlæggende rettigheder for de irakiske mænd og kvinder, som i over 20 år har levet under et af historiens mest grusomme diktaturer. Ud fra dette synspunkt mener vi, hr. formand, at FN's rolle er af helt afgørende betydning, såfremt Saddams regime ikke skulle overholde sine forpligtelser, og det gælder navnlig den tid, der kommer bagefter. Derfor håber vi, at også EU - sådan som tusindvis af borgere har givet udtryk for ønsket om - overvejer muligheden for en overgangsadministration under FN, så man i fællesskab med FN kan administrere situationen efter Saddam Hussein, såfremt dette bliver aktuelt i de kommende måneder Formanden. - Hermed er runden på vegne af de politiske grupper afsluttet. Jeg kan meddele Dem, at rådsformanden tager af sted om relativ kort tid, da han skal deltage i en række bilaterale møder før mødet med tiltrædelseslandene, som han skal lede senere denne formiddag. Jeg foreslår, at vi begynder spørgsmålene ved håndsoprækning. Jeg har allerede en liste, der er længere end den tid, vi har til rådighed. Det undskylder jeg på forhånd for Deva (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne lykønske rådsformanden med hans lederskab og udtalelse, som bestemt er langt mere håndfast, end man ville have forventet i sidste uge. USA har gang på gang ofret mænd og materiel på bekostning af fremmedes menneskers frihed. Havde amerikanerne ikke gjort dette for omkring 60 år siden, ville ingen af os sidde her i dag. Denne gang er det for den irakiske befolknings frihed. Krig kunne være sidste udvej. Ingen ønsker krig, men kommer den, skal vi anerkende de ofre, som den amerikanske befolkning gang på gang har ydet for fremmede menneskers frihed. EU tror imidlertid på god ledelse, demokrati og retsstatsprincippet, og det er måske der, at EU og medlemsstaterne kan spille en stor rolle i forbindelse med oprettelsen af demokratiske institutioner i Irak Berès (PSE). - (FR) Hr. formand, til rådsformanden vil jeg sige: Godt gået! De har hørt hr. Blix, De har hørt det, offentligheden - den nye supermagt, som formanden for min gruppe kaldte den - havde at sige til os. I EU's 15 medlemslande og i de kommende medlemslande er offentligheden af den mening - i modsætning til det Bush-regeringen forsøger at fortælle os - at krig ikke sætter en stopper for terrorisme. Offentligheden tror på kollektiv sikkerhed og har givet os en udfordring, nemlig at skabe betingelserne for en europæisk sikkerhedspolitik. Denne politik skal gøre det muligt for de lande, der slutter sig til os, at kontrollere, at denne kollektive sikkerhedsstyrke oprettes inden for EU - herunder det gamle Europa. Hr. formand for Rådet, kan vi regne med, at De er fast besluttet på, at EU med hele sin autoritet vil protestere mod magtanvendelse, og at de, der har vetoret i Sikkerhedsrådet, til fulde tør tage det skridt, som vi i fællesskab har indledt Malmström (ELDR). - (SV) Hr. formand, hr. rådsformand, tak for Deres initiativ og det meget gode resultat. Så må vi bare beklage, at dette møde ikke blev afholdt for et par uger siden. Jeg har to spørgsmål til Dem. For det første vil jeg gerne vide, hvilke reaktioner De har fået fra Washington. Jeg går ud fra, at De i går aftes ringede og meddelte konklusionerne fra gårsdagens møde. For det andet vil jeg gerne vide, om De tror, at dette vil være en slags gennembrud for den fremtidige europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik, det vil sige, at man nu har nået en grænse, som betyder, at man i fremtiden faktisk vil tilstræbe en større samhørighed. Eller var det med kniven på struben, at man blev enig? Hvad er Deres vurdering for fremtiden? Alavanos (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, jeg bifalder også de gode intentioner bag det græske formandskabs og dets partneres indsats og initiativer. Det, der bekymrer mig, er, at resultaterne måske er lidt kønsløse. Med andre ord, begge sider kan bære dem. For at finde ud af, om jeg bekymrer mig grundløst, vil jeg derfor gerne stille rådsformanden følgende spørgsmål: Hvorfor blev USA's og Storbritanniens ensidige militære tilstedeværelse for første gang i sådan en officiel EU-tekst betegnet som en væsentlig faktor? Det er første gang, at sætningen "den militære pression har været en væsentlig faktor" har forekommet i en officiel EU-tekst. Mit andet spørgsmål vedrører inspektionerne. Beskyldningerne mod Irak er, at det "fortsat unddrager sig det internationale samfunds vilje". Og alligevel rapporterer inspektørerne om visse fremskridt. Hvorfor er det ikke nævnt? Segni (UEN). - (IT) Hr. formand for Rådet, Deres succes i går - som hele Europa-Parlamentet er Dem taknemmeligt for - giver også Dem, Deres regering og Deres EU-formandskab en betydelig prestige og måske et kort på hånden til at forsøge

8 at gøre nye fremskridt. Derfor vil jeg gerne stille Dem to spørgsmål. Først vil jeg gerne sige, at der er et punkt, som tilsyneladende kommer klart til udtryk i denne resolution, og som ikke mindst lader til at markere en ændring i forhold til den linje, man har fulgt tidligere, og det er det punkt, hvor man udelukkende lader det være op til FN's Sikkerhedsråd at afgøre, om et militært indgreb er nødvendigt eller ej. Det forekommer mig i det mindste at være et klart punkt i resolutionen. Mit spørgsmål er følgende. Nogle europæiske regeringer - først og fremmest den engelske, men også den italienske og den spanske regering - var modstandere af dette punkt eller i tvivl om det. Betyder gårsdagens beslutning, at alle de 15 medlemsstater accepterer princippet om, at det er Sikkerhedsrådet, som skal træffe afgørelse? Det andet spørgsmål lyder som følger. Agter De at afholde endnu et topmøde, inden Sikkerhedsrådets præsidium træffer sin næste afgørelse, så det bliver muligt at forelægge en fælles holdning for Sikkerhedsrådet? Maij-Weggen (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, jeg vil gerne komplimentere hr. Simitis for resultatet. Jeg er også stolt over, at netop et lille land har formået at bringe os ud af det dødvande, som især store lande har forårsaget. Min kompliment herfor. Jeg har tre spørgsmål. Mener De, for det første, at der fortsat er behov for endnu en resolution fra FN's Sikkerhedsråd? Har man drøftet dette i Rådet? For det andet vil jeg gerne spørge, om det også er aftalt, at Tyskland, Frankrig, Spanien og Det Forenede Kongerige nu forsøger at tale med én stemme i Sikkerhedsrådet? Den splittelse, der kommer til udtryk, fremmer ikke sagen. Endelig min tredje bemærkning: De skal meget snart mødes med kandidatlandene, har jeg forstået. Jeg fandt det stærkt foruroligende at høre hr. Chiracs udtalelse i tv i morges, hvor han opfordrede kandidatlandene til fremover ikke at udtale sig om sådanne anliggender. Efter min opfattelse var Chirac den sidste, der burde fremsætte den slags udtalelser. Hvilken holdning agter De at indtage, når De mødes med kandidatlandene kort tid efter dette møde? Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. rådsformand, jeg tror, at det er en hjælp i vores diskussion, hvis vi stiller to budskaber fra sidste søndag og to budskaber fra denne beslutning over for hinanden. De to budskaber fra sidste søndag kommer fra fru Rice og udenrigsminister Powell. Det ene budskab lyder: Tiden rinder ud. Det andet budskab lyder: Vi taler om uger, ikke om måneder. De to budskaber, som jeg ønsker at stille over for hinanden fra vores beslutning, er: Krigen er ikke uundgåelig, og inspektørerne har brug for den tid og de midler, som Sikkerhedsrådet vil give dem. Jeg mener ikke, at man kan formulere den store succes, som De har opnået ved præsentationen af det europæiske koncept til løsning af konflikten, mere kort og klart. Derfor fortjener De med Deres initiativ, hr. rådsformand, meget, meget stor anerkendelse Simitis, formand for Rådet. - (EL) Mine damer og herrer, tak for Deres kommentarer. De viser, at vi alle ønsker at konsolidere en fælles europæisk politik baseret på principper, baseret på princippet om, at konflikter skal løses med fredelige midler, og at en sådan fredelig løsning skal implementeres i henhold til folkerettens bestemmelser. Som svar på det specifikke spørgsmål om, hvorfor kandidatlandene ikke var til stede, og om der er en særlig procedure for dem, kan jeg sige, at det ved alle tidligere udvidelser af EU har været fast praksis kun at give kandidatlande lov til at deltage i EU's institutioner, rådsmøder og topmøder, når de har undertegnet deres tiltrædelsesakt. Fra de har undertegnet den, og indtil den er ratificeret, kan de deltage som observatører. Med andre ord er reglen for de 10 kandidatlande, at de ikke kan deltage før den 16. april. Fra den 16. april kan de deltage som observatører, og fra den 1. maj 2004 bliver de fuldgyldige medlemmer. Jeg synes, at det er en klog regel, for det er først, når man har påtaget sig visse forpligtelser ved at undertegne tiltrædelsesakten, at man kan udøve rettigheder og få et overblik over den position og den indvirkning, som akten har, og hensigten med den. Jeg skal holde møde med kandidatlandene senere i dag, og jeg kan forsikre Dem for, at EU efter min opfattelse har et større mål i sigte, et mål, der er nøjagtig lige så vigtigt som opretholdelse af international fred, og det er at nedbringe forskellene mellem Vesteuropa og Central- og Østeuropa, at forene hele Europa og formulere fælles politikker, fælles holdninger, som afspejler alles interesser. At det ikke er tilfældet i dag, skyldes historiens gang, de opdelinger, der eksisterede inden for EU, og det må ikke ske igen. Til sidst, kære venner, vil jeg gerne slutte af med at gentage det, jeg sagde tidligere om den overordnede betydning af gårsdagens konklusioner. Hr. Cox sagde noget meget godt i går, og han har givet mig tilladelse til at læse det op for Dem: (EN) Hvis den aktuelle debat kan lære os noget, viser den, hvor stor en afstand der er mellem vores målsætninger og vores kapacitet til at handle. På et tidspunkt, hvor vi drøfter Europas fremtid, må vi indse, at forfatninger og institutioner er tomme begreber, hvis de ikke får indhold gennem en fast politisk vision og vilje. Det er heri, udfordringen består.

9 (EL) Vi er enige om, og vi har for nylig erkendt, at vi ikke helt har den fælles vilje eller den fælles vision, som vi gerne vil have. Gårsdagens konklusioner viste, at vi kan blive enige, og at vi kan have fælles ønsker og fælles principper. Det løser selvfølgelig ikke problemerne. Vi ved selvfølgelig ikke, hvad fremtiden vil bringe. Der kan selvfølgelig opstå nye uenigheder. Men hvis vi ikke bekræfter og overbeviser og siger højt og tydeligt, at vi ønsker et fælles Europa, mislykkes det. Og det var det, vi sagde i går, og det gjorde vi ret i Formanden. - Kære kolleger, tak for Deres deltagelse i dag. Jeg takker rådsformanden for hans villighed til at kommer her denne formiddag trods en meget stram tidsplan i Bruxelles, for hans tilknytning til Europa-Parlamentet og for hans arbejde med Rådet i går og med kandidatlandene her til formiddag. Først og fremmest, hr. rådsformand, lykønsker vi Dem med fremskridtene. (Mødet hævet kl )