Spørgsmål til statsministeren 19. februar 2003

Transkript

1 Spørgsmål til statsministeren 19. februar 2003 Spørgsmålet behandler våbeninspektion og berettigelsen af en krig mod Irak. Folketinget fra Folketingets hjemmeside Den første sag på dagsordenen var: 1) Spørgsmål til ministrene. Spørgetiden Spm. nr. S ) Til statsministeren af:»hvilke konsekvenser agter den danske regering at drage på baggrund af FN's chef for våbeninspektører, Hans Blix', afrapportering?«sidste fredag tror jeg, de fleste af os sad klinet til fjernsynet for at følge våbeninspektør Blix' fremlæggelse for FN's Sikkerhedsråd af resultatet af undersøgelserne. Jeg anser selv Blix som et menneske med meget stor integritet, og jeg tror også, statsministeren vil bekræfte, at de forsøg på at underløbe hans autoritet, der har været fra Rumsfelds side og fra Pearls side og andre amerikanske høges side, bestemt bør tilbagevises. Han er et menneske med meget stor integritet. Han fremlagde en rapport, og jeg stiller derfor spørgsmål om, hvad regeringen agter at drage af konklusioner på baggrund af rapporteringen i FN. Jeg synes selv, han anlagde en meget fin linje og påpegede, at der på en række områder var sket positive forbedringer, men at der var nogle udeståender, og jeg er spændt på at høre statsministerens konklusion af Blix' afrapportering. Regeringens konklusion er at fastholde den linje, som regeringen hele tiden har lagt, nemlig at give fuld støtte til Sikkerhedsrådet i dets arbejde med at løse Irakkonflikten. Den holdning er altså uændret. Regeringen ønsker at bevare den hidtidige forankring af sagen i FN, og den holdning kom også til udtryk i den fælles EU-erklæring, som blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i mandags. Det var nu ikke lige det, statsministeren kom til at svare på, jeg spurgte om. Men det er fint nok, for vi har jo flere omgange. Statsministeren er formentlig også bekendt med Blix' rapport, som er ganske udførlig og meget præcis, og det, jeg spørger om, er, hvilke konsekvenser regeringen drager af rapporten - altså: Hvordan vurderer statsministeren rapporten? Jeg vil indledningsvis blot tage nogle enkelte ting frem fra den. Der har været diskussion om 1

2 inspektørernes adgang. Blix slår fast i sin rapport, at de har fået prompte adgang, og i ingen tilfælde er der beviser for, at den irakiske side på forhånd vidste, at inspektørerne kom - direkte citeret fra rapporten. Altså man har fået lov til det, der var problemer med sidste gang, nemlig at komme frem. Det har der ingen problemer været med. Blix fortsætter, at de har dannet sig en god viden om det industrielle landskab og det videnskabelige landskab og også om missilprogrammet. Men - tilføjer han - vi kender selvfølgelig ikke hver eneste hule og hvert eneste hjørne. De har dog i løbet af de 11 uger, de har været til stede, kunnet danne sig et ganske grundigt billede af, hvad der sker i Irak, og Blix konkluderer, at de ikke har fundet noget. Kl Jeg skal også sige, at han påpeger, at irakerne godt kunne være mere samarbejdsvillige, og han efterlyser større samarbejdsvilje. Men alt i alt er det jo en meget positiv vurdering: fra at irakerne var meget fodslæbende med at deltage, er man nået frem til, at irakerne i stadig stigende grad deltager. Efter rapporten er der kommet det nye til, at U 2-spionflyene har fået lov til at overflyve irakisk territorium. Derfor: Mener statsministeren ikke, det er rigtigt at beskrive udviklingen som en udvikling med stadig større adgang for våbeninspektørerne til at eftersøge de ting, som vi alle sammen har en interesse i kommer ud af hænderne på Saddam Hussein? Er det ikke også statsministerens konklusion? Hr. Villy Søvndal læser rapporten fra Hans Blix meget selektivt og tager kun enkelte elementer frem, som slet ikke giver et afbalanceret billede af, hvad det var, våbeninspektørerne egentlig sagde i Sikkerhedsrådet. Men lad mig først sige, at det er korrekt, at Hans Blix rapporterer om visse - beskedne, men visse - fremskridt i Iraks samarbejde med våbeninspektørerne, og det er der grund til at glæde sig over. Men der er også grund til at slå fast, at når Saddam Hussein overhovedet begynder at samarbejde med våbeninspektørerne, er det, fordi han bliver udsat for et stigende internationalt pres, netop fordi vi ikke har lyttet til hr. Villy Søvndals råd om at svække dette pres. Fremskridtene skyldes ikke hr. Villy Søvndals råd, men at vi netop ikke har lyttet til hr. Villy Søvndal. Men det, hr. Villy Søvndal glemmer fra rapporten, er jo, at Hans Blix gør meget klart, at det materiale, Irak selv har fremlagt, viser, at der ikke er redegjort for omkring t kemisk materiale, og som Hans Blix siger, er der to muligheder: enten eksisterer det kemiske materiale, eller også eksisterer det ikke. Hvis det eksisterer, skal det fremlægges med henblik på destruktion, og hvis det ikke eksisterer, må Irak kunne redegøre for, hvor det så er, og det har Irak ikke gjort. Sådan påpeger Hans Blix på område efter område, at Irak ikke har levet op til sine forpligtelser. Jeg skal takke for svaret, hvor statsministeren medgav, at der var fremskridt i våbeninspektørernes arbejde. Det ville jo være paradoksalt at påstå andet, kan jeg sige til statsministeren. Når man så udtrykket i ansigtet på den amerikanske delegation, som med Blix' afrapportering havde håbet at få grønt lys til at starte den krig, de hele tiden har villet, var det nogle ekstremt skuffede ansigter, man så. Det var også vurderingen i hele den internationale verden, at det ikke var en tilladelse til at starte en krig, tværtimod. 2

3 Det er rigtigt, som statsministeren sagde, og det nævnte jeg også i mit første indlæg, at der er forhold, der ikke er gjort rede for, bl.a. alt det anthrax og miltbrand osv., som amerikanerne gav til Saddam Hussein, da han var en nær ven og allieret i 1980'erne; det fremgår også af rapporten. Men Blix siger, og jeg oversætter fra rapporten, at vi er på vej mod en situation, hvor irakerne samarbejder, og vi tror, vi kan nå frem til et bedre samarbejde. Deler statsministeren den opfattelse, også om de udestående spørgsmål, der selvfølgelig skal belyses? Jesper Langballe (DF): Statsministeren blev spurgt, om statsministeren synes, at der er fremgang i irakernes og Saddam Husseins samarbejdsvilje, og statsministeren svarede så, at efter statsministerens vurdering kunne årsagen hertil være det internationale pres. Jeg vil gerne stille et lidt enfoldigt spørgsmål. Det er noget, jeg er gået og har spurgt mig selv om, og nu vil jeg spørge statsministeren om det: Har statsministeren fantasi til at forestille sig, at samarbejdsviljen blev så stor, at der en dag blev åbnet døre, og våbeninspektørerne kom ind og sagde: Hov, der ligger jo noget her, hvad er det for noget? Det må I sandelig ikke have? Eller kunne man forestille sig, at Saddam Hussein en dag ville blive så samarbejdsvillig, at han sagde: Vi har fortrudt, vi har gemt en hel masse, og her er det. Det er nærmest et spørgsmål om, hvor optimistisk eller hvor pessimistisk statsministeren er med hensyn til resultatet af den øgede samarbejdsvilje fra Iraks side. Kl Det kan jeg svare meget klart på. Det er min opfattelse, at Saddam Hussein vil gøre alt, hvad han kan for at holde alting skjult og gøre arbejdet så besværligt som overhovedet muligt for våbeninspektørerne. Der er ingen grund til at nære nogen som helst illusioner, hvad det angår. Saddam Hussein vil trække det internationale samfund rundt ved næsen og snyde våbeninspektørerne, hvis han kan komme af sted med det. Det er der ingen som helst tvivl om, og derfor er der kun én ting, den mand har respekt for. Det er et stærkt internationalt pres. Når vi nu taler om, hvad man kan læse ud af Hans Blix' rapport, synes jeg, hr. Villy Søvndal skulle lægge meget mærke til, hvad Hans Blix siger til allersidst i rapporten til Sikkerhedsrådet: Hvis Saddam Hussein gør det, han skal, nemlig at samarbejde med FN's våbeninspektører og rette sig prompte efter det, FN siger, kan våbeninspektørerne gøre deres arbejde færdigt i løbet af kort tid og afvæbne Irak. Hr. Villy Søvndal burde lytte til, hvad Hans Blix siger, nemlig at der behøves ikke lang tid, hvis Irak gør, som Irak skal ifølge FN. Så kan arbejdet afsluttes i løbet af meget kort tid. Nu synes jeg, at statsministeren læser ekstremt selektivt, men det er måske for at holde højrefløjen lidt på distance af hr. Jesper Langballe. Hans Blix siger faktisk, at noget af det, der har givet ham håb, er, at han på et møde i Bagdad den februar er blevet udstyret med nogle af de vigtige papirer, som har manglet. Han fortsætter så i et længere afsnit med at pege på, at det, de har brug for og har fået, er en liste med 3

4 navne på 83 videnskabsfolk, som må formodes at have hjulpet med at destruere noget af det, der blev destrueret i Det er netop et af de store huller, der mangler, og Blix runder i øvrigt af med at sige: Jeg stoler på, at den irakiske side vil lave den navneliste. I modsætning til statsministeren, der slet ikke tror på Saddam Hussein - jeg er heller ikke den store beundrer af Saddam Hussein - har Blix altså rent faktisk tillid til, at irakerne vil gøre det her. Med hvilket mandat tillader statsministeren sig så at tvivle på Blix' udsagn, nemlig at han tror på, stoler på, at irakerne vil gøre det her? Ja, det er mageløst. Efter år indvilger Saddam Hussein i at levere de papirer, han er blevet bedt om, og indvilger i, at våbeninspektørerne kan få lov at afhøre nogle videnskabsfolk, sådan som vi har bedt om i mange år. Hvorfor tror hr. Villy Søvndal egentlig, at Saddam Hussein overhovedet går med til disse bitte små skridt, som han burde have gået med til for mange år siden? Det er da kun, fordi der er opbygget et stærkt internationalt pres. Hvis det internationale samfund havde lyttet til hr. Villy Søvndal - det er der nu heldigvis ikke nogen der gør, men hvis det internationale samfund havde lyttet til hr. Villy Søvndal - ville Saddam Hussein da aldrig have givet sig. Hr. Villy Søvndal har nemlig ikke andet end ord, ord, ord, og han har ingen vilje til at sætte noget bag ordene for at gennemtvinge, at FN's beslutninger bliver overholdt. Det er så enkelt: Saddam Hussein skal bare redegøre for, hvad han har gjort ved sine kemiske materialer. Hvor er miltbranden, hvor er nervegassen? Vi ved, han har det, men han har ikke redegjort for, hvor det er. Hvis han ikke havde det, kunne han jo redegøre for, at det er destrueret, for han har nemlig haft det, og han har brugt mange af materialerne. Men det, hr. Villy Søvndal ikke kan komme uden om, er, at Hans Blix siger til allersidst i sin redegørelse: Hvis Irak bare samarbejder, kan jeg afslutte mit arbejde i løbet af kort tid. Det synes jeg hr. Villy Søvndal burde drage nogle konsekvenser af. Nu håber jeg, at statsministeren er i stand til at bevare besindelsen og besvare spørgsmålene om våbeninspektionen og måske lade være med at rode så meget rundt i min ringe person. Det synes jeg næsten er for stor en ære. Det, jeg diskuterer, er Blix' rapport og ikke, hvad jeg tror på, og hvad jeg ikke tror på. Det kan vi tage ved en anden lejlighed. Det, Blix' rapport påpeger om de farlige stoffer, det, der er hovedlinjen i Blix' afrapportering, er, at irakerne faktisk har vist stadig større vilje - stadig større vilje - til at efterkomme de ting, der er behov for. Derfor forstår jeg slet ikke statsministerens underlige forsøg på at gøre det til en diskussion om min person, men jeg kan godt forstå, at statsministeren er meget sikker i sin viden om, hvad Irak har. Det er jo leveret af en nær ven og allieret, nemlig USA, dengang Saddam Hussein var en tæt allieret. Mit afsluttende spørgsmål er: Tyder det ikke på, at våbeninspektionen skal have lov til at afslutte sit arbejde, og at det vil være en forbrydelse at kortslutte den proces, når Blix' hovedkonklusion er, at hvis de får lov, vil det også lykkes at tilintetgøre de våben fuldstændig? Kl

5 Det, Hans Blix lige præcis siger, er jo netop: Vi kan færdiggøre våbeninspektørernes arbejde i løbet af kort tid, hvis bare Saddam Hussein vil samarbejde øjeblikkeligt og betingelsesløst. Det er jo baggrunden for, at jeg siger, at det her ikke behøver at tage lang tid. FN har stillet nogle meget klare krav til Saddam og det irakiske regime, og hvis man bare retter sig efter dem og lader sig afvæbne, så kan denne her sag afsluttes fredeligt i løbet af kort tid. Det er det, Hans Blix siger. Våbeninspektørerne behøver ikke lang tid, bare Saddam Hussein retter sig efter FN. Så vi kan jo sagtens forenes om, at våbeninspektørerne skal have den tid, der skal til for at afvæbne Saddam fredeligt, men det, våbeninspektørerne selv siger, er, at hvis Saddam Hussein bare gør det, han skal, så behøver man ikke lang tid til den opgave. Hermed sluttede spørgsmålet. Spm. nr. S ) Til statsministeren af:»hvad er regeringens holdning til det fransk-tyske forslag om en forstærket våbeninspektion?«det er et spørgsmål om det fransk-tyske forslag om en forstærket våbeninspektion. Det er også sådan, at Frankrig og Tyskland har spillet en meget aktiv rolle på den internationale scene for at forhindre en krig i modsætning til den danske regering, der som bekendt har lagt sig fuldstændig i kølvandet på Bush og Blair. Jeg synes, at et af de perspektivrige forslag fra tyskerne og franskmændene var at forlænge våbeninspektionen så lang tid, at man fik det her arbejde afsluttet. Ærgrer det ikke statsministeren, at den danske regering ikke er med bag det fransk-tyske initiativ om at give våbeninspektionen mere tid, for nu er det jo alligevel endt med, at våbeninspektionen fik mere tid? Jeg har forstået på statsministeren, at han gerne ville føre en aktivistisk udenrigspolitik. Er det så ikke lidt ærgerligt slet ikke at være med, når det gode forslag kommer, nemlig at sikre mere tid til våbeninspektionen? Ærgrer det ikke statsministeren betydeligt nu her bagefter, at han ikke var med? Nej, det glæder mig overordentligt, at jeg ikke er med på et forslag, som ikke er i overensstemmelse med det, våbeninspektørerne har bedt om, for det, Hans Blix har bedt om, er, at Saddam Hussein retter sig efter det, FN har besluttet, og, siger Hans Blix: Så kan vi afslutte vores arbejde i løbet af kort tid. Men så kan jeg i øvrigt sige, at det, der jo glæder mig, er, at ikke blot Tyskland og Frankrig, men alle EU-landene nu er enige om, hvordan den her sag skal gribes an, nemlig udtrykt i den erklæring, som blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i mandags, hvoraf fremgår, at våbeninspektørerne skal have den tid og de ressourcer, som FN's Sikkerhedsråd mener de behøver. 5

6 Det er lige præcis det, jeg også mener er det rigtige svar i sagen, at vurderingen af, hvad der nu er rimeligt af ekstra tid til våbeninspektørerne, bedst finder sted i FN's Sikkerhedsråd, som jo samarbejder med våbeninspektørerne. Det er dér, beslutningen skal træffes. Men det er jo, synes jeg, også en meget stor bekræftelse fra statsministerens side af, at han i virkeligheden nu argumenterer for den fransk-tyske linje, nemlig at våbeninspektørerne skal have den tid, de skal have, i modsætning til Bush og Blair, der hele tiden går rundt med udtryk som, at tiden er ved at rinde ud, og derfor vil de ikke give den fornødne tid. Jeg vil spørge statsministeren: Hvis der nu sker det, næste gang våbeninspektørerne afrapporterer, nemlig den 1. marts, at de beder om mere tid, og den amerikanske regering går ind og kortslutter processen og ikke vil give mere tid, vil der så fra statsministerens side lyde en meget skarp fordømmelse af den amerikanske og engelske linje, fordi man ikke gav den fornødne tid, hvis altså USA går ind og kortslutter den proces? Som hr. Villy Søvndal udmærket ved, fordi jeg har svaret på det utallige gange her i Folketingssalen - jeg gør det gerne igen - vil jeg slet ikke give mig i kast med spekulative forestillinger om, hvorledes man skal forholde sig, såfremt det, der nu er i gang, ikke lykkes, for hvad er det, der nu er i gang? Det, der nu er i gang i FN's Sikkerhedsråd, er jo bestræbelser på at få vedtaget en ny sikkerhedsrådsresolution, der bekræfter indhold og formål med den eksisterende resolution Lad mig så henlede hr. Villy Søvndals opmærksomhed på det, der blev besluttet i EU-kredsen, og som Tyskland og Frankrig altså også er med i, som ikke blot siger, at våbeninspektørerne skal have den tid og de ressourcer, som FN's Sikkerhedsråd mener at de behøver - det synes jeg i øvrigt er en rigtig måde at formulere det på - men vi siger også i den erklæring, at inspektionerne ikke kan fortsætte på ubestemt tid uden fuldt samarbejde fra Iraks side, og vi siger, at Irak må afvæbne og samarbejde øjeblikkeligt og i fuld udstrækning; Irak har en sidste mulighed for at løse krisen med fredelige midler. Kl Jeg synes, det er en meget stærk erklæring, hvor vi jo også siger med tysk og fransk støtte, at magtanvendelse over for Irak kan blive den sidste udvej. Det er det, vi hele tiden har sagt, at den trussel skal der være over for Saddam Hussein, for det eneste, han har respekt for, er, at magtanvendelse kan blive anvendt som en sidste udvej. Det er et enigt EU, der står bag dette her, også Tyskland og Frankrig, og det glæder mig overordentlig meget, at vi er nået dertil. Nu sker det jo, at man i internationale fora laver aftaler, som dækker over den betydelige uenighed, der også er, og sådan er kompromisernes kunst, og det er der for så vidt ikke noget underligt i. Jeg antager da også, at statsministeren er opmærksom på, at det her ikke betyder, at der blandt EU-landene i øvrigt er enighed, når vi kommer til det pikante spørgsmål, som statsministeren konsekvent ikke vil svare på, nemlig hvad der sker, når/hvis USA/England går enegang. 6

7 Jeg synes jo, det mest forunderlige i den nuværende situation er, at våbeninspektionen i den her omgang har været i gang i 11 uger. De har gjort langt, langt større fremskridt, end nogen havde regnet med. Det var derfor, Blix' rapport i Sikkerhedsrådet var så relativt positiv, som den var, selv om der var udestående ting. Det er der slet ingen tvivl om. I den situation forstår jeg ikke, at statsministeren, som er tilhænger - formoder jeg - af international lov og ret, ikke meget tydeligt kan sige, at den danske regering selvfølgelig vil udtale sig meget vredt, hvis et eller flere lande bryder med de internationale regler og indleder en krig, der ikke har et mandat i FN's Sikkerhedsråd. Det er et meget enkelt spørgsmål at svare på. Jeg forstår ikke, at statsministeren ikke er i stand til at svare på det. For dermed antyder statsministeren, at så vil Danmark måske alligevel give grønt lys for USA og England til at gå selv. Jeppe Kofod (S): Jeg vil bare stille statsministeren et meget konkret spørgsmål. Nu hørte jeg statsministeren sige, at det jo er FN's Sikkerhedsråd, der afgør, hvor lang tid FN's våbeninspektører skal have, og det er jeg sådan set hundrede procent enig i. Jeg skal bare spørge statsministeren, om han også er enig i, at det så også er FN's Sikkerhedsråd, der afgør, hvornår Saddam Hussein samarbejder fuldt og helt, og hvornår han ikke samarbejder fuldt og helt. Regeringens linje, og det er svar til både hr. Jeppe Kofod og hr. Villy Søvndal, har hele tiden været meget klar, og den er uændret. Punkt 1: Målet er klart, nemlig afvæbning af Saddam Hussein, forhåbentlig sker det fredeligt. Punkt 2: Midlet er også meget klart efter regeringens opfattelse, nemlig at måden at få Saddam Hussein til at samarbejde på og lade sig afvæbne fredeligt på er, at det internationale samfund opbygger et maksimum af pres på Saddam Hussein, herunder truslen om magtanvendelse som sidste udvej, hvis han ikke retter sig efter, hvad FN siger. Han har kun respekt for det. Det fører frem til det tredje punkt, som er det direkte svar til hr. Jeppe Kofod, nemlig at de militære skridt, der måtte blive nødvendige for at sikre, at FN's beslutninger bliver overholdt, selvfølgelig skal være forankret i FN og dermed altså i FN's Sikkerhedsråd. Det kan ikke siges tydeligere, og det er sagt mange gange, men hr. Villy Søvndal er onsdag efter onsdag kun optaget af situationer, der endnu ikke er opstået. Hver eneste gang vi kommer til faktiske ting - våbeninspektørernes rapporter, beslutninger i EU osv. - så vil hr. Villy Søvndal ikke forholde sig til det, fordi han i virkeligheden har så svært ved at være kritisk over for de faktiske skridt, der tages. Men hr. Villy Søvndal vil hellere tage sorgerne på forskud og beskæftige sig med situationer, der endnu ikke er opstået. Det giver jeg mig ikke af med. Jeg giver mig ikke af med spekulative forestillinger om, hvordan man skal forholde sig, såfremt det, der nu er i gang, ikke lykkes, nemlig at få vedtaget en ny resolution i FN. Vi hilser disse forsøg på en ny resolution velkommen, og vi håber, at der kommer noget fornuftigt ud af det. 7

8 Jeg tror ikke, at statsministeren huskede, at jeg faktisk lige har stillet et forudgående spørgsmål om våbeninspektørernes rapport. Så bebrejdelsen, at jeg ikke interesserer mig for våbeninspektørernes rapport, synes jeg er lidt underligt placeret. Jeg synes, vanskeligheden er en helt anden, nemlig at fastholde statsministeren i andet end en personlig optagethed af min person, så han i stedet for kan prøve at forholde sig til de spørgsmål, jeg stiller. For det er jo ikke rigtigt, at regeringen har en meget klar linje. Det er simpelt hen ikke rigtigt, og det er det, der er problemet med, at statsministeren taler med uld i mund. Den canadiske regering har senest i aftes meddelt, at den ikke deltager, og at den vil advare imod en aktion uden om FN. Det betyder konkret, at der skal foreligge et nyt FN-mandat, for det Sikkerhedsråd, der havde givet den oprindelige resolution 1441, er det samme Sikkerhedsråd, der skal fortolke, om resolutionen er opfyldt. Og det er dér, statsministeren har lige så meget uld i munden som den amerikanske præsident og Blair, nemlig at det skal være»forankret i FN«. Kl Spørger man så, hvad det betyder, svarer statsministeren: Det skal være forankret i FN osv. Det er jo derfor, vi ikke kan få noget svar. Det er derfor, vi er nødt til at spørge om det samme onsdag efter onsdag. Jeppe Kofod (S): Jeg vil gerne takke statsministeren for svaret. Jeg synes, vi er kommet lidt tættere på, hvad regeringen mener: Hvis det er FN's Sikkerhedsråd, der giver våbeninspektørerne mere tid - det er statsministeren jo enig i, det har han nævnt for et øjeblik siden - så må det også være FN's Sikkerhedsråd, der konkluderer, hvornår Saddam Hussein samarbejder fuldt og helt i overensstemmelse med FN-resolution Det vil sige, at alle videre skridt i forhold til Irak skal tages i FN's Sikkerhedsråd. Jeg håber, at statsministeren kan bekræfte den linje, for det er sådan, at vi jo har hørt forsvarsordførere fra Venstre og De Konservative sige, at det var ligegyldigt med FN's Sikkerhedsråd, at man sagtens kunne forestille sig, at andre konkluderede uden om FN's Sikkerhedsråd og gik til angreb på Irak uden et klart FN-mandat og en beslutning i FN's Sikkerhedsråd. Til hr. Jeppe Kofod vil jeg blot bekræfte, hvad jeg nu har sagt mange gange: Regeringens linje er lysende klar, nemlig at yderligere skridt i forhold til Irak må være forankret i FN's Sikkerhedsråd. Men som vi også har haft lejlighed til at udveksle synspunkter om flere gange, så kan dette begreb - at være forankret i FN's Sikkerhedsråd - jo rent juridisk tage mange forskellige former. Hr. Jeppe Kofod ved også fra fortiden, at det er sådan. Det, vi er enige om, er, at skridt skal være forankret i FN. Det er regeringens meget klare linje. Dermed har jeg jo også svaret på i hvert fald den ene del af hr. Villy Søvndals spørgsmål, nemlig hvad man skal forstå ved den forankring. Jamen det har i tidens løb været så mange ting. Det er netop en del af det at bygge et maksimum af pres op over for Saddam Hussein, at man ikke på nuværende tidspunkt lægger sig fast på bestemte modeller eller udelukker bestemte modeller. Men det, der sker i øjeblikket, er, at der faktisk i FN's Sikkerhedsråd er bestræbelser på at få vedtaget en ny resolution, hvad jeg hilser velkommen. 8

9 Så vil jeg endelig til sidst sige, at jeg synes, det er lidt urimeligt, at hr. Villy Søvndal bebrejder mig, at jeg er optaget af hr. Villy Søvndal. Det giver hr. Villy Søvndal mig anledning til onsdag efter onsdag efter onsdag ved at stille spørgsmål her i Folketingssalen, hvad jeg ikke vil bebrejde hr. Villy Søvndal. Det er et folketingsmedlems ret, men det er klart, at det jo ikke kan undgås, at jeg så kommer til at beskæftige mig en del med hr. Villy Søvndal. Jeg skal heller ikke fratage statsministeren sunde og naturlige interesser. Det er jo fint nok. Det er slet ikke det mere. Jeg synes sådan set, der er vigtigere ting at diskutere end min ringe person, nemlig at den her verden dag for dag bevæger sig stadig tættere på en krig, hvis konsekvenser ingen kan overse - det tror jeg heller ikke statsministeren kan - også i forhold til, hvad den udløser af humanitær katastrofe i området. FN-rapporten siger: Hvis det er en konflikt, der varer 1 måned, taler vi om en halv million døde mennesker. Vi står med risikoen for at destabilisere en hel region. Så er det bare, jeg slet ikke forstår, at statsministeren, når FN's våbeninspektører afleverer en rapport, der trods mangler siger, at det går fremad skridt for skridt på alle de afgørende punkter, så ikke er i stand til uden uld i mund at sige klingende klart: Selvfølgelig er det helt utænkeligt, at et land som Danmark vil medvirke til, at andre lande får lov til at bryde den internationale lov ved at gå selv og udløse en humanitær situation, som jeg heller ikke tror statsministeren kan overskue. Ulrik Kragh (V): Jeg vil spørge statsministeren, om han kan bekræfte noget. Hvis det er sådan, at han ikke var vidende om det, så skal han i hvert fald vide, at det, Venstres forsvarsordfører, hvilket er mig, har udtalt sig om, er, at diplomatiet skulle have sin chance først. At det må komme an på den konkrete situation. Den kender vi ikke. Diplomatiet arbejder. Men hvorom alting er, så skal Saddam Hussein afvæbnes. Det kræver FN. Det sidste kan jeg bekræfte: kravene er meget klare. Det er afvæbning af Saddam Hussein. Det, vi jo alle sammen håber, er, at det kan ske fredeligt. Derfor kan jeg ikke rigtig lide, når hr. Villy Søvndal gang på gang forsøger at fremstille det, som om han er en fredens mand, og jeg er en krigens mand. Kl Jeg er lige så meget imod krig, som hr. Villy Søvndal er. Jeg tror bare på, at over for en type som Saddam Hussein er det bedste middel til at sikre freden at true med, at han får krigen, hvis ikke han retter sig efter, hvad FN vil. Han har ikke respekt for andet. Det er jeg nødt til at sige til hr. Villy Søvndal. Det er dér, vi er uenige, for hr. Villy Søvndal tror, man kan sætte sig i en rundkreds og snakke med Saddam Hussein, og så retter han sig efter det. Det tror jeg ikke på. Derfor skal der altså hårdere midler til. Når hr. Villy Søvndal siger, at våbeninspektørerne har rapporteret om fremskridt på de afgørende punkter, er det fuldstændig forkert. Det er en fuldstændig forkert læsning af, hvad Hans 9

10 Blix sagde. Dér, hvor der er fremskridt, er på de ligegyldige punkter. Det er dér, hvor Saddam Hussein under alle omstændigheder burde have samarbejdet for mange år siden om at udlevere papirer og lade videnskabsfolk interviewe, uden at der er sikkerhedsfolk fra Irak ved deres side, osv. Dér er der sket fremskridt. Men det er jo de fuldstændig ligegyldige spørgsmål om procedurer. På de afgørende spørgsmål om afvæbning er der overhovedet ikke sket fremskridt. Og det siger Hans Blix fuldstændig tydeligt. Irak har ikke redegjort for, hvor de kemiske og biologiske materialer er, og det er det, FN's krav handler om. Og dér er der ingen fremskridt sket. Så siger Hans Blix: Hvis bare Saddam vil samarbejde, behøver vi ikke lang tid til at færdiggøre den sag. Hermed sluttede spørgsmålet. 10