h u sfo r bi Laura slås for livet 273 døde af stoffer 20 kroner om ugen ung med adhd afhængighedens danmark kostbudget

Transkript

1 h u sfo r bi nr. 1 januar årgang pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren køb af sælgere med synligt id-kort ung med adhd Laura slås for livet afhængighedens danmark 273 døde af stoffer kostbudget 20 kroner om ugen Køb kun avisen af sælgere med synligt ID Hus forbi må ikke sælges i togene

2 h u sfo r bi REDAKTION ANSVARSHAVENDE REDAKTØR Ole Skou ole@husforbi.dk REDAKTØR-VIKAR Thomas Hye-Knudsen thomas@husforbi.dk FORSIDEFOTO Holger E. Henriksen KORREKTUR Bro Kommunikation A/S LAYOUT salomet grafik KONTAKT REDAKTIONEN tlf , redaktion@husforbi.dk SALGSAFDELING JYLLAND/FYN: Jimmy Rohde, tlf , jimmy@husforbi.dk SJÆLLAND/ØERNE: Morten Munk Hansen, tlf , morten@husforbi.dk SÆLGERKONTAKT tlf ADMINISTRATION Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder, , rasmus@husforbi.dk Ole Skou, formand, tlf , ole@husforbi.dk Ruth Kristoffersen, bogholder, , ruth@husforbi.dk UDGIVER Foreningen Hus Forbi Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N Tlf , DISTRIBUTION Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus Forbi dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på: tlf (se listen af distributører på ABONNEMENT STANDARDABONNEMENT: 465 kroner (12 numre om året inklusive moms, porto og gebyr). STØTTEABONNEMENT: 665 kroner Henvendelser om abonnement på tlf eller dorte@notat.dk BIDRAG Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på kontonummer (9541) Mærk indbetalingen bidrag. TRYK Dansk Avistryk OPLAG LÆSERTAL (4. kvartal 2010 & 1. kvartal 2011) ifølge Index Danmark/Gallup ANTAL registrede SÆLGERE 964 ISSN Næste nummer udkommer den 1. februar 2012 OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. leder Godt eller skidt nytår Det tegner til at blive et godt nyt år for Hus Forbi. Det har I som købere og læsere en meget stor andel i. Det vil vi gerne sige jer tusind tak for. I løbet af 2012 vil Hus Forbi formentlig nå en helt uhørt og magisk milepæl. I 2012 vil vi nemlig kunne udstede sælger-kort nummer Og måske vil vi, når året er omme, nå endnu en magisk grænse, nemlig at runde én million solgte aviser på ét år. Som socialt projekt uden offentlig støtte, drevet som socialøkonomisk virksomhed, er det svært ikke at se Hus Forbi som en succes. Men forsøger man at smage eller tygge lidt på succesen kan man pludselig mærke en lille bismag af noget, som ikke er helt godt eller nærmest skidt. For er succesen i virkeligheden ikke bare et udtryk for, at der er noget galt i Danmark, når et stigende antal mennesker ser Hus Forbi som sidste økonomiske udvej, hvis de skal forsøge at klare dagen og vejen? At der er noget galt i Danmark, når også velfungerende mennesker må opgive deres bolig, fordi de ikke har råd til at betale deres faste udgifter? Når mennesker frasiger sig al offentlig hjælp, fordi de ikke kan leve op til rådighedsreglerne på jobcentrene, der reelt administrerer udbetalingen af kontanthjælpen? Når det tilsyneladende stadig er til politisk diskussion, om vi har fattigdom i Danmark? Når andelen af unge hjemløse er stigende? Når hjemløse ikke længere kan opsøge herberger og være sikre på at få deres egen seng at sove i, men må ligge i bunker på gulvet på løse madrasser hvis der er plads? Måske er Hus Forbi blot et udtryk for både noget godt og skidt. Én ting står imidlertid lysende klart: For de snart 1000 sælgere er Hus Forbi også et arbejdsfællesskab, hvor sælgerne trods helt personlige udfordringer og problemer også er kolleger. Arbejdet som sælger er selvstændigt, og den enkelte bestemmer selv, hvor meget arbejdet fylder i hverdagen. De bliver ikke målt og vejet. De skal ikke melde sig syge eller præstere et bestemt salg for at være velkomne. Frem for alt, så er Hus Forbi en mulighed for ikke at være usynlig, alene eller ensom og få en plads i livet og i gadebilledet sammen med os andre. Uden at skamme sig. Som købere er I i virkeligheden sælgernes arbejdsgivere. I ringer, når jeres sælger ikke står på sin vante plads foran Brugsen. I kender hans navn og husker hans fødselsdag. Og det er jer og jeres måde at være på, som i sidste ende er med til at sikre, at også hjemløse og udsatte mennesker kan få en følelse af, at nogen har brug for dem. Så måske er I som købere i virkeligheden Hus Forbis succes. Tak til alle jer. Håber, I også vil være der i det nye år. For så bliver det trods alt et GODT NYTÅR! Kærlig hilsen Alle os i Hus Forbi Vi støtter Hus Forbi v/annemette Lyngh Vil du også støtte Hus Forbi? Det koster kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til redaktion@husforbi.dk 2 HUS FORBI nr. 1 januar årgang

3 indhold 6-12 Liv eller død Hvert år dør knapt 300 mennesker i Danmark, fordi de er narkomaner og befinder sig i bunden af et misbrugs- og afhængighedshierarki, der domineres af mennesker, der bruger alkohol, kokain og hash for at overkomme dagligdagens udfordringer. Hus Forbi påbegynder i 2012 en serie, der afdækker danskernes trang til at stimulere nerverne. 22 Velkommen til Slab City En forladt ørkenbase fra 2. verdenskrig i Colorado huser i dag en skare af amerikanere, der ikke kan realisere The American Dream. De er stået af forbrugerræset og de kristne fællesskaber i storbyerne. De udlever deres tro og frihedsidealer under åben himmel En engel i skolegården Flere kommuner vælger at hjemtage udsatte børn fra dyre specialskoler og unge-institutioner. På Langeland har man i ti år brugt såkaldte skolefeer, der forsøger at fastholde de unge i de kommunale skoler og hjælpe børnene med en voksenrelation, som nogle forældre ikke magter. 28 måltider for en 20 er En lille latte på tilbud på tankstationen, et nummer af Hus Forbi eller penge nok til at sikre mad på bordet for en familie på fire i en hel uge. Hus Forbi undersøger, hvor langt man kan komme for 20 kroner. I dette nummer besøger vi Mumbai i Indien Grænser for fattigdom alt, hvad jeg ejer et billede fra gaden foto Holger Erik Henriksen Hus Forbi mødte Liv, Oscar og Bertram på henholdsvis syv, fem og ni år. Vi spurgte dem, hvad det bedste og det værste var ved Hus Forbi. De kunne ikke komme på det værste, men de tre søskende er enige om, at det bedste er at lege med sælgernes hunde. 26 Fra strejfer til studerende 30 x-ord og dusaduku 32 ny hus forbi-sælger HUS FORBI nr. 1 januar årgang 3

4 Grænser for fattigdom Måler vi som resten af den vestlige verden, er der næsten en kvart million fattige i Danmark. Men det gør vi ikke, så nu har vi ikke nogen. I kølvandet på Carina -debatten efterlyser forskere og interesseorganisationer en fattigdomsgrænse i Danmark. foto scanpix af Kristian Bang Larsen I slutningen af november kørte fattigdomsdebatten af sporet. Det var en såkaldt menneskelig fejl, der var årsag til afsporingen. SF s socialordfører Özlem Cekic havde inviteret fattigdomsbenægteren Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance ud for at møde en fattig dansker. Men Carina, den anonyme enlige mor på kontanthjælp, som Cekic havde fundet, havde en disponibel månedlig indkomst på kroner. Det mente hverken Joachim B. Olsen eller danskerne i al almindelighed var et udtryk for fattigdom. Og i stedet for at diskutere fattigdomsbekæmpelse og fattigdommens årsager og virkninger diskuterede man nu, om der overhovedet fandtes fattige i Danmark. En diskussion, der ifølge flere eksperter i fattigdom ikke havde fundet sted, hvis der havde været en officiel fattigdomsgrænse. - Debatten handlede om, hvornår man er fattig, og om man overhovedet er det - men det bliver fægten i blinde uden en fattigdomsgrænse, siger Jan Sjursen, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte. - Det er en god ide, at vi bliver enige om, hvad fattigdom er, og hvor mange fattige der egentlig er. Så kan man direkte se, om den politik, man fører, skaber mere eller mindre fattigdom. Under den tidligere regering kom både Arbejdernes Erhvervsråd og EU med tal, der viste stigende fattigdom i Danmark, men de tal anerkendte regeringen ikke, og så kom debatten ikke videre, siger samfundsforsker Finn Kenneth Hansen fra CASA, Center for Alternativ Samfundsanalyse. En enkel fattigdomsgrænse Nu er en fattigdomsgrænse på vej. I det nye år vil regeringen nedsætte et ekspertudvalg til at se på en fattigdomsgrænse i Danmark. Men allerede sidste år kom en arbejdsgruppe med repræsentanter fra blandt andet Rådet for Socialt Udsatte, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og LO med et bud på en dansk fattigdomsgrænse. - Vi har peget på tre kriterier. Det ene er den relative fattigdom, som kan defineres som for eksempel 50 procent af medianindkomsten. Det andet er at se på, hvad det koster at leve med udgangspunkt i et minimumsbudget. Og det tredje er at se på de afsavn, man oplever som barn eller voksen. Har man råd til at gå til tandlægen, at give gaver til fødselsdage, dyrke fritidsinteresser osv., siger Finn Kenneth Hansen fra CASA, der var med til at skrive oplægget. I praksis kan det dog være nødvendigt at forenkle fattigdomsgrænsen. Carina -debatten viser, at det er nødvendigt med en fattigdomsgrænse, der er enkel at forstå, og som svarer til danskernes forestillinger om fattigdom. - Det kan af politiske grunde være nødvendigt med en enkel grænse, og derfor lægger man sig måske også fast på et kriterium, som for eksempel 50 eller 60 procent af medianindkomsten. Men det er vigtigt også at se på de andre faktorer, hvis man vil belyse fattigdommen bredere, og se på konsekvenserne af fattigdom, siger Finn Kenneth Hansen. En kvart million fattige Både OECD og EU anvender i dag en procentdel af et lands medianindkomst til at måle fattigdom. OECD sætter grænsen ved 50 procent, mens EU opererer med en grænse på 60 procent. Vælger man at følge OECD s fattigdomsgrænse på 50 procent, skal en dansk familie på to have under kroner i disponibel indkomst om måneden for at kunne kalde sig fattig. Efter den model har vi ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fattige i Danmark De fattige er oftest på overførselsindkomster og uden arbejde. Men flere omfattende undersøgelser afdækker, at de derudover typisk har en række andre problemer, der forhindrer dem i at få arbejde. Det drejer sig om helbred, manglende uddannelse, kvalifikationer og danskkundskaber. 42 procent af alle kontanthjælpsmodtagere melder eksempelvis, at de har dårligt helbred, og 66 procent, at deres helbredstilstand er en barriere for at finde arbejde. Til sammenligning melder kun to procent af de beskæftigede, at de har dårligt helbred. Ikke tegn på krævementalitet - I debatten har man hørt, at de bare kan tage sig sammen, og at de er vist er lidt dovne. Men det er vigtigt at huske, at udsatte borgere har komplekse problemer ud over arbejdsløshed. De har misbrug, sygdom, psykiske problemer med videre. Det bliver sniksnak, når man taler om, at en særlig pisk eller gulerod skal få flere i arbejde. Vi skal have skabt et arbejdsmarked for mennesker, der måske ikke kan klare 37 timers arbejde, siger Jan Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Jan Sjursens holdning bakkes op af arbejdsmarkedsforsker Jørgen Elm Larsen, der er professor på Københavns Universitet. - Danskere er nogle af de mest arbejdsmotiverede i verden. Vi ligger meget højt, og danskere med indvandrerbaggrund er mere motiverede end etniske danskere. Det tyder ikke på en omfattende krævementalitet i det danske samfund, siger han. Se fakta på 4 HUS FORBI nr. 1 januar årgang

5 hus forbi sætter i 2012 fokus på afhængighed og misbrug afhængighedens danmark afhængighedens danmark Mere end en million mennesker i Danmark lever et liv, hvor de er påvirket af deres eget eller andres misbrug. Et misbrug, som de ikke kan slippe, fordi de er blevet afhængige. Følg med i serien: afhængighedens danmark. Hus Forbi fokuserer i løbet af 2012 på forskellige former for misbrug i en serie, som vi har valgt at kalde Afhængighedens Danmark. Og vi lægger i dette nummer ud med at gå bag om stofmisbrug, som hvert år fører til mere end 200 narkomaners død. Sidste år 273. Et tal, der stort set har været konstant i de sidste ti år. Vi ser på, hvad stofferne gør ved misbrugeren og de pårørende. Men også på, hvad der gøres for at mindske de mest sundhedsskadelige virkninger, når man skal dele brugte kanyler og indtage sine stoffer på gadehjørner og offentlige lokummer. I de følgende numre af Hus Forbi går vi tæt på andre misbrugere, som for nogens tilfælde langt overgår narkomanerne og deres pårørende. Det bliver ludomaner, hash-afhængige, alkoholikere, sex-afhængige, internetafhængige, arbejdsnarkomaner og kalorie-afhængige. Vi vil etablere et panel af eksperter, som læserne kan spørge til råds. Eksperterne vil svare på spørgsmål både i bladet og på vores hjemmeside. Og vi vil også bruge Facebook til at komme i dialog med læsere, der har misbrug inde på livet. Enten som aktive misbrugere eller som pårørende. Selvom baggrunden er trist, så er det vores håb, at vi kan være med til at sætte fokus på nogle af de tabuer, som knytter sig til at være misbruger og som er med til at ødelægge så mange dejlige liv. Følg med på Bliv ven med os på Facebook sammen med de knapt andre. Landsforeningen SIND, Region Hovedstaden Bagud med huslejen? Restance med el-regningen? Er din sag i kommunen gået i stå? Styr på gæld? Ring og få en aftale i Settlementets Rådgivning Rikke Posborg i den social juridiske rådgivning Eva Tetzlaff i gældsrådgivningen Dybbølsgade 41, 1721 København V FRIVILLIG ET ENSOMT MENNESKE HAR BRUG FOR DIG! Kan du afse 1-2 timer om ugen eller hver 14. dag som besøgsven hos et menneske med en sindslidelse eller psykiske problemer? Så vil du komme til at opleve et berigende og udfordrende forhold. Sindslidende er også spændende, hjertevarme, humoristiske, interesserede og vidende mennesker, men de har ofte svært ved at holde personlig kontakt. Du får supervision, undervisning, vejledning og interessante kurser og foredrag som frivillig i SIND-Nettet samt et spændende samvær med andre frivillige. Lad os få en snak, hvis du er interesseret. Kontakt: Lokalkoordinator for SIND-Nettet i Ballerup, Albertslund og Lyngby Christel Lous, tlf.: eller mail: c.lous@get2net.dk HUS FORBI nr. 1 januar årgang 5

6 afhængighedens danmark EN STOFMISBRUGERS BEKENDELSER Jeg kan jo ikke rumme fortalt til Birgitte Ellemann Höegh Mit navn er Frederik. Jeg er 38 år og bor i Sydhavnen hos en ven, hvor jeg låner et værelse, fordi jeg i det sidste år har stået uden egen bolig. En gang om ugen tager jeg ud til Falck-bussen omkring Bispebuen og henter min medicin (metadon, red.) så har jeg til en uge. Ved siden af mit forbrug af metadon tager jeg benzodiazepiner, og det kan godt blive til en hel del i løbet af en dag. Når jeg vågner, står jeg op og laver kaffe og spiser A38 med müsli det er godt for min mave med biokulturer. Så sidder jeg og tænker over, hvad jeg skal lave i dag. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke kan arbejde som vvs-mand længere både af fysiske og psykiske årsager. Jeg har en knæskade, er blevet opereret, men det er ikke blevet godt mit knæ svulmer op, når jeg arbejder derudover er der en masse tankemylder, der kører oppe i mit hoved. Jeg kan godt sidde og synes, at det er en værre lortedag, selvom det ikke er det. Så prøver jeg at overvinde det og komme ud af røret. Jeg har mange kammerater, der arbejder, og som bare tager lidt til næsen i weekenden. Ellers kender jeg kun folk, der er misbrugere som mig. De sidder rundt omkring i lejlighederne, og jeg tager tit rundt og snakker lidt. I dag skal jeg ud og hente min medicin. Jeg tager bussen hele vejen. Normalt kommer jeg på Modtageenhed Vest og henter min medicin, men jeg har fået karantæne. Jeg har smadret døren i ren afmagt over, at de ikke kunne forstå, at jeg så ikke kan komme og hente min medicin på de tidspunkter, de bestemmer, hvis jeg skulle påtage mig et arbejde. De havde sat mig i et dilemma: Skulle jeg vælge arbejdet eller medicinen? Det blev medicinen, for den er jeg dybt afhængig af. I bussen stopper jeg mit headset i ørerne og lytter til musik. Heavy metal Metallica, det gamle Pink Floyd eller Black Sabbath noget der er lidt syret, som jeg kan falde ind i. Ellers sidder jeg og tripper, for alle de mennesker, der kommer ind, får mig til at føle ubehag. Det kan irritere mig noget så grusomt at høre deres stemmer og kunne lugte dem. Jeg kom på stoffer, da jeg var 18 år. Det startede med, at jeg røg heroin i weekenderne, og når jeg skulle på arbejde om mandagen, begyndte jeg at have influenzasymptomer. Jeg fik fat i ham, der forærede mig heroinen og spurgte, hvorfor jeg havde det sådan. Det er, fordi du er blevet afhængig, lød svaret. Jeg havde overhovedet ikke tænkt tanken. Det var Benzodiazepinerne er mit foretrukne stof, for de kan få mig ned oppe i hovedet. Med årene har jeg fået flere og flere spøgelser deroppe, der nogle gange gør mig paranoid. jo bare lidt heroin på et stykke sølvpapir, man lige sugede ind i nogle baner. Jeg kan stadig huske den første gang hvordan jeg fik det, smagen, fornemmelsen. Så begyndte jeg at have heroin med på arbejdet og satte mig ud på kundernes toilet og røg, når jeg manglede dope i kroppen. Jeg var på stofferne i fire år, og det var hele tiden en kamp for at skaffe penge. Jeg skulle jo have forretningen i gang til at tjene til mig selv, men også til ham, der sad og solgte for mig. Jeg var mellemleddet og købte i lang tid hos rockerne og gik så over til forskellige udlændinge. Efter fire år kom jeg på metadon. Men jeg stoppede ikke med at lave penge de var alt for gode. Nogle gange spiser jeg min medicin ved Falckbussen, men i dag har jeg taget otte benzoer fra morgenstunden, så jeg kan godt vente nogle timer. Jeg tager bussen tilbage til Sydhavnen propper headsettet i ørerne igen. I de sidste mange år har jeg selvmedicineret mig. Benzodiazepinerne er mit foretrukne stof, for de kan få mig ned oppe i hovedet. Med årene har jeg fået flere og flere spøgelser deroppe, der nogle gange gør mig paranoid. Det har noget at gøre med min underbevidsthed lige pludselig ser jeg politi eller nogle af mine gamle fjender alle vegne. Min mor og far er selv hashrygere, og min far har solgt masser af hash, hvor jeg har været en del af det i en smugkro, vi havde nede i havnen. Så kom alle fiskerne og røg hash, og jeg lavede fester i weekender, hvor jeg tjente penge på det ene og det andet. Jeg har altid været hurtigt til at få gang i forretninger, men har aldrig lavet indbrud eller rullet folk. Til gengæld har jeg lavet meget vold, og det har helt sikkert noget med min barndom at gøre. Min stedfar tævede min mor, og det så jeg på i mange år. Min mors omgangskreds var rockere, og selvom jeg var lille, så lyttede jeg. Jeg så knive, knojern og geværer skifte hænder. Det var jo pissespændende. Jeg tror helt sikkert, man er et produkt af miljøet. Da jeg var yngre, gav det mig et kick at slås med andre fraktioner fra fodboldklubber og på værthuse. I dag vil jeg helst undgå det, men sker det, så forsvarer jeg mig. Jeg har siddet syv år i fængsel for al den vold, jeg har lavet, og har to drabsforsøg på min samvittighed. Det har givet mig en vis respekt i mine kredse. Men det er jo ikke almindelige menne- 6 HUS FORBI nr. 1 januar årgang

7 afhængighedens danmark virkelig- foto polfotoheden sker, jeg har været ude at tæve det har altid været relateret til vores fjender. Alligevel er det noget af det, der kører inde i hovedet på mig. I dag skal jeg lave noget arbejde hente noget receptmedicin hos nogle kunder for bagefter at sælge det videre på det sorte marked. Jeg er på kontanthjælp men jeg skal bruge Jeg har ikke nogen drøm om at komme væk fra miljøet. en 500-lap til mit sidemisbrug om dagen. Først skal jeg ud hos en veninde og hente 100 ketoganer. Dem får hun udskrevet for nogle rygproblemer. Jeg drikker en kop kaffe med hende og tager toget til Hovedbanegården. Jeg tager kun de 50 ketoganer med, i tilfældet af at jeg bliver knaldet. Men jeg kan nu godt spotte en politimand. Den måde, de kigger på, er nok til, at jeg ved, at vedkommende er panser, og så er jeg smuttet. Der var ikke nogle pansere i dag. Det tager mig halvanden time at komme af med stofferne, og så er det hjem igen med toget. Jeg har købt ketoganerne for ti kroner stykket og kan sælge dem for 25 kroner, så nu har jeg penge på lommen. Da jeg er hjemme, skal jeg have min metadon. Jeg ved altid, hvornår det er tid. Hvis jeg ikke får den, bliver mine led ømme og min mave urolig. Jeg skal også sørge for at spise vitaminer og mad og få sovet ordentligt, ellers kommer jeg til at se for hærget ud. Jeg har selvjustits nok fordi jeg har børn og ikke vil ses som et vrag. Jeg har en dreng på 15, en datter på ti og en lille dreng på næsten to år med tre forskellige mødre. De to store børn taler jeg næsten i telefon med hver dag. Metadonen virker efter 20 minutter så begynder min mave at slappe af, og jeg bliver sulten. Derfor går jeg ned og køber en shawarma. Nogle gange køber jeg frostmad, andre gange rugbrød eller toast. Jeg får kun rigtig varm mad, når jeg er hos min far eller faster. Jeg har min PlayStation, min fladskærm og mine dvd er, og så sidder jeg og spiller. Der er lige kommet det nye Battlefield 3. Jeg kan godt lide krigsspil, hvor man kan skyde folk. Den måde, de falder på, når man rammer dem, og blodet, der flyder, er ret fedt. Så føler jeg på en måde, at jeg er inde i det. Jeg sidder og hopper rundt på sengen. Jeg har bedt om at komme ind i et dagcenter for at have nogle ligesindede at snakke med. På misbrugscentrene får man bare udleveret medicin, og så skal man gå efter et kvarter. Jeg kan godt føle mig ensom, selvom jeg har familie og børn, for jeg kan ikke snakke med dem om mit misbrug. Så i aften tager jeg nogle ekstra benzoer for at dæmme ned for tankerne. Pillerne giver mig lykke. Så tænker jeg ikke så meget over alt det dårlige. Det er ligesom ens kæreste, og det er også derfor, mine forhold aldrig har holdt. Stofferne har været nummer et. Jeg er pissebange for at være clean. Sidst jeg forsøgte, var for et år siden ovre på Sct. Ols på Bornholm, hvor jeg fik en nedtrapning på to måneder, og så stod jeg klar i hovedet og fik et chok, for jeg har ikke været mig selv i mange år. Lige pludselig kunne jeg mærke alt. Så skulle jeg sidde i en rundkreds og snakke med de andre, og dér kom jeg til at mærke mine følelser. Det gjorde ondt. Jeg gider ikke fortælle om, hvordan jeg havde det med min mor, da jeg var barn, eller de ting, jeg har gjort mod andre. Derfor går jeg også og overvejer at søge pension. Min korttidshukommelse er røget. Skal jeg løbe op og ned af trapper og hente byggematerialer, står jeg nede på gaden og kan ikke huske, hvad det var for en dims, jeg skulle hente. Jeg ved, at det er pissesvært at få pension, men så skal de bare prøve at se mig lade være med at tage medicin! Jeg kan godt få den tanke, at jeg gerne vil være fri af det hele, men jeg kan mærke på min krop og mit hoved, at det ikke hænger sammen jeg kan jo ikke rumme virkeligheden. Jeg kommer til at hænge på metadon og mit sidemisbrug resten af mit liv. Jeg har ikke Jeg har ikke noget tilovers for andre - kun for dem, der er inde i min cirkel, og sådan er jeg egentlig ikke ked af at have det. Jeg har fået at vide, at jeg er sociopat. noget tilovers for andre - kun for dem, der er inde i min cirkel, og sådan er jeg egentlig ikke ked af at have det. Jeg har fået at vide, at jeg er sociopat men som jeg siger: Så prøv at leve et liv, som jeg har gjort i så mange år med så mange modstandere, så tror jeg også, at du ville have en anden indstilling til tingene. Jeg har ikke nogen drøm om at komme væk fra miljøet. Jeg har levet en slags familieliv i seks år sammen med min søn og hans mor og havde biler og alt det dér, men stofferne er hele tiden kommet i første række. Jeg vil hellere komme for sent til et bryllup end at stå uden stoffer. Nu slapper jeg helt af i min krop. En film kører i baggrunden, og jeg ved, at jeg inden for den næste time vil falde i søvn, så jeg går ud og børster mine tænder, og så er den dag slut. Frederik har i virkeligheden et andet navn, som er redaktionen bekendt. HUS FORBI nr. 1 januar årgang 7

8 afhængighedens danmark Nu har jeg endelig fundet ro i mit liv Karsten Fatum er en af de 70 heroinmisbrugere, der hver dag kommer i behandlingstilbuddet Valmuen for at stikke sig på statens regning. Hvor hans liv tidligere var en hektisk jagt efter penge til de næste fix, oplever han nu en ro, som han ikke har mærket siden barndommen og for første gang i mange år er hans straffeattest nu pletfri. af Morten Bruun foto Jan Sommer Klokken er ti minutter over ni, da en sygeplejerske kalder på Karsten Fatum, som rejser sig og hjemmevant går den korte tur fra cafeen til fixerummet. Her venter endnu en sygeplejerske. Og efter at døren har lukket sig bag Karsten Fatum, får han udleveret en sprøjte med heroin og tager plads i en af rummets ti åbne bokse. Her stikker han kanylen ind i en blodåre og får dagens første dosis af det stof, som han har været afhængig af i årevis. Fem minutter senere forlader Karsten Fatum det kliniske lokale og vender tilbage til cafeen, hvor han finder sin vinterjakke med Hus Forbi-logoet og går ud på terrassen for at tænde en smøg i novemberkulden. Før kunne man sutte på nålen Sådan er alle ugens dage begyndt, siden den 48-årige misbruger for halvandet år siden blev visiteret til behandlingsstedet Valmuen på Tomsgårdsvej i det københavnske nordvestkvarter. - Man skal lige vænne sig til at sidde i sådan en boks og stikke sig selv. Før i tiden behøvede man ikke vaske fingre bagefter, og man kunne sutte på nålen. Nu er der en masse hygiejne og regler, som vi skal huske, siger Karsten Fatum som godt forstår vores undren over at høre den slags fra en mand, der har raget en kronisk leverbetændelse til sig i kraft af dårlig hygiejne i narkomiljøet. - Ja, men når man i så mange år har været vant til at fixe alle mulige steder og gøre det så hurtigt som muligt for ikke at blive opdaget af en panser, skal man altså lige vænne sig til det her. Det er bare så anderledes, understreger han. Metadon til natten I virkeligheden savner Karsten Fatum ikke fortiden. Faktisk passer det ham glimrende, at han er en af de foreløbig 70 heroinmisbrugere, der efter henvisning fra et af de københavnske rådgivningscentre er blevet visiteret til behandling på Valmuen. Betingelsen for at nå dertil er, at man har forsøgt at nedtrappe sit misbrug med metadon. Til gengæld er formålet ikke, at Valmuens 8 HUS FORBI nr. 1 januar årgang

9 afhængighedens danmark - Jeg er helt, helt sikker på, at jeg kommer ud af mit misbrug, siger Karsten Fatum som to gange dagligt kommer på Valmuen for at stikke sig og i løbet af halvandet år har reduceret de daglige doser til en femtedel. kunder skal ud af deres afhængighed. Det må de selvfølgelig gerne men den primære ide er at give dem en hverdag, hvor de ikke skal begå kriminalitet eller sælge sig som prostituerede for at kunne købe heroin. Den får de nu ganske gratis. Det er altså her, Karsten Fatum kommer to gange dagligt for at stikke sig. Og når han sidst på eftermiddagen har taget sin anden dosis, får han metadon med hjem til natten. Det er ro, renlighed og regelmæssighed. - Når man har fået sin heroin, går der seks-syv timer, før man bliver syg og igen skal have et skud. Metadonen holder et helt døgn, forklarer Karsten Fatum, mens andre af behandlingstilbuddets brugere i en stille strøm kommer ud fra fixerummet. Der er dobbelt så mange mænd som kvinder. De kommer fra både Ballerup og Helsingør, men langt de fleste er fra hovedstaden. Nogle af dem gør os selskab på terrassen, andre sætter sig alene eller to og to i cafeen med deres morgenmad, som er gratis i modsætning til frokosten, der koster 20 kroner men ifølge misbrugerne også er alle pengene værd. Betalte selv konens gave Enkelte af dem blander sig i vores samtale med Karsten Fatum og fortæller i brudstykker, hvor meget det betyder, at de kan komme på Tomsgårdsvej. Kim K 42 år og stofmisbruger siden 1996 er således stensikker på, at han havde siddet i fængsel i dag, hvis han ikke havde haft Valmuen. Han blev visiteret til behandling,ganske kort tid efter at han i efteråret 2010 blev løsladt efter en voldsdom. Den gang var Kim K. clean, men han faldt hurtigt tilbage og nu vil han bruge tilknytningen til Valmuen til at komme helt ud af sit misbrug. Andre fortæller om et ægtepar, der begge kommer i behandlingscentret. Da konen for nylig havde fødselsdag, fik hun en jakke af sin mand. Det var første gang, han gav hende en gave, han ikke havde stjålet. Og parret har tilmed haft mulighed for at skrabe penge sammen til en ferietur til Thailand hvor de rejste hen med så meget metadon i kufferten, at de kunne nyde turen uden frygt for tilbagefald. Nu har jeg fundet ro Sådan står beretningerne i kø, og de afviger i og for sig ikke voldsomt fra Karsten Fatums misbrugshistorie. Den er ganske klassisk og rummer en fortælling om mere end 20 års afhængighed af stort set alle former for stoffer undervejs afbrudt af sådan cirka ti forsøg på at blive clean. En konstant jagt efter penge, som han skaffede gennem indbrud og tyverier, der blandt andet omfattede i hvert fald 200 villaknæk. Og så 20 år som registreret hjemløs, hvor han når han altså ikke var i fængsel boede på herberger, på gaden og på tilfældige sofaer hos lige så tilfældige venner og i øvrigt fik tre børn med tre forskellige kvinder. Nu bor Karsten Fatum på fjerde år i sin egen lejlighed, han lever af kontanthjælp og som sælger af Hus Forbi, og han bruger tilknytningen til Valmuen til en langsom, men sikker nedtrapning. For halvandet år siden var hans dosis således fem gange større, end den er i dag og bortset fra lidt hash har han ikke noget sidemisbrug, som det hedder, når man ikke bare nøjes med heroin. Og den positive udvikling kan i høj grad aflæses på bundlinjen: - Jeg har lige fået min første rene straffeattest i mange år. Jeg kan koncentrere mig om at sælge Hus Forbi. Jeg kan gå på jobcentret, jeg kan gå til lægen, og jeg kan opsøge mine børn mere end tidligere. Alt sammen uden at gå rundt med evig stress, fortæller Karsten Fatum. Hvornår har du sidst oplevet den ro i dit liv? Karsten Fatum tøver og må trække vod langt tilbage i livet, før han kigger op: - Den ro har jeg sidst mærket, da jeg var en lille dreng og boede hjemme hos min mor, som bare ordnede alt for mig, svarer han og tilføjer: Det er godt nok mange år siden HUS FORBI nr. 1 januar årgang 9

10 afhængighedens danmark stadig mange døde narkomaner Tilbuddet om lægeordineret heroin blev indført af VK-regeringen som en hjælp til de sværest belastede stofmisbrugere, som kendetegnes ved en markant forhøjet sygelighed og dødelighed. Indsatsen har endnu ikke rokket synderligt ved, at Danmark er et af de lande i Europa, hvor der dør flest narkomaner. Ifølge den nyeste udgave af EU s årlige rapport over narkosituationen var der 273 danskere, der døde af narkorelaterede årsager i 2010 mod 276 året før. Kun fire EU-lande Storbritannien, Irland, Norge og Estland ligger over Danmark. Næste skridt er heroin i pilleform af Morten Bruun foto Jan Sommer Danmark hentede inspiration i Schweiz, da vi i foråret 2010 og efter en mangeårig debat indførte lægeordineret heroin som behandlingstilbud til misbrugere. Og nu hvor Sundhedsstyrelsen er ved at samle erfaringerne fra den danske ordning, er vi igen på vej til at bruge alpenationen som foregangsland. I Schweiz er man nemlig begyndt at supplere behandlingen med heroin i pilleform, og det skridt ønsker danske behandlere også, at vi tager. - Det vil give en langt større fleksibilitet over for brugerne, lyder det således fra Torben Ballegaard leder af behandlingstilbuddet Valmuen i København, som er en af de foreløbig fem klinikker herhjemme, hvor i alt heroinmisbrugere er blevet visiteret til behandling i løbet af de seneste knap to år. Styrelsen er positiv Her kan misbrugerne komme to gange om dagen og stikke sig på statens regning og så får de udleveret metadon, som skal dække deres behov om natten. Ligesom de også må nøjes med metadon, hvis de er forhindret i at møde op på grund af eksempelvis sygdom eller ferie. - Metadonen virker hårdere på deres krop, end heroinen gør, og så længe den enkelte misbruger ikke er i gang med en egentlig nedtrapning, vil heroinpillerne derfor være en glimrende mulighed, siger Torben Ballegaard. Han har selv haft medarbejdere på studietur i Schweiz - og han afventer spændt Sundhedsstyrelsens holdning. Her er man netop nu ved at kigge på nye veje i heroinbehandlingen og selvom styrelsen endnu ikke kan sige, om heroinpillerne også skal tilbydes danske narkomaner, erfarer Hus Forbi dog, at Sundhedsstyrelsen også har noteret sig schweizernes opmuntrende erfaringer. Ud over at undersøge mulighederne for nye alternativer i behandlingen er Sundhedsstyrelsen også i gang med at studere de konkrete resultater og erfaringer med den lægeordinerede heroin på fem klinikker i København, Hvidovre, Odense, Esbjerg og Aarhus. Den rapport skal afleveres til sundhedsministeriet i løbet af foråret men også her er det de positive vinde, der ifølge Hus Forbis oplysninger bærer Sundhedsstyrelsens evaluering på vej. På Valmuen forventer man, at man i løbet af 2012 når op på hundrede visiterede misbrugere. Men ifølge Torben Ballegaard ville man komme i kontakt med endnu flere, hvis klinikkerne også får lov til at behandle de misbrugere, der ryger deres heroin. - Ordningen henvender sig alene til stiknarkomaner. Vi ville få fat i mange flere, hvis det også blev tilladt at ryge heroinen her. Det er virkelig et af vores udviklingsområder, siger Torben Ballegaard. har udleveret mere end tusind liter heroin Behandlingstilbuddet Valmuen passerede en lille milepæl, da man i oktober åbnede flaske nummer et tusinde med lægeordineret, statsfinansieret heroin. En flaske indeholder ti gram i pulverform, som fortyndes i forholdet 1:100 og der er således udleveret mere end tusind liter. Heroinen produceres i Schweiz på valmuer, der er dyrket på kronprinsesse Marys fødeø Tasmanien. Transporten til Danmark foregår under særdeles skærpede sikkerhedsforhold i biler, der minder om pengetransporter. Tilsvarende opbevares heroinen også under særligt sikre forhold på klinikkerne, og leverancerne er i øvrigt så små, at banditter ikke får et stort udbytte, hvis de forsøger at stjæle det. - Det, der har overrasket mig mest, er, at den lægeordinerede heroin ændrer så meget på brugernes liv, som det har været tilfældet. Vi kan se, hvordan der kommer ro i deres hverdag. Deres stressniveau falder, fordi de ikke længere skal begå kriminalitet for at få heroin og samtidig er de sikre på, den heroin, vi udleverer, er i orden, siger Torben Ballegaard leder af behandlingstilbuddet Valmuen. 10 HUS FORBI nr. 1 januar årgang

11 afhængighedens danmark Hjælp til sorg, skyld og skam Hverdagen for familien til misbrugere skal være nemmere. Det er tanken bag et tilbud i Horsens Kommune, som hjælper de pårørende med at overvinde følelser som frustration, skyld og skam, de ofte har. af Helle Horskjær Hansen foto Claus Sjødin Et helvede! Sådan beskriver mange pårørende til misbrugere deres tilværelse. Og ifølge Mette Hvidberg-Hansen, der er dagtilbudsleder i Center for Socialt Udsatte i Horsens, er hverdagen for en mor eller en far til en narkoman ofte et stort kaos - Misbrugerne bedøver sig fra virkeligheden, mens forældrene hele tiden forholder sig til virkeligheden, som er, at deres søn eller datter er narkoman. Men det er vigtigt, at hele - Mange [pårørende] er ensomme i deres sorg, og flere har fortalt, at de ønsker deres søn eller datter død, fordi livet som misbruger ikke er et værdigt liv. Og det er nogle meget stærke følelser at gå rundt med alene. Mette Hvidberg-Hansen, dagtilbudsleder, Center for Socialt Udsatte, Horsens familien ikke brænder sammen på grund af misbruget, fortæller hun. Derfor har Horsens Kommune lavet et tilbud, der skal hjælpe pårørende til både stof- og alkoholmisbrugere med at få overtaget over følelser som afmagt, skyld og skam og gøre dem bedre i stand til at sætte grænser for sig selv. Et tilbud, hvor misbrugeren ikke behøver at være i behandling på Center for Socialt Udsatte, for at de pårørende kan være med - Vi har professionelle behandlere, der vil give de pårørende i de to grupper redskaber til blandt andet at kunne tilgodese egne behov og fjerne deres negative følelser, så de får mere overskud til sig selv, siger Mette Hvidberg- Hansen om tilbuddet, der kører i tæt samarbejde med Pårørendegruppen til Narkomaner i Horsens. På den måde kan de pårørende være med til at støtte op om behandlingen, og det er vigtigt, hvis narkomanen skal ud af sit misbrug. Føler skyld over misbruget Og ifølge Mads Uffe Pedersen, der er professor på Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet, giver det rigtig god mening, at tilbyde hjælp til de pårørende. - Det er væsentligt, at de pårørende har nogle ressourcer og nogle redskaber til at håndtere misbrugeren. Både i forhold til sig selv, men også i forhold til at få misbrugeren på ret kurs igen. Det har en positiv effekt, når familien og andre pårørende bliver inddraget i forhold til at holde misbrugeren ude af misbruget, når behandlingen er slut, forklarer han. Ud over at støtte og rådgivning til familien kan hjælpe narkomanen med at komme ud af sit misbrug, så er det også afgørende for, at de pårørende får det bedre - Det vigtigste i vores tilbud er måske, at de pårørende får lejlighed til at udveksle erfaringer med andre i samme situation, og de får vist, hvordan de kommer videre med deres eget liv, siger Mette Hvidberg-Hansen og fortsætter: - Det betyder rigtig meget, at de pårørende får hjælp og ikke mindst nogen at tale med om deres situation. Mange er ensomme i deres sorg, og flere har fortalt, at de ønsker deres søn eller datter død, fordi livet som misbruger ikke er et værdigt liv. Og det er nogle meget stærke følelser at gå rundt med alene, fortæller hun. Det er Mads Uffe Pedersen enig i, og han glæder sig over, at der bliver mere og mere fokus på pårørende og ikke kun på misbrugeren. De pårørende går nemlig rundt med en stor sorg, en sorg, der kan betyde, at de ikke kan fungere i hverdagen. - Det er vigtigt at kigge på både sorgen, skylden og skammen, når vi arbejder med de pårørende. Mange synes, det er skamfuldt, at deres søn eller datter er misbruger, og samtidig har mange en enorm skyld over, at det er gået dem, som det er. Derfor er det ekstra vigtigt med støtte til de pårørende, siger han. Succes for mobilt fixerum Erfaringerne efter tre måneder med et mobilt fixerum i København er så gode, at Foreningen Fixerum gerne vil skrue op for indsatsen. 460 stofbrugere kan ikke tage fejl: Et fixerum giver bedre hygiejne, mindre stress og lavere risiko for dødsfald. Trods skepsis fra myndighederne har de første tre måneder med et mobilt fixerum på Vesterbro i København været en ubetinget succes både for stofbrugere og lokalområdet. Det fastslår det lægefaglige personale, der frivilligt bemander den ombyggede ambulance og sikrer, at stofindtagelsen finder sted under sundhedsmæssigt forsvarlige forhold. - Vi oplever, at stofbrugerne er trygge, og de giver udtryk for, at de føler sig respekteret af personalet i det mobile fixerum, siger læge Kasper Iversen fra Foreningen Fixerum. Foreningen Fixerum har netop offentliggjort en rapport indeholdende en sundhedsfaglig vurdering af projektet samt en statistik for de første tre måneder med Danmarks første fixerum. I perioden siden 12. september har 460 stofbrugere benyttet fixerummet, der har åbent fire dage om ugen fra Den sundhedsfaglige indsats i fixerummet retter sig primært mod tre forhold: dårlig hygiejne, stress omkring stofindtagelsen samt risiko for forgiftning og overdosis. - Det har endnu ikke været nødvendigt at yde førstehjælp for overdosis. Det kan skyldes, at stofbrugerne indtager stoffet under rolige forhold og med den nødvendige tid, siger Kasper Iversen. Betydningen af, at der er sundhedsfagligt personale til stede, viser sig blandt andet ved, at stofbrugerne henvender sig med andre problematikker som for eksempel bylder efter fejlfix, brækkede fingre, ønske om blodtryksmåling og udredning af hiv og hepatitis. I de tilfælde henviser personalet til relevante sundhedstilbud. Mange henvender sig også med spørgsmål om behandling for stofafhængighed samt sociale og juridiske problemer. - I kraft af den kontakt, der er opstået til stofbrugerne gennem det mobile fixerum, har personalet mulighed for at nå en gruppe mennesker, som ellers har svært ved at manøvrere rundt i systemet, siger Kasper Iversen. Formanden for Foreningen Fixerum, Michael Lodberg Olsen, glæder sig over, at regeringen vil åbne fixerum, men det er helt uforståeligt, at den vil vente til 2013 for at indhente erfaringer fra udlandet. Han peger på, at der findes 94 fixerum fordelt på 63 byer verden over, som primært er drevet af private NGO'er, og at erfaringsgrundlaget er stort. hye HUS FORBI nr. 1 januar årgang 11

12 afhængighedens danmark Pårørende er fælles om sorgen Det er hårdt at være i familie med en narkoman. I Horsens stod flere af de pårørende sammen til døde narkomaners minde. Ikke fordi de alle har mistet, men fordi de har brug for at tale om en hverdag med frygt, svigt, håb og bedrag. af Helle Horskjær Hansen foto Claus Sjødin 273 tændte stearinlys lyser Horsens Rådhus op. Hvert lys symboliserer de narkomaner, der er døde i Det er tiende gang, at pårørende kan komme til Fælles Nordisk Mindedag på rådhuset, også kaldet døde narkomaners minde. Omkring 70 yngre og ældre ansigter sidder rundt i den mørke forhal, der er oplyst af skærende fra de levende lys, som står i vindueskarmene og på gulvet. - Lad os holde et minuts stilhed for dem, vi har mistet, siger Minnie Andersen. Hun er kontaktperson for selvhjælpsgruppen Pårørendegruppen til Narkomaner i Horsens og har selv mistet sin søn i en alt for tidlig alder. Til narko. Der er larmende stille på rådhuset. - Tak skal I have, siger Minnie Andersen, da de 60 sekunder er tikket. Hun har været med til at stå for arrangementet. Et arrangement, der betyder meget for de pårørende. - De pårørende er lige så hårdt ramt og - Vores liv blev med et øjebliks varsel forandret. Lige pludselig er han i fokus døgnet rundt, og jeg kan ikke slippe tanken om ham og hans misbrug. Kirsten, mor til narkoman måske nogle gange hårdere ramt end narkomanen. Derfor er det så vigtigt, at vi kan få hjælp og støtte hos hinanden, fortæller hun. Frygten er der konstant Det er Kirsten enig i. Kirsten, som af hensyn Pårørende til døde narkomaner mødes hvert år til mindestund på Horsens Rådhus, hvor der tændes et lys for hver afdød stofmisbruger. til sin søn ikke vil have sit efternavn nævnt. Sønnen er narkoman. Hun ved ikke helt præcist, hvornår han begyndte at tage stoffer, men en dag for syv år siden åbner hun døren til hans værelse og finder ham med en nål i armen. Han er 26 år nu, på metadon og har det sidste år boet på et bosted. - Jeg viste ikke, hvad jeg skulle gøre, da jeg fandt ud af det. Jeg viste ingenting, og jeg anede simpelthen ikke, hvor jeg skulle få hjælp, fortæller hun. Familien får hjælp fra Pårørendegruppen for Narkomaner - Her var det andre, som var i samme situation som os. Da vi opdagede, at vores søn tog stoffer, troede vi, at vi var de eneste i hele verden, der have det problem, men vi fandt jo hurtigt ud af, det var vi ikke, siger Kirsten. Det betyder rigtigt meget for hende at få den støtte og omsorg pårørendegruppen giver, fordi sønnens narkomisbrug fylder alt for familien, som også tæller en far og tre søskende. - Vores liv blev med et øjebliks varsel forandret. Lige pludselig er han i fokus døgnet rundt, og jeg kan ikke slippe tanken om ham og hans misbrug. Skrækken for at miste ham er der konstant. Og selvom han nu er på metadon, går jeg hele tiden med en følelse af, hvad nu hvis han begynder at stikke sig igen, fortæller hun. Orker ikke sønnen Der har også været perioder, hvor Kirsten ikke har magtet sønnen. Hvor hans løgne og manipulationer er blevet for meget. Og i de perioder har hun brugt pårørendegruppen ekstra meget. - Der har været tidspunkter, hvor jeg ikke har orket ham, og hvor jeg ikke ville have mere med ham at gøre, og det er ikke sjovt at komme til den erkendelse som forælder. De negative følelser fylder meget, og det er befriende at dele dem med andre, der har eller har haft det på samme måde, siger hun og fortsætter: - Jeg har jo også haft en enorm skyld. Jeg har fire børn, og de er blevet opdraget på samme måde, men det er kun ham, det er gået sådan. Jeg har da tit tænkt, hvor det er gået galt og hvorfor? For Kirsten er det også meget frustrerende, at hun som mor slet ikke kan finde ind til sin søn og forklare, hvad han gør ved dem som familie. Den frustration kender Minnie Andersen. Hun fandt aldrig ind til sin søn. For 18 år siden døde han af sit misbrug. - Selvom det kan virke som mange år siden, så fylder det meget for mig, og det er også derfor, jeg stadig er i pårørendegruppen, siger hun. Sammen med de fleste andre pårørende den aften, går Minnie Andersen op og tænder et lys. Et lys for sin søn og de mange andre unge og ældre mennesker, der er døde af deres misbrug. 12 HUS FORBI nr. 1 januar årgang

13 Mælkevejens stjerne tekst og foto Søren Skarby - Hvordan har du det? Eva Engel Skovgaard, 47, siger det med stor indlevelse. - Det er det vigtigste spørgsmål, man kan stille, og faktisk grund nok til, at Mælkevejen eksisterer, siger Eva. Hun har selv prøvet det med, at ingen spurgte til hende. Da Eva var på barsel med sit andet barn, gik det op for hende, at ingen havde stillet spørgsmålet i tre uger. Det føltes som meget lang tid. Så Mælkevejens værestedsmedarbejder spørger altid, hvordan brugerne har det, og derefter lytter Eva intenst. Det har hun nu gjort i ti år, og det bliver fejret på behørig vis. Der er kaffe, rundstykker og brunsviger på bordet, og medarbejdere og brugere er mødt op for at fejre Eva. Man skal kigge godt efter for at se, hvem der er hvem. Eva giver sig altid tid til en snak. Det er kun et lille navneskilt der fortæller, at vedkommende arbejder på stedet. - Vi gør ikke forskel på folk. Om man er ansat, i fleksjob, løntilskud eller frivillig, er lige meget. Alle er lige, siger hun. Eva kalder de frivillige for de privilegerede medarbejdere. De kan som de eneste selv bestemme, hvornår de skal møde. Til gengæld lægger hun vægt på, at de skal komme fra lokalområdet Bolbro i Odense. - For nogle år siden havde vi en flok hattedamer, der troede, de skulle redde alle brugerne. DET gik bare ikke. Nomineret til pris Blandt medarbejderne er der også folk, der afsoner en dom med samfundstjeneste. De er glade for det lille skilt, der ikke fortæller andet end deres navn, og tit ved Eva ikke, hvad de har fået en dom for. - Det må være helt op til dem selv, om de vil fortælle det. Jeg ser dem som enhver anden medarbejder, siger Eva, og nævner så den sidste personalegruppe, som er folk i afklaringsforløb. - Det tager lang tid, siger Eva og sukker over, at jobcenteret helst vil have det overstået på en måned. - Når man har været væk fra arbejdsmarkedet i helt op til 25, 30 år er det altså ikke noget, der bliver klaret på en måned eller to. Jeg har prøvet, at det tog to år, men det lykkedes. Nede i kælderen er stedets stolthed, Kramboden. Brugte ting bliver afleveret af byens borgere og hentet af dem, der har brug for dem, gratis. Kramboden har eksisteret i to år og er en ubetinget succes. Projektet er blevet så kendt, at det i foråret blev indstillet til EUprisen A longer life for products for måden at lave genbrug på. Mælkevejen er kommet på verdenskortet. Værestedet kommer også på kortet over Hus Forbis distributionssteder. Sælgerne kan fra 1. januar hente aviserne her. Det vil give mere liv i huset, og endnu en grund til at komme forbi og blive spurgt: Hvordan har du det? Eva skal nok lytte til svaret. Hus Forbi samler ind til varmt tøj Hus Forbi samler igen i år penge ind til kvalitetstøj til vores sælgere: Jakker, bukser, undertøj og varme vinterstøvler. Indsæt et bidrag på konto: i Danske Bank HUS FORBI nr. 1 januar årgang 13

14 verden rundt for 20 kroner Anna Klitgaard er på fjerde år omrejsende freelancejournalist og har besøgt begge poler samt en god del af verden ind imellem. I 2012 har hun sagt ja til for Hus Forbi at se på, hvor langt man kan komme med 20 danske kroner i lommen. Mumbais gadeliv Indien: 20 kroner = 28 måltider I Danmark kan man købe et Hus Forbi eller to liter økologisk mælk for 20 kroner. Man kan også være heldig at få ti bananer på tilbud eller fem øl af de billige. af Anna Klitgaard, Indien Shanti Pawar strækker hånden frem. I sin kulørte sari lyser hun op på det beskidte fortov i bydelen Colaba i Mumbai, hvor hun holder til. Bag hende spiser et par tiggere frokost fra fedtet avispapir, mens gadens liv hastigt rykker forbi ude på vejen. Sorte og gule taxier med hornet konstant i bund får trafikken til at synes mere heftig, end den er, men alligevel skal Shanti holde øje, når hun krydser gaden. Her holder ingen nemlig tilbage, for den største og stærkeste har altid ret. En rodet verden Colaba dækker det sydligste område af millionbyen Mumbai (tidligere Bombay). Den er Indiens finansielle hovedstad, det er hertil, at håbefulde med Bollywood-drømme strømmer til året rundt, og her selvsamme ender som udstødte. Allerede nu lever der omkring 20 millioner mennesker i byen, men det stopper ikke valgfarten fra resten af landet. I stadig mere tætpakkede slumkvarterer og på gaden bor mange af indbyggerne, og i forretningskvartererne længere mod nord er kontrasten mellem de rige og fattige næsten til at tage og føle på. Mellem glasfacader tilhørende verdens store banker og investeringshuse ligger tandløse og blinde tiggere og sover, eller familier klemmer sig sammen under et stykke plastik spændt ud over et par fliser på fortovet. Over dem lokker reklamer og filmplakater med materielle goder og genopliver drømmene, men livet på gaden er noget ganske andet. Også for 32-årige Shanti, der kom til Mumbai med hendes familie for 25 år siden for at blive berømte. - Min familie var gadeakrobater, og jeg en gymnastikprinsesse. Det var, hvad vi børn kunne. Vi kom aldrig i skole eller fik nogen anden uddannelse. Den dag min far og søskende blev dræbt i et terrorangreb, døde drømmen om berømmelse. I dag lever Shanti med sine to børn og mor i Colaba. Her strækker hovedgaden sig parallelt med vandet og starter ved det ildelugtende fiskemarked, hvor sælgere og købere mødes, allerede inden solen står op, og først slutter tæt på luksushotel Taj Mahal Palace. Fra den tidlige morgenstund begynder livet, for sælgerne skal have deres varer fundet frem og hængt op under bodernes halvtag, mens tiggerne skal humpe eller køres i position på deres skateboards. Mange har ingen arme eller ben, men andre er så misdannede, at det er svært blot at gå forbi uden at give. Ikke et job for børn Midt i mylderet har Shanti sin daglige gang. Hun tjener penge ved at tigge. Familien bor lidt fra virvaret i et plastiktelt i et overbefolket slumkvarter, men i dagtimerne er det ikke der, Shanti opholder sig. Som mange andre kvinder forsøger hun at skrabe penge sammen ved at række hånden frem mod turisterne, bede dem om mad og lidt rupees. Omkring 50 (fem kroner) eller 100 (ti kroner) kan det blive til på en dag, hvis hun er heldig, og derfor er hun vant til at købe maden der, hvor det er billigst. 14 HUS FORBI nr. 1 januar årgang

15 20 kroner = 4-10 kilo ris, alt efter kvalitet kilo kartofler eller løg 3 liter benzin 20 øl 5 pakker lokale cigaretter indien Indien dækker et areal på små tre millioner km2 og er hjem for 1,2 milliard mennesker. Der er enorme forskelle mellem rige og fattige, og dette ses ikke mindst i den finansielle hovedstad Mumbai. Gennemsnitsindkomsten er kroner om året, men landet huser omkring millionærer, og ikke mindre end to ud af top-ti på Forbes' liste over verdens rigeste mennesker er indere. Indien er verdens største demokrati, og ved sidste valg i 2009 stemte 714 millioner vælgere. Shanti Pawar er 32 år og mor til en pige på 13 år og en dreng på 11 år. Begge børnene går i skole, men selv har Shanti aldrig siddet på skolebænken, da hendes barndom gik med at træne til og arbejde som akrobat. Det arbejde bragte hende for 25 år siden til Mumbai fra byen Pune, men ved et terrorangreb døde hendes far og søskende, og det endte livet som gadeartist. I dag lever hun, børnene og hendes mor af, hvad Shanti kan tigge sig til. Gadeartister optræder stadig i Mumbai, og ofte er det børnene, der trækker nysgerrige blikke og penge til. Mens mange andre tiggerkvinder slæber rundt på små og store børn, så har Shanti valgt at sende hendes pige på 13 år og søn på 11 år i skole. Hun ønsker nemlig ikke at videregive sin akrobat- og tiggerkarriere til sine egne børn, for de skal kunne se frem til en bedre tilværelse, end den hun selv har haft, og den slumkvarteret og plastikhuset kan tilbyde, siger hun. Hendes drøm for dem er, at de engang har råd til at købe et lille hus, noget permanent, og at børnene kan tjene penge, så hun ikke længere skal tigge. - Mumbai har millioner af indbyggere. Folk kommer hertil fra hele landet, og mange kan læse og skrive. Der er derfor meget lidt arbejde til folk som mig, men jeg er skilt fra børnenes far, så derfor skal jeg selv forsørge mine børn. Nu da turismen efter terrorangrebet på byen i november 2008 igen er ved at være normal, kan Shanti også godt klare udgifterne. Hun kan tjene omkring 2000 rupees (200 kroner) om måneden ved tiggeriet, og af dem går 500 til husleje for grunden under plastikhuset og yderligere et par hundrede til børnenes skolebøger og transport. Hver måned prøver Shanti at lægge lidt til side, for man ved aldrig, hvad livet har at tilbyde, siger hun, og det efterlader omkring 200 rupees eller 20 kroner til mad til fire personer om ugen. For det kan hun købe ris, linser, lidt grøntsager, mel til brød og te samt sukker i portioner, der rækker til syv aftensmåltider. Morgenmaden består af rester eller sød indisk the, og frokosten af det mad, som turisterne giver hende i løbet af dagen. Og selvom hun ikke synes at lide nød lige umiddelbart, så er tilværelsen blevet sværere de senere år, siger hun. Tiggeriet sat i system - Madpriserne er steget meget. Hvor vi før kunne købe ris af en ordentlig kvalitet, så skal vi nu spise den dårlige. Der er heller ikke råd til så meget mælk, ingen kød eller fisk, men indtil videre klarer vi os. Indien har omkring 600 millioner fattige indbyggere, og derfor er madpriser noget, man går op i her. Sidste år steg prisen på en liter mælk til det dobbelte, selvom landet er verdens største producent, og ris, linser og tørrede bønner steg med op til 60 procent. Blandt Colabas fattige er det noget, der kan mærkes, også selvom tiggeriet i høj grad er en industri med chefer, arbejdere og kunder. Selv på samfundets bund er arbejdet nemlig sat i system, så hver tigger har sin plet, betaler leje for den til en boss, som styrer bydelen. Som tak får tiggeren beskyttelse. Den indiske drøm Shanti ønsker ikke, at hendes børn træder i hendes fodspor. De skal igennem skolen, om der er mad på bordet eller ej, for hverken Bollywoods umulige drømme eller Colabas leben og hierarkiske tigger-system er noget at stræbe efter. Shanti vil have dem ud af slumkvarteret, væk fra gaden og ind i den indiske middelklasse, hvor der er råd til mere end blot overlevelse. Hun går derfor langsomt tilbage til sin plet på gaden, ser hen på de frokostspisende tiggere, der er ved at være færdige og sætter sig på det betongrå fortov for at vente på turisterne. HUS FORBI nr. 1 januar årgang 15

16 alt, hvad jeg har Hvad er det nødvendigt at have med sig rundt på gaden, når man er hjemløs? Og hvad gemmer der sig i de tasker, poser, barnevogne og indkøbsvogne, som de hjemløse slæber rundt på eller har fået opmagasineret hos venner, i en kirke eller på et herberg? af Birgitte Ellemann Höegh foto Ulrik Jantzen, das büro Hus Forbi har mødt syv mennesker, der bor på gaden eller herberg, og bedt dem om at tage alt, hvad de har, med sig hen til en fotograf i Kødbyen i København. Det blev bredt ud på jorden foran dem. Nogle ville gerne helt selv pakke ud for at få overblik, andre fik hjælp. Nogle fandt ting i deres gemmer, som de ikke havde set længe. For eksempel dukkede der i en oppakning en sten op formet som Grønland, som sælgeren holder meget af. En anden oppakning gemte på et brugt kondom med knude på det blev dog smidt i skraldespanden efter ejerens ønske. Én af de medvirkende havde ugen forinden en barnevogn, som han gik omkring med. Men den var i mellemtiden gået i smadder, så nu havde han bare en rygsæk til sine ejendele. Fire ud af syv medvirkende havde ikke nogen mobiltelefon og var derfor ikke kontaktbare fra første møde, til de dukkede op til fotografering. De fleste ejendele har ejerne klunset sig til. Soveposer og tøj kan man for eksempel ofte få udleveret på herberger og i varmestuer. Nogle får vasket tøjet på varmestuerne, mens de sover, mens andre tager nyt tøj på og efterlader det beskidte. Dyk ned i billederne, og tænk lidt over, hvad du egentlig selv gemmer på derhjemme, hvad du bruger hver dag, hvad der har størst betydning for dig, og hvilke af dine ejendele du egentlig ville tage med dig, hvis du skulle overleve på gaden. Se de andre billeder i de næste numre af Hus Forbi eller på www. husforbi.dk 16 HUS FORBI nr. 1 januar årgang

17 Bonnie Lisette, 45 år Har boet på gaden i syv år. I denne omgang cirka to måneder. Før da boede hun på et hotelværelse i Slagelse. Har haft en campingvogn og et kolonihavehus. Hendes seneste lejlighed lå i Slagelse, men hun røg på gaden, da hun lå på hospitalet, og der ikke blev betalt husleje. Har primært levet af kriminalitet, men har kortvarigt haft job på et hotel og en praktikplads i en børnehave. Sover i øjeblikket på kvindenatcaféen Café Klare på Vesterbro. Hvorfor bor du på gaden? Jeg har levet af kriminalitet. Fik ikke nogen uddannelse, men en uddannelse i det, der ikke var lovligt. Har, siden jeg var barn, skullet skaffe mad, fordi hende, der har født mig, var stofmisbruger og syg. Hvad har du mistet undervejs? Alt er blevet stjålet. Alt. Mit tøj, mine møbler, dvd'er, mit surround sound-anlæg. Fotos og gamle billeder røg, da en stodder brændte en lejlighed, jeg havde i Slagelse, ned. Hvad er du mest ked af at have mistet? En ring, som jeg forærede mig selv i 17-års-fødselsdagsgave. Den blev klippet af på hospitalet, fordi min hånd hævede. Men mest savner jeg mine hunde, min kat, min plejemor og min mand, der kørte sig ihjel. Hvad er det vigtigste, du har med dig nu? Et billede af min plejemor, Elly Andersen. Det har jeg altid i min bh nær hjertet. Det er det vigtigste altid! Elly Andersen var min 'mor' det var den kvinde, der fødte mig, ikke. Hvad ville du købe, hvis du havde ubegrænsede midler? Et lillebitte hus, som jeg kunne gå rundt om, med lidt græs, og hvor jeg kunne have en hund og en kat. Og så bo der i fred og ro og leve af min pension. Jeg er ligeglad med, hvor det ligger. Bare det er uden for København. HUS FORBI nr. 1 januar årgang 17

18 - Børnene kommer ikke selv til mig og siger, de har problemer. Derfor går jeg meget rundt på skolen og kigger efter, om der er nogen, der på en eller anden måde signalerer, at de vil ses af mig. Maria Munk Larsen, skolefe i udskolingen Et smil og en sandwich til de børn, som ingen vil have På tiende år hjælper skolefeer på Langeland øens udsatte skolebørn, der hvor forældrene ikke selv har overskud. af Birgitte Svennevig foto Søren Skarby Ørstedsskolen på Langeland er en af de nyeste og lækrest udstyrede skoler i Danmark. Den har alt, hvad lærere og elever kan ønske sig: bløde, røde slængesofaer til frikvartererne, egen sundhedsklinik, elektroniske tavler med touch-screen og musikanlæg i klasselokalerne. Ren luksus og lutter glade børn, tænker man uvilkårligt, når man ser de næsten unger myldre rundt på de nymalede og kunstudsmykkede gange i dette dagens første frikvarter. Men skindet bedrager. En stor del af Langelands børn har nemlig store sociale problemer. Alkohol, vold og manglede overskud hos forældrene resulterer i, at hver fjerde af øens børn må betegnes som så socialt udsatte, at de har en sag i kommunen. Det er dobbelt så mange som landsgennemsnittet, og det svarer til hvert femte barn på gangene denne formiddag. Disse børn skal for eksempel selv sørge for at komme op og i skole om morgenen, selvom de kun går i første klasse. De har ikke madpakke med, og de er altid sultne. De mangler overtøj om vinteren, de har aldrig prøvet at være på café og drikke varm kakao, og de skal passe deres mindre søskende, når mor drikker sig fuld eller af andre årsager ikke magter sine børn. Her går børn, som har oplevet at få lagt låg på sengen, så de ikke kan komme op, før forældrene tager låget af. Børn, som bliver sendt ud at sidde i bilen efter skoletid, så de ikke forstyrrer inde i huset. Behovet for omsorg og praktisk hjælp i hverdagen er vanskeligt at løfte, så derfor har skolen ansat fem såkaldte skolefeer, som har til opgave at hjælpe og støtte børnene. En i indskolingen, en i mellemskolen, to i udskolingen og en flyvende, der kan træde til, hvor der opstår behov. Maria Munk Larsen er skolefe i udskolingen. Hun er uddannet lærer og har en diplomuddannelse i psykologi og socialpædagogik. Hun er skolefe for 22 børn. Kontakt gennem maden Eftersom Ørstedskolen kun er et år og et skvæt gammelt, og den samlet næsten har elever fra tre nedlagte skoler, har Maria brugt lang tid på at lære eleverne at kende. Det har kostet mange traveture op og ned ad de mange hundrede meter gange, og traveturene er også på programmet i dag. - Børnene kommer ikke selv til mig og siger, de har problemer. Derfor går jeg meget rundt på skolen og kigger efter, om der er nogen, der på en eller anden måde signalerer, at de vil ses af mig. Da klokken nærmer sig 11, henter Maria en kasse med færdigsmurte sandwich i skoleboden. De skal deles ud til de af hendes børn, der ikke har mad med og som Maria ved heller ikke får noget, når de kommer hjem. 9- klasserne har terminsprøve i dag og er ikke i skole, og derfor er der kun en håndfuld sandwich i dagens kasse. Første stop er i skolebiblioteket, hvor Jannick får stukket en sandwich i hånden uden nogen større indledende samtale. Han tager imod den og smiler til Maria. Hun smiler igen og går videre. 18 HUS FORBI nr. 1 januar årgang

19 - Ham kender jeg ikke så godt endnu. Jeg så ham en dag, han var blevet sendt ud på gangen, fordi han havde haft en konfrontation med en lærer. Det har han tit, og det er et signal om, at han gerne vil ses, mener jeg. Jeg har kun talt ganske kort med ham, og jeg ved endnu ikke, hvilke problemer han har. Det tager vi, når han er klar. Næste sandwich går til Simon på 15, som hun møder på gangen. Simon vil gerne snakke og kunne snakke i timevis, fortæller Maria. - Han har flere mindre søskende, og hans mor har ikke så meget overskud, så han får ikke meget voksenkontakt derhjemme. I biblioteket afleveres der yderligere to sandwich til et par store piger, og den sidste går til endnu en pige, der sidder sammen med veninderne i forhallen. - Åh, hvor var jeg sulten, udbryder hun, da Maria rækker hende sandwichen. Pernilles udfordringer Den sidste sandwich er til Pernille. Maria traver op og ned ad gangene, ud til fodboldbanen og over til rygeskuret for at finde hende. De har sms et om at snakke sammen, men skal lige finde hinanden først. Da Pernille endelig lader sig finde og går med ind på Marias kontor, falder hun ikke ligefrem i svime over sandwichen. Pernille, der går i 8. klasse, har mavesår, og det gør frygteligt ondt at spise, når hun ikke tager sine piller på det korrekte tidspunkt. I øvrigt har hun ikke taget meget føde til sig, siden nogle af de andre piger kaldte hende fed i 7. klasse. - Hvordan går det?, spørger Maria. - I sidste uge gik det ikke så godt, forklarer Pernille. Hun og to veninder fra klassen kunne ikke enes med en lærer. Pernille synes, lærerne er for meget efter hende. - Sidste år var jeg en lille ballademager, men nu har jeg ændret mig. Jeg laver lektier, og mine karakterer er gået op, så hvorfor er de stadig efter mig, spørger hun og svarer selv, at det måske kan være svært for lærerne at vænne sig til, at hun og hendes to veninder, der sidste år blev betegnet som skolens skræk, nu har besluttet sig for at tage skolen alvorligt. I 7. klasse kom Pernille med i slænget af hårde piger, der droppede skolen og sked lærerne et stykke. Når lederen af slænget sendte en sms rundt om, at nu skulle de pjække og gå ned i byen, fulgte Pernille med. Med tiden kom hun til at gøre nogle ting, som hun dybest set ikke havde lyst til, og derfor besluttede hun i starten af 8. klasse at forlade slænget. Det var hårdt at sige nej til at pjække og sætte sig til at lave lektier i stedet, men hun gjorde det. - Og hvordan går det derhjemme, vil Maria vide. - Godt. Min mor synes, det er så synd for mig, at jeg har mavesår, men min far er sur. Jeg tror, det er, fordi han aldrig selv har prøvet at have mavesår og ikke ved, hvor ondt det kan gøre. - Og hvad med at drikke? - Det er mindre. Jeg drikker ikke på hverdage. - Men i aften? - I aften er der fødselsdagsfest, og bagefter er der halfest, og så skal jeg selvfølgelig drikke. Jeg har fundet ud af, at hvis jeg først spiser noget mad og derefter tager mine piller, så kan jeg godt drikke, uden at det gør ondt i maven. - Og dit arbejde? - Min mor synes, det er så synd for mig, at jeg har mavesår, men min far er sur. Jeg tror, det er, fordi han aldrig selv har prøvet at have mavesår og ikke ved, hvor ondt det kan gøre. Pernille, 7. klasse - Jeg arbejder ikke i pizzeriaet mere. Det var for stressende for mig, der skete for meget. Men nu har jeg søgt noget i Brugsen. - Du har tabt dig meget? - Men jeg spiser morgenmad! Og nogle gange har jeg også mad med i skole! Pernille forklarer, at det gør så ubeskriveligt ondt, når hun spiser. Hun skal tage medicinen måneden ud, og hvis den ikke hjælper, skal hun have en kikkertundersøgelse. Inden Pernille går ud af døren med et ønske om en god weekend og en god fest i aften, minder Maria hende om sandwichen: Vil du prøve at spise en lille smule? Pernille smiler. Det betyder vist nok 'ja'. Indberetning Om en time skal Maria være vikar for en 7. klasse noget, hun gør, så tit hun kan komme af sted med det, for vikartimerne giver hende et godt indtryk af, hvordan de enkelte elever har det. Men først skal hun skrive et udkast til en underretning. Den skal sendes til kommunen på mandag, hvis ikke der sker drastiske ændringer inden da. Det tvivler Maria på, og derfor skriver hun den nu. - Det drejer sig om Mette. Jeg har kendt hende længe og blev meget glad, da hun sidste år begyndte at gå i skole igen efter ikke at have været i skole i to år. Hun er 15 år, har en udviklingsforstyrrelse og bor sammen med sine yngre søskende og en mor, der arbejder om natten og er meget presset. Mette er en meget lukket pige, som er svær at komme ind på livet af, og for nylig holdt hun op med at tage sin medicin. En del af Marias kontakt til sine børn foregår via facebook, og da Maria læste på Mettes kærestes profil, at han var flyttet hjem til Mette og hendes mor, og at han røg hash hver dag, tog hun fat i Mette, der bekræftede, at det var rigtigt nok. De sad og drak og røg om aftenen. Og det var Mettes mor ved at være træt af. Derfor havde hun foreslået den 16-årige kæreste, at han fik sig en lejlighed i Rudkøbing og noget hjælp til at komme ud af sit misbrug. Men det var ikke et råd, som Mette og kæresten syntes om. Tværtimod var de blevet vrede på moren. - I går kom hun så for at sige farvel, nu vil de flytte til Jylland. Kærestens far er HA-rocker derovre. Hvis hun ikke møder i skole på mandag, skal jeg indberette det, så vi kan få hende tilbage. Og så kan vi forhåbentlig få en ordning, hvor jeg giver hende hendes medicin hver dag. Måske kommer Mette tilbage på et tidspunkt. Måske aldrig mere. Maria ved det ikke. Men hun ved, at hun vil gøre alt for at hjælpe den flygtede pige, hvis hun dukker op på Langeland igen. Ligesom hun vil gøre alt, hvad hun kan, for alle sine andre fe-børn. Børnenes navne er opdigtede, men er redaktionen bekendt. fakta om skolefeer Skolelærer Sanne Kastrup Olsen blev Danmarks første skolefe i 2001, da hun arbejdede på Longelse Skole på Langeland. De langelandske kommuner kørte et projekt om børn og alkohol, og da det stod klart, hvor mange børn der led under forældrenes misbrug, besluttede man at give disse børn ekstra omsorg og støtte, når de kom i skole. I dag er der skolefeer på alle Langelands skoler, og mange andre skoler i Danmark og Grønland har ansat eller planlægger at ansætte skolefeer. Sanne Kastrup Olsen er i dag leder af skolefeerne på Langeland. Skolefeernes opgave er at give børnene hverdagshjælp og at gøre dem i stand til at hjælpe sig selv i krisesituationer. De ældre børn lærer for eksempel, hvad de skal gøre, når far og mor er fulde, når der ikke er noget mad, eller hvordan de selv kan komme i skole. I det daglige hjælper skolefeerne med for eksempel at huske gymnastiktøjet eller køre børnene til fritidsaktiviteter, hvis de bor langt ude på landet. De kan give børnene mad i spisefrikvarteret, og de har en lille pengekasse at tage af, hvis der for eksempel er brug for at tage på cafe og få en kop varm kakao. Størrelsen af denne pengekasse varierer fra skole til skole. På Ørstedsskolen i Rudkøbing, hvor der er plads til børn, ligger der cirka kroner i kassen for skoleåret 2011/12. HUS FORBI nr. 1 januar årgang 19

20 Jacob reddet af skolefeen Jacob er i dag 19 år og takker barndommens skolefe for, at han har fået et godt liv. af Birgitte Svennevig foto Søren Skarby - Det var altid mig, det gik ud over derhjemme. Så kort opsummerer 19-årige Jacob Skredbjerg sin barndom. Af årsager, han stadig ikke forstår og heller ikke får svar på, når han i dag spørger sin mor var det ikke den tre år yngre lillesøster, Connie, eller den et år ældre storebror, Nick, der fik skæld ud og blev sendt ind på værelset næsten hver dag efter skole. Det var Jacob. Så kunne han sidde derinde, i familiens øde beliggende hus, syv kilometer fra landsbyen Longelse på Langeland, og vente på, det blev aftensmad. Hvor han skulle sidde stille og holde bordskik, til Nick, der kunne sætte ufattelige mængder mad til livs, blev færdig. Og så ind på værelset igen. På værelset havde Jacob sine bøger og læste mange eftermiddage væk, indtil han fik en computer i 5. klasse, og computerspillene tog over. Egentlig ville han gerne gå til fodbold, men det måtte han ikke for sin mor. - Det var underligt. Hun gad mig ikke, men hun ville heller ikke have, at jeg gik til noget. Hun sagde, at jeg skulle lave mine lektier, men når jeg ikke kunne finde ud af dem, ville hun ikke hjælpe mig. Jacob tænker tilbage på sin far som en sød og rar mand, der ikke gjorde forskel på de tre børn, men han var også en stille mand, der tav og accepterede sin kones daglige raseriudbrud mod Jacob. Det var, som om han havde opgivet at forhindre, at det skete. OBS i skolen På Jacobs skole, den lille Longelse Skole, lagde lærerne mærke til, at Jacob ikke trivedes. Han fulgte ikke med i matematik-timerne, han blev mobbet af de andre børn, der sagde, at hans hoved lignede et æg, og han sugede voksenkontakt til sig som en svamp. Hver morgen stod han ude foran skolen, når den åbnede klokken 06.45, havde cyklet de syv kilometer ad øde landeveje alene, og han blev der, til skolen lukkede klokken 17. Han ville ikke hjem. - Det billede, vi havde af Jacob, stemte ikke overens med det billede, hans mor tegnede. Hun kunne for eksempel ringe og fortælle, at nu havde Jacob slået sin lillesøster, eller nu have han stjålet fra hende. Det var slet ikke den Jacob, vi så. Vores Jacob var en sød og hjælpsom dreng, fortæller Maria Munk Larsen, der var matematiklærer for Jacob i de første år og siden blev skolefe for ham. Hun forblev skolefe for ham resten af hans skoletid, og selv i dag, hvor Jacob egentlig er for gammel til at have en skolefe, har de to stadig kontakt. - Det første, jeg husker om skolefeerne, er, at de tog imod mig med åbne arme. Jeg blev inviteret med på en skiferie, som de havde samlet penge ind til, og så tog vi til Sverige. Det var en pause fra de skældud, jeg fik derhjemme. Mødet med skolefeen Jacobs mor arbejdede som social- og sundhedsassistent på et plejehjem, og hans far læste til logistikoperatør. Pengene var små, og selvom familien havde lidt indtægter fra 150 slagtekaniner hjemme i stalden, var der ikke penge til ferier. Tid var der heller ikke meget af, og Jacob kan ikke komme i tanker om mere end to familieudflugter fra sin barndom. Den ene gik til Legoland, og da var de alle fem af sted. Den anden gik til koldkrigsmuseet Langelandsfortet i Bagenkop, 20 km syd for familiens hjem. - Det var min far, der mente, at mig og Nick trængte til at komme på tur. Mor var imod, hun mente ikke, vi havde råd. - Det billede, vi havde af Jacob, stemte ikke overens med det billede, hans mor tegnede. Maria Munk Larsen, skolefe I løbet af Jacobs skoletid kom han på flere ferier arrangeret af skolefeen. Det blev blandt andet til to ture på Blå Kors-lejre i Jylland, og hver gang fik den lille kuede dreng en pause. - Maria blev et frirum for mig. Når jeg var sammen med hende, hyggede jeg mig. Nogle gange spillede vi spil eller lavede lektier, eller vi sad bare og snakkede efter skoletid. Det var ikke, fordi vi lavede særligt meget, tror jeg. Men jeg havde et sted, hvor jeg havde fred og ikke fik skældud. Når det brændte på for Jacob derhjemme, kunne han altid ringe til Maria. Han har også boet hos hende i perioder, hvor det var helt umuligt at være hjemme. Det var for eksempel, når hans mor ringede til skolen og sagde, at de kunne beholde ham. At hun ikke længere ville have ham. - Men så fortrød hun, og så skulle jeg hjem igen. Spirende hævntørst Jacob ville gerne gå til fodbold, og Maria ville gerne hjælpe drengen med at realisere drøm- 20 HUS FORBI nr. 1 januar årgang