Og det bringer mig over i et af hovedkapitlerne i denne beretning.

Transkript

1 Kære kolleger og repræsentanter Velkommen til jer alle. Tillykke med valget i november og et særligt velkommen til jer otte nye repræsentanter, der er her for første gang. Alle her i lokalet kender til vigtigheden af kontinuitet men det er nu også rigtig godt med fornyelse. Og måske især til de fem regionale formænd: Tak for jeres beretninger. Når man læser de beretninger, bliver man tydeligt overbevist om flere ting. Ikke alene lægger I et enormt stykke arbejde regionalt. I sidder også inde med nogle informationer, og I har nogle handlemuligheder, som vi ikke har i Kristianiagade i København. I ved betydeligt mere om, hvad der foregår i enkelte lokalområder og helt nede i enkelte klinikker. Derfor kan I på nogle områder bedre hjælpe enkelte kolleger, end vi kan, og I kan bedre skabe lokale relationer, lokale løsninger og idéer, som PLO ellers ville have svært ved. Det er tydeligt at PLO ville blive fattigere og medlemmerne dårligere stillet, hvis ikke det var for PLO-Regionalt. Man kan dog også læse af jeres beretninger, at der er betydelige forskelle i de situationer, I befinder jer i. Der er både forskelle i det samarbejde, I har med jeres region, og ikke mindst er der forskelle i de tilbud, som borgerne kan få, eller ikke kan få i den region, de nu befinder sig i. Og det bringer mig over i et af hovedkapitlerne i denne beretning. Almen praksis ser meget gerne et stærkt og visionært Danske Regioner, når det kommer til almen praksis Som en del af jer ved, er jeg stor fortaler for, at det gule sundhedskort skal give alle borgere de samme gode muligheder hos deres praktiserende læge. Derfor mener jeg også, at de grundlæggende vilkår for at drive en praksis i Danmark skal aftales nationalt og ikke regionalt. Jeg mener også, at fremtidige it-løsninger, vores egen efteruddannelse, de yngre lægers videreuddannelse, og for den sags skyld organiseringen af vores kvalitetsarbejde, har bedst af at stå på en meget bred national og ensartet platform. Når jeg så læser jeres beretninger, så kan jeg godt komme lidt i tvivl. Ja, vores aftale med RLTN dækker en meget stor del af vores arbejde. Men det er lige så tydeligt, at når det kommer til praksisplanlægningen, viljen til at finde lokale løsninger sammen med PLO-Regionalt, omfanget af vores regionale lokalaftaler og helt indlysende akutbetjeningen, så er der betydelige regionale forskelle. Det giver altså ikke mening at have lokalaftaler, der er forbeholdt en femtedel af danskerne, i hvert tilfælde ikke, når vi er kommet ud over en prøveperiode. Enten skal vi tilbyde HbA1c-måling i klinikken til alle borgere med diabetes, eller også skal vi ikke. Vi har set det mest oplagte tilfælde i form af 1813 i Region Hovedstaden. Nu har vi haft fem år til at følge dette projekt. De fleste kender PLO s mening om det. Det kunne være godt at høre de fem

2 regioners mening. Bør I ikke beslutte, om vi skal have 1813 i hele landet, eller om vi skal udvikle en almen medicinsk fremtidig lægevagt? Her i Region Sjælland har I også jeres helt egen fortælling eller som PLO-formand Ulrik beretter på vores interne møder: Næ, i Region Sjælland sker der ikke rigtig noget. Det sætning har jeg hørt på i nu fire år kan det være rigtigt? At fremskridtene skal ske i én region, mens der nærmest hersker stilstand i en anden? Så lige så glade vi er for, at der sker nytænkende aftaler i Region Syddanmark i disse år, lige så kede af det er vi altså for, at disse aftaler kun gavner borgerne i Region Syddanmark. Nu plejer Region Midtjylland jo at være lidt af en mønsterregion, og der er helt sikkert fortsat gode historier at fortælle. Det er bare ikke den historie, der er den vigtigste fra Region Midtjylland lige nu. Alle i lokalet er bekendt med de enorme problemer, vi har med at få nok praktiserende læger, og det er derfor, at I nu skal med mig til Lemvig: Her ser I udsnit fra en massiv annoncekampagne, der har kørt i flere måneder i både trykte og elektroniske medier: (Gennemgang af annoncer og video om Regionsklinikken i Lemvig PP) Regionsklinikken i Lemvig 2

3 Regionsklinikken i Lemvig 3 Umiddelbart kunne man da tænke: Det lyder da innovativt og spændende ikke mindst for de pågældende læger, og der er da også mange gode tanker: Nedsat arbejdstid, nedsat patientantal, godt med personale, forskningsmuligheder, vikarservice og sågar hjælp til ægtefællen. Og i flotte annoncer, der, så vidt jeg ved, allerede har rundet kr Den positive udlægning fra PLO må være: Her får vi da rigtig mange gode idéer til, hvad der skal ind i en kommende overenskomst. Den mindre gode udlægning fra PLO er først og fremmest de uheldige bivirkninger, en sådan satsning kan få i præcis det samme lokalområde. Så når jeg nu spørger, så spørger jeg ikke bare Region Midtjylland. Jeg spørger også de øvrige regionsråd, der måtte have lignende tanker: - Hvilken yngre læge tror I vil etablere sig og investere i lige præcis Lemvig by og omegn ved siden af dette set-up? - Hvad tror I, der sker med vikarmarkedet i det område, altså for de lokale praktiserende læger, der engang imellem har behov for lidt aflastning? Men der er faktisk også en mere faglig bekymring. Det fremgår jo ret tydeligt af annoncematerialet, at dette er en sygehus-enhed. Den almen medicinske klinik bliver endda underlagt en sygehusafdeling. Der står primært noget om det tætte samarbejde med de andre afdelinger på sygehuset ikke noget om samarbejdet med kommunen eller de praktiserende læger i området.

4 Prøv at høre, hvad afdelingens ledende overlæge siger: Link til video med overlæge: Igen kan man synes, at det lyder innovativt, men for mig lyder det altså også til, at almen medicin nu skal placeres grundigt på sygehuset. Det synes jeg er en diskussion værd. Jeg har fulgt debatten om lægedækning i Region Midtjylland, og jeg er helt med på, at formentlig alle i regionsrådet ville foretrække, at der, af sig selv, var praktiserende læger nok i hele regionen. Jeg vil også godt understrege, at jeg ikke viser dette fra Lemvig for at kritisere klinikken, de læger, der med tiden kommer til at arbejde der, eller de ret gode vilkår, de kommer til at arbejde under. Vi er vel nærmest misundelige i PLO. Formålet med dette afsnit i min beretning er ikke at fortælle, at jeg eller PLO ønsker regionerne hen, hvor peberet gror. Nogle af de embedsmænd og politikere, der ved mest om almen praksis og nu i højere grad begynder at se vigtigheden af almen praksis, holder faktisk til i de fem regioner og dem vil vi nødigt undvære. Pointen er at advare mod, at de fem regioner udvikler hver deres almene praksis i fem forskellige retninger. Det synes jeg er synd for danskerne, og det er helt sikkert også skidt for danskernes praktiserende læge. Jeg synes til gengæld, at det kunne være en rigtig god vision, hvis PLO s samarbejde med regionerne gennem Danske Regioner, i højere grad end i dag, blev båret af et ønske om at udvikle tanken om den praktiserende læge og gøre det i hele landet. Det bringer os faktisk lige over i sundhedsreformen PLO har i klare og umisforståelige vendinger rost de satsninger på almen praksis, som regeringens og nu også Dansk Folkepartis aftale indeholder. Vi har lige så klart rost, at Socialdemokratiet bakker op om, at antallet af almen medicinske uddannelsesstillinger skal øges betydeligt. Vi har også sagt, at vi godt kan se logikken i, at vi etablerer et tættere og mere formaliseret samarbejde om nogle udvalgte patientgrupper, der hyppigt bruger både sygehus, kommuner og almen praksis. En del har stillet spørgsmålet: Hvorfor nu organisere dette samarbejde omkring 21 sundhedsfællesskaber i stedet for at bruge de fem regioner og de strukturer, som vi allerede har i dag? Der er to vigtige årsager: - For det første fungerer det, vi har i dag, ikke særlig godt. Der er gode historier, men der er ikke 98 gode historier. - For det andet, så handler det her ikke om store sundhedspolitiske beslutninger. Det handler om at få et lokalt fagligt samarbejde mellem tre forskellige organisationer til at

5 fungere. Når vi skal det, er det fornuftigt at definere den mindste fælles enhed, og i dette tilfælde svarer den mindste fælles enhed til optageområde for et akutsygehus. PLO s tanker er ikke, at vi skal etablere et nyt stort og forkromede aftaleniveau i de 21 sundhedsfællesskaber. Den store, og gerne forkromede, aftale skal stadig være dækket af det gule sundhedskort. De 21 sundhedsfællesskaber skal ud og finde løsninger på de problemer, der altid løbende vil opstå i et komplekst sundhedsvæsen. Det kan handle om den lokale kapacitet, eller det kan handle om bestemte patientgruppers forløb mellem de tre sektorer. Derfor har vi også været ude og kritisere den foreliggende model af disse sundhedsfællesskaber. Det ligner ærlig talt et kompromisfyldt kludetæppe, og vi er alvorligt bekymret for, at vi ender med at dividere de nuværende besværligheder med 5, for derefter blot at gange de samme besværligheder med 21 det kommer der ikke noget godt ud af. Lige præcis dette er også grunden til, at vi holder meget af Danske Regioner ja, I hørte det først her i Køge: PLO holder meget af Danske Regioner. Ikke fordi vi mener, at Danske Regioner i de forgangne 12 år har løst opgaven uden for sygehusene til UG-kryds og slange mildt sagt. Men fordi PLO sammen med Danske Regioner kan lave løsninger, der kommer alle danskere til gavn. Det har vi nogle gode eksempler på: I Landssamarbejdsudvalget ser vi faktisk ofte, hvad der kan ske i selv komplekse sager, når begge parter sidder med mandatet inde lokalet. Vi ser det, når vi støder på problemer med udmøntningen af vores nye overenskomst selvfølgelig er vi stødt på problemer, men vi sidder faktisk og leder efter gode løsninger i fællesskab. Senest har vi set vores samarbejde i den fælles kampagne, der er på vej mellem Danske Regioner og PLO for at tiltrække flere læger til almen medicin og flere almenmedicinere til almen praksis. Vi har en stor fælles interesse i at fortælle om de mange muligheder, som overenskomsten indeholder og i det hele taget at du som yngre og ældre læge i høj grad selv har indflydelse på, hvordan du former dit praksisliv. Det er på ovenstående baggrund, at PLO holder meget af Danske Regioner. Og vi ser meget gerne et tættere samarbejde mellem Sundhedsministeriet, styrelserne, Danske Regioner og PLO. Vi er selvfølgelig godt klar over, at valget kan afgøre regionsrådenes skæbne. I PLO vil vi dog mene det samme før og efter valget: I det blå tilfælde vil vi arbejde for, at man skal afbureaukratisere og afpolitisere sundhedsfællesskaberne og i stedet nærmest udstoppe dem med faglighed. I det røde tilfælde håber vi, at de fem regioner samlet og under Danske Regioner vil udvikle fælles løsninger for almen praksis, og så må man godt fusionere det bedste fra Socialdemokraternes udspil med de bedste dele af regeringens udspil. Og så er der den der tjenestepligt Vi har et forslag i PLO: Kunne den ikke i al mindelighed få et stempel, hvor der stod idéer egnet til tidlig pensionering?

6 Sundhedshuse og nærhospitaler undersøg det reelle behov Vi har heldigvis en sundhedsminister, der har talt meget med almen praksis i de forgangne år, og hun har faktisk også besøgt flere forskellige lægeklinikker, senest i mandags på Bornholm og tak for det. Et af de budskaber, som jeg ved, at hun har taget med retur til ministeriet, næsten hver gang, er et måske lidt simpelt, men til gengæld meget entydigt ønske om flere kvadratmeter. Det er nemlig ikke så let alle steder, som det lyder. Vi er derfor rigtig glade for, at det nu ser ud, som om der er politisk vilje til at tage fat på dette problem. Det er reel flaskehals i mange af vores lægeklinikker. Der er vel også en grund til, at vi har fået nye sygehuse til omkring 50 mia. kroner. Sygehusene kunne ikke løse deres fremtidige opgave, med mindre de fik nogle mere moderne faciliteter. Det er nøjagtig det samme, der gælder i almen praksis. Men vi må alligevel rejse et flag: Hvis I ønsker at hjælpe de praktiserende læger til flere kvadratmeter, så lyt til, hvad de ønsker sig. De praktiserende læger er et meget praktisk folkefærd. Vi ønsker os bare flere lokaler til os selv, vores ansatte og vores patienter. Helt almindelige lokaler med stikkontakter og en håndvask. Det må godt være lyst og flot, men vi behøver ikke nærhospitaler eller store multifunktions-sundhedshuse. Hvis vi kunne bruge de samme midler, der er lovet til nærhospitaler og sundhedshuse, til langt flere, men lidt mindre enheder, så ville vi kunne sikre både En læge tæt på dig, og Mere tid til omsorg til langt flere borgere i hele landet. Nu er de store sygehuse ved at være færdige nu skal vi tænke i den helt anden ende af skalaen. Vi har, med Ulrik Hesislevs ord, brug for et byggeboom i almen praksis. Det kan godt være, at en del af de 98 kommuner har behov for nogle bedre genoptræningsfaciliteter, men de praktiserende læger har ikke behov for hverken 15 nærhospitaler eller 98 kommunale sundhedshuse. Vi har behov for at modernisere en stor del af de eksisterende (to-tusinde) lægeklinikker. Jeg anerkender, at aftaleteksten er blevet klart bedre, og den kan hjælpe os til at undgå, at kommuner og regioner bygger store prestigeprojekter. Netop derfor er det altså lidt besynderligt, at det er kommunen og regionen, der, gennem ansøgninger, skal definere de praktiserende lægers behov. Det kan der komme en masse fejltagelser ud af det har vi desværre set med de tidligere puljer. Hvor meget skal PLO hjælpe medlemmerne med deres klinikdrift? I forrige uge var jeg til KL s politiske møde i Aalborg. Min borddame var direktør for Landbrug & Fødevarer måske ikke lige PLO s tætteste familie, tænker I måske, men jeg fandt faktisk ud af, at i virkeligheden er Landbrug & Fødevarer nærmest at betegne som landbrugets PLO. Som I ved, er vi i PLO i gang med nogle tanker om at have en lille udviklingsafdeling, der skal hjælpe vores medlemsvirksomheder med idéer til det, man kunne kalde drift og produktudvikling. Jeg spurgte derfor lidt til, hvordan de balancerede mellem at varetage snævre interesser og så arbejdet med at hjælpe deres medlemmer med at drive gode sunde foretagender.

7 Jo, sagde hun. Deres politiske arbejde var selvfølgelig højt prioriteret og foregik i sagens natur mest i København. Men de havde da en afdeling i Aarhus, der ikke lavede andet end at hjælpe medlemmerne med idéer til drift og produktudvikling. Størrelsen på den? Lige godt 600 ansatte.ja, der er vist noget om, at de går lidt stille med det i landbruget I alle de tre strategiske spor, som bestyrelsen har valgt at arbejde med, er der faktisk betydelige dele, der kunne betegnes som PLO s produktudvikling. - Hvordan kan vi som praktiserende læger tilrettelægge arbejdet i klinikken, så vi i højere grad opnår det med vores klinik, som vi ønsker? - Hvordan kan PLO bidrage til, at vi i højere grad bruger vores ressourcer dér, hvor de skaber mest sundhed. Ikke kun i vores egne klinikker, men også i sundhedsvæsenet udenfor? Og endelig: - Hvordan kan vi skabe nogle rigtig gode arbejdspladser og derigennem tiltrække både læger og personale? Nu får I en lille opdatering på de tre strategispor senere i dag, men i forlængelse af dem ligger der måske nogle overvejelser, der handler om, om vi mere struktureret og løbende skal have vores egen Aarhus-afdeling, der arbejder med at hjælpe medlemmernes virksomheder. Jeg tænker dog, at vi godt kan nøjes med lidt mindre end 600 medarbejdere Der bliver leveret en stor indsats mange steder I den skriftlige beretning har jeg skrevet lidt om arbejdet med kvalitetsklyngerne og arbejdet i KiAP. I den forbindelse vil jeg sige tak til tre parter. For det det første tak til KiAP og KiAP s sekretariatsleder Rikke Agergaard. Det er ikke nogen let post at stå i spidsen for et sekretariat, der både skal genrejse og inkludere DAK-E - og samtidig skal gøre det i et helt nyt sekretariat. Sekretariatet bevæger sig ud i et arbejde, som ingen i Danmark har bedrevet før, og det skal de gøre, mens de har to organisationer stående lige bag ved - Danske Regioner og PLO. Jeg synes godt, vi kan tillade os at sige: Så langt så godt. Den anden part er faktisk Danske Regioner. Både PLO og Danske Regioner ved godt, at vi bevæger os på en knivsæg mellem tillid og kontrol. Tak til jer i Danske Regioner, både politikere og i sekretariatet, for at I stadig er med på at bakke lidt på kontrollen og i stedet satse på, at vi læger rent faktisk gerne vil arbejde seriøst med vores kvalitetsudvikling - til gavn for borgerne og hele samfundet. Jeg synes godt, vi kan sige, at samarbejdet er kommet godt fra start. Den tredje part er DSAM. Det har været en hård fødsel at få parret DSAM og PLO i det her kvalitetsarbejde og set i bakspejlet er det måske ikke så overraskende: Vi fra PLO har siddet i et (næsten) lukket lokalet og tegnet et billede af det fremtidige kvalitetsarbejde for de praktiserende læger.

8 Kvalitetsarbejde er som bekendt et kerneområde for DSAM. Det ser ud til, at vi nu er ved at få placeret DSAM ved de rigtige borde, om jeg så må sige. Jeg er også glad for, at DSAM, udover dette, har deres helt eget kvalitetsindikator-arbejde. Vi har i den grad behov for, at fagligt interesserede almen medicinere tænker tanker, der ikke nødvendigvis er defineret i en aftale mellem PLO og Danske Regioner. En tak til sekretariatet Jeg vil også godt rette en stor tak til vores eget sekretariat også til dem, der ikke er her i dag. Jeg håber, at I en gang imellem lige stopper op og ser på, hvad I rent faktisk er med til? Vi er vidner til, at landets sundhedspolitik er blevet tydeligt mere helhedsorienteret, og det har ført til, at der er en masse beslutningstagere, der i dag vil almen praksis det ret godt. Vi får aldrig helt vished for, hvorfor vi er kommet hertil, men jeg håber, at I er klar over, at uden et velfungerende sekretariat var PLO ikke kommet derhen, hvor vi, trods alt, er nået til i dag. Tak for det alle sammen. Det store billede og forberedelserne til OK21 Her til sidst vil jeg godt se lidt overordnet frem mod de kommende overenskomstforhandlinger: Jeg bilder mig ind, at der er positive træk at spore. Annemette Alstrup fra Nordjylland er simpelthen begejstret. Ulrik Hesislev fra Sjælland sidder og kniber sig i armen, når han læser om nye uddannelsesstillinger, og Jørgen Skadborgs mening om samarbejdsklimaet i Region Syddanmark er, at han ikke er utilfreds Nu skal vi jo så arbejde på, at der ikke alene bliver flere almene medicinere, men at de også ender som praktiserende læger eller som glade ansatte i de klinikker, der har en national overenskomst. Og vi i det her lokale er samlet for første gang: Det er det her hold vi 56 tillidsfolk - der skal sætte præget på den kommende OK21, og i sidste ende forhåbentlig også sige ja til den. En af mine personlige ambitioner er, at Forhandlingsudvalget skal gøre så meget, vi kan, for at inddrage og lytte til alle de input, vi får. Naturligvis fra bestyrelsen, i høj grad fra alle jer repræsentanter, men selvfølgelig også fra de medlemmer, der giver deres besyv med. Jeg tør godt spænde buen lidt hårdt: Vi skal i gang med at lave den bedste overenskomst nogensinde i PLO s historie. Det er simpelthen nødvendigt, hvis vi skal fastholde de læger, vi har, hvis vi skal øge vores arbejdsglæde, og hvis vi skal tiltrække en hel masse nye unge kolleger, så de ikke kommer til at vælge noget andet. Det er måske store ambitioner, men med alt det, der bliver sagt om vigtigheden af, at alle danskere skal have adgang til deres egen praktiserende læge, så synes jeg godt, vi kan tillade os at have pæne forventninger. Velkommen til forårets repræsentantskabsmøde og tak for ordet.