Kendelse fra Landinspektørnævnet

Transkript

1 2005 side 76 De blå sider Landinspektør L var indklaget for Landinspektørnævnet for at have initieret afholdelsen af en skelforretning og misbrugt skelforretni ngsinstituttet for at dække over, at Landinspektørfirmaet, som L er medejer af, ikke havde foretaget naboorientering i forbindelse med udarbejdelsen af en situationsplan over en kommunal ejendom. Herved skulle L have haft det fortsæt at inddrage klagerne i deltagelse af udgifter til afklaring af et problem, der allerede var løst ved Landinspektørfirmaets formidling af aftale om skellets beliggenhed. Nævnet fandt, at L ikke var pligtig til at inddrage / orientere naboejerene efter bestemmelserne i 4 i bekendtgørelse om matrikulære arbejder, idet der ved udarbejdelsen af situationsplanen ikke blev afsat skel. Nævnet fandt desuden, at der mellem de to naboejere forelå en uenighed om skellets beliggenhed, som nødvendiggjorde afholdelsen af en skelforretning, idet klagerne under skelforretningen havde fastholdt deres påstand om hævdserhvervelse. Endvidere fandt nævnet, at det ikke kunne lastes L, der havde været rådgiver for kommunen i skelspørgsmålet, at kommunen først i sagsforløbet ikke havde indsigelser mod klagernes opfattelse af skellets beliggenhed, men senere ændrede sin opfattelse heraf. Endelig fandt nævnet, at L ikke på usaglig måde havde tilskyndet kommunen til at rekvirere skelforretningen. På baggrund af det anførte fandt Landinspektørnævnet ikke grundlag for kritik af L s handlemåde i sagen om fastlæggelsen af skellet mod klagernes ejendom Kendelse fra Landinspektørnævnet I Landinspektørnævnets sag nr. 269: A og B mod landinspektør L afsagde nævnet den 4. marts 2005 følgende I et brev modtaget af Landinspektørnævnet den 13. april 2004 har A og B klaget over landinspektør L s handlemåde i forbindelse med en sag om fastlæggelse af skellet mellem klagernes ejendom, matr.nr. 202v., og. Kommunes ejendom, matr.nr. 109a smst. Spørgsmålet om skellets beliggenhed førte til en skelforretning, som landinspektør M afholdt, og hvor parterne indgik forlig. Klagerne blev af hegnssynet pålagt at betale 65 % af omkostningerne ved skelforretningen, svarende til knapt kr. I et brev af 14. april 2004 og senere breve har landinspektør N på vegne af klagerne præciseret klagen over L og redegjort for skelsagens forløb og udvikling. Klagepunkterne sammenfattes således, at L har initieret afholdelsen af en skelforretning og misbrugt skelforretni ngsinstituttet for at dække over, at Landinspektørfirmaet O, som L er medejer af, ikke har foretaget naboorientering i forbindelse med udarbejdelsen af en situationsplan over kommunens ejendom. Herved havde L det fortsæt at inddrage klagerne i deltagelse af udgifter til afklaring af et problem, der allerede var løst ved Landinspektørfirmaet O s formidling af aftale om skellets beliggenhed. Landinspektør L har i et brev af 28. april 2004 og senere breve afgivet sine bemærkninger til klagen. L har påstået klagen afvist under henvisning til, at han ikke har misbrugt skelforretningsinstituttet, men alene har rådet. Kommune til at få skelproblemet løst ved en skelforretning. Den 24. januar 2005 afholdtes møde i Landinspektørnævnet, hvor indklagede, landinspektør L, var mødt sammen med sin assistent, landinspektør P. Klagerne, A og B, var mødt sammen med landinspektør N. Med udgangspunkt i de skriftlige bemærkninger til klagesagen gennemgik landinspektør N på vegne af klagerne og landinspektør L forløbet af sagen om fastlæggelsen af skellet mellem klagernes og kommunens ejendomme. Det følgende er nævnets sammenskrivning af landinspektørnes forklaringer under mødet i nævnet suppleret med deres skriftlige redegørelser. Fig. Tværsnit af støttemur m.m. Efter skitse udfærdiget af landinspektør N. N forklarede bl.a., at Landinspektørfirmaet O i 2002 havde udført forarbejde til bl.a. sammenlægning af en række matrikelnumre i. Kommunes eje, der grænser op til klagernes ejendom. Klagerne var via aktindsigt i kommunens byplansag blevet opmærksomme på Landinspektørfirmaet O s brev af 26. april 2002, hvori man gjorde kommunen opmærksom på, at der mod klagernes ejendom, matr.nr. 202v., var et uafklaret

2 De blå sider 2005 side 77 skelspørgsmål. B bad N se på sagen, idet B mente, at klagerne kunne have vundet hævd på arealet til foden af støttemuren. N kontaktede herefter telefonisk Landinspektørfirmaet O ved landinspektør P, som ville forelægge A og B s synspunkter for kommunen. P oplyste i et brev af 7. juli 2003 til N, at kommunen ikke ønskede en længerevarende sag om skellets placering, og at der formentlig kunne gennemføres en sag om ejendomsberigtigelse til et skel, som kommunen og klagerne kunne blive enige om. N forsøgte i slutningen af september 2003 gennem Landinspektørfirmaet O at aftale et møde med kommunen, således at parterne kunne tale sig til rette om skellets placering, men den kommunale sagsbehandler fandt ikke behov for et møde og tilkendegav, at de blot kunne ordne sagen. I et brev af 28. oktober 2003 til sagsbehandleren forelagde han B s synspunkt om, at det fælles skel forløb langs foden af støttemuren, og bad om kommunens accept heraf. Han foreslog sine klienter, at berigtigelsen af skellet skulle indgå i Landinspektørfirmaet O s verserende sag på naboejendommen, idet det efter hans opfattelse ville gøre det billigere. På baggrund af det hidtidige forløb i sagen var de meget optimistiske med hensyn til kommunens accept, og det var derfor meget uventet, at kommunen i et brev af 21. november 2003 meddelte, at denne ikke kunne anerkende, at skellet var ændret ved hævd, og at denne derfor ville tage initiativ til en skelforretning. Af kommunens brev kunne han se, at kopi var sendt til Landinspektørfirmaet O, hvilket han mente var i egenskab af kommunens landinspektør. N fandt det kritisabelt, at Landinspektørfirmaet O ved landinspektør L ikke tog kontakt til ham eller hans klienter om det uafklarede skelforhold, da L blev klar over, at kommunen havde ændret holdning til skellets præcise placering. En sådan henvendelse kunne have overflødiggjort skelforretningen, idet skellets præcise placering ikke var væsentlig for klagerne. For klagerne var det derimod af afgørende betydning, at den afskærmende beplantning over støttemuren stod på deres grund. Det forhold, at der ved skelforretningen blev indgået forlig om skellets placering, viser, at uoverensstemmelsen kunne have været løst, hvis der var blevet arrangeret et møde mellem parterne. Det var desuden N s holdning, at Landinspektørfirmaet O burde have forsøgt at få løst det uafklarede skelforhold, da de blev bekendt hermed og orienterede kommunen herom i forbindelse med sammenlægningssagen på naboejendommene. På spørgsmål fra nævnet oplyste N, at han ikke vil afvise, at han selv kunne have forsøgt at gennemføre en ejendomsberigtigelsessag, da han modtog brevet af 7. juli 2003 fra landinspektør P, hvori det blev hans klienter stillet i udsigt, at kommunen ville medvirke til en sådan sag. Han oplyste, at sagens ekspedition vil have taget ca. 1 ½ måned. L forklarede, at han har ydet rådgivning til. Kommune vedrørende skellet mod klagernes ejendom. I starten var skellets placering ikke af afgørende betydning for kommunen. Da der som led i byggeprojektet skulle ske jordpåfyldning, ændrede kommunen imidlertid opfattelse, idet skellets placering langs skræntens fod ville medføre, at der ikke kunne ske opfyldning helt ind til foden af støttemuren. Foranlediget af N s brev af 28. oktober 2003, hvori denne bad kommunen bekræfte, at skellet forløb langs foden af støttemuren, oplyste L over for kommunen, at han fandt det tvivlsomt, at klagerne kunne have vundet hævd til denne grænse. Da kommunen fandt det nødvendigt at få fastlagt skellet ved en skelforretning, meddelte han kommunen, at han som følge af sin rådgivning ville være inhabil til at gennemføre denne, og kommunen rekvirerede derfor en anden landinspektør hertil. Landinspektørfirmaet O har på intet tidspunkt fastlagt skellet, men har alene afsat en træpæl til afmærkning af det matrikulære skel, således at kommunen kunne orientere sig herom. L afviste klagernes påstand om, at skelforretningen havde været overflødig med henvisning til, at klagerne under skelforretningen gentog deres påstand om skellets beliggenhed langs foden af støttemuren. Han afviste desuden klagernes påstand om, at han skulle have bestemt, hvordan kommunen skulle handle i sagen. Han var alene kommunens rådgiver i sagen og som sådan ikke ansvarlig for kommunens dispositioner. Det forhold, at kommunen først stillede A og B et forlig i udsigt, men siden skiftede mening, har hegnssynet ladet indgå ved fordelingen af skelforretningens omkostninger. P forklarede, at der i forbindelse med udarbejdelsen af situationsplanen ikke blev foretaget skelundersøgelser på stedet. Det var således også matriklens arealer, der blev lagt til grund ved salg af grunden. Grundens præcise areal var ikke afgørende for kommunen og dermed ikke årsag til kommunens ændrede holdning til skellets beliggenhed. Han oplyste endvidere, at han i 2002 afsatte en træpæl i det matrikulære skel, således at kommunen kunne orientere sig herom. B forklarede, at klagerne er tilfredse med det skel, der er blevet fastlagt, men utilfredse med i alt at have betalt kr. for noget, som de havde i forvejen. Det var hans opfattelse, at klagerne var blevet pålagt urimelige omkostninger til en skelforretning, idet skelproblemet kunne have været løst på en billigere måde. For dem var det vigtigt, at den eksisterende beplantning var beliggende på deres grund, således at den var sikret mod fældning. Da de modtog kommunens brev af 21. november 2003 med meddelelse om, at kommunen havde taget initiativ til afholdelse af en skelforretning, fik de det indtryk, at kommunen mente, at skellet skulle ligge 3 m inde i deres have. Supplerende til B s forklaring oplyste N, at det først var ved modtagelsen af kommunens brev af 21. november 2003, at han fik kendskab til kommunens ændrede holdning til skellets beliggenhed. Da kommunen ændrede holdning, burde L have undersøgt, hvori uoverensstemmelsen bestod og forsøgt forhandling mellem parterne. En skelforretning bør først iværksættes, når der mellem parterne er en klar strid om skellets beliggenhed. Anvendelse af skelforretning har i denne sag været unødvendig og en meget dyr måde at løse skeluoverensstemmelserne på. Havde hans klienter vidst, at skellet var beliggende uden for beplantningen, havde skelsagen været af underordnet betydning for dem. Da skelforretningen var blevet iværksat, kunne den ikke uden videre afbrydes. På spørgsmål fra nævnet oplyste N, at han ikke selv

3 2005 side 78 De blå sider havde foretaget opmåling på stedet, hvorfor han ikke ikke selv kunne konstatere, hvor det matrikulære skel var beliggende. L anførte hertil, at N kunne have konstateret det matrikulære skels beliggenhed alene ved brug af en kantmålestok. Han fandt, at N havde vurderet hævdsspørgsmålet forkert og fejlagtigt rådet sine klienter til at nedlægge påstand om, at de havde vundet hævd på arealet til foden af skrænten. Landinspektørnævnet udtaler: Det lægges til grund, at. Kommune havde rekvireret Landinspektørfirmaet O til at udfærdige en situationsplan over en række matr.nre. i kommunens eje, herunder matr.nr. 109a, der grænser op til klagernes ejendom, matr.nr. 202v. Der blev ikke foretaget skelundersøgelser i den forbindelse, hvorfor det var matriklens arealer, der blev lagt til grund. Da der således ikke blev afsat skel i forbindelse med udfærdigelsen af situationsplanen finder bestemmelserne om inddragelse / orientering af naboejere i 4 i bekendtgørelse om matrikulære arbejder ikke anvendelse. Det lægges endvidere til grund, at klagerne under skelforretningen fastholdt deres påstand om, at de havde vundet hævd på arealet til støttemurens fod. Der har således mellem de to naboejere foreligget en uenighed om skellets beliggenhed, som nødvendiggjorde afholdelsen af en skelforretning. Endelig lægges det til grund, at L alene har været kommunens rådgiver i skelspørgsmålet. Nævnet finder derfor, at det ikke kan lastes L, at kommunen først i sagsforløbet ikke havde indsigelser mod klagernes opfattelse af skellets beliggenhed, men senere ændrede sin opfattelse heraf. Endvidere finder nævnet, at L ikke på usaglig måde tilskyndede kommunen til at rekvirere skelforretningen. På baggrund af det anførte finder Landinspektørnævnet ikke grundlag for kritik af L s handlemåde i sagen om fastlæggelsen af skellet mod klagernes ejendom. Landinspektøren frifindes derfor. Landinspektør L frifindes. Thi bestemmes: Lars Buhl Sigrid Ballund Lars Bakholm Pedersen Ministerielle skrivelser m.m. Om væsentlig udvidelse af ældre fritidshus på landzoneejendom i Nordsjælland har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref. Naturklagenævnet Orienterer nr. 319,,marts 2004 Helsingør Kommune havde meddelt landzonetilladelse til om- og tilbygning af eksisterende fritidshus til en størrelse af 113 m² på en ejendom i landzone. Ejendommen var bebygget med et ældre fritidshus på 31 m². Ejendommen var i henhold til regionplanen beliggende i et område udlagt som beskyttelsesområde for dyre- og planteliv. Kommunen havde givet landzonetilladelse under henvisning til, at den ønskede udvidelse ikke vil påvirke de landskabelige værdier væsentligt. Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomite påklagede kommunens afgørelse navnlig under henvisning til, at tilladelsen ville kunne danne præcedens og betyde ansøgninger om langt større fritidshuse, end der af den hidtidige landzonemyndighed Frederiksborg Amt og Hovedstadens Udviklingsråd havde været praksis for at give tilladelse til. Naturklagenævnet udtalte: Det er ofte praksis i landzonesager, at landzonemyndigheden efter en konkret vurdering giver tilladelse til mindre udvidelser af eksisterende sommerhuse i landzone ved om- og tilbygning samt også efter omstændighederne til nedrivning og opførelse af et nyt mindre sommerhus. I Nordsjælland har det været HURs praksis af planlægningsmæssige grunde ikke at give tilladelse til udvidelse af sommerhuse i landzone, hvorved husene bliver større end ca m². I det foreliggende tilfælde, hvor der er tale om en udvidelse fra 31 m² til 113m² af et sommerhus i et område med særlige beskyttelsesinteresser, finder nævnet efter en konkret vurdering ikke, at der - mod hidtidig almindelig praksis i Nordsjælland bør gives tilladelse til det ansøgte. På denne baggrund ændredes kommunens landzonetilladelse til et afslag. (Afgørelse af 18. marts 2004, j.nr / )

4 De blå sider 2005 side 79 Om udstykning og indretning af bolig i en tidligere driftsbygning har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref. Naturklagenævnet Orienterer nr. 320, juli 2004 Trehøje Kommune havde meddelt landzonetilladelse til fra en landbrugsejendom at frastykke et mindre areal med bygninger med henblik på indretning af en bolig i en tidligere driftsbygning. Kommunen havde givet tilladelsen under den forudsætning, at betingelserne efter lovens 37 om indretning af en bolig i en overflødiggjort landbrugsbygning var opfyldt, herunder at bygningen ikke skulle om- eller tilbygges i væsentligt omfang. Danmarks Naturfredningsforening påklagede kommunens afgørelse bl.a. under henvisning til, at tilladelsen ville kunne danne præcedens. Af Naturklagenævnets afgørelse fremgår, at undtagelsen fra tilladelseskravet i 37 alene omfatter indretning af en bolig i en overflødiggjort landbrugsbygning, og at det er forudsat, at der er tale om samme ejendom. En tilladelse til udstykning ville give mulighed for, at ejeren kunne indrette endnu en bolig i overflødiggjorte driftsbygninger, hvilket som udgangspunkt er i strid med bestemmelsen i lovens 37, stk. 3, om, at der i flere tidligere landbrugsbygninger på en ejendom, kun kan etableres en bolig i én af disse bygninger. Naturklagenævnet udtalte herefter:»hvis der samtidig med indretning af en bolig i en overflødiggjort landbrugsbygning ansøges om udstykning, finder planlovens almindelige hovedregel for landzoneadministrationen anvendelse. Det vil sige, at der som udgangspunkt af bl.a. planlægningsmæssige grunde bør meddeles afslag på etablering af nye ejendomme i det åbne land, som er uden forbindelse med landbrugserhvervet. Spørgsmålet er herefter om der foreligger særlige omstændigheder, der efter en konkret vurdering kan føre til, at der undtagelsesvist bør meddeles tilladelse til udstykning. Flertallet finder ikke, at det er tilfældet. Af planlægningsmæssige grunde og af hensyn til mulig præcedensvirkning bør der således meddeles afslag på det ansøgte.«kommunens landzonetilladelse blev på denne baggrund ændret til et afslag. Mindretal på 4 ud af 10 medlemmer. (Afgørelse af 26. april 2004, j.nr / ) Om visualiseringskravet ved lokalplaner i kystnærhedszonen ugyldighed har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelser ref. Naturklagenævnet Orienterer nr. 322, juli 2004 Naturklagenævnet har truffet en række afgørelser om visualiseringskravet i planlovens 16, stk. 3. Efter denne bestemmelse skal der i redegørelsen til lokalplanforslag for bebyggelse og anlæg i kystnærhedszonen oplyses om den visuelle påvirkning af omgivelserne, og der skal ved bygningshøjder over 8,5 m anføres en begrundelse for den større højde. I bemærkningerne til lovforslaget er der om denne bestemmelse bl.a. anført:»kravet om en særlig begrundelse for bygningshøjder over 8,5 m skal opfattes som en generel højdebegrænsning. Den kan kun fraviges, hvor det kan dokumenteres, at en forøgelse af højden udover 8,5 m er landskabeligt ubetænkelig og i øvrigt ikke forringer helheden, eller hvor den større højde svarer til højden i den eksisterende bebyggelse. I sådanne tilfælde vil det være tilstrækkeligt i lokalplanredegørelsen at henvise til overensstemmelse med de eksisterende forhold. Når der i henhold til bestemmelserne i 16 skal redegøres for den visuelle påvirkning af omgivelserne, skal lokalplanforslagets redegørelse oplyse om projektets visuelle påvirkning af kystlandskabet, så det er muligt at vurdere forslaget i henhold til det overordnede formål at sikre kystområdernes landskabelige karakter. Oplysning om den visuelle påvirkning af kystlandskabet bør normalt ske ved en visuel gengivelse af kystområderne med det påtænkte byggeri/anlæg. Formen og karakteren af oplysningerne må afhænge af lokaliseringen af lokalplanområdet, områdets karakter og tilknytning til kystlandskabet og hvilket anlæg, der er tale om. Det medfører som hovedregel større krav til oplysningerne, jo tættere lokalplanområdets tilknytning til vandet eller havneområdet er. Kravet om oplysning om den visuelle påvirkning af omgivelserne vil dog i en række tilfælde være opfyldt ved at det i lokalplanforslagets redegørelsesdel dokumenteres, at bebyggelsen/anlægget ikke har visuel påvirkning af kystlandskabet.«

5 2005 side 80 De blå sider Ifølge bemærkningerne til lovforslaget er bestemmelsen indsat i planloven af hensyn til offentlighedens muligheder for at vurdere et lokalplanforslag i et kystnært område, således at offentligheden får bedre mulighed for at deltage i debatten om kystlandskabets anvendelse. Bestemmelsen må derfor betragtes som en væsentlig tilblivelsesforskrift. Nedenfor refereres 2 afgørelser, Naturklagenævnet har truffet om udstrækningen af visualiseringskravet. A. Børkop Kommune havde vedtaget to lokalplaner for dele af Kellers Park - et område på ca. 110 ha, der tidligere rummede en stor institution for psykisk udviklingshæmmede. Området skrånede ned mod den sydøstlige del af Vejle Fjord og rummede ca. 40 eksisterende bygninger. Lokalplanerne omfattede landzonearealer i kystnærhedszonen. Afgørelserne blev påklaget til Naturklagenævnet af beboere i nærheden. Klagerne fandt bl.a., at visualiseringerne i forslagene til de to lokalplaner var mangelfulde eller helt manglede. A1. Den ene lokalplan skulle danne grundlag for ombygning af Mandshjemmet en tidligere institutionsbygning opført omkring til boligformål samt opførelse af 2 nye boligfløje vest for den eksisterende bygning (delområde I). Endvidere skulle planen danne grundlag for udvidelse af Brejning Lystbådehavn til 200 bådpladser og for udvidelse af klubhuset mv. samt for opførelse af ny bebyggelse ved lystbådehavnen til butikker, liberale erhverv (service, administration og restaurant) og enkelte boliger i tilknytning hertil (delområde II). Lokalplanen omfattede desuden et grønt område mellem lystbådehavnen og Mandshjemmet, der fortsat skulle anvendes til natur, park og lignende rekreative formål (delområde III). I redegørelsen til forslaget til lokalplanen var det oplyst, at nye fløjbygninger ved Mandshjemmet ville blive højere end 8,5 m. Udvidelsen af den eksisterende lystbådehavn indeholdt også ny bebyggelse, men den oversteg ikke 8,5 m. Det var endvidere anført, at baggrunden for bygningshøjden på de 2 nye fløjbygninger til mandshjemmet skyldtes ønsket om at skabe en udbygning, der i proportioner svarede til den bestående bygning og som kunne danne en helhed i den nye anvendelse af den samlede bebyggelse. Lokalplanforslagets forside var illustreret med en skitse af Mandshjemmet og de to sidefløje. I planforslaget var der på side 5 en skitse af, hvorledes lokalplanområdet kunne komme til at se ud i fugleperspektiv og på side 11 og kortbilag 3 illustrationsplaner heraf. Der var på side 10 en skitse af»mandshjemmet og en af de nye fløjbygninger«samt på side 15 en skitse af et»miljø fra den nye lystbådehavn«. Herudover var der på side 13 visualiseringer af Mandshjemmet set henholdsvis fra fjorden og mod fjorden med de nye bygninger indsat. Vedrørende Mandshjemmet fandt Naturklagenævnet på baggrund af lovbemærkningerne til 16, stk. 3, at redegørelsen til lokalplanforslaget fyldestgørende begrundede, at bygningshøjden på et kommende byggeri vil overstige 8,5 m samt, at visualiseringerne gjorde det muligt at danne sig et indtryk af, hvorledes den kommende bebyggelse i lokalplanens delområde I (Mandshjemmet) ville påvirke kystlandskabet. Vedrørende lystbådehavnen blev der lagt vægt på, at det i lokalplanforslagets redegørelse for det kommende byggeri alene var oplyst, at bebyggelsen ikke oversteg 8,5 m. Der var en enkelt skitse i fugleperspektiv af, hvorledes det samlede lokalplanområde kunne komme til at tage sig ud og en skitse af et byggeri på havnen set fra et punkt inde i det bebyggede område. Lokalplanforslaget indeholdt ikke en visualisering af havnebebyggelsen og havneudvidelsens påvirkning af kystlandskabet set fra positioner på land nord, syd og vest for havneområdet samt set fra fjorden. Byggeriet på lystbådehavnen lå helt ud til vandet, hvor lovens krav til oplysninger om den visuelle påvirkning af omgivelserne vejer særligt tungt. Naturklagenævnet fandt ikke, at det på baggrund af lokalplanredegørelsens oplysninger ville være muligt at danne sig et indtryk af, hvorledes realisering af lokalplanens muligheder for bebyggelse og anlæg i lokalplanens delområde II ville påvirke kysten og det omgivende kystlandskab. Nævnet fandt således, at lokalplanforslagets redegørelse vedrørende delområde II var mangelfuld. Mindretal på 2 ud af 10 medlemmer. Da Naturklagenævnet ved sin afgørelse fandt, at lokalplanens bestemmelser for delområde II (lystbådehavnen) af andre grunde led af mangler, der var så væsentlige, at lokalplanens bestemmelser for dette delområde måtte ophæves som ugyldige, tog nævnet ikke stilling til, om manglen vedrørende visualiseringen af lystbådehavnen kunne medføre ugyldighed. A2. Den anden lokalplan skulle danne grundlag for opførelse af 10 nye villaer ved Professorboligen der også hørte til den tidligere institution på området - hver med en størrelse på op til 300 m 2, der ville kunne anvendes til bolig og liberalt erhverv. Lokalplanområdet lå midt i parken i en afstand af m fra kysten. I redegørelsen til forslaget til lokalplanen var om byggeri i kystnærhedszonen anført, at der ikke var mulighed for udvidelse af professorboligen eller anden eksisterende bebyggelse i området. Da de 10 nye villaer ikke måtte gives en højde over 8,5 m og samtidig var placeret ind i landskabets beplantning, vurderedes villaerne ikke at indvirke uheldigt eller dominerende på de kystnære landskaber. Lokalplanforslagets forside var illustreret med en skitse af 1-2 villaer placeret et (ubestemt) sted i lokalplanområdet. Der var endvidere i redegørelsen en skitse af 2-3 villaer i området set fra nord. Planen indeholdt desuden på side 11 og som kortbilag 3 en illustrationsplan, der viste, hvor de kommende villaer ville blive placeret. Forslaget rummede ikke anden form for illustration eller visualisering af, hvordan den kommende villabebyggelse ville se ud og præge områdets nuværende udseende. Kommunen havde i sin udtalelse henvist til, at der efterfølgende var fremstillet en række illustrationer visende villabebyggelsens beliggenhed i landskabet. Disse illustrationer var indgået i amtets vurdering af

6 De blå sider 2005 side 81 planen og to af illustrationerne var desuden indsat i den endeligt vedtagne og offentliggjorte lokalplan. Naturklagenævnet bemærkede i den forbindelse, at der i planlovens 16, stk.3, stilles krav til lokalplanforslaget og ikke til den endeligt vedtagne plan. Der kunne derfor ikke lægges vægt på, at kommunen i den vedtagne plan havde indsat en ny side 11, der skulle illustrere den kommende villabebyggelse i parken. Uanset at de pågældende villaer delvist var placeret ind i det kuperede landskab og set fra kysten i sommerhalvåret til dels ville være skjult af træbeplantning, fandt Naturklagenævnet ikke, at kommunen havde dokumenteret, at bebyggelsen ikke medførte en visuel påvirkning af kystlandskabet. Nævnet fandt, at der bl.a. manglede visualiseringer af den mulige bebyggelse set fra parken ovenfor villaerne og fra andre positioner i det omkringliggende parkområde. Endvidere savnedes en visualisering af villaernes påvirkning af kystlandskabet set fra kysten mod land, særligt i vinterhalvåret. Nævnet fandt således, at der i redegørelsen til lokalplanforslaget skulle have været redegjort nærmere for byggeriets visuelle påvirkning af kystlandskabet og at lokalplanforslagets redegørelse var mangelfuld og misvisende. Der blev herved også lagt vægt på områdets beliggenhed i forhold til kysten og afstanden fra anden samlet bebyggelse. Under henvisning til at bestemmelsen i planlovens 16, stk. 3, må betragtes som en væsentlig tilblivelsesforskrift, fandt nævnet efter en samlet vurdering, at manglen var så væsentlig, at kommunens vedtagelse af lokalplanen måtte ophæves som ugyldig. Mindretal på 3 ud af 10 medlemmer. (Afgørelse af 15. marts 2004, j.nr / ) B. Rudkøbing Kommune havde vedtaget en lokalplan for områder til boligformål ved Peløkkevej. Lokalplanen åbnede mulighed for opførelse af 26 boliger i en afstand af m fra kysten. Stort set hele lokalplanområdet var beliggende indenfor strandbeskyttelseslinien. Bebyggelsen var fordelt mellem 2 delområder. I redegørelsen til forslaget til lokalplanen var der om den visuelle påvirkning anført, at påvirkningen af omgivelserne og kystlandskabet var illustreret på redegørelsens side 7. Denne illustration udgjordes af en skitsepræget tegning i ugleperspektiv af bebyggelsen i de 2 delområder. Kommunen havde i sin udtalelse henvist til, at den planlagte bebyggelses visuelle påvirkning af kystlandskabet var illustreret med et luftperspektiv i redegørelsesdelen, og at dette understøttedes af oversigtskort og plantegninger. Naturklagenævnet anførte, at den planlagte bebyggelse lå næsten helt ud til vandet, hvor lovens krav om oplysning af den visuelle påvirkning vejer særligt tungt. Naturklagenævnet fandt ikke, at lokalplankortene og skitsetegningen i fugleperspektiv i lokalplanforslagets redegørelse havde en sådan oplysende karakter, at det på baggrund heraf havde været muligt for offentligheden at danne sig et indtryk af, hvorledes den planlagte bebyggelse ville påvirke kysten og det omgivende kystlandskab. Der manglede bl.a. oplysning om, hvorledes bebyggelsen ville påvirke kystlandskabet, således som dette efter lokalplanens realisering ville kunne opleves fra positioner i gadeniveau (Peløkkevej) og fra stranden ud for bebyggelsen. Det ville endvidere have været hensigtsmæssigt med en visualisering af bebyggelsen set fra Langelandsbroen. Nævnet fandt således at lokalplanforslaget led af en retlig mangel, og at denne mangel måtte anses som væsentlig. Lokalplanen var derfor ugyldig. Mindretal på 3 ud af 10 medlemmer. (Afgørelse af 20. april 2004, j.nr / ) Om lokalplan var ugyldig allerede på grund af manglende præcise kommuneplanrammer og var desuden i strid med regionplanen har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref. Naturklagenævnet Orienterer nr. 324, juli 2004 Egtved Kommune tilvejebragte en lokalplan, der skulle danne grundlag for udvidelse af en eksisterende vognmandsvirksomhed i udkanten af landsbyen Kærbølling i Vejle Ådal. Lokalplanen omfattede ca m2. Den eksisterende vognmandsvirksomhed var beliggende på et ca m 2 stort areal inden for en landsbyafgrænsning, medens den resterende del af lokalplanområdet i henhold til kommuneplanen lå i det åbne land. Lokalplanen åbnede mulighed for ca m2 nybyggeri inden for landsbyafgrænsningen. Kommunen havde endvidere meddelt landzonetilladelse til udvidelsen. Kommuneplanen for Egtved Kommune indeholder afsnit med rammebestemmelser for såvel landsbyer som det åbne land, men med ganske få undtagelser (som ikke omfatter lokalplanområdet) ikke en egentlig opdeling i rammeområder eller nærmere beskrivelse af anvendelsesog bebyggelsesmuligheder for enkeltområder. Området var i regionplanen udpeget som værdifuldt landskab. Af retningslinje 2.6.a Værdifulde landskaber fremgår:

7 2005 side 82 De blå sider»de værdifulde landskaber skal friholdes for bebyggelse og anlæg, der ikke er lokalt nødvendige. Hvor byggeri eller anlæg tillades, skal der ske en nøje tilpasning til landskabet.«vejle Amt nedlagde veto mod lokalplanforslaget, men tilbagekaldte vetoet efter besigtigelse og en konkret vurdering. Amtet udtalte, at udvidelsen var af underordnet betydning for regionplanlægningens formål. Naturklagenævnet traf afgørelse om, at lokalplanen var ugyldig allerede på grund af forholdet til kommuneplanen. Naturklagenævnet fandt endvidere, at lokalplanen var i strid med regionplanen, da en virksomhed som den pågældende ikke kunne anses som lokalt nødvendig, samt at uoverensstemmelsen ikke var af underordnet betydning. Af Naturklagenævnets afgørelse fremgår om forholdet til kommuneplanen: «Det følger af planlovens 13, stk. 1, at en lokalplan ikke må stride mod kommuneplanen og regionplanen. Bestemmelsen udtrykker rammestyringsprincippet, som siden planlovgivningens start har været betragtet som det centrale princip i planlægningssystemet, idet det fastslår, at den mere detaljerede planlægning er begrænset af rammerne i den overordnede planlægning. En forudsætning for vedtagelsen af en lokalplan er, at der, jf. planlovens 11, stk. 5, er fastsat rammebestemmelser i kommuneplanen for det pågældende område. Rammedelen skal både med hensyn til den geografiske afgrænsning af de enkelte delområder og anvendelsen af de enkelte områder være så præcis og entydig, at det umiddelbart fremgår, hvilke bindende lokalplanbestemmelser der vil kunne fastsættes. Kommuneplanens rammebestemmelser for det åbne land er ikke inddelt i rammeområder, og der er i afsnittet om lokalplanlægning intet fastsat om anvendelsen af arealerne, men alene generelle bestemmelser om bygningshøjde, materialer og farver for eventuelt byggeri. I kommuneplanens afsnit om rammer for landsbyer omtales alene vedrørende anvendelsen af ejendommene i landsbyerne, at der kan opføres nye bygninger til boliger, fritid og mindre håndværks- og industrivirksomhed. Det beskrives ikke nærmere i tekstafsnittet, hvor der er mulighed for at opføre de pågældende bebyggelser. Derimod viser angivelserne på kortbilagene anvendelses- og udbygningsmuligheder i de enkelte landsbyer. For landsbyerne kan angivelserne på kortene anses som rammeinddeling og rammebestemmelser med hensyn til muligheder for anvendelse og byggeri i de respektive landsbyer. På kortbilaget for Kærbølling er der ikke anført noget om anvendelsen af det i klagesagen omhandlede område. På den baggrund finder Naturklagenævnet, at der ikke i Kommuneplan 1997 for Egtved Kommune er de fornødne præcise rammer for omhandlede område, der kan danne grundlag for lokalplanlægningen, hverken for den del, der er omfattet af landsbyafgrænsningen, hvor byggeriet skal opføres, eller for den del, der ligger i det åbne land. Lokalplan ER er således tilvejebragt uden kommuneplanmæssig dækning og lider derfor af en retlig mangel. Den retlige mangel må anses som så væsentlig, at lokalplanen allerede af den grund ikke er gyldigt tilvejebragt.«om forholdet til regionplanen bemærkede Naturklagenævnet, at nævnet ikke fandt, at en vognmandsvirksomhed som den omhandlede kan anses som værende lokalt nødvendig i en landsby som Kærbølling. Naturklagenævnet lagde i den forbindelse navnlig vægt på virksomhedens størrelse og karakter. Naturklagenævnet - som havde besigtiget området - fandt, at den påtænkte udvidelse af virksomheden ville bevirke en så væsentlig negativ påvirkning af landskabet, at uoverensstemmelsen ikke kunne anses som værende af underordnet betydning. Naturklagenævnet udtalte herefter, at den ønskede udbygning af vognmandsvirksomheden kun ville kunne ske, såfremt Vejle Amt ændrer regionplanens bestemmelser for området, og Egtved Kommune på grundlag heraf tilvejebringer et kommuneplantillæg med rammebestemmelser og en ny lokalplan for området. Naturklagenævnet ophævede endvidere landzonetilladelsen med henvisning til, at den var meddelt til virkeliggørelse af en ugyldig lokalplan. (Mindretal på 3 ud af 9 medlemmer kunne tilslutte sig amtets vurdering af, at udvidelsen var af underordnet betydning. (Afgørelse af 19. maj 2004, j.nr / og 03-31/ )

8 De blå sider 2005 side 83 Om lokalplan dispensationskompetence har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref. Naturklagenævnet Orienterer nr. 325, juli 2004 Grindsted Kommune havde meddelt dispensation fra en lokalplan for et boligområde til overførsel af et grønt fælles friareal på 156 m 2 til brug for en privat have. En genbo påklagede afgørelsen til Naturklagenævnet. En del af lokalplanens formål var at udlægge interne fælles friarealer for bebyggelsen. Det fulgte af planen, at arealerne imellem boligerne skulle udlægges som græsbeklædte friarealer, jf. lokalplanens 8.3. Det følger af planlovens 19, at en kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Principperne i en lokalplan er navnlig planens formålsbestemmelse og de anvendelsesbestemmelser, der er fastsat ud fra formålet med planen. Fra disse bestemmelser kan der kun dispenseres i meget begrænset omfang. Principperne omfatter også den planlagte struktur, herunder fordeling mellem friarealer og bebyggelsesarealer. Dispensation kan således som udgangspunkt ikke meddeles til indgreb i grønne områder og fælles friarealer. Det omhandlede areal på 156 m2 var beliggende i lokalplanområdets østlige del, grænsende op til et tilstødende lokalplanområde, og følgelig ikke beliggende direkte imellem boliggrupperne. Naturklagenævnet fandt imidlertid, at arealet måtte anses for omfattet af lokalplanens 8.3, selvom det var beliggende i yderkanten af lokalplanområdet. Der var tale om en smal grøn kile på m, der fungerede som en buffer i forhold til bebyggelsen i det tilstødende lokalplanområde. Denne fortolkning var endvidere i overensstemmelse med kommunens egen opfattelse af arealet som et fælles friareal. Naturklagenævnet vurderede herefter, at overførslen af arealet ikke var så ubetydelig, at den kunne gennemføres ved en dispensation. Overførslen krævede en ændring af lokalplanen, og den meddelte dispensation blev ophævet. (Formandsafgørelse af 14. april 2004, j.nr / ) Om gyllebeholdere har Naturklagenævnet truffet afgørelser ref. Naturklagenævnet Orienterer nr. 326, juli 2004 Med ændringen af planloven i 2002 (lov nr. 382 af 6. juni 2002) blev der ændret på reglerne vedrørende opførelse af gyllebeholdere. Bestemmelsen i 36, stk. 2, 2. pkt. og 3. pkt., har følgende ordlyd: «For så vidt angår gyllebeholdere, skal der meddeles tilladelse til en af hensyn til markdriften ønsket placering, medmindre væsentlige hensyn til landskab, natur og miljø samt naboer afgørende taler imod placeringen. En tilladelse skal være betinget af, at gyllebeholderen afskærmes med beplantning, og at gyllebeholderen skal fjernes, når den ikke længere er nødvendig for driften.«før ændringen af planloven var der ikke særskilte regler for gyllebeholdere. Disse var alene som andet landbrugsbyggeri omfattet af krav om landzonetilladelse, hvis bygningen ønskedes opført væk fra hidtidige bebyggelsesarealer. Bestemmelsen i planlovens 36, stk. 2, 1. pkt., om at der kræves landzonetilladelse for så vidt angår beliggenhed og udformning af fritliggende byggeri giver ikke mulighed for generelt at nægte opførelse af erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri på en landbrugsejendom. Praksis for placering af gyllebeholdere i det åbne land var tidligere restriktiv, og navnlig under henvisning til landskabelige forhold skulle beholderne som udgangspunkt lægges i tilknytning til en ejendoms eksisterende bygninger. Det krævede en særlig begrundelse at fravige denne hovedregel. Bestemmelsen i 36, stk. 2, 2. pkt. er udformet som en hovedregel med en tilknyttet undtagelsesmulighed. Efter formuleringen:».. der skal meddeles tilladelse til en af hensyn til markdriften ønsket placering..«, er hovedreglen den, at der skal meddeles tilladelse til en ønsket placering, såfremt dette er begrundet i driftsmæssige forhold. Landzonemyndighedens vurdering vedrører især anden del af 2. pkt. i 36, stk. 2 -».. medmindre væsentlige hensyn til landskab, natur og miljø samt naboer afgørende taler imod placeringen.«det skal således vurderes, om der er væsentlige hensyn, der taler afgørende imod

9 2005 side 84 De blå sider placering af en fritliggende gyllebeholder, hvorved der skal meddeles afslag i strid med hovedreglen. Med hensyn til landskab og natur må væsentlige hensyn navnlig vedrøre forhold, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens bestemmelser. Herudover må også særlige landskabs- og naturområder i planlægningen være omfattet. Forudsætningen om, at der er væsentlige hensyn til landskab og natur vil i almindelighed være opfyldt inden for de sidstnævnte områder. Spørgsmålet er herefter, om et væsentligt hensyn til f.eks. landskabet taler afgørende imod en ønsket placering af en gyllebeholder. Denne vurdering må som altid fortages konkret og bl.a. indeholde en vurdering af i hvilken grad det pågældende landskab eller natur skæmmes af gyllebeholderen. Naturklagenævnet har truffet to afgørelser fra Sønderborg Kommune vedrørende opførelse af fritliggende gyllebeholdere i områder med væsentlige landskabelige interesser. I begge sager har Naturklagenævnet stadfæstet kommunens tilladelse. A. Sønderborg Kommune havde meddelt landzonetilladelse til opførelse af en gyllebeholder ca. 300 m fra de eksisterende driftsbygninger og ca. 600 m fra Flensborg Fjord. Ejeren af en ubebygget nabogrund klagede over afgørelsen. Hele den omhandlede landbrugsejendom er omfattet af fredningen af området omkring Dybbøl. Endvidere er hovedparten af ejendommen udpeget til værdifuldt kystlandskab i regionplanen for Sønderjyllands Amt. Forud for kommunens afgørelse havde Fredningsnævnet for Sønderjyllands Amt dispenseret fra fredningen til opførelse af gyllebeholderen. Sønderborg Kommune, der tidligere havde meddelt afslag til en anden placering på ejendommen, begrundede afgørelsen med, at den tilladte placering bedst ville tilgodese områdets landskabelige værdier, bl.a. på grund af den eksisterende beplantning på øst-, syd og vestsiden af beholderen. Der blev endvidere stillet vilkår om yderligere beplantning. Naturklagenævnet udtalte:»en gyllebeholder på arealerne syd for Flensborg Landevej vil komme til at ligge inden for det fredede område og i et område, der i regionplanen er udpeget som værdifuldt kystlandskab. I et sådant område gælder som udgangspunkt, at der skal tages væsentlige hensyn til landskabet. Naturklagenævnet finder imidlertid ikke - sådan som bestemmelsen i 36, stk. 2, 2. punktum er udformet at hensynet til landskabet taler imod den ønskede placering med en sådan vægt i det konkrete tilfælde, at der er grundlag for at ændre kommunens tilladelse til et afslag. Det forhold, at gyllebeholderen placeres tæt på klagers (ubebyggede) ejendom kan ikke føre til et andet resultat. Ved vurderingen af de landskabelige hensyn lægger nævnet vægt på, at Fredningsnævnet for Sønderjyllands Amt har besigtiget ejendommen og truffet afgørelse om, at en placering af beholderen som ansøgt ikke er i strid med fredningens formål.«naturklagenævnet stadfæstede herefter Sønderborg Kommunes landzonetilladelse. (Afgørelse af 19. april 2004, j.nr / ) B. Sønderborg Kommune havde meddelt landzonetilladelse til opførelse af en gyllebeholder umiddelbart uden for strandbeskyttelseslinjen langs med Augustenborg Fjord i et område, der i regionplanen for Sønderjyllands Amt er udlagt til værdifuldt landskab. De eksisterende driftsbygninger var beliggende tættere på fjorden. En nabo til den omhandlede landbrugsejendom klagede over tilladelsen. I klagen blev det bl.a. gjort gældende, at kravet om»en af hensyn til markdriften ønsket placering«ikke var opfyldt. Naturklagenævnet indhentede yderligere oplysninger til belysning af dette klagepunkt. Naturklagenævnet udtalte:»efter det af ansøger oplyste om årsagen til placeringen af gyllebeholderen lægger nævnet til grund, at der er tale om en af hensyn til markdriften ønsket placering. Et flertal på 7 af Naturklagenævnets medlemmer finder - sådan som bestemmelsen i 36, stk. 2, p. punktum er udformet ikke at hensynet til landskabet samt natur, miljø og naboer taler imod den ønskede placering med en sådan vægt i det konkrete tilfælde, at der er grundlag for at ændre kommunens tilladelse til et afslag.«mindretal på 3 ud af 10 medlemmer. (Afgørelse af 19. april 2004, j.nr / )

10 De blå sider 2005 side 85 Om afslag til udskiftning og udvidelse af sommerhus inden for strandbeskyttelseslinien har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref. Naturklagenævnet Orienterer nr. 327, juli 2004 Nordjyllands Amt havde meddelt afslag til dispensation fra naturbeskyttelseslovens 15, stk. 1, (strandbeskyttelseslinien) til at nyopføre et sommerhus på 40 m2 og samtidig udvide dette med ca.12 m 2. Ansøgeren påklagede afgørelsen til Naturklagenævnet. Ejendommen der var beliggende på Læsø udgjorde ca. 0,6 ha og var bebygget med et sommerhus på ca. 40 m 2 samt et udhus på ca. 10 m2. Ejendommen lå på et strandareal adskilt fra et bagvedliggende sommerhusområde af en vej. I regionplanen var området udlagt som regionalt kystlandskab, der som hovedregel skulle friholdes for byudvikling, større tekniske anlæg, ferie- og fritidsanlæg m.v. Amtet havde fundet, at den ansøgte nedrivning og genopførelse af sommerhuset var så omfattende, at det måtte sidestilles med en nyopførelse. Klageren gjorde navnlig gældende, at sommerhuset ønskedes moderniseret og udvidet med henblik på tidssvarende toilet/baderum mv. Den nødvendige renovering af ejendommen kunne foretages sektion for sektion, men klageren fandt det mere hensigtsmæssigt at udskifte det hele på én gang. Naturklagenævnet udtalte bl.a.:»naturbeskyttelseslovens 15, er en restriktivt administreret forbudsbestemmelse, som generelt skal sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder for bebyggelse m.v. I følge naturbeskyttelseslovens 65, stk. 3, kan der kun i særlige tilfælde gøres undtagelse fra 15. En dispensation kan dog meddeles, hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne. Efter nævnets praksis kan der efter en konkret vurdering meddeles dispensation fra 15 til efter nedrivning at opføre et tilsvarende nyt hus, forudsat det eksisterende hus ikke er så forfaldent, at det ikke repræsenterer nogen værdi af betydning. Det nye hus skal opføres med omtrent samme placering, størrelse og karakter som det gamle hus. Nævnet har ved ansøgning om udvidelse af meget små huse med henblik på modernisering af sanitære forhold tiltrådt dispensation til en begrænset tilbygning med henblik på indretning af bad, wc m.m. Dette er sket efter en konkret vurdering, hvor der udover størrelsen af det eksisterende hus er taget hensyn til karakteren af det område, hvor sommerhuset ligger. Klageren ønsker at nedrive et sommerhus på ca. 40 m 2 og erstatte det med et nyt sommerhus på samme placering, men med en udvidelse til 52 m 2. Nævnet finder ikke, at et sommerhus på 40 m 2 er omfattet af den lempeligere praksis vedrørende meget små huse. Hertil kommer, at der på ejendommen yderligere findes et udhus på 10 m2. Sommerhusets placering ud mod havet på strandarealet vest for vejen og isoleret fra den øvrige sommerhusbebyggelse i området taler konkret imod en udvidelse. Ved ombygning/genopførelse af sommerhuset bør der således ikke gives mulighed for andet end en ubetydelig udvidelse.«nævnet fandt samlet set ikke, at der var tale om et sådant særligt forhold, at den restriktive praksis burde fraviges og stadfæstede amtets afslag. Nævnet tilkendegav samtidig, at man efter omstændighederne ville være indstillet på at stadfæste en tilladelse til udskiftning af det eksisterende sommerhus med et nyt sommerhus på samme placering og af samme karakter og udseende som det eksisterende hvor der i forbindelse med nyopførelsen skete en udvidelse med max. 4 m 2. (Afgørelse af 29. juni 2004, j.nr / )

11 2005 side 86 De blå sider Om ophævelse af fredskovspligt med henblik på anvendelse til sommerhusgrunde har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref. Naturklagenævnet Orienterer nr. 328, juli 2004 Fussingø Statsskovdistrikt havde meddelt tilladelse til ophævelse af fredskovspligten på et 1,7 ha stort areal beliggende i forbindelse med et sommerhusområde ved kysten i Ebeltoft Kommune. Afgørelsen blev påklaget til Naturklagenævnet af Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité. Ansøgeren Ebeltoft Kommune - ønskede at anvende arealet til sommerhusgrunde som skitseret i en bygningsvedtægt fra Statsskovdistriktet havde som begrundelse for afgørelsen henvist til, at arealet i forbindelse med fastlæggelse af strandbeskyttelseslinjen blev undtaget fra denne netop med henvisning til, at området var udlagt til sommerhusområde. På den baggrund fandt distriktet, at der kunne meddeles tilladelse til ophævelse af fredskovspligten på vilkår om udlæg af erstatningsskov. Naturklagenævnet udtalte bl.a.:»fredskovspligt er ifølge skovlovens 3 en permanent reservation af arealer til skovbrugsformål. Dog kan fredskovspligten efter 9, stk. 1, ophæves på et areal, der ikke er egnet til god og flersidig skovdrift, eller som ønskes anvendt til andet. Praksis for ophævelse af fredskovspligt er restriktiv. Såfremt det ønskede anlæg m.v. kan placeres uden for fredsskov, meddeles der normalt ikke tilladelse til ophævelse af fredsskovspligten.»nævnet udtalte herefter:»der er tale om et areal, som har været fredskov i mere end 100 år og som er del af et samlet skovområde, der har landskabelige og rekreative kvaliteter som kystskov. Flertallet finder endvidere, at hverken planlægningen eller det forhold, at strandbeskyttelseslinjen er ført udenom arealet, i sig selv giver tvingende grunde til at tillade fredskovspligten ophævet. Der er heller ikke i øvrigt anført særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af den restriktive praksis.«naturklagenævnet ændrede herefter tilladelsen til et afslag. Mindretal på 1 ud af 8 medlemmer. (Afgørelse af 29. juni 2004, j.nr /FU-0002) Om etablering af anlæg i landzone krævede lokalplan har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelser ref. Naturklagenævnet Orienterer nr. 329, september 2004 Efter planlovens 13, stk. 2, skal der tilvejebringes en lokalplan, før der gennemføres større bygge- eller anlægsarbejder. Formålet med bestemmelsen er bl.a. at sikre, at det enkelte projekt bliver vurderet i en større planmæssig sammenhæng, og at interesserede borgere og berørte myndigheder får mulighed for at øve indflydelse på planlægningen. Efter planlovens 35, stk. 2, kan der ikke meddeles landzonetilladelse til et lokalplanpligtigt projekt før efter offentliggørelsen af en endeligt vedtaget lokalplan. I de nedenfor refererede afgørelser havde kommunen meddelt tilladelse efter planlovens 35 til etablering af de ansøgte anlæg i landzone. Naturklagenævnet ophævede landzonetilladelserne under henvisning til, at de pågældende anlæg ikke kunne etableres uden forudgående lokalplanlægning. A. Sæby Kommune havde meddelt landzonetilladelse til etablering af et biogasanlæg. Amtet og en nabo påklagede afgørelsen til Naturklagenævnet. Amtet gjorde bl.a. gældende, at anlægget var en selvstændig erhvervsvirksomhed, og dermed ikke en driftsbygning, som var erhvervsmæssigt nødvendig for ejendommens landbrugsdrift. Anlægget havde, efter amtets opfattelse et sådant omfang og udformning, at

12 De blå sider 2005 side 87 det måtte betragtes som et industri-/teknisk anlæg, der burde lokaliseres i et område, der var udlagt til formålet gennem planlægning. Naturklagenævnet udtalte bl.a.:»der er i de senere år fremkommet flere ansøgninger om etablering af biogasanlæg. Anlæggene skal medvirke til energi- og eller varmeforsyning og samtidig gøre det muligt for husdyrproducenterne at bortskaffe gyllen. Det er landbrugets gylleproduktion, der er basis for etablering af biogasanlæg, og nævnet finder, at der med en vis vægt kan argumenteres for, at anlæg af denne karakter placeres i de områder, hvorfra gyllen leveres, d.v.s. i landzone. På den anden side skal der ske en transport af gylle m.v. til anlægget, og det kan ikke udelukkes, at der kan findes en mere optimal placering end den valgte, f.eks. i et område udpeget i region- og kommuneplanen til beslægtede anlæg. Ved de første anlæg af denne karakter har myndighederne på baggrund af de ansøgte placeringer og anlæggenes størrelse som hovedregel vurderet, at anlæggene kunne etableres på baggrund af en landzonetilladelse. I takt med ønskerne om flere eller større anlæg rejser spørgsmålet sig, om der, som anført af klagerne i denne sag, bør kræves nærmere planlægning forud for placering af nye biogasanlæg.«-----»ved fortolkningen af udtrykket»større«(byggeog anlægsarbejder) skal der ifølge forarbejderne til bestemmelsen lægges hovedvægt på, om byggeriet vil medføre væsentlige forandringer af det bestående miljø. Det indebærer, at der skal foretages en konkret vurdering af projektets konsekvenser i det pågældende område. Selve omfanget af projektet spiller en vigtig rolle, men hertil kommer projektets konkrete, visuelle, funktionelle og miljømæssige konsekvenser i øvrigt, bedømt i forhold til det eksisterende områdes karakter. Det er i den sammenhæng uden betydning, om projektet i og for sig kan siges at indebære en forbedring af miljøet, når den ændring, som projektet vil medføre, må anses som væsentlig. Det ansøgte biogasanlæg vil medføre opførelse af en række bygninger på tilsammen ca. 860 m2 samt 11 siloer i varierende højde (op til 15 m) og diameter (op til 18 meter) og vil beslaglægge ca m2. Formålet med anlægget er at levere energi på basis af gylle m.v. Fra den ejendom, hvor anlægget ønskes placeret, skal der årligt tilføres dette ca m3 gylle. I øvrigt forventes årligt tilført anlægget ca m3 gylle fra op til 10 forskellige ejendomme, som i princippet ikke behøver at ligge i nærheden af anlægget. Anlægget ønskes placeret på en ejendom i et naturområde. Der er ikke mange beboelser i området, men dog mindre end 800 m til den nærmeste landsby. Efter det oplyste om byggeriets størrelse og anvendelse sammenholdt med områdets landskabelige værdi finder Naturklagenævnet, at det ansøgte biogasanlæg vil medføre så væsentlige ændringer i det bestående miljø, at det ikke bør etableres i kraft af en tilladelse efter planlovens 35, men forudsætter tilvejebringelse af en lokalplan i h.t. planlovens 13, stk. 2.«Naturklagenævnet ophævede derefter kommunens landzonetilladelse. (Afgørelse af 27. juni 2004, j.nr / ) B. Hjørring Kommune havde meddelt landzonetilladelser til opførelse af en række bygninger (i alt ca m2) samt etablering af ca. 40 parkeringspladser på et kaserneområde. Amtet påklagede afgørelserne til Naturklagenævnet. Kasernen lå i landzone - op til byzone - i et område, der i kommuneplanens rammer var udlagt til offentlige formål. Kommunen, som havde haft til hensigt at udarbejde lokalplan for området, havde i forbindelse med en kommende revision af kommuneplanen oplyst amtet om, at det ikke længere var hensigten at overføre området til byzone, og at fremtidigt byggeri burde ske ved landzonetilladelser. Kommunen havde ikke forud for landzonetilladelsen indhentet udtalelse fra amtet eller foretaget nabohøring efter planlovens 35, stk. 4 og 5, ligesom kommunen havde ikke fundet, at det ansøgte havde en sådan offentlig interesse, at det kunne udløse lokalplan. Naturklagenævnet bemærkede i afgørelsen bl.a., at hovedhensynene bag lokalplanpligten er at sikre at større projekter vurderes i en bredere planmæssig sammenhæng og at offentligheden gives medindflydelse på planlægningen. Endvidere udtalte nævnet, at det er antaget i praksis, at der gælder en ret vidtgående lokalplanpligt ved bygninger til offentligt formål. Under henvisning hertil, og til at der var tale om et samlet projekt, hvor der udover etablering af 40 parkeringspladser, skulle opføres en række bygninger på i alt ca m² i landzone og helt tæt op til byzone, ophævede nævnet kommunens landzonetilladelser. (Afgørelse af 19. maj 2004, j.nr / )