Strategisk udviklingsplan Høje Taastrup Kommune

Transkript

1 Strategisk udviklingsplan Høje Taastrup Kommune Social analyse Indholdsfortegnelse SOCIAL ANALYSE... 1 UDSLAGSGIVENDE FAKTORER I UDSATTE BOLIGOMRÅDER... 2 Konjunkturer... 2 Til- og fraflytning... 2 Sociale indsatser... 3 PRINCIPPER... 3 Forebyggelsestrekanten... 3 UDFORDRINGER... 4 RESSOURCER OG POTENTIALER... 6 ANBEFALINGER... 7

2 Udslagsgivende faktorer i udsatte boligområder Der er et vedvarende fokus på effekterne af sociale indsatser i udsatte boligområder og en kritik af, at der sjældent kommer særligt synlige resultater af de enkeltstående indsatser på kort sigt. Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at de sociale indsatser spiller ind i en større kontekst, hvor eksempelvis konjunkturer og til- og fraflytning har en langt større indflydelse på beboersammensætningen og dens evne til selvforsørgelse end de sociale indsatser. Konjunkturer Den væsentligste faktor, som påvirker tallene i udsatte boligområder, er konjunkturerne i samfundet. Hvis der er høj beskæftigelse i det omkringliggende samfund, er der flere, som kommer i arbejde - også i de udsatte boligområder. Ligeledes er det nemmere at tiltrække private samarbejdspartnere til investeringer i og omkring de udsatte boligområder i opgangstider. Dermed kan man rykke mere på både selvforsørgelse og finansieringsmodeller til renovering, fortætning eller ændring af bystrukturer under en højkonjunktur. Til- og fraflytning Den næstmest betydningsfulde faktor for beboersammensætningen er til- og fraflytning. Boligmarkedet favoriserer helt generelt ejerboliger. Der er en rente- og en opsparingsfordel ved at købe en ejerbolig, men det kræver en stabil indtægt og en startkapital. Der er en boligsocial forpligtelse i almen sektor, hvorfor man skal påregne, at der vil være en større procentdel udsatte beboere i disse områder under alle omstændigheder. Adgang til privat udlejning kræver netværk og er i nogle tilfælde en gråzone, hvor pris og kvalitet ikke følges ad. Endelig er der lange ventelister på de attraktive afdelinger, som igen gør, at det er umuligt for beboerne at flytte til andre områder. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvem man lejer ud til, og hvem giver man adgang til området gennem boliganvisningen. Er det muligt at være særlig målrettet i forhold til udlejning, så man i italesættelsen af et område henvender sig til bestemte typer af boligsøgende? Den fleksible udlejningsregel har en række fordele: med de regler kan man i anvisningen af boliger sikre, at der ikke flytter folk ind i udsatte boligområder, medmindre de er under uddannelse eller i arbejde. I helhedsplanen i Gellerup rev man en række blokke ned, men fandt samtidig ud af, at de beboere, som ikke er under uddannelse eller i arbejde, ikke kan flytte til andre afdelinger i nærheden, hvis de afdelinger også anvender den fleksible udlejningsregel. Det kan betyde, at man stavnsbinder udsatte beboere til den afdeling, som de nu en gang bor i - også selvom de har et ønske om at flytte et andet sted hen. Der er behov for at kunne anvise boliger over et større område og i flere afdelinger. Der er allerede indsatser i gang på det område i HTK. Desuden bør man ikke kigge på et alment boligområde isoleret set, men som en del af en samlet bydel. Mekanismerne for boligtildeling i almene afdelinger giver i sig selv en skæv

3 social balance, men hvis afdelingen er en integreret del af større en bydel, betyder det ikke meget. Der er også indsatser i gang i den retning med de kvartersdannelser, som beskrives i Nyt Fokus. Sociale indsatser De sociale indsatser har relativt lille indflydelse på kort sigt i områderne. De rammer i første omgang Tordenskjolds soldater - de mennesker, der på en ene eller anden måde fungerer som ressourcer i områderne (ildsjæle, frivillige, osv.). Ofte kigger man på at løse udfordringer på individniveau i stedet for at være områdeorienteret, og ligeledes er der sjældent et fællesskab i mål og handlinger mellem tiltag fra NGOer, foreninger, boligorganisationer og kommune. Den individorienterede tilgang giver mulighed for at dokumentere resultater på kort sigt (Ali kom i gang med et fritidsjob, etc.), men får ikke fat i de egentlige problemer i områderne. Når de unge hænger på gaden og laver ballade, er det ikke de unge i sig selv, der fejler. De laver fællesskaber ud fra de muligheder, de har, og et dårligt fællesskab er bedre end intet fællesskab. Man skal derimod kigge på forældrene, på fritidstilbuddene, på skolestrukturer - og ikke mindst på hver enkelt ung som en del af et større netværk af venner, familie, klassekammerater, lærere, pædagoger, trænere mm. Der er mange ressourcer til rådighed i området, og de skal koordineres og udnyttes rigtigt - ellers vil de ikke alene have begrænset effekt - de vil også modarbejde hinanden. Målet er bæredygtige løsninger, der på områdets egne præmisser sikrer, at voksne har tilknytning til fællesskabet og arbejdsmarkedet, og at unge klarer sig godt i forhold til uddannelse og beskæftigelse. Principper Der gælder nogle ganske enkle principper for, hvordan socialt arbejde fungerer. Man kan gøre det på tre måder: hurtigt, bæredygtigt eller billigt. Men man kan kun vælge to af dem sammen. - det bæredygtige og billige vil ikke være hurtigt - det hurtige og bæredygtige vil ikke være billigt - det hurtige og billige vil ikke være bæredygtigt I Aarhus Kommune har man i flere årtier arbejdet ud fra en simpel model, der kaldes forebyggelsestrekanten. Modellen er specielt målrettet børn og unge som en visualisering af, hvordan man kan undgå, at de lander i udsathed. Men den kan i princippet overføres til alle aldersgrupper. Forebyggelsestrekanten

4 Man inddeler de unges omverden i tre zoner: Den forebyggende, som handler om at understøtte de almindelige funktioner i samfundet, som får de brede fællesskaber blandt børn og unge på rette vej: forældre, daginstitutioner, skole, foreningsliv mm. Den foregribende, som hjælper grupper af børn og unge, der har det svært i forskellige sammenhænge. Det kan være særlig vejledning, specialundervisning, ungdomsklubber, gadeplansarbejde mm. Den indgribende, hvor kommunen påtager sig en myndighedsopgave og griber indover for individer med familieindsatser, individuelt tilrettelagte forløb og tæt samarbejde med politi og kriminalforsorg. Målet er at skubbe så meget aktivitet ud i det grønne område, hvor forældre, foreninger og almindelige institutioner leverer et så robust indhold, at de unge kan se sig selv i det og dermed aldrig lander i den gule eller den røde zone. Det handler med andre ord om at opbygge mere kapacitet i lokalsamfundet, så det kan løse sine egne udfordringer på sigt. Det handler om at få skabt stærke foreninger i lokalområdet, som leverer gode, relevante fritidsaktiviteter for børn og unge, og det handler om at tydeliggøre forældreopgaven for forældrene, så det bliver aktive bidragydere i forhold til deres børns skolegang, uddannelse og fritidsliv. Udfordringer Data for de tre udsatte områder i Høje Taastrup Kommune adskiller sig på nær et par

5 punkter i Gadehavegaard 1 og Taastrupgaard 2 ikke væsentligt fra de øvrige udsatte boligområder i Danmark. I de udsatte boligområder vidner data om, at der i høj grad mangler det, der får den grønne trekant til at vokse, nemlig voksenkapacitet - de faktorer, der gør forældre i stand til at levere opbakning til børn i form af fritidsaktiviteter og opbakning til uddannelse. I et "normalt" boligområde vil ca % være i det grønne område, og 5-15 pct. være i det gule, mens der altid er en rest på fem pct., der er i det røde område - det er folk med svære diagnoser mm. I HTKs udsatte boligområder er mange børn i forhold til antallet af voksne, og det er svage voksne uden uddannelse og tilknytning til samfund eller arbejdsmarked osv. Der er endda en bemærkelsesværdigt lav uddannelsesgrad, både blandt unge og voksne. Det har ikke været muligt at trække en tilsvarende analyse ud af de forhåndenværende tal, men et kvalificeret slag på tasken er, at ca % er i det grønne område i de udsatte boligområder i HTK - og dermed tilsvarende flere i den gule og røde zone. Det kan kort summeres op således: Mange voksne uden for arbejdsmarkedet (pånær TG) Lav uddannelsesgrad Skæv sundhedssammensætning Mange børn i forhold til voksne Få og ustrukturerede civile fritidstilbud 3 Fritidstilbud meget afhængige af sociale tilbud Lav tryghed De få voksne laver få og uorganiserede fritidstilbud og er klientiserede, forstået på den måde, at de er vant til, at kommunen, boligselskabet eller andre løser forskellige udfordringer i dagligdagen for dem. De afventer derfor også, at de mange professionelle tilbud i områderne løser fritidsopgaverne for området. De boligsociale indsatser har alle formuleret en række mål, både inden for en 1 Gadehavegaard har tidligere haft et markant lavere tryghedsniveau i Politiets Tryghedsindeks. Denne udfordring er på relativt kort tid løst gennem en særlig opsøgende politiindsats, overvågningskameraer og en bedre koordination mellem øvrige indsatser. 2 I Taastrupgaard er der en højere beskæftigelsesgrad end i de andre områder. Det er primært lavtlønnet, ufaglært arbejde. Medarbejderne i området peger på, at der tidligere har været en fokuseret beskæftigelsesindsats i området, som har gavnet. 3 Get2Sport i Gadehavegaard undtaget

6 fælleskommunal strategisk ramme, men også på operationelt niveau i forhold til en række målgrupper. Det er dog påfaldende, at målene for eks. børn og unge ikke er synkroniseret og koordineret mellem eks. boligsocial indsats, foreninger og skole/daginstitutioner. Ligeledes er det påfaldende, at de lokale samarbejdsaftaler mellem eks. skole og boligsocial indsats bliver indgået på baggrund af lokalt kendskab og energi uden strategisk opbakning fra hverken boligforening eller kommune. Det bør være muligt at lave nogle mere forpligtende fælles aftaler både på operationelt og strategisk niveau. Der er også et manglende lokalt ejerskab til visionerne i eks. Nyt Fokus. Organiseringsformen i de almene boligforeninger gør, at lokalt ejerskab er en fuldstændig afgørende faktor for fremdriften, når man vil realisere visionerne. Ressourcer og potentialer Den særlige ekstra indsats, man for år tilbage lavede i Taastrupgaard gør, at området den dag i dag har en bedre beskæftigelse end de fleste andre udsatte boligområder i Danmark. Det viser, at det kan lade sig gøre at flytte et område, når indsatsen er målrettet nok, og ressourcerne er der til at gøre det. Den boligsociale leder i området udtalte bl. a., at "Somalierne fra Aalborg flytter til Taastrupgaard for at få arbejde." Den meget positive udvikling, der har været i tryghedsindekset i Gadehavegaard på få år viser også, at det betaler sig at gøre en ekstra indsats. Det er altså ikke umuligt at skabe resultater - også varige - i lokalområderne, specielt når flere parter går sammen om et indsatsområde. Der er et sort engagement blandt (få) ildsjæle, som bl.a. får en begivenhed som Gadehavegaardfestivalen til at være et omdrejningspunkt for samarbejde mellem frivillige, kommunale og boligsociale indsatser, der er grobund for mange andre aktiviteter. Det er ressourcekrævende for bl.a. de professionelle, men også givende på mange andre områder, idet de opståede relationer kan bidrage til at skabe øget fællesskab på længere sigt. Der er mange professionelle ressourcer til rådighed. Ekstra normering i skoler, daginstitutioner, driftspersonale og de boligsociale indsatser burde rigeligt kunne opveje, at de voksne i områderne har udfordringer. En bedre koordination, fælles mål, ejerskab til udfordringerne og et ledelsesmæssigt fokus på samarbejde om helheden vil virkelig kunne gøre underværker her. Ligeledes er der mange lokaler, som benyttes mindre eller uhensigtsmæssigt i forhold til behovet i området. Når beboerhuset i Gadehavegaard er reserveret til kontorlokaler for afdelingsbestyrelsen, når kælderlokalerne er utrygge at benytte osv. er man faktisk med til at forhindre et mangfoldigt og aktivt fritidsliv i områderne. Der er et stort ejerskab til området. Folk er glade for at bo der. En antropologisk undersøgelse af, hvilke faktorer, der skiller sig ud for beboerne, vil hjælpe til at forstå

7 områdets kerneværdier og dermed også til at styrke beboernes lokale engagement i området. Der er en stor fritidskapacitet. Når folk er uden for arbejdsmarkedet, har de meget fritid. Der er masser af undersøgelser, som dokumenterer, at fællesskaber skaber sundhed og trivsel. Det er derfor oplagt at fokusere mere på at aktivere og skabe sunde, beboerdrevne fællesskaber gennem eks. udlån af attraktive lokaler, understøttelse af aktivitetsudvikling fra skoler og boligsociale indsatser mm. Det sker allerede i et vist omfang, men det kan gøres meget mere målrettet. Der er en politisk og administrativ opmærksomhed fra både boligorganisationer og kommune på, at det skal lykkes at løfte områderne. Det er et kæmpe plus, og de allerede etablerede strukturer med 17.4-udvalg, nyt fokus, kvartersbestyrelser mm. er rigtig gode skridt på vejen. Et øget fokus internt i kommune og boligorganisationer på at skabe fælles mål for drift, institutioner, boligsociale indsatser, foreningsunderstøttelse mm. vil give et stort boost i den rigtige retning. Desuden er der en generel højkonjunktur, som også smitter af på områderne i form af øget beskæftigelse og mulighed for at lave fremskudte beskæftigelsesindsatser. I den forbindelse vil det give mening at engagere erhvervsuddannelser og erhvervsliv i eks. uddannelse af ITpersonale, da der er stor efterspørgsel på denne type kvalifikationer, og mange lokale virksomheder arbejder i dette felt. Anbefalinger Der er ikke noget endegyldigt quickfix, men der er masser af muligheder i at gøre følgende: En mere konkret antropologisk analyse af, hvad der virker i lokalområdet. Det giver et øjebliksbillede, men samtidig giver det også nogle anledninger til at drøfte, hvordan visionerne kan realiseres i øjenhøjde - mellem beboere og eks. kommunale politikere og embedsmænd. Et fælles koordinerende forum for hvert af områderne, hvor ledere med personaleansvar mødes løbende og koordinerer, følger op på fælles mål og leverer ind til kvartersbestyrelserne. Løbende koordinerende møder kvartalsvis med lokalområdet, hvor foreninger, afdelingsbestyrelser, politi, kommunale enheder, boligforeningens driftchef og boligsociale indsatser orienterer hinanden om status i området og drøfter mulighederne. Tænke nært, når det fjerne skal nås. De beboerdemokratiske processer er komplekse og tager tid. De kan gå i stå, når det opleves, at eks. kommune eller boligforening trækker ting ned over hovedet på dem. Det er vigtigt at sikre en smidig kommunikation og passende høringsstrukturer, så i øvrigt gode strategiske tiltag ikke drukner i trodsighed.

8 Der skal være sammenhæng mellem de politiske visioner og de konkrete handlinger. Etablering af en ny skole ved sammenlægning af to udsatte skoledistrikter taler eksempelvis imod de gode erfaringer, man har fra The London Challenge, hvor man løftede Londons udsatte skoler ganske meget med en fusion af stærke og svage skoledistrikter. Når Gadehavegaard indlemmes i et videnskvarter på strategisk niveau og det lokale bibliotek samtidig lukkes, kan det også skabe et indtryk af manglende sammenhæng mellem de forskellige niveauer af beslutningstagere. Der er givetvis gode argumenter for begge dele, men sammenhængen er ikke tydelig for de parter, der er berørt af det. Generelt skal der tænkes i kapacitetsopbygning - både i kommune, boligorganisation og lokalområder. Det er vigtigt, at alle dele af organisationerne er lærende, så de ikke kun tænker i at løse umiddelbart opståede problemer, men også inviterer til fælles refleksion over, hvordan de eksisterende rammer bidrager til at fastholde nogle af problemerne. Der er masser af faldgruber: - en politiker frygter at lande på forsiden pga. en modig, men upopulær beslutning - en afdeling i kommunen modarbejder initiativer fra en anden afdeling pga. manglende indsigt - en lokal medarbejder er bange for at blive overflødig og miste sit job - den lokale foreningsformand er bange for at miste en haltid - de lokale unge ved, at de får et eller andet tilbud om adspredelse, hvis de laver ballade nok Den slags mønstre er med til at fastholde aktørerne i nogle positioner, der er med til at opretholde status quo. Derfor er refleksionen over, hvordan man gør hver del af det samlede billede stærkere i et fællesskab, en meget væsentlig faktor. Medarbejderne skal ikke løse opgaver, som er indlysende civilsamfundsopgaver, etc. Der skal tænkes klogt i inddragelse på forskellige niveauer. Hvor er spillerne, hvad er deres vigtigste budskaber og hvordan kommer de med i det samlede billede?