I skyggen af et folkedrab

Transkript

1 I skyggen af et folkedrab Rwanda ti år efter T i d s s k r i f t f o r i n t e r n a t i o n a l e s t u d i e r DIIS - København DEN NY VERDEN 2004:2 I skyggen af et folkedrab 1

2 Martin Mennecke og Elisabeth Moltke Darfur et nyt Rwanda? Blot få måneder efter det internationale samfund i april 2004 i anledning af tiåret for folkedrabet i Rwanda erkendte sit omfattende svigt og forsikrede om, at en sådan katastrofe aldrig måtte ske igen, står det endnu engang i vildrede overfor en voldelig konflikt og humanitær katastrofe i Afrika - denne gang i Sudans vestlige provins Darfur. Umiddelbart efter mindehøjtidelighederne for Rwanda reagerede adskillige medier ved at udråbe krisen i Darfur til et Rwanda i slow motion eller til at have potentiale for at blive et nyt Rwanda. Betegnelsen et nyt Rwanda skulle vise sig på mange måder at være sand; ikke så meget på grund af konfliktens omfang og karakter, men snarere de fejl det internationale samfund siden 1994 havde lovet aldrig at begå igen. Fra undvigelse til undersøgelse folkedrab i amerikansk udenrigspolitik Den amerikanske regering igangsatte i juni 2004 en officiel undersøgelse for at afgøre, hvorvidt situationen i Darfur kunne betegnes som et folkedrab et klart kursskift i forhold til den Rwanda-politik USA førte i 1994, hvor Clinton-administrationen med alle midler forsøgte at undgå begrebet folkedrab. Den 9. september 2004 konkluderede den amerikanske udenrigsminister Colin Powell på baggrund af den amerikanske undersøgelse, at der rent faktisk foregik folkedrab i Darfur en udtalelse, der med det samme blev dækket massivt af verdenspressen og siden blev hyldet som et historisk skridt af menneskerettighedsforkæmpere og folkedrabsforskere. Siden 1948, da man vedtog FN s folkedrabskonvention, havde ingen statsleder på internationalt plan gået så vidt som at igangsætte en undersøgelse af en konflikts karakter for at afdække, om der kunne være tale om folkedrab. Denne manglende vilje til at intervenere skyldtes først hensynet til statslig suverænitet og siden den kolde krigs afslutning en DEN NY VERDEN 2004:2 Darfur - et nyt Rwanda? 115

3 DEN NY VERDEN 2004:2 Martin Mennecke og Elisabeth Moltke 116 misforstået antagelse om, at betegnelsen folkedrab juridisk forpligter stater til at intervenere. Den amerikanske undersøgelse blev af mange opfattet som tegn på, at den nuværende suverænitetsforståelse ikke længere forhindrede international indblanding. Kun få uger efter den amerikanske regering havde offentliggjort undersøgelsens resultat, nedsatte også FN s Sikkerhedsråd en undersøgelseskommission for at dokumentere omfanget og karakteren af forbrydelserne i Darfur. At undersøge er ikke at forhindre Hvilken betydning har det at kunne hæfte betegnelsen folkedrab på situationen i Darfur? Bør det internationale samfund reagere anderledes på konflikten i Darfur, hvis det bliver konkluderet, at der foregår folkedrab, end hvis der blot er tale om etniske udrensninger? Vores tese er, at denne diskussion om den rette betegnelse for Darfurkrisen, USA s afsluttede og FN s nyligt lancerede undersøgelseskommission viser, at såvel politikere som medierne og offentligheden endnu ikke har taget til sig, at begrebet folkedrab ikke bør tillægges en altafgørende betydning. Læren fra Rwanda er, at det ikke må være betegnelsen folkedrab, der gør forskellen for det internationale samfunds stillingtagen og indgriben det bør være de massive overgreb, vi bliver vidne til, uanset om de falder indenfor kategorien folkedrab eller blot forbrydelser mod menneskeheden. De forskellige undersøgelser stjæler endnu engang livsvigtig tid og opmærksomhed fra de egentlige problemer i Darfur at der er over halvanden million flygtninge, titusindvis dræbte, systematiske voldtægter og plyndringer samt en fare for destabilisering af regionen. De forskellige befolkningsgrupper venter snarere på en intervention og en politisk løsning på konflikten end en definition på de forbrydelser de bliver ofre for. Det internationale samfunds nuværende forståelse af og fokus på begrebet folkedrab står på paradoksal vis ligesom for ti år siden i vejen for at redde menneskeliv eller forhindre lige netop - folkedrab. Hvorfor Darfur og hvorfor nu? Ud fra en lang række NGO-rapporter og advarsler om en nært forestående humanitær krise i Darfur, havde det internationale samfund siden februar 2003 rig mulighed for at orientere sig om situationen. Enkelte observatører, som for eksempel International Crisis Group, forsøgte endog at rette verdens opmærksomhed mod Darfur tilbage i 2002, men intet skete. Det var først i midten af 2004, at USA og FN udsendte særlige rapportører og igangsatte undersøgelser, at den Afrikanske Union udviste vilje til at mægle i konflikten, og at Nigeria og Rwanda stillede soldater til

4 rådighed for at beskytte flygtningene. Darfur var kommet på det globale landkort - men hvorfor? Det var kort efter mindedagen for ti-året for folkedrabet i Rwanda, at Darfur-konflikten begyndte at få massiv medieomtale. På årsdagen drog FN s generalsekretær Kofi Annan udtrykkelige paralleller mellem Rwanda og Darfur og igangsatte dermed diskussioner om hvorvidt der blev begået folkedrab. Endvidere udløste Annan s sammenligning af Darfur med Rwanda et øget fokus på det internationale samfunds ansvar for at gribe ind for at stoppe overgrebene på civilbefolkningen i Darfur. Spørgsmålet er, om der ville have været lignende interesse for Darfur, havde det i år blot været 7-året for markeringen af folkedrabet i Rwanda? Det er nærliggende at konkludere, at de mange besøg fra højtstående vestlige politikere i kriseregionen, lanceringer af omfattende undersøgelser og den store offentlige opmærksomhed rettet mod Darfur udsprang af bevidstheden om det internationale samfunds svigt af Rwanda i Vestlige politikere kunne ikke stille sig op på en talerstol den 7. april og udtrykke medfølelse med ofrene for det rwandiske folkedrab uden samtidig at tage stilling til den eskalerende konflikt og humanitære katastrofe i Darfur. For USA medførte den internationale opmærksomhed på Darfur endvidere, at fokus flyttede sig fra krigen i og torturbilleder fra Irak over til en humanitær katastrofe i Afrika, hvor USA engagerede sig for at bringe nødhjælp til regionen. Endelig kunne den amerikanske lancering af en undersøgelseskommission med det formål at dokumentere folkedrab i sommer vise verden og ikke mindst de amerikanske vælgere, at man denne gang var villig til at involvere sig. Darfur var den rigtige konflikt på det rigtige tidspunkt. Darfur - Verdens værste humanitære krise Kimen til krisen i Sudans vestlig provins Darfur havde luret længe, men blussede for alvor op i februar 2003 og er eskaleret lige siden. Enkelte grupper begyndte tidligt i 2003 at angribe regeringssteder i Darfur i protest mod den arabisk dominerede regerings langvarige undertrykkelse og marginalisering af forskellige etniske grupper i Darfur. Angrebene udviklede sig og samlede de to oprørsbevægelser Sudan Liberation Army (SLA) og Justice and Equality Movement (JEM) i kamp for etnisk repræsentation og politisk, social og økonomisk ligestilling. I lang tid var der ingen reaktion fra det internationale samfund, hvilket gav regeringen tid til at hverve og træne nomadiske stammer til at bekæmpe oprørsgrupperne. Officielt afviser regeringen i Sudans hovedstad Khartoum at have forbindelse til disse såkaldte Janjaweed-militser, i stedet forsvarer regimet sig med blot at have udsendt en generel opfordring til de forskellige DEN NY VERDEN 2004:2 Darfur - et nyt Rwanda? 117

5 DEN NY VERDEN 2004:2 Martin Mennecke og Elisabeth Moltke 118 grupper i Darfur om at forsvare sig mod lokale oprørere. En række NGO-rapporter har imidlertid slået fast, at regeringen bevidst har opildnet til etnisk had blandt bestemte folk i Darfur for at opnå støtte til bekæmpelse af lokale rebelgrupper. I sommer 2004 dokumenterede blandt andet Human Rights Watch, at Khartoum ligefrem havde sponsoreret Janjaweed-militserne og udstedt specifikke ordrer om fortsat rekruttering og bevæbning, og adskillige vidneudsagn fra flygtninge fra Darfur tyder på, at Janjaweed-militserne samarbejder direkte med regeringshæren. Øjenvidner har berettet om, hvordan militserne indtager landsbyer efter regeringens bombardementer, systematisk voldtager og brændemærker kvinder, slår mænd ihjel og afbrænder hele landsbyer og marker. Siden konflikten i Darfur begyndte at eskalere i februar 2003 regnes omkring civile at være blevet slået ihjel, enkelte analyser peger endda på op imod , og over halvanden million mennesker menes at være jaget på flugt. Mellem mennesker befinder sig i flygtningelejre i nabolandet Chad, mens nødhjælpen i Darfur har svært ved at komme frem. I juni 2004 betegnede FN s vice-generalsekretær for humanitær bistand, Jan Egeland, krisen som én af verdens værste. En krig på to fronter Sudans nord-syd-konflikt og Darfur Darfur er dog ikke den eneste konflikt i Sudan. Regeringen i Khartoum udgør også den nordlige part i Sudans over 20 år lange borgerkrig mellem nord og syd, som udenfor verdens opmærksomhed indtil videre har sendt mellem to og tre millioner afrikanske sydsudanesere på flugt og kostet omkring to millioner menneskeliv. I 1983 krævede kristne og animistiske rebeller fra syd uafhængighed fra det undertrykkende og muslimsk dominerede regime i Khartoum, hvilket resulterede i en langvarig borgerkrig og intensiveret politisk undertrykkelse og religiøs diskrimination. Endvidere resulterede indbyrdes magtkampe mellem de forskellige oprørsgrupper i yderligere angreb på den sydsudanesiske civilbefolkning. På trods af borgerkrigens omfang og intensitet var det internationale samfund tilbageholdende overfor at blive indblandet i konflikten. USA forsøgte en enkelt gang i 1989 at levere nødhjælp udenom Khartoum til Sudans sydlige del men undlod ellers at kritisere regeringen for omfattende forbrydelser og undertrykkelse. I løbet af 1990 erne kom Sudan under mistanke for at støtte terrorisme og blev i 1993 sat på USA s liste over stater, der støttede terrorisme. Forholdet mellem USA og Sudan forbedredes dog markant efter Khartoum fra omkring 2000 begyndte et efterretningssamarbejde med den amerikanske regering. Sudans nye rolle som allieret i den

6 internationale kamp mod terrorisme medførte især efter 11. september, at USA engagerede sig for at skabe fred og stabilitet i Sudan. I de følgende år lagde USA et stigende pres på Khartoum for at afslutte en fredsaftale med Sydsudan og truede endda med økonomisk støtte til den politiske opposition, hvis ikke Khartoum ville etablere en sådan aftale. Én af årsagerne til USA s ny agenda var blandt andet et højnet indenrigspolitisk pres for at stoppe forbrydelserne mod især kristne afrikanske grupper i Sydsudan. Den 26. maj 2004 lykkedes det en række østafrikanske og vestlige lande med USA i spidsen at få nord-syd-konfliktens parter at indgå en skrøbelig fredsaftale. Aftalen skulle give Sydsudan mulighed for at undgå at blive omfattet af Sudans muslimske sharia-lovgivning samt have lov til at gennemføre en uafhængighedsafstemning i Nogle iagttagere mener, at det netop var fredsforhandlingerne og udsigten til mulighed for magtdeling mellem nord og syd, der fik de undertrykte grupper i Darfur i vest til at gøre oprør. For disse grupper signalerede nord-syd-fredsprocessen, at det endelig var muligt også for dem at få indrømmelser fra Khartoum, og også i Darfur var man interesseret i gennemførelse af en fremtidig afstemning om selvbestemmelse. Rwandas spøgelser Der er især to elementer ved det internationale samfunds håndtering af krisen i Darfur, som på slående vis ligner de fejl, man begik i Rwanda for ti år siden - det markante, men meget snævre, fokus på fredsforhandlinger samt den store tilbageholdenhed i diskussionerne om militær intervention. I forsøget på at stabilisere Sudan koncentrerede store dele af det internationale samfund sig udelukkende om etableringen af en fredsaftale mellem Nord- og Sydsudan og ignorerede dermed i lang tid overgrebene på civile i Darfur. I Rwanda deltog det internationale samfund i i forhandlinger om fred og magtdeling mellem hutu-regeringen og tutsi-rebellerne RPF (Rwandan Patriotic Front). Mens man ved fredsforhandlingerne i 2004 undgik at tage stilling til Khartoums involvering i Darfur, fokuserede man ved Arusha-fredsforhandlingerne i 1993 kun på enkelte af de elementer, der havde skabt spændinger mellem de to grupper i Rwanda. Således afskar man ikke hutu-ekstremisterne fra at få politisk indflydelse. Samtidig undlod forhandlerne ved etableringen af Arushaaftalen mellem hutu-eliten og tutsi-oprørerne i 1993 at give hutu-eliten en fornemmelse af at dens sikkerhedsinteresser var blevet varetaget. Det var manglen på disse hensyn, der gjorde, at fredsaftalen kom til at bidrage til den udvikling, der et år senere resulterede i folkedrabet på Rwandas tutsi-mindretal. DEN NY VERDEN 2004:2 Darfur - et nyt Rwanda? 119

7 DEN NY VERDEN 2004:2 Martin Mennecke og Elisabeth Moltke 120 Et spørgsmål om intervention Også i diskussionen om hvorvidt man bør indsætte internationale tropper for at stoppe overgrebene minder den nuværende situation i Darfur om Rwanda. I 1993 havde FN s Sikkerhedsråd sendt en fredsbevarende styrke på 2500 mand til Rwanda for at sikre den netop underskrevne fredsaftale, der skulle afslutte landets langvarige konflikt mellem hutuer og tutsier. Både før og under folkedrabet anmodede den ansvarlige FN øverstkommanderende Romeo Dallaire om at bruge den fredsbevarende styrke til at beskytte civilbefolkningen og at få tilsendt flere FN tropper for at stoppe folkemordet, men i stedet besluttede FN s Sikkerhedsråd den 21. april 1994 at skære styrken ned til 270 mand. Belgien, USA og andre lande ønskede ikke at udsætte deres soldater for fare i en fjern konflikt i Afrika. I Darfur er der ingen FN-tropper fordi Sudan ikke vil acceptere militær indblanding fra det internationale samfund. I sommeren 2004 indvilligede Khartoum efter langtrukne forhandlinger i en styrke på 300 soldater sendt af den Afrikanske Union, som i efteråret 2004 skulle udvides til omkring 3000 mand primært fra Rwanda og Nigeria. Dette er dog langt fra tilstrækkeligt i et område som Darfur, der er på størrelse med Frankrig. At opnå effektiv kontrol med Darfur vil således kræve en kostelig og omfattende militær indsats af flere beredvillige nationer. Desuden har disse soldater kun mandat til at beskytte internationale observatører udsendt til Darfur ikke den nødlidende civilbefolkning. Udsigterne til vestlig deltagelse i en større militær operation er af flere grunde lange. For det første fordi både den Arabiske Liga og demonstrationer arrangeret af regeringsstøtter i Sudans hovedstad Khartoum har sendt kraftige signaler til den vestlige verden om, at man ikke ønsker dens indblanding og en væbnet intervention uden Sudans samtykke er ikke tænkbar. USA kan på grund af den spændte situation i Irak og det indenrigspolitiske fokus på præsidentvalget ikke tænkes at ville sende tropper afsted og dermed sætte amerikanske liv på spil. Frem for alt er det også for andre lande udelukket, at de efter Irak-krigen vil risikere at blive part i en etnisk og politisk kompleks konflikt i et muslimsk land for ikke at tale om faren for at destabilisere Sudan som helhed. Den politiske diskussion om handlemuligheder bør føres fuldstændig uafhængigt af, om man betegner situationen som folkedrab eller ej. FNpagten muliggør, at FN s Sikkerhedsråd autoriserer væbnede interventioner for så vidt der foreligger en trussel mod den internationale fred og sådan en trussel har Rådet adskillige gange konstateret, uden at der var tale om et folkedrab. Hundredetusinde flygtninge, titusinde dræbte og frygten for en mulig videreførelse af konflikten til nabolandene kunne uden at referere til begrebet folkedrab tjene som begrundelse for en FN-legitimeret intervention ligesom man tidligere har gjort i Somalia

8 eller i Congo. De samme overvejelser gælder også, når der er tale om det juridisk omstridte tilfælde af humanitær intervention uden FN-mandat. Som NATO s intervention i Kosovo i 1999 illustrerede, er det afgørende ikke, om der foregår folkedrab, men om der bliver begået massive overgreb på menneskerettigheder. Det er ikke folkeretten eller begrebet folkedrab det er den politiske vilje, der afgør den internationale reaktion over for Darfur-konflikten. Folkedrab - et særligt begreb? If there is any particular magic in calling it genocide, I have no hesitancy saying that. Warren Christopher, amerikansk udenrigsminister, 10. juni 1994 Under folkedrabet i Rwanda fik en mærkelig kombination af bogstaver en særlig betydning. G-word blev forkortelsen for det engelske ord genocide et begreb, som langt de fleste statsledere og politikere i 1994 med alle midler prøvede at undgå, når de skulle tage stilling til begivenhederne i Rwanda. Efterfølgende viste det sig, at fx den amerikanske regering ligefrem havde instrueret sine embedsmænd i at undgå ordet folkedrab i offentlige udtalelser. Regeringer som den amerikanske, men også FN s Sikkerhedsråd, brugte utallige møder mellem april og slutningen af maj 1994 på langtrukne, spidsfindige diskussioner om, hvorvidt myrderierne i Rwanda i forhold til FN s Folkedrabskonvention kunne karakteriseres som folkedrab. Det var ikke før flere hundredetusinde tutsier var blevet myrdet, at vestlige ledere refererede til Rwanda som det, det var et folkedrab. Den særlige behandling af g-word skyldtes, at der i den politiske verden var en udbredt forestilling om, at det at kalde begivenhederne folkedrab, ville medføre en juridisk forpligtelse til at indlede en væbnet intervention for at stoppe blodbadet i Rwanda. FN s Folkedrabskonvention forpligter medlemsstaterne til at straffe og forhindre folkedrab, og en del vestlige regeringsjurister fortolkede dette til at indebære en pligt til at gribe ind over for et igangværende folkedrab. Ingen medlemslande var dog, kun kort tid efter 18 amerikanske soldater havde mistet livet på en FN-mission i Somalia, interesserede i at sende soldater til Rwanda endnu mindre efter hutu-militser i begyndelsen af folkedrabet på grusom vis myrdede ti belgiske FN-soldater. I debatten om hvordan man skulle reagere på udbruddet af vold i Rwanda, tillagdes begrebet folkedrab altafgørende betydning for forpligtelsen til at intervenere og alle vestlige beslutningstagere undgik derfor konsekvent denne betegnelse. Endvidere besluttede regeringerne i FN s Sikkerhedsråd at trække størstedelen af FN s fredsbevarende styrker ud af Rwanda. DEN NY VERDEN 2004:2 Darfur - et nyt Rwanda? 121

9 DEN NY VERDEN 2004:2 Martin Mennecke og Elisabeth Moltke 122 Kampen om den rette betegnelse - igen You don t need the term genocide to decide to help other human beings. Roméo Dallaire, øverstkommanderende for FN s tropper i Rwanda i 1994 Ti år senere blev brugen og betydningen af begrebet genocide igen et problem for politikere, medier og andre iagttagere af situationen i Darfur: Begik det sudanesiske regime og de arabiske Janjaweed-militser folkedrab i Darfur? Hvilke implikationer ville det have, hvis det var tilfældet? Både NGO-rapporter og den internationale mediedækning af Darfur-konflikten begyndte i løbet af sommeren 2004 at fokusere på disse spørgsmål. Fra New York Times til Kristeligt Dagblad blev eksperter interviewet, ledere skrevet og adskillige NGO er kom med deres bud men svarene faldt forskellige ud. Organisationen Læger for Menneskerettigheder, den britiske NGO Justice in Africa og den amerikanske Committee of Conscience ved US Holocaust Memorial Museum omtalte alle Darfur som folkedrab, hvorimod kendte menneskerettighedsorganisationer som for eksempel Human Rights Watch og International Crisis Group brugte betegnelsen forbrydelser mod menneskeheden. Internationale organisationer som FN og den Afrikanske Union holdt sig i disse første måneder til begreber som massive overgreb på menneskerettigheder ; også de observatører, som den Europæiske Union havde udsendt til Sudan, ønskede ved deres tilbagekomst i august ikke officielt at tage stilling til, hvorvidt man kunne betegne forbrydelserne i Darfur som folkedrab. Folkedrabsdiskussionen fik dog nyt liv, da den amerikanske kongres den 23. juni 2004 vedtog en resolution, hvori det blev fremsat, at forskellige grupper i Darfur var ofre for folkedrab. Kort tid efter udsendte det amerikanske udenrigsministerium et forskerhold med det formål at undersøge, om overgrebene i regionen udgjorde folkedrab. Forskellige amerikanske organisationer, såsom juristforeningen American Bar Association og NGO en Coalition for International Justice, blev involverede i dette projekt. Dette projekt er dog ikke et udtryk for, at man har taget ved lære af folkedrabet Rwanda i I stedet for som i 1994 at bruge tid på at anstrenge sig for at undgå begrebet folkedrab, investerede det amerikanske udenrigsministerium i 2004 omkring US Dollars på et lige så tidskrævende projekt at undersøge om der blev begået folkedrab. Resultatet var dog det samme: Igen brugte man kostbar tid på at drøfte den juridisk korrekte anvendelse af begrebet folkedrab frem for at agere for at forhindre et folkedrab. Den amerikanske regering formåede igen at udskyde tidspunktet for at tage stilling til en eskalerende konflikt - denne gang på en politisk mere elegant måde.

10 Amerikansk fokus på folkedrab - en tvivlsom præcedens If it is really a genocide they [USA] should be committed to send troops. This is why I don t think they re genuine about it being genocide. Elfatih Mohamed Erwa, Sudans FN-ambassadør, 6. oktober Der synes at være en række punkter, der rejser alvorlige tvivl om den amerikanske fremgangsmåde faktisk kan det spørges, om ikke undersøgelsen ligefrem var kontraproduktiv og snarere gjorde det vanskeligere at forhindre folkedrab. For det første har USA ved en egen, unilateral undersøgelse skabt præcedens for, at ethvert land kan lave sine egne undersøgelser og drage sine egne konklusioner. Det er uklart hvorfra den amerikanske regering internationalt set skulle have mandat til at afgøre folkedrabs-spørgsmålet. For det andet er det også problematisk, at folkedrabsbegrebet har tiltrukket sig denne opmærksomhed idet tærsklen for viljen til at intervenere hermed er blevet sat endnu højere. At FN nu også lancerer sin egen undersøgelse, implicerer at etniske udrensninger og andre forbrydelser mod menneskeheden, som der allerede findes omfattende dokumentation for med hensyn til Darfur, ikke længere er vigtige nok for at gøre noget. USA har desuden sendt et meget uheldigt signal, da Colin Powell ved fremlæggelsen af undersøgelsens konklusion fremsatte, at betegnelsen folkedrab ikke ville ændre ved USA s politik overfor Sudan. Mens folkedrabsforskere omtaler USA s betegnelse af Darfur som folkedrab som en historisk begivenhed, mener vi, at man med dette har sendt et tvivlsomt signal. Det minder om den katastrofale beslutning FN s Sikkerhedsråd traf på foranledning af Belgien da de trak størstedelen af FN-soldaterne ud af Rwanda i Det, at Belgien i april 1994 trak sine FN-soldater ud af Rwanda og at FN s Sikkerhedsråd noget tid efter, som tidligere nævnt, kraftigt reducerede sin styrke, er siden blevet betegnet som et af de mest fatale elementer i udviklingen af folkedrabet i Rwanda. Med disse handlinger viste det internationale samfund alt for tydeligt, at det var bevidst om situationens alvor men ikke ønskede at involvere sig. I manges øjne var dette et klart signal til hutu-regimet om, at de uhindret kunne fortsætte deres forbrydelser. På trods af at det amerikanske udenrigsministerium slog fast, at der foregik folkedrab i Darfur, undlod USA at ændre sin politik overfor Sudan. Dette sender efter vores mening et meget farligt budskab, ikke kun til regeringen i Khartoum, men også til undertrykkende regimer i DEN NY VERDEN 2004:2 Darfur - et nyt Rwanda? 123

11 DEN NY VERDEN 2004:2 Martin Mennecke og Elisabeth Moltke 124 andre dele af verden. Det er nu klart, at selvom om verdens stærkeste militær-magt betegner en konflikt som folkedrab, medfører det ikke nødvendigvis brug af militær magt eller øget politisk pres for at forsøge at forhindre et folkedrab. Om overgrebene i Darfur skal karakteriseres som krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden eller folkedrab synes kun at være et spørgsmål, der vil blive relevant senere ved gennemførslen af et eventuelt retsopgør. En succesfuld forhindring af et folkedrab indebærer netop, at situationen aldrig når at udvikle sig til et fyldestgørende folkedrab, før man skrider ind. Det er paradokset, der ligger i opgaven folkedrabsforebyggelse. Fra Rwanda til Darfur Lessons learnt? Midt i alle folkedrabsdiskussioner om Darfur offentliggjorde FN den 10. august en omfattende, men næsten ubemærket, rapport om konflikten i Ituri, en provins i Congo, som har været hærget af en voldsom krig siden Det skønnes, at tre millioner mennesker over de sidste seks år er døde som følge af krig, vold og flugt. Rapporten omtaler konflikten som one of the world s worst [ ] human rights crises og one of the most ignored. FN har i landet, der er på størrelse med Vesteuropa, lidt over soldater alt for få i lyset af konfliktens omfang, antallet af konfliktparter og indblandingen af en række nabolande. Det diskuteredes kort, om der foregik et folkedrab i Ituri-regionen, men da et klart svar udeblev, forsvandt den internationale interesse igen. Lige så lidt international interesse findes for situationen i Norduganda, hvor en rebelgruppe kaldet Lord s Resistance Army og centralregeringen i over to årtier har ført en grusom krig. Utallige drab og voldtægter bliver begået, og tusindvis børn er systematisk blevet bortført, seksuelt misbrugt eller indsat som børnesoldater. Omkring mennesker skønnes dræbt og yderligere halvanden million er på flugt. Der er ingen FN-soldater til stede. Der er ingen folkedrabs-diskussioner. Det virker som om, det internationale samfund ti år efter folkedrabet i Rwanda ikke har samlet nok erfaringer med brugen af ordet folkedrab og dets betydning. Ofrene i Congo og Uganda er på paradoksal vis uheldige de er ikke ofre for folkedrab og dermed, på trods af massive overgreb og forbrydelser, ude af verdens søgelys. Uanset hvad udfaldet af FN-undersøgelsen af krisen i Darfur bliver, står det internationale samfund overfor at skulle beslutte om folkedrab skal være den udslagsgivende faktor for intervention for fremtiden. Det egentlige spørgsmål bør i stedet for være, hvad det internationale samfund er parate og villige til at gøre ved menneskerettighedsovertrædelser i så massivt omfang. Svaret på dette findes ikke i en flygtningelejr i Chad eller Darfur.

12 Fra 1. januar 2005 vil også Danmark blive nødt til at tage stilling i denne diskussion, ikke mindst fordi Udenrigsministeren har udtalt, at Afrika og konfliktforebyggelse vil udgøre prioriteter for det danske medlemskab i FN s Sikkerhedsråd. Folkedrabsforebyggelse burde være et centralt element i dansk udenrigspolitik men begrebet folkedrab må ikke blive en hindring for at føre en effektiv politik, der sætter handlinger over akademiske diskussioner. Om end det ikke kom til at præge den amerikanske politik, sagde udenrigsminister Colin Powell selv den 29. juni under sit besøg i Sudan: What we are seeing is a disaster, a catastrophe, and we can find the right label for it later. We ve got to deal with it now. That s my focus. Martin Mennecke, LL.M., er Ph.D.-studerende og Elisabeth Moltke er specialestuderende ved Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier, Dansk Institut for Internationale Studier. Litteratur Amnesty International. 19. juli Darfur: Rape as weapon of war sexual violence and its consequences. FRR Crimes of War Project. April The Darfur Conflict: Crimes Against Humanity in Sudan. War in Africa. darfur_print.html Human Rights Watch. 1. maj Darfur destroyed ethnic cleansing by government and militias forces in Western Sudan. Human Rights Watch. 11. august Empty promises continuing abuses in Darfur, Sudan. International Crisis Group. 23. maj Sudan: Now or never in Darfur. Mans, Ulrich African Affairs, vol. 103, no. 411: Power, Samantha A Problem from Hell America and the age of genocide. New York: Basic Books. Ryle, John. 12. august Disaster in Darfur. New York Review of Books, vol. 51, no. 13. United Nations News Service. 29. oktober War crimes likely to have occurred in Darfur, Sudan, UN human rights expert says. Waal, Alex de. 5. august Counter-Insurgency on the cheap. London Review of Books, vol. 26, no. 15. DEN NY VERDEN 2004:2 Darfur - et nyt Rwanda? 125

13 DEN NY VERDEN 2004:2 Martin Mennecke og Elisabeth Moltke 126