Detailhandel i danske byer

Transkript

1 Detailhandel i danske byer Af Nina Seirup Tidens mode er gennem tiderne også kommet til udtryk på butiksfacaderne. Butikker i Nørregade i Århus, Fotos: Den Gamle By. Den Moderne By i Den Gamle By vil genskabe et troværdigt billede af livet i danske byer fra 1900 til Dette omfatter ikke kun gader, baggårde, boliger og værksteder, men også forskellige former for forretninger. Derfor har Den Gamle By indledt en nøjere undersøgelse af byernes erhvervsfordeling i 1900tallet. Første del skulle afsløre forretningernes beliggenhed, typiske forretningsnavne og udbredelsen af forskellige erhverv. Resultaterne af denne del-undersøgelse præsenteres i det følgende. Fra kolonial til take-away I løbet af 1900tallet har butiksdøden hærget byernes udkanter og de små landsbyer. Det begyndte i 1960erne og tog fart op igennem 1970erne og 1980erne. Hvis man tager Løvegade i Slagelse som eksempel, så var der 86 butikker i I 1974 var antallet faldet til 44, mens der i 2008 er 35 virksomheder i gaden. Men det er ikke alene antallet af butikker, der har ændret sig markant igennem det 20. århundrede - også butikstyperne er forandret. Dertil er varesortiment, indretning, personale og omgangstone rykket med syvmileskridt. Øvre del af Løvegade, Foto: Slagelse Lokalarkiv En gade i 1927 Til undersøgelsen er udvalgt én konkret gade i en typisk dansk provinsby. Gaden er valgt, så den minder mest muligt om Den Moderne Bys kommende Sønderbrogade. Dvs. at det var en tidligere indfaldsvej, der var blevet bebygget mellem 1870 og Løvegade i Slagelse har samme karakteristika. Husene i gaden blev bygget mellem 1890 og 1910, og gaden fungerede som en af indfaldsvejene til Slagelse centrum. Husene var typisk et par etager høje med både baghuse og baggårde ikke ulig det, som dels bygges, dels planlægges i Den Moderne Bys Sønderbrogade. I 1927 var gaden tæt besat af butikker. Selvom Løvegade kun er ca. 800 meter lang, så lå der ikke mindre end fem købmænd, for ikke at tale om de andre handlende såsom grønthandlere, slagtere og bagere, der også solgte fødevarer. I alt var der hele 18 forretninger, der tilsammen skulle dække nærmiljøets behov for mad. 1

2 Købmand 2 Kort & Matrikelstyrelsen Løvegade, Slagelse 1927 Agentur Autoreparation Reklame Barber Blikkenslager Fisk Maskiner Konfekture Bogtrykker Sko & Skrædder Bogbinder Kaffe Kaffe Maler Bogtrykker Barber Herretøj Møbler Isenkram Børster Ost Broderi Cykler Købmand Bødker Galanteri Restauration Jern El-installatør Glarmester Læder Købmand Slagelse Løvegade 1927 Målforhold 1:2000 Dato 5/ Signaturforklaring Tobak & smed Viktualie Snedker Sko en gros Frøkontor Tobak Bager Bødker Entreprenør Bager Farveri Hestehandler Restauration Grønthandler Købmand Guldsmed Maler Kiosk Maler Trikotage Manufaktur Maskinfabrik Mælkeforsyning Mekaniker Maskinfabrik Modevare Sko Sko Skrædder Sko Sko Skrædder Sko Saddelmager Murer Slagter Røgeri Sko Snedker Hesteslagter Vaskeri Trævarer Viktualie Margarine Sæbe Viktualie Købmand Slagter Cykler

3 Møbler Dametøj 3 Kort & Matrikelstyrelsen Trikotage Snedker Maler Frisør Musik Møbler Forsatsvinduer Maler Konfekture Flyttemand Marskandiser Arkitekt Dyr Blikkenslager Tegner Fotokopiering Radio Foto Slagelse Løvegade 1974 Målforhold 1:2000 Dato 5/ Signaturforklaring Frisør Elektroinstallatør Ugeblad Isenkram Biler Købmand elektriske køkner Bedemand Frisør Vaskeri Cykler Olieanlæg Traktor Sliberi Frisør Blikkenslager Mønter Biler Renseri Møbelpolstrer Kiosk Løvegade, Slagelse 1974 Fisk Skiltefabrik Sparekasse

4 Løvegade 39 med cigarforretningen Record og skomager Bøttcher ca Foto: Slagelse Lokalarkiv Derudover var der alt fra guldsmed over røgeri til skrædder. Der var også mange håndværksmestre, der kunne klare alt fra bogbinding over malerarbejde til smedning. Langt de fleste af husene i gaden havde mindst én butik eller ét erhverv, mens enkelte rummede op til fire virksomheder. I 1920erne var der endnu mange af de gamle håndværk tilbage i byerne, selvom deres andel var faldende. Således kan man i en gade som Løvegade finde både bødker (der bl.a. lavede trætønder), børstenbinder og sadelmager. Men de moderne tider anes også i gaden med bl.a. et autoværksted til de nye automobiler, elinstallatør til den begyndende elektricitet, og blikkenslager til bl.a. de nye toiletter med træk og slip. I 1927 gik man ind i en butik, bad om en vare og fik den forevist af en ekspedient. Ikke noget med selv at tage varerne ned fra hylderne. Man var Des, og kunne ofte bede om at få varen bragt. I dagligvarebutikkerne havde man ofte også en konto, og kunne købe på kredit eller få det skrevet, som det hed. Især i købmandsbutikkerne var det ofte mand og kone, der ejede butikken måske med en lærling og buddreng til hjælp. Overordnet kan detailhandlen i Løvegade i 1927 karakteriseres som værende præget af salg af varer frem for services. En enkelt gade kunne dække stort set alle dagligdagens behov med både tøj, mad, husgeråd og flere håndværk. Der var endda mulighed for at købe luksusartikler hos guldsmeden. Løvegade i 1960erne. Foto: Slagelse Lokalarkiv En gade i 1974 I 1974 var Løvegade ikke længere præget af butikker, der nærmest lå oven i hinanden. Ca. halvdelen af husene blev nu udelukkende benyttet til beboelse, og der lå oftest kun en enkelt virksomhed i hver bygning. Endnu har gaden dog et bredt udsnit af forskellige forretninger. Der er stadig en del håndværkere i gaden, men de gammeldags erhverv såsom bødker er bukket under. Tilbage er snedker, maler og blikkenslager. Man kan stadig købe husgeråd og lidt tøj, men der er nu kun en enkelt købmand tilbage, suppleret af konfekture og en fiskehandel. Udover håndværkerne er der adskillige virksomheder, der lever af at sælge services frem for varer. Det gælder både sparekassen, vaskeriet, fotokopieringen og flyttemanden. Overgangen til 1960 ernes forbrugssamfund kan også ses i butikstyperne. De fleste af butikkerne i Løvegade fører ikke længere varer, som indgår i husholdningens daglige udgifter. Butikkerne sælger langvarige forbrugsgoder såsom møbler, hårde hvidevarer (elektriske køkkener) og biler. Udviklingen er gået fra de daglige fornødenheder til underholdning (musik og radio/tv) og bekvemmeligheder (biler, hårde hvidevarer). 4

5 5 Kort & Matrikelstyrelsen Slagter Integration Genbrug Menighedspleje Grønthandler Vin.pudser Spil frisør Tolkeservice Holding Autonøgle Turistinf. Revision Computer Rejser Frisør Woman? Grill Computer VVS Kunsthåndv. Frisør Hudpleje Løvegade, Slagelse 2008 Målforhold 1:2667 Dato 20/ Signaturforklaring Konfektion Cykler Kina-grill Købmand Café Tagmaling Ældresagen Elinstallatør Arkitekt Emballage Andelskasse Web Frisørforbund Pizza

6 Løvegade 14, Foto: Slagelse Lokalarkiv. 30% Løvegades erhvervsfordeling % 6% 26% 14% 17% Løvegades erhvervsfordeling 1974 Fødevarer Services Håndværk Varer Fabrikker mv Uden for kategori I 1974 var selvbetjeningen blevet almindelig. Varerne var flyttet ud i butikken fra bagved disken. Man var stadig Des med ældre kunder, mens unge blev mødt med en mere uformel tone. Det var heller ikke længere en selvfølgelighed, at mand og kone arbejdede sammen i butikken. Hustruen kunne lige så vel have andet arbejde ude i byen f.eks. på fabrik eller i den offentlige sektor. Og selvom mange af de mindre dagligvarehandlende stadig ejede deres egen butik, så var det blevet almindeligt at indgå i indkøbsforeninger såsom Hoki, Oceka og Solas, eller frivillige kæder som Den Fri Købmand eller lignende. Detailhandlen i Løvegade, Slagelse må i 1974 siges at være præget af lige dele servicevirksomheder og butikker med varer. Man kunne dog ikke længere være sikker på at få opfyldt alle dagligdagens behov inden for gadens ramme. Men for en stigende del af befolkningen gjorde det ikke så meget, da man havde fået bil. Det blev startskuddet til, at butikkerne enten flyttede ud i de billige forstæder, hvor man kunne bygge stort og samtidig skabe plads til parkering eller koncentrerede sig snævert i centrum omkring de nye gågader. Det bedste eksempel er landets første lavprisvarehus Bilka, der åbnede i 1970 med p-pladser til 1200 biler. Det var helt nye forhold i Danmark. 5% 5% 7% 37% 17% 6% 30% 16% Løvegades erhvervsfordeling % 6% 17% 51% Fødevarer Services Håndværk Varer Fabrikker mv Uden for kategori Fødevarehandler Services Håndværk Varer Fabrikker mv Uden for kategori En gade i 2008 I 2008 har vægtningen af butikker ændret sig i Løvegade i forhold til 1927 og Virksomhederne er ikke længere spredt ud over hele gaden. Langt de fleste klumper sig sammen tættest på centrum og gågaderne. Igen er der flere butikker i samme bygning mens butikkerne er koncentreret i gadens ene ende. I dag har Løvegade ikke længere mange butikker med traditionelt salg af varer. Undtagelsen er computerbutikker, som gaden har hele to af. Langt de fleste af virksomhederne udbyder service lige fra integrationskonsulenter og revision over tolkeservice til web-konstruktører. De traditionelle håndværkere er næsten væk kun Vvs-manden, elinstallatøren og frisørerne er tilbage. Udover service er der fokus på fritiden med både rejsebureau, turistinformation, café og en spillehal. Muligheden for at købe de daglige fornødenheder i gaden er nu næsten forsvundet. Købmanden og de fleste andre dagligvareforretninger er bukket under, men en grønthandler og slagter kan man stadig finde. Efter de foregående års økonomiske opsving er der atter fokus på fagkundskab og kvalitet, og der er atter råd til at handle i specialbutikker. En ny butiksform er dukket op siden 1974, nemlig take-away. I gaden har man både mulighed for at få en pizza, kinamad eller traditionel grillmad. Danskerne har fået smag for de eksotiske køkkener og for travlt til at lave maden selv. Take-away 6

7 er da også den eneste grund til, at kategorien fødevarer er steget i lagkagediagrammet i forhold til I butikken står varerne stadig ude blandt kunderne. Men tonen har ændret sig. Alle uanset alder mødes af et hej. Og man er ikke længere begrænset af butikkens åbningstid. I mange butikker kan bestillinger af varer foretages via internettet om aftenen, når det passer bedre. Butikkerne, som er ejet af enkelte personer og som ikke er del af en kæde, kan ikke klare konkurrencen i midtbyens hovedstrøg og flytter ud i sidegaderne. Selv revisionsfirmaet er blevet en del af en kæde for at klare sig i branchen. Detailhandlen 2008 er rykket ind i centrum, og butikkerne klumper sig så tæt på strøggaderne som muligt. Den typiske butik 1927 Som det fremgår af ovenstående, så var der sket et drastisk fald i antallet af butikker fra 1927 til I 1927 var der ikke store krav til butikkens areal. I og med at kunderne blev ekspederet ved disken, behøvedes ikke meget plads til forskellige varer. Varelageret var fortrinsvis ude bagved frem for inde i butikken. Samtidig havde de fleste butiksejere ikke store forventninger butikken skulle løbe rundt og gerne vokse, men vild ekspansion forventede de færreste. Kundegrundlaget for en typisk købmandsbutik lå på omkring de 100. Til gengæld var kunderne trofaste. Mand og kone kunne ofte klare det meste i en lille butik måske med lidt ekstra hjælp. Og endelig var der mange husejere, der ønskede butikker i deres ejendomme. For selv hvis butikken gik fallit, havde husejerne det privilegerede krav at få deres tilgodehavende før de andre kreditorer. Løvegade i dag. Foto: Gitte Strange. Professionaliseringen I 1974 havde selvbetjening vundet indpas i de fleste butikker fra tøjbutikken til købmanden. Det krævede mere plads for kunderne til selv at bevæge sig rundt og udvælge de forskellige varer. Og i og med butikkerne blev større, stillede det også større krav til vareudvalg og lagerkapacitet og dermed også større etableringsomkostninger. I 1974 var detailhandelsbranchen også blevet langt mere professionaliseret. Brancheforeningerne begyndte at udbyde kurser til deres medlemmer, som kunne ruste dem i den øgede konkurrence. Kurserne omfattede bl.a. moderne butiksdrift og kurser målrettet til butiksejernes hustruer. Der var også tilknyttet rådgivningsservice om nyindretning af butikkerne og finansieringshjælp. Og for den enkelte handlede var handelstalent ikke længere nok. Nu skulle der også sørges for reklamering, og skatteregler og momsregler skulle administreres korrekt. Uddannelsesudvikling Samtidig var der sket et skred i handelsuddannelserne. Allerede fra 1920 havde der været lovkrav om, at lærlingene i butikkerne skulle supplere med skolegang. Dette var dog for de fleste kun om aftenen efter en lang arbejdsdag. I 1965 blev det dog et krav, at timerne skulle ligge om dagen, og et stigende antal unge begyndte at gå på handelsskolen, inden de kom i lære eller fortsatte på de højere handelsskoler. Også fagene ændredes drastisk fra 1927 og til Udover almindelige fag som dansk og regning skulle lærlingene i 1927 også lære bogføring og handelslære. I 1965 blev fagene udvidet med bl.a. skilteskrivning, salgslære, butiks- og kontororientering, kontorteknik og maskinregning. Også her mærkedes nødvendigheden af den øgede professionalisering. Hvad og hvor i 1974 Udover nærstudier af enkelte gaders udvikling fra 1927 til 2008, så indledte Den Gamle By en statistisk undersøgelse af erhvervslivet 1974 for at få et billede af virk- 7

8 somhedernes antal, typer, beliggenhed og navne. Undersøgelsen baserer sig på otte byers lokale vejvisere fra årene Den Moderne By ønsker at vise et repræsentativt billede af de danske byer omkring 1927 og Derfor er det ikke nok, at vi undersøger én by til bunds. Derimod må vi inddrage flere byer og tage det typiske, der går igen i flere byer, og som derfor har været udbredt og kendt af en stor del af befolkningen. Man kan kalde det en art gennemsnitsby. Bagere og slagtere var nogle af de mest typiske butikker i 1974 til trods for, at de blev stadigt mere trængte af supermarkedernes dagligvarehandel. Sct. Lukasgårdens Bageri på Ingerslevs Boulevard i Århus i 1972 Foto: Århus Lokalhistorisk Samling, Fotograf: Jens- Kristian Søgaard Typisk! I lighed med de tendenser, der sås i Løvegade, var der i 1974 et stigende antal servicevirksomheder blandt de mest udbredte erhverv. Det gjaldt både forsikringsselskaber, læger, banker og vognmænd. Mange af de gamle håndværk er nu helt forsvundet, men bygningshåndværkene og ikke mindst frisører er der stadig god brug for ernes byggeboom havde givet bygningshåndværkerne gode vilkår. Mindre varer såsom tøj, sko og isenkram var i heller ikke længere så markant tilstede i gadebilledet, som tidligere. I Løvegade var der kommet butikker med langvarige forbrugsgoder i Dette stemmer godt overens med den statistiske undersøgelse, hvor autoforhandlere og møbelhandlere er en af mest udbredte erhvervsgrupper i en gennemsnitsby. Endelig skal salg af dagligvarer fremhæves. Bageren, slagteren og købmanden/supermarkedet er også nogle af de hyppigst forekommende butikker. De sidstnævnte indgår i et bredt spektrum og dækkede både gammeldags købmandsforretninger med diskbetjening til minimarkeder og store moderne supermarkeder med selvbetjening. Supermarkederne havde dog endnu ikke den dominerende rolle, som de har fået i dag. Så selvom bagere og slagtere havde fået konkurrence, og antallet af disse var på vej ned, så var de stadig nogle af de mest udbredte forretninger. Lovgivningen spillede dog også ind, idet det først i 1973 var blevet tilladt for supermarkederne at sælge frisk kød. Efterhånden som flere og flere supermarkeder begyndte at sælge frisk kød, blev slagternes vilkår sværere med lukninger til følge. En anden lovgivning, der fik dramatiske konsekvenser, var frigivelsen af mælkesalget i Denne varegruppe blev lynhurtigt inkorporeret i dagligvarehandlen, og de tidligere så udbredte ismejerier forsvandt med stor fart. Det hjalp da også, at mælkekartonen var kommet på gaden. Den var langt mere praktisk end både mælkeflaskerne og især mælkeposerne, der havde en dårlig vane med at gå i stykker. I løbet af 1970erne blev gågaderne udbredte og skabte stærk konkurrence for butikkerne i byens andre gader. Søndergade (Gågaden) i Århus ca Foto: Århus Lokalhistorisk Samling 8

9 I 1920erne lå butikkerne tæt i gadebilledet. Nørregade i Vejle ca Foto: Vejle Stadsarkiv. Brancheglidning En af de helt store emner inden for detailhandlen i 1960erne og 1970erne var den såkaldte brancheglidning. Dvs. at butikkerne begyndte at føre varer, der tidligere havde tilhørt en anden faggruppe. Et eksempel kunne være, at benzintanke og kiosker optog billigbøger i deres sortiment, og dermed gav boghandlerne konkurrence på dette område. Dog var supermarkederne den største trussel. Her var der ikke blot brancheglidning blandt fødevarer med salg af ost, brød, grønt og kød, men også forhandlere af tøj, sko, isenkram og radio/tv kunne føle effekten fra især de større supermarkeder, efterhånden som non-food sortimentet bredte sig her. Brancheglidningen kunne også mærkes inden for håndværksfagene. F.eks. kunne glarmesteren ikke længere være sikker på at få alt glas- og vinduesarbejde i byen. Driftige tømrer og snedkere begyndte også at tilbyde vinduesarbejde især ved nybyggerier. Også inden for dagligvarehandelen var brancheglidningen udbredt. Detailsalg af fersk kød, fisk og lignende måtte frem til 1973 ikke sælges i forbindelse med andre varearter. Da salget af fersk kød blev frigivet, faldt antallet af selvstændige slagtere. Fisk var endnu i midten af 1970erne ikke synderligt påvirket af brancheglidningen. Det var ikke fordi supermarkederne ikke ville tage fisk ind i sortimentet, men derimod fordi de ikke kunne præsentere frisk fisk tilstrækkeligt indbydende, hvorfor der ikke var nok salg i det. Derimod gik branchegkidningen hårdt ud over ismejerierne, som frem til 1. januar 1971 havde eneret på salg af mælkeprodukter. Herefter gik det stærkt ned af bakke, og alene det første år efter frigivelsen af mælkesalget blev der nedlagt omkring 400 ismejerier. Efter få år var de helt forsvundet. Kæder Detailhandlen har siden begyndelsen af 1900tallet kendt til kæder, hvor Schous Sæbehuse var en af de mest udbredte. Butikker kan være del af kæder på to forskellige måder. I den klassiske kædedannelse åbner den samme ejer flere af de samme butikker evt. i forskellige byer. Fra nutiden kan f.eks. nævnes Jysk, der alle i sidste led er ejet af Lars Larsen. Mange af de kæder, der fungerer efter dette princip, og som vi kender i dag, tog deres begyndelse mellem 1920 og Det gælder bl.a. Fona (1926), Fredgaard (1937), Frellsens chokolade (1949). Efter Anden Verdenskrig blev sammenslutninger i indkøbsforeninger mere og mere udbredt. Her forpligtede man sig til at føre nogle bestemte varer dog med frihed til også at hjemtage andre varer i samme gruppe. Den enkelte butiksejer ejede stadig sin egen forretning, men havde fordele igennem et fælles brand, reklamering 9

10 og mere rentable indkøb. Her kan f.eks. nævnes kæder som Matas (1949), Deres Tøjekspert (1968) og Tops sko (1959). I dag synes der at være en tendens til, at butikskæderne overtager de gode, men også dyre adresser i bymidterne. Nystartede butikker er pga. husleje henvist til sidegaderne. Derfor kan det let virke som om, at alle butikker i dag er en del af en kæde. Desværre er det dog ikke lykkedes at finde en statistik, der kan be- eller afkræfte, om andelen af kædebutikker er steget siden Husmødrene skulle lige vænne sig til selvbetjenings-konceptet. Købmand H. Flindts selvbetjeningsbutik, Islandsgade 2-3, Aalborg. Foto: Den Gamle By Dagligvarehandel - fra købmand til tempobutik og minimarked Det var først efter anden verdenskrig, industrialiseringen for alvor nåede detailhandlen. Dvs. at det nu blev muligt at afveje og pakke varer hos producenten eller importøren i stedet for i den enkelte butik. Det åbnede for muligheden for at etablere selvbetjente butikker. Ligeledes fik producenterne nye muligheder for at markedsføre sig selv ud fra emballage. Frem til 1950erne var detailhandlere en betydelig magtfaktor, idet de frit kunne købe hos forskellige leverandører. Da forbrugeren samtidig var meget trofast overfor den handlende, var det ikke muligt at rykke kunderne efter sortimentet. Efter 1950 blev mærkevarerne et værktøj for producent og importør, da forbrugerne kunne påvirkes igennem reklame, og dermed stille krav til butikkerne om at føre bestemte mærker frem for andre. For mærkevarerne var der vejledende priser helt frem til slutningen af 1970erne. Alle danske butikker var diskbetjente frem til 1949, hvor Brugsen og Irma åbnede de første selvbetjeningsbutikker. Butiksstørrelsen var hhv. 30 og 50 kvm. Allerede i 1953 var der 117 selvbetjeningsbutikker, og i 1959 var der 531 selvbetjeningsbutikker. I 1953 kom det første supermarked, hvor sortimentet var større, og der var et større salgsareal. Køleteknikken spillede her en rolle. Dybfrost introduceredes i Danmark i 1950erne og blev markedsført med, at det var billigt, frisk og bekvemt. De forskellige typer selvbetjeningsbutikker I kølvandet på den rivende udvikling i dagligvarehandelen opstod i løbet af 1960erne og 1970erne helt nye butikstypebegreber, bl.a. tempobutikker, minimarkeder, supermarkeder, dobbeltsupermarkeder og discountsupermarkeder. Begreberne var dog ikke entydigt definerede, og grænsen mellem dem var flydende, hvorfor følgende karakterstikker bør tages med vist forbehold. Tempobutikken var en blanding af almindelig diskbetjening og selvbetjening. Købmanden vejede stadig selv varer af, men satte dem frem, så kunderne selv kunne lægge dem i kurven. Kunderne havde valget mellem at gå direkte til disken og få en traditionel betjening, eller at betjene sig selv. Som det dog blev bemærket i Frit Købmandsskab, så var det ofte en ulempe for de kunder, der selv hentede varerne, da de ofte måtte vente på andre kunder, der var gået direkte hen for at blive betjent ved disken. Her solgte købmanden bl.a. stadig egen kaffeblanding, hvormed han kunne markedsføre sig. Købmændene var generelt misfornøjede med fremkomsten af vakuumpakket kaffe i 1950erne. Minimarkedet var karakteriseret ved, at det blev drevet ved selvbetjening, at det havde fuldt fødevaresortiment, med undtagelse af frisk kød samt at butikken har karakter af nærhedsbutik. Derudover stilledes undertiden visse betingelser m.h.t. salgsareal eller omsætning. I PS serviceunersøgelsen fra 1976 defineredes minimarkedet som havende mindst 100 kvm., men det er langt fra alle, der arbejdede med denne definition i samtiden. Generelt havde minimarkederne fået kassebånd og gav ikke kredit. Supermarkedet førte fuldt fødevaresortiment. De blev først almindelige i lidt større byer. Ifølge PS Serviceundersøgelsen fra 1976 var Irma med sine 170 butikker den mest udbredte, fulgt af Vime (42 butikker) og Hami (15 butikker). Af 10

11 frivillige kæder opstod bl.a. SPAR, Metro og Centra, mens der også var ca. 5 indkøbsforeninger (Oceka, Hoki, NH, DAKO og Solas). Supermarkeder fik fra midten af 1960erne betydning for nedgangen i andre butikker. I 1972 havde supermarkederne således en markedsandel på ca. 23 % af fødevareomsætningen, og i 1973 var ca. 40 % af supermarkederne med i en eller anden form for kædedannelse, og disse stod for 45 % af fødevareomsætningen. Dobbeltsupermarkedet førte fuldt fødevaresortiment, men også non-food som f. eks. tekstilvarer, isenkram og elektriske artikler. I 1960 åbnede Føtex i Århus som det første dobbeltsupermarked, der både havde stort fødevaresortiment og non-food sortiment. I 1970 åbnede det første lavprisvarehus Bilka i Tilst ved Århus, der både førte food og non-food under samme tag til priser ca % under den almindelige detailhandel. Discountsupermarkedet var karakteriseret ved færre varer end andre supermarkeder, men til gengæld af høj omsættelighed. Der blev sparet på indretning, service og til dels reklame, mod at kunderne kunne købe de mest almindelige dagligvarer til billigere priser. ALDI åbnede som den første discountkæde i Danmark i I 1980erne fulgte de danskejede kæder Netto og Fakta med. Dybfrost gav helt nye muligheder for de handlende såvel som forbrugerne. Billeder fra HOKI superette, 1974, Fotos: Privat eje. Virksomhedernes placering i byen Den Moderne By får tre gader, der skal vise året 1974: Sønderbrogade, der er en gammel indfaldsvej til byen og en typisk handelsgade. Havnegade der er en lidt slidt gade, men som før havnens nedlæggelse var præget af livlig aktivitet. Og endelig Anlægsvej, der er en lidt pænere gade. Hele området får karakter af et brokvarter, der er vokset frem mellem 1870 og I princippet repræsenterer de tre forskellige gader tre forskellige kvartertyper, og dermed også forskellige typer forretningsliv. Derfor blev det også undersøgt, hvilke erhverv der typisk lå i de tre kvarters-typer. Materialet er blevet opdelt i 3 hovedkategorier: centrum, brokvarter og andre steder. Vi har fået hjælp af de lokale arkiver eller museer til at bestemme, hvilke gader der faldt under hver af disse kategorier. Der skal her lyde en stor tak til Peter Dragsbo, Sønderborg Slot, Lis Thavlov, Silkeborg lokalhistoriske arkiv, Nanna Folke Olsen, Svendborg museum og Gitte Strange-Hansen, Slagelse lokalarkiv. Centrum er karakteriseret ved at tilhøre den middelalderlige bykerne og i 1974 være præget af tæt handel. Hvor centrum stopper er dog til dels baseret på de lokalkendtes skøn. Centrum dækker over Den Moderne Bys kommende Sønderbrogade. Brokvarterer er bygget mellem 1870 og 1940 og består af sammenhængende husrækker i en eller flere etager. Villakvarterer, der er bygget i denne periode, er konsekvent blevet placeret under andre steder. Brokvarterer dækker dermed både Havnegade og Anlægsvej i Den Moderne By. Andre steder er en art opsamlingskategori. Dvs. at der både kan være tale om kvarterer, der er bygget efter 1940, men som ellers har brokvarters-karakteristik, villakvarterer bebygget både indenfor og udenfor perioden, andelsbyggeri, industrigrunde og andet. Bebyggelse langs indfaldsvejene, der ikke opfylder brokvarterskravene falder også herunder. Disse områder i de undersøgte byer har i princippet ingen relevans for Den Moderne By En del gader kan både have karakter af karrébebyggelse og f.eks. villabebyggelse. Her har vores lokalkendte eksperter ofte angivet enten hvilke husnumre, der hørte til hvad, eller angivet ved hjælp af krydsende veje, hvor langt eksempelvis villaerne strækker sig. Kvarterer og erhverv Der er stor forskel på, hvilke virksomheder der ligger i byernes centre, de såkaldte karrékvarterer og villa/parcelhuskvarterer eller andre områder bebygget efter

12 Udkantserhverv og håndværkernes flugt til villa og parcelhuse Et meget dominerende træk er, at håndværksmestre i form af maler, murer, tømrer ikke længere var placeret midt i byen. De havde derimod base i udkanten af byen ofte i villa eller parcelhuskvartererne, hvorfra de kørte til deres forskellige opgaver. Også gas- og vandmestre/blikkenslagere befandt sig ofte uden for byen, men i mindre markant grad end f.eks. murere. Pladskrævende erhverv såsom vognmænd, autoforhandlere og mekanikere fandtes i udkanten af byerne ofte langs indfaldsvejene, inden disse når centrum. Køreskoler fandtes også oftest uden for centrum/brokvartererne I 1970erne var både salg af varer og services såsom forsikring blevet almindeligt. Vidar Forsikring, Århus Foto: Århus Lokalhistorisk Samling. Erhverv i centrum Visse erhverv eksisterede derimod stort set kun inde i centrum af byen. Det er især specialhandel eller kontorbaserede serviceerhverv. Det vil i praksis sige advokater, dame-, børne- og herrekonfektion, isenkram, radio/tv, tandlæger, tandteknikere, urmagere, optikere, tobakshandlende, sko, manufaktur og overraskende nok møbelhandlende. I modsætning til i dag, hvor sidstnævnte oftest findes i udkanten af byen, lå de stadig i 1970 erne i centrum. Erhverv i hele byen Nogle erhverv var jævnt fordelt overalt i byen, herunder bagere, købmænd (dog flest uden for centrum/brokvarterer), læger, forsikring og slagtere. Herre- og damefrisører ligeså, dog med en overvægt i centrum og brokvartererne. Kiosker havde derimod en overvægt i centrum og uden for brokvartererne. Grillbarer var i medvind i begyndelsen af 1970erne - til stor bekymring for pølsemændene. Jægergårdsgade i Århus Foto: Den Gamle By Brokvartererne I brokvartererne var der generelt mange typer erhverv, men ikke en bestemt type, der foretrak denne del af byen. Dog var det typisk erhverv, der til dels kunne udøves i hjemmet, eks. kiropraktor og maskinskrivning, eller hvor lokalernes og facadens fremtræden var mindre vigtig f.eks. rulning. Ellers må brokvarterne betegnes som en art blandingskvarter, hvor der både var enkelte erhverv, som ellers typisk hører til centrum eks. en enkelt advokat eller enkelte erhverv, der passer uden for byen f.eks. autoforhandlere. Der er som sådan ikke en specifik type erhverv, der er særlig typiske for brokvartererne i 1974 set i relation til antallet af butikker. Hvis der er en type erhverv, der dominerer i brokvartererne i en by, er der ikke tale om en tendens der går igen i andre byer. Børges Selvbetjening og andre butiksnavne Navnet er en af butikkens vigtigste kendetegn. Det vil ofte sige noget om butikkens type, men skulle også skille butikken ud og gøre den let genkendelig. Alligevel må der i 1974 siges at være udviklet en konsensus om, hvad de forskellige butikstyper skulle hedde. Nogle overraskelser er der dog. F.eks. er der ikke referencer til hår eller klipning i frisørernes butiksnavne. Derimod var det meget udbredt, at damefrisørens butik hed noget med Salon efterfulgt af et kvindenavn. Men det var ikke det samme som, at Salon Sonjas ejer hed Sonja! Navne er også udtryk for deres tid, og kan derfor let komme til at virke gammeldags eller mod deres intention. Således vil man i dag nok ikke vælge navnet Gay Dress til sin herretøjsbutik, Bimbo-bar til sin isforretning eller Børges selvbetjening til sin købmandsbutik. Generelt kan butiksnavnene siges at deles op i fire forskellige typer. I nogle brancher foretrækker man at bruge hele ejerens navn som virksomhedens navn. Det gælder f.eks. advokater, men også arkitekter, slagtere og blikkenslagere. I andre brancher havde man mere fokus på, at områdets eller gadens navn indgår i butikkens navn. Det var som oftest bagere og kiosker, der valgte denne type navn til deres forretninger. Det kunne f.eks. være Torvebageriet, Nygades bageri eller 12

13 Konditori, Ramsherred 33 i Aabenraa fotograferet hhv. i 1920erne og i 1970erne. Fotos: Privat eje. Nordbyens kiosk. En tredje mulighed var navne, der henviste til det solgte. Dette var også langt det mest almindelige. Det var bl.a. meget typisk blandt fotohandlere, blomsterhandlere, skobutikker og dækker mange varianter fra Blomsterboden til Star sko. Ofte ser man dog en kombination af ejerens efternavn og den solgte vare såsom Renholdt Foto. Endelig er der nogle butikstyper, hvor intet i navnet har henvisning til ejer, salgsvare eller sted. Det er ofte dametøjsforretninger, der med navne som Mixi og No. 13 gør det svært for udefrakommende at vurdere, hvad butikken sælger. Der var dog også adskillige erhverv, hvor der ses en slags sammenblanding af de forskellige navnetyper, såsom Frederik Nielsens skobutik. Konklusion Der er sket en stor udvikling med detailhandlen igennem de sidste 100 år. Hvis man lader Løvegade i Slagelse tale på den almindelige bygades vegne, så vil man opleve vidt forskellige miljøer i 1927, 1974 og I 1927 dominerede de traditionelle handlende med fødevarer og varer, men små 50 år senere er antallet af servicevirksomheder blevet fordoblet på bekostning af salget af fødevarer. Og 35 år senere har servicevirksomhederne overtaget halvdelen af butikkerne i Løvegade. Håndværkene er næsten forsvundet fra byen, mens fødevarehandlende har fået et comeback med take-away. Lægges de derimod under servicevirksomheder har traditionelle fødevareudsalg næsten samme procentdel som i Fødevarer sælges nu hovedsagelig kun fra supermarkederne eller fra enkelte specialbutikker. Andelen af traditionelle vareudsalg er også næsten halveret på de 80 år. De er flyttet ind til strøggaderne, ind i butikscentre eller har fået større forhold med masser af parkeringspladser ude i forstæderne. 13

14 Kilder Kongeriget Danmarks Handelskalender 1927 Slagelse Vejviser og Telefonbog 2008/09 Vejvisere Assens 1974 Esbjerg Frederikshavn 1975 Køge 1973 Silkeborg Slagelse Svendborg 1975 Sønderborg Litteraturliste Følgende omtaler kun den mest anvendte litteratur Agergård, Erik: Befolkningen og detailhandlen i 70erne Byplan s , København 1970 Fog, B., L. Kristensen og A. Rasmussen: Detailhandelsprognosen stemmer den? Hellerup 1977 Hansen, Fl. Lind: I Lovens Tid handelsskolernes udvikling København 1998 Hansen, Erh. W. og Torben Hansen: Butik og salg København 1974 Hansen, Max Kjær: Selvbetjeningsbutikker. København Mørch, Søren og Tom Buk-Swienty: Købmændenes historie. København 2007 PS Serviceundersøgelsen Planstyrelsen 1976 PS Serviceundersøgelsen Planstyrelsen 1976 bilag Årtusindet ud handelsskolernes udvikling Red: H. Bech Frandsen m.fl. Århus