CPH:DOX* 2018 CYBORGS AMONG US

Transkript

1 Dokumentarfilmen står i det berømte orkanens øje. Ikke som et spejl men som en kunstnerisk refleksion, der giver os virkeligheden tilbage i en form med plads til det utænkelige eksperiment, den nye tanke og løsningen ingen havde overvejet. - Festivaldirektør Tine Fischer om årets program 1

2 Kære lærer, Velkommen på CPH:DOX! Du og dine elever skal se filmene Cyborgs among us, der præsenterer os for nogle af dem, der på praktisk vis optimerer deres hverdag med maskiner og teknologiens hjælp, men også dem, der vil ændre verden og menneskets biologi ved at tilføje og inkorporere mekaniske dele. Den farveblinde, britisk-catalanske kunstner Neil Harbisson er en af dem, og med en antenne fra kraniet kan han høre hvordan farver ser ud. Fra feltet mellem avantgarde-teknologi og mainstream-forskning kommer en forsmag på nogle af de opfindelser, der vil få os til at tage selve det menneskelige op til revision. Og på nogle af de etiske dilemmaer, der følger med. Vi har her samlet et undervisningsmateriale, der skal ruste eleverne til at se filmen og sætter deres tanker om emnet i gang, så de får mest muligt ud af filmene. Materialets afsnit om dokumentarfilms form og funktion er udarbejdet af Caroline Livingstone fra CPH:DOX og afsnittet om etik og kyborger er fra Etisk Råds Homo Artefakt. Elevmaterialet indeholder en introduktion til filmen, dokumentarfilmsdefinitioner, en introduktion til kyborger, en ord og begrebsafklaring, et link til et etikinterview og endeligt arbejdsspørgsmål, øvelser og en rollespilsøvelse der samler op på og sammenknytter Cyborgs Among Us og Homo Artefakt. God fornøjelse! 2

3 INTRODUKTION FRA ETISK RÅD ORD OG BEGREBSAFKLARINGER FRA ETISK RÅD ETIKINTERVIEW VIDERE LÆSNING Publikationer/Udtalelse-om-cyborgteknologi.pdf 3

4 INTRODUKTION TIL FILMEN Teknologien har altid været menneskets forlængede arm, men med nye opfindelser kan vi erstatte og endda i nogle tilfælde forstærke vores sanser og kropslige formåen. Så hvad er mennesket i dag, hvis vi kan manipulere og overskride vores egenskaber efter behag? Cyborgs Among Us præsenterer os for nogle af dem, der på praktisk vis optimerer deres hverdag med maskiner og teknologiens hjælp, men også dem, der vil ændre verden og menneskets biologi ved at tilføje og inkorporere mekaniske dele. Den farveblinde, britisk-catalanske kunstner Neil Harbisson er en af dem, og med en antenne fra kraniet kan han høre hvordan farver ser ud. Fra feltet mellem avantgarde-teknologi og mainstream-forskning kommer en forsmag på nogle af de opfindelser, der vil få os til at tage selve det menneskelige op til revision. Og på nogle af de etiske dilemmaer, der følger med. Kyborgerne - de levende maskiner - er nemlig allerede iblandt os. Teknologien har altid fungeret som menneskets forlængede arm, men i og med at vi med nye opfindelser kan erstatte og forstærke vores kropslige udfoldelser, udfordrer vi for alvor vores forståelse af mennesket. Så hvad er mennesket i dag, hvis vi kan manipulere vores egenskaber efter behag? Cyborgs Among Us præsenterer os for alle dem, der på praktisk vis optimerer deres hverdag med maskiner og teknologiens hjælp, men også dem, der vil ændre verden ogmenneskets biologi ved at tilføje og inkorporere mekaniske dele. Under alle omstændigheder er cyborgerne de levende maskiner iblandt os. 4

5 DEFINITIONSSPØRGSMÅLET HVAD ER EN DOKUMENTARFILM? Indledende øvelse: Tænk på tre dokumentarfilm som I hver især engang har set. Skriv dem alle ned hver for sig, og diskuter hvad der gør dem til dokumentarfilm. En dokumentarfilm kan betegnes som en instruktørs fortolkning af virkeligheden. Da der er tale om film, kan det dog ikke sammenlignes med, hvad vi ser i TV Avisen, Nyhederne eller i en aktuel TV- reportage. I dag vises flere og flere dokumentarfilm i biografen, da de i underholdningsværdi er kommet på linje med spillefilm, og derfor sælger billetter til et langt større publikum end før set. Dokumentarfilm er film, som umiddelbart kan se meget forskellige ud, men fælles for dem er, at de har et tæt forhold til virkeligheden. Dokumentarfilm beskrives i visse sammenhænge som det modsatte af fiktion, men i filmteorien behandles de ikke som sådan. Det siges derimod at fiktion skaber en verden for sin historie, hvorimod dokumentarfilm finder sin historie i den verden, som vi lever i. En dokumentarfilm er ikke en spillefilm og heller ikke en reportagefilm, det er virkeligheden oplevet gennem et temperament. Det kan være en forfatter, en instruktør eller en fotograf. Theodor Christensen, som regnes for den danske dokumentarfilms far, har defineret dokumentarfilmen på følgende måde: Dokumentarfilm er ikke virkelighed. Det er ikke billeder af en handling, men handling i billeder. Dokumentarfilm kan altså defineres som film, der henter deres stof fra virkeligheden, og foretager en kreativ bearbejdning af denne, der præsenterer det ud fra en personlig holdning eller synsvinkel. Dokumentarfilm an altså også være en kunstart og ikke blot et medie, der skal registrere sandheden om virkeligheden. Dokumentarfilm kan fremvise autentiske personer, miljøer og hændelser. Dokumentarfilmen fremstiller dog ikke virkeligheden uformidlet. Genren defineres således i den britiske 5

6 filmproducent og filmteoretiker, John Griersons, klassiske definition som creative treatment of reality. Dokumentarer kan anskues i forhold til publikums forventninger, og den kontrakt der indgås idet man tænker en film som dokumentarisk. Ved dokumentarfilm forventer publikum en slags redigeret virkelighed, hvor publikum i mødet med fiktionsfilm ikke nødvendigvis forventer en direkte relation til virkeligheden. Flere nye produktioner leger dog med disse forventninger, og fakta- overfor fitionskoder, og blander fortælleformer fra fiktionsfilm og dokumentarer. Disse produktioner kaldes hybridfilm. Hybridgenrer kan gøre det mere kompliceret for tilskueren at gennemskue, hvorvidt en given film er fiktion eller fakta, og dermed præge vurderingen af filmens budskab. Det kan således være svært formelt at afgrænse dokumentarfilm. Visse bruger iscenesættelser, rekonstruktioner, eller greb hvor de medvirkende spiller eller performer en udgave af sig selv. På dokumentarfilm festivalen CPH:DOX lægges programmet ud fra en meget bred definition af dokumentarfilm, og festivalen viser produktioner der ikke kan anskues som rene dokumentarformater. DEN FORKLARENDE DOKUMENTAR Den forklarende dokumentar anses af mange for den klassiske dokumentarform. Den lægger stor vægt på de retoriske virkemidler og argumentationen. Stil henvender sig autoritativt direkte til tilskueren gennem et kommenterende lydspor, enten som Voice of God, hvor den talende ikke er til stede i billedet, eller som Voice of authority, hvor den, som taler, også er til stede i billedet. Denne type dokumentarfilm forsøger i høj grad at formidle autoritativt med ønske om at beskrive emnets relevans gennem en velbegrundet argumentation. Denne form dominerer stadig fx nyhedsindslag på CNN og udsendelser på History Channel. Der er ofte en høj grad af fokus på sociale problemstillinger i filmene med stort fokus på information og overtalelse. Eksempler: Robert Flahertys Nanook of the North (1922), John Griersons Drifter (1929), Den blå planet (2001), Americas most Wanted (1988). DEN OBSERVERENDE DOKUMENTARFILM I denne dokumentarform er fortælleren implicit, og i den rendyrkede observerende fremstillingsform findes hverken voice-over eller kommentarspor, og heller ikke deciderede interviews. Observerende dokumentarer kaldes ofte fluen-på-væggen dokumentarer, der henviser til det ser ud som om kameraet bare er blevet stillet op, og filmer det der nu udspiller sig. Det virker ofte som om kameraet blot er et vidne til det der sker, mens de medvirkende ikke registrerer, eller i hvert fald ikke forholder, sig til kameraet. Denne fortælleform er ofte blevet betragtet 6

7 som en mest objektive, fordi instruktøren ikke griber så meget ind i det der sker foran kameraet. Den observerende form stræber efter at indfange en rå ubearbejdet virkelighed. Det er en meget åben form, hvor tilskueren gives lov til at konkludere selv. Denne stil rejser dog alligevel spørgsmål til dokumentaristens rolle. Hvordan vil kameraets tilstedeværelse påvirke de mennesker, der medvirker? Kan vi være sikre på, at de filmende optræder helt præcist sådan foran kameraet, som de ville gøre uden kameraet? Ville de filmede handle anderledes, hvis kameraet ikke optog? Hvor meget bør dokumentaristen informere de deltagende om filmens overordnede projekt? Og hvornår bør dokumentaristen rent etisk gribe ind i begivenhedernes gang? Eksempler: Frederick Wisemanns High School, Hospital og Welfare (1968, 1970, 1975,) Albert & David Maysles og Charlotte Zwerins Gimme Shelter (1970) og D. A. Pennebakers Don t look back (1969). DEN POETISKE DOKUMENTAR I den poetiske grundform betones det æstetiske og/eller formmæssige, mens det retoriske element (overtalelsen) nedtones. Denne type film forsøger at gengive en bestemt måde at opleve virkeligheden på. Gennem rytme og form forsøger disse film at spille på det følelsesmæssige, og fokus er ikke at give en eksakt fremstilling af en faktuel virkelighed, men gennem en bestemt tone at beskrive filmskaberens forestilling om denne. Denne fremstillingsform har ikke nødvendigvis en decideret historie at fortælle, men fokus er på de sanselige og poetiske sider af virkeligheden. Æstetik og musik er ofte meget centrale for denne stil. Filmene kan være impressionistiske og fragmentariske og betragtes ofte som avantgardistiske i deres stil. Eksempler: Joris Ivens Rain (1928) og Walter Ruttmanns Berlin Die sinfonie der grossstadt (1927). Basil Wright og Harry Watts Nightmail (1936) Leni Riefenstahls Olympia (1938). DEN INTERAKTIVE DOKUMENTAR Den interaktive dokumentar er en mere deltagende stil, der ikke skjuler filmens medie eller instruktør. Hvor den observerende dokumentar forsøger at give indtryk af, hvordan det er at være i en given situation, forsøger den interaktive dokumentar at beskrive, hvordan det er at være filmskaber i en given situation - og i høj grad, hvordan kameraet tilstedeværelse påvirker den enkelte situation. Metoden blev anvendt af cinema verité i Frankrig, hvor filmskaberen optræder både som efterforsker (à la antropologens rolle) og som den reflekterende, ansvarlige aktør, som betragter, det som vi ser, at han ser. Fransk cinéma vérité brugte, i modsætning til amerikansk direct cinema, en aktiv instruktør, som var synlig i filmen, da ideen om, at virke- 7

8 ligheden opstod i konfrontationen var dominerende. Den måske mest berømte eksponent for formen er nok Michael Moore, der går ind i filmen for at fremprovokere synspunkter og helt fravælger objektiviteten. Eksempler: Michel Moores Bowling for Columbine, Fahrenheit 9/11 og Sicko (2002, 2004, 2007) Edgar Morin og Jean Rouchs Chronique d un ete (1961), Claude Lanzmanns Shoah (1985). DEN REFLEKSIVE DOKUMENTARFORM Den refleksive dokumentar forholder sig først og fremmest refleksivt til selve mediet. Dog er fokus flyttet til tilskueren. Denne form kan ses som en direkte modreaktion på de realismeformer, som genren har været påvirket af. Den refleksive dokumentarfilm fokuserer på hvordan og hvad, der kommer ud af processen. Med denne stil reflekteres både i form og indhold, og på denne måde inviteres tilskueren til at overveje genrens muligheder. Denne fortælleform sætter dokumentarfilmens grundvilkår under lup. Således forsøger denne form ikke at bidrage med nye informationer til tilskueren, men derimod gør den tilskueren opmærksom på de informationer og måden, de præsenteres på i mødet med medierne. Formen skal bl.a. ses i perspektivet af den postmodernistiske debat omkring autencitet og dokumentarisme i 70 erne og 80 erne. For at være autentiske fremhævedes det at man var tvunget til at synliggøre de tekstlige konstruktioner som ligger bag filmene. Eksempel: Dziga Vertovs Manden med kameraet (1929), Jim McBrides David Holzman s Diary (1967). DEN PERFORMATIVE DOKUMENTAR Den performative dokumentar stiller spørgsmål ved vidensbegrebet. Filmholdet skaber en stor del af handlingen ved sin intervention eller via film-planlagte events. Den understreger, at mening (og hermed betydning) er en subjektiv størrelse. Den performative dokumentarist forsøger hele tiden at minde os om, at verden er mere end de visuelle indtryk, som tilskueren fortolker den i forhold til. Den performative form anvender ikke argumentatoriske greb. Denne form forsøger ikke at overtale tilskueren, men henvender sig i stedet til denne emotionelt og ekspressivt. Det referentielle nedtones til fordel for en fokusering på det personlige udtryk, inklusive instruktørens subjektive perspektiv (og/eller personlige engagement). Benyttelse af en speaker kan bruges til at sætte publikum ind i filmens emnefelter, men samtidig kan mere poetiske virkemidler samtidig benyttes til at give seeren et mere oplevelsesorienteret indtryk of begivenhederne som f.eks. i Joshua Oppenheimers kendte værk; The act of killing. Eksempler: Jørgen Leths En forårsdag i helvede (1976), Nick Broomfields Aileen Warnous, the selling of a serial killer (1994) 8

9 SE PÅ DOKUMENTARENS GRUNDFORMER Når man som instruktør skal fortælle en virkelig historie, står man over for en masse valg. Hvad vil man fortælle, hvordan skal historien vinkles, og hvem skal filmes? Vil man bruge en fortæller (voice-over), interview og iscenesættelser? Hvad instruktøren vælger, afhænger af den historie, hun eller han ønsker at fortælle. Måden, historien fortælles på, har stor betydning for, hvordan man som tilskuer oplever filmens bearbejdelse af virkeligheden. Det er vigtigt at lægge mærke til, at fortælleformen styrer tilskuerens opmærksomhed og oplevelse af historien. Ofte blandes elementer fra flere fortælleformer i én og samme film. Instruktøren vælger mellem de redskaber, som bedst formidler historien. Ved at blive bevidst om, hvilken effekt det f.eks. giver at bruge en voice-over i stedet for et observerende kamera, kan man bedre analysere og forstå, hvordan forskellige fortælleelementer virker. Gennemgå jeres dokumentarfilm-eksempler fra tidligere, og diskuter hvilke af dokumentarens 5 grundformer de hver især falder ind under, samt hvilke virkemidler de gør brug af. 9

10 INDEN VISNINGEN - VÆR DERFOR OPMÆRKSOM PÅ: Hvad der er instruktørens hensigt. Vil instruktøren: Give tilskueren svar? Give tilskueren mulighed for at finde svar? Give tilskueren mulighed for at stille spørgsmål? Give tilskueren en æstetisk oplevelse? Hvordan fortælles historien? Bruges der voice-over, interviews, arkiv materiale eller rekonstruktioner? Læg mærke til de filmiske virkemidler: klipperytme, kamerabevægelser, kameravinkler, slow- og fastmotion, lys, reallyd, underlægningsmusik og lydeffekter. Prøv at læg mærke til nogle scener eller sekvenser, hvor samspillet mellem filmens virkemidler og historiens indhold og motiv fungerer særlig godt, og tænk over hvordan de to ting underbygger hinanden. Hvad er hensigten med filmen? Genkender man filmens temaer/problemstillinger, kan man relatere dem til andre historier og sammenhænge? 10

11 FILMEN Teknologien har altid været menneskets forlængede arm, men med nye opfindelser kan vi erstatte og endda i nogle tilfælde forstærke vores sanser og kropslige formåen. Så hvad er mennesket i dag, hvis vi kan manipulere og overskride vores egenskaber efter behag? Cyborgs Among Us præsenterer os for nogle af dem, der på praktisk vis optimerer deres hverdag med maskiner og teknologiens hjælp, men også dem, der vil ændre verden og menneskets biologi ved at tilføje og inkorporere mekaniske dele. Den farveblinde, britisk-catalanske kunstner Neil Harbisson er en af dem, og med en antenne fra kraniet kan han høre hvordan farver ser ud. Fra feltet mellem avantgarde-teknologi og mainstream-forskning kommer en forsmag på nogle af de opfindelser, der vil få os til at tage selve det menneskelige op til revision. Og på nogle af de etiske dilemmaer, der følger med. Kyborgerne - de levende maskiner - er nemlig allerede iblandt os. Teknologien har altid fungeret som menneskets forlængede arm, men i og med at vi med nye opfindelser kan erstatte og forstærke vores kropslige udfoldelser, udfordrer vi for alvor vores forståelse af mennesket. Så hvad er mennesket i dag, hvis vi kan manipulere vores egenskaber efter behag? Cyborgs Among Us præsenterer os for alle dem, der på praktisk vis optimerer deres hverdag med maskiner og teknologiens hjælp, men også dem, der vil ændre verden og menneskets biologi ved at tilføje og inkorporere mekaniske dele. Under alle omstændigheder er kyborgerne de levende maskiner iblandt os. INTRODUKTION 1 En cyborg er et menneske, hvis krop er sammenkoblet med elektronik. De fleste forbinder dem sandsynligvis med science fiction fx fra filmenes verden. Men faktisk går der også cyborgs rundt i den virkelige verden om end af en mere beskeden slags. Mennesker med pacemaker eller elektronisk høreapparat er jo på en måde en slags cyborgs I fremtiden kan vi komme til at se noget der ligner filmenes menneskemaskiner: mennesker med kunstigt forstærket intelligens, mennesker med infrarødt syn, ekstra forstærkede lemmer med mere. De fleste forbinder sikket cyborgs med sciencefiction-filmenes verden. For eksempel fra I, Robot, hvor Will Smith er helten, som er udstyret med en fuldt integreret kunstig arm

12 med superkræfter. Eller fra filmen Terminator, hvor Arnold Schwarzenegger spiller en ond cyborg, der udsendes fra fremtiden for at udrydde menneskeracen. Men faktisk går der også cyborgs rundt i den virkelige verden om end af en mere beskeden slags. Hvert år er der fx omkring mennesker i Danmark, der får indopereret en pacemaker et lille elektronisk apparat, der forsyner hjertet med elektriske impulser i de tilfælde, hvor hjertets eget impulssystem ikke virker. Og flere døve mennesker har i dag fået indopereret et elektronisk apparat, der oversætter lydinformationer til elektriske impulser, som sendes til hørenerven ved hjælp af indopererede elektroder. Cyborgs er altså ikke nogen ny opfindelse. Men inden for de seneste år har forskningsfeltet produceret tankevækkende resultater, der får science fiction verdenen til at synes tættere på. Kobling af elektroniske signaler og nervesystemet I et af de mere slående eksperimenter, har forskere indopereret en elektrode i en makak-abes hjerne på det sted, hvor signaler om håndens bevægelser udgår fra. Forskerne har sat aben foran en computerskærm med et joystick i hånden, som den bruger til at styre en lille plet ind i en større plet. Mens aben arbejder med joysticket, måler forskerne de elektriske impulser fra abens hjerne og omsætter dem til computersprog. Efter cirka 10 minutter frakobler de strømmen til joysticket. Aben tror stadig, at det er joysticket, der får pletten til at bevæge sig. Men nu styres den i virkeligheden kun af de elektriske signaler, der udsendes fra neuronerne i abens hjerne, når den tænker på at bevæge sin hånd. Aben finder dog langsomt ud af, at det er dens tanker og ikke håndens bevægelse af joysticket, der styrer pletten på skærmen. Så da forskerne fjerner joysticket, fortsætter den stort set uforstyrret med spillet. Men nu bevæger den prikken på skærmen ved blot at tænke på bevægelsen. Eksperimentet viser, at det er muligt at koble signaler fra hjernen og nerve systemet direkte med it-teknologi uden for kroppen. En opdagelse der har åbnet op for, at man vil kunne hjælpe fysisk handikappede på helt nye måder ved at indoperere elektronik i kroppen. På eksperimentelt niveau har man allerede skabt vage synsindtryk hos blinde, ligesom fysisk handicappede mennesker med tankens kraft har kunnet flytte cursoren på en computerskærm. Og i fremtiden håber man også på, at det ved hjælp af samme teknologi vil blive muligt for lamme mennesker at styre deres kørestol ved tankens kraft eller måske endda kontrollere kunstige lemmer. Splejsningen mellem hård teknologi og hjernens bløde biologi kridter imidlertid også banen op for andre anvendelser. Anvendelser som er teoretisk mulige, og som i fremtiden måske vil blive virkelige: mennesker med kunstigt forstærket intelligens, mennesker med infrarødt syn, ekstra forstærkede lemmer med mere. Ja, i en vis forstand filmenes cyborgs menneskemaskinerne gjort til virkelighed. Det lyder måske vildt. Men faktisk er der en forsamling, der kalder sig trans humanister, og blandt andet tæller respektable forskere blandt sine tilhængere, som opfatter muligheden for totalt at forandre menneskets vilkår som en gevinst. De ser den biol- 12

13 ogiske krop som en begrænsning og håber på, at mennesker med teknologiens hjælp nu kan deltage målrettet i at forme menneskeartens videre skæbne i evolutionen. Skabelsen af et helt nyt slags menneske er i tråd med deres målsætninger, så længe det medfører, hvad de opfatter som forbedringer af enkeltindividers livskvalitet: Længere levetid. Helst udødelighed. Højere intelligens. Bedre humør. Mere frihed. Grænseløse muligheder. CYBORGTEKNOLOGIENS UDFORDRINGER Den fuldt udviklede cyborg hører dog stadig fremtiden til. For selvom cyborg teknologien er i en rivende udvikling, er teknologien stadig på pionerstadiet. En af de store udfordringer er at opnå høj præcision i målingerne af aktiviteten i kroppens nervetråde eller hjernens neuroner. Det omtalte eksperiment med makak-aben er et eksempel på en relativt præcis måling. Det vil sige, at de signaler i abehjernens neuroner, som elektroderne opfangede, præcist var de signaler, som aben faktisk bruger til at bevæge sin arm og sin hånd med. For at dette skal lykkes, kræver det ikke blot en detaljeret viden om bevægecentret i hjernen. Det kræver også helt banalt, at man opererer meget tynde elektroder dybt ind i hjernen. Man kan sige, at graden af præcision øges i takt med, hvor meget teknologien rent fysisk griber ind i hjernen. Hjernens aktivitet kan nemlig måles og bringes i anvendelse på mere eller mindre indgribende måder. Elektroder kan anbringes på hovedbunden, lige under kraniet, i de yderste lag af hjernen eller dybt nede i hjernen. Jo tættere man kan komme på at måle eller påvirke enkelte neuroner, jo mere detaljeret vil man kunne styre udvekslingen mellem hjernens aktivitet og de eksterne apparater. Hos mennesker er det naturligvis en alvorlig sag at operere elektroder dybt ned i hjernen. Derudover er det et problem, at elektroder med de nuværende materialer med tiden kan blive nedbrudt af det omgivende væv. I de eksperimenter, man har lavet med mennesker, er præcisionen derfor ikke nær så stor som i eksperimentet med makak-aben. Man kan forestille sig, at en kørestolsbruger kan styre sin kørestol via elektroder, der er placeret på hovedbunden. Han skal så øve sig i at tænke på geometriske former, når stolen skal køre til venstre, og på farver, når den skal køre til højre. For det er måske sådanne signalforskelle, elektroderne kan opfange; og som en computer kan programmere til at lave forskellige funktioner for kørestolen. Det vil naturligvis kræve langt mere indøvelse, og det vil virke mere akavet for brugeren. 13

14 ORD OG BEGREBSAFKLARING 1 Cyborgs Ordet er dannet ved en sammentrækning af cybernetic (kybernetisk) og organism (organisme). Med tiden er begrebet kommet til at stå for et væsen, der i en eller anden grad er en sammensmeltning mellem menneske og maskine. I moderne tid er ordet kybernetik blevet brugt om en videnskab, som den amerikanske matematiker Norbert Wiener normalt anses for at have grundlagt. Norbert Wiener udgav i 1948 bogen Cybernetics, or Control and Communication in the Animal and Machine. I kybernetikken er det en grundlæggende antagelse, at organismer, maskiner og sociale systemer alle fungerer efter nogle basale lovmæssigheder. Dermed ligger der i kybernetikken en idé om, at menneskers måde at fungere på kan skrives på samme formel som maskinelle systemer. Kybernetikken blev en væsentlig del af de videnskabelige miljøer, som siden har udviklet forskellige former for kunstig intelligens. Begrebet cyborg blev opfundet af de to forskere Manfred E. Clynes og Nathan S. Kline i starten af 60 erne. Det var i rumkapløbets glade dage, og de var begge involverede i forskning, der skulle løse de problemer, som den menneskelige krop ville komme ud for under rejser i rummet. Deres grundlæggende tanke var, at den bedste løsning ville være at tilpasse den menneskelige krop til miljøet i det ydre rum, i stedet for at tage det jordiske miljø med sig i form af rumdragter og kunstige atmosfærer. Igennem evolutionen har kroppen tilpasset sig til skiftende miljøer. Men Clynes og Kline mente, at man ville kunne tilpasse kroppen ved hjælp af teknologi. De overvejede alt lige fra automatiske medicinpumper i kroppen til at astronauter med indbyggede brændselsceller skulle kunne klare sig i rummet helt uden at trække vejret. I dag bruges begrebet cyborg, når meningsdannere og forskere diskuterer ideologiske, filosofiske og teknologiske aspekter af koblingen mellem den menneskelige krop og ydre teknologiske hjælpemidler. Det er ofte meget forskelligt, hvad en cyborg opfattes som, alt efter hvilken kreds af debattører, der bruger ordet. Et forskerhold i Los Angeles er ved at udvikle en chipbaseret kunstig hippocampus. Det vil reelt være en protese til hjernen, og den vil kunne anvendes til genvinde hukommelsen eller måske oven i købet gøre den bedre. Forskerholdet håber selv på, at en kunstig human hippocampus kan være udviklet om 15 år

15 Nogle patienter med Parkinsons kan hjælpes med en stimulator, der opereres ind i hjernen i præcis det område, som er skyld i patientens rystelser. Patienten kan selv skrue op og ned for apparatet. Biosensorer vil kunne opereres ind i kroppen og overvåge kroppens helbredstilstand på utilgængelige steder. Endvidere vil biosensorer kunne kommunikere med lægen. Firmaet Cybernetics har taget patent på et hjerneinterface-system kaldet BrainGate Neural Interface System. Det er den slags interfaces, som anvendes i forsøg med aber og fysisk handikappede mennesker. I 2003 modtog forskningen i hjerneinterfaces 24 millioner dollars alene fra det amerikanske militær. Kunstigt syn er på vej. Sammenkoblingen af et kamera med elektroder, der stimulerer synsnerven, kan hjælpe på blindhed. Men det kan også være et tredje øje. Nogle forskere mener endda, det kan skabe helt nye sanser, fordi et hvilket som helst apparat kan kobles på. Eksempelvis kan man forestille sig at komme til at se lugte. HVAD ER EN CYBORG? Begrebet cyborg er en sammentrækning af cybernetic (kybernetisk) og organism (organisme) og stammer fra et NASA-projekt i Her var cyborgen en sammensmeltning af menneske og maskine, der skulle være en ny og mere levedygtig udgave af mennesket beregnet på rumrejser. Cyborgbegrebet ændrede dog hurtigt betydning og blev i den mere folkelige forståelse til en organisme sammensat af menneske og maskine - en sammensmeltning af noget naturligt og noget kunstigt. Men begrebet kom også til at dække radikale ændringer af mennesket og udvidelser af menneskets naturlige evner ved hjælp af teknologi, således at organiske mennesker/ væsner, der er blevet opgraderet, også hører under kategorien. Begrebet cyborgs har været brugt om det meste, og som oftest skaber brugen af begrebet mere forvirring end forståelse, fordi alle har deres egne forestillinger om, hvad en cyborg er, og hvor megen teknisk indgriben, der skal til, førend man begynder at kalde nogen for cyborgs. Er folk, der går med briller, og folk der har fået en vaccination, f.eks. cyborgs? Måske, men i så fald gør begrebet ingen nytte, for så er cyborgs blot blevet en massebetegnelse. En mere brugbar måde at gribe dette problem an på kunne være at skelne mellem forskellige kategorier af cyborgs, for så at udpege de kategorier, man har lyst til at diskutere. Den amerikanske cyborgekspert Chris Hables Gray opstiller f.eks. fire forskellige kategorier af cyborgindgreb, der hjælper os til at kunne udvælge den type af diskussioner, som er interessante. Hans fire kategorier ser således ud: 1. Restaurerende indgreb 2. Normaliserende indgreb 3. Rekonfigurerende indgreb 4. Udvidende indgreb. 15

16 Hvad angår den første kategori, kan man forestille sig, at der har været et biluheld, hvor et barn er kommet voldsomt til skade. For at få barnet på benene igen indopererer man forskellige proteser og maskiner, som kan overtage funktioner, barnets krop ikke længere selv kan klare. Målet for denne cybogificering er, at den tilskadekommende bliver så normal som muligt og får det tidligere liv tilbage i den grad, det teknisk kan lade sig gøre. I kategori nummer to kan vi forestille os en lignende problematik. Her har vi f.eks. det problem, at et barn bliver født med en defekt af en slags, men at et større teknisk indgreb giver barnet mulighed for at få et normalt liv. Ingen af de to første kategorier synes at give etiske problemer, og de er alment accepterede blandt befolkningen som gode indgreb. Det er anderledes med de to sidste cyborgkategorier. Den tredje kategori er en rekonfigurerende cyborgkategori, hvilket betyder, at indgrebet bryder med ønsket om at blive ført tilbage til en normaltilstand. Her taler vi i stedet om en radikal ændring. Det bedste eksempel, som allerede pågår, er kønsskifteoperationer, hvor mænd bliver til kvinder og omvendt. Her falder den brede folkelige støtte til indgrebet mærkbart, for her nedbrydes en af de faste størrelser, vi navigerer efter, nemlig forskellen mellem mand og kvinde. I 1980 ernes diskussioner talte man om de tre afgørende forskelle: mand/kvinde, menneske/ maskine, menneske/dyr. Og man kan sagtens forestille sig, at man i denne kategori også vil finde eksempler på overførsel af dyriske egenskaber til mennesker, eller omvendt - f.eks. er der sikkert nogen, som kunne tænke sig at få kattens nattesyn eller hundens hørelse. De eksempler kunne for så vidt også høre ind under den sidste kategori, der hedder udvidelse. Her er vi ved den mest sprængfarlige af de fire kategorier, og det er også her, de såkaldte transhumanister hører til. I denne kategori gælder det om at sprænge menneskets naturlige begrænsninger med den til rådighed stående teknik. Dvs. ønsker om at høre, se og lugte bedre, om at være klogere, stærkere, kønnere og at leve længere. Ønsker, vi nok alle kan nikke genkendende til i et eller andet omfang. ETISK STATUS Hvad sker der, hvis robotter bliver så intelligente, at de er selvbevidste og har egne interesser? Skal de så behandles, som vi mennesker behandler vores egen art? Diskussionen om etisk statur handler om, hvad der giver adgang til at have etisk status. Er det tilhørsforholdet til en bestemt art - homo sapiens - eller er det noget helt andet, der tæller? ROBOTTERS ETISKE STATUS I fremtiden vil den diskussion måske opstå i forbindelse med robotter. Det afhænger dog af, om man tror på, udviklingen af kunstig intelligens og menneskelignende robotter kan føre til væsner, der kan kaldes personer eller har et indre liv. Sydkorea, der satser stort på robotter og højteknologi, er et eksempel på, at robotters etik tages alvorligt. Her har regeringen ned- 16

17 sat et ekspertudvalg, der skal lave et regelsæt for omgangen mellem mennesker og robotter. Regelsættet skal forhindre, at mennesker misbruger robotter og omvendt. Den sydkoreanske regering begrunder det med, at man forventer, at robotter udvikler stærk intelligens i en nær fremtid. Fokus er dog først og fremmest på, hvordan man sikrer beskyttelsen af mennesker i denne udvikling. Man siger, at et væsen har etisk status, hvis det er omfattet af etikken, dvs. når man skal tage hensyn til det på baggrund af etiske overvejelser og principper. Der er stor enighed om, at ikke alle væsener har etisk status. En kartoffelplante har for eksempel ingen etisk status. De fleste vil sige, at det er af hensyn til ejeren og ikke af hensyn til selve planten, når man ikke bør grave den op eller ødelægge den. Man skal ikke tage hensyn til planten for dens egen skyld. Omvendt mener de fleste, at dyr er omfattet af etikken og skal behandles ordentligt. De kan jo opleve ubehag i form af smerte eller sult, hvilket kartoffelplanter ikke kan. På andre områder er der derimod større uenighed. Nogen mener for eksempel, at man kan have etiske forpligtelser over for arter eller økosystemer. FORSKELLIGE OPFATTELSER AF ETISK STATUS I 1700-tallet formulerede Jeremy Bentham en teori om etisk status, som mange siden har tilsluttet sig. Ifølge teorien er det en betingelse for etisk status, at man har eller kan have mentale oplevelser og dermed interesser. Hvis et væsen har mentale oplevelser, er det nemlig ikke ligegyldigt for væsenet selv, hvordan det bliver behandlet. Ifølge tilhængerne af denne interesseopfattelse er det forklaringen på, at dyr har etisk status, mens kartoffelplanter ikke har. Der skal gode grunde til at skade et dyr, fordi dyret er i stand til at opleve smerte og ubehag. Der findes andre opfattelser af, hvad der giver etisk status. Ud fra en kristen opfattelse kan man mene, at alle levende væsener har krav på at blive behandlet med en vis respekt, fordi Gud har skabt dem og betragter dem som værdifulde. Man kan begrunde forskellen i menneskers og andre væsners etiske status med, at kun mennesker er personer. Ifølge personteorien har personer krav på en anden behandling end andre væsener, for de har de ganske særlige egenskaber, der definerer en person. For eksempel er personer selvbevidste, og de har værdibaserede planer og projekter, der rækker ud i fremtiden. Derfor kan man mene, at det er værre at slå en person ihjel end et andet væsen uden disse egenskaber. Et væsen, der ikke er en person, har nemlig intet forhold til sin egen fremtid. Men det åbne spørgsmål er så stadig: Vil vi mennesker udvikle robotter, der besidder intelligens, følelser og krop, så man må sige, at de er en slags personer? Og hvad betyder svaret for vores egen art, homo sapiens? 17

18 SJÆL-LEGEME-PROBLEMET Er mennesket fysisk eller åndeligt? Sjæl-legeme-problemet er snævert knyttet til dualismen, som går ud på, at virkeligheden består af to bestanddele af forskelligt væsen, nemlig det sjælelige og det materielle. Det sjælelige skal i denne sammenhæng forstås bredt, så det kan omfatte både det mentale og/ eller det, man i kristen sammenhæng kalder sjælen. Man når frem til en dualistisk opfattelse ved at tænke over, hvor stor forskel der er på den mentale indre verden og den fysiske ydre verden. Mentale oplevelser, for eksempel en drøm eller et indre farvebillede, har ikke nogen rumlige egenskaber, i det mindste ikke på samme måde som fysiske ting. De har ikke længde, højde eller bredde - og som oftest giver det ikke umiddelbart mening at give dem en eksakt placering i det fysiske rum. For det andet er mentale oplevelser private i den forstand, at andre aldrig har adgang til dem. Ingen kan føle min smerte eller opleve, hvordan netop min forelskelse tager sig ud indefra. Og for det tredje er mentale oplevelser selvgivne på den måde, at oplevelsen fylder bevidstheden ud og ikke står til diskussion: Det er for eksempel ikke muligt at foretage en nærmere undersøgelse for at finde ud af, om det faktisk er smerte, jeg føler. Modsat har den fysiske virkelighed de stik modsatte egenskaber. Fysiske genstande har en nøjagtig placering i rummet, de er i princippet offentligt tilgængelige, de kan altid undersøges nærmere og eksisterer uden at blive iagttaget. Hvis to størrelser har forskellige egenskaber, kan de ikke være identiske. For hvis de er identiske, må de nødvendigvis have de samme objektive egenskaber, selv om de måske umiddelbart tager sig forskelligt ud. Hvis forskellene på det mentale og det fysiske er så store, som det ser ud til, må den dualistiske opfattelse altså være rigtig: Virkeligheden består af to grundbestanddele eller substanser af forskelligt væsen og med vidt forskellige egenskaber. Er dette rigtigt, skaber det imidlertid et problem, for hvordan kan substanser med vidt forskellige egenskaber vekselvirke med hinanden, hvilket de jo ser ud til at gøre? Når jeg føler smerte, kan det jo for eksempel være fordi, jeg har trådt et søm op i min fod. Men hvordan kan noget materielt påvirke noget ikke-materielt og omvendt, hvordan kan noget ikke-materielt påvirke noget materielt? Det sidste synes at være det, der sker, når vi for eksempel ved viljens kraft beslutter os for at løfte armen? Der eksisterer flere typer af svar på spørgsmålet, men ingen af dem virker helt tilfredsstillende. En mulighed er at acceptere epifænomenalismen. Ifølge denne teori er det mentale en følgevirkning af det materielle, men det mentale virker ikke tilbage på det materielle, så der 18

19 ikke er tale om en egentlig vekselvirkning. Opfattelsen forklarer imidlertid ikke, hvordan noget mentalt kan opstå ud fra noget materielt, og den er heller ikke i overensstemmelse med vores normale fornemmelse af, at vi i kraft af vores vilje og vores beslutningsevne kan påvirke det materielle med det mentale. Hvis epifænomenalismen er korrekt, er vores fornemmelse af at have en fri vilje altså en ren illusion. ALTERNATIVER TIL DUALISMEN En helt anden måde at komme uden om vekselvirkningsproblemet på er ved at benægte dualismen. Der eksisterer tre alternativer til dualismen. Ifølge dobbeltaspekt-teorien er det mentale og det fysiske dybest set ikke forskelligt. Det er blot to forskellige måder, som den samme bagvedliggende ting eller substans kan fremtræde på. Et af teoriens problemer er at forklare, hvordan den samme bagvedliggende ting kan fremtræde på to så forskellige måder som det sjælelige og det fysiske. Ifølge materialismen eksisterer der ikke noget egentligt sjæleligt, idet alt eksisterende i realiteten er af materiel karakter. Et af materialismens problemer er at gøre rede for, hvordan mentale fænomener kan være af rent materiel karakter, når det nu opleves, som om at deres egenskaber er så radikalt anderledes end egenskaberne ved det materielle. Idealismen hævder det modsatte af materialismen, idet alt eksisterende ifølge denne teori er af mental eller sjælelig karakter. Teorien virker formentligt fremmedartet på det fleste i nutidens samfund, men dens udgangspunkt er ikke uden en vis overbevisningskraft. Tanken er nemlig den, at vores viden om den materielle verden altid formidles til os gennem sanseoplevelser, som i sidste ende er af mental karakter. Direkte tilgang til den materielle verden har vi i en vis forstand aldrig. Hvis man skal vælge mellem materialismen og idealismen, vil idealisterne derfor hævde, at valget giver sig selv. Et af idealismens problemer er imidlertid at forklare, hvorfor vi overhovedet har oplevelsen af, at der eksisterer en ydre verden, som eksisterer uafhængigt af os og vores oplevelse af den. ETIKINTERVIEW 2 af Klemens Kappel, tidligere medlem af Det Etiske Råd (fra ). Han er filosof og lektor ved Københavns Universitet og Peter Øhrstrøm tidligere medlem af Det Etiske Råd (fra ). Han er idéhistoriker og professor ved Aalborg Universitet

20 SPØRGSMÅL Læs interviewet med Peter og Klemens, der diskuterer cyborgs. Arbejd derefter med følgende spørgsmål: Hvis hr. Jensen har mistet en arm og fru Jespersen et øje, skal vi så give dem en kunstig arm og et kunstigt syn svarende til, hvad de havde før (status quo), når teknologier i dag gør det muligt at optimere de to organer? Så hr. Jensen f.eks. får en arm, der kan blive ved med at dreje om sin egen akse, ligesom en elektrisk skruetrækker? Og fru Jespersen bliver i stand til at opfange infrarødt lys og se i natten? Er det en god ide at tage skridtet videre fra at reparere for sygdomme eller opståede handicap til at udstyre mennesket med nye færdigheder, der overgår de naturlige? Er der en optimeringsgrænse? Er der noget mennesker ikke må kunne? Synes du, det ville være i orden at give mennesker infrarødt syn, ekstra styrke, intelligens eller en humørstyringsknap? Begrund dit svar. - Hvad vil det sige at være menneske? - Hvad udgør det menneskelige? - Hvor meget teknologi skal der til før et menneske ikke længere er menneskeligt? Begrund dit svar. Rollespil: Forestil jer, at I er medlemmer af Det Etiske Råd. Stil etisk spørgsmål om cyborgs, deres rettigheder og deres betydning for det menneskelige diskuter dem på holdet. 20