Del Eksempler på højre-liberale partier

Transkript

1 Del Eksempler på højre-liberale partier I dette afsnit vil vi koncentrere os om kategorien højre-liberale partier. Særlig vægt vil blive lagt på Alliancen af Fri Demokrater (SZDSZ) i Ungarn, Borgerdemokratisk Parti (ODS) og Borgerdemokratisk Alliance (ODA) og Firekoalitionen (4K) i Tjekkiet og partierne inden for denne koalition, samt på Frihedsunionen (UW), Demokratisk Parti (PD) og Borgerplatformen (PO) i Polen. Fælles for dem alle har været ønsket om hurtig indførelse af markedsøkonomi af vestlig standardtype og "tilbagevenden til Europa". Demokrati-opfattelsen blandt de neoliberalt orienterede har normalt været elite-præget, og både nationalisme, abstrakt symbolpolitik og anti-politik udlagt som værende i modstrid med progressiv liberal politik og ideologi. Det civile samfund har heller ikke været i særlig høj, for som meget rammende formuleret af Witold Morawski har de liberale mere været venner af markedet end af folket (Morawski, 1998:188). I historieopfattelsen afveg liberale på mange måder fra højre-traditionalister og religiøse partier. For polske liberale var det således ikke året 1980 med dannelsen af Solidaritet, men året 1989 med Balcerowicz-planen og overgangen til markedsøkonomi, som var vendepunktet, ganske som de tjekkiske liberale modsat socialdemokrater betragtede Pragforåret i 1968 for nærmest et socialistisk eksperiment og derfor ikke som historisk skelsættende ODS Borgerliberalt Parti (ODS) blev oprettet i marts-april 1991 efter en splittelse inden for den brede antikommunistiske bevægelse Borgerforum (OF). Den første kongres fandt sted den april 1991 i Olomouc. På den stiftende partikongres blev bl.a. vedtaget et foreløbigt politisk program under den optimistiske overskrift Vejen til velstand ( Cesta k prosperite ). Den første ordinære kongres blev afholdt noget senere samme år, i november måned i byen Plzn. ODS repræsenterede den liberale magtorienterede og teknokratiske fløj inden for Borgerforum (OF). Partiet blev grundlagt af en elitegruppe, der havde meget fælles social og aldersmæssigt. Gruppen voksede stærkere i de sene 1980ere centreret omkring gråzone teknokrater inden for bestemte forskningsinstitutioner, fx Institut for Prognoser, og finansielle institutioner. De afviste det hårdkogte kommunistiske styre, men følte sig ikke tiltrukket af Charta 77 s antipolitik. De følte sig i højere grad inspireret af neoliberalismen og den østrigske skole og Chicago-skolen (Hanley mfl., SEI Working paper no. 94:35). ODS var ikke typisk for de mange nye ikke-kommunistiske partier, idet ODS helt fra starten oprettede partiafdelinger lokalt, regionalt og på republikniveau og derved fik en ret stærk organisation. Kort sagt blev det institutionelle aspekt tildelt betydelig vægt. Partistifteren Václav Klaus ønskede at få etableret et stærkt centrum-højre programparti med en klar liberal politisk profil og stærk organisation. I midten af 1990 erne havde ODS medlemmer organiseret i 1391 lokale foreninger, tal som kun post-kommunistiske partier som KSCM og KDU-CSL kunne matche 1. Medlemstallet holdt sig ret stabilt også i årene efter årtusindeskiftet og steg yderligere grundet fremgangen i vælgertilslutning op til 2006 valget. 1 Klara Vlachová og Jan Kreidl i Ekonom, no , artiklen Sila mas :58. 1

2 Václav Klaus tog udgangspunkt i, at det tjekkiske samfund havde brug for et konkret ideal, en ny vision og diskurs for tilbagevenden til Europa. Et ægte konservativt parti kunne ikke i længden blot støtte sig til medborgerprincippet. I stedet blev vægten lagt på den økonomiske omstilling. Ordet kapitalisme blev kun sjældent benyttet i partiprogrammerne, idet udtryk som markedsøkonomi og modernisering klingede bedre hos vælgerne. I modsætning til præsidenten var Klaus finansmand og desuden udpræget parti-mand. Præsidenten (Havel), Jiri Dienstbier s Borgerbevægelsen (OH) og Socialdemokratiet (CSSD), anti-novemberkræfterne, blev fra ODS-side anklaget for hang til politisk nostalgi og for at nære illusioner om udsigtsløse tredje veje mellem kapitalisme og socialisme, måske inspireret af ufrugtbar anti-politik og det gamle Prag-forårs teser om socialisme med et menneskeligt ansigt Partiopfattelsen Præsident Vaclav Havel holdt i modsætning til Václav Klaus fast i sin skepsis over for politiske partier og statslige strukturer generelt. Partierne var iflg. Havel alt for centralistiske og vertikalt opbyggede. Som præsident ønskede han at være talerør ( trybuna ) for folket og det civile samfund. Partier var nødvendige, men de måtte ikke få en hegemonisk status. Sagt med andre ord forsøgte Václav Havel at fremstå som nestranik, en ikke-partimand og en nadstranik, der var hævet over partierne og ikke lod sig friste af magtens teknologi 2. Partierne svækkede civilsamfundet på grund af de centralistiske, teknokratiske og udemokratiske beslutningsformer og det stærke fokus på magtbesiddelsen. Spørgsmålet er dog, om Havel ikke endte med at holde af den politiske magt, som præsidentembedet trods alt gav ham. Václav Klaus fremhævede i modsætning til Havel de politiske partiers, partikonkurrencens og det fri markeds betydning. Ordet borger ( civic ) indikerede arven fra Borgerforum (OF), og ideologisk blev vægten ikke som hos Havel lagt på non profit sammenslutninger med nærmest korporative elementer, men på betydningen af sammenslutninger af frie borgere og interaktionen mellem enkeltindivider. Bevægelsespræget forsvandt således hurtigt. Borgerforums (OF) oprindelige grundlag, den brede antikommunistiske bevægelse, var for Klaus uholdbar, ja farlig i længden. Så reelt blev ODS oprettet som en reaktion rettet imod selve bevægelsesformen. Gentagne gange understregede Václav Klaus betydningen af en stærk partiorganisation, dvs. høj institutionalisering med en solid medlemsbasis og en klar partistruktur med forankring i et korps af loyale velskolede partifunktionærer på både lokalt, regionalt og centralt niveau. Sagt med andre ord, ønskede Klaus at gøre ODS til et programparti af valg-typen med stærk centralisering, ikke et parti af "catch-all" typen i Kirchheimer's forstand. Kernepunkterne i ODS' første programmer var den hurtigst mulige overgang til markedsøkonomi med mindst mulig statsregulering og med privat ejendomsret, begge dele båret oppe af stadig større politisk støtte fra den hastigt voksende økonomiske middelklasse. Den vigtige opgave kunne ikke realiseres af et løst opbygget og svagt institutionaliseret parti. Med hensyn til partitype så eksempelvis Miroslav Novak ikke ODS som et kadreparti i den klassiske forstand 3. Partiet var fra grundlæggelsen centralistisk opbygget med betydelig magt til formanden og en snæver inderkreds omkring ham. Tomasz Mackowiak gik så langt som til at sige, at ODS ikke kan betragtes som et normalt parti, snarere som en sekt med en 2 Boris Lazar, Predcasny hold boudoucimu ceskemu prezidentovi, Respekt, , 1992: Miroslav Novak (1997), Systemy politickych stran, Praha:Sociologicke Nakladelstvi. 2

3 forgudet leder (Václav Klaus) i spidsen 4. Dette er dog at gå alt for langt. Andre, som Sean Hanley (Hanley, 2004) har peget på ODS som en interessekoalition af forskellige professionelle klubber. Den voksende vælgertilslutning fremskyndede i sig selv udviklingen bort fra bevægelseslinien. I avisen "Lidove Noviny" omtalte Klaus sit parti som et valg-parti af den "frie" type med koblinger til Borgerforum (OF) 5. Og i programmet "Hvad vi ønsker og hvad vi ikke ønsker præsenterede Klaus sin vision om ODS som et godt organiseret masseparti med et solidt medlemsgrundlag 6. Det, som Klaus selv i positive vendinger betegnede som "frie" partier" af "valg-typen", havde tydeligt en lighed med Duverger's kadrepartier, Neumann s partier med individuel repræsentation og Sartori s parlamentsorienterede valgpartier. Som følge af den høje og socialt brede vælgertilslutning fremstod ODS umiddelbart som et catch-all parti. På længere sigt fik partiet dog størst tilslutning blandt de vælgere, der klarede sig godt under transformationen. Tilslutningen har altid været særlig stor i hovedstaden Prag. Af politiske modstandere blev Klaus' parti-tanker betegnet som "bolsjevistiske", som en postkommunistisk variant af den gamle leninistiske doktrin om partiets ledende rolle. Den centralistiske ledelsesform og understregningen af kun én videnskabelig funderet og korrekt vej fra plan til marked kun én sandhed - kunne friste til at drage denne vidtgående konklusion. Økonomien var for Klaus den maskine, der skabte demokratiet, derfor den store vægt på privatiseringspolitikken. Klaus parti-opfattelse svarede ganske godt til vælgernes præferencer. Majoritetets-princippet, princippet om at the winner takes it all, var den klart fremherskende politiske filosofi. Inden for regeringen blev valgt en cabinet ledelsesstil, idet alle vigtige beslutninger blev taget i de regeringsbærende partiers hovedkvarterer og uden nævneværdig folkelig eller parlamentarisk kontrol. I længden skulle den stærke centralisering af magten og personificeringen omkring lederen Václav Klaus blive alvorligt. Centraliseringen gav i for ringe grad mulighed for debatter om den politiske linie, ligesom der blev skabt muligheder for korruption og "kammerateri". Decentralisering og afpolitisering af forvaltningen var ellers hårdt tiltrængt, for statsapparatet blev betragtet som det sejrende ODS ejendom, og ODS selv blev derfor af mange iagtagere betragtet som et udpræget magtens parti 7. ODS afviste også forskellige forslag fra bl.a. socialdemokraterne om overdragelse af vigtige opgaver til decentrale og regionale myndigheder ud fra en frygt for mährisk regional nationalisme og ud fra generel ideologisk betinget modstand mod decentralisering. Heller ikke tanken om indførelse af en ombudsmandsinstitution efter den polsk og ungarsk mønster faldt i god jord. Normalt rummer de politiske partier forskellige politiske strømninger ( kaffeklubber ), som praktiserer en fredelig indbyrdes kappestrid. Dette var ikke kendetegnende for ODS og for Tjekkiet i det hele taget. Den politiske scene var tværtimod kendetegnet ved idealisering af homogene partier. Næsten enhver afvigelse fra partilinien blev fra partiledelsens side betragtet 4 Tomasz Mackowiak, Dwójka, clyli piatka, Gazeta Srodkoeuropejska, tillæg til Gazeta Wyborcza og Lidové Noviny Lidove Noviny :9. 6 "Co chceme a co nechceme", Obcanske denik, :1 og 3. 7 Denne kritik blev bl.a. fremført af præsidentens daværende talsmand, Jiri Pehe, f.eks. i avisen Hospodarske Noviny :6, Cesky demokraticky system postrádá nekteré dimenze. 3

4 som forræderi 8. Men centraliseringen i toppen fjernede ikke i sig selv den institutionelle forvirring, for reelt fandtes tre forskellige magtcentre inden for ODS, én koncentreret omkring formanden, en anden omkring partiets eksekutivråd og en tredje omkring parlamentsgruppen. Fordelingen af kompetencen mellem de tre nævnte magtcentre har været uklar. Magdalena Hadjiisky mente således ikke, at ODS bør opfattes som en enhedsaktør. De lokale manazers i partiet har således haft indflydelse i partiet, der er blevet satset på store mediedrevne partikampagner, ligesom stor magt blev tillagt partiets central office og hovedkvarteret ( executive office ). Organisationen har været vertikalt opbygget, og beslutningslinierne er på god "top-down" manér gået fra den centrale ledelse ned til de regionale og lokale instanser 9. Den daglige politik blev bestemt af en snæver inderkreds omkring formanden selv (Klaus). Fraktioner har stort set været ukendte i ODS. I begyndelsen fandtes ganske vist en radikal gruppe omkring Prags daværende borgmester Milan Konder, som gik ind for en skærpelse af udrensningslovene ( lustracni zakon ), men den gruppe blev hurtigt marginaliseret. I spørgsmålet om udrensning af ex-kommunister indtog Klaus en pragmatisk taktisk og, vil nogle sige, opportunistisk holdning. Emnet som sådant optog ham ikke, men kunne en hård linie betale sig rent vælgermæssigt, godkendte han den. Men både som partiformand og som præsident godkendte han valg af ex-kommunister i forbindelse med stillingsbesættelser, fx Milan Galvas som dommer ved forfatningsdomstolen og Jozef Kubiny som sundhedsminister. I begyndelsen satsede ODS på tæt kontakt til vælgerne i den hensigt at maksimere vælgertilslutningen og erobre regeringsmagten. De mange valg og den hårdere partikonkurrence fremmede i sig selv program- og policy-udviklingen, og målt programmatisk fremstod ODS derfor som et klart konservativ-liberalt parti. Fra starten blev der samarbejdet med det kristelige parti KDS, ledet af den tidligere dissident Václav Benda. I 1996 fusionerede KDS med ODS på grund af KDS få ressourcer og manglende udsigt til at klare sig ved valgene. Særlig stor vægt lagde ODS på individets frihed, privat ejendomsret, lige muligheder for alle med koblinger til klassisk europæisk liberal tænkning. Retorikken var stærkt antikommunistisk og pro-marked. Med andre ord var ODS programerklæringer var præget af Neoliberal politik, det liberale demokratiske princip og parti-konkurrencen. Ønsket om en centralistisk opbygget statsadministration En teknokratisk, nærmest management-agtig opfattelse af politik Foragt for spontane aktiviteter og lav vægt på civilsamfundet, I de første år var lederskabet transformativt og kendetegnet ved udstrakt professionalisme og centralisme. Bort set fra den lille gruppering KAN havde ODS frem til 1992-valget ikke oplagte samarbejdspartnere. Václav Klaus betragtede selv kristelige partier som tvetydige når det gjaldt fx den økonomiske lovgivning. Alle forsøg på at reformere socialismen var 8 Fremhævet af bl.a. Buhumil Pecinka, ODS na krizovatce, Lidové Noviny, 6.9, 1994:5. 9 Magalena Hajdjiisky, Competing Conceptions of Democracy in the Practice of Politics, Draft, ECPR Joint Sessions of Workshops, , Købehavn, udkast til senere afleveret PhD-afhandling. 4

5 dømt til at mislykkes. Også interessen for et samarbejde med det intellektuelt og socialliberalt prægede Borgerbevægelsen (OH), en anden udbrydergruppe fra Borgerforum (OF), var behersket Pragmatisk neoliberalisme Trods neoliberal retorik gik Klaus forsigtigt frem. Det var ingen hemmelighed, at Klaus skelede til udviklingen i Polen, hvor den liberale finansminister Leszek Balcerowicz havde problemer med opbakningen i befolkningen til den økonomiske chokkur ( Balcerowiczplanen ) 10. Reelt blev praktiseret en mild chok-kur, et minimum bang (Eyal, 2002:151). Tilslutningen til EU blev blandet op med en god portion euro-skepticisme og euro-realisme. ODS havde ikke særlig stærke rødder i dissidentbevægelsen fra før 1989; de fleste kom fra det gamle systems andet geled, og flere ministre havde før 1989 været medlemmer af KSC. ODS gik ikke så langt som Frihedsunionen (UW) i Polen, hvor ministerpræsident Tadeusz Mazowicki fra Solidaritet efter spansk mønster ønskede at slå en tyk streg over fortiden. Men tidligere kommunister og politisk inaktive fik trods antikommunistisk retorik gode muligheder for at skaffe sig karriere via ODS, især på lokalt plan. Den anti-kommunistiske retorik var ikke blot rettet mod KSCM, men også mod socialdemokraterne (CSSD), hvilket dog ikke forhindrede ODS i senere at indgå de omstridte magtdelingsaftaler med netop CSSD. I begyndelsen fik ODS ikke megen politisk modstand. Kommunisterne (KSC) havde en vælgertilslutning på omkring 10 pct., mens de socialdemokratiske og social-liberalt orienterede partier og bevægelser stod svagt. Det konkurrerende liberale parti, Jiri Dienstbier's parti Borgerbevægelsen (OH), som holdt fast i Borgerforums (OF) oprindelige bevægelsesidealer, blev end ikke repræsenteret i parlamentet efter valget i Erklærede centrumpartier var en mangelvare, men Klaus afviste kategorisk, at tjekkisk partipolitik led under fraværet af "ansvarlige centrumpartier". Begrebet politisk centrum var for ham en falsk varebetegnelse, ja centrumpartier kunne være direkte skadelige for stabiliteten. Politiske kompromis'er og langstrakte forhandlinger fører ikke nødvendigvis til de bedste løsninger. Ved valget i 1992 blev ODS blev det klart største parti med støtte bredt hen over det politiske spektrum. Partiet forsøgte at etablere sit eget liberale pro-føderale søsterparti i Slovakiet, kaldt Slovakiets Demokratiske parti (DS), som primært sigtede mod opbakning fra nye entreprenører og intellektuelle. Under forhandlingerne om føderationens fremtid havde ODS som udgangspunkt, at nationalisme principielt er parochial og snæversynet og blot forsinker den nødvendige økonomiske omstilling. Det ultimative krav fra ODS-side var etablering af en funktionel føderation med størst mulig magt til de føderale instanser. I sidste ende lykkedes det Klaus at få delingen af Tjekkoslovakiet til at se ud som en rent slovakisk national afgørelse. De økonomiske udsigter var i begyndelsen af 1990 erne lovende og arbejdsløsheden lav. Et godt eksempel på Klaus valgtaktiske evner og ODS karakter af programparti var den dygtige udnyttelse af kupon-privatiseringen. Strategien der gav vælgerne tro på en krisefri overgang fra plan til marked, lykkedes frem til midten af 1990 erne. Allerede i 1994 erklærede Klaus transformationen som vel overstået. Tjekkiet var herefter iflg. den officielle udlægning et normalt liberalt standard-demokrati. ODS blev med andre ord i de første år af sin levetid 10 Nævnt af bla. Martin Mrnka, ODS na ceste k moci, Reporter no. 49, 1991:10. 5

6 båret frem af den økonomiske mobilisering og en tro på næsten krisefri overgang fra plan til marked. Princippet om den fri markedsøkonomi og troen på krisefri overgang til kapitalistisk markedsøkonomi appellerede socialt bredt, også økonomiens tilsyneladende positive tilstand talte for at gå graduelt frem. Den politiske linie var pragmatisk og fleksibel. Den ideologiske fane blev hele tiden holdt højt, men den økonomiske medicin forblev mild. Vi kan derfor med god ret tale om pragmatisering uden afideologisering. Der blev i hvert fald ikke gennemført en chokkur i stil med Balcerowicz-planen i Polen. Upopulære økonomiske indgreb blev udskudt, f.eks. prisliberalisering, konkurslove, frigivelse af huslejer og priser på el og opvarmning, også privatiseringer af strategiske sektorer som telekommunikation og banker trak ud. Kort sagt havde vi at gøre med neoliberal og konservativ retorik, blandet op med en god portion tysk Sozialmarktwirtschaft strategi. Reelt, lød kritikken, blev udviklet en både underreguleret, under-kapitaliseret og ineffektiv privat sektor, domineret af netværk af insidere. Voucher-privatiseringen med uddelingen af næsten gratis aktie-point til alle og den omtalte økonomiske optimisme bidrog til den høje vælgerstøtte i begyndelsen og gjorde i begyndelsen ODS til et parti af catch-all typen. Tilliden til fri markedsøkonomi var høj sammenlignet med Polen og Ungarn på grund af foregående årtiers hårde planøkonomi. Princippet om fri markedsøkonomi blev for mange ligefrem en befrielsesideologi og den neoliberale diskurs bærende ideologi. De moralske aspekter med krav om fx udrensninger af repræsentanter for det gamle system ( lustrace ) og ydelse af restitution til kirken blev til gengæld prioriteret ret lavt. Ved valget i maj-juni 1996 stemte vælgerne i Tjekkiet i højere grad end i 1992 ud fra de sociale kriterier. ODS ophørte herefter med at være et udpræget catch-all parti. Valgene blev mere retrospektive, og den politiske kapital i form af spontane støtte fra befolkningen var stort set væk. ODS fik nu især støtte fra de grupper der havde klaret sig godt under overgangen fra plan til marked. Næsten 70 pct. af selvstændige erhvervsdrivende stemte ved 1996-valget på ODS og ODA, mens arbejdere og lavt lønnede fortrinsvist stemte på socialdemokrater (CSSD) og kommunister (KSCM), undertiden det højre-populistiske republikanske parti (SPR-RSC). Sagt med andre ord havde partierne efterhånden skaffet sig en stærkere social forankring, hvilket i sig selv var fremmende for overgangen til mere ordinær politik og politisk stabilitet. ODS' vælgerhøjborg var også ved 1998-valget hovedstaden Prag. Men valgresultatet i 1996 levede ikke helt op til forventningerne. Det stærke fokus på økonomien der havde haft succes i 1992, viste sig kontraproduktiv, i hvert fald når det gjaldt om at erobre nye vælgere Splittelsen og krisen i midten af 1990 erne Centraliseringen og homogeniseringen dæmpede, men fjernede ikke uenigheden om den politiske linie. Den daværende udenrigsminister Josef Zieleniec fremførte en i første omgang forsigtig - kritik af fokuseringen på økonomiske emner og neoliberale dogmer. Hvor Klaus ideologisk støttede sig til en monetaristisk thatcheristisk opfattelse af økonomisk politik og indtog en skeptisk og realistisk holdning til EU, var Zieleniec' ideal det tyske CDU med vægt på indførelsen af social markedsøkonomi. Målet var en electoral broadening ( rozkroceni ) og styrkelse af middelklassen, en linie der før var blevet afvist af fx den daværende viceformand Petr Necas, der stod for en neo-konservativ og euroskeptisk socialkonservativ linie. Josef Zieleniec mente, at partiet i mindre grad skulle satse på de 6

7 økonomiske spørgsmål. De policy-emner der optog vælgerne i dagligdagen, fx spørgsmål i tilknytning til lov og orden, sundhed, uddannelse mv., burde i stedet prioriteres højt. I for høj grad blev fokuseret på magtens teknologi, mens koblinger til partimedlemmer og vælgere blev tillagt ringe betydning. Der skulle efter kritikernes mening være plads for flere synspunkter og mere debat i partiet. Bevægelsen i retning af et magt- og statsfokuserende kartel-parti måtte derfor standses. Josef Zieleniec brød til sidst helt med ODS, formelt fordi han blev holdt uden for vigtige beslutninger om partiets økonomi, men reelt pga. uenighed om den politiske linie. Senere søgte han som andre utilfredse over til Fire-Koalitionen (4K). I 2001 blev han valgt til overhuset, Senatet, og senere udpeget som en af Tjekkiets repræsentanter ved EU konventet om EU s fremtidige forfatningsstruktur. I første omgang endte debatten om behovet for et nyt og bredere langsigtet program med sejr for Klaus afvisningspolitik, men senere, på den 5. kongres i 1995, i lyset af stagnation og tilbagegang i meningsmålingerne måtte ledelsen bøje sig. Konflikterne inden for ODS skal i sammenhæng med Klaus person, faldet i den folkelige støtte til fri markedsøkonomi og deraf følgende dalende vælgertilslutning 11. Det var det voksende antal korruptionsanklager og afsløringer af ulovlige partitilskud, der endte med at fælde Klaus. Affærerne begyndte omkring 1994 men tog derefter til i styrke. Kort sagt havde partiet vrøvl med sine sponsere. Særlig stor opsigt vakte således oplysningerne om at ODS havde modtaget 7 mio. koruna fra Milan Srejber, en kendt entreprenør inden for stålindustrien med kontakt til tennisverdenen, som kort tid forinden havde vundet et vigtigt privatiseringsudbud. Dertil kom den store partigæld til banken IPB, der tidligere også havde klaret sig godt i flere privatiseringssager. I november 1997 blev fremsat beskyldninger om. at ODS også havde en hemmelig bankkonto i Schweiz, hvilket Václav Klaus dog erklærede sig uvidende om. Senere erklærede partiet sig villig til at lade partiets økonomi vurdere af en uvildig instans. Revisionsrapporten kunne ikke påvise eksistensen af en sådan hemmelig konto, men kritiserede skarpt de slørede partitilskud. ODS søgte aflad ved at lade penge skaffet uretmæssigt overføre til velgørende formål. En medvirkende årsag til partiets problemer var de mange bankkrak og de generelt voksende problemer i tjekkisk økonomi, som satte spørgsmål ved ODS tese om et tjekkisk økonomisk mirakel og krisefri overgang til markedsøkonomi. På den 4. Kongres i 1994 var blevet vedtaget såvel et langsigtet som et mere kortsigtet program, møntet på næste valg. Programmet skulle vise, at partiet godt kunne forholde sig til policy-emner ud over blot økonomien. Umiddelbart kunne dette opfattes som en indrømmelse til kritikerne. Partiet trængte til en ny profil, idet meningsmålingerne viste stigende støtte til kravet om mere statsregulering og statsintervention. Kravene herom blev især ført i marken af CSSD og kom socialdemokraterne (CSSD) til gode ved parlamentsvalgene i 1996 og Krisen sidst i 1996 bragte Václav Klaus position som regeringsleder og partileder i alvorlig fare, men hans stærke position skulle blive ODS redning. Mens Klaus opholdt sig i Sarajevo opfordrede Flere, frem for alt Ivan Pilip og Jan Ruml i november 2006 havde ham til at forlade formandsposten, deraf navnet Sarajevo-attentatet. Anklagerne mod ham lød især på uklarhed i sponsor-sager, dårlig regeringsledelse og fejl i den økonomiske politik (Migalska, 2006: 104). Ikke desto mindre lykkedes det Klaus på en ekstraordinær kongres i december måned 1997 lykkedes det Klaus at sikre sig genvalg til formandsposten på trods af 11 Bekrevet på udmærket vis af Klara Vlachová fra Det Sociologiske Institut under Videnskabernes Akademi, Ekonom nr. 44, 1997 ("Je to o pocitech"):80. 7

8 korruptionsanklager og tabet af regeringsleder-posten. Klaus var forud for kongressen også blevet undsagt af præsidenten og fik for første gang også en modkandidat ved formandsvalget. Hovedudfordreren var tidligere finansminister Ivan Pilip og tidligere indenrigsminister og senere US-leder Jan Ruml. Ruml stillede op til kampvalg om formandsposten mod Klaus, men tabte stort, og forsøgte sig derefter med sit eget nye parti, Frihedsunionen (US).. Samtidig med den politiske krise var præsident Havels position alvorligt svækket af helbredsproblemer. Det var derfor usikkert, om præsident Václav Havel kunne fortsætte i embedet. I februar 1998 blev Havel genvalgt, men kun knebent og efter to afstemningsrunder i parlamentet. At Havel havde forinden havde medvirket aktivt ved fjernelsen af Václav Klaus fra ministerpræsidentposten forværrede det i forvejen anstrengte forhold mellem de to store Václav er. Sammensværgelsesteorier havde på det tidspunkt et godt tag i ODS' medlemmer og vælgere. Den ekstraordinære kongres i december 1997 viste, i hvor høj grad ODS' medlemmer følte taknemmelighedsgæld til partistifteren. Ingen andre end Klaus kunne bære partiet frem. Partikulturen og medlemmernes politiske orientering forblev snævert knyttet til partiledelsen, kupon-privatiseringen og den neoliberale økonomiske politik og, ikke at forglemme, omstændighederne omkring Tjekkoslovakiets deling. Det knagede også i regeringssamarbejdet på grund af den økonomiske stagnation og det deraf følgende behov for upopulære økonomiske kriseindgreb. Samtidig hermed blev de nationale positioner hos ODS stærkere og afvisningen af at bruge stemmer fra venstrefløjspartier mindre, hvilket senere kunne ses i forbindelse med aftalerne med socialdemokraterne og brugen af stemmer fra kommunisterne i forbindelse med præsidentvalget i Dette skifte var i sig selv ikke fremmende for fortsat politisk samarbejde med andre borgerlige partier, fx det kristne KDU- CSL. Omkring årsskiftet 1997/98 havde Tjekkiet endnu ikke havde oplevet det for demokratiet nødvendige skifte på regeringstaburetterne ( two turn over testen ), heller ikke på præsidentposten. Dette skete i december 1997, i første omgang i form af en overgangsregering ledet af den politisk "neutrale" nationalbankdirektør Josef Tosovsky, efter at Václav Klaus var blevet afsat som ministerpræsident gennem det omtalte Sarajevo-attentat. Den politiske afklaring måtte dog afvente afviklingen af det ekstraordinære parlamentsvalg i juni måned Regeringskrisen i og splittelsen inden for ODS og ODA skabte et tomrum på højrefløjen. Udbryderen og Václav Klaus' modkandidat på den 8. kongres i december 1997 Jan Ruml oprettede på den baggrund sit eget nye centrum-højre parti, Frihedsunionen (US). Meningsmålinger i februar 1998 gav rent umiddelbart det nye parti pct. i vælgertilslutning eller næsten lige så meget som ODS. Der var i det hele taget grøde på den partipolitiske scene. Også den socialdemokratiske udbryder Josef Wagner forsøgte sig dog uden held - med et nyt parti, ligesom ODA-udbryderen Ivan Masek bebudede dannelse af et nyt højreliberalt parti. En større omstrukturering af partisystemet kunne synes nært forestående. Højrefløjen i Tjekkiet risikerede således både opsplitning og stemmespild. Spærregrænsen var som i Polen høj, på fem procent, så faren for stemmespild var reel nok. På den baggrund blev der i februar 1998 ført forhandlinger om sammenlægninger og valgforbund, bl.a. mellem Frihedsunionen (US) og ODA, men indtil videre uden resultat. Adskillige centrum-højre lister 8

9 stillede op ved valget i juni 1998, men da det kom til stykket koncentrerede højrefløjsvælgerne stemmerne om ODS og Frihedsunionen (US), sidstnævnte overtog ODA's rolle i parlamentet. Ved valget i maj-juni 1998 klarede ODS sig overraskende godt. Partiet opnåede 27 pct. af stemmerne eller omtrent samme andel som ved forudgående valg. Partiet vandt stemmer under selve valgkampen takket være bedre organisation og et klarere program end Frihedspartiet (US). Tesen om at vælgerne foretrækker partier med klare programmer og høj institutionalisering blev således endnu engang bekræftet, også at gentagne beskyldninger om korruption og finansielle uregelmæssigheder ikke nødvendigvis rokker alvorligt ved valgresultaterne. Partiet har også stået stærkt i kommunerne og især i regionerne, hvis antal blev reduceret til 13. Flere regionale partifolk fik da også centrale poster i partiet. Ønsket om at få overført flere beføjelser til kommuner og regioner steg i årene i opposition (Balik a kol., 2006:99). Valgsejren styrkede Klaus' position som partiets "enehersker". Flere i partiets andet geled opnåede valg i 1998, eftersom mange gamle frontfigurer havde forladt partiet og var gået over til Frihedsunionen (US). Lysten til at drage vidtgående konklusioner med hensyn til partiets opbygning og funktionsmåde blev ikke større som følge af valget, tværtimod. De mange nyvalgte parlamentsmedlemmer havde hverken lyst, evner eller muligheder for at udfordre partilederen ODS efter magtdelingsaftalerne med CSSD En debatkultur og et demokratisk partiliv har i det hele taget været hårdt savnet i partiet. De historiske aftaler med Socialdemokratiet (CSSD) blev vedtaget stort set enstemmigt uden forudgående partidiskussion. De ellers kontroversielle magtdelingsaftaler med CSSD ændrede heller ikke forløbet af ODS 10. kongres i december 1999 til trods for store folkelige protestdemonstrationer og markant tilbagegang i meningsmålingerne. Kun 29 ud af 254 tilstedeværende delegerede stemte for at bryde aftalerne. Ledelsen fik oven i købet frie hænder til at indgå en ny tillægsaftale ( tolerancepagt ) med CSSD, der ganske som den første aftale blev godkendt uden nævneværdig debat i partiet. ODS vedblev med at fremstå som et disciplineret, magtorienteret og afideologiseret kartel-parti. Ideologier syntes mere at dreje sig om symboler, så ODS har ud fra den betragtning kun været et liberalt parti på papiret 12. De politiske budskaber var på 1999-kongressen de samme som på de tidligere kongresser. Václav Klaus advarede således skarpt mod at gå tredje veje i den økonomiske politik og tog igen skarp afstand fra præsident Havels ikke-politiske politik. Med henvisning til studenterdemonstrationerne advarede han befolkningen mod at tro på budskaberne fra de uklart definerede borgerbevægelser og fora, som blot udgjorde ikke-autentiske subjekter ( neautentickimi subjekty ) og intellektuelle klubber partier uden sammenhængende programmer 13. Demonstrationerne organiseret af Impuls 99 og Dekujeme, odejdede fik heller ikke positive ord med på vejen på kongressen. Transformationen kunne efter Klaus mening kun bringes til ende af et vel afgrænset politisk system og partier af standardtypen. Og situationen gentog sig omkring årsskiftet i forbindelse med kampen om ledelsen af 12 Jan Machacek, Trnitou cestou pokrytcu, Respekt, årgang 10, :30 og Velký hrác pred kongres, Respekt : Fremført i adskillige interviews, fx i Hospodarske Noviny :11, Dali jme ekonomice cas, aby se vzchopila. 9

10 det tjekkiske statslige TV (CT), hvor Václav Klaus gik så langt som til at sammenligne journalisternes aktioner og demonstrationer med kommunisternes februar-kup tilbage i Den grundlæggende mistillid til uafhængige civilsamfundsorganisationer gentog han senere som præsident i en tale til Europarådet i 2005, hvor han lancerede begreberne metapolitik og postdemokrati, som han forstod som en yderst farlig tendens til at lade forskellige pressionsgrupper uden demokratisk mandat få stor indflydelse på bekostning af partier og regeringer. Et brud på aftalerne med Scialdemokratiet (CSSD) ville iflg. partiledelsen blot kaste socialdemokraterne (CSSD) i armene på Jan Ruml og Fire-Koalitionen (4K). Skulle ODS have noget positivt ud af magtdelingsaftalen, skulle dette ske før nyvalg, for valg i utide ville formentlig ikke give ODS og CSSD flertal alene og i hvert fald ikke stemmer nok til at ændre grundloven. Den 10. kongres i december måned 1999 bragte i det hele taget ikke meget nyt, hverken på personplanet og programplanet, og Václav Klaus blev genvalgt næsten enstemmigt. Målet for Václav Klaus var gennem magtdelingsaftalerne med socialdemokraterne (CSSD) at få skabt de bedst mulige betingelser for en ny ODS-ledet regering på det tidspunkt hvor den ordinære valgperiode udløb. Václav Klaus gik ud fra, at ODS ville holde skansen ved et nyvalg, mens Socialdemokratiet (CSSD) ville gå mærkbart tilbage. Den socialdemokratiske mindretalsregering blev, sagt med andre ord, anset for en selvmordsregering. Efter valget ville Tjekkiet således iflg. Klaus være tilbage i situationen før 1996 med en borgerlig flertalsregering, ledet af ODS, ansigt til ansigt med en svag og opsplittet venstrefløj. En ny mere vidtrækkende samarbejdsaftale med socialdemokraterne kunne ikke udelukkes efter 2002 valget, dersom regeringsforhandlingerne med Frihedsunionen (US) igen brød sammen. Det synspunkt blev forfægtet af Václav Klaus selv under valgkampen i Kommunisternes fremmarch i meningsmålingerne ville ODS søge at udnytte til det yderste. ODS havde heller ikke interesse i nyvalg før den økonomiske situation havde bedret sig og en ny valglov og justeringer i grundloven var kommet igennem parlamentet. Et nyt valgsystem med færre partier i parlamentet skulle gavne de store partier og sikre tilstrækkelig politisk stabilitet. Et uventet nederlag ved et suppleringsvalg til Senatet i september 1999 gav anledning til ny debat om partilinien. En af lederne Miroslav Macek, der selv tidligere havde været ramt af økonomisk skandale, men som ikke desto mindre optrådte som en mild revser af partiets linie, så et problem i hvad han betegnede som en farlig indsnævringen af transformationen 14. Vigtige policy-områder var blevet forsømt, ligesom for ringe vægt var blevet lagt på emner som lov og orden, forbedring af den offentlige forvaltning og andre temaer, der optog vælgerne i hverdagen. Ti år efter fløjlsrevolutionen var der brug for en Klaus II eller III pan med mere vægt på ikke-økonomiske emner. Partiet skulle søge privatiseringen afsluttet hurtigst muligt, især inden for banksektoren og på energiområdet, der var desuden et stort behov for en administrativ reform og ændringer inden for social- og sundhedsområdet. På en del områder var partiprogrammet for så vidt godt nok, fastslog Macek, men det kneb med implementeringen og især med kommunikationen med vælgerne. Umiddelbart kunne kritikken minde om Zielenec kritik to år tidligere. ODS var et centralistisk ledet parti uden større tradition for åbne og demokratiske debatter, og Klaus, 14 Interview i Vladimir Mlynar, Mackova diagnoza, ODS potrebuje nejen noveho vudce, alei nový program, Respekt , 1997:38. Macek s kritik blev fremført i et manifest betegnet som Vec:Krize duveru ( Tillidskrise ). 10

11 Zieleniec og Maceks opfattelser var derfor svære, for ikke at sige umulige at forene inden for samme politiske parti 15. Konkurrencen mellem Klaus, Zieleniec og Macek var ulige, for Klaus position var i hvert fald indtil videre urokkelig. Macek s polemiske bemærkninger, der blev fremsat uden ledelsens viden, var ikke de sidste. Senere, eksempelvis i 2005 langede han igen hårdt ud efter parties oppositionspolitik men denne gang i rollen om præsidentrådgiver valget og selvransagelsen Splittelsen i ODS fik umiddelbart mange utilfredse borgerlige vælgere til at skifte over til Fire-Koalitionen (4K) ved 2002 valget, en koalition bestående af Frihedsunionen (US), det kristelige KDU-CSL, ODA og Demokratisk Union (DEU). Også oprettelsen af et helt nyt protestparti, rettet mod ODS og CSSD, var en mulighed, men planerne herom kunne ikke realiseres, og de partidannelser, der blev bragt på banen, fx Nadeje ( Håb ) og Cesta Smena ( Forandringens Vej ), var ikke bæredygtige. Ved 2002 valget fik Nadeje blot 0,62 pct. og Cesta Smena 0,27 pct. af stemmerne. Regionalvalget i efteråret 2000 gik godt for ODS, men på et partimøde i begyndelsen af 2001 for ODS-formænd på distriktsniveau opfordrede Klaus ikke desto mindre til politisk oprustning frem til det næste ordinære valg i forsommeren 2002 ud fra betragtningen om, at parlamentsvalg er meget anderledes end lokalvalg. Under valgkampen i 2002 blev øjensynligt for meget fokuseret på Václav Klaus person, ligesom slagordet om at ikke at vende tilbage til de gamle løsninger fængede ikke tilstrækkeligt, heller ikke forslaget om en 15 pct. lineær beskatning og skrappere kurs over for indvandring. Konkurrenten Socialdemokratiet (CSSD) stod bedre rustet på både policy-plan og personplanet (skiftet på lederposten). Valget blev et nederlag for ODS, der noget skuffende måtte nøjes med godt 24 pct. af stemmerne. Socialdemokratiet (CSSD) gik også tilbage, men vandt terræn under selve valgkampen, og nok så vigtigt blev regeringsmagten genvundet. Følgen af vælgertilbagegangen blev et skarpt internt opgør inden for ODS og en erklæring fra Klaus om tilbagetræden fra lederposten senest i forbindelse med den følgende partikongres. På den ekstraordinære kongres i december 2002 blev Mirek Topolanek valgt til ny formand. I oktober var Václav Klaus blevet æresmedlem i partiet og lanceret som partiets kandidat ved det forestående (indirekte) præsidentvalg. Mirek Topolanek, betegnet som ODS Krustjev på grund af sin mere joviale og åbne stil, var ikke forgængeren Václav Klaus eget valg, og den ny partileder lagde da også fra starten afstand til forgængeren. Eksempelvis blev EUpolitikken mere positiv og eurorealistisk end under Klaus, ligesom ODS i modsætning til præsident Václav Klaus lagde en mere USA positiv linie i fx spørgsmålet om USA's krig i Irak. Men Topolanek led af to handicaps, for det første var han ikke fra hovedstaden Prag, for det andet at han ikke var medlem af parlamentet. Men en epoke i tjekkisk politik var forbi med Klaus afgang. Partiet førte under Topolanek hård oppositionspolitik over for den socialdemokratisk ledede regering efter princippet om nul tolerance, selv over for forslagene i sommeren 2003 om besparelser og omlægning på de statslige finanser, som lå tæt op ad ODS egne forslag til økonomisk politik, men som efter ODS mening var for lidt vækstfremmede. ODS egne forslag var dog langt fra særlig konsistente og sammenhængende og stadig kredsende om en 15 pct. ensartet proportional beskatning, en negativ skat for de fattigste og radikale begrænsninger i antallet af ansatte inden for den statslige administration, med eksempelvis 15 Se fx Socialni Trendy, Strategie ceskych politycych stran po volbách v roce 1996, Rocnik I

12 nedlæggelse af overhuset (Senatet) og oprettelse af en ny institution med rådgivende kompetence og med ulønnede repræsentanter udvalgt i regionerne. Disse forslag havde tydeligt populistisk tilsnit og kunne i hvert fald ikke i sig selv rette op på de makroøkonomiske balanceproblemer, frem for alt det for store underskud på statsbudgettet. Dertil kom at en ensartet lineær beskatning uundgåeligt ville vende den tunge ende nedad. I efteråret forsøgte ODS sig med en mistillidsdagsorden til regeringen, men denne blev dog afvist med 100 stemmer mod 98. Det var et alvorligt problem for partiet, at et enkelt parlamentsmedlem (Petr Kott) i afstemninger om regeringens besparelsesforslag i lighed med et socialdemokratisk parlamentsmedlem (Josef Hojdar) brød partidisciplinen og undlod at stemme ud fra argumentationen, at regeringens forslag var skridt i den rigtige retning. Petr Kott valgte efter nogen tids tøven at forlade ODS gruppe. Ikke desto mindre var ODS fjerde kongres afholdt i november 2003 i Luhacovice na Zlinsku under mottoet Modrá Sance, Blå Chance ) præget af stor optimisme. I næsten alle meningsmålinger var ODS største parti, og forud vinkede valg til Europaparlamentet, til regionerne og Senatet, hvor partiet klarede sig godt. En stor del af kongressen var forståeligt nok helliget kritikken af regeringen og EU-spørgsmål. I EU spørgsmålet var linien fortsat ret euroskeptisk, om end der som fx på den særlige idékonference i foråret 2003 om EU blev udtrykt forskellige synspunkter. Første viceformand og EU-kampagneleder Jan Zahradil fastslog forsigtigt euroskeptisk, at partiet skal medvirke til i EU og Europaparlamentet at arbejde til gavn for Tjekkiet og landets vitale nationale interesser, ikke for andre stater og ikke med henblik på etablering af nye overnationale instanser, ligesom formanden Mirek Topolanek fremhævede betydningen af de euroatlantiske bånd 16. Ved Europaparlamentsvalget i juni 2004 blev ODS største enkeltparti med tilslutning på 30 pct. af de afgivne stemmer, mens CSSD opnåede en andel på blot en tredjedel heraf. ODS førerskab havde primært en indenrigspolitisk baggrund. Som reaktion på valgsejren krævede partiet regeringens afgang. ODS leder Mirek Topolanek foretog desuden det drastiske og kontroversielle skridt at sende et brev til andre EU-ambassadører, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved den socialdemokratiske regerings ret til at indgå aftaler på EU-topmødet i juni Da Vladimir Spidla trådte tilbage som regeringsleder i juni 2004 lød udmeldingen logisk nok, at ODS kun ville støtte en regering, som garanterede et hurtigt utidigt valg. Den udmelding stemte ikke overens med holdningerne hos præsidenten (Václav Klaus), der mente, at befolkningen var blevet godt trætte af at blive trukket til stemmeurnerne, og at Socialdemokratiets nye leder Stanislav Gross skulle have en chance for at etablere en ny regering. Topolanek følte sig takket være gode meningsmålingstal stærk nok til at gå imod præsidenten. I efteråret 2004 syntes partiets stærke position umiddelbart truet på grund af valget af Stanilav Gross til ny partileder og regeringschef for det konkurrerende CSSD og på grund af påstande om bestikkelse fra ODS-side af et parlamentsmedlem for Frihedsunionen (US) (Zdenek Koristka). Anklagen gik ud på, at Zdenek Koristka fra US-DEU i juli måned 2004 skulle være tilbudt 10 mio. tj.kr. og posten som ambassadør i Bulgarien for til gengæld at stemme imod regeringsforslag. Alt dette kom dog ikke partiet til skade ved valgene til regioner og Senatet i 16 Kongres ODS:Vláda skodi této zemi, referat på ODS hjemmeside 12

13 november Koristka sagen, der førtte til politiundersøgelse, fik ODS til at skærpe tonen. Flere ledende medlemmer talte om normaliseringstendenser og socialistiske metoder med henvisninger til situationen i årene op til 1948, med meget skarpe angreb på socialdemokratisk ideologi, ja der blev ligefrem talt om brug af Grosstapo - metoder. Ved regionalvalgene opnåede ODS noget af en jordskredssejr med godt 35 pct. af de afgivne stemmer. ODS vandt i høj grad på grund af større bredde og kvalitet medlemsmæssigt og med hensyn til kandidater. Partiets medlemsgrundlag blev forbedret i takt med vælgerfremgangen, i foråret 2005 nåede antallet over , 900 flere end omkring årsskiftet. Dette rejste en debat om, hvor langt medlemskab der skulle kræves for at kunne stille op for partiet, og hvorvidt nye medlemmer skulle have ret til at stemme ved nominering af kandidater til 2005 valget 17. Umiddelbart efter sejren ved regionalvalgene lagde partilederen Mirek Topolanek ikke op til nye politiske stormløb på regeringen. Stormløbet blev først igangsat efter udbruddet af krisen i kølvandet på afsløringer i pressen i begyndelsen af 2005 af uregelmæssigheder i forbindelse med Gross lejlighedskøb og hans kones finansielle aktiviteter. Kursen lød på fortsat nul tolerance over for alle socialdemokratisk ledede regeringer, og det også efter Gross afgang og Jiri Paroubek s overtagelse af posten som ministerpræsident i april måned ODS havde således vundet tre valg i 2004, Europaparlamentsvalget, valgene til regionerne og til Senatet. På partiets nationale konference i december 2004 blev Topolanek da også genvalgt som formand med 354 stemmer ud af 391 og til næstformand blev efter to valgomgange valgt den konservative politiske veteran fra Mähren, euroskeptikeren Petr Necas. Han var ikke Topolank s eget valg, selv havde han foretrukket Prags borgmester Pavel Bém. En anden blandt euroskeptikerne Jan Zahradil trak sig fra partiledelsen for at koncentrere sig om arbejdet i Europaparlamentet. Der herskede stort set enighed i partiet om den politiske linie, om end der blev fremsat kritik af forslaget om en flat tax for at være asocial, ligesom partimanifestet Den blå chance forekom lovlig bredt og uforpligtende formuleret, ligesom Topolanek havde svært ved at argumentere imod synspunktet om, at en flat tax mest vil være til gavn for de højest lønnede. Udtalelser fra Mirek Topolanek om at igangsætte de lange knives nat over for ansatte i statsapparatet med indsættelse af ODS-tro folk i stedet straks efter generobringen af regeringsmagten kunne skræmme offentligt ansatte bort fra partiet. ODS havde stadig problemer med EU-politikken, idet meningsmålinger viste et klart flertal for EU og EU-forfatningstraktaten blandt partiets egne vælgere. En negativ EU-kampagne kunne derfor komme partiet til skade med valget i Viceformanden Ivan Langer talte derfor for bedre information til vælgerne om partiets EU-politik, herunder baggrunden for at partiets medlemmer i EU-parlamentet valgte at stemme imod forfatningstraktaten 18. De franske og hollandske vælgeres nej til forfatningstraktaten kom på den baggrund partiet tilpas. Partiet fastholdt modsat socialdemokraterne, at en tjekkisk folkeafstemning om forfatningstraktaten hermed var blevet overflødig. Kommunisterne kunne modsat ODS godt acceptere en folkeafstemning om forfatningstraktaten, utvivlsomt ud fra forventning om mange nej-stemmer maj 2005, ODS not to place frsh members on candidate lists --- press. 18 Lidove Noviny

14 Trods problemer stod ODS omkring årsskiftet og også i perioden op til 2006 valget stærkt politisk såvel som organisatorisk og med en pæn stigning i medlemstallet. Udsigterne for at generobre regeringsmagten forekom derfor ganske lyse, selv om stort set alle politiske observatører og også formanden (Topolanek) selv understregede, at parlamentsvalg ikke nødvendigvis kan sammenlignes med de lokale valg og EU-valget. Topolanek s position var frem til 2006 valget aldrig truet, måske fordi der modsat i CSSD ikke var seriøse konkurrenter. Men allerede før valgkampen for alvor begyndte, blev partiet kritiseret for usynlighed og passivitet og mangel på evne til at præsentere partiets program godt nok over for vælgerne. Partiet havde i forhold til CSSD ret mange kernevælgere, problemet var at erobre nye. På partiets nationale konference i november 2005, der markerede starten på valgkampen blev talt om styrke, enhed og tålmodighed, og der blev ikke fremsat nævneværdig kritik af partiets linie og ledelsen, herunder partiformanden. Meningsmålinger sidst i 2005 viste, at ODS ikke kunne være sikker på at få flertal alene sammen med KDU-CSL ved valget i 2006, især fordi partiet de Grønne (SZ) så ud til sikkert at klare spærregrænsen. En stor koalition efter tysk mønster mellem ODS og CSSD kunne derfor ikke på forhånd helt udelukkes. En indikator i retning heraf kunne være, at ODS i efteråret 2005 stemte for socialdemokraternes forslag om skattelettelser til folk med mindre indkomster, hvilket rent umiddelbart var i modstrid med partiets eget forslag om flad ensartet skatteprocent for alle. Partiet fastholdt forslaget i valgoplægget vedtaget på den nationale konference i november 2005, selv om forslaget herom havde haft lav appel til vælgerne ved valgene i Tyskland og Polen. Forslaget var dog ledsaget af forslag om bedre pension og en statsgaranteret mindsteindkomst for alle, ligesom der blev stillet krav om økonomisk støtte til mindre selvstændig erhvervsdrivende og en mere intensiveret indsats mod korruption og overdrevent bureaukrati Valget i 2006 Under 2006 valgkampen nærmest kappedes ODS og CSSD om at overbyde hinanden med hensyn til økonomiske lettelser for børnefamilierne. Negativismen i forholdet til andre partier og i forholdet til EU søgtes dæmpet. Tesen om at appellere til alle ( catch-all linien) blev genoplivet. Belært af erfaringerne fra valget i Tyskland i 2005 bevægede partiet sig bort fra tredje vej tankegangen med vægt på det nationale, populistiske, liberale og konservative. Med andre ord skulle ODS ikke kun være partiet for de sociale vindere, men også for børnefamilierne, pensionisterne, studerende og arbejdsløse. Kort før 2006 valget lancerede partiet en pagt med borgerne, hvori planer om betalingsordninger for studerende blev droppet, ligesom der blev lovet forbedringer for pensionister. Med andre ord blev de tidligere angelsaxiske neoliberale og euroskeptiske træk noget mindre udtalte i månederne op til valget. Ved det uafgjorte ( 100 mod 100 ) valg blev ODS største parti med godt 35 pct. af vælgerne bag sig og fik derfor som opgave at søge dannet en ny regering. Det lykkedes for Mirek Topolanek at få etableret et regeringsgrundlag sammen med de Grønne (SZ) og det kristelige KDU-CSL. Spørgsmålet var blot, om socialdemokraterne (CSSD) ville tåle en sådan regering, dvs. undlade at stemme imod den ved en tillidsafstemning, eller alternativt, at blot en socialdemokrat gik over i den borgerlige lejr. Men ingen partier var meget for at bygge et flertal på overløbere fra andre partier. Der blev måske netop derfor taget visse hensyn til socialdemokraterne i regeringsgrundlaget, fx når det gjaldt betalingsordninger og privatiseringer inden for uddannelser, på pensionsområdet samt når det gjalt EU-politikken. 14

15 Spørgsmålet var, om indrømmelserne var store nok. Samarbejde med kommunisterne var bandlyst i ODS, men lokalt var der adskillige brud på den politik. Lokalt er bandsysningen af samarbejede med kommunisterne ofte blevet anset for upraktisk, da opgaverne her ikke har meget at gøre med højre eller venstre, men mere om at føre politik til gavn for borgerne. Formelt samarbejdede ODS med kommunisterne i 67 byer og landsbyer, og det stort set uden at der blev grebet ind fra centralt hold. Især i de mindre byer spillede politiske meningsforskelle en lille rolle, når det kom til politiske afgørelser omkring den praktiske politik 19. I sidste ende måtte Topolanek opgive sin smalle regering og arbejdede derefter for en ODSmindretalsregering, måske med begrænset mandat og i forståelse med socialdemokraterne. Men andre muligheder stod åbne, fx en fire-parti regnbuekoalition af alle partier undtaget KSCM, men den mulighed var socialdemokraterne ikke meget for af frygt for at miste stemmer. Socialdemokraterne forlangte dog en meget høj pris, bl.a. indflydelse på regeringens politik og sammensætning. Visse personer var bandlyst, og flere ministre i Topolanek s regering var derfor upolitiske. Det lå også i luften, at socialdemokraterne højst ville frede regeringen i to år. Som Paroubek blev Topolanek offer for rygtepressen, fx at han skulle have haft en kærlighedsaffære med en yngre kvinde, og (mere påvist) at hans kone ville stille op for at andet parti. I december 2006 forsøgte Topolanek sig med en ny regering (ODS, KDU-CLS og De Grønne (SZ)). Chancen så bedre ud denne gang efter socialdemokraternes nederlag ved lokalvalgene og afgangen af to (Milos Melcak og Michal Pohanka) fra den socialdemokratiske gruppe i parlamentet. Takket være de to overløbere lykkedes det at få etableret en ny ODS-SZ-KDU- CSL regering på benene. Om den ville overleve afhang af om finanslovsforslaget for 2008 ville falde på plads, og om der kunne skaffes flertal for de planlagte strukturreformer på social- og sundhedsområdet. Og her kneb det. Topolanek selv indrømmede, at hans måske største fejltagelse var, at han ikke i tilstrækkelig grad forinden havde skræmt befolkningen og påvist, hvorfor beskæringer og omlægninger af de offentlige finanser var nødvendige. Flere gange før havde han beklaget fraværet af en reform-etos i den tjekkiske befolkning 20. Tordenskyerne trak endnu mere sammen omkring regeringen, da ODS-parlamentsmedlemmet Vlastimil Tlusty erklærede sin utilfredshed med regeringens planer om omlægning af de offentlige finanser, og da den kristelige minister og partiformand Jiri Cunek kom i alvorlig knibe på grund af kooruptionsanklager og uheldige udtalelser om romaerne. Han trådte tilbage i efteråret 2007, men anklagerne kunne ikke opretholdes, og et politisk come-back var derfor ikke udelukket. Topolanek talte med alvorsord på partiets nationale kongres sidst i november Han betegnede regeringen som på samme tid skrøbelig og succesfuld. Han erklærede tilfreds med 90 pct. af regeringens handlinger, ikke mindst når det gjaldt der ret omfattende reformer af de offentlige finanser. Udgangspunktet for partiet og regeringen var yderst svært efter så mange år med socialdemokratisk styre, der havde svækket staten og infiltreret den med mafia praktis er som iflg. Topolanek stadig påvirker de tjekkiske medier negativt. Han beklagede Tlusty s enegang i skattepolitikken og, at for mange ODS embedsmænd kun betragter staten som kilde til indkomst og forsømmer det hårde daglige arbejde, ligesom for mange ODS-borgmestre mest var optaget af at skaffe sig flere skatteindtægter og penge fra juni 2007, Czech ruling ODS widely cooperates with communists- paper Cz , Czech PM regrets not having scared people enough over reform flop. 15

16 EU. Forbuddet mod at samarbejde med kommunisterne også lokalt blev i princippet opretholdt 21. Det har været genstand for diskussion, i hvilken grad ODS kan betragtes som et catch-all parti i den klassiske forstand. Flere hælder, som antydet, til det synspunkt, at ODS tilsigtet eller ej - havde catch-all profil i det mindste frem til midten af 1990 erne, hvorefter vi mere havde at gøre med et liberalt byparti og et parti for sociale vindere, måske i højere grad et valg-professionelt parti eller et kartel-parti. Andrej Orogváni (Orogváni, 2006) forfægter det rigtige synspunkt, at catch-all begrebet må justeres, når vi har at gøre med exkommunistiske lande underkastet hastige forandringer, og det uanset at vi et godt stykke har at gøre med catch-all træk, de ideologiske appeller og intra-parti organisationen taget i betragtning. Den stærke partiorganisation, det ret store antal partimedlemmer, valgstrategierne og de ideologiske appeller talte ikke entydigt til fordel for catch-all profilen. Men Topolanek s politiske linie forekom mindre intolerant, mindre NGO-fjendlig og EU-skeptisk end Klaus. Trods høj stemmeandel tabte ODS alligevel to valg til socialdemokraterne (CSSD). Michal Klima peger i en stærkt kritisk analyse af ODS på flere fejl i ODS strategi, som forhindrede partiet i at udvikle en moderne højrefløj-profil med appel til middelklassen og det deraf følgende ret store antal centrumvælgere 22. Skal ODS udvikle sig til et succesfyldt vælgerparti må catch-all profilen styrkes yderligere, og politikken revideres på centrale områder som EUpolitikken, økologi og socialpolitik, ligesom der må gøres effektivt op med uigennemskuelig klientelisme, overdreven centralisme, korruption og nepotisme. Modsat CSSD tillader ODS, at medlemskab af parlamentet forenes med givtige jobs i overvågende statsorganer og den ret omfattende grå sektor mellem statsligt og privat i det hele taget, hvilket fremmer mistanke om korruption. At ODS forblev et stort parti skyldtes iflg. Pavel Pseja især for de første år økonomisk fremgang, Klaus høje personlige popularitet, den stabile kernevælgerskare og ikke mindst fraværet af tilstrækkelig attraktive alternativer for utilfredse borgerlige vælgere Václav Klaus i rollen som præsident Som præsident lagde Vaclav Klaus fra starten op til en ny linie i forhold til Havel og gav løfter om at tale for hele folket. Det betød, at han ikke principielt afviste at inddrage selv kommunisterne (KSCM) i de politiske drøftelser, hvilket han dog ikke altid efterlevede, fx i forbindelse med regeringsforhandlingerne i kølvandet på Vladimir Spidla s tilbagetræden i juni Den politiske linie blev under Klaus mindre euro-begejstret og atlantisk, hvilket bragte ham i et modsætningsforhold til udenrigsministeren. Før EU-folkeafstemningen undlod han at anbefale vælgerne en bestemt stemmeafgivning, hans kommentarer til afstemningsresultatet var tilbageholdende, ligesom han nægtede at stille op i nationalteatret for at markere medlemskabet fra 1. maj Også modstanden over for krigen og over for EU-føderalisme og medlemskab af euro-land kom gentagne gange åbent til udtryk. I spørgsmålet om EU s nye fortatningstraktat erklærede Klaus at ingen traktat var den bedste udvej, ligesom han udeblev fra underskriftsceremonien i Rom i november 2002, og under sit besøg i Spanien i efteråret 2004 erklærede han sig som eurorealist og pegede på, at en , Czech Government strong, but ODS fails to act unitedly - Topolanek. 22 Michal Klima, problémy pravice, problémy ODS, Catch-allism je podminku modernizac, Politologický Casopis, Brno:Mezinarodni politologický ústav, Rocnik XI, 4, 2004: Pavel Pseja, Obcanská Demokratická strana jako hlavni dedic OF a agens stranického systému CR ( ), Brno:Mezinarodni politologický ústav, Rocnik XI, 4, 2004:

17 føderativ udvikling i EU var en simpel umulighed på grund af fraværet af en fælles europæisk identitet. I nytårstalen 31.december 2003 gjorde han opmærksom på, at EU-medlemskabet godt nok ikke rent umiddelbart indvarsler store forandringer, men på den anden side må alle vide, at det er slut med den formelle uafhængighed og at vi, dvs. tjekkerne, ikke længere kan træffe afgørelserne selv. Udtalelser fremsat i løbet året 2004 kunne kun opfattes som en direkte afvisning af EU s forfatningstraktat, der forventedes bragt til folkeafstemning i løbet af 2006, og Klaus skjulte da heller ikke sin tilfredshed, da forfatningstraktaten faldt ved folkeafstemningerne i Frankrig og Holland. Under et officielt besøg lige efter i det ellers EUbegejstrede Ukraine gentog han ønsket om et EU omdannet til et fungerende indre marked og ikke meget mere og med en traktat, der ikke behøvede at fylde mere end en 15 sider. Han så en fare i, at EU-integrationen blev uddybet på trods af forkastelsen af forfatningstraktaten. Alternativet til forfatningstraktaten og unionen var et nationalstaternes Europa, gerne med flere medlemslande, sådan at unionsprojektet på forhånd reelt var en umulighed. Ud over sin Euro-skepticisme gjorde Klaus sig bemærket ved sin vedholdende kritik af NGO ere og det civile samfund, som iflg. Klaus tiltvang sig alt politisk indflydelse uden noget folkeligt mandat og derigennem omskabte et velfungerende liberale demokrati til et problematisk postdemokrati. Lige efter sit valg til præsident erklærede Klaus at ville lade sine synspunkter på aktuelle politiske emner afstemme med eller i det mindste forhandle forud officielle erklæringer med den til enhver tid siddende regering, men dette afskar ham ikke fra at markere egne holdninger i politiske spørgsmål og benytte sit suspensive veto over for beslutninger i parlamentet, fx Spidla-regeringens forslag til nedbringelse af statsunderskuddet gennem reformen af de offentlige finanser og regeringens forslag til ny momsbeskatning ( VAT ). Regeringens forslag til reform af de offentlige finanser blev således åbent kritiseret af Václav Klaus i hans første state of the nation tale til parlamentet i oktober måned Klaus talte vedholdende til fordel for indførelse af et nyt valgsystem med valg i enkeltmandskredse efter engelsk mønster, der efter hans mening ville skabe større politisk stabilitet. I foråret 2004 havde han desuden en konflikt med Senatet om udnævnelser til ledige poster ved forfatningsdomstolen. Talerne til nationen både i 2004 og 2005 er blevet benyttet til at lufte egne politiske holdninger i spørgsmål med relation til EU-politikken, statens rolle i samfundet og NGO ernes indflydelse i politik. Over for Rusland har Klaus fulgt en dialog-politik, selv om han ikke principielt modsatte sig ønsket om opstilling af en radar på tjekkisk jord som led i missilforsvarssystemet sådan som krævet af USA. Under sit besøg i Moskva i foråret 2007 bestræbte han sig for at fastholde den gode tone, bl.a. ved at sikre sig at medlemmerne af den tjekkiske forhandlingsdelegation mestrede det russiske sprog.. I modsætning til andre præsidenter i Central- og Østeuropa brød Klaus aldrig båndende til sit eget parti (ODS), som han havde grundlagt og også var æresmedlem af. Han lagde heller ikke skjul på sin støtte til partierne i opposition til socialdemokraterne, herunder også det kristelige KDU-CSL. Som nævnt tidligere sendte han en hilsen til dette partis nationale konference i november 2005, hvor han ønskede partiet held og lykke som et borgerligt parti, underforstået et parti der efter næste valg ville svinge fra CSSD over til ODS og støtte ham ved næste præsidentvalg. Måske ud fra den betragtning nedlagde han i begyndelsen af 2006 veto mod lovforslaget om legalisering af registrerede partnerskab mellem homofile ud fra en argumentation om, at loven ikke skabte mere frihed, men kun indeholdt visse retlige 17

18 formuleringer. Det kunne ikke på forhånd udelukkes, at Klaus efter 2006-valget ville nægte at anerkende en socialdemokratisk mindretalsregering, der støttede sig til kommunisterne (KSCM). Václav Klaus politiske erfaring og politiske indfølingsevne fornægtede sig ikke, eksempelvis under forhandlingerne om etablering af en ny regering efter Spidla s afgang som ministerpræsident. I forbindelse med Vladimir Spidla s afgang fra præsidentposten støttede han modsat ODS lederskab etableringen af en ny regering under ledelse af Stanislav Gross, men, som nævnt, modsatte han sig på linie med ODS på det skarpeste forsøgene på at danne en ny Gross-ledet regering eller en ny og bred overgangsregering. Senere tog han ODS parti under den langstrakte regeringskrise i kølvandet på skandalesagen omkring Gross tidligere køb af lejlighed og hans kones finansielle engagementer. Den krise endte som bekendt med Gross afgang og etableringen af en ny smal socialdemokratisk-liberal regering ledet af Jiri Paroubek. Men heller ikke forholdet mellem Klaus og Paroubek har været helt gnidningsfrit. Den foreløbige kulmination indtraf i oktober 2005, hvor Klaus afviste David Rath som sundhedsminister med henvisning til dennes dobbeltrolle inden for sundhedssystemet. Klaus kom også på konfrontationskurs med socialdemokraterne under regeringsforhandlingerne efter 2006 valget, hvor han afviste Paroubek som forhandlingsleder, skulle ODS forsøg på at skabe en regering uden flertal imod sig lide skibbrud. Men Klaus var til gengæld fortaler for en stor koalition bestående af ODS og CSSD, som sikkert ville sikre ham genvalg. Der blev forhandlet mellem partierne uden om ODS om at opstille en modkanidat til Václav Klaus ved næste præsidentvalg, men et kompromis mellem socialdemokrater og ODS kunne heller ikke udelukkes. Eksempelvis kunne CSSD s formand (Paroubek) opnå formandsposten for parlamentet til gengæld for at støtte Klaus. Václav Klaus holdt også et særskilt møde med den tidligere CSSD-formand Milos Zeman og fik hans støtte til sit genvalg ODA Borgerdemokratisk Alliance (ODA) i Tjekkiet var et eksempel på en løst opbygget elitestyret ("caucus-based") partidannelse af konservativ-liberal type. ODA udsprang af Det Demokratiske Højre, en fraktion inden for Borgerforum (OF). Det Demokratiske Højre var en politisk diskussionsklub med deltagelse af nogle hundrede neo-konservativt indstillede intellektuelle. I begyndelsen bestod gruppen fortrinsvist af kristelig-demokratisk orienterede. Partiet blev oprettet af en gruppe på 13 personer og kan derfor med god ret kaldes et sofaparti. I de 12 første år efter grundlæggelsen skaffede partiet sig maksimalt medlemmer 24. Partiet var, typisk for mange nye ikke-kommunistiske partier, svagt institutionaliseret, afstod fra opbygning af faste partistrukturer og erkendte rollen som et mindre parti, at være lillebroderen til det større bedre organiserede Borgerliberale Parti (ODS). ODA formåede således ved kommunalvalget i efteråret 1994 kun at opstille i alt 280 kandidater i valgkredse, der sammenlagt kun rakte til at omfatte halvdelen af vælgerbefolkningen. I den indledende periode var det i det hele taget mistænkeligt at kalde sig og være et "parti". Af den grund tøvede Det Demokratiske Højre med at anmelde sig selv som et selvstændigt parti, men oprettelsen af Václav Klaus Borgerdemokratiske Parti (ODS) og Jiri Dienstbier's 24 Lidove Noviny ( Dvanácté naroeniny ODS ). 18

19 Borgerbevægelsen (OH) tvang Det Demokratisk Højre til at omdanne sig selv til et parti. ODA kom herefter til at fremstå som en elitær klub domineret af intellektuelle, læger, erhvervsledere og højre-intellektuelle og vedblev således med at være et udpræget kadreparti. Partiet havde måske nok én fælles ideologi, men til gengæld ikke nogen fælles historie, ingen fælles traditioner og fælles kultur og derudover også en svag partiinstitutionalisering. De liberale værdier blev særlig stærkt markeret i den økonomiske politik, hvor en af partiets profiler Tomas Jezek kom til at indtage en central rolle i forbindelse med fx kuponprivatiseringerne. Borgerdemokratisk Alliance (ODA) blev måske i virkeligheden mest oprettet af frygt for en for stærk magtkoncentration omkring ODS og Václav Klaus. På policy- og program-planet var forskellene mellem ODA og ODS til gengæld svære at få øje på. ODA arbejdede da også i årene efter 1990 tæt sammen med ODS politisk både lokalt og på regeringsplan. Som andre partier i de central- og østeuropæiske lande blev ODA hurtigt opdelt i fraktioner. Én retning, den konseriv-ideologiske, ønskede at føre en hård kurs over for regeringspartneren ODS og Václav Klaus, en anden mere pragmatisk repræsenteret ved bl.a. økonomiministeren Vladimir Dlouhy ønskede fortsat samarbejde med ODS. De forskellige fraktioner i partiet var på det indledende tidspunkt ikke skadelig for vælgertilslutningen, og Vladimir Dlouhys fraktion var klart stærkest. Efter valget i 1996 valgte et stort flertal i ODA derfor at fortsætte samarbejdet med ODS. Efter valget i 1996 forsøgte ODA også at skaffe sig en mere markant profil og stærkere organisation. Mange vælgere havde dog stadig svært ved at forstå, at Tjekkiet behøvede to borgerlige sækulariserede højre-liberale partier af medborgertypen. ODA betød blot unødvendig opsplitning af højre-vælgerne. Men der var trods alt visse forskelle på policyplanet. I privatiseringspolitikken lagde ODA således mere vægt på at støtte mindre virksomheder og distancere sig derved fra storkapital og bankejede fonde. Hvor ODS lagde mest vægt på processen hen mod liberal markedsøkonomi, fremhævede ODA i højere grad sluttilstanden, og her stillede ODA hårde krav. Partiet erklærede sig således uenig, da ODS i 1993 erklærede transformationen fra plan til marked for afsluttet (Balik a kol., 2006:26). I forhold til ODS lagde ODA mere vægt på medborgerprincippet og et godt forhold til kirken 25. I EU-politikken trak ODA i en føderalistisk retning og støttede i modsætning til ODS en administrativ decentralisering med større magt til kommuner og regioner og lovede desuden borgerne skattelettelser. I forbindelse med Tjekkoslovakiets deling og forhandlingerne med Slovakiet lagde ODA en hård linie. Den neoliberale linie og forsvaret for minimalstaten havde således større støtte i ODA end i ODS, i hvert fald når den faktisk førte politik tages med i betragtning. Som fremgået havde begge de store liberale partier ODA og ODS deres baggrund i Borgerforum (OF). Målt efter policy-indholdet har forskellene været beskedne, modsætningerne mellem de to partier har som sagt mest været at finde på personplanet ( for eller imod Klaus ). Dette kom tydeligt til udtryk i forbindelse med sprængningen af ODS i , dannelsen af Fire-Koalitionen (4K) og ved regeringsforhandlingerne i Den interne opsplitning, rod i partiregnskaberne og oprettelsen af Frihedsunionen (US) gav dødsstødet. I maj 1998 meddelte partiets ledelse, at ODS ikke stillede op ved det efterfølgende valg. At ODS modsat ODA overvandt partiets krise skyldtes i høj grad 25 Interview med D. Kroupa fra ODA i Rudé Pravo, :1-2, ODA se od ODS lisi predstavami o konecnem výsledku transformace. 19

20 partiinstitutionalisering og afklarede ledelsesforhold. ODA forblev et svagt institutionaliseret og efterhånden også splittet eliteparti, hvorimod ODS hurtigt udviklede sig til et godt institutionaliseret centralt styret programparti med evne til at overleve kriser og nedture vælgermæssigt. Den neo-liberale diskurs havde i det hele taget et godt tag i den tjekkiske højrefløj og var, som vi har set, nærmest en bærende diskurs. Men fra midten af 1990erne blev andre og mere dagsaktuelle emner med rod i venstrefløjsværdier, fx spørgsmål om sundhed og beskæftigelse, mere udslagsgivende, og støtten til statslig regulering voksede markant blandt de fleste vælgere. Dette kom i sidste ende socialdemokrater (CSSD) og kommunister (KSCM) til gode Andre liberale partier Blandt andre liberale partier i Centraleuropa finder Frihedsunion(erne) i Tjekkiet og Polen, Fire-Koalitionen (4K) og Koalitionen (K) i Tjekkiet samt Borgerplatformen (PO) i Polen. Frihedsunionen (US) i Tjekkiet høstede frugterne af ODA's og ODS' tilbagegang i midten af 1990 erne og det deraf følgende tomrum på den politiske højrefløj. Som nævnt tidligere blev Frihedsunionen (US) oprettet i januar 1998 i kølvandet på Klaus-regeringens afgang og sprængningen af ODS. I begyndelsen af 1998 havde partiet iflg. meningsmålingerne opnået større vælgertilslutning end ODS, men som vi skal se skulle fremgangen vise sig at være ret skrøbelig på grund af problemer institutionelt og problemer på policy-planet og personplanet. Frihedsunionen (US) forsøgte at fremstå som et højre-liberalt parti af ny type, som mere åbent og mindre dogmatisk end det gamle ODS og ad den vej udgøre en stærk tredje kraft i det politiske landskab. Partiet håbede alene gennem sin eksistens at kunne konsolidere den kriseramte højrefløj og tiltrække dygtige unge intellektuelle uden politisk erfaring. På programplanet blev vægten lagt på koblinger til det civile samfund og på udvikling af en markedsøkonomi med et menneskeligt ansigt socialt og etisk. Op til 1998-valget havde partiet blot medlemmer. Institutionaliseringen var lav, men på grund af den politiske krise og modstanden mod magtdelingsaftalerne var dette ikke i sig selv det store problem. Organisatorisk blev oprettet forskellige emneopdelte "platforme", eksempelvis for kommunalpolitiske spørgsmål og spørgsmål med relation til små og mellemstore virksomheder. Partiet begik uheldigvis iøjnefaldende begynderfejl 26. Partiprogrammet var således ikke tilstrækkeligt fremtidsrettet og for ukonkret. Det var i længden var ikke nok blot at være i opposition til ODS og Václav Klaus og til socialdemokraterne (CSSD). Partiet fremsatte spændende forslag, men appellerede ikke tilstrækkelig bredt. Stifteren af partiet, tidligere indenrigsminister Jan Ruml, erklærede på et tidligt tidspunkt, at han hverken ville vælges til parlamentet eller være minister i en ny regering, men i stedet begrænse sig til at være partileder. Da Ruml i befolkningen var eneste kendte og tillidsvækkende politiker, opstod der et forklaringsproblem. I november 1998 lod Ruml sig dog indvælge i overhuset, Senatet. De uklare signaler fra partiet forvirrede vælgerne og gjorde Frihedsunionen (US) sårbar over for kritik. US hårde linie under regeringsforhandlingerne bidrog til at gøre en politisk alliance mellem ærkerivalerne CSSD og ODS tillokkende og legitim. Tesen om på at 26 Bohumil Pecinka, "Rozpaky z Unie svobody", Respekt, :18. 20