Inklusion i børnefællesskaber

Transkript

1 Inklusion i børnefællesskaber Navn: Daniel Bagger Hagmann Studienummer: Holdnummer: 4211 Vejleder: Helle Annette Koldegaard Censor: Greta Jo Larsen Fag: Bachelor Antal tegn: Afleveringsdato: Uddannelsessted: University College Lillebælt, Pædagoguddannelsen i Odense

2 Abstrakt Inklusion var et begreb som kom på verdens dagsorden, dette gjorde det på grund af Salamanca-erklæringen i 1994, og efterfølgende er det kommet på dagsordenen i Danmark via dagtilbudsloven 7 (2011). Efter det er man begyndt at arbejde mere og mere inkluderende og have mere fokus på inklusion i hverdagen, er man er begyndt at tænke mere solidarisk og inklusion i en samfundsmæssig sammenhæng. Inden man begyndte at arbejde med inklusion, havde man en man en anden måde at arbejde ud fra. Dette er integration, og denne måde at arbejde på skabte segregering. Hvis man har integration i fokus ser man forskelligheden som et problem, hvorimod hvis man arbejder med inklusion, ser man nemlig forskelligheden som en ressource, og dette er med til at skabe diversitet i fællesskaberne. Jeg har i min opgave valgt at lægge fokus på hvordan man organiserer, strukturerer samt indretter sig i daginstitutionen, så det hænger sammen med, at man arbejder ud fra en tilgang som understøtter inklusion og tager barneperspektiverne med i overvejelse. Derudover kommer jeg ind på, hvordan man som pædagog hjælper børn ind i fællesskaberne. 2

3 Indholdsfortegnelse Abstrakt...2 Indledning...4 Problemformulering...5 Problemstillinger...5 Metode...6 Menneskesyn...6 Den pædagogiske tilgang...6 Organisering og strukturering af dagligdagen...6 Forskning omkring fysisk indretning...7 Afgrænsning...7 Menneskesyn baggrunden for teorierne om inklusion...8 Case fra praktik...9 Barneperspektiv at se tingene i børnehøjde Børnefællesskaber Positionering et godt pædagogisk redskab i hverdagen Overbliksvoksen Praktisk voksen Fordybelsesvoksen på aktivitet Fordybelsesvoksen på barn/børnegruppe Case som fordybelsesvoksen på aktivitet Social kontekst hvem, hvad og hvor? Social episode ninjalegen Erfaringer med positioneringer Inklusion hvad er det egentlig? Rummelighed plads til forskelligheder Inklusion og eksklusion de to modpoler Anerkendelse af børn Integration og inklusion hvad er forskellen? Strukturering af hverdagen i børnehaven Den fysiske indretning af rummene Den reflekterende praktiker Analyse og refleksion af case Konklusion Perspektivering Litteraturliste

4 Indledning Jeg har i min opgave valgt at forholde mig til inklusion i børnefællesskaber, fordi det i dag er et vigtigt begreb i alle sammenhænge indenfor arbejdet med mennesker i Danmark. Inklusion bliver diskuteret i medierne og i faglige miljøer. Inklusionsbegrebet er blevet skabt på baggrund af en mængde internationale erklæringer og konventioner. Dette er med til at udtrykke nogle bestemte politiske intentioner, Her er der skabt enighed om verdenssamfundet. Den erklæring som er mest central er Salamanca-erklæringen, i denne erklæring bliver inklusion nemlig fremlagt som et pædagogisk princip. Dette skal samtidig være med til at løse forskellige problemer, problemer som politiske og sociale udfordringer, fordi dette ses som trussel i det moderne samfund. Salamanca-erklæringen er blevet dannet på UNESCO s verdenskongres i I denne erklæring er der nogle principper, både indenfor politik og praksis for specialundervisningen på verdensplan. Man ser inklusion som en nødvendighed for, at kunne udvikle skoler og udviklingssystemer for alle os borgere. Når der er en tale om den inklusive skole, er der tale om de sociale og politiske problemer som er i det moderne samfund. (Pedersen, Larsen, Bech, Kornerup, og Madsen, 2009, s ). Det er vigtigt med inklusion, i forbindelse med kampen for at ændre diskriminerende holdninger, og dermed skabe meningsfulde og ligeværdige fællesskaber. Dette ville være et stort skridt frem mod at forme og udvikle det inkluderende samfund. Ifølge dagtilbudsloven 7 (2011) er kommunerne forpligtet til at kigge på inklusionsperspektivet (Dagtilbudsloven, nr,. 668 af 17. juni 2011, senest ændret ved lov nr. lov nr. 894 af 4. juli 2013). Inklusion er et vigtigt redskab i børnehave og skoler, da man ønsker, at institutionerne kan medvirke til at udvikle solidaritet i samfundet. Børnene møder disse steder som de første institutioner i Danmark og ikke mindst i barnets liv, og derfor er det særlig vigtigt at præge det enkelte barn fra start af som pædagog. Inklusion skaber sammenhængskraft i samfundet, og det er et vigtigt element. (Pedersen, Larsen, Bech, Kornerup, og Madsen, 2009, s. 8) Jeg er meget interesseret og nysgerrig på, hvilken rolle den grundlæggende pædagogiske tilgang, som jeg og andre pædagoger har til børn, fremmer eller sætter barrierer op i forhold til inklusion. Inklusion har særligt fokus på den struktur, der er 4

5 omkring individet, i stedet for individet i sig selv. En vigtig brik i inklusion og den måde, man skal tænke på, når man arbejder med dette redskab, er at barnet ikke tilsidesættes som værende et problembarn eller et barn med særligt behov. (Ritchie, 2014, s ) Vi som pædagoger skal tilføre fællesskabet ressourcer, og være med til at ændre rammerne omkring det enkelte individ, så de føler sig anerkendt, og samtidig får bedre selvværd og selvtillid i sociale sammenhænge (Ritchie, 2014, s ). Det interesserer mig meget, at se på hvordan børn og pædagoger oplever hverdagen og dens mulighederne i børnehaven, men samtidig se på hvordan man kan tilrettelægge de pædagogiske rammer, og også se på mulighederne for at fremme inklusion. I min tredje praktik var jeg i en børnehave, som arbejdede med inklusion. I institutionen arbejdede vi med inklusion dagligt, men selvom vi gjorde det, var den daglige struktur i mange situationer defineret ud fra et voksenperspektiv. Samtidig havde jeg oplevelsen af, at personalet ikke altid tog barneperspektivet, når de kommunikerede med børnene. Dette kan være skyld i, at der opstår utryghed og konflikter i børnefællesskaberne, også mellem børn og voksne. Konflikterne, vurderede jeg, var et resultat af, den måde som hverdagen var planlagt på, hvilket ikke gav mening for børnene. Det er vigtigt som pædagog, hvis man forsøger at arbejde hen mod solidaritet i samfundet, at man arbejder i børnehøjde. Man skal tage børnenes perspektiver og bidrag med, når man planlægger dagligdagen og aktiviteter i daginstitutionerne. På den måde giver institutionernes hverdag mere mening for børnene. (Fisker, 2014, s ). Problemformulering Hvordan kan jeg som pædagog være med til at indrette og tilrettelægge udviklingsarbejdet både med børn, men også omkring dem, så det kommer til at stemme overens med en inkluderende tilgang? Problemstillinger Hvorfor det er vigtigt at arbejde inkluderende? Hvordan organiserer og strukturerer man hverdagen, og hvor stor en betydning har den fysiske indretning? 5

6 Hvad er forskellen på integration og inklusion? Hvad er sammenhængen mellem anerkendelse og inklusion? Metode I denne opgave har jeg tænkt mig at inddrage egne erfaringer fra praksis, samt observation og refleksioner fra min tredje praktik. Denne børnehave arbejder systematisk med inklusion, derfor synes jeg også det er relevant at det bliver inddraget viden fra deres praksis i min opgave. Menneskesyn I mit afsnit om menneskesyn, fokuserer jeg på psykologien og pædagogikken, da de minder meget om hinanden. Da man i psykologien danner sig et billede af børnene, og på den måde ser på deres udvikling. Det er pædagogens opgave at støtte børnene i deres videre udvikling. Det er derfor vigtigt, at man som pædagog ved hvad der sker indenfor barndomspsykologien, her har jeg hovedsagligt brugt Dion Sommer til at belyse dette. Jeg har brugt EVA Danmarks Evalueringsinstitut til at beskrive opfattelsen af den udvikling der er sket i opfattelsen af novicebarn og hen til kompetencebarn. Til sidst inddrager jeg Bent Madsen og hans teori om det interaktionistiske perspektiv. Ud fra disse teorier, har jeg dannet et overblik over udviklingen af børnesynet indenfor det pædagogiske felt. Den pædagogiske tilgang Jeg har valgt at bruge Bent Madsens teori omkring integration og inklusion, samt komme ind omkring forskellene på disse, for at synliggøre, hvorfor at jeg synes det er så vigtigt at arbejde inkluderende i praksis. Inklusion hænger meget tæt sammen med anerkendelse. Derfor har jeg valgt at tage udgangspunkt i Axel Honnet s teori. Jeg vil samtidig have mit fokus på, hvor jeg som pædagog kan være med til at skabe et barneperspektiv. Organisering og strukturering af dagligdagen Jeg har i min praktik har arbejdet meget med struktur og organisering i dagligdagen, og om det samtidig kan være med til at skabe en inkluderende praksis. Den børnehave hvor jeg var i praktik, er nået langt med en inkluderende måde at arbejde på, de har fx heller 6

7 ikke stuer, i børnehaven er børnene nemlig en del af nogle læringsgrupper, og samtidig er der indrettet læringsrum, hvor alle de aktiviteter der er for børnene er i børnehøjde, hvilket også vil sige at børnene ikke er så afhængige af de voksne, til at sætte en leg i gang, og på den måde kan de selv danne fællesskaber. Samtidig arbejder man i den børnehave med at positionere sig, så man hele tiden er synlige for børnene. Jeg tager udgangspunkt i en bog, som mit praktiksted har været med til at lave, og bruger artikler der fra. Bogen hedder Creators Room hvis rummet er på tværs bliver pædagogikken på trods. Den børnehave jeg var i praktik i har bidraget med empiri til bogen, og derfor er den ekstra relevant. I den børnehave jeg var i, i min tredje praktik, gjorde de også meget ud af struktur og organisering, og hvordan man gjorde det på den bedst mulige måde. I bogen Creators Room er der nogle artikler som har fokus på den del. Forskning omkring fysisk indretning Jeg vil også komme ind på hvordan den pædagogiske praksis kan ændre sig ved, at man tænker over hvordan rummet kan indrettes, så det bliver en medspiller i praksis. Samtidig kommer jeg ind på nogle ting, som er vigtige i forhold til de inkluderende læringsrum i børnehaven. Her har jeg kigget på et forskningsprojekt skrevet Charlotte Ringsmose og Susanne Ringsmose Staffeldt. Afgrænsning I alle fællesskaber vil inklusion og eksklusion finde sted, derfor kigger jeg på inklusion i børnefællesskaberne, men samtidig ved jeg også godt at inklusionsbegrebet ikke kun kan forstås ved at man kigger på børnene. Jeg har i min opgave fokus på en børnehave (mit tredje praktiksted), hvor der har været meget opmærksomhed på inklusion, da de har deltaget i et udviklingsprojekt. Derfor har jeg valgt, at fokusere på hvordan jeg som pædagog kan hjælpe med at inkludere de børn, som måske har lidt svært ved at komme ind i nogle fællesskaber. 7

8 Menneskesyn baggrunden for teorierne om inklusion Dion Sommer har jeg valgt at tage udgangspunkt i, i dette afsnit, da han har en stor viden om positiv psykologi, men samtidig forklare om udviklingen, og hvordan vi ser på børn i dag. Dette er vigtigt, da man har fokus på barnets indre liv og ser på børns kognitive udvikling. Der er sket meget inden for dette igennem de sidste år, der er blandt andet sket store ændringer i forhold til forskning om, hvordan man opfatter børn. Der har været en del undersøgelser, som har ført til, at man ændrede tilgangen til hvordan man så børn, men samtidig hvordan barnets udvikling er og hvordan den skal forstås. "Man taler derfor om et 'paradigmeskift', der adskiller perioden før 1960'erne fra 1970'erne og 1980'erne og tiden derefter. Et paradigme er et sæt fundamentale faglige grundantagelser, arbejdshypoteser, teorier og metoder, der danner udgangspunkt for videnskabelig forskning. Et paradigmeskifte betyder, at en eller flere af grundantagelserne på afgørende måde er forandret." (Sommer, 2003, s. 29) En af de antagelser man havde tidligere, er teorien omkring novicebarn og kompetencebarn. Førhen troede man, at alle børn var en tom skal, der ikke havde nogen viden eller evner med sig fra spæd af dette er et novicebarn. Opfattelsen omkring novicebørn ses bl.a. i sociale læringsteorier, hvor barnet er en passiv modtager, der suger personlighed til sig fra de omgivende miljøer. Som Sommer udtrykker det, så er Barnet er blot en modtager, der passivt lader miljøets pen skrive personligheden ind på livets tavle" (Sommer, 2003, s. 43). Barnet har dermed ingen indflydelse på, hvordan det skabes som individ, men er udelukkende et resultat af virkeligheden uden om. (EVA Danmarks Evalueringsinstitut, 2009, s. 6). Mange undersøgelser har vist, at børn har en masse kompetencer fra de bliver født, og på den måde bliver muligt at tage et nyt børnesyn. Dette børnesyn antager, at børn allerede fra fødslen af har nogle medfødte evner, der danner grundlaget for, at børnene kan indgå i sociale sammenhænge uden det er noget, der skal tillæres. Barnet er altså ikke blot en tom skal fra start af, men er i stedet med til at skabe sin egen identitet og udvikling. Dette kaldes et kompetencebarn. Ved at barnet anses som en medspiller en 8

9 aktør får de indflydelse på eget liv, og får en mere ligestillet rolle ift. voksne, da begge parter så opfattes som aktører i udviklingsprocessen. (EVA Danmarks Evalueringsinstitut, s. 6). Dette nye menneskesyn har været med "..til at gøre voksenbarn forholdet symmetrisk - dvs. gøre det jævnbyrdigt i ansvar, bestemmelsesret og autoritet" (Sommer, 2003, s. 47) Barnets ses ikke længere som at være et tomt kar, men derimod ses de som nogle børn som kan tage beslutninger selv, og samtidig blive kompetente børn. I positiv psykologi er man gået væk fra, at man ser på børnenes svagheder, men derimod ser man på deres styrker, og på den må kan man hjælpe dem i den retning, så de udvikler sig på den bedst mulige måde. (EVA Danmarks Evalueringsinstitut, 2009, s. 6). Når der er tale om inklusion, ser man på strukturerne omkring barnet, det er nemlig ikke barnet som er problemet, men mere den måde barnet bliver mødt på af omgivelserne. Man kan ikke længere se børn som problembørn eller risikobørn, fordi dette ikke passer med den tilgang man har til børn i praksis. Begreberne ovenover er med til at stemple børn, ud fra der hvor de kommer fra eller ud fra familien. Derfor er der et udtryk som bliver brugt mere i praksis. (Madsen, 2005, s ). interaktionistisk perspektiv, hvor afvigelsen ses som en social konstruktion, der findes sted i et samspil mellem forskellige aktører over et sammenhængende forløb. (Madsen, 2005, s. 218). Børnesynet ses i praksis i dag, da fokus er på individets sociale tilgang og at institutionerne handler og indretter sig efter dette. Man er derfor også begyndt at reflektere mere over tingene, og arbejder derfor mere med de pædagogiske rammer i forhold til at se på deres fællesskaber, men samtidig også for at børnene får de bedste udviklingsmuligheder. (Pedersen, 2009, s. 12) Case fra praktik I mit praktikforløb har jeg holdt fokus på fysisk aktivitet herunder kamplege, der har været med til at styrke inklusion og børnefællesskaber. Et eksempel på en leg, jeg benyttede mig af flere gange, var brydelignende kamp på madras, hvor børnene skulle kæmpe mod mig. Rundt om madrassen havde jeg placeret 9

10 stole for at inkludere så mange børn som muligt, ved at de havde mulighed for at deltage i legen ved at heppe uden at de selv var inde at slås. Rigtig mange af børnene deltog i legen, og var meget motiverede. Dog stod en dreng på sidelinjen og så passivt på. Denne dreng havde jeg lagt mærke til flere gange i min praktik, fordi han er noget stille og næsten kun leger med sin lillesøster. Han er ved at nå den alder, hvor han snart skal starte i skole. Mens han stod og kiggede, kunne jeg se på ham, at han rigtig gerne ville være med. Jeg spurgte ham derfor, om han ville prøve, og han lyste helt op og svarer straks ja. Jeg tænkte, at det kunne være et bidrag til inklusionen af denne dreng, at lade ham vinde over mig i legen. Jeg tænkte som pædagog, at det var en god situation at benytte for at få ham med i fællesskabet. Børnene heppede meget på ham, fordi de var en samlet gruppe mod mig, og der er stor fællesskabsfølelse. Efter en god kamp, lod jeg ham skubbe mig ud over madrassen. Der var stor jubel, og børnene var meget imponerede over drengen her, som hurtigt blev kåret som den stærkeste dreng i børnehaven. Jeg sluttede legen, men kunne hurtigt se at de andre børn meget gerne villle lege med drengen nu og børnene valgte selv at lege videre med legen. Efterfølgende har drengen været med til flere lege i børnehaven, og han er samtidig også blevet bedre til at sige fra. De andre respekterer ham mere, og kommer ofte og spørger og spørger om han vil lege med. Drengen er altså efterfølgende blevet noget mere inkluderet i drengegruppen i børnehaven, og har fået bedre selvværd. Barneperspektiv at se tingene i børnehøjde Hvis man skal tage barnets perspektiv, kræver det at man som pædagog kan sætte sig ind i det barnet siger, og samtidig se på, hvilke tanker og intentioner som barnet har. Barnet udtrykker sine intentioner både via sprog, men også nonverbalt. Som pædagog tolker man disse informationer til det, der forstås som barneperspektivet. Det er vigtigt at man som pædagog kan dette, og man kan leve sig ind i barnets virkelighed, hvor man så skal handle ud fra dette. Hvis man som pædagog lægger stort vægt på at tage 10

11 barneperspektivet, kan man som pædagog blive bedre til at se hvem barnet er, men også hvorfor barnet gør som det gør, og derfor kan man som pædagog også forholde sig til hvilken tilgang der ville være den mest hensigtsmæssige i forhold til barnet. (Andersen & Knoop, 2002, s ). Når jeg tænker på en børnehave, ser jeg det som et sted, der er børnenes. De bliver afleveret tidligt om morgenen, inden deres forældre skal på arbejde, og er i børnehaven hele dagen indtil deres forældre får fri fra arbejde. en pædagogs job er derfor at støtte børnene i det, som de gerne vil i løbet af dagen, men samtidig være sammen med børnene, og lader dem bestemme. Derfor er det vigtigt som pædagog, når man planlægger de pædagogiske rammer, ser man samtidig på børnenes udvikling. Jeg har været i mange forskellige institutioner, og har set mange pædagoger som er ekstremt styrende, og som samtidig gerne vil bestemme hvad børnene skal lave på det givne tidspunkt. Det vil sige, at den pædagog tog et voksenperspektiv i alt for mange situationer. I følgende afsnit, vil jeg komme ind på, hvordan jeg som pædagog kan arbejde ud fra et barneperspektiv med henblik på et eksempel fra min tredje praktik. I min tredje praktik, var jeg i en børnehave hvor den lå i et lidt belastet område, her var der et barn, som havde det svært, fordi barnet var blevet tvangsfjernet hjemme fra sine forældre, det var med til at gøre ham sårbar og kunne hurtigt finde sin vrede frem, og han troede heller ikke særlig meget på sig selv. Her er det meget vigtigt, at man som pædagog ikke bare stempler barnet som et problem. Man skal i stedet prøve at skabe forståelse omkring dette barns adfærd både over for barnet selv, men også overfor de øvrige børn. (Andersen & Knoop, 2002, s ). Da jeg efter noget tid kunne se, at drengen havde det svært, besluttede jeg mig for at prøve at snakke med ham, fordi han tit var ked af det, og savnede enten sin mor eller far. Da jeg snakkede med ham, fortalte han, at han altid savnede sine forældre, her sagde jeg at det kunne jeg godt forstå, jeg fortalte ham at jeg også savnede mine forældre en gang i mellem, og især da jeg gik i børnehave. Hver gang han blev vred eller ked af det, fik han også de andre børns opmærksomhed, hvilket betød at de tit kom 11

12 og spurgte hvorfor han var ked af det, hvor jeg så fik fortalt situationen ud fra drengens perspektiv, og at det var fordi han savnede sin mor og far. Efter det var fortalt, forstod de andre børn hvorfor han græd, for mange af de andre kunne sagtens sætte sig selv i han sted, og fortalte ham at de også savnede deres forældre nogle gange. Det er meget centralt at medtage barneperspektivet, når man arbejder i en inkluderende praksis. Dette en af de grundlæggende tilgange til barnet, og kan på den måde skabe tryghed samtidig med at man forstår hinanden i fællesskabet. (Andersen & Knoop, 2002, s ). Her til slut, vil jeg fortælle lidt om et eksempel på, hvor effektivt det kan være, at benytte sig af barneperspektivet som konfliktløsning og samtidig også bruge det som forståelse for, hvordan konflikter børnene i mellem opstår. Jeg vil undervejs i mit eksempel komme med analyse af mine handlinger. Eksempler er en case fra min tredje praktik, men da jeg ikke vil nævne nogen navne kalder jeg de to børn for barn X og barn Y. Det handler om en dreng X som lige er startet i børnehave, han kommer ind i rummet hvor Y opholder sig, men X kommer ind i rummet med Y s sko på, og synes det er helt vildt underholdende. Y ser at X har hans sko på, hvilket han ikke kan lide, og han går hen til X og siger, at han ikke må låne dem. Dette fører til, at Y prøver at tage hans sko tilbage, det skal siges at Y er en dreng som snart skal i skole. X har stadig kun et nonverbalt sprog, han kan samtidig heller ikke forstå, hvorfor han ikke må låne Y s seje sko, X viser utilfredshed ved at skrige højt. X bliver frustreret og ved ikke hvad han skal gøre, dette fører til at X henter en pædagog. Det første pædagogen gør er at tage skoene fra X, og sætte dem på Y s plads. Her har X svært ved at få fat i dem igen da de er lidt for højt oppe. Imens denne situation har stået på, har jeg endnu stået og observeret og ikke handlet. Jeg kan se at konflikten ikke er løst endnu, konflikten er bare flyttet ud til Y s plads, hvor han prøver at holde X væk så han ikke får han sko igen. 12

13 Jeg lægger mærke til: At den måde som pædagogen intervenerede på, forstod børnene ikke. Y forstår ikke hvorfor X vil have hans sko og X forstår samtidig ikke hvorfor han ikke må låne dem. For at skabe barneperspektivet, kræver det pædagogen fortolknings af de informationer man har fået. Der er stadig en konflikt mellem X og Y ud ved Y s plads. Jeg forsøger derfor at sætte mig ned, for at bliver klogere på hvad der er sket, og hvordan det kan blive løst på den bedste mulige måde. Jeg spørger derfor Y hvorfor X ikke må låne hans sko, hvortil han bliver irriteret og siger, det kun er hans sko og at X ikke må låne dem. X prøver at tage skoene og klynker lidt. Jeg siger til Y, at jeg tror at X synes dine sko er rigtig seje, og at det er derfor han gerne vil låne dem. Men til X siger jeg, at jeg godt kan forstå at du gerne vil låne dem men Y vil ikke låne dem ud. X kan ikke kommunikere verbalt endnu, hvilket jeg kan mærke på ham, da han stadig ikke har forstået, hvorfor han ikke må tage skoene. Derfor prøver jeg som pædagog at blive endnu klogere på både X og Y. Jeg prøver derfor at tage udgangspunkt i begge børns virkelighed, samtidig prøver jeg, at leve mig ind i barnets opfattelser, tanker og intentioner. Jeg vurderer, at det er nødvendigt at gøre det klart for begge børn hvad det er begge gerne vil, og samtidig at skabe mening i denne situation for alle. Derfor tager jeg X s egne sko frem og roser dem rigtigt meget, og jeg siger de super fede, dem ville jeg rigtig gerne prøve. Jeg lader derfor som om at jeg tager dem på, for at det skal lykkes. Jeg tager i samme øjeblik min egne sko af, og spørger om X har lyst til at prøve mine sko. X tager mine sko på, men konkluderer hurtigt de er for store, og også for store til Y. 13

14 Her begynder jeg at rose begges sko, og fortælle dem, at jeg synes de er super seje begge deres sko, og samtidig fortæller jeg hvor sjovt det var at prøve dem, men at jeg ikke kunne passe dem. Jeg giver X hans sko tilbage, for jeg kunne alligevel ikke passe dem. Idet at X får sine sko, går Y hen på sin plads tager sine sko og siger til X du må gerne prøve mine sko. Her kunne jeg altså se, hvor stor en betydning det har for Y, ar jeg tager et barneperspektiv i situationen og møder begge børnene, hvor de selv er. Jeg bliver en rollemodel for Y ved at låne mine sko ud, og det gør at børnene bliver nysgerrige på hinanden. De ser, at der ikke er noget farligt ved at låne sine sko ud, og det bliver i stedet en leg for dem. Der bliver altså et fællesskab de to børn i mellem frem for en konflikt. Jeg forsøger ikke at være en autoritet, men i stedet viser jeg, at det er spændende for begge. Ved at jeg som pædagog tog barneperspektivet, støtter jeg samtidig børn i deres processer, men hjælper dem også med at de bliver hørt, men så de også forstår hinandens perspektiver. Dette er med til at børn kan føle sig anerkendt, og føle sig som nogle unikke individer, hvilket er helt grundlæggende. Det er grundlæggende, at give børnene indflydelse via deres egen viden, når man planlægger i praksis. Ved, at man som pædagog tager barneperspektivet, bliver jeg klogere på, at det ikke nødvendigvis giver mening for børnene, den måde som vi strukturer og organiserer os på. Dette er også med til at give nye perspektiver til hvordan man udvikle den pædagogiske praksis. Børnefællesskaber Børn interesserer sig for andre børn, og derfor giver det mening at se på børnenes måde at interagere og danne fællesskaber på. Kousholt (2013) har via forskning fundet ud af, at betydningen af at børn er sammen med andre børn, er noget større end først antaget. Derfor er der kommet mere fokus på, hvordan man som pædagog støtter op omkring disse fællesskaber. Her har man fundet ud af, at en effektiv måde at arbejde med det på, er ved at se på, hvad børnene foretager sig, og gerne vil lave. Som Kousholt udtrykker det: man kan sige, at det grundlæggende handler om at være med i det, der foregår, 14

15 ligesom det får betydning, hvordan legene organiseres, det vil sige, hvilke deltagelsesmuligheder de fælles aktiviteter tilbyder. (Kousholt, 2013, s. 48). Kousholt skriver også om, at det mest relevante er et samlet helhedsbillede af, hvordan børnene oplever muligheder og begrænsninger, og man skal inddrage nogle af de sammenhænge, børnene er en del af. (Kousholt, 2011, s. 56) Derfor kan man altså sige, at forskning omkring børnefællesskaber er meget relevant for inklusion, fordi læren om børnenes fællesskaber giver os vigtig baggrund for, hvordan vi får børnene inkluderet heri. Positionering et godt pædagogisk redskab i hverdagen Jeg har i min sidste praktik været i en børnehave, hvor de arbejdede med positioneringer. Derfor vil jeg i dette afsnit komme ind på, hvad det betyder og hvordan man arbejder med denne metode. Arbejdet med positioneringer er en måde, hvor man placerer sig der hvor børnene er, så man hele tiden er synlig og samtidig er til stede hvis der skulle opstå konflikter. Som pædagog kan det være svært at overskue ens rolle i løbet af dagen, fordi man ikke er organiseret eller struktureret godt nok. Inklusion kan her give bedre overblik. Når man arbejder med positioneringer, foregår det både indenfor og udenfor. Der er fire forskellige roller man kan blive tildelt, og den rolle fortæller pædagogerne hvor man skal være, og hvad ens funktion er. (Sørensen et al, 2012, s ). De fire roller er som følger: Overbliksvoksen Rollen for denne voksne, er at have overblikket over hele børnegruppen. Man læser konflikter, hjælper med at inkludere børn i de forskellige aktiviteter, og guider børnene væk fra konflikter, således at de aktiviteter, der kører fint, ikke bliver spoleret. Man kan som overbliksvoksen godt sætte aktiviteter i gang, men de skal være indrettet således, at børnene kan fortsætte legen uden en voksen. Når man har denne rolle i positionering, bevæger man sig konstant rundt og hjælper børnegruppen man sidder ikke ned og er stationær. (Sørensen et al 2012, s. 62). 15

16 Praktisk voksen Som titlen lidt siger, så står denne person for det praktisk i børnehaven. Det kunne være at skære dagens frugt, ordne mad, tage telefon eller skifte bleer. På den måde kan de andre voksne fuldt ud fordybe sig i børnene uden at blive forstyrret det er den store fordel ved at have en praktisk voksen. (Sørensen et al 2012, s. 62). Fordybelsesvoksen på aktivitet Denne voksne har særlig fokus på aktivitet med børnene, hvad enten det er ude, inde eller på tur. Man skal i denne rolle også være inspiration for organiserede lege og fælleslege. (Holm Sørensen, Tina et al 2012, s. 62). Fordybelsesvoksen på barn/børnegruppe Denne person beskæftiger sig med et bestemt barn eller en børnegruppe, ved at observere barnet/gruppen, og se hvordan reaktionerne på forskellige situationer er. Man kan også tage nogle børn fra i en lille gruppe (eller det enkelte barn) og lave en aktivitet med dem, der er lukket for andre børn. Undervejs vil man skrive ned omkring barnet/gruppen, så man kan se hvor de er i deres udvikling lige nu og hvor man vil arbejde hen mod. (Sørensen et al 2012, s. 62). Case som fordybelsesvoksen på aktivitet Noget som var nyt for mig var, at man som pædagog fik tildelt en rolle. Det var rigtigt interessant at arbejde med positioneringer, da man ikke skulle bryde op i legen, hvis noget gik galt, men i stedet kommunikere med de andre, og så var der andre der tog sig af det. Jeg vil komme med et eksempel på denne positionering: Social kontekst hvem, hvad og hvor? Kollegaernes position: A: Overbliksvoksen B: Praktiskvoksen C: Barn Man havde ikke samme position hver dag, men den dag var jeg i position som fordybelse på aktivitet ude på legepladsen. Jeg var i den anden ende af lege pladsen, så 16

17 rimelig langt væk fra huset. En af mine andre kollegaer var overbliksvoksen A, og anden kollega B som var ved huset som praktisk voksen, samt der hvor toiletterne er. Jeg havde sat en aktivitet i gang, hvor vi legede ninjaer, og hvor vi alle havde bånd rundt om panden, hvilket også gjorde at børnene synes det var ekstra sjovt. I denne leg øvede vi seje tricks, og når vi havde øvet os kæmpede de mod mig, og denne leg var alle meget fordybet i, der var samtidig masser af børn som var med i legen. Social episode ninjalegen I ninjalegen holdt vi pauser engang imellem for lige at snakke flere seje tricks, samt lige at få ro på. Mens vi sidder der og snakker om nye tricks, og skal til at øve, kommer der et barn som siger at han har tisset i bukserne, og han spørger om jeg vil hjælpe ham med at finde noget andet tøj. Da C også kommer og spørger om jeg vil hjælpe ham, tænker jeg, at jeg nok lige må holde en længere pause i legen. Men i den institution arbejdede de med positioneringer, hvilket var godt for ellers kunne det være at legen gik i stå. Jeg har prøvet at have sat en aktivitet i gang, hvor der sker noget, og man går hurtigt væk, men når man så kommer tilbage er børnene spredt fra alle vinde. Jeg tænkte derfor, at jeg måtte se efter A, så min kollega kunne hjælpe mig. Jeg fik øjenkontakt med hende, og fortalte hende at C havde tisset i bukserne om det var noget som hun ville tage sig af. A tog C med ned til toiletterne, hvor B overtog, da B var praktisk voksen. I den periode hvor A gik med C ned på toilet, var jeg både fordybelsesvoksen på aktivitet samt overbliksvoksen indtil A var tilbage. Jeg har mange eksempler fra min praktik, hvor arbejdet med positioneringer skaber en meget mere flydende og sammenhængende oplevelse af hverdagen både for børn men også for voksne. Når man arbejder med positioneringer, skaber det også en mere systematisk anlagt dagligdag, og man hjælper hinanden med dagens arbejdsopgaver. Dette er med til, at man skaber en mere fleksibel hver dag, som er med til at skabe bedre muligheder for fordybelse og deltagelse i børnegruppen. Ved at man arbejder med dette, er der også pædagoger omkring børnene hele tiden, og dette er med til at skabe tryghed for børnene. Som personalegruppe er dette også med til skabe bedre samarbejde blandt pædagogerne, men samtidig har man også nemmere ved at se hvad hinandens opgaver er. 17

18 Jeg har også erfaringer fra steder, hvor de ikke har arbejdet med positioneringer. Når man har været vant til at arbejde med positioner, synes jeg det har været svært at vide hvor man skal stille sig og være, man skal lige vænne sig til en anden arbejdsmetode. I arbejdet med positioneringer, understøtter man nemlig arbejdet med inklusion, fordi at børnene ikke bliver overladt ret meget til sig selv. Hvis man samtidig ser et barn, som er i en udsat position, har man som regel sværere ved at indgå i fællesskaberne, og dette sker hvis børn bliver overladt for meget til sig selv. Men derimod, hvis man som pædagoger hele tiden er synlig for børnene, skaber det en tryghed. Noget der er svært som pædagog, er når der kommer et barn og fortæller at de er blevet slået. Her bliver det så en påstand mod påstand, og hvis man ikke har nogen kollega som har set hvad der er sket, kan man som pædagog godt komme til at handle og vurdere situationen forkert. Derfor er det godt at arbejde med positioneringer, da man fordeler sig bedst muligt både ind og udenfor. Som pædagog vil jeg gerne være tydelig, forstående og interesseret i, hvad der sker omkring børnene. Samtidig er det også vigtigt for mig, at børnene stoler på mig, og man kan sige, at hvis jeg ikke løser konflikter på en retfærdig måde, stoler de nok ikke på mig, og vælger måske derfor en anden voksen. Erfaringer med positioneringer Det helt nye for mig i min tredje praktik i Carls Børnehus var positioneringer det havde jeg ikke prøvet at arbejde med i mine tidligere praktikker. Da jeg ikke tidligere havde prøvet denne arbejdsmetode, fandt jeg mest sikker grund i at arbejde som fordybelsesvoksen på en aktivitet. Det lå mig naturligt i kraft af, at jeg selv føler, jeg har stor indlevelsesevne, og samtidig er god til at inspirere børnene til at gå i en bestemt retning. Jeg var meget interesseret i at arbejde med positioneringer, og min vejleder og jeg blev hurtigt enige om, at jeg skulle udfordres ved at arbejde i nye positioner. Jeg afprøvede derfor alle positioneringer i løbet af min praktik, men var dog mest beskæftiget med overbliksvoksen. Denne rolle har også en del udfordring, da den er meget bred og dækker en del ansvar. 18

19 Carls Børnehus har to dele på den ene side af vejen er legepladsen, og på den anden siden læringsrummet. De store børn bruger hele dagen i den bygning, der hører til legepladsen, mens de mindre børn først kommer derover efter de har spist. Det er herfra, at pædagogerne begynder at delegere sig i positioneringer, og jeg her indtog min hovedsagelige rolle som overbliksvoksen. Jeg løb ind i mellem ind i det problem, at jeg mistede mit overblik. Det skete når jeg kom til at blive lidt for optaget af nogle af børnenes lege. Så kom fx et barn og sagde, at nu var deres mooncar blevet hugget fordi jeg ikke havde haft overblikket. Derfor kunne jeg kun reagere ud fra, at gå hen og snakke med de børn, som havde været involveret i konflikten, og herfra stykke en historie sammen. Denne konflikt kunne have været undgået, hvis jeg havde haft bedre overblik. Denne erfaring gør, at jeg herfra bliver bedre til at have et konstant overblik over legepladsen, ved at gå rundt og holde øje med, hvad børnene foretager sig. Det gør, at jeg har nemmere ved at guide børnene væk fra konflikter, inden de opstår. I episoden med mooncar en sker der det, at jeg mister overblikket, og konflikten ikke stoppes så derfor begynder jeg at reflektere over, hvor det er bedst at stå, når man er overbliksvoksen. Hvor befinder børnene sig? Hvordan cirkulerer jeg bedst muligt rundt mellem de fællesskaber? Det hjalp min positionering meget, og vi undgik herfra mange af konflikterne. Den faglige refleksion over ens egen og kollegaernes praksis, mener jeg er et krav for at kunne udvikle og holde fokus på de pædagogiske tilgange og metoder som er med til at understøtte inklusion. Inklusion hvad er det egentlig? I Danmark er kommunerne og pædagogerne, gennem dagtilbudsloven 2007, forpligtet til at arbejde ud fra et inkluderende perspektiv. I inklusionsbegrebet er individets forskelligheder en styrke og ikke et problem. (Pedersen, 2009, s. 17) Alle børn har krav på at lære gennem deltagelse i forskellige børnefællesskaber, dette vil også på længere sigt være med til at skabe et mere kompetent barn med en stor indlæringsevne. Inklusion handler om, at lige meget hvilke behov, forudsætninger eller 19

20 evner barnet har, har barnet mulighed for at deltage i fællesskaber, men samtidig er det vigtigt at barnet i disse fællesskaber føler sig som anerkendt og som værende bidragende. (Pedersen, 2009, s. 7 & 17) Pædagogerne er tvunget til at arbejde inkluderende, hvilket også gør det ekstra vigtigt at man i institutionerne tager begrebet til sig. Institutionerne skal samtidig også vide betydningen af at arbejde inkluderende. Inklusionsbegrebet kan betyde meget forskelligt, dette er også grunden til at det kan være svært at forstå inklusionsbegrebet. Inklusion kan fx være et pædagogisk mål som man har sat, som i ydes i forhold til børn med særlige behov, men samtidig kan det være et alment mål for alle børn. I inklusion kan man sige, at alle børn skal have muligheden for at deltage i aktiviteter og fællesskaber, dette kan også være et pædagogisk princip, som går ud på at alle børn skal have noget ud af de forskellige aktiviteter. (Pedersen, 2009, s. 12) Rummelighed plads til forskelligheder I lov om social service 32 (Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold. Bekendtgørelse af lov om social service. BEK nr af 5. september 2013) står der at institutionerne skal kunne rumme de børn, som før i tiden blev henvist til specialinstitutionerne. (Pedersen, 2009, s. 7). Rummelighed svarer altså næsten til den danske udgave af inklusion, der ses som internationalt begreb. Der er en forskel på rummelighed og inklusion, forskellen er at man godt kan rumme mange forskellige børn. Rummelighed betyder at der er plads til de børn som er i institutionerne, men derfor er det ikke sikkert at de er en del af fællesskabet. Men hvis de var inkluderet ville de være en del af et fællesskab. Det er derfor vigtigt at man både er rummelig og inkluderende. (Pedersen, 2009, s. 14). Inklusion og eksklusion de to modpoler Inklusion og eksklusion, hænger meget tæt sammen, men er alligevel hinandens modsætninger. Når man taler om inklusion, kan man ikke komme udenom også at snakke om eksklusion, da eksklusion også kan være til stede. Eksklusion er ikke noget man ønsker, skal ske for barnet, og barnet har bestemt heller ikke selv valgt det. Når man ser på hvordan man arbejder med eksklusion i hverdagen, og hvordan det påvirker 20

21 barnet, kan man gøre inklusion til et pædagogisk mål. Det ville være et godt mål at have, da vi er i et samfund, hvor der er masser af eksklusion, dette gør inklusion mere aktuel. Inklusion kan være en måde hvor man kan se med kritiske øjne på institutionerne eller praksis. (Pedersen, 2009, s & 24) Eksklusion kan ikke fjernes helt fra børnehaven, da der er nogle børn som ikke selv ønsker at være en del af fællesskabet. Dette sker dog kun, hvis det er en aktivitet hvor barnet ikke føler det meningsfyldt nok til at deltage. Men hvis det er fællesskabet, som ikke vil have de pågældende barn med, så er det ikke acceptabelt, og slet ikke hvis dette barn samtidig har svært ved at komme tilbage i gruppen igen. Alle børn prøver på et tidspunkt i deres liv at blive ekskluderet, men det er også et element i livet som børnene lærer meget af. (Pedersen, 2009, s. 16 & 83) Anerkendelse af børn Da anerkendelse er et vigtigt men samtidig et grundlæggende begreb, i forhold til børns trivsel og udvikling. "Hvis trivselsbegrebet skal kunne anvendes i pædagogiske sammenhænge, skal det være så åbent, at det er koblet til selvtillid og socialt tilhørsforhold" (Kjær, 2010, s. 216). I min opgave har jeg valgt at bruge Axel Honneths anerkendelsesteori, da den beskriver godt, hvordan jeg som pædagog kan støtte børnene i børnehaven bedst muligt i at få selvtillid og et socialt tilhørsforhold, og på den måde blive anerkendt. I Axel Honneths anerkendelsesteori kan man inddele anerkendelsen i tre sfærer. De tre sfærer hedder: Den familiære Den retslige Den solidariske I den familiære sfære får man anerkendelsen via kærlighed eller omsorg, dette kalder Axel Honneth for affektivt. Denne anerkendelse er den mest basale, den er samtidig med til at skabe selvtillid hos det enkelte individ. Denne form for anerkendelse danner et fundament, for at kunne deltage i hvilket som helst intersubjektivt forhold. Et intersubjektivt forhold, kan også betyde at deltage i et fællesskab, og derfor er 21

22 anerkendelsen i den familiære sfære meget væsentlig, da det er en betingelse for at barnet får lyst til at deltage i nye sociale relationer, men samtidig være med i de fællesskaber som er i børnehaven. Den familiære sfære, bruger jeg som pædagog når jeg møder barnet hvor det er på det pågældende tidspunkt, men samtidig er nygerrige i det som barnet foretager sig, men samtidig se på initiativer og handlinger som barnet tager. Det handler nemlig om at se barnet som et specielt individ og skabe en betydningsfuld relation. (Nørgaard, 2005, s ). Retslig anerkendelse forstås og opnås ved, at alle har lige rettigheder, og alle ses som værende bidragende og kompetente i samfundet. Ved at man bliver anerkendt, vil man som person udvikle sit selvværd. Hvis man som person bruger sin viden i forhold til fællesskabet, og reflekterer, så vil man selv føle, at man kan bidrage med noget. Dette kan overføres til børnehaven ved, at man er opmærksom på, at lytte til børnene, tage deres idéer og perspektiver ind i organiseringen af dagligdagen i den pædagogiske praksis. På den måde anerkender man børn i den retslige sfære. (Nørgaard, 2005, s ). Når man som pædagog anerkender individet via den solidariske sfære, bliver individet anerkendt ved deltagelsen i de sociale fællesskaber. Fællesskaber er en vigtig betingelse for, at børnene kan blive bevidste om deres egne kvaliteter og resurser. Individets evner og potentiale kommer først rigtigt til udtryk, hvis de sættes ind i et fællesskab. Det vil altså sig, at når man anerkender personer i den solidariske sfære, kan det udtrykkes som: "at betragte en person som en værdifuld bidragyder til en fælles livspraksis. (Nørgaard, 2005, s ). Anerkendelsen i denne sfære kan kun lade sig gøre hvis man er et aktivt medlem af fællesskabet. Jeg som pædagog anerkender børn i den solidariske sfære i børnehaven når man giver børnene deltagelsesmuligheder, men samtidig at man som pædagog er med til at etablere og støtte op om børnefællesskaberne, men børn skal også have at vide hvilke ressourcer og kvaliteter de har i fællesskaberne med videre. (Nørgaard, 2005, s ). Anerkendelse i alle tre sfærer er utrolig værsentligt, som det formuleres i dette citat af Axel Honneth: 22

23 Kærligheden, retten og værdsættelsen etablerer samlet set de sociale betingelser for, at det menneskelige subjekt kan få et positivt forhold til sig selv. For det er kun i kraft af den gennem de tre anerkendelsesformer erhvervede selvtillid, selvrespekt og selvværdsættelse, at en person bliver i stand til at forstå sig selv som et autonomt og individueret væsen og at kunne identificere sig med sine ønsker og målsætninger. (Pedersen, Larsen, Bech, Kornerup, og Madsen, 2009,s. 68) Anerkendelse i de tre sfærer kan også betyde, at individet bliver refleksivt men samtidig bliver mere kompetent til at kunne begå sig i samfundet. Hvis individet ikke bliver anerkendt i en eller flere sfærer, har det en stor betydning for identitetsdannelsen hos individet. Axel Honneth nævner også krænkelser i alle sfærer. Krænkelsesformene i den familiære sfære kunne være ting som tortur, voldtægt og fysisk misbrug. Kommer man ud for noget af ovenstående krænkelser, kan det give manglende fysisk integritet. Dette beskriver Axel Honneth som den psykiske død. (Nørgaard, 2005, s. 65). Når man krænkes i den retslige sfære, ligger krænkelsen i, at omverdenen opfatter individet som utroværdig og værende uden evner. Dermed udelukkes man fra nogle rettigheder, der ellers vil være universelle og man lider en social død samt manglende selvagtelse. Kigger man på krænkelsen i denne sfære, så ligger den til grund for mange af problemerne ift. inklusion og integration. (Nørgaard, 2005, s. 65). Når man ser på den solidariske sfære, kan den blive krænket ved at omverdenen ikke giver individet rum til at virkeliggøre sig selv dermed mister personen selvværd. (Nørgaard, 2005, s. 65) Kamp om anerkendelse er et begreb, Honneth bruger i forbindelse med den enkelte persons selvrealisering. Begrebet omfatter, at man som person har en livslang kamp for at udvikle sig egen identitet og integritet. Anerkendelse er i konstant udvikling, og man skal derfor altid kæmpe for at arbejde med at opretgolde selvtillid, selvrespekt og selvværdsættelse. (Nørgaard, 2005, s ) 23

24 Anerkendelse er nemlig et meget centralt fokuspunkt i det globale samfund. Det er derfor vigtigt for mig som pædagog at have kendskab til anerkendelse, med henblik på at kvalificere min inkluderende praksis. Axel Honneth snakker om at der er tre anerkendelsessfærer, men her er der mulighed for både at blive anerkendt og krænket. Hvis man skal kunne forstå menneskers adfærd, ville være godt at se på Honneths perspektiv om anerkendelse. Lige præcis dette, ville kunne hjælpe i praksis til at se hvilke individer som er i en udsat position, men samtidig her er det vigtigt at man er klar som pædagog til at støtte dem i at blive inkluderet i fællesskaber. Her menes at støtte dem i at få et andet forhold til fællesskabet, men samtidig en ny rolle i fællesskabet. Det er helt utrolig vigtigt at arbejde ud fra en anerkendende pædagogik, som er sat i sammenhæng med inklusion. Det er vigtigt at man som pædagog viser individet anerkendelse, for den de er. Det vil gøre, at barnet fra start af udvikler sit selvværd. Derfor er det altså centralt, at anerkendelse er et fokuspunkt i den pædagogiske tankegang det hjælper arbejde med inklusion og kompetencer på vej, fordi det så indgår ligeværdigt i sociale fællesskaber. (Ritchie, 2014, s ). Når man arbejder in en inkluderende praksis, skal man som pædagog have fokus på at alle individer har muligheder for deltagelse i fællesskaber. Vha. Axel Honneths anerkendelsesteori kan man få større indsigt i, hvordan en anerkendende tilgang i hverdagen, kan være med til at udvikle selvtillid, selvagtelse og selvværd. Dette er nemlig alle nogle egenskaber som er vigtigt hvis man skal kunne fungere i sociale sammenhænge. (Nørgaard, 2005, s. 67) Samtidig taler Axel Honneth om krænkelsesformer, ved at man forstå disse, bliver man som pædagog bedre til at kunne observere og forbygge tegn på eksklusion fra børnefællesskabet. En af pointerne med social inklusion, er at man via institutionerne bidrager til samfundsmæssig solidaritet fra en tidlig alder. (Pedersen, 2009, s. 43) Derfor er det meget relevant, at jeg som pædagog bruger anerkendelse i min hverdag i praksis. På den måde kan man være opmærksom på, at børnene kan opnår anerkendelse i alle tre typer af sfærer i børnehavealderen. Ved også at tage inklusion i brug, kan jeg som pædagog være bedre til at tage børnenes perspektiv med i struktureringen af den pædagogiske 24

25 praksis. De to ting sammen giver en anerkendelse af børnenes behov og ønsker, og dermed opfyldelse af grundlæggende rettigheder. (Nørgaard, 2005, s ) Anerkendelse kan her forstås som det faktum, at nogen er interesserede i, hvem man er, hvad man tænker og gør i pædagogiske praksis vil det så sige, at man ser tingene fra barnets perspektiv. Ser man på Honneths anerkendelsesteori, kommer han med et meget interessant perspektiv i forhold til den pædagogiske praksis. Han udtrykker, at der er meget stor forskel på arbejde inkluderende frem for integrerende. Integration vil ikke opfylde den retslige sfære for børnene. (Fisker, 2014, s. 98). Derfor kan man altså sige, at teorien omkring inklusion og teorien omkring anerkendelses udtryk af Honneth, understøtter hinanden. Integration og inklusion hvad er forskellen? Jeg vil starte med at redegøre for forskellene mellem integration og inklusion, så kan man se hvilken retning den pædagogiske praksis går hen i mod. Igennem de sidste mange år har børnesynet ændret sig, dette har ført til en udvikling af den pædagogiske kultur og praksis. (Ritchie, 2014, s ) I dag er pædagogikken og kulturen i de danske børnehaver under stor udvikling, dette er med til at skabe en ny virkelighed for børn og pædagoger. (Pedersen, Carsten, Larsen, Marianne Bech, Kornerup, Ida og Madsen, Bent, 2009, s. 42). Hvis man skal kunne forstå den udvikling som sker, er det nødvendigt at man er bevidst om hvilke to pædagogiske tanker som vi bevæger os imellem. for at definere de to konkrete tanker, har jeg valgt at tage udgangspunkt i Bent Madsens fremstilling af disse to tanker. Det er en grundlæggende betingelse for læring i et multikulturelt og socialt pluralistisk samfund at vende forskellighed til en ressource i stedet for et problem. Forholdet mellem integration og inklusion kan skematisk opstilles således, idet der er tale om to forskellige perspektiver på forholdet mellem individ og fællesskab: Integrations-perspektiv Inklusions-perspektiv 25

26 Afvigelse individuelt defineret Intervention i forhold til individet Normalisering (monokulturelt) Ressourcer tilføres individet Forskellighed som problem Udvikling gennem identitetsdannelse Det selvrealiserende individ Afvigelse relationelt defineret Intervention i det sociale miljø Diversitet (multikulturelt) Ressourcer tilføres fællesskabet Forskellighed som ressource Læring gennem social deltagelse Den kompetente medborger Integration forudsætter segregering Undgå eksklusion i normalsystemer (Pedersen, 2009, s. 17) Integrationstanken ligger vægt på, at individet skal have hovedansvaret for udviklingsopgaven. Det er nemlig individet, hvor der bliver forventet at der skal ske ændringer, og på den måde tilpasse sig det eksisterende fællesskab, mens fællesskabet ses som en uforanderlig størrelse. Hvis man ikke kan tilpasse sig fællesskabet, bliver man heller ikke anerkendt af samfundet. For at beskrive det nærmere, så bliver man udskilt af samfundet. (Fisker, 2014, s. 90) Det vil altså sige, at man stempler nogle børn som problembørn, hvis ikke de kan indordne sig det resterende fællesskab, og den måde de interagerer på. Disse børn flyttes måske til en specialbørnehave, og derved segregeres det. Men samtidig kongregeres det jo så man er sammen med de øvrige børn, der er i sammen situation på det nye sted. På den måde får man sat alle børn i en bestemt kasse, hvor de fjernes fra det, der opfattes som det normale fællesskab. (Pedersen, 2009, s. 16) I Danmark har man i gennem længere tid, haft fokus på integrationspædagogikken, dette har dog skabt et ret stort specialområde indenfor vores felt: "Danmark er verdensmestre i at opbygge specielle tilbud til mennesker med særlige behov, men nyere forskning viser, at de adskilte fællesskaber har bivirkninger og forringer chancerne for at klare sig i livet. Så der er ikke bare økonomiske grunde til at inkludere flest muligt i blandede fællesskaber, der er også politiske, pædagogiske og etiske begrundelser, 26