Ministerielle skrivelser m.m.

Transkript

1 Ministerielle skrivelser m.m. Om overdragelse af vejbelysning på private fællesveje til grundejerne har Vejdirektoratet i brev af 10. februar 2011 afgjort GF L v/ J har i brev af 16. november 2010 klaget til Vejdirektoratet over Silkeborg Kommunes afgørelse af 31. maj 2010 (meddelt i brev af 4. november 2010 ) vedrørende vejbelysning på den private fællesvej L-vej. Silkeborg Kommune har i brev af 23. december 2010 oplyst, at kommunen kun har truffet en generel politisk beslutning om at overdrage vejbelysningen på de private fællesveje til grundejerne. Kommunen vil nu overveje, hvordan udgifterne skal fordeles, og herefter sende de individuelle afgørelser ud til de berørte grundejere. Vejdirektoratets afgørelse Allerede fordi der ikke er truffet en endelig afgørelse om, at den private fællesvej L-vej skal holdes belyst, og at grundejerne skal afholde udgifterne hertil, herunder en udgiftsfordeling, kan vi ikke tage stilling til klagen. Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til? Vi kan tage stilling til lovligheden af kommunens afgørelser truffet efter vejlovgivningen (vejloven, vejbidragsloven, privatvejsloven og vintervedligeholdelses- og renholdelsesloven), her privatvejsloven (lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008, med senere ændringer), jf. denne lovs 7, stk. 1. Vi kan ikke tage stilling til kommunens skøn inden for lovens rammer. Det betyder, at vi ikke kan tage stilling til, om det er rimeligt eller hensigtsmæssigt, at Silkeborg Kommune kræver en bestemt privat fællesvej belyst, eller om kommunens udgiftsfordeling inden for lovens rammer er hensigtsmæssig eller rimelig. Vi kan desuden tage stilling til, om kommunen har overholdt almindelige forvaltningsretlige regler, herunder bestemmelser i forvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr af 7. december 2007), i forbindelse med en afgørelse truffet efter vejlovgivningen. Men vi kan ikke tage stilling til, om kommunen har overholdt almindelig god forvaltningsskik. Endelig afgørelse Ved en afgørelse forstås i privatvejslovens 7, stk. 1, kommunalbestyrelsens endelige afgørelse truffet efter privatvejslovens bestemmelser, hvorved kommunen i forhold til en enkelt eller en flerhed af borgere (eller juridiske personer) fastslår, hvad der er eller skal være gældende ret i det konkrete tilfælde, fx at en privat fællesvej skal holdes belyst og hvor stor en andel af udgifterne den enkelte grundejer skal afholde. Som det fremgår af Silkeborg Kommunes udtalelse af 23. december 2010, har kommunen ikke truffet en endelig afgørelse. Vi kan derfor ikke tage stilling til klagen af 3. december For god ordens skyld skal vi dog oplyse følgende: Reglerne om vejbelysning på private fællesveje i byer og bymæssige områder Kommunen kan bestemme, at private fællesveje skal holdes belyst af ejerne af de ejendomme, der grænser til vejen. Den kan også bestemme, at kommunen skal stå for belysningen for grundejernes regning. Udgifterne skal så fordeles efter bestemmelserne i privatvejslovens Det følger af privatvejslovens 45, stk. 1 og 2. Kommunen fordeler udgifterne til påbudt etablering af vej-belysning, vedligeholdelse eller istandsættelse af eksisterende vejbelysning mellem ejerne af de ejendomme, der grænser til vejen og har vejret til den efter vejbidragslovens (lov om grundejerbidrag til offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr af 16. september 2010) Det følger af privatvejslovens 45, stk. 3, jf. 62, stk. 1, 1. pkt. Kommunen kan bestemme, at kommunen afholder udgifter til anlæg, forbedring og drift af vejbelysning, hvis almene, offentligretlige hensyn taler derfor, jf. privatvejslovens 45, stk. 4 (det nye stk. 4 blev indsat ved lov nr af 21. december 2010, jf. nærmere 107, jf. 101, stk. 2). Vejbidraget skal fordeles mellem grundejerne på grundlag af 1) ejendommens facade mod vejen, 2) størrelsen af ejendommens arealer, og 3) måden, hvorpå ejendommen benyttes eller forventes at blive benyttet, eller ejendomsværdien, jf. vejbidragslovens 11, stk. 1. juli

2 Det første kriterium, facadelængden, skal indgå i fordelingen med en faktor på mindst 10 %, mens de to øvrige kriterier hver skal indgå med en faktor på mindst 25 %, jf. vejbidragslovens 11, stk. 2. Fordelingen af de resterende 40 % mellem de ovennævnte, lovbundne kriterier beror på kommunens skøn. Kommunen kan fordele udgifterne alene efter ejendommenes areal eller med ensartede beløb, hvis de ejendomme, der grænser til vejen, kun må benyttes på en ganske ensartet måde ifølge byplanvedtægt, kommuneplan eller lokalplan, jf. vejbidragslovens 11, stk. 4. Uanset om udgifterne fordeles efter vejbidragslovens 11, stk. 1 og 2, eller efter vejbidragslovens 11, stk. 4, har ejere af ejendomme, der grænser til anden vej end de veje, der er omfattet af kommunens afgørelse, krav på et passende reduceret bidrag. Dette gælder dog ikke, hvis ejeren på grund af adgangsbegrænsning er fritaget for at skulle bidrage til den anden vej. Dette fremgår af vejbidragslovens 11, stk. 5. Vejdirektoratets bemærkning Et ensartet beløb pr. ejendom pr. år, således som kommunen nævner i sit brev af 4. november 2010, er kun lovligt i de tilfælde, som er nævnt i vejbidragslovens 11, stk. 4, eller i tilfælde af aftale (enighed) mellem samtlige bidragspligtige grundejere og kommunen, jf. vejbidragslovens 12. Reglerne i den nye privatvejslov, der træder i kraft 1. januar 2012 I den nye privatvejslov er kommunalbestyrelsens adgang til at træffe bestemmelser om vejbelysningen på private fællesveje i byer og bymæssige områder reguleret i lovens 59. Bestemmelserne i 59, stk. 1-3, viderefører den gældende lovs 45, stk Det er dog i bemærkninger til denne bestemmelse præciseret, at kommunens beslutning om, at den private fællesvej skal holdes belyst, skal være begrundet i hensynet til færdslen på vejen eller andre almene, offentligretlige hensyn. Der er hermed ikke tilsigtet realitetsændringer i forhold til praksis efter den gældende lovs 45. Bestemmelsen i 59, stk. 4, indfører som noget nyt en pligt for kommunen til at afholde en forholdsmæssig andel af udgifterne, hvis en privat fællesvej kræves belyst af hensyn til den almene færdsel på vejen. Hensigten med denne bestemmelse er at sikre de private grundejere imod at skulle afholde udgifter til vejbelysning, som kommunen kræver af hensyn til den almene færdsel på vejen. Kommunens andel af udgifterne fastlægges efter forholdet mellem den almene færdsel og den samlede færdsel på vejen. Ved almen færdsel forstås færdsel, som ikke har ærinde til eller i øvrigt betjener de tilgrænsende ejendomme, og som heller ikke er lokaltrafik i området. Procedurekrav Høring og partshøring Når kommunen beslutter, at belysningsforanstaltninger skal gennemføres som et samlet arbejde under kommunens kontrol, og kommunen derfor skal fordele udgifterne til de påbudte arbejder, skal kommunen overholde procedurebestemmelserne i privatvejslovens 59. Det vil sige, at kommunen enten afholder et vejsyn, hvor den redegør for den påtænkte beslutning, herunder fordelingen af udgifterne, jf. 59, stk. 1, eller gennemføre en skriftlig høring med mindst 3 ugers frist til at fremkomme med bemærkninger eller indsigelser, jf. 59, stk. 2. Hvilken af de nævnte procedurer, der skal gen nemføres, afgør kommunen. Disse bestemmelser suppleres af forvaltningslovens 19, stk. 1, om partshøring. Kommunen må ikke træffe afgørelse, før den har gjort parten bekendt med det faktiske oplysningsgrundlag i sagen og har givet parten lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis parten ikke kan antages at være bekendt med, at kommunen er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder. Det er endvidere en betingelse, at disse oplysninger skal være af væsentlig betydning for sagens afgørelse og til ugunst for den pågældende part. Dette fremgår af forvaltningslovens 19, stk. 1. Det er Vejdirektoratets opfattelse, at kommunen kun yderst sjældent lovligt vil kunne undlade at partshøre de forpligtede grundejere i forbindelse med en beslutning truffet efter privatvejslovens 45 eller den nye privatvejslovs 59. Uanset om kommunens beslutning vedrører større kvarterer i kommunen, skal kommunen principielt konkret tage stilling til behovet for at kræve den enkelte vej belyst af hensyn til færdslen på denne vej eller andre almene, offentligretlige hensyn vedrørende denne vej. Endvidere vil udgiftsfordelingerne i langt flertallet af sagerne hvile på en række konkrete oplysninger facadelængde, areal og ejendommens benyttelse eller ejendomsværdien som efter vores opfattelse bør indgå i en partshøring sammen med kommunens konkrete iagttagelser om trafikken på vejen m.m. Krav til begrundelsen Når kommunen meddeler en afgørelse skriftligt, skal afgørelsen være ledsaget af en begrundelse, jf. forvaltningslovens 22. Kravene til indholdet af begrundelsen er nærmere opreg net i forvaltningslovens 24. En begrundelse skal indeholde en henvisning til (samtlige) de retsregler, som afgørelsen er truffet efter (med præcis angivelse af, stk. og evt. punktum), samt angive de faktiske omstændigheder, myndigheden har lagt vægt på. 14 juli 2011

3 Hvis afgørelsen beror på et skøn, skal kommunen også angive de kriterier, som er lagt til grund ved skønsudøvelsen. Ifølge forvaltningslovens 24, stk. 2, skal begrundelsen endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger af faktisk karakter, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Begrundelsen skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det indhold, den har, hvilket bl.a. indebærer, at kommunen skal tage stilling til relevante anbringender fra en parts side, og specielt i vejbelysningssager skal kommunen begrunde, hvorfor den omhandlede vej skal være belyst, hvorfor vejbelysningen skal have den påbudte standard m.v. Meddelelse af afgørelse og klagevejledning En afgørelse skal være klart og bestemt formuleret i et let forståeligt sprog. Dette krav er af særlig betydning med hensyn til den del afgørelsen, som pålægger adressaten pligter eller rettigheder. Det er således vigtigt, at adressaten klart og utvetydigt kan forstå, hvad den afgørelse, han eller hun skal rette sig efter, går ud på. Det fremgår af forvaltningslovens 25 stk. 1 og privatvejslovens 7, stk. 4, at afgørelser, der kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, og som meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåde ved indgivelse af klage, herunder om eventuel frist. I den foreliggende sag kan Vejdirektoratet notere, at kommunens foreløbige beslutning (politiske principbeslutning) har været formuleret på en så uklar måde, at over 50 borgere har klaget over beslutningen. Dette kan muligvis også skyldes, at kommunen i sit brev af 4. november 2010 benævner sin beslutning som en afgørelse og oplyser, at Vejdirektoratet er klagemyndighed. Vi skal opfordre til, at klagevejledninger først anføres ved meddelelsen af den endelige afgørelse. Vejdirektoratet 10. februar 2011 (Dok 10/ ) Om opkrævning af endeligt vejbidrag har Vejdirektoratet i brev af 23. februar 2011 afgjort Vejdirektoratet har modtaget jeres brev af 15. februar 2011 på vegne af N A/S og Pensionskassen B, hvor I beder os om at tage stilling til om en opkrævning af 10. februar 2011 fra Frederiksberg Kommune af et endelig vejbidrag udgør en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Vores afgørelse Det er ikke en forvaltningsretlig afgørelse, når vejmyndigheden fremsender en endelig opgørelse i relation til en lovlig udgiftsfordeling. Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til Vi kan tage stilling til, om en afgørelse, som kommunen har truffet efter vejbidragsloven (lov om grundejerbidrag til offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr af 16. september 2010) er lovlig (retlige spørgsmål). Det fremgår af vejbidragslovens 20, stk. 1. Afgørelse/faktisk forvaltning For at vi kan tage stilling til en klage, er det en forudsætning, at der er tale om en forvaltningsretlig afgørelse. Det vil sige en afgørelse, hvor kommunen i forhold til en bestemt adressat eller en afgrænset kreds af adressater ensidigt fastsætter, hvad der er eller skal være ret i det konkrete tilfælde. Uden for det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb falder faktisk forvaltningsvirksomhed og beslutninger i forbindelse med denne. Faktisk forvaltning kan bedst beskrives som udførelse af de praktiske opgaver, som kommunen skal varetage. Baggrund D-vej er en offentlig vej. Det fremgår af jeres brev med bilag, at begge jeres klienter var indkaldt til vejbidragsmøde den 31. marts 2008 om anlæg af D-vej. Begge klienter gjorde ved mødet og efterfølgende skriftligt indsigelser mod materialevalg og udgiftsfordelingen. Kommunen traf den 14. juli 2008 afgørelse om fordelingen af udgifterne til anlægget af vejen, jf. vejbidragslovens 3, stk. 1, jf. 11. Der blev ikke klaget over denne afgørelse. Den 10. februar 2011 sendte kommunen den endelige opgørelse over de samlede udgifter til anlægget af vejen. juli

4 Vores vurdering Vi forstår sagen således, at den endelige udgiftsfordeling er sket i overensstemmelse med kommunens afgørelse af 14. juli Kommunen skal udfærdige et forslag, som indeholder angivelse af hvilke arbejder der udføres, hvilken del af udgifterne der agtes pålagt grundejerne, og hvorledes bidraget agtes fordelt mellem disse. Det skal endvidere angives, om arbejderne skal udføres under ét eller til forskellig tid, og i sidstnævnte tilfælde, tillige i hvilket omfang der først senere vil blive opkrævet bidrag. Det fremgår af vejbidragslovens 13, stk. 2. Dette forslag kan enten fremlægges til almindeligt eftersyn, jf. 13, stk. 1, eller sendes ud i skriftlig høring, jf. 13, stk. 3. Hvilken af de nævnte procedurer, der skal gennemføres, afgør kommunen. Disse bestemmelser suppleres af forvaltningslovens 19, stk. 1, om partshøring. Ingen af disse bestemmelser pålægger kommunen at indhente et prisoverslag eller tilbud på de påtænkte arbejder. Hvis kommunen har sådanne oplysninger, vil de dog være omfattet af de oplysninger, hvorover der skal partshøres. Kommunen har således ikke pligt til at indhente bindende forhåndstilkendegivelser om den samlede anlægsudgift, hverken i høringsperioden over projektets omfang og finansiering eller på selve afgørelsestidspunktet for det endelige projekt. Det er således vores opfattelse, at oplysning om den samlede anlægsudgift kan ske efterfølgende. Og i den forbindelse kan anlægsudgiften variere fra eventuelle tidligere oplysninger. Det er derfor vores opfattelse, at grundejerne må bære risikoen for eventuelle prisstigninger. Spørgsmålet om, hvorvidt der kan gøres ansvar gældende over for en kommune, der på mangelfuldt grundlag oplyser en forventet pris for et arbejde, eller ved den endelige opgørelse over udgifterne til anlægget f.eks. henviser til forsinkelser af leverancer af materialer, må i øvrigt afgøres ved domstolene efter dansk rets almindelige erstatningsregel, culpaansvaret. Det er således ikke en forvaltningsretlig afgørelse, når kommunen fremsender en faktura for de endelige udlægsudgifter i henhold til en lovlig afgørelse. Og vi kan ikke behandle en klage over forhøjelse af vejbidragene i forhold til overslagspriser. Vejdirektoratet, 23. februar 2011 (Dok. 11/ ) Om klage vedr. istandsættelse og ventervedligeholdelse af privat fællesvej på landet, herunder retablering af nedlagt del af vej har Vejdirektoratet i afgørelse af 25. marts 2011 afgjort Vejdirektoratet har behandlet jeres klage af 24. november 2009 over Ikast-Brande Kommunes afgørelse af 12. november 2009 om istandsættelse og fremtidig vedligeholdelse herunder vintervedligeholdelse af den private fællesvej G-vej mellem asfaltvejen (offentlig vej) og den vestlige del af overkørslen til G-vej 27 samt retablering af vejen fra G-vej 27 frem til det vestlige skel af matr. nr. 5 d Hampen by, Nr. Snede. I skriver blandt andet, at fordelingsnøglen er forkert i forhold til brugen af vejen, herunder at der ikke er foretaget en korrekt vægtning af brug af personbil i forhold til kørsel med landbrugsmaskiner der mangler information om ophør af tidligere kendelser der mangler inddeling af sommer- og vinterkørsel I ved vejsynet kun har accepteret at have deltaget i vejsynet og ikke udgiftsfordelingen, og at det er urimeligt, at I skal betale for retableringen af en oprindelig vej. Ved mail af 14. december 2010 har I fremsendt jeres bemærkninger til vores udkast til afgørelse af 22. november I skriver i den forbindelse blandt andet, at det er urimeligt, at I skal betale halvdelen af udgifterne til istandsættelsen, da I ikke kører med tunge køretøjer andre vejberettigede bruger vejen om vinteren, og at I som vejberettigede ikke har meddelt tilsagn om, at vejstykket fra G-vej 27 til det vestlige skel af matr. nr. 5 d kunne nedlægges. Kommunen har kommenteret jeres bemærkninger i mail af 22. februar Kopi af denne mail er vedlagt til orientering. 16 juli 2011

5 Jeres bemærkninger er indarbejdet i vores endelige afgørelse. Vores afgørelse Kommunens afgørelse om den aktuelle istandsættelse og fremtidig vedligeholdelse, herunder vintervedligeholdelse, af den private fællesvej G-vej er lovlig. Kommunen kan dog ikke træffe afgørelse om, at vejen vest for jeres ejendom skal etableres eller om betalingen herfor. Om vejen kan kræves etableret og hvordan udgifterne hertil skal fordeles, er som udgangspunkt privatretlige spørgsmål. Baggrund Den private fællesvej, G-vej, ligger på landet og bliver derfor administreret efter reglerne i privatvejslovens (lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008) afsnit I, II og IV (om private fællesveje på landet), jf. privatvejslovens 13, stk. 3. Der blev afholdt vejsyn den 20. august I afgørelsen af 12. november 2009 har kommunen delt vejen op i 3 delstrækninger: 1) delstrækning 1, nord-sydgående strækning matr. nr. 1 dæ = 255 m 2) delstrækning 2, nord-sydgående strækning, matr. nr. 5 d = 260 m 3) delstrækning 3, øst-vestgående strækning, matr. nr. 5 d til den vestlige del af overkørslen til nr. 27 = 305 m. Kommunen besluttede endvidere, at vejen skal vintervedligeholdes af jer, som de eneste vejberettigede, der bruger vejen, når der er is og sne. Endelig traf kommunen afgørelse om, at et lovligt nedlagt vejstykke mod vest mellem den vestlige del af overkørslen til G-vej 27 og den vestlige skelgrænse på matr. nr. 5 d skal etableres, og at udgiften skal afholdes af jer. Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til Vi kan tage stilling til, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse efter privatvejsloven. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens skøn (vurderinger) inden for lovens rammer. Det fremgår af privatvejslovens 7, stk. 1. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen har fulgt privatvejslovens og forvaltningslovens (lovbekendtgørelse nr af 7. december 2007) regler for så vidt angår kommunens afgørelser truffet efter privatvejslovens regler. Men vi kan ikke afgøre, om kommunens vurdering af, hvilke arbejder, der skal udføres, for at vejen er i forsvarlig stand i forhold til trafikken, er rimelig eller hensigtsmæssig. Og vi kan derfor heller ikke tage stilling til rimeligheden af kommunens vurdering af, hvilken vedligeholdelsesforpligtigelse den enkelte ejendom bliver pålagt, herunder størrelsen af denne. Endelig kan vi ikke tage stilling til privatretlige spørgsmål, f.eks. om en lovligt nedlagt privat fællesvej på landet skal udlægges og etableres, herunder hvem der skal betale for dette. Privatvejslovens bestemmelser Kommunen skal afholde vejsyn, hvis en vejberettiget anmoder om det, fordi vejen ikke er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang, og eksisterende bestemmelser om vejens vedligeholdelse mv. er utilstrækkelige til dette formål. Dette følger af privatvejslovens 15, stk. 1. Kommunen er berettiget til af egen drift at afholde vejsyn. Det fremgår af lovens 15, stk. 2. Det er kommunen, der bestemmer, om og i givet fald hvordan vejen skal istandsættes, og eventuelt hvordan den i fremtiden skal vedligeholdes herunder om vejen skal vintervedligeholdes. Det fremgår af privatvejslovens 16, stk. 3, nr De påbudte arbejder skal fordeles mellem de vejberettigede i forhold til deres brug af vejen, medmindre der foreligger særlige aftaler eller andre bestemmelser om fordelingen. Det følger af privatvejslovens 17. Vores vurdering Fordeling af udgifter En fordeling af udgifterne på baggrund af de vejberettigedes brug af vejen må nødvendigvis bero på et skøn. Hvilke grundejere der bruger vejen, hvor omfattende denne brug er, og hvilken vægt den enkelte type brug af vejen skal tillægges, beror på en vurdering, som Vejdirektoratet ikke kan tage stilling til. I forbindelse med denne vurdering kan kommunen eksempelvis lægge vægt på, til hvilket formål benyttelsen finder sted eller den benyttede vejlængde. Kommunen kan, udover at lægge vægt på slitagen på vejen, også lægge vægt på den enkelte grundejers behov for, at vejen har en bestemt standard. Det kan ikke kræves, at kommunens skøn over omfanget af ejendommenes benyttelse af vejen skal bero på et detaljeret kendskab til de enkelte vejberettigedes brug af vejen, men alene på nogle gennemsnitsbetragtninger over, hvilken brug af vejen, der er normal for de enkelte ejendomme på baggrund af den brug, der gøres af ejendommen. juli

6 Kommunen har ved fordelingen lagt vægt på længden af den vejstrækning af vejen, som de vejberettigede bruger, og om der er tale om arbejdskørsel eller kørsel med personbil. Det fremgår af sagen, at kommunen blandt andet har vægtet, at I bruger hele vejstykket dagligt, og at der er kørsel med f.eks. renovationsbiler. De øvrige vejberettigede benytter vejen mere sporadisk til at komme til markerne. Uanset kørsel med landbrugsmaskiner, har kommunen vurderet, at der under hensyn til længden af vejen, som disse benytter og frekvensen ikke er grundlag for at tildele disse vejberettigede en højere andel af udgifterne end jer. Vi kan ikke tage stilling til dette skøn. Særligt om udgiftsfordelingen ved vintervedligeholdelse Kommunen har i mail af 22. februar 2011 oplyst, at der under vejsynet blev lagt vægt på, at vejen må benyttes om vinteren af de øvrige vejberettigede, hvis der ikke er sne og is. På baggrund af vejsynet og de efterfølgende bemærkninger har kommunen vurderet, at det kun er jer, som helårsbeboere, der har brug for at benytte vejen, selvom der er sne, og at de øvrige vejberettigede ikke bruger vejen for at komme til deres marker, hvis der er sne. I skriver i jeres mail, at I har observeret, at der er sket kørsel på vejen af de øvrige vejberettigede. Det fremgår ikke af sagen, at andre på tidspunktet for sagens afgørelse havde brug for at benytte vejen, eller ville gøre dette, hvis vejen var snedækket. Vi har forstået sagen således, at kommunen, på baggrund af vejsynet og de efterfølgende bemærkninger, har vurderet, at det alene er jer, der bruger vejen ved snefald og har brug for, at vejen er vintervedligeholdt af hensyn til at komme til jeres ejendom, således at der f.eks. kan ske renovationskørsel, udbringning af post mv. Kommunen har således lagt til grund, at det er jer, som helårsbeboere, der er afhængige af, at vejen bliver vintervedligeholdt. Jeres bemærkninger af 14. december 2010 giver os ikke anledning til at ændre denne vurdering. Vi mener samlet set ikke, at kommunen har lagt usaglige hensyn til grund for fordelingen af udgifterne herunder udgifterne til vintervedligeholdelsen. Hvis I mener, at de øvrige vejberettigedes brug om vinteren har ændret sig væsentligt i forhold til det der blev oplyst ved vejsynet, skal vi henvise jer til at rette henvendelse til kommunen med en anmodning om at udgiftsfordelingen bliver ændret. Kommunen kan herefter tage stilling til om, der er grundlag for at ændre udgiftsfordelingen. Det fremgår af privatvejslovens 15, stk. 3. Om vejens stand Vi kan som nævnt ikke tage stilling til, hvordan kommunen mener, at en vejstrækning skal vedligeholdes eller, hvilken stand denne skal have. Hvis det ved vejsynet konstateres, at der er mangler ved vejen, kan kommunen bestemme, hvordan vejen skal istandsættes, og hvordan den skal vedligeholdes i fremtiden. Det fremgår af privatvejslovens 16, stk. 3, nr. 1) og 2). Kommunen har i afgørelsen vurderet, at vejen ikke havde dybe slaghuller, og at der alene var enkelte klatter af jord og husdyrgødning. Endvidere var der enkelte spor af ridser fra landbrugsredskaber, der efter kommunens opfattelse ikke var generende for kørslen eller ødelæggende for vejen. Kommunen mente i øvrigt, at vejen var i god og forsvarlig stand på tidspunktet for vejsynet. Der er i privatvejsloven ikke krav til vejmyndigheden om, at den skal skelne mellem vinter- og sommerkørsel. Om fordelingen af udgifterne hertil, se ovenfor under fordeling af udgifter. Vi mener på den baggrund, at kommunens afgørelse for hvordan vejen skal istandsættes og vedligeholdes samt vintervedligeholdes, og hvordan udgifterne hertil skal fordeles er sagligt begrundet. Vi kan som nævnt oven for ikke tage stilling til dette skøn. Om tidligere aftale Vi har forstået jeres klage således, at I mener, at der foreligger en aftale fra 1992 for vedligeholdelsen af vejen. Hvis der foreligger overenskomster om fordelingen af udgifterne til vedligeholdelse eller istandsættelse af en privat fællesvej på landet, skal disse følges, hvis der enighed om dette. Det fremgår af privatvejslovens 17. Det fremgår af sagen, at der for det konkrete vejstykke forelå en afgørelse om vedligeholdelse og istandsættelse af vejen, som følge af et vejsyn i november På grund af de vejberettigedes ændrede brug af vejen, samt jeres brev af 1. april 2009, hvor I blandt andet skriver, at andre skal deltage i vedligeholdelse af vejen, indkaldte kommunen til vejsyn og traf herefter sin afgørelse af 12. november Afgørelsen fra 1992 er efter vores opfattelse ikke en aftale, således som nævnt i privatvejslovens 17, men derimod en afgørelse truffet efter privatvejslovens 16, stk juli 2011

7 Kommunen kan derfor træffe en ny afgørelse for vejens vedligeholdelse og istandsættelse, eftersom der er sket en ændring af de vejberettigedes brug af vejen siden Om retablering af vejen vest for G-vej 27 Private fællesveje på landet kan nedlægges uden vejmyndighedens mellemkomst, hvis de vejberettigede er enige om dette. Det følger af privatvejslovens 14, stk. 5. Kommunen skal dog tage stilling til spørgsmålet i henhold til privatvejslovens kapitel 9, hvis der er uenighed om nedlæggelsen. Det fremgår af sagen, at det omtalte stykke af vejen blev nedlagt for mere end 10 år siden af vejejeren. Kommunen har ikke modtaget henvendelser om nedlæggelsen fra vejberettigede i forbindelse med nedlæggelsen. Vi må på den baggrund lægge til grund, at vejen er lovlig nedlagt. Jeres bemærkninger af 14. december 2010 giver os ikke anledning til at ændre vores vurdering af dette. Om en privat fællesvej igen skal udlægges og tages i brug er som udgangspunkt et privatretligt spørgsmål. Kommunen skal dog godkende det nye udlæg, før udlægget kan ske på matrikelkortet, og vejen tages i brug som privat fællesvej. Se nærmere bestemmelserne i privatvejslovens 14, stk Hverken kommunen som vejmyndighed eller Vejdirektoratet som klagemyndighed kan tage stilling til disse privatretlige spørgsmål. Hvis der er uenighed mellem parterne skal sagen i sidste ende løses af domstolene. Ikast-Brande Kommunen kan derfor ikke beslutte, at det pågældende vejstykke skal retableres. Derfor kan den ikke fordele udgifterne hertil. Denne del af kommunens afgørelse er således ulovlig. Vi har bedt kommunen om at trække denne del af afgørelse tilbage. Konklusion Kommunens afgørelse om den aktuelle istandsættelse og fremtidig vedligeholdelse, herunder vintervedligeholdelse, af den private fællesvej G-vej er lovlig. Kommunen kan dog ikke træffe afgørelse om, at vejen vest for jeres ejendom skal etableres eller om betalingen herfor. Om vejen kan kræves etableret og hvordan udgifterne hertil skal fordeles, er som udgangspunkt privatretlige spørgsmål. Vi foretager os ikke mere i sagen. Frist for anlæggelse af sag ved domstolene Hvis I ønsker, at domstolene skal tage stilling til kommunens afgørelse eller til vores afgørelse i klagesagen, skal søgsmål være anlagt inden 6 måneder efter modtagelsen af denne afgørelse, jf. privatvejslovens 7, stk. 6, 2. pkt. Vejdirektoratet, 25. marts 2011 (Dok. 09/ ) Om klage over udgiftsfordeling til anlæg af privat fællesvej og ombygning af kommunevej har Vejdirektoratet i afgørelse af 29. marts 2011 afgjort Vejdirektoratet har modtaget flere klager over Kolding Kommunes udlæg og anlæg af samme private fællesvej i V. Den ene klage er en anmodning om genoptagelse af klagesag (Vejdirektoratets j.nr. 08/05819) om vejudlægget (afgørelsens indhold vedr. denne klage er udeladt her). De øvrige klager handler om fordelingen af udgifter til anlæg af vejen og ombygning af kommunevejen med en rundkørsel ud for den nye private fællesvejs overkørsel til kommunevejen. Vores afgørelse Vi mener, at kommunens udgiftsfordeling vedrørende anlægget af den private fællesvej på matr.nr. 1q og kanaliseringsanlægget på kommunevejen ud for den nye overkørsel fra den private fællesvej til kommunevejen er i strid med bestemmelserne i privatvejslovens (lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008) 39, stk. 2, jf. 62, stk. 1, jf. vejbidragslovens (lov om grundejerbidrag til offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 392 af 22. maj 2008) 5, stk. 2, ligesom vejlovens (lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 893 af 9. september 2009) 70, stk. 3, ikke indeholder hjemmel til, at kommunen kan beregne et administrationsbidrag for de anlægsudgifter, juli

8 der er forbundet med anlægget af kanaliseringsanlægget på kommunevejen. Vi beder derfor kommunen om at tilbagekalde udgiftsfordelingen og udfærdige en ny udgiftsfordeling under iagttagelse af bestemmelsen i privatvejslovens 59, stk. 2, og partshøringsbestemmelsen i forvaltningslovens (lovbekendtgørelse nr af 7. december 2007) 19, stk. 1. Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til? Vi kan tage stilling til, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse (retlige spørgsmål) efter vejlovgivningen (vejloven, vejbidragsloven, privatvejsloven og vintervedligeholdelsesloven), her privatvejsloven, vejloven og vejbidragsloven. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens vurderinger (skøn) inden for lovenes rammer. Det følger af privatvejslovens 7, stk. 1 og vejlovens 4, stk. 1. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen i forbindelse med en sådan afgørelse har fulgt vejlovgivningen og almindelige forvaltningsretlige regler. Men vi kan ikke tage stilling til, om kommunens afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig. Klager over udgiftsfordelingen til anlæg af privat fællesvej Klage på vegne af ejeren af matr.nr. 1q (Vejdirektoratets j.nr. 10/01578) I brev af 1. februar 2010 har Advokat A på vegne af C som ejer af matr.nr. 1q klaget over kommunens afgørelse af 5. januar 2010 om fordeling af udgifterne til anlæg af privat fællesvej på ejendommen matr.nr. 1q. Advokaten mener ikke, at ejendommen matr.nr. 1q kan inddrages i udgiftsfordelingen til anlæg af den private fællesvej. Det begrundes under henvisning til privatvejslovens 42 med, at vejmyndigheden (kommunen) ikke er blevet anmodet om at fordele udgifterne til arbejdet og har truffet afgørelse herom forud for at arbejdet med at anlægge vejen var påbegyndt. Klage på vegne af ejeren af matr.nr. 1br (Vejdirektoratets j.nr. 10/01411) I brev af 28. januar 2010 har Advokat B på vegne af E som ejer af matr.nr. 1br klaget over samme afgørelse. Advokaten mener, at ejendommen matr.nr. 1br ikke kan medtages i udgiftsfordelingen, fordi ejendommen består af vejareal, og at det areal, der betjenes af denne vej i øvrigt heller ikke kan medtages, jf. vejbidragslovens 5, stk. 2. Hvis ejendommen alligevel kan medtages i fordelingen, mener advokaten, at benyttelsesfaktoren for matr.nr. 1br skal være den samme som eller lavere end for matr. nr. 1q. Det skyldes, at der på matr.nr. 1q drives landbrug, hvorfor sliddet på den nye private fællesvej fra landbrugsmaskinerne vil være større end sliddet fra den almindelige personbilskørsel fra ejendommen matr.nr. 1br. Reglerne om fordeling af udgifter til anlæg af privat fællesvej efter krav fra kommunen Kommunen kan af hensyn til udbygningen af det samlede vejnet inden for området bestemme, at en udlagt privat fællesvej, der er optaget på vejfortegnelsen, skal anlægges. Kommunen kan i den forbindelse bestemme, hvor stor en del af vejen, der skal anlægges, og hvornår det skal ske. Det fremgår af privatvejslovens 39, stk. 1. Fordeling af udgifterne til anlæg af vejen sker efter reglerne i privatvejslovens kap. 10 om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje. Det følger af lovens 39, stk. 2. Udgifterne fordeles i så fald af kommunen efter vejbidragslovens 11-12, mellem ejerne af de tilgrænsende ejendomme med vejret til vejen. Det fremgår af privatvejslovens 62, stk. 1, 1. pkt. Ved pålæg af vejbidrag bortses fra private fællesveje, der støder op til vejen. Det fremgår af vejbidragslovens 5, stk. 2, 1. pkt. Kommunen kan dog bestemme, at en kort privat fællesvej, der alene udmunder i en offentlig vej, skal pålægges vejbidrag og behandles som en ejendom, der grænser til den offentlige vej, jf. 5, stk. 2, 2. pkt. Denne bestemmelse kan efter fast praksis også anvendes på korte private fællesveje, der alene udmunder i en anden privat fællesvej. Det bidrag, der vedrører den korte private fællesvej, fordeles da efter reglerne i 11 mellem ejerne af de ejendomme, der grænser til og har vejret til denne vej. Bestemmelsen i 5, stk. 2, 2. pkt., kan dog ikke anvendes på vejsystemer, jf. udtalelse af 8. juni 2004 (journalnr. A01-D0302-3). Privatvejslovens kap. 10 giver ikke mulighed for at udarbejde en kendelse om anlæg eller udgiftsfordeling, hvis arbejdet er afsluttet, før kommunen har truffet afgørelse efter privatvejsloven. En afgørelse skal meddeles modtageren for at få retsvirkning i forhold til denne. Vores vurdering af udgiftsfordelingen Kommunen har i brev af 25. marts 2010 til Vejdirektoratet oplyst, at kommunens afgørelse om anlæg af vejen og udgiftsfordeling hertil blev meddelt ved brev af 6. august Anlægsarbejderne gik først i gang efter denne dato. Kommunen kan således lovligt inddrage anlægsudgifterne i udgiftsfordelingen fastsat efter bestemmelsen i privatvej slovens 39, stk. 2. I vores afgørelse af 13. oktober 2009 meddelte vi kommunen, at den oprindelige udgiftsfordeling var ulovlig (Vores j.nr. 08/10684). Vi bad derfor kommunen om at 20 juli 2011

9 foretage en ny udgiftsfordeling, hvilket kommunen har gjort med sin afgørelse af 5. januar For god ordens skyld bemærker vi, at når vi som klagemyndighed pålægger en kommune at genoptage sin udgiftsfordeling til fornyet behandling, fordi udgiftsfordelingen er ulovlig, kan den senere nye udgiftsfordeling godt håndhæves, selvom vejen i mellemtiden måtte være anlagt. Det følger af den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om, at ulovlige forhold skal berigtiges. Kan parceller af den oprindelige matr.nr. 1br pålægges bidrag til anlæg af den private fællesvej Kommunen har henvist til privatvejslovens 39, stk. 2, jf. 62, stk. 1, og vejbidragslovens 11 som hjemmel for udgiftsfordelingen. Vi kan konstatere, at ejendommen matr.nr. 1br alene grænser til den udlagte private fællesvej dér, hvor der fremover skal være vejadgang for den eksisterende private fællesvej på matr.nr. 1br. Vi fastslog i vores afgørelse af 13. oktober 2009, at de vejarealer, som udgør matr.nr. 1br, ikke kan be tegnes som én kort privat fællesvej, der alene udmunder i den private fællesvej, som skal anlægges, men derimod må opfattes som et vejsystem. Vi lagde ved vurderingen vægt på, at lokalplanens kortbilag 3 og matrikelkort fra sagen om udlæg af den private fællesvej viser, at veje og stier hænger sammen i et system, herunder med andre stier, som fører væk fra matr.nr. 1br. Vi mente derfor umiddelbart ikke, at vejbidragslovens 5, stk. 2, 2. pkt., ville kunne finde anvendelse efter en analogi i dette tilfælde. Vi kan desuden henvise til bemærkningerne til forslaget til lov om grundejerbidrag til offentlige veje (lov om grundejerbidrag til offentlige veje, lov nr. 287 af 7. juni 1972) (F.T , Till. A, sp 1011). Heri står, at da færdselsforholdene ved helt korte, blinde fællesveje, der betjener flere ejendomme, vil være af samme karakter som færdselsarealer, der ikke falder under definitionen i privatvejslovens 2 (efter daværende definition var disse færdselsarealer arealer, som ikke tjente til brug for flere særskilte ejendomme og ikke betjente mere end 7 parcelhuse eller sommerhuse eller mere end 12 beboelseslejligheder og var under 40 m lange), og da der i almindelighed kun er ringe sandsynlighed for, at de overtages som offentlige, foreslås det, at sådanne private fællesveje i bidragsmæssig henseende behandles som en tilgrænsende ejendom. På baggrund af lovbemærkningerne konkluderede Abitz, at efter disse udtalelser må det antages, at reglen kun vil kunne finde anvendelse i meget begrænset omfang (E.A. Abitz, Vejlovene med kommentarer, Juristforbundets forlag 1981, s. 289). Ministeriet for offentlige arbejder har ved brev af 2. februar 1983 (brevet er offentliggjort i GadJura Lovservice, Vejlove, afs. 1.9) taget stilling til lovligheden af en kommunens undladelse af at inddrage 3 blinde sideveje (Sidevejene var private fællesveje) til den private fællesvej, som skulle istandsættes:... spørgsmålet om, hvorvidt det konkret kan anses for rimeligt at pålægge lodsejerne ved sidevejene vejbidrag i henhold til vejbidragslovens 5, stk. 2, må bero på et skøn, hvor der bør tages hensyn til, om de bidragspligtige arbejders omfang kan antages at være begrundet i trafikken fra sidevejene, og disse sideveje samtidig er af en sådan underordnet karakter, at lodsejerne ved disse veje ikke vil blive pålagt tilsvarende vejudgifter. Vi er også på baggrund af lovbemærkningerne og brevet af 2. februar 1983 fortsat af den overbevisning, at de vejarealer, som udgør matr.nr. 1br, ikke kan betegnes som en kort, blind privat fællesvej af den karakter, som er omfattet af vejbidragslovens 5, stk. 2, 2. pkt. Vi mener således også, at vejarealerne på matr.nr. 1br ikke har den nødvendige underordnede karakter i forhold til den kommende vej på matr.nr. 1q. Endelig kan vi oplyse, at bestemmelsen i vejbidrags lovens 5, stk. 2, 2. pkt., er en undtagelse til hovedreglen i lovens 5, stk. 2, 1. punktum, hvorefter der ses bort fra vejarealer ved pålæg af vejbidrag. Og i almindelighed fortolkes undtagelsesregler indskrænkende. På baggrund heraf kan ejendommen matr.nr. 1br ikke inddrages i fordelingen af udgifterne til anlæg af den private fællesvej med hjemmel i privatvejslovens 39, stk. 2, jf. 62, stk. 1, og vejbidragslovens 11. I øvrigt har kommunen henvist til, at det vil være urimeligt, hvis ejendommen matr.nr. 1br ikke kan medtages i udgiftsfordelingen, når det er denne ejendom, der nu har behov for at vejen anlægges. Som nævnt indledningsvist kan vi som klagemyndighed alene tage stilling til, om kommunens afgørelse, herunder udgiftsfordeling, er lovlig. Vi kan ikke tage stilling til, om en lovlig udgiftsfordeling konkret er rimelig eller hensigtsmæssig. Da udgiftsfordelingen ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i privatvejslovens 62, stk. 1, og vejbidragslovens 5, stk. 2, har vi bedt kommunen om at genoptage sagen og udarbejde en ny lovlig udgiftsfordeling. Reglerne om fordeling af udgifter til ombygning af offentlig vej Kommunen kan som betingelse for en tilladelse til at etablere en ny overkørsel til en kommunevej kræve, at den offentlige vej ombygges med midterrabat, kanalisering, lyssignal og lignende under hensyn til de ændrede trafikale forhold. Kommunen kan kræve, at ejeren eller brugeren af overkørslen i særlige tilfælde helt eller delvis skal betale udgifterne ved disse foranstaltninger. Det fremgår af vejlovens 70, stk. 3, 2. og 3. pkt., jf. stk. 1. juli

10 Kan parcellerne af den oprindelige matr.nr. 1br pålægges bidrag til ombygning af den offentlige vej Vi kan konstatere, at det er brugerne af den private fællesvej og dermed brugerne af overkørslen til kommunevejen D-vej, som er blevet pålagt udgifterne til ombygning af kommunevejen med ny rundkørsel. Vejlovens 70, stk. 3, angiver ikke efter hvilke bestemmelser eller retningslinjer fordelingen af disse udgifter skal ske, hvis der er flere end én bruger. Det må derfor forudsættes, at fordelingen skal ske efter saglige hensyn, jf. almindelige forvaltningsretlige principper. Vi mener, at en vejbestyrelse lovligt vil kunne fordele udgifterne efter principperne i vejbidragslovens 11. Hverken i vejlovens 70, stk. 3 eller i dens forarbejder er der taget stilling til, om udgifterne til et kanaliseringsanlæg skal indgå som en del af den private fællesvejs anlægsudgifter og fordeles i overensstemmelse med reglerne om anlæg, eller om fordeling af udgifterne til kanaliseringsanlægget kan ske særskilt, når der stilles vilkår om betaling for kanaliseringsanlæg for at tillade den nye private fællesvej overkørsel til den offentlige vej. Vi mener, at begge metoder er mulige. Hvis kommunen derfor fordeler udgifterne til etablering af rundkørslen særskilt, vil den efter loven kunne inddrage brugerne af rundkørslen, uanset om disse kan inddrages i fordelingen af udgifterne til anlæg af den private fællesvej. 9% administrationsbidrag Kommunen har pålagt parterne et administrationsbidrag på 9% i forbindelse med anlægsprojektet for den private fællesvej og ombygningen af kommunevejen. Det kræver udtrykkelig hjemmel i lov at opkræve gebyr. For så vidt angår udgifterne til anlæg af den private fællesvej, er der hjemmel til at beregne et administrationsbidrag for de arbejder, som kommunen kræver udført som et samlet arbejde under kommunens kontrol og ved kommunens foranstaltning (kommunen skal have været ansvarlig for udførelsen af arbejdet), jf. privatvejslovens 39, stk. 2, jf. 62, stk. 3. Vejlovens 70, stk. 3, indeholder derimod ikke en hjemmel for vejbestyrelsen til at beregne et administrationsbidrag efter vejbidragslovens 4, stk. 5, eller en analogi af denne bestemmelse. Vi mener herefter, at der ikke er hjemmel til at beregne et administrationsbidrag på op til 9% af de anlægsudgifter, der er forbundet med etablering af et kanaliseringsanlæg på kommunevejen. Vi skal bede kommunen være opmærksom herpå i forbindelse med udarbejdelse af de nye udgiftsfordelinger. Konklusion Vi mener, at kommunens udgiftsfordeling vedrørende anlægget af den private fællesvej på matr.nr. 1q og kanaliseringsanlægget på kommunevejen ud for den nye overkørsel fra den private fællesvej til kommunevejen er i strid med bestemmelserne i privatvejslovens 39, stk. 2, jf. 62, stk. 1, jf. vejbidragslovens 5, stk. 2, ligesom vejlovens 70, stk. 3, ikke indeholder hjemmel til, at kommunen kan beregne et administrationsbidrag for de anlægsudgifter, der er forbundet med anlægget af kanaliseringsanlægget på kommunevejen. Vi skal derfor bede kommunen om at tilbagekalde udgiftsfordelingen og udfærdige en ny udgiftsfordeling under iagttagelse af bestemmelsen i privatvejslovens 59, stk. 2, og partshøringsbestemmelsen i forvaltningslovens 19, stk. 1. Vejdirektoratet, 29. marts 2011 (Dok. 08/05819, 10/01411 og 10/01578) Om påbud om retablering af A-stien har Vejdirektoratet i afgørelse af 18. april 2011 afgjort Vejdirektoratet har afgjort klage af 15. marts 2011 fra N på vegne af M. De har klaget over Gribskov Kommunes påbud af 17. februar 2011 om at retablere A-stien. Vejdirektoratets afgørelse Jeres påbud er ulovligt, da I ikke har grundlag for at administrere stien som en offentlig sti. Vi henviser til begrundelsen nedenfor. Baggrund Det fremgår af sagen, at stien er optaget på kommunens første fortegnelse over offentlige stier fra 1976, stien fremgår fortsat af kommunens stifortegnelse i 1989, dog i en kortere længde (1800 m i 1976, 1000 m i 1989), og fremgår fortsat den dag i dag, det fremgår af skøde vedrørende ejendommen, hvor- 22 juli 2011

11 på stien ligger, at der forefindes en kirkesti bagom haven, kommunen har ingen dokumentation for, hvornår stien er blevet anlagt, kommunen blev den 10. oktober 2006 gjort opmærksom på, at stien var blevet spærret af en jordvold og derfor ikke var farbar, kommunen tog den 12. september 2007 første gang skridt til at kræve stien retableret, den vestlige del af stien (også) er blevet pløjet op uden kommunens tilladelse, kommunen påberåber sig i sin afgørelse, at der er hævd på at stien er offentlig, fordi den i mere end 20 år har fremgået uimodsagt af kommunens stifortegnelse. Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til Vi kan tage stilling til, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse (retlige spørgsmål) efter vejlovgivningen (vejloven, privatvejsloven, vejbidragsloven og vintervedligeholdelsesloven), her vejloven (lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 893 af 9. september 2009). Men vi kan ikke tage stil ling til kommunens vurderinger (skøn) inden for lovens rammer. Det følger af vejlovens 4, stk. 1. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen i forbindelse med en sådan afgørelse har fulgt vejlovgivningen og almindelige forvaltningsretlige regler. Men vi kan ikke tage stilling til, om kommunens afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig. Vi kan heller ikke tage stilling til spørgsmål om hævd. Reglerne om en stis status af offentlig eller privat Ifølge vejlovens 1 og privatvejslovens (lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008) 1 er offentlige veje de veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat eller kommune i henhold til vejloven. Efter vejlovens 100 finder lovens regler om offentlige veje med de fornødne lempelser anvendelse på offentlige stier. Offentlige stier er færdselsarealer, som fortrinsvis er forbeholdt almindelig gående, cyklende eller ridende færdsel, og som administreres af stat eller kommune i henhold til vejloven. Det fremgår af vejlovens 96, stk. 1. Stierne må desuden ikke være en del af offentlige veje for at være omfattet af bestemmelserne i vejlovens Det siger 96, stk. 2. En privat fællessti er en sti, der ikke er en offentlig sti (jf. privatvejslovens 1) og som ejeren af en anden ejendom end den ejendom, som stien ligger på, har ret til at anvende som færdselsareal. Det er endvidere en betingelse, at ejendommene ikke ejes af samme person eller personkreds. Det fremgår af privatvejslovens 2, stk. 1, jf. 5. Almene stier er de stier, der er åbne for offentligheden (almenheden), men som ikke administreres af det offentlige i henhold til lov, vedtægt eller deklaration. Det siger privatvejslovens 4, stk. 1. Kommunen (som vejbestyrelse, jf. vejlovens 2, stk. 6, jf. stk. 5.) kan anlægge og nedlægge offentlige stier. Kommunen kan også optage almene stier og private fællesstier som kommunale stier. Det fremgår af vejlovens 97, 1. pkt. Kommunen kan også bestemme, at en privat fællesvej skal have status som offentlig sti, men i øvrigt bibeholdes som privat fællesvej, jf. 97, 2. pkt. Offentlige stier skal udskilles af matriklen, medmindre der er tale om en beslutning efter 97, 2. pkt. Det fremgår af vejlovens 89, jf En tilsvarende bestemmelse fandtes i vejbestyrelseslovens (lov nr. 95 af 29. marts 1957 om bestyrelsen af de offentlige veje) 50. Ifølge vejlovens 8 skal vejbestyrelsen føre en fortegnelse over sine offentlige veje. Den skal også føre en fortegnelse over sine kommunale stier. Det følger af lovens 97, jf Før vejlovens ikrafttræden den 1. april 1972 var det vejbestyrelsesloven, som regulerede forholdene for bl.a. offentlige stier. Efter vejbestyrelseslovens 47, stk. 1, var offentlige stier de stier, som var optaget på kommunens stifortegnelse, jf. lovens 49. Det er efter vejlovgivningen derfor en forudsætning for, at en sti i dag er offentlig sti, at den enten før 1. april 1972 var optaget på stifortegnelsen, jf. vejbestyrelseslovens 49, eller efterfølgende af vejbestyrelsen er optaget som offentlig sti i medfør af vejlovens 97, 1. pkt. I det omfang en sti ikke er en offentlig sti, jf. ovenfor, er stien en privat sti, en privat fællessti eller en almen sti. En kirkesti kan være en almen sti. Reglerne om opgravning af offentlige stier Det kræver kommunens tilladelse at grave eller udføre lignende foranstaltninger på en kommunesti og så nær stiarealet, at dette eller vejafmærkninger, skelsten mv. beskadiges. Det fremgår af vejlovens 101, stk. 1, jf Vores vurdering I har ikke kunnet dokumentere, at stien, som løber over M s ejendom, var optaget på fortegnelsen over kommunale stier før 1. april I har heller ikke kunnet dokumentere, at I efterfølgende har truffet beslutning om at optage stien som offentlig. Da I ikke ved en stifortegnelse fra før 1. april 1972 har dokumenteret, at stien var en offentlig sti, og heller ikke har dokumenteret, at stien efterfølgende er optaget som juli

12 offentlig sti, mener vi ikke, at I har kunnet lægge til grund, at stien er en offentlig sti. Jeres beslutning om at kræve stien retableret har derfor ikke hjemmel i vejlovens 101, som I i jeres påbud har henvist til. Afgørelsen er således ulovlig. Vi bemærker, at vi ikke kan tage stilling til, om I har vundet hævd på at administrere stien som offentlig sti. Dette kan alene afgøres af domstolene. Konklusion Vi beder jer derfor om at genoptage sagen, tilbagekalde afgørelsen og undersøge stiens status nærmere, forinden I eventuelt træffer en ny afgørelse, fx i henhold til privatvejsloven eller naturbeskyttelsesloven (lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 933 af 24. september 2009 med senere ændringer). Vejdirektoratet, 18. april 2011 (Dok. 11/ ) Om klage over afslag på parkeringslicens har Vejdirektoratet i afgørelse af 26. april 2011 afgjort Vejdirektoratet har behandlet din klage af 27. november 2010 over Københavns Kommunes afslag på at udstede en parkeringslicens til at parkere på S-gade. Du skriver blandt andet, at din ægtefælle og du har købt en lejlighed på S-gade 10, som I er flyttet ind i I opholder jer i Danmark ca. 1 uge om måneden I har bibeholdt en bolig i Holland jeres bil er indregistreret i Holland I har fået tilladelse fra SKAT til at benytte jeres bil i Danmark, og at kommunens betingelser for at få udstedt en parkeringslicens er opfyldt. Vi har den 16. marts 2011 sendt udkast til afgørelse i sagen. Vi har ikke modtaget bemærkninger hertil. Vores afgørelse Københavns Kommunes afgørelse er lovlig. Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til Vi kan tage stilling til kommunens afgørelser efter vejloven (lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 893 af 9. september 2009, med senere ændringer). Vi kan dog kun tage stilling til retlige spørgsmål, dvs. om en afgørelse er lovlig. Derimod kan vi ikke tage stilling til kommunens vurdering (skøn) i forbindelse med afgørelsen. Dette fremgår af vejlovens 4, stk. 1. Reglerne om parkeringsrestriktioner Kommunen kan med samtykke fra politiet træffe bestemmelse om parkering og standsning. Det fremgår af færdselslovens (færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr af 28. november 2010) 92, stk. 1, nr. 1 (Denne bestemmelse bliver administreret af Justitsministeriet). Kommunen kan i samråd med politiet bestemme, at der på offentlig vej, hvor en begrænsning af adgangen til at parkere motorkøretøjer er ønskelig, opkræves en parkeringsafgift. Denne afgift kan sættes i forhold til parkeringens varighed. Dette fremgår af vejlovens 107, stk. 2. Baggrund Det fremgår af sagen, at din ægtefælle den 7. marts 2010 ansøgte om en beboerlicens til parkering på S-gade. Kommunen meddelte afslag på dette den 3. maj Du anmodede den 20. maj 2010 kommunen om at tage afslaget op til fornyet overvejelse. Kommunen meddelte endeligt afslag den 22. juni Vejdirektoratets vurdering En parkeringsordning som denne kan indføres på baggrund af bestemmelserne i henholdsvis vejlovens 107, stk. 2, og færdselslovens 92, stk. 1, nr. 1. Også ordningen med beboerlicenser kan indføres på grundlag af disse bestemmelser. Vejlovens 107, stk. 2, tager ikke stilling til, hvor stor en afgift, der må opkræves, og er ikke til hinder for, at kommunen f.eks. kræver forskellige afgifter for forskellige grupper af køretøjer eller trafikanter ud fra saglige hensyn. I forbindelse med sådan en beboerlicensordning kan kommunen stille saglige vilkår for at udstede en licens. Beslutningen om, hvilken pris der skal opkræves som betaling for henholdsvis en beboerlicens og andre typer parkeringslicenser eller parkeringsafgifter, beror på kommunens skøn. 24 juli 2011