Udskiftning af vejbelysning på B-vænget

Transkript

1 Dato 23. marts 2018 Sagsbehandler Søren Peter Kongsted Mail Telefon Dokument 17/06183 Side 1/8 Udskiftning af vejbelysning på B-vænget I af 20. april 2017 har I klaget over Ikast-Brande Kommunes afgørelse af 29. marts 2017 om udskiftning af vejbelysningen på den private fællesvej, B-vænget. I har til støtte for klagen bl.a. oplyst, at: Det af lokalplanen for området 1 fremgår i 7, at det er grundejerforeningen (GF), der skal bekoste drift og vedligehold af legepladser, beplantningsbælter og grønne områder. Vejbelysningen er ikke nævnt. Det må betragtes som ulovlig forskelsbehandling, at borgere på offentlige veje og private fællesveje ikke pålægges de samme udgifter. Vejdirektoratets afgørelse Vejdirektoratet har truffet afgørelse i denne sag efter 6, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelsen om Vejdirektoratets opgaver og beføjelser 2. Vejdirektoratet opretholder Ikast-Brande Kommunes afgørelse af 29. marts Baggrund B-vænget er en privat fællesvej, som ligger i et parcelhuskvarter (byzone), og den bliver derfor administreret af Ikast-Brande Kommune som vejmyndighed efter reglerne i privatvejslovens 3 afsnit III (om private fællesveje i byer og bymæssige områder), jf. lovens 3, stk. 1, jf. 1, stk. 2. Konkret er B-vænget indrettet som en stamvej og to boligstikveje med forgreninger. 1 Brande Kommunes Lokalplan nr. 9 fra Transport- og Bygningsministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 8. februar 2016 om opgaver og beføjelser i Vejdirektoratet, som ændret ved bekendtgørelse nr af 15. december Lov om private fællesveje, lovbekendtgørelse nr af 4. november 2015, som ændret ved 5 i lov nr. 175 af 21. februar Niels Juels Gade 13 Postboks København Telefon spk@vd.dk vejdirektoratet.dk SE EAN

2 Ikast-Brande Kommune vil udskifte armaturerne fra de nuværende kviksølvholdige lyskilder til nye LED-lamper, fordi det på grund af udfasning efter EU-lovgivning 4 er blevet sværere at opsætte kviksølvholdige lyskilder. Hertil kommer, at kommunens lagre for sådanne lyskilder er ved at være tomme. Kommunen har i brev af 11. maj 2016 meddelt grundejerne til B-vænget baggrunden for den kommende udskiftning af vejbelysningen til LED-lamper. Samtidig har den stillet i udsigt, at udgifterne vil kunne pålægges grundejerne. Kommunen har efterfølgende forsøgt at få grundejerforeningen til at stå for udgifterne 5, men dette er ikke lykkedes. I brev af 7. februar 2017 har kommunen derfor meddelt de enkelte vedligeholdelsesforpligtede grundejere, at der er behov for, at vejen fortsat skal holdes belyst, jf. privatvejslovens 59, stk. 1. I den forbindelse vil vejbelysningen blive udskiftet til LED-belysning, og grundejerne vil skulle afholde udgifterne hertil. Da der er tale om en partshøring, har kommunen anmodet om at modtage grundejernes bemærkninger hertil. Efter ophør af partshøringsperioden har kommunen med brev af 29. marts 2017 truffet endelig afgørelse om at holde vejen belyst for grundejernes regning, jf. privatvejslovens 59, stk. 1, og i den forbindelse at lade disse betale for udskiftningen af vejbelysningen til LED-belysning. Konkret har kommunen fordelt udgifterne til vejbelysningens udskiftning blandt grundejerne ud fra en fordelingsnøgle. Hvad Vejdirektoratet kan tage stilling til Vi kan tage stilling til, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse (retlige spørgsmål) efter vejlovgivningen 6, her privatvejsloven. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens vurderinger (skøn) inden for lovens rammer. Det følger af privatvejslovens 87, stk. 2. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen i forbindelse med en sådan afgørelse har fulgt vejlovgivningen, forvaltningsloven 7 og almindelige forvaltningsretlige regler. Men vi kan ikke tage stilling til, om kommunens afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig, herunder om det er rimeligt, at vejbelysningen på en privat fællesvej skal udskiftes, hvornår og med hvilke belysningsmaterialer. Vi kan heller ikke tage stilling til, om kommunen har iagttaget god forvaltningsskik. God forvaltningsskik omfatter blandt andet, hvordan kommunen tilrettelægger et sagsforløb, herunder sagsbehandlingstiden, og hvordan kommunen besvarer borgernes henvendelser. 4 Jf. EU-direktiv fra Jf. bestemmelsen i privatvejslovens 49, stk. 1, jf. 51, stk. 1, om at kommunen fordeler udgifterne til et samlet arbejde blandt de vedligeholdelsesforpligtede grundejere, med mindre der foreligger privatretlige aftaler, vedtægter eller lign. blandt grundejerne. 6 Vejloven og privatvejsloven 7 Lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april

3 Endelig kan vi ikke tage stilling til forhold efter anden lovgivning, ex. planloven 8. Privatvejslovens regler om vejbelysning mv. på private fællesveje i byer Kommunen kan bestemme, at private fællesveje skal holdes belyst, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at dette er nødvendigt af hensyn til færdslen på vejen eller for at tilgodese andre almene, offentlige hensyn, jf. privatvejslovens 59, stk. 1. Kommunen bestemmer i den forbindelse blandt andet, hvordan vejbelysningen skal være indrettet. Når kommunen træffer en afgørelse efter 59, stk. 1, skal den sørge for, at vejbelysningen udføres som et samlet arbejde under kommunens kontrol på de vedligeholdelsesforpligtedes regning. Det betyder bl.a., at kommunen skal overholde procedurereglen i privatvejslovens 48. Det fremgår af privatvejslovens 59, stk. 2. Ved siden af denne procedureregel skal kommunen iagttage de almindelige forvaltningsretlige bestemmelser, navnlig forvaltningslovens 19 og 21 om partshøring og retten til at udtale sig, se tillige nedenfor. Selve udgiftsfordelingen sker efter de principper, der er fastlagt i privatvejslovens 51. Kommunen fordeler i henhold til privatvejslovens 51, stk. 1, udgifterne mellem de bidragspligtige grundejere på grundlag af benyttelsen af ejendommene, hvis der ikke kan opnås enighed mellem grundejerne om en udgiftsfordeling. Kommunen kan fordele bidraget med et ensartet beløb mellem antallet af husstande, hvis vejmyndigheden skønner, at ejendommene, der grænser til vejen, benyttes på en ensartet måde til boligformål. Samme fordeling kan anvendes, når samtlige ejendomme benyttes til erhvervsformål. Dette fremgår af privatvejslovens 51, stk. 2. Ejere af ejendomme, der har adgang til anden offentlig vej eller sti, har krav på en passende nedsættelse af bidraget, hvis denne offentlige vej eller sti ikke er fuldt anlagt, eller det er mindre end 20 år siden, at ejeren af ejendommen sidst har betalt vejbidrag. Dette fremgår af privatvejslovens 51, stk. 3. Ejere har krav på en passende nedsættelse af bidraget, når deres ejendomme grænser til en anden privat fællesvej eller fællessti, hvortil ejeren har vejret, end de veje, der er omfattet af kommunalbestyrelsens afgørelse. Dette fremgår af privatvejslovens 51, stk. 4. Hvis kommunen kræver forbedringer i vejbelysningen af hensyn til den almene færdsel på vejen, skal kommunen afholde anlægsudgifterne og en forholdsmæssig del af driftsudgifterne hertil, jf. privatvejslovens 59, stk Lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 50 af 19. januar 2018, som ændret ved lov nr. 63 af 30. januar Loven administreres af Erhvervsministeriet, bortset fra VVM sager, der administreres af Miljø- og Fødevareministeriet. 3

4 Endvidere er det fastslået i lovens 59, stk. 6, at kommunen kan afholde udgifter til anlæg, forbedring og drift af vejbelysning, hvis almene, offentlige hensyn taler derfor. Endelig kan kommunen bestemme, at flere private fællesveje, der udgør en færdselsmæssig enhed 9, skal vedligeholdes ved et samlet arbejde, jf. privatvejslovens 55, stk. 1. Dette fremgår af privatvejslovens 45, stk. 6. Forvaltningslovens bestemmelser Ifølge forvaltningslovens 19, stk. 1, må myndigheden ikke træffe afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med det faktiske oplysningsgrundlag og givet parten lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis parten ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Det er endvidere en betingelse, at disse oplysninger skal være af væsentlig betydning for sagens afgørelse og til ugunst for den pågældende part. I henhold til forvaltningslovens 22 skal en afgørelse, når den meddeles skriftligt, endvidere ledsages af en begrundelse. Kravene til indholdet af begrundelsen er nærmere opregnet i forvaltningslovens 24. En begrundelse skal således indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter, samt angive de faktiske omstændigheder, myndigheden har lagt vægt på, og, såfremt afgørelsen beror på et skøn, de kriterier, som er lagt til grund ved skønsudøvelsen. Vores vurdering Vedligeholdelse af private fællesveje i bymæssige områder og vejbelysning I har påberåbt, at der i lokalplanen for området ikke er indeholdt bestemmelser om, at grundejerforeningen skal bekoste etablering samt drift og vedligeholdelse af veje og vejbelysningen på disse. Grundejerforeningen skal derimod alene tage sig af legepladser, beplantningsbælter samt grønne områder. Vi kan hertil oplyse, at en lokalplan, der er udstedt med hjemmel i planlovens bestemmelser, ikke umiddelbart regulerer, hvem der skal vedligeholde en privat fællesvej samt vejbelysningen på denne. Bestemmelserne i privatvejslovens kapitel 9, 44-55, fastlægger derimod, hvem der har pligt til at vedligeholde en privat fællesvej, og kommunens ret til at kræve vejen vedligeholdt og ret til at bestemme, hvem der skal udføre arbejdet eller at fastlægge en udgiftsfordeling for arbejdet. Det er således ejerne af de ejendomme, der grænser til en privat fællesvej, der skal holde vejen i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang, herunder holde vejen forsynet med forsvarligt afløb. Dette fremgår af privatvejslovens Eksempelvis et vejnet med stam- og stikveje. 10 Undtaget fra denne forpligtelse er ejere, der kan dokumentere, at de ikke har vejret til vejen. 4

5 Det er således umiddelbart uvedkommende i privatvejslovens forstand, om der eksisterer en grundejerforening, et vejlaug eller lignende juridisk konstruktion. Undtagelsen hertil er, hvor det efter tinglyste servitutter påhviler andre end ejerne, der er nævnt i 44, at vedligeholde en privat fællesvej. Dette er dog ikke tilfældet i den konkrete sag. En anden undtagelse er en privatretlig vedtaget fordelingsnøgle blandt grundejerne, evt. gennem en grundejerforening, og hvor kommunen med hjemmel i privatvejslovens 51, stk. 1, kan vælge at lægge vægt på en sådan fordelingsnøgle. Det er dog heller ikke tilfældet i den konkrete sag. For så vidt angår spørgsmålet om vejbelysning, kan kommunen bestemme, at en vej skal holdes belyst, og at de vedligeholdelsesforpligtede grundejere skal betale for vejbelysningen, jf. privatvejslovens 59, stk. 1 og 2. Kommunen har dermed den fornødne hjemmel til at inddrage ejerne af de tilgrænsende ejendomme med vejret i grundejerforeningen til at betale for vejbelysningen, herunder for renoveringen af denne. Kommunens vurdering af, at vejen skal holdes belyst Kommunens vurdering efter bestemmelsen i privatvejslovens 59, stk. 1, om at vejen fortsat skal holdes belyst, er et skøn, som vi ikke kan tage stilling til, jf. ovenfor. Vi har i den forbindelse noteret os, at kommunen har vurderet, at vejen (stamvej samt stikveje) fortsat skal holdes belyst af hensyn til færdslen på denne. Dette, må vi forstå, skyldes et sagligt hensyn til afviklingen af trafikken på et vejnet i et boligområde, der betjener et større antal parcelhuse. Begrundelsen for en samlet udskiftning af de eksisterende armaturer med LED-lyskilder Vejdirektoratet må forstå sagen sådan, at det er Ikast-Brande Kommunes vurdering, at den private fællesvej, B-vænget, skal holdes belyst for de vedligeholdelsesforpligtedes regning, og at vejbelysningen i den forbindelse skal udskiftes fra de nuværende kviksølvholdige lyskilder til LED-lyskilder. I den forbindelse har kommunen oplyst, at LED-lyskilder ikke passer ind i de eksisterende lysarmaturer, hvor disse også skal skiftes i forbindelse med udskiftningen af lyskilderne. Kommunen har oplyst, at begrundelsen for udskiftningen er, at det snart ikke længere vil være muligt at fremskaffe de lyskilder, der skal benyttes til de armaturer, der findes i dag, og dette da kviksølvholdige lyskilder har været under udfasning siden Det vil derfor være nødvendigt enten at skifte alle armaturer på én gang eller skifte armaturerne én ad gangen i takt med, at kviksølvlyskilderne ophører med at virke. 11 Jf. EU-direktiv herom. 5

6 Kommunen har i den forbindelse vurderet, at da kommunens lager for kviksølvlyskilder er ved at være tømt, og for at sikre en ensartet belysning af de enkelte veje, skal hele vejbelysningen (armaturer med lyskilder) skiftes på én gang. Kommunen har også lagt vægt på, at en samlet udskiftning på én gang vil være økonomisk mere fordelagtigt for grundejerne end en drypvis udskiftning af armaturerne 12. Vi må forstå, at kommunen dermed varetager hensynet til at sikre, at der opretholdes tilstrækkelig belysning på den private fællesvej, og vi anser denne begrundelse for en samlet udskiftning som saglig. Vi må også forstå, at kommunen med den samlede udskiftning af vejbelysningen på én gang, samtidig med at kommunen fremover påtager sig udgifterne til den løbende drift og vedligeholdelse af vejbelysningen, tillige varetager økonomiske hensyn til gunst for de vedligeholdelsesforpligtede grundejere. Kommunens udgiftsfordeling Vi har indledningsvis noteret os, at kommunen har besluttet, at vejen skal holdes belyst for de vedligeholdelsesforpligtedes regning, jf. privatvejslovens 59, stk. 1 og 2. Dog skal grundejerne ikke stå for den løbende drift og vedligeholdelse af vejbelysningen, men alene for renoveringen af armaturer m/lyskilder. Kommunen har hertil oplyst, at dette er besluttet ud fra økonomiske hensyn, idet der er betydelige administrative omkostninger for kommunen forbundet med at fordele og opkræve driftsudgifterne løbende 13. Kommunen kan efter bestemmelsen i privatvejslovens 59, stk. 6, afholde udgifter til vejbelysning, der udelukkende er krævet af færdselsmæssige hensyn, hvis almene, offentlige hensyn taler derfor. Kommunen kan fortsat afholde udgifterne, når kravet om vejbelysning skyldes andre saglige hensyn, som det tilkommer kommunerne at varetage, såsom arkitektoniske, tryghedsmæssige eller kriminalpræventive hensyn, eller efter omstændighederne hensynet til en forsvarlig økonomisk forvaltning. Kommunernes mulighed for at afholde udgifter til vejbelysning på private fællesveje er ikke udtømmende reguleret, og regulerer således ikke, i hvilket omfang kommunerne kan afholde sådanne udgifter i medfør af kommunalfuldmagtsreglerne. Det må derfor bero på en fortolkning af kommunalfuldmagten, om kommunen har hjemmel til alene at opkræve etableringsudgifterne til renoveringen af vejbelysningen. Dette forhold kan vi ikke tage stilling til, da det ligger uden for vores kompetence som klagemyndighed på privatvejslovens område, jf. ovenfor. 12 Konkret har kommunen oplyst, at regningen for udskiftning af vejbelysningen nu (april 2017) bliver på kr. pr. armatur, mod ca kr. som oprindeligt antaget i maj Jf. kommunens af 25. januar

7 Vi har dernæst noteret os, at kommunen har iagttaget bestemmelserne i privatvejslovens bestemmelser om vedligeholdelse, særligt 51 om fordelingen af udgifterne. Konkret ses kommunen at have fordelt udgifterne mellem de tilgrænsende, bidragspligtige grundejere med et ensartet beløb, jf. privatvejslovens 51, stk. 2. Der ses i den forbindelse ikke at være ejendomme i grundejerforeningen, der grænser til anden vej eller sti beliggende uden for grundejerforeningen og som derfor har krav på et passende reduceret beløb, hvis betingelserne i privatvejslovens 51, stk. 3 eller 4, kan anses for opfyldte. Endelig har vi noteret os, at kommunen med hjemmel i privatvejslovens 45, stk. 6, har bestemt, at vejen stamvejen samt de to stikveje udgør en færdselsmæssig enhed. Forvaltningslovens bestemmelser Vi kan konstatere, at kommunen inden sin afgørelse af 29. marts 2017 har partshørt de pågældende vedligeholdelsesforpligtede grundejere, jf. forvaltningslovens 19 og 21, og kommunen ses dermed at have iagttaget partshøringsbestemmelserne i forvaltningsloven. Hertil kommer, at kommunen ses at have iagttaget bestemmelserne i forvaltningslovens 22 og 24 ved at have fremsendt en skriftlig og begrundet afgørelse, herunder med en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter. Ulovlig forskelsbehandling Ifølge det forvaltningsretlige princip, lighedsprincippet, skal en myndighed i almindelighed behandle væsentligt lige forhold ens i retlige henseende. I har påberåbt urimeligheden mellem offentlige veje og private fællesveje, idet grundejerne generelt alene ses at blive pålagt udgifter i forbindelse med drift og vedligeholdelse af private fællesveje med vejbelysning. Vedligeholdelse af offentlige veje påhviler som udgangspunkt de offentlige vejmyndigheder, jf. vejlovens 8. Det omfatter også vejens udstyr, herunder vejbelysningen på denne. Det er grundejerne af de ejendomme, der grænser til en privat fællesvej i by eller bymæssigt område, der skal holde vejen i en god og forsvarlig stand under hensyn til færdslens art og omfang. Vejen skal forsynes med forsvarligt afløb. Dette fremgår af privatvejslovens 44, 1. pkt. Efter privatvejslovens 59, stk. 1, er det særskilt reguleret, at kommunen kan bestemme, at en privat fællesvej skal holdes belyst, og at de vedligeholdelsesforpligtede grundejere, jf. 44, 1. pkt., skal afholde udgifterne til denne belysning. Det er fra lovgiver dermed fastsat, at der er forskel i vedligeholdelsesforpligtigelsen, herunder for vejbelysningen, når der er tale om offentlige veje og private fællesveje. Allerede fordi det fra lovgivers side er tilsigtet, at de offentlige vejmyndigheder har vedligeholdelsesforpligtigelsen for offentlige veje, herunder for vejbelysningen, hvorimod de til- 7

8 grænsende grundejere har den samme vedligeholdelsesforpligtigelse for private fællesveje, herunder for belysningen, mener vi ikke, at der er tale om sammenlignelige forhold. Om alle private fællesveje dermed bør være offentlige veje for dermed at undgå forskellen i vedligeholdelsesforpligtigelsen er grundlæggende et politisk spørgsmål, og som ligger uden for vores kompetence som klagemyndighed. Vi har derfor ikke grundlag for at antage, at I skulle have været udsat for usaglig forskelsbehandling af kommunen. Lovligheden af kommunens afgørelse Vi har ikke grundlag til at mene, at kommunens afgørelse hviler på et usagligt grundlag, eller at kommunen med afgørelsen har lagt vægt på urigtige eller forkerte forhold. Kommunens afgørelse er derfor lovlig. Vores afgørelse Vejdirektoratet opretholder Ikast-Brande Kommunes afgørelse af 29. marts Søgsmålsvejledning Hvis I ønsker, at domstolene skal tage stilling til kommunens afgørelse eller vores afgørelse i klagesagen, skal søgsmål være anlagt inden 6 måneder efter modtagelsen af denne afgørelse, jf. privatvejslovens 88a. Vi foretager os herefter ikke mere i sagen. Hvis I har spørgsmål, er I velkomne til at kontakte mig. Denne afgørelse kan offentliggøres på Vejdirektoratets hjemmeside i anonymiseret form under iagttagelse af persondatalovens 14 bestemmelser. 14 Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger (med senere ændringer). 8