Januar 2013 Bachelorprojekt Jane Bak Kristensen Marie Artmann Justesen. The educational work with ADHD diagnosed parents Gruppenr. 12 Anslag 70.

Transkript

1 Bachelorprøve Prøvetermin: Vinter 2012/13 Pædagoguddannelsen i Thisted Titel Det pædagogiske arbejde med ADHD diagnostiserede forældre Titel (på engelsk) The educational work with ADHD diagnosed parents Gruppenr. 12 Anslag Vejleder Mette Vestergaard Andersen Studerende Jane Bak Kristensen Hold S09E Jeg (alle gruppemedlemmer) bekræfter hermed, at opgaven er udfærdiget uden uretmæssig hjælp (jf. bekendtg. 714 af 27/ stk. 6) Underskrift: 1

2 Indhold Indledning (Fælles)... 3 Problemformulering: (Fælles)... 4 Metode (Fælles)... 4 ADHD (Jane Bak Kristensen)... 6 Delanalyse I: (Jane Bak Kristensen)... 8 Stigmatisering/selvstigmatisering () Delanalyse II (Marie Artman Justesen) Tilknytning (Jane Bak Kristensen) Delanalyse III (Jane Bak Kristensen) Pædagogiske indsatsområder () Delanalyse IV () Analyse (Jane Bak Kristensen side midt) ( side 24 midt-26) Konklusion (Fælles) Perspektivering (Fælles) Litteraturliste Bilag Bilag Bilag

3 Indledning Undersøgelser viser, at to til seks procent af børn i skolealderen har ADHD (Attention Deficit/Hyperactiv Disorder) 1. Dette svarer til cirka en elev i en normal folkeskole klasse. Der er gennem de seneste tyve år kommet øget fokus på psykiatriske diagnoser som ADHD 2, hvilket påvirker, at antallet af mennesker, som kommer i behandling for ADHD, har været støt stigende. Den øgede behandling sker især igennem medicin, hvilket kan ses i en opgørelse fra sundhedsstyrelsen. Her ses det, at antallet af mennesker, som indløser recepter på medicin mod ADHD, er steget markant de sidste ti år. Tallene tyder dog på, at antallet af børn som får ADHD medicin, er ved at stabilisere sig, hvor det for voksne stadig er stigende 3. Der kan være flere grunde til den store stigning i antallet af børn, som bliver diagnosticeret med ADHD. Det kan diskuteres, om der er flere børn, som får sygdommen end tidligere, eller om der er faktorer i samfundet, som gør, at sygdommen bliver mere synlig end tidligere. Det samfund, vi har i dag, stiller krav til børn om at være selvstændige, kompetente, kreative og i stand til at omstille sig forholdsvis hurtigt til nye situationer, og dette kan være svært, hvis man har ADHD 4. Derudover har man i dag mange valgmuligheder for at forme sit eget liv, hvilket betyder, at man skal tage stilling til fordele og ulemper, og dette kræver en evne til at planlægge, skabe struktur og tænke logisk. Før i tiden har livet været forudsigeligt på den måde, at børnesynet var præget af ro, renlighed og regelmæssighed, hvilket kan være nemmere for børn med ADHD at navigere i, da der er en større grad af udefrakommende struktur. Dette kan have været medvirkende til, at symptomerne ikke har været så fremtrædende tidligere, som de er nu. Hos voksne kan man have en antagelse om, at grunden til den øgede medicinering og diagnosticering igennem de seneste år kan skyldes, at det kun er indenfor en kort årrække, man har anerkendt diagnosen hos voksne, da man tidligere har antaget, at ADHD var noget, man voksede fra 5. En anden grund til, at flere voksne med ADHD problematikker bliver mere synlige i samfundet i dag, kan være, at der indenfor mange professioner er større krav om, at man selv skal kunne strukturere, arbejde selvstændigt og fastholde opmærksomhed om en opgave. Desuden lever vi i et samfund med meget information, som den enkelte selv skal sortere i forhold til relevans for en given opgave, og dette kan igen være en udfordring, hvis man har ADHD og dermed har svært ved Gerlach

4 at filtrere indtryk 6. Det større antal voksne, som bliver diagnosticeret med ADHD, har allerede nu skabt et udækket behandlings- og støttebehov indenfor socialsektoren 7. Dette behandlings- og støttebehov vil kun blive større i de kommende år, når de børn, som allerede har diagnosen, bliver voksne 8 og selv begynder at få børn, som muligvis også har ADHD problematikker. Dette betyder større behov for struktur og støtte i hverdagen, hvilket kan være svært for forældre med ADHD, da de generelt har svært ved at strukturere og planlægge uden hjælp udefra. Ovenstående problematikker omkring ADHD hos voksne og de børn med ADHD, som bliver voksne indenfor en overskuelig fremtid, leder os frem til en problemformulering, som lyder: Problemformulering: Hvordan kan vi som pædagoger yde støtte til voksne med ADHD i forældrerollen? Metode I opgaven vil vi se på nogle af de problematikker, der er omkring voksne med ADHD med særligt fokus på de faktorer, som kan have indflydelse på forældrerollen. Vores målgruppe er voksne, som har diagnosen ADHD og enten er forældre eller har et barn på vej. Det er mennesker, der udadtil har et velfungerende liv, og som pædagoger på nuværende tidspunkt vil kunne møde, når de gennem kommunen er henvist til et social/psykiatrisk tilbud. For at beskrive ADHD og de særlige problemer, som voksne med denne sygdom kan have, har vi udvalgt to primære bøger. Den ene er bogen ADHD, som er udgivet fra Psykiatrifonden. Den er skrevet af en tværfaglig gruppe af forfattere, som med hver deres ekspertise belyser ADHD indenfor deres arbejdsområde. Bogen kan i et pædagogisk perspektiv kritiseres for at have en tilgang, som er for orienteret mod medicinsk behandling af de udfordringer, voksne med ADHD møder, men da diagnosen også har en biologisk komponent, mener vi, at teorien er relevant. Derudover skriver en af forfatterne, som er uddannet psykiater, at det er vigtigt, at blandt andet pædagoger udvider deres viden om ADHD. Voksne med ADHD kan også i større eller mindre grad have brug for pædagogisk støtte som en del af behandlingen i samspil med medicin, og derfor er bogen skrevet med henblik 6 Thomsen og Damm Thomsen og Damm

5 på pædagoger. Vi vil inddrage bogen Et liv i kaos, som også er skrevet af flere forfattere med forskellige specialeområder indenfor ADHD. Denne bog vil vi bruge til at få et nuanceret blik på ADHD problematikker. Vi vil blandt andet bruge denne bog til at se nærmere på, hvordan det biologiske/arvelighed spiller en rolle i forhold til ADHD. I opgaven vil vi se på stigmatisering/selvstigmatisering, og hvordan det kan påvirke voksne med ADHD, især med henblik på deres evne til at klare forældrerollen. Til at belyse stigmatisering vil vi bruge Stigma af Erving Goffman. Her vil vi især fokusere på begreberne om de potentielt miskrediterede og om informationskontrol, fordi det spiller en stor rolle i forhold til mestringsevnen hos voksne med ADHD. Udover Goffman vil vi bruge Søren Blinkenberg og Per Vendsborg til at beskrive begrebet selvstigmatisering, da det også spiller ind i forhold til mestringsevnen. For at understøtte teorien om stigmatisering/selvstigmatisering vil vi inddrage bogen Kvinder med ADHD, som er skrevet af Sari Solden og handler om kvinders oplevelse af at leve med ADHD. Forfatteren arbejder med at rådgive voksne med ADHD samt undervise professionelle, som skal rådgive om ADHD. Der skal tages forbehold for, at forfatteren er amerikaner og skriver i forhold til det amerikanske samfund. På trods af det mener vi, at nogle af de eksempler, hun kommer med, også er gældende for de følelser, voksne med ADHD oplever. Vi har også valgt at inddrage teori omkring tilknytning, fordi barnets tilknytning og det positive forældre/barn samspil kan være noget af det, som kan blive påvirket, når en forælder har ADHD. For at belyse tilknytning vil vi bruge teori af Kari Killén, som det er skrevet i bogen Omsorgssvigt er alles ansvar. Killén beskriver nogle generelle karakteristika ved tilknytningsmønstre, som vi vil inddrage for at vise, hvad vi som pædagoger skal være opmærksom på af konsekvenser i forældre/barn samspillet. Vi vil se på nogle pædagogiske indsatser i forhold til voksne med ADHD i forældrerollen. Her vil vi have fokus på selvopfattelse, mestringsevne og livskvalitet. Til dette vil vi bruge teori af Kari Killén og Peter Larsen, som han har skrevet det i bogen Den sunde krop i bevægelse redigeret af Grit Niklasson. Killén har vi valgt, fordi hun skriver om nogle specifikke metoder til at arbejde med mestringsevne hos forældre. Det er skrevet som metoder til at arbejde med forældre, som omsorgssvigter deres børn, men der er nogle elementer, som kan trækkes ud og overføres til 5

6 forældre, som ikke omsorgssvigter deres børn men har brug for lidt ekstra pædagogisk støtte. Larsen har vi valgt, fordi han skriver generelt om mestringsevne, selvopfattelse og livskvalitet, og hvordan det gensidigt påvirker hinanden. Herudfra vil vi se på, hvordan vi kan arbejde pædagogisk med disse begreber. Udover den ovenfor nævnte teori vil vi inddrage forskellige undersøgelser til at understøtte teori og analyser. Der er blandt andet tale om undersøgelser fra SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd). ADHD Diagnosen ADHD er en forkortelse for det engelske navn Attention Deficit/Hyperactiv Disorder, som på dansk kan beskrives som en forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitetsniveau og impulskontrol. I Danmark diagnosticerer vi efter ICD 10 systemet, og her hører diagnosen ADHD ind under klassifikationen hyperkinetiske forstyrrelser. I det amerikanske diagnosesystem DSM-IV optræder betegnelsen ADHD og ifølge denne definition, vil lidt flere kunne diagnosticeres med lidelsen, end hvis man bruger ICD 10. Dog er der rejst kritik af begge systemer for deres manglende mulighed for at diagnosticere voksne, da nogle af beskrivelserne retter sig meget specifikt mod børn og ikke anerkender, at voksne med ADHD som regel ikke udviser hyperaktive symptomer 9. Dog kan kriterierne for ADHD hos børn overføres, når man skal stille diagnosen hos voksne, da der er bred enighed blandt forskere om, at ADHD er en lidelse, som ikke først opstår i voksenalderen 10. Derfor stiller man til dels diagnosen hos voksne retrospektivt, ved at en person fortæller om oplevelser i barndommen 11. Der er ikke noget, som tyder på, at diagnosen ADHD skyldes psykologiske faktorer. Det er derimod en biologisk dysfunktion i hjernen og dermed ikke noget, som kan helbredes, dog kan symptomerne mindskes. Forskning peger på, at problemer med dopamin receptorer i hjernen spiller en stor rolle 12. Arvelighed er en vigtig faktor, når man taler om diagnosen ADHD. Hvis et barn eller en voksen diagnosticeres med ADHD, er der ifølge Ane-Marie Erenbjerg op til 80 % sandsynlighed for, at det 9 Almer og Sneum Almer og Sneum Gerlach Thomsen og Damm

7 stammer fra generne, selvom vedkommendes forældre ikke nødvendigvis har ADHD 13. Arvelighed og biologi spiller en stor rolle i udviklingen af ADHD, men miljøet påvirker også. Det starter allerede med den påvirkning, barnet udsættes for i graviditeten. Her kan eksempelvis nævnes alkohol og tobaksrøg som mulige risikofaktorer i forhold til udviklingen af ADHD. Hvis børn/voksne har lidelsen, kan symptomerne både forbedres og forværres på grund af psykosociale påvirkninger. Herunder er nogle af de betydningsfulde indflydelser for forbedring; støttende forældre og struktur. Nogle indflydelser til forværring af symptomerne kan være mangel på struktur, kaos i omgivelserne og forældre med diagnoser 14. Symptomerne på ADHD hos voksne kan variere meget fra person til person og kan til tider være maskeret bag den store forekomst af komorbiditet, hvor personen med ADHD også har en anden diagnose. Komorbiditet er tilstædeværelsen af én eller flere helbredstilstande (dvs. sygdomme, forstyrrelser, lidelser osv.) foruden en primær tilstand. 15 Dette forekommer hos cirka 85 % af voksne med ADHD. Typiske diagnoser, som kædes sammen med diagnosen ADHD, er blandt andet misbrug, angst, depression, OCD (Obsessive Compulsive Disorder), Borderline og psykopati. Symptomerne på disse diagnoser kan i nogle tilfælde ligge tæt opad symptomerne på ADHD og overskygge disse. Derfor er det ofte denne diagnose, der bliver opdaget og behandlet frem for ADHD'en. Nogle af de typiske symptomer på ADHD hos voksne er: desorganisering i flere områder af tilværelsen som for eksempel i hjemmet og i økonomien glemsomhed mister/forlægger ting skifter ofte job og afbryder uddannelse på trods af normal intelligens kan have et hidsigt temperament kan have svært ved at fastholde opmærksomheden om opgaver, som ikke interesserer dem nogle kan have hyperaktivitet, men hos de fleste voksne er den motoriske hyperaktivitet blevet til en indre uro og rastløshed, som kan være svær at se kan have svært ved at begå sig socialt, da de har svært ved at sortere indtryk og dæmpe impulser som for eksempel lysten til at tale 13 Gerlach Thomsen og Damm

8 kan have svært ved at strukturere og planlægge kan have svært ved at udsætte egne behov på grund af manglende impulskontrol kan være svingende i humør og virke ustabile, hvilket også kan give problemer socialt 16 Alle mennesker kan opleve nogle af disse symptomer i stressende situationer, dette er dog ikke nødvendigvis en indikation for at man har ADHD. For at dæmpe symptomerne når man har diagnosen ADHD er der flere muligheder for behandling. Man kan for eksempel medicinere med et præparat specifikt mod ADHD eller i en kombination med antidepressiver. Man kan også forsøge sig med kognitiv terapi og pædagogisk støtte. Man har fundet ud af, at det hos børn har en god effekt at give medicin alene, hvorimod det hos voksne viser sig, at man opnår den bedste effekt af medicin, når det bliver kombineret med terapi og støtte. Til gengæld kan det også være svært at opnå en effekt med støtte alene, da det ikke har en indvirkning på den måde, hjernen fungerer på rent biologisk 17. Delanalyse I: En voksen med ADHD kan opleve problemer på mange områder af livet. De kan blandt andet have problemer på arbejdsmarkedet og i deres sociale liv. Vi har valgt at fokusere på de problemer, som kan opstå i forhold til forældrerollen, når man har ADHD, fordi noget af det, som voksne med ADHD har mest brug for, er, ifølge Per Hove Thomsen fra Børne- og ungdomspsykiatrisk hospital i Risskov, at få vejledning og støtte specifikt i forældrerollen 18. En udfordring for en voksen med ADHD problematikker, som søger hjælp, er, at det kan være svært at få stillet den korrekte diagnose. Dette kan blandt andet skyldes den tidligere nævnte komorbiditet, og der er diskussion blandt forskere og behandlere om, hvorledes effekten er af at behandle for eksempel depression uden at behandle ADHD'en. Man kan have en formodning om, at det ikke vil have den optimale effekt kun at behandle depressionen, da den til dels kan være opstået på grund af den psykiske belastning, det kan være at leve med ADHD Thomsen og Damm Gerlach Petersen Almer og Sneum

9 Når man får stillet diagnosen ADHD som voksen, er den store arvelighed af lidelsen meget relevant for forældrerollen. Det vil nemlig betyde, at risikoen for at få et barn, som også har ADHD, er meget stor, og et barn med ADHD stiller store krav til forældrenes evne til at planlægge og strukturere hverdagen for at undgå konflikter og en intensivering af den måde symptomerne kommer til udtryk på. Netop det at planlægge og strukturere er et af de mest almindelige problemområder, når man har ADHD, og dette er derfor en meget stor udfordring for en forælder med lidelsen. Det kan til tider være umuligt uden støtte og vejledning fra professionelle. Denne hjælp kan være svær at få, da voksne med ADHD ofte oplever næsten uoverkommelige udfordringer, når de er i kontakt med det offentlige system 20. Dette afspejler sig blandt andet i, at de ofte får ny sagsbehandler og har meget svært ved at være vedholdende i kontakten med kommunen. Dette kan skyldes den mangel på overblik og igen de problemer, som opleves med manglende strukturering, når man lider af ADHD. I det hele taget stiller symptomerne på ADHD meget store udfordringer, når man bliver forældre og pludselig skal til at tage sig af andre end bare sig selv. Problemer med at strukturere, planlægge, styre impulser, udsætte egne behov til fordel for barnets behov, fastholde opmærksomhed og være følelsesmæssigt stabil er alt sammen noget, som kan have en stor indvirkning på evnen til at være forælder. For at imødekomme og dæmpe nogle af disse symptomer, kan det som tidligere nævnt være optimalt at supplere støtte og vejledning med medicinsk behandling. Der er dog nogle, der har fået medicin siden barndommen, som ønsker at stoppe den medicinske behandling, når de bliver teenagere. Dette opstår på baggrund af et ønske om at være ligesom alle andre, men da mennesker med ADHD har svært ved at overskue konsekvenserne af deres handlinger, forstår de ikke, at netop det at være medicineret korrekt, kan hjælpe dem til ikke at skille sig så meget ud 21. Tanken om at forsøge at undgå at føle sig anderledes på baggrund af medicinering kunne også være en mulig grund til, at nogle voksne vægrer sig ved at tage medicin. Frygten for at være anderledes og skille sig ud leder os til at se nærmere på begreberne stigmatisering og selvstigmatisering. 20 Bengtsson m.fl Gerlach

10 Stigmatisering/selvstigmatisering Stigma betyder i sin oprindelige form et mærke, og det var ikke nødvendigvis noget negativt. I dag betyder ordet stigma stadigvæk et mærke men i mere overført betydning som et psykologisk og usynligt mærke, mennesker sætter på hinanden. I dag er ordet udpræget negativt ladet 22. For at se på, hvem der stigmatiseres, inddrager vi Erving Goffmann. Han mener, at de personer, som stigmatiseres, er personer, som afviger i en negativ retning fra de forventninger, der er til opførsel i en given social situation. Han betegner dem som afvigere, og de vil få et stempel altså stigmatiseres af de normale, som lever op til forventningerne. Både enkeltpersoner men også hele grupper af mennesker kan på baggrund af stereotyper stigmatiseres. Goffmann siger, at der er tendens til, at når en person først er stigmatiseret, vil de egenskaber, som var skyld i stigmatiseringen, være det, man ser, og andre positive, individuelle egenskaber vil træde i baggrunden i de normales øjne 23. Goffman arbejder med tre former for stigmatisering. Den første har at gøre med fysiske handicaps eller afvigelser, den anden er karaktermæssige fejl, og den tredje er slægtsbetingede stigma. ADHD vil høre ind under de karaktermæssige fejl, da man hverken bliver dømt på noget, som er fysisk synligt eller på baggrund af familietilhørsforhold. Goffman skelner mellem det, han kalder de miskrediterede og de potentielt miskrediterede. En miskredit opstår, når der er afgørende afvigelser i en persons tilsyneladende sociale identitet og den faktiske sociale identitet. Det vil sige, at det opstår, når en person ved første øjekast opfattes anderledes, end vedkommende viser sig at være ved nærmere bekendtskab. Når man er miskrediteret, er afvigelsen kendt af omgivelserne. Når man er potentielt miskrediteret, har omverden ikke nødvendigvis opdaget afvigelsen, og den potentielt miskrediterede har, ifølge Goffman, nogle muligheder for at forsøge at skjule sin afvigelse. En af de væsentligste kalder Goffman for informationskontrol. Det betyder, at en person som godt selv ved, at han eller hun bærer et stigma, forsøger at skjule de egenskaber, som kan bringe dem i miskredit ved at kontrollere den information, de giver deres omgivelser. Dette kan dog bringe dem i forlegenhed. Goffman bruger som eksempel, at nogle mennesker forsøger at udsende et signal om at tilhøre en højere social klasse ved at efterligne måden at klæde sig og tale på men som gentagne gange laver 22 Vendsborg m.fl Goffmann

11 ubevidste fejl 24. Det kan være svært for potentielt miskrediterede at benytte sig af informationskontrol: Hos den stigmatiserede opstår der således en fornemmelse af ikke at vide, hvad de tilstedeværende i virkeligheden mener om ham 25 Her ses det, at den stigmatiserede selv er usikker på, hvad andre tænker, og det kan være en udfordring at benytte sig af informationskontrol, hvis man oplever en usikkerhed omkring, hvilke informationer og tanker de andre tilstedeværende har i forvejen. Denne usikkerhed og bekymring om, hvad andre tænker, kan være et udtryk for selvstigmatisering. Det opstår, ifølge Søren Blinkenberg, når en person føler sig diskrimineret eller udsat for mobning. Det kan også bunde i, at man selv havde fordomme for eksempel overfor en given diagnose, inden man selv får den 26. Stigmatisering er en interpersonel proces, som opstår i mødet mellem mennesker, hvorimod selvstigmatisering er en intrapersonel proces, som foregår i det enkelte menneske. Ifølge Per Vendsborg kan selvstigmatisering opleves som værre end omgivelsernes stigmatisering og kan resultere i, at man trækker sig fra sociale sammenhænge, hvor man kan blive bedømt, da mange med en diagnose udmærket er klar over, at andre ser dem som ustabile og utilregnelige. Dette kan betyde, at en person, som selvstigmatiserer, oplever en følelse af skam og håbløshed, som påvirker deres selvværd og selvtillid i en negativ retning og vil kunne have en negativ indflydelse på deres livssituation generelt og bidrage til en følelse af at have indskrænkede handlemuligheder. I yderste konsekvens kan dette betyde, at en person resignerer og helt opgiver at søge hjælp 27. Delanalyse II Voksne med ADHD vil ofte opleve en stor grad af stigmatisering. De vil blive stemplet som afvigere, fordi de har svært ved at leve op til forventningerne i en social situation, hvilket ifølge Goffman er centralt i forhold til stigmatisering. Mennesker med ADHD kan både være miskrediterede og potentielt miskrediterede. Er de miskrediterede, bunder det i, at de personer, som er tilstede i en given social situation, på forhånd kender til vedkommendes diagnose og på baggrund af denne tillægger personen nogle stereotype egenskaber. I forhold til ADHD kan det for eksempel 24 Goffman Erving Goffman: Stigma, side Vendsborg m.fl Vendsborg m.fl

12 være, at mennesker med ADHD ikke kan sidde stille, og man vil derfor være tilbøjelig til at tolke en vippen med foden som et udtryk for undertrykt hyperaktivitet, selvom det måske i virkeligheden bunder i noget så banalt, som at personens fod sover. Ofte vil en voksen med ADHD dog være potentielt miskrediteret, fordi omgivelserne ikke umiddelbart kan se, at der er noget anderledes ved dem. Det er i disse tilfælde, at mange benytter sig af informationskontrol for at forsøge at skjule deres lidelse og ikke komme i miskredit, ved at omverdenen får øje på den uoverensstemmelse, der er mellem den tilsyneladende sociale identitet og den faktiske sociale identitet: Bliver dette det øjeblikket, hvor hun endelig kommer til at skuffe nogen, og de vil rive masken væk fra hendes ansigt 28. Her ses, hvordan en kvinde med ADHD føler når et symptom på hendes lidelse træder tydeligt frem i en social situation, og hun ikke har kontrollen. Her vil informationskontrollen være truet, og risikoen for at gå fra at være potentielt miskrediteret til at være miskrediteret er høj. Dette er i det hele taget noget, som mennesker med ADHD bruger mange kræfter på at frygte: Hendes familie troede, at hun klarede sig rigtig godt... men ingen så det rod og kaos, som hun frembragte og måtte leve med bag kulisserne... Hver dag spurgte hun sig selv: Er det i dag, jeg lader paraderne falde og får flået masken af? Vil nogen bede mig om at gøre noget, som jeg ikke er tilstrækkelig forberedt på, så jeg kommer til at udstille mig selv som den bedrager, jeg i virkeligheden er? 29 Her fremstår det tydeligt, at kvinden kæmper hårdt for at fremstå så normal som muligt, og at det til en vis grad lykkes hende at holde skjult, hvor meget rod hun oplever både fysisk og psykisk, men hun frygter hele tiden at blive afsløret som en bedrager, altså stillet i miskredit. Denne kamp for at bevare status som potentielt miskrediteret frem for miskrediteret kan trække så mange ressourcer ud af en person, at vedkommende til sidst kan være på sammenbruddets rand. Udfordringen i at virke så normal som muligt udadtil bliver ikke mindre i og med, at mange voksne med ADHD udøver en høj grad af selvstigmatisering. Som tidligere nævnt oplever mange stor skam og skyld i forbindelse med selvstigmatisering, hvilket kan resultere i, at man trækker sig fra sociale 28 Sari Solden: Kvinder med ADHD, side Sari Solden: Kvinder med ADHD, side

13 sammenhænge. Dette bliver understøttet af Sari Solden, som siger, at mange med ADHD oplever det som så stor en udfordring bare at holde sammen på hverdagen, at de ikke kan overskue andet, og derfor føler de sig utilstrækkelige og er tilbøjelige til at stemple sig selv negativt, altså selvstigmatisere. Både stigmatisering fra omgivelserne og selvstigmatisering kan have en effekt på selvværdet og troen på egen formåen. Dette kan have indflydelse på forældrerollen på den måde, at manglende tro på egen formåen som forælder samt lavt selvværd kan føre til resignation, hvor man slet ikke prøver, fordi man konstant føler, at det alligevel ikke er godt nok. Hvis man også har minimalt netværk, fordi man på grund af frygten for stigmatisering har undgået social kontakt, kan det også påvirke forældrerollen, da man ikke har et sted at søge hjælp og støtte. Derudover kan både ADHD og selvstigmatisering føre til depression, som kan have en stor betydning for forældre/barn samspillet. Den mulige påvirkning af forældre/barn samspillet gør, at vi anser det for væsentligt at se nærmere på begrebet tilknytning. Tilknytning Tilknytning er det særlige følelsesmæssige bånd, som går fra barnet til den primære omsorgsperson. I denne opgave kalder vi den primære omsorgsperson for mor, selvom det også kunne være en far eller en bedsteforælder. Ifølge Kari Killén er der to hovedformer for tilknytning, og disse betegnes som enten trygt eller utrygt tilknytningsmønster. Det trygge tilknytningsmønster kendetegnes ved, at barnet udviser gensynsglæde, når det forenes med sin mor efter kortere tids fravær. Det søger affektiv bekræftelse hos sin mor, når det bliver usikkert. Det vil sige, at hvis barnet bliver i tvivl, om noget er farligt, vil det kigge på sin mor, og ud fra om moren reagerer med frygt eller opmuntring, vil barnet vurdere, hvordan det skal handle. Det utrygge tilknytningsmønster kan deles op i tre under kategorier. Den første er det undgående mønster, hvor barnet ved genforening ikke anerkender morens tilstedeværelse, og det kan endda i nogle tilfælde ses, at barnet decideret søger væk fra moren. De søger ikke affektiv bekræftelse hos deres mor og viser ikke fortvivlelse ved adskillelse. Det andet utrygge tilknytningsmønster er det ambivalente. Her søger barnet konstant sin mors 13

14 opmærksomhed og har svært ved at bevæge sig væk fra hende og udforske omgivelserne. Barnet viser stor frustration og til tider aggression ved adskillelse fra moren, og ved genforeningen er mønsteret det sammen som ved adskillelse, barnet reagerer voldsomt og er svært at trøste. Det tredje utrygge tilknytningsmønster er det desorganiserede. Det indeholder elementer fra begge ovenstående former for utryg tilknytning. Barnet har ikke en bestemt strategi for, hvordan det opnår kontakt og kan virke meget forvirret. Barnet befinder sig i en situation, hvor det ikke ved, hvordan det skal reagere, fordi nærhed med moren udløser frygt samtidig med, at barnet har brug for at søge trøst og omsorg. Der er flere faktorer, som kan spille ind i forhold til tilknytning. En af disse faktorer er barnets temperament og personlighed. Et nemt barn græder ikke ret meget og er nemt at trøste, hvilket giver forældrene en følelse af at slå til og være gode forældre og styrker forældrenes selvopfattelse. Dette understøtter igen barnets tilknytningsadfærd og danner grundlag for en tryg tilknytning. En god cirkel er skabt. Et vanskeligt barn græder meget og er svært at trøste. Det vil give forældrene en følelse af ikke at slå til, hvilket har en negativ indflydelse på selvopfattelsen. Barnet kan mærke, at forældrene reagerer negativt på det og vil reagere ved at være endnu vanskeligere, hvilket kan føre til en negativ samspilsoplevelse. Alt efter forældrenes evner kan både et nemt og et vanskeligt barn udvikle sig i positiv eller negativ retning. Killén har på baggrund af undersøgelser og forskning defineret syv centrale forældre funktioner, som hun mener, er afgørende for et positivt samspil. Disse er: evnen til at opfatte barnet realistisk evnen til at danne realistiske forventninger om de afhængigheds- og følelsesmæssige behov, barnet kan tilfredsstille evnen til at danne realistiske forventninger til barnets mestring evnen til at engagere sig positivt i samspillet med barnet evnen til empati med barnet evnen til at prioritere barnets mest grundlæggende behov frem for sine egne evnen til at rumme egen smerte og frustration uden at skulle afreagere på barnet Kari Killén: Omsorgssvigt er alles ansvar, side

15 Ovenstående funktioner skal være til stede for at opnå et positivt samspil mellem barn og forældre. Der vil hos hver enkelt forælder være variation i, indenfor hvilket område, man har sine styrker og svagheder, men ideelt set skal disse opveje hinanden. Alle funktionerne er kognitive og følelsesmæssige og kan påvirkes af både ydre sociale forhold og indre psykologiske forhold, og de påvirker direkte samspillet mellem forældre og barn 31. Delanalyse III Vi vil i det følgende se på hvilke forældrefunktioner, der kan være svækkede, hvis man er voksen med ADHD, samt hvordan barnets temperament og personlighed kan have betydning for udviklingen af tilknytningsadfærd. Det er ikke alle de ovennævnte forældrefunktioner, som nødvendigvis er svækkede, alene fordi en forælder har ADHD. Der er nogle af de typiske træk ved lidelsen, som vil kunne påvirke nogle af forældrefunktionerne. De funktioner, som kan være svære for en forælder med ADHD at leve op til, er blandt andet at engagere sig positivt i samspillet med barnet samt tilsidesætte egne behov for at tilgodese barnets. Det kan være svært at engagere sig positivt i samspillet med sit barn, hvis man har ADHD, da et af de typiske træk ved lidelsen er at have svært ved at koncentrere sig om aktiviteter, man ikke finder interessante. Hermed menes aktiviteter eksempelvis som værende: - At være vedholdende i tale med et spædbarn, som ikke giver anden respons end øjenkontakt - At deltage i legen med barnet, eksempelvis hvis barnet ligger på et aktivitetstæppe - At gøre måltider til en hyggelig stund, fremfor bare et praktisk gøremål Det er altså ikke selve barnet de ikke finder interessant. Der vil være forældre, som synes, det er både spændende og givende at være i et samspil med barnet og derfor vil kunne udfylde denne forældrefunktion på trods af ADHD, men der kan også være de forældre, som finder det kedeligt og derfor ikke formår at fastholde opmærksomheden på barnet. Dette kan være medvirkende til, at barnet føler sig usikker på, hvornår det bliver set og hørt, og derfor vil det kunne udvikle et utrygt tilknytningsmønster. Evnen til at tilsidesætte egne behov for at tilgodese barnets behov er vigtig i forhold til tilknytning, da barnet vil få en fornemmelse af at blive passet på og at være trygt, og dette er noget af det 31 Killén:

16 grundlæggende for at kunne opnå et trygt tilknytningsmønster. Voksne med ADHD vil ofte have svært ved at tilsidesætte egne behov på grund af en udpræget impulsstyring, som de ikke har nogen kontrol over. Hvis en forælder gang på gang overser barnets behov, vil dette kunne danne grundlag for et utrygt tilknytningsmønster. Det er ikke kun forældrenes personlighed og forældreevne, der spiller ind i forhold til tilknytning. Det samme gør barnets personlighed og temperament. Som tidligere nævnt kan et nemt barn styrke forældrenes selvopfattelse i forældrerollen, og det modsatte kan gøre sig gældende med et vanskeligt barn. Den store arvelighed ved ADHD er noget, vi skal være særligt opmærksomme på, når vi taler om tilknytning hos børn af forældre med ADHD. Børnene vil have en stor risiko for selv at blive født med lidelsen, og noget af det, som er kendetegnene for børn med ADHD, er, at de allerede fra spæd har udvist problemer med at etablere søvn- og spiserytmer samt været meget urolige 32. Dette er noget, som kan være meget frustrerende for forældre og få dem til at føle sig utilstrækkelige, hvilket i særlig grad vil kunne mærkes hos forældre, som selv har ADHD, da de ofte i forvejen føler sig utilstrækkelige på andre områder i livet. Når man bliver forældre kan denne utilstrækkelighedsfølelse blive så alvorlig, at det påvirker livskvaliteten: At overleve bliver det eneste mål. Hvis de rent faktisk overlever, føler de, at de klarer sig godt. Deres mål bliver 'ikke at have det dårligt' i stedet for ' at have det godt'. 33 Livskvalitet er netop et af de områder, vi som pædagoger kan arbejde med i forhold til voksne med ADHD i forældrerollen. Pædagogiske indsatsområder I arbejdet med voksne med ADHD i forældrerollen har vi valgt at fokusere på selvopfattelse, mestringsevne og livskvalitet. I denne opgave definerer vi livskvalitet som et... subjektivt begreb om menneskers oplevede trivsel, velbefindende eller tilfredshed med livet 34. Det vil sige, at livskvalitet er noget, som vurderes af hver enkelt person, og det er ikke udelukkende et spørgsmål 32 Gerlach Sari Solden: Kvinder med ADHD, side Grit Niklasson: Den sunde krop i bevægelse, side 84 16

17 om at være fysisk rask. Ifølge Peter Larsen består livskvalitet som en subjektiv størrelse af en gensidig påvirkning mellem et individs sociale netværk, dets selvopfattelse og mestringsevnen hvilket illustreres af nedenstående figur: 35 George H. Mead definerer selvopfattelse som en sum af tre delkomponenter. Alle tre dele er sociale, og det skal forstås sådan, at de bliver skabt i individets relationer til andre. Den sidste komponent er noget, som bliver skabt ud fra de to første. De tre komponenter er: Individets forestilling om, hvordan det opleves af andre. Individets forestilling om, hvordan det bedømmes af andre. Individets egen selvopfattelse og dermed individets forhold til andre. 36 Selvopfattelsen påvirker den måde, hvorpå man møder sin omverden, og den måde omverdenen ser én på, påvirker selvopfattelsen. Hvis man går ind i en relation med en negativ selvopfattelse som udgangspunkt, vil dette kunne mærkes af omverdenen, som så vil spejle denne negative opfattelse tilbage til personen, hvilket yderligere kan forværre selvopfattelsen. Mødes man derimod med en positiv reaktion fra omverden, vil det kunne have en positiv indflydelse på selvopfattelsen, og denne positivitet vil igen spejles af omgivelserne, hvilket resulterer i, at der er skabt et godt grundlag for den tredje delkomponent i Meads definition af selvopfattelse. 35 Grit Niklasson: Den sunde krop i bevægelse, side Grit Niklasson: Den sunde krop i bevægelse, side 89 17

18 Selvopfattelsen har ifølge Larsen stor indvirkning på mestringsevnen, og omvendt har mestringsevnen indvirkning på selvopfattelsen. Mestringsevne definerer Aron Antonovsky som: Samspillet af de ressourcer, individet har til rådighed i en >>belastet situation<< og på den måde, hvorpå individet gør brug af ressourcerne 37. Det, Antonovsky siger her, er, at mestringsevne er evnen til at agere hensigtsmæssigt i en given situation. At opleve at man er i stand til at agere hensigtsmæssigt og dermed har en god mestringsevne vil styrke selvopfattelsen, fordi man oplever en succes, hvilket igen påvirker mestringsevnen, fordi man så tror på, at man kan klare andre lignende situationer. Det gør chancen for endnu en succes større. På denne måde udvikles både mestringsevnen og selvopfattelsen i en positiv retning. Det omvendte kan gøre sig gældende, hvis man oplever nederlag. Nederlag kan også opstå, fordi man har et urealistisk billede af egen mestringsevne, og det er derfor vigtigt, at arbejde med et realistisk selvbillede, og at personer, som har negativ selvopfattelse og svag mestringsevne, oplever, at omverden stiller krav, som de kan leve op til. Evnen til at mestre de situationer, man kan møde i livet, har stor betydning for de sociale relationer. Hvis man ikke formår at håndtere sociale relationer, vil det kunne resultere i et indskrænket socialt netværk. Det vil også kunne betyde at kvaliteten af de relationer, man indgår i, bliver forringet, hvilket direkte kan påvirke livskvaliteten. Især kvaliteten af relationen til de mennesker, som Mead betegner som de betydningsfulde andre, vil kunne påvirke livskvaliteten, da deres anerkendelse eller fordømmelse har særlig betydning for selvopfattelsen. Det er også i disse relationer, at man kan få styrket mestringsevnen, hvis relationen vel at mærke er positiv. Det er i relationen med de betydningsfulde andre, at mennesker danner deres indre stereotyper af, hvordan man opfører sig i en social situation, og hvordan en relation er, når den er positiv. For voksne med ADHD, kan de betydningsfulde andre blandt andet være familiemedlemmer, venner og pædagoger. Modsætningen hertil kalder Mead for de perifere andre, og det kan ligeledes være familiemedlemmer, venner og pædagoger. Den mening, de perifere andre har om en person, har ikke lige så stor betydning for selvopfattelsen og mestringsevnen, da de netop bliver betragtet som værende perifere og dermed ikke ligeså vigtige i en persons liv. Som tidligere nævnt har både socialt netværk, mestringsevne og selvopfattelse indflydelse på en 37 Grit Niklasson: Den sunde krop i bevægelse, side 90 18

19 persons livskvalitet. De påvirker gensidigt hinanden og afhængigt af, om det er i positiv eller negativ retning, vil det kunne øge eller forringe livskvaliteten. Disse begreber er ikke direkte handlingsanvisende, men forholdet mellem dem er noget, vi som pædagoger kan tænke ind i de metoder, vi vælger at inddrage i vores arbejde 38. Delanalyse IV Ud fra ovenstående teoribeskrivelse har vi udvalgt nogle arbejdsmetoder, hvorigennem man kan arbejde med mestring, selvopfattelse og det sociale netværk for at fremme livskvalitet og evnen som forældre hos voksne med ADHD. Ser vi først på begrebet mestring, mener Kari Killén, at det er en vigtig opgave at arbejde med forældrenes mestringsevne, da det vil have indflydelse på deres selvopfattelse og livskvalitet generelt, men dog især i forældrerollen. Hun mener, at det vil påvirke hele omssorgssituationen i en positiv retning at arbejde med forældrenes mestringsevne 39, hvilket også kan ses i en rapport fra SFI, som viser, at hvis man vil opnå en tidlig indsats, som påvirker børn i en positiv retning, er det vigtigste at arbejde med forældrene 40. For at fremme mestringsevnen i forældrerollen er det ikke nødvendigvis samspillet mellem forældre og børn, man skal tage fat på som det første. Derimod kan det for eksempel være at få mere struktur ind i hverdagen. Vi kunne som pædagoger introducere en elektronisk kalender, hvor alle aftaler kunne skrives ind, og en alarm ville ringe som påmindelse om en aftale eller opgave. Hvis det lykkes at give forældrene en succesoplevelse i form af, at de oplever at kunne overkomme de praktiske opgaver i hverdagen, vil det påvirke deres selvopfattelse positivt, og det vil automatisk overføres til selvopfattelsen i forældrerollen. Vi skal som pædagoger være opmærksom på at guide den voksne med ADHD i en retning, så de selv formår at stille overkommelige delmål 41, og jævnfør Peter Larsen vil det virke hensigtsmæssigt, at personen oplever, at der bliver stillet realistiske krav til egen formåen. Mestringsevnen påvirker selvopfattelsen, men ifølge Larsen påvirker selvopfattelse også mestringsevnen. Derfor har vi valgt at se på, hvordan man kan arbejde med selvopfattelsen hos voksne med ADHD gennem en metode, som kaldes recovery. 38 Niklasson Killén Killén

20 Recovery er et forholdsvis nyt begreb som først har vundet indpas i Danmark igennem de seneste ti år, og det bliver i dag tænkt ind i arbejdet med blandt andet mennesker med psykiske lidelser. Denne metode foregår i en social sammenhæng og handler om en proces, hvori man forholder sig konstruktivt til livets udfordringer, når man har en diagnose som for eksempel ADHD: (...)en proces, en måde at leve på, en holdning til livet og en måde at forholde sig til dagligdagen udfordringer 42. Ud fra dette kan læses, at recovery begrebet ikke er et endeligt mål, som kan måles og vejes men derimod en vedvarende proces om en holdningsændring til livet. Som pædagog handler det om at hjælpe de mennesker, vi arbejder med til ikke at fokusere på de begrænsninger, lidelsen giver, men i stedet fokusere på de ressourcer, den enkelte har til rådighed, hvilket netop fremmer selvopfattelsen, da man finder frem til det, som giver succes frem for nederlag 43. Man kunne for eksempel forestille sig en voksen med ADHD, som har stor interesse i svømning. Samtidig har vedkommende svært ved at indgå i et positivt samspil med sit barn. Her ville man kunne lægge fokus på, at denne forælder tager barnet med i svømmehal for at skabe et positivt samspil i en aktivitet, de begge nyder samt give forælderen en oplevelse af at kunne give sit barn noget og indgå i en relation, som er tilfredsstillende for barnet men også for forælderen, som ellers kan have svært ved at fastholdes i en aktivitet, som denne ikke har interesse i. For at kunne arbejde med recovery har vi valgt at se på begrebet psykoeducation. Det handler om at gøre en person med en diagnose bevidst om de udfordringer, som lidelsen kan stille dem overfor. I bund og grund handler det om undervisning og indsigt i egen sygdom for bedre at kunne forstå og acceptere, hvorfor man reagerer, som man gør 44. Det er grundlæggende at have indsigt i egen sygdom, hvis man skal arbejde med recovery, da man her skal lære at se udover de udfordringer, som lidelsen medfører. Ser man på forældrerollen, er det vigtigt, at partneren til personen med ADHD også har en viden om lidelsen, da partneren på den måde bedre vil kunne forstå og acceptere de vanskeligheder, en voksen med ADHD har, og dermed vil kunne yde støtte på de områder, hvor der er brug for det. Viden om egen sygdom er også uundværlig, hvis en person selv skal kunne bidrage til at stille realistiske delmål i et behandlingsforløb. På den måde kan psykoeducation også bruges som et værktøj til at vise den voksne med ADHD, at vi som pædagoger har en forståelse og accept af dem, 42 Per Vendsborg m.fl.: Dømt på forhånd, side Vendsborg m.fl Gerlach

21 hvilket vil kunne skabe tillid og være med til at sørge for, at vi bliver én af dem, Mead betegner som de betydningsfulde andre. Dette er nødvendigt, hvis vi skal formå at støtte en person til at opnå en positiv udvikling, da de betydningsfulde andres mening vejer tungere en de perifere andres. At arbejde med ovenstående begreber i forhold til forældrerollen vil kunne give en voksen med ADHD følelsen af at være noget værd. De kan gennem succesoplevelser mærke en positiv effekt på selvopfattelsen og en øget mestringsevne, hvilket vil kunne give en forbedret livskvalitet på flere områder af livet og bidrage til en vellykket relation til både barnet og mennesker i omverden. Begreber som recovery og psykoeducation er noget, som er meget terapeutisk orienteret. Som pædagoger skal vi holde os for øje, at vi ikke er terapeuter, og derfor skal vi føre begreberne over i en pædagogisk virkelighed, hvilket vi blandt andet kan gøre gennem de nævnte eksempler. Derudover kræver det, at vi som pædagoger indhenter specifik viden om metoderne og om ADHD for at kunne anvende dem i det daglige pædagogiske arbejde. Arbejdet med disse metoder i en pædagogisk virkelighed har sit udspring i nogle pædagogiske kernebegreber. Denne model er lavet af BUPL og findes i pjecen Viden om pædagoger Bud på pædagogers arbejde. BUPL arbejder for området børn og unge, hvilket betyder at de ikke dækker vores målgruppe. Men med denne model har de opstillet et sæt af begreber som er med til at udgøre et fundament for det pædagogiske arbejde, altså udgør en fælles pædagogisk professionsbevidsthed. De fire inderste elementer er dem som i vores opfattelse er de pædagogiske kernebegreber og de fire yderste er de begreber vi arbejder indenfor. Disse begreber bruges stort set af alle pædagoger, dog anvendes de i forskellig grad alt afhængig af den konkrete opgave. I praksis vil vi som pædagoger

22 ikke arbejde med begreberne adskilt, men derimod parallelt. 46 Analyse At være forælder kræver mange ressourcer, et godt overblik og meget overskud, tålmodighed og engagement. Børn har brug for, at deres forældre formår at give dem en følelse af tryghed, af at være set, hørt og elsket for den de er. De har brug for omsorg, både fysisk og psykisk, og de har brug for struktur og faste rammer for at skabe forudsigelighed i en til tider uforudsigelig verden. Der kan være mange ting, som kan spille ind på forældres evne til ikke at kunne få øje på barnets behov. Nogle mennesker, som kan opleve store udfordringer ved dette, er voksne med ADHD, som bliver forældre. Da voksne med ADHD kan have svært ved at strukturere deres hverdag og planlægge ganske almindelige praktiske opgaver som madlavning og tøjvask, kan det være en meget stor udfordring også at skulle planlægge helt grundlæggende opgaver omkring et barn som for eksempel bleskift, mad og soverytmer. På grund af deres impulsstyring kan det være svært for en forælder med ADHD at tilsidesætte egne behov for at tage sig af barnets, og de kan have svært ved at engagere sig i et samspil med barnet, hvis de ikke finder det interessant. Et af de typiske symptomer ved ADHD er nemlig besvær med at fastholde sig selv i en aktivitet, som ikke fanger interessen. Noget, som kan vanskeliggøre forældrerollen yderligere for en voksen med ADHD, er den store arvelighed, som præger sygdommen. Risikoen for at få et barn med ADHD, hvis man selv har det, er således helt op til 80 procent. Børn med denne lidelse har i endnu højere grad end andre børn brug for struktur, men det kan være svært for forældre med ADHD at give dem denne struktur: Voksne med ADHD står overfor en stor udfordring, når de selv bliver forældre, og den udfordring er særlig stor, når deres børn også har ADHD. Disse børn har behov for struktur på hverdagen, gode rutiner og mulighed for at træne gode rutiner, som på sigt vil gøre dem til selvhjulpne og velfungerende voksne. Men den opgave er næsten umulig for forældre, som selv lever et ustruktureret liv 47. Dette er udtalt af Tine Hedegaard, som er udviklingskonsulent for ADHD-foreningen. Her kan det

23 ses, at det er en udfordring, der er stor opmærksomhed på, når det drejer sig om forældre med ADHD. Det, at forældre med ADHD kan have svært ved at planlægge, strukturere og skabe forudsigelighed for deres børn samt fastholde interessen i et positivt samspil med barnet, kan blandt andet have store konsekvenser for barnets tilknytningsadfærd. Det kan resultere i et barn, som udviser et utrygt tilknytningsmønster, fordi de ikke har kunnet forudse, hvornår deres mor var tilgængelig for kontakt. Dette kan også påvirkes af den store komorbiditet indenfor ADHD. Især hvis moren lider af en depression, som eventuelt kan forværres af at leve med ADHD, kan det være svært for barnet at blive trygt tilknyttet, da moren ikke er tilgængelig for affektiv afstemning, hvor hun tilpasser sin reaktion til barnets følelsesmæssige tilstand, hvilket er med til at gøre, at barnet føler sig trygt og føler sig mødt i sit behov. Utryg tilknytning vil på sigt kunne give barnet problemer, derfor er det væsentligt at tænke det med ind som en væsentlig risikofaktor, når vi som pædagoger arbejder med disse forældre. Hvis barnet også er arveligt belastet med ADHD, vil det kunne repræsentere endnu en udfordring i tilknytningsarbejdet, da et barn med ADHD, som tidligere nævnt, kan være mere uroligt og sværere at trøste end andre børn. Det vil blot øge den nederlagsfølelse forældrene kan stå med, når de oplever ikke at kunne opfylde deres barns behov på trods af de bedste intentioner. Det vil kunne påvirke forældrenes selvopfattelse i negativ retning, så de mister troen på egen formåen i en given situation, hvilket vil kunne give direkte udslag som forringet mestringsevne. Forringet mestringsevne i en situation vil yderligere bidrage til følelsen af at være utilstrækkelig og give en endnu mere negativ selvopfattelse, hvilket kan være starten på en ond cirkel. Den negative selvopfattelse kan resultere i selvstigmatisering, hvor en person føler stor skam og håbløshed. De mister troen på at kunne noget og at være noget værd, og de siger konstant til sig selv, at de ikke er gode nok. I forhold til forældrerollen kan det have den indvirkning, at forælderen bliver usikker overfor barnet og ikke ved, hvordan barnet skal håndteres. Denne usikkerhed mærker barnet, som kan blive utrygt og uroligt jævnfør tilknytningsteorien af Kari Killén. Selvstigmatisering er ikke den eneste form for stigmatisering, som voksne med ADHD møder på deres vej. De vil ofte stå med en følelse af at blive bedømt og fordømt af deres omgivelser, og de fleste vil bruge megen energi på informationskontrol, jævnfør Goffman, for at opretholde en facade udadtil. Den fordømmelse, som vejer tungest, er den som kommer fra de betydningsfulde andre i en persons liv, og det er også noget, som kan være med til at forstærke selvstigmatiseringen, hvilken 23