Afleveringsblanket. Retorik. Dato for aflevering: 21. December Navn: Rasmus Jensen. Studienummer: vlr526. Telefonnummer: +45.

Transkript

1 Afleveringsblanket Retorik Dato for aflevering: 21. December 2012 Navn: Rasmus Jensen Studienummer: vlr526 Telefonnummer: +45 Lærers navn: Christine Isager Grunduddannelsen X Tilvalg Overbygning Åbent Universitet Kursus: Aspekter af Skriftlig retorik: Skribentens Selvfremstilling Antal Normalsider: 11,17 Antal Tegn: SIDE 1 AF 12

2 DEN UNDERSPILLEDE MADKLUMMEVIKAR HJEMMEOPGAVE: ASPEKTER AF SKRIFTLIG RETORIK Af Rasmus Jensen Københavns Universitet, Institut for medier, erkendelse og formidling, Afdeling for retorik. Underviser: Christine Isager INDHOLDSFORTEGNELSE Indledning og problemformulering...2 Teori...3 Etos: Når retor er til at regne med... 3 Retorisk agency: Hvor meget har retor at skulle have sagt?... 3 Troværdighed i sprog og roller... 4 Analyse...5 Etos: Hun er en af vor egne, eller er hun?... 5 Role appropriation : En madklummevikar med mange facetter... 6 Syndebukke: Et retorisk sats... 6 Enactment: Enkelt sprog og enkel madlavning... 7 Agency: En madklummevikar der lykkes... 7 Vurdering...8 Konklusion...9 Litteratur...9 Bilag 1: Laveste fællesnævner med linjetæller...10 Bilag 2: Laveste fællesnævner i originalt layout...12 INDLEDNING OG PROBLEMFORMULERING Weekendavisens madklummer følger stort set samme format hver uge: Under et nyt tema kan læserne hver uge hente inspiration til deres madlavning. Med udgangspunkt i en lille iagttagelse fra hverdagen, årstiden eller en rejse præsenterer madklummeskribenten en række råd, opfordringer og konkrete opskrifter. Madklummerne bliver som regel skrevet på skift af seks faste madklummeskribenter, og madklummen står altid på kultursektionens side 8 med en fast længde på 700 til 1000 ord. Derfor er det et tilbagevende element i Weekendavisen, som avisens faste læsere ved, hvor de skal finde. Indholdsmæssigt fokuserer madklummerne på finere madlavning, og de hæver sig derfor over den almindelige hverdagsmad. Her finder man sædvanligvis ingen pasta og kødsovs, frysekartofler eller ordinære (allerede kendte) opskrifter. Læserne ved altså, hvad de kan forvente. Eller sådan plejer det i hvert fald at være, for enkelte gange skiller madklummen sig nemlig ud. Som vi vil se det i Vibe Termansens madklumme Laveste fællesnævner fra 21. september 2012, kan madklummerne også tale til den travle læser, som bare gerne SIDE 2 AF 12

3 vil lave nem og god mad. I Termansens madklumme introducerer hun sig som vikaren, og det er efterfølgende interessant at se, hvordan hun bruger en historie om sig selv og sin familie til at formidle temaet god hverdagsmad : For historien om Termansen og hendes familie binder madklummen sammen, så der kommer en rød tråd, samtidig med at den travle læser har noget at identificere sig med. Sammenhængen i teksten kommer ved at holde liv i narrativet om familien: Undervejs kommer hun nemlig med små referencer til familien, fx at få børnene i tøjet og låne sønnernes ridderfigurer til kagepynt. I sidste ende er det dog sagsfremstillingen, og ikke selvfremstillingen, der er det centrale i teksten. Termansen er så at sige kun vikaren, og det er ikke hende som person, læseren skal huske, men madlavningen: Og her bryder hun i øvrigt med normerne og præsenterer både spinat fra frost og opskrifter fra Karolines Køkken. Ved at fortælle om familiens hverdag og sine kræsne børn etablerer Termansen en velfungerende persona i madklummen, men undervejs udpeger Termansen også nogle syndebukke. Og det viser sig at kunne forstyrre hendes etablering af etos. Til slut bliver læserens fokus flyttet fra hende til madklummens egentlige ærinde, nemlig madlavningen. Og det er et ret elegant skift, der styrker Vibe Termansens retoriske agency. Sammen med etos-etableringen og personakonstruktionen er det med til at gøre madklummen til et interessant retorisk artefakt, som jeg vil undersøge på baggrund af følgende problemformulering: Hvordan etablerer Vibe Termansen etos ved hjælp af personakonstruktion og syndebukke, og i hvor høj grad opnår hun retorisk agency som madklummevikar. TEORI ETOS: NÅR RETOR ER TIL AT REGNE MED Aristoteles er den første til at definere begrebet etos. Etos sidestilles som regel med appelformerne logos og patos og kan defineres som det overbevisningsmiddel, der fremstiller retor som et troværdigt og anstændigt menneske, som modtagerne kan regne med. Aristoteles udfolder etos-begrebet ved at fortælle om dyderne, som retor må udvise for at etablere en velfungerende etos: Fronesis (klogskab), arete (moralsk karakter) og eunoia (velvilje over for modtagerne). I nyere retorikforskning har McCroskey understreget, at det er modtagerne, der tildeler retor etos, ligesom det er modtagerne, der så at sige opbevarer retors etos fra gang til gang. Den etos, der eksisterer før under og efter en kommunikationssituation, beskriver McCroskey med begreberne initial, derived og terminal ethos (McCroskey, 87-89). Med disse begreber kan retorikeren sondre mellem den etos, retor har på forhånd (initial ethos), den etos, som bliver afledt af retors tale (derived ethos) og endelig den finale etos (terminal ethos), som publikum tager med hjem og opbevarer til næste gang, retor skal tale. I forhold til Termansen er det interessant at bemærke, at hun ikke har nogen stærk initial eller terminal etos, mens den afledte etos er vigtig for hendes retoriske agency. Og netop i forhold til agency er særlig én af McCroskeys pointer vigtige, nemlig at etos er relationelt funderet: Retor kan kun etablere etos, hvis publikum tildeler etos. RETORISK AGENCY: HVOR MEGET HAR RETOR AT SKULLE HAVE SAGT? Med afsæt i det relationelle syn på etos, kan vi se nærmere på begrebet agency. Med det begreb får den retoriske kritiker mulighed for at beskrive retors retoriske handlerum. Et handlerum som retor dels får tildelt af publikum og dels er givet i kraft af den position, retor har i forvejen. Hoff-Clausen, Isager og Villadsen beskriver begrebet i artiklen Retorisk agency: Hvad skaber retorikken?, fordi Michael Leff SIDE 3 AF 12

4 besøgte Danmark i januar Agency-begrebet refererer ifølge artiklen både til retors handlekraft, de instrumentelle aspekter i retors kommunikation, og til retors handlemulighed, altså de omstændigheder der er givet i en større sammenhæng: Generelt sætter agency altså fokus på den konstellation af individuelle og strukturelle faktorer, der i vekselvirkningen mellem den agerende taler og de situationelle forhold har relevans for retorisk betydningsdannelse og påvirkning. (Hoff-Clausen, Isager og Villadsen, 57). Samme Michael Leff skriver sammen med Ebony A. Utley om agency-begrebet i forhold til Martin Luther King Jr. s Letter from Birmingham Jail. I den forbindelse understreger Leff og Utley nogle af de velfungerende elementer i Martin Luther Kings brev: King identificerer sig med de amerikanske værdier og stiller sig dermed ligeværdig med sine læsere. King stiller krav om konsistens mellem de hvides værdier og deres behandling af afroamerikanere. King skaber enactment, fordi han eksplicit opfordrer til, at man vedholdende og ikke-voldeligt skal sige fra over for racediskrimination, samtidig med at han i sit sprog viser sin vedholdenhed og sin ikke-voldelige attitude med koncise og fattede formuleringer, som på intet tidspunkt peger fingre ad de hvide, men fremstiller uretfærdigheden (Leff og Utley, 42-49). Denne ikonicitet i sproget, finder man i nogen grad også hos Termansen, og jeg vil i analyseafsnittet se nærmere på, hvordan hun underbygger sin sagsfremstilling og opnår agency ved hjælp af enactment. TROVÆRDIGHED I SPROG OG ROLLER Øivind Andersen ser i sin bog The Orator in Action and Theory in Greece and Rome nærmere på antikkens talere, og i kapitlet How Good Should an Orator Be? beskriver han de muligheder, antikkens talere havde for at udsmykke sproget i deres taler uden at fremstå utroværdige. I forhold til Vibe Termansens madklumme er det relevant at berøre de forhold, der gælder for de antikke retorers brug af captatio benevolentiae i indledninger. Andersen fremhæver blandt andet indledningen til Sokrates forsvarstale, hvor Sokrates beklager, at han ikke er lige så dygtig til at formulere sig som hans modstandere, men at han i modsætning til dem taler sandt. Videre inddrager Øivind Andersen Quintilian, som beskriver fordelen ved, at retor fremstår svag og uforberedt over for sine modstandere, fordi publikum vil nære en naturlig omsorg for talere, som fremstår hjælpeløse (Andersen, 4-5). Og selvom Vibe Termansen adskiller sig fra de antikke talere på mange måder, kan der alligevel drages paralleller mellem hendes indledning i Laveste fællesnævner og de perspektiver, som Andersen fremlægger. Andersen inddrager Quintilian igen senere i kapitlet og skriver, at gode indledninger bør forholde sig til og/eller inddrage modstanderens materiale (Andersen, 8). Og det gør Vibe Termansen, når hun definerer sig som modsætning til de sædvanlige madklummeskribenter. Kunsten er ifølge Andersen at finde en balance, hvor taleren ikke fremstår alt for dygtig (Andersen, 12). Termansens vikarrolle og persona gør det relevant at nævne Roderick P. Hart, som skriver om retorers roller. I kapitlet Role Criticism peger Hart med udgangspunkt i Kenneth Burkes motiv-begreb på følgende: Naturally, the clever rhetor will try to deemphasize this question of motive, often by providing flattering selfcharacterizations early in the massage. (Hart, 213). Og Hart skriver videre om personaer og role appropriation med udgangspunkt i en eksempeltekst, der hylder rygning. Tekstens afsender er ikke-ryger og elsker, når andre ryger i hendes nærvær, altså en god reklame for tobaksindustrien. Hart fremhæver efterfølgende nogle af de tydelige rollemarkører, som teksten rummer. Og det er netop denne velovervejede sammensætning af forskellige roller, som skaber afsenderens persona. (Hart, ). Jeg vil i analysen se nærmere på, hvordan Termansen fremstiller sig selv gennem en persona sammensat af forskellige roller. SIDE 4 AF 12

5 ANALYSE Ved hjælp af de teorier, jeg har fremhævet ovenfor, vil jeg forsøge at forklare, hvordan og hvorvidt Vibe Termansen lykkes med at etablere en god relation til publikum og dermed lykkes med at opnå etos i sin madklumme. I forhold til relationen er det afgørende at se på Termansens selvfremstilling og hendes brug af personakonstruktion. Personaen er nemlig sammensat af flere forskellige roller, og når man analyserer personaen, viser det sig, at rollerne rummer en række troværdige modsætninger, som gør personaen menneskelig. Samtidig er der dog én problematisk rolle, den selvhævdende rolle, som kan præge læserens opfattelse af Vibe Termansen og dermed få afgørende betydning for, hvor vellykket hendes etablering af etos bliver. Sidst, men ikke mindst vil jeg undersøge det fokusskift fra selvfremstilling til sagsfremstilling, der sker i løbet af teksten, og hvordan hun i den forbindelse skaber enactment og i sidste ende får retorisk agency. ETOS: HUN ER EN AF VOR EGNE, ELLER ER HUN? Første del af madklummen (bilag 1, linje 1-11) er overordnet en captatio benevolentiae. Her fanger Vibe Termansen læsernes velvilje ved først og fremmest at tale sig selv ned og advare læserne om, at de ikke skal forvente det store gastronomiske eventyr af denne uges madklumme. Dernæst fanger hun læserens velvilje ved at etablere common ground, så læseren har mulighed for at identificere sig med hende. Eller det gælder i hvert fald de travle læsere med familie. Termansen opstiller kontrasten, at modsat de tjekkede kolleger er hun selv bare vikaren, der kommer fra livet henne i virkeligheden. Og jf. Quintilian tager en god indledning netop udgangspunkt i modstanderens materiale, og i tilfældet her bliver det de faste madklummeskribenter og deres stil. Rent sprogligt gør Termansen det på en interessant måde: I linje 1-6 er det værd at bemærke den ironi, som ligger i sproget: Det første ord i madklummen er ADVARSEL skrevet med versaler. På den måde skaber Vibe Termansen blikfang og lægger an til at beskrive sine kolleger: på denne plads plejer mine tjekkede kolleger at flashe deres køkken-cool overskud til liiiige at confitere en and og yoghurtmarinere nogle skønne krydderier fra det nordafrikanske køkken. Læg mærke til ordvalget i sætningen, og lad mig blot fremhæve formuleringen liiiige at confitere en and, som klart markerer en ironisk distance til kollegernes måde at skrive om madlavning. Herefter følger kontrasten, nemlig den umiddelbart ærlige beskrivelsen af Termansen selv: Men i dag skriver vikaren. Som har tre børn, der er kræsne på hver sin måde. Læg mærke til, hvordan syntaksen, ordvalget og især sætningslængden bliver ændret, nu hvor det handler om hende selv. Hun fortsætter med at beskrive sit yngste barn på 10 måneder, der spiser pomme frites og nuggets fra McDonald s, og på den måde understreger Termansen modsætningsforholdet mellem hende og de sædvanlige madklummeskribenter endnu mere. Med formuleringen Sådan er livet henne i virkeligheden gør hun det acceptabelt at tage på McDonald s med familien, og samtidig stiller hun sig så at sige på læsernes side. Netop det at være ligeværdig med sine læsere er et kardinalpunkt i Vibe Termansens etos-etablering: Hun skal så at sige være en af vor egne i læserens opfattelse, og i sidste ende handler det om at få adgang til emnet, altså at opnå retorisk agency. Imidlertid risikerer Termansen også at miste noget af publikums velvilje, fordi hun anlægger den ironiske distance til sine kolleger. Hvis læseren opfatter den ironi spottende, så hun fremstår umoralsk og selvhævdende på kollegernes bekostning, kan man nemlig ikke tale om en captatio benevolentiae og dermed en styrket velvilje hos publikum. Tvært imod bliver det et brud mod etos-dyden arete, retors moralske karakter. SIDE 5 AF 12

6 ROLE APPROPRIATION : EN MADKLUMMEVIKAR MED MANGE FACETTER Vibe Termansen omtaler sig selv som vikaren på linje 3. Og ved en nærlæsning af Termansens tekst, viser det sig, at hendes måde at fremstille sig selv på med fordel kan opfattes som en personakonstruktion, der er omhyggeligt sammensat af en række forskellige roller og egenskaber. Publikum opfatter så personaen som selve Vibe Termansen. Hart bruger begrebet role appropriation, når en retor tildeler sig selv en eller flere roller. Lad mig her blot fremhævne nogle af de vigtigste roller, som Termansen bruger: Først og fremmest bruger hun rollen som almindeligt familiemenneske med kræsne børn. På linje 7-11 beskriver hun sine tre børn og deres respektive måder at være kræsne på. Og hun gør det tilmed okay og helt almindeligt at have kræsne børn, fordi hun skriver: Sådan er livet henne i virkeligheden. Hun antyder også, at det er vuggestuens skyld, at den ældste ikke vil spise frugt (linje 8), og i linje 10 får hun forskernes ord for, at den midterstes kræsenhed er helt naturlig og kan beskrives med begrebet neofobi. Termansens bruger også rollen som den eftergivende mor, når hun forfalder til usund fastfood fra McDonald s (linje 5), samtidig med at hun bruger rollen som overskudsmor, der selv smører ungernes madpakker (linje 12) og serverer sund spinatsuppe for hele familien (linje 30-32). Til sidst i afsnittet bruger hun indirekte den lidt kammeratlige rolle ved at stille det indforståede spørgsmål til læseren: Og hvem kan ikke lide at se sine børn spise spinat? Hun giver personaen bredde i linje 1 ved lige akkurat at nævne kollegerne på Weekendavisen og dermed antyde rollen som journalist. Og kombinationen af karriererollen og rollen som familiemenneske skaber en persona med succes både hjemme og på job. Rollen som familiemenneske bliver brugt igen i forskellige hverdagssituationer, og det bliver den endnu mere troværdig af: Travle morgener, hvor man møder hende i rollen som utålmodig (linje 25-26), og morgenmadsrutiner, hvor hun antyder rollen som den overbærende hustru til en lidt håbløs mand, der har vænnet børnene til at spise boller med smør i stedet for havregrød (linje 16-17). Alt i alt styrker hverdagseksemplerne personakonstruktionen, og læseren får en opfattelse af, at Vibe Termansen og hendes familie midt i al travlheden har overskud til både at bage boller (linje 17-26), smøre madpakker (linje 12) og lave de retter, som hele familien kan lide (linje 27-29). Læserne kan så selv drage slutningen, at det må være nogle nemme og hurtige retter, de laver. Samtidig kan læseren nok også regne ud, at Termansen ikke er helt så hjælpeløs i forhold til madlavning, som hun antydede i indledningen, hvor hun uden held prøvede at børste saltet af pomfritten på McDonald s. Termansens persona er menneskelig, fordi den rummer nogle troværdige modsætninger. Personaen har både et praktisk syn på madlavning, hvor hurtig mad er god mad, og har samtidig sans for detaljen. Termansen runder nemlig teksten af ved at bruge rollen som den kreative mor, der har tid og overskud til at gøre noget ekstra ud af kagerne, fordi børnene elsker det (linje 46-57). Og med personaens troværdige modsætninger kommer Vibe Termansen selv til at fremstå troværdig. SYNDEBUKKE: ET RETORISK SATS I forlængelse af forrige afsnit om roller er der imidlertid én rolle, som er særligt problematisk for Termansen. Nemlig den selvhævdende rolle: Termansens etablerer en række syndebukke i madklummen, og med dem løber hun lidt af en risiko. Det drejer sig først og fremmest om kollegerne, som hun kommer til at udstille i kraft af den ironiske distance. Det er også behandlet ovenfor. Dernæst udstiller hun vuggestuen ved at lægge ansvaret for sønnens frugttraume over på dem (linje 8). Og ikke mindst begrunder hun de hjemmesmurte madpakker på følgende måde: De to store går ellers på en skole med en meget fin og berømmet madordning, hvor tre kokke, uddannet på henholdsvis Søllerød Kro, Le Sommelier og hos Erwin Lauterbach, sammen med eleverne laver mad til alle. De vil bare ikke spise det. Eleverne, altså. Og det klinger naturligvis temmelig sarkastisk at kalde madordningen meget fin og berømmet og samtidig skrive, at eleverne ikke vil spise maden. Vibe Termansen får på samme tid gjort nar af SIDE 6 AF 12

7 kokkenes lærepladser, fordi kokkene på trods af uddannelsen tilsyneladende ikke har lært at lave mad til børn. Og så klinger navnene Søllerød Kro, Le Sommelier og Erwin Lauterbach bare helt anderledes end hjemmesmurte madpakker og McDonald s, hvilket skaber en komisk kontrast. Termansen forstærker kontrasten mellem sig selv og syndebukkene ved hjælp af ikonicitet. Det gælder i eksemplet, jeg lige har nævnt, og det gælder i de indledende afsnit med skiftet fra en længere hypotaktisk sætning om kollegerne i linje 1-2 til to korte parataktiske sætninger i linje 3. På den måde flyder sproget upåfaldende og ligetil, når det handler om Vibe Termansen selv, mens hun bruger svære ord og ironiske vendinger om kollegerne og kokkene, så de fremstår prætentiøse. Anvendelsen af syndebukke er et af tekstens afgørende elementer. Næppe fordi det har været tilsigtet fra Vibe Termansens side, men fordi hun løber en risiko ved at pege fingre ad andre. Man kan med fordel tale om et retorisk sats, når hun udstiller kolleger, vuggestue og kokkene på børnenes skole. Syndebukkene kan nemlig få betydning for Termansens etablering af etos. Især hos de læsere der bliver indignerede på vegne af kolleger, vuggestue og kokke. I de tilfælde vil læserne tage afstand fra hende, mens andre læsere i bedste fald er velvilligt stemte eller enige med hende, så syndebukkene kan blive genstand for morskab, og Vibe Termansen kan styrke sin etos. Men teksten deler vandene, og det er i kraft af det retoriske sats, som syndebukkene er udtryk for. ENACTMENT: ENKELT SPROG OG ENKEL MADLAVNING Madklummen indeholder syv opskrifter, som bliver formidlet ved hjælp af ikonicitet. For ved at skrive om madlavningen i et let og flydende sprog, skaber Vibe Termansen enactment og viser rent sprogligt, at det er let og ligetil at lave retterne. I stedet for at eksplicitere, at det er let at lave retterne, virker det stærkere og mere overbevisende at nøjes med at vise det. Og heri består kernen af enactment. Et eksempel på enkelt sprog ser vi på linje 17-24: Nu har min mand vænnet dem til boller med smør. Til gengæld bager han dem næsten altid selv. Han tager en kvart pakke gær og rører ud i 750 ml vand. Tilsætter en spsk honning, et godt bløp olie og lidt salt. Rører godt. Så putter han det skægge i: det kan være græskarkerner, solsikkekerner, sesamfrø, hørfrø eller, såmænd, reven gulerod eller squash. Derefter et par gode håndfulde havregryn og en stor håndfuld rugmel. Så rører han hvedemel i for resten. Til sidst er den lidt sej at røre, men der skal ikke æltes. Så skal dejen i køleskabet natten over. Næste morgen hiver man med to skeer klatter af og sætter dem på et par bageplader med bagepapir. Der bliver boller, alt efter størrelse. Læg mærke til de mange korte parataktiske helsætninger, som gør sproget let og upåfaldende at læse. Rent genre- og stilmæssigt adskiller Termansens opskrifts-narrativer sig fra traditionelle opskrifter, hvor metodikken ofte indeholder mange passivformer. Læseren får heller ikke at vide, at det er en opskrift, man er gået i gang med at læse. Nej, passagen er bare en naturlig fortsættelse af narrativet om, at børnene ikke spiser havregrød til morgenmad længere. Og dermed sker der et diskret skift fra selvfremstilling til sagsfremstilling. Vibe Termansen er stadig til stede i teksten, men det er ikke længere hende, der central: Det er opskriften. Kort sagt skaber Termansen enactment, fordi sprogets enkle og mundtlige form viser, hvor enkelt det at lave mad. Det er sammenhængen mellem form og indhold, der udgør hendes enactment. Og som sådan er den sammenhæng uafhængig af, hvordan læserne i øvrigt har forholdt sig til hendes brug af syndebukke. I sidste del af teksten er det sagsfremstillingen og madlavningen, der er vigtig, og med hendes enactment viser hun retorisk handlekraft over for publikum og bruger det til at opnå retorisk agency. AGENCY: EN MADKLUMMEVIKAR DER LYKKES Det er agency, der er Vibe Termansens overordnede succeskriterium som madklummevikar. Som vikar skal Termansen kun virke midlertidigt, og hendes mål med teksten er derfor ikke at slutte med en stor SIDE 7 AF 12

8 final etos som madklummeskribent. Det er ikke hendes person, det handler om, det er madlavningen. Og hvis hun skal gøre sig forhåbninger om at kunne præge læsernes madvaner, må hun sikre sig retorisk agency. Gør hun ikke det, får madklummen ingen nævneværdig betydning, og hun vil ikke have udfyldt vikarrollen tilfredsstillende. Agency består som bekendt af to ting: Dels handlemuligheden, som hun er givet på forhånd, og dels handlekraften, som hun kan vise gennem eksempelvis enactment. I Termansens tilfælde er hun givet en handlemulighed på forhånd, fordi hun skriver til Weekendavisen. Hun har i sagens natur fået redaktørens blåstempling og kan med avisen nå ud til en stor, intellektuel læserskare. Læserne er samtidig også indstillede på, at avisens tekster lever op til avisens niveau. Men omvendt er hun ikke nogen særlig kendt journalist, og slet ikke som madklummeskribent. Derfor er det afgørende for hende at vise handlekraft over for læserne og dermed opnå retorisk agency i relationen til dem. Noget af den handlekraft viser hun igennem enactment: Det virker overbevisende, når hun fletter madlavningen ind i en narrativ ramme og med sprogets form illustrerer, at madlavning er enkelt og ligetil. Ligeledes viser det handlekraft, at hun indleder teksten med at forholde sig til sin rolle som vikar og dernæst glider over i sagsfremstillingen. Hun begynder så at sige med at tage tyren ved hornene og stå ved sit særkende som mor til tre kræsne børn modsat de faste skribenter. Og derefter udvikler hun narrativet om familien og går ubemærket over i sagsfremstillingen, så det ikke er hendes person, man slutter ved, men madlavningen. VURDERING Vibe Termansens publikum er Weekendavisens læsere, især dem med interessere for madlavning: Flere kan tænkes at være faste læsere af madklummen, og nogle falder måske over det første ord, ADVARSEL:, og læser madklummen, selvom de ikke plejer at gøre det. Det er altså dette publikum, Vibe Termansen henvender sig til, og det er dem og deres modtagelse af teksten, der skal være in mente i vurderingen af hendes etos-etablering og opnåelse af agency. Termansen forsøger at skabe identifikation med sine læsere gennem personakonstruktionen og de mange hverdagssituationer. Og som sådan er personaen troværdig nok: Der er ganske vist meget langt fra rollen som mor på McDonald s, hvor hun hjælpeløst prøver at børste saltet af pomfritten, til rollen som familiemenneske ved aftensmaden, hvor de drysser parmesan og hyldeblomstsalt på spinatsuppen (linje 38-39). Men selvom rollerne er forskellige og måske netop derfor bliver personaen troværdig og menneskelig, hvilket vil sige, at læseren oplever Termansen som troværdig og menneskelig. Så vidt er Termansens etos-etablering vellykket, og hun går fra at være en rimelig anonym journalist på Weekendavisen til at fremstå som et almindeligt, konsistent familiemenneske og en troværdig madklummevikar. Men ved sin brug af syndebukke risikerer Termansen at ødelægge noget af den nyetablerede etos. Her deler hun vandene, så nogle læsere lader sig underholde af hendes fremstilling af prætentiøse kolleger og kokke, mens andre læsere bliver forargede og opfatter hende som selvhævdende. I hvor høj grad opnår Termansen så retorisk agency som madklummevikar? Jo, først og fremmest skaber hun enactment: Skiftet mellem selvfremstilling og sagsfremstilling er elegant og viser, at familieliv, karriere og madlavning sagtens kan gå hånd i hånd. Med den opbygning forholder hun sig også til sin rolle som skribent og bruger det som springbræt til at styrke sagsfremstillingen. I sagsfremstillingen skaber hun endnu mere enactment, fordi hun med fortællingen om familien og med sprogets enkelhed viser, hvor let det kan være at lave mad. I forhold til enactment opnår hun altså rimelig stor retorisk agency. SIDE 8 AF 12

9 Imidlertid forstyrrer den ustabile etos også hendes opnåelse af agency. For nogle af læserne vil fortsat forholde sig kritisk til hendes person på grund af syndebukkene, og konsekvensen kan blive, at nogle af læserne ikke vil høre efter, hvad hun skriver. I værste fald, vil læseren være så optaget af at tage afstand fra hende og modsætte sig tekstens identifikationsappeller, at værdien af hendes enactment bliver overset. KONKLUSION Vibe Termansen skriver som madklummevikar. Hun er ukendt for læserne og etablerer etos ved at sammensætte en række roller, som fremstiller hende som et almindeligt familiemenneske. Rollerne er forskellige, men udgør tilsammen en troværdig persona. Undervejs etablerer hun nogle syndebukke, som både kan tydeliggøre, hvordan hun selv er, men samtidig kan virke selvhævdende. Termansens tekst er i det tilfælde et eksempel på, at Aristoteles tanker om etos-dyden arete stadig gælder: Termansen bør vise moralsk karakter. Men alligevel forbryder hun sig en smule mod det. Ikke så meget, at alle læsere bliver forargede, men hun bevæger sig i grænselandet, og teksten deler vandene. Egentlig skal teksten handle om madlavning, og Termansens person bør ikke fylde for meget. I de tilfælde, hvor læseren bliver forarget over hendes brug af syndebukke, mislykkes det: Her kommer Termansen til at fylde meget i læserens bevidsthed, og det forstyrrer opnåelsen af agency på en negativ måde. Omvendt kan syndebukkene også være med til at definere, hvordan Vibe Termansen er forskellig fra kolleger og professionelle kokke på en underholdene måde. I denne velvillige læsning kommer syndebukkene til at bidrage positivt til opnåelsen af agency. Termansens opnåelse af retorisk agency er altså mulig, fordi hun etablerer en troværdig persona og styrker sin sagsfremstilling igennem enactment. Men samtidig er opnåelsen af agency meget afhængig af, hvordan læseren forholder sig til hendes brug af syndebukke. For hvis læseren oplever Vibe Termansen som selvhævdende, vil man let overse hendes ellers udmærkede opskrifter og råd til køkkenet. LITTERATUR Andersen, Øivind: How Good Should an Orator Be? (kapitel 1, side 3-16), The Orator in Action and Theory in Greece and Rome, Brill Hart, Roderick P.: Role Criticism (kapitel 10, side ), Modern Rhetorical Criticism, Allyn and Bacon Hoff-Clausen, Elisabeth, Christine Isager og Lisa Villadsen: Retorisk agency: Hvad skaber retorikken? (side 56-65), Rhetorica Scandinavica 33, Retorikforlaget Leff, Michael og Ebony A. Utley: Intrumental and Constitutive Rhetoric in Martin Luther King Jr. s Letter from Birmingham Jail (side 37-51), Rhetoric & Public Affairs vol 7, no 1, Michigan State University Press McCroskey, James: Ethos: A Dominant (kapitel 5, side ), An Introduction til Rhetorical Communication, Allyn and Bacon SIDE 9 AF 12

10 BILAG 1: LAVESTE FÆLLESNÆVNER MED LINJETÆLLER Weekendavisen, 21. September 2012: Kultursektionens side 8. MAD Laveste fællesnævner Af VIBE TERMANSEN ADVARSEL: på denne plads plejer mine tjekkede kolleger at flashe deres køkken-cool overskud til liiiige at confitere en and og yoghurtmarinere nogle skønne krydderier fra det nordafrikanske køkken. Men i dag skriver vikaren. Som har tre børn, der er kræsne på hver sin måde. Forleden sad min yngste på 10 måneder med en pommes frites i den ene hånd og en kyllinge nugget i den anden. Fra McDonald s. Vi prøvede at børste saltet af pommes fritten først, men det blev den jo ikke rigtigt sund af, vel? Sådan er livet henne i virkeligheden. Min ældste vil ikke spise frugt han lider af et frugttraume, indpodet af en givet frygtelig, men for os ukendt, episode i vuggestuen babyen vil hverken spise grøntsager, kartofler eller fisk. Den midterste er bare børne-selektiv. Hvilket faktisk er helt almindeligt, forskerne har endda et navn for det: neofobi (de kalder det også pasta-ketchup-perioden), og det forlyder, at det går over. Hvad gør man i mellemtiden? For det første smører man selv madpakker. De to store går ellers på en skole med en meget fin og berømmet madordning, hvor tre kokke, uddannet på henholdsvis Søllerød Kro, Le Sommelier og hos Erwin Lauterbach, sammen med eleverne laver mad til alle. De vil bare ikke spise det. Eleverne, altså. Til morgenmad spiste mine drenge de første år havregrød, på mælk, og med lidt revet æble i eller skåret frugt ovenpå. Den tid er forbi. Nu har min mand vænnet dem til boller med smør. Til gengæld bager han dem næsten altid selv. Han tager en kvart pakke gær og rører ud i 750 ml vand. Tilsætter en spsk honning, et godt bløp olie og lidt salt. Rører godt. Så putter han det skægge i: det kan være græskarkerner, solsikkekerner, sesamfrø, hørfrø eller, såmænd, reven gulerod eller squash. Derefter et par gode håndfulde havregryn og en stor håndfuld rugmel. Så rører han hvedemel i for resten. Til sidst er den lidt sej at røre, men der skal ikke æltes. Så skal dejen i køleskabet natten over. Næste morgen hiver man med to skeer klatter af og sætter dem på et par bageplader med bagepapir. Der bliver boller, alt efter størrelse. De skal have, til de har fået nok, cirka 30 minutter (eller til man har sagt til de store, at de skal tage tøj på, skiftet babyen, råbt ad de store, at de skal få tøj på, selv taget et lynbad og sagt til de store, at det er nu, nu, NU). Til aftensmad har vi vel klassikere, der er stensikre. Kører vi en af dem, ved vi, at alle bliver mætte, og at der er god chance for en hyggelig stund omkring middagsbordet. Kører vi dem ikke, bliver der nok ikke tale om middag, men om opdragelse. Det er også OK, men man må vælge. Af en eller anden grund kan alle tre lide spinatsuppe. Også de voksne, for man kan lave det på et kvarter af ting man (vi) altid har i fryseren og spisekammeret. Og hvem kan ikke lide at se sine børn spise spinat? Man hælder olie i bunden af en gryde og svitser deri en hel pakke hakket spinat fra frost. Imens koger man en liter vand i elkedlen. Når spinaten ligner kemisk affald i bunden af gryden, hælder man vandet over, sammen med en bouillonterning. Deri hældes en pakke suppehorn eller æggenudler, et voila! Pastaen svulmer op, så det ikke ligner suppe, men mere pasta med spinatgrøn pesto deraf populariteten. SIDE 10 AF 12

11 RETORIK, G2: SKRIBENTENS SELVFREMSTILLING Har man to sekunder ekstra, skader det jo aldrig at riste noget bacon til. Vi kværner parmesan på toppen, og så bruger vi min mors hyldeblomstsalt men det er alt for besværligt for os at lave selv. Jeg kan bare afsløre, at det indeholder tørrede hyldeblomster, chili, tørret citronskal, hvidløg og selvfølgelig salt. En anden lyn-klassiker er ris med rejer og ærter. Mens risen koger, optør en pose rejer og man giver en pose ærter et lynopkog. Så ryster man en dressing med olie, citronsaft, salt og peber, og rører det hele sammen. Min mand synes, retten er lidt tam, så han hælder sambal oelek på. Vi andre nøjes med ekstra citronsaft og eventuelt halverede cherrytomater. Retten kan sagtens spises kold, og er nem at tage med. Jeg bager faktisk en proper ridderborgskage. Ja, selve kagen (klassens time-kage fra Karolines kogebøger se opskrift på: støver ulideligt, hvis ikke man får den hevet ud af ovnen i tide, og ellers er den bare almindeligt kedelig. Men børnene elsker den, og den har en meget vigtig egenskab: den er god at bygge af. Jeg skærer den ud i»mursten«og bygger løs: først fundamentet, i et kvadrat på serveringsfadet. Så et højt tårn i hvert af de fire hjørner. Murstenene til murene mellem tårnene lægges forskudt, så de ikke tilter. Gennem hvert tårn stikker jeg et mad-spyd for at holde det på plads, og en omvendt isvaffel på toppen som rundt, spidst tag/spyd-camouflage. Midt for den ene side skal muren være lavere. Her pakker jeg et stykke pap ind i sølvpapir og placerer vindebroen. Rundt om kan man lægge sølvpapir som vand i vandgraven, eller, hvis man virkelig gerne vil vinde kagekonkurrencen, farve noget flødeskum blåt med frugtfarve. I midten placeres de ridderfigurer og heste enhver børnefamilie med respekt for sig selv (eller med tre drenge) ligger inde med. SIDE 11 AF 12

12 BILAG 2: LAVESTE FÆLLESNÆVNER I ORIGINALT LAYOUT Weekendavisen, 21. September 2012: Kultursektionens side 8. SIDE 12 AF 12