Kærlighed, Krise & Kognitiv Kapitalisme

Transkript

1 Kærlighed, Krise & Kognitiv Kapitalisme - en diskursanalytisk konstruktionen af humanistisk forsknings legitimitet i den offentlige, forskningspolitiske debat

2 Kærlighed, Krise & Kognitiv Kapitalisme Speciale ved Socialvidenskab Af: Anders Berntsen Vejleder: Karen Sjørup Roskilde Universitet, april

3 In the dime stores and bus stations People talk of situations Read books, repeat quotations Draw conclusions on the wall Some speak of the future My love she speaks softly She knows there s no success like failure And that failure s no success at all (Dylan, 1965) 2

4 Indholdsfortegnelse 1. Problemfelt forskningens forvandling...5 Problemformulering...11 Hvad er humaniora? Diskursteori og analysestrategi Diskurs...16 Forholdet mellem betegner og betegnet...17 Artikulation, elementer og momenter...18 Subjektpositioner...20 Antagonisme og hegemoni...21 Diskursiv strategi...22 Empiri debat i de store aviser...22 Praktisk konstruktion af empirien Videnskabens legitimering Lyotard og legitimeringen af viden...26 Den emancipatoriske og den spekulative fortælling...27 Performativitet som nyt legitimeringsgrundlag Konkurrencestatens konstruktion Nationalstaten...34 Velfærdsstaten...35 Konkurrencestaten...36 Konkurrencestatens økonomiske forestillinger Humaniora og universitetet Nationalstatens humaniora...41 Velfærdsstatens humaniora...43 Masseuniversitet og Styrelseslovene af 1970 og Den kritiske og emancipatoriske humaniora...48 Frem mod konkurrencestatens humaniora Analyse af den offentlige debat Humaniora som institution i det liberale demokrati...58 Den frie humaniora, som kritisk stemme...59 Kritik og menneskelig frigørelse...66 Humaniora, kulturarven og den historiske identitet...67 Den venstreorienterede humaniora...69 Et målbart humaniora?...71 Opsamling...79 Humaniora som instrument...82 Humanistisk teknologi som konkurrencefordel...86 Identitet som en konkurrencefordel...89 En tidssvarende og konfliktløs humaniora...90 Humaniora løser verdens problemer og skaber vækst...92 Naturvidenskab er mere rentabelt...94 Opsamling Opsamling Litteraturliste English abstract Bilag: De udvalgte artikler (på cd-rom)

5 4

6 1. Problemfelt forskningens forvandling Forskningens position i samfundet og dermed forskningens poli- tiske legitimitet har været under forandring i de seneste mange år. Og med videnssamfundets afløsning af industrisamfundet bliver viden set som dominerende i skabelsen af vækst, og som det der skal drive økonomien frem (f.eks. hos Danmarks Erhvervsråd, 2003; Regeringen, 2012). Som den daværende statsminister, An- ders Fogh Rasmussen, sagde til sine partifæller på Venstres lands- møde i 2004, så var hans vision for Danmark i det 21. århundrede: At vi udvikler Danmark til at være en førende videns- økonomi i den moderne verden ved at gennemføre et storstilet forsknings og udviklingsprogram, ved at gen- nemføre et storstilet iværksætterprogram, ved at gen- nemføre et storstilet uddannelsesprogram, og ved at gøre Danmark til verdens mest konkurrencedygtige økonomi. (Fogh Rasmussen, 2004) Og denne udvikling, hvor videnskab kobles tæt til økonomisk vækst, er i den herskende politiske diskurs både nødvendig og na- turlig, for vi er som samfund presset af globaliseringens ( ) lavere priser. Af lande som har lavere lønninger. Det presser os på konkurrencen (Fogh Rasmussen, 2004). Vi skal ikke konkurrere på lavere løn eller ved at lave handelsbarrierer, for begge dele gør os blot fat- tigere. I stedet, så skal vi sige: Når de andre er billigere, så skal vi være bedre. Bedre til at oprette nye arbejdspladser. Bedre til at skabe nye produkter. Bedre til at få nye idéer (ibid.). Denne forestilling har ikke ændret sig med hverken den økonomiske krises indtog i 2008 eller med regeringsskiftet i Krisen er i stedet blevet en del af grunden til at det må være sådan, og den nye forskningsminister, Morten Østergaard fra Det Radikale Venstre, ser, ligesom den tidli- gere borgerlige regering, forskning som central for den økonomiske vækst i både Danmark og Europa, [f]or hvis Europa skal have gang i væksten, er vi nødt til at udnytte vores vidensmæssige fortrin (Jyl- lands- Posten, 2012B). Opfattelsen er, at et helt nyt samfund er ved 5

7 at vokse frem, at omvæltningerne her er ligeså radikale som i over- gangen fra bondesamfundet til industrisamfundet, og at kreativitet, viden, og uddannelse med denne omvæltning erstatter naturres- sourcer og befolkningstilvækst som de afgørende faktorer (jf. Fogh Rasmussen, 2004; Østergaard, 2012A, 2012B). Morten Østergaard benytter endda termen innovationssamfundet, der peger på den tætte kobling mellem viden og produkt, for [i]nnovation handler om at omsætte viden til kommerciel og samfundsmæssig værdi (Østergaard, 2012B). Og viden er altså blevet et centralt begreb i den kapitalisme, vi lever i. Kapitalismen er blevet til kognitiv kapi- talisme (jf. Aagaard og Holm- Pedersen, 2009:40). I kølvandet på det industrisamfund, som vi nu er ved at forlade, op- stod velfærdsstaten. Den skulle beskytte borgerne mod konsekven- serne af den internationale konkurrence og kapitalismens op- og nedture, og forsøgte at styre økonomien ved hjælp af keynesianske efterspørgselspolitikker. Sideløbende med overgangen fra industri- samfund til videnssamfund, er der opstået en ny slags stat, som af flere har fået navnet konkurrencestaten (f.eks. Cerny, 1990; Knud- sen, 2007; Pedersen, 2011). Konkurrencestatens arbejdsmarkeds- politik har ikke længere som mål at beskytte borgerne mod konkur- rencen, men at aktivere borgerne i konkurrencen. Konkurrencesta- ten har desuden udvidet statens arsenal af politikker, og fokuserer nu i høj grad på udbud som værktøjet til at skabe økonomisk vækst. Så i stedet for at sikre borgernes indkomstgrundlag og deres mulighed for at have et arbejde, sikrer staten nu at virksomhederne har adgang til den arbejdskraft de har behov for, for derigennem at sikre den fortsatte økonomiske vækst i samfundet (Pedersen, 2011). På samme måde som arbejdsmarkedspolitikken er blevet aktivistisk, er også forskningspolitikken blevet det. Staten sørger ikke bare for at virksomhederne har adgang til den nyeste viden, men at universiteterne producerer viden som i sig selv genererer vækst ved at kunne omsættes på et marked og anvendes i skabelsen 6

8 af økonomisk værdi (Budtz Pedersen, 2010:257). Dermed er staten blevet garant for den økonomiske vækst igennem en aktivistisk ar- bejdsmarkedspolitik såvel som gennem en aktivistisk innovations- politik. Fra værdifri til værdifuld forskning At forskningen har værdi for samfundet, er ikke en ny opfattelse. Oplysningstidens videnskab var f.eks. legitimeret gennem at kunne frigøre folket (Lyotard, 1984; Mejlgaard et al., 2002), ligesom vi- denskabernes økonomiske potentiale for alvor blev et politisk tema efter 2. verdenskrig. Her står Vannevar Bush rapport fra 1945 til den amerikanske præsident Roosevelt, om en fremtidig forsknings- politik, ud som et uomgængeligt eksempel. I følgebrevet til rappor- ten opsummerer Bush forskningen som både a largely unexplored hinterland (Bush, 2012:4) og som ( ) one essential key to our security as a nation, to our better health, to more jobs, to a higher standard of living, and to our cultural progress (ibid). Karakteristisk for tidspunktet handlede rapporten om naturvidenskaberne, selvom Bush dog gjorde opmærksom på at fremskridt indenfor humaniora og samfundsvidenskaberne også er væsentligt (ibid:3). I løbet af halvtredserne fik den idé, at viden og uddannelse er en forudsæt- ning for styrkelse af industriens eksporterhverv og derigennem skal være motor for den økonomiske vækst, også vind i sejlene i Danmark. Og ligesom i Bush rapport blev der først og fremmest fo- kuseret på tekniske fag, som ingeniørfaget, fysikken og kemien, mens den humanistiske forskning ikke blev tildelt nogen rolle som vækst- motor. Den blev i stedet set som kulturbærende (Hansen, 2009:227) og som et nationalt og demokratisk værn mod en ny be- sættelse (ibid:233). I løbet af 1960 erne og 1970 erne tiltog styrken dog i kravet om at også den humanistiske forskning skulle være re- levant uden for universitetet. Kravet kom i første omgang især fra studenteroprørets kritiske studerende, der ville have forskning i og 7

9 for folket (Kjørup, 1999:59; Larsen, 2007:115). De humanistiske studenteroprørere kæmpede hårdt imod integrationen af universi- teterne og erhvervslivet, mens erhvervslivet på sin side ikke var synderligt interesseret i humaniora, som det nok helst så pensio- neret, ligesom der med et slag på tasken næppe var ansat mere end fire snese humanister i det private (Hougaard; 1970; Salling- Olesen, 1970; Jørgensen, 1979; Togeby, 2009). Men da den sociali- stiske studenterbevægelse gik i sig selv igen i slutningen af halv- fjerdserne, tog den ikke kravet om samfundsrelevans med sig. I ste- det er det blevet udbygget, og den humanistiske forsknings økono- miske potentialer underbygget. Eksempelvis i Videnskabsministe- riets rapport Det innovative humaniora og samfundsvidenskab (2005), der lægger ud med en konstatering af at humanistisk forsk- ning er en krumtap for en bevarelse og forøgelse af Danmarks velstand og konkurrenceevne (Videnskabsministeriet, 2005). Ligesom både politikere, tænketanke, universiteternes administrative lag (med dekaner, rektorer, mv.), Dansk Magisterforening og undta- gelsesvist Dansk Industri er i gang med at konstruere humanistisk forskning som en væsentlig komponent i videnssamfundets øko- nomi (Østergaard, 2012; Sahl- Madsen, 2011; Vrang Elias, 2011; Thunø et al, 2012; Nesgaard et al. 2009; Stage, 2010). Store dele af det øvre forskningspolitiske magtlag i Danmark er altså pt. i kamp for en nyttig og nødvendig humaniora. Også filosofien har sin plads, for både Platon og Højholt kan bruges, når Aarhus Universitet lærer ledere fra erhvervslivet og det offentlige at tage bedre beslutninger (Politiken, 2009), og som en af de helt centrale aktører i den øje- blikkelige markedsgørelse af humaniora, den administrerende di- rektør for handelsskole- tænketanken 1 DEA, Stine Vrang Elias, skri- ver, så er humanistisk forskning væsentligt fordi ( ) bil, computer- 1 DEA er oprettet af det der tidligere hed Foreningen for Unge Handels- mænds Uddannelse (nu Danish Society for Education and Business), der også oprettede og indtil 1965 drev Købmandsskolen (nu Copenhagen Business School) (se dea.nu og dseb.dk). 8

10 og mobilindustrien konstant [har] brug for opdateret viden om design, forbrugeradfærd, sprog, kultur og markedsføring (Vrang Elias, 2011). Humanistisk forskning er altså i det nye årtusinde blevet en nyttig beskæftigelse. Noget af den og for nogen i hvert fald. For på samme tid opfatter Folketingets politikere humanistisk forsk- ning som det mindst nyttige forskningsområde, både når de selv skal træffe beslutninger og når de skal vurdere nytteværdien for samfundet generelt (Siune, 2010), ligesom der også er kritiske rø- ster i den offentlige debat: Nogle stemmer mener at man bør skære i den humanistiske forskning, da den ikke kan skabe (nok) økono- misk værdi, især målt i forhold til naturvidenskabelig og teknisk forskning (f.eks. Steensen, 2010; Bjarklev og Pallesen, 2011; Dansk Industri, 2013), andre mener at humanistisk forskning er værdifuld bare ikke økonomisk (f.eks. Feldt, 2009; Benne, 2010), mens an- dre igen anerkender at humanistisk forskning kan skabe økono- misk værdi, men i stedet sætter spørgsmålstegn ved om den skal det (f.eks. Kjøller, 2009; Hansen og Meisling, 2011; Meyer, 2011). Samtidigt med at især den naturvidenskabelige og tekniske forsk- ning i stigende grad bliver set som økonomisk værdifuld for sam- fundet, ændres også forestillingen om rammerne for hvordan vi- denskabelig viden bliver og bør blive skabt i Danmark. Denne ændring bliver beskrevet som en ændring fra en model, hvor viden- skabelig viden bliver skabt og kun kan skabes internt i et auto- nomt universitært system, til en model, hvor viden bliver skabt og skal skabes i et eksternt og heteronomt system, dvs. for og med samfundet (Mejlgaard et al, 2002; Olsen, 2005). De to forestillinger bliver ofte henholdsvis omtalt som model 1- og model 2- forskning, der er de begreber som bruges Gibbons et al. bruger i The New Prodution of Knowledge (Gibbons et al, 1994). I den første model søges der efter sandheden, og forskningen må være fri fra andre bindinger end de rent videnskabelige, for at kunne komme frem til sandheden. Staten/samfundet giver penge til forskningen 9

11 og får viden som modydelse, men uden at kunne bestemme over hvilken viden. Det er også den opdeling Vannevar Bush argumente- rer for i I den anden model, til gengæld, skal videnskaben af- dække problemer, der er knyttet til det levede liv uden for universi- tet (Mejlgaard et al, 2002:13). Og det er altså en videnskab, der på ingen måde står i modsætning til staten eller samfundet, men hvor forsknings- og uddannelsessystemet derfor bidrager til den samle- de velstand og nytte i hele samfundet (ibid:16). Ideelt har udviklin- gen altså resulteret i en demokratisering af videnskaben, der bety- der at kvalitets- og nyttekriterier ikke kun bliver bestemt af forske- re. Dermed erstatter pragmatiske gyldighedskriterier samtidigt al- mengyldige kriterier i spørgsmålet om hvad sand viden er, og pro- blemløsningen træder derfor i stedet for sandhedssøgningen (Sø- rensen, 2007). Ligesom videnskaben kan opdeles i model 1- og model 2- forskning, så kan forskning i videnskab på samme måde opdeles. Den kan en- ten være en model 1- undersøgelse, hvor spørgsmålene er forsk- ningsinterne og drejer sig om hvordan den bedste viden opnås, hvilken rolle den har i menneskets liv og for kulturen, osv. Det er altså spørgsmål, der fokuserer på videnskaben som generel social aktivitet uden politiske eller administrative relationer, og dermed på relevans og kvalitet som kriterier bestemt uafhængigt af disse relationer. Eller den kan være bundet op på model 2- spørgsmål, hvor fokus netop er på relationerne til staten, politikere, samfund osv., og spørgsmålene fokuserer på hvad der er de politiske kriteri- er for relevans og forskningskvalitet, og hvad der kvalificerer forskning til offentlig finansiering (Budtz Pedersen, 2010:256). Jeg håber at det er tydeligt at specialet her er lægger sig ind i model 2- kategorien. 10

12 Problemformulering I forlængelse af ovenstående problemfelt bliver min problemformu- lering derfor den meget brede: Hvordan konstrueres konkurrencestatens humanistiske forskning som en legitim aktivitet i den forskningspolitiske debat i landsdækkende dagblade? Hvis jeg splitter problemformuleringen op i de dele, jeg får brug for for at foretage analysen, får jeg følgende dele: konstruktion, kon- kurrencestat, humanistisk forskning legitimitet. Disse fire ele- menter vil derfor strukturere de næste fire kapitler, der leder op til selve analysen. Men er i sig selv også en analyse, i og med at de er min oversættelse, forståelse, brug og eventuelle misbrug af andres værker og tanker. Specialet er diskursanalytisk, og dermed må det accepteres at en sådan reproduktion af tanker, aldrig vil kunne fo- regå i et 1:1- forhold, da forskning (og diskursanalytisk forskning) indenfor denne tanke- måde i sig selv er en diskursiv praksis, som konstruerer og bearbejder en anden diskursanalytisk praksis (jf. Torfing, 2004: 11). De næste kapitler er derfor strukturerede sådan, at det næste kapi- tel fokuserer på konstruktion, og er en afklaring af mit teoretiske blik, diskursteorien. Herefter kommer der et kapitel om videnska- bens legitimitet, der også tjener som afklaring af legitimitetsbegre- bet. Dette efterfølges af et kapitel om den danske stats udvikling fra nationalstat over velfærdsstat til konkurrencestat. Sidste kapitel inden analysen fokuserer på hvordan den humanistiske forskning er blevet legitimeret (og delegitimeret) af og i disse statstyper. In- den alt dette, vil en provisorisk afklaring af humaniora- begrebet dog nok være på sin plads. 11

13 Hvad er humaniora? Når jeg stiller spørgsmål til hvordan humanistisk forskning legiti- meres, så stiller jeg samtidigt også spørgsmålet hvad humanistisk forskning er (konstrueret som). Samtidigt vil enhver definition af hvad det er pege tilbage på konstruktionen af legitimitet, og jeg kan altså ikke besvare det ene spørgsmål uden at besvare det andet. Derfor ligger en definition af hvad humanistisk forskning er også i selve undersøgelsen, og jeg har ikke kunnet definere det inden jeg gik i gang. På den anden side har jeg jo været nødsaget til at have en idé om hvad det var for noget jeg undersøgte. Her har jeg støttet mig op ad den definition Finn Collin foreslår i sin lille bog Hvad er humaniora (2012). Collin definerer humaniora som ( ) de discipliner som beskæftiger sig med mennesket som kulturvæsen, med dets historiske gerninger, med dets sprog og dets tanker og med alle dets kulturelle frembringelser (Collin, 2012:13). Den definition adskiller sig ikke radikalt fra den definition som Københavns Universitet (KU) har på deres hjemmeside. Ifølge den har de humanistiske vi- denskaber, det til fælles at de fleste har ( ) den menneskelige dimension i udvikling og innovation, samfundsforhold og politik, sprog og kommunikation, historie og kultur, kunst og æstetik og moderne medier og teknologier [som omdrejningspunkt] (Københavns Uni- versitet, 2013A). Andre forskelle end videnskaber/discipliner er der dog også, for mennesket står mere centralt i Collins definition end i KU s ditto. Desuden er der også forskelle i hvilke videnskabe- lige discipliner, der mere præcist udpeges som humanistiske. Collin peger på antropologi, arkæologi, etnologi, filologi, filosofi, filmvi- denskab, folkloristik, historie, informatik, kunstvidenskab, lingvi- stik, litteraturvidenskab, psykologi, pædagogik, religionsvidenskab og teatervidenskab, som de humanistiske discipliner (Collin, 2012:13). Her er det væsentligt at Collin inkluderer antropologi, psykologi og pædagogik, for netop ved dette administrative spørgsmål om hvordan fagene skal opdeles og hvilke videnskabeli- ge discipliner, der proppes ind under begrebet humaniora, viser 12

14 den politiske kamp sig for alvor. For Collin vælger nemlig på den ene side at definere humaniora ud fra hvilke fag, der historisk har været kategoriseret som humanistiske, og på den anden side ud fra en videnskabsteoretisk idé om at disse fag hører sammen og at en opsplitning af dem derfor har uheldige konsekvenser. Og det er, ifølge Collin, i konflikt med OECD s opdeling, som historisk har væ- ret økonomisk motiveret, og derfor har klassificeret fagene ud fra i hvor høj grad de bidrager til økonomisk vækst og altså ikke er en klassifikation ud fra internt videnskabelige overvejelser. Og her har OECD altså placeret de tre i den samfundsvidenskabelige klasse (Collin:2012:14). Collins kategorisering står ligeledes i modsætning til KU s, hvor både det psykologiske og det antropologiske institut ligger under det samfundsvidenskabelige fakultet (Københavns Universitet, 2013B) 13

15 2. Diskursteori og analysestrategi I nærværende speciale har jeg af pragmatiske grunde valgt at be- nytte mig af en diskursteoretisk ramme. Først og fremmest har jeg gjort det fordi min empiri er tekster fra de tre store aviser, og det derfor giver mening at bruge en teori, der er fokuseret på sproget. For det andet kan jeg reducere kampen om den humanistiske forskning til at være en politisk kamp, og allerede her må jeg jo så også tilstå at jeg derfor ikke er meget bedre, end de der vil reducere alt til konkurrence. Det skal dog forstås som et blik, der giver mig mulighed for at sige noget om et lille udsnit af verden og den dis- kussion, der foregår lige nu. Jeg vil ikke reducere alt i hele verden til at være politisk, men jeg for at kunne sige noget om noget er reduk- tioner en nødvendighed. For det tredje har jeg valgt blikket fordi det er ikke- essentialistisk. Det har den fordel at jeg ikke skal hen- lægge grundene til menneskelig handling til menneskets natur eller til den økonomiske basis som hos Marx. Igen betyder det ikke at jeg ikke kan tro på at mennesket også er et dyr med både instinkter og drifter, eller at fordelingen af økonomiske midler betyder noget for den måde vi tænker og handler på. Det betyder blot at jeg med mit blik ikke lader det være styrende for hvordan kampen struktureres. For det fjerde betyder det at jeg kan træde et skridt bort fra kam- pen imellem de forskellige politiske udgaver af videnskabelige fore- stillinger om menneske og samfund. Selvom poststrukturalistiske og postmoderne tanker selvfølgeligt deltager i denne debat, gør diskursteoriens opløsning af sandhederne at også den postmoderne position blot er en af mange diskurser. Igen: grunden er pragma- tisk, og den diskursive ramme er valgt på grund af sin performativi- tet altså hvor godt den kan bruges som værktøj i min analyse. Diskursteori specialets blik på verden Jeg tager i specialet mit teoretiske udgangspunkt i Ernesto Laclau og Chantal Mouffes centrale værk Hegemony and Socialist Strategy 14

16 fra 1985 (Laclau og Mouffe, 2001). I læsningen af værket har jeg først og fremmest brugt Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips Diskursanalyse (1999) som diskussionspartner. Specialet skriver sig derfor ind i den socialkonstruktionistiske og poststruk- turalistiske tradition, hvilket vil sige at udgangspunktet er et anti- essentialistisk blik på en verden som vi mennesker eller subjek- ter, som Laclau og Mouffe kalder det, ikke har en direkte adgang til men erkender gennem sproget. Det vil sige, ( ) at vores måder at tale på ikke afspejler vores omverden, vores identiteter og sociale relationer neutralt, men spiller en aktiv rolle i at skabe og forandre dem (Jørgensen og Phillips, 1999:9). Verden har dermed ikke en essentiel struktur, som er formet af hverken Gud eller en eller an- den form for rationalitet i samfundet selv. Verden er derimod kon- strueret, så når subjektet ( ) tænker, taler, handler og i det hele taget forholder sig til sig selv og andre, sker det på baggrund af et netværk af historisk betingede betydningsrelationer, der er genstand for konstante genforhandlinger (Torfing et al., 1999:8). Det er altså ik- ke blot den ydre verden, der er konstrueret, men også os selv som subjekter. Vores tanker og handlinger ændrer betydning via spro- get og når de gør det, så ændrer vores identiteter sig også. Selvom sproget altså er skabende, nægter diskursteorien ikke at den fysiske verden eksisterer. Ligegyldigt om vi erkender og artiku- lerer den eller ej. Men teorien nægter at verden kan fremstå for os uden at blive forstået gennem sproget (Laclau og Mouffe, 2001:108). Dvs. at stenen falder og jorden skælver helt uafhængigt af vores viljer, og om vi erkender at det sker. Det der er det væsent- lige er hvordan vi konstruerer jordskælvet: Er det en naturkata- strofe eller Guds straf? og hvilke konstruktioner, der er mulige kommer helt an på hvordan det diskursive felt er struktureret. Hvad dette diskursive felt er, vil jeg vende tilbage til herunder, hvor jeg lettere slavisk vil gennemgå såvel diskursteorien og herun- der de begreber jeg herfra vil tage med i min analyse af humanioras 15

17 krise. Inden jeg gør det, er der dog en vigtig ontologisk pointe jeg bliver nødt til at understrege på baggrund af citatet. Selvom dis- kursteorien anerkender eksistensen af en uafhængig fysisk verden, så betyder det ikke at der findes en objektiv verden med kausale sammenhænge som vi enten kan eller ikke kan komme frem til. Den verden vi lever i og orienterer os i er en objektiveret konstruktion, for verden er i sig selv flertydig og kaotisk. Den objektiverede kon- struktion er det, der gør det muligt for os at handle, for igennem den skabes der en hvis form for orden i det kaos som verden er (Torfing et al, 1999:9). Samtidigt er det også væsentligt igen at po- intere at valget af diskursteorien og den anti- essentialistiske tæn- kemåde skyldes min empiri, som er tekster. Jeg må med valget ac- ceptere at jeg ikke kan sige noget om subjekternes baggrunde og motiver for at handle som de gør. Jeg er ikke psykolog og må i yd- myghed over for andre individer søge uden om en forestilling om at kunne gennemskue motiverne bag deres handlinger, som også f.eks. Pernille Almlund (2007) pointerer. Diskurs Diskurser forstår jeg, jf. ovenstående, som sproglige systemer af be- tydninger som vi som subjekter bruger til at forstå og give mening til verden omkring os og til os selv. Disse systemer er ikke endeligt fastlåste, men er i en konstant og uendelig forandringsproces: The impossibility of an ultimate fixity of meaning implies that there have to be partial fixations otherwise, the very flow of differences would be impossible. Even in or- der to differ, to subvert meaning, there has to be a mean- ing. If the social does not manage to fix itself in the intelli- gible and instituted forms of a society, the social only ex- ists, however, as an effort to construct that impossible ob- ject. Any discourse is constituted as an attempt to domi- nate the field of discursivity, to arrest the flow of differ- ences, to construct a centre (Laclau og Mouffe, 2001:112) 16

18 Diskurser er altså forsøg på at stoppe tegnenes glidning i forhold til hinanden og derigennem skabe entydighed i tegnenes mening ved at dominere det diskursive felt. Dette sker gennem at udelukke de andre mulige betydninger som tegnene kunne have, og det er alle disse andre betydninger, som Laclau og Mouffe kalder det diskursi- ve felt. Diskurser etableres derfor som totaliteter, hvor tegnene netop er entydige i deres mening (Jørgensen og Phillips, 1999: 37). Det kan dog ikke lade sig gøre, at stoppe tegnenes glidning helt, ef- tersom den endelige fiksering af tegnenes betydning er umulig. Men for at kunne skabe en mening skabe den objektiverede konstruk- tion som vi kan handle efter er det nødvendigt at fiksere tegnene selvom det så kun bliver delvist. Forholdet mellem betegner og betegnet Som man måske kan lure står diskursteorien både på skuldrene af og bryder med strukturalismen. På den ene side afviser den struk- turalismens forestilling om et fuldt konstitueret strukturelt rum. Og på den anden side afviser den, ligesom strukturalismen, også en fo- restilling om at tegnenes betydning er givet ved referencen til et bestemt objekt altså ideen om at ordet for objektet er lig med ob- jektet. Derfor er: ( ) the resulting conception ( ) a relational space un- able to constitute itself as such of a field dominated by the desire for a structure that was always finally absent. The sign is the name of a split, of an impossible suture be- tween signified and signifier. (Laclau og Mouffe, 2001:113) Et tegn dækker altså i diskursteorien over en splittelse, og peger på den samme aldrig lukkede sammenhæng der er imellem betegner og betegnet, som også strukturalismen peger på. Ligesom i struktu- ralismen arbejdes der desuden også med ideen om at tegnene får deres betydning ved at være forskellige fra andre tegn. Men i mod- 17

19 sætning til strukturalismen er det strukturelle rum ikke fuldt kon- stitueret, hvilket vil sige at selvom tegnene får deres betydning ved at være forskellige fra andre tegn, ændrer deres betydning sig i for- hold til hvad de er forskellige fra. Tegnet arbejde ændrer eksem- pelvis betydning alt efter om det er forskelligt fra fritid eller ar- bejdsløshed : I den første betydning er det noget man gerne vil have fri fra, og i den anden betydning er det noget man ønsker at få (Jør- gensen og Phillips, 1999:20). Artikulation, elementer og momenter Tegnene udgør diskurserne, og diskurser skabes igennem den praksis som Laclau og Mouffe kalder artikulation. De forklarer det på denne måde: ( ) we will call articulation any practice establishing a relation among elements such that their identity is modi- fied as a result of the articulatory practice. The structured totality resulting from the articulatory practice, we will call discourse. The differential positions, insofar as they appear articulated within a discourse, we will call moments. By contrast, we will call element any difference that is not discursively articulated (Laclau og Mouffe, 2001:105). Element og moment dækker over en bestemt status et tegn kan ha- ve i en diskurs, og artikulation forstår jeg derfor som den praksis hvorigennem tegnenes status som elementer eller momenter re- produceres eller ændres. Begrebet elementer dækker over tegn, der ikke er artikuleret ind i en diskurs. Som nævnt forsøger diskurserne at stoppe tegnenes glidning ved at udelukke de andre betydninger de kan have, alle de andre betydningsmuligheder, der eksisterer på det diskursive felt. De tegn, som diskurserne forsøger at skabe entydighed omkring er netop elementerne. Når disse elementer er blevet artikuleret og sat i forhold til andre tegn, og dermed blevet gjort til en del af en dis- 18

20 kurs, benævner Laclau og Mouffe dem momenter. I diskursteorien er der nogle elementer der er særligt meget kamp om, eller som er særligt åbne for betydningstilskrivning, de går under betegnelsen flydende betegnere (Jørgensen og Phillips, 1999:39). Momenterne i diskurserne er struktureret omkring de særligt privi- legerede tegn, nodalpunkter. Nodalpunktet er det tegn som mo- menterne får deres betydning i forhold til og er det centrale punkt i diskursen det er udkrystalliseringspunktet, som man skal forstå alle de andre momenter i diskursen i forhold til. På samme tid er nodalpunktet dog også en flydende betegner, og skal altså me- ningsudfyldes af momenterne. Forskellen på den flydende betegner og nodalpunktet er at nodalpunktet henviser til udkrystalliserings- punktet, mens den flydende betegner henviser til kampene imellem diskurserne om vigtige tegn (Jørgensen og Phillips, 1999:39). Mo- menterne meningsudfylder nodalpunktet og skaber en delvis stabi- litet ved at stå i relation til hinanden på to forskellige måder. Enten via en ækvivalenskæde, hvor hver enkelt moment får mening ved at være lig med de andre. Eller via en differenskæde, hvor hver enkelt moment får mening ved at være forskellig fra hinanden. For at ven- de tilbage til artikulationen kan vi, med Laclau og Mouffes ord, nu sige at: The practice of articulation, therefore, consists in the construction of nodal points which partially fix meaning; and the partial character of this fixation proceeds from the openness of the social, a result, in its turn, of the con- stant overflowing of every discourse by the infinitude of the field of discursivity. (Laclau og Mouffe, 2001:113) Artikulatorisk praksis handler derfor om at konstruere nodalpunk- ter, så vi kan få fikseret meningen. Men fikseringen bliver aldrig fuldbyrdet, for der er konstant en kamp om betydningstilskrivning imellem diskurserne, og altid plads til kamp netop på grund af den aldrig endegyldige fiksering. Processen er altid baseret på tidligere 19