Kærlighed, Krise & Kognitiv Kapitalisme

Transkript

1 Kærlighed, Krise & Kognitiv Kapitalisme - en diskursanalytisk konstruktionen af humanistisk forsknings legitimitet i den offentlige, forskningspolitiske debat

2 Kærlighed, Krise & Kognitiv Kapitalisme Speciale ved Socialvidenskab Af: Anders Berntsen Vejleder: Karen Sjørup Roskilde Universitet, april

3 In the dime stores and bus stations People talk of situations Read books, repeat quotations Draw conclusions on the wall Some speak of the future My love she speaks softly She knows there s no success like failure And that failure s no success at all (Dylan, 1965) 2

4 Indholdsfortegnelse 1. Problemfelt forskningens forvandling...5 Problemformulering...11 Hvad er humaniora? Diskursteori og analysestrategi Diskurs...16 Forholdet mellem betegner og betegnet...17 Artikulation, elementer og momenter...18 Subjektpositioner...20 Antagonisme og hegemoni...21 Diskursiv strategi...22 Empiri debat i de store aviser...22 Praktisk konstruktion af empirien Videnskabens legitimering Lyotard og legitimeringen af viden...26 Den emancipatoriske og den spekulative fortælling...27 Performativitet som nyt legitimeringsgrundlag Konkurrencestatens konstruktion Nationalstaten...34 Velfærdsstaten...35 Konkurrencestaten...36 Konkurrencestatens økonomiske forestillinger Humaniora og universitetet Nationalstatens humaniora...41 Velfærdsstatens humaniora...43 Masseuniversitet og Styrelseslovene af 1970 og Den kritiske og emancipatoriske humaniora...48 Frem mod konkurrencestatens humaniora Analyse af den offentlige debat Humaniora som institution i det liberale demokrati...58 Den frie humaniora, som kritisk stemme...59 Kritik og menneskelig frigørelse...66 Humaniora, kulturarven og den historiske identitet...67 Den venstreorienterede humaniora...69 Et målbart humaniora?...71 Opsamling...79 Humaniora som instrument...82 Humanistisk teknologi som konkurrencefordel...86 Identitet som en konkurrencefordel...89 En tidssvarende og konfliktløs humaniora...90 Humaniora løser verdens problemer og skaber vækst...92 Naturvidenskab er mere rentabelt...94 Opsamling Opsamling Litteraturliste English abstract Bilag: De udvalgte artikler (på cd-rom)

5 4

6 1. Problemfelt forskningens forvandling Forskningens position i samfundet og dermed forskningens politiske legitimitet har været under forandring i de seneste mange år. Og med videnssamfundets afløsning af industrisamfundet bliver viden set som dominerende i skabelsen af vækst, og som det der skal drive økonomien frem (f.eks. hos Danmarks Erhvervsråd, 2003; Regeringen, 2012). Som den daværende statsminister, An- ders Fogh Rasmussen, sagde til sine partifæller på Venstres lands- møde i 2004, så var hans vision for Danmark i det 21. århundrede: At vi udvikler Danmark til at være en førende videns- økonomi i den moderne verden ved at gennemføre et storstilet forsknings og udviklingsprogram, ved at gen- nemføre et storstilet iværksætterprogram, ved at gen- nemføre et storstilet uddannelsesprogram, og ved at gøre Danmark til verdens mest konkurrencedygtige økonomi. (Fogh Rasmussen, 2004) Og denne udvikling, hvor videnskab kobles tæt til økonomisk vækst, er i den herskende politiske diskurs både nødvendig og naturlig, for vi er som samfund presset af globaliseringens ( ) lavere priser. Af lande som har lavere lønninger. Det presser os på konkurrencen (Fogh Rasmussen, 2004). Vi skal ikke konkurrere på lavere løn eller ved at lave handelsbarrierer, for begge dele gør os blot fat- tigere. I stedet, så skal vi sige: Når de andre er billigere, så skal vi være bedre. Bedre til at oprette nye arbejdspladser. Bedre til at skabe nye produkter. Bedre til at få nye idéer (ibid.). Denne forestilling har ikke ændret sig med hverken den økonomiske krises indtog i 2008 eller med regeringsskiftet i Krisen er i stedet blevet en del af grunden til at det må være sådan, og den nye forskningsminister, Morten Østergaard fra Det Radikale Venstre, ser, ligesom den tidligere borgerlige regering, forskning som central for den økonomiske vækst i både Danmark og Europa, [f]or hvis Europa skal have gang i væksten, er vi nødt til at udnytte vores vidensmæssige fortrin (Jyl- lands- Posten, 2012B). Opfattelsen er, at et helt nyt samfund er ved 5

7 at vokse frem, at omvæltningerne her er ligeså radikale som i overgangen fra bondesamfundet til industrisamfundet, og at kreativitet, viden, og uddannelse med denne omvæltning erstatter naturressourcer og befolkningstilvækst som de afgørende faktorer (jf. Fogh Rasmussen, 2004; Østergaard, 2012A, 2012B). Morten Østergaard benytter endda termen innovationssamfundet, der peger på den tætte kobling mellem viden og produkt, for [i]nnovation handler om at omsætte viden til kommerciel og samfundsmæssig værdi (Østergaard, 2012B). Og viden er altså blevet et centralt begreb i den kapitalisme, vi lever i. Kapitalismen er blevet til kognitiv kapitalisme (jf. Aagaard og Holm- Pedersen, 2009:40). I kølvandet på det industrisamfund, som vi nu er ved at forlade, op- stod velfærdsstaten. Den skulle beskytte borgerne mod konsekven- serne af den internationale konkurrence og kapitalismens op- og nedture, og forsøgte at styre økonomien ved hjælp af keynesianske efterspørgselspolitikker. Sideløbende med overgangen fra industrisamfund til videnssamfund, er der opstået en ny slags stat, som af flere har fået navnet konkurrencestaten (f.eks. Cerny, 1990; Knud- sen, 2007; Pedersen, 2011). Konkurrencestatens arbejdsmarkedspolitik har ikke længere som mål at beskytte borgerne mod konkurrencen, men at aktivere borgerne i konkurrencen. Konkurrencesta- ten har desuden udvidet statens arsenal af politikker, og fokuserer nu i høj grad på udbud som værktøjet til at skabe økonomisk vækst. Så i stedet for at sikre borgernes indkomstgrundlag og deres mulighed for at have et arbejde, sikrer staten nu at virksomhederne har adgang til den arbejdskraft de har behov for, for derigennem at sikre den fortsatte økonomiske vækst i samfundet (Pedersen, 2011). På samme måde som arbejdsmarkedspolitikken er blevet aktivistisk, er også forskningspolitikken blevet det. Staten sørger ikke bare for at virksomhederne har adgang til den nyeste viden, men at universiteterne producerer viden som i sig selv genererer vækst ved at kunne omsættes på et marked og anvendes i skabelsen 6

8 af økonomisk værdi (Budtz Pedersen, 2010:257). Dermed er staten blevet garant for den økonomiske vækst igennem en aktivistisk arbejdsmarkedspolitik såvel som gennem en aktivistisk innovations- politik. Fra værdifri til værdifuld forskning At forskningen har værdi for samfundet, er ikke en ny opfattelse. Oplysningstidens videnskab var f.eks. legitimeret gennem at kunne frigøre folket (Lyotard, 1984; Mejlgaard et al., 2002), ligesom videnskabernes økonomiske potentiale for alvor blev et politisk tema efter 2. verdenskrig. Her står Vannevar Bush rapport fra 1945 til den amerikanske præsident Roosevelt, om en fremtidig forskningspolitik, ud som et uomgængeligt eksempel. I følgebrevet til rapporten opsummerer Bush forskningen som både a largely unexplored hinterland (Bush, 2012:4) og som ( ) one essential key to our security as a nation, to our better health, to more jobs, to a higher standard of living, and to our cultural progress (ibid). Karakteristisk for tidspunktet handlede rapporten om naturvidenskaberne, selvom Bush dog gjorde opmærksom på at fremskridt indenfor humaniora og samfundsvidenskaberne også er væsentligt (ibid:3). I løbet af halvtredserne fik den idé, at viden og uddannelse er en forudsæt- ning for styrkelse af industriens eksporterhverv og derigennem skal være motor for den økonomiske vækst, også vind i sejlene i Danmark. Og ligesom i Bush rapport blev der først og fremmest fokuseret på tekniske fag, som ingeniørfaget, fysikken og kemien, mens den humanistiske forskning ikke blev tildelt nogen rolle som vækst- motor. Den blev i stedet set som kulturbærende (Hansen, 2009:227) og som et nationalt og demokratisk værn mod en ny be- sættelse (ibid:233). I løbet af 1960 erne og 1970 erne tiltog styrken dog i kravet om at også den humanistiske forskning skulle være relevant uden for universitetet. Kravet kom i første omgang især fra studenteroprørets kritiske studerende, der ville have forskning i og 7

9 for folket (Kjørup, 1999:59; Larsen, 2007:115). De humanistiske studenteroprørere kæmpede hårdt imod integrationen af universiteterne og erhvervslivet, mens erhvervslivet på sin side ikke var synderligt interesseret i humaniora, som det nok helst så pensio- neret, ligesom der med et slag på tasken næppe var ansat mere end fire snese humanister i det private (Hougaard; 1970; Salling- Olesen, 1970; Jørgensen, 1979; Togeby, 2009). Men da den socialistiske studenterbevægelse gik i sig selv igen i slutningen af halvfjerdserne, tog den ikke kravet om samfundsrelevans med sig. I stedet er det blevet udbygget, og den humanistiske forsknings økono- miske potentialer underbygget. Eksempelvis i Videnskabsministe- riets rapport Det innovative humaniora og samfundsvidenskab (2005), der lægger ud med en konstatering af at humanistisk forskning er en krumtap for en bevarelse og forøgelse af Danmarks velstand og konkurrenceevne (Videnskabsministeriet, 2005). Ligesom både politikere, tænketanke, universiteternes administrative lag (med dekaner, rektorer, mv.), Dansk Magisterforening og undta- gelsesvist Dansk Industri er i gang med at konstruere humanistisk forskning som en væsentlig komponent i videnssamfundets øko- nomi (Østergaard, 2012; Sahl- Madsen, 2011; Vrang Elias, 2011; Thunø et al, 2012; Nesgaard et al. 2009; Stage, 2010). Store dele af det øvre forskningspolitiske magtlag i Danmark er altså pt. i kamp for en nyttig og nødvendig humaniora. Også filosofien har sin plads, for både Platon og Højholt kan bruges, når Aarhus Universitet lærer ledere fra erhvervslivet og det offentlige at tage bedre beslutninger (Politiken, 2009), og som en af de helt centrale aktører i den øje- blikkelige markedsgørelse af humaniora, den administrerende di- rektør for handelsskole- tænketanken 1 DEA, Stine Vrang Elias, skriver, så er humanistisk forskning væsentligt fordi ( ) bil, computer- 1 DEA er oprettet af det der tidligere hed Foreningen for Unge Handels- mænds Uddannelse (nu Danish Society for Education and Business), der også oprettede og indtil 1965 drev Købmandsskolen (nu Copenhagen Business School) (se dea.nu og dseb.dk). 8

10 og mobilindustrien konstant [har] brug for opdateret viden om design, forbrugeradfærd, sprog, kultur og markedsføring (Vrang Elias, 2011). Humanistisk forskning er altså i det nye årtusinde blevet en nyttig beskæftigelse. Noget af den og for nogen i hvert fald. For på samme tid opfatter Folketingets politikere humanistisk forskning som det mindst nyttige forskningsområde, både når de selv skal træffe beslutninger og når de skal vurdere nytteværdien for samfundet generelt (Siune, 2010), ligesom der også er kritiske rø- ster i den offentlige debat: Nogle stemmer mener at man bør skære i den humanistiske forskning, da den ikke kan skabe (nok) økono- misk værdi, især målt i forhold til naturvidenskabelig og teknisk forskning (f.eks. Steensen, 2010; Bjarklev og Pallesen, 2011; Dansk Industri, 2013), andre mener at humanistisk forskning er værdifuld bare ikke økonomisk (f.eks. Feldt, 2009; Benne, 2010), mens andre igen anerkender at humanistisk forskning kan skabe økono- misk værdi, men i stedet sætter spørgsmålstegn ved om den skal det (f.eks. Kjøller, 2009; Hansen og Meisling, 2011; Meyer, 2011). Samtidigt med at især den naturvidenskabelige og tekniske forskning i stigende grad bliver set som økonomisk værdifuld for samfundet, ændres også forestillingen om rammerne for hvordan videnskabelig viden bliver og bør blive skabt i Danmark. Denne ændring bliver beskrevet som en ændring fra en model, hvor videnskabelig viden bliver skabt og kun kan skabes internt i et auto- nomt universitært system, til en model, hvor viden bliver skabt og skal skabes i et eksternt og heteronomt system, dvs. for og med samfundet (Mejlgaard et al, 2002; Olsen, 2005). De to forestillinger bliver ofte henholdsvis omtalt som model 1- og model 2- forskning, der er de begreber som bruges Gibbons et al. bruger i The New Prodution of Knowledge (Gibbons et al, 1994). I den første model søges der efter sandheden, og forskningen må være fri fra andre bindinger end de rent videnskabelige, for at kunne komme frem til sandheden. Staten/samfundet giver penge til forskningen 9

11 og får viden som modydelse, men uden at kunne bestemme over hvilken viden. Det er også den opdeling Vannevar Bush argumenterer for i I den anden model, til gengæld, skal videnskaben af- dække problemer, der er knyttet til det levede liv uden for universitet (Mejlgaard et al, 2002:13). Og det er altså en videnskab, der på ingen måde står i modsætning til staten eller samfundet, men hvor forsknings- og uddannelsessystemet derfor bidrager til den samlede velstand og nytte i hele samfundet (ibid:16). Ideelt har udviklingen altså resulteret i en demokratisering af videnskaben, der betyder at kvalitets- og nyttekriterier ikke kun bliver bestemt af forskere. Dermed erstatter pragmatiske gyldighedskriterier samtidigt al- mengyldige kriterier i spørgsmålet om hvad sand viden er, og pro- blemløsningen træder derfor i stedet for sandhedssøgningen (Sø- rensen, 2007). Ligesom videnskaben kan opdeles i model 1- og model 2- forskning, så kan forskning i videnskab på samme måde opdeles. Den kan enten være en model 1- undersøgelse, hvor spørgsmålene er forsk- ningsinterne og drejer sig om hvordan den bedste viden opnås, hvilken rolle den har i menneskets liv og for kulturen, osv. Det er altså spørgsmål, der fokuserer på videnskaben som generel social aktivitet uden politiske eller administrative relationer, og dermed på relevans og kvalitet som kriterier bestemt uafhængigt af disse relationer. Eller den kan være bundet op på model 2- spørgsmål, hvor fokus netop er på relationerne til staten, politikere, samfund osv., og spørgsmålene fokuserer på hvad der er de politiske kriterier for relevans og forskningskvalitet, og hvad der kvalificerer forskning til offentlig finansiering (Budtz Pedersen, 2010:256). Jeg håber at det er tydeligt at specialet her er lægger sig ind i model 2- kategorien. 10

12 Problemformulering I forlængelse af ovenstående problemfelt bliver min problemformulering derfor den meget brede: Hvordan konstrueres konkurrencestatens humanistiske forskning som en legitim aktivitet i den forskningspolitiske debat i landsdækkende dagblade? Hvis jeg splitter problemformuleringen op i de dele, jeg får brug for for at foretage analysen, får jeg følgende dele: konstruktion, konkurrencestat, humanistisk forskning legitimitet. Disse fire elementer vil derfor strukturere de næste fire kapitler, der leder op til selve analysen. Men er i sig selv også en analyse, i og med at de er min oversættelse, forståelse, brug og eventuelle misbrug af andres værker og tanker. Specialet er diskursanalytisk, og dermed må det accepteres at en sådan reproduktion af tanker, aldrig vil kunne fo- regå i et 1:1- forhold, da forskning (og diskursanalytisk forskning) indenfor denne tanke- måde i sig selv er en diskursiv praksis, som konstruerer og bearbejder en anden diskursanalytisk praksis (jf. Torfing, 2004: 11). De næste kapitler er derfor strukturerede sådan, at det næste kapitel fokuserer på konstruktion, og er en afklaring af mit teoretiske blik, diskursteorien. Herefter kommer der et kapitel om videnskabens legitimitet, der også tjener som afklaring af legitimitetsbegre- bet. Dette efterfølges af et kapitel om den danske stats udvikling fra nationalstat over velfærdsstat til konkurrencestat. Sidste kapitel inden analysen fokuserer på hvordan den humanistiske forskning er blevet legitimeret (og delegitimeret) af og i disse statstyper. In- den alt dette, vil en provisorisk afklaring af humaniora- begrebet dog nok være på sin plads. 11

13 Hvad er humaniora? Når jeg stiller spørgsmål til hvordan humanistisk forskning legitimeres, så stiller jeg samtidigt også spørgsmålet hvad humanistisk forskning er (konstrueret som). Samtidigt vil enhver definition af hvad det er pege tilbage på konstruktionen af legitimitet, og jeg kan altså ikke besvare det ene spørgsmål uden at besvare det andet. Derfor ligger en definition af hvad humanistisk forskning er også i selve undersøgelsen, og jeg har ikke kunnet definere det inden jeg gik i gang. På den anden side har jeg jo været nødsaget til at have en idé om hvad det var for noget jeg undersøgte. Her har jeg støttet mig op ad den definition Finn Collin foreslår i sin lille bog Hvad er humaniora (2012). Collin definerer humaniora som ( ) de discipliner som beskæftiger sig med mennesket som kulturvæsen, med dets historiske gerninger, med dets sprog og dets tanker og med alle dets kulturelle frembringelser (Collin, 2012:13). Den definition adskiller sig ikke radikalt fra den definition som Københavns Universitet (KU) har på deres hjemmeside. Ifølge den har de humanistiske videnskaber, det til fælles at de fleste har ( ) den menneskelige dimension i udvikling og innovation, samfundsforhold og politik, sprog og kommunikation, historie og kultur, kunst og æstetik og moderne medier og teknologier [som omdrejningspunkt] (Københavns Uni- versitet, 2013A). Andre forskelle end videnskaber/discipliner er der dog også, for mennesket står mere centralt i Collins definition end i KU s ditto. Desuden er der også forskelle i hvilke videnskabelige discipliner, der mere præcist udpeges som humanistiske. Collin peger på antropologi, arkæologi, etnologi, filologi, filosofi, filmvi- denskab, folkloristik, historie, informatik, kunstvidenskab, lingvi- stik, litteraturvidenskab, psykologi, pædagogik, religionsvidenskab og teatervidenskab, som de humanistiske discipliner (Collin, 2012:13). Her er det væsentligt at Collin inkluderer antropologi, psykologi og pædagogik, for netop ved dette administrative spørgsmål om hvordan fagene skal opdeles og hvilke videnskabelige discipliner, der proppes ind under begrebet humaniora, viser 12

14 den politiske kamp sig for alvor. For Collin vælger nemlig på den ene side at definere humaniora ud fra hvilke fag, der historisk har været kategoriseret som humanistiske, og på den anden side ud fra en videnskabsteoretisk idé om at disse fag hører sammen og at en opsplitning af dem derfor har uheldige konsekvenser. Og det er, ifølge Collin, i konflikt med OECD s opdeling, som historisk har væ- ret økonomisk motiveret, og derfor har klassificeret fagene ud fra i hvor høj grad de bidrager til økonomisk vækst og altså ikke er en klassifikation ud fra internt videnskabelige overvejelser. Og her har OECD altså placeret de tre i den samfundsvidenskabelige klasse (Collin:2012:14). Collins kategorisering står ligeledes i modsætning til KU s, hvor både det psykologiske og det antropologiske institut ligger under det samfundsvidenskabelige fakultet (Københavns Universitet, 2013B) 13

15 2. Diskursteori og analysestrategi I nærværende speciale har jeg af pragmatiske grunde valgt at benytte mig af en diskursteoretisk ramme. Først og fremmest har jeg gjort det fordi min empiri er tekster fra de tre store aviser, og det derfor giver mening at bruge en teori, der er fokuseret på sproget. For det andet kan jeg reducere kampen om den humanistiske forskning til at være en politisk kamp, og allerede her må jeg jo så også tilstå at jeg derfor ikke er meget bedre, end de der vil reducere alt til konkurrence. Det skal dog forstås som et blik, der giver mig mulighed for at sige noget om et lille udsnit af verden og den diskussion, der foregår lige nu. Jeg vil ikke reducere alt i hele verden til at være politisk, men jeg for at kunne sige noget om noget er reduk- tioner en nødvendighed. For det tredje har jeg valgt blikket fordi det er ikke- essentialistisk. Det har den fordel at jeg ikke skal hen- lægge grundene til menneskelig handling til menneskets natur eller til den økonomiske basis som hos Marx. Igen betyder det ikke at jeg ikke kan tro på at mennesket også er et dyr med både instinkter og drifter, eller at fordelingen af økonomiske midler betyder noget for den måde vi tænker og handler på. Det betyder blot at jeg med mit blik ikke lader det være styrende for hvordan kampen struktureres. For det fjerde betyder det at jeg kan træde et skridt bort fra kampen imellem de forskellige politiske udgaver af videnskabelige forestillinger om menneske og samfund. Selvom poststrukturalistiske og postmoderne tanker selvfølgeligt deltager i denne debat, gør diskursteoriens opløsning af sandhederne at også den postmoderne position blot er en af mange diskurser. Igen: grunden er pragmatisk, og den diskursive ramme er valgt på grund af sin performativitet altså hvor godt den kan bruges som værktøj i min analyse. Diskursteori specialets blik på verden Jeg tager i specialet mit teoretiske udgangspunkt i Ernesto Laclau og Chantal Mouffes centrale værk Hegemony and Socialist Strategy 14

16 fra 1985 (Laclau og Mouffe, 2001). I læsningen af værket har jeg først og fremmest brugt Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips Diskursanalyse (1999) som diskussionspartner. Specialet skriver sig derfor ind i den socialkonstruktionistiske og poststrukturalistiske tradition, hvilket vil sige at udgangspunktet er et anti- essentialistisk blik på en verden som vi mennesker eller subjekter, som Laclau og Mouffe kalder det, ikke har en direkte adgang til men erkender gennem sproget. Det vil sige, ( ) at vores måder at tale på ikke afspejler vores omverden, vores identiteter og sociale relationer neutralt, men spiller en aktiv rolle i at skabe og forandre dem (Jørgensen og Phillips, 1999:9). Verden har dermed ikke en essentiel struktur, som er formet af hverken Gud eller en eller anden form for rationalitet i samfundet selv. Verden er derimod konstrueret, så når subjektet ( ) tænker, taler, handler og i det hele taget forholder sig til sig selv og andre, sker det på baggrund af et netværk af historisk betingede betydningsrelationer, der er genstand for konstante genforhandlinger (Torfing et al., 1999:8). Det er altså ikke blot den ydre verden, der er konstrueret, men også os selv som subjekter. Vores tanker og handlinger ændrer betydning via sproget og når de gør det, så ændrer vores identiteter sig også. Selvom sproget altså er skabende, nægter diskursteorien ikke at den fysiske verden eksisterer. Ligegyldigt om vi erkender og artikulerer den eller ej. Men teorien nægter at verden kan fremstå for os uden at blive forstået gennem sproget (Laclau og Mouffe, 2001:108). Dvs. at stenen falder og jorden skælver helt uafhængigt af vores viljer, og om vi erkender at det sker. Det der er det væsent- lige er hvordan vi konstruerer jordskælvet: Er det en naturkata- strofe eller Guds straf? og hvilke konstruktioner, der er mulige kommer helt an på hvordan det diskursive felt er struktureret. Hvad dette diskursive felt er, vil jeg vende tilbage til herunder, hvor jeg lettere slavisk vil gennemgå såvel diskursteorien og herunder de begreber jeg herfra vil tage med i min analyse af humanioras 15

17 krise. Inden jeg gør det, er der dog en vigtig ontologisk pointe jeg bliver nødt til at understrege på baggrund af citatet. Selvom diskursteorien anerkender eksistensen af en uafhængig fysisk verden, så betyder det ikke at der findes en objektiv verden med kausale sammenhænge som vi enten kan eller ikke kan komme frem til. Den verden vi lever i og orienterer os i er en objektiveret konstruktion, for verden er i sig selv flertydig og kaotisk. Den objektiverede konstruktion er det, der gør det muligt for os at handle, for igennem den skabes der en hvis form for orden i det kaos som verden er (Torfing et al, 1999:9). Samtidigt er det også væsentligt igen at pointere at valget af diskursteorien og den anti- essentialistiske tæn- kemåde skyldes min empiri, som er tekster. Jeg må med valget ac- ceptere at jeg ikke kan sige noget om subjekternes baggrunde og motiver for at handle som de gør. Jeg er ikke psykolog og må i yd- myghed over for andre individer søge uden om en forestilling om at kunne gennemskue motiverne bag deres handlinger, som også f.eks. Pernille Almlund (2007) pointerer. Diskurs Diskurser forstår jeg, jf. ovenstående, som sproglige systemer af betydninger som vi som subjekter bruger til at forstå og give mening til verden omkring os og til os selv. Disse systemer er ikke endeligt fastlåste, men er i en konstant og uendelig forandringsproces: The impossibility of an ultimate fixity of meaning implies that there have to be partial fixations otherwise, the very flow of differences would be impossible. Even in or- der to differ, to subvert meaning, there has to be a meaning. If the social does not manage to fix itself in the intelli- gible and instituted forms of a society, the social only ex- ists, however, as an effort to construct that impossible ob- ject. Any discourse is constituted as an attempt to domi- nate the field of discursivity, to arrest the flow of differences, to construct a centre (Laclau og Mouffe, 2001:112) 16

18 Diskurser er altså forsøg på at stoppe tegnenes glidning i forhold til hinanden og derigennem skabe entydighed i tegnenes mening ved at dominere det diskursive felt. Dette sker gennem at udelukke de andre mulige betydninger som tegnene kunne have, og det er alle disse andre betydninger, som Laclau og Mouffe kalder det diskursive felt. Diskurser etableres derfor som totaliteter, hvor tegnene netop er entydige i deres mening (Jørgensen og Phillips, 1999: 37). Det kan dog ikke lade sig gøre, at stoppe tegnenes glidning helt, eftersom den endelige fiksering af tegnenes betydning er umulig. Men for at kunne skabe en mening skabe den objektiverede konstruktion som vi kan handle efter er det nødvendigt at fiksere tegnene selvom det så kun bliver delvist. Forholdet mellem betegner og betegnet Som man måske kan lure står diskursteorien både på skuldrene af og bryder med strukturalismen. På den ene side afviser den struk- turalismens forestilling om et fuldt konstitueret strukturelt rum. Og på den anden side afviser den, ligesom strukturalismen, også en forestilling om at tegnenes betydning er givet ved referencen til et bestemt objekt altså ideen om at ordet for objektet er lig med objektet. Derfor er: ( ) the resulting conception ( ) a relational space un- able to constitute itself as such of a field dominated by the desire for a structure that was always finally absent. The sign is the name of a split, of an impossible suture be- tween signified and signifier. (Laclau og Mouffe, 2001:113) Et tegn dækker altså i diskursteorien over en splittelse, og peger på den samme aldrig lukkede sammenhæng der er imellem betegner og betegnet, som også strukturalismen peger på. Ligesom i strukturalismen arbejdes der desuden også med ideen om at tegnene får deres betydning ved at være forskellige fra andre tegn. Men i mod- 17

19 sætning til strukturalismen er det strukturelle rum ikke fuldt konstitueret, hvilket vil sige at selvom tegnene får deres betydning ved at være forskellige fra andre tegn, ændrer deres betydning sig i forhold til hvad de er forskellige fra. Tegnet arbejde ændrer eksempelvis betydning alt efter om det er forskelligt fra fritid eller ar- bejdsløshed : I den første betydning er det noget man gerne vil have fri fra, og i den anden betydning er det noget man ønsker at få (Jør- gensen og Phillips, 1999:20). Artikulation, elementer og momenter Tegnene udgør diskurserne, og diskurser skabes igennem den praksis som Laclau og Mouffe kalder artikulation. De forklarer det på denne måde: ( ) we will call articulation any practice establishing a relation among elements such that their identity is modi- fied as a result of the articulatory practice. The structured totality resulting from the articulatory practice, we will call discourse. The differential positions, insofar as they appear articulated within a discourse, we will call moments. By contrast, we will call element any difference that is not discursively articulated (Laclau og Mouffe, 2001:105). Element og moment dækker over en bestemt status et tegn kan have i en diskurs, og artikulation forstår jeg derfor som den praksis hvorigennem tegnenes status som elementer eller momenter re- produceres eller ændres. Begrebet elementer dækker over tegn, der ikke er artikuleret ind i en diskurs. Som nævnt forsøger diskurserne at stoppe tegnenes glidning ved at udelukke de andre betydninger de kan have, alle de andre betydningsmuligheder, der eksisterer på det diskursive felt. De tegn, som diskurserne forsøger at skabe entydighed omkring er netop elementerne. Når disse elementer er blevet artikuleret og sat i forhold til andre tegn, og dermed blevet gjort til en del af en dis- 18

20 kurs, benævner Laclau og Mouffe dem momenter. I diskursteorien er der nogle elementer der er særligt meget kamp om, eller som er særligt åbne for betydningstilskrivning, de går under betegnelsen flydende betegnere (Jørgensen og Phillips, 1999:39). Momenterne i diskurserne er struktureret omkring de særligt privi- legerede tegn, nodalpunkter. Nodalpunktet er det tegn som momenterne får deres betydning i forhold til og er det centrale punkt i diskursen det er udkrystalliseringspunktet, som man skal forstå alle de andre momenter i diskursen i forhold til. På samme tid er nodalpunktet dog også en flydende betegner, og skal altså me- ningsudfyldes af momenterne. Forskellen på den flydende betegner og nodalpunktet er at nodalpunktet henviser til udkrystalliseringspunktet, mens den flydende betegner henviser til kampene imellem diskurserne om vigtige tegn (Jørgensen og Phillips, 1999:39). Mo- menterne meningsudfylder nodalpunktet og skaber en delvis stabi- litet ved at stå i relation til hinanden på to forskellige måder. Enten via en ækvivalenskæde, hvor hver enkelt moment får mening ved at være lig med de andre. Eller via en differenskæde, hvor hver enkelt moment får mening ved at være forskellig fra hinanden. For at vende tilbage til artikulationen kan vi, med Laclau og Mouffes ord, nu sige at: The practice of articulation, therefore, consists in the construction of nodal points which partially fix meaning; and the partial character of this fixation proceeds from the openness of the social, a result, in its turn, of the con- stant overflowing of every discourse by the infinitude of the field of discursivity. (Laclau og Mouffe, 2001:113) Artikulatorisk praksis handler derfor om at konstruere nodalpunkter, så vi kan få fikseret meningen. Men fikseringen bliver aldrig fuldbyrdet, for der er konstant en kamp om betydningstilskrivning imellem diskurserne, og altid plads til kamp netop på grund af den aldrig endegyldige fiksering. Processen er altid baseret på tidligere 19

21 diskurser, men udkommet vil aldrig være en direkte repetition af noget allerede etableret, hvilket betyder at artikulationer griber ind og former betydningsstrukturerne på uforudsigelige måder, som dog vil være påvirket af tidligere hændelser (Jørgensen og Phillips, 1999:38f). Subjektpositioner Nu hvor jeg har præsenteret diskursernes logik, er det passende meget kort at vende tilbage til diskursteoriens forståelse af subjektet. Når Laclau og Mouffe taler om subjektet, så taler de egentligt om subjektpositioner indenfor en diskursiv struktur (Laclau og Mouffe, 2001: 115). Chantal Mouffe forklarer det således: "Within every society, each social agent is inscribed in a multiplicity of social relations - not only social relations of production but also social relations, among sex, race, na- tionality, and vicinity. All these social relations determine positionalities or subject positions, and every social agent is therefore the locus of many subject positions and cannot be reduced to only one ( ) the subjectivity of a given social agent is always precariously and provisionally fixed or, to use the Lacanian term, sutured at the intersection of vari- ous discourses. (Mouffe 1988: 89) At reducere mennesket til subjektpositioner er en brugbar strategi i min analyse, da jeg som sådan ikke er interesseret i hvad mennesket er, men i hvordan forskellige positioner konstruerer forskellige opfattelser af hvad dette menneske er, og altså (re)producerer subjektpositioner. Men det er igen kun et pragmatisk, metodisk valg. For at tro at det er hele den skinbarlige sandhed om mennesket, virker på mange måder til at være en farlig vej. Indikationer på det kan eksempelvis ses i overgangen fra det moderne til det postmoderne menneske, hvor det første skulle realisere sig selv altså sin menneskelige essens, så kan og skal det andet, og essens- 20

22 løse, i øjeblikket konstruere sig selv i forhold til præferencer og markedets behov (jf. f.eks. Brinkmann, 2010). Antagonisme og hegemoni Som nævnt tidligere, forsøger diskurser at stoppe tegnenes glidning og gøre deres flertydighed til entydighed ved at undertrykke enhver anden betydning som tegnene kunne have. Diskursteorien er en teori der fokuserer på konflikter, og antagonisme er diskursteoriens begreb for konflikt. Antagonismer opstår, når forskellige identiteter gensidigt forhindrer hinanden, og er udtryk for den kamp om betydningsdannelse, som foregår i sociale sammenhænge. De forskellige identiteter stiller modstridende krav til ens handlinger på samme terræn, og således blokerer den ene diskurs den anden (Jørgensen og Phillips, 1999:60). En hegemonisk intervention er en artikulation, som gennem en kraft undertrykker faktisk tilstedeværende muligheder i kampen for entydigheder (ibid.). Hegemoni ligner på mange måder en diskurs, fordi begge begreber betegner en fastlåsning af elementer i momenter. Den hegemoniske intervention foretager dog fastlåsnin- gen af betydninger på tværs af diskurser, der antagonistisk støder sammen (ibid:61). Og der er dermed tale om en hegemonisk tilstand, når der er konsensus om én synsvinkel som naturlig eller rigtig (ibid:48). For at en hegemonisk intervention skal lykkes må den hegemoniserende diskurs have dominans eller ret til betyd- ningstillæggelse i det felt, hvor der før var en konflikt (ibid:61). Det- te kan gøres ved at reartikulere en diskurs elementer og gøre dem til momenter i en anden diskurs. 21

23 Diskursiv strategi Jeg har valgt at benytte begrebet diskursiv strategi til at understrege at selvom det er diskurser, der kæmper, er det mennesker, der kæmper med dem. Disse mennesker er selvfølgeligt i min teoretiske ramme indlejrede i diskurser, men de benytter dog stadig, med en hvis bevidsthed, forskellige diskurser til at nå deres politiske mål. Hertil har jeg ladet mig inspirere af Julia M. Allen og Lester Faigleys artikel Discursive Strategies for Social Change: An Alternative Rhetoric of Argument (Allan og Faigley,1995). Jeg vil bruge begrebet diskursiv strategi i forlængelse af diskursteorien, og jeg vil altså ikke ændre på opfattelsen af at mennesker erkender og agerer inden for diskurser. Fordi jeg medtager en idé om diskursiv strategi, betyder det altså ikke at mennesker lige pludseligt kan gøre sig fri af diskurser og vælge og vrage i en taktisk manøvre. Hvad de i stedet kan, er eksemplevis aktivt at forsøge at skrive sig ind i en hegemonisk diskurs. Et tydeligt eksempel som jeg vil bruge meget tid på i specialet her, er kampen for at indskrive humaniora i en neoliberal markedsdiskurs. Empiri debat i de store aviser Empirien til dette speciale består af tekster bragt i de tre store morgenaviser, Berlingske, Jyllands- Posten og Politiken. Teksterne strækker sig over korte debatindlæg, kronikker, artikler med korte- re og længere interviews samt ledende artikler. Jeg har valgt kun at fokusere på tekster fra de tre aviser af to grunde. Den væsentligste er at jeg vurderede at det, der blev talt om og måden det blev talt om på, blev indfanget af de tre aviser, og at yderligere aviser derfor ikke gav noget ekstra. Børsens forretningsvinkel var tydeligt tilstede i de tre andre aviser, ligesom Weekendavisens højborgerlighed også var det, og Information bragte desværre ikke nogle mere venstrerabiate synspunkter til debatten. På mange måder kunne jeg 22

24 derfor ligeså godt have brugt de tre sidstnævte aviser. At jeg ikke gjorde det, skyldes at det mest indlysende kriterium til udvælgelse var udbredelsen af det læste, og her er oplagstallet en rimelig indikator. I september 2012 var Berlingskes oplag på , Jyllands- Postens var og Politikens Børsen følger efter på fjerdepladsen med (Berlingske Business, 2012). Spørgsmålet om hvordan jeg har skulle udvælge min empiri, og dermed hvad jeg skulle fokusere på, har fyldt meget i processen med at skrive dette speciale. Det skyldes først og fremmest at jeg har måtte vende rundt på hvad jeg så efter. I første gang ønskede jeg nemlig at undersøge humanioras evige krise, og kampen om at definere hvad den krise bestod i. Men jeg måtte erkende at et sådan fokus ikke levnede plads til konstruktioner af en humaniora, der netop ikke er i krise, hvorfor spørgsmålet nu fokuserer på legitimitet. Samtidigt havde jeg forsøgt mig med et praktisk afgrænsning til kun at se på kronikker skrevet af humanister. Men begge dele af denne afgrænsning havde store problemer. For det første ved spørgsmålet om hvilken art af debatindlæg: Jeg kunne ikke finde en valid grund til at udelade længere interviews, eller for den sags skyld kommentarer og andre debatindlæg. For det andet gav termen humanister problemer, for hvordan vurderer man om en de- battør skal være inde eller ude her? Er det f.eks. titlen på uddannelsen, der er afgørende eller er det om personen taler ud fra en position som humanist? I første omgang havde jeg besluttet mig for titlen, selvom jeg ikke var særligt bekvem med den beslutning, men måtte forlade den, da der f.eks. er debatindlæg, der er skrevet af både humanister og ikke- humanister, ligesom det også ville udelukke væsentlige aktører, såsom DI, DEA og ressortministre. Udvæ- gelseskriteriet har jeg derfor i stedet indsnævret til at teksten skulle forholde sig til meningen med humanistisk forskning, humanioras raison d etre. Også derfor blev jeg nødt til at vælge at fokusere på enkelte aviser frem for et bredere mediebillede. At det netop er 23

25 blevet avisartikler skyldes for det første at de er nemme at komme til. Infomedia er et rimeligt godt værktøj til at afsøge hvad der er af artikler i de trykte medier, mens det er væsentligt sværere at finde frem til nyhedsudsendelser i radio og tv, der dækker emnet. At jeg har afholdt mig fra at lave interviews, skyldes at jeg ikke har fundet at det ville bidrage stort så længe jeg ikke selv havde en klar idé om hvad der var op og ned på kampen. Efter analysen faldt nogenlunde på plads var tiden desværre ikke til det. Praktisk konstruktion af empirien Til konstruktionen af empirien har jeg, som nævnt, brugt søgema- skinen Infomedia (infomedia.dk), der indeholder alle danske avi- sers artikler siden Da jeg formoder at der er en hvis sandsyn- lighed for at forskellige konstruktioner af humaniora og forskellige argumentationer for humanioras legitimitet, fremkommer alt efter hvilke sager der diskuteres, har det været nødvendigt at se på humaniora- debatten over længere tid, og ikke kun slå ned på en enkelt sag. Dette er yderligere nødvendiggjort af at det er relativt sjældent at der fremkommer argumenter for hvorfor det er væsent- ligt at der bedrives humanistisk forskning i de ellers overvælden- de mange artikler, der handler om emnet. Jeg har derfor valgt at konstruere mit forskningsobjekt via søgninger på emnet i tidsperi- oden 1. juli 2009 til 30. juni At perioden på den anden side ikke er længere, har på den ene side det grund i den store mængde artikler, der produceres om humaniora i det danske aviser, hvorfor arbejdet med at kategorisere artiklerne ville være uoverskueligt, ligesom jeg på den anden side også formoder at en tre- årig periode vil være nok til at belyse hvordan humaniora legitimeres for nuvæ- rende. 24

26 (Infomedias søgefunktion, Infomedia.dk, 2012) Min primære søgning var på artikler, der indeholder ordet forskning sammen med et af ordene humaniora eller humanistisk. I søgningen var funktionen find afledninger af ordet slået til, så f.eks. også forskningens bestemte ejefald er med. Det resulterede i 409 artikler, der svarede til søgekriterierne. Af disse 409 artikler har jeg udvalgt 120, der lever op til mine krav om at de skal fortælle noget om meningen med humanistisk forskning. Det vil sige at jeg blandt andet og især har fjernet notitser om uddannelsesvalg, ligesom f.eks. debatten om faget Teologis position på Aarhus Uni- versitet også er blevet fravalgt. Målet med søgningen er få fanget så meget så muligt, der har interesse for min undersøgelse, samtidigt med at antallet af artikler, der ikke har interesse, men blot forstyr- rer, bliver minimeret. Det er en balancegang, og jeg formoder at alt, der kunne have interesse ikke er blevet fanget. Den eneste måde, jeg kan se, det kan løses på, er at foretage flere søgninger, hvor man forsøger sig frem, for at finde ud af hvilke ord, der måske kunne bi- bringe noget. Umiddelbart vil jeg mene at de tre ovennævnte ord er det tætteste jeg kan lade en søgemaskine sortere, hvorfor jeg har måtte fjerne mange tekster selv. Herudaf har jeg igen fravalgt at bruge en stor del, da jeg fandt at pointen allerede var bedre tilstede i andet materiale. 25

27 3. Videnskabens legitimering Begrebet legitimering dækker i specialet over den diskursive proces, der giver debattørerne rygdækning for at deres handlinger er de rigtige. Ligesom jeg nu har forsøgt at legitimere min udvælgel- sesproces og hvorfor det er rimeligt at bruge diskursanalyse. Legi- timering udføres via argumentation, hvor vi forsøger at forklare vores handlinger, ideer etc. til tilhørerne eller samtalepartnerne, for at få deres accept af at det er de rigtige handlinger (Reyes, 2011:782). Om handlingerne så også er de rigtige, må her forstås i den diskursive sammenhæng de optræder i, eftersom rigtigt og forkert, i den optik jeg lægger ned over kampen, er diskursive skabte størrelser, der ikke har en essens. Lyotard og legitimeringen af viden Når jeg undersøger forskellige legitimeringsdiskurser for humanistisk forskning, er der et værk jeg ikke kan komme udenom, nemlig Jean- François Lyotards rapport om viden, The Postmodern Condition ( ) I denne rapport, som er skrevet til Québecs forsk- ningsmyndigheder, argumenterer Lyotard for at videnskaben tidligere har kunne legitimere sig ved henvisning til to samlende, store fortællinger, som lå uden for videnskaben selv, men at disse har mistet deres legitimeringskraft i det postmoderne samfund. De to store fortællinger, der ifølge Lyotard tidligere legitimerede viden er henholdsvis en overvejende politisk fortælling og en overvejende filosofisk fortælling. 2 Org. La Condition postmoderne: rapport sur le savoir, 1979; dansk oversæt.: Viden og det postmoderne samfund,

28 Den emancipatoriske og den spekulative fortælling Den politiske fortælling er knytter til Frankrig, den franske revolution og oplysningstiden, den har fokus på folkets ret til videnskab, og ser hele menneskeheden som frihedens helt. Hvis folket ikke allerede har retten til videnskab, skyldes det at præster og tyranner har forbudt det, og denne ret skal derfor tilbageerobres. Den politiske fortælling har folket som subjekt og bruger fortællingen om folkets frihed, når den skal legitimere uddannelsen af bureaukrater til statsapparatet. For staten kan ikke legitimere sig selv, men må hen- vise til folkets frigørelse, når den skal gøre det (Lyotard, 1984:31), som Lyotard skriver: [I]n the context of the narrative of freedom, the State re- ceives its legitimacy not from itself, but from the people. So even if imperial politics designated the institutions of higher education as a breeding ground for officers of the State and secondarily managers of civil society, it did so because the nation as a whole was supposed to win its freedom through the spread of new domains of knowledge to the population (Lyotard, 1984:31) Dermed bliver videnskab tæt knyttet til staten, men den gør det for at frigøre menneskeheden, folket og nation. Denne store legitimerende fortælling kalder Lyotard for den emancipatoriske fortælling (ibid:37). Den anden store fortælling af videnskab er den spekulative, eller filosofiske fortælling (ibid:33). Den er knyttet til Berlins Universi- tet, eller Humboldt- universitet, som det kommer til at hedde i elitære folkemunde, der grundlægges som en del af den preussi- ske stats genrejsningspolitik efter nederlaget til Napoleons tropper. Den er derfor knyttet til den tyske idealisme, og har ikke folket som subjekt, men i stedet ånden. Hvor viden i den emancipatoriske for- tælling får sin legitimitet fra hvad man formoder er et konkret subjekt, nemlig folket og deres frigørelse fra alt hvad der forhindrer 27

29 dem i at lede sig selv, så får den spekulative fortælling sin legitimitet fra sig selv og fra et subjekt som udvikler sig ved at virkeliggøre sine erkendelsesmuligheder (ibid:35). Ved det humboldtske universitet får filosofien den sær- opgave at den skal organisere alle de andre videnskaber, og genoprette en enhed i en videnskaben, som er blevet spredt i alle mulige undervidenskaber. Det kan den gøre i en rationel diskurs, der kobler alle videnskaberne som momenter og giver legitimitet til enkelt- videnskaberne ved at de passer ind i dette totaliserende, rationelle system af viden. Lyotard peger på Hegels Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften, hvis første udgave blev udgivet i 1817, som et eksempel på et forsøg på at ord- ne videnskaben i en enhed (ibid:31). Det er i denne spekulative fortælling at vi er tættest på at finde ideen om viden for videns egen skyld, for Humboldt mener nemlig at videnskaben følger sine egne regler og at den videnskabelige institution lever og fornyer sig af sig selv uden begrænsninger eller mål (ibid:32), og at det er væsentligt at videnskabens spekulative ånd holder sig fri fra både folkets traditionsbundne viden og fra viden- skabsmændene, som er begrænsede i deres specialiserede, faglige viden (ibid:34). Og derfor er det også samtidigt her, vi finder forskningen i sit berømte elfenbenstårn. Men kun at fokusere på denne del, ville dog være at misforstå Humboldts projekt, skriver Lyotard, for Humboldt mener samtidigt at universitetet skal orientere sin videnskab mod nationens åndelige og moralske træning (ibid:32). Humboldt legitimerer dermed den videnskabelige sandhedssøgen ved hjælp af en ikke- videnskabelig fortælling om nationens ånd og moral. Derfor opstår har det moderne humboldtske universitet og- så indbygget en indre konflikt i imellem videnskabens sprog, hvor videnskab kun handler om sandheden, på den ene side, og så den store fortælling, der er fokuseret på moralske og politiske spørgs- mål, og som legitimerer universitets virke, på den anden en konflikt mellem videnskab som videnskab og et ikke- videnskabeligt 28

30 ønske om at udsagn skal være retfærdige snarere end sande (ibid:32). Performativitet som nyt legitimeringsgrundlag Lyotard mener at både den spekulative og den emancipatoriske for- tælling er blevet delegitimeret i det postmoderne samfund, og derfor ikke længere kan bruges til at legitimere videnskaben. Dette er sket som et resultat af forskellige ændringer siden 2. verdenskrig, hvori der blandt andet indgår den avancerede liberale kapitalismes fremkomst som både har elimineret det kommunistiske alternativ og tillagt positiv værdi til det personlige forbrug af goder og ydelser og teknikkens og teknologiens hastige udvikling, der har flyttet fokus fra mål til midler (Lyotard, 1984:38). Når de store fortællin- ger er døde, må den postmoderne videnskab i stedet legitimere sig ved hjælp af de små fortællinger. Disses primære kendetegn er deres performativitet, altså hvor godt de gør sig som instrument for forskellige, konkrete formål og dermed ikke som instrument til hele menneskehedens frigørelse, og da slet ikke til den a- instrumentelle viden for videns skyld (Collin, 2012). Denne performativitet kan nemt reducere videnskaben til kun at handle om økonomisk nytte, og det bekymrer Lyotard, at videnskaben overvejende vil blive styret af økonomiske interesser. Derfor fremsætter han også en mulighed, hvor det kan undgås. Men, som Finn Collin bemærker, så er den ret skitseagtig (ibid.), og den har da heller ikke haft samme gennemslagskraft, som fortællingen om de store fortæl- lingers død. Derfor vil jeg ikke komme nærmere ind på den her. Det er dog værd at bemærke at Lyotards mord på de store fortæl- linger i sig selv er en stor fortælling, ligesom spørgsmålet melder sig, om vi, med opkomsten af såvel konkurrencestaten som videnssamfundet, ikke genintroducerer den store fortælling, som legitimeringsgrundlag for videnskaben. Men nu er fortællingen bare 29

31 hverken en filosofisk fortælling eller en emancipatorisk fortælling. Videnssamfundets legitimerende fortælling om viden er i stedet en økonomisk. Det er, som Jan Faye påpeger, ( ) fortællingen om markedet, globaliseringen og fri konkurrence, der i dag grundægger vor samfundsorden, og som legitimerer at viden gøres til et objekt eller et salgsprodukt (Faye, 2012:35). At denne ændring har en klar betydning for den måde humaniora tænkes inden for universitetet, viser Laura Louise Sarauw i sin ph.d.- afhandling Kompetencebegrebet og andre stileøvelser (Sarauw, 2012). Her viser hun hvordan introduktionen af kompetencebegrebet via den danske Bologna- proces har skabt en performance- orienteret opfattelse af viden, der måler værdien af et fag (helt ned i enkelt- kurser) ud fra dens anvendelsesfunktion. Det har ført til at fokus i studieordningerne på Dansk og Filosofi, og på Kultur- og Sprogmødestudier på hhv. Københavns og Roskilde Universitet i meget høj grad er blevet flyttet til arbejdsmarkedsorienterede elementer (Sarauw, 2012:217). Ifølge Sarauws analyse har Bologna- processen i Danmark været væsentligt mere fokuseret på er- hvervskompetencer end der blev lagt op til i de fælleseuropæiske dokumenter, og Videnskabsministeriets oversættelse til dansk kontekst har båret præg af at man fra nationalpolitisk side har brugt kompetencebegrebet til at udgrænse uønskede dele af traditionen. Her er der især tale om tre bemærkelsesværdige forhold: For det første promoverer de europæiske dokumenter forberedel- se til livet som aktiv medborger i et demokratisk samfund som en kerneværdi i en universitetsuddannelse, men i de danske dokumenter bliver demokratisk kompetence skrevet ud. For det andet bliver universiteternes fokus på faglighed, artikuleret som en forhin- dring i at tænke i andre kompetencer. Og for det tredje og som nævnt ovenfor så fokuserer Videnskabsministeriets dokumenter på hvad uddannelserne kan bruges til, mens de europæiske fokuserer på viden og indsigt (ibid.:209). Det er især interessant på 30

32 grund af de efterfølgende modstrategier hos humanisterne. Her konstrueres kompetencebegrebet nemlig ikke som et opgør med traditionen, men som noget, der gennem en erobring af begrebet, bliver til et muligt forsvarsværn for traditionen. Men denne erobring er ikke ensidig, så samtidigt med at traditionen forsvares, æn- dres den tradition, der forsvares også: Traditionen reartikuleres i en performance- orienteret diskurs, hvor traditionen netop får vær- di i kraft af foruddefinerede forestillinger om hvad den kan bruges til bagefter. Dermed kan elementer i studierne, der ikke kan over- sættes direkte til anvendelsesfunktioner, fjernes uden at det kommer i konflikt med den nye tradition (ibid.:211). Selvom Sarauws fokus er på undervisning og ikke er på forskning, så er det dog alligevel værd at bemærke den klare ændring. Det er det af to væsentlige grunde. For det første fordi den adskillelse jeg foretager af forskning og undervisning er kunstig, for i et universi- tetssystem der lægger meget stor vægt på en sammenhæng mellem forskning og undervisning, vil en sådan ændring af hvad der skal undervises i også på sigt have betydning for hvad der skal forskes i (jf. Rump og Healey, 2010:3; Sarauw, 2012:131). For det andet så viser den at de herskende politiske diskurser har meget stor indflydelse på den humanistiske forskning i Danmark. Om end pointen er banal er den også væsentlig: Humanistisk forskning i Danmark ud- føres næsten udelukkende på universiteterne og de danske universiteter er i overvejende grad statsfinansierede og statsstyrede (Col- lin, 2012:178), og humaniorapolitik er altså lig universitetspolitik, som den tyske filosof, Otto Pöggeler, konstaterede (Larsen, 2007:28). 31

33 4. Konkurrencestatens konstruktion Med udgangspunkt i folkeskolelovene og arbejdsmarkedspolitikken viser Ove Kaj Pedersen i bogen Konkurrencestaten (2011) hvordan der over de sidste 70 år er sket to markante ændringer i statens mål med disciplineringen af dets subjekter: Fra et mål om at skabe nationale individer; over et mål om hele mennesker, der kunne deltage i demokratiet; til et nuværende mål om at skabe aktive delta- gere i konkurrencen. Dermed er ideen om hvad der er det væsent- ligste fællesskab for alle landets borgere skiftet fra at være nationen, over demokratiet, til nu at være arbejdsmarkedet (Pedersen, 2011: 197). Den sidste ændring af den danske stat fra velfærds- stat til konkurrencestat begynder ifølge Pedersen i 1970 erne, tager for alvor fart i 1990 erne og er endnu ikke afsluttet (ibid: 206). I et interview med Politiken forklarede Pedersen konkurrencestaten således: Fremkomsten af konkurrencestaten er den mest gennemgribende samfundsændring, der har fundet sted i de seneste tyve år. Vi taler om et helt nyt samfunds- og menneskesyn. Hvor velfærdsstaten ville skabe det gode, demokratiske menneske og samfund, ses mennesket i konkurrencestaten som ét styk arbejdskraft, der skal være produktiv, effektiv og til rådighed for arbejdsmarkedet. (Politiken, 2011) Med et Lyotardsk blik er overgangen fra velfærdsstaten til konkurrencestaten, altså også en overgang fra en emancipatorisk legitimering af staten, til en performativ legitimering. Nu skal staten ikke længere danne individerne til at realisere sig selv og det demokratiske fællesskab, men skal i stedet uddanne dem til at yde så optimalt som muligt på markedet. Dette klare markedsøkonomiske fokus peger på at konkurrencestaten er at betragte som en neoliberal stat. Begrebet neo- eller nyliberalisme er dog et omstridt begreb (Nielsen, 2006; Pedersen, 2011). På den ene side dækker det over den liberalistiske strømning som Margaret Thatcher og Ronald Reagan stod som eksponenter for, og som først og fremmest sigtede 32

34 (og sigter) på at mindske staten på bekostning af markedet. Det er også denne definition der har været den dominerende i den danske debat om velfærdsstaten (Nielsen, 2006:7). På den anden side dæk- ker begrebet over den opfattelse som Ove Kaj Pedersen forfægter i Konkurrencestaten, og som også Peter Nielsen gør sig til talsmand for. Her handler det ikke om statens størrelse, men om dens ind- hold. Denne form for neoliberalisme ønsker ikke en minimal- eller natvægterstat, men udvisker i stedet grænserne for hvor staten slutter og markedet og civilsamfundet begynder (jf. Nielsen, 2006:8). Pedersen arbejder som nævnt med tre perioder i statens nyere historie, som alle er afgrænsede ved store begivenheder: Nationalsta- ten, som starter med nederlaget i den 2. Slesvigske krig i 1864; Vel- færdsstaten, fra 2. verdenskrig; og Konkurrencestaten, som opstår i begyndelsen af 1990 erne, og er affødt af 1970 ernes økonomiske kriser (Pedersen, 2011:169). Disse tre perioders forskellige opfattelser af sammenhængen mellem subjekter, staten og samfundet ser ifølge Pedersen således ud, sat på skema: Nationalstat Velfærdsstat Konkurrencestat Subjekt Individ Person (uerstattelig) Person (egennyttig) Styremiddel Disciplinering til individualitet Dannelse til til- værelses- oplysning Uddannelse til tilskyndelser Fællesskab Ret Nation (ved national identitet) Frihed (garan- teret ved ret) Demokrati (ved deltagelse) Sammenhængs- kraft (ved arbejde) Lige mulighed Lige mulighed (til oplysning) (til arbejde) (Figur: Pedersen, 2011: 170) Af disse tre diskurser om staten, vil jeg især bruge tid på konkurrencestaten, da det er den diskurs, der i øjeblikket er tættest på at opnå hegemonisk status, men for at kunne forstå at der er sket en ændring, er det væsentligt lige at starte 150 år tilbage. 33

35 Nationalstaten Ove Kaj Pedersen starter altså sin fortælling om den danske stats udvikling med nederlaget til preusserne og østrigerne i Og det er efter dette nederlag at statens politiske projekt bliver natio- nalstatsligt. Nederlaget stiller spørgsmålstegn ved statens ydre su- verænitet og indre autoritet, og det er dette der skal rettes op på. Det gøres ved at disciplinere subjekterne til et fællesskab omkring en national identitet, hvor suveræniteten og autoriteten knyttes sammen, og hvori subjekterne indgår som individer. Individerne skal derfor både lære at være individer samtidigt med at man for- udsætter at de først kan lære det, når de bliver anerkendt som så- danne, dvs. som retssubjekter. Dermed kommer nationalstatens politiske projekt til at handle om hvem, der skal have hvilke rettigheder, hvordan man kan få subjekterne til at forstå sig selv som individer og, herunder, hvordan man kan give dem en selvbevidsthed, der passer til deres nye statsligt garanterede rettigheder (ibid:174). I den konstruktion bliver folkebegrebet ifølge Pedersen, det afgø- rende og den individualitet der konstrueres bliver en individualitet i fællesskabet folket. Folket og fællesskabet bliver samtidigt ækviva- lent med nationen, og subjektet bliver dermed på én og samme tid udstyret med en selvforståelse af at være individ, og med en national fællesfølelse (ibid.). Teknikkerne til at skabe det nationale fæl- lesskabsindivid, var udpræget humanistisk- videnskabelige: Dan- skernes fælles historie skulle konstrueres, ligesom danskernes fæl- les rigsdanske sprog og kulturforståelse også skulle det. Eksempel- vis igennem at finde gamle traditioner og underbygge nye med historiske forbilleder, som Valdemarsdagen der i 1912 erklæret for national festdag i Danmark, for at fejre slaget ved Reval, hvor Dan- nebrog faldt ned fra himlen (Kjørup, 1996:78). Samtidigt blev pæ- dagogikken et centralt magtmiddel til at få det danske ud til folket, og det blev ved lov stadfæstet at man i skolen skulle undervises i danmarkshistorie, at man skulle kunne tale rigsdansk, og at alle 34

36 rettroende lærte troen fra den lille katekismus (Pedersen, 2011:176). Velfærdsstaten Selvom velfærdsstatens periode begynder med 2. verdenskrigs af- slutning, betyder det ikke at det nationalstatslige projekt brat stop- per og at det velfærdsstatslige pludseligt starter her. De overlapper hinanden, og netop besættelsen viser for eftertiden, hvor stærk for- tællingen om det nationale folk er blevet. For på trods af at staten mister sin suverænitet, forbliver folket tro mod såvel den som mod det nationale fællesskab. Samtidigt var der dog efter besættelsen og krigens bestialitet skabt grobund for en ny hegemonisk orden, og dermed for et sæt nye idealer (Pedersen, 2011:181). Analysen var at den økonomiske recession, arbejdsløsheden og den sociale ulig- hed havde skabt grobund for radikale ideologier (kommunisme, nazisme og fascisme), og at ekstremismen indeholdt kimen til overgreb mod menneskeheden (ibid:15). Som modtræk hertil skal vel- færdsstaten skabe det gode samfund med social lighed, og dette samfund skal realiseres demokratisk af befolkningen selv. Hvor nationalstaten fokuserede på at udstyre befolkningen med en national individualitet og med rettigheder, så fokuserer velfærdsstaten på at udstyre befolkningen med en personlighed (der passer til dette nye samfund) og med muligheden for at realisere det gode samfund. Personligheden skal forstås som noget den enkelte endnu ikke er, men som det alligevel anerkendes at den enkelte bør være og kan blive, og væsentligst af alt ligger der i personbegrebet at hun/han har en iboende værdi i at være den hun/han er og derfor er uerstattelig. Derfor skal velfærdsstatens skole og pædagogik reformpæ- dagogikken skabe harmoniske, lykkelige og gode personer, der kan tage vare på sig selv samtidigt med at de realiserer fællesska- bet ved at skabe et samfund, hvor der kan blive korrigeret for de 35

37 uligheder, der følger med at blive født som rig eller fattig (Pedersen, 2011: 181). Velfærdsstatens fællesskab er dermed et fællesskab via deltagelse i demokratiet, og det omfatter at alle skal anerkendes som ligevær- dige personer (så de får muligheden for at blive det); at personerne selv skal anerkende, at de har ansvar for at forløse deres eget potentiale via social mobilitet; og at de er forpligtigede til at øve demokratisk indflydelse på politiske mål for samfundet via demokratisk deltagelse. Demokratiet er dermed mere end retten til at stemme, og ligesom ligheden er det en mulighed, der skal forløses af personerne og hverken demokrati eller lighed er altså grund- lovssikrede rettigheder, men i stedet noget der sikres ved perso- nernes medlevende deltagelse (Pedersen, 2011:183) ernes økonomiske krise, med statslig gældssætning og høj inflation og ar- bejdsløshed, gør det dog, ifølge Ove Kaj Pedersen, klart at befolkningen ikke kan indfri denne idé om det gode samfund. Kritikken af velfærdssamfundet tager til, og hermed skabes den kamp om vær- dier, der ændrer staten fra en velfærdsstat til en konkurrencestat. Til gengæld hersker der i dag en fortælling om de kriseramte halv- fjerdsere og firsere som tidspunktet hvor befolkningen faktisk levede op til ansvaret, stod sammen og fandt konsensus mellem de mange ideologier (Pedersen, 2011:187). Konkurrencestaten Konkurrencestaten opstår for alvor i begyndelsen af 1990 erne, men ændringen begynder, som sagt, allerede tyve år tidligere. Kon- kurrencestaten skal derfor ikke kun ses som et intentionelt radikalt brud med velfærdsstaten, men også som et forsøg på at løse de sy- stemfejl, velfærdsstaten viste sig at indeholde, og forsvare den mod globaliseringens tiltagende konsekvenser. Det blev ikke så over- 36

38 raskende gjort ud fra de ideer, der nu var tilgængelige på davæ- rende tidspunkt, og blandt de ideer var den neoliberale kritik af vel- færdsstatens fejl (Pedersen, 2011). Konkurrencestaten er derfor i høj grad en neoliberal stat. Som nævnt, betyder det dog ikke at den er på vej til at afskaffe statens institutioner til fordel for minimalstatens rene marked. Snarere bliver staten set som væsentlig for at markedet kan fungere optimalt og individerne kan handle rationelt (ibid:28). De politiske kampe, der foregår lige nu viser, ifølge Pedersen, hvor magtfuld de neoliberale ideer er blevet, for de står nemlig imellem to forskellige neoliberale teoretiske retninger. Den ene ser mennesket som rationelt og nyttemaksimerende, og derfor selv skyld sin arbejdsløshed o.l., mens markederne er efficiente og klarer sig bedst uden ydre ind- blanding. Denne retning er kommet i modvind efter den økonomi- ske krise, da den har fået skylden for den finansielle boble, og fordi massearbejdsløsheden efter krisen stillede et meget stort spørgs- målstegn ved om arbejdsløshed nu vitterligt var selvforskyldt. Den anden ser ikke mennesket som rationelt per se, men dog stadigt som styret af interesser. I stedet ses institutionelle rammer, som sociale værdier eller økonomiske tilskyndelser, som væsentlige for at mennesket vil opføre sig rationelt. Samtidigt har markedet fejl, og staten har derfor den rolle at udbedre disse så markedet kan fungere optimalt. (ibid:30). For Pedersen er det denne sidste neoliberale forståelse, der er dominerende lige nu også i Danmark og derfor er der heller ingen modsætning mellem staten og markedet, så længe staten sørger for at skabe rammerne for at både individer og markeder kan fungere efter de økonomiske hypoteser om rationalitet og søge mod ligevægt (ibid:25). I konkurrencestaten er ef- fektivitetsoptimeringerne derfor ikke forbeholdt markedet, men handler om såvel marked som stat og subjekt, og deres indbyrdes forhold. Det er nemlig ikke bare markedet, der skal optimeres, for staten har nu fået en helt anden ambition eller utopi end vel- 37

39 færdsstaten, og der hvor velfærdstaten ville skabe velfærdssam- fundet, vil konkurrencestaten skabe det effektive samfund (Peder- sen, 2011:281). Konkurrencestatens subjekt er stadig personen, som det var i vel- færdsstaten. Men hvor velfærdsstatens person blev set som uerstattelig, bliver den nu set som opportunistisk, altså som bærer af en interesse. Dermed er personen gået fra at være noget i sig selv, til at være noget ved sig selv. Som nævnt pågår der i øjeblikket en intern neoliberal kamp, og denne genfindes også i en kamp imellem to forskellige opfattelser af den opportunistiske person: I den ene ud- lægning er personen allerede hvad han eller hun kan og skal være, og værdien af personen findes kun i personens fagligheder. Denne opfattelse peger på personen som et rent nyttemaksimerende individ, og på en skole, der skal stille nyttig viden til rådighed, men ikke har nogen pædagogiske opgaver ellers. Den anden udgave af den opportunistiske person står på skuldrene af velfærdsstatens person. Her skal personen forstås som mere end det nyttemaksimerende individ, da nyttemaksimering ikke er det eneste formål eller den eneste interesse for den opportunistiske person, og det er gennem opøvelse af færdigheder at hun/han skaber sig selv som et selvstændigt og refleksivt individ. Samfundet har i denne opfattelse en pædagogisk opgave, nemlig at opdrage personen til at realisere sig selv og sine interesser gennem arbejde (ibid:190). Konkurren- cestaten søger derfor at gøre befolkningen ansvarlige for deres egne liv (i modsætning til velfærdsstatens forsøg på at skabe moralsk dannede individer), ser arbejdsmarkedet (og ikke demokratiet eller nationen) som det væsentligste fællesskab, og ser frihed som frihed til at realisere sine egne behov (og ikke som muligheden for at deltage i de politiske processer). 38

40 Konkurrencestatens økonomiske forestillinger Centralt i forståelsen af konkurrencestaten er ideen om nationer- nes konkurrence. At nationer konkurrerer er ifølge Pedersen en dominerende diskurs på det internationale politiske felt i øjeblik- ket. Det er derfor værd at bemærke at konkurrencestaten aktivt sø- ger at få såvel befolkning som virksomheder til at deltage i den globale konkurrence, hvilket står i modsætning til velfærdsstaten, som søgte at beskytte befolkning og nationale virksomheder mod føl- gerne af uheldige konjunkturudviklinger i den internationale øko- nomi (Pedersen, 2011). Nodalpunktet i konkurrencestatens diskurs er begrebet institutionel konkurrenceevne og det er derfor ud fra det begreb at alle andre dele af samfundslivet skal forstås det er derfra diskursen udkrystalliseres, som Jørgensen og Phillips, ville sige (1999:37). Dermed er det også ud fra statens konkurrenceevne at vi skal forstå eksempelvis demokratiet eller den humanistiske forsknings funktion i konkurrencestaten: ikke bare som et mål i sig selv, men også som et konkurrenceparameter, for som Ove Kaj Pe- dersen skriver, så introduceres der [m]ed forestillingen om institutionel konkurrenceevne ( ) også en forestilling om, at økonomiske, politiske og kulturelle institutioner udgør en konkurrencefaktor. ( ) [For med] institutionel konkurrenceevne er nationalisme, regionalisme og alle former for understregning af forskelle mellem os og dem nemlig blevet en konkurrencefaktor (Pedersen, 2011: 32). At den danske økonomi ligger i konkurrence med andre økonomier, er i sig selv ikke nogen ny idé, for det mente politikerne også i 1930 erne. Det der er det nye er hvad, der konstrueres som konkur- rencefaktorer (Pedersen, 2006). Fra 1930 erne og frem til 1980 erne var der især fokus på (løn)omkostningerne som konkurrencefaktor, fra 1970 erne blev dette fokus suppleret af en idé om at det var en nations teknologiniveau, der var afgørende i konkurrencen. Fra 1990 erne kom den strukturelle konkurrenceevne til, og den fokuserede på økonomiens strukturer. Hermed blev flexicu- rity hvor et fleksibelt arbejdsmarked med velfærdssikring blev 39

41 koblet med en aktiv arbejdsmarkedspolitik et vigtigt element i konkurrenceevnen. Nu er den institutionelle konkurrenceevne altså kommet til, og den fokuserer på at skabe komparative fordele dvs. konkurrencefordele i forhold til andre nationer igennem optime- ringer af nationens politiske, økonomiske og kulturelle institutioner. Det betyder dermed også at konkurrencefordelene søges opnå- et gennem ændringer af de normer og værdier, vi som individer og fællesskab bærer. Det kan f.eks. være hvad der motiverer os til at arbejde eller stifte familie, eller vores holdninger til sundhed, der skal ændres i en retning, der giver nationen fordele i konkurrencen med resten af verden (ibid.). Selv det at være lykkelig kan ses som en konkurrencefordel, for som den tidligere chefredaktør, Mikkel Lindblom, skriver i et debatindlæg i Politiken, præsterer [v]irksomheder med glade og tilfredse medarbejdere ( ) markant bedre økonomiske resultater end andre virksomheder (Lindblom, 2009). 40

42 5. Humaniora og universitetet Humanioras historie er både lang og kringlet, og jeg kommer på ingen måde i nærheden af at yde den et gran retfærdighed 3. Men det nu heller ikke pointe med afsnittet her. Afsnittet skal tjene som en del af det diskursive felt, og til at vise at der på meget kort tid er sket store ændringer i måden som vi tænker forskningens værdi på, og den måde som staten søger at styre hvilken viden, der bliver skabt. Jeg vil især koncentrere dette afsnit om tiden efter anden verdenskrig, da det er her forskningspolitikken for alvor begynder at blive et politisk område. Dog ser det ud til at konventionen er at hvis man ikke vælger at starte fortællingen i antikkens Grækenland, så starter man i hvert fald i starten af taller og med Hum- boldt- universitets grundlæggelse, så det vil jeg også kort gøre. At starte der har da også en fornuftig sammenhæng med de to fortæl- linger jeg har berørt indtil videre, og samtidigt er Humboldt- universitets organisering væsentlig for at forstå nogle af de forskningspolitiske kampe, der foregår nu. Nationalstatens humaniora Søren Kjørup sætter i sin bog, Menneskevidenskaberne, skellet mellem humanioras forhistorie og historie her, for her opstår nemlig ideen om viden som resultatet af en forskningsindsats (Kjørup, 1996:31). Denne professionalisering af den humanistiske forskning vokser, ifølge Kjørup, ideologisk ud af striden mellem tallets store erkendelsesideologier, historismen (der har bånd til konser- vatismen) og positivismen (der har bånd til liberalismen). Universitet i Berlin grundlægges i 1810 og i løbet af århundredet spreder inspirationen fra den humboldtske model sig ud over Eu- ropa og USA. At universitetet er filosofisk, som Lyotard taler om, 3 For mere retfærdige introduktioner se f.eks. den her citerede Kjø- rup, 1996; eller Hastrup,

43 viser sig praktisk ved en reorganisering af middelalderuniversite- tets fakulteter, så filosofien, der tidligere har haft karakter af en for- uddannelse 4, rykker op på linje med de tre andre fakulteter: teologi, jura og medicin. Filosofien og Humboldt- universitetet hæn- ger derfor uløseligt sammen, og det gør det ikke mindst på grund af romantikkens idéer om filosofiens samlende og overordnede betydning for både åndelig og videnskabelig indsats (ibid:44). En anden måde man kan se filosofien og humanioras stærke position i starten af tallet på, er i legitimeringen af forskningen, hvor det snarere var naturvidenskaben (som vokser ud af det filosofiske fakultet), der skulle legitimere sig som åndelig og dannende, end at humaniora skulle legitimere sig ved at efterligne naturvidenskaben. Denne overlegne position mister humaniora dog i løbet af århund- redet, hvor der byttes om på magtforholdet mellem de to viden- skabsgrene (Larsen, 2007:43). Udover filosofiens nye position ændrer Humboldt- universitetet og- så markant ved to andre forhold. For det første bliver universiteterne nu den primære ramme om forskningen og uddannelsen af nye forskere, og undervisningen skal i denne forbindelse være forskningsbaseret. Dermed ændrer professorernes rolle sig fra at være nogen der besidder meget viden, til nogen der også skal være i stand til at skabe ny viden gennem forskning. For det andet er det også her at tanken om den akademiske frihed tager fart. Den giver sig især udslag i fire frihedsidealer: Forskningsfriheden, der giver forskerne ret til at forske i det de gerne vil og på den måde de vil; 4 Middelalderens universitet var opdelt i fire fakulteter. Ved det ju- ridiske, medicinske og teologiske fakultet uddannedes der advoka- ter, læger og præster Disse uddannelser afsluttedes med doktor- grader. For at kunne komme ind på disse fakulteter skulle man dog først have gennemført en uddannelse på det lavere artes - fakultet, som senere blev kaldt det filosofiske fakultet. Man kunne godt fort- sætte på artes- fakultetet, og gjorde man det, afsluttede man sine studier med at opnå magistergraden, cand.mag. (Kjørup,1996:42) 42

44 undervisningsfriheden, der giver lærerne ret til at undervise på den måde de finder bedst; lærefriheden, der giver de studerende ret til at studere det de synes er mest interessant; og bedømmelsesfrihe- den, der giver universiteterne ret til selv at uddele akademiske grader og til at bestemme hvem de vil ansætte (ibid:45). Kjørup mener dog at friheden i praksis oftest netop har haft karakter af et ideal, som heller ikke nødvendigvis kun har været af det gode, når universiteterne eksempelvis ville udelukke kvinder, og at staten som betaler gildet alligevel har fundet veje til at få sin vilje igennem (ibid:46). Den idealiserede frihed var altså ikke nødvendigvis hverken reel eller særligt demokratisk. Udviklingen af universitetet og professionaliseringen af humaniora sker samtidigt med at humaniora bidrager til opbygningen af Euro- pas nationalstater, og den humanistiske forskning bliver, som nævnt tidligere, væsentlig i arbejdet med at definere den nationale stat med fælles sprog og kultur. På samme måde som det nationale projekt stadig eksisterer for staten, der mobiliserer til konkurrence, eksisterer det nationale projekt også endnu for humaniora. For eksempel er der ingen der for alvor stiller spørgsmålstegn ved om det er særligt nærliggende for den danske litteraturforskning at be- skæftige sig med dansk litteratur (ibid:80), ligesom arkæologien reproducerer historien om et samlet dansk folk, der har boet her i tusinder af år (Bjerrum Jensen, 2009). Den periode for humaniora der falder sammen med Pedersens nationalstatslige periode, kalder Kjørup for konsolideringsfasen. Den fortsætter lige indtil det store opbrud, i 1960 erne og 1970 erne. Velfærdsstatens humaniora Efterkrigstidens humaniorahistorie er præget af masseuniversite- tets fremkomst og af det kritiske universitet. Den er også præget af 43

45 at oplevelsen af at have været besat af Nazityskland blander sig med en fremskridtstro, hvori videnskaben indgår som væsentligt element. Det konservative Folketingsmedlem Flemming Hvidberg (der også var professor i teologi og senere blev undervisningsminister) var en af de mange fortalere for bedre betingelser for den frie forskning, for ( ) naar Forskningen er så fri og ubundet som den kan være, vil den netop tjene Demokratiets Sag (Hvidberg cit. i Han- sen, 2009:233). Samtidigt var forskningen ikke kun en forudsæt- ning for demokratiet, for Hvidberg, men også en forudsætning for økonomisk vækst. Her var der dog tale om jordbrugsforskning (for landbruget) og teknologisk forskning (for industrien), og ikke om humanistisk eller samfundsvidenskabelig forskning (Hansen, 2009:234). Ifølge universitetshistorikeren Else Hansen synliggør Hvidbergs person en forestilling om en alliance mellem stat og forskning, der var fremherskende hos politikerne i starten af 1950 erne, hvor statslig støtte til forskningen var til gavn for såvel stat som forskning, og hvor der ikke var nogle umiddelbare interes- semodsætninger i mellem de to (ibid.). Et eksempel på dette kan være beslutningen om at oprette Statens Almindelige Videnskabs- fond i Videnskabsfonden styrkede på den ene side forskningen ved at uddele to mio. kroner årligt til grundforskning, men på den anden side (og på trods af en del modstand) fik staten og ikke kun forskerne sæde i den uddelende bestyrelse, og dermed indflydelse på den endelige tildeling af midler 5 (ibid:247). Oprettelsen kan også ses om et lille, men væsentligt skridt på vejen imod en egentlig forskningspolitik. Med ændringen af rådsstrukturen i 1968, og den deraf følgende oprettelse af Statens Humanistiske 5 Statens Almindelige Videnskabsfond havde fem kommissioner for hhv. naturvidenskab, humanistisk videnskab, samfundsvidenskab, lægevidenskab, og veterinær- og landbrugsvidenskab, der bestod af forskere fra området. Kommissionerne afgav ind indstilling til bestyrelsen, som stod for den endelige godkendelse. Bestyrelsen havde syv pladser, hvoraf fem gik til forskerne, og to gik til Finansmini- steriet og Undervisningsministeriet. 44

46 Forskningsråd (SHF), bliver det skridt lidt større. SHF skulle stadig uddele midler, men skulle nu også rådgive politikerne, initiere projekter og virke for en samordning af den danske forskningsindsats ( ) i gensidigt samarbejde samt i samarbejde med myndighederne, offentlige og private forskningsinstitutioner (Larsen, 2007:148). Rådet beskrev selv det at igangsætte projekter og uddele forskningsmidler som en mild form for styring, og herunder er det værd at bemærke at rådet allerede i 1972 gjorde opmærksom på at det så det som en af sine opgaver ( ) at fremme kollektive, tværfaglige projekter [da der næppe er] tvivl om, at mange humanistiske forskningsgrene netop ved at integreres i tværvidenskabelige projekter vil kunne bidrage til at yde en indsats af konkret samfundsrelateret art (SHF, citeret i Larsen, 2007:148). Rådet knyttede altså den humanistiske forsknings samfundsmæssige nytte tæt til det det tværfaglige og kollektive forskningsprojekt. Masseuniversitet og Styrelseslovene af 1970 og 1973 Selvom studenterantallet voksede støt op igennem det 19. og 20 århundrede, og gik fra at være ca på et enkelt universitet i 1900 til at være omkring på to universiteter i 1960, så var denne udvikling vand ved siden af den eksplosion der skete i stu- dentertallet i det efterfølgende årti. For i løbet af tresserne firdob- ledes antallet næsten, så der i 1970 var lige over studerende som var nu fordelt på tre universiteter (Slottved, 1998; Hansen, 2009). Hvis man tegner en graf over udviklingen, bliver det tydeligt hvorfor der tales om en eksplosion: 45

47 Universitetsstuderende i Danmark Antal studerende År (Tal fra Hansen, 2009: 231) Universiteterne var skeptiske over for den voldsomme stigning og prøvede at modarbejde den. Men selvom universiteterne formelt var selvstyrende, så lå beslutningerne om studenterantal og udbyg- ningstakt hos Folketinget, og her blev væksten set som positiv. Det skyldtes blandt andet at de højere uddannelser i stigende grad blev set som et middel til at vedligeholde den økonomiske vækst, og i mindre grad som et kulturelt gode. (Hansen, 2008). Fra politisk side var man meget interesseret i at styrke de naturvidenskabeligt- matematiske fag, for at støtte den tekniske udvikling og derigennem eksporten. Derfor var det heller ikke med politikernes gode vilje at stigningen i studenterantallet især skete på de humanistiske fag. Samtidigt stod det dog klart for politikerne at det hastigt stigende studentertal måtte følges op af øgede bevillinger til både drift og udvidelse af universiteterne (ibid:6). I løbet af 1960 erne var forholdet mellem staten og universiteterne derfor til diskussion, ligesom der fra statslig side blev oprettet udvalg, som skulle komme med forslag til en ny og mere effektiv organisering af universiteterne, både internt og i forhold til staten. Ikke mindst de borgerlige partier ønskede en ændring, da de mente at universiteterne mang- 46

48 lede lydhørhed over for samfundets krav til kandidaterne (ibid). De magtfulde professorer var dog modstandere af de ændringer, der blev foreslået, og når de modsatte sig, kunne de forhindre at noget som helst blev gennemført. Og det gjorde de så (ibid:1). De studerendes aktioner i foråret 1968, med krav om at give både studerende og ikke- professorale lærere indflydelse på undervisningen, gav dog en åbning i den fastlåste situation. Denne åbning greb Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre, der tidligere på året havde dannet en borgerlig regering. De studerende kæmpede for en intern demokratisering af universitetet, men ikke for universiteternes uafhængighed af staten. Regeringen øn- skede en mere effektiv styring og ledelse af de nu meget større universiteter, og her blev professorerne set som dem der stod i vejen. Regeringen kunne derfor gå med til at tilbyde de studerende den medindflydelse de ønskede, hvis Folketinget fik magten til at organisere universiteternes styrelsesforhold. Styrelseslovene fra 1970 og 1973, der ændrede universiteternes organisering og brød pro- fessorvældet, som det var kommet til at hedde, blev derfor til i en alliance mellem borgerlige politikere og kritiske studerende. Der- med var de både affødt af et ønske om mere demokrati på universiteterne og af et politisk ønske om i højere grad at styre og effektivi- sere universiteterne, så de bedre kunne varetage samfundets interesser (ibid:5). Med denne alliance blev taberne i kampen altså for- talerne for universiteternes selvstyre (ibid:12). Med den norske po- litolog Johan P. Olsens ord kan det beskrives som en overgang fra en opfattelse af universitetet som en meritokratisk Republic of Sci- ence, hvor aktørerne har fælles normer og interesser, til en opfattelse af universitetet som et repræsentativt demokrati, hvor aktø- rerne netop ikke deler normer og interesser, men kæmper om dem (Olsen, 2005:8). Samtidigt ligger der i politikernes ønske om at overtage kontrollen med universiteterne også et ønske om at gøre universitetet til et instrument for statens projekter, men indtil Uni- 47

49 versitetslovens vedtagelse i 1993 var den interne styring og organisering overladt til universiteterne selv (Degn og Sørensen, 2012:62). Den kritiske og emancipatoriske humaniora Mange af de nye humanister, der kom ind på universitetet i årene omkring studenteroprøret, tog et ideologikritisk opgør med univer- sitetsvidenskaben, som de så og præsenterede som borgerlig- kapitalistisk ideologi forklædt som værdifri viden (se f.eks. Ras- mussen og Storr- Hansen, 1975). I tiden omkring studenteroprøret brydes der altså for alvor med forestillingen om forskningens vær- difrihed. Men det er ikke kun Studenterrådets marxister, der gør det. Et internationalt og knapt så revolutionært eksempel fra den tid godt nok fra sociologiens verden på ideen om at man skal vælge side, er Howard S. Beckers artikel Whose side are we on? fra 1967, hvori han slår til lyd for at spørgsmålet om hvorvidt man skal bedrive værdifri eller værdifuld forskning, er et falsk spørgsmål, da det første er umuligt. Derfor handler det i stedet for forskeren om at finde ud af hvis side man er på (Becker, 1967). Fra denne idé ud- går også det den norske idéhistoriker Rune Slagstad kalder for op- positionsvidenskab, som peger på den kritiske sociologi, der op- stod i den norske arbejderpartistat i løbet af 1960 erne, og hvor so- ciologerne mobiliserede ( ) det norske samfunnssystems egne iboende idealer ( ) mot de sosiale realiteter. ( ) Denne samfunnskritikken var festet til et etisk motiv om rettferdighet, velferdsstatsprosjektets eget normgrunnlag, formulert ut fra en prinsipiell sympati med dette prosjekt og dets ideal om en offentlig garantert og arrangert rettferdighet (Slagstad, 2009: 418). Pointen er den banale at det emancipatoriske og kritiske projekt ikke kun var de danske studen- ters projekt. Det var i stedet stort og omfattende. Så det kan godt være at der på de danske universiteter drømtes om et marxistisk- leninistisk paradis, men det emancipatoriske sigte var i høj grad 48

50 mainstream, og først og fremmest konstrueredes humaniora heri som en disciplin der gennem samfundskritik og samfundsengage- ment, kunne frigøre mennesket. Som filosoffen, Niels Thomassen skrev i en kronik i Berlingske Tidende, var det en humaniora, der så længe mennesket ikke trivedes, måtte rette kritikken ( ) mod falske idealer og tolkninger, som mod enhver praksis, der ikke er en virkeliggørelse af menneskelig lykke (Thomassen, 1974). Det måtte den fordi [d]et radikale onde er lidelsen, først og fremmest, den der skyldes uret [Og fordi den fundamentale sandhed] ( ) er det lykkelige menneske, den virkelige, sammenhængende, bevægende, trygge og meningsfulde tilværelse (ibid.). Det var altså også en humaniora, der satte et tykt lighedstegn mellem humanisme og humaniora, som f.eks. også Thomas Bredsdorff, Mihail Larsen og Ole Thyssen gjorde i bogen Til glæden (1979), hvor humanioras eneste udvej fra at blive ligegyldiggjort er at tydeliggøre at: ( ) humaniora og humanisme er dybt forbundne stør- relser, at humaniora er død uden en tidssvarende humanisme, og at humanismen er vægtløs uden en humaniora forankret i solid forskning. At humanistisk forskning- og- undervisning kort sagt har en ideologisk funktion i samfundet, at den kan yde sit bidrag til befrielsen ikke bare af et enkelt menneskes liv, men af dem alle fire. (Bredsdorff et al, 1979:138) Selvom Til glæden var et skarpt angreb på både den nys afgåede undervisningsminister, Ritt Bjerregaard, og regeringens uddannel- sespolitik, og selvom tonen i debatten var både hård og dybt polari- seret, så er det værd at understrege at det emancipatoriske projekt (men ikke det marxistiske) ikke står i modsætning til statens demokratiske og humanistiske projekt (jf. Pedersen, 2011). Samtidigt lå ideen om det konfrontatoriske og politiske universitet heller ikke så langt fra hvad også Socialdemokratiet ønskede politisk. Selvom de selvfølgeligt også ville have nyuddannede, der var kompetente til at indtage stillinger i såvel erhvervsliv som i det offentlige, og som havde tilegnet sig viden som det moderne samfund efterspurgte 49

51 (Hansen, 1997: 30). For som Ritt Bjerregaard sagde i sin tale ved Aarhus Universitets 50- års jubilæum, så er et velfungerende universitet, et universitet, som: ( ) er ubehageligt for systemet, som er ubarmhjertigt i sin kritik, som af sin yderste evne gør, hvad det kan for at sætte statsmagten og det bestående system i pinlige og vanskelige situationer, gerne inden for overraskende om- råder og med uventede metoder. ( ) Universitetet deltager med sin forskning og sin uddannelse i den politiske strid, og politik er ikke damete med blødt brød og sød snak, men en valplads for uforsonlige, uforenelige interesser og krig med alle midler. (Bjerregaard, 1978, citeret i Sidenius, 2003) Det politiske engagement døde dog lige så stille ud igen. Sovjetuni- onens sammenbrud blev af mange oplevet som også den marxistiske tænknings og det socialistiske projekts sammenbrud (Kjørup, 1996:60). Den humanistiske tænkning udviklede sig i stedet til det Kjørup kalder en poststrukturalistisk og postmoderne modefiloso- fi. Her blev ideologikritikken udskiftet med dekonstruktionens jongleren med filosofi og litteratur, hvor den gentagne påpegning af den vestlige metafysiks uafrystelighed trådte i stedet for afslørin- gen af politiske positioner (Kjørup,1996:60). Og det er også her Ly- otard og den postmoderne tilstand kommer ind, for netop Lyotards rapport er med til at bringe postmodernismen på den intellektuelle dagsorden i Europa (Poder, 2004:458). Og det postmoderne betød ikke bare Guds død, men frigørelsens død, som de to filologi- studerende, Poul Erik Tøjner og Frederik Stjernfelt, skrev i Informa- tion i 1985 (Hauge, 2002), ligesom historikeren Carsten Juhl samme år argumenterede for at tiden havde vist at de store idealer ikke dur. Derfor skulle kunsten adskilles fra alt andet end den selv og derfor skulle politikken være både ideologifri og pragmatisk (Stid- sen, 2002). Den samme idé kan genfindes på det parlamentariske niveau med Poul Schlüters berømte udtalelse fra 1983 om at ideologi er noget bras, for den kan med rimelighed oversættes til en 50

52 fordring om afpolitisering af politikken (jf. Bjerre og Hansen, 2013:12). Derfor er der også en sammenhæng i introduktionen af de postmodernistiske tanker og overgangen fra velfærdsstaten til konkurrencestaten, for konkurrencestaten er netop den afideolo- giserede politiks stat. Frem mod konkurrencestatens humaniora Med postmodernismens indtræden og sandhedens død er der især to drejninger der er værd at bide mærke i. For det første er der drejningen mod den performative videnslegitimering som Lyotard påpegede, hvor humaniora skulle vise hvilke konkrete problemer den kunne løse i forhold til blandt andet kommunikation og viden- overførsel, og som i 1980 erne indskriver sig i en klar markedsøko- nomisk kontekst i stedet for en frigørende (Larsen, 2007:154). Et eksempel på den udvikling kunne være RUC s omstilling af sin kon- takt til samfundet: Hvor der på RUC i slutningen af halvfjerdserne blev produceret mange studenterrapporter og forskningsprojekter i samarbejde med arbejderklassen, fagforeninger, boligforeninger osv., så blev både aftagere af kandidater og erhvervslivet mere generelt vigtige samarbejdspartnere i løbet af firserne. Så da Politiken i august 1988 foretog en undersøgelse af hvilke universiteters kandidater som blev foretrukket af erhvervslivet, var den overraskende vinder den marxistiske missionsskole, RUC (Hansen, 1997:270). For det andet er der den kulturelle vending i såvel den humanistiske forskning, som i legitimeringen af den. Med den kulturelle (eller kulturalistiske) vending fik kultur og identitet forrang som forkla- ringsmodel og undersøgelsesobjekt. Statens Humanistiske Forsk- ningsråd skrev eksempelvis i 1989 at begrebet kulturvidenskaber måske var det, der bedst indkredsede humanioras identitet. At det 51

53 var væsentligt for SHF at pointere skyldtes deres analyse af at fremkomsten af den postmoderne, globaliserede og teknificerede verden, hvor alting flød, gjorde det til en væsentlig opgave at give holdepunkter for identiteten, for ellers risikerede både den enkel- tes personlige, kulturelle og nationale identitet at gå tabt. Og det kunne humaniora netop give (Larsen, 2007:197). Et andet eksempel kan være arkæologiens brug af begrebet kulturarv til at legitimere sig. Mette Bjerrum Jensen (2009) viser i sin ph.d.- afhandling hvordan begrebet vinder indpas fra midten af halvfemserne, og hvordan der i diskursen sættes lighedstegn mellem kulturarv, historisk identitet og national identitet, og at begrebet dermed rum- mer en myte om, at grundlaget for vores nuværende identiteter er forankret i en meget fjern fortid, som arkæologerne graver op af jorden (Bjerrum Jensen, 2009:243). På det politiske felt giver den kulturelle vending sig især udslag i kulturaliseringen af indvandrerdebatten mellem højrefløjens etno- centriske kulturalisme og venstrefløjens multikulturalisme: På høj- refløjen skyldes de problemer, der eksisterer blandt indvandrere deres særlige kultur, og på venstrefløjen har de ret til at få beskyt- tet og anerkendt samme særlige kultur (Togeby, 2004:25; Renni- son, 2008:100). Dermed giver den sig udslag i værdi- og anerken- delsespolitikkens fortrængning af fordelingspolitikken (Fraser, 2008:95). I denne kamp står de postmoderne humanister på de un- dertryktes side, og ser gerne sig selv som arvtagere fra marxismen, om end de opponerer imod den (ligesom også Laclau og Mouffe gør det), men for kritikerne af denne position undertrykker den netop dem den burde frigøre: I en liberal- demokratisk diskurs, fordi den undertrykker individet via kulturen, og i en socialistisk, fordi retten til forskellighed i livsformer bliver et skalkeskjul for ulige livsbetin- gelser (Rennison, 2008:138f). Til gengæld passer den som fod i ho- se med den institutionelle konkurrenceevne, og ideen om at enhver 52

54 forskelssætning mellem os og dem repræsenterer en komparativ fordel på markedet. Vejen mod konkurrenceuniversitetet Fra slutningen af halvfjerdserne sker der endnu en drejning af politikernes opfattelse af hvad det gode universitetet er, som både ligger i forlængelse af ændringerne efter 68 og står i modsætning hertil. Her får ideen om universitetet som et instrument til opnåelse af politiske mål nemlig for alvor overtaget over ideen om universitetet som en institution i samfundet. Og med denne idé får eksterne (ikke- universitære) aktører en legitim ret til at deltage i universiteternes styring (Degn og Sørensen, 2012). Hertil er det værd at tilføje at opfattelsen ikke bare bliver at politikerne har ret til (at være med til) at styre, men også at det i det hele taget er muligt at styre. Det er altså et ryk væk fra den idé som Vannevar Bush stod som ekspo- nent for, hvor forskningen giver det største afkast ved at blive ladt alene (Aagaard og Mejlgaard, 2012:15), og et ryk i retning af den napoleonske forestilling om universitetet om end nu også med forskningen som en væsentlig komponent (jf. Lyotard, 1984). I de- batbogen Forskningens Politik fra 1984, argumenterer den senere forskningsminister, Jytte Hilden, f.eks. for at det er nødvendigt at demokratisere forskningen, hvorfor forskerne må indstille sig ( ) på dialog med politikere, beslutningstagere og ikke mindst befolkningen (Hilden, 1984:12). Bevægelsen ses ved indførelsen af den koordinerede tilmelding i 1977, hvor staten får ret til at normere optaget ved de forskellige studier og kraftigt reducerer antallet af nymatrikulerede studerende på de humanistiske fag (Mejlgaard et al, 2002:49); den ses ved budgetreformen i 1981, som introducerer antallet af færdige kandidater som målestok for tildelingen af midler, og hvor forskning og undervisning udskilles som to selvstændi- ge bevillingsområder hvad der står i modsætning til den humboldtske forestilling om enhed i forskning og undervisning, og som 53

55 er en opdeling, der tydeliggøres med oprettelsen af et selvstændigt forskningsministerium i 1993; og den ses ved introduktionen af de store, statsligt nedsatte, strategiske forskningsprogrammer fra midten af samme årti, som er et effektivt politisk instrument til at foretage prioriteringer af forskningen (Aagaard og Mejlgaard, 2012:13; Mejlgaard, 2002:50). Universitetsloven af 1993 bygger netop på ideen om universitetet som instrument, og der gøres for alvor op med 70 ernes forestillinger. Loven havde baggrund i en udredning fra OECD om dansk forsknings- og teknologipolitik, og i tråd med udredningens anbefa- linger ønskede man at få universiteternes ledelsesstruktur til i hø- jere grad at ligne det private erhvervslivs, hvor ansvaret tydeligt kan placeres på enkeltpersoner. Derfor skabtes der en enstrenget ledelse, hvor magt og ansvar generelt flyttedes op i det universitæ- re system, og ligeledes generelt flyttedes fra de repræsentative organer til de valgte ledere (dvs. rektorer, dekaner, institutledere) og i nogen grad deres bureaukrati (Petersen, 1997:164). Nikolaj Peter- sen ser loven som en lov, der peger i retning af en overgang fra en statsstyringsmodel til en samfundsstyringsmodel, da loven også giver plads til eksterne aktører i konsistorium og flytter be- slutningskompetencer fra staten til den nye, stærkere ledelse, f.eks. i forhold til budgetter og studenter- tilgang. Men selvom samfundet får mere indflydelse, slipper staten ikke universitetet fuldstændigt frit og indførelsen af udviklingskontrakterne med loven trækker måske endda igen i retning af statsstyring hvorfor det måske vil være mere reelt at tale om at der med halvfemsernes love tilføjes en ekstra dimension i styringen, end at der overgås til et nyt styringsparadigme (jf. Mejlgaard et al, 2002:52). Med inspiration fra Johan P. Olsen optegner Degn og Sørensen æn- dringerne i politikernes opfattelse af ideal- universitet i Danmark, og placerer universitetslovene i de fire kategorier. De lader over- 54

56 gangen fra statsstyring til samfundsstyring indtræde med VK- regeringens universitetslov i 2003, hvor universiteterne gøres til selvejende institutioner, der er ledet af en bestyrelse med eksternt flertal, hvor ledelsen ikke længere er valgt, men ansat, og hvor de kollegiale organer helt mister deres magt og overgår til kun at være rådgivende: (Degn og Sørensen, 2012:79) Ifølge Degn og Sørensen bevæger den politiske opfattelse af det gode universitet sig altså i første omgang væk fra en forestilling om enheden i universitetets interesser, men fastholder universitetet som en autonom institution. Særligt i firserne bevæger forestillingen sig tilbage mod enheden i interesser, men her er interesserne ikke længere defineret internt i institutionen, men eksternt af politikere, der ser forskningen som instrument til at opnå forskellige 55

57 statslige mål, som f.eks. øget vækst og/eller velfærd. Fra omkring årtusindeskiftet bevæger opfattelsen sig igen mod en pluralitet i interesser, der skal varetages, men fastholder samtidigt opfattelsen af universitetet som et instrument. Nu er det blot ikke kun statens interesser, instrumentet skal understøtte, men samfundets, og det skal gøres ved at universitetet skal agere som en aktør på markedet, der sælger ydelser i form af viden og uddannelse. Hvor Mejl- gaard argumenterer for at samfundskontrollen er en ekstra dimension, så argumenterer Degn og Sørensen for at vi nu er landet et sted imellem Olsens to sidste kategorier: Nu er universitet både et politisk instrument og en servicevirksomhed, dvs. at servicevirk- somhedens altoverskyggende kunde er staten. Man kan derfor og umiddelbart selvmodsigende tale om at universiteterne bliver sat fri til at tjene staten, og derfor kan man også med god ret sige at bå- de de, der mener at universiteterne har fået større autonomi efter årtusindeskiftet, og de, som mener at den er blevet indskrænket har ret, alt efter om man ser autonomien som frihed fra styring (Degn og Sørensen, 2012:82) Dette skyldes at universiteterne sættes fri med en forventning om at de opfører sig på en bestemt måde. Den- ne forventning, kan f.eks. genfindes i den evaluering af universiteterne og universitetsloven, som blev gennemført i Her anbe- faler evalueringspanelet at gå fra en ( ) detaljeret statslig regulering til en styring på afstand, baseret på en høj grad af tillid til universiteternes evne til at udnytte den institutionelle autonomi på den forventede måde. (Universitets- og Bygningsstyrelsen, 2010:29). Dette anbefales, fordi den største udfordring for ledelserne på universiteterne er at udvikle en profil, der er baseret ( ) på universitetets akademiske styrker og [skal] sætte det i stand til at deltage i den globale videnkonkurrence på en måde, der bidrager til yderligere at styrke dansk økonomis globale konkurrenceevne (ibid:30). Og målet er altså at sætte de danske universiteter fri til at skabe vækst. Med et lån fra Ove Kaj Pedersen kalder Degn og Sørensen denne 56

58 universitetsforståelse for Konkurrenceuniversitetet (Degn og Sø- rensen, 2012:84). 57

59 6. Analyse af den offentlige debat Analysen er opdelt i to store afsnit, som henholdsvis fokuserer på konstruktionen af humaniora som institution i det liberale demokrati og på humaniora som et instrument til opnåelse af politiske mål. Det er imellem disse to store fortællinger, eller overordnede diskurser, jeg ser de største brudlinier, men det betyder ikke at der ikke er hårde kampe internt i forhold til retninger, strategier og mål. Dog er det tydeligt at den frigørende fortælling er meget trængt, og kun meget sjældent bliver trukket på af aktørerne, og ingen af aktørerne artikulerer humaniora eller universitetet som helhed ind i en ligeså radikal diskurs som Ritt Bjerregaard gjorde i citatet om det kritiske universitet. Samtidigt er det også værd at bemærke at jeg har kaldt demokratiet liberalt. Det finder jeg, der er en væsentlig pointe i, nemlig den at en socialistisk/socialdemokratisk diskurs er overraskende fraværende. Vel- færdsstaten bliver dog nævnt nogle gange i instrument- diskursen, men bliver ikke artikuleret i en ækvivalenskæde med væsentlige socialistiske momenter, i stedet bruges den som argument for hvorfor forskningen skal være markedsorienteret. Humaniora som institution i det liberale demokrati Ideen om at humaniora har en særlig værdi i forhold til at skabe og vedligeholde demokratiet, er et gennemgående tema i et stort antal af teksterne. Det demokratiserende humaniora konstrueres både som noget der er ens med samfundsvidenskab, og som noget der står i opposition til samfundsvidenskab. I et interview forklarer ph.d. i statskundskab, Rens Van Munster, humanioras og samfunds- videnskabernes demokratiserende effekt som det samme (Jyllands- Posten, 2011C). I interviewet konstrueres humaniora og samfundsvidenskab konstrueres begge som i opposition til EU s fokus på vækst. Og de får begge deres værdi ved at være at kunne klæde bor- 58

60 gerne på til at deltage i en demokratisk offentlighed, og ved at være i stand til at stoppe op og stille spørgsmålstegn til hvad det er for et samfund man er ved at kreere. Det kan, ifølge Van Munster, slet ikke måles i penge. Begreberne kritisk offentlighed og borger, peger på at konstruktionen sker inden for en liberal- demokratisk diskurs, og at humanioras værdi derfor også er knyttet til det liberale demo- kratis institutioner, og at universitetet er en sådan institution. EU artikuleres som et projekt besående af mennesker og omtales som de. De har et demokratisk underskud, om end Van Munster lægger denne kritik ud til nogle usynlige kritikere, og siger at EU beskyldes for at have det. EU s forskning ækvivaleres desuden med et enormt fokus på vækst og innovation. Dette de sættes overfor et lidt svæ- vende vi, der tidligere har haft en idé om at forskningen skal bruges til mere end til at skabe vækst, nemlig til at skabe den demokratiske offentlighed. Van Munster og intervieweren konstruerer dermed en antagonistisk position med vi, humaniora og samfundsvidenskab, universitetet og forskningen, den demokratisk offentlighed, og traditionen på den ene side, og de, EU, demokratisk underskud, innovation og vækst på den anden. EU kan dog godt træde over på den demokratiske side, hvis de begynder at støtte humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning i stedet for blot at fokusere på innovation og vækst. Den frie humaniora, som kritisk stemme Den væsentligste måde hvorpå humanistisk forskning bliver konstrueret som demokratisk i mit materiale, er, som sagt, som en del af det borgerligt- liberale demokrati. Universitetet artikuleres som en institution i demokratiet, og humaniora artikuleres som en væ- sentlig del heri. Derfor omhandler de indlæg, hvori humanioras demokratiske funktion fremdrages derfor ofte om universitetets stilling i samfundet, og herunder hvor styret det skal være fra poli- 59

61 tisk side. Samtidigt konstrueres den demokratiske humaniora som en der står i modsætning til markedsfokuseringen. Angrebet på den frie humaniora er et angreb på demokratiet Lektor i tysk Christian Benne (2010) artikulerer politikernes ønske om at humaniora skal skabe vækst, som et angreb på selve retsstaten: Humaniora, som kun tildeles omkring tre procent af forskningsstøtten i Danmark (med pil nedad), er under politisk mistanke at mangle ethver [sic] nytteværdi. Be- visbyrden for det modsatte ligger hos de anklagede. Sta- ten bestemmer i stigende grad, hvad der skal forskes i. (Benne, 2010) Humaniora er under mistanke, og bevisbyrden ligger hos de anklagede humaniora har altså ikke de sædvanlige rettigheder, som anklagede i civile retssager har, nemlig at være uskyldig til det modsatte er bevist. Mistanken er politisk, hvad der både peger på at det er politikerne, der mistænker, og på at det er en politisk anklage, og konnoterer altså et brud på magtens tredeling. Det er, ifølge Benne, påfaldende at jurister og teologer ikke skal dokumentere erhvervsrelevans, når humanisterne skal. At han peger på netop de to grupper som ens med humanisterne understreger endnu engang instituti- onsargumentet: Humaniora er en institution på linje med kirken og domstolene. Eller måske rettere er humaniora en institution i institutionen universitetet. Dette sidste kan f.eks. ses når Benne senere skriver at forholdet mellem universitetets fakulteter i slutningen af tallet blev defineret ud fra den republikanske magtdelingsmodel, eller når han konstaterer at vi har glemt at universiteterne også bør være en uafhængig magt, ligesom medierne og domstolene, men at der uden humanioras skeptiske korrektiv ødelægges en hårfin balance, for samfundsvidenskab har vi sandelig nok af. For Benne udfylder samfundsvidenskab og humaniora altså ikke samme plads, snarere fylder samfundsvidenskab alt for meget og de to forsk- 60

62 ningsgrene er distinkt forskellige. Det er desuden værd at bemærke at Benne bruger udtrykket forskningsstøtte i citatet, og ikke det mere brugte forskningsmidler eller det markedsorienterede forskningsinvesteringer. Inden for institutionsdiskursen gives forskningen altså midler fordi det i sig selv er væsentligt at der er forskning, og ikke med bagtanker om at det skal give et økonomisk afkast. Ved at trække på ideen om universitetet og humaniora som institutioner i et liberalt demokrati, og ved at definere demokratiet ved magtdelingen, bliver politisk kontrol med forskningen et angreb på selve denne demokratiforståelse. Benne bruger sin personlige erfa- ring fra sin opvækst i DDR, og sammenkæder statslig kontrol med forskningen med 1900-tallets totalitære regimer. Nu er: ( ) skuffede marxister ( ) indgået i våbenbroderskab med ultra- liberalistiske spidsborgere i deres determini- stiske og i sidste ende anti- liberale tro på, at alting begynder og ender i samfundets økonomiske basis (Unterbau kaldte Marx det) inklusiv det dertil hørende ressenti- ment over for ægte lærdom og samfundets kulturelle mørtel. (Benne, 2010) Og de er under påskud af mere demokratisk kontrol med forskningsmidlerne i gang med at underminere selve det grundlag vores demokrati bygger på gennem rå og korrumperende kunstgreb. Ben- ne henviser her til Ulrich Beck, og kalder det McKinsey-Stalinisme. For Benne viser det anti- liberale sig også ved at universiteterne skal agere forskningsafdelinger for mindre virksomheder. Det er konkurrenceforvridende og med østblokken i baghovedet aner man konturerne af forskningens femårsplaner. Begge dele sættes i modsætning til markedsøkonomien. Dette angreb på de liberale idealer ækvivalerer Benne med elitens begejstring for Kina, og at Kina har vist at kapitalisme og demokrati ikke længere er den eneste 61

63 mulige kombination. Forsøget på at styre forskningen og anklagen mod humaniora for at være nyttesløs, er altså et direkte angreb på selve demokratiet. Overfor dette, og inden for institutionsdiskursen, sætter Benne at: Humanister er lærde, lærere, intellektuelle og kunstnere, og kun gennem disse egenskaber er de relevante for universiteterne, civilsamfundet og moderne virksomheder. ( ) Fri og nytteløs forskning i humaniora og alle andre discipliner har den største langsigtede nytteværdi af alle, nemlig at garantere vedligeholdelsen af forskningens etos og eros, af stræben efter ny viden og nye metoder for deres egen skyld. Hvis ikke vi opdrager de unge i denne ånd, dør substansen. Endnu mere strategisk forskning vil svække offentlighedens tillid til universiteterne, fordi den bliver anset for kun at tjene bestemte interesser. Medici- nalindustrien er et afskrækkende eksempel. (Benne, 2010) Den frie, nyttesløse forskning har altså i virkeligheden den største nytteværdig. For det er den der skaber substans i forskningen, og den nyttesløse forskning er dermed også den rigtige forskning. Strategisk forskning, til gengæld, er en fordrejet udgave af forskningen, der bliver opfattet som en forskning der kun tjener bestemte interesser. I denne antagonisme- konstruktion bliver fri forskning dermed også den desinteresserede forskning, der stræber efter ny viden for den nye videns skyld. Det er også kun gennem humanioras iboende, nyttesløse værdi at humanisterne har relevans for de tre andre institutioner: universiteterne, civilsamfundet og moderne virksomheder. Og dermed konstrueres humaniora også som en aktivitet, der hverken kan eller skal skabe økonomisk værdi. Benne konstruerer altså kampen om humaniora som en kamp mellem en vigtig institution i demokratiet, der har sin særlige plads sammen med domstole, kirker og medier. Modstanderen er en anti- 62

64 demokratisk kapitalisme, der vil styre forskningen og kun er interesseret i om den kan betale sig økonomisk. Borgerlig-demokratisk ideologikritik At humaniora i høj grad har en plads i demokratiet på grund af sin sammenhæng med kritisk debat er også argumentet for retorik- lektoren Klaus Kjøller, der beklager at ideologikritikken døde ud med marxisterne, som han dog selv var i opposition til (Kjøller, 2009). Samtidigt er Kjøller, ligesom Benne ovenfor, optaget af universitetets og den humanistiske forsknings rolle som institution i samfundet. Men i modsætning til Benne, bruger Kjøller ikke plads på at sætte forskelle imellem de forskellige videnskabelige discipliner, men forklarer i stedet universitetets nytteværdi ud fra humaniora, og placerer dermed også ligesom Benne humaniora som centralt i universitetet som institution. I følge Kjøller var universitetet tidligere ideologisk besat af marxisterne, senere af den politiske korrekthed, og nu er det blevet besat af markedsideologien. Besættelsesmetaforen bruger Kjøller som udgangspunkt til at konstruere såvel universitetets som humanioras egentlige opgave, som er at afdække og kritisere ideologiske dogmer ligegyldig hvilken form de måtte have. For universitetet har nemlig en gennemgående identitet igennem disse skiftende besæt- telser: den respektløse fornuft. For Kjøller er universitetets særken- de den frygtløse, frie og lige diskussion, som bygger på den mest opdaterede viden om virkeligheden og derfor må forskningen være kritisk over for alle dogmer og sandheder, hvad enten de er venstre- eller højreorienterede eller noget helt tredje. Humanistisk forskning skal derfor, som al anden forskning, bedømmes ud fra interne kriterier om sandhed, og skal ikke spændes for øjeblikkets er- hvervsorienterede vogn, hvor den bliver til servicerende ideologiproduktion for erhvervslivet. 63

65 Et humanistisk vidensreservoir I en kronik, der er underskrevet af Bestyrelsen for Humanistisk Fo- rum 6 (2010), går en række humanistiske forskere til modangreb på Årsrapport 09 fra Danmarks Forskningspolitiske Råd, der ifølge dem truer humaniora, for humaniora er truet ude fra: D[e] humanistiske studier er kommet under pres. Mange toneangivende og magtfulde stemmer synes at mene, at store dele af humaniora er rent flødeskum og luksusgla- sur. Tilsyneladende har samfundet ikke længere råd til en fuldt udfoldet og rigt orkestreret 'menneskevidenskab', som humaniora også kan kaldes. Både uden for og inden for universitetets mure gøres der op med eksistensen af en bred humanvidenskabelig palet, der maler mange af samfundets billeder og har en værdi i sig selv. (Humanistisk Forum, 2010) Tekstens indledning tegner et billede af at de humanistiske studier er i overhængende fare for at forsvinde. Ligesom Danmark er under pres i diskursen om den internationale konkurrence altså truet af udefrakommende og stærke fjender så er humaniora det her. Ind- ledningen bruger nogle iøjnefaldende, kunstneriske metaforer til at tegne krisen op, med en fuldt orkestreret menneskevidenskab, der med en bred palet maler samfundets billeder. Humaniora artikuleres altså som en menneskevidenskab (hvis modsætning må være den umenneskelige videnskab) og dét indenfor en kunstnerisk diskurs, og får herigennem en iboende værdi. Teksten levner dog også plads til at krise- udviklingen kan vendes, for de magtfulde stemmer mener ikke, men synes at mene, hvilket giver plads til at de faktisk ikke mener det alligevel. Og på samme måde forholder det sig med det andet syns - ord, for det er kun tilsyneladende, at samfundet ikke har råd. Det er det fordi det i virkeligheden forholder sig helt omvendt: 6 Underskriverne er: Charlotte Engberg, Cathrine Hasse, Jesper Eckhardt Larsen, Steen Nepper Larsen, Karen Lisa Salamon, Lisbeth Verstraete- Hansen. Humani- stisk Forum har hjemmesiden men den sidste nyhed referer en artikel fra Bloggen der henvises til på siden, har ikke været opdateret siden marts

66 Det pointeres [i rapporten], at hvis humaniora ikke lever op til at honorere et»veldefineret samfundsefterspurgt videnberedskab«, og hvis samfundet ikke har behov for humanisternes viden, så bør denne viden ikke produceres, men måske ligefrem afvikles. Det rejser en lang række uafklarede spørgsmål: For det første er det jo langtfra sikkert, at rådet præcist kan afgøre, hvilken viden der bæ- rer fremtiden i sig. Hvem kunne for bare år siden have forudset, at kinesisk kunne blive et nyttigt sprogfag, og hvem vidste, at Danish Design ville blive et stærkt brand, før det langsomt, men sikkert tog form for mange årtier siden? (Humanistisk Forum, 2010) Det markedsmæssigt umiddelbart unyttige bliver altså her lig med det markedsmæssigt potentielt nyttige. Så derfor er det altså selv i en økonomisk diskurs værdifuldt at have aktiviteter, der ikke med det samme har et afkast, for det kan det få. Teksten giver altså vær- di til umiddelbar ikke- nyttig viden via en idé om resevoir- viden, der har klare bånd til Vannevar Bush forslag til en forskningspolitik (1945). Samtidigt med at det er en kritik af en teknokratisk forestilling om at fremtiden kan forudsiges og planlægges, er eksemplerne på viden, der har båret fremtiden i sig hentet fra markedets verden: Det er det stærke brand, Danish Design, og det er den voksende kinesiske økonomi og indflydelse. Nyttig viden og viden der bærer fremtiden i sig, bliver dermed sat lig med viden der kan give øko- nomisk gevinst, ligesom den undergraver ideen om at nytte er bredere end blot den økonomiske. Sprogfaget kinesisk er gået fra at være unyttigt til at være nyttigt, og var det altså ikke for tyve år siden, da den kinesiske stat ikke havde samme internationale pon- dus. Her er sprogene altså ikke, det der sætter mennesket frit, og argumentet for at have umiddelbart unyttige sprogfag bliver altså deres nyttige potentiale. Samfundet består i teksten af forskellige aktører med forskellige interesser. Selvom alle forskellige interesser i samfundet selvfølge- 65

67 ligt ikke kan være repræsenteret i teksten, for så ville der ikke være plads til andet, er det alligevel værd at bemærke hvem de, for teksten, umiddelbart mest relevante interesse- bærere er. De nævnte aktører er Økonomer, politikere, forskellige ministerier og ressortområder, universitetsrektorer, forskere, virksomhedsledere, journalister, elever og nysgerrige borgere. For det første at bebos samfundet altså af figurer fra det liberale demokrati den subjektposition, der ikke italesættes som en profession, italesættes som borger, og altså ind i liberal- demokratisk diskurs. For det andet kendetegnes denne borger ved sin nysgerrighed. Den nysgerrige borger er dér hvor der hentes legitimitet til det ikke- instrumentelt relevante. Kritik og menneskelig frigørelse Litteraturkritikeren Bjørn Bredal giver i et essay i Politiken i 2010 også humaniora værdi via den mulighed for kritik den skaber (Bre- dal, 2010). Men hvor især Van Munster trækker på en politisk of- fentlighedsdiskurs, så trækker Bredal på en mere radikal oplys- ningsdiskurs, hvor målet ikke blot er at skabe politiske institutioner, men at frigøre mennesket. I modsætning til de ovenstående moderne demokratiseringskonstruktioner er der i Bredals udlæg- ning tale om at konstruere humaniora som en del af et langvarigt og uafsluttet oplysningsprojekt, der strækker sig tilbage til renæssancen. Bredal tager udgangspunkt i François Rebelais værk Gargantua og Pantagruel fra 1532, og som baggrund for at skrive essayet fremføres den kommende nedlæggelse af en stribe gamle og nye sprog som selvstændige fag på Københavns Universitet: de mest centrale discipliner, sprogfagene, bliver skåret ned til ingenting. Op- lysningsprojektet er for Bredal en kamp mellem den undertrykken- de magt (som bliver repræsenteret ved kirken og kongen) og den frigørende humanisme, som med en henvisning til Kant, skal give mennesket en udgang af sin selvforskyldte umyndighed. At humanisterne kan det, er fordi de er i besiddelse af evnen til kritisk læsning 66

68 og har kendskab til sprog, og dermed er humanioras centrale genstande sprogene og teksterne. Når Bredal peger tilbage på renæs- sancen som dér hvor humaniora skal hente sin berettigelse, så ækvivaleres den videnskabelige humaniora ikke bare med renæs- sancen, men også med et humanistisk menneskesyn. Humaniora og humanisme kan derfor ikke eksistere uden hinanden, og humanistisk forskning legitimeres dermed i kraft af det humanistiske op- lysnings- og frisættelsesprojekt. Forskning, der ikke har et emancipatorisk sigte bliver derfor både amoralsk og forkert, for om forskning er noget værd, skal her vurderes ud fra om det hjælper med til frigørelsen eller ej. Med ækvivaleringen af kritisk læsning med denne frigørelse, bliver sprogfagene, der nu er ved at blive lukket som selvstændige fag, altså hos Bredal mere end blot tilegnelser af kommunikative kompetencer. De er kernen i humaniora, selve muligheden for kritik af magten og vejen til menneskets frigørelse. Humaniora, kulturarven og den historiske identitet I analyseperioden fylder debatten om sprogfagene en del, men det er dog en anden konstruktion af sprogfagene end Bredals frigøren- de og Humanistisk Forums reservoir, der oftest går igen i forsva- ret. Nemlig en konstruktion hvor de får værdi via en metafor om arv. Gennem arven indtræder sprogene i en diskurs om national identitet. Men hvor arven i arkæologien, som tidligere nævnt, er tydeligt nationalt forankret, så er latin og græsk ikke entydigt danske, men snarere en del af en europæisk identitet. Filologen Troels Engberg- Pedersen trækker i en kommentar i Poli- tiken på denne forestilling om sprogene som arv og forestillingen om den historiske identitet, da han stiller spørgsmålet om globaliseringen virkeligt skal betyde at man fuldstændigt glemmer sine rødder? (Engberg- Pedersen, 2010). Hos Engberg- Pedersen er græsk og latin indgangen til en arv, der kan gå tabt hvis ikke vi værner om 67

69 den. Vi har arvet noget fra antikken, og den arv er vores rødder, og vores identitet er altså at finde gennem studier af den antikke verden. Arven og rødderne sættes hos Engberg- Pedersen i modsæt- ning til globaliseringen og til KU s ledelse, der vil forhindre de få, men begavede studerende i at studerede de klassiske sprog. Hvis de klassiske sprog sløjfes vil vi i denne diskurs miste dele af vores rødder og dermed noget af os selv. I en anden kommentar i Politiken mag.scient., Poul Kristensen, ligeledes de klassiske sprog med ideen om en arv (Kristensen, 2010). Men her er det i højere grad en universitær fortid, der trækkes frem i argumentationen for sprogfagenes bevarelse. KU har nemlig haft en glorværdig fortid inden for filologien. Og det er denne tradition hvor heltene, der fremdrages blandt andre er Rasmus Rask og Nico- lai Madvig som KU s ledelse nu vil afbryde. Men stadig er der altså noget værdifuldt i fortiden, som man ikke blot må forkaste, og som har en sammenhæng med identitet, hvad enten den er national, eu- ropæisk eller universitær. For øvrigt er det værd at bemærke at bå- de Engberg- Pedersen (direkte) og Kristensen (indirekte) argumenterer over for KU s ledelse, og ikke over for regeringen og den ansvarlige minister. Også forskerne fra Ny Carlsberg Glyptotek råber vagt i gevær over sammenlægninger af sprogfagene (Friborg et al., 2010). Anført af Glyptotekets direktør, Flemming Friborg, artikuleres nu direkte hvad der kun er blevet antydet i de to ovennævnte debatindlæg, nemlig at sprogfagenes værdi ikke kan måles eller forstås økono- misk, for: Humanistiske fag handler om noget så væsentligt - og økonomisk umåleligt - som historisk bevidsthed og globalt udsyn. For Friborg et al. er oldtidens og nutidens sprog nøgler til at forstå kulturarven. Og forståelsen af kulturarven er en forudsætning for vores ageren i det globale samfund. Her står globaliseringen altså ikke i modsætning til kulturarven i stedet er kulturarven nødven- 68

70 dig i globaliseringen. Begrebet historisk bevidsthed, som Friborg benytter, kan både artikuleres nationalt (at vi skal forstå hvor vi kommer fra) og demokratisk (forstå at verden er skabt af mennesker og kan ændres af mennesker). I begge ligger dog ideen om at historien er en proces, at den er tilstede nu, og at den er identitets- skabende (jf. Jensen 1994; 2010). Det nationale er dog det dominerende her, eftersom historisk bevidsthed ækvivaleres med kulturarv og globalt udsyn, og ikke med f.eks. kritik. Og blikket kastes alt- så ud mod verden, mens beskueren er forankret i kulturarven. Den venstreorienterede humaniora Inden for institutionsdiskursen er der en meget tydelig, og borgerlig, kritik af humaniora. Den er for så vidt enig i, at humanistisk forskning skal være fri og ikke skal være et instrument til at opnå politiske mål, men mener samtidigt at forskningen er degenereret til venstreorienteret meningsproduktion. Mag.art. og projektleder ved CEPOS, Henrik Gade Jensen, anmelder i Jyllands- Posten Sune Aukens bog, Hjernedød Til forsvar for det borgerlige universitet (Gade Jensen, 2010). Heri konstruerer han humaniora som en videnskab hvis værdi er blevet devalueret på grund af politisk korrekthed. Det har, ifølge Gade Jensen, resulteret i, at den samlede universitære viden om indvandring og islam, i bund og grund er, at der ikke findes andre problemer end danskernes racisme. På grund af denne politiske korrekthed og på grund af følgagtighed, vanetænkning og smagsdommeri opfylder universiteterne derfor ikke længere samfundets behov for uafhængig viden og kritik. Gade Jensen er i anmeldelsen enig med Sune Auken i at universiteterne skal søge sandheden og i at politikerne skal holde sig væk fra forskningen, og han finder derfor også bogen sympatisk. Men for Gade Jensen er løsningen ikke bare at staten trækker sig tilbage, for hvordan der kan skabes mere selvstyrende, politikfrie institutioner i 69

71 fremtiden, når de bevilges af det offentlige, er der ikke noget svar på i bogen. Gade Jensens konstruktion af humaniora og universitetet foregår altså indenfor samme institutionelle diskurs som Kjøller, Benne og Van Munster, men her er humaniora i sin nuværende udgave samtidigt også en del af problemet i kraft af at den er blevet politiseret og politisk korrekt. Gade Jensens har rykket krisen et skridt længere, og nu er det ikke længere kun en krise for humaniora, men også en krise i humaniora. En eventuel ændring af struktu- rerne, skal derfor også sætte humaniora rigtigt frit, og når det politikfri og det offentlige står i et modsætningsforhold, så kunne et naturligt svar være at lade det offentliges modsætning det private overtage. Den samme skelnen som Gade Jensen har mellem forskning og ideologi, kan også findes hos filosoffen Kai Sørlander (2009), der ligesom de to også interesserer sig for muslimske indvandrere. Han kritiserer opfordringer fra forskere om ikke at dele danskere og muslimske indvandrere op i os og dem, for det er en politisk fordring, og ikke et resultat af gennemgribende sociologisk forskning. Dette bliver ifølge Sørlander klart, når man bruger en videnskabelig tilgang, hvor man ikke udelukker svar på forhånd, kun bøjer sig for det bedste svar og med et åbent sind undersøger om der er forskelle på danskere og muslimske indvandrere, for det kan man jo se at der er. Videnskaben skal altså udelukkende koncentrere sig om at afdække sandheden, den skal være værdifri og bygge på erfaringen og må ikke producere politiske holdninger. Når forskere opfordrer til at ophæve skellet med dem og os også selvom det bygger på forskning i hvilke konsekvenser det måtte have at opretholde netop det skel så er det værdidomme. Dermed står det i modstrid med Sør- landers krav om at forskningen alene skal være drevet af en ubøn- hørlig sandhedssøgen, og hos Sørlander kan og skal alle værdier derfor fjernes fra forskningen, så den kan blive ren. Den rene forskning kan og skal kun afdække hvordan verden ser ud, ikke 70

72 komme med forslag til hvordan den kan ændres. Den forskning, Sørlander kritiserer, konstrueres dermed som en negation i forhold til videnskaben, som en ikke- videnskab. Den er ikke erfaringsbase- ret, den udelukker svar på forhånd, den har ikke et åbent sind, den er drevet af andre interesser end sandhedssøgning, den bøjer sig ikke og ikke kun for den bedste begrundelse, og den er ikke vil- lig til at se en ubehagelig sandhed i øjnene. Et målbart humaniora? Konstruktionen af humanistisk og al anden forskning som mål- bar og sammenlignelig/kommensurabel med al anden forskning, findes i flere forskellige former, men ingen steder træder forestillingen så klart frem som i diskussion om de bibliometriske forskningsindikator. Men det betyder ikke at den ikke er til stede i andre dele. Forskningsministeren, Morten Østergaards idé om at de danske universiteters evne til at hente forskningsmidler fra EU s forskningsprogrammer, skal ses som en kvalitetsindikator, er et eksempel (Jyllands- Posten, 2011E). Et andet er når hans forgænger på posten, Charlotte Sahl- Madsen, siger at vi ( ) har analyser, der viser, at vores innovationsniveau er meget højt i Danmark. (Jyllands- Posten, 2010). Hos Østergaard kan man altså se kvaliteten af forskningen i forhold til hvor mange midler der hentes fra de europæi- ske forskningsprogrammer (og den forskning, der henter flest penge er derfor også den forskning med højst kvalitet), og hos Charlot- te Sahl- Madsen er innovation en målbar enhed, hvor lande kan må- le sig med hinanden. Men som sagt er diskursen mest fremtrædende i debatten om den bibliometriske forskningsindikator (BFI), hvorfor jeg vil fokusere på den. Indikatoren er kort fortalt en måde at opgøre og styre forskernes publiceringsaktivitet på. Det sker gennem udvælgelse af nogle videnskabelige tidsskrifter og forlag, som forskerne får point for at 71

73 publicere i og på. Disse tidsskrifter og forlag er inddelt efter hvor ansete de er, og det udløser et forskelligt antal point alt efter om man får publiceret sin artikel i et tidsskrift med høj eller lav anseel- se (jf. Styrelsen for Forskning og Innovation, 2012). Styrelsen for Forskning og Innovation beskriver på deres hjemmeside BFI som et middel til at måle både kvantiteten af universiteternes forskningsaktivitet, der sættes lig antallet af publikationer, og til at måle kvaliteten af forskningen, der sættes lig med at den bliver publiceret i de mest anerkendte kanaler inden for faget (ibid.). Samtidigt bruges BFI også til at belønne den målte aktivitet og kvalitet, og er altså både et måleværktøj og via belønningen et styringsværktøj. Det sidste understreges af at den fra 2012 også bruges til at fordele 25 % af universiteternes basismidler (ibid.). Ifølge de danske universiteters interesseorganisation, Danske Universiteter, er basismidler rygra- den i universiteternes forskning, for det er ( ) med basisbevillingerne i hånden, at universiteterne kan prioritere den faglige udvikling, fastansætte forskere og lade dem arbejde under universitetets forskningsfrihed (Danske Universiteter, 2012). Hvor mange basismidler, der uddeles, skifter fra år til år, ligesom der også pågår en kamp om hvad basismidler egentligt er (se Aagaard 2011), men i 2010 blev der fordelt knap 300 mio. kr. (Forsknings- og Innovati- onsstyrelsen, 2011: 20), og der er altså tale om at indikatoren og dermed den målte kvalitet og kvantitet af forskningen har betyde- lige økonomiske konsekvenser for universiteterne. At dette yderligere har konsekvenser for forskernes arbejde, er man fra politisk hold bekendt med. I en rapport om forskerkarriereveje skriver styrelsen, at der ( ) blandt nogle forskere er en høj bevidsthed om den bibliometriske forskningsindikator, og hvordan det påvirker valg i forhold til kvantitet af publikationer, og hvilke tidsskrifter der vælges ved publicering (Forsknings- og Innovationsstyrelsen, 2011: 20). Rapporten nævner desuden at AAU offentliggør hvor mange point den enkelte forsker har fået for sine publiceringer, og at de her bruger de optjente point til at fordele midler helt ned på faggruppeni- 72

74 veau, ligesom indikatoren bruges til at sanktionere mindre aktive forskere (ibid.). BFI er altså et styringsredskab, der både skal sørge for at midlerne går til de dygtigste forskere og skal styre forskerne til at publicere mere og/eller i de rigtige tidsskrifter, alt efter hvordan pointene er struktureret. Samtidigt kan den bruges til at fordele andelen af midler imellem f.eks. historikere og fysikere, og ulti- mativt bruges som grundlag til at fyre folk. Når indikatoren ikke bare præsenterer et tydeligt krav om at forskerne skal publicere, men ligeledes et krav om at de skal publicere de rigtige steder, får det nogle konsekvenser for den måde forskerne skriver på, da tidsskrif- terne vil sætte rammer i forhold til f.eks. længde af artiklerne eller artiklens sprog. Men det får også indflydelse på hvad der forskes i, da ikke alle emner er lige interessante for et internationalt eller amerikansk tidsskrift. Muligheden for at få publiceret sin artikel, kan/vil derfor indgå i overvejelserne om det er det ene eller det andet emne man skal kaste sig over. Peer-review er censur Hos Hans Hauge er indikatoren et system der er udviklet til naturvidenskaben, eller videnskaberne, som han kalder dem, for hos Hauge konstrueres humaniora både som en videnskab og ikke som en videnskab: 73 Det ville hjælpe gevaldigt på hele debatten, hvis man be- gyndte at skelne mellem de forskellige videnskaber og ikke lod, som om odontologi og dramaturgi var det samme. Og når vi alle tvinges til at skrive på dårligt engelsk, er det alene for at komme op ad rangstigen. For man bedømmes efter, hvor mange såkaldte»peer- reviewed«artikler der skrives, og efter hvor ofte man citeres. Men den slags er meningsløst for humanioras vedkommende, hvor fagfæl- lebedømmelser mest har karakter af politisk censur. Og de af os, der skriver på dansk, bliver aldrig citeret i udlan- det. Vi skriver nemlig ikke for at få point, men fordi vi vil sige noget. Systemet dræber humaniora, men fremmer gi- vetvis videnskaberne. Humaniora bidrog til nationalise- ring, men naturvidenskab bidrager til globalisering.

75 (Hauge, 2009) Peer- review, eller fagfællebedømmelse, som det hedder på dansk, der er den proces, man skal igennem for at få sin artikel optaget i af de point- givende tidsskrifter (jf. fi.dk, 2013), er hos Hauge lig med politisk censur. Det er foreneligt med de eksakte videnskaber, men ikke med humaniora, der er en del af den politiske debat. Humanio- ra ækvivaleres med datid og nationalisme, mens naturvidenskaben ækvivaleres med nutid/fremtid og globaliseringen. Problemet for Hauge er at selve ideen er meningsløs, for humaniora er for det før- ste et nationalt projekt, og for det andet gør forskningsindikatoren meningen med at bedrive og formidle forskning til et spørgsmål om at opnå point i stedet for at sige noget. Ranglisterne skal geares til humaniora Den pragmatiske position indtager cand.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab, Mikkel Lodahl, der dog først spørger hvad Hans Hauge egentligt laver på et universitet, når han vil mene noget i stedet for at bedrive videnskab, for universitetets rolle må være det sidste det første kan politikere og præster gøre (Lodahl, 2009). Lodahl erklærer sig enig med Hauge i, at der produceres store mængder af rædderlig, ofte unødigt politisk ladet forskning inden for humaniora, men en del af denne står Hauge selv for. Lodahl ændrer med et retorisk kunstgreb Hauges sige noget til mene noget, og skaber en forskel mellem de, der laver rædderlig, uvidenskabelig, unødigt politisk ladet forskning og som burde være præster eller politikere, og de rigtige forskere, der bedriver forskning. Men som sagt er Lodahl dog samtidigt enig i at der er en problematik vedrø- rende bibliometrien, for: ( ) Hauge [fremhæver] ganske rigtigt, at humaniora ikke bidrager i noget væsentligt omfang til universiteternes stilling i top 10. Dette er ganske enkelt fordi, selve optæl- 74

76 lingen af top 10- listerne er gearet til at favorisere naturvidenskabernes måde at bedrive forskning på. (Lodahl, 2009) Optællingen af ranglisterne er altså lavet til at favorisere naturvidenskaben. Og dét er problemet. Ikke ranglisterne som sådan; ideen om at måle hvilke universiteter, der er de ti bedste; eller om det er et relevant mål. Ranglister står ikke altså ikke i sig selv i mod- sætning til Lodahls humanistiske forskning, så længe de blot er lavet til at måle den måde som humanvidenskaberne bedriver forskning på. Forskningskvalitet = international publicering Med afsæt i Koldau- sagen retter Rune Graulund, der er lektor, ph.d. på vej til University of Strathclyde i Glasgow et skarpt angreb på den danske humanistiske forsknings publiceringskultur (Graulund, 2011). Først og fremmest skabes der en forskel mellem humanistisk og naturvidenskabelige forskere, hvor de første publicerer på dansk og de sidste ikke i deres vildeste fantasi kunne forestille sig at publicere på andet end engelsk. Men forskellen ligger i kulturen, og ikke i hvordan videnskaben ideelt skal formidles, for der postes millioner af danske skattekroner i humanistiske forskningsprojekter, der helt åbenlyst ikke har planer om at munde ud i internationale publikationer og skatteborgerne har altså betalt for noget de ikke får, og bør være vrede. At de bør det, skyldes at grundpillen i international forskning som den defineres ud fra alle ledende universiteter i verden er peer review- systemet, som er garanten for at forskningen har tilstrækkelig høj standard, og for at vi har et internationalt sammenligningsgrundlag og ikke bare individuelt og arbitrært beslutter os for vores egne regler inden for de respektive landegrænser. Hvis ikke emnet er specifikt skandinavisk, er det nødven- digt at man publicerer sin forskning internationalt på engelsk, for ellers kan man påberåbe sig at have opfundet den dybe tallerken, 75

77 uden at være bekymret for at eksperterne på feltet som ikke kan dansk påpeger at det man virkeligheden har gjort, blot er at opsummere tyve års gammel forskning. Det at publicere på dansk bliver dermed artikuleret som en måde at slippe for at blive målt og vejet, mens den internationale, engelsksprogede forskning bliver artikuleret i en ækvivalenskæde med alle de ledende universiteter, eksperterne og internationalt sammenligningsgrundlag. Slutteligt bygger Graulund en myte op for at skyde den ned. Denne myte og fastforankrede idé går på at dansk forskning skulle besidde en særlig integritet, være mere autentisk og nobelt holde sig uden for markedskræfternes forpurrende støj i kraft af sin autonomi fra kompetitive fagfællebedømte vurdering. Denne myte er, ifølge Graulund, noget xenofobisk vrøvl, og en reel indførelse af fagfællebedømt internationale vurderingskriterier vil i sidste ende løfte forskningen, ikke forringe den. Fagfællebedømmelse er altså lig med kvalitet. Hvor den internationale forskning ækvivaleres med momenter, der peger på målbarhed, konkurrence, rationalitet, internationalisme, kvalitet og viden, ækvivaleres den dansksprogede forskning, der ækvivaleres med momenter, der peger på irrationalitet, nationalisme og bagstræberiskhed. Det internationale og målbare bliver dermed konstrueret som den moderne forskning, mens den dansksprogede bliver konstrueret som både gammeldags og nationalistisk. Og når Graulund samtidigt opløser forskellene i hvordan forskningens forskellige grene skal videreformidle deres forskning, og sætter naturvidenskabens som idealet, så er grunden til at humanisterne alligevel ikke publicerer internationalt, at de ikke er dygtige nok (jf. den dybe tallerken), og at de er nationalistiske og bagstræberiske. Det der er væsentligst at bemærke ved denne konstruktion af både humaniora og af videnskab generelt, er at det er en positivistisk sammenligneligheds- og kvalitetsdiskurs, hvor for- målet med forskningen er at skabe objektivt målelig kvalitet (for skattekronerne). Den legitime humanistiske forskning er altså den 76

78 målbare, og den målbare forskning er den internationalt publicerede. Svar til Graulund den kontingente relevans En måned efter Graulunds kronik har været bragt i Politiken, rear- tikulerer Frederik Stjernfelt og David Budtz Pedersen momenterne i Graulunds sammenlignelige kvalitetsdiskurs, så humanistisk forsknings kvalitet ikke alene kan bedømmes ud fra deltagelsen i internationale fagfællebedømte tidsskrifter. Reartikuleringen træk- ker på en diskurs om kontingent relevans, hvor det samme ikke har relevans alle steder til alle tider, og på diskursen om humanistisk forskning som en institution i demokratiet. Disse to diskurser sammenkædes dog, så demokratiet bliver det partikulære, nationale demokrati. Kronikken lægger dog ud med at tilbagevise påstan- den om at humaniora ikke publicerer nok, for danske humanister publicerede i 2010 over fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger, og det er langtfra et dårligt resultat for dansk humaniora. Forfatterne afviser altså ikke helt og aldeles at antallet af publikationer kan vise noget om dansk humaniora, og bruger det endda til at vise at det går godt: det er langtfra et dårligt resultat. Med ideen om den kontingente relevans bliver resultatet på den ene side endnu flottere, da, områder, der har relevans for dansk humaniora, ikke nødvendigvis har samme relevans for amerikanske forskere, og når det ikke har det, bliver det følgelig meget sværere at få publiceret forskning om emner, der har et par- tikulært, dansk fokus. På den anden side kan det også vise sig at være lidt for flot, for: 77 Human- og samfundsvidenskabelige forskere, der alene orienterer sig mod international publicering, risikerer kun at udforske de sammenhænge, som et internationalt publikum finder interessant - uden at bidrage med dannelse, oplysning, debat og kritik i den nationale offentlige sfære

79 (Stjernfelt og Budtz Pedersen, 2011). Hvis de humanistiske forskere kun producerer viden med et internationalt publikum for øje, forsvinder produktionen af en stor del af den viden, som humaniora skal bidrage med i den nationale offentlige og partikulære sfære. I citatet kobles derfor også ideen om kontingent relevans med ideen om humaniora som en institution i demokratiet en institution, der også skal bidrage med dannelse, oplysning, debat og kritik. Derfor kan Stjernfelt og Budtz Pedersen også afvise Graulunds kritik, for international publicering bliver ikke en afgørende indikator for forskningens relevans. Stjernfelt og Budtz Pedersen trækker altså på en forestilling om det nationale, enten i kraft af at emnerne er forskellige fra land til land, eller i kraft af at universitetet er forankret i nationalstaten. Men selvom teksten ikke er nationalistisk i den almindelige forståelse af ordet, som nationalt hævdende, så artikulerer den det nationale i uproblematiserende eller naturaliserende vendinger det er f.eks. naturligt at der er variation landene imellem, ligesom vi har en sproglig og kulturel kontekst. I teksten konstrueres der også en humanistisk forskning, der er noget andet end naturvidenskaben, og ikke kan sammenlignes hermed, for humaniora fokuserer på det partikulære, kontekstuelle og kontingente, som ikke kan undersø- ges med naturvidenskabens positivistiske blik, og som ikke kan sammenlignes hermed. Samtidigt har humaniora en mængde opgaver i nationalstaten, som naturvidenskaben ikke tilskrives. Ved at skulle bidrage med dannelse, oplysning, debat og kritik i den nationale offentlige sfære skal den, så at sige, reproducere nationalstaten. Bundlinje vs. glæde Historikeren Anders Bøgh er i en kronik i Politiken også meget kritisk over for de videnskabelige artikler, og også han trækker på dis- 78

80 kursen om humaniora som en institution i den nationale offentlighed og på en idé om at naturvidenskabens rammer ikke kan lægges ned over humaniora (Bøgh, 2010). For i modsætning til naturvidenskaben, så egner humaniora sig ikke til femsiders artikler med ti forfattere. Systemet er altså lavet til naturvidenskaberne og ikke til humaniora. Naturvidenskabsfolkene skriver femsiders artikler med ti forfattere, hvorimod humanister skriver meget længere artikler, og helst bøger. Desuden er målet igen at komme ud til den partiku- lære, nationale offentlighed, der bebor de danskes øer og omegn. For det er dem, der skal have glæde af humanisternes identitetsdannende arbejde. Samtidigt opstiller Bøgh en modsætning universiteternes koncernregnskab og offentlighedens glæde, for den har ingen betydning på bundlinjen, og humanistisk forskning står altså i skarp kontrast til markedstænkningen på universiteterne. Ligesom hos Stjernfelt og Budtz Pedersen skyldes det at humaniora ikke kan sammenlignes med naturvidenskab og at humaniora har et nationalt orienteret, formidlende projekt. Opsamling De ovenstående tekster trækker alle på en diskurs om at forskningen har en særlig position i det borgerlige, liberale demokrati og ikke skal styres ud fra politiske kriterier, men ud fra forskningsin- terne. Den institutionelt orienterede diskurs kæmper, i bund og grund om, hvad god videnskab er, og forsøger at koble deres forskellige under- diskurser til netop dette. Det kan derfor siges at nodalpunktet for denne diskurs er videnskab. I den sidste debat, om spørgsmålet om målbarheden af humaniora, står kampen mellem en forestilling om at den humanistiske forskning skal producere tekster, der kan sammenlignes med al anden forskning i kraft af sin sandhed og herigennem sin kvalitet (og at institutionen altså er en enhed, der er løsrevet fra samfundets andre sfærer), og en forestilling om at den har andre og samfundsorienterede opgaver og 79

81 som nedtoner sandhed til fordel for relevans (og at institutionen ikke er en enhed, men til gengæld er sammenvævet med samfundets andre sfærer). Det er som sagt gennemgående at humanistisk forskning artikuleres som en som en institution (i institutionen universitetet) i det liberale demokrati, og den gennemgående konstruktion af mennesket er derfor også som borger, dvs. en person med demokratiske rettigheder og frihed til selv at tage beslutninger. Forskningen har, ligesom domstolen og kirken, sin plads hvor- fra der produceres kritik, fornuft og den mest opdaterede viden. Kun hvis dette produceres på institutionens egne betingelser, kan det gøres ordentligt, og eksterne forsøg på at pålægge forskningen bestemte mål, bliver artikuleret som både en besættelse og som et overgreb på retsstaten. Nytteværdien af den frie forskning er både demokratisk, da den er med til at skabe den demokratiske offentlighed og baserer sig på den frie og lige diskussion, og iboende, da forskningens største værdi er at bevare videns etos og eros, og dermed bevare værdien af viden for videns skyld. Dog bringer Hu- manistisk Forum også den økonomiske værdi på banen igennem forestillingen om et reservoir af viden. Her kan humaniora godt producere økonomisk værdifuld forskning, men det kan blot ikke styres politisk om den bliver det det kan og skal kun tiden vise. Den position, der kritiserer humaniora for at være blevet venstreorienteret ideologi, konstruerer den værdifulde og rigtige videnskab omkring nodalpunktet sandhed. Forskellig herfra er politik og ideologi, og det er derfor sandheden, der afgør om noget har forskningsmæssig værdi eller ej. Herfra kritiseres den venstreorienterede humaniora for at fordreje denne sandhed, og for at have gjort forskningen politisk, for det må den ikke være. Forskningen skal være objektiv og værdifri. Det er altså på mange måder også en positivistisk kritik af humaniora. Samtidigt kritiserer den ikke kun den venstreorienterede humaniora for at være politisk, men 80

82 også for at fremstå som om den ikke er det, altså som om den producerer sandhed, når den i virkeligheden producerer ideologi. Overfor disse tydeligt borgerligt- liberale konstruktioner af humaniora, stikker både Bredals mere emancipatoriske konstruktionen og konstruktionen af sprogfagene som nøgle til vores arv ud. Bre- dals konstruktion viser især hvor defensiv institutionskonstruktio- nen ellers er, for han artikulerer en frigørende utopi, hvor humaniora ikke får værdi som en samfundsbærende institution, men som en samfundsforandrende kraft. De tre små indlæg om arv trækker til gengæld i en helt anden retning gennem en forestilling om at der i fortiden er blevet givet os noget, der har en værdi, der ikke kan måles i penge. Det bliver både artikuleret som vores rødder, som en glorværdig fortid og som nøglen til at forstå os selv i nutiden. Engberg- Pedersen artikulerer en modsætning mellem globaliseringen og de små sprogfag, mens Friborg et al. artikulerer de samme fag som nødvendige for vores ageren i globaliseringen. Samlet trækker de dog på en konservativ forestilling om at vi skal være so- lidt plantet i fortiden, for at kunne leve fulde liv i nutiden. Friborg et al. artikulerer fortiden mest performativt, for hos dem handler det ikke blot om at vi kan miste noget af os selv, hvis vi mister adgan- gen til de gamle værker, men at denne viden også kan bruges, når vi skal agere i det globale samfund. 81

83 Humaniora som instrument Den performative humaniora konstrueres især ud fra en konstruktion af en eller anden form for trussel, og denne trussel bliver i reg- len omtalt som en udfordring. Derfor er det altså ikke undertegnede forfatter der går i selvsving og bruger det samme ord om og om igen, men agenterne der meget oftere konstruerer forskellige trus- ler som udfordringer end som problemer. Især er det globaliseringen, som herunder kan sættes lig med global konkurrence, der konstrueres som en udfordring. Den Danske Ordbog definerer en udfordring som en opgave der stiller (intellektuelle og kreative) krav til én (ordnet.dk, 2013), og udfordringen har altså positive konno- tationer. Det der dog er værd at bemærke i forhold til dette positive blik, er disses udfordringers uafvendelighed: man kan ikke gøre noget ved udfordringen, for den kommer udefra, men man kan arbejde ud fra den og rundt om den. At globaliseringen konstrueres som en udfordring, og ikke et problem, gør dermed at vi ikke kan gøre noget ved den (uagtet om det ville være muligt eller ej), og vi kan derfor kun arbejde inden for de rammer, som globaliseringen giver os, og de er her markedskapitalistiske. Kommercialiserbar forskning er afgørende i konkurrencen For den daværende konservative forskningsminister, Charlotte Sahl- Madsen (Sahl- Madsen, 2011), gør den globale konkurrence det f.eks. nødvendigt at markedsrette forskningen fordi Danmark er udfordret af konkurrencen med BRIC-lande og andre buldrende vækstøkonomier. Det skyldes at deltagerne i den globale konkurrence som i andre konkurrencer kan deles op i vindere og tabere. Vinderne har de bedste produkter, den bedste arbejdskraft, og den nyeste viden, mens taberne laver billige kopiprodukter. Sahl- Madsen trækker altså på den nationaløkonomiske diskurs som Ove Kaj Pe- dersen kalder nationer konkurrerer, og eventuelle modsætninger mellem arbejdstagere og givere eller mellem virksomheder og 82

84 borgere findes ikke. For alle disse modsætninger bliver opløst ved hjælp af figuren Danmark, hvor vi alle er danskere og vi alle er sammen mod de andre i den globale konkurrence. I kampen for at blive vindere er viden og forskning, der kan kommercialiseres helt afgørende. Udfordringen for Danmark, er dog at de fleste danske virksomheder ikke er store nok til selv at producere denne nye viden, eller kontinuerligt opkvalificere deres medarbejdere til at væ- re den bedste arbejdskraft. Disse opgaver skal universiteterne derfor tage sig af, og en evt. modsætning mellem forskning og erhvervsliv, eksisterer ikke. Samtidigt artikulerer Sahl- Madsen dog en umiddelbart modsatrettet utopi for universitetet, nemlig at videre- føre traditionelle dyder i form af fri og ubundet forskning og uddannelser, der understøtter en bredere kulturel dannelse og sam- fundsmæssig forståelse. Dette er ifølge ministeren vigtigt for hende som konservativ. Problemet er dog, at hvis vi skal bevare et af verdens rigeste samfund, så kræver det at forskningen har et kommercielt fokus og at de studerende uddannes til at skabe vækst. Der er altså en indbygget antagonisme imellem det konservative fokus på traditionelle dyder og kulturel dannelse, på den ene side, og kom- mercialiseringen af forskningen, på den anden. Det første er dog noget hun lægger stor vægt på, mens det andet er en nødvendighed, der står klart, og er en forudsætning for at vi overhovedet har råd til universitetets ikke- kommercielle formål samt velfærdsstaten i øvrigt. Den økonomiske vækst- diskurs griber altså hegemoniserende ind, og på grund af den globale konkurrence bliver forskningen dermed nødt til at være ufri for at kunne være fri og kommerciel for at være ikke- kommerciel. 83

85 Humaniora kan ramme forbrugerne lige i maven I forbindelse med en forestående udmøntning af Globaliseringspul- jen 7, plæderer en række aktører 8 fra både offentlige uddannelsesin- stitutioner (CBS, Filmskolen, DTU og KU) og interesseorganisatio- ner (DI og Danish Design Association) i en kronik i Politiken for at der skal oprettes et Center for Anvendt Kreativitet. Centeret skal tage kreativiteten alvorligt som ledelsesdisciplin og forudsætning for innovation og vækst (Nesgaard et al, 2009). Det skal den fordi kulturen og de humanistiske discipliner er nødvendige for at skabe innovationen og dermed økonomisk vækst. Kronikken konstruerer i første omgang den kapitalistiske verdensøkonomi som en økono- mi, der er præget af kriser og fremgange. Men kapitalismens kriser er for forfatterne ikke et problem, der skal gøres noget ved, men en udfordring, der skal arbejdes ud fra. I stedet bruges det som afsæt for at optegne de to mulige veje der er ud at kriserne: Krig eller teknologisk innovation. Og heri indskrives humanistisk forskning så, for nu drives verdensøkonomien ikke længere frem af nye teknologier alene, men af kombinationer af teknologier, æstetiske udtryk, koncepter, brugerflader, brands og muligheder for involvering. Den værdifulde kunst og humanioras metoder og kompetencer kan derfor hjælpe virksomhederne til at skabe meningsfulde produkter med realværdi, der taler til forbrugernes følelser og drømme, så virksomhederne kan ramme forbrugerne lige i maven. Ifølge Ordbog over det danske Sprog henviser realværdi til værdien af en mønts metalindhold (ordnet.dk, 2012), og det står dermed i modsætning til den værdi som mønten er præget med. Men i kronikken er realværdi netop ikke det helt fysiske. Det er i stedet meningsfuld aktivering af 7 Globaliseringspuljen blev til ved velfærdsforliget i 2006, som blev indgået af regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale Venstre. Puljen blev udmøntet fra 2006 til 2012, og målet var at den skulle være med til at gøre Danmark til et førende vækst-, viden- og iværksættersamfund (Finansministeriet, 2006). 8 84

86 drømme og følelser, som forbrugerne kan opnå ved køb af bestemte produkter. Kronikkens konstruktion af mennesket er altså som forbruger og ikke som eksempelvis borger. Hermed reduceres eventuelle mod- sætninger, der kan være imellem befolkningen og virksomhederne, til markedsspørgsmål om kvalitet, pris, osv., og dermed vinder alle også når virksomhederne kan sælge forbrugerne de produkter de gerne vil have. Når kronikken i så høj grad trækker på en markeds- kapitalistisk diskurs, er det derfor heller ikke så overraskende at det forfatterne problematiserer er, at kunsten og kulturen aldrig er blevet taget alvorligt som rammebetingelse for at skabe vækst, eksport og arbejdspladser, og at globaliseringsstrategierne ikke nævner hverken humanioras bløde fagområder eller Kulturministeriets institutioner, ophavsret, medier, skabende og udøvende kunst. Det er hos forfatterne problematisk, for ifølge en publikation fra Erhvervs- og byggestyrelsen er virksomheder, der får input fra de kreative brancher, 12 % mere innovative end andre, ligesom oplevelser er den største drivkraft i udviklingen i nye forretningsmodeller. Og med de notorisk færre hænder på arbejdsmarkedet i en aldrende befolkning, er der behov for en øget indtjening per hoved. Og det kan de kreative brancher give. I Kronikken bliver humanistisk forskning dermed både artikuleret som en del af de kreative brancher og som nyttig, da den kan skabe innovation og indtjening i virksomhederne. Hos Nesgaard et al. har humanistisk forskning ligeledes to måder at skabe vækst på: For det første som ledelsesdisciplin og proces, og for det andet som en del af selve produktet, dvs. den oplevelse eller realværdi som produktet har. Disse to er, for forfatterne, nødven- digvis sammenhængende, for det innovative produkt bliver skabt i innovative processer. Kronikken er samtidigt et meget klart udtryk for den konstruktion af Danmark, der er gennemgående i den herskende diskurs om glo- 85

87 baliseringen. Der er tale om en national diskurs, hvor der ofte henvises til såvel vi som Danmark, og hvor Danmark bliver konstrueret som et modsætningsløst samfund med sammenfaldende interesser, der som enhed konkurrerer mod resten af verden:»danmark skal leve af oplevelser«; ( ) innovation og omsætning for nationen Danmark ; Det har ( ) sikret Danmark en fornem økonomisk vækst ; ( ) skal ruste Danmark i den globale konkurrence ; DI forudser at et Danmark efter krisen om nogle år vil mangle højt uddannede i virksomhederne (Nesgaard et al, mine fremhævninger) Ligesom Sahl- Madsen trækker forfatterne her på diskursen om at nationer konkurrerer, for det er Danmark, der vil mangle højtud- dannede, og det er Danmark, der skal leve af oplevelser, osv. Igen må vi stå sammen i den kapitalistiske konkurrence mod resten af verden. Humanistisk teknologi som konkurrencefordel Prorektor på Københavns Universitet, Thomas Bjørnholm (2010), artikulerer i Politiken humanistisk forskning som en del af teknologien og dermed som en konkurrencefordel i kampen mod de teknologisk fokuserede lande. Først med et argument om at vi skal leve af forskning, og derefter ved hjælp af en fodspors- metafor, hvori der ligger at det handler om at være foran: [Følger man] i andres fodspor, kommer man aldrig foran. Den gamle læresætning kan være god at huske, når man beskæftiger sig med forskning - og dermed også med, hvad vi skal leve af i fremtiden. (Bjørnholm, 2010) Ligesom hos Nesgaard et al. ovenfor, giver Bjørnholm to muligheder: Vi kan, som de andre lande, gå en rent teknisk- 86

88 naturvidenskabelig vej, hvor der produceres billigere og mere af alt, og her håber på, at vi er lidt bedre end dem eller vi kan gå den vej som computerfirmaet Apple har vist ved at se computeren fra en humanistisk vinkel. Koblingen af de hårde og bløde fag har et stort uudnyttet potentiale, for hermed skaber vi bæredygtige helhedsløsninger med kvalitet i fokus og brugervenlige menneskemaksine-grænseflader, der igen skaber kolossal merværdi. I Bjørn- holms tekst er de interne modsætninger ligeledes forsvundet til fordel for modsætningen til de andre lande, og dermed får alle danskere gavn af produktionen af humanistisk teknologi. Mette Thunø (2010), der på daværende tidspunkt er prodekan på Københavns Universitet, og altså ligesom Bjørnholm tilhører universitetets administrative lag, artikulerer i et debatindlæg i Politi- ken også humanistisk forskning som en konkurrencefordel danske virksomheder har over for deres asiatiske konkurrenter, der har en svagere humanistisk tradition. Dermed tilskrives humanistisk forskning værdi gennem den økonomiske diskurs om at nationer konkurrerer på det globale marked. Samtidigt kritiserer hun politikernes ensidige fokus på teknologi i bestræbelserne på at skabe vækst, for: [med det] ensidige fokus på teknologisk vækst overser politikerne og deres rådgivere imidlertid, at danske er- hvervsvirksomheders konkurrenceevne også er afhængig af, at nye produkter bliver produceret, markedsført og solgt i en global kontekst. Forskningskompetencer inden for disse områder opnås netop med humaniora og sam- fundsvidenskabernes fokus på f. eks. sprog, kultur, kommunikation, ledelse og finansiering. Teknologifikseringen medvirker heller ikke just til udviklingen af brugerdreven innovation, hvor samspillet mellem humanistisk forståel- se af den menneskelige dimension og ny teknologi er et stærkt aktiv. (Thunø, 2010) 87

89 Det er altså ikke vækst- fokusset som sådan, der er problematisk, men at fokusset er teknologisk orienteret. Det er derfor værd at bide mærke i, er at angrebet på teknologifikseringen, handler om at teknologi- begrebet er for snævert. For begge de måder humaniora gøres værdifuld på i citatet er netop som humanistiske teknologier. Viden om sprog, kommunikation osv. bliver til markedsføringstek- nologier, og i den brugerdrevne innovation er humanistisk viden et komponent i udviklingen af teknisk teknologi. Det ensidige fokus er altså, for Thunø, problematisk fordi det ikke anerkender at humaniora også er en teknologi, der kan skabe økonomisk vækst på et globalt marked. Diskursen om den humanistiske forskning som en del af teknologiens produktionskæde artikuleres også af lektor i filosofi ved KU, Søren Harnow Klausen, der i et interview (Jyllands- Posten, 2012A) udtaler at antropologer og andre humanister kan kortlægge ældres behov i forhold til udviklingen af velfærdsteknologier, og herunder hvilke former for ubehag og indgreb i privatsfæren de medfører. Humanistisk forskning kan herigennem sørge for at velfærdstekno- logierne kan blive kommercielt succesfulde, for uden en humanistisk viden virker teknologien ikke. Ligesom hos Bjørnholm og Thunø er denne teknologi tæt koblet med en markedsforestilling, og målet er at den er kommercielt succesfuld. Samme position kan findes hos Dansk Industri (DI), der ellers er meget kritisk over for at give midler til humanistisk forskning, når de skriver at det er utroligt spændende - og ofte innovativt - når den humanistiske forskning kommer i samspil med den tekniske (Rønhof og Eriksen, 2010). Igen er den legitime humaniora altså den humaniora, der kan indgå som del i teknologiske produkter. 88

90 Identitet som en konkurrencefordel En anden, men meget lignende måde hvorpå humaniora kan være med til at skabe vækst, er ved at finde en særlig dansk identitet, som kan være en fordel i den globale konkurrence. I et interview med Jyllands- Posten (2010) ækvivalerer den daværende konservative forskningsminister, Charlotte Sahl- Madsen, myten om den historiske identitet med en markedsidentitet. Humanistisk forskning er dermed væsentlig fordi: Det at få defineret, hvem vi er i det store verdensbillede, det at forstå vores rødder, vores historie og hvordan de kan være vores styrke i den internationale konkurrence, hele værdien ved det at definere, hvad det er for en ver- densorden, vi er i, og hvordan vi skal bidrage til den, er vigtig. Her skal universiteterne sørge for, at det er noget at leve af og noget at leve for (Sahl- Madsen i Jyllands- Posten, 2010) I en national, konservativ diskurs skal humanistisk forskning definere hvem vi er, ved at vi forstår vores rødder og vores historie. Men i citatet bliver målet med denne definition altså at definere hvordan vores identitet kan være en styrke i konkurrencen. Den nationale identitet er dermed blevet en konkurrencefordel i kampen mod asiaterne, der meget hurtigt indhenter os på de områder hvor vi tror vi er eksperter, så vi hele tiden må optimere os. Det er den blevet fordi vi skal udnytte det vi er gode til i kraft af hvem vi er, for vi danskerne er gode til at samarbejde og har lyst til tværfaglig forståelse og til at blive inspirerede af andre fagligheder. Når det er identitetsafhængigt hvad vores forcer i konkurrencen er, så er det også muligt at finde ud af, hvad det er vi kan i kraft af vores identitet, som de andre ikke kan i kraft af deres. Så ved at forstå hvem vi er i verden, hvordan vi skal bidrage til den og konkurrere i den, bliver universitetets og humanioras opgave derfor at give os noget at leve for og leve af og imellem de to er der vel at mærke ingen modsætning. Dermed bliver den nationale identitet, som humaniora skal konstruere, en optimeret identitet, hvor det at være 89

91 dansk, bliver lig med at være konkurrenceorienteret og samar- bejdsvillig. En tidssvarende og konfliktløs humaniora Med udgangspunkt i Koldau- sagen, tager Sahl- Madsens efterfølger på posten som forskning, Morten Østergaard fra Det Radikale Ven- stre, universitetet og humaniora op til debat. I en kronik i Politiken (Østergaard, 2012) delegitimerer han argumenter om at der skulle være en konflikt mellem, på en ene side, det moderne, kompetencer, erhvervsrettethed og entreprenørskab og på den anden side det klassiske, dannelse og fordybelse. Det er ifølge Østergaard en forældet tankegang, der ækvivaleres med professorvældet og en forestilling om at samfundet er til for universiteternes skyld. Ifølge Østergaard er en tidssvarende opfattelse i stedet at universiteterne må finde sig i, at: ( ) samfundet trænger sig på, interesserer sig, stiller krav og har berettigede forventninger om undervisning og forskning af højeste kvalitet og et 'afkast' som resultat af enorme finansieringer. (Østergaard, 2012) Det tidssvarende forhold bliver artikuleret som legitimt, da det er det modsætningsløse og demokratiske samfundet, der både har berettigede forventninger til, og har investeret enormt i, universiteterne. Og samfundet er dermed ikke bare demokratisk, men det er også investor. Hermed legitimeres det at det, universiteterne bliver sat til at skabe, er afkast. Forholdet mellem universiteterne og samfundet bliver dermed konstrueret ud fra at demokratiet er lig samfundet, og at samfundets interesser er markedsorienterede. Denne afpolitiserende konstruktion bruger Østergaard til at artikulere de ændringer der sker på universiteterne som konfliktløse. Det er nemlig universiteterne, der har erkendt at alt for mange humani- 90

92 ster blev uddannet til arbejdsløshed, og derfor har gennemgået en forandringsproces, så humaniora nu er blevet direkte praktisk anvendelig. Forandringen artikuleres dermed som noget der er sket fordi universiteterne er blevet klogere, og altså ikke som noget der er sket via magtkampe. Og hvis der endelig er nogen konflikt, så står den mellem de, der har erkendt og de, der ikke har erkendt altså mellem erkendelsesniveauer og ikke mellem politiske viljer. Hvor den forældede humaniora, fra før forandringen, konstrueres som noget der førte til arbejdsløshed og var direkte praktisk uan- vendeligt, så bliver dens modsætning i stedet ækvivaleret med tværfaglighed, innovation, entreprenørskab og erhvervsparathed, og som sprog og interkulturel viden, der på et globaliseret og konkurrenceudsat marked er hård valuta. Tidssvarende humaniora er altså humaniora, der har en økonomisk værdi. Østergaard har dog også andre opgaver til de humanistiske forskere, de skal nemlig også sørge for at der i samfundet pågår en debat om vores rolle som samfund i det store perspektiv, ligesom de skal bearbejde vores selvforståelse som individer i en helhed. Det skal de fordi den globale energiforsyningskrise, de truende klimaforandringer, den aldrende befolkning og færre i den arbejdsdygtige al- der, alle er problemer, der ikke blot kan løses ved hjælp af teknologi. Den humanistiske forskning skal derfor bearbejde vores forståelse af menneskets ansvar og medansvar, ligesom vi som samfund har brug for at humanisterne kan: udvide vores horisont med etiske perspektiver og dechi- frere kultursammenstød, bidrage til demokratisering og politisering af samfundet, forsyne os med knivskarpe analyser af verdenskonflikter og historisk bevidsthed og viden. (Østergaard, 2012) Dermed udvides nyttebegrebet til at omfatte viden der ikke nød- vendigvis fører til en økonomisk faktura. Men når forskningen sam- 91

93 tidigt klassificeres som enten legitim og tidssvarende eller illegitim og forældet, og den legitime er den vækstskabende, så sætter det begrænsninger for f.eks. bearbejdningen af vores selvforståelse eller politiseringen af samfundet. Den kan nemlig ikke på en gang væ- re i konflikt med kompetence- og erhvervsfokusset og samtidigt være legitim. Humaniora løser verdens problemer og skaber vækst Kirsten Drotner, Peter Munk Christiansen og Annette Warring, der alle har væsentlige poster 9 i Det Frie Forskningsråd artikulerer i en kommentar til nogle igangværende forhandlinger om det store eu- ropæiske rammeprogram for forskningsmidler, Horizon 2020, humaniora som en løsningsorienteret videnskab (Drotner et al., 2012). For forfatterne er det nemlig en anerkendelse af at humaniora og samfundsvidenskaberne er afgørende for at analysere, forstå og bidrage til løsningen af de udfordringer, som de europæiske samfund og befolkninger står overfor, at EU har valgt at ændre den måde som uddelingen af forskningsmidler foregår på, så de nu fokuserer på løsningen af specifikke udfordringer. De kommer dog ikke nærmere ind på hvad disse udfordringer er. I stedet er de be- kymrede for, at humaniora og samfundsvidenskab på trods af aner- kendelsen alligevel kun vil få en begrænset rolle, og at forslaget ikke har blik for de områder hvor dansk forskning står stærkt. Til dette sidste nævner de forskning i velfærd og brugerdreven innovation, digital kulturarv, arbejdsmarkedsadfærd, forebyggelse, sygdomshåndtering og adfærdsændring, kreative miljøer og processer som forudsætninger for innovation. De tre debattører nævner ikke specifikt humaniora som en vækstskabende videnskab, men de områder, 9 Kirsten Drotner sidder i bestyrelsen; Peter Munk Christiansen er formand for det samfundsvidenskabelige råd, Samfund og Erhverv; og Annette Warring er formand for det humanistiske råd, Kultur og Kommunikation. 92

94 der nævnes er dog alligevel praktisk anvendelige områder, og er emner der har interesse for både firmaer og staten, da de enten un- derstøtter vækst- fokusset eller en optimering af borgerne. En tydelig kobling af det vækstskabende og det problemløsende findes til gengæld i et debatindlæg med titlen Humaniora skaber grobund for innovation (Thunø et. al, 2012) fra fire dekaner og en institutleder, der tilsammen repræsenterer humaniora på de fem danske universiteter 10. Heri sætter de en løsningsorienteret humaniora lig med et vækstskabende humaniora. I indlægget argumenterer de for et bredere innovationsbegreb hvor humaniora kan få plads, da ingeniør- og naturvidenskabernes teknologiske landvin- dinger ikke alene kan levere svarene globale energiforsyningskrise og de truende klimaforandringer. I stedet skal humanioras viden aktiveres i tværfagligt samarbejde, for fedme- og miljø- problemer, og løsningen af dem, kan ikke kun ses med naturvidenskabelige briller, hvilket også gælder for økonomiske kriser som er skabt i vekselvirkning mellem menneskelige motiver, sociale strukturer og teknologiske udviklinger. Samtidigt hører de globale samfundsud- fordringer inden for miljø, energi og sundhed til nogle af Danmarks erhvervsmæssige styrkepositioner, ligesom universiteternes humanistiske kandidater i stort omfang bidrager til dansk eksport og innovation. Humaniora og humanistisk forskning er altså på en gang både løsningsorienteret og vækstskabende, og kan, så at sige, gøre det til en god forretning at redde verden. 10 De fem er: Mette Thunø, som er dekan ved fakultetet Arts på Aar- hus Universitet; Lone Dirckinck- Holmfeldt, Flemming G. Andersen og Ulf Hedetoft, der er dekaner ved de humanistiske fakulteter på hhv. Aalborg Universitet, Syddansk Universitet og Københavns Uni- versitet; og institutleder ved Institut for Kultur og Identitet på Ros- kilde Universitet, Martin Bayer. 93

95 Humaniora skal løse de udfordringer, hvis løsning skaber vækst De er her på linje med Morten Østergaard (Jyllands- Posten, 2012B). I et interview om Horizon 2020, kobler ministeren netop også løs- ningen af problemer til skabelse af vækst, for: I stedet for at dele pengene op i forskellige forsknings- områder, fokuserer vi på de væsentligste udfordringer, som vores samfund står over for: Klima, miljø, aldrende befolkninger. De udfordringer kommer til at drive forsk- ningsindsatsen fremover. For hvis Europa skal have gang i væksten, er vi nødt til at udnytte vores vidensmæssige fortrin (Østergaard i Jyllands- Posten, 2012B) Østergaard tilskriver dermed ikke bare værdi til den forskning, der kan overkomme udfordringer, men endda også til de udfordringer der kan overkommes med vores vidensmæssige fortrin. De problemer der skal løses bliver dermed de problemer, hvis løsning skaber vækst. I samme interview ækvivalerer Morten Østergaard også det at hente forskningsmidler fra EU med vækst. Det er for Østergaard ikke tilfredsstillende at danske forskere kun henter 9. flest midler målt i forhold til BNP, for Danmark er en vidensøkonomi, der ikke har nogen naturressourcer at leve af. Målet er at vi skal ligge i top 3 og at de forskningsmidler, der skaffes fra EU vil aflede danske jobs. Han omtaler derfor Horizon 2020 som en kronjuvel i regeringens bestræbelser på at skabe vækst. Naturvidenskab er mere rentabelt Som nævnt tidligere, så er DI enige i at det kan være spændende og innovativt, når humaniora bliver en del af teknologien. De er også enige i at det der gør om vi skal investere i forskning, er om den har en praktisk nytteværdi, og ifølge DI har humaniora meget at byde på udover den almindelige kulturbevarelse (Rønhof og Eriksen, 2010). Humanisterne kan nemlig tilbyde viden som ingeniørerne ikke har, og denne viden, om organisation, ledelse, kultur og markeds- 94

96 føring, er værdifuld for DI. Men for DI er naturvidenskabelig og teknisk forskning alligevel væsentligere end humanistisk forskning, når det handler om at optimere konkurrenceevnen. Her henviser DI blandt andet til en undersøgelse med virksomheder, der står for 70 pct. af de private forskningsinvesteringer i Danmark. Her svarer 47 pct. at de interesserer sig for teknisk forskning, mens kun 1 pct. interesserer sig for humanistisk forskning. For DI er det derfor væ- sentligt at der flyttes midler fra humanistisk til teknologisk forskning (Rønhof og Eriksen, 2010), for større dele af forskningsmidlerne bør bruges, så de underbygger virksomhedernes konkurrenceevne (Berlingske, 2011A). På grund af globaliseringen er det godt for hele samfundet at flytte de offentlige forskningsmidler efter virksomhedernes ønske. For når midler bruges dér hvor de understøtter den danske konkurrenceevne, så virker det som en magnet for at holde virksomhedernes forskningsinvesteringer i Danmark. I et interview i Berlingske sætter DI s forskningspolitiske chef, Charlotte Rønhof, endda forskellen mellem humanistisk og teknisk forskning yderligere på spidsen, for: ( ) offentlige investeringer skal jo bruges på vækst, så det er slet ikke ligegyldigt, hvilken forskning det offentlige bruger pengene på. Eksempelvis kan forskning i humaniora være godt for en masse ting, men det er bare ikke et særligt interessant for erhvervslivet (Berlingske, 2012) Investeringer skal jo bruges på vækst. Og når de jo skal det, så skal der også flyttes midler fra den humanistiske forskning ligegyldigt hvor mange løsninger på globale problemer, den ellers kan komme med og over til den tekniske forskning som virksomhederne ef- terspørger. Og her konstrueres humaniora som urentabelt i forhold til den naturvidenskabelige forskning. Samme standpunkt giver Berlingske udtryk for i en leder i 2009 (Berlingske, 2009). Ifølge den er det godt at forskningen er blevet 95

97 mere resultatorienteret og i højere grad kommer virksomhederne til gode. Men problemet er, at den omfattende forskning der foregår herhjemme, ikke er i de områder som virksomhederne efterspørger, dvs. naturvidenskabelig og teknisk forskning, men er inden for samfundsfag, humaniora, sundhed og velfærd. Krisen har, ifølge Berling- ske, vist at det er nødvendigt med drastiske tiltag og hårde prioriteringer, og derfor bør politikerne favorisere universiteter, der satser på naturvidenskab. Helt samme position indtager Lars Pallesen og Anders Bjarklev, der er hhv. rektor og prorektor for Danmarks Tekniske Universitet (Bjarklev og Pallesen, 2011). De referer en DI- undersøgelse, hvor 80% af de danske virksomheder peger på teknisk, naturvidenskabelig og sundhedsvidenskabelig forskning som relevant. Ifølge de to DTU- ledere må politikerne prioritere den tekniske videnskab da de nye vækstcentre i Singapore, Thailand, Hong Kong og Sydkorea satser benhårdt på det. Hvis vi vil bevare vores internationale konkurrencekraft til gavn for det danske samfund. Humaniora er en ren udgift En hårdere kritik af humanioras økonomiske potentiale fremføres af cand.pæd., Steen Steensen (Steensen, 2010). Steensen er egentligt kritisk overfor al højere uddannelse og forskning, men det kan dog formodes at naturvidenskaben og kun naturvidenskaben giver et økonomisk afkast til samfundet. Det kan det til gengæld ikke med humaniora. Humaniora er hos Steensen eksotiske studier i in- disk kultur, sanskrit, sprog og religion, koreansk, afrikanske skikke, arkæologi, islamiske miniaturemalerier, antropologi og indianske sprog, samt dansevidenskab, visuel kultur, film- og medievidenskab og kunsthistorie. Studierne er spændende, men samlet set er det udelukket at humaniora kan være et profitabelt foretagende for samfundet. I stedet artikulerer han humaniora i en diskurs om økono- misk retfærdighed, og som et middel til personlig opstigning for de vegeterende, den boglige klasse og det intellektuelle borgerskab, der 96

98 sender regningen til de producerende. At uddannelse og videnskab skulle være nødvendigt for at landet kan stå sig godt i den globale kappestrid, er derfor en løgn den herskende klasse har fundet på, og som de gentager mens uligheden i samfundet stiger. For det forholder sig omvendt. Opsamling DI, DTU, Berlingske og slutteligt Steen Steensens konstruktion af humaniora står altså umiddelbart i skarp kontrast til den humaniora som Thunø, Bjørnholm, Harnow Klausen og Nesgaard et al. konstruerer. Men det er kun umiddelbart, for i begge konstruktioner ækvivaleres praktisk anvendelig og økonomisk rentabel viden nemlig med værdifuld viden. Dermed handler diskussionen i langt høje- re grad om hvilke forskningsområder og discipliner, der placeres lig med eller forskellig fra den værdifulde forskning. Her er den globale konkurrence et væsentligt moment. For det er spørgsmålet den humanistisk forsknings værdi heri, der afgør om den ses som værdifuld. De, der mener at humanistisk forskning er nyttigt, trækker derfor på en konstruktion af konkurrence, hvor det at kunne noget andet end de andre er særligt værdifuld, mens de, der mener at den ten- derer mod det unyttige, konstruerer dét at være bedre end de andre til det samme, som det væsentlige. For de der mener at vi skal satse flere midler på naturvidenskaben, konstrueres udfordringen udelukkende som det at skabe vækst i Danmark, mens de, der mener at humaniora er praktisk nyttigt, også trækker på en forestilling om at der findes flere store udfordringer, som humaniora kan væ- re med til at løse. Men den økonomiske vækst- diskurs griber dog hegemoniserende ind i forhold til de mange udfordringer, ved at artikulere væksten som (1)det væsentligste problem, der er grund- 97

99 laget for at resten kan løses; (2) ved at konstruere udfordringerne som nogle der kan løses, mens vi tjener på dem; (3) eller ved at undertrykke problemformuleringer, der står i modsætning til national vækst. En væsentlig pointe her, er også at den griber ind overfor Sahl- Madsens konservatisme, og gør (4) identitet til en konkurrencefordel. Ingen andre end Steen Steensen problematiserer, fra en domineret position, de interne uligheder som videnssamfundet og- så er med til at skabe, mens ingen af de analyserede tekster forholder sig til uligheden i verden i stedet er der udbredt enighed om at vi skal bevare Danmark som et af de rigeste samfund i verden. Forskellen debattørerne imellem er altså stor i forhold til hvor mange midler humaniora skal have tilført, men er meget lille i forhold til hvad meningen er med forskningen som sådan. Det er desuden værd t bemærke at menneskefiguren borger her er blevet erstattet af konkurrenter og forbrugere, og dermed er der også plads til at forskningen kan bearbejde os, frem for at understøtte den demokratiske samtale. 6. Opsamling Målet med dette speciale var at forsøge at vise hvordan konkurrencestatens humanistiske forskning konstrueres som en legitim aktivitet i den forskningspolitiske debat i landsdækkende dagblade. Her har jeg vist at der foregår en diskursiv kamp indenfor og imellem to overordnede diskurser. Disse er en politisk liberalistisk diskurs, der fokuserer på forskningen som en institution i det borgerlige demokrati, hhv. en neoliberal vækst- diskurs, der fokuserer på forskningen som et instrument til at opnå økonomisk vækst. Begge diskurser er nationalt orienterede, og udfordrer ikke denne konstruktion, men især den sidstnævnte sætter med sit fokus på nati- 98

100 onernes konkurrence og det tilhørende trusselsbillede et meget klart modsætningsforhold op imellem danskerne og de andre. Kampen internt i diskursen om humanistisk forskning som en institution i det borgerlige liberale demokrati, kan klarest koges ned til en kamp mellem en diskurs, der er struktureret omkring en idé om det universelle og sandhed, og en diskurs, der er struktureret omkring en idé om kontingens og demokrati. De to institutionelle diskurser forsøger, med forskellig styrke, at holde det liberale de- mokratis institutioner ude fra hinandens sfærer, og er generelt enige om at demokratiets institutionerne har hver sin plads. Nodal- punktet i denne diskurs er videnskab. Heroverfor står en neoliberal økonomisk vækst- diskurs. Denne diskurs har nodalpunktet konkurreceevne, og giver værdi til den forskning som styrker evne til at konkurrere og tjene penge på det globale marked. Og det er også i forhold til netop dette at kampen står, for er humanistisk forskning økonomisk værdifuld eller ej? Hvis svaret er nej, fokuseres der på at man ikke må sakke bagud i forhold til de globale vækstmotorer og på hvad virksomhederne efterspørger, hvorfor der skal flyttes penge fra humaniora til naturvidenskabelig og teknisk forskning. Hvis svaret er ja, fokuseres der i stedet på at man skal gå nye veje for at vinde. Begge de dominerende diskurser ser globaliseringen som en konkurrence med vindere og tabere, og forskning generelt som noget, der er økonomisk værdifuldt og skal være det: Viden er ikke et mål til at finde sandheden eller til at skabe en demokratisk offentlighed, men er i stedet et råstof, og hvis verden skal ændres, skal den ændres i en retning, som også er rentabel. 99

101 7. Litteraturliste Almlund, Pernille (2007): Miljøkommunikation i virksomheder Praksis i kontekstens blinde plet, Roskilde Universitet, Roskilde Becker, Howard S. (1967): Whose Side Are We On? i Social Problems, Vol. 14, No. 3 Berlingske (2009): Tag forskere med på råd i Berlingske den Berlingske Business (2012): Alle aviser har nu oplag under , læst den , på: aviser- har- nu- oplag- under Bjarklev, Anders og Lars Pallesen (2011): Der forskes stadig ikke nok i Berlingske den Bjerre, Henrik Jøker og Brian Benjamin Hansen (2013): Ideo- logi er noget bras, Forlaget Taschenspiel, Aarhus. Kan downloades på: er- noget- bras/ Bjerrum Jensen, Mette (2009): Kulturarven og myten om den historiske identitet. En diskursanalyse af arkæologiens rolle i det senmoderne samfund, Aarhus Universitet, Aarhus Bredal, Bjørn (2010): Gør, hvad du vil Fay ce que vouldras, i Politiken den Bredsdorff, Thomas, Mihail Larsen, og Ole Thyssen (1979): Til glæden, Gyldendal, København 100

102 Brinkmann, Sven (2010): Uren pædagogik i en overfladisk tid, i Kvan et tidsskrift for læreruddannelsen og folkeskolen, Vol. 30, nr. 88 Budtz Pedersen, David (2010): Forskningskvalitet som politisk kategori, i Claus Emmeche og Jan Faye (red.): Hvad er forskning?, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, Frederiksberg Bush, Vannevar (2012): Science The Endless Frontier, udgave uden årstal, United States Government Printing Office, Washington, downloadet den , på: Bøgh, Anders (2012): Vildt kaos på Aarhus Universitet, i Politiken den Cerny, Philip G. (1990): The Changing Architecture of Poli- tics: Structure, Agency and the Future of the State, Sage, Lon- don Collin, Finn (2012): Hvad er humaniora, Akademisk Forlag, København Danmarks Erhvervsråd (2003): Vidensamfundet en be- grebsafklaring. Downloadet den , fra: et.pdf Dansk Industri (2013): Danmark bør satse mere på teknologisk forskning, læst den , på: /Danmarkboersatsemerepaateknologiskforskning.aspx Danske Universiteter (2012): Hvad er basismidler?, downloadet fra Danske Universiteters hjemmeside, dkuni.dk, den

103 Dylan, Bob (1965): Love Minus Zero/No Limit, fra Bringing It All Back Home, Columbia Records, New York Engberg- Pedersen, Troels (2010): SMÅ SPROG PÅ SKRUMP: Vil KU begå mord på antikken?, i Politiken den Faye, Jan (2012): Videnskab og Samfund i Jan Faye og David Budtz Pedersen (red.): Hvordan styres videnssamfundet?, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, Frederiksberg Feldt, Jakob Egholm (2009): Har vi overhovedet brug for humanister?, i Information den Fogh Rasmussen, Anders (2002): Statsminister Anders Fogh Rasmussens Nytårstale 2002, læst den , på: Fogh Rasmussen, Anders (2004): Tale på Venstres Landsmø- de den 21. november 2004, læst den , på: anders- foghs- tale- extenso Folketinget (2012): Finansiel Transaktionsskat, læst den , på: temaer/forslagfts/ Forsknings- og Innovationsstyrelsen, 2011: Evaluering af forskerkarriereveje håndtering af forskeres karrierer på de danske universiteter, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, København Friborg, Flemming, Anne Marie Nielsen, Jette Christiansen, Mette Moltesen, Hanne Thomasen, Jan Stubbe Østergaard,, Line Clausen Pedersen, Mogens Jørgensen og Tine Bagh (2010): KULTURARV: Er KU ramt af globalt snæversyn? i Politiken 13. oktober

104 Gade Jensen (2010): Universiteterne under politisk pres - Boganm: Sune Auken: Hjernedød - Til forsvar for det borgerlige universitet i Jyllands-Posten den Graulund, Rune (2011): Den uambitiøse ælling i dansk forskning i Politiken den Hansen, Else (1997): En koral i tidens strøm - RUC , Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg Hansen, Else (2008): Styrelsesloven: Den glemte alliance i Uddannelseshistorie årbog fra Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie nr. 42 Hansen, Else (2009): Masseuniversitetet på tegnebrættet? 1950 ernes universitetsplanlægning i kommissioner og udvalg i Else Hansen og Leon Jespersen (eds.): Samfundsplanlægning i 1950 erne Tradition eller tilløb, Museum Tuscula- nums Forlag, København Hansen, Mads og Ida Meisling: Bussen er fuld af bullshit, i Information den Harder, Peter og Frans Gregersen (2008): Profet, professio- nel eller hvad? i Finn Collin og Jan Faye (eds.): Ideer vi lever på, Akademisk Forlag, København Hauge, Hans (2002): Alt er fortolkning, i Information, den Hauge, Hans (2009) Privat universitet med brugerbetaling i Berlingske Tidende den Hastrup, Kirsten (1999): Viljen til viden, Gyldendal, Køben- havn 103

105 Humanistisk Forum (2010): Hele samfundet betaler for op- gør med humaniora i Politiken den Jensen, Bernard Eric (1994): Historiedidaktiske sonderin- ger, Danmarks Lærerhøjskole, København Jensen, Bernard Eric (2010): Historiebevidsthed i medvind og modvind, i Historie & samfundsfag, vol. 50, nr. 1 Jensen, Steven L. B. og Thomas Ekman Jørgensen (2001): Studenteroprøret i Danmark, i Historisk tidsskrift, bind 101 hæfte 2 Jyllands- Posten (2008): Det var simpelt hen bare godt, at det holdt op i Jyllands-Posten den Jyllands- Posten (2011C): Forsker blev frarådet at søge EU- midler i Jyllands-Posten den Jyllands- Posten (2011E): Minister: Øget kamp om EU- milliarderne i Jyllands-Posten den Jørgensen, Erik Stig (1979): Humaniora vil bestå, i Politiken den Jørgensen, Marianne Winther og Louise Phillips (1999): Diskursanalyse som teori og metode, Roskilde Universitetsfor- lag, Frederiksberg Kjøller, Klaus (2009): Den sidste ideologikritiker i Berlingske Tidende den Kjørup, Søren (1996): Menneskevidenskaberne Problemer og traditioner i humanioras videnskabsteori, Roskilde Universi- tetsforlag, Frederiksberg 104

106 Knudsen, Tim (2007): Fra Folkestyre til Markedsdemokrati, Akademisk Forlag, København Kristeligt Dagblad (2010): Søren Kierkegaard var barn af en jødekritisk tid, i Kristeligt Dagblad, den Kristensen, Poul (2010): SMÅ SPROG PÅ SKRUMP: Både latin og fortiden spares væk, i Politiken, den Kulturministeriet (2000): Danmarks kreative potentiale Kultur- og erhvervspolitisk redegørelse 2000, Erhvervsmini- steriet og Kulturministeriet, København Kurtzman, Jeffrey (2003): Deconstructing Gender in Monte- verdi s L Orfeo i Journal of Seventeenth-Century Music, vol. 9(1), læst den , på: jscm.org/v9/no1/kurtzman.html#ch10 Kurtzman, Jeffrey (2011): Det subtile barbari i Weekendavisen den Københavns Universitet: Om Det Humanistiske Fakultet, læst den , på: Københavns Universitet: Det Samfundsvidenskabelige Fakul- tet Institutter, centre og afdelinger, læst den , på: Laclau, Ernesto og Chantal Mouffe (2001): Hegemony and Socialist Strategy, Verso, London Larsen, Jesper Eckhardt (2007): Ikke af brød alene, Dan- marks Pædagogiske Universitetsforlag, København 105

107 Lodahl, Mikkel (2009): SVAR TIL: Private universiteter - hvorfor? i Berlingske Tidende den Lyotard, Jean- François (1984): The Postmodern Condition, Manchester University Press, Manchester Meyer, Gitte (2012): Humanioras Legitimitet, i Information den Mouffe, Chantal (1988): Hegemony and New Political Sub- jects: Towards a New Concept of Democracy i Cary Nelson og Lawrence Grossberg (eds.): Marxism and the Interpretation of Culture, University of Illinois Press, Chicago Il. Nesgaard, Poul, Ole Fogh Kirkeby, Jens- Peter Lynov, Jan Lar- sen, Lars Goldschmidt, Chrisian Have, Gitte Just og Flemming Madsen (2009): Kunsten i en ny samfundsrolle i Politiken, den Olesen, Peter og Esther Fihl (2009): Samarbejde. Vi er alle i samme forskerbåd i Politiken den Pedersen, Ove Kaj, Peter Kjær, Niels Åkerstrøm Andersen (2001): Mandag Morgen i det politiske kommunikationssy- stem. Copenhagen Business School, København. Rapporten kan downloades på: Pedersen, Ove Kaj (2011): Konkurrencestaten, Hans Reitzels forlag, København Politiken (2010A): Bløde fag i ulandshjælpen i Politiken den Politiken (2011): Konkurrencestaten i Danmark i Politiken den

108 Reyes, Antonio (2011): Strategies of legitimization in political discourse: From words to actions i Discourse & Society, nr. 22(6), side Rump, Camilla Østerberg og Mick Healey (2011): Forsk- ningsbaseret undervisning hvorfor og hvordan? i Frederik Voetmann Christiansen, Sebastian Horst, Christine Holm og Kjeld Bagger Laursen (eds.): Forskningsbaseret undervisning realiteter og potentialer. Proceedings fra 10. majkonference i naturvidenskabsdidaktik, København maj 2010, Institut for Naturfagenes Didaktik ved Københavns universitet, Kø- benhavn Rønhof, Charlotte og Mads Eriksen (2010): Prioriter. Forsk- ningsmidler skal føre til vækst i Politiken Sander, Helge (2005): Myterne om universiteterne står for fald, i Jyllands-Posten den Sarauw Laura Louise (2012): Kompetencebegrebet og andre stileøvelser, Københavns Universitet, København. Kan downloades på: 45e0-4b c5facaf850&vis=publikation Selsing, Rune (2012): Man gjorde en professor fortræd på berlingske.dk den 15. februar, Læst den på: gjorde- en- professor- fortr%c3%a6d/ Sidenius, Niels Chr. (2003): Rektors tale ved årsfesten i Aar- hus Universitet: Årsberetning 2003, downloadet den , fra: arsb2003/ Slagstad, Rune (2009): Styringsvitenskap ånden som går, i Nytt Norsk Tidsskrift, nr. 3-4,

109 Slottved, Ejvind (1998): Københavns Universitets historie i Københavns Universitets Årbog 1998, Københavns Universitet, København Stage, Ingrid (2010): Det kan vi bruge humaniora til i Information, den Steensen, Steen (2010): En økonomisk belastning i Jyllands- Posten den Stidsen, Marianne (2002): K som kritik, i Information, den Stjernfelt, Frederik og David Budtz Pedersen (2011): Fak- tatjek: Humanistisk forskning klarer sig fint i Politiken den Styrelsen for Forskning og Innovation (2012): Den bibliometriske forskningsindikator, hentet fra internettet den på: og- politik/tal- og- analyser/den- bibliometriske- forskningsindikator Styrelsen for Forskning og Innovation (2013): Spørgsmål og svar om den bibliometriske forskningsindikator, hentet fra internettet den på: og- politik/tal- og- analyser/den- bibliometriske- forskningsindikator/spoergsmaal- og- svar Sørensen, Asger (2007): Videnssamfundet En undergravel- se af videnskab og demokrati, Working Paper No. 4/2007, Department of Management, Politics and Philosophy, Copen- hagen Business School, København Sørlander, Kai (2009): Os og dem i Berlingske den

110 Togeby, Ole (2009): Om værdifri og værdifuld humanistisk forskning, i Birgitte Hornbek (ed.): Det æstetiske og Det Politiske, Forlaget Klim, Århus Østergaard, Morten (2012A): Fra forskning til fordybelse, i Politiken den Østergaard, Morten (2012B): Kloge bolde ude på landet Uddannelsesminister Morten Østergaards tale ved Event IT Forum Midtjyllands årsmøde i Aarhus den 26. september 2012, læst den på: og- ministerium/ministeren/taler/2012/kloge- bolde- ude- pa- landet?searchterm=kloge%20bolde Aagaard, Kaare (2011): Kampen om basismidlerne, Aarhus Universitet. Kan downloades fra: om- basismidlerne%281db7d18d- f1c1-431a- 895e- 60c9b %29.html Aagaard, Stig og Peder Holm- Pedersen: Danmark i den kogni- tive kapitalisme i Turbulens nr. 1. Kan downloades på: 109

111 8. English abstract Love, Crisis and Capitalism That the humanities are in some kind of crisis has been a truism for as long as I can remember. But while reading the Danish News- papers I found that a new kind of humanities had emerged, or at least that there existed one that I had not noticed before: a kind of humanities that refused to be in a crisis. The idea of a non- crisis humanities is put forth not only by humanistisc scholars and re- searcher but also by the Danish minister of research, Morten Øster- gaard, and is constructed in clear market terms. This valorisation of the obviously useful and marketable seems to be a general devel- opment in the western world, both in respect to knowledge, as Francois Lyotard denoted, and in respect to the society as a whole. At the same time there is still a stark opposition to this marketisa- tion of the humanities from researchers who instead point to the intrinsic or democratising value of the humanities. Looking at texts from the period from the three biggest newspapers in Denmark and using the discourse analytic ideas put forth by Ern- esto Laclau and Chantal Mouffe in their work Hegemony and Socialist Strategy I show that these two main antagonistic construc- tions of the Danish humanistic research are both liberal, e.g. political liberalism and economic (neo- )liberalism. And that the socialist and social democratic discourses that dominated in the early sum- mer of 68, do no longer hold any important power in the struggle for what the aim of the research should be and who should control it. 110

112 9. Bilag: De udvalgte artikler (på cd-rom) 111

Vis mere