Sven Arvid Birkeland TYSKERNE. Danske krigssejlere i 2. Verdenskrig. Gyldendal

Transkript

1 Sven Arvid Birkeland SÆNKET af TYSKERNE Danske krigssejlere i 2. Verdenskrig Gyldendal *

2 Forord De danske krigssejlere var de første, der deltog aktivt i krigen, flere år før modstandskampen kom i gang. De repræsenterede det kæmpende Danmark og gjorde, at englænderne og den øvrige frie verden efterhånden fik ændret det noget flossede billede, man fik af Danmark efter den hurtige kapitulation den 9. april Sømændene banede vejen for etableringen af Det Danske Råd i London, accepten i den frie verden af den gryende danske modstandsbevægelse udgjorde kernen i SOE (Special Operations Executive), og mange deltog som soldater i de allierede styrker. På skibene kæmpede de enkeltvis eller som samlede besætninger, men de havde ingen fælles modstandsledelse. Da krigen var forbi, kom de hjem drypvis og længe efter befrielsen, og påskønnelsen af deres indsats var i mange år yderst beskeden. Da jeg havde færdiggjort projektet og bogen Taget af tyskerne. Danskere i 2. Verdenskrig. var jeg klar over, at jeg manglede krigssejlerne. Danske sømænd sejlede på alle syv have og var med i alle de store krigsbegivenheder. Der er skrevet en del bøger om krigssejlerne, men det er mest faktuelle oversigter og enkeltberetninger. Hvordan oplevelserne virkede på sømændene efter krigen og påvirkede familierne og børnenes opvækst, det manglede at blive fortalt. I bogen har jeg samlet en mosaik af beretninger knyttet sammen af baggrundsbeskrivelser for de enkelte krigsområder og perioder af krigen. Der er søgt holdt en vis kronologisk orden i relation til krigens gang, selvom det ikke altid har været muligt, da der var aktivitet på mange krigsskuepladser på en gang. I andre tilfælde, hvor en sømand har været med flere steder, vil det også virke unaturligt at splitte hans historie op. Det er sømændenes og deres efterkommeres beretninger, jeg ønsker at viderebringe. Jeg har nødvendigvis måttet vælge ud blandt de over 100 interviews, så langtfra alt og alle er kommet med. Ellers var bogen blevet tre gange så stor. Jeg har valgt karakteristiske udsagn og plukket ud af andre interviews til anvendelse i enkelte gennemgående temaer. I mange beretninger nævner sømanden sine mange forskellige mønstringer. Det er taget med, da det viser sømændenes liv. Det viser tillige, at mange sejladser foregik uden sænkninger, dog altid med angsten som følgesvend. I bogen kommer sømændene til orde med det undertiden ramsaltede sprogbrug, de nu anvender. Der er * 7

3 redigeret, men uden at påvirke den enkeltes sprogtone og med bevaring af autenticiteten. Jeg fik hjælp af arkiverne, specielt Frihedsfondens, samt allierede krigssejlerveteraner ved Else Lizier, Erik Kragelund, Christian Tortzen, Erik Kromann, Marstal Søfartsmuseum, Fanø Skibsrederforening, Morten Bach, Sømændenes Forbund, Poul Erik Jensen, Ny Tid, Hans Jørgensen, 3F og en lang række krigssejlere, der viste videre til andre, så sneboldeffekten medførte mange nye henvendelser. Jeg takker de mange sømænd og sømandskoner, enker og børn af søfolk, der lukkede mig og min kone ind i deres hjem og delte deres gode og traumatiske oplevelser med os. Jeg takker nedennævnte fonde, der sammen med min arbejdsplads, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), har støttet projektet, direktør, professor Bengt Sjölund, direktør Karin Verland, MD, og forskningschef Edith Montgomery for gode arbejdsvilkår, min kone, Lise-Lotte, der har været med hele vejen, min sekretær fra OUH-tiden, Jette Hansen, og min trofaste redaktør, udviklingschef Ole Knudsen for endnu et godt samarbejde. Der er ikke noget skibs- eller personregister, for bogen er ikke tænkt som et opslagsværk, og jeg føler, det vil være uretfærdigt over for de tusinder af krigssejlere, der så ikke ville blive nævnt. I nogle tilfælde er interviews opdelt på geografisk område, i andre er det fundet væsentligt med et samlet omend derved længere forløb. Nogle ganske få personer er anonyme, ikke fordi de ikke ville stå ved deres oplevelser, men fordi de efter krigen har fravalgt al omtale. Følgende fonde takkes for støtte: Generalkonsul Einar Høyvalds Fond *

4 1 Skibshunden Terry Andreasen var maskinmester i den danske handelsflåde i Han fortæller: Ved krigsudbruddet lå jeg med et dansk tankskib i Chile. Skibet blev sat i brand ved sabotage. Jeg nåede op fra maskinrummet og sprang i vandet, hvorfra jeg så flere kammerater som levende fakler oppe på dækket. Resten af krigen sejlede jeg i allieret tjeneste. De første krigsår sejlede jeg med ammunition fra Montréal til England. Det var før, USA kom ind i krigen. Over halvdelen af de skibe, som på det tidspunkt sejlede konvojfart over Atlanten, gik ned. De skibbrudne kammerater måtte ikke samles op, da skibet ved at sagtne farten selv blev udsat for torpedoangreb. Jeg gennemlevede her en periode af meget svær stress, angst og søvnløshed. Selv blev jeg torpederet i april Skibet gik midtover. Jeg sad i min kahyt sammen med min ruhårede terrier, der hed Terry. Jeg nåede op med hunden og fik den smidt ud over rælingen, idet jeg sagde til den, at nu måtte den klare sig selv. Jeg løb selv tilbage efter papirerne, men blev suget med ned med den ene halvdel af skibet. Jeg regnede med, at slaget var tabt, men kom dog op til overfladen, fandt Terry, og i fællesskab fandt vi frem til et flydende køleskab, som vi kunne holde fast i. Skibets hovmester og kok holdt sig til samme skab. Det var i april, og vandet var varmere end luften. Jeg mener, det varede en time eller to, før vi blev fisket op af en nordmand. Her fik vi gin at drikke og karbolvand på sårene. Fra dette skib blev vi sammen med Terry overført til en passerende engelsk destroyer. Umiddelbart efter blev nordmanden sprængt i luften af en torpedo. Den var lastet med ammunition, og der var ingen overlevende herfra at samle op. Seks af 40 mand fra mit eget skib (syv med Terry) havde overlevet. Jeg kom i land i England og blev indlagt på et sygehus i Hull. Terry lå med sin madskål under hospitalssengen. En medpatient, der var farmer, fik overladt Terry nogle dage senere. Selv blev jeg kort efter i Newcastle kørt ned af en bil og nu atter indlagt på hospital. Jeg blev forelsket i og gift med en engelsk sygeplejerske dér. Kort efter genoptog jeg krigssejladsen. Jeg undgik flere torpederinger, men mine skibe blev flere gange ramt af tyske fly. Jeg var også med i invasionen af Normandiet. * 9

5 Jeg drak ikke, mens jeg sejlede, men hver gang jeg slap fra det og kom i land, fik den en ordentlig skalle. Og efterhånden som krigssejladsen blev mindre belastende, og jeg kom noget mere i land, fik den flere og flere skaller. Jeg kom først til Danmark et halvt år efter krigen. Da jeg ville ud at sejle igen i 1946, fik jeg konstateret lungetuberkulose og dårlige nerver, så jeg kom på sanatorium. Jeg kom aldrig ud at sejle igen, men blev maskinarbejder på B & W. Jeg havde lange sygeperioder og blev afskediget indimellem. Alkohol skaffer mig en slags frist for angst og spændinger, som er særlig slemt i de perioder, hvor jeg har mine mareridt om natten og ikke får sovet. Mareridtene handler om, at jeg genoplever krigsbegivenheder med halve skibe, brændende mennesker osv. * 10

6 2 Om lidt er de borte Sømændene var de første globaliserede danskere Den yngste krigssejler blandt udesejlerne var 15 år i 1940 og blandt hjemmesejlerne 15 år i I 2011 er de overlevende derfor fra 81 til 86 år og derover. De fleste er borte, omkom under krigssejladserne, mange døde i års-alderen af eftervirkninger af strabadserne, men til denne bog lykkedes det alligevel at finde og tale med 44 krigssejlere samt 24 koner og enker og 44 børn. De endnu eksisterende krigssejlersammenslutninger, Sømændenes Forbund, søfartsmuseer og især henvisninger fra kammerater hjalp mig på vej, og mange efterkommere opbevarede ægtefællernes eller fædrenes indtalte bånd og nedskrevne beretninger. Så selvom de, der kunne interviewes, hørte til de yngre årgange af krigssejlere, er det alligevel lykkedes at sammenstykke et repræsentativt udsnit af krigssejlerne Jeg mener derfor, at bogen giver et troværdigt billede af den samlede krigssejlerpopulation. Alle udesejlere deltog i krigens seks år. Alle frygtede torpedoer og miner, men kun et mindretal oplevede det. Men den årelange anspændthed og angst satte et voldsomt præg på de unge mennesker, et præg, der slog hårdt for de fleste i en senere alder. De mistede de unge år, og dette prægede mange familier sidenhen. At skrive en bog om krigssejlerne i 2011, dvs. 66 år efter afslutningen på 2. Verdenskrig giver muligheder, men rejser også problemer. Det bliver muligt at se krigssejlernes indsats i det store perspektiv og benytte en række kilder, der først er fremkommet de seneste år. Og det bliver muligt hvilket er bogens hovedsigte at beskrive den pris, krigssejladsen indebar i de følgende år for sømændene og deres familier. Det lykkedes mig endvidere at opspore den krigssejlerundersøgelse, som Frihedsfonden udførte omkring 1982, men som aldrig blev publiceret. Derved kunne der sættes tal på en del af prisen for krigsindsatsen. Bogens mange enkeltberetninger uddyber oplevelserne og deres eftervirkninger. Problemerne er, at en stor gruppe mangler, nemlig de druknede. Der er mange måder at dø på, gode og grumme. Besætningerne på ammunitionsskibene forsvandt i et glimt. Druknedøden er grim. Det er også døden i de brande, der opstod efter torpederinger enten på skibet, eller når de * 11

7 umiddelbart overlevende drev ind i brændende oliesøer på havet. De druknede kan i sagens natur ikke udtale sig, men bogen rummer flere beretninger fra nærdruknede, der blev suget med ned af det synkende skib, troede, de skulle dø, men mirakuløst overlevede. En sømand sagde til mig: Vi sejlede i seks år med forsyninger til krigen og vidste dag og nat, at pludselig kunne der komme en torpedo, og et minut efter ville vi ligge i vandet og se kammeraterne sejle forbi. De måtte ikke stoppe for at redde os af frygt for selv at blive torpederet eller af frygt for kollisioner i konvojerne. Om natten sov vi med kahytsdøren på klem og vores papirer i en vandtæt pose om halsen. Og var det kammeraterne på et ramt skib, der lå i vandet, måtte vi se dem kigge efter os, mens vi sejlede bort. De øjne ser jeg stadig for mig hver nat. På Murmansk-ruten kunne man kun overleve i få minutter i vandet. Sejlede vi med benzin eller ammunition, forsvandt skib og mandskab i et glimt. På mine interviewture kom jeg af og til på plejehjem, hvor der sad gamle sømænd, mærket af alder, slid og undertiden også med et nådigt slør over hukommelsen, og det slog mig, at disse mennesker var nogle af de mest berejste danskere. De havde besejlet de syv have og besøgt havne over hele kloden. Vi taler i dag meget om globalisering og opfatter det som et nyt fænomen. Men sømændene har til alle tider været globaliserede enten som besætning på danske eller fremmede skibe sammen med mange andre nationaliteter og ved af- og påmønstringer i alverdens eksotiske havne. De fortæller rask væk om Frisco, Rio, Shanghai, Rangoon osv. For fattige unge var det at komme ud at sejle den eneste mulighed for at få set verden uden for Danmark. Sømændene indtager en underlig dobbeltrolle i den danske selvforståelse. De opfattes dels som friske fyre i sømandssange og film, dels som samfundets lavest placerede, fordrukne ballademagere i de laveste sociale rangklasser. Først med rang af maskinmestre, styrmænd, kaptajner o.l. blev man accepteret i det gode selskab. I virkeligheden var langt de fleste sømænd solide personer, der endte som stabile familiefædre. Krigssejlerne følte, at deres indsats blev overset og glemt. Danskerne havde været direkte part i Besættelsen og fulgt modstandskampen, hvorimod krigssejlernes kamp foregik fjernt fra Danmark og ukendt for mange. Dette står i modsætning til 1807, da københavnerne selv direkte kunne følge Slaget på Rheden og bagefter hyldede søfolkenes indsats, som skildret i Steen Steensen Blichers E Bindstouw i det citat, der indleder kapitlet De skal ikke blive glemt. Krigssejlerne mistede deres ungdom. Bagefter har de to historier, en om * 12

8 krigsoplevelserne, som kun rummer angst hos et fåtal, og en anden om den knugende frygt for torpedoer og miner, som dukker op i mareridtene hos de fleste, og som mange var tavse om. Søfolkene og deres familier betalte en livslang pris for indsatsen. Det er denne fulde historie, jeg ønsker at videregive. * 13