Realisering af byøkologiske tiltag: Servitutter i stedet for lokalplan?

Transkript

1 Realisering af byøkologiske tiltag: Servitutter i stedet for lokalplan? Af Adjunkt, landinspektør, ph.d. Michael Tophøj Sørensen, Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, Aalborg Universitet <tophoej@i4.auc.dk> Artiklen, der tager udgangspunkt i lokalplanlægningens begrænsninger, anviser servitutregulering som et reelt og effektivt alternativ, når det er hensigten - for offentlige såvel som for private aktører - at realisere byøkologiske tiltag. Artiklen runder alle de praktiske spørgsmål, og bliver således en 'guide line' for, hvordan myndigheder og praktikere kan anvende servitutter i bestræbelserne på at fremme byøkologi. Lokalplanens umuligheder og servitutreguleringens muligheder illustreres løbende gennem konkrete eksempler.. Servitutterne har uberettiget - et blakket ry Servitutter er et overset reguleringsinstrument og aktivt planrealiseringsinstrument. Mange navnlig planlæggere opfatter servitutterne som støvede eller som fortidslevn, der ikke hører hjemme i moderne byforvaltning. En sådan opfattelse yder imidlertid næppe servitutterne den retfærdighed, de har krav på. En årsag til servitutternes manglende popularitet er måske, at mange planlæggere og embedsmænd m.v. ofte møder servitutterne, hvor der er problemer eller også skaber servitutterne problemer i sig selv, eller er i hvert fald besværlige: Det kan være servitutter, der skaber problemer for realiseringen af et konkret byggeprojekt, og som måske skal fortrænges/ophæves med en lokalplan noget som i flere tilfælde har vist sig ikke at være uproblematisk, fordi planlovens servitutbortfaldssystem er både kompliceret og mangelfuldt 1. Det kan også være spørgsmålet om, hvorvidt en servitut skal samtykkes af kommunen jf. planlovens 42, hvilket er et andet ofte forekommende problem. Det indebærer, at det først skal bestemmes, hvorvidt den forelagte servitut overhovedet kræver kommunalbestyrelsens samtykke, og dernæst i bekræftende fald skal der tages stilling til, om servitutten vil foregribe en evt. senere lokalplanlægning. Endelig er der hele spørgsmålet, om hvordan en konkret servituts ordlyd skal fortolkes, og dermed om og i hvilket omfang den kan håndhæves 2. Disse og flere andre problemer kan de fleste planlæggere sikkert genkende og gør, måske med god grund, at servitutterne har et lidt blakket ry. 1 Se således Lars Ramhøj Planlovgivningens servitutbortfaldssystem lagt i ruiner konsekvenserne af U HD i: UfR till. B 1997, s. 359ff. 2 Se fx KFE , hvor Naturklagenævnet ophæver Aalborg Kommunes forbud jf. planlovens 43, idet nævnet ikke anså servitutten for at indeholde den fornødne hjemmel til at nedlægge forbud. Men efterfølgende finder både by- og landsretten modsat Naturklagenævnet at servitutten indeholder den fornødne hjemmel, se KFE (Supplerende oplysninger, pkt. 2). Se også Orla Friis Jensen Servitutter i: Ellen Margrethe Basse (red.) Miljøretten. Bd. I Almindelige emner, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2001, s. 94; samt Lars Ramhøj Servituthåndhævelse i: UfR till. B 2001, s. 176ff.

2 Men når dette er sagt, så er servitutter i øvrigt et glimrende reguleringsinstrument til at supplere lokalplanlægningen, der har visse mangler i hvert fald en begrænset rækkevidde såfremt byøkologiske elementer i byggeriet ønskes fremmet. Hvorfor er der grænser for, hvad lokalplanen kan regulere af byøkologiske forhold? Al regulering skal som bekendt have hjemmel i lov eller med andre ord: borgerne, grundejerne m.v. skal ikke tilpligtes at tåle mere eller andet, end dét lovgivningsmagten gennem lovgivningen udtrykker, de skal tåle. Dette hjemmelskrav indebærer, at en lokalplan ikke kan regulere flere eller andre emner end de 19 punkter, der fremgår af planlovens 15, stk. 2. Dette såkaldte lokalplankatalog er en opregning af det maksimum af forhold, som lovgivningsmagten har delegeret ud til kommunalbestyrelserne at regulere. I de 19 punkter står der, som det ses, intet direkte om byøkologi; og det er da også kun et fåtal af punkterne, der kan anvendes i bestræbelserne hen imod byøkologiske løsninger. Men det er naturligvis klart, at lokalplanen i kraft af navnlig pkt. 3, 6, 8 og 9 kan sikre, at bebyggelsens og udearealers udformning bliver som foreskrevet i lokalplanen (der evt. henviser til en bestemt bebyggelsesplan, som dermed gøres bindende). Fx kan det bestemmes, at boligbebebyggelsens primære opholdsrum samt havearealer skal solorienteres, således at der sikres beboerne mest mulig lys, og der som sidegevinst kan gøres brug af passiv solvarme. Men pointen er, at det er i designfasen, og dermed i bebyggelsesplanen, snarere end i lokalplanen, at mulighederne ligger for at fremme mange af de byøkologiske mål. Der er imidlertid visse byøkologiske mål, der aldrig lader sig realisere gennem en lokalplan, fordi det savner hjemmel. Det drejer sig fx om installation af el-, vand- og varmebesparende foranstaltninger eller om, at der i husene kun må installeres hvidevarer med energimærke A. Når lokalplanretningslinier om sådanne forhold er ulovlige, er det allerede fordi, at ingen af dem kan siges at falde ind under nogen af lokalplankatalogets 19 punkter i hvert fald hvis man anvender en almindelig ordlydsfortolkning. Man kan lidt firkantet sige, at planloven ikke hjemler mulighed for at regulere bebyggelsen indenfor skalmuren. Man vil også kunne argumentere med, at en lokalplanbestemmelse om, at hvidevarer skal være A-energimærket, savner en saglig planlægningsmæssig begrundelse. Begrebet planlægningsmæssig begrundelse hænger sammen med hjemmelskravet og indebærer, at enhver lokalplanbestemmelse skal kunne begrundes planlægningsmæssigt sagligt inden for rammerne af planlovens formålsparagraf og den byplanmæssige tradition. Saglige planlægningsmæssige begrundelser anses at være miljøhensyn, funktionelle hensyn samt æstetisk-kulturelle hensyn 3. Generelt antages det, at jo mere detaljeret en lokalplan regulerer og dermed jo kraftigere indgrebet er i frihed og ejendom desto mere skærpes kravet til den saglige planlægningsmæssige begrundelse. Nu kunne man naturligvis anføre, at netop anvendelsen af A-mærkede hvidevarer gavner miljøet, og at sådanne lokalplanretningslinier derfor kan begrundes planlægningsmæssigt sagligt. Men begrebet miljøhensyn skal næppe forstås så bredt eller vidtrækkende, at lokalplanen kan anvendes som bidrag i bestræbelserne på løse de globale problemer omkring CO 2 emissionerne og drivhuseffekten. Disse problemer er der anden lovgivning og andre myndigheder til at løse, og derfor udelukkes lokalplanlægningen og lokalplanmyndighederne fra at befatte sig hermed, jf. også forvaltningsrettens såkaldte specialitetsprincipper 4. Disse specialitetsprincipper udelukker formentlig også, at det i 3 Jf. Anne Birte Boeck Lov om planlægning (lovkommentar) 1994, s Se Anne Birte Boeck Lov om planlægning (lovkommentar) 1994, s. 126.

3 almindelighed er muligt ved en lokalplan at forbyde sprøjtning med pesticider på havearealer m.v. En sådan retningslinie, der tjener det generelle grundvandshensyn, hører ind under vandforsyningslovens ressort, og skal som sådan løses dér. Endelig skal to yderligere begrænsninger ved lokalplanen som realiseringsinstrument for byøkologiske målsætninger omtales: For det første det forhold, at en lokalplan ikke kan gribe ind i eksisterende lovlige forhold. En lokalplan indebærer ingen handlepligt 5, jf. også ordene må der ikke etableres i planlovens 18. Lokalplanen kan således kun anvendes til at realisere byøkologiske intentioner i f.m. ny bebyggelse. For det andet kan en lokalplan ikke påbyde en bestemt adfærd. Dels hjemler lokalplankatalogets 19 punkter ikke detaljeret adfærdsregulering; dels følger det af, at lokalplanen ikke indebærer handlepligt. Lokalplanen kan alene åbne mulighed - give rammerne - for byøkologiske udfoldelser. En lokalplan, der fx udlægger areal til nyttehaver, hvor grundejerne kan dyrke sprøjtefri grøntsager med henblik på delvis selvforsyning, kan ikke forhindre folk i at holde ukrudtet nede gennem anvendelse af kemiske ukrudtsbekæmpelsesmidler. Lokalplanen kan heller ikke forhindre folk i at tørre tøj i tørretumbler, selv om der er indrettet tørrepladser på bebyggelsens udearealer. Lokalplanen kan med andre ord ikke sikre økologisk adfærd - men alene rammerne og mulighederne herfor. Det har aldrig været lovgivningsmagtens hensigt, at kommunalbestyrelserne via lokalplanlægningen skal regulere borgernes livsforhold i detaljer helt ned til at de skal etablere nyttehaver, skal bruge energivenlige husholdningsmaskiner, skal tørre tøj i fri luft fremfor i tørretumbler, skal sortere deres affald inden det bortskaffes, osv. Det har heller aldrig været lovgivningsmagtens hensigt, at lokalplanlægningen skal løse hverken de generelle grundvandsproblemer eller globale problemer såsom drivhuseffekten. Lokalplanen er en lokal plan og dens sigte er (især forebyggende) problemløsning i lokalområdet. En lokalplan med uhjemlede bestemmelser, eller bestemmelser som savner planlægningsmæssig begrundelse, eller bestemmelser som påbyder handlepligt e.l. er de facto at sidestille med magtmisbrug! Og indføjes sådanne bestemmelser alligevel i lokalplanen, fordi folk ved jo nok ikke, at de er ugyldige, så de overholder dem nok alligevel, rejser det ikke bare spørgsmål om retssikkerheden, men også om etikken. Men hvad lokalplanen ikke kan det kan servitutterne! Og det endda uden, at det rejser spørgsmål om retssikkerhed og etik, for en servitut er ret beset ikke andet end en almindelig privatretlig aftale. Servitutter før og nu Servitutter kan betegnes som tidligere tiders lokalplanlægning. Før den tid, hvor den offentlige ret voksede sig til nutidens betydelige omfang, måtte myndighederne bruge og brugte også privatten til at regulere med. Servitutbegrebet kendes fra ca. år Efter Københavns brand i 1795, blev der indført såkaldte røde servitutter på de grunde, som København solgte. Disse indebar, at magistratens 5 Det skal dog bemærkes, at planlovens 15, stk. 2 nr. 11 og 12, hvorefter der kan optages bestemmelser om etablering af forskellige fællesanlæg som forudsætning for ibrugtagen af ny bebyggelse, efter omstændighederne kan have karakter af handlepligt.

4 samtykke skulle indhentes til enhver bebyggelse med henblik på at varetage brandsikkerhedshensynet. Også private brugte og bruger servitutter, fx i form af vej- og færdelsservitutter. Et af de typiske anvendelsesområder har været servitutter, der har tilladt den oprindelige ejer færdselsret (fx stiadgang) over den grund, han har frastykket i sin baghave og solgt. Servitutten er således et gammelt og velkendt reguleringsinstrument som også i dag har sin berettigelse. Dette gælder fx, hvis det er ønsket at regulere med bindende virkning på områder, hvor lokalplanlægningen ikke (eller kun i begrænset omfang) kan anvendes fx hvor det er ønsket at fremme byøkologiske tiltag. Servitutter er et afprøvet reguleringsinstrument, der kan anvendes som et reelt og effektivt (og ikke mindst lovligt) alternativ i den nye sags tjeneste. Artiklen vil i det følgende komme ind på hvordan. Hvad er en servitut? Som sagt er servitutter skåret ind til benet ikke andet end en privatretlig aftale, der er tinglyst. Servitutter benævnes også ofte deklarationer, som betyder erklæring og henviser til det dokument, der hjemler en servitut. En servitut kan være mange ting. Ovenfor er fx kort omtalt Københavns gamle brandservitutter samt færdselsservitutter. Men servitutter har en faglig (juridisk) definition: En på særligt retsgrundlag hvilende ret til at råde over en fast ejendom i begrænset omfang eller til at kræve opretholdt en given tilstand på ejendommen, jf. Illum Servitutter Som det fremgår, sondres der mellem rådighedsservitutter og tilstandsservitutter. I relation til byøkologien er det nok især tilstandsservitutterne, der har praktisk betydning; de servitutter, hvormed en vis tilstand søges opretholdt. Visse rettigheder lader sig ikke umiddelbart passe ind under begreberne tilstand hhv. rådighed, men de er ikke mindre servitutter af den grund. Litteraturen sondrer også mellem offentlige og private servitutter. Offentlige servitutter pålægges af offentlige myndigheder med hjemmel i lovgivningen, fx fredningsservitutter, byggeliniepålæg, vilkår i f.m. tilladelser. Også en lokalplans bestemmelser må opfattes som offentlige servitutter, idet lokalplanens vedtægtsdel med de bindende bestemmelser tinglyses på de ejendomme, som lokalplanen omfatter. Den ovennævnte færdselsservitut er derimod en typisk privat servitut. Den er pålagt af en privat grundejer. Eksemplerne er utallige. Det er de private servitutter, der er interessante i f.m. bestræbelser på at sikre og fremme byøkologiske løsninger i såvel byggeri som arealanvendelse. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at også de servitutter, der af kommunalbestyrelsen pålægges grundene i en kommunal udstykning, er private servitutter. I rollen som grundsælger optræder kommunen på lige fod med private grundsælgere, der naturligvis kan bruge sin ejerråden til at bestemme stor set hvad-som-helst. 6 Se også Jens Ewald Dansk servitutret 1992, s. 17.

5 Hvordan stiftes en servitut? Kort sagt stiftes en servitut ved, at man som (privat eller kommunal) grundejer beslutter sig for eller indvilliger i - at pålægge sin ejendom en servitut, og herefter tinglyser den. Det er den pågældende grundejer selv og kun ham der kan pålægge ejendommen en servitut. En privat servitut kan stiftes på flere måder. Den mest almindelige og i forbindelse med byøkologiske servitutter relevante stiftelsesmåde er ved viljeserklæring/aftale. Med viljeserklæring menes, at den pågældende (private eller kommunale) grundejer lader en servitut lyse på sin ejendom fx inden den sælges. Med aftale menes, at to parter kan aftale sig frem til, at den ene part pålægger sin ejendom en byrde (servitut) efter ønske fra den anden part. Det kan fx være en kommunalbestyrelse, som forhandler med grundejerne i et eksisterende parcelhusområde, og får dem til at tinglyse et forbud mod kemisk ukrudtsbekæmpelse. Servitutstiftelse følger dansk rets almindelige regler om aftaleindgåelse. Dvs. servitutten er stiftet ved aftalens indgåelse og tinglysning er for så vidt uden betydning for stiftelsestidspunktet. Tinglysning er derimod nødvendig for at sikre servitutten varigt og overfor senere erhververe af ejendommen, jf. tinglysningslovens 1. Det er derfor vigtigt at få en servitut tinglyst, hvis den også skal gælde de ejere og brugere, der siden hen køber ejendommen, såfremt den bliver sat til salg. Tinglysningsloven siger, at en servitutten er tinglyst, når den er indført i tingbogen, jf. 25. Endelig skal det bemærkes, at tinglysningslovens 10 stk. 6, kræver, at et servitutdokument skal angive de påtaleberettigede (se endvidere nedenfor om påtaleberettigede og påtaleret). Hvad kan en privat servitut angå? Som sagt gælder dansk rets almindelige regler for aftaleindgåelse - og kort sagt kan man som grundejer stort set stifte de servitutter, man vil. Servitutstiftelsesretten er som udgangspunkt fri. Det gælder både mht. hvad det er for en retstilstand, servitutten skal sikre, og mht. at indføre evt. bestemmelser om tilsyn og håndhævelse ved manglende overholdelse af servitutten fx om at der ved misligholdelse af servituttens forskrifter skal betales en bod. Imidlertid skal hovedreglen om, at servitutstiftelsen er fri, modificeres i fornødent omfang. Stiftelsesretten begrænses nemlig om end det ikke er meget af: 1. Dansk rets almindelige regler for aftaleindgåelse (Danske Lov og aftaleloven) 2. Planlovens samtykkekrav, jf. 42. Ad. 1: Kong Christian Den Femtis Danske Lov fra 1683 udstikker (endnu gældende) retningslinier for aftaleindgåelse. Den siger, at en aftale skal holdes, og at den ikke må stride mod lov og ærbarhed. Størst praktisk betydning har imidlertid formentlig aftalelovens 36, der siger, at en aftale kan ændres eller tilsidesættes, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Man vil fx næppe i en servitut kunne kræve kr. i bod, såfremt en grundejer

6 ikke overholder et forbud om kemisk ukrudtsbekæmpelse, eller et forbud om at anvende energiglasruder. Det må med andre ord bero på en rimelighedsvurdering. Man må heller ikke i en servitut for et større område, hvor der fx både skal være landbrugsparceller med dyrehold og bymæssige rækkehuse, lyse en servitut om, at rækkehusbeboerne skal tåle lugtgener m.v. Det ville jo gøre miljøbeskyttelsesloven og reguleringen herefter illusorisk. Der ville i givet fald ikke kunne udstedes påbud om nedbringning af lugtgener og andre gener, hvis man forestillede sig, at servitutter således havde forrang. Det har de ikke overfor den offentligretlige regulering! Tommelfingerregelen er altså, at en servitut dels skal være rimelig, og dels ikke må gøre den offentligretlige regulering illusorisk. Ad 2: Netop det sidste at servitutterne ikke må gøre den offentligretlige regulering illusorisk er også baggrunden for planlovens 42, der siger at lokalplanrelevante 7 servitutter kun kan pålægges efter forudgående samtykke. Samtykke må dog ikke meddeles i tilfælde, hvor der som følge af planlovens 13, stk. 2, skal tilvejebringes en lokalplan, dvs. hvor der er lokalplanpligt. Private servitutregulering må således heller ikke gøre lokalplanlægningen illusorisk, hvorfor planloven giver en kommune mulighed for at nægte samtykke til et servitutpålæg, såfremt kommunen mener, at servitutten vil foregribe evt. give problemer i f.m. senere lokalplanlægning for den pågældende ejendom. Det skal bemærkes, at også kommunale servitutter, der pålægges i en kommunal udstykning inden grundsalg, skal samtykkes. Kommunen skal altså med den ene hånd (som grundsælger) søge om samtykke, mens den med den anden hånd (som lokalplanmyndighed) skal tage stilling til, om samtykke skal gives. Kommunalbestyrelsens beslutning vedrørende samtykke skal påføres servitutdokumentet. Hvis samtykke meddeles, eller hvis ejendommen ejes af kommunen, skal påtegningen udtrykkeligt angive, at tilvejebringelse af en lokalplan ikke er påkrævet, jf. planlovens 42, stk. 2. Uden sådan påtegning kan dokumentet omhandlende en lokalplanrelevant servitut ikke tinglyses. Hvordan sikres servituttens overholdelse/hvordan håndhæves den? Som sagt er en servitut gældende og bindende for parterne allerede ved aftalens indgåelse. Selve tinglysningen sikrer alene servitutten overfor senere erhververe af ejendommen. 7 Med begrebet lokalplanrelevante menes som udtrykt i 42 servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan. Den nærmere afgrænsning af kredsen af lokalplanrelevante servitutter skal ikke omtales her, men der kan henvises til en udførlig behandling i Anne Birte Boeck Lov om planlægning (lovkommentar) 1994, s. 256f; samt Lennart Lynge Andersen Servitutter og lokalplaner 1984, s. 26ff.

7 Efter servitutstiftelsen må man så fx som kommune, der har pålagt nye byggegrunde en servitut gå ud fra, at den forpligtede er en lovlydig borger, som naturligvis overholder servituttens forskrifter. Men skulle det mod forventning alligevel ske, at servitutten overtrædes vil den eller de påtaleberettigede, der som nævnt jf. tinglysningslovens 10, stk. 6 skal angives i et servitutdokument, kunne håndhæve servitutten. Påtaleretten indebærer en magt til at skride ind mod krænkelse af en servitut, eller til at lempe den eller ophæve den. Men sålænge servitutten fastholdes af de(n) påtaleberettigede forpligter servitutten den forpligtede. Påtaleretten kan besiddes af fx: En bestemt person eller personkreds, fx grundejerforening Den til enhver tid værende ejer af den herskende ejendom Kommunalbestyrelsen, osv. Der er frit slaw! Normalt vil den pågældende initiativtager hvad enten det er en kommunalbestyrelse eller en privat grundejer i det mindste angive sig selv som påtaleberettiget (se fx servitutten fra Odder Kommune). I en servitut kan det være hensigtsmæssigt, som del af servituttens ordlyd, at formulere nogle tilsynsbestemmelser. Fx om at der vil blive foretaget regelmæssigt tilsyn med, om de forpligtede grundejere overholder et sprøjteforbud i deres haver. Man kunne også knytte en bestemmelser om, at ved konstateret manglende overholdelse af servitutten, skal grundejeren betale en bod på fx 1000 kr. ved overtrædelse af et sprøjteforbud. Bodens størrelse bør ikke sættes urimelig høj, jf. det føromtalt om aftalelovens 36. Aalborg Kommune har fx i f.m. servitutter om sprøjteforbud på en række landbrugsejendomme fastsat en bod på 2000 kr. pr. ha jord, der er omfattet af overtrædelsen. Boden tilfalder kommunens vandforsyning i påkommende tilfælde. Det skal bemærkes, at kommunalbestyrelsen, jf. planlovens 43 altid så at sige pr. automatik har påtaleret overfor servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan, dvs. de såkaldte lokalplanrelevante servitutter. Jamen, kunne man spørge, hvad så hvis den pågældende grundejer, der overtræder en servitut, nægter at betale; eller hvis han nægter at have overtrådt servitutten? Ja, er der tale om en af de lokalplanrelevante servitutter, giver planlovens 43 efter sin ordlyd mulighed for gennem påbud eller forbud at sikre servitutten overholdt. Og hvis påbuddet eller

8 forbudet ikke efterkommes, har planloven bestemmelser om lovliggørelse og straf i 63 og 64, som effektivt og billigt vil sikre overholdelse. Men drejer håndhævelsen sig om servitutter, der ikke er såkaldt lokalplanrelevante ; ja, så må kommunen eller den berettigede stævne overtræderen! Og principielt kan man tage det civilretlige håndhævelsessystem hele vejen op til Højesteret. Sammenfatning og et eksempel Servitutterne kan meget næsten kun fantasien sætter grænser for deres indhold. Så bortset fra et enkelt eksempel på et projekt (Hvissinge Vest, Glostrup), der i vid udstrækning gør brug af byøkologiske servitutter, vil eksemplerne være overladt til læserens egen fantasi. Glostrup Kommunes salgsmateriale om de 4 storparceller til blandet boligbebyggelse i Hvissinge Vest består af en række hæfter, hvoraf ét (hæfte 2) specificerer salgsvilkårene. Af salgsvilkårene fremgår bl.a., at der i forlængelse af den udarbejdede lokalplan for Hvissinge Vest-projektet er udarbejdet et sæt deklarationsbestemmelser (servitutter), som vedrører den nærmere udstykning og bebyggelse. Bestemmelserne vil blive tinglyst på storparcellerne og bliver således en integreret del af salgsvilkårene. I deklarationens afsnit 5, pkt. 5.3 angives, at Det påhviler grundejerne at efterleve de krav til byøkologiske tiltag, som er fastlagt i bygherrevejledningen (hæfte 3, afsnit 1).

9 Det omtalte hæfte 3 er en bygherrevejledning, som dels indeholder krav, dels indeholder anbefalinger til, hvordan byggeriet skal hhv. kan projekteres miljørigtigt, samt hvordan der i byggeriet skal hhv. kan integreres el- og vandbesparelser samt en række andre detaljerede byøkologiske tiltag. Uden at vurdere servitutternes substans, må selve Glostrup Kommunes metodiske håndtering af deklarationen, der omhandler servitutter, som bl.a. påbyder handlepligt og en række andre krav, der ikke hjemles mulighed for at regulere ved lokalplan, anerkendes som elegant. Servitutterne kan meget og især meget af det, som lokalplanlægningen ikke kan. Og Glostrup Kommune anvender tilsyneladende servitutterne i klar bevidsthed herom. Referencer: Lennart Lynge Andersen Servitutter og lokalplaner, G.E.C. Gad Anne Birte Boeck Lov om planlægning (lovkommentar), Jurist- og Økonomforbundets Forlag Jens Ewald Dansk servitutret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag Glostrup Kommune Hvissinge Vest. Utraditionelt byggeri i naturskønne omgivelser op mod Vestskoven (Salgsmateriale). Orla Friis Jensen Servitutter i: Ellen Margrethe Basse (red.) Miljøretten. Bd. I Almindelige emner, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2001, s Kendelser om fast ejendom (KFE), Jurist- og Økonomforbundets Forlag, diverse årgange

10 Lars Ramhøj Planlovgivningens servitutbortfaldssystem lagt i ruiner konsekvenserne af U HD i: Ugeskrift for Retsvæsen (UfR) till. B 1997, s. 359ff. Lars Ramhøj Servituthåndhævelse i: Ugeskrift for Retsvæsen (UfR) till. B 2001, s. 176ff.