Fællesskabet i mediebilledet Journalisters historier om EU hvidbog Udgivet af Dansk JournalistforbunD februar 2003

Transkript

1 Fællesskabet i mediebilledet Journalisters historier om EU hvidbog Udgivet af Dansk JournalistforbunD februar 2003 Redaktion: Esben Ørberg (red.), Kirsten Sparre (red.sekr.) Grafisk tilrettelæggelse: Nanette Vabø Grafisk Design Teknisk produktion: De Facto A/S Fællesskabet i mediebilledet Journalisters historier om EU hvidbog fra Dansk Journalistforbund Foto forside: Linda Henriksen/Scanpix Foto bagside: Kasper Wenstrup/Scanpix ISBN: Udgivelsen er støttet af Nævnet vedrørende EU-oplysning DANSK JOURNALISTFORBUND MEDIEFORBUNDET DANSK JOURNALISTFORBUND MEDIEFORBUNDET

2 Indhold Forord Følelsen af et fællesskab også et medieanliggende Forord Indledning Mediedækningen Rasmus Gorm Hansen Europæiske journalister synger med hvert sit næb Bjørn Darboe Nissen og Thomas Gregersen Erhvervsfolkets EU i Børsen Anders Fjeldberg og Jens Holger Laursen Globalt fokus uden rødder i Information Andreas Lindqvist, Steven Holst, Jacob Staehelin og Camilla Slyngborg EU er svært for tabloidaviser Sys Christina Vestergaard Formandskabet flyttede EU ud på nettet Udfordringen Mark Ørsten Journalister kommer til kort i EU s netværksstat Jakob Nielsen Offentligheden ved for lidt om EU s lovgivningsarbejde Michael Strangholt og Erling Böttcher Missionærer i Fællesskabets tjeneste Kirsten Sparre Medierne reducerede EU-modstand til vold EU aktører Anders Fogh Rasmussen Operation åbenhed Lars Thuesen eu2002 service til alverdens journalister Peter Stub Jørgensen Kommunikationsstrategi skal give mening og fremkalde dialog Dansk Journalistforbund mener, at det er sundt for journalister at reflektere over egen indsats. Det er i det hele taget sundt for medierne, at medierne blive efterset. Medierne spiller en så vigtig rolle på alle niveauer i vores liv, at debat om mediernes spejling af virkeligheden er helt nødvendig. Debatten vil forbedre kvaliteten og det er god kvalitet, vi som mediemennesker skal leve af. Derfor ser vi os selv i kortene i hvidbogen: Hvad skrev vi om EU under formandskabet og hvorfor? Vi lader også aktører uden for de traditionelle massemedier komme til orde, fordi de på hver sin måde har påvirket opinionen. Det samlede hvidbogsbillede af påvirkningen og mediedækningen er ikke entydigt, men mange af hvidbogens bidragydere konkluderer, at EU faktisk er kommet tættere på danskerne, at medierne bidrog til en almen forståelse af EU som en både uomgængelig og acceptabel hovedaktør i fremtidens samfund. For EU-kommissionen er en sådan accept ikke tilstrækkelig. Alle borgerne skal føle, at de er borgere i EU at EU er os og vi er EU. Under det danske formandskab dog i kontorer fjernt fra formandskabet besluttede EU-kommissionen derfor at drage konsekvensen af mange års mager kommunikationsindsats. Nu skal Europa markedsføres og brandes med fuld musik. EU vil derfor punge ud med to milliarder kroner for at få sine 385 millioner borgere til at forbinde EU med sikkerhed, muligheder og økonomisk fremgang. Borgerne skal samles om fælles værdier og fælles identitet. Det er vigtigere end nogensinde at fylde kontaktlim i et fællesskab med nye medlemmer. I grunden er det ikke visioner om fællesskab, det har skortet på hidtil. Snarere tværtimod. Det nye er, at kommunikation nu bruges bevidst for at skabe opmærksomhed og loyalitet. EU vil skabe en følelsesmæssig tilknytning mellem de politiske institutioner og borgeren. Akkurat som i opbygning af et varemærke, hvor tilknytningen skabes mellem kunden og produktet. EU ønsker, at det skal være slut med at opfatte Unionen som et fremmedlegeme. Borgerne skal opleve, at de både har indflydelse på det politiske system og bliver godt informeret. Måske kan denne gigantiske og styrede kommunikationsindsats flytte opfattelser, hvis EU-politikerne og deres tusindvis af embedsmænd fortsætter åbenhedsbestræbelserne, som ikke mindst skiftende danske regeringer har ønsket at prioritere. Men massemediernes indflydelse på vores opfattelser og adfærd vil og bør fortsat vægte tungere end styrede mediemaskiners sofistikerede forædling af budskaberne. EU-systemet og borgere i demokratiske samfund er efter Journalistforbundets opfattelse bedst tjent med uafhængige journalister og frie medier, som nuanceret filtrerer og sorterer de enorme mængder af information, som virksomheder og myndigheder producerer. Magten skal fortsat granskes og propagandastrømmene tæmmes. Samtidig bør massemedierne være opmærksom på, at EU-dækningen har voldsomt fokus på adfærd fremfor holdninger. De mulige voldelige optrin under topmøder bør ikke overskygge dækningen af det politiske indhold af holdningerne i de folkelige bevægelser og politiske partier. Det er vores håb, at denne hvidbog kaster lys i nogle af de oversete hjørner af den komplicerede politiske proces med at skabe et europæisk fællesskab, hvor borgerne ikke blot har viden, men også uanset holdning oplever engagement og indflydelse. Mogens Blicher Bjerregård Forbundsformand Dansk Journalistforbund Peter Wivel Folkeoplysning i og udenom medierne

3 Indledning Mediedækningen Hvad skriver vi om EU? Og hvorfor? Europæiske journalister synger med hver sit næb Sådan dækkede tre danske og tre udenlanske aviser topmødet i Bruxelles De spørgsmål stillede Dansk Journalistforbund sine medlemmer og andre i efteråret 2002 i anledning af det danske formandskab for EU. Med en bevilling fra Nævnet vedrørende EU-oplysning ville vi samle svarene i en hvidbog om EU og medierne efter formandskabet, når blitzlysene var holdt op med at lyse hele Bella Centret op. Resultatet har du nu mellem hænderne. Hvidbogen består af bidrag fra mange slags skribenter. Alle fik lov til at byde ind med gode idéer, som vi valgte imellem. Vi opfordrede også nogle til at skrive; dem der gerne vil bruge medierne til at oplyse om EU eller som benytter andre kommunikationskanaler end traditionelle masemedier. I den første sektion af hvidbogen ser en række journalister på, hvordan udvalgte medier har dækket formandskabet, og de spørger redaktører og journalister om, hvorfor de valgte, som de gjorde. Taget under et viser artiklerne, at når det gælder EU, så har de fleste medier deres helt egne nyhedskriterier. EU er så stort et område, at det enkelte medie plukker og vinkler deres EU-historier efter det, de tror, at lige netop deres publikum sætter pris på. Udover de allerstørste politiske begivenheder er der tilsyneladende ikke noget EU-stof, som medierne er enige om skal dækkes uanset hvad, og på den måde adskiller EU-journalistik sig fra andre former for politisk journalistik. Den anden sektion af hvidbogen sætter fokus på nogle af de mangler, der er i danske journalisters dækning af EU. For eksempel får store områder af institutionen EU s aktiviteter sjældent journalistisk opmærksomhed. Det gælder især det lovgivningsarbejde, der udføres i Europa-Parlamentet. Der er flere årsager til dette store demokratiske problem, mener bidragsyderne. For det første tages mange beslutninger bag døre, der er lukkede for journalister, for det andet har medierne i deres informationsindsamling haft svært ved at matche en politisk institution, der er bygget op som en netværksstat. Det er også et problem, at EU tit bliver betragtet som et særligt stofområde, hvor virkeligheden taler for, at det bliver integreret i de øvrige stofområder. Der er yderligere problemer med at dække debatten om EU i Danmark. EU-skeptikere, unionsmodstandere og NGO aktivister har svært ved at få deres politiske synspunkter frem i medierne. I forbindelse med EUtopmødet i København var journalisterne så optagede af muligheden for voldelige aktioner, at det fuldstændig overskyggede den folkelige debat om EU. Men heller ikke den parlamentariske modstand i form af JuniBevægelsen og Folkebevægelsen mod EU kunne bryde gennem mediemuren. Sådan en marginalisering af bestemte grupper er ude af trit med den danske befolkning, som jo er delt i synet på EU, og derfor må det være et journalistisk problem, argumenterer to af bidragene. I den sidste sektion af hvidbogen fortæller nogle af aktørerne på EU-området om deres arbejde med at få pressen til at formidle informationer og oplysninger under formandskabet. Statsminister Anders Fogh Rasmussen, der også er pressens minister, fortæller om regeringens arbejde med at afmystificere EU ved at lukke journalister ind, hvor de ikke før har haft adgang. Andre bidragydere forklarer, hvordan de har grebet opgaven med at servicere journalister an og viser også, hvordan journalister og deres medier bliver inddraget i den politiske kommunikation om EU. God læselyst! Af Rasmus Gorm Hansen Bachelor i Offentlig Administration og studerende ved Journalistik og Forvaltning på Roskilde Universitetscenter. Skriver speciale om EU-journalistikken i danske og udenlandske aviser under den danske EU-formandskabsperiode. Man kan med lidt god vilje fornemme den gode fornemmelse mellem dem. Den sitrer som en varmedis mellem de mørke jakkesæt og bæres på vej af skulderklap og sydeuropæisk gestikulation, som varmen i kammeratskabet, når oldboysholdet vinder lørdagens turnering. Spændingen stikker i brystet, for holdet har 15 profiler, men færre pladser. Snart vokser holdet sig stort nok til både et første og et andet hold. Derfor er det et kammeratskab med forbehold, en reserveret og lidt distanceret fællesskabsfølelse forbeholdt verdens omtrent mægtigste mænd, for hvem frygter ikke en plads på bænken på EU s oldboyshold? Ind på banen løber spidserne, men denne fredag er det ikke klaphattenes nylonsnore, der knitrer de gamle drenge i møde. Hvide plastickrus, elektronisk optageudstyr og de karakteristiske journalistblokke med den røde limkant danner baggrundsstøjen for den finale, der nu skal fløjtes i gang. 500 repræsentanter for verdenspressen vil om et øjeblik beslutte, hvem af oldboysholdets spidser, der skal pryde morgendagens forsider. Emnet var EU-topmødet i Bruxelles 25. oktober Arenaen var Justus-Lipsia-bygningen i Bruxelles, hvor EU s ministerråd har sit hovedkvarter, og hvor anfører Anders klokken 17:57 kunne bekendtgøre, at Vi har en aftale. En nyhed der med ét slag rykkede en optagelse af ti nye medlemslande i EU betydeligt nærmere. Alligevel blev det ikke EU-formand Anders Fogh Rasmussen (V) til del at præge samtlige morgenavisers forsider lørdag 26. oktober Den blodige afslutning på gidseldramaet i Moskva var den umiddelbare konkurrent, men også hans egne medspillere kom på sejrsskamlen. Terningekast med nationale forskelle Som i 1980 ernes populære Sværd og Trolddomsbøger, hvor en terning bestemte handlingen, får du her muligheden for at sammensætte din egen version af, hvad der egentlig skete på topmødet i Bruxelles afhængigt af, om du læser en dansk eller en udenlandsk avis. Kast først en almindelig terning. Slår du en sekser, falder valget på den internationale og meget toneangivende avis, Financial Times lørdagsudgave. Tyske Gerhard Schröder og franske Jacques Chirac i et massivt håndtryk præger avisens dækning fra topmødet i Bruxelles. De to herrer høster behørig omtale for deres indflydelse på EU s udvidelsesproces, efter at et møde mellem de to statsoverhoveder i 11. time ryddede de største uenigheder om de økonomiske rammer for EU s udvidelse af vejen. Ingen steder er der referencer til det danske formandskab. En omtale af, at udvidelsesforhandlingerne påregnes afsluttet til december, er det tætteste vi kommer København. Viser terningen derimod et enkelt øje, faldet blikket i stedet på Politikens forsidebillede fra pressemødet fredag, hvorfra Anders Fogh Rasmussen proklamerer, at We have an agreement.. Avisens skudsmål af statsministeren i formandsrollen præger avisens dækning, der lægger stor vægt på, at blandt andre Frankrigs præsident, Jacques Chirac, kun havde ros tilovers for den danske mødeleders elegance og finesse i forhandlingerne. Herefter anerkender avisen, at Det blev også afgørende..., at der inden mødets begyndelse var opnået enighed om landbrugspolitikken mellem den franske præsident og den tyske kansler, men vægten ligger altså på formandens betydning for, at EU nu med høj sandsynlighed kan lukke formandskabsperioden med en historisk udvidelse. Slå en toer og du ser, at Morgenavisen Jyllands- Posten måske lidt overraskende ikke har fundet de positive resultater fra Bruxelles værd at placere på forsiden, der er afsat til gidselaffæren i Moskva. Plads er der dog blevet til EU-konventets arbejde med et nyt navn til EU, hvor det indledningsvist nævnes, at EU gør sig klar til at optage 10 nye medlemmer. Først på side seks i avisen afslører tegneren Rasmus Sand Høyer avisens opfattelse af, hvad der egentlig skete i Bruxelles. En forsagt dansk statsminister i klemme i et håndtryk mellem to kraftige næver, hvis skjortemanchetter er henholdsvis det franske og det tyske flag. Formandskabets andel i den opnåede aftale imponerer åbenbart ikke avisen. Uanset medie har journalisterne stort set brugt de samme kilder Polens premierminister, den danske EU-formand, Tysklands kansler og EU-kommissionens formand. Når terningen viser fem, tøver svenske Dagens Nyheters forsidehenvisning ikke med at tildele den svenske regerings kompromisvilje en stor del af æren for de positive resultater, hvorefter avisen lægger sig i slipstrømmen af aviser, der konstaterer, at den fransktyske akse er tilbage på sporet. Den svenske avis står påfaldende alene med oplysninger som: Bland dem som fick ge efter mest fanns Sverige som inte fick igennom kravet att direktstödet till böndarne avskaffes. Sverige er en af EU s nettobetalere, som sammen med Tyskland, Holland og Storbritannien presser på for at reformere EU s landbrugsstøtte-ordninger og sænke EU s omkostninger. Dagens Nyheters journalist, Ingrid Hedström, vurderer, at disse fire leverede de største indrømmelser på topmødet. 4 5

4 Mediedækningen Mediedækningen Den lidt mindre folkelige og farveløse tyske Frankfurter Allgemeine står for tur på en firer. Avisen tillader tilsyneladende ikke billeder på sin forside, men dagens anden topnyhed, Die EU sieht sich bereit zur Erweiterung, løber videre på side to, hvor fotografen har fanget en synligt tilfreds Gerhard Schröder, der glædestrålende slår hænderne sammen, mens Sveriges statsminister Göran Persson, udvidelseskommissær Günter Verheugen, EU-kommissionens formand, Romano Prodi, og en aldeles anonym kameramand er lutter glade og joviale smil. Avisen citerer euforisk topmødets sluterklæring om, at EU-parterne snart kan høste frugten af det lange forløb, der blev påbegyndt, da udvidelseskriterierne blev fastlagt i København i 1993, men veksler derudover mellem det historiske perspektiv og en opremsning af mere konkrete beslutninger som stemme- og sædefordeling i Europa-Parlamentet, landbrugsaftalen og tyrkisk udsigt til en optagelse i EU. Formandskabet har haft en vis gennemslagskraft i medierne. Af de 264 artikler i analysen er 131 sidevinklet direkte på formandskabet, eller formandskabet er hovedvinkel i artiklen. Berlingske Tidende giver jackpot med en treer. Med reportageelementer og Anders Fogh Rasmussens Vi har en aftale beskriver avisens korrespondent og udsendte på avisens forside, hvordan alverdens journalister umiddelbart efter kl. 17:57 kunne sende nyheden ud overalt i de europæiske nationer via nyhedsbureauernes elektroniske jungletrommer. Forsidehistorien rummer historiske aspekter, og den beskriver processen frem til beslutningen, omtaler det overraskende udfald omkring landbrugsstøtten, tøver ikke med at beskrive topmødet som overordentligt vellykket for formandskabet, og endelig konstaterer artiklen, at den fransk-tyske motor kan tage æren for gennembruddet. Udover nyheden om, at vejen nu er banet for Europas samling, lægger artiklen sig altså ikke fast på nogen dominerende vinkel, men sammenskriver tilsyneladende en håndfuld af de vinkler, som åbenbart har været i spil ved dette arrangement, og som de øvrige aviser hver for sig har valgt at lægge sig fast på i deres forsidehistorier. Kilderne er ens vinklen forskellig En nærlæsning af artiklerne viser, at journalisterne uanset medie stort set har brugt de samme kilder Polens premierminister, den danske EU-formand, Tysklands kansler og EU-kommissionens formand. Men de vælger at bruge citaterne i meget forskellige sammenhænge ofte præget af nationale interesser og tilgange. Som aviskunde er det oplagt at undre sig over disse forskelle og ligheder, når man læser en række avisers dækning af det samme emne. Vil man for eksempel blive bedre informeret, hvis man ved ni-tiden en morgen snupper et frisk eksemplar af Financial Times fra scooterbudet, når hans larmende køretøj vræler gennem Københavns indre by? Som journalist er der yderligere grund til at interessere sig for forskelle aviserne imellem. En del af nyhedsrush et er vel netop, at man er bevidst om, hvilke perspektiver der er gået ens egen næse forbi. Denne artikel er baseret på en kvalitativ analyse af 264 artikler, noter, analyser, ledere, kronikker og læserbreve, der blev bragt i henholdsvis Politiken, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, svenske Dagens Nyheter, tyske Frankfurter Allgemeine og den transnationale avis Financial Times i perioden 23. til 31. oktober Artiklerne er alle udvalgt, fordi de på en eller anden måde nævner det danske EU-formandskab, den danske regering i en EUsammenhæng, topmødet i Bruxelles eller i København, udvidelsen, de danske/europæiske konsekvenser af gidseldramaet i Rusland, punkterne på formandskabets dagsorden herunder ikke mindst udvidelsen eller andre emner, hvor det seneste halve års danske EU-formandskab på en eller anden (perifer) måde omtales. Formandskabet har haft en vis gennemslagskraft i medierne. Af de 264 artikler er 131 sidevinklet direkte på formandskabet, eller formandskabet er hovedvinkel i artiklen. Hovedvinklen kan være på emner som forhandlingsstrategien eller internationale reaktioner på det danske formandskab, mens en sidevinkel eksempelvis kan være, hvad det danske formandskab siger til et andet lands udspil. Bare 48 artikler indeholder ikke en form for omtale af det danske formandskab eller nogle aktiviteter herunder. De vil typisk være medtaget, fordi de eksempelvis omhandler aspekter af EU s udvidelse, men uden at nævne stikord som EU-topmøde, dansk formand, Anders Fogh Rasmussen, presidency, EU- Ratspräsident Rasmussen eller lignende. Omfattende dækning Jyllands-Posten har den absolut største dækning med 74 artikler over de ni dage. I denne periode er udvidelsen og Sakajev-sagens danske udløber det primære emne i 13 artikler hver. 11 artikler omhandler topmødet som begivenhed i sig selv med reportager, nyhedsanalyser og lignende. 12 af avisens 74 artikler er derudover selvstændigt vinklet på formandskabet, mens formandskabet er sidevinkel i 24 artikler. Fra Jyllands-Postens massive dækning er der langt ned til andenpladsen. Politiken har i perioden trykt 55 artikler, der fordeler sig med 13 artikler om udvidelsen og 14 om Sakajev-sagen. Forskellen på de to avisers dækning er derfor primært på erhvervsstof- fet, hvor løse sætninger om, at en dansk minister sidder i formandsstolen, når eksempelvis tele- eller fiskeriministrene mødes næste gang, trækker op på Jyllands-Postens tal. Det samme gælder en lidt større dækning af EU s landbrugspolitikker. Politiken vinkler i otte tilfælde direkte på formandskabet og nævner formandskabet i en sidevinkel 19 gange. Berlingske Tidendes tredjeplads med 38 artikler afslører blandt andet en nedprioritering af landbrugsområdet set i forhold til de to andre. Kun to artikler er blevet afsat til dette emne, mens artikler om EU-konventet (fire) har haft bedre kår. Fem artikler omhandler topmødet i sig selv hvem sagde hvad og topscorere er igen udvidelsen (otte artikler) og Sakajav-sagen (10 artikler). Formandskabet er hovedvinkel fire gange og 22 gange optræder det som sidevinkel. Dog anvender Berlingske i denne periode ingen noter på EU-stoffet, hvilket er i modsætning til hver af de to andre avisers otte smånoter. Uden at det nødvendigvis er noter, tegner Ritzau sig eksempelvis for otte af Jyllands-Postens produkter, fem af Politikens og et af Berlingskes. Opgjort på spaltemillimeter kan man altså argumentere for, at Berlingske er meget godt med alligevel. De samme hensyn kunne man retfærdigvis tage til Frankfurter Allgemeine, der har optrykt 34 artikler i perioden. En avisside i tysk regi rummer sjældent mere end et par artikler, der til gengæld er lange som et ondt år. Billeder og annoncer er sjældne og rubrikker, om end skrevet med gotisk skrift, et glædeligt pusterum. En stor interesse for Tyrkiets stilling i forhold til EU og en uddybende dækning af diskussionerne om Kaliningrad-regionens stilling i et udvidet EU gør, at EU s internationale rolle bliver det primære fokus i ni af de 34 artikler. Herefter følger otte artikler om udvidelsen de politiske forhandlinger eksempelvis og fire artikler om henholdsvis Sakajev-sagen og EU s landbrugspolitik. Der er kun vinklet på det danske EU-formandskab en enkelt gang, hvilket sker i et interview med Anders Fogh Rasmussen om hans strategi op til topmødet, men otte gange er formandskabet nævnt som en sidevinkel. Samtidig er 12 af artiklerne ledere og nyhedsanalyser, som rummer klare tilkendegivelser af holdninger. Landbrugspolitikken er som allerede omtalt et separat emne på Financial Times redaktion. Uanset alle danske anstrengelser for at holde landbrugsstøtteordninger og udvidelse adskilt tildeler avisen de to emner henholdsvis otte og ni artikler om emnet. Til gengæld er det danske EU-formandskab ikke hovedvinklen i noget tilfælde i de 34 artikler. Af omfang er artikelformatet mindre end på Frankfurter Allgemeine, men stadig omfangsrigt. Der er ikke tale om, at avisen afsætter noter til at dække EU-stoffet, der typisk befinder sig langt fremme i avisen samt på Comment & Analysis -siderne, hvor også avisens ledere holder til. Der er i alt 12 ledere, kortere læserbreve og kronikker, og avisen kan bryste sig af at have den absolutte elite inden for såvel europæiske studier som fra det europæiske politiske etablissement i sin stald af faste eller periodiske læserskribenter. Dagens Nyheter stiller med det tyndeste analysemateriale. Otte af avisens kun 29 artikler om emnet er noter (dog oftest egenproducerede), ellers består dækningen primært af nyhedsartikler (10). Udvidelsen står centralt i syv artikler, er sekundært fokus i yderligere 5, mens Sakajev-sagen kaster sine skygger til Sverige i seks tilfælde. Formandskabet er det primære fokus i ét tilfælde og sidevinklen i ni andre artikler, og de generelt lave værdier tyder på en avis, der har en relativt nedprioriteret EUdækning. Kun én forsidehenvisning bliver det til lørdag den 26. i en periode, hvor de 28 andre artikler typisk befinder sig omkring side 14 og 15 i avisens første sektion. De forskellige tilgange Såvidt mængden af EU-stof, men hvordan giver de redaktionelle forskelle sig udtryk i de enkelte aviser? For at svare på dette, vil jeg forfølge en enkelt sag topmødet i Bruxelles i oktober 2002 for at følge udviklingen i de enkelte avisers perspektiver. Mediernes fokus på landbrugsstøtten er på dette tidspunkt tæt på at sætte den politiske dagsorden, og det er interessant at se, hvordan statsministeren vægrer sig ved at tage lederskab på netop dette emne. Onsdag Onsdag 23. oktober er ankomst- og afrejsedag i EU-lejren. EU s udenrigsministre har tirsdag været samlet i Luxembourg, og Financial Times korrespondent, Judy Dempsey, skriver, at der er opnået enighed om, at EU s fremtidige størrelse bliver på 25 lande, efter at 10 lande har fået tilsagn om at kunne afslutte forhandlinger til december. Finansieringen bag udvidelsen er derimod ikke kommet et skridt nærmere, hvorfor emnet bliver udskudt til Bruxelles-topmødet torsdag og fredag. Ifølge Jyllands-Posten stritter de fire nettobetalere og ikke mindst Tyskland imod punktet om den direkte landbrugsstøtte, hvor ansøgerlandene frygter at blive stillet økonomisk dårligere end før optagelsen. Avisens fotograf har tirsdag sat sig lunt til rette overfor statsministeren ombord i den danske 6 7

5 Mediedækningen Mediedækningen Airforce One til en turbulent flyvetur mellem statsledere og anonyme diplomaters kritik af en for ambitiøs dansk tidsplan. Mens korrespondent Pierre Collignon er i Luxembourg til ministermøde, rapporterer avisens udsendte medarbejder, Jesper Kongstad, fra renæssance-stolene i Elysé-palæet i Paris, hvor Chirac og Rasmussen tirsdag afslutter formandskabets rundtur. Statsministeren vurderer til avisen, at de personlige møder kan blive afgørende i en sen nattetime, fordi han så nøje vil vide, hvor hvert enkelt land står. Afgørende er det dog også, at Chirac benytter pressens tilstedeværelse til at kritisere den særlige britiske rabat på EU-medlemskab ifølge Financial Times leder i et forsøg på at flytte fokus fra diskussionen af behovet for reformer af EU s landbrugspolitik. Finansavisen er tilsyneladende allerede i de første dage fast besluttet på at pege på behovet for en reform af landbrugspolitikken. Emnet bliver formuleret som et absolut stridspunkt inden topmødet, hvor Tyskland og Frankrig vil have svært ved at nå til enighed. Derfor opfordrer avisen i sin leder til, at Chirac ikke får held til at flytte fokus fra den franske modstand mod en tvingende nødvendig landbrugsreform. Samme dag lancerer Jyllands-Posten i øvrigt en overordentlig kritisk temaserie om EU s landbrugspolitik under rubrikker som Den grusomme støtte og Skæbnetime for ulandsbønder. En sådan kampagne dukker ikke op fra den ene dag til den anden, men må have været planlagt i erkendelse af, at emnet ville blive genstand for diskussion. Den oplagt danske vinkel om, at et dansk forslag i den grad ser ud til at kunne opnå tilslutning fra alle sider, er iøjefaldende nok gået de danske avisers næse forbi. Samtlige aviser rapporterer om udenrigsministermødet, striden om økonomien og landbrugspolitikken og alle, undtagen Dagens Nyheter, nævner Chiracs angreb på den britiske rabat. Men ingen med så kraftigt fokus på den forkætrede landbrugspolitik som Financial Times og Jyllands-Posten, og bortset fra vinklingen på formandskabets hektiske arbejdsindsats er ligheden mellem Jyllands-Posten Danmarks internationale avis og den transnationale avis Financial Times slående denne dag. Torsdag Torsdag melder aviserne om udsigt til krise på EUtopmødet, der nu truer en ellers gnidningsfri dansk formandskabsperiode. Politiken samler sit trekløver i Bruxelles, hvor Annette Marcher og Michael Seidelin gør Bruxelleskorrespondent Christian Lindhardt selskab. Sammen forudser de Risiko for drama på topmøde, og lige som Jyllands-Postens udsendte, der nu også har fået selskab af Jette Elbæk Maressa, fortæller avisen, at formandskabet vil lægge maksimalt pres på for at få en aftale om finansieringen på plads. Berlingske Tidende sidder ikke de andre dagblades treenige konstellation overhørig og rykker Jesper Larsen fra Strassbourg og Ask Rostrup fra København til Bruxelles, hvor korrespondent Ole Bang Nielsen venter. Ifølge deres Ekstra topmøde spøger i kulissen talte flere diplomater åbent på udenrigsministermødet i Luxembourg om mulighederne for at holde et ekstra topmøde under dansk ledelse. Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Dagens Nyheter fokuserer alle på, at en kriseramt hollandsk regering forplumrer mulige fremskridt på grund af manglende opbakning hjemmefra. Krisestemningen præger også Dagens Nyheters korrespondent, Sigrid Bøes, anden EU-artikel, der med rubrikken Persson befarer knivarnas nat lægger an til, at topmødet vil slutte uden resultater på det problematiske landbrugsområde. Derved vil de hårdeste forhandlinger om en eller anden fremtidig reform blive udskudt til en stentuff forhandling på topmødet i København, mener den svenske statsminister Persson. Financial Times Judy Dempsey er tilbage i Bruxelles og forudser på dagen for topmødets begyndelse, at Bruxelles-mødet vil blive et af de mest opsplittede, hvor nationale interesser vil blive sat over europæiske principper. Foruden nyhedsartiklen er landbrugsstøtten genstand for otte spørgsmål og svar forfattet af Michael Mann i Bruxelles, der således forsøger at samle op på en række af stridspunkterne på dagens møde. Mediernes fokus på landbrugsstøtten er på dette tidspunkt tæt på at sætte den politiske dagsorden, og det er interessant at se, hvordan statsministeren og EU-formanden vægrer sig ved at tage lederskab på netop dette emne. Finansieringen er uden diskussion det mest kritiske punkt ved EU-udvidelsen. Alligevel virker det ikke som om, at det danske EUformandskab har forsøgt at foregribe eller ruste sig til tænderne på emnet. Det viser eksempelvis det officielle program for formandskabsperioden Et Europa. Målet er udtalt med sloganet Fra København til København, logoet er årerne i et tværsnit af en træstamme, der skal symbolisere udvidelsen. Alligevel nævnes den genstridige politik der kan kuldsejle hele udvidelsen kun en eneste gang på side 9 i programmet under afsnittet om Forhandlingerne. Sætningerne Inden da skal nogle vanskelige emner behandles. Det gælder ikke mindst kandidatlandenes deltagelse i den fælles landbrugspolitik. Det vil kræve en konstruktiv og kompromisvillig indsats fra både kandidat- og medlemslandes side at få afsluttet forhandlingerne viser måske netop, hvor gerne det danske formandskab ville have undgået, at diskussionerne om landbrugsstøtten skulle dukke op i formandskabsperioden. Reform er der ingen, der taler om. Alligevel skal formandskabets nu bruge en masse kræfter på at holde fokus på udvidelsen. Torsdag kan Financial Times som den eneste avis i øvrigt fortælle, at Denmark was last night close to resolving a long-running dispute between Russia and the Europeans over the status of the tiny Russian republic of Kaliningrad which becomes an enclave surrounded by European Union territory once Lithuania and Poland join in Den oplagt danske vinkel om, at et dansk forslag i den grad ser ud til at kunne opnå tilslutning fra alle sider, er iøjefaldende nok gået de danske avisers næse forbi. Kaliningrad-spørgsmålet får dog også opmærksomhed i Frankfurter Allgemeine om end set fra russisk øjenhøjde, hvor det besværlige spørgsmål om denne lille republik i klemme er genstand for en nyhedsanalyse/kommentar af Markus Wehner fra Moskva. Frankfurter Allgemeine står aldeles alene med sin tophistorie denne dag, om at Tyskland presser på for at få en dato for optagelse af Tyrkiet. Blandt andet skriver avisen, at der onsdag (23. oktober) svirrede rygter i regeringskredse om, at kansler Gerhard Schröder havde drøftet emnet på de seneste samtaler med den danske ministerpræsident Rasmussen. Fredag Fredag er de tunge skyer pludselig borte. Ved eftermiddagstid torsdag er Chirac og Schröder nået til enighed om aftalen, der begrænser EU s udgifter til landbrugsstøtte og udvidelse, hvilket sker til de fleste iagttagere og politikeres store overraskelse. Eksempelvis Dagens Nyheters, Barbro Hedvall, der fra Bruxelles i en aldeles pessimistisk leder opfordrer de franske og tyske regeringer til at vise statsmandskab og påtage sig ekstra byrder for at sikre den historiske chance for at forene Europa. Hun burde have læst sin egen avis lidt grundigere. På side 12 rapporterer korrespondent Sigrid Bøe fra Bruxelles og Ingrid Hedström fra redaktionen under et fornøjeligt foto af The dynamic Duo - Chirac og Schröder, at krisen er afblæst. Overraskelsen kommer lidt mindre bag på Financial Times topmødereportere, Judy Dempsey, Michael Mann, George Parker og Paris-korrespondent Robert Graham, der på avisens side et og to fortæller, at Leaders pull farm cash deal out of the hat. Generelt dækker aviserne begivenheden meget enslydende. Ifølge Politikens fortolkning letter aftalen opgaven betydeligt for Fogh, men rubrikken hedder stadig Giganter dikterer EU-løsning, og det viser meget godt den almene opfattelse af, hvilken rolle den bilaterale aftale spiller. På det punkt er Storbritannien ikke ene om at være kørt ud på et sidespor, men statsministeren slipper ikke grebet så let, og på trods af enkelte forskelle i den konkrete ordlyd er Anders Fogh Rasmussens eget svar gengivet i de tre danske aviser og af Frankfurter Allgemeines udsendte: Det er et stort fremskridt, at to så store lande har indgået en aftale om det vigtige emne. Det tyskfranske kompromis har bestemt ikke gjort topmødet vanskeligere, men den endelige beslutning skal tages af alle 15 EU-lande, citerer Jyllands-Posten statsministeren. Men der var også grund til irritation over aftalen. Den er en bilateral magtpræstation mellem EU s to drivende kræfter, som ikke lader meget plads tilbage til den siddende formand. Som Jyllands-Posten skriver: Den fransk-tyske melding overraskede stort set alle. End ikke unionens formandskab havde hørt om aftalen på forhånd, og danske diplomater fik travlt med at skaffe oplysninger så hurtigt som muligt, inden Anders Fogh Rasmussen holdt pressekonference i mødecentret... og senere i samme reportage: Andre landes diplomater var lige så overraskede. En britisk talsmand gik febrilsk rundt og spurgte britiske journalister, hvad de mente om aftalen. Det gælder også for tilnærmelsen til Tyrkiet, og her kan Frankfurter Allgemeine fortælle, at et dansk kompromisforslag, fremlagt og diskuteret torsdag, udskyder beslutningen om, hvornår Tyrkiet skal have en dato for næste skridt i optagelsesforhandlingerne til december. I øvrigt er fredag dagen, hvor de russiske indsigelser mod den tjetjenske verdenskongres i Danmark dukker op i Politiken og Berlingske Tidende. Lørdag Lørdag kulminerer topmøde-dækningen i de fleste aviser, og den er allerede behørigt præsenteret i detaljer i begyndelsen af denne artikel. Aftalen er på plads, og såvel diplomater som regeringsledere støtter halvhjertet op om aftalen med en opfattelse af, at den kunne have været værre. Fogh vandt første runde og Succes i skyggen af de store er eksempler på artikler i Politiken og Berlingske Tidende, mens Tyrkiet nu får rygstøtte af flere af de store medlemslande i EU. Det spreder håb i Ankara, skriver Financial Times, mens Frankfurter Allgemeine på lederplads påpeger, at Tyrkiets ansøgning aftvinger EU et svar på det afgørende spørgsmål: Hvad EU er, og om EU selv tror så meget på den europæiske ide, at landene tør 8 9

6 Mediedækningen Mediedækningen sige respektfuldt, men afgørende nej til en kulturnation, fordi den europæiske ide kun kan bevares på denne måde. Søndag Søndag rammer international ros til det danske EUformandskab og faren for en aflysning af Putins besøg i Danmark begge Jyllands-Postens forside. Avisens to udsendte medarbejdere, Jette Elbæk Maressa og Jesper Kongstad, sammenskriver de internationale reaktioner og de kommende udfordrende forhandlinger med ansøgerlandene til en større nyhedsanalyse med 15 kilder. Artiklen rummer blandt andet reaktioner fra andre aviser og pavens billigelse af, at EU nu udvides. I en leder anerkender avisen, at det fornemme resultat grundlæggende blev skabt af Frankrig og Tyskland, men samtidig pointerer den, at vi danskere vil lægge vægt på, at det lykkedes for EU-formand Anders Fogh Rasmussen at få, hvad han kom efter et mandat til de afsluttende forhandlinger med ansøgerlandene og med rette. Statsministeren kendte sit stof, kollegernes synspunkter og hver en faldgrube, der kunne dukke op undervejs. Det spøjse er, at statsministeren selv fremhævede disse kvaliteter ved de bilaterale møder i Jyllands-Postens onsdagsavis. Når han selv siger det, har han jo nok også ret. Den diplomatiske krise mellem Danmark og Rusland er nu samtidig blevet et spørgsmål for Folketinget, men ifølge både Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten støtter et flertal i Folketinget op om regeringens konsekvente linje og afviser at blande sig i Tjetjenien-kongressen. En pålidelig kilde oplyser... Så vidt indholdet, men artiklerne afslører også meget om journalisternes arbejdsrutiner. Uden at tage stilling til, hvad der er godt eller skidt, er det karakteristisk, at man som læser bliver introduceret til en hel nytårskur af anonyme diplomater. Dette er et overraskende, men også meget vigtigt karakteristikum for EU-journalistikken i de valgte medier: Medie Kilder i alt Heraf anonyme I procent Financial Times ,4 Politiken ,0 Jyllands-Posten ,7 Frankfurter Allgemeine ,7 Dagens Nyheter ,0 Berlingske Tidende ,6 Optællingen af de anonyme kilder skal gøres med visse forbehold, idet mange journalister tilsyneladende falder for fristelsen til at skrive flere franske diplomater udtaler til.... Det giver avisanalytikere og sandsynligvis også læserne et problem. For hvor mange diplomater er der i grunden tale om i sætningen siger både franske og tyske diplomater til Politiken..? og er det de samme som den EUdiplomat, der et øjeblik tidligere agerede kilde? Læsernes problem bunder naturligvis i den manglende mulighed for selv at vurdere kildens troværdighed og sætte kildens udsagn i forhold til vedkommendes position. Det sker for eksempel i dette tilfælde, hvor Jyllands- Postens Moskva-korrespondent, Flemming Rose, præsenterer en kilde på avisens forside 29. oktober: Andre iagttagere kalder nedfrysningen af det dansk-russiske forhold den værste krise i årtier. En udenrigspolitisk ekspert, der kan sin diplomatiske historie, kalder det den værste episode i de 500 år, Danmark og Rusland har haft officielle forbindelser. Med det skudsmål skulle man ikke mene, at eksperten behøvede at gemme sig bag skæg og blå briller. Anvendelsen af anonyme kilder ligner en tanke. Udover at den journalistiske arbejdsproces under et topmøde tilsyneladende går ud på at få hold på et konstant svir af rygter, kan man mistænke journalisterne for at tillægge de anonyme kilder en pondus eller en troværdighed, der gør journalisterne selv til de fremmeste analytikere. Er din kilde god nok, behøver du som journalist ikke at lide under det afsindige hemmelighedskræmmeri, der ellers hersker i forbindelse med de store politiske begivenheder og ministerrådets arbejde i det hele taget, og du kan bevæge dig fra nyhedsjournalist til analytiker. Karakteristisk er det nemlig også, at EU-stof meget ofte bevæger sig på grænsen til nyhedsanalyse. Mod at love din diplomat anonymitet får du mulighed for at være først med det sidste. Skidt så være med troværdigheden. Optællingen af kilder viste iøvrigt også, at stats- og regeringschefer samt deres ministre er de hyppigst anvendte kilder i samtlige seks aviser. De optræder i alt 229 gange i de 264 artikler. Slutspillet Den ovenstående gennemgang af det analyserede materiale viser, at der er forskelle mellem de udvalgte europæiske aviser. Spørgsmålet om landbrugspolitikkens fremtidige udformning er det absolut mest omstridte punkt på såvel den politiske som den journalistiske dagsorden i dagene omkring EU-topmødet i Bruxelles. Alligevel fokuserer to aviser, Jyllands-Posten og Financial Times, mere målrettet på behovet for en reform eller hel afskaffelse af landbrugsstøtte-ordningerne end andre. Dette sker strategisk og kaster derfor en mere omfattende journalistisk dækning af sig, end den almindelige nyhedsstrøm ellers lægger op til. Men det sker også ud fra forskellige begrundelser. Jyllands-Posten vinkler på den moralske og samfundsøkonomiske hage i ordningerne, mens Financial Times måske med tanke på det britiske hjemland anskuer situationen i lyset fra det evige spil mellem Europas stormagter, hvor Frankrig endnu engang får held til at blokere for et reformtiltag i EU. Disse aspekter af EU-topmødet findes, men ikke i samme udtalte grad i de andre aviser. Frankfurter Allgemeine står derimod længe alene med et særligt tysk fokus på udsigterne til en udvidelse med Tyrkiet, og avisen er hurtigere til at formulere det som et emne end nogen af de andre aviser. En mulig årsag kan være presset på den tyske regering fra USA, der vil se en dato til Tyrkiet som et forsonende element i striden om Irak mellem de to lande. Overordnet er avisens tilgang bare mere analyserende og udredende end de andre aviser, hvilket viser sig ved en mere tilbagetrukket brug af direkte citater og kildeangivelser til fordel for journalistens egen argumentation. Dagens Nyheter citerer faktisk en artikel fra Frankfurter Allgemeine dagen før og skriver på den baggrund om Tyrkiets optagelse. Ellers adskiller Dagens Nyheter sig ved ikke at være konsekvent i sin dækning og følge sagerne fra dag til dag. Samtidig afsætter avisen færrest journalister til at skrive om EU-stof i perioden. Andre er nærmest overkonsekvente. Måske som følge af, at EU-topmødet helt klart er højprioriteret på de tre danske dagblade, er de generelt dygtige til at skrive lange opfølgninger på deres egne historier fra dagen før. Politiken producerer langt flest artikler i dagene lige efter topmødet. Det skyldes for det første et hurtigt fokusskifte fra mødet dels til Sakajev-sagen og dels til de efterfølgende forhandlinger med ansøgerlandene. Derudover udviser avisen stor loyalitet mod den nationale vinkel på EU-formandskabets rolle og den internationale omtale af det, men det er en opbakning til regeringen, der gradvist skifter til en kritik af, at regeringen flytter topmødet mellem EU og Rusland til Bruxelles. Berlingske Tidende adskiller sig ved at dække EUstoffet knapt så intensivt som de to andre danske aviser og med anvendelse af betydeligt færre anonyme kilder. Som nævnt udmærker avisen sig i et tilfælde ved at sammenflette en lang række selvstændige vinkler til en overbliksartikel, som de andre aviser ikke i samme grad tør satse læsernes årvågenhed på. Provinsiel dansk benovelse Generelt optager EU en del kræfter på redaktionerne i perioden. 19 journalister på Politiken, 22 på Jyllands-Posten, 14 på Berlingske, 17 på Financial Times, 18 på Frankfurter Allgemeine og 11 på Dagens Nyheter skriver på en eller anden led om EU. På Frankfurter Allgemeine ryger der dog ikke tilnærmelsesvis så mange produktioner fra de to flittigste journalisters hænder. Helmut Bünder skriver seks artikler i perioden, mens Hurst Bacia har fem i avisen. Til sammenligning skriver Politikens korrespondent, Christian Lindhardt, 19 artikler enten alene eller med sine to makkere, men igen skal der huskes på Frankfurter Allgemeine s særlige form lange artikler med mange tanker bag. Danske aviser dækker emnet med en blanding af substans og provinsiel benovelse. Andre aviser har kun substansen. Der er ingen tvivl om, at EU-formandskabet har udfordret de danske aviser. Alle adopterer de formandskabets logo i øvrigt også til artikler om eksempelvis EU-konventet, der ikke er en aktivitet under formandskabet. Begrundelsen for dette kunne være, at formandskabet og dets logo trækker læsere til et ellers kedsommeligt område. Avisernes produktioner bærer præg af at ville oplyse, hvilket viser sig i de mange nyhedsanalyser og baggrunde. Men det er sådan set ikke den største gevinst ved avisernes fokus på EU i det forgangne halvår. Vigtigere er det måske, at de danske aviser dækker emnet med en blanding af substans og provinsiel benovelse. Andre aviser har kun substansen. Substansen viser, at redaktionerne tør stille krav til læserne. Den provinsielle benovelse ligger i, at aviserne fokuserer på tilstedeværelsen af danske ministre på møderne i Bruxelles, og ikke mindst hvordan de klarer sig på den udenlandske arena. Hvis den tanke bider sig fast i dansk presse, at der rent faktisk sidder danske ministre med ved bordet i Bruxelles, får pressen igen mulighed for at leve op til sin vagthund-funktion. For så kan benovelsen suppleres med en ansvarsforfølgelse, der ligner den hjemlige politiske journalistiks. Kun på den måde slipper dansk presse helt bort fra børnesygdommen, at EU presser noget ned over hovedet på danskerne. Og så vil den klare journalistiske højprioritering have ført til, at EU-journalistikken har taget et langt skridt fremad efter oprykningskampen på EU s oldboyshold

7 Mediedækningen Mediedækningen Erhvervsfolkets EU i Børsen Internationale nyheder uden særlige danske hensyn Globalt fokus uden rødder i Information Dækning af politisk indhold fremfor udenoms-begivenhederne Af Bjørn Darboe Nissen og Thomas Gregersen Artiklen er skrevet som led i et fagspeciale i EU/dansk politik på Danmarks Journalisthøjskole i efteråret Vi vil ikke dække EU-formandskabet, blot fordi det er dansk. Så kontant var udmeldingen fra chefredaktør Leif Beck Fallesen på Dagbladet Børsen, og holdningen kom tydeligt til udtryk i spalterne i den ferskenfarvede finansavis i september måned For eksempel omkring diskussionen af Den Internationale Straffedomstol, ICC, som er et af de områder, hvor det danske EU-formandskab har været mest synligt internationalt. Den diskussion kom overhovedet ikke i nærheden af september-udgaverne af Børsen. At bladet har valgt ikke at fokusere på det danske formandskab, blot fordi det er dansk, resulterer i artikler om EU, der ofte citerer kommissærer, EUparlamentarikere eller danske ministre, og som ikke vinkler specielt på danske forhold. Vi skriver først og fremmest for erhvervsfolk, der har brug for et internationalt udsyn. Set med deres øjne er den danske vinkel måske ikke altid så interessant. Vi skriver først og fremmest for erhvervsfolk, der har brug for et internationalt udsyn. Tager du for eksempel Novo-Nordisk, så går 95 procent af produktionen til eksport. Set med deres øjne er den danske vinkel måske ikke altid så interessant, påpeger Leif Beck Fallesen. Ikke desto mindre var der dog en positiv dansk historie i avisen 4. september. Her fortalte avisen om den britiske industri- og handelsminister, Patricia Hewitt, som ved et møde med den danske regering havde vist interesse for regeringens brug af fokusgrupper ved forberedelsen af love, der berører erhvervslivet. Så den ide tog hun med hjem under bowleren. Ny dansk eksportvare, spåede Børsen. Børsen har sin egen journalist placeret i Bruxelles. Bladet leverede i september måned i år 114 artikler og noter, der direkte handlede om EU. Heraf var 15 procent af artiklerne en-kilde historier. Det bekymrer ikke Leif Beck Fallesen. Man kan lige så godt spørge, om det er tilfredsstillende, at hele 85 procent af artiklerne har flere kilder. Svarene vil i begge tilfælde være betinget af, om det er rent faktuelle oplysninger eller omstridte data, der formidles. I Børsens artikler fokuseres ofte på diskussionerne mellem medlemsstaterne, og det udmøntede sig i september i, at 64 procent af Børsens EU-artikler beskæftigede sig med den rent politiske proces omkring EU. Faktabokse blev brugt jævnligt til forklaring af emner som den europæiske Stabilitetspagt eller konsekvenserne af en ny EU-dom omkring leasing af biler fra udlandet. Den forestående udvidelse af unionen blev omtalt i 14 af artiklerne i Børsen i september. I forbindelse med udvidelsen af EU havner vort fokus ofte på landbruget. Det er her, der virkelig er lagt op til drama, fortæller chefredaktør Leif Beck Fallesen. Det afspejles også i avisen septemberudgaver. Ud af de 14 artikler om udvidelsen behandler de otte slagsmålet om landbrugsreformen. Spørgsmålet er så, om Børsen har formået at tage tyren ved hornene og tvinge den i knæ, så læseren får kigget EU dybt i øjnene. En af de faste læsere af avisen er formanden for Advokatrådet, erhvervsjurist Knud K. Damsgaard, der ofte beskæftiger sig med EU-relaterede spørgsmål. Det er tydeligt, at Børsen prioriterer EU-stoffet, og jeg mener da, at de jævnligt har noget, der er relevant for mig, siger Knud K. Damsgaard. Det er naturligvis en udfordring at gøre det informationstunge materiale, som Børsen har valgt at formidle, sprogligt spændende. Især hvis man også vil være et seriøst finansblad. Overskrifterne er ofte lange og info-tætte, som for eksempel 18. september, hvor man på side 21 kan kæmpe sig igennem den 75 anslag lange Italiensk kritik af fransk ønske om at fraregne militærudgifter i budgettet. Hvis læserne er velbevandret i økonomiske termer og politiske tankegange, så er der ingen tvivl om, at Børsens kernelæsere får udvidet deres horisont på EU-områder, der er væsentlige for dem på jobbet. Men det er ikke førstemanden i det lokale supermarked, der får gjort EU tilgængeligt, for Børsen gør det også helt klart, at man først og fremmest henvender sig til de beslutningstunge drenge. Eller som Børsen selv skriver på sin hjemmeside:..direktører og funktionschefer i dansk erhvervsliv. Både når de er i arbejdstøjet, og når de i fritiden nyder frugterne af deres arbejde. Af Anders Fjeldberg og Jens Holger Laursen Artiklen er skrevet som led i et fagspeciale i EU/dansk politik på Danmarks Journalisthøjskole i efteråret Informations målsætning er at forbinde globalt med lokalt. Men i dækningen i september 2002 var græsrødderne et særsyn. I stedet var det historier om EU mod USA, der prægede avisen, mens der kun blev plads til to historier, hvor græsrodsorganisationer blev hørt i forbindelse med verdenstopmødet i Johannesborg. Store historier i øvrigt var Den Internationale Straffedomstol (ICC), ASEM topmødet i København og Irak-krisen. Ifølge Informations globalredaktør, Dorrit Saeitz, har det været et bevidst valg. Vi har prioriteret meget hårdt. Vi har valgt en masse ting fra, eller vi har kun dækket det ganske lidt. Vi venter med en massiv dækning, indtil der sker nogle virkeligt indholdmæssige ting. For eksempel opfatter vi udvidelsen som fantastisk vigtig, men den proces kommer der først for alvor skred i senere på året, siger Dorrit Saietz og uddyber kravene til den gode artikel om EU. Prioriteringen er nemlig en følge af, at der lægges stor vægt på væsentlighedskriteriet. Vi har talt om, at nogle sager er vigtige, for eksempel Den Internationale Straffedomstol, mens omtale af sikkerheden omkring møderne er mindre vigtig. Derfor har Information heller ikke dækket alle udenomsbegivenhederne som for eksempel det store politiopbud, fortæller hun. Men det er ikke nødvendigvis atypisk for Information at gøre sådan, mener avisens Bruxelles-korrespondent, Jacob Langvad. EU har i et stykke tid forsøgt at blive en aktør på den internationale scene, så i forvejen er der mange af de storpolitiske historier i Information. Det er ikke bare de gode gamle historier med spegepølsen og tilsætningsstofferne, siger han og forklarer, at Informations strategi for dækning af det danske formandskab fra starten af kom til at halte. I forsommeren havde vi nogle møder, hvor vi overvejede, hvordan vi ville dække det danske EUformandskab. Men Informations EU-reporter på Københavns-redaktionen, som jeg plejede at samarbejde med om dækningen af EU, rejste til et andet dagblad. Det har haft betydning for samspillet mellem København og Bruxelles, og derfor blev opstarten ikke helt som beregnet. Men ærligt talt har vi ikke defineret en strategi, andet end at vi følger det og for eksempel vil dække danske politikeres visioner. Information har ikke mandskab til at dække det hele. Vi bliver nødt til at vælge ud, fortæller Jacob Langvad. Informations målsætning er ifølge Jacob Langvad at forbinde det globale med det lokale. Men hans egen interesse for de internationale emner sætter et præg på historierne. Jeg har fokuseret på historien om straffedomstolen, fordi det er et alment menneskeligt tema, og fordi det er så vigtigt at få frem i pressen, hvad de gør ved sagen i EU. Derfor har det været en taknemmelig opgave, når der også har været den slags historier at skrive i september, siger han og tilføjer, at de gode ideer altid kommer på. Redaktionelt mangler der ikke interesse. Til gengæld ser han antydningen af et problem i, at han ikke har den store kontakt med læserne i forhold til sin egen dækning af EU-stoffet. Måske er det et problem, at jeg utrolig sjældent får læserreaktioner. Det kan have noget at gøre med, at det er svært stof for læserne. Men jeg forsøger at holde mig for øje, at det ikke er givet, at læserne kan hele EU-stoffet på forhånd. Skævt billede Information bragte i løbet af september måned 40 artikler og ledere og 10 debatindlæg og læserbreve, hvor EU optræder. Størsteparten handlede om modsætningsforholdet mellem USA og EU, herunder ICC og Irak-krisen. Andre handlede om Per Stig Møllers fredsplan for Israel og det palæstinensiske selvstyre. Men EUs forhold til fattigdom i Afrika og den nye verdensorden var også med til at sætte sit præg på Informations spalter. Avisens nære dækning i september måned af EUstoffet i Danmark, eller fra hele EUs område, bestod af tre artikler. En reportage fra fagforeningsfolks eget alternative ASEM-møde på Arkitektskolen i København, hvor regeringsledere blev skældt ud for ikke at ville diskutere arbejdsløshed. I en anden artikel foreslog politidirektør Hanne Bech Hansen bekymrede butiksejere før topmødet i København kun at hænge julepynt op, der var for tungt eller for let til, at demonstranter kunne kaste med det. Endelig bragte avisen baggrundshistorier med reportageelementer fra Europaparlamentets 50 års jubilæum. Græsrødder som for eksempel Attac eller Globale Rødder optrådte slet ikke i spalterne. Dorrit Saietz siger til påstanden om, at Information ikke har haft så meget fokus på almindelige mennesker i september måned: Information har haft mange reportager på gadeplan fra en række af EU s 10 ansøgerlande i Østeuropa i løbet af sommeren. Den 14. september var der en reportage med mennesker fra en opgang i en ejendom i Bulgarien. Andre lignende reportager var i avisen i august og oktober

8 Mediedækningen Mediedækningen EU er svært for tabloidaviser Ekstra Bladet og B.T. dybt uenige om behovet for EU-stof Af Andreas Lindqvist, Steven Holst, Jacob Staehelin og Camilla Slyngborg Artiklen er skrevet som led i et fagspeciale i EU/dansk politik på Danmarks Journalisthøjskole i efteråret artikler og fem ledere. Det var, hvad formiddagsaviserne tilsammen skrev om EU i september måned Chefredaktøren på den ene avis var tilfreds med bladets dækning. Den anden var skuffet over, at det ikke var lykkedes avisen at gøre EU-stoffet mere tilgængeligt for læserne. Det var ellers ikke, fordi der manglede emner at skrive om. Der var en lang række større EU-relaterede begivenheder i løbet af netop september måned: Ministerrådsmøder, Johannesburg-topmødet, ASEMtopmødet, EU-konventet og diskussionerne om henholdsvis den internationale krigsforbryderdomstol, ICC, og datoen for den irske folkeafstemning om Nice-traktaten. Et bevidst valg eller rettere fravalg hævder Ekstra Bladets chefredaktør, Hans Engell, der finder det svært at gøre EU-stof sexet for læserne. Men hvor Ekstra Bladet slet ikke føler ansvar for at dække unionen, er der tydelig dårlig samvittighed at spore hos B.T.s chefredaktør, Kristian Lund. Formandskabet får ikke os til at falde på halen. Den meget navlebeskuende dækning i de danske medier af Danmark og de danske ministre er vi ikke faldet for. B.T. havde i månedens løb i alt 10 journalistiske artikler og to ledere som tog afsæt i den Europæiske Union. Avisens debatsektion indeholdt otte indlæg om emnet. Ekstra Bladet kunne skrive sig for syv journalistiske artikler og tre ledere, hvor EU-stof eller specifikt det danske formandskab blev behandlet. Avisens debatsektion indeholdt i løbet af måneden syv debatindlæg, der i et eller andet omfang berørte EU-stof. Hverken Johannesburg-topmødet, ASEM-topmødet, problematikken omkring den internationale krigsforbryderdomstol eller EU-konventet blev nævnt med så meget som en linje i B.T. Selv formandskabet fik næsten ingen opmærksomhed det nærmeste var en artikel, der causerede over statsminister Anders Fogh Rasmussens problemer med at overbevise irerne om, at udvidelsen er en god ide. Dækningen var alt i alt sporadisk og syntes præget af en dag til dag udvælgelse. Emner som Ekstra Bladet helt udelod var blandt andet Ministerrådsmøder, EU-konventet og Irland. EU er svært for tabloidaviser B.T.s chefredaktør, Kristian Lund, erkender, at avisens dækning af stofområdet ikke har været god nok. Vi er underforsynet med EU-historier i avisen. De bliver behandlet på lederplan, men rent journalistisk er der for få bidrag. Men som det er iscenesat af regeringen, så er der heller ikke mange historier for en tabloidavis. Der mangler i den grad personificering, fordi formandskabet har været gråt, effektivt, koldt og uden ansigter, siger Kristian Lund, der har en fast medarbejder i Bruxelles og en mand i København, der beskæftiger sig med EU. Ekstra Bladets chefredaktør mener i modsætning til Kristian Lund ikke, at avisen har nogen reel forpligtelse til at dække EU. Vi er ikke en public service avis ligesom morgenaviserne og de elektroniske medier. Derfor har vi ikke nogen løbende dækning af EU-stoffet. Hvis man vil have det, skal man søge andre steder end i Ekstra Bladet. Vi anser det ikke for vores opgave at komme med et dækkende billede af alt, hvad der sker i EU, og vi er ikke et talerør for Europa- Kommissionens kontor i København, siger Hans Engell, hvis faste EU-medarbejder dækker området fra redaktionen i København. Jeg finder det mærkeligt, at man helt alvorligt kan sige, at læserne må søge andre steder hen, hvis de vil have besked om EU, som man gør på Ekstra Bladet. Men selvom vi har en forpligtelse til at forklare stoffet, så må jeg sige, at vi ikke har levet op til den. Som redaktør er jeg skuffet over vores EUdækning. Vi har været for dårlige i ledelsen til at fortælle, at vi ønsker mere fokus på EU og til at sige, at vi ikke har været tilfredse med det hidtidige arbejde, siger Kristian Lund. Småt med kilder Fire af Ekstra Bladets syv journalistiske artikler støtter sig til en enkelt eller slet ingen kilder. De sidste tre artikler er baseret på flere kilder, hvoraf flere er anonyme. I artiklen: Det store EU show fra 30. september 2002 kommenterer flere navngivne udenlandske journalister på en meget uformel og til tider morsom måde de danske ministres indsats under formandskabet. Dog citeres en anonym men meget erfaren dansk EU-korrespondent i alt fem gange. Det kan diskuteres om det i en artikel af denne type er nødvendigt at bruge anonyme kilder. Det bekymrer dog ikke Hans Engell. Én-kilde historier er vi principielt ikke glade ved. Men hvis man vil skrive nogle frække og afslørende historier, er det sjældent, at kilden stiller op med navn og adresse. Vi ved selvfølgelig, hvem vedkommende er. De medarbejdere, som sidder med EUstoffet, er garvede og respekterede i faget, så jeg er ikke nervøs for troværdigheden, siger han. Kigger man på B.T.s brug af kilder, er tendensen den samme som hos konkurrenten. I perioden bliver det til en nul-kildes historie, fem en-kilde historier, en fire-kilde historie, to der kun bygger på skriftlige kilder og en ren citathistorie. Historien med de fire kilder er en royal historie med EU-vinkel. Når man tager Danmarks noget kontroversielle forhold til EU i betragtning, kan det virke betænkeligt, at man ofte kun vælger at høre den ene part i en sag. Den Ekstra Bladske måde Når det gælder tonen, er Ekstra Bladets dækning generelt den mest kritiske. I artiklen Per Stig sat på plads af Blair om det uformelle udenrigsministermøde i Helsingør kaldes EU en snakkeklub i beskrivelsen af ministrenes diskussion af Irak-problematikken. På samme måde begrænser Ekstra Bladets dækning af spørgsmålet om euroen sig til en artikel om, at mønterne kan give nikkelallergi. Ifølge artiklen Euromønt er farlig så er det endnu et argument for at stemme nej næste gang, mønten kommer til afstemning. Hans Engell mener, at tonen i artiklerne er en integreret del af avisens måde at skrive på. Vi indtager den samme kritiske, ironiske distance, som vi gør til alle andre stofområder. Samme Ekstra Bladske måde at rapportere på. Det at Danmark har formandskabet får ikke os til at falde på halen. Den meget navlebeskuende dækning i de danske medier af Danmark og de danske ministre er vi ikke faldet for. Vi henter de sidehistorier, som formandskabet kaster af sig, såsom hvor møderne bliver holdt, hvor meget de koster, hvad deltagerne får at spise, og hvad de har på, siger han. For eller imod Der kan ikke siges noget samlende om tonen i B.T.s dækning. Lederne er sobre, læserbrevene polemiske. En uvidenskabelig systematisering af artiklerne i pro, contra og neutrale vinkler og tone giver cirka lige mange artikler i hver kategori, dog flest der er vinklet og fortalt på en neutral måde. B.T. kan derfor ikke siges at tage stilling til EU i deres dækning. Derfor er vi nu stadig en ja-avis, når det kommer til EU, og det er min beslutning. Vi mener, at det europæiske samarbejde er værd at kæmpe for, og det valg har intet at gøre med, at Ekstra Bladet anbefalede et nej ved den sidste afstemning, så vi skulle indtage den modsatte holdning. Heller ikke at vi forsøger at ramme en bestemt type læsere, siger Kristian Lund. Efter at have fulgt Ekstra Bladets EU dækning i en tilfældig måned under det danske formandskab, står det klart, at avisen i høj grad prioriterer historier, der er egnet til at fremstille EU som værende ufolkeligt eller til at kritisere persongalleriet i og omkring EU. En artikel om EU-kommissionens forslag til harmonisering af bilpriserne i EU, Skattestop på afgifter, vinkles for eksempel på regeringens urealistiske forventninger om næste års bilsalg. Den slags vinkling ser chefredaktør Hans Engell dog intet problem ved. Vi prioriterer efter nyhedskriterierne og efter, hvad der er interessant for vores læsere. Vi forsøger at give læserne en forståelse af, hvad der foregår. Ikke en bred dækning, men en dækning af det de synes er interessant. Vi leverer hovedtrækkene, men går ikke ned i dybden. Målet er at levere nyheder, være underholdende, frække og morsomme. Ikke at give et fyldestgørende billede af, hvad der sker i EU. Vi gør det på vores præmisser og har ingen intentioner om at skrive lige meget godt og skidt om EU, siger Hans Engell, hvis avis ikke er erklæret ja- eller nejsiger, men som anbefalede et nej ved afstemningen om euroen. I modsætning til Ekstra Bladet er der i de ti artikler, B.T. skrev med baggrund i EU i september 2002, ikke noget konsekvent fokus på målgruppens behov. Det er ikke sådan, at man ud af artiklerne kan konkludere, at B.T. forsøger at gøre EU tilgængeligt for menigmand ved mere at beskæftige sig med de nære og overskuelige problemstillinger end med de større og mere abstrakte. Stoffet er en blanding af makropolitik (Irak-krisen, USA, EU og den kommende krig, 5. sep. 2002), sensationalisme ( EU-formandskabet i vejen for bryllup: Derfor tøver Frederik, 8. sep. 2002), forbrugerstof ( Chok til bilisterne hvis afgifter fjernes, 8. sep. 2002) og almindelig oplysning ( EU-Forslag: Nul salg af smøger til unge, 10. sep. 2002). Politiet og demonstranterne er vigtige for os, for reelt er volden det, man husker fra de seneste topmøder. Som sagt er jeg ikke tilfreds med vores dækning, men jeg har desværre ikke formlen for, hvordan man gør EU-stof, der nok er det mindst læste i alle aviser, mere spændende. For det meste bliver den enten alt for abstrakt og global eller også alt for case-orienteret. Og i begge tilfælde mister man for meget. Op mod topmødet i december vil vi skrive mere om emnet, hvor dramatikken bliver vigtig for os. Politiet og demonstranterne er vigtige for os, for reelt er volden det, man husker fra de seneste topmøder, siger Kristian Lund

9 Mediedækningen Mediedækningen Formandskabet flyttede EU ud på nettet Nettets store faktaboks havde succes, da EU kom tæt på danskerne Af Sys Christina Vestergaard Journalist og cand.public-studerende på Syddansk Universitet, Institut for Journalistik. Kombinerer journalistik og statskundskab med særligt fokus på EU-forhold. Det danske formandsskab for EU var en vigtig krog for danske mediers web-journalistik om EU. I forbindelse med formandskabet tilbød stort set alle landsdækkende medier, skrevne som elektroniske, deres netbrugere en omfattende dækning af EU med hobevis af internetsider. Efter formandskabet ser billedet imidlertid noget anderledes ud. Mens Anders Fogh Rasmussen endnu var formand for EU, kunne man klikke sig frem til nye og gamle baggrundsartikler om alsidige emner som udvidelsen, euroen og de danske afstemninger. Eller til historiske gennemgange af EU s udvikling, præsentationer af EU-institutionerne og medlemslandene. Og ikke mindst var der internetfavoritter som quizzer med test-din-viden og kendte citater samt EU-opslagsværker, services som spørg-en-eu-ekspert og et hav af debatfora. EU var et højtprioriteret journalistisk område i 2002 ofte med direkte links til disse temaer fra mediernes internetforsider. Den 1. januar overgik formandskabet til Grækenland, og Danmark spiller ikke længere samme afgørende rolle. Det afspejles tydeligt i dækningen af EU-stoffet. Nettets styrke er netop at kunne huse evigaktuelle temaer som EU, men mange medier har efter årsskiftet valgt at minimere eller helt fjerne disse temaer. I stedet dækker de nu primært EU-stoffet som et led i den daglige nyhedsstrøm. Det er klart, vi dækkede topmødet i København og hele formandskabet omkring den historiske udvidelse af EU massivt. Nu er der mange andre nyheder, der trænger sig på, forklarer redaktør Jørgen Schultz- Nielsen fra Jyllands-Postens internetavis. Nettets styrke er netop at kunne huse evigaktuelle temaer som EU, men mange medier har efter årsskiftet valgt at minimere eller helt fjerne disse temaer. Han henviser i den forbindelse til, at de almindelige nyhedskriterier gælder for EU-stoffet som for alle andre områder. Og så er selv net-udgaverne af medierne også til en vis grad underlagt plads-begrænsning. I hvert fald på forsiden for overskuelighedens skyld. For JP s internetavis betyder det, at der ikke længere er noget direkte link fra forsiden til Fokus Europa JP s omfangsrige EU-tema fra sidste efterår. Fokus Europa findes stadig på avisens website. Men det kræver en kreativ netbruger at finde det, for sitet ligger nu som tema under EU undervisning og JP Explorer. Begge områder findes til gengæld som overskrifter på forsiden. Vi kunne fylde forsiden mange gange, så vi er nødt til at prioritere, hvad vi skal linke direkte til derfra. Jeg vil måske nok overveje, om EU generelt skulle have en markant henvisning fra forsiden, fordi EU har høj prioritet på JP. Blandt andet fordi vi har mange læsere i udlandet. For eksempel kan vi se, at vi har særligt mange besøgende fra Belgien på vores hjemmeside, siger Jørgen Schultz-Nielsen. EU udland eller indland? Generelt findes EU-nyheder og -temaer under udland. Som de eneste danske medier valgte DR Nyheder og Politiken i 2002 at etablere EU som særskilt menupunkt på deres web-forsider. Vi lavede det menupunkt, fordi vi mente, at østudvidelsen er det væsentligste, der nærmest er sket, siden EF blev etableret, og vi piller det ikke af foreløbigt, for vi har meget EU-stof, fortæller Michael Arboe, redaktør på Politiken Online. Hos DR spillede ikke bare væsentligheden ind. DR har en public service-forpligtelse, og der er ligesom tre politiske niveauer, vi skal dække. Det kommunalt/amtslige, det landsdækkende og EU, som på mange områder er det øverste styringsniveau i dag, forklarer redaktionschef på DR-Online, Troels Behrendt Jørgensen. Nettets rummelige faktaboks Ikke bare hos DR, men også på de øvrige web-medier har temadækningen af EU ofte public service-karakter. Stort set alle medier har prioriteret at supplere nyhedsdækningen med EU-temaer, hvor leksikale oplysninger udgør en dominerende del. Som for eksempel fakta om institutionerne og den historiske udvikling samt præsentationer af nuværende og potentielle medlemslande. Det er nettets styrke, at der tilsyneladende er næsten ubegrænset plads til det, som traditionelt ville blive placeret i en faktaboks. Internetdelen er et supplement til nyhedsdækningen. På nettet følger vi selvfølgelig også nyhedsstrømmen, men det er ikke nok. Folk forventer at kunne finde noget mere på nettet. Her søger de typisk baggrundsmateriale, og det er nettet meget velegnet til. Vi skal ikke tænke i minutter eller i begrænset plads, så vi kan give folk stor valgfrihed i emnerne, siger Eva Rymann, redaktør på TV2 Interaktiv. Der skal hele tiden ske en afvejning af, hvad der egner sig til at blive lagt på nettet. Der er ting, vi ikke kan på nettet. Men vi har også nogle muligheder, som andre medier ikke har. Vi kan i langt højere grad komme hele vejen omkring. Vi kan for eksempel spørge alle landets EU-ordførere om et givet emne og lægge alle deres udsagn i fuld længde ud på nettet for eksempel som oplæg til en debat, forklarer Troels Behrendt Jørgensen fra DR Nyheder Online. Pæn interesse for EU-temaer Stort set alle medier, der valgte at lave særlig EUdækning under formandskabet, oplevede en pæn interesse fra netbrugerne. Men generelt forventer ingen web-redaktør, at EU som stofområde udløser de store klik-rekorder. Som udgangspunkt er EU ikke et populært emne på nettet. Det giver ikke den store trafiksucces, som for eksempel krig, vold, mord og sex vil give. Dog kan visse EU-emner godt slå rekorder. Der kan være en begivenhed eller en bestemt sag, som giver mange hits, fordi det har bredere folkelig interesse. Det kunne vi se under topmødet i København, hvor det kom tæt på danskernes hverdag, uddyber Troels Behrendt Jørgensen. EU som emne er ikke så efterspurgt som indland og udland, men som knap på forsiden er det den tredje mest brugte, konstaterer Politikens Online redaktør, Michael Arboe. Interessen for EU er også svingende alt efter medierne og deres kernelæsere. Hverken Ekstra Bladet eller B.T. havde et særligt EU-tema under formandskabet, men begge fulgte den daglige nyhedsstrøm måske endda med en lidt mere specifik interesse end de øvrige medier. Erling Tind Larsen fra Internet-redaktionen på Ekstra Bladet siger: Ved topmødet fokuserede vi mest på den ballade, der kunne opstå. Ellers har vi ikke noget tema om EU af den simple årsag, at det ikke interesserer vores læsere. Regionale eller lokale medier har heller ikke prioriteret en udvidet dækning med baggrundstemaer om EU. Web-redaktør fra Fyens Stiftstidende Troels Vinding siger om det: Det er ikke et felt, vi skal satse på som regionalog lokalavis. Kvalificeret EU-debat På de store morgenaviser og de landsdækkende tvkanaler, som til gengæld stort set alle har haft eller stadig har en udvidet net-dækning af EU, er erfaringen, at EU-stof har en forholdsvis smal målgruppe. Det kan blandt andet aflæses på debatsiderne. På TV2 kunne netbrugerne under formandskabet stille spørgsmål til EU-korrespondent Thorkild Dahl. Redaktør Eva Rymann betegner brevkassen som en succes: Der er selvfølgelig en kändis-effekt over det. Men det var over hele linjen nogle meget seriøse spørgsmål, der blev stillet. Der adskiller EU-debatten sig fra mange andre emner. Den tiltrækker i høj grad meget begavede spørgsmål, og stort set alle spørgsmålene er kvalificerede. På TV2 Interaktiv har man valgt ikke at lave en åben debat, fordi det ofte giver mange useriøse indlæg. Den risiko løber DR Nyheder Online. Især inden for EU-området er redaktionschef Troels Behrendt Jørgensen ikke så bange for at gøre det, fordi EU er et emne, der som regel kun tiltrækker seriøse indlæg. Stort set alle medier har prioriteret at supplere nyhedsdækningen med EU-temaer, hvor leksikale oplysninger udgør en dominerende del. EU tiltrækker primært folk, der tager debatten alvorligt. Men vi skal selvfølgelig holde øje med debatsiden, for selv om folk er anderledes seriøse på debatsiderne i dag end for 4-5 år siden, hvor man for alvor begyndte at debattere på nettet, så kan der dukke indlæg op, som er fuldstændigt under lavmålet. For eksempel racistiske eller injurierende, fortæller Troels Behrendt Jørgensen. Den relativt smalle interesse for EU betyder også, at konkurrencer og afstemninger ikke er hyppige på området. Men de forekommer. Den generelle holdning på redaktionerne er, at der sagtens kan være en sag eller en begivenhed, der har så bred appel, at den kan få folk uden umiddelbar interesse for EU til at klikke på musen og deltage i aktiviteter på nettet. Web-redaktionerne er meget opmærksomme på netop denne mulighed for at lave en konkurrence, en afstemning eller en test. For selv om der tilsyneladende er en forventning om, at det er på mediernes websider, man kan finde baggrundsoplysninger, så er der også fra netbrugernes side en forventning om at kunne deltage i noget sjovt og mere aktivt, end de traditionelle medier åbner mulighed for

10 udfordringen udfordringen Journalister kommer til kort i EU s netværksstat EU-stof mangler en fast plads i aviserne og er endnu ikke indlandsstof Af Mark Ørsten Cand.scient. adm. og Ph.d-stipendiat på Institut for Journalistik, RUC. Afslutter snart afhandlingen Transnational politisk journalistik en analyse af dansk EU-journalistik fra I sommeren 2002 kunne man i Berlingske Tidende læse om en krise mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Problemet var, at Dansk Folkeparti kun ville stemme for regeringens arbejdsmarkedsreform, hvis partiet til gengæld fik indflydelse på regeringens EU-politik. Dermed, skriver artiklens forfatter, vil Dansk Folkeparti benytte sig af en helt ny strategi i dansk politik nemlig sammenkoblingen af indenrigspolitiske sager med EU-spørgsmål. Man skulle ellers tro, at en sådan sammenkobling lå lige for. Danmark har været medlem af EU siden 1. januar 1973, og op mod 80 procent af dansk lovgivning er i dag påvirket af EU. Alligevel har hverken politikerne eller medierne formået at gøre EU til en naturlig del af danskernes hverdag. Groft sagt går udviklingen af genreformater fra det korte til det længere og kunne tyde på en stigende erkendelse af, at det komplicerede EU-stof kræver andre genrer end noten. I dag hersker der enighed om, at medier og politik er smeltet stadig tættere sammen. At medierne har stor indflydelse, når det gælder fastsættelsen af den politiske dagsorden, og at denne udvikling i det store hele er sund for demokratiet. Undersøgelserne, der har ledt frem til disse konklusioner, har dog alle koncentreret sig om den nationale politik og det nationale politiske samlingspunkt: Folketinget. Tager man imidlertid EU-journalistikken med i regnskabet, begynder de røde tal hurtigt at dukke op på bundlinien. Fra et til flere magtcentre Der var engang, da politikken og den politiske journalistik havde et klart defineret centrum: Christiansborg. Siden har politikken bredt sig til kommuner, amter og EU. I politologisk jargon har vi bevæget os fra government til governance, fra nationalstat til netværksstat. I den forbindelse er EU tit blevet fremhævet som det bedste konkrete eksempel på, hvordan den moderne netværkspolitik tager sig ud. EU findes ikke kun et enkelt sted, men mange steder. EU er en del af de nationale parlamenter i Danmark eksemplificeret ved Europaudvalget og dets 35 specialudvalg. Og EU er i Bruxelles, hvor de mest kendte af fællesskabet politiske institutioner har deres adresser: Kommissionen, Ministerrådet, Parlamentet og de mange generaldirektorater der i praksis administrerer den daglige EU-politik. Journalister om EU-journalistik Inden for de sidste år har engelske, svenske, norske og danske journalister alle deltaget i interview- eller spørgeskemaundersøgelser om udfordringerne ved at skulle skrive nyheder om EU. Selv om fokus for undersøgelserne varierer, er mange af svarene sammenfaldende. Især tre punkter går igen: Nyhedsformat: En EU-historie udspringer ofte af både et længere historisk forløb og en kompliceret beslutningsproces. At presse alle disse oplysninger ind i nyhedens ofte korte format er en vanskelig hvis ikke umulig opgave. Aktører/kilder: På grund af EU s mange politiske aktører opfattes EU-systemet af mange journalister som umiddelbart forvirrende og uoverskueligt. EU-stoffets redaktionelle placering: Trods redaktionelle udmeldinger om EU-stoffets stigende indenrigspolitiske betydning har EU-historier ofte svært ved at finde vej til indlandsredaktionen. Dette medfører, at EU-stoffet som oftest bliver placeret i mediernes udlands- og erhvervssektioner. Udviklingen i dansk EU-journalistik Den følgende analyse er baseret på aviserne Politiken, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Information. Datamaterialet består af en indholdsanalyse af 14 dages EU-journalistik i tre udvalgte nedslagsår: 1991, 1996 og De udvalgte uger er såkaldte normaluger, det vil sige uger uden valg, folkeafstemninger osv. I alt 731 enheder (artikler, noter osv.) indgår i undersøgelsen Format: I løbet af de ti år, analysen dækker, sker der en lille, men dog betydelig udvikling i de journalistiske nyhedsformater, der anvendes inden for EUjournalistikken. I 1991 er den dominerende genre den korte nyhed samt noten. I 2001 suppleres den korte nyhed i stigende grad med flere lange nyheder og baggrundsanalyser. Samlet sker der på alle de tre morgenaviser en stigning i artiklernes andel af EU-stoffet. Denne udvikling sker på bekostning af antallet af noter, der stort set halveres i alle de tre morgenaviser fra 1991 til I 1991 har både Politiken og Berlingske Tidende således ugentligt en side med korte noter fra EF. I Politiken præsenteres disse noter under overskriften Europa i glimt, mens noterne i Berlingske Tidende præsenteres under overskriften EF-nyt. I begge aviser er der tale om korte noter, der spænder over en lang række af emner, og som ikke giver noget overblik over, hvilken nærmere kontekst alle de refererede informationer optræder i. Når EU-stoffet i 2001 i stedet samles, sker det på temasider, hvor op mod en håndfuld artikler gerne et par nyhedsartikler og en analyse forsøger at indkredse et bestemt, aktuelt EU-emne som for eksempel indvandring af arbejdskraft. (Se for eksempel Berlingske Tidendes temaside om Ny indvandring 20. februar 2001). Groft sagt går udviklingen af genreformater fra det korte til det længere og kunne tyde på en stigende erkendelse på redaktionerne af, at det komplicerede EU-stof kræver andre genrer end noten og den korte nyhed, hvis de mange facetter og konsekvenser ved politikformulering på EU-niveau skal formidles på en overskuelig måde. Udviklingen kan derfor betragtes som udtryk for en klar forbedring i præsentationen af EU-stoffet. Forbedringen er dog ikke mængdemæssig. Ser man på EU-stoffet i forhold til det samlede redaktionelle stof, udgør EU-stoffet i de udvalgte normaluger kun mellem 6 og 13 procent. Den andel er den samme i 1991 og Aktører/kilder: Af EU s mange magtfulde institutioner er det især Kommissionen, der gennem årene opnår omtale i pressen. Markant mindre opmærksomhed tildeles Rådet og Domstolen, mens Parlamentet konsekvent og systematisk forbigås. De politiske netværk under Kommissionen og Ministerrådet, COREPER og EU s godt 400 komiteer opnår heller ingen opmærksomhed i pressen. Hjemme i Danmark er der fokus på den til enhver tid siddende regering, men langt mindre fokus på Europaudvalget. Europaudvalgets 35 specialudvalg, hvor den danske behandling og høring af EU-sager begynder, er helt usynlige i pressens dækning. Dermed antyder undersøgelsen, hvor svært det er for medierne at indfange EU s politiske netværk, der udgør selve rygmarven af EU som politisk system. EU-stof tilfældige steder Redaktionel placering: De fleste stofkategorier har deres egen relativt faste plads i aviserne. Indenrigspolitisk stof findes for det meste i avisernes 1. sektion. Sport, kultur og erhverv har ligeledes egne sektioner eller faste sider i de fleste aviser. Hensigten med inddelingen er blandt andet at give aviserne en vis ensartet struktur fra dag til dag og dermed hjælpe læseren til at finde frem til det stof, som han eller hun er særligt interesseret i. EU-stoffet derimod har ikke sin egen sektion eller egne sider. I stedet synes stoffet at flytte rundt mellem avisernes sektioner alt afhængigt af, hvilke aktører og politikker artiklerne omhandler. I 1991 er udland således den sektion, der giver plads til flest EF-artikler i alle fire aviser. Dette hænger sandsynligvis sammen med Golfkrigen og krigen i det tidligere Jugoslavien, der fylder meget i perioden, og som kan betegnes som klassisk udenrigsstof. Ikke desto mindre rejste såvel Golfkrigen som krigen i det tidligere Jugoslavien en lang række væsentlige indenrigspolitiske spørgsmål så som dansk medlemskab af WEU og udviklingen af en fælles EF-forsvarspolitik, udrykningsstyrke og hær. Det er dog kun Information, der i 1991 følger op på disse vinkler og dermed forsøger at give EF-stoffet en decideret indenrigspolitisk vinkel. De politiske netværk under Kommissionen og Ministerrådet, COREPER og EU s godt 400 komiteer opnår ingen opmærksomhed i pressen. I 1996 sker der et skift i EU-stoffets placering. I både Berlingske Tidende og Jyllands-Posten bliver erhverv nu den sektion, der giver plads til mest EUstof, en udvikling der kan hænge sammen med den generelle vækst i erhvervssektionerne i begge de nævnte aviser. En anden årsag til erhvervssidernes store andel af EU-stoffet i 1996 er dog, at der i den undersøgte periode kører flere enkeltsager blandt andet om ulovlig dansk statsstøtte til de danske værfter. Disse sager fylder betydeligt på erhvervssiderne i perioden. I 2001 sker der en udjævning af EU-stoffet mellem de tre sektioner i både Politiken og Berlingske Tidende. På Jyllands-Posten beholder erhverv dog en lille førerposition, mens udland på Information stadig tegner sig for 50 procent af artiklerne. Hvis man dog, som antydet her, vælger at se sektionsinddelingen som et udtryk for en overordnet redaktionel prioritering (og hierarkisering), er der især to konklusioner at drage. For det første, at stoffet ikke har nogen fast placering i aviserne, men flytter rundt mellem sektionerne på en måde, der bedst kan beskrives som tilfældig. For det andet, at hovedparten af EU-stoffet er samlet i sektionerne udland og erhverv (cirka 60 procent i morgenaviserne). Dermed signaleres fra redaktionelt hold, at EU betragtes som ikke-indlandsstof. Det vil sige som noget, der ligger uden for Danmark og uden for almindelige danskernes umiddelbare interesse. Vanskeligt at koble EU og national politik Danske politikere har haft svært ved at koble EU og indenrigspolitik. Og som det fremgår af analysen, er sammenkoblingen heller ikke nem for medierne. Artikler skrevet fra Bruxelles fokuserer på EU s institutionelle aktører, primært Kommissionen, mens artikler skrevet fra Christiansborg som hovedregel kun inddrager en EU-vinkel, hvis der er en konflikt mellem EU og Danmark. Når EU og nationalstaten Danmark således endeligt optræder sammen, er det ofte under overskrifter som disse: EF truer bøffen og frikadellen fra Politiken 20. februar 1991, 18 19

11 udfordringen udfordringen Offentligheden ved for lidt om EU s lovgivningsarbejde Journalister sat uden for turbo-demokrati i EU Bruxelles vandt slaget om pølsen ligeledes fra Politiken 20. februar 1991, EF fordobler prisen på kontrol af vand fra Jyllands-Posten 19. februar 1991, EU stiller skrappe krav til Danmark fra Jyllands-Posten 23. februar 2001 og EU-bombe under det danske pensionssystem også fra Jyllands-Posten 23. februar Så også i medierne er der langt mellem EU og Danmark. Skønt de nye temasider har givet mulighed for en bedre og mere nuanceret præsentation af EU-stoffet, efterlader indholdet af mange EU-artikler dog stadig en del tilbage at ønske. De politiske netværk, der udgør rygmarven af EU s politiske system, både i Bruxelles og på Christiansborg og som førstebehandler alle initiativer fra Bruxelles, er stort set usynlige i mediernes dækning af EU. Stoffets placering væk fra forsiden og indland signalerer ligeledes, at EU intet har med danskernes hverdag at gøre. Dermed lukkes læseren fuldstændigt ude af beslutningsprocessen, når det drejer sig om EU-politik. Stoffets placering væk fra forsiden og indland signalerer ligeledes, at EU intet har med danskernes hverdag at gøre. Når EU endelig får lov at træde inden for nationalstatens rammer, bliver EU næsten udelukkende set som en trussel mod den trygge danske hverdag. Skulle medierne derfor have lyst til at benytte sig af helt nye strategier, er mulighederne åbne. Man kunne for eksempel prøve med en mere konsekvent og sober sammenkobling af indenrigspolitiske sager og EU-spørgsmål. Af Jakob Nielsen Politisk redaktør på Politiken. Fra 1998 til 2001 EU-korrespondent i Bruxelles for henholdsvis Information og Politiken. En minister fortalte mig for nylig, at han havde leget en leg i gode venners selskab. Samlet til nytårsfest havde gæsterne delt sig i to hold, mændene mod kvinderne, som hver især skulle lave en stribe Trivial Pursuit-spørgsmål til det andet hold. Mændene spurgte blandt andet, hvilke nye lande der er på vej ind i EU efter det historiske topmøde i København, som havde fundet sted blot to uger før nytårsaften. Kvinderne måtte give op. Og her taler vi vel at mærke om en kreds af højtuddannede, avislæsende mennesker med betydningsfulde stillinger i staten og det private erhvervsliv. Min pointe er ikke, at kvinder ved mindre om EU end mænd gad vide hvor mange mænd, der kunne have svaret på spørgsmålet? Historien kan heller ikke bruges til at skyde på mediernes dækning, for udvidelsen af EU blev dækket både forfra og bagfra i danske medier. Men hvad kan man så lære af episoden? Måske bare det, at EU har et problem. Unionen er truet af absolut ligegyldighed. Ved det seneste valg til Europa-Parlamentet valgte over halvdelen af vælgerne sofaen frem for demokratiet. Valgdeltagelsen var så lav, at man i Bruxelles begyndte at tale om, hvorvidt et parlament overhovedet kan gennemføre lovgivning med så tyndt et folkeligt mandat. Kan britiske politikere sidde i Strasbourg og Bruxelles og indføre nye regler om arbejdsmiljøet i Shrewsbury og Brighton, når kun hver fjerde brite har afgivet sin stemme? I Danmark lå stemmeprocenten omkring 50, og der er ikke meget, der tyder på, at den bliver højere, når vi skal stemme næste gang i Det oplagte spørgsmål er, om EU s problem også er journalisternes? Dækker vi unionen godt nok? Lever vi op til vores ansvar som demokratiets vagthunde, når det handler om EU-systemet, som hvad enten vi kan lide det eller ej træffer flere og flere beslutninger, der berører danskernes hverdag? Svaret er desværre hverken ja eller nej, men et bredt europæisk både-og. Journalisterne har en del af ansvaret for, at EU stadig er fjernt og uvedkommende for det store flertal af vælgerne, og det er på høje tid, at vi tilpasser den politiske journalistik til den virkelighed, den skal beskrive og afdække. Men systemet og det vil sige de ansvarlige politikere har også selv en stor del af skylden for, at unionen hører til blandt de emner, danskerne nødig vil høres i, når de spiller Trivial Pursuit. Ros til dansk EU-dækning Men lad mig alligevel begynde med at lægge en stor og velfortjent ost i den danske brik. Efter at have fulgt EU-dækningen i europæisk presse gennem en årrække, tør jeg roligt slå fast, at den danske EU-dækning er blandt de allerbedste både i omfang og kvalitet. Der er få lande, hvis aviser skriver så meget om EU som de danske. Ganske vist findes der aviser som Financial Times, Le Monde og Frankfurter Allgemeine Zeitung, som nok prioriterer EU-stoffet højere end nogen dansk avis. Men det er misvisende at sammenligne de nævnte aviser med de danske, for de er i udpræget grad eliteaviser, som læses af en meget lille andel af befolkningen i de lande, hvor de udkommer. Går man til de mere folkelige aviser i Tyskland, Storbritannien og Frankrig, er dækningen en helt anden. Ofte præget af en meget national tilgang og særligt i de to sidstnævnte lande med en tendens til at vinkle stoffet ud fra en meget national tankegang. Efter at have fulgt EU-dækningen i europæisk presse gennem en årrække, tør jeg roligt slå fast, at den danske EU-dækning er blandt de allerbedste både i omfang og kvalitet. Dertil kommer, at ganske meget EU-stof i de danske aviser hold nu fast faktisk er forbløffende velskrevet og godt formidlet. Min oplevelse er, at de danske EU-journalister bruger enorm meget energi på at forklare problemstillingerne på en måde, så man faktisk kan forstå artiklerne uden at have studeret EU-forhold på universitetet. Der er naturligvis undtagelser og situationer, hvor det ikke lykkes, men myten om, at EU-stoffet er indforstået, er efter min bedste overbevisning forkert. Problemet er nærmere, at EU-stoffet stadig i al for høj grad er forblevet en sag mellem de højst 20 Bruxelles-korrespondenter og læserne. Selv om flere aviser har gjort hæderlige forsøg på at bygge bro mellem fagmedarbejderne og Bruxelles, fylder EU nærmest intet i hverdagen hjemme på redaktionerne. Konsekvensen er, at en helt bestemt type EU-stof nærmest er helt fraværende i de danske aviser, nemlig den der handler om ny lovgivning, som har direkte betydning for danske borgere og virksomheder. Lovgivning uden offentlighed Alle undersøgelser af politisk journalistik, som danske forskere har fremlagt de senere år, peger på samme tendens: Mens bemandingen på Christiansborgsredaktionerne fastholdes eller udvides, skæres der ned på antallet af folk i Bruxelles. Det betyder, at de egentlige EU-journalister hver dag er tvunget til at prioritere benhårdt i den voldsomme strøm af nyheder, der hver eneste dag skriger på at blive fortalt, forklaret og sat i perspektiv. Resultatet er næsten altid, at historierne om ny lovgivning vælges fra til 20 21

12 udfordringen udfordringen fordel for de store linjer historierne om den fælles udenrigspolitik, landbrugspolitikken og euroen. Det går især ud over Europa-Parlamentet. Og lad os så rydde endnu en myte af vejen: Myten om Mickey Mouse-parlamentet. Den passer simpelt hen ikke længere. Ganske vist lyder der megen sniksnak og opstyltet retorik fra Europa-Parlamentets talerstol sådan må det næsten være, når man samler 626 politikere under samme tag. Men realiteten er, at parlamentet i dag har helt konkret medindflydelse på tre fjerdedele af al den lovgivning, der vedtages i EU. Det vil sige, at langt de fleste regler kun kan gennemføres, hvis parlamentet stemmer for. Derfor er udviklingen så uheldig: I takt med at Europa-Parlamentet har fået mere og mere indflydelse, bliver der skrevet mindre og mindre om det i de danske aviser. Det er et reelt demokratisk problem. Nye love kan vedtages stort set uden, at den danske offentlighed opdager det. De direkte berørte parter, industrien, forbrugerorganisationer og de faglige organisationer skal som regel nok gøre deres indflydelse gældende gennem omfattende høringsprocesser og via deres stadig større net af lobbyister i Bruxelles. Men er det nok? Har vi virkelig accepteret, at den offentlige debat kan undværes, når EU laver nye regler om alt fra burhøns til bakterier i grundvandet? Realiteten er, at det alt for ofte foregår sådan. Hvem skal gøre noget ved det? Et oplagt bud er, at både fagmedarbejderne og de politiske journalister på Christiansborg bør opprioritere deres dækning af lige præcis denne del af EU-stoffet den konkrete lovgivning som kører igennem unionens maskineri. I takt med, at Europa-Parlamentet har fået mere og mere indflydelse, bliver der skrevet mindre og mindre om det i de danske aviser. Det er et reelt demokratisk problem. Når det ikke allerede er sket, skyldes det nok i høj grad gammel vane. En dårlig, men forståelig vane. For hvis sagerne ikke engang bliver prioriteret af redaktionerne i Bruxelles, hvorfor i alverden skulle den travle miljøjournalist eller den mindst lige så travle Christiansborg-reporter så vægte det bizarre parlament særligt højt? Svaret er, at det skal hun, fordi dækningen af parlamentet når det optræder som lovgiver faktisk er indlandsstof. Når parlamentet vedtager nye regler om støjniveauet på arbejdspladsen, er det ikke Europapolitik, men dansk arbejdsmarkedspolitik. Grænseløs journalistik i praksis Det er måske den mest påtrængende udfordring for de danske Christiansborg-redaktioner at omstille sig til den globalisering, vi elsker at skrive om, men som vi faktisk ikke har taget konsekvensen af. Vi er nødt til at kunne bedrive grundig og kritisk journalistik fra den ny virkelighed, hvor danske politikere er tæt bundet op af regler, der går hen over grænserne. Det kan ske ved at opbygge en tættere kontakt til de danske medlemmer af Europa-Parlamentet, der faktisk alle sammen har kontor i et glemt hjørne af Christiansborg, hvor flere af dem jævnligt opholder sig. Desuden er journalisterne nødt til at begynde at kigge grundigere på den store bunke af sager, der hver måned passerer gennem Folketingets Europaudvalg. Her ligger masser af historier og venter på at blive skrevet. Det kan godt være det er faktisk temmelig sikkert at de fleste af sagerne ikke vil vælte ministre herhjemme eller kommissærer i Bruxelles. Men hvis de ikke bliver dækket, mister befolkningen simpelt hen muligheden for at kontrollere, om deres politikere holder det, de har lovet, eller om de glemmer alle skåltalerne, når først de sidder omkring det runde bord i Bruxelles og bliver opslugt af den fede fornemmelse, som det givetvis er at sidde med ved bordet. Derfor er vi også nødt til at vænne os til at tjekke oplysninger hos embedsmænd og talsmænd i EUsystemet, selv om de befinder sig på en belgisk mobiltelefon i stedet for en dansk. Risikoen ved at lade være er ikke kun, at en masse relevant EU-lovgivning forbliver ubeskrevet, men også at dækningen af det, vi opfatter som klassisk dansk indenrigspolitik svigtes også helt ned i de små ting. Et lille eksempel: Dansk Folkeparti reagerede for nylig på en udsendelse i TV 2, hvor man så, hvordan hunde og katte blev aflivet på grusom vis i Østen, hvorefter pelsene blev brugt til forskellige varer, som blev eksporteret til Europa. Vi må forbyde import af pels fra kæledyr, foreslog Dansk Folkeparti. Justitsministeren afviste forslaget med den begrundelse, at det kunne skabe problemer i forhold til både EU og WTO, hvis Danmark gennemførte sådan et forbud alene. Ingen danske journalister tjekkede påstanden, inden ministeren pludselig selv fremsatte et forslag med præcis det indhold, Dansk Folkeparti havde krævet. Var der problemer med EU og WTO? Ikke det fjerneste, og det kunne et par telefonopkald have afsløret, men den slags opkald foretager vi alt for sjældent. Måske fordi numrene ikke står på de telefonlister, der deles ud af pressetjenesterne på Christiansborg. Formel versus reel åbenhed Men det er vigtigt at slå fast, at politikerne og EUsystemet selv bærer en meget stor del af ansvaret for, at hverken journalister eller vælgere har fattet den store interesse for unionens maskinrum i Bruxelles og Strasbourg. Selv om der hele tiden bliver mere formel åbenhed i form af bedre regler om aktindsigt og mulighed for at hente overraskende mange EU-dokumenter direkte på nettet, så halter det gevaldigt med den reelle åbenhed. Dels fordi parlamentet har svigtet sin opgave med at skabe mere åbenhed om lovgivningen, dels fordi hele processen stadig er så kompliceret, at kun meget få forstår den og selv hvis man gør, er det nærmest umuligt at redegøre for den i en kort nyhedsartikel for slet ikke at tale om et radio- eller tv-indslag. Det største paradoks er, at Europa-Parlamentet institutionen der er sat i verden for at fjerne det demokratiske underskud selv har svigtet, efter at det fik chancen for at træde i karakter som borgernes vindue til unionens hellige haller. Det skete med Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft i Det banebrydende nye med Amsterdam-traktaten var, at parlamentet opnåede reel indflydelse i form af vetoret på næsten 75 procent af EU s lovgivning. Før i tiden skulle parlamentet høres, men medlemslandenes ministre behøvede ikke rette sig efter parlamentet. Med Amsterdam-traktaten kræver de fleste nye regler parlamentets godkendelse, ellers bortfalder forslaget, og hele den lange proces kan begynde forfra. Det er det, der kaldes den fælles beslutningsprocedure. Meningen med den var, at åbenheden i EU skulle tage et ordentligt skridt fremad. På papiret ser det også godt ud. Alle lovforslag skal behandles to gange i parlamentet, og de skal diskuteres i parlamentets fagudvalg, som i modsætning til de fleste af Folketingets udvalgsmøder er åbne for pressen. Kort sagt rigelig mulighed for at få skabt åben og højlydt debat om de emner, som unionen er i færd med at lave regler om. Men det er gået helt anderledes. Dels er tempoet på lovgivningsmaskinen sat kraftigt i vejret. Der vedtages nu cirka 60 nye love om året med den fælles beslutningsprocedure mod cirka 30 om året før Amsterdam-traktaten. Og samtidig er lovene begyndt at glide hurtigere gennem systemet. Næsten hver tredje af de sager, der blev vedtaget , blev vedtaget allerede under førstebehandlingen, og det er her, alarmklokkerne begynder at ringe. Møder bag lukkede døre For hvordan kan det egentlig gå til, at en ny lov kan vedtages allerede under førstebehandlingen altså før den har været oppe til åben debat i parlamentets forskellige udvalg? En vigtig forklaring er, at parlamentet har ladet sig lokke med ind bag de lukkede døre, hvor der kan laves politiske studehandler uden offentlighedens indblanding. Det tekniske udtryk for begrebet er trilog-møder. Det er møder, hvor nogle ganske få repræsentanter for Europa-Parlamentet, kommissionen og ministerrådet stikker hovederne sammen for at drøfte en sag helt uformelt. Formålet er ædelt nok at få samarbejdet mellem de forskellige institutioner til at fungere; også i EU gælder det, at samtale fremmer forståelsen. Det første af den slags møder blev holdt i 1994, og de følgende år blev der holdt stadigt flere, men antallet er eksploderet, efter Amsterdam-traktaten trådte i kraft. Og nu bruges de ikke bare til uformelle drøftelser, men ofte til de helt afgørende forhandlinger, hvor det endelige kompromis om nye EUregler strikkes sammen. En helt bestemt type EU-stof er nærmest helt fraværende i de danske aviser, nemlig den der handler om ny lovgivning, som har direkte betydning for danske borgere og virksomheder. Fordelene ved at gøre det på den måde er indlysende: Hvis det lykkes at skabe enighed mellem ministerrådet og Europa-Parlamentet om en ny lov allerede under førstebehandlingen, så kan den vedtages direkte. Alternativet er en langsommelig proces, hvor profileringssyge medlemmer af Europa-Parlamentet producerer ændringsforslag i hundredvis, som alle skal gennem en grundig udvalgsbehandling, hvor de stort set alle sammen bliver forkastet. Og hvis det stadig ikke er lykkedes at skabe enighed efter andenbehandlingen i parlamentet, skal alle parter igennem fysisk opslidende forligsudvalgsmøder, der som regel først begynder langt ud på aftenen, fordi alle mødekalendere i Bruxelles i forvejen er fyldt til bristepunktet. Total bypass Problemet med de hurtige aftaler mellem ministerrådet og parlamentet er lige så oplagt: Det demokratiske underskud vokser. Dels fordi pressen i realiteten er helt udelukket fra at dække forløbet og rejse debat om de kompromiser, der ligger på bordet. Dels fordi langt de fleste af Europa-Parlamentets medlemmer også bliver koblet af processen, som gerne bliver styret af et par ordførere fra parlamentets største politiske grupper. Jo hurtigere de indgår et forlig med ministerrådet, jo dårligere er deres mulighed for at afprøve synspunkterne med andre parlamentarikere fra andre partier og andre lande end dem selv. Men hvad der måske er allervigtigst er, at den hurtige metode også kobler Folketinget ud af lovgivningen. Netop Folketingets Europaudvalg har hidtil været den officielle garant for, at danske ministre ikke var med til at vedtage noget i Bruxelles, som de ikke kunne samle flertal for hjemme i Folketinget. Det sker som bekendt ved, at Europaudvalget skal udstyre ministeren med et mandat, før der bliver 22 23

13 udfordringen udfordringen Missionærer i Fællesskabets tjeneste Journalister dækker konsekvent ikke EU-modstandernes synspunkter stemt i ministerrådet i Bruxelles, og ved afgørende forhandlinger skal ministeren også sørge for at have et forhandlingsmandat med i tasken fra København. Men når den fælles beslutningsprocedure går stærkt, betyder det i realiteten, at hele lovforslaget er skrevet færdigt, inden Europaudvalget får lejlighed til at tage stilling til det, sådan som det er sket i flere tilfælde. Hvis journalisterne har et ansvar for at tage EU-stoffet mere alvorligt i det daglige, så har unionens politikere til gengæld et enormt ansvar for at forenkle de lovgivningsprocesser, som unionen benytter sig af. Ledende skikkelser i Europa-Parlamentet er godt klar over, at de hurtige aftaler indgået på uformelle møder skader åbenheden og i sidste ende kan sætte parlamentets demokratiske legitimitet over styr. Men metoden bruges alligevel flittigt. Alene under det danske formandskab i efteråret 2002 faldt syv forskellige regelsæt på plads allerede under førstebehandlingen blandt andet en ny lov om tobaksreklamer og en anden om farlige kemiske produkter. Nedlæg Europaudvalget Hvis journalisterne har et ansvar for at tage EU-stoffet mere alvorligt i det daglige, så har unionens politikere til gengæld et enormt ansvar for at forenkle de lovgivningsprocesser, som unionen benytter sig af. Den fælles beslutningsprocedure, som er beskrevet ovenfor, er jo kun et blandt utallige eksempler på, at snirklede og indviklede regler og procedurer gør det meget svært for menige vælgere at holde styr på processen. Derfor er det deprimerende at opleve, at forhandlingerne om den nye EU-traktat eller forfatning, som nogle vælger at kalde den, ikke ser ud til at løse problemet, men tværtimod gør det endnu værre. Ganske vist er overskriften på arbejdet i det såkaldte EU-konvent en forenkling af traktaterne, og det kan da også være, at vi slipper for de tre søjler, som de færreste kan redegøre fornuftigt for, samt at der bliver lavet en liste over, hvilke opgaver der hører hjemme i unionen, og hvilke nationalstaterne skal tage sig af. Men derudover er der ikke udsigt til megen forenkling. Men der er heller ingen, der siger, at alle forandringer behøver at komme gennem store omskrivninger af unionstraktaterne. Folketinget kunne begynde i det små ved at nedlægge Europaudvalget (som SF netop har foreslået) og i stedet lade miljøudvalget diskutere miljøforslag, retsudvalget diskutere forslag om retspolitik og så fremdeles. Og samtidig kunne man snuppe det forslag, som Dansk Folkeparti for længst har lagt frem om, at ethvert nyt forslag fra EU-systemet skal behandles i folketingssalen, så snart det er fremlagt, og det vil altså sige inden, det bliver emne for hemmelige korridorforhandlinger mellem ministerrådet og Europa-Parlamentet. Det ville muligvis få nogle danske politikere frem på banen, så der kunne åbnes for en bredere debat om nye EU-regler. Det ville også skabe blæst om EUreglerne med jævne mellemrum og på den måde sikkert bekræfte en masse menneskers fordomme og styrke deres modvilje mod unionen. Men politikerne bør alligevel grundigt overveje, om ikke den pris er værd at betale for i det lange løb er stærk modvilje nok bedre end absolut ligegyldighed. Af Erling Böttcher og Michael Strangholt Begge journalister er tilknyttet ugeavisen Det ny Notat og EDD-gruppen i EU-parlamentet. EDD står for Gruppen for Demokratiernes og Mangfoldighedernes Europa, hvor Danmark er repræsenteret ved JuniBevægelsen. Påstand: Den evige fred er nu ganske tæt på. Tusindårsriget bliver indført med så fredeligt et middel som acquis communautaire Unionens samlede regelsæt udfærdiget i Unionens centrum af Unionens fremmeste embedsmænd til vor alles bedste. Med Anders Fogh Rasmussen som den glade budbringer. Amen. Sådan ser det ud på kontinentet Europa. At dømme ud fra den generelle danske dækning af Den europæiske Unions udvikling i andet halvår af 2002, hvor den danske dækning af formandskabet antog karakter af en hybrid mellem jublende selvhyldest og missionsarbejde. Problem 1: Ganske mange danske medieforbrugere tillader sig at tvivle på hele projekt EU og udvidelsen. Taget efter for eksempel Megafons oktober-måling mener 58 procent af de adspurgte, at EU s udvidelse mod øst er en god ide. 31 procent siger, det er en dårlig ide, og 11 procent er i tvivl. Problem 2: De 42 procent, som ikke umiddelbart kan erklære sig enige i østudvidelsen af Unionen, kan ikke genfinde sig selv i mediernes dækning. For dem fremstår medierne alene som de glade budbringere af Unionens vækst. For medierne er resultatet en generel mistillid og lav troværdighed hos en meget stor del af medieforbrugerne. Dækningen af Unionens udvidelse tager sit udgangspunkt i regeringens succeskriterier og tilgodeser dermed glimrende de 58 procent. De øvrige behandles stort set som ikke-eksisterende. Med fare for beskyldninger om sure rønnebær vil vi forsøge at give en analyse af de danske EU-nyheder under det danske formandskab og de journalistiske problemer undervejs. 436 Ritzau-historier Der blev lavet en enorm mængde EU-stof i det forgangne halvår. Vi har gennemgået 436 artikler sendt ud af Ritzau i løbet af i alt 60 dage i en periode, hvor EU-formandskabet var intenst. 436 artikler på 60 dage er i gennemsnit 7,3 artikler dagligt, hvor weekenderne har ligget langt under dette snit. På en typisk hverdag i perioden udsendte Ritzau således 9-12 EU-artikler. Uden at vi dog har målt dette, vil vi uden videre skønne, at der her er tale om mere end en fordobling af den mængde EU-stof, der sendes ud under mere stille omstændigheder, hvor der ikke lige er et formandskab eller et EU-valg. Det har ligget uden for vores ressourcer at foretage en tilsvarende måling på andre medier i den skriftlige eller elektroniske dagspresse Vi har dog fulgt intensivt med i EU-dækningen i hele perioden og mener, at Ritzaus dækning er en meget præcis strømpil for den samlede dagspresses dækning. Malplaceret udgangspunkt Væsentlighed og salgbarhed har velsagtens været tunge argumenter på redaktionerne, men kan vi gå ud fra, at det alene er for medieforbrugernes skyld, at det har været vurderet væsentligt at bringe så meget EU-information i det forgangne halve år? Dækningen af Unionens udvidelse tager sit udgangspunkt i regeringens succeskriterier og tilgodeser dermed glimrende 58 procent af befolkninge. De øvrige behandles stort set som ikke-eksisterende. Meget tyder på, at udgangspunktet for at øge EUinformationen har været malplaceret. Ja, for udgangspunktet kan vel ikke have være selve det, at Danmark havde formandskabet i EU? Regeringen havde og har en stor interesse i at fremhæve et formandskab i EU som meget vigtigt og indflydelsesrigt. Imidlertid spiller det ingen særlig rolle. Der er andre og langt vigtigere faktorer, som spiller en rolle i EU, end lige hvilken ordstyrer der sidder for bordenden. Uanset om personen er spansk, dansk eller græsk, er de alle underlagt præcis de samme dagsordener og spilleregler under vejledning af de samme embedsmænd. Alt er tilrettelagt af embedsværket. Kun toppen af isbjerget det vil sige nogle ganske få beslutninger overlades til ministrene selv. Den danske regering alt for ofte i pressen benævnt Danmark, som om vi alle er synonymer med regeringen har ikke mere indflydelse i EU med et formandskab. Tværtimod siger alle de embedsmænd i den danske centraladministration, vi har talt med. Spillereglerne er sådan, at den, der leder slagets gang og skal finde kompromisserne, selv må holde igen på egne synspunkter og interesser. Hvad handlede det så om? For at se hvad artiklerne handlede om, rubricerede vi hver enkelt artikel emnemæssigt. Nogle artikler behandlede flere emner, og på den måde blev de 436 artikler til 455 emne-registreringer. Ikke overraskende fyldte udvidelsen af EU den største del af dagsordenen med i alt 168 artikler, eller 37 procent af alle artikler

14 udfordringen udfordringen Andre 183 artikler, lig med 40 procent, var artikler om enkelte politikområder, fortrinsvis også vinklet på formandskabets håndtering af disse emner. Tilbage er kun 23 procent af den samlede artikelmasse, som fordelte sig således: Omtale af EU s relationer med andre lande (10 procent) Omtale relateret til EU s fremtid, herunder forfatningskonventet, Sveriges ØMU-valg, demokratiproblemer i Folketingets behandling af EU-sager samt debatten om de fire danske undtagelser (9 procent) Dækning af andre debatter i EU-parlamentet og imellem partierne i Folketinget (4 procent) Nok så påfaldende er, at kun 19 ud af de 436 Ritzau-artikler i analyseperioden dækkede EU-kritikere eller modstanderes synspunkter. Ikke færre end 65 ud af de 168 artikler om udvidelsen af EU var generelle artikler med diverse omtaler af EU-topmøderne og vurderinger af formandskabets håndtering af udvidelsen. Udover denne generelle dækning stjal demonstrationerne før, under og efter topmøderne en del spalteplads (14 procent), med spillet og diskussionerne om Tyrkiets optagelse i EU lige i hælene (13 procent). Herefter følger omtaler af de mere principielle problemer ved udvidelsen, hvem skal betale? Budgetproblemerne (7 procent) og landbrugsstøtten (7 procent). Geografisk kommer Kaliningrad-enklaven, Cypern-problemet og Polen som det største ansøgerland ind med hver 4-5 procent. De øvrige 10 ansøgerlande fik 1-2 omtaler hver og må deles om til sammen 6 procent af udvidelses-omtalen. Modstanden blev væk Nok så påfaldende er, at kun 19 ud af de 436 artikler dækkede EU-kritikere eller modstanderes synspunkter: SF og DF om den irske Nice-afstemning (19/9) Thulesen Dahl: Fogh skal ikke blande sig i Irland (21/9) Om DFs kampagne mod unionsudviklingen (26/9) EL kræver EU-åbenhed (29/9) Ole Krarup trækker sit kandidatur til EUombudsmands-posten (21/10) Folkelige aktiviteter vil præge EU-topmøde i København (22/11) EL bør afvise traktatudkast (28/11) DF kritiserer traktatudkast (28/11) SF ønsker Bosnien-styrker bevaret (13/12) Bonde: Danmark bør blive på Balkan under FNmandat (13/12) Udbredt EU-skepsis i Tjekkiet forud for folkeafstemning (17/12) VK advares mod hurtig EU-afstemning (01/10) Pia Kjærsgaard Pia K: Vi skal kunne stemme os ud af EU (10/10) Regeringen på vej med nødbremse for østarbejdere (12/12) DF citeret Næse til minister for at smøle med dyrevelfærd (17/12) SF og DF citeret Herudover blev Jens-Peter Bonde som en af flere citeret fra EU-parlamentets debat om udvidelse 23/10 og 20/11 samt dets debat om konventet 29/10 og 29/11. Processen i fokus I de mange artikler om udvidelsen og formandskabet fokuserede journalisterne på den politiske proces frem for politisk indhold. Formandskabet blev især dækket som en sportskamp. Når vi det? Hvad er taktikken? Hvem scorer? Alle er enige om, at udvidelsen var formandskabets vigtigste emne. Aligevel kan det høje antal artikler om formandskabets generelle håndtering af dette emne undre set i relation til andre væsentlige emner omkring udvidelsen. Konsekvenserne for læsere, lyttere og seere af de danske mediers foretrukne prioritering form frem for indhold i udvidelsesforhandlingerne kan meget vel blive, at modtagerne bliver ligeglade med EUdækningen, nu hvor formandskabet er ovre. Markedsafdelingerne på de store aviser vil snart komme til den erkendelse, at EU-stoffet ikke sælger, nu hvor man ikke længere kan beskrive os-modtiden-og-de-andre -kampen med Anders Fogh i førertrøjen. Tvivlsomme eksperter Set fra en EU-kritisk synsvinkel var debatten om EU-konventets arbejde særdeles vigtig især udspillene fra konventsformand Giscard d Estaing og fra EU-kommissionens formand Romano Prodi. Debatten blev dækket fra både pro- og contrasynsvinklen, men afslørede også en tvivlsom brug af ekspertkilder. 29. oktober bringer Ritzau artiklen Eksperter frygter ikke EU-traktat hvor følgende er citeret som eksperter: Lykke Friis, Peter Vesterdorf og Henning Christophersen. At Henning Christophersen bliver behandlet som ekspert og ikke som part, selv om han er regeringens repræsentant i konventet, skriger til himlen af mangel på kildekritik. Et andet eksempel er forskningschef Lykke Friis fra DUPI. En institution som aldrig har og aldrig vil komme til at udgive noget som helst, der ikke er i overensstemmelse med regeringens linie. Alle udgi- velser sker på bestyrelsens ansvar og efter dens godkendelse, og i bestyrelsen sidder de tre helt centrale ministerier: stats-, udenrigs- og forsvarsministeriet. Uagtet Lykke Friis formidlingsmæssige kvaliteter, så er hun eksponent for det, man ville kalde regeringskontrollerede kilder hvis der var tale om en dækning af en konflikt i udlandet. Det så man i høj grad forud for ØMU-afstemningen i 2000, hvor DUPI-forskeren Karsten Skjalm 11. marts kunne fastslå i B.T., at et nej kan meget vel føre til, at for eksempel kassekreditrenten ryger op fra 14 til for eksempel 25 procent. Og at de mange familier, der nu har flexlån i deres boliger, skal af med fire procent mere i rente altså kr mere om året ved lån på en million. Sådan gik det som bekendt ikke. Alligevel præsenteres DUPI-repræsentanter gang på gang som orakler, hvis udtalelser kan stå helt alene. Hvor blev den kildekritiske sans af? Tror man virkelig, at der kun findes en sandhed, som de regeringskontrollerede organer sidder inde med? Hvorfor ikke lidt modspil? Hvorfor ikke bare en enkelt lille bitte gang få et gensvar til Lykke Friis? Måske endda et enkelt kritisk spørgsmål? Interview med Britta Darre, landssekretær i JuniBevægelsen: 1. Hvilke(t) budskab var det mediemæssigt vigtigste for Jer under formandskabet? og hvorfor det? Landbrugspolitikken. Vi ville gerne gøre opmærksom på, at netop forhandlingerne om udvidelsen kunne og burde være muligheden for et opgør med den sindssyge landbrugspolitik. Sørgeligt at der på det punkt skete lige præcist intet. Vi ville også gerne relativere mediernes begejstring for selve det, at Danmark var formandsland. Det spiller en minimal rolle i EU-systemet, hvem der sidder for bordenden. Det er en helt bunden opgave, som Anders Fogh måske nok har udført godt. Evnerne og indflydelsen har dog ikke været så store, at han kunne pille ved landbrugspolitikken, uden at han var tvunget til overtage det Tyskland og Frankrig indbyrdes var blevet enige om. Vores væsentligste satsning under formandskabet var dog vort eget alternative topmøde før EU-topmødet i december. Her samlede vi dygtige EU-modstandere og kritikere fra over 20 lande i Europa for at arbejde sammen om en "Københavner-deklaration", som skitserer en anden vej end den øgede statsliggørelse af EU, som EU-konventet lægger op til. Det eksperiment gik fantastisk godt, og deklarationen er allerede nu oversat og presseomtalt i Ungarn og Estland. 2. Hvad gjorde I for at skabe opmærksomhed om emnet? Vi koncentrede hovedparten af vores oplysningsvirksomhed om landbrugspolitik og udvidelse herunder pjecer og temanumre. Vi udgav forud for topmøderne i december også en engelsk-sproget udgave af JuniNyt. Herudover selvfølgelig løbende pressekontakt og kommentarer i aviserne. Til den alternative Københavner-deklaration ofrede vi en halv sides avisannonce for at få den ud i offentligheden. Især til vores eget alternative topmøde forsøgte vi at få gjort pressen interesseret helt uden resultat bortset fra EU-modstandere får ordet Vi har bedt nogle mediemedarbejdere i modstandsbevægelserne om at give deres bud på, hvordan de forsøgte at få pressen til at forholde sig mere EUkritisk under formandskabet. Beslutningen om, at vi ikke slipper af med EU s landbrugsstøtte før en gang om 11 år, kunne meget vel være skrevet som en skandalehistorie. Trods det meldte de fleste danske medier om en succes. For Junibevægelsen var landbrugspolitikken det helt centrale. Halvåret viste tydeligt, at de afgørende beslutninger i forbindelse med udvidelsen lå uden for det danske formandskab. Det var Tyskland og Frankrig, der på et indbyrdes møde aftalte at forlænge EU s nuværende landbrugsstøtte, og først efter år 2006 at påbegynde forhandlinger om nedtrapning frem mod år Information. Det er helt utroligt, når vi står foran et år med 10 folkeafstemninger om EU. Vi havde samlet fremtrædende oppositionelle fra alle landene, hvoraf mange vil komme til at spille en lige så betydende rolle i de kommende folkeafstemninger som deltagerne i det officielle topmøde. Så er det skuffende, at der alligevel kun var interesse for de officielle. 3. Hvilken historie under EU-formandskabet var den bedste set fra Jeres synspunkt? Det mest interessante har været dækningen af diskussionerne om EU's fremtid. Det gælder udspillene fra forfatningskonventets formand, Giscard d'estaing, og fra EUkommissionen. I samme forbindelse er diskussionerne om Tyrkiets kommende indmeldelse interessant, fordi diskussionen rører ved vigtige emner: Hvad er Unionen? Hvad skal Unionen være? Hvor langt geografisk og politisk rækker Unionens egen retorik om åbent europæisk samarbejde? 4. Hvad var den mest oversete historie under formandskabet? Helt uden sammenligning var det den skandaløse beslutning om at fortsætte landbrugspolitikken, som vi nu tidligst slipper af med i år Men hvad skrev den danske presse? Den beskrev det som en succes og oven i købet en succes for Anders Fogh. Det er os helt ubegribeligt hvordan en skandale kan blive beskrevet som en succes. Og det er endnu mere ubegribeligt, hvordan et tysk-fransk fait accompli kan blive udlagt som en personlig triumf for en dansk statsminister. Vi havde 10 års jubilæum den 23. august 2002 og udgav i den anledning en større debatbog om EU's fremtid. Den var desværre helt umulig at få anmeldt nogen som helst steder til trods for, at vor EU-politik dog samler lige som mange stemmer som Socialdemokratiet

15 udfordringen udfordringen Beslutningen om, at vi ikke slipper af med EU s landbrugsstøtte før en gang om 11 år, kunne meget vel være skrevet som en skandalehistorie. En skandale for EU s skatteydere, for forbrugerne, for de sultende i den 3. verden, for alle undtagen de store fødevareindustri-koncerner som tjener mest på støtten. Trods det meldte de fleste danske medier om en succes. Men historien blev en regeringssejr i dansk formandskabs-journalistik. En anden betingelse for udvidelsesaftalen var at finde pengene. Den afgørelse lå i Berlin, og topmødet blev afgjort, da også den tyske forbundskansler endnu en gang trak checkhæftet frem. Så et par timer før midtvejstopmødet i Bruxelles i oktober var sagen reelt afgjort uden dansk medvirken. Alligevel var det vores sejr, og kursen sat mod otte-spaltede overskrifter fra Bella Centret. Vold mod seerne? Folkebevægelsen mod EU havde sit pressemæssige fokus på at få synliggjort såvel modstanden mod EU som sådan og unionens udvidelse. Den folkelige modstand fik meget opmærksomhed, men ikke af den slags, som Folkebevægelsen havde ønsket. Lørdag eftermiddag 14. december blev den største demonstration under EU-topmødet afholdt. Under mottoet Sig din mening til EU-lederne deltog op imod mennesker i gåturen fra Enghave Plads og under mødet på Rådhuspladsen i København. Arrangørerne var NGO-Forum, hvor cirka 60 vidt forskellige organisationer igennem et helt år har holdt hinanden fast på og knoklet for, at det skal kunne lade sig gøre med ikke-voldelige manifestationer. Hvad skete i TV-Avisen kl samme lørdag? 10 minutters indslag og live igennem til Vesterbro Torv, hvor autonome og formentlig endnu flere politifolk var samlet. De på Rådhuspladsen fik ikke 30 sekunders omtale. De fleste store medier nævnte ikke det store folkemøde med et ord. Politiken Søndag begyndte under over- skriften Topmøde sluttede med ballade sin forsideomtale sådan: De store fredelige demonstrationer mod EU i går udartede sig til bataljer sidst på dagen. Løgn og latin. Kan være at en lille ikke-fredelig demonstration endte ufredeligt. Men de fredelige demonstrationer endte fredeligt. De opførte sig pænt, kan både vi og Kai Vittrup bekræfte. Faktisk var det ikke til at få øje på nogle betjente, før dem som skulle lede den store demonstation sikkert igennem trafikken ind til Rådhuspladsen. Befolkningen har nu det helt forkerte indtryk, at demonstranterne generelt var med i noget, der endte i ballade. Det er urimeligt at putte alle demonstranter i en og samme gryde og røre dem til grumset ukendelighed. Interview med Landssekretær Helge Bo Jensen, Enhedslisten: Skal man dømme efter mediernes behandling af de danske undtagelser, er der lagt op til et 95 procent ja til at afskaffe undtagelserne. Er der grund til at antage andet? Superstaten på vej Dannelsen af den fælles stat stod i skyggen af det danske formandskab, hvilket lå Enhedslisten særligt på sinde i kampen om pressens opmærksomhed. Kun 17 af de 436 undersøgte historier handlede om konventet om Europas fremtid. Konventsformand Giscard d Estaing skal aflevere udkastet til den nye EU-forfatning, der skal afløse de nuværende traktater, til det græske formandskab ved topmødet til sommer, og herefter begynder regeringskonferencen. I december 2003 vil forfatningen ligge klar, og vi skal til folkeafstemning om resultatet. Interview med Ib Roslund, informationsmedarbejder i Folkebevægelsen mod EU: 1. Hvilke(t) budskab var det mediemæssigt vigtigste for Jer under formandskabet? og hvorfor det? Folkebevægelsen mod EUs vigtigste budskab var synliggørelsen af kritikken af og modstanden mod EU og unionens udvidelse såvel i Danmark som i andre lande ikke mindst ansøgerlandene. Her er befolkningerne udsat for en massiv propaganda solidt finansieret af EU, som blandt andet har lovet frisk luft fra den dag, de har stemt ja. Og de danske medier har desværre ofte fulgt med ved en ensidig dækning, som blandt andet har skildret regeringers EU-begejstring som værende hele folkeslags jubel og negligeret den skepsis og modstand som skinnede igennem i selv EU's egne Eurobarometer-målinger. 2. Hvad gjorde I for at skabe opmærksomhed om emnet? En af de vigtige prioriteringer i vores arbejde var at få arrangeret de bredest mulige manifestationer mod EUmøder på et ikke-voldeligt grundlag. Markeringer af en størrelse som ikke burde kunne undgå offentlighedens bevågenhed. En anden vigtig prioritering var formidlingen af budskaberne fra en lang række repræsentanter for EUmodstanden i ansøgerlandene, som Folkebevægelsen mod EU og andre organisationer havde inviteret til Danmark i ugen op til topmødet. 3. Hvilken historie under EU-formandskabet var den bedste set fra Jeres synspunkt? To historier betød meget for os. Især var det godt, at medierne trods alt fortalte om de store og fredelige demonstrationer af EU-modstand, som lørdag talte langt over deltagere. Det var vigtigt at få formidlet, at demonstrationer ved topmøder ikke er synonymt med vold og ballade. Hvis den brede befolkning skræmmes fra at vise deres holdning gennem deltagelse i demonstrationer, så undergraves en vigtig demokratisk rettighed, som Danmark har værnet om i mange år. Den er et væsentligt element af befolkningens ytringsfrihed. At freden og roen ikke blev spoleret, skyldes især arrangørernes konsekvente ikke-voldelige linie. Politiet bakkede i en vis udstrækning op om den, mens medierne generelt set ikke viste noget ansvar i denne sammenhæng. Tværtimod blev der pisket en blodhungrende stemning op med lange indslag om særligt kriseberedskab på hospitaler, lukning af børnehaver og lignende. Det blev gjort så grundigt, at selv erfarne folk, der burde vide bedre, mente, at det var et voldens topmøde som blandt andre Folkebevægelsen mod EU var med til at arrangere. Det blev heldigvis gjort til skamme, da de fredelige manifestationer overrumplede journalisterne, som i frustration gav kulden skylden for det manglende drama. 4. Hvad var den mest oversete historie under formandskabet? En af de positive historier handler om Sharon E. Bonici, som er frontfigur for unionsmodstanden på Malta. Hun er et fremtrædende medlem af det socialdemokratiske oppositionsparti, som står til at vinde næste valg. Partiet er imod medlemskab, og meningsmålinger viser, at omkring halvdelen af befolkningen er enige i det spørgsmål. Malta er det første ansøgerland, der skal have folkeafstemning. Og Sharon E. Bonici er en veltalende, solidt argumenterende og overbevist modstander. Hun var et levende og svært omgængeligt bevis på den omfattende og velbegrundede EU-modstand, der faktisk er i mange ansøgerlande. Nogle medier opdagede dette, men langt fra alle. Mange medier havde for travlt med at følge i hælene på statsminister Anders Fogh Rasmussen og til sidst deltage i en euforisk sejrsrus, som med store, fede bogstaver cementerede, at nu var Europa genforenet. Uden at forklare hvornår Europa egentlig før har været bundet sammen af en unionsstatsdannelse, der er tættere end selv Amerikas forenede stater (USA). 1. Hvilke(t) budskab var det mediemæssigt vigtigste for Jer under formandskabet? og hvorfor det? For det første det vi ser som den største fare, nemlig en statsudvikling der vil dominere resten af verden. Det andet var østudvidelsen eller rettere: Det vil være være rigtigere at kalde det en indlemmelse. Alle vilkår er besluttet af de oprindelige 15 lande, så der er ikke tale om nogen ligeberettigelse med de betingelser. Der er heller ikke noget, der tyder på, at de enorme forskelle planlægges udlignet. Derfor er der mange lighedspunkter med traditionel kolonipolitik altså en økonomisk og politisk dominans som man gerne vil udstrække til så store områder som muligt. Enhedslisten har også lagt vægt på at gøre opmærksom på det Fort Europa, der bygges op med blandt andet Schengen-aftalen. Vi peger på, at det handler om at forhindre flygtninge og indvandrere i at komme ind i det nye Europa, og meget tyder på, at det mere og mere handler om farve, altså at man vil have et hvidt Europa. For eksempel foregår der målrettede bestræbelser på at få udskiftet illegale marokkanske arbejdere i Spanien med billig østeuropæisk arbejdskraft. 2. Hvad gjorde I for at skabe opmærksomhed om emnet? Vi har satset meget på demonstrationer både ved det store topmøde i december - men også lokalt ved ministerrådsmøderne i Kolding, Sønderborg, Helsingør, Nyborg og København, som vi betragtede som opvarmning til de store i december. Vi har brugt det til at mobilisere lavet materiale og løbesedler og produceret og distribueret mere end aviser om EU-topmødets temaer. Der er gået mange organisatoriske kræfter i at bidrage til at få de bredere samarbejdsfora til at køre især Stop Unionen og Initiativet for et andet Europa. Det er en sejr, at man kan få folk med i et forløb på 5-6 timer, hvor de fryser og alligevel fortsætter. Vi er også glade for at have fået op mod 1000 ud af 2500 medlemmer på gaden. Og i en bredere sammenhæng er det da vigtigt, at folk tør møde frem og vise deres demokratiske rettigheder endda imod politiets anbefalinger. Det hele blev gennemført fuldstændig fredeligt, og det var ikke tilfældigt, men skyldes disciplin og enighed blandt alle de organiserende kræfter. Vi er gået fra en situation, hvor al presseomtale handlede om vold, til at det nu stadig handler om vold, men dog om fraværet af vold. Så kan vi håbe på, at næste udvikling bliver, at der bliver plads til at omtale noget af indholdet. Pressedækningen har været forfærdelig, nærmest fraværende. Nu satsede vi meget på gadeaktivitet, og hvis vi ser bort fra voldstemaet, har der kun været meget lidt og overfladisk omtale. Det er pinagtigt, at selv når der omtales en demonstration, vælges de oftest meget små demonstrationer, hvor der er drama. 3. Hvilken historie under EU-formandskabet var den bedste set fra Jeres synspunkt? Jeg vil fremhæve Jyllands-Postens ret dækkende og grundige historier om landbrugspolitikken, som var gavnlige og interessante men det var enkeltstående, og der var ingen andre medier der rigtig tog det op. Det meste har været klakør-historier om at nu går det så og så godt i forhandlingsforløbet. Skal jeg fremhæve en god slutning på voldshistorierne, var det godt, at det ved hjælp af vakse fotografer blev afsløret, at de eneste, der faktisk forsøgte at lave vold, var de camouflerede urobetjente maskeret med ring i næsen. Jeg observerede selv, hvordan de flere gange prøvede at bryde ind og skabe lidt rav i gaden. Glædeligt at ingen blev provokeret, selv ikke de mest ungdommelige elementer. Formentlig kan den afsløring bidrage til at senere demonstrationer forløber fredeligt. 4. Hvad var den mest oversete historie under formandskabet? For det første blev de negative konsekvenser af udvidelsen totalt overset. At der er tale om en indlemmelse på EU's betingelser, og hvilke konsekvenser det får. Der har været nogle få sidevinkler, men det har ikke været i fokus. For det andet at EU s terrorpakke blev vedtaget og implementeret i det år. Det har vi ikke set omtalt eller registeret kun i vores egne interne skriverier. Det er ret utroligt i forhold til de store konsekenser, det har for samfundets retssystem. Mens man vedtager og diskuterer det, er der ingen opmærksomhed først når vi ser konsekvenser af det nye retssystem, bliver der opmærksomhed

16 udfordringen udfordringen Medierne reducerede EU-modstand til vold Trange kår for kritik og debat på græsrodsniveau Debatten om et stadigt snævrere EU-samarbejde med eller uden et tokammersystem, én, to eller flere præsidenter og dødsstødet til vetoretten har ikke været fremherskende under formandskabet. For at den diskussion kan komme ud over politikerog embedsmandscirkler, er man nødt til at høre nyt om, hvad der foregår for at kunne blande sig i en sådan debat og tage stilling. EU-reklame Virkeligheden blandt medieforbrugerne her forstået som vælgerne generelt er en helt anden end den, de EU-dækkende journalister oplever. EU-dækningen varetages oftest af politiske journalister, som i deres tætte omgang med regerings-embedsmænd sjældent oplever EU-kritiske personer. Tilsyneladende er politik uden for Christiansborgs vægge ikke-eksisterende. Er forklaringen, at ingen er ansat til at tage sig af det? Udenfor EU s mure stemmer mindst 40 procent af danskerne nej, uanset hvad der stemmes om. Senest afviste et klart flertal på 54 procent at afskaffe den danske krone. Ingen tvivl om at mange af disse oplever store dele af EU-dækningen som en lind strøm af EU-reklame, som en debat imellem varierende grader og former for EU-entusiasme, mens dem der er helt eller delvist imod ikke eksisterer. Tag debatten om de fire danske EU-undtagelser. Vores undersøgelse viste, at cirka hver tredje uge er det en nyhed, at en EU-tilhænger vil afskaffe en eller flere af de danske undtagelser. Det modsatte er aldrig en nyhed. Når nyheden om at en person eller parti vil afskaffe undtagelserne, er det lige så programmæssigt sikkert, at kun andre, der også er modstandere af undtagelserne, bliver bedt om at kommentere. Således er der eksempler på Ritzau-telegrammer, som omfatter ikke færre end 5 forskellige politikere og eksperter, som mener, at undtagelserne bør afskaffes. De er lidt uenige om tidsplanen, ellers er de enige. Skal man dømme efter mediernes behandling af de danske undtagelser, er der lagt op til et 95 procent ja til at afskaffe undtagelserne. Er der grund til at antage andet? Ingen er imod, bortset fra en lille flok højrefløjs-ekstremister. Det er billedet, man kan aflæse. Kun sjældent eller i andet halvår af år 2002 aldrig for Ritzaus vedkommende kommer nogen andre til orde. Journalisternes sorte hul Den modstand mod EU, som findes, behandles alt for ofte som en skygge, uden ansigt, uden ord. Notorisk er det fuldstændig umuligt at få anmeldt udgivelser fra JuniBevægelsen og Folkebevægelsen. Op til Folkebevægelsens 30 års jubilæum i oktober 2002 udgav bevægelsen således en opridsning af den gamle EF-modstands 30 år udarbejdet af en kompetent historiker. Vi har ikke set en linie eller hørt noget i de landsdækkende medier. Vi taler om et fænomen, som historisk har haft mindst lige så stor betydning i dansk politik som anti-atomkraftbevægelsen. Op til JuniBevægelsens 10 års jubilæum i august 2002 udgav bevægelsen en debatbog om EU s fremtid. Ikke en anmeldelse. Tilsyneladende er politik uden for Christiansborgs vægge ikke-eksisterende. Er forklaringen, at ingen er ansat til at tage sig af det? Er man ansat på Christiansbog-redaktionen, er man måske kun ansat til at dække de dertil valgte politiske partiers interne trakasserier? Er man ansat i Bruxelles, har man travlt med at dække institutionerne i EU og NATO m.fl.. Bevægelserne falder ned i et sort hul. De er ingens ansvarsområde. Ikke underligt at Ritzau forud for JuniBevægelsens seneste landsmøde afslog dækning af landsmødet med et I er for små. Hvor store skal man være for at falde ind under kriterierne for politisk dækning? Tit hører vi politikere og forskere beklage sig over, at der ikke er nogen europæisk offentlighed, og at det derfor er svært at skabe et ægte demokrati i EU. Der findes ikke uafhængige nyheds- og debatformater, der kan gøre befolkningerne interesserede i europæisk politik, hvor politikerne kan argumentere, og konflikter kan udspille sig på tværs af grænserne. I Danmark har vi vist, at man godt kan sælge aviser og tiltrække seere, når det handler om os selv i relation til EU men at indholdet enten er for svært, for ressourcekrævende eller for kedeligt til, at det kan betale sig. Og der går nok en rum tid, før Aznar, Chirac eller Persson blive hovedkilder på EU-historier i danske aviser. Men netop den kommende statsdannelse gør, at pressens evne til at skabe en interessant og vedkommende EU-dækning skal vedligeholdes og styrkes efter det danske formandskab. For mange danske journalister bør den intensive dækning af formandskabet derfor være startsskuddet til at komme igang med flere EU-historier og få EU-vinkler ind i andre historier. De findes, og de påvirker læsernes hverdag derfor må de ikke blive usynlige i den danske presse, bare fordi der ikke længere er bajere og blitzlys i Bella Centret. Af Kirsten Sparre Journalist og Ph.D i freds- og konfliktforskning. I journalistikken om EU-topmødet i København var der to parallelle historier. Inden for pigtråden omkring Bella Centret herskede ét journalistisk nyhedskriterium den politiske udvikling. For de, der var udenfor, blev EU-modstanden dækket som et politiprojekt, hvor de journalistiske nyhedskriterier var drama, konfrontation og muligheden for vold. Og sådan må det åbenbart være, hvis man skal tro chefredaktørerne fra Ekstra Bladet og Berlingske Tidende, som blev interviewet på P1 på den første topmødedag. Hans Engell og Michael Ehrenreich skulle svare på, hvorfor medierne havde så let ved at forestille sig den brosten, som måske ville blive kastet i København, mens de tilsyneladende ikke kunne få øje på mennesker, der måneden forinden havde været samlet i Firenze til en fuldstændig fredelig demonstration mod krig i Irak. Begivenheden i Firenze havde ikke nyhedsværdi, belærte de to chefredaktører den naive lytter, der havde givet bolden op til diskussionen. Men hvis man kaster med brosten, så har det nogle voldsomme konsekvenser for en masse mennesker, og så har det nyhedsværdi. At journalister flokkes, når der er brand i gaden, er en gammel lovmæssighed. Men den naive P1-lytter var i virkeligheden mere interesseret i at finde ud af, hvorfor medierne ikke havde dækket den fredelige demonstration i Firenze som en begivenhed med politisk indhold og dybde. Hvad skal der til for at opnå det, spurgte han. Ja, det må han nok spørge om. En analyse af dækningen af den folkelige EU-modstand i netop Berlingske Tidende og Ekstra Bladet samt TV2 Nyhederne i tiden op til og under topmødet viser, at demonstranternes forventede dårlige adfærd stort set var det eneste, disse medier interesserede sig for i forbindelse med den folkelige debat om EU. Og volden var et emne længe før, der var smidt en eneste brosten. Analysen er baseret på artikler i de to aviser i hele 2002, som rummer søgeordene EU, topmøde, politi, demonstranter, aktivister, Globale Rødder, Stop Volden og Attac. Det skulle have fanget de fleste, men muligvis ikke samtlige artikler om de planlagte folkelige begivenheder i forbindelse med det danske EU formandskab. I Berlingske Tidende blev det til 34 artikler før topmødet og ni artikler i perioden december Ekstra Bladet bragte 23 artikler før topmødet i København og 10 artikler i dagene december Der er også 20 indslag fra TV2 Nyhederne kl og med i analysen. På grund af reglerne om copyright var det ikke muligt at tjekke TV2 s nyhedsindslag for hele I stedet ser artiklen på 20 indslag fra perioden december, hvoraf de 12 blev bragt i topmødeperioden december Politiets og mediernes fælles forståelse Året 2002 var kun få dage gammelt, da direktøren for Københavns Politi, Hanne Bech Hansen, holdt et løfte til sig selv om ikke at forsømme nogen lejlighed til at komme ind på den politimæssige løsning af sikkerhedsopgaverne i forbindelse med det danske EU formandskab. I en tale i anledning af Berlingske Tidendes fødselsdag fortalte hun avisens læsere, at hun senere på året ventede besøg af et stort antal demonstranter og ballademagere, som kunne finde på at angribe politiet med molotovcocktails, flasker, balloner og vandpistoler med olie, ammoniak og blegemidler, brosten, slangebøsser, billardkugler, nødblus, blålys og meget andet. Det interessante og betænkelige er, at journalisterne valgte præcis den samme synsvinkel som politiet på det folkelige engagement i EU spørgsmålet. Det er politiets opgave at være forberedt på det værst tænkelige det er det, samfundet betaler etatens medlemmer for. Politiet skal overveje, om demonstranter er potentielle ballademagere, og det er helt naturligt, at politidirektøren ikke interesserede sig for specielt meget for dem, der ikke laver ballade, eller gik ind i en debat af den politik, der ligger bag demonstrationer og andre aktioner. Det interessante og betænkelige er imidlertid, at journalisterne valgte præcis den samme synsvinkel som politiet på det folkelige engagement i EU spørgsmålet: Det var primært interessant, fordi nogle måske kunne finde på at være voldelige i deres protester mod udviklingen. Når medierne gør det, så er det for nemt at forklare det med, at de blev ofre for politiets evne til at placere sine synspunkter på formandskabets opgaver i det offentlige rum heller ikke selv om Københavns Politi var ekstremt gode til at håndtere pressen og chefpolitiinspektør Kai Vittrup endte med at blive en af formandskabets hovedaktører på linie med statsminister Anders Fogh Rasmussen i den danske befolknings bevidsthed. At politiets forberedelser til en række af de store begivenheder under formandskabets var så interessante at dække skyldtes primært en underliggende forståelsesramme om EU-forhold, som blev delt af 30 31

17 udfordringen udfordringen stort set alle medier; nemlig at politiske topmøder avler uro, ballade og sandsynligvis også voldelige konfrontationer mellem politi og demonstranter. Denne forståelsesramme sås måske mest tydeligt i et dokumentarprogram Europa på spil, der blev vist på DR1 lige efter topmødet i København. I et halvt år havde journalisterne fulgt statsminister Anders Fogh Rasmussen, chefpolitiinspektør Kai Vittrup og aktivisten Pil Christensen fra Globale Rødder. De tre personer blev dækket i stort set samme omfang og var altså længe før topmødet i København udvalgt som dem, der bedst kunne forklare seerne, hvad det danske formandskab ville komme til at handle om. Fokus på adfærd Spørgsmålet er så, hvad sådan en forståelsesramme betyder for dækningen af det folkelige engagement i EU-spørgsmål? I år 2002 betød det først og fremmest, at det redaktionelle fokus næsten udelukkende lå på aspekter af adfærd og muligheden for konfrontation med politiet. Det betød også, at antallet af aktører i den folkelige debat om EU blev reduceret til Globale Rødder, autonome, Attac og NGO Forum Stop Volden. Andre grupper som Initiativ for et andet Europa blev kun nævnt sporadisk og atter andre blev nævnt som mængdebetegnelser: socialister, unionsmodstandere og ulydighedsbevægelser. Når freds- og konfliktforskere analyserer en konflikt, skelner de mellem adfærd og holdninger hos parter i en konflikt. Hvis den samme skelnen bliver lagt ned over artikler og indslag i denne undersøgelse, viser det sig, at for journalister var det primært demonstranternes (mulige) adfærd, der havde nyhedsværdi. Det fremgår af tabellen nedenfor, som viser hvilket aspekt af den folkelige EU-modstand, journalisterne lagde vægt på i de artikler og indslag, der handlede om aktivister og demonstranter, og som udkom før topmødet i København. Medie Aktivisters Aktivisters (mulige) adfærd politiske budskab Berlingske Tidende (31 artikler) 28 3 Ekstra Bladet (19 artikler) 19 0 TV2 Nyhederne (7 indslag) maj 2002 fortalte Ekstra Bladet for eksempel, at de autonome var klar til krig: Lige så professionelt som de offentlige myndigheder og instanser sidder aktivister og lægger planer for efterårets gadeoptøjer og demonstrationer, skrev journalisten, der baserede sin analyse om den tilstundende krig på PET s vurdering af flersproget informationsmateriale fra de autonome, som fortalte, at de havde dannet et samaritkorps og ville uddanne juridiske eksperter, der kan hjælpe folk, hvis de bliver anholdt. Men hvilket politisk budskab, de autonome ville fremme med de af journalisten forventede gadeoptøjer og demonstrationer, fik lov at stå hen i det uvisse. Det gjorde det også i en større analytisk artikel i Berlingske Tidende 10. november Artiklen analyserede årsagerne til, at der endnu ikke havde været den forventede ballade mellem politi og demonstranter. En talsmand for organisationen Globale Rødder fastslog endnu engang, at organisationens medlemmer ikke ønskede vold: Alle mener, det er den rigtige linie. Det er på tide, at politikken kommer i stilling frem for volden, sagde han. Hvad for en politik, kunne man spørge? Det stod der ikke noget om i avisen heller ikke de næste mange dage. Da TV2 Nyhederne begyndte at varme op til topmødet i København var demonstranternes mulige adfærd også langt mere interessant end den sag, de måtte have på hjerte. Søndag 8. december fokuserede et indslag på de forestående begivenheder, hvor en talsmand for Globale Rødder fortalte om ikke-voldige ulydighedsaktioner ved en en kommende aktionsdag. Ideen og tankerne bag aktionen måtte seerne imidlertid undvære. Hovedvægten lå altså i overvældende grad på overvejelser om, hvad aktivisterne kunne tænkes at have planlagt, mens læsere og seere ingen indsigt fik i de politiske motiver bag de planlagte aktioner. Handlingerne så ud til at komme ingen steder fra og uden nogen form for rationale. Faktisk var modstandspolitikken i intet af tilfældene det bærende i en artikel eller et indslag. Den blev vejet og fundet for let i både Ekstra Bladet og Berlingske Tidende. Hvad fanden (undskyld) de vil demonstrere imod er lidt svært at forstå. Men det er nok noget med de riges klub mod de fattige, skønt det er pivende fattige østlande, der skal optages, skrev Ekstra Bladet om Globale Rødder i en leder 9. december. Berlingske Tidendes reporter havde også lidt svært ved at fange tråden på et pressemøde afholdt af Globale Rødder kort før topmødet: Af og til lød det som noget fra Star Wars. Som om EU var The evil Empire, og Anders Fogh Rasmussen var Darth Vader, skrev avisens udsendte. Han huskede dog at minde om, at det er på grund af folk som Globale Rødder, at politiet frygter, København vil blive omdannet til en mindre krigsskueplads, hvor brosten, molotovcocktails og gummikugler vil flyve gennem luften. Folkelig debat udenfor medierne Det er muligt, at chefredaktører og journalister på henholdsvis Ekstra Bladet og Berlingske Tidende havde ret i, at der ikke var megen politisk dybde at hente hos aktivistbevægelser som Globale Rødder, og at de bruger alt, alt for mange fremmedord. Men de der nøjedes med at snakke om EU uden at true med at gøre noget mærkeligt som at klæde sig ud som Michelinmænd i snedragter eller sætte sig på gaden i København fik nu heller ingen omtale. NGO Center udgav i efteråret en folder om alle de arrangementer, som folkelige foreninger, aftenskoler og politiske partier stod for rundt omkring i landet i november og december Godt 70 var der, som ikke var demonstrationer eller optog, og de dækkede alt fra panel- og debatmøder over høringer, symposier og konventer arrangeret af så forskellige aktører som Hotline Migrantkvinder, Socialpolitisk Forening, Momentum Europa og Europæisk Ungdom. De ville snakke om forskellige aspekter af EU-politik, men debatten forblev i det store og hele et anliggende mellem arrangørerne og deltagerne. 49 af de 70 arrangementer i folderen foregik på steder, som blev dækket af de mange aviser, hvis artikler gemmes på Infomedia. Ved kreativ søgning på arrangørernes navn og arrangementets titel lykkedes det at finde journalistisk omtale af 15 af de 49 arrangementer. Der var stor forskel på omtalerne. Fire af arrangementerne opnåede en kort foromtale, uden at EUvinklen blev fremhævet overhovedet. EU-vinklen forsvandt også fra to i øvrigt ret omtalte debatmøder, som Komiteen Lad Iraks Folk Leve arrangerede med titlen: Har EU en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i forhold til Irak? I stedet fokuserede artiklerne på Scott Ritter, mødets hovedtaler, tidligere våbeninspektør for FN og udtalt kritiker af USA s linie overfor Irak. EU-vinklen var også fraværende i to omtaler af en konference om prostitution arrangeret af Kvinderådet, Kvindeligt Selskab, Procentret og Kvindeligt Arbejderforbund i slutningen af november. Omtale af debatarrangementer om EU var tilsyneladende nemmere at opnå, hvis en medieorganisation selv stod bag. I begyndelsen af november bragte Politiken ikke færre end fem artikler om Momentum Europas konference Europe in the making. En konference som Politiken var medarrangør af, og så blev medieappellen også styrket af, at Lone Dybkjær er præsident for Momentum Europa. Kombinationen af kendte mennesker og et medie som arrangør gav også pote i forbindelse med et temamøde om EU og ligestilling arrangeret af Feministisk Forum og Information. Det blev omtalt i Information to gange. Ellers var det lidt spredt fægtning: En udstilling med videosekvenser om det europæiske rum blev anmeldt af Berlingske Tidende. JP Århus fik rigtig meget ud af en konference om idrættens rolle i Europa, og et ungdomskonvent arrangeret af Dansk Ungdoms Fællesråd blev også omtalt i flere medier. Og som en enlig svale dukkede en mandlig journalist fra Politiken op til et møde om kvinder i Letland på vej ind i EU arrangeret af Eva s Ark/Interkulturelt Kvindeforum. Alle de øvrige møder i NGO Centers folder gik stort set fri af journalistisk opmærksomhed. Jo værre, jo bedre Endelig oprandt tiden for topmødet. Og alle redaktioner havde prioriteret at have journalister klar både i Bella Centret og på gaderne udenfor. Berlingske Tidendes chefredaktør, Michael Ehrenreich, var på forhånd skeptisk om muligheden for, at der blev plads til antiglobaliseringsbevægelsens politiske synspunkter i hans avis. I P1 Morgen sagde han: Hvis der bliver brand i gaden, så vil det drukne i almindelig kriminalitetsreportage. Hvis disse mennesker virkelig har et politisk budskab, som er seriøst ment, og som man gerne vil inddrage en bredere offentlighed i, så er voldelig demonstrationer absolut den dårligste ide. Faktisk var modstandspolitikken i intet af tilfældene det bærende i en artikel eller et indslag. Den blev vejet og fundet for let i både Ekstra Bladet og Berlingske Tidende. Som bekendt udartede demonstrationerne i København sig ikke voldeligt. Men det fik nu ikke de tilstedeværende journalister til at flytte fokus fra demonstranternes adfærd til deres politiske budskaber, nu de alligevel var kommet i marken. Alle de tre undersøgte medier lod i voxpops enkelte aktivister fortælle, hvorfor de var kommet til København, hvilket gav et nuanceret, men også meget kortfattet indtryk af bredden i den folkelige EU-modstand. Men ellers var det stadig adfærden, der var hovedvinklen, og jo værre, jo bedre. Både Berlingske Tidende og Ekstra Bladet reserverede hovedartiklen fra lørdagens demonstrationer til den demonstration, hvor enkelte aktivister kom op at toppes med nogle provokerende civilklædte betjente. Had til slut skriver Ekstra Bladet og fortæller om den lille udbryderdemonstration på 1000 anarkister, som splitter fra dagens helt store demonstration for at gå ned til Vestre Fængsel og protestere mod tilbageholdelsen af nogle italienske aktivister. Om den store demonstration får læseren blot at vide, at det var et fantastisk skue af farvestrålende bannere og glade, råbende, dansende mennesker, som udtrykte deres modstand mod de rige landes behandling af verdens overvældende fattige flertal. I Berlingske Tidende er overskriften: Hadsk stemning og ballade og her får den fredelige hoveddemonstration også kun et par linier med en udtalelse fra dagens hovedtaler, Holger K. Nielsen, inden den koncentrerer sig om udbryderdemonstrationen og de civilklædte betjente. Også på tv var det svært at give slip på forestillingen om voldelige demonstrationer. For eksempel bad studievært Caroline Boserup fredag 13. december i en direkte gennemstilling til Rådhuspladsen i 32 33

18 udfordringen EU aktører Operation åbenhed Regeringen gav journalister mulighed for at se EU i arbejde København sin reporter Lennart Steen forklare, hvorfor der ikke havde været så meget uro, som både medier og politi havde forventet. Han mente, at kulden havde lagt en dæmper på tingene, og at der havde været færre demonstranter end ventet blandt andet fordi, demonstrationer havde handlet om andet end EU, og fordi ingen kan være imod, at østlandene kommer med. En påfaldende politisk forklaring og mærkeligt, at han ikke peger på, at det sandsynligvis også skyldtes det klare ikke-voldsgrundlag, som demonstranterne havde arbejdet ud fra. Han interviewede heller ikke nogle af arrangørerne om demonstrationernes forløb. Medierne kun for folkevalgte Og hva så, kunne man spørge. Journalisterne har jo bare gjort, som de bredt accepterede nyhedskriterier lægger op til. Hvem gider at se et indslag om en fredelig demonstration eller læse et referat fra en debataften om EU i Slagelse LOF? Det er et spørgsmål, som det er svært at måle svaret på, fordi læsere og seere relativt sjældent får den slags tilbudt. De der nøjedes med at snakke om EU uden at klæde sig ud som Michelinmænd i snedragter eller sætte sig på gaden i København fik heller ingen omtale. Et efter et vejes de forskellige arrangementer og findes for lette til at få tildelt journalistiske ressourcer, når der nu er så meget andet, som også burde dækkes. Og handling er jo altid mere interessant end holdning. Men summen af sådanne redaktionelle overvejelser på de enkelte medier skaber et fælles problem. Som bestyrere af samtalen i det offentlige rum om EU var danske journalister i det sidste halvår af 2002 med til at cementere forestillingen om, at detaljer i det store Europa-projekt ikke kan diskuteres i medierne af alle, men kun af (nogle af) de folkevalgte. Og kritikere og modstandere af udviklingen i EU blev reduceret til potentielt kriminelle, som kun var interessante i det omfang, de udgjorde en trussel mod freden i byens gader og stræder. Det er et beskæmmende resultat for en stand, der ønsker at beskrive hele virkeligheden. Og den manglende dækning af den folkelige EU-debat, som ovenikøbet får millionstøtte af staten, er sikkert også årsagen til, at det kommer helt bag på både journalister og politikere, at mange danskere ikke deler deres analyse af EU og derfor kan finde på at stemme nej, når de bliver inviteret til folkeafstemning. Man kan også spørge, om det er rimeligt af medierne at lade en nuanceret dækning af de EU-spørgsmål, der optager den brede befolkning, være afhængig af, om forskellige organisationer, bevægelser og aftenskoler formår at skabe nogle arrangementer, som medierne synes har nyhedsværdi. Initiativet kunne også være journalisternes. Den Danske Europabevægelse lavede i december 2002 en meningsmåling om danskernes forhold til udvidelsen af EU, hvor de adspurgte kunne formulere nogle spørgsmål, som de mangler svar på. Der er 15 spørgsmål i alt, som alle kunne danne udgangspunkt for gode artikler og tv-indslag. For eksempel det spørgsmål, som flest ønskede svar på: Er de nye medlemslande tilstrækkeligt demokratiske og overholder de menneskerettighederne? Eller: Hvordan vil man sikre, at de nye medlemsstater ikke bliver andenrangs medlemmer med store sociale problemer? Der er nok at tage fat på. Og til den ende er det faktisk muligt, at der er mange gode kilder blandt NGO ere og unionsmodstandere, som kan andet og mere end at gå til demonstrationer. For det kan vel ikke være sådan, at det bare er nemmere at dække snakken om vold end at sætte sig ind i EU-stof? Af Anders Fogh Rasmussen Statsminister (V) og formand for EU i 2. halvår af 2002 Åbenhed var kodeordet. Regeringen ønskede, at offentligheden skulle have adgang til så meget som overhovedet muligt under det danske formandskab. Vi ønskede, at festtalernes ord om mere åbenhed også blev omsat til virkelighed. Derfor var mediernes adgang til oplysninger, papirer, dokumenter, dagsordener og så videre mere udstrakt end set før. Men vi ønskede også, at medierne ved henvendelser til det danske formandskab havde mulighed for at blive ordentligt og grundigt informeret. Derfor gennemgik en række centrale embedsmænd et mediekursus for at blive fortrolige med omgangen med medier. Det var regeringens holdning, at det altid skulle være muligt at få en kommentar fra det danske formandskab. I forhold til den udenlandske presse inviterede formandskabet vanen tro et udsnit af den til København. Men vi strikkede et program sammen, der også indeholdt møder med EU-modstandere, og jeg selv afsatte en hel aften til at tale, men også svare uddybende og fyldestgørende på spørgsmål og gik efterfølgende fra bord til bord og talte med de internationale journalister. Det havde de vist ikke oplevet før, og de forstod, at vi faktisk mente noget med al den snak om åbenhed og tilgængelighed. Så havde regeringen også den helt klare målsætning, at vi ikke måtte gentage Dengang fik det danske formandskab en masse dårlig presse på grund af tilrettelæggelsen, der blev opfattet som manglende tilgængelighed og åbenhed. Derfor nedsatte regeringen tidligt en gruppe centrale embedsmænd, der havde til opgave at koordinere formandskabets kommunikation og altid sikre, at åbenhed og tilgængelighed blev prioriteret højest. Det kan lyde banalt, at der er brugt rigtigt mange timer på at sikre ordentlige adgangsforhold og mad nok til de tusindvis af journalister under topmødet i København. Men var sådanne ting ikke i orden, ville kritikken hagle ned. Sådan er det jo. Jeg selv åbnede for adgang til at tage med på mine utallige rejser i forbindelse med formandskabet. Hvis vi havde overskydende pladser i flyet, så fik de medier, der ønskede det mulighed for at rejse med. Jeg tror, jeg kan tillade mig at sige, at ingen journalister fik prakket noget som helst på. Men offentligheden fik adgang til at følge formandskabets arbejde på tætteste hold. Og det tror jeg har været en gevinst for alle. Medierne kom tættere på. De kunne lære de centrale embedsmænd at kende. De kom bedre ind i stoffet, der jo til tider er svært tilgængeligt. På den måde kom læsere, lyttere og seere også tættere på. Og både politikere og embedsmænd blev hele tiden tvunget til at tænke over, hvordan man gør EU arbejdet forståeligt og nærværende for befolkningen. Jeg tog også det noget dramatiske skridt at lade en journalist fra Danmarks Radio følge i mine fodspor stort set konstant. Han fik lov at filme næsten uhindret. I starten måtte jeg trække vejret lidt dybt en gang imellem. Men jeg fandt mig i det, fordi den eneste måde offentligheden nogensinde kan få et realistisk billede af EU på, er, at vi får afdramatiseret hele institutionen og får givet befolkningen en oplevelse af arbejdet på godt og ondt. Jeg er ikke i tvivl om, at en del af den ros, der efterfølgende er tilflydt det danske formandskab, skyldes den professionelle mediehåndtering, vi udøvede hele vejen igennem. Der var ugentlige briefinger af ledende embedsmænd såvel i Bruxelles som i København om alle centrale politiske spørgsmål. Her kunne alle medier møde op, stille spørgsmål og få meget grundig og detaljeret viden om de sager som formandskabet arbejdede med. Alle ministre stillede op og var tilgængelige, og jeg selv afholdt ikke et møde som formand uden pressen havde mulighed for at stille spørgsmål bagefter. Med til historien hører også det enorme arbejde, der blev udført bag linierne så at sige. Jeg havde en ambition om, at det danske formandskab aldrig måtte tages i ikke at vide. hvad der foregik. Vi skulle hele tiden være velinformeret, så vi både kunne agere politisk, men også kunne kommunikere formandskabets linie udadtil. Derfor indberettede de danske ambassader hver morgen kort og præcist, hvad medierne skrev om EU den pågældende dag. Jeg tror, at vi gjorde noget meget rigtigt, da vi ikke partout ville udnytte formandskabet til, at nu skulle vi så ved samme lejlighed have solgt en masse positivt om EU. At vi ikke faldt for en reklamesmart idé om at få danskerne til at elske EU. Disse indberetninger blev samlet af en lille kreds af embedsmænd, der mødtes hver morgen i Statsministeriet. De sammenfattede så et fuldstændigt billede og udstak formandskabets linie i det omfang det var muligt eller i hvert fald sikrede, at der hurtigst muligt blev truffet politisk beslutning om en linie. Alt dette blev til et referat, der så gik ud til en stor kreds i formandskabet, der så kunne formidle dette videre de rette steder. Dette arbejde betød, at formandskabet fra morgenstunden var velinformeret, og alle udeståender klarlagt. Det betød også, at danske repræsentanter rundt omkring i Europas hovedstæder og andre steder fik det samme klare billede og tillige kunne agere og kommunikere formandskabets linie. Alt dette var selvfølgelig af stor betydning for formandskabet

19 EU aktører EU aktører eu2002.dk service til alverdens journalister 1,3 millioner besøg på hjemmeside dedikeret til åbenhed Men det betød også, at både politikere og embedsmænd kunne betjene medierne hurtigere og bedre. Så tror jeg også, at vi gjorde noget meget rigtigt, da vi ikke partout ville udnytte formandskabet til, at nu skulle vi så ved samme lejlighed have solgt en masse positivt om EU. At vi ikke faldt for en reklamesmart idé om at få danskerne til at elske EU. Sådan noget tror jeg ikke på. Og når formandskabet blev opfattet så positivt, som det gjorde, så tror jeg netop, det skyldes, at befolkningen kunne se, at vi knoklede. At vi udførte et stykke hårdt politisk arbejde. At vi stod frem og talte om det. Forklarede hvad og hvorfor. Og heller aldrig lagde skjul på, at det kunne blive svært. At nu havde vi kriser. Og nu havde vi en aftale. Men det krævede selvfølgelig, at medierne kunne se, at vi arbejdede. Og at de vidste, hvad vi arbejdede med. Og derfor var åbenheden og tilgængeligheden også så vigtig. Men det vel og mærke en reel åbenhed og ikke en pseudo iscenesat virkelighed. Af Lars Thuesen Cand. scient. pol., Udenrigsministeriets Informationskontor, sektionschef for eu2202.dk. Da den danske regering overtog formandskabet for EU, blev der etableret en ambitiøs tresproget hjemmeside, som 24 timer i døgnet skulle være den centrale nyheds- og informationsformidler under formandskabet. Med cirka offentliggjorte dokumenter og tekster, cirka 1,3 millioner besøg og godt 3 millioner udsendte s løste den officielle formandskabshjemmeside eu2002.dk sin primære opgave; at sikre maksimal åbenhed om det danske formandskab. Eu2002.dk blev den mest besøgte hjemmeside i EU s historie, og i løbet af det danske formandskab blev der offentliggjort flere dokumenter på nettet end under tidligere formandskaber. Journalister gjorde flittigt brug af eu2002.dk, og citater og synspunkter fra hjemmesiden blev gengivet i såvel nationale som internationale medier. I denne artikel beskrives arbejdet med formandskabshjemmesiden og der gives et forsigtigt bud på, hvordan siden er blevet anvendt af medierne. Fra mærkesag til hjemmeside Åbenhed i EU og åbenhed om EU-spørgsmål i Danmark har gennem årene været en mærkesag for skiftende danske regeringer. På et tidligt tidspunkt under forberedelserne blev det derfor besluttet, at formandskabet skulle benyttes aktivt til generelt at fremme yderligere åbenhed i EU. Nogle af de vigtige virkemidler skulle være åbne debatter i Rådet, bedre muligheder for aktindsigt og mere åbenhed i EU s administration. Samtidig ønskede regeringen selv at udvise maksimal åbenhed under det danske formandskab. Informationerne skulle ud ikke blot i Danmark, men også internationalt. I modsætning til det danske formandskab i 1993 var internettet denne gang til rådighed, og dermed var der en ny informationskanal, der hurtigt og effektivt kunne videreformidle formandskabets synspunkter og oplysninger til interesserede i hele verden. Det var derfor oplagt, at eu2002.dk skulle spille en central rolle i formandskabets informationspolitik. Regeringen definerede formålet med eu2002.dk således: At skabe mest mulig åbenhed omkring EU og det danske formandskabs arbejde At være et effektivt arbejdsredskab for europæiske journalister og andre, der i deres daglige virke beskæftiger sig med EU og europæisk politik ( de professionelle brugere ) At være et centralt punkt for information til offentligheden under formandskabet At aflaste formandskabet mest muligt i forhold til rutinehenvendelser fra presse, embedsmænd og andre, der interesserer sig for formandskabet. Målgruppen var således den danske og den europæiske offentlighed, selv om fokus især blev rettet mod EU-pressen og andre, der i deres professionelle virke beskæftiger sig med EU. Udgivelse på tre sprog I sagens natur er et EU-formandskab af interesse for hele kloden. Informationerne skulle ikke blot rettes mod et dansk publikum, og derfor blev det som under tidligere formandskaber besluttet, at formandskabshjemmesiden skulle foreligge i tre i princippet ligeværdige sprogversioner: Formandskabslandets sprog samt engelsk og fransk. Statistikken viste efterfølgende, at den engelske sprogversion stod for cirka 65 procent af alle besøg, den danske sprogversion for cirka 25 procent, mens de resterende 10 procent besøgte den franske side. eu2002.dk blev den mest besøgte hjemmeside i EU s historie, og i løbet af det danske formandskab blev der offentliggjort flere dokumenter på nettet end under tidligere formandskaber. Udgangspunktet var, at alle tekster skulle foreligge på alle tre sprog, før de kunne blive offentliggjort. Det stod dog hurtigt klart, at dette ikke var muligt i praksis. For eksempel var det hverken praktisk eller økonomisk forsvarligt at oversætte alle EU-formandskabets engelske indlæg på FN s Generalforsamling til dansk og fransk. Desuden var der ofte behov for omgående offentliggørelse af materiale, hvilket betød, at der måtte gives køb på kravet om oversættelse, eller også måtte vi acceptere en tidsmæssig forskydning af offentliggørelse på sprogversionerne. Mange leverandører til central redaktion Figuren nedenfor skitserer de overordnede informationsstrømme. Som det fremgår, var der fem hovedleverandører til eu2002.dk-redaktionen: De danske ministerier, Rådssekretariatet, Folketinget, NGO- Centeret og de danske repræsentationer i udlandet (primært FN-Missionen i New York). Som hovedregel stod Udenrigsministeriets Sprogcenter for oversættelser til engelsk og fransk. Hjemmesideredaktionen, som også havde en betydelig egenproduktion af artikler om formandskabet, var organisatorisk og fysisk placeret i Udenrigsministeriet og hørte dermed under udenrigsminister Per Stig Møllers politiske ledelse

20 EU aktører EU aktører Ministerier Nyheder, mødekalender m.m. Slutbruger Rådssekretariatet Danske repræsentationer i udlandet Folketinget NGO er Alle ministerier, der var inddraget i formandskabet, leverede tekstmateriale og mødedata m.v. til hjemmesiden. Som hovedregel skulle alt materiale godkendes og offentliggøres af eu2002.dk-redaktionen. Undtaget herfra var hastende pressemeddelelser umiddelbart efter et ministerrådsmøde samt tilknytning af dokumenter til mødekalenderen, hvilket ministerierne kunne foretage direkte. I mødekalenderen blev der også som noget nyt annonceret Folketings- og NGO-arrangementer. Knap 200 NGOarrangementer blev omtalt. I september måned 2001 blev den første medarbejder ansat og frem til formandskabets start blev medarbejderstaben gradvist udvidet. Under formandskabet bestod redaktionen af en sektionschef, en webredaktør, to journalister, en journalistpraktikant, en webmedarbejder og tre studerende (på halv tid). Opgaven for redaktionen var primært at sikre, at alt relevant materiale blev publiceret og at tage stilling til, hvordan og hvor materialet skulle placeres på hjemmesiden. Ligeledes var det redaktionens opgave at sikre balancen mellem de politiske sagsområder. Dette indebar, at visse leverandører blev opfordret til at producere mere materiale for at give det pågældende politiske sagsområde en vægt, som harmonerede med formandskabets prioriteter. Endvidere var det en stor opgave for redaktionen at rådgive ministerierne om udarbejdelse af tekster til hjemmesiden. Hertil kom redaktionens egenproduktion af artikler om formandskabet. Redaktionen var som hovedregel bemandet fra kl. 8 til kl. 20. Uden for åbningstiden fandtes en vagtordning, så der kunne lægges materiale på hjemmesiden 24 timer i døgnet alle ugens dage. Dette viste sig at være en absolut nødvendighed for at holde hjemmesiden opdateret. Hastighed vigtigere end perfektion Hastighed var et nøgleord. Hvis informationerne skulle være til nytte, skulle offentliggørelse ske hurtigst muligt. Da store dele af materialet skulle oversættes til andre sprogversioner, var der allerede på forhånd en indbygget forsinkelse i offentliggørelsen. Redaktionen på eu2002.dk, Udenrigsministeriet Oversættelse, UMs sprogcenter Slutbruger Slutbruger Opdatering, informationsstrøm Tilgang via nettet Derfor blev hastighed prioriteret over perfektion forstået således, at en tekst selvsagt skulle være så korrekt som muligt, men at der ikke skulle bruges tid på at omdisponere eller omformulere tekster, hvis pointerne eller fremstillingen var forståelig for brugerne. Dette krævede en vis tilvænning for mange leverandører i ministerierne, der var vant til, at officielt regeringsmateriale skulle være fejlfrit og så vidt muligt 100 procent korrekt i stil og form. Kravet om hurtig offentliggørelse af materiale stillede også store krav til de interne godkendelsesprocedurer i ministerierne. Når redaktionen modtog materiale, blev der omgående foretaget en vurdering af indholdet samt hvor og hvordan det skulle placeres på hjemmesiden, og i hvilket omfang det krævede oversættelse. Hjemmesiden kunne opdateres fra enhver internetopkobling, hvilket muliggjorde offentliggørelse af materiale, uden at redaktionens medlemmer behøvede at være fysisk til stede i Udenrigsministeriet. Denne mulighed blev anvendt uden for åbningstiden og af redaktionens journalister direkte fra mødestederne. Topkarakter for brugervenlighed Under formandskabet blev der lagt ca dokumenter på hjemmesiden (samlet tal for de tre sprogversioner). Det var derfor afgørende, at hjemmesiden var opbygget logisk og brugervenligt, så brugerne kunne finde de ønskede informationer uden at drukne i det enorme materiale på hjemmesiden. Den grundlæggende struktur bestod dels af en statisk del, dels af en dynamisk del. Den statiske del bestod af følgende hovedmenuer: Formandskabet, EU og herunder et stort udvidelsesafsnit, Danmark, Arbejdsprogrammet og Politiske sagsområder. De statiske sider blev skrevet inden formandskabet og var af generel karakter, hvilket betød, at det kun var nødvendigt med begrænset opdatering under selve formandskabet. Den dynamiske del bestod af forsiden (herunder midterfeltet Sidste nyt fra formandskabet ) Sidste nyt, Medieservice og Mødekalender. Hjemmesidens dynamiske sider henvendte sig især til de professionelle brugere. De vigtigste nyheder primært direkte ministerrelateret stof samt artikler om formandskabet blev lagt på forsiden. Under Sidste nyt blev alle forside- nyheder samt andre nyheder og tekster publiceret i kronologisk rækkefølge. En optælling viser, at der i alt blev lagt godt 5000 tekster ind under Sidste nyt. Under Medieservice blev der placeret praktiske oplysninger til pressen, fotoarkiv, webcast, akkreditering til møder, hotelbooking, kontaktinformation samt tilmelding til hjemmesidens abonnementservice ( og sms-beskeder). Mødekalenderen var en af hjemmesidens vigtigste og mest brugte sektioner. I mødekalenderen kunne man finde cirka 2700 formandskabsarrangementer lige fra møder i Det Europæiske Råd til arbejdsgruppemøder i Bruxelles. Også Folketings- og visse NGOarrangementer indgik i mødekalenderen. Til hvert enkelt møde var der mulighed for at tilknytte dokumenter, hvilket blev benyttet i forskelligt omfang. For nogle møder blev der tilknyttet op til 20 dokumenter, mens der for andres vedkommende blot var angivet mødetitel, dato og sted. Mødekalenderens enorme omfang og decentraliseringen af ansvaret for at tilknytte materiale til det enkelte møde gjorde det vanskeligt at sikre et ensartet og dækkende produkt på denne del af hjemmesiden. Tilsyneladende lykkedes det at lave en logisk og brugervenlig opbygning. Hjemmesiden fik således topkarakter i IT- og Telestyrelsens vurdering af offentlige hjemmesider. Undersøgelsen Bedst på Nettet, som blev foretaget i løbet af efteråret, gav eu2002.dk fem netkroner ud af fem mulige. Især i bedømmelsen af hjemmesidens åbenhed udmærkede eu2002.dk sig med at score 13 ud af 13 mulige point. I kategorien tværgående portaler fik formandskabsjemmesiden en tredjeplads ud af de i alt 47 hjemmesider i kategorien. Alt fra taler til NGO-møder Maksimal åbenhed omkring formandskabet var som nævnt ledetråden for eu2002.dk, og på hjemmesiden skulle professionelle og private brugere blandt andet kunne finde: Overordnet, generel information om formandskabet, dets prioriteter og aktiviteter Dagsordener, mødedokumenter og baggrundsinformation om møder på alle niveauer, herunder også møder på arbejdsgruppeniveau Løbende information om formandskabets planer for eksempel ved løbende offentliggørelse af pressemeddelelser forud for rådsmøder, ministeroptræden i Europa-Parlamentet og andre aktiviteter Hurtig adgang til informationer om rådsmøder, ministeroptræden i Europa-Parlamentet m.v., når sådanne møder havde fundet sted Information om aktuelle formandskabssager Baseret på tidligere formandskaber samt brugerundersøgelser blev det besluttet, at følgende dokumenttyper skulle lægges på eu2002.dk: Pressemeddelelser, taler, artikler, rådsmødedagsordener, Coreper-dagsordener, rådskonklusioner, arbejdsgruppedagsordener, erklæringer om den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik, baggrundsnoter, mediebeskeder og restkategorien andre dokumenter. Der blev udarbejdet en arbejdsgangsbeskrivelse, der vejledte om, hvor de enkelte dokumenttyper skulle placeres på hjemmesiden. I forhold til tidligere formandskabshjemmesider gik eu2002.dk et skridt videre med hensyn til offentliggørelse af materiale. Som noget nyt blev der offentliggjort materiale vedrørende ministrenes deltagelse i Europa-Parlamentets samlinger. I mødekalenderen blev der også som noget nyt annonceret Folketingsog NGO-arrangementer. Knap 200 NGO-arrangementer blev omtalt. Tillige var det første gang, at møder med tredjelande (og mødedagsordener) på statssekretær- eller politisk direktørniveau blev offentliggjort, hvilket vakte en vis opmærksomhed i flere lande. Hovedreglen for redaktionen var hellere for meget end for lidt. Opbygningen af eu2002.dk gjorde det muligt at henvende sig til et større eller mindre antal brugere. Afhængig af den forventede interesse for en given tekst, kunne den lægges på forsidens Sidste nyt fra formandskabet, fremhæves i forsidens venstrespalte med foto, placeres under Sidste nyt, tilknyttes et møde i kalenderen eller blot oprettes som et link til en anden tekst. Endvidere kunne en tekst sendes ud som eller som sms-besked, hvis det var relevant. eu2002.dk var en mærkbar aflastning for de ministerier og ambassader, der ellers skulle besvare i tusindvis af forespørgsler. De mange forskellige muligheder for at lægge tekster på hjemmesiden betød, at selv tekster, der eventuelt kun interesserede deltagerne i et givet møde, meningsfuldt kunne lægges på hjemmesiden. De interesserede ville kunne finde teksten i mødekalenderen, mens de øvrige brugere ikke ville blive generet af overflødigt materiale på nyhedssiderne. De forskellige muligheder for offentliggørelse af materiale betød, at alt relevant formandskabsmateriale kunne lægges på hjemmesiden og findes via kendskab til hjemmesidens opbygning eller gennem de forskellige søgefunktioner. Mails, wap og webcast servicen blev brugt i stor stil. På travle dage blev der udsendt op til mails til de cirka 38 39