Liniens virksomhed Samtalerne

Transkript

1 Liniens virksomhed 2005 Vi kan se tilbage på året 2005 med glæde og stolthed. Vi gjorde vores arbejde ordentligt. Det har været et år med store udfordringer, hvor Liniens brugere, mere end nogensinde tidligere, har haft brug for opmærksomhed og nærvær, og hvor de frivillige medarbejdere har måttet præstere deres yderste. Vi synes selv, at Linien er noget særligt. Vi gør noget, som ingen andre gør. Og vi ved fra de mennesker som ringer til os, at de er glade for vores tilbud. På de følgende sider vil vi fortælle noget om de mennesker der ringer. Og vi vil vise, hvordan vi arbejder, for hele tiden at leve op til de værdier som vi grundlæggende tror på. Samtalerne De unge kvinder En voksende gruppe af unge kvinder der i deres barndom har været udsat for grove seksuelle krænkelser, optager alle meget. Dels fordi deres historie af mange opleves uvirkelig og grænseoverskridende, og dels fordi de udtrykker en afgrundsdyb smerte. Der er kvinder, der fortæller om fars eller brødres seksuelle krænkelser fra de var blot et par år gamle. Og andre der fortæller, at de er blevet lejet ud til forskellige mænd fra deres tidligste barndom. Nogle af dem ringer i deres sværeste perioder hver aften, mens andre kun lader høre fra sig af og til. Det er slående, at kvinderne i perioder tilsyneladende lever en normal hverdag, passer arbejde eller studier, men at de, når de er alene, får det rigtig svært. De magter ikke at bo sammen med nogen, og de magter ikke ensomheden. De skærer i sig selv i et forsøg på at erstatte den psykiske smerte med en fysisk eller for at straffe sig selv. De føler sig ulækre, uværdige og skyldige og er plaget af tanker om at dø. Men de føler sig også svigtede og nærer kun ringe tillid til andre. De fleste har fået hjælp fra det etablerede system, men langt fra tilstrækkeligt. En del fortæller, at de ringer fordi de kan være anonyme, men som tiden går, oplever vi ofte, at de gradvist ophæver anonymiteten. De får behov for at blive genkendt og få en mere fortrolig kontakt. Angsten Mange af de mennesker der ringer til Linien fortæller om deres angst. En angst der er styrende for deres adfærd, og som i mange tilfælde har medført, at så godt som alle sociale relationer er brudt. For mange betyder det, at de ikke kan færdes alene uden for hjemmet, ikke kan bruge offentlige transportmidler eller bare være hvor andre er. Nogle er besat af tanken om ritualer i forbindelse med deres daglige gøremål. En ung mand, der ringer jævnligt, fortæller, at han skal bruge ca. 5 timer for at klare sit morgentoilette. Alt skal ske efter ritualer, og alle funktioner skal tælles. Dybest set ved han godt, at det er meningsløst. Men han kan ikke andet. Nogle dulmer angsten i medicin og alkohol. Og vi oplever, at de ringer og fortæller om deres misbrugsproblemer som det væsentlige. Først senere i samtalen fortæller de om angsten. De er skamfulde og synes, det lyder mere acceptabelt, at de drikker lidt for meget. Flere har oplevet at blive afvist på psykiatrisk afdeling med den besked, at de kan blive behandlet for deres angst, når de er ude af misbruget. Det som Linien kan tilbyde, er anerkendelse af dem som mennesker. En accept af, at de gør det, de kan gøre. Og vi kan lytte, når de fortæller om deres sorg over tabet af familien, tabet af værdighed og den smertefulde tilværelse. 1

2 Stigmatiseringen Langt de fleste af dem der ringer, fortæller selv, at de er sindslidende. Det er slående, at mange præsenterer sig selv ved at henvise til deres diagnose. Jeg hedder Peter og jeg er skizofren, er en almindelig indgangsreplik. Så er det sagt. Først bagefter fortæller de om det, der i virkeligheden er årsag til deres opringning. Alt for ofte hører vi mennesker fortælle om deres oplevelser i behandlingssystemet, hvor de føler sig overset og ikke taget alvorligt. Der er fokus på deres syge side mens den anden side, den som de selv opfatter som deres egentlige jeg, bliver overset. Vi taler med unge mennesker, der bor i psykiatriske bofællesskaber, hvor de oplever ikke at blive hørt, hvor deres meninger er uden værdi og hvor initiativet forsumper. De føler sig som børn på ny og fortæller om det nedværdigende i, at andre skal bestemme hvornår og hvad de skal spise, hvornår de skal stå op om morgenen, og hvornår det er sengetid. De oplever sorg og frustration over denne stigmatisering - kort sagt, tab af værdighed. Initiativet kommer fra brugeren Mange af de mennesker der ringer oplyser ikke umiddelbart, hvad de vil med samtalen. De har behov for kontakten men har måske svært ved at udtrykke den smerte, der ligger under ensomheden eller de vanskeligheder, der gør, at de ringer. I den situation er vi stille og afventende. På et tidspunkt vil den der ringer selv bryde stilheden og tage initiativ til det, der skal tales om. Vi har, i modsætning til det etablerede system, masser af tid til dem der ringer. Der er ikke en kvote for, hvor mange samtaler vi skal nå, eller hvor lang tid en samtale må tage. Det giver ro og mulighed for fordybelse. Vi har ikke en dagsorden med ønske om forandring, tror slet ikke på, at vi er i stand til at forandre brugerens situation. Brugeren tager selv de nødvendige initiativer, når hun er parat til det. Smerten Brugernes smerte fylder meget i samtalerne. Og i mange samtaler er den det egentlige omdrejningspunkt. Vi lever i en kultur, hvor smerten ses som et forstyrrende element, som hurtigst muligt skal undertrykkes. Vi forsøger at drømme os ud af den, eller foretage listige kneb så den undertrykkes. På Linien tror vi imidlertid, at smerten altid vil kræve sin plads. Vi tror også at den kan udholdes, måske endda lindres ved, at den bliver belyst, og man har nogle at fortælle om den til. Først når man selv har fået lov at udtrykke sin smerte, og når den er anerkendt af en anden, reduceres den. Hvis den frivillige ikke kan udholde brugerens smerte, og i stedet giver sig til at fortælle, hvor meget hun egentlig har at være glad for, er det ufølsomt og respektløst. Men det ligger snublende nært, især for nye frivillige, at være opmuntrende for at høre brugeren le. I stedet for at tilgodese brugerens behov for en samtale om det der fylder allermest, bliver det den frivilliges behov for at undgå smerten, der sætter dagsordenen. Det kræver megen oplysning, diskussion og eftertanke for mange nye frivillige at tage Liniens værdigrundlag til sig. Lykkes det, og det gør det som oftest, bliver de nogle dygtige og kvalificerede samtalepartnere. Lidt statistik.. I 2005 modtog Linien opkald. Af disse var af så kort varighed eller uden kontakt, at de ikke blev registreret på det sædvanlige evalueringsskema, men på en liste, hvor der udelukkende 2

3 noteres tidspunkt for opkaldet. Som noget nyt, er en del unge brugere begyndt at henvende sig på mail, men først i midten af året er vi begyndt at notere henvendelserne ned. Der er besvaret mere end 100 mails i løbet af Statistikken i denne beretning er baseret på de telefoniske samtaler, som er registreret på evalueringsskemaer. Den gennemsnitlige samtaletid var i 2005 på 33,6 minutter og der blev i alt talt 90 timer mere end året før. Til sammenligning kan oplyses, at der i 2005 blev talt 469 timer mere end i Det er ikke overraskende. For hvert år stiger den gennemsnitlige samtaletid, og for hvert år opleves brugernes vanskeligheder og dermed samtalerne lidt tungere. Samtalernes varighed Under 20 minutter opkald ~ 29 % Mellem 20 og 40 minutter opkald ~ 41 % Mellem 41 og 60 minutter opkald ~ 24 % Over 60 minutter 518 opkald ~ 6 % Den gennemsnitlige samtaletid er 33,6 minutter Nye eller gamle brugere Personer der ringer første gang 408 opkald ~ 5 % Personer der ringer jævnligt opkald ~72 % Personer der ringer med lange intervaller 983 opkald ~12 % Vides ikke (formentlig mange nye) 924 opkald ~11 % Køn Kvinder opkald ~80 % Mænd opkald ~20 % Alder Personer under 20 år 39 opkald ~ 1 % 20 til 29 år 548 opkald ~ 7 % 30 til 49 år opkald ~34 % 50 til 67 år opkald ~45 % Over 67 år 61 opkald ~ 1 % Vides ikke opkald ~13 % Hvem ringer? Sindslidende mennesker opkald ~83 % Sorg- eller kriseramte mennesker 253 opkald ~ 3 % Pårørende 153 opkald ~ 2 % 3

4 Hvor ringes der fra? Storkøbenhavn opkald ~ 39 % Sjælland og øer opkald ~ 26 % Fyn og øer 180 opkald ~ 2 % Jylland opkald ~ 15 % Vides ikke / andet opkald ~ 18 % Opkalderens boform Gift eller samlevende 742 opkald ~ 9 % Bor alene (evt. med børn ) opkald ~76 % Socialpsykiatrisk botilbud 659 opkald ~ 8 % Vides ikke / andet 530 opkald ~ 6 % Social status I arbejde 405 opkald ~ 5 % Arbejdsløs 166 opkald ~ 2 % Pensioneret opkald ~76 % Under uddannelse 165 opkald ~ 2 % Andet 286 opkald ~ 4 % Vides ikke 955 opkald ~11 % Henvendelsesårsag(er) Ensomhed opkald ~71 % Glæde 325 opkald ~ 4 % Omsorgsbehov opkald ~75 % Sorg 479 opkald ~ 6 % Behov for sparring opkald ~28 % Seksuelle problemer 168 opkald ~ 2 % Angst opkald ~14 % Hallucinationer 198 opkald ~ 2 % Tvangstanker, -handlinger 242 opkald ~ 3 % Depression 846 opkald ~10 % Selvmordstanker 306 opkald ~ 4 % Incest 255 opkald ~ 3 % Misbrugsproblemer 357 opkald ~ 4 % Klage over behandling 137 opkald ~ 2 % Klage over medicin 162 opkald ~ 2 % Søgte konkrete oplysninger 59 opkald ~ 1 % Andet opkald ~13 % 4

5 Henvendelsesårsagerne er stort set de samme som året før, dog er ensomheden et stadigt voksende problem: I 2000: 3.402, svarende til 39 % I 2001: 4.022, svarende til 47 % I 2002: 4.615, svarende til 51 % I 2003: 5.121, svarende til 58 % I 2004: 5.475, svarende til 66 % I 2005: 5.727, svarende til 70,7 % De frivillige medarbejdere En organisation hvor størstedelen af medarbejderne er frivillige, er noget særligt. De kommer ikke for at tjene penge, men udelukkende fordi de kan se en mening, med det de gør, og fordi de trives med det. Det er alene lysten der driver værket. Derudover forventer de fleksible arbejdsbetingelser og mulighed for orlov og pauser og, i stigende omfang, at de får noget igen. De ser det på mange måder som en mulighed for at kvalificere sig både fagligt og personligt. Allerede fra den frivilliges allerførste dag fortæller vi dem, at de ikke er en erstatning for -, men et supplement til det etablerede system. Vi laver ikke terapi eller anden form for behandling, men stiller os til rådighed som lyttende medmennesker. Og for mange brugere er vi faktisk den eneste kontakt til omverdenen. Det er forpligtende frivilligarbejde. Aktiviteter Tager man samtalernes karakter i betragtning, er det indlysende, at det ikke er tilstrækkeligt at have lyst og vilje til arbejdet som frivillig. Det er nødvendigt at få fyldt på både fagligt og personligt. Udover den generelle kvalificering er Liniens kurser med til at styrke sammenholdet og viljen til at arbejde hen imod samme mål. I 2005 gennemførtes følgende arrangementer: 1 introduktionsforløb på 4 dage v. Liniens ansatte, psykolog Anna Sillemann, brugerlærer Hanne Wiingaard, pårørende Ellen Herkild og 6 af Liniens gamle frivillige. 2 grundkurser om værdigrundlaget, modul 1, v. psykolog Jørn Toustrup Værdigrundlaget, modul 2, v. psykolog Jørn Toustrup Værdigrundlaget, modul 3, v. psykolog Jørn Toustrup Alkoholafhængighed v. forfatter og journalist Ole Michelsen Weekendkursus v. teolog og psykoterapeut Bent Falck om samtalen, forfatter Charlotte Strandgaard om at være pårørende, psykoterapeut Merete Lundorff og terapeut Dil Bredholdt om kommunikation. At høre stemmer v. brugerlærer Luna-Louise Pedersen Girafsprog v. Claus Bülow Recovery v. ergoterapeut Lotte Nielsen 2 Liniemøder med ideer og erfaringsudveksling vedr. Linien. 5

6 Weekendkurset forløb over 2 dage med overnatning på LO-skolen. De øvrige kurser var dagskurser. Der har været gennemført studiekreds, hvor 14 frivillige var samlet 5 aftener for at fordybe sig i den sociale lovgivning, distriktspsykiatrien og de forskellige tilbud i socialpsykiatrien. Hver måned kan de frivillige få 1½ times supervision af en psykolog. Det første år som frivillig er den obligatorisk, herefter er den et tilbud. I 2005 var 47 tilmeldt denne ordning. Lidt statistik. Ved årets udgang var der 71 aktive frivillige på Linien. Af disse har 42 været aktive i mere end 2 år. 20 nye kom til i årets løb og 20 stoppede. Af evalueringsrapporterne fremgår, at ingen rejste på grund af utilfredshed med Linien, men udelukkende af personlige årsager. En ganske almindelig aften Selv om samtalerne er forskellige, og de frivillige medarbejderes oplevelser adskiller sig væsentligt fra aften til aften, er der alligevel en fast rytme som gentager sig hver dag. 3 frivillige møder på det tidlige hold kl til andre på det sene kl til De modtages af en ansat, en såkaldt bagvagt, og alle hilser på hinanden i dagligstuen. Bagvagten tager en lille snak med de frivillige om, hvordan de har det og fortæller, om eventuelle nyheder på Linien. Hun sikrer, at den enkelte er klar til at sætte sig ved telefonerne. I samtalerummet er der kaffe og te, levende lys og en god og tryg atmosfære. De frivillige er aldrig alene. Der er altid en ansat til stede, hvis rolle er at debriefe eller give egentlig supervision efter de svære samtaler og være til rådighed, hvis der rejser sig uforudsete vanskeligheder. Det sker, at bagvagten overtager en samtale, hvis den frivillige ønsker det. Ingen frivillige forlader Linien uden at have talt med bagvagten om aftenens forløb. De kan have haft samtaler der har aktiveret svære ting i deres eget liv, eller samtaler der på en eller anden måde har berørt dem. En frivillig klarer i gennemsnit ca. 5 samtaler på en vagt. De ansatte medarbejdere De ansattes vigtigste opgave er, at sørge for at de frivillige: Gør deres arbejde godt og lever op til Liniens værdigrundlag, Trives med arbejdet og oplever, at de gør en forskel Får noget igen i form af kurser, supervision og den nødvendige opmærksomhed hvis arbejdet som frivillig er svært. Oplever en god og varm atmosfære hvor man er velkommen og bliver taget alvorligt. Endvidere skal de ansatte sikre, at alt administrativt og praktisk arbejde fungerer og være Liniens ansigt udadtil. Endelig skal de sikre, at Linien er på ret kurs og være åbne for udvikling og nye tiltag. I 2005 har ansattegruppen via kurser, konferencer og medarbejderdage og møder gjort, hvad der var muligt for at leve op til disse krav. Fokus har især ligget på supervision og på generel kvalificering af nye frivillige i introduktionsforløbet. 6

7 Bestyrelsen Bestyrelsesmedlemmernes toårige funktionsperiode udløb med udgangen af Det betød, at den nye bestyrelse skulle være på plads i januar Samtlige medlemmer blev genudpeget, men i årets løb har Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen udskiftet deres medlemmer med to nye grundet jobskifte. Den siddende bestyrelse ser herefter således ud: Formand, centerchef i SUS, Per Holm - udpeget af socialministeren Bodil Brask, leder af bo - og netværk i Næstved - udpeget af socialministeriet Johanne Bratbo, leder af videnscenter for socialpsykiatri - udpeget af socialministeriet Lilli Davids - valgt blandt de ansatte medarbejdere Jette Ammar Kristoffersen - udpeget af KL Ellinor Palm Pedersen - udpeget af Landsforeningen SIND Kjeld Ploug - valgt blandt de frivillige medarbejdere Anne-Dorthe Sørensen - udpeget af AR Herudover deltager Liniens leder, Lisbet Møller, som sekretær og stedfortræder, Solvej Eskildsen, som referent. Alle i bestyrelsen har indgående kendskab til Liniens brugergruppe og deres vilkår. Og møderne bærer præg af, at alle bidrager med hver sin indsigt i afdækning og diskussion af faglige og etiske spørgsmål. Fra 2005 kan bl.a. nævnes diskussioner om, først og fremmest, samtalerne generelt, men også den nye henvendelsesform fra unge brugere på s, om brugernes ensomhed, sorg og vrede og især om incestramte unge kvinder og deres vanskeligheder. Et møde havde specielt fokus på Liniens værdigrundlag. Bestyrelsens sammensætning betyder, at møderne bliver oplysende og lærende, fordi alle kan referere til projekter og ny udvikling inden for hver deres område. Organisatorisk har møderne især handlet om strukturreformen og Liniens aktive medvirken i oprettelsen af det landsdækkende Frivilligt Forum. Og naturligvis har bestyrelsen varetaget de formelle opgaver, den ifølge vedtægterne er sat til at bestyre. 7

8 Til sidst. Som det ser ud lige nu, er der ingen problemer på Linien, som ikke umiddelbart kan løses. Det er almindelig kendt, at det frivillige sociale arbejde griber mere og mere om sig. Og på Linien mærkes, som i andre frivilligorganisationer, at der bliver færre og færre ansøgere for hvert indtag af nye. Endnu har det ikke været et problem at få frivillige nok. Men der er ingen tvivl om, at vi må gøre noget særligt for at sikre fremtiden. I 2004 blev vi økonomisk sikret for de kommende 4 år og det giver ro og tid til fordybelse. Hvor der i 2005 blev lagt særlig vægt på introduktionen af nye frivillige medarbejdere, vil der i det kommende år være fokus på dem, der har været på Linien i længere tid. Opmærksomheden skal rettes mod samtalerne og den efterfølgende supervision, ligesom den skal rettes mod den frivillige selv og hans eller hendes personlige behov. Selvom de er dygtige og stabile, og brugerne udtrykker tilfredshed, vil der altid være noget at tage fat i. Til slut skal nævnes de mange mennesker, som ringer forgæves for at få en samtale. Vi har endnu ikke præcise tal på, hvor mange de er. Men vi hører dagligt, hvor svært det er at komme igennem. Med henblik på at afhjælpe problemet skal der kigges nærmere på hvor stort tallet og dermed behovet er. Lisbet Møller 8