Opsamling fra Psykoedukationsprojektets Arbejdsseminar januar 2010

Transkript

1 Opsamling fra Psykoedukationsprojektets Arbejdsseminar januar 2010 Psykoedukationsprojektet afholdte midt i januar et opsamlende arbejdsseminar. 24 deltagere fik i løbet af et koncentreret døgn tre inspirerende oplæg med efterfølgende drøftelser, gruppearbejde og tilbagemeldinger. De tre oplægsholdere var projektets evaluator, Lektor ved Københavns Universitet, Peter Berliner, Souschef ved Dansk Røde Kors Psykotraumecenter, Anne Bovbjerg og Uddannelsesleder ved Social og Sundhedsskolen i Herning, Marianne Elbrønd. Temaet for seminaret var: Hvilke væsentlige komponenter/essenser har projektet affødt? Herunder har vi opsamlet de centrale faglige input fra både oplægsholdere og øvrige deltagere fra arbejdsseminaret under følgende punkter: a. Projektets succeser b. Den familierettede psykoedukations centrale komponenter b.1. Undervisning og læring b.2. Mestring b.3. Inddragelse af målgruppens egne ønsker og behov b.4. Tværfaglighed b.5. Familien som gruppe og i fællesskabet (re-membering) c. Implementering d. Læring fra projektet e. Essenser f. Et fremtidigt projekt i ét ord! a. Hvad har været succes'erne? I forhold til projektets oprindelige målsætning med at nå psykoedukative forløb med enkeltpersoner ægtefæller børn og unge, så vil vi efter fintællingen i foråret være meget tæt på en succes, jf. status pt. Vi kan sige, at de kvantitative kriterier er opnået. Så hvad med de kvalitative mål? Her vidner arbejdsseminarets faglige niveau i indlæg og efterfølgende diskussioner samt tilbagemelding fra de små grupper om en klar højnelse af viden og erfaringer fra starten af projektet og så til nu. Status ved årsskiftet 2009/10: 27 psykoedukative forløb 164 voksne har deltaget 104 børn og unge har deltaget 83 familier repræsenteret Når vi ifølge evaluator Peter Berliner spørger deltagerne om effekten af indsatsen, så siger de, at der er sket en forværring. Ifølge SF-36-evalueringerne er de i gennemsnit gået fra en samlet score på 15 før forløbet til 8 efter forløbet ud af 100 i alt. 1

2 Det er dog ikke nødvendigvis tegn på manglende succes for den familierettede psykoedukation. Når man begynder at løsne et traume, begynder man at mærke alt det, man ellers ikke har villet mærke. Det må derfor per definition være sådan, at i den første fase, efter man begynder at løsne traumet, får man det dårligere. Det er et sundhedstegn. Det gælder for psykoedukationsprojektet, at fokus har været på hele familien og de pårørende og ikke kun individet. Og familierne får meget ud af det her. Evalueringen for de pårørende ligger helt oppe på 79 ud af 100 points. Desuden er det svært at måle effekten udelukkende på lige netop psykoedukationen, da det oftest indgår som et forløb sammen med andre ting. Man kender det også fra psykoterapi, f.eks. med depression. Her stiger selvmordstruslen i starten, fordi man begynder at mærke, hvordan man har det. Man får måske endda mere overskud til at mærke sig selv. Vi kan spørge os selv: Hvilken effekt måler vi egentlig? Det er en illusion at tro, at et traume kan helbredes. Tabet forsvinder ikke. Det, der kan ændre sig, er den traumatiseredes evne til bedre at mærke sig selv og tage ansvar. Måske er der en sammenhæng mellem forventningsniveau og udbytte. Jo højere forventning, jo højere udbytte. Det kan have at gøre med, at man med en lav forventning får sat sig selv i en offerrolle og derfor har meget svært ved at flytte sig. b. Hvilke komponenter er centrale i delprojekternes forsøg med psykoedukative forløb? Arbejdsseminaret behandlede de fire komponenter, som man er enige om har indgået som centrale dele i alle delprojekter i psykoedukationsprojektet. De fire komponenter er 1. Undervisning og læring. 2. Mestring. 3. Inddragelse af målgruppens egne ønsker og behov. 4. Tværfaglighed. Derfor havde arbejdsseminaret et oplæg af Marianne Elbrønd om netop undervisning og læring. b.1. Undervisning og læring Forskellige positioner, forskellige måder at tænke på, giver forskellige tilgange til samme begreb/fænomen/felt/projekt. Kommer man med forskellige baggrunde, kan man forstå forskellige ting ved det samme begreb, som f.eks. familierettet psykoedukation. Dette gælder også i forhold til forståelsen af, hvad undervisning og/eller læring er, og hvordan det skal fungere i den familierettede psykoedukation. En måde at tænke undervisning på er som en vej fra abstrakt tænkning hos en teoretiker, over underviserens formidling og ind i hovedet på eleven, som så anvender sin viden i praksis. Den samme tænkning findes om terapi, hvor indsigt og færdigheder transmitteres fra terapeuten til klienten, der så kan anvende den i praksis. I dag har man bevæget sig fra ovennævnte tankegang om undervisning og mere i retning af et begreb om læring. Her tager man udgangspunkt i eleven og dennes praksis, og først herudfra finder indholdet for undervisningen. Steen Larsen siger: Undervisning og læring er to af hinanden uafhængige processer. Man kan udmærket under- Undervisning og læring er to af hinanden uafhængige processer. Man kan udmærket undervise, uden at eleverne lærer noget, og eleverne kan udmærket lære noget uden at blive undervist. Steen Larsen 2

3 vise, uden at eleverne lærer noget, og eleverne kan udmærket lære noget uden at blive undervist. Og han siger: Ved undervisning foregår aktiviteten fortrinsvist i underviserens hoved, men ved læreprocesserne foregår den i hovedet på eleverne. Det har følgende konsekvens: I virkeligheden kan man ikke lære nogen noget; det man kan er at tilrettelægge omstændighederne på en sådan måde, at nogen kan lære sig noget. Læring handler derfor om at lære at lære. Sagt med et kinesisk ordsprog: Hvis du giver en mand en fisk, har han mad til en dag. Men hvis du lærer ham at fiske, har han mad til resten af livet. Læring sker ikke kun ved uddannelse af fagpersoner. Relationen mellem fagpersonen og en kursist eller borger kræver også læring. Fagpersonen skal sætte sig ind i borgerens liv med empati og gennem læring. Man kan kalde det menneskearbejde før ekspertarbejde. Her kan man skelne mellem en ude-fra-praksis, hvor fagpersoner i relation til andre er tilbøjelige til at placere sig selv i en position som dem, der ved bedst; og en inde-fra-praksis, hvor fagpersoner i relation til andre mere inviterer til samarbejde, dialog og udforskning af, hvad der giver mening i andres liv. Denne opdeling kan man blandt andet finde hos den norske psykiater Tom Andersen. Ved undervisning foregår aktiviteten fortrinsvist i underviserens hoved, men ved læreprocesserne foregår den i hovedet på eleverne. Steen Larsen Hvis du giver en mand en fisk, har han mad til en dag. Men hvis du lærer ham at fiske, har han mad til resten af livet. Kinesisk ordsprog Ude-fra-praksis og inde-fra-praksis kan illustreres som forskellige døre, man går ind ad til det samme rum. Man taler måske om det samme man er i samme rum. Men man taler ud fra forskellige grundantagelser man er gået ind i rummet ad forskellige døre. På denne måde kan man anskue undervisning som én type dør, mens læring er en anden. Det er altså ikke ligegyldigt, hvilken dør, man er gået ind ad. Det har betydning for praksis. Med dette billede kan det derfor være vigtigt for os at spørge os selv, hvilke døre vi hver især er gået ind ad for at komme til det rum, vi er fælles om, nemlig familierettet psykoedukation? De efterfølgende drøftelser efter Marianne Elbrønds oplæg indeholdte mange gode indlæg og overvejelser, som vi her bringer et uddrag af: Der har på det seneste været en del kritik af den nye læringsreform, fordi den sætter de svageste af. Det betyder dog ikke, at man skal sige op på ambitionen om at lære folk at lære. Vanskeligheden i læring kan ligge i relationerne i barndommen, hvor den viljestyrede opmærksomhed svækkes, og hvor det ikke er pædagogikken i sig selv, der giver vanskeligheden. En anden interessant iagttagelse er, at læring er blevet systemets tankegang. Tidligere handlede det om frigørelse fra systemet. Det frigørende i tankegangen er dermed faldet væk. Vi skal også huske, at vi er dem, der skal lære nogen noget. Læringen er stadig vores ansvar, ellers kan målet let forsvinde. 3

4 Men spørgsmålet er selvfølgelig, hvem der skal sætte målet? Er det læreren eller den lærende? Ansvaret for egen læring er en afgørende ting at lære for alle mennesker altid. Samtidig med man må se i øjnene, at nervesystemet er baseret på at lære via disciplin, via gentagelser. Hvis vi tror, man skaber et struktureret nervesystem, evnen til at viljestyre opmærksomheden, især hos børn, ud fra hvad synes du selv? om alting altid, så er der noget, vi har misforstået. Vi har fået et læringsbegreb, som er meget avanceret. Men det er indfoldet i en individualistisk kultur. Så målet for, hvorfor vi skal lære, og hvad vi er sammen om, er uklart for hele kulturen. Kulturelt set som danskere og som vesterlændinge har vi glemt fællesskabet. Vi har glemt, at vi altid er en dynamik mellem et individ, hvilende i sig selv, et selvorganiserende system, på den ene side; og på den anden side indlejret som kinesiske æsker i systemer efter systemer. Og hvis ikke det giver mening fra det inderste og udad, så hænger det ikke sammen. Og så bliver ansvar for egen læring en kæmpe byrde. For man skal løse livets mysterium alene og tidligt, og det er der ingen, der kan. Og det er der heller ingen, der skal. Så hovedproblemet er, at vi har et læringsparameter, som er for avanceret til en kultur, der samlet set ikke har et mål for, hvorfor vi egentlig er her. Ansvar for egen læring kan være en uhensigtsmæssig tankegang. Vi skal have blikket rettet mod hele iscenesættelsen af læreprocesserne. Og de kan række ret langt ud i virkeligheden, også ud i rammebetingelser, som ligger udover de betingelser, der er gældende inde i skolestuen. For det handler også om: Skal de lærende på asylcenteret, når de går ud af døren? Og hvad har de hængende over hovedet af belastninger, osv., som gør, at de jo ikke kan være til stede herinde? b.2. Mestring Når fokus skifter fra undervisning til læring, så er det også, fordi mestring spiller en central rolle. Undervisningen i den familierettede psykoedukation bliver tilrettelagt med udgangspunkt i, at deltagerne og familierne som helhed skal kunne mestre deres hverdag. Og det egentlige formål med undervisningen er netop deltagernes læring med henblik på denne mestring. Evalueringen af psykoedukationsprojektet ser i forhold til mestring ud til at give nogle gode resultater. Det overordnede spørgsmål om bedre håndtering af hverdagen scorer således 84 ud 100. Herunder er der forskellige spørgsmål relateret til mestring, f.eks. om det sociale, om symptomer, håb for fremtiden., fysisk befindende, m.m. Scoren ligger højt for alle områder med undtagelse af fysisk befindende, og gennemsnittet er oppe på 80. b.3. Inddragelse af målgruppens egne ønsker og behov (fase 1-6) Fra psykoedukationsprojektets start har det været en del af rammen for forløbene, at kursisternes egne ønsker og behov inddrages. Det kan man læse mere om i psykoedukationsprojektets to nyhedsbreve, som kan downloades fra hjemmesiden ( under Dokumenter. Som en parallel til denne centrale komponent i den familierettede psykoedukation om inddragelse af deltagernes egne ønsker og behov, fremdrog Peter Berliner et eksempel fra et projekt i Grønland med en gruppe af unge mødre. 4

5 Man kan spørge sig selv, hvorfor de mange projekter i Grønland ikke flytter noget. Der er i hvert fald to svar på herpå. For det første er der ingen hukommelse med projekterne. Projekter starter, og slutter, og nye starter, og slutter, men der er ingen opsamling af viden og kontinuitet. Det betyder, at deltagerne frygter for, når projekterne stopper, og de igen føler sig svigtet. Den anden grund til, at projekterne ikke virkelig flytter noget, er, at nok er der mange skemaundersøgelser, men der er få refleksioner og direkte spørgsmål til, hvad grønlænderne selv vil. Her var projektet for de unge grønlandske mødre et eksempel på, hvordan det godt kan lade sig gøre at flytte noget. Deltagerindflydelse er altså et vigtigt element. Et eksempel fra vores eget psykoedukationsprojekt er f.eks. i form af den pjece med råd fra deltagere hos KFTF Århus til andre traumatiserede. Det har her været vigtigt for deltagerne, at de har haft indflydelse og effekt i forhold til andre i samme situation. b.4. Tværfaglighed Marianne Elbrønd tog i sit oplæg arbejdsseminarets deltagere med på sin egen fagpersonlige læringsrejse fra den kliniske psykologis praksis i den ene ende af landskabet til den pædagogiske psykologi med en mere læringsorienteret tilgang i den anden ende. De seks delprojekter i psykoedukationsprojektet har på samme måde været repræsenteret ved mange forskellige faglige kontekster. Afhængig af organisationen har der i forløbene indgået psykologer, socialrådgivere, pædagoger, sygeplejersker, sagsbehandlere, integrationsmedarbejdere, fysioterapeuter, m.fl. Psykoedukationsprojektet har været godt på den måde, at der har været nogle klare rammer, inden for hvilke man med sin egen faglighed har kunnet improvisere i forhold til behovene hos de deltagende familier. Jo mere klarhed i rammerne, jo mere fleksibilitet inden for rammerne. Selve det, at der bliver rum for at tale om det, der er, løfter afgørende for deltagerne. Og så kan der afhjælpes der, hvor det bremser, så der kommer isfrit vand, hvor det kan flyde. b.5. Familien som gruppe og i fællesskabet (re-membering) Inspireret af især Anne Bovbjergs begreb om re-membering fremkom i løbet af arbejdsseminaret en femte fælles komponent i den familierettede psykoedukation. Til de fire ovenstående fællesnævnere og essenspunkter i den familierettede psykoedukation undervisning og læring, mestring, indraggelse af egne ønsker og behov samt tværfaglighed frembød arbejdsseminaret et punkt, man kan kalde familien som gruppe og i fællesskabet. De faglige drøftelser på arbejdsseminaret viste en generel bevægelse af fokus fra det enkelte individ som udgangspunkt imod et helhedssyn på hele familien. Peter Berliners oplæg sluttede af med følgende udsagn fra en deltager og to efterfølgende spørgsmål: Når min familie har det godt, så har jeg det godt. Skal vi flytte fokus fra den individuelle traumeforståelse og i stedet for satse på at styrke familien som system indadtil og udadtil? 5

6 Og hvordan bruger vi så bedst det at have flere familier sammen? Fokus er flyttet til familien som en helhed, et system, og samtidig som en del af et større system, et samfund med flere familier. Derfor kalder vi den femte komponent familien som gruppe og i fællesskabet. Anne Bovbjerg beskrev altså i sit oplæg re-habilitering som re-membering. Re-membering dækker både over det at genhuske sin historie og genhuse sig, det nye sted, man er kommet til ved at blive medlem af gruppen, samfundet. Med fokus rettet mod hele familien handler det altså for den om igen at blive medlem af et samfund, nu det nye samfund man er flygtet eller flyttet til. I denne forståelse kan psykoedukation forstås som en genmedlemssøgende gruppesamtale. Ud fra dette fokus på hele familien som gruppe i sig selv og som deltager i et større fællesskab har den familierettede psykoedukation flere gode indholdspunkter. Det at samle familien er i sig selv godt for familien. Det kan give familien et frirum at være sammen i uden de daglige konflikter. Psykoedukationen giver familier, både internt og familierne imellem, et fælles tredje at være sammen om. Psykoedukationen som genmedlemssøgende gruppesamtale gør også, at gruppen bevirker en bevidning, når oplevelser og følelser deles og fællesgøres. Og så hjælper processen til at ændre deltagerne fra passive til aktive deltagere. Børnenes rolle i familien i forhold til den familierettede psykoedukation kan være vigtig. De kan være en nøgle ind i familien. Det, som er særligt for dem, er, at de via deres opvækst har lært det at stå på to ben, at stå imellem to kulturer. De ved på egen krop hvad det vil sige at integreres. Og denne viden kan være til stor gavn for arbejdet med hele familien som led i en integrationsproces, en re-membering. c. Hvad kan implementeres umiddelbart efter projektet? Arbejdsseminarets deltagere blev præsenteret for spørgsmålet: Hvad kan vi umiddelbart tage med i vores praksis uden ekstra omkostninger som en del af den daglige praksis, vi i forvejen har? Her følger nogle af svarene: Familieaftener, ikke baseret på psykoedukation men på samvær socialt, hvor familiemedlemmer kan snuse til metoderne. Invitere ægtefællen ind i det normale forløb med psykoedukation. Forløb kan fortsættes som hidtil. At gøre den familierettede psykoedukation til en del af prisen for en plads på SYNerGAIA. Med projektet har fagpersonerne fået fokus på familiens betydning som et gratis redskab. Familieudflugter og aktiviteter vil i fremtiden foregå med en helt anden bevidsthed om betydningen af det. Projektet har på den måde givet en faglig opgradering. Både gruppearbejde og psykoedukation som metode kan opprioriteres. Det at inddrage ægtefællen i psykoedukation kan bibeholdes. Plus at man kan inddrage familien mere ved traditioner. At fortsætte med forløb for børn og unge om eftermiddagen, hvor der alligevel er personale. 6

7 At have familieperspektivet med i visiteringen, og her måske inddrage psykiatrien, RCT, og andre ressourcepersoner omkring familien. Og at have hele familien med i introperioden, og måske også give lidt psykoedukation her. Familierettet psykoedukation i asylfasen. Faglig forankring i medarbejderne. c.2. Hvad er der af barrierer? Hvad kan vi ikke, og hvorfor ikke? På samme måde stilledes spørgsmålet, hvilke barrierer psykoedukationsprojektet har vist i forhold til at implementere det i fremtiden: De fleste steder er barrieren økonomi. Det koster penge at afsætte tid og personale til forskellige aktiviteter. I KFTF er der f.eks. afsat et bestemt antal timer til hver klient. Man får således ikke flere timer af gruppearbejde. Status for gruppearbejde er ikke høj hos professionelle. Så det er en udfordring at højne den for at kunne rekruttere dygtige og engagerede medarbejdere. Der mangler politisk opprioritering af børn og unge i disse familier. Det opsplittede kommunale system i forskellige afdelinger og personaleudskiftningen og dermed videnstabet her spænder ben. Manglende faglighed i forhold til de 0-10-årige. Der er en 50 i kommunen til familieforløb. Nogle laver en 50-light, som giver god mening i forhold til manglende hjemme-hos er. Pengene følger ikke paragraffen. Man kan spørge Integrationsservice, som ved besked om det. Det kunne være godt med en traumekoordinator i kommunerne. Dette er vist på vej i Randers Kommune. d. Hvad vil man tage med sig af læring fra projektet? Der var mange gode udsagn undervejs på arbejdsseminaret, som kan karakteriseres som læring fra projektet. Nogle af dem kom op på væggen at hænge undervejs. Vi har her samlet dem alle under relevante overskrifter. Familien som arbejdspunkt At have fået familien så tæt på har gjort arbejdet nemmere med den individuelle kursist i hverdagen. Man kommer længere med familieindsats end med individuel indsats. Og man får mere for pengene! Familieorienteret psykoedukation er forebyggende. En velfungerende (defineret af kursisterne selv) familie er vigtig for den enkeltes vej til at få det bedre. Familierne er blevet fragmenterede i Danmark. Derfor er det fantastisk at få hjælp til at samles om noget fælles tredje. Det er ikke et enten individuel eller familieindsats. Det er et både-og. 7

8 Det er centralt, at tabuerne og dermed tavsheden bliver brudt i familien. Familieperspektivet har åbnet op for andre måder at tænke på. Man kan tage udgangspunkt i familien som system i stedet for individet og kigge mere på hele familiens håb og drømme og arbejde med familierådgivning. Arbejdet med familien giver indblik i familiedynamikken, som ellers er usynlig for de professionelle. Flerfamilie-synergi er også vigtig. Metoder Lav aldrig forløb på 3-4 gange, men altid mindst 8-10 gange. Det er en fordel at starte med hjemmebesøg. Den gamle viden om helhedssyn gælder stadig. Den ene metode udelukker ikke den anden. Der er behov for den individuelle fokusering på den primært traumatiserede, samtidig med at der skal større fokus på at styrke familien som system. Alle fem komponenter i den familierettede psykoedukation og deres indbyrdes samspil er vigtig. Det er godt med en fast struktur og faste rammer, hvori formen kan være forskellig efter deltagernes ønsker og behov. Mentorarbejde blev en del af arbejdet i en familie: - Skal vi det? - Er det vores opgave? - Hvem kan vi ellers formidle dem til? - Vi skal følge deres tankegang. At formidle håb er en vigtig overordnet ting. Ressourcetilgangen til PTSD-ramte har betydning. Institutionelt fagpersoner En vanskelighed ved familierettet psykoedukation er, at det politiske system stadig er meget individorienteret, hvor pengene følger patienten. Det politiske system er også opsplittet, mens familien er en helhed. Det er centralt, at det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde eksisterer, etableres og forbedres. Viden og efteruddannelse til alle faggrupper er også centralt. Dialog og refleksion fagpersoner imellem og i kontakt er vigtig. Ved berøring af helheden individ-familie-samfund er det, der gør forskellen, det menneskelige og ikke primært det faglige. Samtidig er det vigtigt med tydelighed på det faglige niveau, jf. Marianne Elbrønds historie om kontaktperson. Vidensformidling Formidling af viden til de enkelte familier skaber forståelse. Vidensformidlingen skal ske ud fra deltagernes behov, som findes gennem ligeværdig dialog. Viden kan være med til at normalisere og bryde tabuer og isolationen. Deltagernes videregivelse af egne mestringsstrategier til andre traumatiserede, f.eks. i form af KFTFs pjece, giver deltagerne ejerskab. 8

9 Alt det, man får tilbage, gode råd, m.m. er lavet til en pjece til glæde for andre. Det betyder ejerskab, når man fortæller sine erfaringer til andre. Det spreder sig som ringe i vandet. Der sker meget i de her processer. Undervisning og læring Med udgangspunkt i billedet med fisken: De ved, de er sultne, men ikke mere. Derfor må man være omhyggelig i starten med info/rammer og klart lederskab: - Hvor er de parate til at smage fisken? - Sammen at udvikle, hvad er godt/relevant. - Deltagernes egne gode råd, som giver ejerskab. Læring går begge veje. f. Et fremtidigt projekt i ét ord! Arbejdsseminarets deltagere blev til sidst stillet spørgsmålet: Hvis man skulle starte forfra med et lignende projekt, hvad ville man så have fokus på? De skulle hver især besvare spørgsmålet med ét ord, som de skrev op på tavlen. Det gav følgende liste af inspirerende ord: Idémøde Dialog Familiefokus Re-act Isolation Sammenhæng Involvering Medlemskab Helhed Mestring Forankring Medansvar Videreudvikling Seriøsitet Social including family re-membering approach Ansvar for den skriftlige opsamling: Dennis Døngart Innovationsmedarbejder ved SYNerGAIA Innovation 9