1. INDLEDNING 1 2. POSTPATRIARKALSKE MASKULINITETSFORMER: NEW MAN OG NEW LAD 2 3. PATRIARKATETS FALD 3 4. SEXISME OG IRONI 6 6.

Transkript

1 Indholdsfortegnelse 1. INDLEDNING 1 2. POSTPATRIARKALSKE MASKULINITETSFORMER: NEW MAN OG NEW LAD NEW MAN NEW LAD KØNSSTEREOTYPER I DEN NEODARWINISTISK EVOLUTIONSPSYKOLOGI 3 3. PATRIARKATETS FALD 3 4. SEXISME OG IRONI 6 6. UNDERSØGELSEN MAGASINET M! FREMSTILLINGEN AF MÆND IRONI FREMSTILLINGEN AF KVINDER FHM ZULU BINGO FREMSTILLINGEN AF MÆND FREMSTILLINGEN AF KVINDER IRONI LANGT FRA LAS VEGAS FREMSTILLINGEN AF MÆND FREMSTILLINGEN AF KVINDER IRONI ODDSET: DER ER SÅ MEGET KVINDER IKKE FORSTÅR FREMSTILLINGEN AF MÆND FREMSTILLINGEN AF KVINDER KONKLUSION PERSPEKTIVERING 25 LITTERATUR 27

2 1. Indledning New laddism er opstået i England i løbet af de sidste år, og har været genstand for opmærksomhed i den engelske medieforskning. Fænomenet kommer også til udtryk i de danske medier, men er ikke desto mindre et ubeskrevet blad i forskningen herhjemme. Jeg vil derfor forsøge at indkredse begrebet som det kommer til udtryk i de danske medier. Jeg vil se på hvordan den engelske medieforskning definerer og beskriver fænomenet, herunder dels hvordan new lad hænger sammen med en anden moderne maskulinitetsform, new man; dels hvordan fænomenet er relateret til neodarwinistiske strømninger inden for psykologien. Herefter vil jeg på baggrund af Manuel Castells og Anthony Giddens teorier se på, hvordan det moderne samfund har influeret på kønsrollerne og selvidentiteten. I min analyse vil jeg se på new laddism-diskursen i forskellige medieprodukter. Dette vedrører naturligvis i høj grad fremstillingen af mænd som køn. Ikke desto mindre er fremstillingen af kvinder som køn, som jeg senere vil komme ind på, en mindst lige så central del af new laddism som fremstillingen af mænd, hvorfor jeg ligeledes vil se på repræsentationen af kvinder. Herudover vil jeg se på, hvilken betydning humor, ironi og flertydighed har for new laddism. Afslutningsvis vil jeg dels se på de problematiske aspekter omkring eksistensen af new laddism-diskursen; dels se på hvordan Giddens og Castells teorier kan bruges som forklaringsmodel på new laddism. 1

3 2. Postpatriarkalske maskulinitetsformer: New man og new lad Der kan givetvis identificeres mange forskellige maskulinitetsformer siden patriarkatets fald. I den engelske medieforskning er der enighed om, at de to mest fremtrædende er dem, der er blevet kaldt new man og new lad. Som Rosalind Gill påpeger, er det ikke godt at vide, i hvilket omfang og i hvor rendyrket form disse mandetyper eksisterer i virkeligheden, men de eksisterer under alle omstændigheder som diskurser, og det er da også netop new laddismdiskursen, jeg vil forsøge at kortlægge. Jeg skal her give et oprids af disse to mandetyper, som de er beskrevet i den engelske forskning. Dog vil jeg hovedsageligt beskæftige mig med new lad, da denne opgaves mål er en indkredsning af netop new laddism i de danske medier New man New man opstod i Storbritannien i firserne. Den nye mandetype adopterede nogle traditionelt kvindelige værdier i en form, som ikke var set før. Han var narcissistisk og forbrugsorienteret og gik op i sit udseende og i boligindretning og eksklusivt design. Samtidig var han præget af de feministiske principper; han betragtede kvinden som ligestillet og gik op i børn og familie såvel som sin karriere. Han kunne optræde som objekt og var ikke nødvendigvis entydigt heteroseksuel (Benwell, Gill, in: Benwell, 2003). Gill peger på forhold som feminismen, fremkomsten af upmarket livsstilsmagasiner, samt opdagelsen af mænd som forbrugssegment som årsager til new mans opståen (in: Benwell, 2003) Magasiner som Esquire, Arena og GQ, var eksponenter for new man. Disse nye mandemagasiner var ikke bare nicheblade, der henvendte sig til folk med interesse for eksempelvis lystfiskeri eller biler de henvendte sig til mænd som køn. I Danmark er denne mandetypes repræsentation i medierne bedst eksemplificeret med Euroman New lad Lad lader sig kun vanskeligt oversætte til dansk. Den mest nærliggende oversættelse af ordet kunne være dreng eller fyr. Men en lad er også en helt bestemt type; en af gutterne der ser fodbold på den lokale pub, flankeret af masser af pints. En lad er en britisk arketype, der er svær umiddelbart at overføre til en dansk kontekst. New lad er blevet oversat til drengerøv eller stodder og new laddism benævnt drengerøvskultur. Dog finder jeg ikke disse bud lige så dækkende som new lad, hvorfor jeg vil benytte denne term. 2

4 Der findes beskrivelser af new lad tilbage fra Men det der regnes for den egentlige virkeliggørelse af new lad i den britiske populærkultur, var magasinet loaded, fra 1994 og senere Maxim, Front og FHM. Ben Crewe påpeger, at new lad på mange måder var en modreaktion på new man, som tendentielt blev betragtet som uautentisk, i det han i virkeligheden havde fornægtet sin natur ved at rette sig ind under de feministiske idealer. New lad, derimod, prøvede ikke at lade som om, han var noget andet, end han var, men stod ved sin maskulinitet i form af fodbold, byture, druk og sex; alle de ting der interesserer en rigtig mand (Crewe, in: Benwell, 2003). New laddism indeholder samtidig i modsætning til new man en udtalt grad af homofobi. Homoseksualitet er nærmest urepræsenteret inden for new laddism, og bliver kun nævnt i meget negative vendinger (Edwards, in: Benwell, 2003) Kønsstereotyper i den neodarwinistisk evolutionspsykologi Gill peger på fremvæksten af neodarwinistisk evolutionspsykologi i 1990 erne som en medvirkende årsag til new lad-diskursen: Den neodarwinistiske psykologi beskæftiger sig særligt med køn og seksuel selektion. Den arbejder med overdrevne og stereotypiske beskrivelser af mandlig og kvindelig habitus, og søger at fundere dette i de evolutionsteoretiske principper, ofte ved at resultater af undersøgelser af dyrs adfærd søges overført til mennesker. Det mandebillede, der opstår heraf, ligger ikke langt fra new lad: Manden er styret af testosteron og sin trang til at sprede sine gener blandt så mange kvinder som muligt (Gill, in: Benwell, 2003 p ). Denne forestilling om køn som et naturgivent sæt af værdier og adfærdsmønstre er gået igen i populærpsykologien, især eksemplificeret ved John Grays Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus, der har fået stor succes og megen omtale både i Danmark og i udlandet. Ifølge Gray har kvinder og mænd ikke nogen egentlige fællestræk, men kan lære at leve sammen hvis, de anerkender hinandens naturgivne forskelligheder. Som Gill pointerer, virker new lad, set i dette perspektiv, som arketypen af normal maskulinitet: simpelthen en mand der nægter at acceptere det falske og feminiserede mandeideal, som kvinder har forsøgt at prakke ham på (Gill, in: Benwell, 2003, p.51). 3. Patriarkatets fald En af de mest markante sociale ændringer, der er sket i det 20. århundrede må siges at være kvindefrigørelsen, og det Manuel Castells kalder patriarkatets fald. 3

5 Castells opstiller en hypotese om fire elementer, der har været medvirkende til patriarkatets fald: For det første ændringerne af arbejdsmarkedet, samt fremkomsten af uddannelsesmuligheder for kvinder. For det andet muligheden for kontrol over reproduktionen i form af nye præventionsformer. For det tredje kvindebevægelsens fremvækst. For det fjerde den hurtige spredning af information og ideer i en globaliseret verden med en refleksiv identitetsdannelse (Castells, 1997, vol. II, p.136). Castells beskriver de mange ændringer, der er sket med familien og ægteskabet som institution i særligt den sidste halvdel af det 20. århundrede: Skilsmissetallet er steget stærkt, og det samme gælder antallet af børn født uden for ægteskabet. Folk bliver senere gift og får færre børn, og kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet. Alle disse ændringer er i modstrid med de traditionelle patriarkalske familieværdier: Det heteroseksuelle ægteskab der varer livet ud, hvor manden er familieoverhoved og sørger for familien økonomisk, mens hjemmet og børnene er kvindens område (ibid. p ). En væsentlig årsag til dette opgør med patriarkatet er fremvæksten af kvindebevægelsen i USA og Europa siden 60 erne og 70 erne. Feminismen har redefineret kvindens identitet: Der tages afstand fra den kvindelige identitet, som den er defineret af mænd, og som den værnes om i den patriarkalske familie (ibid. p.175 &176). Et andet led i patriarkatets svækkelse er den stigende accept af homoseksualitet og homoseksuelles rettigheder. Bøsse- og lesbiskebevægelser er, som Castells pointerer, ikke kun bevægelser, der advokerer for basale menneskelige rettigheder såsom selv at bestemme, hvem man vil elske. De er også udtryk for seksuel identitet og dermed seksuel frigørelse, og udgør således et modspil til seksuel undertrykkelse og obligatorisk heteroseksualitet (ibid. p. 220). Det er klart, at det kan diskuteres, hvor langt hen ad vejen Castells har ret. For selvom patriarkatet givetvis er blevet svækket, er samfundet stadig politisk som økonomisk domineret af mænd. Kvinder udgør stadig en forsvindende lille del af ledere og toppolitikere, og får stadig mindre i løn end deres mandlige kolleger. Der er stadig langt mellem mænd, der tager barselsorlov, og det er stadig kvinder der, lægger de fleste timer i husarbejdet (Kilde: Danmarks Statistik, Samtidig er heteroseksualitet stadig i udpræget grad anset for at være det normale både i populærkulturens repræsentation af køn og seksualitet og i visse lande på politisk plan (jf. Bush-regeringens ønske om at forbyde homoseksuelle ægteskaber ved at ændre den amerikanske forfatning). 4

6 Ikke desto mindre må ændringerne i familiestrukturerne, feminismens fremvækst og frigørelsen af homoseksuelle, siges om ikke at have elimineret patriarkatet, så i hvert fald at have svækket det og muligvis også lagt kimen til dets forfald. Disse samfundsændringer er udtryk for det, Giddens peger på som modernitetens måske mest konstituerende begreb: refleksiviteten. Den patriarkalske familie er traditionel i den forstand, at den ikke er refleksiv; det vil sige, at manden er mere værd end kvinden, fordi sådan er det. I det moderne samfund er identitetsdannelsen refleksiv, og det der fører til patriarkatets fald, er at familiestrukturerne, kønsrollerne og de seksuelle normer dannes refleksivt i stedet for blot at være reproduktioner af traditionen. Dette fører til hvad Giddens kalder det rene forhold. Det rene forhold er en relation mellem mennesker, som for eksempel et venskab, et kæresteforhold eller et ægteskab, der ikke er forankret i kriterier uden for forholdet. Således bliver eksempelvis ægteskabet et forhold, der indgås på et grundlag af romantisk kærlighed, ikke for reproduktionen eller traditionens skyld (Giddens, 1996, p. 109). I det rene forhold, hvad enten det kendetegner venskaber, ægteskaber eller andre relationer, er parternes motivation til at være i forholdet det udbytte, de selv kan få af den nære relation. Således eksisterer forholdet for sin egen skyld (ibid. p ). Dette indebærer en redefinering af kønsrollerne. I den patriarkalske familie havde manden og kvinden hver deres plads og nødvendige funktion i kraft af deres køn. Men i det moderne samfund med refleksive identiteter og rene forhold er køn ikke nok til at retfærdiggøre ens position i forholdet. Hvor den i patriarkatet vigtigste egenskab i forhold til at opnå en fordelagtig position i sociale og samfundsmæssige relationer var at være en mand, er det i postpatriarkatet individets kompetencer, der er det vigtigste. Således har patriarkatets svækkelse betydet, at kvindernes muligheder styrkes, samtidig med at mændenes muligheder svækkes. Dette leder til antagelsen om en krise for maskuliniteten: Grundlaget for dens herredømme er på retur, og de traditionelle mandlige egenskaber har mistet deres værdi. Castells peger på, at frigørelsen fra familien og flugten ud i det åbne netværkssamfund vil medføre individuel angst og social vold, indtil der opstår nogle nye former for sameksistens og ansvarsdeling, der kan danne grundlag for en rekonstrueret, ligestillet familie, som kan rumme frigjorte kvinder og usikre mænd (ibid. p.242). Så markante samfundsmæssige ændringer kan ikke undgå at udfordre det Giddens kalder den ontologiske sikkerhed. Giddens peger på den ontologiske sikkerhed som noget karakteristisk for menneskelig aktivitet. Den ontologiske sikkerhed er tilliden til selvidentitetens eller omgivelsernes stabilitet, 5

7 det vil sige tilliden til, at tingene er, hvad de ser ud til at være. Denne følelse af en fælles virkelighed er på en gang stærk og skrøbelig. Stærk fordi den sociale hverdagsinteraktions kontekster er pålidelige. Svag fordi et brud på de sociale konventioner fremkalder en stærk følelse af angst hos individet (Giddens, 2002, p ). Giddens peger på, at det moderne menneske normalt må tage nogle forhold for givet for at kunne leve sit liv. Disse forhold omfatter eksistentielle spørgsmål om tid, rum og kontinuitet. De sociale konventioner forudsætter, at individet accepterer varighed og udstrækning, genstande og personers identitet, samt sin egen identitet (ibid, p.51). Patriarkatet har været dybt integreret i den vestlige kultur i umindelige tider. Derfor må opgøret med det, om end dette opgør er kommet gradvist, nødvendigvis være en stor omvæltning for individet. Svækkelsen af patriarkatet er en svækkelse af en dybtliggende samfundsmæssig institution; et brud på noget man har kunnet tage for givet. Et brud på noget der har været så centralt, må givetvis være en trussel mod den ontologiske sikkerhed. Giddens påpeger, at kriser er en del af moderniteten på mange niveauer. Eksistentielle spørgsmål og eksistentiel tvivl er kilder til menneskets mest grundlæggende angst. Men disse spørgsmål bliver ikke nødvendigvis konfronteret direkte under modernitetens betingelser. De bliver skubbet til side institutionelt frem for at blive håndteret inden for individets personlighed (ibid p. 215 & 216). Dette er centralt for det, jeg senere vil forsøge at vise: At patriarkatets svækkelse er blevet efterfulgt af en nærmest nostalgisk søgen tilbage til ekstreme kønsklichéer på et institutionelt plan; nemlig i dele af medierne. Giddens opstiller to ekstremer i forbindelse med magtesløshed, nemlig en overvældelsesproces og omnipotens. Overvældelsesprocessen sker, når en person bliver overvældet af afmagtsfølelse i en større del af sin fænomenverden. Vedkommende føler sig domineret af udefrakommende kræfter, som han eller hun ikke kan overvinde. Omnipotens er en fantasitilstand, hvor følelsen af ontologisk sikkerhed opnås gennem en dominansfantasi: Personen forestiller sig at have fuld kontrol over fænomenverdenen. Omnipotensen er et forsvar, og er derfor nært forbundet med overvældelsesprocessen (ibid. P. 226). 4. Sexisme og ironi Kvinden i new laddism glimrer ved sit fravær som andet end seksuelt objekt. Som den danske kønsforsker Anette Dina Sørensen formulerer det: I new laddism tankegangen er en rigtig kvinde de storbarmede, bikini-poserende babes, der nyder at blive kigget på nothing more! (Politiken, 8/5 2003, Debat, p. 3). 6

8 Fremvæksten af new laddism som diskurs bliver da også af flere betegnet som et tilbageslag for feminismen (Benwell, Gill 2003). Benwell eksemplificerer dette med artiklen This Woman Can Seriously Damage your Health i Maxim. Artiklen beskriver en kvindetype, der er ung, intelligent og succesfuld, pro-active in every area of life ; en positiv beskrivelse der følger en feministisk diskurs. Herefter bebrejdes en sådan proaktiv diskurs for nærmest psykopatisk opførsel i et forhold: Used to feeling in control, the mid-nineties woman can t bear the powerlessness that comes with being dependent on an other person s love and approval. When that support is withdrawn, the feelings explode (Benwell, 2003, p. 18). Andre gange er new laddism sexistisk på en mere humoristisk om end stadig explicit måde, som for eksempel i form af en artikel med titlen A Lady Equals an Accident: Three reasons why the fairer sex should stay in the back seat. Netop ironien og selvdistancen er en central del af new laddism. Som Benwell peger på, hviler ironiens effekt på en kombination af afsenderintention og modtagerfortolkning, hvilket gør den svær at slå ned på. Ironien tillader afsenderen af eksempelvis et sexistisk udsagn at komme igennem med sit budskab uden at fremstå som egentlig sexistisk for det er jo bare for sjov og dermed bevare skindet på næsen. Således tillader ironien nogle udsagn, der ellers ikke ville kunne passere. Benwell peger ligeledes på, at selve det der gør et udsagn eller en tekst ironisk kan være vanskeligt definerbart, og at ironiens tilstedeværelse derfor ofte bygger på en mere universel antagelse om, at sexisme i new laddism er ironisk, nostalgisk og harmløst ment. Men, påpeger Benwell, denne uklare begrebsliggørelse af ironien har i sig selv en usefull slippery quality about it (Benwell, 2003, p.21). Ud over ironi, er medierepræsentationen af new laddism ofte præget af en generel flertydighed. 6. Undersøgelsen Jeg vil i det følgende forsøge at identificere nogle repræsentationer af new laddism-diskursen i de danske medier. Undersøgelsesmaterialet udgøres af danske medieprodukter fra forskellige genrer. Jeg har udvalgt livsstilsmagasinerne M! og FHM, TV2 Zulus sit-com Langt fra Las Vegas, gameshowet Zulu Bingo samt en tv-reklame for Dansk Tipstjenestes Oddset. Det overordnede udvælgelseskriterium har været, at jeg har ment at kunne finde eksempler på new laddism som diskurs i de enkelte medieprodukter. Udvælgelsen er altså foretaget på baggrund af mine subjektive vurderinger. Jeg har bevidst ledt efter nogle bestemte diskurser, og 7

9 bevidst udeladt de mange medieprodukter, der ikke indeholder eksempler på new laddism. Heraf følger, at undersøgelsen ikke kan give et billede af new laddism-diskursens relative repræsentation i de danske medier; det er givetvis et mindretal af de samlede medieprodukter, der kan falde ind under denne kategori. Formålet med undersøgelsen er da heller ikke at undersøge new laddism kvantitativt, men at indkredse begrebet som det kommer til udtryk i de danske medier. Da der som nævnt endnu ikke forsket i new laddism i Danmark, er mit udgangspunkt den engelske medieforsknings behandling af begrebet som ovenfor beskrevet ved Benwell, Crewe, Gill og Edwards. Jeg vil se på, hvordan new laddism, som ovenfor defineret, kommer til udtryk i de forskellige medieprodukter gennem fremstillingen af rigtige mænd som testosterondrevne individer, der alene interesserer sig for druk, sport og sex, og som er udpræget heteroseksuelle, og ikke har nogle forpligtelser i form af for eksempel arbejde og familie; fremstillingen af kvinder som seksuelle objekter frem for nuancerede, selvstændige subjekter; og endelig en brug af ironi, humor og flertydighed, der lægger en vis distance til de stereotype kønsfremstillinger. Som Benwell pegede på, er ironi en kombination af afsenderintention og modtagerfortolkning. En basal definition af ironi er at sige noget andet end man mener. Heraf følger, at det er op til modtageren at fortolke hvad der egentlig menes. Der skal på en eller anden måde være klarhed omkring, at det man nedgør, i virkeligheden opfattes som positivt, eller omvendt. Denne klarhed affødes i høj grad af nogle bestemte kulturelle koder. Det gør det svært at afgrænse de elementer i en tekst der gør den ironisk; det ironiske aspekt er latent og underforstået og derfor vanskeligt definerbart. Derfor er det ikke praktisk muligt at analysere ironi uden et element af subjektivitet, hvorfor beskrivelserne af de ironiske aspekter nødvendigvis må bygge på min vurdering af hvilke kulturelle koder og indforståetheder, der ligger bag Magasinet M! Forsiden af maj/juni-udgaven af månedsmagasinet M!, viser værtinden fra DR s ungdomsprogram Boogie, halvt afklædt. Let s boogie Jeanett for fræk til tv, står der med store typer henover hendes maveskind. Andre overskrifter, der skal få folk til at købe bladet er Så går det løs: Alt om EM og Sexfest! Sådan fester du og får masser af sex på samme tid. Henover forsidens øverste centimeter opsummeres, hvad M! generelt indeholder: Sex, action, humor, spænding, babes, biler, mode, lir, gadgets. 8

10 Magasinet indeholder først en indholdsfortegnelse, og dernæst en leder og en side med læserbreve. Herefter følger 10 siders Klip, der indeholder forskellige billeder, notitser og korte nyheder og historier. På side 26 reklameres for M! s læserrejse til Kos. Efterfølgende er der 8 sider med anmeldelser af film, musik, websites og pc- og konsolspil. Bladet indeholder 6 egentlige artikler: På opdagelse syd for Køge (p ), en reportage fra nattelivet i Nakskov; Sådan får du en vild pjækkedag, der giver råd til hvordan man kan slippe af sted med at pjække fra arbejde; Sved, drøn, brøl og action!, der handler om den amerikanske show-kampsport wrestling, Amok om massemordere; Jailbreak om undvegne fængselsfanger og Cadillac XLR ren gangsta, om de nye modeller fra Cadillac og Mercedes. Herudover er der et interview med actionstjernen Jet Li og et interview/billedereportage med Boggie-værtninden Jeanet Trebbien, samt to billedreportager med bikiniklædte kvinder, og nogle sider med erotiske historier fra det virkelige liv. Der er Den ultimative EM-guide, guiden Gør din sommer til en sexfest, samt en annoncering af læserafstemningen Verdens 100 mest sexede kvinder. Desuden er der et par sider om mode og kropspleje, og siderne Ting, om diverse elektronisk udstyr, samt en vintest i selskab med Peter Brixtofte. Afslutningsvis er der Lookalikes med billeder af folk, der ligner kendte mennesker Fremstillingen af mænd Alene i M! s emnevalg ligger der en form for drengerøvsdiskurs: M! beskæftiger sig med det der interesserer rigtige mænd eller rettere: The new lad: Sex, druk, babes, fodbold, biler, elektronik og spænding. Alt er fritid og underholdning, intet er seriøst. Den eneste præsentation af det at have et arbejde, er en anvisning til, hvordan man pjækker fra det, og den eneste repræsentation af familiære forpligtelser er en vejledning i, hvordan man påstår at have kone og barn, så man kan bruge det som undskyldning for nævnte pjækkeri. Der er en udtalt bevidsthed om, at M! ikke lever op til de gængse kriterier for god smag, og en form for beslutsomhed omkring ikke at gøre det. Et eksempel på den bevidste bekendelse til noget, der trodser den gængse opfattelse af god smag, kommer til udtryk blandt siderne Klip i guiden Sådan bunder man(d) en flok bajere (p.18), der, som titlen antyder, er en illustreret anvisning på, hvordan man kan nedsvælge mest muligt øl på kortest mulig tid. Uanset hvor plat dine forældre, kæreste og i øvrigt alle piger synes, det er, så er det et faktum, at det er sejt at bunde en bajer. Hurtigt. Og for at du ikke skal tabe ansigt over for drengene, kommer dit gode, gamle M!-blad dig igen til undsætning i kampen mod alderdom og alkoholisk afholdenhed (p.18). 9

11 Altså et klart tilvalg af noget, omgivelserne ikke bifalder. Samtidig udtrykkes der en form for køns- og aldersspecifikt fællesskab omkring dette tilvalg: Det er drengene der tillæger det at bunde en bajer værdi, alle piger synes, at det er plat, og alderdom er i sig selv en antitese til denne adfærd. De tydeligste eksempler på et bevidst fravalg af finkultur og tilvalg af drengerøvskultur findes i Den ultimative EM-guide (p.88 94). Guiden er en beskrivelse af de lande, der deltager i Europamesterskaberne i fodbold. For hvert land er der en karakterbog, hvor der blandt andet gives karakterer i kategorien Kultur. Rusland bedømmes til 7, for store forfattere og arkitekter hjælper ikke her (p. 89). Tjekkiet får 6, for Arkitektur og klassisk musik giver jo ikke meget i M!-bogen (p. 94). Grækenland modtager karakteren 6 med begrundelsen Skråt op med Odyséen og Akropolis. Drengerøvskulturen er helt i bund 1 (p. 89). Anderledes ser det ud for Frankrig, der får 9, for landet har angiveligt Meget fed hiphop og gode film i ny og næ (p. 90). England får 13: Musik, film, fodbold. Det giver bonus at have opfundet rockmusikken (p. 90). Det er altså konsekvent og bevidst populærkultur, der vurderes som positivt, mens arkitektur, litteratur og klassisk musik vurderes negativt. Det eneste eksempel på, at der fra redaktionel side er viet spalteplads til noget, der tilnærmelsesvis tilhører finkultur i klassisk forstand, er vintesten Byrådet vedtager (p ). Testen ledes af Peter Brixtofte, der som bekendt måtte forlade borgmesterposten i Farum efter blandt andet at have konsumeret en mængde usædvanligt dyre vine på kommunens regning. Således er vintesten på forhånd tilført en form for sensationspræget underholdningsværdi gennem nogle transtekstuelle referencer til en politisk mediebegivenhed, som de fleste læsere vil være bekendt med. Ud over Peter Brixtofte prøvesmages vinen af medlemmer af M! s redaktion, der beskriver vinene ved sammenligninger med fodbod og sex. For eksempel fastslås det om Tres Torres: Duften lover jo noget stort, men den smager skidt. Det er som ordsproget: Jeg er aldrig gået i seng med en grim kvinde, men jeg er vågnet op ved siden af en! (p.126). Et andet eksempel er følgende bemærkning om Azgador: Den er god nok, men minder mig om Tottenham Hotspur. En ambitiøs klub der aldrig vinder noget (p. 126). En ordret bekendelse til drengerøvskulturen findes i vurderingen af Undurraga Merlot: Den er ikke specielt ophidsende. Det er mere en vin til min lillesøster end til en drengerøv (P.127). 1 Helt i bund skal givetvis forstås som noget i retningen af fuld fart på på linie med fx speederen er helt i bund dvs. som noget positivt. 10

12 Ironi Et godt eksempel på ironi er artiklen Sved, drøn, brøl og action (p.68-72). Artiklens forfatter skal mødes med den danske Wrestlingstjerne Asbjørn Riis. De to involveres i en iscenesat wrestling-kamp, som illustreres af fotos af dem i kamp iført de bizarre wrestling-kostumer. Wrestling er rent show, og har ikke noget med kampsport at gøre. Men artiklen går ind på den kitchede showsports fiktionsprægede præmisser, og beskriver dem som noget virkeligt, hvilket er tydeligt ironisk. Samtidig er der direkte eksempler på ironi i teksten: Selfølgelig skulle jeg da besøge Asbjørn Riis, og selvfølgelig skulle jeg da give ham et ordentligt slaw prygl. To meter, 150 kilo og to gange 55 centimeters overarme der skal sgu mere til at imponere mig og mine perfekte godt 80 kilos kampvægt (p. 68) Skribenten gør grin med sin egen fysik sammenlignet med Asbjørn Riis, og er således selvironisk. Det selvironiske kommer også til udtryk i hans beskrivelse af sit kostume, en sær rumdragt i glitrende sølv, der giver mig en følelse af at være en disko-danser til en heavykoncert (p. 70). Sved, drøn, brøl og action er samtidig et godt eksempel på, hvordan ironien afhænger sf forholdet mellem afsenderintention og modtagerfortolkning: Det er afgørende for receptionen af artiklen og dens brug af ironi, at modtageren kan aflæse de koder, der knytter sig til det ironiske aspekt. Man skal som læser være klar over, at wrestling er rent show, og at den kampscene, der beskrives, således er ren fiktion. Endnu vigtigere skal man være i stand til at aflæse den underliggende præmis om, at wrestling er kitch og dårlig smag, og at skribentens sølvtrikot er en joke. Det samme krav til at aflæse underliggende koder gør sig gældende i artiklen Sådan får du en vild pjækkedag (p ). Her ligger en implicit forståelse mellem afsender og modtager om at det bare er for sjov. Artiklen er ikke seriøst ment som en opfordring til læserne om at blive væk fra arbejde. Sproget er holdt i en humoristisk tone, for eksempel: Brug din rustne morgenstemme til at lyde som en hæs væsel med byldepest, når du melder dig syg (p.57). Flere af anvisningerne på at planlægge en pjækkedag er grotesk overdrevne. For eksempel foreslås det, at man til jobsamtalen fortæller, at man har kone og barn. Barnet viser sig at være handicappet, og man inkasserer masser af forståelse for ekstra sygedage, hvorfor det kan lade sig gøre at tage et ekstra job og bruge samme taktik (p. 59). 11

13 Samtidig med at det er helt tydeligt, at anvisningerne på en pjækkedag er ment for sjovt, lægger artiklen ikke afstand til at pjække. Det vil rent faktisk være muligt for læseren at anvende nogle af rådene. Således lægger artiklen på en gang afstand til og støtter ideen om at pjække fra arbejde. En gennemgående diskurs i M! er, at så godt som intet skal tages alvorligt; nærmest alt er for sjov. Alt det redaktionelle stof, fra film-, musik- og teknikanmeldelser, over billedreportager med bikiniklædte kvinder til reportager fra byture og artikler om wrestling har til formål at underholde læseren i en eller anden grad. Selv et ellers alvorligt emne som massemord, bliver forsøgt gjort så underholdende og spændende som muligt i artiklen Amok (p.76-80). Artiklens overskrifter er sat med røde, bloddryppende typer, og hvert eksempel er forsynet med et stempel, der oplyser om hvor mange døde og sårede, der var. Enkelte sætninger er trukket ud og highlightet, for eksempel På det lokale torv mejede han 12 mennesker ned og han dræbte både kvinden og hendes nyfødte baby. Der er billeder af både morderne, gerningsstederne og et enkelt tildækket lig i en blodpøl. Fotoet der illustrerer det første dobbeltopslag, viser de to teenagedrenge, der dræbte et antal lærere og elever på deres high-school i Columbine. De to drenges ansigtsudtryk er karikerede. De spærrer øjnene op og skærer grimasser af kameraet, på en måde der bedst kan beskrives som fjollet. Sammen med overskriften, Amok, der er skrevet med røde, bloddryppende typer med skudhuller, minder billedets udtryk mest af alt om en parodi på en horror-filmplakat. Layoutet er med til at give hele artiklen et fjollet og underholdningsfokuseret udtryk, som ikke nedtones af teksten, der kun refererer de tragiske mord i et spændingspræget sprog og afholder sig fra en hver form for refleksion over hændelserne eller deres alvorlige karakter. En tydelig ironiseren over emnet findes i underrubrikken: næste gang en fyr i armytøj og en stor sportstaske i hånden raser over køen i Netto, er det bare ud af vagten. Hurtigt! Fremstillingen af kvinder Det er karakteristisk for M!, at kvinder næsten udelukkende er repræsenteret som seksuelle objekter. En hurtig optælling viser, at ud af de 92 sider der dækkes af redaktionelt stof, er der på de 38 billeder af mere eller mindre afklædte kvinder. Samme plads bruges naturligvis ikke tilnærmelsesvis på afklædte mænd. Kvinder benævnes godter, skønheder, frækkerter og især babes. De personer, der som selvstændige individer spiller en rolle i at fortælle en historie, er udelukkende mænd. Kvinder optræder kun i kraft af deres køn, og generelt sættes der nærmest lighedstegn mellem kvinder og sex. De mest åbenlyse eksempler er de mange fotoreportager 12

14 med afklædte kvinder. De er alle udstyret med noget tekst, der oplyser om, hvem den fotograferede kvinde er. Men disse tekster omhandler stort set kun de fotograferede kvinders udseende og dertil relateret information, som for eksempel modellen Nikki Theobalds placering i diverse skønhedskonkurrencer (p ), eller denne kommentar til Emma B s forsøg på at starte en sangkarriere: Uanset hendes musikalske evner glæder vi os dog allerede nu til en stak veldrejede musikvideoer fra den engelske lækkerbisken. I Boogies barske babe (p ), bliver Boogie-værtinden Jeanet Trebbien interviewet. Det er dog tydeligt, at hendes optræden primært er motiveret af en interesse for hendes udseende og for hende som seksuelt objekt. Selve teksten fylder ca. en halv side, mens de seksuelt betonede billeder fylder fem. Interviewet handler overvejende om det at være kendt, og om hendes næsepiercing hvilket i øvrigt afføder spørgsmålet Er du så også eksperimenterende på andre områder? Sex for eksempel?, et emne der også berøres i underrubrikken, der jo som bekendt tjener som en kort opsummering, der skal gøre modtageren interesseret i at læse videre. Det interessante er, at hvor M! efterlader det overordnede intryk, at alt er for sjov, og forholder sig overvejende ironisk til sine emner, bliver netop billedreportagerne af halvnøgne kvinder taget påfaldende seriøst. De tekster der ledsager billederne, har ganske vist en humoristisk tone, og det er klart, at billederne er der for underholdningens skyld. Men der er ikke noget karikeret over dem eller nogen ironisk distance til selve det at vise den type billeder. Tværtimod bringes de med en form for grundlæggende selvfølgelighed omkring det, at rigtige mænd vil se billeder af bikiniklædte babes, og at den slags hører til som en naturlig del af et mandeblad. Andre steder i bladet er objektgørelsen af kvinder mere præget af en mere ironisk distance. Et eksempel er Gør din sommer til en sexfest (p.82-83), en top 10 der viser vej til forskellige sexmesser og fester rundt omkring i verden. Kvinder er i artiklen lig med seksuelle objekter, men de beskrives som sådan i et humoristisk sprog, der er med til at tage brodden af de sexistiske over- og undertoner, eksempelvis i beskrivelsen Party Cove Midwest (USA): Her viser pigerne bryster for plastikperlekæder, nøjagtig som under Mardi Gras og Spring Break. Og det skal man jo ikke klage over, når man kan få ti kæder til en hund (p.82). Et andet eksempel, hentet fra Toga Joe s sex-party lyder: Altså masser af piger, der er klar på at smide tøjet. Lige præcis sådan en fest man drømmer om at have hjemme i baghaven (p. 82). Desuden er hver beskrivelse ledsaget af en vurdering af henholdvis baberating og scoremuligheder. Et andet eksempel på ironi i forbindelse med sexisme forefindes i Sådan får du en vild pjækkedag (p ). På p. 59 gives der en anvisning til, hvordan man forholder sig, hvis chefen skulle afsløre en i at pjække fra arbejde. Har man en mandlig chef, rådes man til at 13

15 fortælle, at man havde tømmermænd efter den vildeste tur i byen, hvorefter man endte nøgen på en stripbar klokken fire om morgenen med en dværg mellem benene. Dette vil angiveligt få chefen til at smile faderligt og selv diske op med en lignende historie fra gamle dage. Har man derimod en kvindelig chef, må man aldrig bruge tømmermænd som undskyldning, for det har hun alt for mange gange hørt fra sin mand. Her rådes læseren til at fortælle, at han ondt i parforholdet, og havde brug for noget tid til at få sine følelser på plads. Hun vil få ondt af dig, og blive rørt over din fortrolighed. Jeres forhold vil blive bedre. Måske endda meget bedre, fremgår det (p. 59). Dette er et tydeligt eksempel på repræsentationen af den neodarwinistiske evolutionspsykologi-diskurs, som Rosalind Gill peger på. Her er en implicit opfattelse af, at mænd og kvinder er forskellige, fordi de er henholdsvis mænd og kvinder. Den mandlige chef reagerer ved at handle han smiler alfaderligt og fortæller selv en lignende historie mens den kvindelige chef reagerer emotionelt; hun bliver rørt. Mandlige egenskaber er at eftertragte fest, druk og sex; kvindelige egenskaber er følelser. Bemærk i øvrigt, hvordan der insinueres en mulighed for et erotisk forhold til den kvindelige chef. Dette er omtrent det eneste tilfælde i pågældende nummer af M!, hvor en kvinde spiller en rolle som autoritetsfigur. Denne magtposition undermineres ved ikke alene at beskrive den kvindelige chef som følelsesstyret, men også som et seksuelt objekt, og dermed reducere hende fra chef til kvinde i new laddisms ensidige og stereotype opfattelse. Dette er åbenlyst sexistisk, men brodden tages af gennem den humoristiske tone, og der anlægges en ironisk distance. Således får man sagt det man vil sige, uden egentlig at kunne tages til indtægt for det. M! er udpræget heteroseksuelt. Som det er fremgået af min analyse, er fremstillingen af kvinden som seksuelt objekt allestedsnærværende og fremstillingen af manden som ditto fuldstændigt fraværende. De få steder, hvor der optræder delvist afklædte mænd, er det motiveret af konteksten eller handlingen på billedet; ikke af en præsentation af manden som seksuelt objekt. Kun i et enkelt tilfælde fremgår en bevidsthed om, at mandlig homoseksualitet overhovedet eksisterer; nemlig i Ikke til mænd (p.23). Her er en fortegnelse over musik, man som mand skal undgå. Det drejer sig blandt andet om YMCA med Village People, der ledsages af kommentaren Syng den kun, hvis du er på vej ud af et skab. Der sættes lighedstegn mellem den pågældende sang og homoseksualitet, hvilket underforstået er negativt. Ligeledes skal man undlade at synge med på Lollipop med DJ Alligator, der er Den absolut værste sang, en mand kan synge med på, 14

16 uanset hvor stiv man er. I wanna suck on your lollipop?! Det er ikke den slags, der skaffer én nye venner til en julefrokost. Også her lægges der klart afstand til homoseksualitet, der antydes at være det absolut værste. Igen giver den humoristiske sprogtone de homofobiske udsagn et skær af ironi, og brodden tages på den måde af dem. Ligeledes lægges der afstand til transseksualitet med denne kommentar til I Will Survive med Gloria Gaynor: Denne sang skal du kun synge med på, hvis du altså går i byen i lang kjole, paryk og falske øjenvipper FHM FHM (For Him Magazine) minder nærmest til forveksling om M!. Forsiden viser et foto at en af populærkulturens kendte kvinder, den tidligere Popstars-deltager Christine Milton. Hun er ledt påklædt, og der henvises til et interview og en billedserie med hende inde i bladet. Der er den samme fokusering på bikiniklædte babes, det samme emnevalg druk, sex, biler, sport, og vold som i M!, og endda en EM-guide, der fortæller om de enkelte landes babes og drukkultur samt deres historiske højdepunkter hvilket for Englands vedkommende blandt andet er Monty Pythons Life of Brian, og for Hollands vedkommende er legaliseringen af hash. På samme måde som M! er FHM præget af en gennemgående flertydighed og ironisk distance. Jeg vil dog fremhæve en enkelt artikel, nemlig Det siger kvinder og det mener de i virkeligheden (p ). Artiklen er en oversigt over, hvad der ligger bag forskellige (stereo)typiske udtalelser fra henholdsvis kæresten, moren, den kvindelige kollega, den prostituerede og piger i byen, samt en forklaring på, hvad der ligger bag disse udtalelser. Den er illustreret med et helsidesfoto af to kvinder: Den ene er er iklædt hvidt lingeri, har en glorie over hovedet og siger i en taleboble Nej, mens den anden er iklædt sort lingeri, har horn i panden og i en taleboble siger Ja en tydelig reference til klicheen når en kvinde siger nej, mener hun ja. Af artiklen fremgår det, at når kæresten for eksempel siger: Er der noget i vejen?, betyder det i virkeligheden: Det bekymrer mig, at vi ikke har talt om vores følelser for hinanden det sidste kvarter, og jeg er ikke overbevist om, at det kun er fordi du prøver at se finalen i Champions League (p. 48). Når den kvindelige kollega siger: Øv! Hvor er det bare irriterende! Skal jeg have modem eller noget for at bruge det her regneark?, betyder det Jeg har problemer med computeren. Kom over og løs dem. Nu! (p. 49). Hvis spørgsmålet derimod er: Ligger Odense i Jylland (eller et hvilket som helst indlysende spørgsmål omhandlende geografi), er forklaringen som følger: Det mener hun i virkeligheden: Dette er ikke et snyde-spørgsmål. Hun aner faktisk ikke, hvor Odense ligger (p. 49). 15

17 Artiklen er en tematisering af kønsforskelle, og fremstiller kvinden som først og fremmest uoprigtige og manipulerende, men også overdrevet optaget af følelser, foruroligende inkompetent med hensyn til computere, og blottet for almen viden. Denne fremstilling er i sig selv sexistisk, men fremstår i kraft af artiklens humoristiske tone og den kontekst af ironi og flertydighed, den befinder sig i, som harmløst ment Zulu Bingo Zulu Bingo er en hybrid mellem et comedy show og, som navnet antyder, et bingoprogram. Programmet sendes direkte på TV2 Zulu, og både seerne og publikum i studiet kan spille med. Zulu Bingo foregår i et studie fuldt af farver, glimmer og blinkende lamper, der er iscenesat som en karikatur af bingohal. Værten, Jan Elhøj (der tidligere har lavet satireprogrammet Banjos Likørstue, der blev sendt på Danmarks Radio), sidder ved et bord foran en reol med nogle af bingopræmierne puddelbørster, tamponer, henkogt frugt og lignende. Publikum, der for størstedelens vedkommende består af unge mænd, sidder på plastikstole, rundt om borde med papirsduge. I studiets venstre side sidder en mand med et keyboard, der leverer musik i bedste forsamlingshusstil. Desuden er der en stor skydeskive med front mod værten. Til højre for værten er der placeret et reolsystem med låger med billeder af forskellige kendte mennesker. Bag lågerne gemmer sig præmier som dvd-afspillere og kameraer. Får man bingo, vælger man en låge, og får præmien bag. Aftenens hovedpræmie er én ud af en pulje med brugte biler og et enkelt fly. Jan Elhøj trækker numre op af guldglimmer-pose. Nogle af numrene findes på anden vis, for eksempel ved at Jan Elhøj kaster en leverpostejmad efter skydeskiven, og rammer et bestemt tal. Desuden er der indlagt komedieindslag, hvor Jan Elhøj spiller forskellige karakterer Fremstillingen af mænd Zulu Bingo er ikke så direkte omkring at henvende sig til mænd, som tilfældet var med M! og FHM, og leverer ikke i samme grad postulater omkring hvordan rigtige mænd er. Ikke desto mindre fungerer Jan Elhøj som programmets absolutte hovedperson, både i sin rolle som vært og i sine alter egoer i diverse sketchs. Dermed får programmet et mandligt subjekt. Samtidig består publikum, som nævnt, overvejende af unge mænd. Der er en udtalt fremstilling af manden som heteroseksuel: Kvinden er seksuelt objekt, og bliver beskuet af det mandlige subjekt. I et enkelt tilfælde bliver der dog refereret til homoseksualitet, nemlig i forbindelse med en sekvens der tjener som et alternativ til at trække numrene op af posen: 16

18 Her i København er der noget der hedder H. C. Ørstedsparken, og der er der mange mænd der mødes [latter fra publikum, HH] 2. Vi satte et kamera op foran et af toiletterne i H. C. Ørstedsparken for at se, hvor mange mænd der mødes der i løbet af en times tid. I må godt tælle med i studiet. Herefter følger sekvensen; et billede af et toilet i H. C. Ørsteds Parken. Døren går op, og ud kommer i alt 12 mænd, en efter en, imens Jan Elhøj og publikum tæller højt. Den sidste tager sig til bagdelen. Og han er lidt øm, men sådan er det jo med det, fastslår Jan Elhøj. Denne sekvens er givetvis et udtryk for homofobi. Homoseksualitet er noget rigtige mænd føler sig frastødt af, og derfor er det sjovt at tage det op hvilket bliver gjort i en fnisende drengerøvsagtig tone. Denne repræsentation af homoseksualitet adskiller sig fra de mange repræsentationer af heteroseksualitet, ved fraværet af et beskuende subjekt og et beskuet objekt. Generelt er det som med så mange andre udtryk for new laddisms præferencer og aversioner svært at sætte fingeren på præcis hvordan det homofobiske aspekt af denne sekvens kommer til udtryk. En sådan antagelse bygger derfor på en mere universel antagelse om, at new laddism tager afstand fra homoseksualitet, nøjagtigt som fortolkningen af for eksempel det ironiske i det at lave et bingoprogram på TV2 Zulu, bygger på en universel antagelse om at bingo er håbløst umoderne blandt de seere kanalen henvender sig til Fremstillingen af kvinder Fremstillingen af kvinder som seksuelle objekter i Zulu Bingo er på grænsen til det ekstreme, og afgjort mere markant end det er tilfældet M!. Samtidig er det ironiske aspekt generelt mere fremtrædende. Et eksempel er et indslag, der bringes i forbindelse med, at aftenens første bingovinder ud over en dvd-afspiller og en stak gamle, flotte, hyggelige, brugte pornoblade, vinder leverpostej til alle sine naboer. Indslaget starter med et close-up af en kvindes bryster, kun dækket af påklistrede etiketter fra leverpostejsbakker. Hun løber ned ad en gang iført leverpostejsetiket-bikini og sidder herefter blandt en masse bakker leverpostej og viser dem frem til kameraet i bedste karikerede pinup-positur. Lydbilledet udgøres af en del af soundtracket fra en pornofilm, og en sensuelt hviskende kvindestemme fastslår, at Er der noget, der kan få smilet frem hos dine naboer, så er det vist en ordentlig mundfuld leverpostej. Den ironiske distance er tydelig: Det er antageligvis de færreste af Zulu Bingos seere, der i ramme alvor betragter leverpostej som en attraktiv præmie. Samtidig er hele sekvensen en parodi på brugen af afklædte, objektgjorte kvinder i reklamer. Men i den er i lige så høj grad en 2 Jævnfør H. C. Ørsteds Parkens ry som mødested for homoseksuelle 17

19 repræsentation af en afklædt, objektgjort kvinde bare med en ironisk distance, der opbløder de sexistiske over- og undertoner. I det pågældende afsnit er der yderligere to sekvenser i samme stil, og ingen af dem viser afklædte mænd. Et andet eksempel er de kontrol-ord, der står på hver enkelt spilleplade, og som bingovinderne skal læse op for at bekræfte, at deres spilleplade er autoriseret. I det pågældende afsnit er vindernes kontrol-ord udklip fra massageannoncer: Uartige, unge, liderlige Sille, Babsomanernes paradis, 100% færdige, 21-årig brunette-skønhed, skal opleves og To Caribiske piger, en halv time 500 kr. sidstnævnte følger Jan Elhøj på vej af kommentaren Hvor billigt, mand!. Et eksempel er indslaget Hygnos fra Kneppos. Jan Elhøj spiller rollen som den græske turist Hygnos fra øen Kneppos. Iført sort paryk og overskæg, går han rundt på en badestrand og ser på lyshårede piger, som han formulerer det på gebrokkent dansk. Dette setup danner grobund for masser af closeups af bikiniklædte kvinder (der i parentes bemærket ikke er klar over at de bliver filmet) ledsaget af standartkommentaren Waaaauw. Han går herefter rundt til forskellige piger på stranden, flirter, bliver fotograferet med dem og tilbyder dem guldkæder og tzatiki. Han fortæller til kameraet, at det er godt at have solcreme med på stranden, for hvis pigerne selv har glemt det, kan man jo hjælpe med at smøre dem ind. Han antaster en kvinde, der er tydeligt ubehageligt berørt ved situationen. Efter at have talt med hende et lille stykke tid, spørger han om han skal smøre hende ind i solcreme, hvilket hun afslår. Herefter hælder han alligevel solcreme ud over hendes ben, med højlydte protester fra hendes side til følge. Han undskylder og prøver herefter at smøre solcremen ud på hendes hud. Hele optrinnet ender med, at hun råber, at han skal lade være med at røre ved hende, slår ham, og råber, at kameramanden skal lade være med at filme. Der foreligger selvfølgelig den mulighed, at optrinnet er fiktion, men det virker ingenlunde, som om dette er tilfældet. Under alle omstændigheder bliver noget, der på de fleste arbejdspladser ville være fyringsgrund, til en vittighed. Det er sjovt at krænke en kvinde seksuelt; det er sjovt, at hun bliver vred, og det er sjovt at negligere hendes reaktion når bare det hele, fra programmets side, foregår med tungen i kinden. Hygnos er en parodi på den stereotypiske græske casanova. I og med at det er Hygnos, der betragter kvinder som objekter, og der afsender og modtager i mellem er en indforstået afstandtagen til ham, fralægger programmet sig ansvar for hans handlinger og hans kvindesyn Ironi Det at lave et bingoprogram på en kanal som TV2 Zulu er ironisk i sig selv. Bingo er normalt noget der tiltrækker den ældre del af befolkningen, mens Zulu udpræget er en ungdomskanal. 18

20 Samtidig er hele iscenesættelsen karikeret og bevidst kitched, ligesom programmets logo med sine svulmende gule bogstaver er nærmest grotesk og påfaldende utidssvarende. Alt dette er en bevidst leg med kulturelle og æstetiske koder for hvad der er god og dårlig smag, og for hvad der interesserer hvilke grupper. At modtageren fanger det ironiske aspekt forudsætter at vedkommende kender disse koder, eller rettere, deler afsenderens opfattelse af dem. Generelt har Zulu Bingo det til fældes med M!, at intet tages alvorligt. Denne tendens er for Zulu Bingos vedkommende relateret til det forhold, at programmet overvejende er en form for comedy-show Langt fra Las Vegas Den danske sit-com Langt fra Las Vegas er blevet sendt på TV2 Zulu i de seneste år. Den er udviklet af Casper Christensen og Frank Hvam, der begge spiller med i serien. Serien foregår på tv-stationen Jump-Start, og handler om de venskaber og kærlighedsforhold, der udspiller sig redaktionsmedlemmerne i mellem. Dette afsnit af Langt fra Las Vegas begynder med samtale mellem Casper og Kenny i Caspers køkken. Casper fortæller, at han har besluttet at leve en uge i cølibat, fordi han har været sammen med så mange kvinder de sidste mange år, og cølibatet skulle efter sigende virke rensende på sjælen. Kenny har i det forudgående afsnit ansat en kvindelig bodyguard, Michel. Hende er han blevet forelsket i, og de har aftalt, at de skal indlede et forhold, når deres kontrakt udløber. Det forløber imidlertid ikke helt som Kenny har tænkt sig: Så snart kontrakten udløber, føler Michel sig ikke længere bundet af de maskuline attituder, hun har haft som bodyguard. Derimod bliver hun pludselig en lille forsigtig kvinde, der går i lyserødt tøj og med blomster i håret, og drømmer om en stor stærk mand. Dette er problematisk for Kenny, der vil have en stor stærk kvinde Fremstillingen af mænd Casper og Kenny er generelt de personer der fokuseres mest på i Langt fra Las Vegas. Casper er den typiske drengerøv; Kenny er er den mere kedelige og akavede type, der har det svært med kvinder. Som nævn er hovedhistorien i dette afsnit, at Kenny og Michel kæmper om at være den svage part i forholdet. Umiddelbart synes dette at bryde med new laddism-dikursens fremstilling af manden som det stærke, udadvendte subjekt, der betragter kvinden som objekt, som vi for eksempel så i M! og FHM. Men det er i sig selv et eksempel på ironi i Langt fra Las Vegas: Kenny-figuren er fremstillet som en latterlig og akavet mand, der stort set er ude af stand til at komme ud af det med kvinder. At han ønsker en stærk kvinde, der kan tage ham, og dermed vil være det passive objekt for det aktivt handlende subjekt, er et karaktertræk der er feminint i 19