Donorægget som komplekst fænomen En synliggørelse af ægdonationens praksisser

Transkript

1 Donorægget som komplekst fænomen En synliggørelse af ægdonationens praksisser Julie Richard Fjeldsted & Lars Salomonsson Christensen Speciale ved Europæisk Etnologi Københavns Universitet, april 2011 Vejleder: Marie Sandberg

2 2

3 Donorægget som komplekst fænomen En synliggørelse af ægdonationens praksisser Julie Richard Fjeldsted & Lars Salomonsson Christensen Speciale ved Europæisk Etnologi Københavns Universitet, april 2011 Antal tegn: Vejleder: Marie Sandberg 3

4 Indhold: Del 1: Undersøgelsens baggrund og metodologi... 7 Indledning: Baggrund og motivation...8 Problemformulering...9 Nye reproduktionsteknologier i aktuel forskning tre tematikker Organ- og vævsdonation som transnationale udvekslinger Reproduktionsteknologi i feministisk og praksisorienteret optik Maskuliniteter, sæd og reproduktion Ægdonation i Danmark i et transnationalt perspektiv Den nye fertilitetsturisme Den danske lovrevision om frivillig ægdonation Afgrænsning: Ægdonation som etnologisk felt Metodologiske rammer for forskningsdesignet At implementere agential realism i etnologisk metodologi Materialitet som etnologisk og kulturanalytisk fokus Visualisering af materialiteter fotografiet som formidling Andre kilder: Avisartikler, lovtekster og fagpersoner Facebook- lurking og rekruttering af donorkvinder til interviews Præsentationer af informanter og refleksioner over interviewsituationer Specialets struktur og opbygning Del 2: Teoretiske positioner og forståelsesrammer Indledning Richard M. Titmuss: Bloddonation som gavegivning Donor mellem det sociale og det økonomiske Det altruistiske menneske Donna Dickensons objektiviseringsbegreb - The Lady Vanishes Den objektiviserede kvinde Kvindens reproduktive arbejdskraft Anerkendelse af donorkvinden Objektiviseringens potentialer Kvinden som ekspert på egen krop Agential realism og ægget som komplekst fænomen Den materiel-feministiske virkelighed Judith Butlers materialiseringer og kroppens materialitet Niels Bohrs videnskabspraksis på tværs af dikotomier Karen Barad: Fænomenets tilblivelse i materielt-diskursive intra-aktioner Sammenfatning

5 Del 3: Donoræggets rejse Indledning Fertilitetsklinikker som scenografiske settings Den Offentlige Det genkendelige rum Fotocollage Den Private Det hjemlige rum Donorpositionering og ægdonor som VIP Æggets tilblivelse som komplekst fænomen Fase 1: Risikovurdering og egnethed Fase 2: Hormonstimulering som materielt-diskursive intra-aktioner Fase 3: Der er æg! Uforudsigelighed og visualiseringer Ægdonationens faser som ontologiske koreografier Donorkvindernes meningsskabelser En forædlende og værdiskabende proces Anonymitet og genetisk nysgerrighed En følelseskoreografi Mænd er spredere, kvinder er samlere Spild, gener og overleveringspraksis: Klassifikationer i tilblivelsesprocessen Motivation og anerkendelse: Ægdonor som altruistisk menneske? Vareliggørelse som trussel Økonomisk kompensation og altruisme i sameksistens Relationen mellem læge og donor som anerkendelsespraksis Den forpligtende søstersolidaritet Fællesskaber i anonymitetens grænseland Når motivation og anerkendelse smelter sammen Sammenfatning Del 4: Synliggørelse af nye kompleksiteter Indledning Ægget som hybriditet Objektivisering og kvinden som reproduktiv arbejder Økonomisk kompensation som anerkendelsespraksis Agential realism som strategi og metodologisk greb Perspektivering: Kønsceller på nye transnationale rejser Konklusion Litteraturoversigt Summary in English Bilag A: Interviewguide, læger Bilag B: Interviewguide, ægdonorer Bilag C: Informeret samtykke fra Den Private Bilag D: Lines Dagbog

6 6

7 DEL 1: Undersøgelsens baggrund og metodologi 7

8 Indledning: Baggrund og motivation Siden 2007 har det i Danmark været lovligt for kvinder frivilligt og anonymt at donere deres æg til barnløse par. Inden da var ægdonation udelukkende en mulighed for kvinder, som selv var i fertilitetsbehandling. Lovændringen blev gennemført med henblik på at imødegå den eksisterende mangel på donoræg, som bl.a. betyder, at danske barnløse par i stigende grad investerer i donationsbehandlinger f.eks. i Spanien, hvor det frivillige donorkorps er betydeligt større. Som følge af lovændringen steg antallet af behandlinger fra 40 i 2006 til 140 i 2007, men de omfattende ventelister betyder stadigvæk en ventetid på over tre år (Ugeskr. Læger ). Flere fertilitetslæger, som Karin Erbs fra Dansk Fertilitetsselskab, påpeger, at det fortsat begrænsede antal henvendelser fra frivillige ægdonorer skyldes, at den nuværende økonomiske kompensation på 500 kr. 1, som også sæddonorer modtager, er utilstrækkelig: Det er en større gave, kvinderne giver. Æg er ikke mere værd end sæd, men den kvinde, der giver sit æg, ofrer mere end den mand, der afleverer en sædprøve. (Berlingske a). Ifølge flere læger tager beløbets begrænsning ikke hensyn til ægdonationsforløbets mere omfattende karakter. Hvor sæddonorer kan modtage 500 kr. for at levere en enkelt donation, skal ægdonorer igennem 14 dages hormonstimulering samt et medicinsk indgreb, når æggene skal tages ud. Kønsforskeren Charlotte Kroløkke forklarer, at når kvindekroppen og økonomisk profit bliver knyttet sammen vækker det ofte større bekymring, end når det er mandekroppen, der er i spil: Man vil ikke skabe økonomiske incitamenter herhjemme. Derudover bliver ægdonation også sammenlignet med prostitution af menneskekroppe. Sådan ser vi slet ikke på sæddonation, og det handler nok om, at vi stejler, når kvindekroppen bliver gjort kommerciel. (Berlingske b) En af dem, som stiller sig kritisk over for øget kompensation, er Bente Holm Nielsen, som er en af de mest centrale aktører i debatten. Hun ønsker at gøre opmærksom på, hvordan kvindekroppen risikerer at blive kommercialiseret og taler for, at de biologiske forskelle på kvinde- og mandekroppen er afgørende for, hvordan vi bør forstå æg- og sæddonation som to vidt forskellige praksisser. Derfor anskuer hun det som en absurd ligestillingstankegang at tale om de to donationsformer på samme præmisser (Information ). Hun understreger, at der er forskellige betydninger indlejret i henholdsvis kvinde- og mandekroppen, som især fysiologisk kommer til udtryk i kønnenes forskellige ydelser i forbindelse med de nye reproduktionsteknologier. Når kvinder donerer æg, bidrager de med noget af deres indre, som er integreret i kroppen, hvorimod levering af sæd er en mere umiddelbar ydelse (Kvinden og Samfundet ). Derfor adskiller ægdonation sig fra sæddonation, ikke blot fysiologisk, men også som praksis. Ifølge Holm Nielsen ligger løsningen dog ikke i større kompensation til ægdonorer, da det risikerer at medføre vareliggørelse: At betale for kvinders æg er helt grotesk. Det er et indgreb forbundet med risici, og i modsætning til en sæddonation kræver en ægdonation en patientliggørelse af kvinden. Og det vil man retfærdiggøre ved at pege på den store efterspørgsel. Ægget bliver en vare, og kvinder ender i en situation, som jeg vil kalde reproduktionsprostitution. Det er ikke nødvendigt for en mand at omdefinere sig selv til en vare, hvorfor skal kvinder så? (Information ) 1 Kompensation pr. donation hos sædbanken Cryos

9 I Holm Nielsens forståelse er der nogle særlige omstændigheder tilknyttet kvindens reproduktive evner, som betyder, at der opstår en trussel om vareliggørelse af kvinden, når hun udveksler dele af sin krop imod økonomiske midler. Det forbliver dog usagt, hvorfor en sådan trussel kun gælder ægdonation og ikke sæddonation. Til trods for at stemmerne i debatten indtager forskellige positioner, er der dog bred enighed om, at vareliggørelse og kommercialisering af æg er uacceptabelt. Vi kan herved udlede, at der er konsensus om, at grundpræmissen for ægdonation bør være gavegivning. Debattørerne navigerer således i et klassisk gave/vare-dikotomisk terræn, hvori vareliggørelse klassificeres som en trussel mod ægget som den rene gave. Der opstår dog uenighed i forsøget på at definere grænsen for, hvornår kompensation bliver til betaling, som f.eks. fertilitetslægen Anders Nyboe Andersen udtrykker det: Man skal ikke kommercialisere det for meget, men der skal være et incitament. Det er det, hele vores samfund bygger på gensidighed. (Information ) Nyboe Andersen taler her for, at kvinder naturligvis skal anerkendes for deres indsat som ægdonorer, hvilket er formålet med den økonomiske kompensation. For at rekruttere flere kvinder til det frivillige donorkorps, bør der ifølge Nyboe Andersen være et større incitament, og han foreslår, at en øget kompensation kan udgøre et sådant. Spørgsmålet er dog, om der findes andre motivationer og anerkendelsesmuligheder end den økonomiske, hvilket vi løbende undersøger i specialet. Debatten har dog tilbøjelighed til at ekskludere sine egne forudsætninger i form af donorægget og ægdonoren, som stort set er fraværende i argumentationerne. En mere nuanceret diskussion kræver derfor en synliggørelse af både ægdonor og donorægget, og derfor er grundpræmissen for nærværende speciale netop donoræggets rejse og materielt-diskursive tilblivelse i relation til kvindens positionering som ægdonor på og udenfor fertilitetsklinikkerne Problemformulering Den aktuelle debat om økonomisk kompensation til ægdonorer klassificerer ægdonation som gavegivning og anskuer vareliggørelse som en trussel. For at bibringe nye dimensioner til debatten bidrager nærværende speciale med alternative perspektiver på overleveringen af æg mellem kvinder. Baseret på dette grundlag lyder problemformuleringen for dette speciale: Hvilken rolle spiller økonomisk kompensation for ægdonors oplevelser og erfaringer i et donationsforløb? Og hvordan bliver donorægget konstitueret som komplekst fænomen i samspil med positionering og anerkendelse af donorkvinden? Med henblik på at få adgang til ægget og kroppen som levende materialiteter udgør den materielle feminist Karen Barad vores primære teoretiske ramme og metodologiske strategi. Barad tilbyder en forståelse af ægget som komplekst fænomen, hvilket betyder, at vi anskuer ægget som en dynamisk skabelse. Udover Barad, udgør Richard Titmuss og Donna Dickenson specialets teoretiske rammer, idet de kortlægger en række centrale begreber til at forstå og diskutere ægdonation. Specialets fremgangsmåde består i et kvalitativt feltarbejde, og sammen med de teoretiske forståelsesrammer udgør empirien en forudsætning for, at vi kan dokumentere æggets rejse samt synliggøre, hvorledes en forståelse af donorægget som kompleksitet kan bryde med de gave/vare-dikotomiske 9

10 rammer, som er debattens præmis. Feltet i nærværende speciale er afgrænset til at omfatte ægdonation i Danmark, men undersøgelsens resultater kan åbne op for nye indsigter i de rationaler og problematikker, som ligger i kølvandet på den stigende fertilitetsturisme og den transnationale udveksling af kønsceller i globale vævsøkonomier. 10

11 Nye reproduktionsteknologier i aktuel forskning tre tematikker Udbredelsen af ægdonation som behandlingsform har betydet, at ægdonation i stigende grad er ved at blive et interessefelt i akademiske tidsskrifter, f.eks. i forhold til ligestillingsbegrebet (Spilker & Lie 2007), nye slægtskabsformer (Orobitg & Salazar 2005), motivationsformer (Almeling 2009; Kenney & McGowan 2010) og anonymitet (Sauer 2005). Ægdonation er dog kun ét ud af mange mulige genstandsfelter indenfor reproduktionsteknologiens rammer. For at skabe et overblik over, hvordan forskningsfeltets aktuelle litteratur beskæftiger sig med de nye reproduktionsteknologier, vil vi i det følgende præsentere tre kulturanalytiske temaer, som på forskellig vis beskæftiger sig med problematikker og facetter, som vi løbende vil inddrage i specialet. Formålet er at klargøre, hvordan de tre tematikker hver især kan tilbyde os nogle relevante og brugbare forståelsesrammer, som vi kan anvende i vores analyse af donoræggets rejse. Hvert tema illustrerer nogle særlige indgangsvinkler til feltet nye reproduktionsteknologier og indeholder nogle relevante problematikker og perspektiver, som på forskellig vis relaterer sig til feltet ægdonation. Derfor må vi i forbindelse med nærværende speciale erkende, at vores felt er en del af et bredere forskningsfelt og derfor også fletter sig sammen med andre temaer som fertilitetsturisme, køn og kønsceller. Derfor afslutter vi hver tematik med at udtrække de vigtigste perspektiver, som kan styrke vores fremgangsmåde og indsigt i ægdonation som felt. Organ- og vævsdonation som transnationale udvekslinger Gavegivning og vareliggørelse er to tilbagevendende temaer i social- og kulturvidenskabelige studier af donation. Genstandsfeltet bliver ofte udforsket som enten et komplekst og avanceret system af organer og menneskevæv i gaveudvekslinger med inspiration fra den franske sociolog og antropolog Marcel Mauss forståelse af gaven som betingelse for vedvarende relationer, eller som en vareliggørelse og objektivisering af mennesket, som finder sted, når kroppens organer og væv indgår i markedsorienterede kontekster. De to analytiske tilgange til donation bliver ofte opstillet i et dikotomisk modsætningsforhold, hvorved de gensidigt udelukker hinanden som forudsætninger for donation, hvilket flere forskere problematiserer (Waldby & Mitchell 2006:9; Ben-David 2005:49-50; Frow 1997:102-3; Fox & Swazey 1992:64-72). Nyere forskning i organ- og vævsdonation kritiserer derfor ofte polariseringen mellem gave eller vare. Denne udfordring tager bl.a. antropologen Diane M. Tober op i sine studier af sæddonation. I artiklen Semen as Gift (2001) argumenterer hun for, at selvom gaveretorikken dominerer diskurserne omkring sæddonation, kan vi ikke definere donationsformen som ren gavegivning. For på trods af at både donor og modtager forstår sæd som en intim og dyrebar gave, er sæddonation stadig en betalt ydelse, og i kraft af sædbankernes kommercielle interesser indgår sæden i reelle markedstransaktioner (Tober 2001:155) Samtidig kan donor have mange komplekse og sameksisterende motiver til at donere, som f.eks. bunder i ønsket om genetisk videreførelse eller den økonomiske profit. Derfor problematiserer Tober den rene altruisme som motivation og sæddonation som gavegivning (Tober 2001:158). Samme opgør med gavegivning og vareliggørelse som modpoler udfolder sig i værket Tissue Economies: Blood, Organs and Cell Lines in Late Capitalism (2006), hvor bogens forfattere, professor i medicinsk sociologi Catherine 11

12 Waldby og professor i engelsk Robert Mitchell, undersøger, hvordan menneskeligt væv cirkulerer mellem globale markedsøkonomier i komplekse teknologiske, politiske og sociale systemer kaldet vævsøkonomier (Waldby & Mitchell 2006:31). Med dette begreb diskuterer de, hvordan væv, som f.eks. embryoner til stamcelleforskning, indgår i konstante transformationer. Når vævet frivilligt bliver doneret som gave i form af affaldsvæv, som ikke besidder nogen reel værdi for donor, bliver det tilført en kommerciel værdi i den bioteknologiske forskning. Herved bliver det transformeret til konkrete medicinske resultater og behandlingsformer, som efterfølgende bliver solgt på et globalt marked (Waldby & Mitchell 2006:75-6). Transformationen er et eksempel på, hvorledes vævsøkonomier overskrider gave/vare-dikotomien, da de indebærer nye komplekse og transnationale donationssystemer på tværs af gavegivning og vareliggørelse (Waldby & Mitchell 2006:186-7). En lignende interesse for det transnationale perspektiv finder vi hos den danske forsker Charlotte Kroløkke fra Syddansk Universitet, som i sin forskning analyserer donationsformer ud fra den antagelse, at kroppe, organer og væv bevæger sig rundt i en globaliseret verden. På baggrund af sit pilotprojekt om global fertilitetsturisme indkredser Kroløkke, hvorledes reproduktionsteknologier i en global verden både genererer muligheder for, at barnløse kan opnå forældreskab, men samtidig skaber nye komplekse problemstillinger, hvad angår slægtskab og statsborgerskab på tværs af nationale grænser og etniciteter (FORUM ). De ovenstående eksempler på forskningsområder kortlægger på forskellig vis, hvorledes donerede organer og væv indgår i dynamiske cirkulationer i de nye vævsøkonomier på tværs af gavegivning og vareliggørelse. Også donorægget indgår i nye cirkulationer på sin rejse gennem praksisser på danske klinikker fra kvindekrop til kvindekrop. Derfor kan de ovenstående perspektiver rammesætte nye forståelser af donorægget, som en aktiv og agerende substans, som ikke er stillestående, men konstant i bevægelse. Reproduktionsteknologi i feministisk og praksisorienteret optik Op igennem 1980 erne begyndte flere feministiske strømninger at problematisere de nye reproduktionsteknologier, som gradvist blev stillet til rådighed for den almene befolkning i form af kunstig befrugtning (reagensglasbørn) og donorinsemination. En af de mere fremtrædende strømninger var radikalfeministerne, som i teknologierne så en videnskab kontrolleret af maskuline autoriteter med rødder i en historisk tendens til at objektivisere kvindekroppen og gøre den til genstand for medicinske eksperimenter (Thompson 2005:18). Teknologierne truede derfor med en endegyldig patriarkalsk kontrol over den kvindelige reproduktion (se f.eks. Corea 1985), bl.a. gennem hormonstimulation af ægproduktionen (Adrian 2006:27). Radikalfeministerne så en løsning i helt at afvise de nye maskuline teknologier og gik dermed imod den mere mainstream, liberale feministiske hovedstrømning, der så et potentiale i de nye teknologier og en mulighed for at styrke den enkelte kvindes reproduktive valg. Op igennem 1990 erne koncentrerede også de poststrukturalistiske feminister sig om potentialerne, f.eks. gennem deres fokus på nye slægtskabsformer (Thompson 2005:68). Desuden steg interessen for, hvorledes biologiske narrativer om kvindelighed bliver naturaliseret gennem kulturelle normer, men kan blive destabiliseret og normaliseret gennem nye familiekonstellationer, hvilket Laura Mamo argumenterer for i Queering Reproduction (2007). De nye reproduktionsteknologier blev i stigende grad til et komplekst felt med plads til en multiplicitet af feministiske 12

13 holdninger med både fordømmende og optimistiske forståelser af teknologierne (Thompson 2005:70). Igennem de senere år har nye diskussionspunkter vokset frem, f.eks. i spørgsmål vedrørende kommercialisering og den transnationale fertilitetsturisme, som vi så ovenfor. Også mere praksisorienterede tilgange til møderne mellem mennesker og de nye teknologier har indfundet sig, samtidig med at flere feministiske forskningsretninger giver mere plads til både human og non-human agens, som det er tilfældet i materiel feminisme, som vi senere går i dybden med. Også i Feminist Techno Science Studies, som er et tværfagligt krydsfelt mellem kønsforskning og forskellige former for naturvidenskaber, får både humane og non-humane aktører yderligere handlerum gennem deres møder i sociotechnical networks and practices of a globalized world, (Åsberg & Lykke 2010:299). Sociologen Charis Thompson bidrager også med nye indsigter i det reproduktionsteknologiske univers, og i værket Making Parents The Ontological Choreography of Reproduktive Technologies (2005) tager hun afsæt i kønsforskning og STS (Science and Technology Studies) i spørgsmålet om, hvorledes de særlige praksisser, som eksisterer på fertilitetsklinikker, ikke blot skaber børn, men også normer og identiteter. I bogen undersøger Thompson bl.a., hvordan både personlige, politiske og teknologiske betydninger fletter sig sammen på klinikkerne, hvilket fordrer særlige balanceskabende iscenesættelser og performances, som hun betegner ontologiske koreografier (Thompson 2005:8). Hun diskuterer desuden, hvordan kvinder i fertilitetsbehandling håndterer den midlertidige objektivisering, som praksis forudsætter, og argumenterer for, at mødet med teknologierne ikke udgør en farezone med derimod et udgangspunkt for meningsskabelse, som på sigt kan styrke kvinden som subjekt. Indenfor nyere dansk forskning finder vi antropologen Tine Tjørnhøj-Thomsen, som i sin afhandling fra 1999 forholder sig til de implikationer for identitet, kønsforståelser, fællesskabsfølelse og livsplanlægning, som ufrivillig barnløshed medfører for individer og par. En anden central forsker er Stine Willum Adrian, som i sin afhandling Nye skabelsesberetninger om æg, sæd og embryoner (2006), udfører et komparativt etnografisk studie af private og offentlige fertilitetsklinikker samt en enkelt sædbank i Danmark og Sverige. Til dette formål anvender Adrian et metodologisk greb, som kombinerer kvalitative studier med diskursanalyse og materiel metode med inspiration fra bl.a. Donna Haraway og Karen Barad (Adrian 2006:13). Gennem sin materielt-diskursive tilgang og sine såkaldte skævlæsninger af praksisser, performances og visuelle fremstillinger sætter Adrian spørgsmålstegn ved de natur/kultur-distinktioner, som bliver opstillet med de nye reproduktionsteknologier. Det er bl.a. Adrians ærinde at synliggøre reproduktionsteknologien som noget, der kan være frigørende, i den forstand at kvinderne deltager aktivt i skabelsesprocesserne (FORUM ). Eksempelvis insisterer Adrian på at anvende betegnelsen assisteret befrugtning og ikke kunstig befrugtning, som er den officielle betegnelse (Adrian 2006:2). Den svenske etnolog Susanne Lundin har i en årrække beskæftiget sig med etnologiens anvendelsesmuligheder i sine analyser af forholdet mellem den medicin-teknologiske udvikling, samfundets normer og subjektive selvforståelser. I Guldägget (1997) udfolder hun med afsæt i feltarbejde, lovgivning og historik en analyse af bioteknologiens betydning for normer og identiteter samt de dilemmaer, der følger i kølvandet på den teknologiske udvikling (Lundin 1997:10). Guldægget refererer til de normative længsler 13

14 efter at skabe sig en familie samt den symbolik, der ligger i ægget som noget eventyrligt, kraftfuldt og sårbart (Lundin 1997:132). Lundin peger desuden på, at national lovgivning på reproduktionsområdet udgør en spejling af samfundets fremherskende forestillinger om familieliv og den vægt, der herigennem lægges på biologiske og genetiske slægtskabsbånd. Samtidig er de praksisser, som finder sted på fertilitetsklinikker, med til at synliggøre aktuelle kønsbilleder, som, til trods for en frigørelse fra sammenhængen mellem reproduktion og seksualitet op gennem 1900-tallet, udtrykker forestillinger om henholdsvis kvindelig social og mandlig seksuel kompetence (Lundin 1997:65). I forlængelse af Thompson og Adrian er det også Lundins opfattelse, at kvinder, der oplever teknologien på egen krop, opnår at blive specialister i deres egen unikke biologi (Lundin 1997:12). Indenfor feministisk forskning findes der således mange perspektiver på de nye reproduktionsteknologier og hvilken rolle, kvinden som krop og subjekt spiller i mødet med disse. Hoveddiskussionens omdrejningspunker er, hvorvidt kvinden i møderne bliver udsat for negativ objektivisering i den forstand, at hun bliver reduceret fra subjekt til krop. Især i nyere feministisk forskning argumenterer flere teoretikere dog for, at midlertidig objektivisering er en nødvendig tilstand, som både konstituerer og styrker kvinden som integreret subjekt i sin egen krop, idet hun opnår privilegeret viden om sine egne kropslige processer. Diskussionen omkring betydningen af objektivisering viderefører vi i vores analyse, hvor vi udforsker objektiviseringsbegrebet i forhold til ægdonationens praksisser. Maskuliniteter, sæd og reproduktion Kønnet som medbestemmende faktor i de nye reproduktionsteknologier er i stigende grad blevet et genstandsfelt i akademisk forskning, som bl.a. Tine Tjørnhøj-Thomsen problematiserer i førnævnte afhandling. Her betragter mange mænd deres sædceller ikke blot som noget prokreativt, men også en seksuel substans, og dermed bliver infertilitet for mange er ensbetydende med en følelse af tab af maskulinitet og virilitet (Tjørnhøj- Thomson 1999:146). Mandens rolle i reproduktion og fertilitetsbehandling har dog længe været marginaliseret i akademisk forskning, hvilket også antologien Reconceiving the Second Sex (2009) tematiserer. Bogens forfattere tager afsæt i de mange stereotype forståelser af mandlig seksualitet, f.eks. sammenfletningen mellem fertilitet og seksualitet og den herved tabuiserede mandlige infertilitet, men den kritiserer også queer-teoretiske forskere for at betegne mandlig heteroseksualitet som værende normativ og intet andet (Gutmann 2009:25). Bogen udfordrer således den fremherskende marginalisering af mænd som det andet køn i forplantningen og tager fat på stereotyperne indenfor den hegemoniske maskulinitet, hvorigennem manden klassificeres som en heteroseksuel, hvid og fertil mand, hvis sæd enevældigt er ansvarlig for den menneskelig evolution og endda har menneskelige egenskaber som kriger og beskytter (Moore 2009:60-4). At maskuline og feminine heteroseksuelle stereotyper vinder indpas helt ned på celleniveau er også i fokus hos antropologen Emily Martin, som i artiklen The Egg and the Sperm (1991) diskuterer, hvordan de menneskelige kønsceller i naturvidenskaben tillægges kønsstereotype egenskaber, hvorved det reproduktive møde mellem sæd og æg får karakter af et romantisk møde mellem den stærke, frembrusende sædcelle, og det underlegne, passive æg (Martin 1991:489). Dermed problematiserer hun, hvordan 14

15 stereotype metaforer i videnskabelige fortællinger, også på celleniveau, reproducerer og naturliggøre normative forestillinger om kønnene (Martin 1991:501). Mandens sæd er også et interessefelt i sociologen Lisa Jean Moores værk Sperm Counts (2007), hvor hun i sin retoriske analyse undersøger, hvorledes sæd indgår i normative fortællinger om mænd og maskulinitet. De nye reproduktionsteknologier har dog konsekvenser for fortællingerne, eftersom sæden nu kan agere adskilt fra manden, som producerer den, hvorved den kan indgå i normbrydende familiekonstellationer og nye sociale kontekster, som er adskilte fra donormandens kontrol (Moore 2007:96). Kendetegnende ved de ovenstående tilgange er, at de stræber efter at bryde med normative forståelser af maskulinitet, sæd og virilitet. Ved at åbne op for nye perspektiver på maskuliniteter som noget dynamisk og flersidigt, kan forskningen få yderligere indblik i de kønnede nuancer og diskurser, som har betydning for, hvorledes både kvinden, manden, ægget og sæden alle er aktive og flersidige deltagere i reproduktionsteknologierne. Vi anvender en lignende tilgang i vores forståelse af ægdonation som praksisser, hvori kvinde, krop, æg og køn bliver sammenflettet og ikke kan adskilles fra hinanden. De er derimod gensidigt konstituerende. 15

16 Ægdonation i Danmark i et transnationalt perspektiv Ægdonation udgør en af de mange komplekse brudflader i det brede forskningsfelt, som vi vælger at betegne som de nye reproduktionsteknologier, der som vist ovenfor indeholder flere forskellige tematikker. Fra at være et hovedsageligt naturvidenskabeligt interesseområde har feltet vundet indpas i en række social- og kulturvidenskabelige forskningsdiscipliner, f.eks. i feministiske og antropologiske studier. Som vist søger flere praksisorienterede forskere, f.eks. Stine Adrian, at inddrage både materielle, kropslige, sociale, kulturelle og kønnede kategorier, netop med henblik på at udnytte de muligheder som ligger i tværfagligheden. Inden for sådanne studier er ægdonation et forholdsvis nyt genstandsfelt, som i dansk forskning hidtil kun har fået begrænset akademisk opmærksomhed. F.eks. har både Stine Adrian, Tine Tjørnhøj-Thomsen og Susanne Lundin alle beskæftiget sig indgående med fertilitetsbehandling i Danmark og Sverige i et kulturanalytisk perspektiv, men fokus er primært på oplevelsen hos barnløse par på klinikkerne samt på deres (køns-)identiteter og hverdagsliv (se evt. s ). Det skyldes som nævnt, at frivillig ægdonation, som først blev tilladt ved lov i 2007, er et forholdsvis nyt fænomen i Danmark, mens kun åben (dvs. ikke-anonomym) donation er tilladt i Sverige. Ægdonation i Danmark er således endnu et næsten uopdaget genstandsfelt i den akademiske verden på trods af, at feltet indeholder en række udfordringer og problematikker, som nødvendiggør, at vi beskæftiger os mere indgående med de nye, frivillige donorkvinders oplevelser og erfaringer med donationsformen. Ægdonation har desuden mange potentialer som kulturanalytisk felt og åbner op for undersøgelser af nye forståelser af kroppe, materialitet, normer, familiekonstellationer, slægtskab og køn samt diskursive og etiske forståelsesrammer, både indenfor landets grænser, men også i et transnationalt perspektiv. Med henblik på at åbne op for sådanne forståelser er etnologien og kulturanalysen anvendelige fremgangsmåder, som netop kan udkrystallisere de normative forestillinger, som har betydning i vores hverdagsliv. I forbindelse med de nye reproduktionsteknologier, der bryder med normative forestillinger om natur/kultur i forbindelse med menneskelig forplantning, kan kulturanalysen udgøre en attack mot det sunda förnuftet, mot normalitetens självklarhet. I analysen uppdagas oväntade paralleller, likaväl som hittills ouppmärksammade skillnader (Ehn & Löfgren 2001:150). Når vi i nærværendes speciale anvender vores etnologiske og kulturanalytiske baggrund afskærer det os dog ikke fra også at trække på andre akademiske tråde i synliggørelsen af ægdonationsforløbet. I forbindelse med de nye reproduktionsteknologier og ægdonation i særdeleshed, hvor især køn er et centralt og næsten uundgåeligt tema, kan vi bl.a. hente inspiration fra de grundlæggende feministiske, kønsteoretiske diskussioner omkring teknologierne som henholdsvis potentielt objektiviserende eller frigørende i spørgsmålet om kvindens reproduktive valg. Den nye fertilitetsturisme Med henblik på at opnå indsigt i bl.a. et sådan kønnet perspektiv, plæderer nærværende speciale for, at vi må inkludere en vis tværfaglighed, eftersom mange normative strømninger rodfæster sig i donorægget. Det skyldes især den omstændighed, at donorægget, når det er blevet løsrevet fra donorkvindes krop, cirkulerer mellem mennesker og i visse tilfælde også på tværs af nationale grænser, hvilket bl.a. bunder i, at 16

17 in today s global market, a healthy human egg from a young white European woman is more valuable than gold (Observer ). Citatet fra den engelske avis The Guardian omhandler, hvordan flere østeuropæiske kvinder modtager en økonomisk belønning for at donere deres æg til klinikker, som efterfølgende sælger en samlet ægdonationsbehandling som pakkerejse til vesteuropæiske par, der f.eks. tilbringer en uge i fertilitetsbehandling på Cypern eller i Kiev (ibid.). Artiklen beskriver det nye fænomen, som går under betegnelsen fertilitetsturisme, som er et felt, der i stigende grad interesser både medier og akademisk forskning. Turismen er et udtryk for, hvordan barnløse par pga. af restriktiv national lovgivning er afskåret fra fertilitetsbehandling i deres hjemland, og derfor rejser de til lande med en mere lempelig lovgivning eller kortere ventetid på behandling. I Europa kommer fertilitetsturister primært fra Italien, Tyskland, Holland, Danmark, Sverige og Frankrig og destinationerne er bl.a. Finland, Belgien, Tjekkiet, Cypern og Tjekkiet. Undersøgelser viser, at mellem og transnationale behandlingsforløb gennemføres i Europa på årlig basis, hvoraf mange er specifikke behandlinger med donoræg (ESHRE ). Behandlinger med donoræg foregår i destinationslande med store donorkorps som Spanien og Ukraine, hvor kvinder kan donere frivilligt og anonymt mod på lovlig vis at modtage kompensation på op til 200 i Ukraine (Observer ) og 600 i Spanien (Berlingske b). Ifølge den svenske etnolog Susanne Lundin er netop national lovgivning på reproduktionsområdet interessant, eftersom lovtekster normaliserer det normative familiebillede og fungerer som en slags afspejling af samfundets aktuelle forestillinger om familie, natur og kultur (Lundin 1997:30). Lundin argumenterer for, at en af årsagerne til, at Sverige sammen med Norge har nogle af Europas mest restriktive lovgivninger på ægdonationsområdet, er, at begge lande tillægger det genetiske slægtskab stor betydning. Af denne årsag bliver ægdonation betragtet som et brud på det genetiske bånd mellem forælder og barn (Lundin 2007:37). Et sådan genetisk bånd er nemlig forudsætning for en ny molekylær familieform: In the 1990s the genetic connections have come to define a new molecular family, one bound together less by history, tradition, or common experience than by shared DNA. (Nelkin & Lindee 1995:58) Eksempelvis er der i Norge et totalt forbud mod enhver form for ægdonation, også selvom åben sæddonation er tilladt, ud fra den vurdering, at: eggdonasjon vil innebære et brudd på langvarige sosiale og kulturelle tradisjoner i samfunnet som er knyttet til mor og svangerskapets helhet ( ) Den kvinnen som skal bære fram og føde et barn har en så nær biologisk tilknytning til barnet at hun etter departementets (Helse- og omsorgsdepartementet, red.) syn også må være barnets genetiske mor (regjeringen.no). At den genetiske molekylærfamilie bliver tillagt større betydning end biologiske, følelsesmæssige og sociale bånd mellem familiemedlemmerne, er ifølge Lundin ligeledes gældende i den svenske lovgivning, som udelukkende tillader åben æg- og sæddonation. Det skyldes primært, at barnet skal have ret til på sigt at få kendskab til sit genetiske ophav (riksdagen.se). Samtidig opfordrer de officielle retningslinjer fertilitetsklinikkerne til at udvælge donoræg i overensstemmelse med den sociale moders udseende og opfodrer desuden forældreparret til at oplyse barnet om dets tilblivelse. Dog viser undersøgelser, at kun et ud af ti svenske forældrepar, som har benyttet en sæddonor, vælger at følge denne opfordring (Janssens 2002). I modsætning til Norge og Sveriges forbehold fremstår USA med Lundins ord som et næsten dystopisk samfund, hvor individualiteten hyldes frem for kollektivet - en värld byggd på rotlöshet (Lundin 1997:42). Her tilbyder visse klinikker 17

18 op til $ til kvinder, som kan leve op til en række kvalitetskrav, som gør, at klinikkerne kan markedsføre sig på donoræggenes gode gener (Guardian ). Der findes desuden eksempler på, at private tilbyder at betale kvinder op til $ for deres æg, hvis de f.eks. er studerende på et Ivy League-universitet, er høje, blonde, atletiske eller musikalske (Dickenson 2008:2). Denne udvikling har fået flere kritiske stemmer til at hæve sig, bl.a. kampagnen No 2 Eggsploitation, som advarer mod, at ægdonation indebærer en række helbredsrisici, og at betaling desuden vareliggør kvindekroppen (no2eggsploitation.wordpress.com). Kampagnen har udarbejdet dokumentarfilmen Eggsploitation, og traileren kan bl.a. ses på Youtube. Den danske lovrevision om frivillig ægdonation Som følge af restriktiv lovgivning i en række europæiske lande med hensyn til krav om åben sæddonation, er også Danmark i stigende grad blevet en destination for fertilitetsturisme. Selvom Danmark med sædbanken Cryos i en årrække har været verdens førende eksportør af sæd, er landet nu også et yndet mål for fertilitetsturister fra især Sverige, Norge, England og Tyskland, eftersom både par, enlige og lesbiske kan blive insemineret med sæd fra en anonym donor, samtidig med at sæden oven i købet kan klassificeres som vikingesæd (Information ; FORUM ). Men når det gælder ægdonation gør det omvendte sig gældende. På årlig basis rejser mere end 200 danske par til udlandet, primært til Valencia i Spanien, som flere danske klinikker henviser til, når patientkøen til æg er lang. Prisen pr. behandling, eksklusiv rejseomkostninger, varierer mellem og kr. (Ugeskr. Læger ). Med lovrevisionen gældende fra 1. januar 2007 forsøgte man ellers fra politisk side at dæmme op for denne trafik ved at muliggøre flere ægdonationer på dansk jord (Business.dk ). Hidtil var det udelukkende tilladt for kvinder at donere æg som led i deres egen fertilitetsbehandling; såkaldt egg sharing. Udviklingen mod mildere hormonstimulation og derfor færre udtagne æg pr. donation samt optimeringen af barnløse pars teknologiske muligheder for at nedfryse embryoner til eget brug senere i livet, har dog betydet et fald i det årlige antal ægdonationbehandlinger fra 150 i 2001 til knap 40 i 2006 pga. af færre overskudsæg (Ugeskr. Læger ). Med et reelt behov på 500 ægdonationer årligt i Danmark, besluttede man fra politisk side at gribe ind og åbne op for, at også kvinder, som ikke selv er i behandling, har mulighed for at donere deres æg (Statusrapport 2008). Ifølge den reviderede Bekendtgørelse af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning mv. (2006) gældende pr. 1. januar 2007 skal der være fuldkommen anonymitet mellem ægdonor og recipientpar, dog med efterlevelse af sporbarhed f.eks. med henblik på eventuelle arvelige sygdomme, som viser sig hos barn eller donor senere i livet. Desuden er det ikke tilladt at sælge, formidle salg eller på anden måde medvirke til salg af ubefrugtede eller befrugtede menneskelig æg ( 12). Denne formulering bliver uddybet i Vejledning om lægers anvendelse af kunstig befrugtning og anden reproduktionsfremmende behandling (2006), hvori det står skrevet, at økonomisk kompensation til frivillige donorer skal: begrænses til strengt til faktisk afholdte udgifter for donor (disse skal dokumenteres ved bilag), samt ulemper, som er direkte relateret til donationen. Uagtet at de med ægdonation for donor forbundne ulemper er væsentlig større end ulemper forbundet med sæddonation, må en evt. kompensation for ulemperne dog ikke overstige, hvad der sædvanligt anses for rimelig kompensation til en sæddonor (enkeldonation). (Sundhedsstyrelsen 2006, 7.1.4) 18

19 Retningslinjerne, som med henblik på den økonomiske kompensation sidestiller ægdonorer med sæddonorer, der modtager 500 kr. pr. donation i sædbanker som Cryos, er dog udelukkende rådgivende. Det betyder, at klinikker har rum til variere det beløb, som de tilbyder frivillige donorer. Dog bliver det i vejledningen understreget, at der absolut ikke må skabes et selvstændigt økonomisk incitament til donation, da et sådant strider mod princippet om frivillighed (ibid.). Ifølge Dansk Fertilitetsselskabs Fælles Årsrapport fra 2010 har lovrevisionen betydet, at det samlede frivillige ægdonorkorps i 2010 bestod af 88 kvinder. Dog er landsgennemsnittet for ventetiden på behandling med donoræg fortsat mellem et og tre år afhængigt af den pågældende klinik, og derfor argumenterer flere debattører som nævnt for, at man bør øge kompensationen for at imødekomme de lange ventetider og den fortsatte trafik fra Danmark til destinationer som Spanien og andre lande med kortere ventetider på donoræg (Ugeskr. Læger ). Afgrænsning: Ægdonation som etnologisk felt Som vi har set i det foregående, er ægdonation et komplekst felt med mange forgreninger, både i den akademiske forskningsverden og som et transnationalt fænomen. Derfor skriver vi os ind i både den videnskabelige diskussion omkring de nye reproduktionsteknologier og de aktuelle debatter om fertilitetsturisme og økonomiske kompensation i dansk kontekst. Ægdonation er oplagt som etnologisk felt, eftersom det indeholder mange interessante kulturanalytiske problemstillinger og faglige udfordringer samt mangfoldige forståelser af kroppe, kønsidentiteter, slægtskab og materialiteter, som kan give os indblik i kulturelle forestillinger om reproduktion, donation, kvindekroppen og kønsceller. Med afsæt i vores problemformulering vælger vi dog at indkredse specialet til at omfatte, hvorledes danske donorkvinder oplever donationsforløbet på fertilitetsklinikker i Danmark, samt hvorledes ægget som materialitet konstitueres på sin rejse gennem forløbets forskellige praksisser i samspil kvindens positionering som ægdonor. Vi afgrænser os derfor fra at inkludere modtagerpar samt problematikkerne vedrørende den internationale fertilitetsturisme. Vores primære empiriske grundlag er derfor den aktuelle debat omkring økonomisk kompensation til danske ægdonorer, som efter vores vurdering ikke i tilstrækkelig grad inkluderer sin egen grundpræmis, nemlig donorægget og donorkvinden. Derfor ønsker vi at synliggøre donoræggets tilblivelse på sin rejse gennem donationsforløbets praksisser i samspil med donorkvindens kropslige og subjektive oplevelser. Vi udforsker desuden de anerkendelsespraksisser, som udspiller sig både i ægdonationsforløbet, men også efter at ægget som biologisk substans har forladt kvindens krop. 19

20 Metodologiske rammer for forskningsdesignet At det er donoræggets rejse som en tilblivelsesproces, der er vores genstandsfelt, betyder dels, at vi ønsker at indfange æggets materielle agens, og dels at det er noget processuelt, vi ønsker at synliggøre. Men ægget som biologisk substans i tilblivelse på celleniveau er ikke synligt for os i sin fysiske form, eftersom vi ikke er væbnet med mikroskoper og andre visualiserings- og synliggørelsesapparater. Vi, derimod, anvender en kulturanalytisk fremgangsmåde, og derfor fordrer vores angrebsvinkel en metodologisk strategi, som kan problematisere disse omstændigheder. Samtidig skal vores fremgangsmåde skabe rum for, at vores metodik og analytiske tilgang ikke afskærer os fra genstandsfeltets materielle virkelighed, men at vores etnologiske tilgang derimod kan være en drivkraft i kombination med andre teoretiske begrebsapparater. Til dette formål anvender vi Karen Barads agential realism, som får en dybdegående præsentation i kapitlet Agential realism og ægget som komplekst fænomen, da netop Barads begrebsapparat udgør specialets primære analytiske strategi. Vi bringer dog en kort introduktion allerede her, eftersom Barad med agential realism har skabt et omfattende forskningsdesign, der metodologisk involverer sig i specialets forsknings- og beslutningsproces på flere niveauer. Barad betegner sin metodologi som et study of practices of knowing in being og altså en sammensmeltning mellem vidensskabelse og det værende (Barad 2007:185). Vi må derfor ifølge Barad gøre op med distinktionen mellem epistemologi og ontologi, da netop denne adskillelse undergraver muligheden for en forståelse af virkeligheden som noget processuelt. Derfor foreslår hun en kategorisering af agential realism som onto-epistem-ologi (ibid.). Selvom agential realism, som vi vil se, trækker på atomfysikken, så henter Barad inspiration fra kønsteoretikere som Judith Butler og Donna Haraway, hvor sidstnævnte er Barads primære inspirationskilde i hendes metodologiske opgør med den klassiske refleksive metodologi og den kritiske realisme. At implementere agential realism i etnologisk metodologi Refleksivitet er inden for de kulturanalytiske discipliner et vidt begreb, der spænder mellem flere punkter, dog alle med afsæt i erkendelsen af, at forskere i en eller anden grad er tilknyttet eller del af deres genstandsfelt. Yderpolerne for forskerens deltagelse kan defineres som henholdsvis idealet om at opretholde en objektiv distance i modsætning til den totalt opslugende deltagelse, hvor man kan argumentere for, at begge strategier uundgåeligt resulterer i kunstige situationer (Davies 2008:4). Samtidig kan graden af refleksivitet spænde fra total ignorance eller den blotte erkendelse af sin egen tilstedeværelse til radical constitutive reflexitity, hvor refleksionsprocessen antager en destruktiv form, og forskeren ikke blot reflekterer over sin egen tilstedeværelse i en videnskabelig og sociokulturel kontekst, men også over betydningen af disse refleksioner. Herved kan reflektionsprocessen blive uendelig (Davies 2008:7). Ifølge etnografen Charlotte Aull Davies handler det derfor om at finde den gyldne middelvej, hvor man både anerkender en reel forbindelse til sit genstandsfelt, men samtidig kan opretholde en vis adskillelse fra det. Hun argumenterer for, at sådan middelvej findes i den kritiske realisme, som holder fast i, at der eksisterer en social virkelighed uafhængig af forskerens viden (Davies 2008:18). Inden for den feministiske kønsforskning er denne metodologi primært repræsenteret i den klassiske standpunktsfeminisme med sin ontologiske 20