Terminologisk bearbejdning af straffeprocessuelle tvangsindgreb i Danmark og i Italien

Transkript

1 Copenhagen Business School august 2012 Terminologisk bearbejdning af straffeprocessuelle tvangsindgreb i Danmark og i Italien Kandidat afhandling af: Michael Abildgaard Cand.ling.merc. /interkulturelle markedsstudier Hovedvejleder: Carina Graversen, Institut: Department of International Business Communication Bivejleder: Bodil Nistrup Madsen Afhandlingens omfang: anslag = 66,9 NS

2 Indhold Elaborazione terminologica delle misure cautelari nel processo penale in Danimarca e in Italia... 5 Indledning... 7 Motivation, formål og målgruppe... 8 Afgrænsning... 8 Inddeling... 9 Teori og metode... 9 Kildekritik Danske forhold Den e straffeproces i korte træk Om tvangsindgreb i den e straffeproces Kriminalitetens alvor Mistankens styrke Indikationsbetingelsen Indgreb i meddelelseshemmeligheden Ransagning Beslaglæggelse Edition Legemsindgreb Legemsindgreb over for sigtede Legemsindgreb over for ikke-sigtede Anholdelse Præventiv anholdelse Varetægtsfængsling Generelle betingelser Retshåndhævelsesarrest efter 762, stk. 2, nr Retshåndhævelsesarrest efter 762, stk. 2, nr Overtrædelse af betinget dom, betinget benådning eller prøveløsladelse Varetægtsfængsling af udviste Varetægtsssurrogat Italienske forhold Den e straffeproces i korte træk Om mezzi di ricerca della prova og misure cautelari i den e straffeproces

3 Generelle bestemmelser for mezzi di ricerca della prova Generelle betingelser for misure cautelari Materielle betingelser for mezzi di ricerca della prova og misure cautelari Intercettazioni di conversazioni o comunicazioni Sequestro di corrispondenza Sequestro di dati informatici presso fornitori di servizi informatici, telematici e di telecomunicazioni Ispezione di luoghi e di cose Perquisizione locale Sequestro Richiesta di consegna Ispezione personale Perquisizione personale Prelievo coattivo di campioni biologici Arresto in flagranza in flagranza di reato Fermo di indiziato di delitto Custodia cautelare in carcere Custodia cautelare in luogo di cura Arresti domiciliari Foranstaltninger af mindre indgribende karakter end custodia cautelare in carcere Terminologisk del Terminologi Termer, udtryk og begreber Begrebssystemer Begrebernes indbyrdes relationer Definitioner Termbasen i-term Begrebssystemer Danske begrebssystemer Italienske begrebssystemer Afsluttende kommentar Forkortelser Litteraturliste Dansk juridisk litteratur

4 Italiensk juridisk litteratur Terminologisk litteratur Specialer Bilag Begrebssystemer Terminologiske artikler

5 Elaborazione terminologica delle misure cautelari nel processo penale in Danimarca e in Italia La presente tesi di laurea nasce dall'esigenza di fornire materiale terminologico sulla giurisprudenza italiana a studenti e traduttori danesi che si occupano di tradurre testi giuridici. Le tesi scritte da altri studenti, nonché i pochi glossari ed altro materiale che tratta l argomento di traduzione tra italiano e danese in materia di giurisprudenza, coprono solo una piccola parte dei temi giuridici il che rende difficile la traduzione di testi su argomenti giuridici non trattati. Di conseguenza ho scelto di scrivere la mia tesi su uno di questi argomenti ancora non trattati. L oggetto della tesi è un elaborazione terminologica delle misure cautelari nel processo penale in Danimarca e in Italia. La scelta dell oggetto è dovuta, in parte, a un mio interesse per la procedure penale in generale ma anche perché i provvedimenti processuali penali che incidono sulla libertà personale hanno acceso tanti discussioni negli ultimi anni, soprattutto in occasione della conferenza COP15 di Copenaghen nel La tesi e suddivisa in due parti distinti. La prima parte consiste in una breve introduzione alla procedura penale nei due paesi, seguita da un elencazione di provvedimenti processuali penali che hanno effetti limitativi sulla libertà personale che sono previsti dalla legge processuale danese e dal codice di procedure penale italiano. Nella seconda parte vengono trattati le teorie e i metodi terminologici, nonché il lavoro terminologico fatto in base ai termini estratti dalla prima parte. Nella prima parte l'ordine dei provvedimenti italiani segue, in linea di massima, quello dei provvedimenti danesi, senza prendere in considerazione la distinzione tra mezzi di ricerca della prova e misure cautelari. Inoltre è stato applicato anche ai provvedimenti italiani il modo danese di indicare i presupposti per disporre un provvedimento processuale penale. Ambedue le scelte sono fatte al fine di facilitare la comparazione. L elencazione comprende una descrizione dei principi principali di ogni provvedimento. La seconda parte contiene il lavoro terminologico e vi si espongono i sistemi concettuali che sono rappresentazioni grafiche delle relazioni tra i termini trattati. I diagrammi si sono rivelati molto utili 5

6 nell elaborazione delle definizioni dei singoli termini. I digrammi dei sistemi concettuali sono elaborati nella banca terminologica i-term, nella quale sono stati realizzati anche tutti i cosiddetti articoli terminologici che comprendono la definizione e la traduzione, ove non vi è un termine equivalente, di tutti i termini trattati. È inoltre possibile eseguire ricerche elettroniche su tutto il con tenuto della banca. L elenco dei termini si trova in allegato così come i diagrammi dei sistemi concettuali. 6

7 Indledning I virket som tolk og translatør er juridisk sprog en af hjørnestenene. Dels fordi mange af de opgaver, men kan blive præsenteret for, på den ene eller den anden måde berører et eller flere områder af juraen, men også fordi juraen er et meget komplekst og bredt felt, både sprogligt og materielt. Det kræver således en særdeles god forståelse af det juridiske system i begge de lande, hvis sprog man opererer imellem, at kunne præstere præcise og korrekte oversættelser. Præcision og korrekthed er i høj grad, hvad juridisk sprog handler om. Der må ikke være plads til misforståelser eller tvetydighed, hvilket også giver sig udtryk i et noget mere indviklet sprogbrug end i mange andre sammenhænge. Desuden er juridisk sprog også kendetegnet ved en lang række begreber og fagudtryk, der har deres helt egen specifikke betydning og dermed også juridiske følger, hvilket accentuerer vigtigheden af, at de benyttes korrekt. Strafferet og i særdeleshed straffeprocessen har vagt en stor interesse hos mig gennem mine studier. De senere års offentlige debat om politiets øgede beføjelser i efterforskningsøjemed, navnlig i forbindelse med terrorlovgivningen og den i forbindelse med klimatopmødet i 2009 vedtagne Lømmelpakke, har henledt min opmærksomhed på et område om hvilket, der ikke eksisterer komparative studier mellem e og e forhold og ej heller opslagsværker. Derfor har jeg valgt de straffeprocessuelle tvangsindgreb som emnet for dette speciale. De straffeprocessuelle tvangsindgreb er en del af straffeprocessen, og straffeprocessen indtager en hovedrolle, når man som tolk og translatør udfører oversættelse og/eller tolkning hos politiet eller domstolene. I arbejdet med at oversætte eller tolke i politi- eller domstolsregi er et indgående kendskab til straffeprocessen derfor en absolut nødvendighed for at kunne levere et kvalitativt forsvarligt produkt. En forfejlet oversættelse eller tolkning kan i yderste konsekvens kompromittere udfaldet af en efterforskning eller en retssag til potentiel skade for mistænktes, sigtedes eller dømtes retssikkerhed eller i modsat fald potentiel krænkelse af retsfølelsen hos forurettede og det omgivende samfund. 7

8 Motivation, formål og målgruppe Som studerende, der beskæftiger sig med juridisk sprog, må man hurtigt sande, at opslagsværker mellem og juridisk sprog er få i antal og dertil langt fra dækker alle grene af juraen i Danmark og Italien. Dertil er flere af dem er af ældre dato og omfatter som følge deraf ikke væsentlige lov- og strukturændringer som blandt andet Lov nr. 378 af 6. juni 2002, den såkaldte 1. terrorpakke, Lov nr. 542 af 8. juni 2006, den såkaldte 2. terrorpakke, Lov nr af 1. december 2009, den såkaldte lømmelpakke og den e politi- og domstolsreform (2007). Denne mangel på opslagsværker samt en gennem cand.ling.merc-studiet nyvagt interesse for jura og juridisk sprog udgør hovedårsagerne til, at jeg har valgt at skrive et terminologisk speciale, som skal bidrage til term-basen i-term, et opslagsværk i hvilket flere studerende før mig har samlet deres terminologiske arbejde, og som har til formål at afhjælpe noget af den mangel på opslagsværker, som desværre eksisterer. Formålet med dette speciale er at udbygge termbasen i-term med termer og oversættelsesforslag inden for emnet straffeprocessuelle tvangsindgreb, således at i-term i endnu højere grad kan fungere som brugbart oversættelsesværktøj for såvel studerende som translatører og dermed i nogen grad afhjælpe den akutte mangel på opslagsværker. Endvidere er formålet med dette speciale at skabe overblik over, hvorledes og i hvilken form tvangsindgreb indgår i den e og den e straffeproces, da målgruppen som nævnt er studerende og translatører, der netop ikke er jurister og derfor kan have brug for et overblik over tvangsindgrebene i de to straffeprocesser uden at skulle læse sig igennem metervis af juridisk litteratur. Min ambition er, at specialet skal kunne fungere som første opslag for den, der måtte sidde med en oversættelse, der i større eller mindre grad hidrører emnet straffeprocessuelle tvangsindgreb. Afgrænsning sen som helhed er alt for omfangsrig til at være genstand for dette speciale, hvorfor jeg har valgt kun at beskæftige mig med de straffeprocessuelle tvangsindgreb i og ret. Jeg har i specialets realia-del valgt at fokusere indholdet af og betingelserne for de enkelte tvangsindgreb i henholdsvis den e og den e straffeproces. Jeg har af hensyn til omfanget af specialet valgt at undlade at beskæftige mig med fotoforevisninger, konfrontation, efterlysning, personundersøgelser og straffeprocessuelle tvangsindgreb over for børn. 8

9 Endvidere har jeg undladt at beskæftige mig med de tvangsindgreb i retspleje, der omhandler suspendering af forældremyndighed og offentlige embeder samt midlertidige forbud mod udøvelse af professionelle eller forretningsmæssige aktiviteter, da disse områder falder uden for en definition af straffeprocessen. Inddeling Specialet er inddelt i to overordnede dele, en realia-del og en terminologisk del. Realia-delen beskriver først i korte træk straffeprocessen i Danmark og i Italien, hvorefter de udvalgte straffeprocessuelle tvangsindgreb gennemgås. Der er tale om en gennemgang af de væsentligste træk og betingelser vedrørende de straffeprocessuelle tvangsindgreb. Da specialets målgruppe er sprogfolk, er der ikke tale om en juridisk udtømmende redegørelse. Specialets anden del er den terminologiske del. Her redegøres først for det teoretiske grundlag for det terminologiske arbejde. Derefter beskrives det terminologiske arbejde, termbasen i-term og de terminologiske artikler og begrebssystemer, der er udarbejdet i i-term. Teori og metode Som nævnt ovenfor er dette speciale inddelt i to dele, en realia-del og en terminologisk del. Udarbejdelsen af specialets realia-del tager udgangspunkt i de relevante lovtekster, der regulerer straffeprocessuelle tvangsindgreb - fortrinsvis Retsplejeloven for e forhold og den e strafferetsplejelov Codice di Procedura Penale for e forhold. Derudover er der anvendt lærebøger og opslagsværker beregnet for studerende på jurastudierne i henholdsvis Danmark og Italien samt artikler fra pålidelige internetkilder. Udarbejdelsen af realia-delen har dernæst udgjort forudsætningen for at kunne foretage det terminologiske arbejde, idet arbejdet med at formidle det juridisk materielle indhold af lovgivningen angående straffeprocessuelle tvangsindgreb i Danmark og Italien helt naturligt har frembragt en lang række begreber, hvis relevans for emnet er åbenlys, og som derfor har været interessante at gøre til genstand for det terminologiske arbejde. Dermed har udarbejdelsen af realia-delen udgjort den første af tre faser i den terminologiske arbejdsmetode (jf. MadT99: ), som udgør det metodiske grundlag for specialets terminologiske del. Den terminologiske arbejdsmetode har tre faser (MadT99: 124): 9

10 Forarbejdet, hvor arbejdsområdet afgrænses, dokumentationsmateriale indsamles og vurderes. Det er ligeledes i denne fase, at afgrænsningen kan justeres. Det terminologiske arbejde, hvor termer identificeres, og definitioner og eksempler indsamles. Det leksikografiske arbejde, som består i selve udfyldningen og systematiseringen af termartikler og tegningen af begrebssystemer i termbasen i-term. Kildekritik Den e del af realia-delen bygger hovedsaligt på to kilder. Den første er retsplejeloven, som er den lov der regulerer straffeprocessen, og dermed også reglerne for de straffeprocessuelle tvangsindgreb. Den anden kilde, sen af Eva Smith et. al., er en minutiøst udført gennemgang af den e straffeproces, med et udtal af henvisninger til domme, og grundige kommentarer til samtlige paragraffer og principper. Bogen er tiltænkt som lærebog på universiteternes kandidatdel. I mindre grad er Lindencrone og Werlaufs Dansk Retspleje anvendt. Dens afsnit om straffeprocessuelle tvangsindgreb er betydeligt kortere end det sen. Alligevel har den fungeret godt som supplerende opslagsværk og som kilde til definitioner. Disse kilder er få i antal, men så højt specialiserede på et område der er nøje fastlagt, at jeg bestemt kan stå inde for validiteten. Til den e del af realia-delen har jeg anvendt langt flere kilder, da den e juridiske litteratur ikke er lige så simpelt formuleret som den e. Den e strafferetsplejelov, codice di procedura penale, har dog været den absolut mest anvendte, af samme årsager som gør sig gældende for retsplejeloven i den e del. Alle de andre primære kilder er bøger der henvender sig til jurastuderende eller advokater. Endvidere har jeg benyttet flere e juridiske ordbøger. Til den terminologiske del, har jeg anvendt Bodil Nistrup Madsens Terminologi Principper og metoder, som er en grundig introduktion til den videnskabelige disciplin terminologi. Jeg har til arbejdet i termbasen i-term også benyttet andre CLM-studerendes terminologiske specialer. 10

11 Danske forhold Den e straffeproces i korte træk sen eller strafferetsplejen er en del af det processuelle system, hvori også civilproces, fogedret og skifteret indgår. Principperne om mundtlighed, bevisumiddelbarhed, aktindsigt, kontradiktion samt partsprincippet er derfor fælles for de nævnte grene af retsplejen. Med undtagelse af skifteret er de tre andre discipliner reguleret ved retsplejeloven. Som udgangspunkt gælder desuden, at der er offentlighed i retsplejen. Retsplejelovens fjerde bog indeholder reglerne for strafferetsprocessen. Formålet med de straffeprocessuelle regler er at regulere håndhævelsen af de strafferetlige regler, altså straffelovens bestemmelser (SmiS03:13). Retsplejelovens bestemmelser for strafferetsplejen skal på den ene side sørge for, at overtrædelser af straffeloven kan opklares men på den anden side også sikre beskyttelsen af det enkelte individs retssikkerhed, som blandt andet er fastsat af den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). De straffeprocessuelle tvangsindgreb repræsenterer et grænseland mellem de to formål. Den e straffeproces bygger på det akkusatoriske princip. Dette princip, der også kaldes anklageprincippet, består i, at anklagemyndigheden foretager efterforskning af sagen, og efterfølgende er det anklagemyndigheden, der i retten skal føre sagen og sørge for dens opklaring. Partsprincippet betyder, at anklagemyndigheden fremfører de synspunkter, der taler for domfældelse af den tiltalte, mens en forsvarer fremfører de synspunkter, der taler for frifindelse af eller strafnedsættelse for tiltalte. Dommeren er upartisk og skal alene tage stilling til det materiale, der fremlægges i retten. Der gælder desuden igen regler for, hvordan dommeren skal vægte og bedømme de førte beviser(smis03: 15-16). Den materielle sandheds princip bygger på, at domstolen skal søge at finde frem til sandheden. Det skal både sikre, at uskyldige ikke dømmes, og at skyldige straffes. Det betyder også, at en tilståelse alene ikke er nok til at fælde dom. Derudover er politi såvel som anklagemyndighed underlagt det såkaldte objektivitetsprincip, der indebærer, at de skal efterforske sagen på objektiv vis. Princippet om objektivitet bevirker, at anklagemyndigheden kun må rejse tiltale, hvis det vurderes, at der kan fældes dom i sagen (SmiS03: 17). Princippet om kontradiktion indebærer, at sigtede som udgangspunkt skal have mulighed for at gøre sig bekendt med hele bevismaterialet og udtale sig derom. Hensynet til fremmede magter, andre alvorlige efterforskninger eller fortrolige efterforskningsmetoder kan dog i særlige tilfælde bevirke, at dette princip ikke kan efterleves til fulde (SmiS03:22). 11

12 Et andet essentielt princip i retspleje er princippet om in dubio pro reo, der fastsætter, at en hver tvivl skal komme den sigtede til gode. Det betyder, at anklagemyndigheden skal føre beviser så stærke, at der ikke kan rejses tvivl om tiltaltes skyld (SmiS03:25). Efterforskningen, der i medfør af rpl. 742 udføres af politiet, skal afdække, om der er grundlag for at pålægge strafansvar og dermed en sanktion. Dernæst skal efterforskningen tilvejebringe oplysninger om sagen. Særligt indgribende efterforskningsskridt kræver rettens medvirken. Om tvangsindgreb i den e straffeproces Til trods for at de straffeprocessuelle tvangsindgreb af er meget forskellig karakter, kan der dog opstilles nogle generelle principper for deres iværksættelse. Grundlæggende gælder det, at der ikke må anvendes en mere indgribende foranstaltning, såfremt en mindre indgribende foranstaltning kan opfylde formålet. Dernæst opererer man med det såkaldte proportionalitetsprincip, efter hvilket et tvangsindgreb ikke må være uforholdsmæssigt i forhold til indgrebets formål og sagens betydning. Navnlig må indgrebet aldrig være mere indgribende end den sanktion, der eventuelt senere kan forventes. (SmiS08, s. 520). Da tvangsindgreb er en del af efterforskningsfasen, iværksættes de dermed også over for personer, der endnu ikke er fundet skyldige, hvorfor der er opstillet en række betingelser for deres anvendelse. Disse betingelser divergerer alt efter intensiteten af det enkelte tvangsindgreb men anskues ud fra følgende tre kriterier: Kriminalitetens alvor, mistankens styrke og indikationsbetingelserne. Kriminalitetens alvor Som hovedregel iværksættes straffeprocessuelle indgreb mod personer, der er sigtede for en forbrydelse. Der skal dog være et rimeligt forhold mellem det anvendte tvangsindgreb og alvoren af det strafbare forhold, der efterforskes (proportionalitetsprincippet). Graden af intensitet i anvendte tvangsindgreb vil derfor være bestemt af alvoren af det strafbare forhold, der er mistanke om. Strafferammen fungerer som målestok for alvoren af det strafbare forhold. I gennemgangen af de straffeprocessuelle tvangsindgreb kaldes dette kriterium kriminalitetskravet, da der er tale om en forudsætning for anvendelsen af det pågældende indgreb (SmiS08, s ). 12

13 Mistankens styrke I retsplejeloven er der opstillet nogle mistankekrav, således at mistanken mod den, et tvangsindgreb ønskes rettet imod, skal have en given styrke, for at indgrebet kan iværksættes. Der findes dog også tvangsindgreb, der kan foretages uden mistanke mod en bestem person. Mistankekravet spænder fra det svageste rimelig grund over begrundet mistanke til det stærke udtryk særlig bestyrket mistanke. (SmiS08, s. 422). Indikationsbetingelsen Indikationsbetingelsen indikerer hvilket konkret behov for at anvende netop det pågældende tvangsindgreb i den aktuelle efterforskning, der foreligger (SmiS08, s. 422). Som tilfældet er med mistankekravet, eksisterer en skala med en række udtryk, der angiver indikationen for, hvorfor netop det pågældende tvangsindgreb bør anvendes. I denne sammenhæng er proportionalitetsprincippet særligt vigtigt. Den mildeste grad af indikationsstyrke er bestemte grunde stigende over, at indgrebet må anses for nødvendigt igen stigende til, at indgrebet må antages at være afgørende for efterforskningen, til det stærkeste andre efterforskningsskridt ikke kan antages at være egnede (SmiS08, s. 424). Indgreb i meddelelseshemmeligheden I medfør af Grundlovens 72 og EMKR art. 8 har personer ret til uovervåget at meddele sig til hinanden (SmiS08, s 28). Derfor gælder der ret strenge krav ved indgriben i meddelelseshemmeligheden. Det er retten, der træffer afgørelse om indgreb i meddelelseshemmeligheden. Dog kan politiet i tilfælde, hvor behandling af spørgsmålet ved retten medfører, at det pågældende efterforskningsskridt forpasses (periculum in mora), foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden, hvorefter de hurtigst muligt og inden for 24 timer skal forelægge indgrebet for retten. Retsplejeloven fastsætter i 780 seks forskellige indgreb i meddelelseshemmeligheden. - Telefonaflytning - Anden aflytning, herunder rumaflytning - Teleoplysning - Udvidet teleoplysning - Brevåbning - Brevstandsning 13

14 Intensiteten af de i 780 hjemlede indgreb i meddelelseshemmeligheden er meget forskellig. Det til trods gælder der stort set de samme betingelser for at iværksætte disse indgreb. Mistankekrav Rpl. 781 angiver, at der skal være bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt. Hvad angår brevåbning og brevstandsning gælder desuden, at indgrebene, såfremt der foreligger særlig bestyrket mistanke om, at forsendelsen enten indeholder genstande, som bør konfiskeres, eller som stammer fra en forbrydelse, kan iværksættes, uagtet at kriminalitets- og indikationskrav ikke er opfyldt (SmiS08, s. 437). Kriminalitetskrav Som udgangspunkt skal der være tale om efterforskning af et strafbart forhold, der kan straffes med seks års fængsel eller derover. Derudover kan der foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden, selv om strafferammen er under seks år, såfremt der er tale om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, mod statsforfatningen eller mod de øverste statsmyndigheder. Ligeledes kan indgrebene iværksættes i forbindelse med befrielse af fængslet (strfl. 124, stk 2), hjælp til undvegne (strfl. 125), unddragelse fra krigstjeneste (strfl. 127,stk 1), driftsforstyrrelser (strfl. 193, stk. 1), rufferi (strfl. 228), børnepornografi (strfl. 235), afpresning (strfl. 281), trusler (strfl. 266) og menneskesmugling (udl. 59, stk.7, nr. 1-5). Indikationskrav Indikationskravet til indgreb i meddelelseshemmeligheden er, at det må antages at være af afgørende betydning (rpl. 781, nr. 2). Ransagning En ransagning kan defineres som den type straffeprocessuelle tvangsindgreb, hvor politiet i strid med husfreden eller privatlivets fred foretager undersøgelser af en persons husrum, andre lokaliteter eller genstande. (SmiS08, s. 461). Selvfølgelig med det øjemed at tilvejebringe spor eller effekter i efterforskningen af et strafbart forhold. Retsplejeloven opererer i 793, stk. 1 med to typer af ransagninger: 14

15 Kategori 1-ransaninger der omfatter boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande (rpl. 793, stk. 1, nr. 1) Kategori 2-ransagninger der omfatter andre genstande samt lokaliteter uden for husrum (rpl. 793, stk. 1, nr. 2) Desuden skelnes der mellem ransagning af lokaler og genstande, som en mistænkt har rådighed over, og ransagning hos ikke mistænkte (jf. rpl. 795). Afgørelse om kategori 2-ransagninger træffes af politiet. Derudover træffes andre afgørelser om ransagninger ved rettens kendelse. Dog kan politiet iværksætte ransagning, såfremt mistænkte ved skriftligt samtykke indvilger deri. Endvidere skal ransagning ske så skånsomt som muligt (skånsomhedskriteriet), hvilket også indebærer, at politiet er forpligtet til at bekendtgøre tilstedeværende med grundlaget for ransagningen og dernæst at opfordre dem til at overvære den. Er der ved ransagningen ingen personer tilstede, tilkaldes så vidt muligt vidner til at overvære ransagningen. Politiet kan desuden bede personer forlade lokalet for at undgå forstyrrelse. (SmiS08, s ). Mistankekrav Mistankekravet for ransagning er rimelig grund. Hvad angår ransagning hos ikke-mistænkte, er der i sagens natur intet mistankekrav. Kriminalitetskrav Personen, der foretages ransagning hos, skal være mistænkt for et strafbart forhold, der er underlagt offentlig påtale (rpl. 794, stk.1, nr. 1). Hvad angår ransagning mod ikke-mistænkte, er kriminalitetskravet, at der er tale om et strafbart forhold, der kan medføre fængselsstraf (rpl. 795, stk. 1, nr. 1). Indikationskrav Ved ransagning hos mistænkte personer gælder, at ransagningen må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen (rpl. 794, stk.1, nr. 2) Beslaglæggelse Ved beslaglæggelse foretages der indgreb i rådigheden over genstande eller hele formuer. Beslaglæggelse kan have flere formål, og der sondres i rpl. 801 mellem følgende fire formål: 15

16 1. til sikring af bevismidler, 2. til sikring af det offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskation og bøde, 3. til sikring af forurettedes krav på tilbagelevering eller erstatning, og 4. når tiltalte har unddraget sig sagens videre forfølgning. Der kan foretages beslaglæggelse over for såvel sigtede som ikke-sigtede, lige som rpl. ligeledes sondrer mellem genstrande, som en mistænkt har rådighed over (rpl. 802, stk. 1) og gods, som en mistænkt ejer (rpl. 802, stk 2), og endelig opererer rpl. 803 med beslaglæggelse af genstande, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over (SmiS08, s. 479). På trods af sondringen mellem mistænkte og ikkemistænkte personer gælder de samme betingelser, hvad angår kriminalitetens alvor, mistankens styrke og indikationsbetingelsen. Den eneste forskel er, hvorvidt den eller de effekter, der ønskes beslaglagt, befinder sig hos den sigtede ellers hos tredjemand (SmiS08, s. 484). Der kan som indledningsvis nævnt også foretages beslaglæggelse af hele formuer eller dele af sådanne. Når det tilføjes, at der også kan være tale om dele af formuer, er det som følge af det føromtalte proportionalitetsprincip. Dette såkaldte formuebeslag anvendes i den situation, hvor en tiltalt unddrager sig sagens videre forfølgning. Det kan enten være ved udeblivelse i selve straffesagen eller i forbindelse med afsoning mv. Formuebeslag er et midlertidigt indgreb, og det ophæves straks, såfremt den tiltalte vender tilbage til sagens videre forfølgning. Det bemærkes endvidere, at formuebeslag i medfør af rpl. 802, stk. 3 kun kan anvendes, såfremt der er rejst tiltale. Således kan dette indgreb ikke iværksættes over for sigtede (SmiS08, s ). Derudover gælder der også et betydeligt strengere kriminalitetskrav (se nedenfor). Mistankekrav Genstande, som en mistænkt har rådighed over, kan beslaglægges, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse (rpl. 802, stk. 1). Det samme gør sig gældende for genstande, som en mistænkt ejer (rpl. 802, stk. 2). Der eksisterer i sagens natur ikke noget mistankekrav i betingelserne for beslaglæggelse af genstande, som en ikke-mistænkt person har rådighed over. Kriminalitetskrav Der skal være tale om en lovovertrædelse, der er underlagt offentlig påtale. For formuebeslag (rpl. 802, stk. 3) gælder, at der skal være rejst tiltale for en forbrydelse med mindst 1½ år i strafferammen. 16

17 Indikationskrav Der skal være grund til at antage, at det beslaglagte kan tjene som bevis eller bør konfiskeres, eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage (rpl 802 stk. 1 og rpl. 803 stk. 1). Dog gælder det, at når beslaglæggelse foretages for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, 76 a, stk. 5, og 77 a, 2. pkt., bødekrav eller forurettedes krav på erstatning i sagen (rpl. 802, stk. 2), at beslaglæggelse skal anses for nødvendig. Edition Når en ikke mistænkt person pålægges at forevise eller udlevere en genstand i efterforskningsøjemed, er der tale om edition. Edition anvendes kun over for ikke mistænkte personer, og i modsætning til beslaglæggelse indbefatter edition en aktiv handling fra den, der pålægges edition. Edition anses for at være et mere skånsomt tvangsindgreb end beslaglæggelse. Når en genstand er udleveret til politiet som følge af et editionspålæg, er det derefter reglerne for beslaglæggelse, der finder anvendelse, jf. rpl. 803 stk. 1 (SmiS08, s ). SmiS08 anfører endvidere, at editionspålægget skal angå konkret angivne genstande. Ofte vedrører edition dokumenter, ligesom det også kan være en bank der pålægges at oplyse om konti, der måtte have interesse i efterforskningsøjemed (SmiS08 s. 490). Det er retten, der på politiets begæring træffer afgørelse om editionspålæg. Vedkommende, pålægget om edition er rettet imod, skal have mulighed for at udtale sig. Dog kan retten på begæring udelukke den pågældende, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring undtagelsesvis gør det påkrævet. (SmiS08, s. 495). Retsplejeloven fastsætter desuden, at der ikke kan pålægges edition, hvis der derved vil fremkomme oplysning om forhold, som den pågældende ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne (rpl. 804, stk. 4). I forbindelse med vedtagelsen af den første såkaldte terrorpakke i 2002 blev der til reglerne om edition tilføjet en periculum in mora-bestemmelse, således at politiet i særlige tilfælde, hvor omstændighederne omkring efterforskningen tilsiger, at der skal handles hurtigt, kan meddele pålæg om edition uden rettens kendelse (SmiS08, s. 496). Den, som af politiet pålægges edition i medfør af periculum in morabestemmelsen i rpl. 806, stk.3, kan kræve indgrebet prøvet ved retten. I tilfælde deraf skal politiet inden 24 timer forelægge sagen for retten. 17

18 Politiet har ingen beføjelser til at anvende magt i forbindelse med gennemførelsen af et editionspålæg. Efterkommes et pålæg om edition ikke, vil retten typisk afsige kendelse om ransagning og/eller beslaglæggelse (SmiS08, s. 497). Mistankekrav Da edition kun pålægges ikke mistænkte personer, eksisterer der i sagens natur intet krav om mistankens styrke. Kriminalitetskrav Der skal være tale om efterforskning af en forbrydelse, der er undergivet offentlig påtale (rpl 804, stk 1). Indikationskrav Der skal være grund til at antage, at en genstand, som den pågældende har rådighed over, kan tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage (rpl. 804 stk. 1), for at der kan pålægges edition. Legemsindgreb Legemsindgreb dækker over en række forskellige indgreb, som divergerer betydeligt, og hvis anvendelse er nøje betinget af, om den, indgrebet rettes imod, er sigtet eller ej. Dernæst sondrer Retsplejelovens 792 mellem to typer af legemsindgreb: Legemsbesigtigelse (stk. 1) og legemsundersøgelse (stk. 2). Legemsbesigtigelse defineres som besigtigelse af legemets ydre, optagelse af fotografier, aftryk og lignende af legemets ydre samt visitation af det tøj, som den pågældende er iført (rpl. 792, stk. 1), mens legemsundersøgelse defineres som nærmere undersøgelse af legemet, herunder af dets hulrum, udtagelse af spyt- eller blodprøver eller andre tilsvarende prøver, røntgenundersøgelse og lignende (rpl. 792, stk. 2). Legemsindgreb over for sigtede Det er politiet, der træffer afgørelse om alle typer legemsbesigtigelse af en sigtet. Derudover har politiet ligeledes kompetence til at træffe afgørelse om nærmere undersøgelse af legemets ydre, sikring af prøver herfra og udtagelse af spyt- eller blodprøver (rpl. 792c, stk. 1), som anses for at være de mindst indgribende legemsundersøgelser. Politiet kan dog i periculum in mora-situationer også træffe afgørelse om mere indgribende legemsundersøgelser men skal efterfølgende forelægge spørgsmålet for retten. Ellers 18

19 gælder det som hovedregel, at afgørelser om andre end de i 792c, stk. 1 omtalte legemsundersøgelser træffes ved rettens kendelse. Dog gælder det, at hvis den sigtede giver skriftligt samtykke til at legemsundersøgelse foretages, kan politiet træffe afgørelse derom. Det er imidlertid kun kompetencen, der ved samtykke flyttes til politiet, hvilket betyder, at de såkaldte materielle betingelser, dvs. kriminalitetskrav, mistankekrav og indikationskrav, stadig skal opfyldes, før legemsundersøgelse kan foretages uagtet sigtedes samtykke. Som en generel betingelse for legemsundersøgelser gælder det, at de skal foretages under medvirken af en læge (SmiS08: ). Legemsindgreb mod sigtede skal udføres efter det for straffeprocessuelle tvangsindgreb almindelige proportionalitetsprincip, jf. rpl. 792e, stk. 1, med den tilføjelse, at det så vidt muligt iagttages, at et indgreb, der ellers kan føles krænkende for blufærdigheden, kun foretages af personer af samme køn som den undersøgte eller af sundhedspersonale. (rpl. 792e, stk. 2). Mistankekrav For legemsbesigtigelse gælder, at den sigtede med rimelig grund er mistænkt. For legemsundersøgelse gælder, at der skal være begrundet mistanke. Kriminalitetskrav Hvad angår legemsbesigtigelse skal lovovertrædelsen være underlagt offentlig påtale. For legemsundersøgelse skal der derimod være tale om en lovovertrædelse med 1 år og seks måneder eller derover i straframmen. Indikationskrav Både for legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse kræves, at indgrebet må antages at have væsentlig betydning for efterforskningen. Legemsindgreb over for ikke-sigtede Såfremt en ikke-sigtet person ikke giver sin samtykke, kan der kun i et vist omfang gennemføres legemsbesigtigelse og aldrig legemsundersøgelse. Der kan kun foretages legemsbesigtigelse der ikke kræver afklædning, herunder optagelse af fotografier, aftryk og lignende af legemet og visitation af tøj (rpl. 792d, stk. 1). Derudover gælder det, at under efterforskning på gerningsstedet i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af en alvorlig voldsforbrydelse eller fremsættelse af trussel herom samt i andre efterforskningssituationer, hvor der er begrundet mistanke om, at nogen tilstedeværende på sin person skjuler våben, kan politiet foretage visitation af tøjet hos alle personer, der træffes på stedet, med henblik på at finde våben. (rpl. 792d, stk.4). 19

20 Såfremt en ikke-mistænkt person giver sit samtykke, kan såvel legemsbesigtigelse som legemsundersøgelse finde sted. I så fald finder reglerne i Retsplejelovens kapitel 72 ( f) ikke anvendelse (SmiS08: 505). Mistankekrav Eftersom der ikke rejst sigtelse, eksisterer der ikke noget krav til mistankens styrke. Kriminalitetskrav Indgrebet skal være en del af efterforskningen af en lovovertrædelse med 1 år og seks måneder eller derover i strafferammen (rpl. 792d, stk. 2, nr.1). Indikationskrav Indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen. (rpl. 792d, stk. 2, nr.2). Anholdelse Anholdelse er en frihedsberøvelse, der iværksættes på politiets foranledning (SmiS08, s 520). En anholdelse kan vare op til 24 timer, som også er fristen for at fremstille den anholdte for en dommer (rpl 260, stk. 2) med henblik på videre fængsling eller løsladelse. Denne fremstilling kaldes et grundlovsforhør med henvisning til Grundlovens 71, der netop fastsætter reglen om, at en anholdt skal fremstilles for en dommer senest 24 timer efter pågribelsen (EybJ99: 120). Desuden kan anholdelsen ved rettens mellemkomst opretholdes i op til 3 gange 24 timer. Yderligere gælder det, at politiet ikke må tilbageholde den anholdte længere tid, end det er nødvendigt for sagens efterforskning (SmiS03 s. 53, rpl 760, stk. 1), hvilket endvidere betyder, at politiet ikke kan anvende grundlovens bestemmelse om de 24 timer, såfremt formålet med anholdelsen er tilendebragt i løbet af f.eks. fire timer (SmiS08 s. 525). Rpl. 755, stk. 2 giver endvidere mulighed for, at privatpersoner foretager anholdelse. Snarest muligt efter en sådan anholdelse er foretaget, skal den anholdte overdrages i politiets varetægt med oplysning om grund og tidspunkt for anholdelsen. Tidspunktet er vigtigt, som følge af Grundlovens 71 som nævnt ovenfor (rpl. 758, stk. 2). Anholdelse kan også foretages, såfremt en sigtet, der er behørigt tilsagt til et retsmøde, udebliver uden lovlig grund (rpl 757). 20

21 Mistankekrav Det kræves, at politiet med rimelig grund mistænker en bestemt person for et strafbart forhold, før der kan foretages anholdelse. Kriminalitetskrav Kriminalitetskravet for at foretage anholdelse er, at der er tale om et strafbart forhold, der er underlagt offentlig påtale. (rpl 755). Indikationskrav Anholdelse skal være påkrævet for at hindre yderligere strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre hans samkvem med andre. (rpl 755). Præventiv anholdelse Politiet kan uden for de ovennævnte bestemmelser foretage anholdelse af personer, der i offentlige forsamlinger under åben himmel giver anledning til fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. I sådanne tilfælde taler man om en præventiv anholdelse eller en administrativ frihedsberøvelse. En præventiv anholdelse skal være så skånsom og kortvarig som muligt (pl 8). Varigheden af en præventiv anholdelse blev med Lov nr af 1. december 2009, den såkaldte lømmelpakke, ændret fra seks til tolv timer. Varetægtsfængsling Såfremt politiet som led i efterforskningen af en lovovertrædelse måtte ønske at tilbageholde en person længere tid end den tidsramme reglerne for anholdelse foreskriver (jf. forrige afsnit), skal beslutningen om eventuel varetægtsfængsling træffes af retten. Denne fremstilling i retten kaldes, som nævnt ovenfor, et grundlovsforhør. Varetægtsfængsling kan ske for højst fire uger ad gangen og derefter forlænges med fire uger ad gangen (rpl. 767). Der er ikke nogen nominel grænse for, hvor længe en varetægtsfængsling må vare. Dertil gælder, at den tid, en senere dømt person måtte have tilbragt som varetægtsfængslet, bliver fratrukket den idømte frihedsstraf. 21

22 Generelle betingelser De generelle betingelser for varetægtsfængsling er fastsat i rpl. 762, stk. 1, og her sondres mellem tre forskellige typer: Sikringsarrest, uskadeliggørelsesarrest og kollusionsarrest (SmiS08: ). Sikringsarrest (rpl. 762, stk. 1, nr.1) vedrører, hvorvidt sigtede vurderes at ville unddrage sig strafforfølgningen. I rettens vurdering inddrages sigtedes situation, hvad angår familie, bopæl, erhverv og økonomi samt sigtedes tilknytning til Danmark. Særligt det sidstnævnte aspekt bevirker, at det største anvendelsesområde for sikringsarrest er over for udlændinge (SmiS08: ). Uskadeliggørelsesarrest (rpl. 762, stk. 1, nr.2) iværksættes i tilfælde, hvor risikoen for gentagelse af det påsigtede forhold vurderes at være stor. Der kan typisk være tale om forskellige former for seriekriminalitet vedrørende tyveri eller narkotika (SmiS08: 543). Kollusionsarrest (rpl. 762, stk. 1, nr.3) er betegnelsen for den type varetægtsfængsling, der anvendes for at forhindre sigtede i at vanskeliggøre strafforfølgningen. En sådan vanskeliggørelse kan være bortskaffelse eller manipulation af bevismateriale eller påvirkning af vidner. Kollusionsarrest er ofte forbundet med isolation, jf. rpl. 770a-770e. SmiS08 anfører endvidere, at kollusionsarrest formentlig er den hyppigst anvendte form for varetægtsfængsling i Danmark. Såfremt betingelserne for varetægtsfængsling ikke længere er til stede, skal sigtede løslades. Løsladelse er dog ikke ensbetydende med, at sigtelsen frafaldes (SmiS08: ). Mistankekrav Der skal være begrundet mistanke mod en person, før denne kan varetægtsfængsles. Derudover kræves det, i medfør af rpl. 762, stk. 1, at: 1) der, efter det om sigtedes forhold oplyste, er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen (sikringsarrest), eller 2) der, efter det om sigtedes forhold oplyste, er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den foran nævnte beskaffenhed (uskadeliggørelsesarrest), eller 3) der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre (kollusionsarrest). 22

23 Kriminalitetskrav Efterforskningen skal angå en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Indikationskrav Der anføres i retsplejeloven ikke noget indikationskrav for de tre ovennævnte typer af varetægtsfængsling. Retshåndhævelsesarrest efter 762, stk. 2, nr. 1 Hvor de tre ovennævnte typer af varetægtsfængsling udspringer af konkrete behov i forbindelse med efterforskning og strafforfølgelse, anvendes retshåndhævelsesarrest når hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod (rpl. 762, stk. 2, nr.1). Det anføres af SmiS08, at retshåndhævelsesarresten (trods navnet) ikke har andet formål end at tilgodese den såkaldte retsfølelse i befolkningen. Ingen juridiske grunde taler herfor. (SmiS08: 553). Retshåndhævelsesarrest anvendes kun i forbindelse med meget alvorlige forbrydelser såsom drab eller voldtægt, hvilket også understreges tydeligt af kriminalitetskravet dertil, jf. nedenfor. Materielle betingelser Der kræves særlig bestyrket mistanke om, at der begået en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover (rpl. 762, stk. 2, nr.1). Retshåndhævelsesarrest efter 762, stk. 2, nr. 2 Ud over i forbindelse med de meget grove forbrydelser findes der også en række andre lovovertrædelser, heriblandt flere typer af vold, for hvilke rpl. 762, stk. 2, nr. 2 hjemler varetægtsfængsling under hensyntagen til retshåndhævelsen (læs: retsfølelsen, jf. ovenfor og SmiS08: 553). Materielle betingelser Der skal foreligge særlig bestyrket mistanke om, at der er begået en overtrædelse af straffelovens 119, stk. 1, 123, 134 a, 192 a, stk. 2, 218, stk. 1, 222, 224 eller 225, jf. 218, stk. 1, eller 222, 235, stk. 1, , 250 eller 252 eller en overtrædelse af straffelovens 232 over for et barn under 15 år, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod. (rpl. 762, stk. 2, nr. 2). 23

24 Overtrædelse af betinget dom, betinget benådning eller prøveløsladelse Varetægtsfængsling kan desuden foretages, hvis der er bestemte grunde til at antage, at en person vil overtræde vilkårene i en betinget dom, en betinget benådning eller en prøveløsladelse, såfremt denne overtrædelse har en vis alvor. (SmiS08: 562). Varetægtsfængsling af udviste I medfør af udl. 36 varetægtsfængsles udlændinge, der ved dom er udvist af Danmark, i tidsrummet mellem en eventuelt udstået frihedsstraf og tidspunktet, hvor udvisningen kan effektueres. Der kan derfor opstå den for udviste noget besynderlige situation, at vedkomne på papiret løslades efter endt straf men alligevel forbliver i fængsel, såfremt udvisning ikke kan ske omgående. Varetægtsssurrogat Som det generelt gør sig gældende, hvad straffeprocessuelle tvangsindgreb angår, er det for varetægtsfængsling gældende, at den mindst indgribende foranstaltning, der tjener til at formålet med varetægtsfængslingen, skal iværksættes, såfremt sigtede giver samtykke dertil. Det giver i medfør af rpl. 765 mulighed for de såkaldte fængslingssurrogater, der i så fald træder i stedet for varetægtsfængsling. Rpl. 765 stk. 2 lister følgende foranstaltninger som mulige surrogater: 1) at undergive sig et af retten fastsat tilsyn, 2) at overholde særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, anvendelse af fritid og samkvem med bestemte personer, 3) at tage ophold i egnet hjem eller institution, 4) at undergive sig psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende, om fornødent på hospital eller særlig institution, 5) at give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter, 6) at deponere pas eller andre legitimationspapirer hos politiet, 7) at stille en af retten fastsat økonomisk sikkerhed for sin tilstedeværelse ved retsmøde og ved fuldbyrdelsen af en eventuel dom. (rpl. 765, stk. 2) 24

25 Italienske forhold Den e straffeproces i korte træk Diritto processuale penale (straffeproces) regulerer præcis som i Danmark gennemtvingelsen af reglerne i den materielle strafferet (diritto penale sostanzionale), der fastsætter hvilke handlinger, der strafbare og hvilken straf, der skal idømmes. En væsentlig forskel er dog, at straffeprocessen i Italien har sin egen lov, il Codice di Procedura Penale (c.p.p.), såvel som civilprocessen også har sin egen lov (Codice di Procedura Civile). sen har, som det også er tilfældet i Danmark, til formål både at muliggøre opklaringen af strafbare forhold men også at beskytte det enkelte individs retssikkerhed. Den e forfatning (Costituzione della Repubblica Italiana (Cost.)) fastsætter i art disse rettigheder, som også er nedfældet i EMRK. Der er som udgangspunkt offentlig retspleje (pubblicità processuale) i Italien (UbrI08:35), lige som der også gælder et princip om mundtlighed (principio dell oralità). Den e straffeproces har elementer af både det akkusatoriske princip (principio accusatorio) og det inkvisitoriske princip (principio inquisitorio). Selve processen bygger på det akkusatoriske princip, men efterforskningsfasen foregår under tilsyn af en dommer, den såkaldte giudice per le indagini preliminari (GIP), hvilket udgør et inkvisitorisk element. Denne dommer må ikke deltage personligt i sagens efterforskning og må heller ikke medvirke til sagens bedømmelse, hvorfor selve processen kan foregå efter det akkusatoriske princip. Tæt forbundet hermed er princippet om adskillelse af processens faser (principio di separazione delle fasi del processo), efter hvilket straffeprocessen inddeles i tre faser: indagini preliminari, udienza preliminare og dibattimento (efterforskning, indledende retsmøde og hovedforhandling), hvor der i hver fase medvirker en ny og af de andre uafhængig dommer (hhv. giudice per le indagini preliminari (GIP), giudice per l udienza preliminare (GUP) og giudice dibattimentale)(napg ; UbrI08:17). Anklagemyndigheden, il pubblico ministero (PM), forestår efterforskning og fører sagen ved retten (Nuo08:992). Bevisbyrden påhviler ligeledes anklagemyndigheden. Principio del doppio grado di giurisdizione (to-instans-princippet) sikrer, at alle retlige forhold kan afprøves ved to instanser. 25

26 Om mezzi di ricerca della prova og misure cautelari i den e straffeproces Hvad angår definitionen af, hvad et straffeprocessuelt tvangsindgreb er, er der ikke nogen nævneværdig diskrepans mellem og. I juridisk litteratur defineres et straffeprocessuelt tvangsindgreb som et indgreb i den personlige frihed, integritet eller ejendomsret, der iværksættes af politiet, anklagemyndigheden eller retten i forbindelse med efterforskning af kriminalitet samt pågribelse og domfældelse. (SmiS08: 417). En tilsvarende kilde definerer et straffeprocessuelt tvangsindgreb som una misura adottata dall autorità giudiziaria, nel corso delle indagini preliminari o nella fase processuale, che ha effetti limitativi della libertà personale o della disponibilità di determinati beni,... (Nuo08: 771). Et nærmere studium af de konkrete tekststeder i de to landes respektive love, henholdsvis den e retsplejelov og den e strafferetsplejelov, Codice di Procedura Penale, åbenbarer dog, at der består en betydelig forskel i omfanget af hvilke efterforskningsskridt, man i de to lande konkret anser for værende straffeprocessuelle tvangsindgreb. Den e fortolkning forekommer at omfatte en række foranstaltninger, der i retspleje kun anses som midler til indsamling af bevis (mezzi di ricerca della prova), skønt de indholdsmæssigt er mere eller mindre identiske med efterforskningsskridt, der i retspleje er definerede som straffeprocessuelle tvangsindgreb. Dette faktum fremstår endnu mere evident ved en betragtning af, hvordan efterforskningsskridt af indgribende karakter er placeret i de to landes lovgivning. I den e retsplejelov udgør straffeprocessuelle tvangsindgreb et særskilt afsnit (afsnit 2, kapitel 68-75b), mens de indholdsmæssigt tilnærmelsesvis identiske efterforskningsskridt i den e Codice di Procedura Penale er fordelt over flere forskellige inddelinger, hvor mezzi di ricerca della prova er en del af titolo III, capo I i libro III, og misure cautelari, hvortil ovennævnte e definition hører, først kommer i den efterfølgende libro IV (c.p.p. artt. 244ff). Dertil kommer, at de to typer af anholdelser, politiet kan foretage, optræder et helt tredje sted. Da formålet med dette speciale er at fungere som opslagsværk for studerende og oversættere, der måtte beskæftige sig med oversættelse mellem og inden for emnet straffeprocessuelle tvangsindgreb, finder jeg det relevant at medtage e efterforskningsmæssige foranstaltninger, der indholdsmæssigt ligner, hvad man i retspleje anser som værende straffeprocessuelle tvangsindgreb, selv om de efter fortolkning ikke er det. Dette valg er truffet ud fra en betragtning om, at det alene er et spørgsmål om forskellig inddeling af de to retsplejer, og at man i en oversættelse vil bruge det begreb, der materielt er ækvivalent, uagtet at der vil være tale om et straffeprocessuelt tvangsindgreb i retspleje, mens det ikke er tilfældet i strafferetspleje. 26

27 Generelle bestemmelser for mezzi di ricerca della prova Mezzi di ricerca della prova udgør en indgriben i den personlige frihed af variende intensitet. I c.p.p., libro III, titolo III anføres det flere steder, at de kan iværksættes af l autorità giudiziaria (den juridiske myndighed), hvilket NapG08:282 specificerer både dækker over domstolene såvel som den offentlige anklager. Generelle betingelser for misure cautelari Misure cautelari iværksættes af retten på begæring fra den offentlige anklager. Som det gør sig gældende for straffeprocessuelle tvangsindgreb i den e straffeproces, gælder der for misure cautelari en række generelle bestemmelser. - Criterio di adeguatezza (kriteriet om egnethed) efter hvilket dommeren skal iværksætte det eller de tvangsindgreb, der er bedst egnede til formålet (NapG08:760). - Criterio di gradualità (kriteriet om gradvist stigende intensitet), der skal sikre, at det alvorligste indgreb, custodia cautelare in carcere (varetægtsfængsling), kun iværksættes, når alle andre indgreb forekommer utilstrækkelige (NapG08:766). - Criterio di proporzionalità (proportionalitetsprincippet) bestemmer, at der skal bestå et rimeligt forhold mellem et hvert tvangsindgreb og det strafbare forhold mistanken angår samt den straf, der kan forventes idømt (NapG08:767). Materielle betingelser for mezzi di ricerca della prova og misure cautelari Der opereres i juridisk litteratur ikke med en opdeling af de materielle betingelser i mistankekrav, kriminalitetskrav og indikationskrav. Alligevel anfører C.P.P. lignende krav til iværksættelse af de enkelte mezzi di ricerca della prova og misure cautelari, og for at gøre det lettere at sammenligne de to landes indgreb, er der i det følgende angivet kriminalitetskrav, mistankekrav og indikationskrav for hver af foranstaltningerne. 27

28 Intercettazioni di conversazioni o comunicazioni Den e forfatnings art. 15 fastsætter, at friheden til i hemmelighed at føre korrespondance og al anden form for kommunikation er ukrænkelig. Dertil er det som nævnt i den e del også en rettighed, der er fastsat af EMRK art. 8. Indgreb i meddelelseshemmeligheden (limitazioni della segretezza della corrispondenza) skal derfor ske ved rettens kendelse (art. 15 Cost.). Den e strafferetsplejelov Codice di Procedura Penale (C.P.P.) giver mulighed for indgreb i meddelelseshemmeligheden af forskellig karakter, som vil blive beskrevet i dette og i de to følgende afsnit. C.P.P. art regulerer reglerne for aflytning af samtaler og overvågning af kommunikation (intercettazioni di conversazioni o comunicazioni). Det kan ske ved telefonaflytning (intercettazione telefonica) eller ved aflytning af rum og steder (intercettazione ambientale). Desuden er al anden telekommunikation også omfattet af disse regler.(nuo08: ). Det er den offentlige anklager (PM), der anmoder GIP om at træffe afgørelse om aflytning, og den eventuelle kendelse om aflytning skal være motiveret. Som det også gør sig gældende i retspleje, eksisterer der en periculum-in-mora-bestemmelse efter hvilken, den offentlige anklager kan iværksætte aflytning og efterfølgende indbringe spørgsmålet for en dommer. Dette skal ske hurtigst muligt og under alle omstændigheder inden for 24 timer. Dommeren skal derefter inden for 48 timer træffe afgørelse om, hvorvidt aflytningen er lovlig, hvilket gøres i en begrundet kendelse. Skulle dommeren finde, at der ikke foreligger det fornødne grundlag for aflytning, skal aflytningen straks bringes til ophør, og det materiale, der eventuelt måtte være fremkommet, må ikke anvendes. Mistankekrav Art. 267 C.P.P. anfører, at der skal foreligge stærk mistanke om, at der er begået en forbrydelse (gravi indizi di reato), førend der kan iværksættes aflytning af samtaler og/eller overvågning af kommunikation. Kriminalitetskrav C.P.P. art. 266 lister følgende syv forskellige typer af forbrydelser med tilhørende strafferammer i efterforskningen af hvilke, aflytning kan iværksættes: a) overlagte forbrydelser for hvilke strafferammen overstiger fængsel i fem år eller er fængsel på livstid; 28

29 b) forbrydelser mod den offentlige forvaltning for hvilke strafferammen ikke er under fængsel i fem år; c) forbrydelser der hidrører euforiserende eller psykotrope stoffer; d) forbrydelser der hidrører våben og eksplosive stoffer; e) smugling; f) forbrydelser der hidrører injurier, trusler, åger, abusiva attività finanziaria, misbrug af insider-viden, børsmanipulation, chikane eller telefonchikane; f bis) produktion, distribution eller besiddelse af børnepornografisk materiale. Indikationskrav Aflytning skal være fuldstændig uundværlig for den videre efterforskning 1. Sequestro di corrispondenza I medfør af C.P.P. art. 254 kan domstolene (l autorità giudiziaria) træffe kendelse om, at breve, pakker, telegrammer og andre typer korrespondance skal beslaglægges. Når det juridiske politi (polizia guidiziaria) beslaglægger en forsendelse, skal det beslaglagte overdrages til de juridiske myndigheder (autorità giudiziaria), uden at det juridiske politi gør sig bekendt med indholdet. Det er kun de juridiske myndigheder (autorità giudiziaria), domstole og offentlige anklagere, der har kompetence til at åbne beslaglagt korrespondance. Dog kan en offentlig anklager (PM) i periculum-in-mora-situationer tillade politiet at gøre sig bekendt med indholdet af beslaglagt korrespondance, såfremt der er begrundet mistanke (motivo fondato) om, at forsendelsen indeholder nyttig information for indsamling af bevismidler (Bro1, Bro2). Mistankekrav For at iværksætte sequestro di corrispondenza, skal der foreligge begrundet mistanke (fondato motivo) om, at genstanden under forsendelse er afsendt af eller stilet til en mistænkt, også hvis det er sket under et andet navn eller ved andre personers mellemkomst, eller hvis der er mistanke om, at forsendelsen har forbindelse til den forbrydelse, der efterforskes. 1 l intercettazione è assolutamente indispensabile ai fini della persecuzione delle indagini, art. 267 C.P.P. 29

30 Kriminalitetskrav Det eneste, der i art. 254 C.P.P. er anført vedrørende kriminalitetens karakter, er, at der skal være tale om en lovovertrædelse (reato). Indikationskrav C.P.P. angiver ikke noget indikationskrav for sequestro di corrispondenza. Sequestro di dati informatici presso fornitori di servizi informatici, telematici e di telecomunicazioni I en tilføjelse fra 2008, art. 254 bis C.P.P., gives de juridiske myndigheder muligheden for at indhente dataoplysninger hos teleudbydere, heriblandt også oplysninger om datatrafik og geografisk placering. Da art. 254 bis C.P.P. er en tilføjelse til artiklen om sequestro di corrispondenza, og da der ikke er angivet nogen specifikke materielle betingelser for art. 254 bis, må det antages, at det er de i art. 254 C.P.P. anførte materielle betingelser, der finder anvendelse for iværksættelse af foranstaltningerne i art. 254 bis C.P.P. (jf. de materielle betingelser ovenfor). Ispezione di luoghi e di cose Ispezione di luoghi e di cose er et efterforskningsskridt, hvor bevismidler udledes af allerede eksisterende spor eller genstande, der hidrører det strafbare forhold, der efterforskes eller udledes af omstændighederne på steder, der har betydning for sagen. (NapG07: 298). Ispezione di luoghi e di cose har kun til formål at beskrive og uddrage objektive data (Nuo08:638), og det præciseres endvidere, at ispezione udelukkende beskæftiger sig med synlige spor 2. Ispezione di luoghi e di cose kan foretages af enten det juridiske politi (polizia giudiziaria) eller af den offentlige anklager (PM) selv og skal altid ske med hjemmel i en motiveret kendelse (decreto motivato) afsagt af enten PM eller af retten. Som det allerførste skal en kopi af kendelsen afleveres til den, der ejer stedet eller tingene mod hvilke, der fortages ispezione di luoghi e di cose, såfremt vedkomne er til stede. I kendelsen kan det desuden bestemmes, at ingen må forlade stedet, før besigtigelsen er tilendebragt. Foretages ispezione di luoghi o di cose som led i den indledende efterforskning (indagini preliminari), altså inden en sigtelse er rejst, skal den offentlige anklager samtidig informere den efterforskede (l indagato) 2 SanI97: : Con ispezione chi svolge le indagini prende conoscenza, attraverso la percezione visiva, delle eventuali tracce e degli altri effetti materiali che il reato abbia lasciato su cose o sul corpo di persone (dell imputato o, solo in caso di assoluta necessità, di altre persone), come per esempio, feriti ematomi o altro. 30

31 med det såkaldte informazione di garanzia 3, således at den efterforskede har mulighed for at udpege en forsvarer. Såfremt informazione di garanzia ikke fremsendes til den efterforskede, kan eventuelt fremkomne beviser ikke anvendes. Forsvareren har ret til altid at være til stede, når der foretages ispezione di luoghi e di cose, og som konsekvens deraf, skal forsvareren adviseres senest 24 timer inden påbegyndelsen. Kun i periculum-in-mora-situationer kan ispezione di luoghi e di cose foretages uden tilstedeværelse af forsvareren (Nuo08: , 638). Personen, mod hvem ispezione di luoghi e di cose rettes, har desuden ret til også at lade sig bistå af andre personer end en forsvarer i overværelsen af besigtigelsen (NapG07:298). Det kan være relevant i tilfælde, hvor ispezione di luoghi e di cose fortages mod personer, der ikke er mistænkt og derfor ikke har en forsvarer. Mistankekrav Der anføres i C.P.P. intet krav til mistankens styrke. Kriminalitetskrav For iværksættelse af ispezione di luoghi e di cose gælder, at der skal være tale om et strafbart forhold (reato). Indikationskrav Art. 244 C.P.P. fastsætter, at der kan iværksættes ispezione di luoghi e di cose quando occorre accertare le tracce e gli altri effetti materiali del reato (art. 244 C.P.P.). Perquisizione locale Perquisizione locale foretages for at finde genstande, som har været brugt til at begå den eller de strafbare handlinger, der efterforskes eller genstande, der på anden vis udgør udbytte eller bevismateriale. Perquisizione locale foretages af det juridiske politi efter kendelse fra den offentlige anklager. Det juridiske politi kan dog foretage perquisizione locale uden kendelse i tilfælde, hvor gerningsmanden er taget på fersk gerning (flagranza) eller i sager om undvigelse (evasione). Ransagningskendelsen (decreto di perquisizione) skal ved ransagningens begyndelse udleveres i kopi til den mistænkte, hvis vedkomne er til stede og den, som ejer stedet, der ransages. Der skal oplyses om muligheden for at lade sig repræsentere af en forsvarer 3 Nuo08:597: informazione di garanzia: consiste in un atto che il P.M. invia per pista all indagato non dall inizio delle indagini, ma in un momento successivo, se e quando occorre un atto cui il difensore dell indagato abbia diritto di assistere. 31

32 og muligheden for at udpege andre personer til at bistå i overværelsen af ransagning, såfremt den eller disse personer hurtigt kan møde op og desuden er egnede som vidner i medfør af art. 120 C.P.P. 4. Formålet med perquisizione locale kan endvidere være at anholde en mistænkt, en tiltalt eller en undvegen person (NapG07: ). I henhold til art. 251 C.P.P. må ransagning i boliger (perquisizione domiciliare) kun foretages mellem klokken syv om morgenen og klokken otte om aftenen, hvilket dog kan fraviges i periculum-in-morasituationer. Mistankekrav Perquisizione locale kan foretages, når der er begrundet mistanke (fondato motivo) om, at forbrydelsens genstand (corpo del reato) eller ting, der hidrører det strafbare forhold, befinder sig på et givent sted, eller at en tiltalt eller undvegen person befinder sig det pågældende sted. Kriminalitetskrav For iværksættelse af perquisizione locale gælder, at der skal være tale om et strafbart forhold (reato). Indikationskrav Der anføres i C.P.P. ikke noget indikationskrav for iværksættelse af perquisizione personale. Sequestro Sequestro er en beslaglæggelse og består i en begrænsning af rådigheden over de ting, herunder formuer, der er genstand for sequestro eller en decideret fratagelse (spossessamento). Der skelnes mellem tre typer af sequestro, der hver har deres formål (Nuo08:1116): 1. Sequestro probatorio har til formål at sikre bevismidler; 2. Sequestro conservativo har til formål at garantere økonomisk sikkerhed (garanzia reale) for betaling af bødestraf (pena pecuniaria), sagsomkostninger (spese di giustizia) eller erstatninger i civilsager, der måtte følge af den pågældende straffesag; 3. Sequestro preventivo har til formål at afbryde igangværende kriminalitet eller at forhindre at ny kriminalitet begås. Herunder hører konfiskation (confisca). 4 Art. 120 C.P.P.: Non possono intervenire come testimoni ad atti del procedimento: a) i minori degli anni quattordici e le persone palesemente affette da infermità di mente o in stato di manifesta ubriachezza o intossicazione da sostanze stupefacenti o psicotrope. La capacità si presume sino a prova contraria; b) le persone sottoposte a misure di sicurezza detentive (215 c.p.) o a misure di prevenzione. 32

33 Sequestro probatorio kan iværksættes ved en kendelse fra den offentlige anklager, mens både sequestro conservativo og sequestro preventivo sker ved rettens kendelse på begæring af den offentlige anklager. Både autorità giudiziaria, som oftest den offentlige anklager, såvel som det juridiske politi kan udføre ransagningen. I medfør af art. 219 C.P.P. kan sequestro conservativo undlades, såfremt tiltalte stiller en tilsvarende kaution. Som det gør sig gældende for ispezione di luoghi e di cose såvel som for perquisizione locale, skal den efterforskedes forsvarer informeres med 24 timers varsel, og der skal som i de førnævnte tilfælde meddeles den såkaldte informazione di garanzia (jf. afsnit om ispezione di luoghi e di cose). Inden ransagningen udføres, skal PM gøre sig bekendt med, hvem den efterforskedes forsvarer er og i det tilfælde, at den efterforskede ikke har udpeget en forsvarer, skal en beskikket forsvarer tildeles. Forsvareren har ret til at bese de beslaglagte effekter på det sted, hvor de befinder sig og, hvis der er tale om dokumenter, tage kopier deraf. Foretages ransagning hos personer imod hvilke, der ikke er rettet en efterforskning, skal informazione di garanzia sendes til vedkomne, der ejer de ting, der beslaglægges (NapG07: 311). Mistankekrav For sequestro probatorio anfører C.P.P. intet krav til mistanke. For sequestro conservativo gælder, at der skal være grund til at antage (fondato ragione di ritenere), at de økonomiske midler, der garanterer for betaling af bødestraf, sagsomkostninger eller andre skyldner til statskassen, forsvinder (art. 316 C.P.P.). For sequestro preventivo gælder, at der skal være fare (pericolo) for, at den frie rådighed over en ting, der hidrører det strafbare forhold, kan forlænge eller forværre selvsamme forhold eller fremme, at nye strafbare forhold begås. Richiesta di consegna Såfremt politi eller anklagemyndighed ønsker at tage bestemte ting i deres varetægt, giver art. 248 C.P.P. mulighed for, at der fremsættes en anmodning om at få udleveret de pågældende ting. Imødekommes anmodningen kan ransagning (perquisizione) og eventuel derpå følgende beslaglæggelse (sequestro) udelades. Richiesta di consegna er i lighed med edition i retspleje tænkt som en mindre indgribende 33

34 foranstaltning end ransagning og eventuelt deraf følgende beslaglæggelse. Efterkommes anmodningen om udlevering af de pågældende ting ikke, kan de juridiske myndigheder, men ikke det juridiske politi, straks foretage perquisizione. Det juridiske politi skal først have en kendelse fra enten den offentlige anklager eller en dommer (Bro3). Mistankekrav Richiesta di consegna kan fremsættes, når der er begrundet mistanke (fondato motivo) om, at forbrydelsens genstand (corpo del reato) eller ting, der hidrører det strafbare forhold, befinder sig på et givent sted, eller når der er begrundet mistanke om, at nogen skjuler il corpo del reato eller ting, der hidrører det strafbare forhold, på deres person. Kriminalitetskrav Efterforskningen skal angå et strafbart forhold (reato). Indikationskrav Der anføres i C.P.P. intet indikationskrav for iværksættelse af richiesta di consegna. Ispezione personale Ispezione personale omfatter undersøgelser af den menneskelige krop. Disse undersøgelser kan afhængig af deres karakter foretages af enten det juridiske politi eller relevante fagpersoner (consulenti tecnici) som f. eks. læger. Personen, mod hvem ispezione personale foretages, skal informeres om muligheden for at have en for vedkomne betroet person (persona di fiducia) til stede, såfremt denne person er øjeblikkeligt disponibel og egnet som vidne (jf. art. 120 C.P.P.). Endvidere skal ispezione personale udføres på værdig vis og for så vidt muligt med respekt for blufærdigheden hos den, indgrebet er rettet imod (art. 245 C.P.P.). I medfør af art. 244 C.P.P. kan retten eller den offentlige anklager træffe afgørelse om, at der skal foretages en eller flere undersøgelser af kroppens karakteristika (rilievi segnaletici) og Guerri m. fl.(2010)anfører følgende fire typer: a) rilievi descrittivi består i en generel beskrivelse af personen, herunder hårfarve, øjenfarve, særlige kropslige kendetegn etc.; b) rilievi dattiloscopici omfatter optagelse af finger- og håndaftryk (prelievo delle impronte delle falangi delle dita e del palmo delle mani); 34

35 c) rilievi fotografici består i optagelse af fotografier af ansigtstræk (fotografia dei particolari del volto) fra siden, forfra og af hele kroppen i stående position; d) rilievi antropometrici består af beskrivelse og måling af legemsbygning (misurazione di corporatura), højde, knoglebygning (struttura ossea), kraniets og ansigtets form og fremspring (pande, næse, kæbe etc.). Rilievi segnaletici kan, såfremt vedkomne, de foretages imod, indvilger deri, foregå uden kendelse. I modsat fald afsiger den offentlige anklager eller GIP begrundet kendelse derom (art. 244 C.P.P.). Foruden rilievi segnaletici giver art. 244 C.P.P. også hjemmel til, at retten eller den offentlige anklager kan træffe beslutning om at udføre enhver anden teknisk undersøgelse. Herunder falder udtagelse af biologisk materiale til prøver (prelievo di materiale biologico), der enten kan ske i form af en hårprøve (prelievo di capelli), en behåringsprøve (prelivo di peli) eller en spytprøve (prelievo di saliva) (jf. art. 349, comma 2bis C.P.P.). Udtagelse af blodprøve (prelievo ematico) og urinprøve (prelievo di urina) falder ikke ind under reglerne om ispezione personale. Prelievo di materiale biologico kan, såfremt vedkomne, der foretages indgreb imod, indvilger deri, foregå uden rettens kendelse. I modsat fald fremsætter den offentlige anklager anmodning til GIP, der, såfremt der foreligger de påkrævede betingelser (jf. nedenfor), giver tilladelse ved kendelse (ordinanza). I periculum-in-mora-situationer kan den offentlige anklager træffe beslutning om at iværksætte prelievo di materiale biologico, hvorefter spørgsmålet inden for 48 timer skal indbringes for GIP, der hurtigst muligt og inden for endnu 48 timer enten stadfæster eller forkaster den offentlige anklagers beslutning (art. 359bis C.P.P.). Mistankekrav C.P.P. anfører ikke noget krav til mistankens styrke, hvad angår iværksættelse af ispezione personale. Kriminalitetskrav Generelt gælder for ispezione personale, at efterforskningen skal angå et strafbart forhold (reato)(art. 244, comma 2 C.P.P.). 35

36 Indikationskrav Relievi segnaletici kan foretages, når det er nødvendigt at verificere spor eller andre materielle effekter, der hidrører det strafbare forhold (reato) 5. Perquisizione personale Perquisizione personale er en besigtigelse, der består i at søge efter effekter, der hidrører fra et strafbart forhold, på kroppen af en person og i personens tøj, lommer og tasker (SanI97:223). Perquisizione personale udføres af det juridiske politi endda på eget initiativ i tilfælde, hvor den mistænkte tages på fersk gerning (flagranza). I alle andre tilfælde udføres perquisizione personale på baggrund af en begrundet kendelse fra enten den offentlige anklager eller fra en dommer. En kopi af kendelsen (decreto di perquisizione personale) skal afleveres til den hvis person er genstand for besigtigelsen (Nuo08: ). Som det også gør sig gældende for ispezione personale, skal perquisizione personale udføres på værdig vis og for så vidt muligt med respekt for blufærdigheden hos den, indgrebet er rettet imod. Desuden skal personen, mod hvem perquisizione personale iværksættes, informeres om muligheden for at have en for vedkomne betroet person (persona di fiducia) til stede, såfremt denne person er øjeblikkeligt disponibel og egnet som vidne, jf. art. 120 C.P.P. (art. 249 C.P.P.). Mistankekrav For at iværksætte perquisizione personale skal der være begrundet mistanke (fondato motivo) om, at den, mod hvem indgrebet foretages, på sin person skjuler genstanden for det strafbare forhold (il corpo del reato) eller ting, der hidrører det strafbare forhold (art. 247 C.P.P.). Kriminalitetskrav Efterforskningen skal angå et strafbart forhold (reato). Indikationskrav C.P.P. angiver ikke noget indikationskrav. Prelievo coattivo di campioni biologici I art. 359bis C.P.P. gives hjemmel til at retten eller den offentlige anklager kan træffe beslutning om tvangsmæssigt at foretage udtagelse af biologisk materiale til prøver (prelievo coattivo di campioni 5 Art 244 C.P.P.: quando occorre accertare le tracce e gli altri effetti materiali del reato. 36

37 biologici), der blandt andet kan tjene til at fastslå en, der enten kan ske i form af en hårprøve (prelievo di capelli), en behåringsprøve (prelivo di peli) eller en spytprøve (prelievo di saliva) (jf. art. 349, comma 2bis C.P.P.). Udtagelse af blodprøve (prelievo ematico) og urinprøve (prelievo di urina) falder ikke ind under disse bestemmelser. Prelievo coattivo di campioni biologici kan, såfremt vedkomne, der foretages indgreb imod, indvilger deri, foregå uden rettens kendelse. I modsat fald fremsætter den offentlige anklager anmodning til GIP, der, såfremt der foreligger de påkrævede betingelser (jf. nedenfor), giver tilladelse ved kendelse (ordinanza). I periculum-in-mora-situationer kan den offentlige anklager træffe beslutning om at iværksætte prelievo coattivo di campioni biologici, hvorefter spørgsmålet inden for 48 timer skal indbringes for GIP, der hurtigst muligt og inden for endnu 48 timer enten stadfæster eller forkaster den offentlige anklagers beslutning (art. 359bis C.P.P.). Tonini (2010: 531) anfører, at prelievo coattivo di campioni biologici forudsætter, at der allerede er iværksat enten misura cautelare, eller at der foreligger en dom. Der kan foretages prelievo coattivo di campioni biologici mod: Personer der er underlagt custodia cautelare in carcere eller arresti domiciliari Personer der er underlagt arresto in flagranza di reato eller fermo di indiziato di delitto Personer der afsoner en frihedsstraf i forbindelse med en endelig dom for en overlagt forbrydelse Personer der afsoner en anden straf end frihedsstraf i forbindelse med en endelig dom for en uagtsom forbrydelse Personer der er underlagt forvaring Mistankekrav Der anføres ikke noget særskilt krav til mistanke for iværksættelse af prelievo coattivo di campioni biologici, da mistankens styrke allerede er vurderet ved det indgreb, der går forud for prelievo coattivo di campioni biologici. Kriminalitetskrav For prelievi di materiale biologico gælder, at der skal være tale om en overlagt forbrydelse eller forsøg derpå, for hvilken strafferammen går op til fængsel på livstid eller tre års fængsel eller derover (TonM10:504). 37

38 Indikationskrav For at der kan udtages prelievo di materiale biologico skal den eller de undersøgelser, i medfør af art. 224bis C.P.P., være absolut uundværlige for bevismaterialet (assolutamente indispensabili per la prova dei fatti). Arresto in flagranza in flagranza di reato Arresto in flagranza di reato, ofte benævnt arresto in flagranza eller blot arresto, er den første af to foranstaltninger i C.P.P., der giver mulighed for at foretage tilbageholdelse af personer uden en dommers mellemkomst. Arresto in flagranza består i anholdelse af en lovovertræder, der gribes på fersk gerning. Det er det juridiske politi eller, som det ligeledes gør sig gældende i ret, privatpersoner, der kan foretage arresto in flagranza (NapG07: ). Straks efter at arresto in flagranza er foretaget, skal det juridiske politi oplyse den anholdte om retten til enten at udpege en forsvarer eller at få beskikket en forsvarer. Hurtigst muligt og senest inden for 24 timer efter anholdelsen skal den anholdte fremstilles for den offentlige anklager. Den offentlige anklager skal inden for 48 timer anmode GIP om at godkende den foretagne arresto in flagranza, hvorefter GIP hurtigst muligt og inden for yderligere 48 timer skal fastsætte tidspunktet for retsmødet, hvor den, der er anholdt på fersk gerning, fremstilles for en dommer (udienza di convalida) (art. 390 C.P.P.). Skulle der ved en fejl været foretaget arresto in flagranza mod en forkert person eller i strid med gældende regler derfor, løslades den pågældende straks pr. motiveret kendelse fra den offentlige anklager (art.389 C.P.P.). C.P.P. skelner mellem tilfælde hvor arresto in flagranza er påkrævet (arresto obbligatorio in flagranza) og tilfælde, hvor det juridiske politi om nødvendigt kan vælge at foretage anholdelse (arresto facoltativo in flagranza). Det er dels kriminalitetens art, der afgør, om arresto in flagranza er påkrævet eller ej, jf. afsnittet kriminalitetskrav nedenfor, samt hvorvidt det strafbare forhold er begået med fortsæt eller uagtsomt. Hvad angår arresto facoltativo in flagranza gælder desuden, at indgrebet skal være berettiget af det strafbare forholds alvorlighed eller af den fare, som den pågældende person eller situationens omstændigheder udgør (art. 381, co. 4 C.P.P.). Skulle arresto in flagranza, såvel obbligatorio som facoltativo, være foretaget som led i efterforskningen af et strafbart forhold, der er underlagt privat påtale (delitto perseguibile a querela), skal den anholdte, såfremt anmeldelsen trækkes tilbage, straks løslades (NapG07:340). D.L fastsætter endvidere, at personer, der under sportsbegivenheder udøver voldelige handlinger, som f. eks indtrængen på banen eller kast med farlige genstande, og som kan identificeres på 38

39 foto eller video, i henhold til reglerne om arresto in flagranza, kan anholdes i inden for et tidsrum på 36 timer, såfremt sikkerhedsmæssige hensyn har umuliggjort øjeblikkelig anholdelse. I sådanne tilfælde er der tale om arresto differitio (Nuo08:57). Mistankekrav Flagranza forudsætter, at den mistænkte tages på fersk gerning, og som følge deraf er mistanken i sådanne tilfælde evident. Alligevel specificeres det i art. 382 C.P.P., at personer, der overraskes med ting eller spor af hvilke, det forekommer, at den pågældende i øjeblikket forinden har begået det strafbare forhold, kan anses som taget på fersk gerning (colto in flagranza). Kriminalitetskrav For arresto obbligatorio in flagranza gælder, at der skal være begået eller forsøgt begået et strafbart forhold, for hvilket loven foreskriver en straf på fængsel på livstid, eller for hvilket strafferammen går fra fængsel i minimum fem år til fængsel i maksimalt tyve år. For arresto facoltativo in flagranza gælder, at der enten uden fortsæt skal være begået eller forsøgt begået et strafbart forhold, for hvilket den maksimale straf overstiger tre års fængsel, eller at der er begået en forsætlig strafbar handling, for hvilken den maksimale straf ikke er under frem års fængsel. Derudover listes i art. 381, co. 2 C.P.P. en lang række strafbare forhold, for hvilke arresto in flagranza om nødvendigt kan foretages. Indikationskrav Der anføres intet indikationskrav for at foretage arresto in flagranza. Fermo di indiziato di delitto Som nævnt i det foregående afsnit findes der to foranstaltninger, hvormed det er muligt at tilbageholde personer uden en dommers mellemkomst, hvoraf arresto in flagranza er den ene og fermo di indiziato di delitto er den anden. Fermo di indiziato di delitto, ofte blot kaldet fermo, er en anholdelse, der sker enten efter beslutning fra den offentlige anklager eller direkte på initiativ af det juridiske politi. Modsat hvad der gør sig gældende for arresto in flagranza, er det ikke nødvendigt, at den mistænkte pågribes på fersk gerning. Dog skal det bemærkes, at det faktum, at en mistænkt tages på fersk gerning, ikke udelukker iværksættelsen af fermo di indiziato di delitto (NapG07:342). 39

40 Straks efter at fermo di indiziato di delitto er foretaget, skal det juridiske politi oplyse den anholdte om retten til enten at udpege en forsvarer eller at få beskikket en forsvarer. Hurtigst muligt og i senest inden for 24 timer efter anholdelsen skal den anholdte fremstilles for den offentlige anklager. Den offentlige anklager skal inden for 48 timer anmode GIP om at godkende den foretagne fermo di indiziato di delitto, hvorefter GIP hurtigst muligt og inden for yderligere 48 timer skal fastsætte tidspunktet for retsmødet, hvor den, fermo di indiziato di delitto er foretaget mod, fremstilles for en dommer (udienza di convalida) (art. 390 C.P.P.). Skulle der ved en fejl været foretaget fermo di indiziato di delitto mod en forkert person eller i strid med gældende regler derfor, løslades den pågældende straks pr. motiveret kendelse fra den offentlige anklager (art.389 C.P.P.). Mistankekrav For iværksættelse af fermo di indiziato di delitto gælder, at der skal være begrundet fare for, at den pågældende vil flygte (pericolo di fuga) samtidig med, at der mod pågældende eksisterer alvorlig mistanke om, at den mistænkte er skyldig (gravi indizi di colpevolezza) (NapG07:342). Kriminalitetskrav Efterforskningen skal angå en forbrydelse for hvilken, straffen er livsvarigt fængsel eller for hvilken, strafferammen går fra mindst fængsel i to år og overstiger fængsel i seks år eller er mistænkt for en forbrydelse, der omfatter krigsvåben eller sprængstoffer eller en forbrydelse, der er led i terroristvirksomhed eller en forbrydelse med det formål at omvælte den demokratiske orden (art. 384 C.P.P.). Indikationskrav Der anføres intet indikationskrav for iværksættelse af fermo di indiziato di delitto. Custodia cautelare in carcere Custodia cautelare in carcere er en varetægtsfængsling, der iværksættes ved rettens kendelse, på begæring af den offentlige anklager, såfremt det anses nødvendigt for den videre efterforskning, at den frihedsberøvelse, der er allerede foretaget enten i form af arresto in flagranza eller fermo di indiziato di delitto forlænges (Enc07:428; SanI97:287). Custodia cautelare in carcere er en indgribende processuel frihedsberøvelse og som konsekvens deraf, skal iværksættelse af denne foranstaltning kun effektueres i tilfælde, hvor alle andre foranstaltninger forekommer utilstrækkelige (Nuo08:289). Custodia cautelare in carcere iværksættes, når: 40

41 1.) Der er fare for, at den sigtede gentager det strafbare forhold for hvilket, han er sigtet, eller; 2.) Sigtede har forsøgt at flygte, eller hvis der er konkret fare for, at sigtede vil forsøge at flygte, eller; 3.) Det vurderes, at sigtede kan være til fare for indsamling af bevismateriale, eller at sigtede vil forsøge at manipulere med bevismaterialet (art. 274 C.P.P.) Skulle omstændighederne ændre sig i løbet af efterforskningen, således at der ikke længere forelægger ovennævnte krav, ophæves custodia cautelare in carcere og erstattes om nødvendigt af en anden og mindre indgribende foranstaltning (se efterfølgende afsnit). Custodia cautelare in carcere ophører straks, at sagen henlægges, tiltalen frafaldes eller tiltalte frikendes (art. 300 C.P.P.). Den varetægtsfængslede skal afhøres af en dommer inden for fem dage efter, at custodia cautelare in carcere er iværksat, såfremt en sådan afhøring ikke har fundet sted under det retsmøde, hvor arresto in flagranza eller fermo di indiziato di delitto blev godkendt (udienza di convalida dell arresto/del fermo). Er den varetægtsfængslede underlagt andre tvangsindgreb, der besværliggør afhøring, kan fristen inden for hvilken, afhøring skal finde sted, øges til ti dage. Endvidere gælder det dog, at den varetægtsfængslede skal afhøres af en dommer inden 48 timer, såfremt den offentlige anklager i sin begæring om varetægtsfængsling anmoder derom. I sin afhøring af den varetægtsfængslede skal dommeren sikre sig, at der foreligger de fornødne omstændigheder for custodia cautelare in carcere (art. 294 C.P.P.). Den maksimale varighed af custodia cautelare in carcere varierer efter strafferammen for den forbrydelse, der efterforskes, i henhold til de i art. 303 C.P.P. anførte inddelinger, som er som følger: - I sager om forbrydelser hvor strafferammen ikke overstiger seks års fængsel, kan custodia cautelare in carcere vare i tre måneder i efterforskningsfasen med mulighed for forlægning med maksimalt 45 dage. Fra custodia cautelare in carcere iværksættes og til der er afsagt endelig dom efter alle anker, kan der maksimalt gå to år. - I sager om forbrydelser hvor strafferammen overstiger seks års fængsel men ikke overstiger tyve års fængsel, kan custodia cautelare in carcere vare i seks måneder i efterforskningsfasen, med mulighed for forlægning med maksimalt 3 måneder. Fra custodia cautelare in carcere iværksættes, og til der er afsagt endelig dom efter alle anker, kan der maksimalt gå fire år. 41

42 - I sager om forbrydelser der er omfattet af art. 407 co. 2, lett. a 6, kan custodia cautelare in carcere vare i et år i efterforskningsfasen, med mulighed for forlægning med maksimalt seks måneder. Fra custodia cautelare in carcere iværksættes og til der er afsagt endelig dom efter alle anker, kan der maksimalt gå fire år. - I sager om forbrydelser der kan straffes med fængsel på livstid eller forbrydelser, hvor strafferammen overstiger tyve års fængsel, kan custodia cautelare in carcere vare i et år i efterforskningsfasen med mulighed for forlægning med maksimalt seks måneder. Fra custodia cautelare in carcere iværksættes og til der er afsagt endelig dom efter alle anker, kan der maksimalt gå seks år. I alle tilfælde gælder, at forlægning (proroga) kun kan ske én gang. Desuden gælder, at den tid, en dømt har været underlagt custodia cautelare in carcere, fratrækkes den idømte straf (Nuo08:289). Custodia cautelare in carcere kan som udgangspunkt ikke og kun i ganske særlige tilfælde iværksættes mod gravide, mødre til børn under tre år, som bor sammen med hende, fædre, der alene tager sig af små børn, personer over 70 år eller personer, hvis helbredsmæssige tilstand ikke er forenelig fængsling. Til sidstnævnte regnes også personer med HIV eller AIDS. Mistankekrav Der skal foreligge alvorlig mistanke om, at den, mod hvem custodia cautelare in carcere iværksættes, er skyldig (gravi indizi di colpevolezza). Kriminalitetskrav Efterforskningen skal angå et strafbart forhold, hvor strafferammen overstiger fire års fængsel. Indikationskrav I medfør af art. 275, co. 3 C.P.P. kan custodia cautelare in carcere kun iværksættes, når et hvert andet tvangsindgreb forekommer utilstrækkeligt. Det skal endvidere i rettens kendelse specificeres, hvorfor andre indgreb ikke findes egnede (Nuo08:289). 6 Der er tale om en lang række alvorligere forbrydelser, som bl.a. omfatter terrorisme, våbenhandel, handel med euforiserende stoffer. 42

43 Custodia cautelare in luogo di cura Såfremt en persons mentale helbred udelukker custodia cautelare in carcere, kan der i stedet for iværksættes en frihedsberøvende kontrolforanstaltning på et til formålet egnet psykiatrisk hospital (custodia cautelare in luogo di cura). Med egnet menes først og fremmest, at det kan hindres, at personen flygter. Vurderes det, at vedkomnes helbred ikke længere er til hinder for sædvanlig varetægtsfængsling, konverteres indgrebet til custodia cautelare in carcere. Da custodia cautelare in luogo di cura står i stedet for custodia cautelare in carcere alene af hensyn til det mentale helbred hos den, indgrebet er foretaget imod, gælder der alle de samme regler angående iværksættelse, varighed og materielle betingelser som for custodia cautelare in carcere (NapG07:739). Arresti domiciliari Arresti domiciliari er en frihedsberøvelse, der finder sted i en privat bolig og anses for at være mindre indgribende i den personlige frihed end custodia cautelare in carcere, der i medfør af criterio di gradualità, kun skal iværksættes i yderste konsekvens. Det kan f. eks tillades, at personer, der er underlagt arresti domiciliari, i et nøje angivet tidsrum forlader den private bolig, der danner ramme om frihedsberøvelsen, for at gå på arbejde. Det kan endvidere ved rettens kendelse bestemmes, at vedkomne, der er underlagt arresti domiciliari, ikke må kommunikere med andre. Det er det juridiske politi og den offentlige anklager, der forestår kontrollen af, om den, der er underlagt arresti domiciliari, opholder sig der, hvor det er bestemt. Såfremt retten måtte finde det nødvendigt, kan der føres skærpet kontrol, f. eks ved hjælp af en elektronisk fodlænke (Nuo08:57). På trods af at arresti domiciliari anses for at være en mindre indgribende foranstaltning, gælder der de samme regler og betingelser for iværksættelse som for custodia cautelare in carcere, jf. forrige afsnit. Det omfatter også bestemmelserne for varighed samt de materielle betingelser. Det er præcis de samme parametre, der ligger til grund for iværksættelse af arresti domiciliari som for custodia cautelare in carcere. Det afgørende er, at arresti domiciliari er en mindre indgribende foranstaltning og derfor skal iværksættes, såfremt der ikke foreligger omstændigheder, der udelukker det, jf. principio di gradualità. 43

44 Foranstaltninger af mindre indgribende karakter end custodia cautelare in carcere Som nævnt i afsnittet om generelle betingelser for misure cautelari skal der, såfremt omstændighederne tillader det, iværksættes en mindre indgribende foranstaltning end custodia cautelare in carcere. Codice di procedura penale (art. 281, 282 og 283) anfører følgende foranstaltninger: Divieto di espatrio, hvor den sigtedes pas inddrages, og vedkomne forbydes at forlade Italien; Obbligo di presentazione alla polizia giudiziaria, hvor den sigtede pålægges meldepligt hos det juridiske politi; Divieto e obbligo di dimora, hvor den sigtede pålægges at opholde sig på et bestemt sted eller ikke at opholde sig et bestemt sted. 44

45 Terminologisk del Udarbejdelsen af dette speciale omfatter en tosproget terminologisk base, som skal tjene som et, forhåbentligt, brugbart værktøj inden for oversættelse af tekster om straffeprocessuelle tvangsindgreb. I de følgende afsnit gennemgås først det teoretiske grundlag for det terminologiske arbejde, og derpå følger en introduktion til termbasen i-term, hvorefter det egentlige terminologiske arbejdes præsenteres. Terminologi Inden for næsten alle fagområder findes der ord og udtryk, der enten kun eksisterer inden for det pågældende fag, eller som inden for netop dét emne betyder noget helt særligt, der muligvis divergerer fra den alment sproglige anvendelse af ordet eller udtrykket. Disse ord og udtryk udgør inden for deres respektive områder et fagsprog. Fagsprog er forudsætningen for præcis kommunikation inden for ofte højt specialiserede og komplicerede fagområder. Præcision er den afgørende forskel på almensproglige ord og de fagsproglige termer (MadT99:13). Det gør fagsprog særligt interessant i oversættelsesøjemed, idet et fagsprogs termer ofte er meget præcist definerede og dermed skaber rum for betydelige misforståelser, såfremt de ikke oversættes korrekt. Engberg (1998:29-30) anfører følgende fire kriterier for, hvad man kunne kalde det optimale fagsprog : Entydighed. Forskellighed og relationer mellem forskellige begreber skal angives Præcision. Fagsproget skal opdele verden nøjagtigt efter det behov, det pågældende fag har. Økonomi. Der skal kunne refereres kort og klart til genstande og deres indbyrdes relationer Let håndterbarhed. Anvendelse og forståelse skal være så let som muligt for fagsprogets brugere. Terminologi er studiet af fagudtryk og fagsproglige begreber og forholdet mellem disse. Udtryk og begreb udgør tilsammen en term. Termer, udtryk og begreber En term er et sprogligt tegn, det være sig et eller flere ord, som har en specifik betydning inden for et specifikt emne- eller fagområde. En term udgøres dels af et udtryk, som er den skrevne repræsentation af termen, og dels består en term af et begreb, der udgøres af en mængde af karakteristiske træk. At en term kun har en specifik betydning betyder, at en term kun kan indeholde ét begreb og dermed kun én betydning. Derimod kan der godt svare flere begreber til et udtryk. Det samme skrevne ord (udtryk) kan altså godt have flere betydninger. I et sådant tilfælde taler man om polysemi. Eksempelvis svarer der til udtrykket kø mindst to betydninger (begreber), henholdsvis en række af personer der venter på at komme 45

46 til efter tur og en lang, svagt tilspidsende stok, hvormed der i billardspil stødes til ballerne. Der vil i dette tilfælde være tale om to termer, idet udtrykket kø med hvert af de to begreber udgør en term, hvilket understeger Madsens pointe om, at polysemi kun forekommer ved udtryk og aldrig omfatter hele termer (MadT99: 17). Et begrebs karakteristiske træk beskriver begrebets egenskaber, som f. eks. formål, funktion, bestanddele eller placering. Endvidere kan de karakteristiske træk inddeles i to undergrupper; adskillende træk og supplerende træk. De adskillende træk udgøres af de egenskaber, der er med til at bestemme indholdet i begrebet, mens de supplerende træk udelukkende er beskrivende og dermed ikke afgørende for begrebet (MadT99: 16-17). Begrebernes karakteristiske træk er det væsentligste i det terminologiske arbejde hen mod at frembringe definitioner og opstille begrebssystemer. Madsen (1999: 61-63) anfører trækstrukturer som et nyttigt værktøj til at skabe overblik over de enkelte begrebers karakteristiske træk. Et begrebs trækstruktur udgøres af en mængde trækspecifikationer, og en trækspecifikation af et trækværdi-par, som består af et træknavn, kaldet et attribut, og en værdi. Begrebssystemer Et begrebssystem er en oversigt over et specifikt emnes begreber og deres indbyrdes relationer. En analyse af de enkelte begrebers karakteristiske træk er udgangspunktet for udarbejdelsen af et begrebssystem, og som følge deraf kan opstillingen af begrebssystemer også vise sig nyttig i udarbejdelsen af præcise definitioner af de behandlede termer. Dertil er den grafiske gengivelse af begrebssystemerne et godt instrument til at overskueliggøre relationer mellem de enkelte begreber. Relationerne mellem et fagområdes begreber kan antage forskellig form, men overordnet skelnes der mellem to typer: Hierarkiske relationer og ikke-hierarkiske relationer. Begrebernes indbyrdes relationer Blandt hierarkiske relationer skelnes der mellem to arter, generiske relationer og del-helheds-relationer. I generiske relationer består relationen mellem et overbegreb og et underbegreb. Underbegrebet er en type af overbegrebet og derfor kaldes en sådan relation også en typerelation. Underbegrebet har samtlige 46

47 overbegrebets karakteristiske træk plus endnu et karakteristisk træk, der adskiller underbegrebet fra overbegrebet samt fra eventuelle sideordnede begreber (MadT99: 21). I den grafiske repræsentation af begrebssystemer angives generiske relationer med den såkaldte paraplystruktur. Dertil nummereres de enkelte begreber med et tal, således at overbegrebet har nummer 1, de følgende underbegreber nummereres 1.1, 1.2, 1.3 osv., derpå følgende underbegreber 1.1.1, 1.1.2, osv. (MadT99: 28). Del-helheds-relationen er en relation mellem en helhed og dens bestanddele og udgøres af ét helhedsbegreb og flere delbegreber. Modsat generiske relationer besidder delbegrebet ikke samtlige helhedsbegrebets karakteristiske træk. Tværtimod vil et helhedsbegrebs tilhørende delbegreber ofte have relativt forskellige og fra hinanden afvigende karakteristiske træk(madt99: 22-23). Der findes flere undergrupper af del-helheds-relationer, men for denne afhandling anser jeg kun de følgende to som værende relevante: Bestanddelsrelationer, der består i relationer, hvor delbegreberne udgør helhedens funktionelle bestanddele (MadT99: 23). Mængde-element-relationer, hvor delbegreberne indgår som elementer i en kollektiv enhed (MadT99: 24). Grafisk angives del-helheds-relationer i begrebssystemer med den såkaldte. Nummereringen af delhelheds-relationer sker efter samme princip, som gælder for generiske relationer dog med den forskel, at der sættes en bindestreg mellem tallene i stedet for et punktum (1, 1-1, 1-2, , 1-1-2, osv.) (MadT99: 28). Definitioner I arbejdet med et givent emnes terminologi er definitionerne af de enkelte termer selvsagt af stor betydning. Som tidligere nævnt har termer snævre og præcise definitioner. Når der som i dette tilfælde er tale om tosproget terminologiarbejde, udgør definitionerne ligeledes forudsætningen for at afgøre, om begreber på hvert deres sprog er ækvivalente, idet der udarbejdes en definition på hvert sprog (MadT99: 74). Spørgsmålet om ækvivalens eller mangel på samme udgør formentlig det største problem for oversættere af fagsproglige tekster, idet oversætteren som oftest ikke besidder tilstrækkelig faglig ekspertise til umiddelbart at afgøre, om to begreber på hver deres sprog er ækvivalente. 47

48 Ifølge Madsen (1999) findes der flere metoder til at frembringe definitioner, men analysemetoden fremhæves som den absolut mest hensigtsmæssige at avende. Ved analysemetoden frembringes definitioner på baggrund af en analyse af begrebernes karakteristiske træk. Desuden rummer analysemetoden tre typer af definitioner, indholdsdefinitioner, omfangsdefinitioner og bestanddelsdefinitioner. Indholdsdefinitioner, også kaldet intensionale definitioner, består i at anføre nærmeste overbegreb og derefter det eller de adskillende træk i forhold til sideordnede begreber. Som Madsen (1999: 76) anfører, forudsætter anførslen af et overbegreb, at der er udarbejdet et begrebssystem. Det nærmeste overbegreb skal som udgangspunkt udgøre det første af definitionen. Madsen (1999: 79)medgiver dog, at dette princip ofte er vanskeligt at efterkomme, hvad angår et begrebssystems topbegreb, der i sagens natur ikke har noget overbegreb. Endvidere konstateres det, at det kan være nødvendigt at korrigere begrebssystemets eksakte udformning, såfremt der i arbejdet med definitionerne fremkommer adskillende træk, der divergerer fra det i begrebssystemet oprindeligt anførte. Omfangsdefinitioner, som også kendes under betegnelsen ekstensionale definitioner, dannes ved at anføre samtlige begrebets underbegreber. Bestanddelsdefinitioner frembringes ved at angive samtlige af de begreber, der refererer til bestanddele i det pågældende begreb. Både omfangsdefinitionen og bestanddelsdefinitionen forekommer dog problematiske, idet en opremsning af underbegreber eller relaterede begreber kun giver en yderst ringe indsigt i, hvad det reelle begrebsindhold er, hvilket i særdeleshed er uhensigtsmæssigt, hvad angår lægmænd, som er målgruppen for denne termbase. Desuden vil de informationer om omfang og bestanddele, der anføres ved de to sidstnævnte metoder, fremgå tydeligt af den grafiske repræsentation af et givent begrebssystem. Som følge af de omtalte problematiske aspekter ved omfangs- og bestanddelsdefinitioner er definitionerne i termbasen udarbejdet som indholdsdefinitioner. Yderligere er definitionerne forsøgt udformet i overensstemmelse med de af Madsen (1999: 88-95) opstillede kriterier om, at definitioner blandt andet skal være korte og enkle, og det anføres, at definitionerne kun bør indeholde én helsætning, og at de bør indledes med lille begyndelsesbogstav og afsluttes med punktum; tage hensyn til målgruppen; 48

49 være klare, hvilket forudsætter, at der i definitionerne ikke anvendes termer, der ikke med rimelighed kan forudsættes bekendt af målgruppen, eller som ikke er defineret andetsteds i samme termbase; være gensidigt afstemt, hvilket indebærer, at de er udarbejdet efter samme metode. Termbasen i-term Organisering, systematisering og begrebsmodellering af den terminologi, der er udvalgt fra specialets realia-del, er foretaget i termbasen i-term. i-term er en webbaseret term- og vidensbase, der er udviklet af DANTERMcentret ved Copenhagen Business School. Termbasen for dette speciale tilgås fra hvor databasen Michael Abildgaard vælges, og brugernavn og password er bruger. De to funktioner, der er anvendt i arbejdet med dette speciale, er i-term og i-model. i-term er benyttet til at oprette de terminologiske artikler der indeholder: Termen + kilde til termen Generel definition + kilde til definitionen Hvis nødvendigt, en faglig definition der supplerer den generelle definition Eksempel hvor termen bruges, hvis et godt eksempel er fundet + samt kilde til eksemplet Indikation af diagram(mer) Indikation af relation(er) Synonymer, der kan have alt det ovennævnte indhold Ækvivalent term på målsproget, der ligeledes kan have alt det ovennævnte indhold eller, et oversættelsesforslag + definition Eventuelle kommentarer I i-term kan man som bruger søge efter termer. - i-model er et værktøj til grafisk gengivelse af begrebssystemer for de termer, der findes i basen. Den grafiske fremstilling er fundamental for kunne overskue begrebssystemerne opbygning, idet der ikke skal mange indbyrdes relationer mellem termerne til, før man mister overblikket. Udarbejdelsen af begrebssystemer har desuden været et glimrende værktøj til at sikre, at de enkelte termers definitioner blev indbyrdes afstemt. De enkelte termers hierarkiske placering vises 49

50 desuden også, når termen slås op i i-term. Begrebssystemerne, der i termbasen kaldes diagrammer, kan desuden gemmes som billedfiler. Begrebssystemer Studiet af de straffeprocessuelle tvangsindgreb i og retspleje har udmøntet sig i en række begrebssystemer, der kortlægger de enkelte foranstaltningers indbyrdes relationer. Begrebssystemerne er vedlagte som bilag og de er naturligvis også tilgængelige i i-term-basen. Der er fire begrebssystemer knyttet til de e termer og fem til de e. Begrebssystemerne er benævnt DK + nummer for e termer og IT + nummer for e termer. Begrebssystemerne benævnes i i-term diagrammer. Begreberne står i den grafiske fremstilling i de grå kasser og neden under begreberne står deres karakteristiske træk. Træknavnet er skrevet med store bogstaver og trækværdierne med små bogstaver. I nogle tilfælde er karakteristiske træk, også markeret med en hvis boks, for at skabe bedre overblik. I alle begrebssystemerne optræder der udelukkende generiske relationer. Danske begrebssystemer DK1: Grundlæggende typer straffeprocessuelle tvangsindgreb Udgangspunktet for dette begrebssystem er de grundlæggende typer af straffeprocessuelle tvangsindgreb, der tilnærmelsesvis har hver deres kapitel i retsplejeloven. Det øverste begreb straffeprocessuelt tvangsindgreb, der har notationen 1, har syv undertyper med notationerne Træknavnet GENSTAND har værdierne kommunikation, lokalitet, ting og person. Det inddeler typerne af tvangsindgreb efter hvad der er genstand for indgrebet. Træknavnet MÅDE har værdierne tvang og frivillighed. Det angiver forskellen i måden hvorpå politiet kommer i besiddelse af ting ved henholdsvis beslaglæggelse og edition. Træknavnet VARIGHED FRA IVÆRKSÆTTELSE har værdierne max. 24 timer og max. 4 uger (pr. forlængelse). Det angiver forskellen i varighed på anholdelse og varetægtsfængsling. Parentesen (pr. forlængelse) angiver, varigheden af varetægtsfængsling sagtens kan overstige fire uger, men at indgrebet sker for fire uger af gangen. 50

51 DK2: Indgreb i meddelelseshemmeligheden Dette begrebssystem skildrer de forskellige former for indgreb i meddelelseshemmeligheden. Begrebet indgreb i meddelelseshemmeligheden har arvet notation 1.1 fra begrebssystemet DK1. Træknavnet GENSTAND har værdierne telefonsamtale og lokalitet, der angiver forskellen på de to typer af aflytning. Træknavnet OMFANG har værdierne telefonnumre og alle tilgængelige data, hvilket angiver forskellen på omfanget af henholdsvis teleoplysning og udvidet teleoplysning. Træknavnet FORMÅL med de tilhørende værdier delagtiggørelse og standsning specificerer de forskellige formål med brevåbning og brevstandsning. DK3: Legemsindgreb I dette begrebssystem kortlægges undertyperne af legemsindgreb. Det øverste begreb, legemsindgreb, har notation 1.5 med fra begrebssystemet DK1. De hvide bokse angiver også karakteristiske træk for legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse. Jeg har dog valgt at specificere disse træk på denne måde, da det visuelt er lettere at overskue, samt fordi det giver en god forståelse af lovgivers tanke med opdelingen af de to. Træknavnet GENSTAND har værdierne legemes ydre og legemet indre. Med formuleringen legemets indre sigtes til, at det alt der involverer udtag eller indtrængen hører under legemsundersøgelse. Træknavnet PRODUKT med værdierne aftryk og fotografi angiver det fysiske resultat. Træknavnet UNDERSØGELSESOBJEKT har værdierne person og beklædningsgenstande, spyt og blod. Træknavnet MIDDEL har værdien røntgenudstyr. DK4: Varetægtsfængsling med tilhørende surrogater Varetægtsfængsling har sin notation 1.7 med fra begrebssystem DK1. Undertyperne inddeles efter: FORMÅL med varetægtsfængslingen eller surrogatet (med værdierne forhindre unddragelse, forhindre ny kriminalitet, forhindre sigtedes indblanding i efterforskningen, tilgodese retsfølelsen hos befolkningen og tilsyn uden for fængsel). UDFORMING angiver hvordan surrogatet er udformet. 51

52 Italienske begrebssystemer IT1: Provvedimenti italiani Dette er begrebssystem tjener glimrende til at se, hvor forskellige indretningen af indgreb er i retspleje sammenlignet med den e. Udgangspunktet er dog at vise, hvordan de begreber, der efter en fortolkning er straffeprocessuelle tvangsindgreb, er organiseret. Begrebssystemet har hele fem begreber øverst, da der ikke eksisterer noget fælles overbegreb, som tilfældet er i retspleje. Disse fem begreber har notationerne 1-5. PROVA peger på samtlige underbegreber til mezzo di ricerca della prova og dermed til alle disse undertyper angår indsamling af bevis. MEZZO henviser til det middel der bruges til at indsamle bevis, og har værdien percezione visiva (synssansen) for ispezione, værdien invito (anmodning) for richiesta di consegna og værdien acsolto diretto o mediante stumenti (direkte lytten eller ved hjælp af instrumenter) for intercettazione di conversazioni o comunicazioni. SCOPO henviser til formålet med indgrebet og har værdierne ricerca (søge) for perquisizione og assicurare la prova (sikre beviset) for sequestro probatorio. OGGETTO henviser til genstanden for indgrebet, og adskiller misura cautelare personale fra misura cautelare reale ved at pege på henholdsvis en person (værdi persona) og formuegoder (værdi beni mobili e beni immobili), samt adskiller intercettazione telefonica fra intercettazione ambientale ved at pege på telefonsamtaler (værdi conversazioni telefoniche) og sted (luogo). DISCREZIONE refererer til hvem der vurderer om arresto in flagranza di reato skal foretages, og værdierne (legislatore) og (polizia giudiziaria) peger på henholdsvis lovgiver, altså at det er bestemt ved lov, eller det juridiske politi, altså at de foretager et skøn. MATERIALE angiver hvilket biologisk materiale prøven angår, ved at pege på hår (værdi capelli) eller spyt (værdi saliva). Begrebsystem IT2: Ispezione Ispezione er det øverste begreb i dette begrebssystem og har notationen 1.1 fra begrebssystem IT1. Træknavnet OGGETTO angiver genstanden for ispezione og har værdierne luogo, cosa og persona. Træknavnet PRODOTTO angiver udkommet af rilievo segnaletico og har værdierne descizione, impronta, fotografia og misurazione. 52

53 Begrebssystem IT3: Perquisizione Det øverste begreb perquisizione medbringer sin notation 1.3 fra begrebssystem IT1. Træknavnet OGGETTO angiver genstanden for perquisizione og peger på om der er tale om afsøgning af person (værdi persona), en ransagning et sted (værdi luogo)eller ransagning af en bolig (værdi domicilo). Begrebssystem IT4: Sequestro Dette begrebssystem er lidt særligt ved, at der ingen notationer er. Det skyldes, at det øverste begreb sequestro har undertyper hvis overbegreb er henholdsvis mezzo di ricerca della prova (sequestro probatorio) og misura cautelare (sequestro conservativo og sequestro preventivo). Alle tre undertyper nævnes dog i den e juridiske litteratur, som typer af sequestro. Af den grund indgår sequestro heller ikke i begrebssystem IT1, da det teknisk ikke er muligt, at et underbegreb af to overbegreber. Sequestro er inddelt således: Træknavnet SCOPO anviser formålet for beslaglæggelsen, og henviser til om beslaglæggelse sker for at sikre bevis (værdi assicurare la prova), stille sikkerhed for skyldner (værdi garantire un credito) eller for at forhindre kriminalitet (værdi prevenire la commissione di reati). Træknavnet OGGETTO peger på genstanden for beslaglæggelsen, og har værdierne dati og corrispondenza for henholdsvis sequestro di dati informatici, telematici o di telecomunicazione og sequestro di corrispondenza. Begrebssystem IT5: Misura cautelare Udgangspunktet for dette begrebssystem er begrebet misura cautelare, der tager notationen 2 med fra begrebssystem IT1. Misura cautelare er inddelt på følgende måde: OGGETTO henviser til genstanden for indgrebet, og adskiller misura cautelare personale fra misura cautelare reale ved at pege på henholdsvis en person (værdi persona) og formuegoder (værdi beni mobili e beni immobili). SCOPO anviser formålet for beslaglæggelsen, og henviser til om beslaglæggelse sker for at sikre bevis (værdi assicurare la prova), stille sikkerhed for skyldner (værdi garantire un credito) eller for at forhindre kriminalitet (værdi prevenire la commissione di reati). 53

54 LUOGO peger på stedet hvor misura cautelare finder sted (værdierne territorio nazionale, luogo di privata dimora, uffico della polizia giudiziaria, carcere og luogo di cura). CONSIDERAZIONE angiver med værdien custodia cautelare, at arresti domiciliari, til forskel fra divieto o obbligo di dimora, betragtes som varetægtsfængsling, i den forstand at tiden tilbragt i arresti domiciliari fratrækkes en eventuelt frihedsstraf. 54

55 Afsluttende kommentar Med udgangspunkt i en introduktion til strafferetsplejen i Danmark og Italien har jeg beskrevet mange af de indgreb i den personlige frihed som iværksættes i forløbet fra en mistanke vækkes til endelig dom afsiges. På baggrund deraf, har jeg kunne udarbejde et terminologisk opslagsværk i termbasen i-term, hvori jeg også har udarbejdet begrebssystemer, der har klarlagt de forskellige indgrebs indbyrdes relationer. Med håbet om at andre kan drage nytte af dette speciale, vil jeg gerne takke min vejleder Carina Graversen for et godt forløb, og min bi-vejleder Bodil Nistrup Madsen, for kyndig teknisk vejledning med i-term. Ende skal der lyde en stor tak til min studiekammerat og gode veninde Karen Moesgaard, for korrekturlæsning og god sparring i den sidste fase af min specialeskrivning. 55

56 Forkortelser EMRK: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pl.: Politiloven (Lov om politiets virksomhed) rpl.: Retsplejeloven (Lov om rettens pleje) strfl.: Straffeloven udl.: Udlændingeloven C.P.P.: Codice di Procedura Penale (den e strafferetsplejelov) COST.: La Costituzione della Repubblica Italiana (den e forfatning) D.L.: Decreto legge PM: Pubblico Ministero (offentlig anklager) 56

57 Litteraturliste Dansk juridisk litteratur EybJ99 LinD11 SmiS08 Udv08 Eyben, Bo von; Eyben, W.E. (1999). Juridisk ordbog, 11. udgave, København: Forlaget Thomson A/S Lindencrone, Lars; Werlauf, Erik (2011). Dansk retspleje, 5. udgave, København: Karnov Group Denmark A/S. Smith, Eva et. al.(2008). sen, 2. udgave, København: Forlaget Thomson A/S. Betænkning afgivet af Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik den 12. december 2008: Betænkning over forslag til lov om ændring af udlændingeloven, verificeret 23. august 2012 Italiensk juridisk litteratur Bro1 brocardi.it: Dispositivo dell'art. 254 Codice di Procedura Penale, verificeret 23. august Bro2 brocardi.it : Dispositivo dell'art. 353 Codice di Procedura Penale, verificeret 23. august Bro3 brocardi.it: Dispositivo dell'art. 248 Codice di Procedura Penale, verificeret 23. august ChiP10 Chianca,Raffaele; Fazzolari, Gianluca (2010). Prontuario per i controlli su immigrazione e falso documentale, Maggioli Editore Cost. La Costituzione della Repubblica Italiana, verificeret 23. august Enc07 GriC05 GueG10 Armani, Giuseppe (red) (2007). Enciclopedia del Diritto, 2 edizione, Milano: Garzanti Libri S.p.A. Grilli, Luigi (2005). Corso di procedura penale, Padova: CEDAM Guerri, Daniele; Martiello, Gianfranco; Palma, Alessandra; Valbonesi, Cecilia(2010). Gli interventi concernenti la parte speciale del codice penale: novità e rivisitazioni, i Giunta, Fausto (red.); Marzaduri, Enrico (red.), La nuova normativa sulla sicurezza pubblica (s ). Milano: : Dot. A. Giuffé Editore S.p.A. 57

58 NapG07 Nappi, Aniello (2007). Guida al Codice di Procedura Penale, Decima edizione, Milano: Dot. A. Giuffé Editore S.p.A. Nuo08 SanI97 Del Giudice, Federico (2008). Nuovo Dizionario Giuridico Enciclopedia di base del diritto, VII Edizione, Napoli: Edizioni Simone Santosuosso, Amedeo (1997). I tuoi diritti, 3 a edizione, Milano: Ulrico Hoepli Editore S.p.A. TonM10 Tonini, Paolo (2010). Manuale di procedura penale, 11 a edizione, Milano: Dot. A. Giuffé Editore S.p.A. UbrI08 Ubertis, Giulio (2008). Il processo penale: La verifica dell accusa, Bologna: Società editrice il Mulino Terminologisk litteratur Eng98 MadT99 Engberg, Jan (1998). Introduktion til fagsprogslingvistikken, 1. udgave, Viborg: Forlaget Systime Madsen, Bodil Nistrup (1999). Terminologi 1 Principper og metode, 1. udgave, København: Gads Forlag. Specialer LunT06 PedE08 Lund, Anne-Mette; Soro, Rossana Marisa (2006). Terminologisk kortlægning af domstolene i den e og e straffeproces, Cand.ling.merc, Translatør og tolk, Handelshøjskolen i København. Pederstrup, Trine Skorup; Zelcev, Zorica (2008). Ejendomshandel Terminologispeciale om udvalgte faser i rejdomshandlen i Danmark og italien. Cand.ling.merc, Translatør og tolk, Handelshøjskolen i København. 58

59 Bilag Begrebssystemer 59

60 60

61 61

62 62

63 63