Afgørelse nr. 18/2003. truffet af Ligestillingsnævnet den 26. november 2003

Transkript

1 Ligestillingsnævnet Afgørelse nr. 18/2003 truffet af Ligestillingsnævnet den 26. november 2003 Ligestillingsnævnet Skindergade 38, København K Tlf Fax naevn@lige.dk Medlemmer: Niels Waage (formand) Ruth Nielsen Morten Ulrich IRJ/ J.nr. E november 2003 Sagen drejer sig om, hvorvidt indklagede har udsat klageren for lønmæssig forskelsbehandling på grund af klagerens køn. Sagsfremstilling Klageren, en kvinde, der er uddannet socialrådgiver, var i perioden ansat som konsulent på et projekt, som under ledelse af indklagede (en kommune) servicerede 4 kommuner inklusive indklagede. Der var ansat to konsulenter til at udføre arbejdet, der bestod i et arbejdsfastholdelsesprojekt, hvor konsulenterne bl.a. skulle kontakte virksomheder med henblik på at få sygdomsramte medarbejdere tilbage på arbejdsmarkedet og sørge for, at svage medarbejdere ikke gled ud af arbejdsmarkedet. Klageren havde ud over sin uddannelsesmæssige baggrund en lang erfaring fra forskellige projekter, både som sagsbehandler i arbejdsformidlingsregi og som projektleder og konsulent i diverse projekter om optræning af bistandsklienter og matchning af klienter og virksomheder.

2 2 Den anden konsulent, en mand (M), havde en erhvervsmæssig baggrund og havde i mange år virket i det private erhvervsliv som leder både i udlandet og i Danmark. Det fremgik af stillingsopslaget, at der til projektet blev søgt om to virksomhedskonsulenter. Det er oplyst, at det oprindeligt var hensigten, at arbejdet i projektet skulle fordeles, således at M tog sig af den udadvendte del med virksomhedsbesøg og samarbejdsaftaler, mens den anden konsulent, klageren, skulle arbejde internt i kommunen med udvikling og opfølgning. Imidlertid udviklede projektet sig sådan, at også klageren udførte en del af det udadvendte arbejde, og at arbejdet blev delt op geografisk mellem de to konsulenter. Det fremgår således af en udtalelse fra indklagede, at klageren bl.a. arbejdede med at planlægge og afvikle temadage om forebyggelse af sygefravær og udstødning af arbejdsmarkedet at indgå samarbejdsaftaler med organisationer og enkeltarbejdspladser at iværksætte kampagne, virksomhedsbesøg og seminarer for virksomheder at oprette ERFA grupper at udvikle (indklagedes) egen indsats, herunder udarbejde forslag til ændringer i personalepolitikken. Endvidere deltog klageren i konkrete fastholdelsessager i forhold til såvel private som offentlige arbejdsgivere.

3 3 Klageren indbragte spørgsmålet om uligeløn for det daværende Ligestillingsråd, der på et møde den 6. december 1999 afgav følgende udtalelse: Efter Rådets vurdering har du og (M) udført forskellige arbejdsopgaver for [indklagede]. M er ansat til de eksterne arbejdsopgaver, hvor du blev ansat til at varetage de interne arbejdsopgaver. Rådet har ikke mulighed for at gå ind i en konkret vurdering af, hvorvidt jeres arbejde har haft samme værdi for kommunen. [Indklagede] har anført, at deres begrundelse for at udbetale M en højere løn er hans uddannelse og erhvervsmæssige erfaring. Da M s baggrund er af relevans for det arbejde han udfører som virksomhedskonsulent, er det et lovligt kriterium, der ikke er i strid med ligelønsloven. Det er således Rådets vurdering, at indklagede på det foreliggende grundlag har løftet bevisbyrden for, at lønforskellen ikke har relation til køn, men hænger sammen med kvalifikationer og arbejdsopgaver. Klageren har ved brev af 13. maj 2003 indbragt spørgsmålet for Ligestillingsnævnet. Parternes påstande Klageren har nedlagt påstand om en økonomisk kompensation. Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. Parternes argumenter Klageren har anført, at hun og hendes mandlige kollega udførte samme type arbejde, selvom det blev udført på forskellig måde, og selv om de havde forskellig baggrund for at bestride jobbet som virk-

4 4 somhedskonsulenter. Værdien af arbejdet var den samme for indklagede, og de har virket inden for samme ramme med samme mål og samme indsatsområder. Grunden til, at aflønningen var forskellig, var, at hun og M var af forskelligt køn, og at M s kvalifikationer blev tillagt større vægt, uanset at de begge lavede det samme. Klageren har her henvist til, at hun i større omfang end M var åben om sin tvivl og problemer ved sagsbehandlermøder end M var, og at det måske derfor har set ud, som om hun ikke var i stand til at bestride jobbet lige så godt som M. Indklagede har anført bl. a., at der var i alt ca. 30 ansøgere til de to stillinger, og at én af disse skilte sig suverænt ud fra resten på grund af sin kommercielle baggrund, nemlig M. På baggrund af ansøgningerne stod det klart, at det ikke ville være muligt at matche M med resten af ansøgerfeltet, som det oprindeligt var givet. Projektmetoden omlagdes derfor umiddelbart før ansættelsessamtalerne, således at fordelingen af arbejde mellem de to virksomhedskonsulenter nu tog udgangspunkt i et team, hvor den ene skulle varetage den udadvendte del virksomhedsopsøgning, samarbejdsaftaler m.m. i forhold til virksomhederne (M) - og den anden af konsulenterne skulle arbejde mere inde i den kommunale organisation med den baggrund, det nu kræver. Projektet udviklede sig senere således, at også klageren fik opsøgende arbejde i forhold til virksomhederne, men denne udvikling skyldtes især klagerens ønske om at arbejde med virksomhederne. Forskellen i løn afspejler forskellen i kvalifikationer, og M s højere løn er udtryk for, at han i henhold til principperne i aftalen om ny løn har fået et tillæg pga. særlige kvalifikationer. Nævnets bemærkninger og konklusion

5 5 Efter ligestillingsloven (lovbekendtgørelse nr. 553 af 2. juli 2002) kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter lov om lige løn til mænd og kvinder (lovbekendtgørelse nr. 756 af 21. august 2003). Efter dennes lovs 1, stk. 1, må der ikke på grund af køn finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med loven. Efter lovens 1, stk. 3, skal enhver arbejdsgiver yde kvinder og mænd lige løn, herunder lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Hvis der sker lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder, påhvilede det efter den dagældende bestemmelse i ligelønslovens 6, stk. 2, arbejdsgiveren at godtgøre, at det pågældende arbejde ikke er af samme værdi. Denne bevisbyrderegel indebærer, at det påhviler indklagede at påvise, at den lønforskel der er i klagerens og M s aflønning, ikke skyldes køn. Nævnet finder, at indklagede har løftet denne bevisbyrde, idet der ikke ses at være grundlag for at betvivle indklagedes oplysninger om, at man anså M som den bedst kvalificerede blandt 30 ansøgere til stillingen og dermed også bedre kvalificeret end klageren, og at dette og ikke de pågældendes køn var baggrunden for lønforskellen. Herefter bestemmes

6 6 Klagen tages ikke til følge. Niels Waage