Den Transatlantiske Slavehandel og slavernes liv i Caribien: En introduktion

Transkript

1 Den Transatlantiske Slavehandel og slavernes liv i Caribien: En introduktion Af Niklas Thode Jensen, Ph.d. og ekstern lektor ved Saxo Instituttet, Afd. for Historie, Københavns Universitet. (Alle billeder i denne artikel fra: ) Indledning I de sidste 30 år har den transatlantiske slavehandel og slavernes tilværelse i Caribien været genstand for en hastigt voksende udforskning. Litteraturen er kort sagt enorm, hvorfor jeg i denne artikel heller ikke vil gøre noget forsøg på at give en dækkende beskrivelse af hverken slavehandelen eller slavernes tilværelse. I stedet vil jeg give en introduktion til emnet på et overordnet strukturelt niveau og samtidig aflive et par af de teorier og myter, som tidligere har præget forskningen. Hovedvægten vil ligge på slavehandelen, men med indblik til slavernes tilværelse i de caribiske kolonier. Begyndelsen: Slaver og sukkerplantage-systemet Den transatlantiske slavehandel tog sin begyndelse med opdagelsen af Amerika. Som fænomen betragtet var handelen dog ikke en nyskabelse, men en udvidelse og en reorientering af et veletableret kommercielt system, som havde eksisteret i århundreder mellem Afrika syd for Sahara og middelhavsområdet. I første omgang var den transatlantiske slavehandel af beskedent omfang, men da dyrkningen af sukkerrør og sukkerplantage-systemet blev introduceret til Brasilien fra de kanariske øer i midten af tallet, begyndte transporten af afrikanske slaver til den nye verden hurtigt at vokse. Årsagen var, at det kanariske sukkerplantage-system var baseret på afrikanske slaver som arbejdskraft, og den praksis fulgte nu med over Atlanten. I den nye verden var der i forvejen stor mangel på arbejdskraft, fordi store dele af den oprindelige befolkning var uddød i mødet med nye sygdomme, som de europæiske erobrere havde båret med sig. Med introduktionen af sukkerplantage-systemet voksede mangelen på arbejdskraft voldsomt, fordi sukkerproduktionen var meget arbejdsintensiv, men samtidig viste sukkerplantage-systemet også en løsning på problemet, nemlig de afrikanske slaver. Op gennem 1600-tallet spredtes sukkerplantage-systemet og sammen med det handelen med afrikanske slaver gradvist fra Brasilien igennem det caribiske område og nåede i løbet af 1700-tallet frem til De Store Antiller, dvs. Hispaniola, Cuba, Jamaica og til USA. På trods af sammenhængen mellem sukkerplantage-systemet og afrikanske slaver var disse dog ikke den eneste arbejdskraft på plantagerne. Frem til første halvdel af 1700-tallet blev europæere også brugt som arbejdskraft. De var dog aldrig slaver for livstid, men kun "servinge", dvs. kontraktligt bundet til at arbejde for deres arbejdsgiver i en fastsat årrække. Andelen af servinge i den caribiske og sydamerikanske plantageproduktionen var heller aldrig i nærheden af andelen af slaver. Dette skyldtes dels, at europæere var svære at motivere til at tage til Vestindien, og dels at europæere i samtiden opfattede afrikanske slaver som bedre tilpasset det tropiske klima. Man mente at have den erfaring, at afrikanere var mere 1

2 modstandsdygtige overfor tropiske sygdomme, især de dødbringende febersygdomme, og at afrikanske slaver derfor kunne arbejde længere og hårdere til fordel for deres ejere. I forskningen har det siden været omdiskuteret, hvorvidt etniske vestafrikanere virkelig har immunitet og resistens overfor visse tropiske sygdomme (malaria, gul feber etc.), og om man derfor kan forvente, at slaverne også havde det. Uanset resultatet af disse diskussioner er det imidlertid sikkert, at den transatlantiske slavehandel i ligeså høj grad var påvirket af europæiske kulturelle opfattelser af afrikanere som af sukkerproduktionens økonomiske og demografiske behov. Transporten over Atlanten Frem til 1867, hvor det sidste slaveskib anløb Cuba, blev omkring 12 millioner afrikanere fragtet som slaver fra Afrika til den nye verden. 90 % af disse slaver gik til Brasilien og Caribien, mens resten gik til USA. Den største eksport stod briter, portugisere og franskmænd for, men også nederlændere, amerikanere og danskere deltog i handelen. Forbuddene mod slavehandel i Danmark (1803) og navnlig i Storbritannien (1807) betød kun en gradvis nedlukning af den transatlantiske slavehandel. Således ankom der mellem 1811 og 1867 ca. 3.3 millioner slaver til den nye verden, bl.a. til nye slaveimporterende områder som f.eks. Cuba. Slaverne i den transatlantiske handel var en gruppe med en ganske særlig etnisk og demografisk profil. For det første var den etnisk meget sammensat, eftersom slaverne blev udskibet fra mange forskellige havne fra Senegal i nord til Angola i syd. Det var primært interne afrikanske forhold som bestemte, hvor der var slaver til salg og på hvilket tidspunkt, og dermed også den etniske sammensætning af slaverne. Op gennem århundrederne var forskellige områder og stammer dominerende hos de forskellige slavehandelsnationer og dermed også i de kolonier, hvor de blev solgt. Demografisk var slavegruppen kendetegnet ved en skæv aldersfordeling, idet den fortrinsvis bestod af unge mennesker i alderen år. Kønsfordelingen var også skæv, idet mændene dominerede og kvinder udgjorde i gennemsnit % og børn kun 10 %. Modsat hvad man tidligere har ment, var denne sammensætning ikke bestemt af det faktum, at de caribiske plantageejere foretrak mandlige slaver til det hårde arbejde i sukkermarkerne, men af udbuddet af slaver i Afrika. I den interne afrikanske slavehandel var kvinder (og børn) langt mere eftertragtede end mænd, og derfor fik den transatlantiske slavehandel en overvægt af mandlige slaver. Et stort problem under rejsen over Atlanten var den høje dødelighed blandt slaverne. Den 6-14 uger lange overfart gav før år 1700 et gennemsnitligt tab på omkring 20 % af den menneskelig last, omkring 1750 var tabet faldet til 10 % og i slutningen af århundredet til 5-8 %. Men selv en dødelighed på 5 % er meget højt for en gruppe af unge mennesker på en relativt kort rejse. En af hovedårsagerne til dødeligheden var den tætte sammenpakning af slaverne i skibenes lastrum, som ikke ses ved andre mennesketransporter end den transatlantiske slavehandel. Som det fremgår af den faldende dødelighed, lærte erfaringen dog efterhånden slavekaptajnerne, hvor mange slaver de kunne have med pr. kvadratmeter og i forhold til mængden af vand og mad også hvis turen varede længere end beregnet, hvilket ofte forekom. 2

3 Dødsfaldene blandt slaverne skyldtes typisk dehydrering som følge af mave-tarmsygdomme forårsaget af den elendige hygiejne og dårlige kvalitet af vand og mad. Epidemier af dysenteri slog mange ihjel. Her spillede antallet af slaver pr. kvadratmeter, samt hygiejnen og mængden og kvaliteten af mad og vand naturligvis en vigtig rolle. Slavekaptajnerne forsøgte at påvirke disse faktorer, men den største dødelighed var dog forårsaget af epidemier af kopper eller mæslinger, som slavekaptajnerne ikke kunne gøre meget for at gardere hverken slaverne eller skibets besætning imod. Ofte var dødeligheden blandt de europæiske søfolk på slaveskibene endnu højere end blandt slaverne. Slavekaptajnernes fortjeneste på den transatlantiske slavehandel var ikke så stor, som man tidligere har anset den for. I gennemsnit lå den omkring 10 %, og dermed var den ikke større end på andre gode investeringer i samtiden. Det betyder endvidere, at teorien om at overskuddet fra slavehandelen finansierede den industrielle vækst i bl.a. Storbritannien ikke har noget på sig. Derimod er der ingen tvivl om, at fortjenesten ved slavernes arbejde i de amerikanske plantager, og navnlig ved sukkerproduktionen, gav et vigtigt bidrag til den europæiske økonomis blomstring. Slavehandelen på den afrikanske kyst Slavehandelen i Afrika var ikke et europæisk monopol eller underlagt europæisk kontrol, sådan som man tidligere har antaget. Al handel på den afrikanske kyst foregik i et samarbejde mellem afrikanske herskere og købmænd og europæiske skibskaptajner og købmænd. Europæerne kunne ikke diktere handelens vilkår, og derfor måtte de tilpasse sig afrikanske handelsmønstre og indgå aftaler og alliancer med de lokale afrikanske magthavere. Navnlig slavehandelen var et sælgers marked, hvor leverancerne var styret af afrikanske slavehandlere. Slaverne var dyre og de afrikanske slavehandlere fastsatte prisen i dyre europæiske industrivarer eller fine tekstiler importeret fra Indien. En af hovedårsagerne til at europæerne ikke kunne dominere handelen og herunder slavehandelen på den afrikanske kyst, var det aggressive sygdomsmiljø. Meget betegnende for tilstandene havde Vestafrika i 1700-tallet tilnavnet "The white mans grave". Derfor bestod den europæiske tilstedeværelse frem til anden halvdel af 1800-tallet (hele slavetiden) kun i forter og bebyggelser langs kysten. Det var imidlertid ikke kun europæere, som havde problemer med det afrikanske sygdomsmiljø. Også for slavernes vedkommende har det vist sig, at forholdene før udskibningen fra Afrika generelt betød mere i forhold til dødeligheden end forholdene ombord på slaveskibene. Dødeligheden på hele rejsen fra det indre af Afrika til plantagerne i Caribien var uhyrlig, omkring 70 %. Ud af de 70 % udgjorde overfarten kun ca. 18 %, mens den lange transport i selve Afrika stod for hele 72 %. De sidste 10 % var "the seasoning", dvs. den fysiske og psykiske tilvænning til slavetilværelsen på de caribiske plantager. Slavernes liv på de caribiske plantager Fra det øjeblik slaverne kom i land i en af de caribiske kolonier, opstod der store forskelle på de liv, de levede. Således var der f.eks. enorm forskel på at være slave på de små koraløer i den britiske øgruppe Bahamas, hvor den relativt lille slavebefolkning arbejdede med fiskeri og fødevareproduktion, eller at være slave på de store sukkerplantager i Surinams sumpede jungler, som på hollandsk vis var gennemskåret af kanaler og diger. Forskellene skyldtes primært geografiske, økologiske og klimatiske forhold, som bestemte, hvilke afgrøder der kunne dyrkes hvor og de dertil hørende dyrkningssystemer og livsformer. Eftersom dyrkningen af eksportafgrøder beskæftigede hovedparten af slaverne i Caribien, var de forskellige afgrøder og dyrkningssystemer afgørende for, hvor hårdt slavernes arbejde var, hvor længe det varede, hvordan det var fordelt på året og struktureret i dagligdagen osv. I forlængelse heraf var afgrøden også afgørende for de caribiske slavers liv og død, idet visse dyrkningssystemer var mere opslidende (dvs. dødbringende) end andre. Sukkeret, Caribiens hovedafgrøde, var kendt som den afgrøde der krævede mest, både i form af 3

4 menneskeliv, kapital og teknologi. Meget tyder på, at den hårde sukkerdyrkning var en af hovedårsagerne til, at de fleste slavebefolkninger i Caribien ikke blev i stand til at reproducere sig selv før sent i slavetiden, og at nogle aldrig blev i stand til det. Andre afgrøder som ris, kaffe, bomuld, tobak, indigo og fødevarer beskæftigede langt færre slaver og var mindre krævende, hvorfor slavebefolkningerne, der dyrkede dem, ofte formåede at balancere, og ikke krævede import af nye slaver fra Afrika. En anden stor forskel på de liv slaverne levede var, hvilken arbejdsfunktion de havde i samfundet. Slaverne i byerne levede et helt andet liv end plantageslaverne, men blandt plantageslaverne var der også forskelle mellem markslaver, håndværksslaver og husslaver. Markslaverne som dyrkede jorden var der langt flest af, og de havde det hårdeste arbejde og laveste status i plantagens interne hierarki. Derfor fik de mindre hvile, mindre mad, mindre tøj og færre privilegier end håndværksslaver og husslaver. Disse to grupper fandtes både i byer og på plantagerne, og de havde via hhv. deres særlige kunnen og deres nære tilknytning til deres ejere både lettere arbejde, højere status, højere værdi og flere privilegier. Allernederst i slavesamfundets hierarki var "busalerne", eller "saltvandsnegrene", dvs. de nyankomne slaver fra Afrika. De kendte intet til den caribiske slavetilværelse og skulle derfor igennem en hård fysisk og psykisk tilvænningsproces ("seasoning"), som gerne tog flere år. Fysisk skulle de i første omgang overleve den særlige cocktail af sygdomme fra tre kontinenter (Amerika, Afrika og Europa), som tilrejsende havde bragt til Caribien, og hvoraf mange sygdomme var dem ukendte. Dernæst skulle de lære at udføre og udholde arbejdet i marken, som var det sted, hvor indslusningen i plantagesamfundet typisk foregik. Samtidig skulle de på det psykiske plan kapere den evige vold og undertrykkelse i slavetilværelsen og tabet af familie, kultur og sprog. Kulturelt var de "analfabeter" i den nye verden og skulle lære alt forfra derfor stod de nederst i slavernes eget hierarki. For at lette processen blev busalerne i reglen tilknyttet en familie af ældre erfarne slaver, som skulle opdrage dem og være deres netværk i den nye tilværelse. Men mange af busalerne klarede ikke overgangen, og døde af enten sygdom, udmattelse eller for egen hånd. Man kan altså ikke tale om "slavernes liv" som én ting, men derimod var slavernes juridiske status i forhold til frie (hvide) mennesker vitterlig kun én ting, nemlig undergiven. Frem til umiddelbart før emancipationen af de caribiske slaver begyndte i 1830 erne, opererede slavelovene fundamentalt set kun med to kategorier: slave og fri. At være fri var dog ikke kun forbeholdt hvide, for gennem århundrederne opstod der en voksende klasse af frigivne slaver og afrocaribiere der var født frie. Deres juridiske rettigheder og placering i de stærkt raceopdelte plantagesamfund var problematisk, navnlig fordi en del af dem var resultatet af seksuelle forbindelser mellem europæere og slaver. Langt hovedparten af den farvede befolkning var dog slaver, og en slave var principielt sin ejers ejendom på samme måde som kvæg eller andet løsøre og kunne behandles derefter. Fordi antallet af slaver var langt større end antallet af europæere (ofte i forholdet 10:1), var straffene i slavelovene ekstremt drakoniske. Den sanktionerede vold både fra statens og slaveejernes side skulle sikre ro og stabilitet i et samfund med enorme indre spændinger. Udover denne kropslige disciplinering var stort set alle andre aspekter af slavernes liv også gennemsyret 4

5 af disciplinering. Deres rummelige bevægelsesfrihed var indskrænket til et minimum og overvåget. Slavelandsbyerne var gerne anlagt med en høj grad af ensartethed og geometri, som muliggjorde optisk kontrol, dvs. at forvalteren kunne holde øje med alt hvad der foregik, selv når slaverne havde fri. Også tiden var kontrolleret af et stramt arbejdsskema fra morgen til aften og tilpasset sukkerproduktionen. Slavernes reaktion på denne bredspektrede undertrykkelse var et ligeså bredt spektrum af modstandsformer. Mest ekstremt var naturligvis det åbne slaveoprør, hvoraf det mest kendte nok er oprøret i den franske koloni St. Domingue i 1792, som førte til skabelsen af den første sorte republik Haiti i Langt mere almindeligt var dog dagligdagens modstand, som kunne være i form af arbejd-langsomt aktioner, sabotage af plantagens materiel, forgiftning af forvalteren, at løbe væk (at løbe "marron"), selvinvalidering (f.eks. at hugge den ene hånd af), selvmord, ulydighed eller fornærmende adfærd etc. Modstanden betød, at slaveejerne i stigende grad måtte tage hensyn til slavernes krav for ikke at risikere repressalier. Efter slavehandelens ophør accelereredes processen, og det var nu mest et spørgsmål om tid, før selve slaveriet måtte ophæves. Det skete i Britisk Vestindien i 1833, i Dansk og Fransk Vestindien i 1848, men på Cuba først i Litteratur: Seymour Drescher & Stanley L. Engerman (eds.): A historical guide to world slavery. Oxford University Press, s , Paul Finkelman & Joseph C. Miller: Macmillan Encyclopedia of World Slavery. Simon & Schuster Macmillan, New York, s B.W. Higman: Slave Populations of the British Caribbean, Johns Hopkins University Press, Jens Vibæk, Dansk Vestindien, I: Johannes Brøndsted (red.): Vore gamle tropekolonier. Forlaget Fremad. København, Neville A. T. Hall: Slave Society in the Danish West Indies. St. Thomas, St. John and St. Croix. University of the West Indies Press,