Real politik, det er vores program - Tyskland drejer til venstre

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Real politik, det er vores program - Tyskland drejer til venstre Skrevet af: Peter Linden Offentliggjort: 01. juni 2008 På væggen af Klaus Lederers kontor er der et portræt af Karl Marx i svagt falmede farver. Når han tænder sin PC, viser skærmen et farverigt foto af en massedemonstration. Lederer er leder af den berlinske afdeling af partiet Die Linke, der har været del af den socialdemokratiske-socialistiske koalition, som har regeret byen siden Det tyske højre ser sådan en udsmykning som en trussel: Marx, som alle regnede med var blevet glemt siden genforeningen er tilbage i billedet. Og gadedemontrationer - der ingen interesse har været for siden Den Tyske Demokratiske Republik (DDR) - er endnu en gang på mode. Men venstrefløjen i Die Linke ser det anderledes; de er bekymret for, at Marx og marcherende forsamlinger snart udelukkende vil blive henvist til oliemalerier og computerskærme, og de frygter, at prisen for partiets stigende succes bliver tabet af deres socialistiske idealer. Der er gode grunde til sådanne bekymringer. Partiet "Demokratisk Socialisme" (PDS) blev grundlagt den 4. februar 1990 på ruinerne af det gamle "Tyske Socialistiske Enhedsparti" (SED) 1. I mange år var PDS nærmest ikke eksisterende i vest Tyskland, men for nylig er det blevet etableret over hele landet. Dette er desto mere overraskende, da det syntes som om dets dage var talte, da valgresultat ved folkeafstemningen i 2002 gav dem under 4 % af stemmerne. Altså under spærregrænsen på 5 %, der er en forudsætning for at blive repræsenteret i Forbundsdagen. Socialdemokraten Gerhard Schröder var i stand til at fortsætte som kansler - angiveligt uforstyrret. Højrefløjen - særligt kristendemokraterne (CDU) og deres bayerske søsterparti (CSU) - fejrede kommunisternes fald, og de spillede på associationen imellem PDS, og det ikke længere eksisterende SED. Splittelserne udbrød internt i PDS, hvor nogle gav partiets kommunistiske fløj skylden for nederlaget, andre beskyldte Lederers Berlin klike for at være for pragmatiske. Utilsigtet succes Det var Schröders regering, der utilsigtet hjalp Tysklands Die Linke tilbage på sporet. Med sin nye Agenda 2010 beskar kanslerne ydelserne i velfærdssystemet i den grad, at der i foråret 2004 simultant blev dannet to nye venstrefløjsorganisationer i det vestlige Tyskland: Arbeit und Soziale Gerechtigkeit og Für Eine Wahlpolitische Alternative. Kort tid efter besluttede de to grupper at fusionere, og de skabte "Valgalternativet Social Retfærdighed" (WASG). Et år efter gav Schröder endnu en gang utilsigtet støtte til det yderste venstre. Den 22. maj 2005 led "Det Socialdemokratiske Parti" (SPD) et knusende nederlag ved det regionale valg i Nordrhein- Westphalen. Kansleren bad parlamentet om en tillidsafstemning, som regeringen tabte. Han forblev sikker på, at truslen fra venstre kunne imødegås. PDS syntes for dogmatisk og WASG for uorganiserede til at opnå mere end 5 % af stemmerne. Men til trods for deres tydelige forskelle, fusionerede PDS og WASG, og den 18. september vandt det nye Linkspartei, under Gregor Gysi og Oscar Lafontaine, 8,7 % af stemmerne. Det lukkede dørene op til Forbundsdagen og de opnåede at få 54 forbundsdagsmedlemmer. Sidste juni ændrede partiet sit navn til Die Linke og vandt pladser ved de regionale valg i Bremen, Hesse, Niedersachsen og Hamburg. Med succesen fik de skabt en magtbase i det vestlige Tyskland, og organisationen var repræsenteret i hele landet. Dets popularitets stigning har ført til bekymringer. Man kan endog høre, folk citerer fra Det kommunistiske manifest her og der, hvilket ifølge mainstream medierne betyder, at et spøgelse på 1 / 5

2 ny er over Tyskland. Det førte det ugentlige Die Zeit til at spørge: "er dette venstrefløjs stemmeskred farligt?" 2 På samme vis advarede SPDs udenrigsminister, Franz-Walter Steinmeier, sit parti om risikoen for et "venstrefløjs stemmeskred" 3. Under et politisk talkshow i Panorama 4 i februar 2007, sagde et Die Linke medlem af den Nedresaksiske delstatsregering, at hun godt kunne forstå DDRs Stasis (det hemmelige politi i DDR) adfærd, hvilket førte til et offentligt ramaskrig. Nogle aviser skrev om "kommunistisk infiltration" 5 af det nye parti, andre fordømte dets politiske inkompetence: "Die Linke har brug for specialundervisning indenfor alle områder" skrev Tysklands Financial Times den 18. februar. Gysi, der var blevet leder af den parlamentariske gruppe, følte sig forpligtiget til at sige i det samme Panoramashow: " Der er intet spørgsmål om at vende tilbage til DDR. Vi har ingen planer om gennationiseringen af produktionsmidlerne. Die Linkes egne bekymringer Die Linke havde selv bekymringer, lang tid før end mainstream politikere og medierne fik dem. I 1998 havde SPD og PDS formet en koalition til at regere Mecklenburg-Vorpommern. Og i 2001 forenedes de om at regere Berlins byråd. I begge tilfælde var det daværende PDS usikre på, om de skulle være i regeringen overhovedet. "Nogle af vores folk er stadigvæk bange for, at vores parti skal ende ligesom det franske kommunistparti under Mitterand," udtaler Lederer, og tilføjer "men hvad kunne vi gøre, når alt, hvad vi havde gjort i løbet af 8 år blev kritiseret, og så lige pludselig kunne vi se os selv blive en del af regeringen, i.e. ledelsen i Berlin og Mecklenburg-Vorpommern?. Det er lige præcis en sådan form for modstand, der for nylig har været på dagsordenen i Berlin. Debatten internt i Die Linke har været passioneret: Hvilken position skal de tage angående lønkrav og strejker i den offentlige sektor? Mere specifikt, hvordan bør partiet, der deler ansvaret med SPD om at lede Berlin, forholde sig når den offentlige sektor og fagforeningerne, efter år med selvfornægtelse, begynder at kræve 12 % i lønstigninger? Nogle gang kommer Die Linke med to modsatte udtalelser den samme dag. For eksempel, opfordrede partiets fagforeningsordfører (ved partiets hovedkvarter i Berlin) til solidaritet med byens strejkende ansatte indenfor den offentlige transport. Hvorimod Die Linke ordføreren inden for det økonomiske område i det Berlinske Senat insisterede på, at både de ansattes og arbejdsgivernes synspunkter skulle få den samme opmærksomhed, siden byrådet i Berlin skulle opfylde dets finansielle mål. Lederer søger ikke at skjule dilemmaet: " I så lang tid vi ikke er længere til venstre end fagforeningerne, vil der i sagens natur være kritik." Kontroversen førte til tider til sådanne højder, at partilederne (Lafontaine, Gysi og Lothar Bisky) var nødt til at udsende en fælles udtalelse, der mindede partiets græsrødder om regeringskoalitionens succeser i Berlin: Hvor de havde sikret sig at skabe et stort antal jobs i den offentlige sektor til trods for udbredt modstand; håndhævet regler, hvor byrådet kun arbejder med virksomheder, der som minimum betaler 57,50 kr. i timen; tilføjet emner til folkeafstemning, der inkluderer afstemning på befolkningens initiativ, forbedringer til byens forfatningserklæring, droppet betaling for børnehaver, fastholdt "Den Berlinske Opsparingsbank" i den offentlige sektor, såvel som alle velfærdsorganisationer. Lederer tilføjede: "Vi handler ikke amoralsk; men lige modsat sørger vi for at opnå alt, det vi kan under de nuværende omstændigheder." Meget som de grønne Splittelserne i Die Linke minder om trakasserierne som det tyske parti De Grønne i 1980erne led under de første år med konstante interne kampe imellem Realos og Fundis (pragmatiker og visionære). Frieder Otto Wolf er professor i filosofi ved det Frei Universität og var medlem for De Grønne i det Europæiskeparlament fra Han tegner en parallel imellem økologerne i De Grønne, kort efter de grundlagde partiet i 1980, og Die Linke i dag. Han siger, at denne type "sammenslutning af sociale organisationer" altid har haft problemer med at definere hvordan "det skal oversætte deres mål til parlamentarisk handling". Og han advarer om, at intet parti kan overleve i længden med en for stor forskel imellem realisme og fundamentalisme. Når det bliver 2 / 5

3 klart, at man ikke kan forene modsætningerne, så ender man med at tabe det hele på gulvet." For at understøtte dette synspunkt beskriver Wolf forskellighederne i bevægelserne mere detaljeret. Die Linke er mindre kaotisk end De Grønne, mere bevidst om behovet for at forme stærke koalitioner, hvilket er en nødvendighed, før de er i stand til at gå i offensiven. Der er en mindre risiko for, at offentlig succes vil underminere dets støtte i befolkningen. Han forklarer: " På det tidspunkt absorberede De Grønne alt - enten direkte eller indirekte. Nu har Attac, de tyske, europæiske og globale sociale fora opnået deres separate identitet." Wolf er imponeret over Die Linkes fremsynethed ved at realisere "at den parlamentariske gren kun kan opnå så meget". Han mener dette skyldes partiets ledelse. På deres tid skulle De Grønne hele tiden tilpasse sig den autokratiske Joschka Fishers indfald (udenrigsminister og vicekansler i Schröder regeringen fra 1998). Med Gysi og Lafontaine har det nye venstre langt mere fleksible ledere. Wolf udtaler: " Med dem ved roret bliver det meget sværere for realisterne og pragmatikerne at skabe problemer!" Den fællesledelses anstrengelser for at integrere partiets forskellige elementer synes at virke. Processen med at forene WASG og PDS har ekskluderet meget få sympatisører og aktive medlemmer i WASG og PDS. I modsætning til veletablerede partier så stiger Die Linkes medlemstal, nu er det på ca medlemmer. Den nye organisation favner fagforeningsfolk, tidligere medlemmer af kommunistiske grupperinger og mere generelt folk, der er kritiske over den neoliberalistiske økonomiske orden. Die Linke har vist sig overraskende åbent. Den parlamentariske gruppes sekretær i Forbundsdagen, Ulrich Maurer, skrev: Die Linke kandidaterne kunne meget vel have støttet programmet til parlamentsvalget i 2005, udsendt af De Katolske Arbejderes Bevægelse" 6 Kun nogle enkle organisationer - for eksempel har "De Trotkistiske Progressive" og "Det Socialistiske Alternativ"(SAV) nægtet at tilslutte sig Die Linke. Et af de 6 medlemmer fra SAVs nationale ledelse kritiserer manglen på et fælles partiprogram: " Når man ikke ved, hvilken vej man skal, så laver man kompromisser, når man ikke burde. Og meget hurtigt er den eneste bekymring at undgå, at noget meget forfærdeligt skal ske, i stedet for at lave et rent brud med kapitalismens profit motiv." I modsætning til professor Wolf, er hun bange for at partiet måske vil svigte udenforparlamentariske handlinger: " Fremfor at lade dårligt gennemtænkte koalitionstilbud til SPD, som det gjorde ved det sidste valg i Hesse, så ville Die Linke være bedre rådgivet ved at bygge på sine egen vælgersucces ved at tage del i studenterprotesten imod indmeldelsesgebyr på universiteterne. Det er nutiden, der tæller Lederne af Die Linke forstår kritikken, men de er ikke enige. Helge Meves, en erfaren partisoldat og tidligere medlem af PDS, tilhører partiets "West Team", og han er hovedsageligt ansvarlig for at støtte de regionale afdelinger i det tidligere Vesttyskland. Han er "skeptisk over idéen om et parti med globale mål, fordi de resulterer i diskussioner, der forhindrer én i at se, hvad der virkelig kan ændres". Han mener: "at strategiske emner er mere vigtige end programmer", og han er ikke generet af, at Die Linke først vil fremlægge et program efter det næste valg til Forbundsdagen i Hvad der tæller i øjeblikket, er hverken den fjerne fremtid eller den nylig stedfundne fortid, men nutiden. Han siger, at den højeste prioritet er at bygge partiet op i vest: med for meget snak om DDR " så giver vi bare alt til medierne". Bare tænk på den uheldige bemærkning om Stasi, se oven for, af et byrådsmedlem, der senere er blevet udelukket fra partiet. 3 / 5

4 Men medierne har gjort mere end at gå efter referencer til DDR. Die Linke er for vigtigt. Når det er sagt, så lagde stormen sig hurtig angående snakken om Stasi. Den fik næsten ingen betydning ved siden af den store skandale, der udløstes om de milliarder af euros, som rige tyskere gemte i Liechtenstein for at undgå at betale skat. Det er ikke længere nok at bekæmpe Die Linke med anti-kommunistiske argumenter under-bælt- -stedet. "Jeg er imod tabuer," sagde Berlins SPD borgmester Klaus Wowereit, da han blev spurgt om forholdet imellem sit parti og Die Linke. Dagen forinden havde "Departementet for beskyttelse af forfatningen" rejst tvivl om, hvorvidt det var nødvendigt med politiovervågning af Die Linkes aktiviteter. Hvorimod, det for ikke lang tid siden var meget sandsynligt at mistænke enhver, der lå til venstre for SPD for at true demokratiet i den føderale republik. I mellemtiden spredte kritikken af det frie markeds økonomiske politik sig også indenfor rækkerne i CDU/CSU. Den seneste meningsmåling giver Die Linke 14 % af stemmerne. Hvis en sådan forudsigelse bliver virkelighed, skyldes det i høj grad Lafontaines personlige engagement. Han var ministerpræsident for Saarland fra , derefter formand for SPD, dets officielle forbundskanslerkandidat og finansminister. Endelig forlod han partiet i en protest imod Schröders politik. Siden juli 2007 har han været en af Die Linkes to formænd. Han er optimistisk i hans vurdering af, hvad partiet har opnået: "Vi lovede os selv at grundlægge et parti, der kunne slå rødder i hele Tyskland og ændrer politikken her. Begge mål er blevet opnået, og vi laver hurtigere fremskridt, end vi havde forventet." Som et svar på den interne kritik, der handler om manglen på et program, siger han: "Men det vi gør er virkelig politik. Det er vores program. Når vi kræver mindsteløn og en kampagne imod at privatisere togdriften, når vi kræver tilbagetrækning af soldaterne i Afghanistan, er det hele vores program!" Ikke Marx men paven Lafontaine skitserede sine mål i en artikel i Frankfurter Allgemeine Zeitung den 9. juli 2007, en uge før han blev valgt som partiets med-formand. Her krævede han, at " økonomiske netværk der angår at varetage befolkningens basale behov skal stå til regnskab over for samfundet". Han talte for strengere lovgivning om prisfiksering, mindsteløn, Agenda 2010s afskaffelse og retten til at starte generalstrejker. På et tidspunkt citerede han Hermann Hesse: " Som tingene er nu, er socialismen den eneste doktrin, der tilbyder seriøs kritik i forhold til vores misledte samfund og livsstil." Han gik så langt til at citere pave Benedict XVI: "Der er ord for dette økonomiske systems ufuldkommenheder, der konsoliderer materielle genstandes overherredømme over folkene: eksklusion, udnyttelse og umenneskelighed." I sit kontor i Forbundsdagen har Lafontaine hængt et portræt op, ikke af Marx, men af paven. Tyskland har aldrig set en politiker tale så stærkt for socialismen, i det mindste ikke siden Willy Brandt forlod den politiske scene i Lafontaine siger, at "SPD allerede ændrer kurs" som svar på Die Linkes politik. Han tilføjer, at spørgsmål rejst af nye medlemmer fra Die Linke i Forbundsdagen; om fx private medlemmers regninger og andre ændringsforslag ikke længere bliver afvist fuldstændigt, de når op til overfladen på en lidt anden måde et andet sted. Han giver eksempler: Kravet om at alle skal have en bankkonto, forslaget til parlamentet om at ændre loven om aktieselskaber, retten til at varsle generalstrejke, kampagnen om at få mindsteløn. På samme måde, som De Grønne på et tidspunkt gjorde tysk politik grøn, har de røde resocialiseret den, "ved at ændre fokus længere til venstre", siger han. Sådanne fremskridt bliver reflekteret i den offentlige diskurs. Aviserne er stoppet med at referere til de "sociale svage" og gået tilbage til at tale om "de fattige". De afviser ikke længere folk, der kræver "social retfærdighed" med at de bare er misundelige. " Solidaritet" er ikke længere et beskidt ord og "socialisme" bliver ikke længere associeret med stalinisme. Disse symbolske sejre vil på det længere 4 / 5

5 sigt højst sandsynligt blive mere værdifulde end en 5 % lønstigning. Dr. Lothar Bisky, et andet medlem af partiets ledelse og for nylig valgt som leder af "Det Europæiske Venstre Parti" i Strasbourg, udtrykte overraskelse over, at folk fra andre lande først nu er begyndt at interessere sig for hans partis succes. Han sagde: "Vest Tyskland er altid blevet anset for at være et sted, hvor der ingen plads er til et parti venstre for SPD. Og nu, lige pludselig, er vi her!" Peter Lindens artikel "Det er realpolitik, der er vores program" er fra Le Monde Diplomatique, maj Oversat fra engelsk af Randi Bruhn Hansen NOTER 1 Grundlagt i 1946 ved at forene kommunister og socialdemokrater i den sovjetiske besatte zone, der blev Den tyske demokratiske republik i Die Zeit, Hamborg, 31 januar Der Tagesspiegel, Berlin, 4. februar Panorama, ARD fjernsynskanalen, 14. februar Die Zeit Online, 19. februar Ulrich Maurer, Eiszeit, Munich, / 5