DRABET PÅ Cecilie. Det er HASSERIS AF REDAKTØR JØRGEN CARL

Transkript

1 HASSERIS AF REDAKTØR JØRGEN CARL Omkring 200 personer var til stede, da en kvindelig g ymnasieelev en aften i marts måned blev knivdræbt af sin tidligere kæreste. Allerede den følgende morgen beg yndte en spontant etableret psykologgruppe at yde en enestående førstehjælp. DRABET PÅ Cecilie FOTO: XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX Det er en af de begivenheder, der godt kunne være endt blandt notitserne på avisens side 5. Jordskred begraver 300. To omkomne efter trafikulykke. Gymnasieelev myrdet af ekskæreste. Nyhedsstrømmene hærder os i skræmmende grad. Med den sidste nyhed gik det alligevel anderledes. Fredag den 3. marts 2006 blev en 19-årig pige myrdet på Hasseris Gymnasium i Aalborg, dolket ihjel af sin tidligere kæreste. Jalousidrabets voldsomhed, de mange vidner og omstændighederne i øvrigt er af en sådan karakter, at de fleste af os her et halvt år senere stadig mindes begivenheden efter den omtale, den fik i pressen. Uanset hvor i landet vi bor, bragte denne historie os tæt på. Cecilie, der gik i 3.g, ankom ved tiden til fastelavnsfest på gymnasiet, skarpt forfulgt af ekskæresten, der havde passet hende op ud for indgangen. Allerede udenfor havde drabsmanden tilføjet hende de første knivstik i halsen og på brystet. Få meter inden for døren får han atter fat på hende og vælter hende om på gulvet. For øjnene af et stort antal 3

2 Et vigtigt papir Over weekenden udarbejdede Martin Barnkob, en af de fire psykologer tilknyttet ungdomsuddannelserne, et notat, som mandag morgen blev omdelt til samtlige elever og medarbejdere på Hasseris Gymnasium. Notatet fortæller over to sider om de almindeligste reaktioner i forbindelse med en traumatisk hændelse: uvirkelighedsfølelse, kropslige reaktioner, efterreaktioner. Desuden giver det råd om selvhjælp og anviser hjælpemuligheder i familie- og vennekreds og professionelt. festdeltagere dræber han Cecilie ved adskillige gange at hugge kniven i hendes bryst. Enkelte har forsøgt at holde ham tilbage, men det lykkes drabsmanden at flygte væk fra skolen. Senere på aftenen finder politiet ham. Han har hængt sig i et redskabsskur ved sit hjem. Omkring 50 personer så Cecilie blive myrdet. Op mod 200 mennesker var til stede på Hasseris Gymnasium, da mordet fandt sted. Hendes klassekammerater, lærere, mennesker, som havde været i berøring med hende, eller som i hvert fald vidste, hvem hun var. De glemmer det aldrig. Det gør, i en anden forstand, heller ikke de psykologer, der allerede fra den følgende morgen etablerede sig som krisestab på skolen og bidrog til at løse en hjertegribende, men også fagligt udfordrende arbejdsopgave. Psykolog Nyt har talt med to af dem. Normale tilstande Preben Aude og Carl Åge Okkels er ansat i den psykologiske rådgivning ved ungdomsuddannelserne i Nordjyllands Amt, hvor i alt fire psykologer dækker gymnasier, handelsskoler, erhvervsskoler og tekniske skoler. Carl Åge Okkels arbejder på fuld tid, de øvrige tre er deltidsansat. Hverdagen i jobbet rummer nøjagtig de samme problemstillinger, som man møder i den private praksis, bare set ud fra en årigs synsvinkel: familierelaterede problemer, psykiatriske problemer, traumer, stress, lavt selvværd, angst, nedtrykthed, depression, dødsfald i familien osv. - Tilbuddet til denne gruppe har fungeret i fire år. Amtet er geografisk stort og derfor inddelt i distrikter. Vi har hver især vores daglige gang ude på uddannelserne og står for de skoler, der er i vores distrikt. På gymnasierne er vi hver 14. dag, således at vi har træffetid kl og lægger de elevsamtaler, der er, i forlængelse af træffetiderne. Der er et meget nært samarbejde med studievejlederne, og selvfølgelig holder vi psykologer også fælles møder og har fælles supervision, men ellers må man sige, at vi arbejder uhyre selvstændigt, betoner Preben Aude og Carl Åge Okkels. - Vores job er defineret som rådgivning og korterevarende psykoterapi til eleverne ved ungdomsuddannelserne. Ideen fra amtets side har været at støtte de unge til at overvinde kriser og krisebegivenheder, som ellers kunne true deres fortsatte uddannelse for derigennem at hjælpe dem til at gennemføre deres uddannelse. - Ordningen er bestemt ikke etableret med henblik på situationer som denne, og ingen af os har jo siddet og ventet på, at noget som dette indtræffer. Vi har aldrig været ude for noget lignende. Det er dog heldigvis sådan, at vi begge har gennemgået den krisepsykologiske videreuddannelse og fx indgår i Falcks krisepsykologiske beredskab. De erfaringer kunne vi trække på, da det gjaldt. Hjælpen organiseres Lørdag morgen aflyttede Preben Aude ved et tilfælde sin mobiltelefon og fik på den indtalte besked at vide, at der akut var brug for psykologisk assistance på gymnasiet. Han var fremme ved 10-tiden. En time senere stødte Carl Åge Okkels til, og sammen udgjorde de to det psykologiske kriseteam hele lørdagen og søndagen. Fra om mandagen og de følgende dage indgik også de to andre psykologer i ordningen, ligesom fem psykologer udlånt fra psykiatrien i amtet. - Det er vigtigt for forståelsen, at der ikke er tale om et beredskab, dette har ikke med vores arbejde som sådan at gøre, men om en spontan organisering i en nødsituation. Man henvender sig til de psykologer, som i forvejen har deres gang på gymnasierne. Vi smed hver især, hvad vi havde i hænderne, droppede alle private og arbejdsmæssige aftaler, fordi situationen gjorde det indly- 4

3 sende, at der var akut behov for en psykologindsats. Den gik vi så i gang med at etablere. På et fællesmøde i aulaen straks lørdag formiddag får eleverne den første orientering om aftenens hændelser, og de får at vide, at alle, der ønsker det, kan komme til at tale med en psykolog. Da mødet slutter, fordeler man elever og deres lærere ud på klasserne. Der bliver stillet lokaler til rådighed for Preben Aude og Carl Åge Okkels, som hurtigt bliver bestormet af ønsker om samtaler. - I praksis foregik det sådan, at der var anbragt et krisebord i forhallen, som eleverne kunne henvende sig ved. Herfra styres det så, hvem der kommer til psykologsamtale hvornår. Koordineringen foregår via studievejlederne, der virkelig er deres opgave voksen. Den ledende studievejleder træffer ud fra en personlig vurdering beslutning om, hvem der har det mest akutte behov, og i hvilken rækkefølge eleverne kan komme til samtale. Nogle ønsker individuelle samtaler, andre foretrækker at komme parvis eller tre og tre. At sætte ord på Samtaler i døgndrift. Den oplevelse deler Preben Aude og Carl Åge Okkels, når de ser tilbage på weekenden marts Reelt blev det til måske otte-ti timers samtaler begge dage, men det var samtaler ud i én køre, den ene elev ud ad døren, den næste ind, så godt som ingen pauser, vidnesbyrd efter vidnesbyrd om noget, der var så forfærdeligt og samtidig så uvirkeligt. - Vi fik dem til at fortælle, hvad de havde set og oplevet. Hvor stod de, hvad så de? De blev bedt om at fortælle hele historien i alle detaljer, hvad de tænkte, hvad de følte, hvad de havde sanset undervejs. På den måde fik vi hele beretningen frem, de fik sat ord på og skabt en vis afstand til det. Der sker en bearbejdning på den måde, det bliver en historie, der kan fortælles, i stedet for et chok, der bare bliver inde i dem. 5

4 - De fik at vide, at noget af det, der hjælper, er at fortælle om det og græde over det. Det var der mange, der gjorde. At det var sunde reaktioner, at de skulle give plads til deres reaktioner, at de skulle snakke med hinanden om det. Vær god dig selv, du har været udsat for noget rigtig hårdt, så forkæl dig selv, sagde vi. Det gør ondt at have oplevet det, du har oplevet. Det er naturligt at have det sådan, når man har oplevet noget, der er så slemt. Sådan har de fleste det, fik de at vide. - Samtalerne varede en halv time mindst, hele begivenheden blev talt ned på et bestemt niveau, der blev rundet af, og følelserne blev almengjort. Gå hjem og græd videre! Mønstret var, at de kom ind til os følelsesmæssigt fuldstændig oprørt, men vi fik det italesat og legaliseret deres reaktioner, så de kunne gå herfra med en form for lettelse. Det var en positiv proces, der blev sat i gang, samtidig med at de fik stillet i udsigt, at der kunne komme flere reaktioner de kommende tre-fire uger, men at det så også ville klinge af. - Præcis hvor lang tid der blev til den enkelte samtale, afhang af behovet, og i hvert enkelt tilfælde vurderede vi hurtigt, om der var brug for yderligere hjælp. Elevens forhistorie kunne også være en indikation på, at opfølgning ville være nødvendig. Nogle elever kom også til os mere end én gang. - Skønnede vi, at der var behov for mere, sagde vi det både til eleven og studievejlederen, så der kunne blive taget kontakt med en privatpraktiserende psykolog. Amtet havde sørget for, at alle involverede kunne få gratis hjælp via Sygesikringen. Det er ikke virkeligt Det går igen fra samtale til samtale, at de tilstedeværende elever og medarbejdere har oplevet scenen som uvirkelig. Rammen er en fastelavnsfest, og det spiller givet en rolle, at der er lagt op til sprælske optrin, til en glad aften. Derfor forstår næsten ingen af vidnerne, hvad det er, der udspiller sig for øjnene af dem. Forståelsen kommer med stor forsinkelse. En lærer gik forbi og så det, men tænkte: Det der, det er da for meget, de kan da ikke tillade sig sådan et skuespil. Han gik ind på lærerværelset, hængte sin jakke, gik ud igen og så, at det var alvor. Her står adskillige drenge med hænderne i lommerne og ser på, mens de siger: Hvad er det for noget pis, det her! Eller pedellen, som er en stor og stærk fyr, prøver at vriste kniven fra ham, prøver at skubbe ham ud. Drabsmanden nikker ham to gange en skalle, og det er først anden gang, det går op for pedellen, at det er alvorligt. En kammerat går hen og giver Cecilie kunstigt åndedræt, efter at hun er død. Han bliver smurt ind i blod. Så hører han, at der er en i kredsen, der råber: Hold nu op med det der! Underforstået, at spøgen er gået for vidt, nu er det her ikke sjovt længere. Selv da der senere bliver trukket et hvidt klæde hen over pigen, tror mange, at det er en udklædning og snakker videre med deres kammerater. Og for flere bliver begivenheden først virkelig, da politiet ankommer selv om de både har set og hørt et mord blive begået få meter fra dem. Carl Åge Okkels: - Jeg talte med en pige, der havde stået lige ved siden af. Hun beskrev det sådan, at hun frøs fuldstændigt stille, hun kunne ikke bevæge sig, og tiden gik i stå, medens hun stod og kiggede på. Hun havde det meget dårligt bagefter - Surrealistisk er et ord, der går igen hos rigtig mange, fortæller psykologerne samstemmende. De, der har set det ske, som troede, at det var fake, og som det senere går op for, at det var alvor det er dem, der er værst traumatiseret. Og selv om det gik så hurtigt og var så effektivt udført, det mord, at man ikke kunne have forhindret det, så sidder 6

5 skylden virkelig fast hos mange: Kunne jeg have forhindret det? Efterfølgende Både Preben Aude og Carl Åge Okkels erkender, at de mange samtaler, op mod 50 i alt, sled på dem, og at de forfærdelige billeder og situationer, beskrevet ud fra hvert vidnes synsvinkel, hobede sig op og gav sig udslag i tendenser til sekundær traumatisering. Preben Aude var søndag aften ved at gå helt ned og oplevede efterfølgende smerter i hjerteregionen, uden at hjertelægen dog kunne finde tegn på fysiske problemer. Og Carl Åge Okkels måtte melde sig ud af familien og trække i konditøjet for at løbe fra lørdagens samtaler. Normalt tog han ikke arbejde med hjem, men her De barske indtryk har også fyldt ved psykologmøderne hver 14. dag og under den efterfølgende supervision. Med afstand til begivenhederne tænker de dog trods alt konstruktivt tilbage på forløbet. - En måned efter drabet holdt psykologerne et evalueringsmøde på skolen, hvor alle psykologer, studievejledere og ledelsen fra amtet vurderede forløbet, effekten af samtalerne osv. Det var meget positivt. - Vi kan også være bekendt at kalde det en flot proces. Der stod ikke en organisation klar på forhånd, som det ville være tilfældet, hvis drabet var blevet defineret som den katastrofe, det lignede, men vi måtte trække på de forhåndenværende ressourcer og etablere, hvad man kunne kalde situationens generalstab. Ud over den enestående hjælp, vi fik fra studievejlederne, og opbakningen fra gymnasiets ledelse så var der tale om en opgave, som blev 100 procent psykologløst. - Der blev udtrykt stor tilfredshed både fra elevernes og andres side over, at psykologerne brugte de samme redskaber, at vi optrådte fagligt med de samme metoder. Det gav tryghed, lyder meldingen. Fagligt er opmuntrende, at vi som fagpersoner kan optræde med en sådan autoritet og konstatere, at alle fik god hjælp trods den meget vanskelige situation. - Og måske vigtigst af alt: Der var ikke én, der ønskede at tale med en psykolog, som ikke kom til det. Jørgen Carl 7