TEMA 2: KAMPEN OM SKOV, JORD OG NATURRESSOURCER

Transkript

1 TEMA 2: KAMPEN OM SKOV, JORD OG NATURRESSOURCER ELEVMATERIALE

2 KAMPEN OM SKOV, JORD OG NATURRESSOURCER En stor del af verdens tilbageværende regnskovsområder er beboet af oprindelige folk, som er med til at beskytte regnskoven i de områder, de bebor. Men i mange lande har de oprindelige folk ikke juridiske rettigheder til de skovområder, som de har beboet og udnyttet gennem årtusinder. Det gælder også i Mellemamerika, hvor de oprindelige folks liv og deres viden om bæredygtig udnyttelse af flora og fauna er tæt forbundet med biodiversitet og bæredygtig forvaltning af naturressourcer. Her har oprindelige folk i flere af landene fået skøder på jord og/eller forvaltnings- og brugsret til skovressourcer. Presset på økosystemerne i hele regionen i Mellemamerika er voksende, og dermed også presset på de oprindelige folks territorier. Det samme gælder i Honduras, hvor det både er store selskaber for minedrift, vandkraftværker, storgodsejere, plantageejere og fattige småbønder, som presser naturressourcerne og indfødte folk på deres livsgrundlag. I Honduras har knap 10 procent af de oprindelige folk fået papir på deres ret til jord eller brugsret til at forvalte naturressourcer og jord. En stor del af Honduras geografiske flade er bjerg-, højdedrag og bakkelandskaber. Jo højere op i bjergene, desto magrere jorder, det gælder især i den vestlige og centrale del af landet. Her må tusindvis af fattige småbønder klare sig på subsistenslandbrug og ved at arbejde som sæsonarbejdere og daglejere i for eksempel kaffe-, oliepalme- eller sukkerhøsten. side 2

3 Casestory MAYA-FOLKETS EFTERKOMMERE ER BLEVET FORTRÆNGT TIL DE DÅRLIGE JORDER Omkring Honduras største turistattraktion, det maya-indianske ruin-kompleks Copan Ruinas, ligger bløde, grønne bjerge med kaffe, sukkerrør, tobaksplantager og græssende kvæg i de frugtbare dale. Længere oppe ad bjergsiderne ligger små fattige landsbyer, hvor de mayaindianske efterkommere, chorti-befolkningen, bor. De kan se ned på de frugtbare jorder, som deres forfædre engang dyrkede, men hvorfra de blev fordrevet af de spanske erobrere i 1600-tallet. I dag lever de omkring maya-chorti, der er tilbage i Honduras, et liv i social og kulturel armod. Analfabetismen og børnedødeligheden er høj, og deres oprindelige sprog er ved at uddø. Men i landsbyen Monte los Negros har de kæmpet for at få en aftale om jord til landsbyen, og efter ti års tovtrækkerier med myndighederne lykkedes det. side 3

4 Casestory Vi ville da hellere have haft jorder nede i dalen, fordi de ikke er så tørre og magre som heroppe. Men det er store jordejere, der ejer de frugtbare lodder, så det kom ikke på tale, at regeringen ville forsøge at opkøbe dem, siger Leonardo Ramirez. Ler- og palmebladshytterne i Monte los Negros ligger spredt ud som en vifte med små veltrimmede køkken- og urtehaver. Længere oppe ad den stejle bjergryg ligger jordlodder med majs, bønner, sukkerrør og løg. Vi begyndte at organisere os i 1996 med det primære krav at få jord til vores landsby. Vi lavede marcher og demonstrationer. Flere af vores ledere blev myrdet, og vores bevægelse var ved at blive splittet på grund af frygt. Vi havde det indimellem sådan, at vi ligesom ventede på, at en lykke-fugl skulle falde ned i hånden på os, fortæller Leonardo Ramirez. Han glæder sig over, at landsbyens beboere har vundet retten til jord og respekt for deres rettigheder. Antonio Guerra tilhører den oprindelige maya-chorti- befolkning, som primært bor i det vestlige Honduras, hvor de oprindelige folk er blevet presset væk fra de gode jorder. side 4

5 ULIGE FORDELING AF JORD Honduras topografi er ekstremt ujævnt med over 65 procent af arealet som bjergrigt terræn med slugter og dale, der ligger i højden fra 600 til næsten meters højde over havets overflade. Det betyder, at omkring 90 procent af arealerne i Honduras egentlig er mest egnet til skovbrug og ikke til landbrug. Men landbrug er lig med mad på bordet og gode eksportmuligheder, så Honduras er et udpræget landbrugsland, hvor landbrugsproduktionen udgør over 60 procent af landets BNP med kaffe, bananer, sukker, frugt og palmeolie som nogle af de førende eksportprodukter. Langt de fleste af disse eksportprodukter dyrkes i større plantager og på storgodser, mens kooperativer står for en lille del. De mest frugtbare og velegnede landbrugsjorder ligger inde i dalområder, som ikke er særligt store, og hvor størsteparten af de gode jorder ejes af store selskaber, plantage- og godsejere og kvægavlere. Jordfordelingen i Honduras er af de mest ulige i Latinamerika og i store træk stadig. som de spanske kolonisatorer opdelte jorden i latifundie (storgods) og minifundie (småbrug). Utallige forsøg på jord- og landbrugsreformer er slået fejl primært på grund af politisk modstand. Det betyder, at lidt over 70 procent af de fattigste bønder ejer knapt 10 procent af jorderne, der dyrkes som småbrug (minifundier). En meget lille del ejes af kooperativer, der har modstået pres fra store selskaber og plantageejer til at afhænde deres jorder, og så ejer en procent over halvdelen af alle de bedste jorder, der bruges til kvægavl, stordrift af landbrug, plantager og godser (latifundier). Ejendomsretten til jord i Honduras er præget af stor usikkerhed, uigennemsigtighed og korruption med masser af mangelfulde eller forfalskede skøder. Omkring 80 procent af de privatejede jorder har enten ingen dokumentation/skøde eller er mangelfuldt dokumenteret. Langt de fleste af dem, der ikke har papir på jorden, er fattige småbønder, jordløse eller oprindelige folk. side 5

6 Oprindelige folk i Honduras De oprindelige folk i Honduras udgør tilsammen omkring 1,27 millioner mennesker ud af landet samlede befolkning på cirka 8,6 millioner indbyggere. 71 procent af de indfødte folk lever på eller under fattigdomsgrænsen, og deres antal er cirka: Folk Antal Lenca Miskito Tolupan Nahua Chortí Pech Tawahka Garifunas og isleños side 6

7 REGNSKOV OG SKOV FÆLDES På grund af fattigdom og mangel på dyrkbare jorde er der mange småbønder, som forsøger at tilkæmpe sig jord i skov og regnskovsområderne i Honduras. Her bruger de slash and burn - teknikken, dels fordi mange af dem ikke ved bedre, og dels fordi der nærmest ingen kontrol er med områderne fra myndighedernes side. Træerne fældes, og vegetationen afbrændes både i regnskovs- og andre skovområder for at rydde jord til kvæg og til landbrug. Den afrikanske oliepalme overtager i stigende grad nogle af de områder, der tidligere er blevet afskovet og brugt til f.eks. bananplantager eller har givet plads til, at småbønder kunne dyrke noget jord. Når fattige småbønder presses væk fra jorderne, forsøger de at finde andre steder, hvor de kan dyrke jorden og skabe sig et livsgrundlag. Slash and burn Hug ned og brænd af er en teknik også kendt i Norden i gamle dage som svedjebrug, hvor skoven fjernes, den resterende vegetation brændes af, og nye afgrøder sættes i asken, der virker som gødning. Regnskovsjord er imidlertid næringsfattig og dårligt egnet til flerårig landbrugsdyrkning, så jorden kan kun bruges et par sæsoner, så er den udpint, og ny skov og vegetation skal hugges ned og brændes af. side 7

8 Det sker også i nogle af de nationalparker og beskyttede områder, som er oprettet i Honduras, hvor de fattige småbønder ikke ser skoven som en ressource men som en forhindring, der skal ryddes af vejen for at give plads til ikke særligt produktive småbrug og til kvæg, der kan græsse. Landbrugs-koloniseringen af regnskoven er sammen med ulovlig tømmerhugst og narkosmuglere, der rydder skov, især i Mosquitia-området ud til den caribiske kyst, med til at presse de oprindelige folk, der har beboet områderne gennem århundreder. De mange konflikter om jord og om retten til ressourcer i Honduras skærpes yderligere af udbredt korruption og magtmisbrug med f.eks. skøder på jord, og de statslige myndigheder har ikke kapacitet til at kontrollere alle de områder, der er erklæret som nationalparker, beskyttede områder eller reservater. side 8

9 Casestory TOLUPAN-FOLKET I PICO BONITO PRESSES HÅRDT Elmer Cruz er leder af Zapotal-stammen, som har boet i Pico Bonito-området gennem århundreder. Zapotal-stammen tilhører tolupan-folket, et af de ni oprindelige folk, der er i Honduras, og Pico Bonito er en af de 107 nationalparker og beskyttede områder i landet og er også del af Den Mesoamerikanske Biologiske Korridor. Elmer Cruz fortæller, at flere af stammens jorder er blevet overtaget af kvægavlere og småbønder de seneste årtier: De har invaderet flere af de områder, som vi traditionelt har dyrket, og hvor vi har udnyttet skovens ressourcer. Vi forsøgte at få myndighederne til at godkende vores ret til området, som vi siden 1864 har haft et brugs-skøde på. Men vi fik at vide, at det var for gammelt. Dem, der målte jorderne op omkring vandløb i skoven, fik penge under bordet, og så mistede vi pludseligt omkring 60 hektarer jord, som de indtrængende ladinos har fået tilkendt brugsretten til. Vi føler os meget sårbare som oprindelige folk, fordi vi bor langt væk fra magten og myndighederne, som heller ikke regner vores ret til jorden og skoven for noget, siger Elmer Cruz. Han repræsenterer de 580 voksne og børn i Zapotal-landsbyen i Pico Bonito-området, hvor Verdens Skove arbejder for at støtte de oprindelige folks forvaltning af skov- og naturressourcer og deres rettigheder. Elmer Cruz frygter, at hans stamme uddør eller fordrives helt fra området. Men han siger også, at Zapotal-stammen vil kæmpe videre for at få deres retmæssige territorier, så de næste generationer også kan leve af jorden og skoven, og at støtte og fortalervirksomhed fra internationale organisationer som Verdens Skove er afgørende for, at de oprindelige folk kan blive hørt. Latinamerikas næststørste biodiversitets-område Den Mesoamerikanske Biologiske Korridor, som er omfattet af UNESCO s Verdensarvliste, og som strækker sig fra Mexico gennem Guatemala og Honduras til Panamá, er Latinamerikas næststørste biodiversitetsområde - efter Amazonas-regnskoven. Korridoren repræsenterer syv- otte procent af planetens samlede biodiversitet og huser mange truede dyrearter og sjældne planter. side 9

10 Casestory Elmer Cruz frygter, at hans folk fordrives fra Pico Bonito-området, som tolupan-folket har beboet i århundreder. side 10

11 Oliepalme-plantager strækker sig så langt øjet rækker i det nordlige Honduras. Den øgede inddragelse af jorder til plantagedyrkning driver mange fattige småbønder væk og skaber blodige konflikter. AFSKOVNING OG ULOVLIG TØMMERHUGST Afskovning har også ramt beskyttede områder som Río Plátano Biosfæren, der sammen med den store Patuca Nationalpark og Tawaka Reservatet udgør det største sammenhængende regnskovsområde i Mellemamerika og er del af Den Mesoamerikanske Biologiske Korridor. Områderne i Honduras bebos af flere tusinde miskitos, tawahkas, pech og garífunas. Ifølge satellitoptagelser er der forsvundet omkring km 2 skov i perioden fra i Río Plátano Biosfæren, der er optaget på UNESCO s Verdensarvsliste. Det svarer til, at der hver halve time igennem fem år er blevet ødelagt et skovareal på størrelse med en fodboldbane, hedder det i en rapport, lavet i 2014 for Honduras Institut for Skovbevaring (ICF). Op mod halvdelen af det tømmer, som produceres i Honduras, menes at være ulovligt fældet og op mod 85 procent af de træer, der fældes ulovligt, er tropisk hårdtræ, især maghoni er efterspurgt. Den omfattende ulovlige tømmerhugst kan kun lade sig gøre på grund af myndighedernes manglende opsyn eller vilje til at kontrollere træhugsten i områderne og svindel og korruption med papirer og skøder i forhold til, hvem, der har lovlig ejendomsret eller brugsret til skovens ressourcer. Men selv når fattige småbønder eller indfødte folk får tilkæmpet sig brugsret eller ejendomsret til jord og skov, så følger der ikke den nødvendige tekniske og uddannelsesmæssige kapacitet med i forhold til at lære at forvalte og udnytte skovressourcer på bæredygtig vis og for eksempel lave en lovlig forretning ud af det. Derfor tyr mange af de fattigste også til ulovlig fældning af for eksempel mahogni, som de sælger til spotpriser til mellemmænd, der videresælger det ulovlige tropetræ. side 11

12 Den afrikanske oliepalmes frugter bruges både til fremstilling af bio-diesel, til mad- og i forarbejdnings- og kosmetik-industrien. OLIEPALMENS INDTOG Den vestafrikanske oliepalme er stormet frem som ny super-afgrøde i flere tropiske områder i verden, primært i Malaysia og i Indonesien, der tegner sig for 85 procent af verdensproduktionen, og hvor regnskoven må holde for, når store selskaber rykker ind for at rydde til oliepalme-plantager. Også i Afrika og i Mellemamerika er oliepalmen stormet frem - men dog ikke i samme omfang - endnu. I Honduras blev den afrikanske oliepalme introduceret allerede i 1970 erne, hvor den forsøgsvis blev plantet i Aguan Valley-området som del af en ikke særlig vellykket landbrugsreform. Siden har den bredt sig og for størstepartens vedkommende erstattet bananpalmen. I dag strækker oliepalmerne sig som store grønne plantageområder, så langt øjet rækker fra industribyen San Pedro Sula og ud mod den caribiske kyst i nord. Oliepalmens ekspansion i Honduras sker på bekostning af mange fattige småbønders adgang til jord. Især i Aguan Valley-området, hvor der er blodige konflikter om jorderne med bortførelser, skyderier, drab og tvangsfjernelse af småbønder, som kræver dele af jorden, de mener er blevet stjålet fra dem af en af Honduras rigeste mænd, som også er landets største producent af palmeolie og ejer af store oliepalme-plantager i den nordlige del af Honduras. Oliepalmernes indtog i Honduras som ny monokultur (tidligere var bananpalmen monokultur) er med til at presse flere småbønder og jordløse udi at fælde skov eller trænge ind i regnskovsområder for at skaffe sig adgang til jord og ressourcer, samtidig sættes oliepalmer også i nogle af de randzoneområder, der ligger op ad nationalparker og regnskovsområder. side 12

13 Oliepalmen som konflikt- og nytteafgrøde Den afrikanske oliepalme (Elaeis guineensis) er en nytteafgrøde, som kræver megen plads men til gengæld ikke kræver de store produktionsomkostninger. Den vegetabilske olie fra palmen bruges både til madolie, til forarbejdede madvarer som f.eks. instant nudler og is, i kosmetik som læbestift, i sæber og rengøringsmidler og i mindre udstrækning bruges den også til grøn bio-diesel. Selve udvindingen af palmens olie er ikke særlig grøn eller bæredygtig. Den fremherskende og billigste måde at skaffe sig af med de mængder af spildevand, der kommer fra palmeolie-udvindingen sker ved at opsamle spildevandet i en slags åbne damme (POME), hvor mikrobiologiske processer omdanner det organiske materiale i spildevandet til biogas heriblandt methan, der udskilles direkte i atmosfæren. I Honduras er der ingen love omkring brug af biogas eller regulering af for eksempel methangasudslip, og methangas er en af de større drivhusgasser, der er med til at forårsage klimaforandringer. Ordforklaringer: ICF POME Instituto de Conservacion Forestal, Honduras Institut for Skovbevaring Palmeolie spildevandsdamme Brugbare links: Oprindelige folk i Honduras og FN s særlige udsendings udtalelser om forholdene for oprindelige folk i landet: globalnyt.dk/content/fn-udsending-kritisk-situation-oprindelige-folk-i-honduras Spar på papiret - tænk dig om inden du printer! Undervisningsmaterialet er produceret for Verdens Skove med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling af freelance journalisterne Anne Mette Futtrup og Linda Nordahl Jakobsen Forsidefoto: Mike Kollöffel Layout: Jens Raadal side 13