Hashøj Kommune Bevaringsvejledning Kommuneplan

Transkript

1 Hashøj Kommune Bevaringsvejledning Kommuneplan

2 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse Indledning... 2 Bebyggelse generelt... 2 Bevaringsvejledning... 3 Husets fundament... 4 Husets facader og gavle... 5 Murværk... 5 Bindingsværk... 6 Reparation af bindingsværk... 6 Udvendig vedligeholdelse af trækonstruktioner... 7 Soklen... 7 Stentrapper... 7 Vinduer... 8 Gesimser og sålbænke... 8 Husets tag... 9 Stråtag... 9 Træspån Teglsten Skifer Cementsten Tjærepap Eternit Metal Andre tagmaterialer Kviste og tagvinduer Skorstene Døre Råd og svampeskader Fredede- og bevaringsværdige bygninger Litteratur Side 1

3 Indledning Indledning For at sikre kvaliteterne i landsbymiljøerne i Hashøj Kommune, har fællesforvaltningen for teknik og miljø udarbejdet denne generelle bevaringsvejledning. Bevaringsvejledningen skal fungere som et tillæg i tilknytning til en bevarende lokalplan. Bevaringsvejledningen beskriver sammen med lokalplanen kommunalbestyrelsens målsætninger for bevaring af bygninger og de andre kvaliteter, der er med til at give landsbyerne i Hashøj kommune deres specielle miljø. Det er hensigten med bevaringsvejledningen, at den skal være inspiration for det bevarende arbejde. Det er tanken, at vejledningen skal fremme den nødvendige vedligeholdelse og modernisering på en sådan måde at husene og landsbyen bevarer sit særpræg. Så vil man også fremover kunne se husenes og dermed landsbyens historiske tilknytning. Det er fx vigtigt at bygninger, der er tidstypiske bevarer deres tidspræg, at landsbygaden bevarer sit udseende med grønne rabatter og snoede forløb, og at en evt. kirke og kirkeomgivelserne bevares. I tilknytning til det bevarende arbejde bør man tage hensyn til beplantningen i det åbne land og i landsbyerne. Man bør anvende naturligt forekommende plantearter af hensyn til de landskabelige og naturmæssige forhold samt af hensyn til vækstsikkerhed og vildtpleje. Vestsjællands Amt har i 1999 udgivet folderen Beplantning i det åbne land som, med et skema indeholdende forskellige arter, angiver hvilke der er naturligt forekommende. Bevaringsvejledningen skal opfattes som en håndbog, som besvarer nogle af de spørgsmål, der vil opstå. Men den skal også opfattes som en vejledning, der hjælper de boligejere, der gerne vil sætte deres hus i stand med respekt for bygge- og egnstraditioner. Når der bliver behov for yderligere hjælp og vejledning, kan den søges i Fællesforvaltningen for Teknik og Miljø eller i den litteratur, der findes om landsbyers og bygningers bevaring. Bebyggelse generelt Ældre huse er præget af både den tid og den egn, de er opført i. I sidste århundrede havde man ikke nutidens store udbud af forskellige bygningsmaterialer til rådighed. Derimod havde man lang tids praktisk erfaring med de materialer man havde deres anvendelse, holdbarhed og vedligeholdelse. Datidens håndværkere var lokale og dermed præget af traditioner og byggeskikke i de forskellige egne af Danmark. Byggeskikkene på landet var samtidig anderledes end i byerne. I dag er man ikke bundet af sådanne hensyn eller vilkår. Det er desværre en let sag at bygge et ældre landsbyhus om, så det ligner et nyere parcelhus. De efterfølgende afsnit indeholder en række kortfattede bemærkninger om forskellige byggematerialer og traditionel byggeskik i nogle tilfælde ledsaget af illustrationer. Mere detaljerede oplysninger om byggeskik, materialer og fremgangsmåder findes i en række bøger og publikationer. Bl.a. har Kulturarvstyrelsen udgivet en del foldere under navnet Information om bygningsbevaring. Disse foldere kan ses hos Fællesforvaltningen for Teknik og Miljø. Derudover henvises til Illustreret Byggehåndbog skrevet af Ulrik A. Hovmand udgivet af Huset Hovmand. Side 2

4 Bevaringsvejledning I de følgende afsnit præsenteres en kort gennemgang af de bygningskonstruktioner der har betydning for husets arkitektoniske udseende og som oftest er grunden til at huset er erklæret bevaringsværdigt. Denne bevaringsvejledning beskæftiger sig primært med de ydre konstruktioner og vil således berøre husets fundament, facader, gavle, sokler, og vinduer, tagkonstruktioner, kviste og tagvinduer, skorstene, døre og porte samt udvendige trapper. De gamle byggeskikke og traditioner bygger på et erfaringsgrundlag der, i visse tilfælde, går helt tilbage til stenalderen. De traditionelle byggematerialer, der ofte er anvendt ved opførelsen af de bevaringsværdige huse, har således nogle tekniske egenskaber der er unikke for bygningskonstruktionens udseende og holdbarhed. Ud fra et arkitektonisk og kulturhistorisk synspunkt er det derfor vigtigt at man, som ejer af et bevaringsværdigt hus, omhyggeligt undersøger, planlægger, projekterer og udfører vedligeholdelse og restaurering af huset. Det kan i den forbindelse oftest betale sig at renovere og istandsætte de gamle bygningsdele fremfor at anskaffe nyt. Ved nænsom og omhyggelig vedligeholdelse, kan gamle bygningsdele som regel holde væsentligt længere end nye såkaldte vedligeholdelsesfrie materialer. Billeder fra Skørpinge Side 3

5 Husets fundament En bygnings fundament udgør overgangen mellem jorden og husets vægge og skal fungere som et stabilt underlag, der sikre huset mod skadelige bevægelser. Samtidig skal fundamentet virke som en barriere mod fugt fra jorden. Afhængigt af jordbundsforholdene er tre typer af fundamenter typisk anvendt ved ældre huse. Ved stabile jordbundsforhold er stenfundamenter ofte anvendt. I tilfælde hvor jordbunden ikke var helt fast, eller hvor fundamentet skulle være bredt anvendte man slyngværk. Og endelig hvis den faste stabile jordbund lå dybt og en udgravning var for bekostelig anvendte man en pælefundering. Stenfundament Slyngværk Pælefundering Det er særdeles vigtigt at man er opmærksom på begyndende skader på fundamentet. Disse viser sig typisk som nye revnedannelser på vægge eller at døre og vinduer begynder at gå stramt. Andre indikationer kan være skævheder på gulve og trapper. Skaderne opstår oftest som følge af sætning men kan også være en følge af råd og svampeangreb. I forbindelse med udbedring af evt. funderingsskader er det vigtigt at skaderne er grundigt belyst, således at den helt rigtige udbedringsmetode anvendes. Ud fra et kulturhistorisk og bevaringsmæssigt synspunkt er det vigtigt at anvende en så mild udbedringsmetode så muligt. Udover at en mild indgriben er mest skånsom for bygningen, så er det også i ejerens interesse da denne indgriben ofte er den billigste. Side 4

6 Husets facader og gavle Den traditionelle bindingsværkskonstruktion har overlevet i nogle af landsbyernes huse. Andre steder er det oprindelige bindingsværk erstattet af grundmurede ydervægge bestående af gule og røde sten. I forbindelse med opførelse og restaurering af bygninger er mørtel et vigtigt materiale. Mørtel er blandt de ældste anvendte byggematerialer og anvendes til opmuring, fugning og pudsning af murværk samt til understrygning og forskalling af tagsten. Der finde forskellige varianter af mørtel, men den mest egnede til vedligeholdelse/restaurering samt genopførelse af bevaringsværdige bygninger er den hydrauliske kalkmørtel. De gode egenskaber som gør denne mørtel mest egnet er dens modstandsdygtighed overfor vejrets nedbrydende kræfter samt dens fugtgennemtrængelighed, der sålede tillader fugt indefra at trænge ud. En cementmørtel lukker fugten inde i muren med stor risiko for udvikling af fugtskader. Kalkmørtler har ikke nær så stor en trykstyrke som cementmørtler, tilgengæld har kalkmørtler en stor trækstyrke idet de er mere smidige og dermed har en større sejhed, hvilket har stor betydning for murværkets styrke. Trækstyrken for kalkmørtler nærmer sig 1/4 af trykstyrken mod normalt kun 1/10 i det øjeblik cement blandes i mørtlen falder trækstyrken. Murværk Murværket er udsat for nedbrydende kræfter fra sol, regn og vind. Især den nederste del af murværket påvirkes, idet den øverste del af murværket murkronen, som regel er beskyttet af tagudhænget. Ved gennemgang af murværket er det vigtigt at kigge efter revnedannelser som kan skyldes dårlige sten eller et defekt fundament. Ofte kan disse skader udbedres ved at reparere fugerne. I værre tilfælde er det nødvendigt at udskifte de defekte sten. Ved udskiftning af sten er det vigtigt at anvende sten med samme størrelse og farve som de oprindelige. En del af husene i landsbyerne fremstår i pudset mur, der er kalket eller malet. De malede eller kalkede huse er overvejende hvide, men der er også nogle få huse, der er malet gule. Både sjællandske bindingsværkshuse og de pudsede huse på Sjælland blev før i tiden behandlet med hvidtekalk. Kalken tillader huse at ånde, og giver murene et langt finere farvespil end moderne plasticbaserede malingstyper. Kalk er desuden let og billig at arbejde med. Side 5

7 Udover at kalkning af ydervæggene forskønner bygningen, er det også en god anledning til at komme tæt på murværket og dermed undersøge bygningen for skader, så de kan udbedres inden de bliver til alvorlige skader. Bindingsværk Oprindeligt har bindingsværkshuse på Vestsjælland haft ensfarvede facader, således at både bindingsværk og tavl var farvet; kun soklen og gavlen var malet sort. De sidste ca. 100 år har traditionen ændret sig og bindingsværkshuse fremstår i dag oftest med sort bindingsværk med tavl i hvid eller med gullig eller rødlig farve. Der skelnes mellem to bindingsværkskonstruktioner afhængigt af hvorledes bjælkerne er knyttet til de lodrette stolper. Således er der bindingsværk med styrtrumskonstruktion eller bindingsværk med kæmmede bjælker. Styrtrumskonstruktioner er kendetegnende ved at der øverst i stolperne udvendigt er gennemstukne bjælketappe. Nogle steder i landet er det med bladede samlinger, så hele bjælkehovedet er synligt - såkaldte glammede bjælker. Kontakten mellem bjælke og stolpe ligger et stykke under den tværgående tagrem, som er den øverste bjælke der forbinder stolperne. Det stykke væg mellem den gennemstukne/glammede bjælke og tagremmen kaldes styrtrummet. Den anden konstruktion med kæmmede bjælker er kendetegnet ved at bjælkerne ligger oven på tagremmen. Forskellige bindingsværkskonstruktioner: A) Styrtrumskonstruktion med glammede bjælker. B) Styrtrumskonstruktion med gennemstukne bjælker. C) Konstruktion med fodrem, skråbånd og kæmmede bjælker, der ligger oven på tagremmen. D) Grundmuret vægkonstruktion med sugfjel og sternbræt. E) Grundmuret vægkonstruktion med muret og pudset (trukket) hovedgesims. Generelt er bindingsværkshuse på landet med styrtrumskonstruktion opført før først i 1800 tallet og jo ældre bygningen er jo højere er styrtrumsvæggen. Bindingsværkshuse på landet med kæmmede bjælker oven på tagremmen er typisk opført efter Reparation af bindingsværk De typiske årsager til skader på bindingsværk er fugt. Fugtigt træ skaber mulighed for råddannelse og dermed øget risiko for insektangreb og under de rette temperaturforhold kan træet også angribes af svamp. Det er vigtigt at skaderne på bindingsværket undersøges og kortlægges grundigt inden man begynder restaureringen. Med hensyn til principperne for reparation af bindingsværk henvises til Kulturarvstyrelsens Information om bygningsbevaring som indeholder folderen Reparation af bindingsværk. Her skal dog nævnes, at man bør undgå at udbedre skader med mørtel eller cementmørtel, da især cementmørtel, holder på fugten og dermed forværrer skaderne. Ligeledes skal man undgå at anvende søm, skruer og metalnagler, da disse trækker fugt og sætter rust som kan medføre råddannelse. Der skal i stedet bruges trædyveler og nagler evt. suppleret med lim. Ved mindre skader foretages en udlusning, hvor det beskadigede træ skæres fra og erstattes af nyt træ af samme sort. Træværket bør, af hensyn til bekæmpelse og beskyttelse mod svampeangreb, imprægneres. Især huller og revner som ikke lukkes skal im- Side 6

8 prægneres grundigt. Det bør overvejes om huller og revner skal bevares idet de kan medvirke til udluftning af træet. Endelig kan man overfladebehandle træet enten ved kalkning af bindingsværk og tavl, oliemaling, emulsionsmaling eller ved påføring af tjære - helst trætjære. Undgå at bruge stenkulstjære til behandling af træværk, da stenkulstjære danner et hårdt stenagtigt lag, der ikke er diffusionsåbent og derfor kan forårsage fugtskader og råddannelse. Arten af overfladebehandling varierer fra egn til egn og man bør i den forbindelse følge/anvende egnens byggeskik. Udvendig vedligeholdelse af trækonstruktioner Historisk set har anvendelsen af træ til ydre bygningskonstruktioner begrænset sig til 5 træarter: fyr, gran, eg, bøg og ask. I tømmerkonstruktioner hvor der er behov for særligt stærke og bæredygtige led er eg typisk anvendt; fx er eg typisk anvendt i bindingsværk. Fyr er, og har været, et meget anvendt materiale men er efterhånden mere og mere afløst af gran typisk rødgran. Rødgran er, i forhold til fyr, mere modtagelig overfor svampe- og insektangreb og lader sig ikke nemt imprægnere på grund af den lukkede cellestruktur. Sidstnævnte er dog en fordel idet det gør rødgran mindre vandsugende og dermed god til udvendig beklædning hvor der er luft omkring træet. Ved reparationer af tømmerkonstruktioner og udvendig beklædning som fx tagkonstruktioner, vægge og gavle er det vigtigt, at anvende samme træart med samme egenskaber som det oprindelige træ. Det er en god ide at anvende træ fra områder med samme klimatiske forhold, som hvor træet skal anvendes. Fordelen er at træet således har udviklet naturlige beskyttelsesstoffer overfor fjender dér hvor træet gror - disse fjender angriber nemlig også det fældede træ. Man bør ligeledes foretrække de mindst miljø- og energimæssigt belastende materialer og løsninger. Ved at mindske træets kontakt til sollys og holde det tørt så længe så muligt, vil den kemiske nedbrydning fra ilt, vand og de trænedbrydende svampe og insekter ske langsommere. Dermed forlænges træets holdbarhed - en holdbarhed der formodes at kunne kan nå op omkring 200 år. Soklen Den nederste del af facaden er mest udsat for vejrpåvirkninger og for at undgå fugtskader og optrængen af salte i murværket er mange gamle huse opført med en fremskudt sokkel. En fremskudt sokkel har en arkitektonisk værdi for huset, men den har også en teknisk funktion idet den skal fungere som et offerlag, hvor fugt og salte absorberes og dermed forhindres i at trænge op til murværket. Ved at anvende granit, hårdtbrændte teglsten og hydraulisk mørtel kan man således mindske risikoen for opstigning af fugt og deraf følgende frostskader. For at soklen skal kunne fungere som et offerlag, er det vigtigt at vedligeholdelse og udbedring af skader, i første omgang, sker ved at hugge løstsiddende materiale og beskadigede sten væk samt at udkradse revner. Dernæst skal soklen repareres ved at pudse den op med enten en luftkalkmørtel eller en hydraulisk kalkmørtel og endelig ikke en kalkcementmørtel. Som det sidste skal soklen overfladebehandles enten ved kalkning eller anvendelse af trætjærefarve, man må endelig ikke overfladebehandle med tæt materiale som fx sokkelasfalt. Stentrapper Udendørs trapper er pga. beliggenheden udsat for vejrpåvirkning samt almindelig slitage. Derfor er disse udendørs trapper ofte udført af hårde materialer som natursten eller hårdtbrændt tegl. I forbindelse med vedligeholdelsen af udendørs trapper er det vigtigt at gennemgå trappen for revnede- og løse sten samt beskadigede fuger. Bagfald på trinene skal undgås da regnvand således opsamles og derved kan forårsage skader på trappen. Ved evt. reparationer bør samme stenmateriale og mørtel anvendes; her anbefales en Enkelt trappetype uden gelænder og med få stigninger - opbygget af granit Side 7

9 hydraulisk mørtel der er stærk og velegnet til sten. Vinduer Når der skal skiftes vinduer i et gammelt hus er det meget vigtigt at der tages hensyn til husets oprindelige vinduer. For datering af vinduer henvises til Kulturarvstyrelsens informationsblade: Information om bygningsbevaring Vinduer, opdeling og profiler. I mange tilfælde kan det godt betale sig at reparere de gamle vinduer. Når det er muligt, er reparation af gamle vinduer den bedste løsning både økonomisk og holdbarhedsmæssigt. Vinduer der er år gamle er faktisk på toppen af deres karriere idet træet er hårdere, stærkere og mere vandafvisende i dag end det var da de blev fremstillet. Med den rette vedligeholdelse kan de holde endnu 100 år. Til huse på landet vil dannebrogs vinduer eller bondehusvinduer være det bedste valg. Vinduer med alt for små og eventuelt buede ruder har ikke oprindeligt været brugt. Vælger man at sætte nye vinduer i et gammelt hus, bør man overveje om det er nødvendigt at anvende termoruder. Ofte er der problemer med at skabe en ordentlig tæt samling mellem termorude og glasliste. Herved kan vand løbe ned i rammen med risiko for at ødelægge træet. Det har endvidere vist sig, at varmetabet fra termoruder er større end tabet fra forsatsvinduer eller vinduer med en påkoblet glasramme på indersiden. Det skyldes at glasafstanden i termoruder er 12 eller 9 mm, hvilket bevirker et forøget varmetab på hhv. 20 eller 25 %. Et forsatsvindue, med en optimal glasafstand på 28 mm, har et forøget varmetab på 10%. På billedet til venstre ses et luftlags isoleringsevne mellem to lag glas. Som det fremgår er isoleringsevnen størst ved 28 mm. Træ vil være et godt valg, hvis man skal skifte vinduer det ser mere naturligt ud til gamle huse. Det er også vigtigt at man kun sætter vinduer i der, hvor der altid har været vinduer, da det er af betydning for husets symmetri. Store glaspartier og franske terrassedøre passer heller ikke til gamle huse. Hvis man bygger til sit hus bør man også kigge på sýmmetrien i forhold til den oprindelige bygning. Gesimser og sålbænke Ligesom udvendigt murværk, træværk, vinduespartier og indfatninger er gesimser og sålbænke også meget udsat for vejrpåvirkninger. Små revner og skader bør straks repareres for at undgå en forværring af skaderne. Ved reparation/udskiftning af revnede sten og fuger anvendes sten og mørtel af samme beskaffenhed som det oprindelige. Defekt sålbænk af skiffer der bør udskiftes Side 8

10 Husets tag Tagets form og de anvendte byggematerialer giver mere end noget andet en bygning sit særpræg. Samtidig er taget en meget udsat del af bygningen. Det betyder, at ombygning eller restaurering af et hus meget ofte betyder at der skal lægges nyt tag. Traditionelt set er huse ved vestvendte kyster udført med hel- eller halvvalmet tag og således også i Vestsjælland. Tage skal derfor udføres i hel- eller halvvalm uden udhæng. Ved udskiftning af taget må man tage hensyn til tagets oprindelige form. Tage, der i forvejen har opskalkning bør beholde den, også hvis der tagdækkes med nyt materiale. Tagrender bør være synlige. Stråtag En del landsbyhuse i Hashøj har tidligere haft stråtag. Mange stråtage er, i takt med udviklingen af andre tagmaterialer, blevet udskiftet med eternit og tegl. Eksisterende stråtage bør ikke udskiftes med andre tagmaterialer. Huset vil helt skifte karakter hvis tagmaterialet ændres fra strå til fx eternit. Et nyt stråtag kan skræddersyes til den eksisterende tagkonstruktion. Tækkematerialerne der anvendes i dag er oftest tækkerør og i sjældnere tilfælde langhalm eller rughalm. Symaterialet er som regel rustfrit 1 mm jerntråd. Op til omkring år 1900 anvendtes ofte tang og lyng som tagmateriale ligesom symaterialet bestod af garn. Der eksisterer to traditionelle metoder at tække på: bundne tage og syede tage. Ved bundne tage bindes og presses tagmaterialet fast til tagets lægter af meterlange, 1-2 cm tykke hassel- eller pilekæppe, som anbringes parallelt med lægterne. Ved syede tage syes eller fæstnes tækkerørerne direkte til lægterne knippe for knippe, i én fortløbende syning. Disse to metoder er egnsspecifikke dvs. at der går en grænse gennem Danmark mellem de to metoder. Således findes bundne tage på Bornholm, Sjælland, Lolland-Falster, Østfyn, Samsø og Djursland. Resten af landet har syede tage. Stråtage afsluttes i gavlen med en vindskede i sort eller mørkebrun og uden udhæng. I facaden kan der laves udhæng på maksimalt 30 cm, målt i vandret plan fra ydervæg til yderpunktet på taget. Vindskeden er vigtig for stråtaget idet den yder beskyttelse mod vind. En defekt eller nedfalden vindskede kan bevirke at vinden får fat i ståtaget og blæser det lette tagmateriale af. Det er derfor særdeles vigtigt at vindskeden efterses og vedligeholdes. Tagryggen på et stråtag bør afsluttes med mønning og kragetæer i overensstemmelse med egnens byggeskik. Side 9

11 Vedligeholdelse af stråtag består dels i at holde taget frit for mos, lav m.m. som holder på fugten og dels i at holde øje med og reparere mønningen og træværket i forbindelse med vindskeden, gavlen og evt. afdækningsbrædder ved kviste. Erfaringsmæssigt skal en halmmønning skiftes efter 4-6 år, hvorimod en græstørvsmønning kan holde år. Et gammelt trick til at hæmme begroning på stråtage er, at sy tynde strimler af zinkplader ind i taget lige under rygningen. Regnvandet udvasker langsomt zinksalte ud på taget, som så forhindre begroning. Det kan diskuteres om mos på nordsider skal fjernes. I nogle tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at lade mos gro på stråtaget, selvom det fremmer forrådnelsen af tagrørene. Det skyldes at mosset virker som en beskyttende barriere overfor vejr og vind og kan således forhindre slitage. Det er endvidere vigtigt at beplantningen ikke står for tæt på huset, således at nedfaldne grene på taget forhindres i størst mulig omfang samt at grene ikke kradser og slider på taget. Derudover er det vigtigt at holde fugle, mus og andre dyr væk fra taget. Træspån Brugen af træ som tagmateriale har i vid udstrækning været anvendt i Skandinavien samt Central- og Østeuropa. Træspåntækkede tage kan i Danmark føres helt tilbage til vikingetiden. Tagspån er ved korrekt oplægning særdeles vindfast og er især blevet anvendt til stejle tage samt vægge og gavle. Det ses især på gamle vindmøller, kirkespir og tårne men også på gamle landbrugsbygninger og udhuse. Bygninger der oprindeligt er opført med træspåntækkede tage og/eller hvor vægge og gavle oprindeligt har været beklædt med træspån bør bevares og bør vedligeholdes og renoveres efter anvendt byggeskik. Spåndækning lægges på enten brædde- eller lægteunderlag. Træspån kan ligge på tagflader med en hældning fra 45 og op til lodret. Tage med en hældning under 45 bør ikke beklædes med træspån da vandafløbet sker for langsomt og således kan medfører at træet bliver gennemblødt. Det er vigtigt at træspån lægges i 3 lag for at opnå tilstrækkelig tæthed. De tre lag opnås ved at hver træspån når 2/3 ned over den forgående. Side 10

12 Teglsten I det 18. århundrede var håndstrøgne vingetegl den helt dominerende teglstens-type. Først senere blev det muligt at producere fx maskinpressede vingetegl, som dem vi kender i dag. Gamle tegltage bliver smukkere med tiden i modsætning til mere moderne indfarvede eller imprægnerede materialer, der ikke har teglstens individuelle karakter. På ældre huse bør man fortsat bruge traditionelle røde vingetegl. Hvis man skal skifte et ældre tegltag ud, vil mange af teglene desuden kunne genbruges fx på den ene side af taget. Tegltage eller andre tage på huse, der oprindeligt havde tegltag, bør udføres uden udhæng. Skifer Tagskifer var før i tiden meget anvendt som tagmateriale til byhuse og til større huse på landet. Et skifertag holder ca. 100 år. Derfor er der mange skifertage som står over for at skulle lægges om. Naturskifer kommer fra England, Norge eller Frankrig. Den enkelte skiferplade er 3 5 millimeter tyk, centimeter bred, og 61 centimeter lang. Skifertag lægges enten rektangulært eller diagonalt på et undertag med lægter, hvis der anvendes skiferkit er det dog ikke nødvendigt med et undertag. Skifer lægges på tage med en hældning ned til 22 og bør udføres som dobbeltdækning dog kan tagdækningen ved stejle tagflader udføres med enkeltdækning. I dag anvendes ofte overfladebehandlede cementfiberplader frem for naturskifer, idet naturskifer er forholdsvist dyr. Cementsten Cementsten opstod som tagmateriale omkring 1. verdenskrig, fordi der var mangel på brændsel til teglværkerne. Hvis et tag af cementsten skal udskiftes bør man anvende vingeteglsten eller moderne grå cementsten. Moderne cementsten der er overfladebehandlet med acryl eller lignende bør ikke anvendes. Side 11

13 Tjærepap Tjærepap eller tagpap var tidligere et meget anvendt tagmateriale. Det er stadig et billigt tagmateriale, og det kan lægges på en ganske let tagkonstruktion. Principtegning for det traditionelle, listedækkede paptag Tagpap bør lægges efter den traditionelle metode som listedækket paptag. Eternit Anvendelse af eternit på landbrugets nyere bygninger er ved at blive en tradition. Ved fornyelse af disse eternittage bør man anvende plader i den ubehandlede, grå udgave, der er i stand til at patinere smukt. Til stuehuse og beboelsesbygninger må moderne gennemfarvede og overfladebehandlede eternitplader betragtes som et nutidigt tagmateriale, der adskiller sig væsentligt fra tegl og strå. Moderne eternittage er næsten helt upåvirkelige af sollys, vejrlig, fugtighed og anden ælde, og fremtræder derfor meget ensartede og døde. Dette materiale passer derfor dårligt til ældre huse. Metal Metaltage har været anvendt siden det omfattende stenkirkebyggeri i 1100 tallet, hvor man anvendte bly som tækningsmateriale. Rent faktisk ligger meget af det år gamle bly stadig på tagene, idet det gamle bly, ved omtækning, blev smeltet og tilsat lidt nyt bly og derved genanvendt. Metaltage har historisk set hovedsageligt været anvendt til finere bygninger som fx spir, tårne og lignende. Først senere, omkring 1860 erne, begyndte metaltage at finde vej til almindelig boligbyggeri. På landet var det ofte ladebygninger eller udhuse der fik udskiftet de brandfarlig stråtage med metaltage (jerntage). I nyere tid er aluminiumsplader anvendt til haller, industri- og landbrugsbygninger. Traditionelt er metaltage opført af bly-, kobber-, zink eller jernplader sidstnævnte har dog ikke været anvendt i særlig høj grad. Man skal være opmærksom på at metaltage tæres dels som følge af klimatiske forhold og dels som følge af metallers tæring af metaller. Det er sådan at ædlere metaller angriber mindre ædle metaller. Således er bly det ædleste dernæst kommer kobber, jern og zink dog er bly i denne sammenhæng inaktivt. Et Side 12

14 zinktag skal fx sømmes fast med forzinkede (galvaniserede) søm for at undgå tæring ligesom et kobbertag ikke må afvandes til en tagrende af zink, da opløste kobberioner kan tære zinktagrenden. Derudover skal man være opmærksom på at metalpladerne udviderog trækker sig sammen afhængigt af temperaturforholdene det skal der være plads til i tagkonstruktionen for at undgå efterfølgende skader. Ved istandsættelse af dele af metaltage eller ved genopførelse af hele metaltage på bevaringsværdige bygninger, bør man anvende identiske materialer og samme teknik som oprindeligt anvendt, da et metaltag er meget karakteristisk for en bygning og derfor ikke bør ændres. Andre tagmaterialer Udover de tagmaterialer, der er nævnt ovenfor, findes der en række nyere produkter, som fx bølgeplader, betontegl, formpressede stålplader med pålimet stengranulat. Der er tale om materialer, der ikke passer ind i et ældre bymiljø, da det kan virke som uægte forsøg på at efterligne andre tagmaterialer. Kviste og tagvinduer Nutidens udnyttelse af ældre huses tagetager kræver tit, at der etableres kviste eller tagvinduer, for at give dagslys. Kviste er desuden med til at øge rumhøjden. Kviste og tagvinduer må derfor ofte ses som nutidens tilføjelser til ældre huses udseende, og de skal placeres med omtanke. Man bør sørge for at en ny kvist er i harmoni med resten af huset. Der skal bl.a. tages hensyn til husets spærfag. Kviste bør fx kun spænde over et spærfag. Der bør også tages hensyn til eksisterende vinduer, når man tilføjer en kvist. Tagvinduer skal også vælges med omtanke. Store nye ovenlysvinduer i en lille tagflade vil sandsynligvis virke meget dominerende. Vinduerne bør have en størrelse, der harmonerer med taget og det øvrige hus, og have et udseende, der giver samme indtryk som ældre støbejernsvinduer. Når man vælger kvist til sit hus må man vælge den type kvist, der passer bedst til husets alder og tagmaterialet. Kvisten skal desuden passe til huset både i proportioner og udformning, og kvistens vindue skal afpasses med husets øvrige vinduer. Side 13

15 Materialer afhænger af hvilken kvist man vælger, og materialerne skal også harmonere med taget og resten af huset. Fladerne på kvistens sider (= flunker) og eventuelt på fronten bør udføres i materialer, så de fremstår glatte. En-på-to beklædning med brædder er alt for dominerende og hører sjældent hjemme på et ældre hus. Alt træ på kvisten bør males med dækkende maling. Når man vælger farve bør man også tænke på husets øvrige materialer. Farverne bør afstemmes så kvisten bliver en naturlig del af huset. Side 14

16 Skorstene De moderne varmekilder har i mange tilfælde betydet, at husets skorsten ikke længere er i brug. De oprindelige skorstenspiber bør ikke fjernes, da skorstenen er en vigtig bygningsdel, der er med til at skabe bygningens harmoniske udseende. Desuden er den med til at fortælle om husets alder og oprindelse. Hvis skorstenen ikke længere bruges til aftræk for fyr og brændeovn, kan den måske bruges til ventilationsaftræk i forbindelse med køkken og bad. Hvis skorstenen skal repareres bør man bevare eventuelle oprindelige udkravninger i toppen, ved soklen og på skaftet. Skorstenens overflade og farve bør svare til overfladen på husets facade, eller bevares med oprindelig overflade og farve. Hætter og anden afdækninger, der ikke er oprindelige, bør undgås. Skorstene er blandt de mest udsatte bygningsdele på en bygning - alene pga. dens udformning og placering. Dertil kommer at netop mange skorstene i dag er sløjfet og dermed kolde, hvilket øger risikoen for frostskader. Skorstene skal efterses jævnligt helst en gang om året. Her skal skorstenen efterses for revner samt løstsiddende sten, fugemørtel eller puds og særligt skal afdækningen øverst være tæt og i orden. Det samme gælder for tilslutningen til taget uanset om den er udført med mørtel eller inddækning i metal. Side 15

17 Døre De oprindelige døre i ældre huse har været trædøre. I stuehuset har der ofte været malede fyldingsdøre enkelte huse har haft dobbelte fyldingsdøre. I udhuse og andre udbygninger har der været malede revledøre/plankedøre eller rammedøre. Døre er særdeles karakteristiske for en bygning og er medvirkende til at give bygningen sin tidstypiske karakter. I forbindelse med renovering af bevaringsværdige bygninger er det således vigtigt, at døre opføres i den oprindelige stil. Det følgende giver en kort præsentation af tidstypiske dørprofiler fra 1700 til 1950 inddelt i perioder. Det er vigtigt at nævne, at der kan være stor variation fra egn til egn og også indenfor den enkelte egn. Barok Dørene havde typisk to fyldinger, der ofte kunne være asymmetriske dvs. med forskelligt udseende på dørens to sider. Et godt stykke ind i 1700 tallet anvendtes desuden trefyldingsdøre ofte med afrundede fyldingshjørner. Derudover anvendtes, helt op igennem 1800 tallet, simple revledøre i de mindre fine rum som f.eks køkken og bryggers. Rokoko I denne periode ændres fyldingsindelingen og profilerne enfløjsdøre får to fyldinger hvor nederste fylding fik samme højde som brystpanelerne i rummet. Desuden fremkom indstukne låse, som kunne skjules helt - i modsætning til tidligere kasselåse, hvor låsekassen var synlig. Til de indstukne låse hørte asymmetriske låseskilte og dørgreb af messing. Side 16

18 Klassicismen I de sidste årtier i 1700 tallet blev man interesseret i den klassiske byggekunst hvilket bevirkede at tre-fyldingsdøre fra barokken vendte tilbage, denne gang dog med symmetriske profiler dvs. dørene var ens på begge sider. Desuden kom der en ekstra fylding ind foroven i tofløjsdørene og den nederste fylding blev lavere svarende til brystpanelerne. Endvidere blev låseskiltene symmetriske. Empire Enfløjsdøre blev i denne periode udført med fem fyldinger. Fyldingernes spejl blev ofte riflet og kunne tit være udsmykket med en medaljon. Man anvendte to slaglister i stedet for en, hvilket gjorde døren bredere og nemmere at passere igennem. Derudover kunne man nøjes med at isætte en enkelt lås og stadig bevare symmetrien. Låseskiltene blev forenklet i overensstemmelse med stilen. Historicisme I denne periode opstod den historiske interesse for bygninger. Stilarter blev i stort omfang kopieret fra gotik, renæssance og barok. I hele landet blev det almindeligt med døre med fem smalle fyldinger. De smalle fyldinger blev ofte svagt pyramideformede; der blev også fremstillet døre hvor alle fyldinger havde pyramideform. Låseskilte blev forenklet og tilhørende dørgreb udformedes som kryds- eller krykgreb. Industrialismen Industrialiseringen ændrede radikalt ved fremstillingen af døre. De håndlavede profileringer som snedkeren lavede med høvl ophørte, men fortsatte dog et stykke tid i provinsen. Dampmaskinen gjorde at man nu kunne seriefremstille døre og beslag. Dette betød at de mere velhavende byggerier fortsat havde detaljerede dørprofileringer, mens det billigere boligbyggeri blev udstyret med standardiserede døre. I provinsen fortsatte man med at anvende dørgreb af messing mens man i København begyndte at anvende andre materialer som horn, ben og/eller hårdt træ som fx pokkenholt. Side 17

19 Før- og mellemkrigsperioden Kendetegnende for denne periode er, at stilarterne anvendes mere frit. Dermed opstår der stor variation, hvilket gør det svært at fremhæve en type døre som kendetegnende for perioden. En del arkitekter flyttede deres arbejde til provinsen og dermed opstod der profilsæt, som var typisk for den enkelte egn. Nyere tid I mellemkrigsårene prægede den funktionalistiske tankegang dørenes udseende - en dør skulle være en plade, der kunne åbne og lukke. Det varede dog en del år før den glatte dør blev dominerende. På dette tidspunkt begyndte syntetiske dørgreb at komme frem på markedet forløberen for vor tids plasthåndtag. Generelt er det vigtigt at træværk i forbindelse med vindues- og dørpartier gennemgås omhyggeligt, da begyndende vandindtrængen kan medføre råd- og fugtskader herunder svampeangreb. Det er således vigtigt at overfladebehandlingen er tæt og i orden, dette er særlig vigtigt på den nederste del af karme, rammer og døre. Det er endvidere vigtigt at jernbeslag efterses omhyggeligt for rustdannelse og at rusten fjernes før en overfladebehandling foretages. For yderligere information vedr. vedligeholdelse af døre og vinduer henvises til Kulturarvstyrelsens foldere: Information om bygningsbevaring. Side 18

20 Råd og svampeskader Svampe- og rådskader er det samme. De svært nedbrydelige sporer fra svampe som fx Ægte hussvamp, Skimmelsvamp, Bæger- eller Slimsvamp samt Gul- og Hvid tømmersvamp findes overalt. Sporerne inficerer og nedbryder såvel dødt som levende træ hvorved der sker en forrådnelse af træet. Sporerne kan ligge i dvale i træet i op til flere år og først når de rette vækstbetingelser er til stede begynder de at vokse. Sporerne danner mikroskopiske tråde hyfer som udvikler svampevævet, der består af et net af tråde et mycelium. Svampene kan enten være synlige på overfladen af træet eller befinde sig inde i træet og dermed være svær at opdage. Et normalt opvarmet beboelsesrum har en træfugtighed på ca. 10%. Ved en træfugtighed på mere end 20% er der risiko for at der opstår et svampeangreb - især hvis ilt og varmeforholdene er gunstige. Hvis en af de tre faktorer (ilt, vand og varme) er ugunstige dør svampen. Udover svampeangreb kan træværk ligeledes angribes og nedbrydes af bakterier og insekter. Insekter lægger æg i træet og ved den rette fugtighed udvikler larverne sig og nedbryder veddet, der er deres nærring. Borebillen er et kendt eksempel på et insekt der nedbryder veddet - her skal træfugtigheden være 15-30%. Husbuk er et andet indsekt der især angriber tagkonstruktioner. Endelig kan sollys direkte på facader forårsage sprækkedannelse som, under fugtige forhold, kan medføre svampeangreb. UV-lys nedbryder ligeledes træværket - dog meget langsomt. Beskyttelse af trækonstruktioner kan gøres ved såkaldt konstruktiv beskyttelse og ved kemisk træbeskyttelse samt ved en kombination af begge. Ved konstruktiv beskyttelse handler det om at trækonstruktionen, hurtigst muligt, leder vandet væk fra bygningen og at træværket bliver ventileret således at det kan tørre hurtigt. Træ må godt blive vådt, men det skal kunne tørre hurtigt efterfølgende. Træfugtigheden skal være under 20%. Undgå konstruktioner med vandrette træplader da disse er en direkte kilde til fugtindtrængen. Derudover skal man vælge tungt træ idet mere kerneved giver støre vægtfylde og dermed tættere struktur. En tættere struktur betyder mindre luftudskiftning, herved begrænses iltforholdene i træværket og risikoen for svampeangreb mindskes. Træ med meget kerneved har en anden fordel udover at være solidt, idet de døde celler, der udgør kerneveddet, er udfyldt med svampehindrede harpiksstoffer en naturlig træbeskyttelse. Egetræ har et højt indhold af garvesyre som fx hussvamp ikke trives godt i. Kemisk træbeskyttelse har oprindeligt været udført med trætjære og kalkning samt anvendelse af blyhvidt, sidstnævnte er dog forbudt i dag. De moderne metoder og midler til træbeskyttelse kom i midten af 1800 tallet. Til beskyttelse af træværket i bevaringsværdige huse må det anbefales at man anvender de oprindelige og traditionelle midler og metoder. Når skaden er sket skal man undersøge skaden nøje mht. hvilken art skaden har, er der fx tale om et svampeangreb skal man undersøge hvilken svampeart der er tale om. Man skal finde årsagen (fx fugtkilden), omfanget og karakteren af skaden. Som ejer af et bevaringsværdigt hus skal man vurdere, på baggrund af omfanget af skaden, om træværket kan repareres eller om det skal udskiftes og i hvilken grad træværket indgår som en bærende del af konstruktionen. Det er især fodrammer og de nederste dele af søjler der kan være nedbrudte. For yderligere information om reparation af træværk efter råd- og svampeangreb henvises til Kulturarvstyrelsens informationsblad Information om bygningsbevaring: Reparation af råd- og svampeskader. Side 19