IDRÆTSJURISTEN Årsskrift for foreningen Idrætsjura 2002

Transkript

1 IDRÆTSJURISTEN Årsskrift for foreningen Idrætsjura 2002

2 Forord Dette års udgave af Idrætsjuristen, der er tredje udgave, omhandler doping og de retlige spørgsmål og problemer, der kan opstå i forbindelse hermed, f.eks. bevisspørgsmål og idrætsudøverens retsbeskyttelse i forhold til idrætsorganisationerne og pressen, f.eks. Bo Hamburger-sagen. Emnet doping er blevet valgt, ikke kun fordi det inden for sportens verden er meget oppe i tiden, men også og ikke mindst fordi foreningen i dagene 1. og 2. november 2002 afholdt en særdeles vellykket og velbesøgt konference i Idrættens Hus i Brøndby om doping, herunder de retlige problemer i tilknytning til dopingproblematikken. Konferencen blev afholdt som en nordisk idrætsjuridisk konference, med deltagere ikke blot fra Danmark, men også fra Sverige, Norge og Finland. En række særdeles velkvalificerede foredragsholdere var inviteret og løftede med deres indlæg konferencen op på et internationalt niveau, hvilket dokumenteres ved læsning af de artikler, som foredragsholderne beredvilligt har udarbejdet til dette års udgave af Idrætsjuristen. Det er vi alle foredragsholderne meget taknemlige for. Efter min vurdering er det meget vigtigt på enhver måde at bidrage til: at bringe mere information ud om doping at skabe forståelse for farerne ved brug af doping at skabe større viden om doping at gøre alle bedre i stand til at deltage i debatten om doping. iii

3 Idrætsjuristen 2001 Idrætsjuraen i Danmark og USA Med rette kan følgende spørgsmål stilles: Kan man overhovedet forestille sig et Tour De France uden dopingstoffer. Hvorfor vil fodbold FIFA ikke gå ind i bekæmpelsen af doping på lige fod med cykelsport, svømning mv. Bør en dopingtiltalt ikke nyde samme retsbeskyttelse som enhver anden tiltalt med beskikkelse af forsvarer, ret til fremlæggelse af bevismateriale, ret til at indkalde vidner mv. Har elitesporten nået et niveau, hvor den ædle kappestrid er så konkurrencepræget, og kampen står om så mange penge, at en sund sjæl i et sundt legeme skal omskrives til en sund sjæl i et legeme fyldt med godkendte dopingstoffer. Ja, spørgsmålene er mange, og svarene er ganske givet lige så mangeartede og forskellige alt efter om det er amatøridrætsudøveren, den professionelle idrætsudøver, lederen eller tilskueren, der kommer med svaret. Efter min opfattelse bør der overhovedet ikke herske den mindste tvivl om, at dopingmisbrug skal bekæmpes, og at der skal gøres endnu mere for at udbrede kendskabet til de skadelige virkninger af doping. På den anden side er der heller ingen tvivl om, at man bliver nødt til at acceptere, at lægeordineret og lægegodkendt medicin er blevet en del af ikke mindst topidrætten. Imidlertid bør der blandt alle også topidrætsudøvere være fuld enighed om, at der i sportsverdenen kun må benyttes lægegodkendte præparater. Med disse indledende betragtninger er jeg ikke i tvivl om, at dette års artikelserie i Idrætsjuristen ikke blot vil give anledning til yderligere konstruktiv debat om doping, men også vil medvirke til at afklare mange synsvinkler på emnet, ikke mindst på det juridiske område. iv

4 Idrætsjuristen 2001 Idrætsjuraen i Danmark og USA Derfor kan jeg med glæde og stolthed som formand for foreningen Idrætsjura byde Artikelsamling nr. 3 velkommen, og jeg vil samtidig benytte lejligheden til at rette en stor tak endnu engang til lektor, dr. jur. Jens Evald fra Aarhus Universitet, der også denne gang har stået for det redaktionelle, ligesom jeg samtidig vil benytte lejligheden til at rette en stor tak til de øvrige forfattere til samlingens artikler. En særlig tak til Kulturministeriet, som støttede konferencen med kr., og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, som har støttet udgivelsen af denne bog med kr. God læsning. Advokat J. Bertel Rasmussen formand for foreningen Idrætsjura/DIJF v

5 Forfatterne Peter Danowsky är advokat och delägare i Danowsky&Partners advokatbyrå i Stockholm. Han har särskild inriktning på immaterialrätt och mediajuridik. Han har skrivit flera böcker och åtskilliga artiklar i rättsfrågor. Han var i ungdomen road bordtennisspelare, utan stora framgångar. Detsamma gäller nu golf. Bjørn Graae, cand.jur., har siden 1990 været byretsdommer i Århus, fra dog ved retten i Brædstrup. Han er desuden ekstern lektor ved Handelshøjskolen i Århus og ved Aarhus Universitet, bl.a. i faget Idrætsjura. Medforfatter til Idræt og Jura (1997). Verner Møller, cand.mag., ph.d., lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet. Har bl.a. skrevet bøgerne Sundhed og Idræt (1999), Dopingdjævlen (1999) og har senest udgivet Sportens forførende skønhed (2002) og The Essence of Sport (2003). Kristina Olinder. Efter ett antal år i en styrelse för en golfklubb invaldes K.O. i Svenska Golfförbundets styrelse 1977, där hon satt till invaldes K.O. i Sveriges Riksidrottsförbunds styrelse och avgick därifrån Från 1991 var hon dessutom vice ordförande i styrelsen. I Dopingkommissionen invaldes K.O och blev dess ordförande Civila profession numera pensionerad kommunjurist. Lone Pagh, journalist, cand.jur. Bestyrelsesmedlem i Foreningen Idrætsjura siden Juridisk speciale i konfliktløsning og mediation. vi

6 Har været sportsjournalist ved Danmarks Radio, herunder som reporter ved tre Olympiske Lege, VM i fodbold, IOC-kongresser mv. Er nu chefredaktør for nyhedstjenesten Infopaq. Lauri Tarasti, jur.lic., är domare i Högsta förvaltningdomstolen i Finland. Han har arbetat som ordförande i idrottens första interna, internationella förmedlingsdomstolen i IAAFs Arbitration Panel samt som medlem i WADAs juridiska kommitté. Han har skrivit fyra juridiska böcker, en av dem handlar om dopingjuridik Legal Solutions in International Doping Cases (Milano 2000). Henriette Hillestad Thune er ansatt i advokatfirmaet Schjødt AS idrettsavdeling fra 1999 til Sekretær i Norsk Idrettsjuridisk Forening. Foreleser i idrettsjuss ved Norges Idrettshøyskole fra Diverse idrettsjuridiske publikasjoner. Geir Woxholth, dr juris 1991, professor i formuerett ved Universitetet i Oslo, Tidligere arbeidet som lovrådgiver ved Justisdepartementets Lovavdeling. Skrevet en rekke bøker og artikler innenfor fagene kontraktsrett, selskapsrett, foreningsrett, stiftelsesrett og idrettsjuss. vii

7 Indholdsfortegnelse Introduktion af Jens Evald... 1 Doping-sagen... 1 Oversigt over bogens artikler... 3 Dopingbekæmpelsen. Et farvel til oplysningsidealerne? af Verner Møller... 7 Dopingbekæmpelsens stormløb på den moderne verdens idealer.. 9 Sportens væsen Sport som opdragelse Frygten for moderniteten Litteratur Behandling af dopingsager i Danmark af Bjørn Graae Historik Regelsættet Dopingkontrolarbejdet Afgørelsen i dopingsager Bevisspørgsmål Internationale forhold Efterskrift viii

8 Antidopingarbeidet i Norge af Henriette Hillestad Thune Innledning Historisk tilbakeblikk Norges deltagelse i internasjonalt samarbeid Antidopingarbeidet innenfor den organiserte idretten Innledning Nærmere om organiseringen av NIFs antidopingarbeid Sanksjonering av doping innenfor den organiserte idretten Innledning Saksbehandlingsreglene i dopingsaker Innledning Behandlingen for NIFs domsutvalg Overprøving. Gjenopptagelse Offentlighet Behandlingen av dopingsaker for de alminnelige domstoler Adgang til domstolsprøvelse Domstolsprøvelsens intensitet Saksbehandlingsregler De materielle vilkår for å sanksjonere Innledning Den straffbare handling Forhold som likestilles med positiv dopingprøve Hvilke utøvere må akseptere å bli dopingkontrollert og kan straffes etter NIFs lov Dopingkontroll Virkning av en positiv dopingprøve Skyld og rettsvillfarelse Forsøk og medvirkning Forholdet til dom ilagt av et internasjonalt ix

9 forbund Foreldelse Antidopingarbeidet utenfor den organiserte idretten Innledning Straffebestemmelser om doping Antidopingarbeid og menneskerettigheter Litteratur Svensk idrottsrörelses antidopingarbete af Kristina Olinder Inledning Idrottens verksamhetsidé avseende antidopingarbetet RF:s organisation för antidopingverksamheten Riksidrottsstyrelsen Dopingkommissionen Antidopinggruppen Finansiering av antidopingverksamheten RF:s arbete mot doping Kontrollverksamhet Analysverksamhet Juridisk verksamhet Forskning och utveckling Information och utbildning Nationell samverkan Internationell samverkan Noen bemerkninger om saksbehandlingen i dopingsaker i søksmål for CAS af Geir Woxholth x

10 1. Emnet Hva er CAS? Bakgrunnen for det norske saksanlegget Litt generelt om de rettsspørsmål som skal avgjøres i Norges sak CAS saklige kompetanse: Hvilke saker faller innenfor CAS kompetanse? Hvordan bringes en sak inn for CAS? Om WADAs kommande globala anti-dopingkod af Lauri Tarasti WADA World Anti-Doping Code Kodens innehåll Kodens karaktär Koden och idrottare Svåra definitioner Idrottarens ansvar Till slut Medier, juridik, etik och doping af Peter Danowsky Mediation idrættens nye konfliktløser af Lone Pagh Indledning Introduktion til mediation xi

11 3. Idrættens konfliktløsning Appeludvalget Alternativ konfliktløsning Om idrættens konflikter Konflikter, der ikke egner sig til mediation Disciplinærsager og mediation Holdudtagelser og mediation Fortolkning af turneringsreglementer Mediation i international idræt Den internationale sportsdomstol Det internationale fodboldforbund Canada Storbritannien Opsamling Litteratur xii

12 Introduktion af Jens Evald Doping-sagen Efter afholdelsen af Nordisk Idrætsjuridisk Konference i november 2002 henvendte min gode kollega og tidligere juniorlandsholdsroer, professor Jens Peter Christensen, Aarhus Universitet, sig til mig med en historie, der som han sagde viste et glimt af fortidens mere afslappede indstilling til dopingspørgsmålet. Historien stammer oprindeligt fra en artikel i morgenbladet Nationaltidende, som blev klippet ud og bragt i Aarhus Roklubs medlemsblad for marts måned Artiklen har overskriften Doping-sagen og er underskrevet Evald. Det var det danske rolandsholds læge, dr. Axel Mathiesen, som havde ansvaret for de danske roere op til De Olympiske Lege i London i 1948 og igen op til Europamesterskaberne i Milano i 1950, hvor Aarhus Roklub vandt guld med Garderfireren. Efterfølgende kom det frem, at dr. Mathiesen havde ordineret roerne Androstin, som var et hormonpræparat. Den måske nok bedst kendte idrætslæge gennem tiderne, Dansk Idræts-Forbunds førstelæge, dr. Ove Bøje, hævdede, at Androstin kunne betragtes som doping. Med hensyn til hormonpræparatet mente dr. Mathiesen, at dette kun var ordineret som et tilskud til føden under idrætsfolkenes hårde træning. Et synspunkt som han høstede stærkt bifald for på Dansk Forening for Rosports generalforsamling. Dr. Mathiesen sammenlignede således hormonpræparatet med de såkaldte Tunol-piller, som ifølge Nordisk Konversations Leksikon fra 1950 er: Indregistreret Varemærke. Blanding af forskellige vitaminrige Fiskeleverolier, stan- 1

13 dardiseret saaledes, at det er ca. 60 gange stærkere end Torskelevertran. Sagen havde udviklet sig ubehageligt, i hvert fald havde det internationale ro-forbund sendt Dansk Forening for Rosport et brev, hvori man bad foreningen om en erklæring med hensyn til pillerne. Men det var ikke så ligetil, for Retslægerådet ønskede ikke at tage sig af sagen. Ebbe Parsner, som i dobbeltsculler havde vundet sølv ved De Olympiske Lege i London og guld ved Europamesterskaberne, udtalte sig som aktiv deltager om sit syn på pillerne, og han fremhævede særligt, at han havde det lige så godt efter brugen af pillerne som før og overhovedet ikke kunne mærke nogen forskel. En af Skjolds sølvvindere i firer uden styrmand ved Europamesterskaberne fortalte om brugen af pillerne: Nogle dage før vi skulle rejse til Italien, fik klubben tilsendt en lille flaske Androstin-piller, og jeg vil tro, der kunne blive 4 stk. pr. dag til hver af os. Jeg husker ærligt talt ikke, om jeg tog min daglige dosis, for jeg har aldrig interesseret mig ret meget for piller; men da vi skulle rejse, blev der ordineret 3 piller pr. dag til samtlige roere i forbindelse med middagsmåltidet. Jeg vil tro, at vi i alt har fået piller en halv snes dage, men jeg mærkede ikke, de havde nogen virkning, og det er vel nok det kedelige ved sagen. Var vi blevet stærkere, mere udholdende eller hurtigere efter at have spist Androstin, ville der jo have været lidt mening i, at vi slugte pillerne; men det er trist at blive mistænkt for doping, når vi slet ikke har kunnet mærke noget. Sagen endte her, og skribenten Evald rundede sin artikel i Aarhus Roklubs medlemsblad af med den bemærkning, at konkurrencen ville blive hårdere, efter at tyskerne atter er kommet med i det internationale samarbejde, og at det ville være beklageligt, hvis udlandet mistænker os for doping, fordi dansk rosport siden 1948 har 2

14 tilkæmpet sig en plads i verdenseliten. Og man kan tilføje: med eller uden pillernes hjælp. Oversigt over bogens artikler Bogens artikler er skrevet af foredragsholdere og deltagere fra Nordisk Idrætsjuridisk Konference (2002). Foredragsholderne var lektor, ph.d. Verner Møller, Odense Universitet, professor, dr.med. Bengt Saltin, Rigshospitalet, medlem af WADAs juridiske komité, Lauri Tarasti, advokat Peter Danowsky, professor, dr.jur. Geir Woxholth, og advokat Merethe Stagetorn. På konferencen deltog henved 100 idrætsjurister fra hele Norden. I den første artikel, Dopingbekæmpelsen et farvel til oplysningsidealerne?, diskuterer og analyserer Verner Møller grundlaget for dopingbekæmpelsen. Forfatteren er bekymret over visse tendenser blandt journalister til offentligt at hænge dopingmistænkte atleter ud, og han hævder, at dopingbekæmpelsen er et stormløb mod den moderne verdens idealer, hvis væsentligste karakteristikon netop er, at man ikke forlader sig på rygter eller tvivlsomme indicier. Forfatteren analyserer herefter sportens væsen og peger på det forhold, at der ikke findes noget holdbart argument imod doping, og at brugen af doping så at sige er en konsekvens af sportens væsen. Møller behandler endvidere den klassiske opfattelse af sport som opdragelse og mener, at sporten gang på gang viser, at ideen om sporten som hjemsted for opdragelse, karakterdannelse og sundhed ikke er andet end postulater og drømme. Møller mener, at den måde, hvorpå dopingdebatten er forløbet siden 1998, giver anledning til at frygte, at modernitetens epoke er ved at rinde ud, og at man forlader modernitetens frihedsidealer til fordel for en moralsk praksis, der har middelalderen som forbillede. 3

15 I den anden artikel, Behandling af dopingsager i Danmark, behandler Bjørn Graae Danmarks Idræts-Forbunds regelsæt for behandling af dopingsager. Forfatteren beskriver og analyserer Dopingkontroludvalgets kontrolarbejde, som kan sammenlignes med det efterforskningsmæssige arbejde, der udføres af politi og anklagemyndighed i det omgivende samfund. Herefter behandler Graae afgørelsen i første instans, dvs. ved dopingnævnet. Forfatteren behandler indgående de særlige bevisspørgsmål, som en dopinsag kan give anledning til, og han afslutter artiklen med en omtale af dopingbekæmpelsen i relation til de internationale organisationer. I den tredje artikel, Antidopingarbeidet i Norge, beskriver Henriette Hillestad dopingbekæmpelsen i Norge først og fremmest knyttet til Norges Idrettsforbund (NIF). Organiseringen af dopingbekæmpelsen inden for NIF foregår på tre niveauer: Det første niveau er kontrolvirksomheden, hvor bl.a. prøveudtagningen planlægges og gennemføres. Det andet niveau er påtalevirksomheden, hvor det besluttes, om en dopingsag skal prøves ved de relevante tvistløsningsorganer. Det tredje niveau er prøvelsen for NIFs doms- og appeludvalg. Forfatteren behandler endvidere den norske straffelov, som indeholder en straffebestemmelse ( 162b), der rammer den, som ulovlig indvirker, indfører, udfører, opbevarer, sender eller overdrager stof, der efter regler fastsat av Kongen anses for at være et dopingmiddel. Hillestad afslutter sin artikel med en behandling af antidopingarbejdet i relation til menneskerettighederne, som der i de senere år har været megen fokus på i norsk idræt. I den fjerde artikel, Svensk idrottsrörelses antidopingarbete, behandler Kristina Olinder Sveriges Riksidrottsförbunds (RF) arbejde mod doping, som begyndte allerede i 1970erne. Olinder tager udgangspunkt i idrættens idégrundlag og mener at kunne sammenfatte fire punkter, som hver især begrunder dopingbekæmpelsen: Doping är fusk, doping är farligt, doping förstör og doping ger fängelse. 4

16 Herefter analyserer og beskriver forfatteren RFs antidopingvirksomhed, som vedrører emnerne kontrolvirksomhed, analysevirksomhed, juridisk virksomhed, forskning og udvikling, information og uddannelse samt nationalt og internationalt samarbejde. I den femte artikel, Noen bemerkninger om saksbehandlingen i dopingsaker i søksmål for CAS, behandler Geir Woxholth den sag, som Norges Idrettsforbund (NIF) og Norges Olympiske Komité (NOK) har anlagt mod IOC og CAS om diskvalifikation af langrendsløberne Muhlegg, Danilova og Lazutina og tilbagetrækning og omfordeling af de medaljer, som disse blev tildelt i Salt Lake City OL. Forfatterens fremstilling baserer sig alene på oplysninger, som var kendt før det norske sagsanlæg. Woxholth giver en beskrivelse af CAS s Court of Arbitration for Sport opbygning og virksomhed. Herefter redegøres for baggrunden for det norske sagsanlæg, ligesom forfatteren giver en generel behandling af de retsspørgsmål, der skal afgøres i Norges sag. Forfatteren beskriver endvidere CAS s saglige kompetence og ser på, hvordan sager indbringes for CAS. I den sjette artikel, Om WADAs kommande globala anti-dopingkod, analyserer Lauri Tarasti World Anti-Doping Agency s (WADA) kommende globale antidoping-regelsæt. Regelsættet (World Anti- Doping Code) skal være det grundlæggende dokument for harmoniseringen af (nationale) dopingregler, og det kommer til at indeholde tre niveauer: I. Selve regelsættet, II. Internationale standarder og III. Alternative fortolkningsregler (Models of Best Practices). Tarasti behandler herefter regelsættets (retlige) karakter og anfører, at det i forhold til de nationale regeringer kan betragtes som en politisk deklaration, der angiver de almindelige principper i kampen mod doping. I forhold til idrætsorganisationerne er regelsættet mere bindende, eftersom disse forventes skriftligt at godkende regelsættet. Idrætsudøverne er bundet af regelsættet gennem deres deltagelse og medlemskab af idrætsorganisationerne. Forfatteren behandler herefter forskel- 5

17 lige vanskelige definitioner i regelsættet og den retlige karakter af idrætsudøverens ansvar (culpa/strikt ansvar). I den syvende artikel, Medier, juridik, etik och doping, skitserer Peter Danowsky mediernes behandling af dopingsager og peger på det forhold, at der ikke er en fælles opfattelse i medierne af, hvordan man skal forholde sig til doping. I den ottende og sidste artikel, Mediation idrættens nye konfliktløser, behandler Lone Pagh tvistløsningen inden for idrætten. Forfatteren peger bl.a. på det forhold, at det traditionelle tvistløsningssystem som udgangspunkt skaber både vindere og tabere. Selvom forfatteren ikke mener, at dopingsager egner sig til mediation, anbefaler hun, at mediation i højere grad betragtes som en alternativ konfliktløsningsmodel inden for idrætten. Forfatteren mener dog, at idrættens beslutningstagere endnu har til gode at få skabt en opfattelse af, at parterne er del af en fælles konflikt, hvori det er et af idrætsverdenens særlige vilkår, at relationerne mellem parterne er nært forbundne og indbyrdes afhængige. 6

18 Dopingbekæmpelsen et farvel til oplysningsidealerne? af Verner Møller, Danmark I november 2000 blev der afholdt en international konference for kritiske sportsjournalister i DGI-byen i København. Et af konferencens temaer var doping, og journalisterne Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jungs præsentation af deres prisbelønnede tv-dokumentar Tavshedens pris var et tilløbsstykke. Andersen og Jung viste klip fra programmet, hvori de sandsynliggør, at Bjarne Riis op gennem 1990erne har gjort brug af det præstationsfremmende stof EPO, og at hans formidable Tour de France-sejr i 1996 altså blev til ved hjælp af ulovlige midler. De fortalte, hvordan de havde tiltaget sig adgang til rytternes hotelværelser, når rytterne havde forladt dem, og fjernet skraldespandenes indhold, før rengøringspersonalet nåede frem. Det rimelige i den fremgangsmåde kunne der godt være stillet spørgsmålstegn ved. Men det blev der ikke. Tilhørerne, der i alt overvejende grad var journalister, accepterede stiltiende, at målet helligede midlet. I affaldet havde Skaaning Andersen og Jung fundet kanyler og medicinrester. Analyser af disse rester afslørede, at der var tale om dopingpræparater, blandt andet netop EPO. Tavshedens pris lod ikke tvivlen komme anklagede til gode. Programmet var en offentlig domfældelse. Da det blev tid for spørgsmål, spurgte jeg derfor, om de ved deres ransagninger var kommet i besiddelse af materiale, der kunne bevise, at Riis var dopet beviser de mente kunne holde i en retssag. Spørgsmålet udløste en interessant reaktion. Knapt havde Skaaning Andersen erkendt, at det havde de nok ikke, før en af verdens førende doping- 7

19 forskere, amerikaneren John Hoberman, fór op i et sjælfuldt forsvar for Andersen og Jungs indsats og proklamerede, at der er masser af anecdotal evidence, hvorpå klapsalverne bragede løs. De tilstedeværendes demonstrative opbakning til anecdotal evidence som grundlag for at hænge mistænkte atleter ud offentligt, er interessant, fordi den implicerer en accept af en ringere retssikkerhed for atleter i den gode anti-dopingsags tjeneste. Nu kan man selvfølgelig sige, at Andersen og Jungs udhængning af Riis intet har med retssikkerhed at gøre. Riis er jo aldrig blevet dømt, endsige sigtet. Og selvom det så sort ud for Bo Hamburger, der i 2001 blev testet positiv for brug af EPO, blev han alligevel i sidste ende frifundet, fordi den ene af to efterfølgende B-prøver var negativ. Frifindelsen skete til trods for, at Anti Doping Danmark s formand Bengt Saltin ikke lod offentligheden i tvivl om, at Hamburger var skyldig. Selv det negative testresultat var ifølge den lægefaglige ekspertise positivt, idet også denne prøve afveg markant fra normalen. Det, der reddede Hamburger, var simpelthen, at der var indlagt en unødvendigt stor usikkerhedsmargin for at være stensikker på, at uskyldige ikke blev dømt som følge af testen. Helt i overensstemmelse med idealerne for moderne retssamfund kom tvivlen altså anklagede til gode. Alligevel er der grund til bekymring. For den offentlige udhængning af mistænkte virker rent faktisk som straf. Bo Hamburger blev således afskediget fra sit hold CSC-World Online og blev af Dansk Cykle Union (DCU) udelukket fra landsholdet på livstid. DCU begrundede udelukkelsen med, at Hamburger havde forbrudt sig mod unionens etiske regler. Hvad disse regler handler om, er ikke formuleret særligt præcist. Men Hamburger-sagen efterlader det indtryk, at de blandt andet betyder, at man bryder de etiske regler, såfremt man påkalder sig mistanke om dopingbrug og derved (ufrivilligt) bringer cykelsporten negativ medieomtale. DCU synes således at optere for en retspraksis i lighed med den middelalderlige inkvisition, hvor ankla- 8

20 gede var ildestedt, dersom de ikke var i stand til at rense sig for mistanke. Som sagt kan man mene, at der ikke er nogen væsentlig grund til bekymring. For ganske vist er det ikke uden menneskelige og økonomiske omkostninger for den mistænkte atlet at blive dømt i folkedomstolen; men den juridiske procedure forløber efter bogen, og efter frifindelse kan anklagede gøre sine tab op og rejse erstatningskrav. Sådan kan man betrygge sig. En nærmere analyse af sagen vil imidlertid afdække uhyggelige perspektiver. Dopingbekæmpelsens stormløb på den moderne verdens idealer Et væsentligt karakteristikon ved den moderne verden er, at man ikke forlader sig på rygter eller tvivlsomme indicier. Den moderne verden er funderet i tillid til den menneskelige fornuft og dømmekraft og har den frie, myndige og oplyste borger som ideal. Men forfærdelsen over atleters brug af doping og lysten til at komme dopingbrugen til livs er åbenbart så stor, at man i lidenskabelige øjeblikke er parat til at kaste vrag på modernitetens idealer. Ret beset er det selve modernitetens grundlag rationaliteten der blev kastet overbord under den dopingstorm, som rejste sig i forbindelse med dopingafsløringerne under Tour de France Debatten var præget af spontan fordømmelse. Den toneangivende offentligheds generelle mishag blev understreget af, at enhver brug af doping forskelsløst blev omtalt som dopingmisbrug. På den måde blev der sprogligt fældet moralsk dom over fænomenet. De mest pessimistiske i koret forkyndte endda uden tøven sportens snarlige død, hvis ikke man hurtigt og effektivt fik bekæmpet det onde, der havde besat den. Retorikken bar præg af et nærmest religiøst engagement i 9

21 dopingbekæmpelsen, og man må undre sig over, hvad det var ved dopingafsløringerne, der satte så voldsomme følelser i gang. Det er værd at huske på, at den dopingbrug, der er på tale i f.eks. Tour de France-sammenhæng, er væsensforskellig fra f.eks. den dopingtvang, som foregik i det forhenværende Østtyskland, hvor umyndige børn og unge uden at de selv eller deres forældre vidste af det blev udsat for helbredstruende dopingkure. Det forekommer oplagt og helt uproblematisk uden videre at fordømme dopingtvang, hvad enten det er sagesløse børn, hunde eller heste, der bliver udsat for tvangen. Sætter man sig derimod for at vurdere myndige atleters frivillige brug af dopingmidler i overensstemmelse med oplysningstidens ideal om en fordomsfri brug af sin fornuft, vil man opdage, at der ikke er noget solidt grundlag for fordømmelsen. Man bliver nødt til at erkende, at den udbredte afstandtagen fra topatleternes dopingbrug grundlæggende er en smagssag. Dopingmodstanderen har ikke nogen bedre begrundelse for sin indsats, end at han rent personligt ikke bryder sig om det. Desuden vil man træffe på et yderligere problem, som en indsats imod doping bør tage højde for, nemlig at doping ikke er et problem i sporten, men derimod et problem ved sporten. Den ofte fremsatte begrundelse for dopingbekæmpelsen: at den er nødvendig som et forsvar for sporten, holder derfor ikke; og det vil jeg argumentere for, inden jeg giver et bud på, hvorfor doping nu om dage vækker så massiv modstand. Sportens væsen Først og fremmest kan man slå fast, at der ikke findes noget holdbart argument imod doping, som ikke samtidig er et argument mod sporten selv. Der er med andre ord ikke noget grundlag for at mene, at atleters 10

22 brug af doping bryder med sportens princip. Tværtimod er der grund til at mene, at doping simpelthen er en konsekvens af det. Sportens princip finder sit mest prægnante udtryk i De Olympiske Leges motto: hurtigere, højere, stærkere. Sportens drivkraft er essentielt viljen til sejr. Hvis ikke fodboldspilleren vil vinde, hvorfor skulle han så kaste sig ind i knaldhårde tacklinger og acceptere den risiko, det indebærer. Hvis ikke cykelrytteren vil vinde, hvorfor så ikke blot lade konkurrenterne køre væk, når de sætter tempoet i vejret, og løbet bliver ubehageligt anstrengende. Der er rigtignok folk, der spiller fodbold uden at gå helhjertet ind i tacklingerne, uden at give sig fuldt ud og uden at bekymre sig synderligt om resultatet. Og der er folk, der kører på racercykel og vælger at følges ad, fordi de synes, det er dejligt at være sammen og få sig rørt. Det er motionister, ikke sportsfolk. Vi kan selv synes, det er sjovt at spille fodbold eller cykle med dem, eller vi kan dovent misunde dem deres disciplin eller lyst til at gøre en forebyggende indsats for helbredet, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Men kun de allerfærreste af os finder det værd at se på. For det, vi værdsætter ved sporten, er det kompromisløse engagement den spænding og intensitet, der kommer af, at sejren betyder noget. Hvor sejren opfattes som ligegyldig, er der ikke noget på spil og derfor ikke andet for tilskuere at overvære end betydningsløs bevægelse. Kun for så vidt tilværelsens absurde sider appellerer til os, vil vi nyde at se motionister motionere. For deres engagement i selve aktiviteten er ikke særlig stort. Motionister motionerer for at redde sig, skønt der ikke er nogen egentlig fare på færde. Som tilskuere ser vi ikke, hvad motionisterne ser for deres indre blik. Vi ser ikke døden i hælene på dem. Motionsidræt er derfor udefra set blottet for spænding. Der er altså et dybt skel mellem motionsidræt og sport. Motionsidræt lokker med gevinst på længere sigt i form af en forøget chance for at bevare et godt helbred langt op i årene. Sporten frister derimod 11

23 med umiddelbar gevinst i form af berusende oplevelser af nærvær, spænding og kompromisløst engagement ved at sætte helbredet på spil. At dyrke sport er at eksistere her og nu: at bruge sig selv, udfolde sit talent og søge sin succes uden bekymring for de veksler, man eventuelt trækker på fremtiden. Brian Holm giver et træffende eksempel i sin bog Smerten glæden. Her skriver han: Engang fortalte en holdkammerat mig, at han ville tage al den medicin, der var nødvendig, for at køre stærkt og blive en stjerne. Han påstod, at det var ham totalt ligegyldigt, om brugen af doping ville forkorte hans liv, så han ikke blev 50 år. Bare han kom til at vinde et stort løb. (Holm 2002: 110). Det er barske løjer. Men det er en alvorlig misforståelse at kalde det usportsligt. Ret beset vidner citatet om en udpræget sportslig indstilling. For sagen er som sagt, at sportens drivkraft er viljen til sejr. Derfor træner sportsfolk langt mere og langt hårdere, end motionister motionerer. For den megen træning kan være med til at give atleten en fordel i forhold til konkurrenterne. Af samme grund søger atleter eksperthjælp i forbindelse med deres træningstilrettelæggelse. En dårlig træner bliver hurtigt fyret, selvom han er nok så flink. For det er en fordel at have en god træner. Som følge af samme logik forsager atleter også gerne bordets glæder, hvis de konkurrerer inden for sportsgrene, hvor lav vægt er en fordel. Et af de ofte fremførte argumenter mod doping er, at det skaber ulige vilkår. Men som de nævnte eksempler viser, er sporten ikke optaget af lighed, kun af jævnbyrdighed. Og eftersom det jævne som bekendt kun er nogenlunde lige, vil én af de jævnbyrdige parter som regel have et overtag. Den position søger atleterne hver især at opnå med træningsflid, strenge diæter, rådgivning, og hvad der ellers foreligger af muligheder. Doping er en konsekvens af selvsamme stræben. 12