Protreptikos logos. Management versus lederskab

Transkript

1 Protreptikos logos Management versus lederskab 1

2 Management En teknik Gentagelsen En procedure, algoritme Konkret kvantificerbart, registrerbart mål Givne evalueringskriterier Positions-/sags-autoritet At bruge værdier Management Strategi: Planlægning, foregribelse, kontrol, regulering, At bruge fællesskabet Rolle Instrumental interaktion Andre er midler, ikke mål Andre er primært funktioner sekundært individer 2

3 Lederskab En teknik? Genkendelse Unikhed At give muligheder At give tilfældet chancen Ingen faste procedurer og algoritmer Lederskab Begivenhedsbunden strategi Begivenhedsbunden autoritet Ingen rolle Midler er mål At være et medium for værdier Omsorg for fællesskabet Omsorg for den enkelte 3

4 De 3 dimensioner Medarbejder Person Menneske Medarbejderen Den levende maskine Kompetencebundtet Den afgørende krumtap Ressourcen CEO elevatorfører Bestyrelsesformanden, statsministeren, og de uendelige serier af underordning 4

5 Personens objektive skizzofreni persona = maske på latin Den nye skizofreni: arbejde og privatliv Person plus medarbejder = rolle Du er, hvad du gjorde på arbejde i går Du er dit cv Personlighed, unikhed, lederstil Personen og arbejdet Du er selv alt, kan alt, ved alt, vil alt Du er en fri radikal Frihed er at kunne opbygge sit cv Frihed er at bruge andre som middel Frihed er at underkaste sig pligten og organisationens krav og behov Frihed er at skylde fællesskabet alt 5

6 Individet bag masken Elskeren/elskerinden, faderen/moderen Terapiproduktet: Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom Vennen Den selskabelige Sportsmanden Den kulturelle Den rejsende Mennesket Det normative univers: Det åndelige Det eksistentielle Det humanistiske 6

7 Mennesket Overlevelsesviljen Livskraften Livsglæden trods alt Solidariteten Medfølelsen Kapacitets-dimensionerne Logos Ethos Pathos 7

8 Logos Virkelighedsfølelse Mening og betydning Tænkning Mental billeddannelse Videnskab (logos = ratio) Argumentation Viden og tro Logos Forsvarstalen (forensisk tale): Begrundelser af tidligere handlinger, narrative redegørelser for forløb, det handler om ret eller uret Den visionære, utopiske tale, den strategisk-politiske tale Den epideiktiske tale: At lovprise eller dadle. Værdier bringes i spil. 8

9 Ethos Êthos: Karakter, miljø, baggrund, bagland, opvækst, opdragelse, uddannelse: Kultur, dannelse Èthos: Selv-formning, etho-poiesis, vane, hexis habitus Ethos: faglig redelighed Ethos: Organisationens ånd Pathos Lidenskaben, den destruktive og den produktive Begæret og skabelsen Sindsro: Hesyché, ataraxia, apathia Euroia biou: livets lette gang, flowet, begæret som overskud, at brænde, at svæve : Eudaimonia 9

10 Ledelsesbehovet At lede dem, der skal lede sig selv At lede ligemænd At lede eksperter At styrke og styre åbne opgaver At udnytte begivenheder optimalt At lede operative fællesskaber At muliggøre brugerdreven innovation At sætte kunden i centrum Intimteknologisk dilemma NEGATIVT: Meta-kontrol gennem intim-teknologier: At kontrollere dem, der er forpligtet til at kontrollere sig selv Det, der overskrider den fag-professionelle identitet og griber efter personens inderste gennem ideologi, manipulation, hjernevask Kontrol gennem ideologi Kontrol gennem individualisering 10

11 Intimteknologi POSITIVT Leder-autenticitet, -integritet og nærvær At tilbyde symmetrisk samvær gennem dialoger, der forudsætter og forstærker nærvær på tværs af magtpositioner og kontrolhierarkier Kritisk-analytisk dialog Åbenhed omkring værdiforskelle 6 intimledelses-teknologier Værdiledelse Face-to-face kontrakten Anerkendelses/feed-back/tillids-ledelse Etho-poietisk kontrol: Ledelse gennem selvskabelse og selvledelse Teamet som mikro-kontrol-apparat Dialogiske ledelse gennem coaching 11

12 Synoptikon Panoptikon Kosmooptikon Duooptikon optikonerne Opmærksomhedens hexis Prosoché attentio 1. at være opmærksom på sig selv 2. at være opmærksom på andre 3. at være opmærksom på den egne og fælles performance 4. at vække opmærksomhed 5. at være opmærksom på opmærksomhed 12

13 Den nye leder At tænke på organisationen før man tænker på sig selv At tænke på hver enkelt medarbejder, før man tænker på sig selv At have givet sig tid til at lære sine medarbejdere at kende, både deres styrker og svagheder At have klare kriterier af faglig og saglig art FRIHED Frihed til at reflektere og kritisere Frihed til at blive den du er Frihed til at lade den Anden blive den, hun har mulighed for at blive Frirum Arbejde som frigørelse 13

14 Coaching ASYMMETRISK: Evaluering af selvledelse Dialogisk forbedringsanstalt (potenseret og intensiveret medarbejdersamtale) Forhør, skriftestol, hjernevask, mentalitetsprøvning, engagements-måling, Mental olieboring, ressource-scanning, Kode-støbning Coaching Guided selvevaluering Overstyret konstruktion af et funktionelt selv Frynsegode: license to selfdevelopment Erhvervelse af teknisk information Erhvervelse af overblik Erhvervelse af viden om sociale relationer 14

15 Coaching MELLEM SYMMETRI OG ASYMMETRI: Afdækning af medarbejderes personlige behov og ønsker Afdækning af talent Afdækning af problemfelter Ændring af fordomme og projektioner Styrkelse af loyalitet Coaching SYMMETRISK: Protreptikken: At søge mennesket i den Anden gennem de eksistentielle og normative dimensioner 15

16 Den humaniserede coaching At se organisationen ovenfra At gen-forstå og vælge sin egen rolle At skabe sig selv (etho-poiesis) At erstatte rivalisering med solidarisk generøsitet At gen-opfinde loyaliteten ved at udvikle dens muligheder i praksis At med-trives Frihed i fritiden OG på arbejdet Holdnings- og værdimæssig afklarethed hos ledere og medarbejdere Ret OG pligt til kritik. Genskabelse af et fagprofessionelt rum Ret til at lære af sin erfaring En ny mesterlære/mentorordning Dialogiske frirum Best practise fra bunden 16

17 FRIHED Frihed til at reflektere og kritisere Frihed til at blive den du er Frihed til at lade den Anden blive den, hun har mulighed for at blive Frirum Arbejde som frigørelse Protreptikken Protreptik Trépo: dreje, vende, omvende Trópos: drejning, retning, måde, skik, livsform, karakter, holdning, indstilling, mening Tropé: omvending, solhverv, nederlag, sejr, forandring. Epistrephein/converto-conversio: skifte tro 17

18 Protreptikken Paideia: Livslang læring Humanitas: Almen-dannelse og generøsitet Protreptik: De græske executive academies filosofiske program for lederuddannelse (400 f.k.) Fyrstespejler, kongevejen, at mildne tyrannen Protreptikkens program FILOSOFI: At skabe refleksiv bevidsthed om egne grundholdninger At udvikle idealet for det gode liv At skabe sit eget værdisæt på baggrund af fællesskabet (reelt/virtuelt) At lære at gøre værdier virkelige gennem viljestyrke, konsekvens, klogskab, empati, etisk fantasi og visionær kraft 18

19 Protreptikkens program At lære af sin erfaring At vælge sine nederlag med omhu At vælge sine rådgivere med omhu At tro på mennesket At turde tænke selv At forme sig selv i det godes billede At forvandle samfundet og virkeligheden til alles bedste Protreptikkens metode Udgangspunkt i ord og begreber Spørger til den menneskelige dimension, ikke til rollen Spørger efter de personlige holdninger, idealer, værdier og ideer Søger spørgsmål og paradokser, ikke bekendelser og biografiske data Arbejder med stemninger og følelsestilstande 19

20 At bestemme dialogen Første metafor: Spejlet Det protreptiske spejl viser os ikke, som vi er, men åbner til en mulig, navnløs anonymitet, en skabende spejling Men for at virkeliggøre denne tilblivelsens spejling, så den, der spejler den anden selv træde frem som menneske Platon: Alkibiades Sæt, at dette Ord ( kend dig selv!) gav vort Øje, som om det var et Menneske, det Råd: Se dig selv! Hvordan skulde vi så forklare Meningen med den Opfordring? Maatte Meningen ikke være, at Øjet skulde se på det, hvori det kunde se sig selv? Er nu ikke Øjet, hvormed vi ser, selv sådan en Slags Spejl? Har du nogensinde lagt Mærke til, at, når man ser ind i en andens Øje, viser Ansigtet sig i den andens Blik som i et Spejl? Det er det, vi kalder Pupillen (kóre), fordi det er en slags Billede af den, der ser ind i Øjet Hvis nu Sjælen, kære Alkibiades, nogensinde skal erkende sig selv, må den så ikke se ind i en anden Sjæl, og frem for alt i den Del af den, hvori det, der gør Sjælen til det, den er altså Sjælens Godhed, som er Visdom.132D. 20

21 At spejle den anden Senecas (død 65 e.kr.) indledning til kejser Nero i brevet Om Mildhed: At skrive om mildheden, Kejser Nero, har jeg besluttet ( institui ) mig til, for i en vis forstand at være et spejl, og at vise dig dig selv som et menneske, der vil blive til den største glæde for alle mennesker. Det er sikkert ikke uden omtanke at Seneca vælger verbet instituo, og det er nok i højere grad i dette ord end i selve ordet spejl at selve spejlingen ligger. Instituo betyder både jeg beslutter mig til, jeg indstifter, jeg underviser men også jeg planter (f.eks. et træ eller en spire). Seneca siger derfor ikke blot: Jeg hilser dig store kejser for at være dig et spejl. I det usagte siger Seneca nemlig også: I spejlets tavshed vover jeg at udfordre din magt med en magt, der er langt større end din, fordi den kommer fra et sted, hvor enhver magt må bryde sammen. Det afgørende er at Senecas protreptiske hilsen langt fra at bekræfte Nero spejler ham fra et sted, hvor han er tvunget til at se sig selv i et andet lys. Ansigtet Ansigtet sætter sig imod min besiddelse og magt. I dets epifani, dets udtryk, det sanselige, der endnu kan begribes, forvandler det sig til en total modstand mod at blive grebet. Denne forvandling kan kun ske, ved at en ny dimension åbner sig. Faktisk sker modstanden mod at blive begrebet ikke som en uovervindelig modstand, som når hånden river sig på den skarpe sten, når en stjerne forvinder ud i rummets grænseløshed. Det udtryk, som ansigtet bringer ind i verden, udfordrer ikke min magts svaghed, men min magts kunnen. Ansigtet, som endnu er en ting blandt tingene, bryder gennem denne form, der afgrænser det, hvilket konkret betyder, at ansigtet taler til mig og opfordrer mig til at indgå i et forhold, der ikke har noget til fælles med en magt, der udøves, om den så er nydelse eller erkendelse 21

22 Stemmen At forløses gennem sin egen stemme Translokutionaritet: Jeg ved ikke, hvad jeg mener, før jeg hører, hvad jeg selv siger At tale (og tænke) er at lytte til sig selv i egenskab af en ANDEN Skeen er lytten Den skjulte og den konkrete, lyttende Stemmen og begivenheden Alt udsiges i en begivenhed Det er begivenheden, der afgør, hvordan jeg forstår det, jeg selv siger Enhver begivenhed er forskellig Der findes ingen identiske udsagn At blive lytten, at blive den Andens Anden Nærvær som fravær fravær som nærvær 22

23 Yamamoto Tsunetomos optegnelser Hagakure, fra Bogen om Samuraien fra ca. år 1700 udtrykker på klar og skarp måde nogle grundliggende principper i protreptikken. For en Samurai er et enkelt ord betydningsfuldt, hvor han end måtte befinde sig. Gennem blot ét ord kan han manifestere kampmodet. I fredelige tider afslører ord et menneskes tapperhed, og også under vanskelige omstændigheder ved man, at dets styrke eller fejhed kan erfares gennem et enkelt ord. Dette eneste ord er hjertets blomst. Det er ikke blot noget, der siges med munden. Stemmen Når den græsk-jødiske filosof Philon af Alexandria (død 40 år e.k) om dekalogen skriver, at gud aldrig talte med en virkelig stemme, men at hans ord var en fremtrædelse af lys, som vores eget indre lys, sjælens øje, kan gribe, fordi vores indre stemme selv er lavet af lys, så åbner han mod en anderledes indsigt. Han viser os, at stemmens væsen er lys, og at dens bund og væsen er stilhed. Den indsigt, der gemmer sig her, er den simple, at det, der forener stemmen og stilheden, er døden. 23

24 Stemmen Ansigtet viser os, hvis vi tør se efter, den altid unikke forbindelse mellem stemme og stilhed, der udgør et menneskes væsen, og altid allerede udtrykker det øjeblik, hvori dets mimiske bevægelighed dør. Måske viser vores sande selv sig netop i den måde, som vi viser os værdige til denne stilhed på, ved at turde bære den som tavshed. For tavsheden accepterer jo de andres blikke på ansigtet, at det forstås og fortolkes ved at blive forvansket, men samtidig lukker stilheden sig for blikkene, og derfor kan man hævde, at ansigtet er helligt som på oldnordisk betyder guddommelig. Grækerne havde det samme billede, gudinden Aidos, der betyder blusel og renhed. Over for hende slog man i ærefrygt blikket ned. Og tavsheden svarer til at slå stemmen ned foran den Anden. Og denne indstilling må være protreptikerens. Stemmen Det er her protreptikken må begynde, ved stilheden og døden i den andens ansigt. Og dermed må protreptikeren føle sin egen død i sit eget ansigt. Men den form, som døden antager i det ansigt, der taler og ser, i mit ansigt, er den stilhed, der bor i min stemme. Denne stilhed må protreptikeren prøve på at kende, for at vedkende sig den, er ikke blot at erkende sin egen indre uendelighed, men også at forstå, hvorfor stemmen kan lyse. Stilheden tilhører altid den enkelte, men lyset deles vi om. Derfor lyser ordene i de intense samtaler, og det at tale og det at lytte efter bedste evne, skaber en zone af lys imellem os. I dette lys står vore ansigter som små milde måner, der spejler et større lys. Den, hvis ansigt ikke kan lyse, kan ikke lytte, og den hvis ansigt ikke kan lyse, kan ikke tale. 24

25 Den protreptiske dialog Den protreptiske dialogs opgave er, at lade den enkelte træde tilbage fra sig selv. Det drejer sig om at skabe øjeblikke af indsigt ved at gøre samtalen til en række begivenheder, hvor vi konfronterer en anden dimension af vores selvbevidsthed. Pointen er, at det ikke handler om at forsøge at forstå HVEM jeg er som empirisk person, men om at finde spor af det universelle i mig selv. Man kan sige, at i det øjeblik jeg begynder at søge efter mig selv som person, altså efter mine karaktertræk, kompetencer, personlige egenskaber, og biografiske data, skubber jeg mig selv bort fra mig selv. Denne manøvre kræver, at jeg nærmer mig selv gennem ordene og de begreber, som svarer til dem, for derigennem at gribe mig selv som et moment af en anonym og almen bevægelse. Jeg må fokusere på den måde jeg er blevet konstrueret på, og delvis har formet mig selv på, gennem den nu nærmest automatiske omgang med den mening som værdier har. Jeg må udfordre min egen forståelse af det basale, for selv at kunne blive basal. At overvinde hermeneutikken Det, som Sokrates kan, vil kunne lignes ved praktiseringen af en særlig form for hudløshed. Det handler afgjort ikke, om at få den anden ind under sin egen hud, som man siger. Overhuden må godt nok være porøs. Men det porøse lukker ikke nødvendigvis det fremmede ind. Hudløsheden er et led i et kompliceret, strategisk spil, som han spiller med sig selv, og som man kan kalde mimicry, insekters evne til at ligne omgivelserne, og som i menneskets tilfælde er evnen til at skjule sig i begivenheden. Sokrates giver ordet til begivenheden. 25

26 Heteroeniticiteten For atter at citere Tsunetomo: Man skal kun tale i forhold til, hvordan man bedømmer følelserne hos den, der lytter. Derfor må man blive anonym. Anonymitetens principper kaldes HETEROENITICITET modsat authenticitet. Indstillinger til begivenheden Authenticitet: af græsk ægthed, magtfuldkommenhed. At bevare sig selv i enhver begivenhed Selvbeherskelse, integritet, autoritet, magt og kontrol, selvskabelse Heteroenticitet: At fuldbyrde begivenheden gennem sig Tilblivelse, generøsitet, styrke, kraft, viskabelse 26

27 Eksistentialer: Subjektcentrerede (jeg er ): Empati, beslutsomhed, tillidsfuldhed, målrettethed, ægthed Eventualer: Relations(de)centrerede (vi er sammen ): ordentlighed, redelighed, generøsitet, varsom formningsvilje, opmærksomhed, anstændighed Heterotelos: Andetheden som mål Det første eventual tematiserer den positive kraft, der udspringer af erkendelsen af sin magtesløshed. Det udspringer af muligheden for at skelne mellem det, der er i vores magt, og det, der ikke er det, med det formål at kunne gribe aktivt ind i verden på vegne af begivenheden selv. Det er praksis zone, og dermed også stedet for at øve det, Sokrates og Platon kaldte euprattein, for evnen til at forme sit liv i det godes billede. Det er evnen til at blive hændt af det gode, altså for at øve sig på, at gøre det gode for det godes egen skyld. I denne proces anonymiseres vi, hvis vi efterstræber den oprigtigt. Vi bliver tjenere for en skønhed, der viser sig, når begivenhedens sum af smerte minimeres, og når mennesker får lov til at være dem, de kan blive. 27

28 Her er de positive grundstemninger undren og skabelse. Undren dækker polerne benovelse og ærefrygt på den ene side, og indsigts- og forklaringsbegær på den anden. Skabelse dækker troen på, at det er muligt at formgive det nye, at menneskets vilkår kan forvandles. De negative grundstemninger er afmagt, apati, nihilisme, og vrede, bitterhed og harme, samt ressentimentet og det metafysiske raseri. Synkatathesis: Bekræftelsen i frihed Det andet eventual er kapaciteten til at give tilsagn til begivenhedens mening gennem fri accept. Dette er autonomiens og den kritiske indstillings zone. Her udfoldes en holdning til begivenheden, der hverken opfatter den som en ting, eller som virkningen af en kausal proces, men som epiphanisk som det, der træder frem for os i en skikkelse, som er begivenhedens gave. Ethvert menneske er en epiphani i kraft af sit ansigts ærefrygtindgydende fakticitet. Ethvert menneske har ret til et ubetinget tilsagn fra mig til gyldigheden af dets erfaringer, erindringer, håb og drømme, men ikke altid til dets holdninger, værdier og motiver. Her må vi skelne nøje mellem det mennesket er, og det, som det repræsenterer. Det er også viljen til at afvise tanken om ethvert forsøg på konstruktion af den Anden 28

29 Her er de positive grundstemninger autonomi eller myndighed, både i det bekræftende og i det kritiske aspekt, samt alvor og nøgternt håb. De negative grundstemninger er angsten, der selv indeholder fortvivlelse, håbløshed og gru. Lepsis: Åben,varsom formningsvilje Af lepsis, modtagelse. Det tredje eventual udtrykker den åbning af et socialt rum, som kraften giver basis for, en kraft, der findes mellem os, og som manifesteres gennem friheden hos de andres kroppe. Det er viljen til at ville essensen i rummet og stedet i form af de andres frihed, og at indvillige i at betragte sin egen krop som det sted, hvor kraften fastholdes i sit nøgne, ubeskrevne overskud og i sin skaberkraft, og ikke forvandles til magtens tatoveringer. det er viljen til at modtage den andens liv, og turde tage det i sin varetægt, uden at ekspropriere det, eller bære det som trofæ. 29

30 Her er de positive grundstemninger kærlighed, spændt ud mellem eros og agape, samt solidaritet. De negative grundstemninger er magtvilje med den tilhørende egoisme, hensynsløshed og selvtilstrækkelighed og selvretfærdighed. Katafygé: At være dens Andens gidsel Det fjerde eventual, katafygé, generøsiteten, udtrykker evnen til at blive et tilflugtssted for den anden, et rum for det frie lejde, et neutralt, åbenarmet sted, et refugium. Det er kapaciteten til at modtage tiden fra de andre som en gave ved at gøre sig selv til gidsel for sandhedens i deres liv. Det er frisættelsen af en emotionel eller organisk logistik, der gør min tid, og mit liv, til en del af deres tid og deres liv. Det er mangetidigheden i organisationen som respekt for de andres erfaringer. Det er troen på en frugtbar fylde, på pleroma, på det nye babelstårn. 30

31 Her er de positive grundstemninger taknemmeligheden, glæden, og de tilhørende stemninger, lettelse, munterhed, spøgefuldhed, jubel. De negative grundstemninger er er ligegyldighed, misundelse, farisæisme, mangelen på mod til at dele eksistensens fælles vilkår med de andre; fortvivlelse, forbitrelse, rethaveriskhed, selvtilstrækkelighed Prosoché: Opmærksomhedens hexis Det femte eventual er opmærksomheden, evnen til at søge uden at foregribe, at praktisere en aktiv ikke-villen. 1. at være opmærksom på sig selv 2. at være opmærksom på andre 3. at være opmærksom på det, der sker 4. at vække opmærksomhed 5. at være opmærksom på sin opmærksomhed (meta-opmærksomhed) 31

32 Her er de positive grundstemninger nærvær, lydhørhed, medleven, skabende indføling, opmuntring, men også inspiration, og intuition. De negative grundstemninger er foregribelsens og fordommenes reaktive mønstergenkendelse; det ubegrundede forbeholds og mistænksomhedens grimasser. Ergon: At værkgøres Ergon betyder værk på græsk, den planlagte og veludførte begivenhed, og enhver leder bør stræbe efter at blive et værk, dvs. ligevægtspunktet mellem inde og ydre kræfter, hvis resultat er den perfekte form. Det sjette eventual er viljen til at have magten til låns ( kydos ), til at blive en anonym del af begivenhedernes proces, der er viet til normativ fuldendelse. Det er forvaltningen af magten som opgave og forpligtelse, som det, der er pålagt én. At overgå sig selv ved at modtage sig selv fra begivenheden som om man kunne være en Anden, men altid at påtage sig ansvaret for rollen. Det er viljen til at overvinde sig selv ved at modtage sejren fra begivenheden, på dens vegne. 32

33 De positive grundstemninger er her modet, og kampviljen, der indeholder selvovervindelsen, offerberedskabet, uselviskheden, og enthusiasmen. De negative grundstemninger er frygten, der indeholder ængstelsen, rædslen, og det at have opgivet på forhånd; samt forfængeligheden og fejheden. Begivenhedens ethos At vise sig værdig til begivenheden At bevare begivenhedens hemmelighed At gøre verden rede til begivenheden 33

34 De ti protreptiske principper: De ti protreptiske principper realiserer eventualerne i en samtale, der søger mod det menneskelige plan gennem en spørgen (apokrinein), der afdækker den særlige aksiologiske struktur, som normer og idealer ordnes efter i et individ. Der søges mod den anonymitet, der bærer selvets arkitektur Første princip Udgangspunktet er altid, at vide, at man intet ved, men samtidig at prøve på at forstå, hvordan man ikke ved det 34

35 Andet princip Spørg abstrakt i forhold til den andens problemer, således at hun selv kan udtrykke sine holdninger som om han talte til sig selv om det principielle. Praktisér generøsitet; giv frit lejde; skab et ingenmandsland, et refugium ved tidligt at bringe dit eget forhold til det normative, det eksistentielle og det humanistiske ind i samtalen. Tredje princip Gør samtalen upersonlig, af-psykologisér den mest muligt. At lukke den anden ind sit eget rum, og gøre hans erfaringer til sine egne i normens lys. Lad aldrig samtalen gøre den Anden til en genstand for sig selv, og lad ham aldrig gøre andre til genstande. 35

36 Fjerde princip Acceptér aldrig gyldigheden af nogen forklaring på personlige motiver, der ikke kan reduceres til normative begreber. Støt den anden til at befri sig selv fra fangenskabet i de kodificerede og kanoniserede motiver. Praktisér opmærksomhed, opmærksomhed og atter opmærksomhed. Femte princip Acceptér aldrig nogen redegørelse, der henviser til, at der handles af hensyn til andre mennesker alene, men før den du taler med mod sit billede af den Andens ansigt, led ham ind i modtageligheden ved selv at være oprigtig, og acceptér kun at han siger, at han gør det, han gør, for andres skyld, hvis der handles for normens skyld, og at aldrig kan ejes. 36

37 Sjette princip Skab sammen med den Anden hans forsvarstale for sin reelle og virtuelle humanisme. Bered og styrk ham til beredvillighed ved selv at vise ham den, og ved at hjælpe ham til at forstå, at han allerede praktiserer den. Dekonstruér altid de grundværdier, der synes selvfølgelige, og hold begrebet svævende i ubestemthed, men uden at skabe en symptomatologi. Bring altid din egen normativitet illustrativt i spil, bliv den andens gidsel i kampen med sig selv. Syvende princip Bevar begivenhedens hemmelighed ved at bevare den andens hemmelighed. Almengør og anonymisér altid diskussionen, og tematisér usikkerheden omkring det basale. Der er altid en norm bag motivet, altid en norm bag normen, men lad den Anden selv standse rejsen tilbage 37

38 Ottende princip Den kritiske indstilling: Spørg til meningen med det sociale, med arbejdet, med livet og med meningen.vov det eksistentielle og legitimér det ideal. Spørg efter betydningsdimensionen Niende princip Fasthold det humanistiske perspektiv. Markér din egen humanisme. Find sammen de gode grunde til at gøre verden rede til begivenheden. Værdier kan kun gøres virkelige, når de ses i lyset af det fælles, globale liv. 38

39 Tiende princip Lad altid begivenheden få det sidste ord. Træd tilbage i jeres fælles arbejde på mødet som begivenhedens værk. 39