Hjælp til selvhjælp via strategisk erhvervsudvikling

Transkript

1 Hjælp til selvhjælp via strategisk erhvervsudvikling

2 Hjælp til selvhjælp via strategisk erhvervsudvikling 1

3 Hjælp til selvhjælp via strategisk erhvervsudvikling KL 1. udgave, 1. oplag, 2003 Pjecen er udarbejdet af KL Forlagsredaktion: Peter Jakobsen Design: Kontrapunkt Sats: Kommuneinformation A/S Tryk: narayana press Produktion: Kommuneinformation A/S Prod.nr Prod.nr pdf ISBN: ISBN: pdf KL Weidekampsgade København S Tlf Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse eller mangfoldiggørelse af denne pjece eller dele heraf er uden KL s skriftlige samtykke ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. 2

4 Forord Erhvervsfremmende aktiviteter er kommunernes væsentligste håndtag til at påvirke den regionaløkonomiske udvikling. Den aktuelle samfundsomstilling fra industri- til videnøkonomi betyder, at traditionelle erhvervspolitiske aktiver som fysisk lokalitet, infrastruktur mm. ikke længere alene afgør den økonomiske vækst. Virksomhedernes adgang til viden får en stadigt større betydning. Kommunernes strukturelle og geografiske forudsætninger er forskellige, og det er derfor forskelligt, hvordan denne udvikling påvirker den enkelte kommune. I denne håndbog har KL kortlagt fem forskellige kommunetyper med hver deres erhvervsudviklingsprofil. Det er 1) de hårde odds, 2) de traditionelle fornyere, 3) de naturlige lokomotiver, 4) naboerne og 5) de gode odds. De erhvervspolitiske håndtag, den ene kommune skal anvende for at skabe vækst, er derfor ikke nødvendigvis de samme, som en anden kommune skal anvende. Til brug for den enkelte kommunes erhvervspolitiske arbejde præsenterer KL desuden en konkret værktøjskasse, som anviser en række strategiske indsatsområder og redskaber, der kan skræddersys til og tilpasses den enkelte kommunes udfordringer. Med denne publikation ønsker KL således at give kommunerne inspiration til, hvordan de kan tilrettelægge deres erhvervspolitiske arbejde, så det bliver en hjælp til selvhjælp for udvikling og vækst. Ejgil W. Rasmussen Peter Gorm Hansen 3

5 4

6 Indhold 7 Introduktion og sammenfatning 7 Formål og Resume 11 Kapitel 1 Kommunal erhvervspolitik håndtag og fakta Hvorfor overhovedet en kommunal erhvervspolitik? Hvad siger lovgivningen? Kommunale erhvervspolitiske aktiviteter behovet for en sammentænkning Organisering af den erhvervspolitiske indsats Kommunernes ressourceanvendelse på erhvervspolitik Gør kommunerne det godt nok? 25 Kapitel 2 Fra Industri- til vidensamfund en realitet i kommunerne? Vidensbaseret erhvervsudvikling i alle kommuner Klyngedannelse 31 Kapitel 3 Målgruppebaseret kommunal erhvervsstrategi Kommunale hovedgrupperinger kommunetyper Hovedstrategier og værktøjskassen Delstrategi: Iværksætteri Delstrategi: Virksomhedstiltrækning Delstrategi: Virksomhedskonsolidering Delstrategi: Bosætning Delstrategi: Arbejdskraftudvikling Kommunetypens betydning for mål og midler 5

7 Kommunetype 1: De hårde odds Kommunetype 2: Traditionelle fornyere Kommunetype 3: Naturlige lokomotiver Kommunetype 4: Naboerne Kommunetype 5: De gode odds Oversigt: Det erhvervsrettede Reagensglas 50 Kapitel 4 Skræddersyet kommunal erhvervspolitik Fra A-Z i formulering af kommunal erhvervspolitik Fase 1 Opstart organisering, status og analyse Fase 2 klarlægning af udfordringer, visioner og mål Fase 3 Strategifasen Fase 4 Planer for gennemførelse, opfølgning og finansiering Best practise huskelisten 6

8 Introduktion og sammenfatning Formål og Resume Denne pjece er tænkt som en hjælp til selvhjælp til kommunerne i deres arbejde med erhvervspolitik. Hensigten er at give en række konkrete bud på, hvordan kommunen på et analytisk grundlag kan tilrettelægge og gennemføre en strategisk sammenhængende erhvervspolitik, så den matcher kommunens aktuelle og fremtidige udfordringer. Tanken har ikke været at komme med en facitliste. Målsætningen har mere været, at pjecen uanset erhvervspolitisk ståsted skal være vedkommende og inspirerende for alle kommuner i arbejdet med strategisk erhvervsudvikling. Kapitel 1 giver et billede af kommunal erhvervspolitik, som den ser ud her og nu. Kapitlet gennemgår systematisk den store palet af kommunale aktiviteter med betydning for erhvervslivet og rubricerer dem i fire overordnede opgavetyper: 1) Erhvervsrettede service- og myndighedsopgaver i form af fx byggesagsbehandling og miljøtilladelser. 2) Borgerrettede service- og myndighedsopgaver der i et erhvervspolitisk perspektiv bidrager til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fx udbuddet af dagsinstitutioner og kulturtilbud. 3) Egentlig erhvervsrådgivning af virksomhederne, som i mange kommuner varetages af en erhvervschef. 4) Regionale vækst- og strategisamarbejder på tværs af kommunegrænser, som ofte er motiveret af en gensidig afhængighed kommunerne imellem. Med ovenstående brede definition af erhvervspolitik er et af kapitlets budskaber, at en koordineret indsats på tværs af fagforvaltninger er en forudsætning for en slagkraftig erhvervspolitik. Initiativer inden for arbejdsmarked, erhverv, uddannelse, bosætning, trafik, bolig og borgerservice, må derfor ses i sammenhæng og understøtte de fælles mål for erhvervsudvikling. Kapitlet præsenterer desuden en KL-landsundersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af virksomheder, der viser, at virksomhederne generelt anser de erhvervsrettede myndighedsopgaver og de borgerrettede serviceopgaver som de 7

9 væsentligste for at skabe et attraktivt erhvervsklima. Erhvervsservice vurderes mere som et nicheprodukt, der efterspørges af de få. Kapitel 2 skitserer nogle af de generelle udviklingstendenser, som påvirker erhvervsudviklingen og dermed de rammer inden for hvilke kommunerne hensigtsmæssigt sammensætter den erhvervspolitiske indsats. Indledningsvis introduceres begrebet videnøkonomi i en kommunal sammenhæng med dets fokus på menneskelige ressourcer frem for maskiner. Alle taler om videnøkonomiens indtog som et faktum ofte uden dokumentation. Derfor analyseres vidensøkonomiske tendenser på kommuneniveau, bl.a. ved at se på beskæftigelsesudviklingen for forskellige uddannelsesgrupper. Det dokumenteres, at videnøkonomien i en vis udstrækning berører alle kommuner. Som en naturlig konsekvens heraf vil den del af erhvervspolitikken, som sigter på at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne, få stadig større betydning. Den anden del af kapitlet afdækker, hvorledes der på kommuneniveau p.g.a. specialisering og arbejdsdeling er tendens til klyngedannelse blandt virksomheder. Set med lokale briller er konsekvensen, at en kommune for at overleve på sigt, er nødt til at have egne eller være en del af regional styrkepositioner. Styrkepositioner, der kan skabe nye og udbygge eksisterende klynger og på den måde være modvægt til de arbejdspladser på andre områder, som forsvinder til andre regioners klynger. Kommunerne er således tvunget til at fokusere og understøtte forretningsområder, hvor man realistisk set kan blive førende og samtidig nedprioritere indsatsen over for andre forretningsområder. Kapitel 3 er hovedhjørnestenen i pjecen. Det er i dette kapitel, at der gives nogle bud på, hvorledes den enkelte kommune på det strategiske og operationelle plan kan tilrettelægge erhvervspolitikken. Udgangspunktet er, at kommunerne har forskellige strukturelle og geografiske forudsætninger og handlemuligheder. Første del af kapitlet forsøger derfor at identificere grupper af kommuner, der hver især har så mange lighedstræk, at det giver mening efterfølgende at pege på sammenfaldende strategiske handlemuligheder. På baggrund af faktorer, der omhandler erhvervs-, arbejdsmarkeds-, uddannelsesstruktur, pendlingsmønster og demografi, bliver kommuner, der rent statistisk ligner hinanden mest placeret i samme hovedgruppe. Resultatet af den statistiske analyse er, at der identificeres fem forskellige kommunetyper: med hver deres fælles profil: 1) De hårde odds 2) Traditionelle fornyere 3) Naturlige lokomotiver 4) Naboerne 5) De gode odds. 8

10 Andel del af kapitlet præsenterer en nyudviklet målgruppebaseret værktøjskasse, der forsøger at medtage samtlige de strategiske muligheder og indsatsområder, som en erhvervsstrategi kan indeholde. Værktøjskassen systematiserer således sammenhængen mellem mål og midler hvilke indsatsområder påvirker hvilke målgrupper. Når der sættes fokus på målgruppebaseret erhvervspolitik, kan initiativer grundlæggende karakteriseres som enten direkte virksomhedsrettet eller arbejdskraftrettet. Der defineres 3 virksomhedsrettede delstrategier målrettet henholdsvis iværksættere, potentielle tilflyttervirksomheder og etablerede virksomheder. Tilsvarende defineres 2 arbejdskraftrettede delstrategier alt efter om indsatsen er rettet mod tiltrækning af potentiel arbejdskraft eller udvikling af den eksisterende arbejdskraftressource. Kommunens samlede (hoved)strategi kan således opfattes som et mix af forskellige delstrategier, der hver indeholder en række handlemuligheder. For alle delstrategier gælder, at der skal tænkes i undermålgrupper hvilken type virksomheder og arbejdskraft skal indsatsen fokusere på? Sidste del af kapitlet kobler den erhvervsrettede værktøjskasse sammen med de fem identificerede kommunetyper. Det gøres ved for hver kommunetype at give et bud på strategiske overvejelser og handlemuligheder. Det kan også udtrykkes som: hvilke dele af værktøjskassen er særlig relevant for den enkelte kommunetype. Det illustrerer den pointe, at alle kommuner i princippet har adgang til den samme værktøjskasse men valg af konkret værktøj afhænger af kommunens forudsætninger og realistiske målsætninger. Ved at kigge på hvilken kommunetype man tilhører, kan den enkelte kommune således få inspiration til, hvilke strategiske udfordringer, temaer og løsningsmuligheder, der kunne være aktuelle for kommunen. Kapitel 4 udgør KL s kogebog for udarbejdelsen af en kommunal erhvervspolitik. Her beskrives, hvordan kommunen konkret griber opgaven an med at komme fra tegnebrættet til formulering af en skræddersyet erhvervspolitik. Dette gøres ved at opdele i fire faser. Første fase omhandler opstart, status og analysebehov. Specielt fokuseres, der på hvilke socioøkonomiske, erhvervsrettede og arbejdskraftrettede analyser, der bør foretages for at afdække kommunens erhvervspolitiske status, udviklingsbehov og muligheder. Næste fase er en afklaring af kommunens udfordringer, visioner og mål. På baggrund af beslutningsgrundlaget fra analysearbejdet afklares det på, hvilke områder der skal sættes ind, og hvad endemålet er. Tredje 9

11 skridt er strategifasen. Her lægger kommunen sig fast på den strategi jævnfør beskrivelsen i kapitel 3 der skal føre kommunen mod målet. Sidste fase dækker gennemførelse, opfølgning og finansiering. Det er i denne fase at strategien implementeres i praksis. Kapitlet afsluttes med Best-practice liste med 10 almengyldige råd om, hvilke forhold der skal tages højde for, hvis kommunen med størst mulig sandsynlighed skal ende op med en brugbar og anvendelsesorienteret erhvervspolitik. 10

12 Kapitel 1 Kommunal erhvervspolitik håndtag og fakta Kommunerne som centrale erhvervspolitiske aktører Kommunerne spiller på mange måder en central rolle i erhvervspolitikken. Det gælder uanset om kommunerne vælger at formulere aktiviteterne i en klar erhvervspolitisk sammenhæng eller ej. For det første er kommunerne umiddelbart den nærmeste indgang for virksomhedernes henvendelser til den offentlige sektor. For det andet varetager kommunerne en række service- og myndighedsfunktioner, der kræver en direkte kontakt med de enkelte virksomheder det gælder både kontrolopgaver og egentlige serviceopgaver målrettet virksomhederne. For det tredje varetager kommunerne en række af serviceopgaver, som har betydning for at tiltrække og fastholde de borgere, der udgør virksomhedernes arbejdskraftgrundlag. Sidstnævnte har fået en stadigt større betydning gennem de seneste 10 år i takt med en intensiveret konkurrence om arbejdskraften en udvikling der kun synes at fortsætte de kommende år. Sammenholdt med andre offentlige myndigheder har kommunerne således på forhånd en relativt stor palet af aktiviteter med betydning for virksomhederne. Det er aktiviteter, som påvirker erhvervsklimaet uanset om den enkelte kommune har tænkt det ind i en samlet erhvervspolitik. Og det er aktiviteter, som for flertallets vedkommende har en meget synlig og konkret betydning for den enkelte virksomhed både administrativt og økonomisk. Den meget konkrete betydning for den enkelte virksomhed er særligt for kommunernes erhvervspolitiske rolle sammenholdt med andre aktører på den erhvervspolitiske scene. Lægges dertil, at kommunerne har adgang og i vid udstrækning benytter denne adgang til i samme udstrækning som stat og amter at indgå regionale samarbejder, så kan kommunerne reelt vælge at spille en meget aktiv erhvervspolitisk rolle. 11

13 1.1. Hvorfor overhovedet en kommunal erhvervspolitik? Hele rationalet for at føre systematisk erhvervspolitik beror på, at det faktisk kan betale sig for kommunen. I en snæver kommunaløkonomisk forstand skal en vellykket erhvervspolitik i sidste instans kunne bidrage positivt på den kommunale bundlinie ved at forøge skatteprovenuet og sænke de sociale udgifter. Når den langtidsledige kontanthjælpsmodtager kommer i arbejde øger det skattegrundlaget og sænker de sociale udgifter. Når en iværksætter lykkes med opstart af egen virksomhed bidrager det også til skatteprovenuet og beskæftigelsen i kommunen. Foruden de direkte kortsigtede gevinster ved en vellykket indsats skaber en vellykket erhvervspolitik samtidig positive dynamiske effekter. Det udtrykker sig bl.a. ved, at: virksomheder tiltrækker skatteborgere, der vil tæt på arbejdsstedet og andre virksomheder, som vil placere sig, hvor tingene sker gode skatteborgere tiltrækker virksomheder, der ønsker nem adgang til velkvalificeret arbejdskraft og andre skatteborgere, som vil bo i et attraktivt område Hvad siger lovgivningen? Kommunerne har ret, men ikke pligt til at føre erhvervspolitik. Det formelle grundlag for den kommunale indsats er lovbekendtgørelserne fra 1996 nr. 126 om lov om kommuner og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter og nr. 608 om lov om kommuners og amtskommuners samarbejde med aktieselskaber. Lovene blev oprindeligt vedtaget i 1992, men der er siden blevet foretaget mindre ændringer i lovteksten. Med lovgivningen har kommunerne mulighed for aktivt at medvirke til at skabe beskæftigelse og vækst, og til at understøtte de enkelte geografiske områders særlige udviklingsmuligheder. 12

14 De kommunale erhvervslove Lov 126 giver kommuner mulighed for at iværksætte og støtte erhvervsudviklingsaktiviteter i form af information, rådgivning, erhvervsudviklingsprojekter og anden erhvervsmæssig service. Lovens formål er at fremme kommunernes og amtskommunernes medvirken i den lokale erhvervsudvikling, at styrke de offentlige myndigheders samarbejde om erhvervsudvikling og at udvikle samarbejdet mellem offentlige myndigheder og de private erhverv om erhvervsudvikling. I følge loven skal kommunal erhvervspolitik være af generel karakter, og aktiviteterne skal komme hele eller grupper af erhvervslivet til gode. Det er ikke tilladt for kommunerne at føre konkret erhvervspolitik, forstået som støtte til enkeltvirksomheder. Lov 608 giver kommuner mulighed for finansielt og ledelsesmæssigt at deltage i selskaber, der sælger viden, produkter og tjenesteydelser oparbejdet i kommunen. Gennemgående har kommunerne meget frie rammer for formuleringen af en erhvervspolitik, sammenlignet med vilkårene på andre kommunale serviceopgaver. Kommunerne kan reelt vælge helt at undlade at formulere en erhvervspolitik. I det omfang kommunerne vælger at formulere en erhvervspolitik, er der ligeledes frit spil for så vidt angår indhold og aktiviteter. Eneste klare begrænsning er naturligvis, at erhvervspolitikken ikke må resultere i direkte konkurrenceforvridende erhvervsstøtte, hvor kommunen giver økonomisk støtte til en enkelt virksomhed. Den kommunale erhvervspolitik skal sigte bredt og være til gavn for det samlede erhvervsliv Kommunale erhvervspolitiske aktiviteter behovet for en sammentænkning Erhvervspolitik i en kommune kan ikke afgrænses til ansættelse af en erhvervschef eller oprettelse af et erhvervskontor. Det er muligvis virksomhedernes indgang til kommunen, men de øvrige kommunale opgaver og aktiviteter med betydning for virksomheden bør formuleres i en sammenhæng. 13

15 Den erhvervspolitiske udfordring for den enkelte kommune består i sammentænkning af de aktiviteter med betydning for virksomhedernes vilkår og rammebetingelser. Dels af kommunens erhvervspolitiske rolle i en regional sammenhæng, hvor det regionale opland har stor betydning for den enkelte kommune fx i kraft af adgang til kvalificeret arbejdskraft, forsknings- og uddannelsesinstitutioner, regionale samarbejdsprojekter som iværksætterkontaktpunkter mv. Dels en sammentænkning af de forskellige redskaber og aktiviteter i kommunen, der påvirker virksomhedernes vilkår. Dette kan dels ske i kommuneplaner, dels i en selvstændig erhvervspolitisk strategi. Kommunens varetagelse af deres service- og myndighedsopgaver påvirker erhvervslivet meget konkret. Opgaverne kan enten være direkte erhvervsrettede eksempelvis byggesagsbehandling, eller indirekte som led i den service, der tilbydes kommunens borgerne ex. dagtilbud. Førstnævnte har betydning i forhold den administrative og økonomiske belastning af virksomhederne. Sidstnævnte har betydning for virksomhedernes adgang til at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Langt hovedparten af kommunerne tilbyder endvidere erhvervsservice. Heri ligger information og rådgivning til virksomhederne, fx iværksættere, i forhold til emner, der er væsentlige for deres udvikling. Endvidere er der skabt en naturlig indgang for virksomhedernes kontakt til kommunen. Erhvervsservice ligger ud over den service, kommunerne har pligt til at udøve som myndighed. Udover at varetage myndigheds- og serviceopgaver samt tilbyde erhvervsservice deltager flere kommuner i projekter af mere tværgående karakter, hvor vækst for hele regionen er målsætningen. Aktiviteterne af denne karakter har som udgangspunkt et længere tidsperspektiv og berører hele regionen. Der er typisk tale om strategiske samarbejder, som kan være tværkommunale, eller regionale ex. deltagelse i erhvervsknudepunkter eller i regionale erhvervssamarbejder med amter og stat. 14

16 Helt grundlæggende kan kommunernes erhvervspolitiske indsatser derfor også opdeles i fire typer: 1. Erhvervsrettede service- og myndighedsopgaver, 2. Borgerrettede service- og myndighedsopgaver i forhold til rekruttering af velkvalificeret arbejdskraft, 3. Egentlig erhvervsrådgivning af virksomheder 4. Regionale vækst- og strategisamarbejder på tværs af kommunegrænser Der vil i sagens natur være forskel mellem kommuner i deres brug af de forskellige instrumenter, som kan tænkes ind i en erhvervspolitisk sammenhæng. Erhvervsrettede myndighedsopgaver Kommunernes håndtering af de erhvervsrettede myndighedsopgaver påvirker virksomhederne direkte. Fx kan en smidig og hurtig sagsbehandling, og en koordineret indsats mellem forskellige tilsynsopgaver lette den administrative belastning af virksomhederne. De erhvervsrettede myndighedsopgaver består i fastsættelse og opkrævning af skatter, afgifter og gebyrer, fx dækningsafgift, grundskyldspromille, affalds- og vandafledningsbidrag kontrolopgaver. Kommunerne godkender og fører tilsyn med hovedparten af virksomhederne fysisk planlægning fx ved udlæg og modning af erhvervsarealer, anlæg og vedligeholdelse af kommuneveje forsyning af fx el, gas, vand og varme. Borgerrettede service- og myndighedsopgaver Kommunerne kan gøre en særlig indsats for at skabe gode vilkår for borgerne, og derved bidrage til fastholdelse og tiltrækning af relevant og velkvalificeret arbejdskraft. De arbejdskraftrettede opgaver ligger inden for følgende områder: bosætning fx ved at attraktive bomiljøer med god adgang til infrastruktur, indkøbsmuligheder pasning og uddannelse. Fx er en god folkeskole og pasningsmuligheder vigtig for at tiltrække børnefamilier kultur og fritid fx biblioteks-, museums-, musik- og teaterområdet idrætsforeninger, aftenskoler mm. Arbejdsmarkedsrettede myndighedsopgaver fx udbetaling af sygedagpenge, medvirken til fastholdelse af medarbejdere med nedsat arbejdsevne gennem oprettelse af flex- eller skånejobs. 15

17 Erhvervsservice Kommunerne har generelt et meget tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv og tilrettelægger store dele af erhvervsservicen i samarbejde med virksomhederne, som ofte er part i et erhvervskontor. Indholdet i erhvervsserviceopgaverne er kort beskrevet information og rådgivning bl.a. til iværksættere og potentielle tilflyttervirksomheder, og henvisning til andre rådgivningsinstanser gennemførelse af lokale erhvervsfremmende projekter fx: kurser for iværksættere om start af egen virksomhed, eksportchefleasingordning for virksomheder, der vil satse på eksportfremme, eller informationskampagner for turismefremme national og international interessevaretagelse/markedsføring fx af kommunen som et godt sted at bo eller at etablere virksomhed internationale aktiviteter fx EU-programmer, eksportfremme, landets større kommuner har kontorer i Bruxelles, hvorfra de kan rådgive og formidle viden om støttemuligheder og kontakt til udenlandske myndigheder. Regional vækst og strategiudvikling Kommunernes motivation for at indgå i tværkommunale og/eller regionale erhvervssamarbejder er primært drevet af en erkendelse af en gensidig afhængighed kommunerne imellem. Væksten og dermed indtægtsgrundlaget i kommunen vil være påvirket i de omkringliggende kommuner. Mens udførelsen af kommunernes myndighedsopgaver og erhvervsservicen søger at imødekomme virksomhedernes servicebehov her og nu, søges der med samarbejderne gennemført et langsigtet strategiarbejde for den regionale erhvervsudvikling. Samarbejdet handler om en række forskellige emner, der alle har direkte eller indirekte betydning for erhvervsudviklingen, herunder bosætning, uddannelse, kompetenceudvikling, forskning, innovation og informationsteknologi. Form og indhold er forskellig fra samarbejde til samarbejde, ligesom ambitionsniveau og deltagersammensætningen varierer. Et fællestræk ved samarbejderne er imidlertid, at de typisk har et langsigtet perspektiv ligesom indsats ikke nødvendigvis kommer den enkelte kommunes virksomheder til gode. 16

18 Fakta om kommuners deltagelse i strategiske samarbejder 240 ud af 275 danske kommuner deltager i mindst et formelt erhvervspolitisk samarbejde med andre kommuner. 78 kommuner deltager i mere end et samarbejde. En opgørelse fra slutningen af 2000 viser, at der i alt er etableret 58 kommunale erhvervspolitiske samarbejder inkl. HUR, Jylland- Fyn og Vestsjælland-Storstrøm. Nedenfor er nævnt 3 forskellige typer og samarbejder, som kommunerne kan være organiseret i. Erhvervsknudepunkter Et erhvervsknudepunkt er et debatforum for lokale og regionale erhvervsfremmeaktører, og danner en organisatorisk ramme om de strategiske erhvervspolitiske overvejelser i en region. Knudepunkterne skal bidrage til at udvikle og forny de regionale rammebetingelser, ved at skabe en større grad af dialog og koordinering mellem de erhvervspolitiske aktører i regionen. Deltagere i et erhvervsknudepunkt er regionale og lokale erhvervs- og arbejdsmarkedspolitiske aktører som f.eks. kommuner, amter, erhvervsorganisationer, Regionale Arbejdsmarkedsråd, erhvervsråd og TIC-centre. Regionale iværksætterkontaktpunkter Regionale iværksætterkontaktpunkter er blevet oprettet som en del af Iværksætterpakke II, hvor iværksætterindsatsen bygges op omkring et netværk af kontaktpunkter, hvor iværksættere kan henvende sig for at få rådgivning i forbindelse med virksomhedsstart. Der er etableret i alt 15 kontaktpunkter, hvor amter, kommuner, private og offentlige institutioner samarbejder om iværksætterindsatsen. Staten medfinansierer en del af Iværksætterpakkens opstart. Foreløbigt er der afsat midler frem til Regeringen præsenterede en ny iværksætterhandlingsplan i januar 2003, hvoraf det fremgår, at TiC og kontaktpunkterne vil blive lagt sammen med henblik på at skabe et enstrenget erhvervsservicesystem. Antallet af de nuværende centre reduceres til mellem 5-10 enheder. Med regeringens handlingsplan for iværksættere afsættes der 5 mio. kr. årligt til reform af erhvervsservice. 17

19 Regionale Erhvervsudviklingsprogrammer Regionale erhvervsudviklingsprogrammer omfatter målsætninger, strategier og midler for et områdes erhvervsmæssige udvikling. Amter og kommuner kan deltage i demonstrationsprojekter under de Regionale Erhvervsudviklingsprogrammer. Målet er at skabe større sammenhæng og effektivitet i den regionale erhvervspolitiske indsats ved, at der lokalt og regionalt tænkes i helheder i stedet for sektorpolitisk Organisering af den erhvervspolitiske indsats Mens kommunerne varetager service- og myndighedsopgaverne internt i den kommunale forvaltning, er der forskel på deres organisering af erhvervsservicen. Langt de fleste kommuner har, enten alene eller i samarbejde med andre kommuner oprettet selvstændige erhvervskontorer til at varetage den kommunale erhvervsservice. Andre steder løses opgaven i den kommunale forvaltning. Udover at drive lokale erhvervskontorer støtter kommunerne lokale erhvervsråd, erhvervsforeninger mv., ligesom der mange steder ydes støtte til regionale erhvervspolitiske aktører såsom iværksætterkontaktpunkter, forskerparker mv. I gennem de seneste 10 år synes der at kunne spores en ændring i erhvervschefernes rolle. Hvor erhvervschefer tidligere brugte stort set alt deres tid på erhvervsservice i form af specielt individuel virksomhedskontakt, er billedet et andet i dag. Erhvervschefers opgave har i mange kommuner bevæget sig fra den individuelle rådgivning til også at omfatte et strategisk samspil med kommunen om at udvikle og gennemføre en kommunal erhvervspolitik i bred forstand, der blandt andet vedrører erhvervsrettede og borgerrelaterede service- og myndighedsopgaver. Generelt må det siges, at en sådan forskydning i erhvervschefernes rolle også er påkrævet, hvis erhvervscheferne skal fastholde deres eksistensberettigelse. En anden trend i tiden er, at kommunerne arbejder med at koordinere virksomhedsserviceopgaven både politisk og internt i forvaltningen. Flere kommuner har oprettet et politisk udvalg under kommunalbestyrelsen, som varetager den erhvervspolitiske opgave. Opgaven defineres og koordineres også i Kommunal- 18

20 planerne, hvilket også sikrer, at opgaven koordineres og sammentænkes mellem kommunalforvaltningens forskellige afdelinger og kontorer. Fakta om kommunale erhvervskontorer Erhvervspolitisk arbejde via erhvervskontorer Der er i dag ca. 102 erhvervschefer 1. Størsteparten af disse, er chefer for kommunale erhvervskontorer, mens et mindretal er chefer for fælleskommunale erhvervskontorer. Erhvervskontorerne har ofte en bestyrelse, hvor både politikere og erhvervsfolk er repræsenteret. Finansiering sker ofte i samarbejde mellem kommune og erhvervsliv. Erhvervspolitisk arbejde uden selvstændigt erhvervskontor De kommuner, der ikke har et erhvervskontor kan inddeles i tre grupper. Den første gruppe består af større kommuner, som har integreret den erhvervspolitiske indsats i forvaltningen, evt. i form af en selvstændig erhvervsafdeling. Den anden gruppe består af mindre kommuner, som har valgt kun i begrænset omfang at prioritere det erhvervspolitiske arbejde, og som derfor kun arbejder med dette ad hoc. Prioriteringen kan bl.a. skyldes begrænsede ressourcer eller, at det ikke skønnes nødvendigt at have en større erhvervspolitisk indsats. Det er ofte kommunaldirektøren, der varetager de erhvervspolitiske opgaver i disse kommuner. Den tredje gruppe består af kommuner, der ikke har deres eget erhvervskontor, men som i samarbejde med andre kommuner driver et sådant Kommunernes ressourceanvendelse på erhvervspolitik Der er stor usikkerhed om størrelsen af den kommunale ressourceanvendelse på erhvervspolitik. Særligt med en bred definition af erhvervspolitik er det svært at give et præcist bud på, hvor stor ressourceanvendelsen er, fordi mange forskellige service- og myndighedsområder inddrages direkte og indirekte i det erhvervspolitiske arbejde. Men også uens konteringspraksis i kommunerne har betydning for muligheden af at give et troværdigt billede af ressourceanvendelsen. 1 Danske Erhvervschefers Fællesråd, marts

21 KL-kommunerne har i 2001 konteret ca. 347 mio. kr. og i 2002 budgetteret med ca. 367 mio. kr. til erhvervs- og turismefremme. Dertil kommer aktiviteter, som indtænkes i det erhvervspolitiske arbejde, men som ikke meningsfyldt kan angives som en ren erhvervspolitisk udgift og derfor ikke konteres på erhvervs- og turismefremme kontoen. Det kan eksempelvis være en satsning på attraktive kulturtilbud, der skal tiltrække veluddannet arbejdskraft. Eller ekstra ressourcer til en hurtig byggesagsbehandling. Til sammenligning var amternes (inkl. København og Frederiksberg) ressourceanvendelse på erhvervsfremme og turisme i 2001 ca. 201 mio. kr. og i 2002 er der budgetteret med ca. 271 mio. kr. Faktaboks Horsens erhvervspolitiske ressourceforbrug Horsens Kommune har i september 2002 gennemført en analyse af kommunens ressourceanvendelse på erhvervs- og turismepolitik. I analysen er der anlagt en bred definition af den kommunale erhvervs- og turismefremmeindsats, og der medtages således tilskud, som ifølge konteringsreglerne skal opføres andetsteds i det kommunale budget- og regnskabssystem end på konto Kommunens analyse viser, at den siden 1992 har fordoblet sine erhvervspolitiske udgifter fra 5,5 mio. kr. i 1992 til 10,4 mio. kr. i Heraf er kun de 7,5 mio. kr. registreret på konto Med en bred definition af kommunal erhvervspolitik er der således et større erhvervspolitisk ressourceforbrug, der ikke umiddelbart fremgår af de kommunale regnskaber Gør kommunerne det godt nok? Med den brede vifte af erhvervsrelaterede opgaver, hviler der et stort ansvar på kommunerne. Et godt erhvervsklima er i høj grad noget kommunerne har indflydelse på. Men hvordan står det til med kvaliteten af de erhvervsrettede kommunale ydelser? Er de tilfredse med løsningen af de basale kommunale erhvervsrettede myndighedsopgaver? Bruger de tilbudene om rådgivning og information i erhvervs- 20