22. søndag efter trinitatis, d. 16. november 2014 Vor Frue kirke kl. 10

Transkript

1 22. søndag efter trinitatis, d. 16. november 2014 Vor Frue kirke kl. 10 Jesper Stange Tekst: Mt 18,1-14 Salmer: 745, 434, 418, 674v.1-2, 289, 492, 52, 732v.4-6, 454. Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Hvis I ikke vender om Med den trussel tugter vi os selv dagligt. Hvis ikke Hvis vi ikke vender om og erstatter de fossile brændstoffer med alternative energikilder, ødelægger vi ozonlaget. Hvis vi ikke vender om og stopper CO2- udledningen, smelter polerne. Hvis vi ikke vender om fra en husdyrproduktion, som udelukkende tænker i kilo og ikke i kvalitet, påfører vi ikke kun dyrene men også os selv sygdomme. Hvis ikke vi vender om og finder tilbage til en human arbejdsrytme, dør vi af stress. Hvis ikke vi vender om Omvendelse var tidligere en religiøs kategori. I dag er den en verdslig, en psykologisk og en politisk kategori. Og alt det ubehag, vores forestillinger om religiøs omvendelse er forbundet med, er intet at regne i forhold til den alarmering, vores bevidsthed konstant befinder sig i, dagligt konfronteret med de 1

2 uhyggelige konsekvenser af overforbruget af vores klodes ressourcer. Hvis ikke vi vender om Til forskel fra de gammeltestamentlige profeters og Johannes Døbers opfordring til at vende om, som dog stillede muligheden i udsigt, hører vi ikke alene kravet om at vende om fra det liv, vores blå planet ikke kan tåle, som en opfordring men også som et varsel om jordens undergang. Hvis ikke I vender om Det lyder i vores ører ikke bare som et lille hint. Det lyder som en dommedagsbasun. Nu får vi ikke sådan lige Kina og USA til at skrue ned for blusset, landmændene til at lægge om til økologisk og arbejdsmarkedet til at sænke tempoet. Det var vel her, vi skulle tage fat. Men vi tager fat i os selv og vender kritikken indad. Opfordringen til at vende om besvarer vi som gode pietister ved at omdirigere samfundskritikken til selvkritik. Den bevægelse, kirkefolket tidligere omtalte som omvendelse, kalder sociologerne i dag for en U-vending. Vi har foretaget en U-vending. For fyrre år siden var vi sikre på, at det var samfundets skyld, hvis der var noget i vejen. Det var ikke os, der havde brug for at vende om, det havde samfundet. Ligeså sikre er vi i dag på, at det er os selv, vi skal rette kritikken imod. 2

3 Og det kunne lyde meget fromt, hvis det ikke var fordi den nye selvkritik ikke som pietismens sigter på at gøre os klogere og dybere. Den unge sociolog Rasmus Willig karakteriserer denne omvendelse fra samfundskritik til selvkritik som en selvtugtelse. Det lyder ikke langt fra pietistiske praksis, og der er sikkert også en og anden, der kan blive helt opstemt ved tanken om sådan en genkristning. Men Willig viser, hvordan den nye selvkritik følger idealer om effektivitet og konkurrence. Selvkritikken fungerer som et selvtugtelsesmiddel til at blive attraktiv til markedet. Omvendelsen i form af U-vendingen skal altså tjene til at accelerere os yderligere op i tempo. Hvis I ikke vender om Nu har opfordringen altså ikke bare karakter af advarsel. Den klæber os til den udvikling, som slider os op. Sociologerne taler om vores candyfloss-identitet. Må vi så bede om lidt god gammeldags omvendelse. For de gammeltestamentlige profeter indebar en omvendelse, at man forlod den udvendige gudsdyrkelse. Det var ikke nok med ydre bodshandlinger og ofre, men hele mennesket skulle vende om, så dets liv ændredes totalt fra ulydighed til lydighed mod Gud, til ubetinget tillid til Gud og intet andet. På samme måde var Johannes Døberen omvendelsesprædikant. Både fromme, syndere og hedninger skulle en gang for alle vende om og med 3

4 et helt nyt liv forberede sig på den kommende frelse. Det ulyksalige ved vore dages omvendelsesbevægelse er, at bevægelsen går indad. Vi omvender os, som middelalderlige munke og nonner gjorde det, ved at vende os fra verden og gå i kloster, en slags indre eksil. På denne baggrund er Jesus opfordring et muligt alternativ. Når Jesus taler om omvendelse er det meget bogstaveligt at vende sig om. Den, der vender sig om, får ikke øje på sig selv, men på det, han kom fra. I evangeliet, vi hører i dag, er det barndommen, vi skal forsøge at få øje på, når vi vender os om. Hvis I ikke vender om og bliver som børn Jesus opfordrer os ikke til at blive ligesom børn. Det kan vi ikke. Ordene høres ganske vist ofte som en opfordring til at tage barnet som forbillede, så vi bliver ligeså umiddelbare, ligeså uskyldige, ligeså tillidsfulde eller hvilke egenskaber, vi nu tillægger barnet. Men barnet var på Jesu tid en ikke-voksen, og barnet havde derfor kun den ene opgave at se at blive det, giftefærdig og arveberettiget. Alene derfor er barnet ikke som i vores forestillingsverden udrustet med alle mulige egenskaber, det ville være godt at lægge sig efter som voksen. Nej, den, der vender om og bliver som det barn, vi alle har lagt bag os, ser sin afmægtighed. Alt det et menneske ikke er, med mindre det får det givet. Vi var aldrig kommet hertil, hvis ikke nogen havde 4

5 taget sig af os. Vejen fra barn til voksen tilskriver vi ikke kun biologien men også omsorgen, vi modtog. I dette bakspejl vi vil tage os ulideligt kloge ud for tidens bevidsthedsform, som er fremadrettet, omstillingsparat, kreativ og fleksibel. For tiden stiller spørgsmålet, om vi nu har gjort det godt nok, valgte vi rigtigt, kunne vi have gjort det anderledes? For Jesus består omvendelsen i at se sig over skulderen. Vend dig om, siger Jesus, så du kan se, at du helt uden nogen som helst form for beslutning eller indsats blev et menneske på grund af dine forældres og andre gode menneskers omsorg. Og så vil du måske også se, at du ikke blot er kommet slentrende ind fra universets kant men født af Guds vilje, uden hvilken du slet ikke var her. Det er omvendelse. Hvis I ikke vender om og bliver som børn Jamen, det går helt af sig selv, når vi vender os om for at se, hvor vi kom fra. Så bliver vi som børn i den forstand, at vi aldrig var kommet ud af stedet, hvis vi ikke havde haft nogen i ryggen. Denne U-vending afføder derfor ikke de selvangreb, den selvtugtelse og selvdestruktivitet, vi påfører os selv med det umulige krav om at gøre os egnet for et marked, der ødelægger vores livsmuligheder. Den evangeliske U-vending afføder taknemmelighed. Den omvendelse kalder på tillidsfuldhed, hengivenhed, fortrøstning. 5

6 6 Vi er nødt til at indrømme tidens miljøudfordringer deres ret ved at spørge, om det betyder, at vi med sådan en evangelisk U-vending så kan være rolige for, at det nok skal gå alt sammen. Og ja, det betyder det. Men vi kan ikke hurtigt nok tilføje, at det også betyder, at vi ikke kan gøre nok for at ændre holdning til vores fælles husholdning. Fri for alle de selvbebrejdelser som er selvrealiseringens onde bagside, kan vi i stedet investere vores kritiske opmærksomhed i den måde, vi indretter os med hinanden på i den globale landsby. Hvis I ikke vender om Jo, det lyder som en trussel, men evangeliet er aldrig en trussel. Evangeliet er et tilsagn. Her er det et tilsagn om, at vi får øje på noget bag ved os, som vi aldrig vil se foran os. Lidt ligesom når vi går ud af kirken. Vi vender os om og ser, at vi har Kristus i ryggen. Den, der har virkelig gode øjne, kan læse tilsagnet bukket i messing: Se jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende