IndomItable. Duborg-Skolen - Verden t/r om udvekslingsophold i udlandet. Canada. Venezuela. Irland USA. New Zealand

Transkript

1 IndomItable USA Venezuela Canada Duborg-Skolen - Verden t/r om udvekslingsophold i udlandet New Zealand Irland Duborg-Skolens Avis 3.årgang nr. 1 November 2002

2 Indomitable udgives af Duborg-Skolen ved ansvarshavende redaktør Lars Kofoed-Jensen Skriv til Indomitable / Duborg-Skolen eller send en mail til indomitable@skoleforeningen.de Oplag: 1200, trykt på Flensborg Avis Find os på nettet: Udveksling - er ikke bare udveksling Indomitable bringer denne gang en række indlæg fra elever der har været på udveksling i deres gymnasietid. Det har ikke været hensigten at give et specielt positivt eller et specielt negativt billede af udvekslingsophold. Hensigten er at vise både gode og dårlige sider som kun I elever kan formidle dem til hinanden. Dette nummer indeholder såvel vildt begejstrede udvekslingshistorier som sortseende, dybt kritiske beretninger og en enkelt artikel fra en, der måtte afbryde sit ophold. Indomitable overlader det til læserne at vurdere de positive og negative udsagn, for selvfølgelig er der forskel på de arrangerende organisationer og selvfølgelig er der forskel på værtsfamilier og endelig er der selvfølgelig også forskel på jer. Det gør naturligvis en stor forskel om man kommer til helt anderledes forhold eller om man kommer til forhold, der ligner dem derhjemme. Det gør en forskel om man som stærkt venstreorienteret kommer til det borgerlige, kapitalistiske USA, eller om man som lidt fremmedsky nordbo pludselig befinder sig blandt gæstfri canadiere eller velhavende overstrømmende amerikanere. Det ville være mærkeligt andet. Men fælles for alle er at de har oplevet en anderledes verden, materielt eller kulturelt og er blevet klogere på et andet land, på vores lille verden her i Sydslesvig og måske først og fremmest, på sig selv. red Udveksling i New Zealand Avisen tager ikke ansvar for de holdninger som artikelforfattere måtte give udtryk for. Anonyme indlæg bringes aldrig. Avisen forbeholder sig ret til ikke at bringe artikler, som kunne bringe avisens redaktør eller medarbejdere i konflikt med loven. Tak! Dette nummer var ikke blevet til noget, hvis ikke det var for en person, som straks så det spændende i dette tema. Der skal derfor lyde en stor tak til dig, Christian Skov, fordi du med din utrættelige (og for eleverne måske til tider trættende) indsats har skaffet de mange spændende beretninger til veje. Duborg-Skolens Elevråd nåede (endnu en gang) ikke at aflevere noget. Hermed vil Indomitable opfordre elevrådet til at finde et par pressefolk der sørger for at få elevrådet i Indomitable de tre gange om året bladet udkommer (november, februar/marts og juni/dimission). Deadlines annonceres på hjemmesiden og på opslagstavlen. red side 2 Den 15.juli 1999 stod jeg -15 år gammeli Kastrup lufthavn og var ved at forberede mig mentalt på den lange flytur: Første gang jeg skulle ud at flyve - 24 timer i luften - væk hjemmefra i et helt år. Turen skulle gå til Aotearoa, New Zealand, The Land of the Long White Cloud - landet hvor der er 13 får pr. indbygger, hvor menneskene kalder sig selv for kiwier, hvor der er vendt op og ned på dag og nat og sommer og vinter og landet, hvor venner og fjender bliver budt velkommen med maoriernes haka. Jeg vidste ikke, hvad der ventede mig - jeg havde kun en masse forestillinger og en masse sommerfugle i maven.

3 Sammen med de andre udvekslingsstudenter fik jeg dog en sjov tur med stop og rundtur i Singapore. At være sammen med andre unge i samme situation var med til at dæmpe nerverne og nyde turen - vi var forventningsfulde og glade! FAMILIEN Min organisation havde fundet en værtsfamilie til mig med 5 mindre søskende. Desværre viste det sig, at familien havde taget mig af de forkerte grunde - nemlig som slags en reservemor. Da jeg derfor halvvejs igennem mit ophold fik mulighed for at skifte familie, gjorde jeg det. Min anden værtsfamilie havde før prøvet at have en udvekslingsstudent, så de vidste, hvad det ville sige, og hvad det indebar. Min familie bestod af min værtsmor, min værtsfar, en ældre værtssøster (18 på det tidspunkt) og to yngre værtsbrødre (på henholdsvis 15 og 11). Jeg blev med det samme optaget i familien som var jeg en af dem - med alt hvad dertil hører.også de sure pligter. Men på den måde følte jeg mig hurtigt som del af familien. I slutningen af mit ophold følte jeg mig faktisk som en helt almindelig kiwi pige, der havde en hverdag og et liv som alle andre. Når man lander i den rigtige familie flyver tiden af sted. Jeg har talrige eksempler på ting, ture, oplevelser og bare almindelige hverdagssituationer, som kom til at præge mit år i New Zealand, og som stadigvæk præger mig i dag. Min værtsmors kritiske tunge, når vi var på restaurant, min værtsfars sjove form for humor, min værtssøsters og mine byture og mine værtsbrødres kærlige interesse og ærlighed overfor mig. Det er vigtigt, at det fungerer i værtsfamilien. Familien er med til at skabe et fundament og en tryghed, der lægger rammen om andre svære situationer, som f.eks. kan optræde i skolen. Jeg har stadigvæk kontakt til familien i New Zealand, og jeg skal ned og besøge dem efter min studentereksamen. SKOLEN Der er meget at sige om new zealandske skoler, fordi de er så forskellige fra danske og tyske skoler. New Zealandske High Schools starter i 3 rd form - også kaldet year 9. Eleverne er her typisk 13 år gamle. Når eleverne slutter med en studentereksamen (Bursary) i form 7 (year 13) er eleverne gennemsnitligt 17 år. Alle skoler i New Zealand har deres egen specielle skoleuniform. Det er ikke kun i High School - det starter allerede i primary school (i New Zealand starter børnene i skole på deres 5 års fødselsdag) og secondary school. Uniformen er med til at vise skolens prestige og sammenhold. Jeg kan huske adskillige assemblies (morgensamlinger), hvor vores rektor (principle) kunne stå og fortælle os om vigtigheden af at bære uniformen rigtigt - ikke kun i skolen, men også på vej til og hjem fra skole. Denne formaning gjaldt især drengene, som havde en tendens til at trække sokkerne ned, selvom de skulle sidde oppe ved knæene! Disse morgensamlinger var på mange måder underholdende. Når vores rektor rejste sig fra lærer-rækken foran scenen for at begive sig op på talerstolen, skulle alle elever rejse sig, indtil han sagde: Please be seated. Det var meget normalt, at f.eks. skolens sportshold eller debating team blev nævnt, hvis de havde vundet over en anden skole, eller hvis skolens orkester eller kor gav koncerter eller skulle ud at optræde. New zealandske skoler er ikke kun karakteriseret ved en fastholdelse af ordentlig påklædning i form af skoleuniform og den ønskede disciplin, men der er også rigtig mange positive træk ved skolerne. F.eks. er der de mange muligheder for at vælge fag. Der er alt fra photography, art, music, science, physical education, health, buisness, technology til diverse sprog. Uden for skoletiden kan skolen tilbyde aktiviteter som theatresports, debating, chess og Te Roopi Kapa Haka (maori dans og sang). Der er også rigeligt med sportsaktiviteter som fodbold, svømning, netball, cricket, rugby, badminton, tennis, cross country, ice skating, athletics, softball, hockey, waterpolo, motor cross, tap dancing, golf, squash og side 3 table tennis. Derudover er der tilbud om undervisning i alle slags instrumenter og sang. Min skole har også et kor og flere forskellige orkestre (bl.a. et concert band, brass band og chamber group). Lige meget hvilken aktivitet man måtte vælge, blev de taget alvorligt, og man fik virkelig noget ud af det. Samtidig var det den bedste måde at skabe kontakter på - man blev del af et fællesskab, og man lærte hurtigt en masse folk at kende. SYDØSTUR Sammen med en gruppe på cirka 40 udvekslingsstudenter fra hele verden var jeg halvvejs igennem mit ophold på en tur til New Zealands sydø. Da jeg selv boede på nordøen, var det en stor oplevelse for mig at komme rundt og se New Zealand. Sammen med de andre udvekslingsstudenter havde jeg de to mest fantastiske uger, jeg nogensinde har haft. I og med at vi alle stod i den samme situation, og i og med at vi alle var halvvejs igennem vores år, kunne vi holde en samtale kørende i flere timer. Det var en rigtig social tur - nu havde man i 6 måneder gået rundt og besvaret mærkelige spørgsmål, været åben og venlig og i det hele taget lært at give meget af sig selv. Sydøsturen blev bevis på, at man virkelig var i stand til at møde nye mennesker og på kort tid at få en helt uforglemmelig oplevelse ud af det. Vi kørte hele Sydøen rundt på 14 dage i en bus. Vi så pingviner, vandfald, gletschere, de flotteste strande, regnskov, høje bjerge med sne på toppen, vilde floder, boblende søer og gejsere. Stemningen var høj - og det er den stadigvæk, når jeg tænker tilbage. At tage et år væk er en svær beslutning at skulle tage. For mit vedkommende blev det til noget af det største, jeg nogensinde har gjort og oplevet, og det tror jeg også gælder for mange andre. Derfor - tøv ikke, men spring ud i det. Det er det værd! Lisbet Molt Ipsen, 13.årg.

4 Udveksling i Venezuela Jeg har altid været interesseret i andre lande og de mennesker der bor i en anden kultur. Så jeg besluttede mig for at deltage i et udvekslingsprogram til Venezuela. Hvorfor jeg netop valgte dette land har nok været mere tilfældigt. Min storebror havde nogle år før selv været ét år i Brasilien og han fortalte mig meget om Sydamerika, så på forhånd har jeg været interesseret i denne verdensdel. Venezuela er i næsten alt en så stor kontrast til mit hjem her, og dette fik jeg at se i dette år, men også det vi har fælles med de mennesker der lever der. Forskellen mellem storbyen Caracas jeg boede i til mit eget hjem her og Venezuelas utrolig smukke natur, også fattig- og rigdommen der i et land kan være så forskelligt. Jeg var spændt på at se alt det med mine egne øjne og med alle andre sanser at opleve en anden del af verdenen, end det jeg kendte. Jeg tog afsted med organisationen YFU. De organiserede alt for mig, min værtsfamilie, skole m.m. Min værtsfamilie boede midt i Caracas. Jeg havde både værtsmor, -far og -bror (22 år). I den første tid var det tit svært at leve sammen med en familie hele dagen i så lang tid uden at kende hinanden først Men det gik med tiden og jeg lærte at leve som en del af deres familie, der også blev til min egen. Jeg gik på kunstuniversitet i Caracas Armando Reveron, selvom man egentlig kun måtte læse der hvis man havde sin studentereksamen, fik jeg alligevel lov til det. Tit var det hårdt at følge de krav skolen stillede mig, men det jeg fik ud af det var nok til at jeg var begejstret af skolen. Jeg havde både timer om formiddagen og om aftenen, men mellem dem lå tit flere timer så jeg kunne tage hjem og få frokost. Det var meget spændende at se hvordan denne skole fungerede og hvad for unge det var, der specielt i et land hvor der til hverdag kun kæmpes om sin egen overleven, interesserede sig for noget som kunst og læste på det. Venezuelanerne er et meget glad folkeslag, der i selv den fattigste tid kan finde noget at glæde sig over. De holder megen fest og danser, er interesseret i nye ting og mennesker og spørger dig en hel masse vildt. Selvom jeg til starten, ikke forstod meget spansk, fandt jeg ud af at der også findes andre måder at tale med andre. Alligevel må jeg indrømme at efter 6 måneder da jeg endeligt havde lært at tale næsten perfekt spansk, gik det bedre. Men det er ikke kun sproget der tales jeg måtte lære, men også at forstå og leve i en kultur der er så anderledes en den jeg er født i. Både til jul, forår og sommer havde jeg lang semesterferie, så dette udnyttede jeg til at rejse. Med min værtsfamilie tog jeg til mange forskellige traditionelle folkefester. Men alene rejste jeg mere med venner. Dels med venner der også var udvekslingselever fra hele verdenen. På denne måde lærte jeg også mange forskellige unge fra andre verdensdele at kende, som kom fra Skandinavien, Vest-, Øst- og Sydeuropa, Australien, USA og mange andre lande. Jeg rejste til caribiske strande med kalkhvid sandstrand og turkis hav, til regn- og urskove, prærier og store floder, byer og indianerlejere og til bjergene (los Andes), og tit var jeg overrasket over hvor stor forskellen mellem de forskellige landsdele var og om lige meget hvor jeg var henne, altid side 4 blev modtaget med interesse og store gæstfrihed. Det er en enestående erfaring at ikke kun se alt dette som en eller anden plet på kortet, men blive en del af kulturen, menneskerne og det skeende, at alt dette blev til et andet hjem. Jeg tænker nu tilbage på mine venner, min erfaring og mit liv der, ikke kun abstrakt, men med konkrete gode og dårlige erindringer. Hvis jeg kunne ville jeg ønske mig at bo her og der, have mine venner, min familie og mit liv både herfra og derfra ved mig på samme tidspunkt, eller at jeg altid når jeg havde lyst ville kunne hoppe herfra til Venezuela og tilbage igen. det har ikke altid været en nem erfaring at bygge et andet liv op, men jeg er dog meget glad for at jeg tog af sted alligevel, og jeg fortryder ikke dette år med ét sekund. Anne Dorothee Müller, 11.8 Udveksling i Irland Den 1.Sept var dagen. Jeg var ikke nervøs, da jeg sagde farvel til min familie og til min bedste veninde i Hamborg Lufthavn. Jeg var ikke ked af det mens jeg fløj fra Hamborg til Frankfurt og derefter til mit nye hjem for de næste 9 måneder. Men da jeg endeligt sad i flyet mod Irland, fòr der et par tanker rundt i hovedet på mig. Hvad mon der ventede mig? Et lille, forfaldent hus med uhøflige værtsfolk som ville sætte mig til at gøre rent fra morgen til aften? Jeg tænkte på det værste og turde ikke håbe på det bedste. Jeg var på vej til Athlone, en by i hjertet af Irland. En uge før jeg kom afsted vidste jeg, hvor jeg skulle hen og hvem der havde optaget mig. Jeg prøvede at komme i kontakt med mine værtsfolk, men den pige som var i huset havde fortalt, at de var på ferie til den 5 September. Jeg fik panik og ringede til

5 organisationen, som lovede at planlægge alt. Så da jeg var i Irland, på vej til Athlone i en bus med to andre unge fra Tyskland, begyndte jeg at tænke på, hvem der mon ville hente mig. Vi havde ikke hørt noget fra organisationen udover at jeg skulle tage afsted. En pige i min alder skulle også til Athlone, og da vi steg ud sammen blev hun straks modtaget af hendes gæsteforældre. Et par sekunder tænkte jeg: og hvad med mig??, da en kvinde kom hen til mig. Hun brokkede sig vildt, fordi bussen var over to timer forsinket, men ellers var hun venlig og talte uafbrudt på engelsk. Jeg var glad at jeg kunne forstå hvad hun sagde, da hun talte tydeligt og langsomt og forklarede alt. Det var Ann. En af de to døtre af Nancy og John McManus. Resten af de ni børn var mænd. Nancy og Butch ( som John blev kaldt) var begge to 69 år og deres yngste søn var i begyndelsen af 30erne. Da Ann kørte mig til et parcelhus, var jeg lettet: det var ikke en villa, men i hvert fald ingen forfalden hytte. Jeg fik mad og gik i min store seng. Om Skoleuniformer er almindeligt i mange af udvekslingslandene - også i Irland. natten frøs jeg vildt, da Ann havde glemt at tænde for olien så radiatoren var slukket. Hun var gået ud med venner til en pub, så jeg kunne ikke sige noget, og vidste heller ikke hvor jeg kunne finde et ekstra tæppe. Så jeg tog bare mere tøj på ud af kufferten ( jeg havde kun 20kg med, bla.bøger) og sov videre. Det var min første dag i Irland. Nan og Butch kom næste dag. De var friskere end man havde forventet, og selvom jeg havde nogle problemer i begyndelsen pga. Butch s temperament, kom jeg meget godt ud af det med de to. Nancy viste mig hvor jeg kunne købe skolebøger og skoleuniform, som var pligt på den katholske pigeskole jeg skulle på. Pigen jeg havde mødt i bussen skulle også gå på denne skole, så det var ikke så hårdt at finde ind i systemet som jeg havde regnet med. Da jeg for sidste gang forlod skolen da jeg skulle hjem til Sydslesvig, vidste side 5

6 jeg, at det ville være det eneste, som jeg ikke ville savne. Skoledagen var okay, 9 timer om dagen fra 30min undervisning til 40min, fra 9am-3.30pm. Skolebussen kørte os til og fra skolen hver dag. Lærene var delvis meget strenge og hovmodige og behandlede eleverne til dels på, som jeg syntes, en megen nedværdigende måde, som andre bare tog som en selvfølge, da de ikke var vant til andet. Skolegangen som sådan er der ikke noget at udsætte ved. Jeg elskede min skoleuniform og kunne lide pigerne på skolen. Der var et par regler på skolen, som skulle blive overholdt: ingen store øreringe, ingen ringe, håret skal sidde pænt og ikke i uorden, ingen make-up, en påfalden hårfarve er forbudt, der måtte ikke løbes på gangene, ingen sportssko (helst sorte sko), ikke ryges på noget som helst tidspunkt, og pæn opførsel var ønsket. Reglerne blev, undtagent hårfarven, alle brudt gang på gang. Vores skoleleder, en nonne ( sister Patricia som blev kaldt sister Patsy), havde til sidst folk ansat til at kigge i toiletrummene efter rygere. Sko-reglen var der også altid folk der brød. Men de fleste holdt sig da til denne regel og løb rundt i sorte, højhælede sandaler eller højhælede sko, som de ofte faldt ned af trapperne med og forstuvede foden. Familien var jo ret stor. De fleste af børnene var gift og havde selv børn. Utrolig nok fik jeg lært dem allesammen at kende samt deres børn og koner. Nan og Butch s ældste søn ejer et fittnesstudie, som jeg så fik lov til at benytte for free. Dette gjorde jeg så, tre gange om ugen, mens de andrefire dage gik med svømning. Hvis der var en fredag og lørdag som jeg blev hjemme, blev der altid spurgt hvorfor jeg ikke gik ud. Jeg plejede at gå ud hver lørdag, til nabo-byen eller bare i Athlone. Det var selvfølgelig lidt kompliceret, da alkohol først er tilladt fra 18 år, og dette var ensbetydene med, at pubs og nightclubs ikke tillader yngre personer ind. I pub var jeg altid heldig, men ved night-clubs spurgte de altid efter ID. Flere af mine venner som ikke var 18 havde falske ID, så hvis der var nogle som ikke kom ind eller bare havde glemt ID en, ventede resten i et hus til kl 2am, hvor nightclubs lukker, og fejrede videre der. Irland er meget dyrt. Irlands nightlife endu dyrere. For at komme ind i en nightclub ville man for det meste blive af med mindst 8. Jeg blev over jul. Det var én af de bedste jul jeg nogensinde har haft. Det var hyggeligt med hele familien samlet. Jeg havde ikke regnet med noget som helst, men jeg fik gaver fra de fleste af familien. Juledag, d.25.12, blev gaverne åbnet om morgenen. Jeg vågnede sent og glemte helt at pakke ud, så Nan måtte minde mig om det. Messen var aftenen før. Duften af røgelse hang i luften og der var gudstjeneste med levende lys. Jeg kom rigtig i julestemning og blev lidt sentimental...men Nan, Butch og familien fik al sorgen blæst bort! Nytår kom og gik. Jeg lavede ikke noget specielt over nytår, fordi mine venner var rejst bort eller fejrede med familien. Jeg mødtes så med et par tilbageblevne og gik i Irlands ældste pub. Nan og Butch foretrak at blive hjemme og senere gå op til en pub lige i nærheden af vores hus. Nancy og Butch var måske ældre, men ret friske. De mødtes i pub med deres venner mindst to gange om ugen og gik til dans næsten hver søndag aften. Da Nancy blev 70 var der endda en overraskelsesfest for hende. Og der var ikke noget med et langt, kedeligt spisebord og kedelige taler. Der var et band som spillede, en bar i hjørnet, mange siddepladser fordelt i rummet og et kæmpe dansegulv. Lyset var dæmpet og musikken høj, og Nan og Butch startede festen ved en solo-dans. Hvis man blev sulten var der organiseret et tag-selvbord. Næste år i august er jeg inviteret til deres guldbryllup, som skal blive endnu bedre, for denne gang planlægger Nan med. Jeg ville anbefale enhver et udenlandsk ophold. Det er den bedste oplevelse nogen kan have i livet. Og hvis man ikke gør det nu, hvornår så? Judith Bartels, side 6 Udveksling i USA-Texas Tja, nu er det allerede længe siden, jeg var udvekslingsstudent i Texas, men jeg må sige, at det har været noget af det mest spændende, jeg har oplevet. Da jeg var fjorten år og gik i niende klasse, hørte jeg for første gang om det at være udvekslingsstudent. Mine venners søskende eller andre bekendte havde allerede været væk i et år, og de kunne fortælle om deres mange oplevelser. Kort tid efter var jeg sikker på, at jeg også skulle ud i den store verden - uden at jeg virkelig vidste, hvad det var, jeg skulle møde i USA. Jeg tilmeldte mig ved det tyske udvekslingsprogram Fee-Sprachreisen, som samarbejder med CHI - en amerikansk partner organisation. Optagelseskravene var ikke særlig store - et par sprogøvelser og nogle personlige informationer var nok til at jeg blev optaget. Jeg havde ikke angivet specielle ønsker, kun at jeg helst ikke ville til Texas. Efter lang ventetid fik jeg endelig svar fra min værtsfamilie, der selvfølgelig boede i...texas! Lige meget - familien Ross var sød nok, et ungt ægtepar og to børn, en dreng på 12 og en pige på 14 år. Der gik ikke lang tid, før jeg skulle tage af sted en dag i august Med en lille tåre i øjet fløj

7 jeg fra Hamborg til lufthavnen Dallas/ Fort Worth i Texas. Jeg vil aldrig glemme den tur over Atlanten...jeg prøvede ikke at forvente for meget. Efter tolv timer ankom jeg med bankende hjerte til Texas - allerede oppe fra luften havde jeg set, at landet var gråt med masser af små blå prikker, der, som jeg senere fandt ud af, var masser af swimmingpools. Jeg hentede mine to store kufferter og kom i kontakt med de første amerikanere...jeg tænkte bare hvor taler de altså mærkeligt- alt for hurtigt!. Cowboyhatte, big Texan hair, folk med to liters krus Dr. Pepper eller Diet Coke. Mellem alle disse mærkelige mennesker prøvede jeg at finde min nye familie...hvor var de mon? Endelig så jeg en lille familie, der stod med en stor plakat Welcome Berit- The German Girl. Dødtræt hilste jeg på dem, mens familiemedlemmerne allerede var i gang med at bære mine kufferter ud af lufthavnen. Et smil og We have to hurry kunne jeg forstå blandt et virvar af fremmede ord. Da jeg kom ud af lufthavnen mærkede jeg for første gang Texas klima- HOT! Omkring 52 C var normal temperatur for texanerne yeah...a little hot. På hjemturen i bilen, der mindst var tre gange så stor som vores bil derhjemme, var mine værtssøskende i fuld gang med at se fjernsyn. Desværre var der ingen der talte med mig, men jeg tænkte bare das kommt noch!. Fra deres første brev kunne jeg huske, at de havde skrevet, at min hostbror Jimmy netop havde fødselsdag den dag, jeg ankom. Jeg ønskede ham tillykke og gav ham min gave. Han var ikke særlig imponeret og efterlod min så nøje udsøgte t-shirt liggende i bilen - naja! Hjemme i Paris Drive pakkede jeg mine ting ud og faldt i søvn efter et par timers snak og gaveudlevering... Senere fandt jeg ud af, at familien Ross var en meget hektisk familie, der altid var under tidspres! Jeg fik nogle faste regler om, at jeg ikke måtte forlade huset overhovedet, og at jeg ville blive bragt og hentet, hvor end jeg skulle hen. Jeg boede sammen med min værtssøster Danielle på et værelse. De første dage gik hurtigt. Jeg var godt i gang med at forberede mig til min første skoledag. Denne dag var meget speciel. Min skole var en public High School (Grand Prairie High School). For det første var den meget anderledes end Duborg-Skolen, idet man havde en dress code. Derudover skulle man gå gennem en metaldetektor, før man fik lov til at passere skoleindgangen. På skolen var der masser af politimænd og personer, der sørgede for at folk var klædt passende på, og at der ikke var slåskampe. Det amerikanske skolesystem har været en helt speciel oplevelse for mig. Man skulle komme til tiden for at undgå at blive sendt til the detention office. Skolen havde en egen politistation, og der var rigtig mange elever - omkring Skolens elever bestod af 65% mexikanere (hispanics), 25% blacks og kun få asiater og hvide. Jeg lagde hurtigt mærke til, at det høflige how are you doing? ikke var en start på en samtale men blot en overfladisk hilsen. Alligevel vænnede jeg mig hurtigt til skolelivet - masser af gravide piger på kun 13 eller 14 år, fedtet kantinemad og eftersidninger. Jeg havde dog også en del sjove timer som f.eks. yearbook class, theatre arts og soccer. Allerede efter kort tid havde jeg store problemer med min familie. Jeg var altid alene, måtte ikke forlade huset, og der blev overhovedet ikke vist interesse for mig på nogen som helst måde. Det var ret hårdt, så efter 4 måneder hos familien Ross, skiftede jeg familie - for første gang! Min anden familie var ikke meget bedre end min første. Jeg blev brugt som barnepige, og jeg måtte heller ikke forlade huset - undtagen når jeg skulle i skole. Jeg forlod også denne familie, dog på en lidt anden måde end organisationen forlangte det. Familien havde groft beskyldt mig for noget, jeg ikke havde gjort, så jeg valgte at pakke mine ting og flytte. Dette var ikke nogen særlig smart beslutning. Jeg blev simpelthen smidt ud af organisationen. Jeg var landet i den uheldige situation, at min områderepræsentant var ven med min første værtsmor - derfor stod jeg ikke i et særlig godt lys. Det var svært at side 7 snakke med vedkommende om mine problemer. CHI påstod altid, at det var mig, der ikke kunne tilpasse sig i familien! Ja, så efter en masse bøvl med CHI, fik jeg lov til at flytte ind hos min matematiklærer Tiffany Sanders. Jeg havde ingen problemer i min nye familie. Jeg kom godt ud af det med både min sjove værtsfar Paul og mine mindre søskende Brittaney (10) og Cameron (4). For første gang fik jeg lov til at deltage i familiekomsammener, møde venner og se noget af Texas. Jeg smagte den rigtige mexikanske mad og dyrkede idræt såsom fodbold og track running. Min nye familie var meget katolsk, og de fik mig også slæbt med til søndagsmesse. Jeg fik lov at opleve Brittaney`s First Communion (en slags konfirmation). Jeg lærte også en ung og charmerende fyr at kende, som jeg selvfølgelig blev forelsket i. Benny var hispanic, så jeg fik et nyt kulturchok, da jeg møde hans familie - salsadans på bordene og jalapenos til morgenmad! Sammen med min værtsfamilie og Benny tog jeg også på ferie til Mexico, og jeg nåede at se lidt af landet, som f.eks. Østkysten, Rocky Mountains og en del andre stater. En ting, som jeg måske har fortrudt lidt bagefter, er, at jeg måske var for ung som 15- årig. Jeg tror på, at lidt mere modenhed ville have hjulpet mig til at sige fra noget før i de svære familiesituationer, som jeg var havnet i. Mit udvekslingsår har - også efter alle uheldige oplevelser - været så stor en oplevelse, at det har været svært at sammenfatte i denne artikel. Jeg vil dog anbefale alle, der skal til USA, at prøve at finde en familie på egen hånd uden en organisation, der alligevel ikke er til megen hjælp - det har været min erfaring. Så vidt jeg kan, vil jeg gerne hjælpe med at finde en familie til eventuelt interesserede - det er en alle tiders oplevelse! Berit Hansen- 13.årg.

8 Jeg kom dengang i 12 årgang, som er senior-klassen, eksamensholdet. Skolens gange og lokaler var smykket med plakater med tekster som Work hard and You ll succeed on the expense of your opponent. (Fra Duborg-Skolen er man jo vant til, at det pædagogiske personale klæder sine reklamer for de herskende formål og konkurrencen om at opfylde dem, i moral- eller fornuftsbegrundelser eller også at de blot henviser til de sanktioner der venter en, når ikke man svarer til de krav, der bliver stillet. I min tid som udvekslingselev virkede plakaterne i sig selv latterlige på mig. Set i bakspejlet bare metodisk.) Udveksling i USA-Minnesota I skoleåret 99/00 var jeg på udveksling i US-delstaten Minnesota. Min skole var beliggende i en lille landsby i sydvesten, Pipestone. Byen som lå på et highwaykryds havde små indbyggere, (mindst) 15 fastfood-places, 7 tankstationer samt 23 kirker. For high-schoolungdommen var der ikke meget andre at gøre end at benytte sig af de sportstilbud skolen havde, at arbejde eller at cruise the square (dvs. man kører i bilen i plankvadrater i timevis, ryger og snakker sammen.). Disse beskæftigelser udgjorde også væsentligst den fritid, skolen tillod. Familien jeg først flyttede ind hos boede i en trailer uden for byen. Familien bestod af en mor, en datter og en hund. De elskede mad, fjernsyn, religion og forbrug. I idealtilfælde kombinerede de alle 4 ting på en gang. Når de spiste sad de principielt foran fjernsynet, gerne til Bible-TV eller Sellavision. En dag der var snefri, var både de og mig hjemme hele dagen. De så TV i 16 timer. 2 X Dirty Dancing, 2 X Titanic samt commercials etc. Hver søndag lod jeg som om jeg sov, når de ville i kirke, men det nyttede ikke fordi de fandt hurtigt på at slippe hunden ind i mit værelse. Familien var rimeligt militante katolikker. Moderen forklarede mig, at Auschwitz var en straf som gud havde fundet på, for at trodse jødernes selvoptagethed. Jeg besluttede mig til at skifte familie. Udvekslingsorganisationen ville ikke finde en ny værtsfamilie ( just another 200 days to go ). Det måtte jeg selv gøre. Den nye familie var fordragelig. Liberale, som man kalder dem i USA, tolerant mod min ateisme, anti-dødsstraf, antiracist osv. De hørte til blandt de millions of dishwashers, den eksproprierede middelklasse, som Reagan, Bush, Clinton og nu Bush igen har produceret. Moderen havde 2 jobs og faderen 4. Penge var lige nok til at betale husets lån og til forbrug. Skolen gik meget op i reglementet. Kom man bare sekunder for sent, blev man nødt til at signere tardy sheets på kontoret, og havde man tre af dem, blev man nødt til at blive om eftermiddagen. side 8 Efter 4 time var der lunchbreak. Man kunne nu gå ned i kantinen og købe den mad, der blev forkyndt gennem højtalerne i alle klasserum i forvejen: Two potato-choices, vegetables and meat... Engang under Ronald Reagan er det blevet lov, at de offentlige skolers elever skulle fodres med kød, kartofler og grønsager. Skolerne, som havde begrænset budget, undgik de store omkostninger ved at definere ketchup som grønsag, og pommes frites og chips som kartoffeludvalg. Kødet var enten pølser eller paneret lort. Maden var uspiselig. Det var der mange der syntes, og derfor var det nemt at få venner blandt eleverne. Dem tilbragte jeg et interessant år sammen med. I skolen og i fritiden. Om eftermiddagen arbejdede jeg, imod min organisations reglement, i et arkiv for det lille museum. Aftenerne gik med vennerne. I sommer besøgte jeg dem. 2 var gået til militæret, 5 studerer, 3 arbejder i et bådfirma i landsbyen og 3 på et plejehjem. Organisationen for mit ophold var noget lort - det har bare ikke ramt mig så slemt. (Organisationens navn røbes her ikke, da den så vil agere juridisk mod avisen her. Og det er der jo ingen der vil, vel.) Julius Wilm

9 Travel broadens the mind Skønt det er mere end 3 år siden, jeg tog af sted på mit udvekslingsår til USA, står den 8. august 1999 stadig indprentet meget klart i min hukommelse. Det var en stor dag, som jeg havde ventet med stor spænding og nervøsitet. Jeg havde brugt året inden til at finde ud af, at et år som udvekslingselev ville være det rigtige for mig. Der findes utallige udvekslingsorganisationer, så efter at have læst masser af brochurer igennem, besluttede jeg mig til at vælge ASSE. Det viste sig at være en tilfredsstillende beslutning. ASSE arrangerede, i tiden inden min afrejse, arrangementer for alle os kommende exchangestudents, de var utroligt sjove og herved fik jeg skabt mange kontakter. Mit år startede som nævnt den 8.august 1999 i Kastrup Lufthavn, jeg skulle flyve til New York hvor jeg skulle tilbringe en uge på Long Island University sammen med andre unge mennesker fra Europa. Vi skulle rystes sammen og samtidig lære en masse om amerikansk kultur, det amerikanske skolesystem, det amerikanske samfund og så videre... Det var en utroligt spændende uge, og samtidig blev jeg mere klar til mit år som exchangestudent. En uge senere gik rejsen så videre til min værtsfamilie. Jeg havde allerede i marts måned fået min familie, så jeg havde derfor haft en del kontakt med dem. De boede i byen Wichita i staten Kansas. Kansas ligger midt i USA, byen Wichita er den største i staten med ca indbyggere. Min familie bestod af min host-dad, min host-mom og så min 21-årige søster, Heather. Desværre boede Heather ikke hjemme mere, så jeg var den eneste teenager i huset. Jeg kom til Wichita en varm eftermiddag, det var ca. de typiske 38 grader... i skyggen! I lufthavnen blev jeg hentet af min familie og min områderepræsentant, sidstnævnte skulle være min kontakt-person gennem det år. Min familie var meget søde fra starten af, de viste mig rundt i Wichita og lignende. Jeg fik et typisk amerikansk værelse med en kæmpe seng og eget badeværelse med lyserødt gulvtæppe. Som sagt var starten en dejlig tid, hvor man skulle lære alle de nye ting at kende. To uger efter min ankomst, skulle jeg starte på Wichita Heights High School, den mindste skole i Wichita med 1400 elever fordelt på klassetrinene klasse. Jeg var fra starten af meget glad for min skole, der blev taget utrolig godt imod os udvekslingselever (der var ca. 15 af os på Heights). Jeg kom i 12.klasse og var uden tvivl den yngste i årgangen. Jeg fik dog lov til at graduate og fik min eget high school diploma. Ifølge ASSE skulle jeg have fag som US-history, matematik og engelsk. Derudover havde jeg spansk, weightlifting, drama og samfundsfag. På de amerikanske skoler tilbyder de alverdens fag, så der er noget for alle. Derudover er det vigtigt at man side 9

10 integrerer sig i skolen, det vil sige f. eks. at deltage i forskellige slags sportsgrene efter skole. I efteråret deltog jeg i crosscountry (langdistance løb), det var hårdt, men vildt sjovt. Det var på den måde at jeg fik mine første venner. Jeg sang også i kor på min skole, så jeg havde masser at se til og fik en masse gode venner og sjove oplevelser. Julen blev fejret med typiske amerikanske manerer, for eksempel brugte min host-mom og jeg en hel weekend på at sætte kunstige lys på huset og sætte pynt op. Det var lidt for meget, men sjovt at prøve. Jeg havde en god jul hos min familie. Nytårsaften var jeg sammen med nogle venner, vi fejrede det nye årtusinde ind med stil. På det her tidspunkt havde jeg været i Whichita i ca. 5 måneder. Jeg havde rejst meget, blandt andet været på en vild skitur i Colorado med 30 andre udvekslingselever. I skolen gik alt fint, jeg havde gode venner og fik en karakterbog med straight A s (...det kræver ikke meget på en amerikansk high school!). Efter nytår blev der en dårlig stemning hos min værtsfamilie, så i slutningen af januar flyttede jeg familie. Mange tror det er en falliterklæring at flytte familie, men tværtimod! Man lærer at erkende problemer og stå ved sine beslutninger. Det er en del af modningsprocessen som udvekslingsstudent. Jeg var så heldig at min bedste veninde, som var udvekslingsstudent fra Italien, boede hos en meget sød familie, the Gaskills. Deres naboer, the Nortons, havde jeg truffet en enkel gang, men kunne dog ikke huske dette. Selve aftenen hvor jeg skulle flytte, fik jeg at vide at jeg kunne tilbringe mine sidste 7 måneder hos dem. The Nortons var min nye familie. De bestod af mine værtsforældre, min søster, Diana, på 14 år og min bror, Kenneth, på 19. Jeg følte mig hjemme lige fra starten af. De tog mig med på mange rejser; blandt andet New Mexico og så tilbragte vi hele Spring Break på Østkysten. Det sidste halvår på Heights spillede jeg fodbold, og havde mange gode oplevelser. Jeg er stadigvæk med nogle af pigerne og min træner. Mit sidste halvår var klart det bedste. Min familie var utroligt sjove og søde, og jeg følte mig godt tilpas på min skole. Graduation var sidst i maj, det var en kæmpe oplevelse. Mine egne forældre fra Flensborg var kommet, så det var både en dejlig og trist tid. Trist, fordi slutningen på mit år var ved at nærme sig. Jeg havde dog fået lov til at blive en måned ekstra hos min familie. Det var rigtig skønt, vi tog nogle ture med the Gaskills og sørgede for at nyde de sidste uger sammen. Det er svært at skrive kort om mit år i Wichita, jeg kunne fortælle om utallige sjove og gode oplevelser. Det kan varmt anbefales at tage et år væk. Der vil være tider hvor det er hårdt, men det er de oplevelser man lærer mest af. Derudover knytter man venskaber for livet. Året efter jeg kom hjem, besøgte jeg min familie i 3 uger. Vi har en aftale om at vi skal ses mindst én gang om året, så her i sommers fik jeg besøg af 4 skøre amerikanere. Mit år i USA var en oplevelse for livet; så jeg kan kun give medhold i: At rejse er at leve. Trine L. Meinfeldt Udveksling i Québec Jeg blev af Christian Skov opfordret til at skrive en tekst om mit udlandsophold og efter en trussel om at han ville sørge for at blive censor til eksamen var der jo ikke andet for. Allerede i 9.klasse havde jeg truffet det valg, at jeg gerne ville til den fransktalende del af Canada, Québec. Jeg fandt organisationen AFS (American Field Service) og sendte min ansøgning afsted. Pga. pladsmangel fik jeg afslag, men var sikret en plads året efter. Efter utallige møder, orienteringer og camps skulle jeg så endelig af sted den 18.august Vi var kun tre fra Danmark der skulle til Québec, Ivar fra Færøerne, Ivalu fra Grønland og mig fra Sydslesvig! Da vi efter 9 timers flyvetur ankom i Montréal, havde vi regnet med, at vi nu skulle møde vores værtsfamilie. Dog viste det sig, at vi skulle på AFS-camp i tre dage. Dette blev nogle af de bedste dage i hele året, idet vi mødte alle de udvekslingsstudenter der senere blev vores faste støtte og bedste venner. Det er efter min mening vigtigt at blive venner med de andre udvekslingsstudenter, for med dem har man noget tilfælles som ingen andre ville kunne forstå, og med dem oplever man mest! Vi kørte med bus ud til vores værtsfamilier, vi blev sat af i Trois-Rivieres og her stod en masse folk med små grimme plastikflag og klaphuer. Jeg kom til at bo i en lille bitte by, Lac-ala-Tortue, et virkeligt dødssygt sted at bo, men det måtte man jo tage med i købet. Egentlig ved jeg ikke rigtig hvad jeg havde regnet med, men jeg havde dog været ret så sikker på at min familie kunne engelsk. Men nej - udelukkende fransk, og når jeg tænker tilbage har jeg ingen idé om hvordan jeg overhovedet kunne kommunikere med dem i starten. Mit franske ordforråd viste sig at være endnu mindre end jeg havde troet. side 10

11 Det hele var hårdt og anstrengende i starten, flere gange var jeg på nippet til at tage hjem, men jeg tror at jeg ville have anset det for et personligt nederlag, så jeg blev! Skolen viste sig at være meget anderledes, niveauet var utrolig lavt, man havde ingen fritimer, hvis man skulle på toilet i timerne fik man seddel, hvorpå læreren havde skrevet under og den halvanden times spisepause blev brugt til at gå på restaurant og for de flestes vedkommende at ryge hash. Jeg tror ikke at jeg nogensinde har været i en by, hvor der blev røget så meget hash. Vi havde politi-razzia næsten hver uge på skolen, og det var ikke ualmindeligt at folk røg deres første joint i skolebussen om morgenen. Mange folk i Québec er ikke særlig kloge/oplyste. De troede f.eks. at Tyskland er en by i landet Europa. Min værtsfar ville endda forklare mig hvad en computer er, det virkede ofte som om de troede at vi var en slags hulemennesker, der går på jagt. Har i isbjørne i Tyskland? Som året skred frem, blev jeg mere og mere integreret i samfundet og især i familien. Efter jul kunne jeg forstå og Trois-Riviéres ligger midt mellem Montreal og byen Québec. Lac-a-la-Tortue finder du øverst på kortet tale sproget uden problemer, men først efter påske begyndte jeg at føle mig hjemme i Québec. Jeg havde opbygget rutiner og vænnet mig til den frygteligt fede mad og så selvfølgelig de forskellige regler f.eks. at være hjemme kl.1. om natten i weekenderne. Dertil må jeg indrømme at jeg ofte sov hos venner for at kunne være længere tid væk. Det var fedt at gå i byen i Québec, folkene er Som nogen måske har hørt var jeg i Canada sidste skoleår. Jeg var i Montreal. Montreal er en by med ca. 2 millioner indbyggere. Montreal ligger i den franske provins Québec, som ligger i det østlige Canada. Montreal er en tosproget by, engelsk og fransk. Men størstedelen snakker dog fransk. Det vil sige at mange vejskilte og lignende er både på fransk og engelsk. Jeg boede ikke midt inde i byen (Downtown), jeg boede ca. 30 minutter derfra. Downtown kan sammenlignes med indkøbsgaden i Flensborg, bare at det er et helt område. Jeg boede i bydelen Pointe Claire, hvor største delen taler engelsk. Jeg boede ved en plejefamilie. Alfred og Zinette var mine plejeforældre, de havde selv to børn, nemlig Tyler og Ryan. Alfred er director for MBA-programmet på McGill-university, som er temmelig kendt over hele verdenen. Zinette er fra Trinidad. Ryan og Tyler er begge 11 år gamle. Jeg var meget tilfreds med min plejefamilie. Vi havde et meget godt forhold til hinanden, og det var meget rart at jeg kunne snakke med dem om problemer og andet. De var også meget hjælpsomme. Jeg havde mit værelse i side 11 super flinke og meget åbne. I hvert fald altid hjælpsomme. Pludselig kommer tiden hvor man skal begynde at tænke på hjemrejsen, det er hårdt at sige farvel til familie og venner, for man ved ikke hvornår man ser dem igen. I det hele taget er et udlandsår en god oplevelse og i hvert fald værd at prøve! Elsebeth Jonassen På tysk gymnasium i Montreal kælderen, Sutaren. Rummet var stort og hyggeligt. Jeg havde computer, tv og lignende. Mine venner og jeg var ofte ud i byen eller i biografen. Der er ikke helt så mange fester, fordi drikke- og rygealderen er 18 år. Men vi havde det alligevel meget sjovt. Om sommeren gik vi også ud at svømme i swimmingpools, og spille basket. Jeg spillede også for et basketball Team The West Island Lakers, vi trænede 2 gange om ugen, og det var rigtig sjovt. Jeg har ikke været på en normal engelsk eller fransk skole. Jeg har været på den tyske skole, den hedder Alexander von Humboldt Schule. Det er en meget lille skole, der er kun ca. 200 elever på hele skolen. I min klasse var vi kun 12 elever. Skolens undervisningsstandard svarer til det tyske gymnasium. I skolen bliver alle fag undervist på tysk undtagen fransk og engelsk, alle tre fag bliver undervist på modersmålsniveau. Alt i alt har jeg været meget tilfreds med mit år i Canada og jeg kan kun anbefale andre at tage et år i udlandet, it s worth it!!! Jacob Miehe

12 Ud og hjem igen. Texas! Jeg fik det at vide et par uger før jeg tog af sted til et forventningsfuldt udlandsår som udvekslingsstudent. Faktisk havde jeg slet ikke besluttet mig for et udvekslingsår, for det var da soleklart jeg skulle af sted efter at min bror og tre gode veninder havde haft en fed oplevelse i henholdsvis Australien, New Zealand og USA. Selvfølgelig kunne jeg have sagt nej, men alligevel følte jeg en personlig trang til at komme ud i verden, selvom jeg heller ikke havde tænkt over det hele sådan rigtigt. Men jeg fik altså besked om at destinationen blev Texas, lidt nord for Dallas. Sidste dag i Tyskland var utroligt mærkelig. Realiserede slet ikke at jeg den dag så min familie og kæreste for sidste gang før året var slut. Ja, man skal nok sørge for ikke at forelske sig alt for meget før en langvarig rejse. Jeg behøver vel ikke at nævne tårerne og en trist afsked inden man for alvor begyndte at tænke over den næste tids indtryk, erfaringer og oplevelser...om jeg glædede mig? Både og! I Fort Worth lufthavn blev jeg hentet af min familie og et par utroligt flinke folk fra organisationen jeg var af sted med, Rotary hedder den, en world-wide-club som støtter udvekslingsstudenter både økonomisk og socialt ved at invitere dig ud til deres meetings hver uge, hvor der bliver holdt foredrag, spist og snakket. Dette var en flok rige, men utroligt flinke mænd, som ved siden af alt det andet dog gav mig meget positive erindringer. Men nu var jeg altså ankommet der, hvor jeg skulle være det næste år. Sådan må man ikke tænke! Jeg var hjemme de første to dage inden jeg skulle i skole...og det var et stort chok. En enorm bygning med 2500 snobbede elever, der alle så ud til at skulle på diskotek. Perfekt outfit passende til et tykt lag make-up og de åh-så-faked-nails. I ll tell you...like the soaps on TV! Det var der de negative vibrationer for alvor startede og forfulgte mig med lærernes uforståenhed. Der blev ikke taget hensyn til mig, overhovedet ingen undtagelser angående prøver, hjemmeopgaver eller lektier og jeg kan tydeligt huske vilde diskussioner med min matelærer som endte med en opringning til mine hostparents. Jeg gik i skole dag efter dag, fandt ingen venner undtagen en tysk udvekslingsstudent som havde det på samme måde som mig. Hvor var vi trætte af den overfladiske væremåde og det kedelige liv efter skolen, for der foregik rent faktisk ingenting. Sport eller musikalske aktiviteter var noget man valgte sig ind i som skolefag, så om eftermiddagen arbejdede man eller var sammen med venner - hvis man ellers havde sådan nogen. Jeg havde det ad helvede til. Og det førte selvfølgelig til en vis lukkethed, som jeg igen og igen forsøgte at overvinde. Jeg ville ikke give op med det samme, selvom jeg efter en periode mærkede at jeg ikke ville finde mig tilrette. Jeg prøvede forgæves - måske heller ikke grundigt nok. Men dagene begyndte altså hver dag med tårer og en indre kamp, som endte med et sammenbrud på et af skolens toiletter. Jeg blev hentet af min hostmom som sørgede for en flybillet hjem. Jeg havde på det tidspunkt selvfølgelig allerede talt meget med både mine rigtige forældre (som egentlig var imod min hjemkomst) og mine hostforældre (som godt kunne forstå mig), så det var ingen stor overraskelse for nogen af dem. Jeg kunne måske godt have skiftet stat, by eller skole, men min indstilling til alt det amerikanske var ødelagt og kraften og modet til at begynde forfra var minimal. På det tidspunkt var jeg ligeglad med alting. Folk måtte tænke det de ville, for de ville aldrig kunne forstå det jeg følte på det tidspunkt. Der var selvfølgelig mange ting der bidrog til min tidlige hjemkomst, men skolen og de unge var nok det primære. Mit ophold varede i alt to måneder og jeg har ikke fortrudt afbrydelsen, men er måske heller ikke abgeneigt fra et udlandsophold måske efter skolen. Det skulle bare foregå under en anden form, f.eks. en selvstændig rejse eller noget arbejde med udviklingsprojekter...? Kathrine side 12 RESULTAT AF OPERATION DAGSVÆRK ,- kroner til NEPAL Jubi vi slog rekorden!!!! Det ser ud til at årets Operation Dagsværk ender med at blive en kæmpemæssig succes. Omtrent 300 af skolens elever fra 10. til 13.årgang ofrede en hel skoledag på at slide og slæbe for at tjene penge til projektet, der støtter de netop frigivne slaver i Nepal. Indsamlingen og optællingen er ved at nå sin ende og det er med stor glæde, at vi kan berette, at årets indsamlingsbeløb på Duborg-Skolen runder de ,- kroner. Det helt præcise tal vil blive oplyst inden længe, når også de sidste 35 elever får betalt deres indtjente penge! Men sikkert er det, at alle rekorder er blevet slået i forhold til sidste år har vi tjent over ,- kroner mere! Så der skal lyde et kæmpe tak til alle de elever, der sled på dagen og selvfølgelig også til alle lærere og andre arbejdsgivere, der ansatte eleverne. Et andet positivt udfald af årets kampagne er de henvendelser, vi har fået fra elever, der har lyst til at deltage i Operation Dagsværk-arbejdet til næste år. Den nuværende Operation Dagsværkgruppe består nemlig udelukkende af 13.årgangs elever så vi er glade for, at der er nye kræfter, der vil overtage arbejdet efter os til næste år. Hvis der yderligere er interesserede elever kan disse til hver en tid henvende sig til os! TAK FOR INDSATSEN til alle jer, der deltog OD-gruppen

13 D U B O R G - S K O L E N S E L E V F O R E N I N G pengene... Det hele afhænger af DIG!!! Så LÆS OPSLAGENE OG SKRIV DIG PÅ TIL LYRIKAFTEN (lister hænger over det hele) KOM MED GODE IDÉER Kom bare til et møde Skriv til elevforeningpostkassen Mail: elevforeningen@web.de - Hvad er egentlig det? Er det nu igen en totalt bureaukratisk gruppe som sørger for at der er sæbe og håndklæder på toiletterne? Nej!! Elevforeningen, det er dem som organiserer arrangementer for DIG!!! Som du måske har fundet ud af, er der kommet frisk vind i elevforeningen. Der er både gamle og nye medlemmer og det fører til nye idéer og spændende arrangementer! Der har været en filmkonkurrence, i januar organiserer vi skolefesten og forhåbentligt snart en lyrikaften! Enhver fra årgang er medlem og DU er meget velkommen til at komme til møderne!!! Det er DIG som skal sige, hvad DU kunne tænke dig! Og så er det os, som organiserer og som har Juleraditionen tro genlyder det meste af Sydslesvig (inkl. Paris!) af lyspigernes sang side 13

14 Im Deutschunterricht haben wir (G8d) das Buch Betreten verboten von Uwe- Michael Gutzschhahn gelesen und uns tiefgründig mit dem Buch beschäftigt. Unter anderem haben wir einen Zeitungsbericht geschrieben: Jugendbuch über Gewalt, Hass und Macht Nein, nein, ich bin völlig normal. (...) Dies sagt die Hauptperson in dem Buch Betreten verboten von Uwe-Michael Gutzschhahn. Er ist kein Wunderknabe und auch kein Außenseiter. Eine CD, die den anderen nicht passt, und schon ist er anders. Er ist klein und schmal, sieht aus wie 13, obwohl er schon 16 ist, und hört klassische Musik. So wird Mozart, wie ihn die sogenannten Zombies aus seiner Klasse nennen, zur Zielscheibe für die Aggressionen der Clique. Das schlimmste dabei ist, dass ausgerechnet Sylvie mit diesen Typen gemeinsame Sache macht - sie schaut zu, während sie ihn demütigen und entwickelt sich gar selbst zu eine von denen. Das kann Mozart nicht begreifen: die beiden sind zusammen aufgewachsen, waren beste Freunde und er war mal unsterblich in sie verliebt. Wenn es inzwischen nicht Kim gäbe, Kim mit den Mandelaugen und ihrer offenen Art, wäre er es wohl immer noch. Auch als er mit Kim Liebe und Sex entdeckt, hört er nicht auf, über Sylvie nachzugrübeln. Was er über ihr Elternhaus weiß, lässt ihn ahnen, weshalb Sylvie so geworden ist: sie will Aufmerksamkeit, will schockieren, ihre gleichgültigen und unnahbaren Eltern aufrütteln und sich auf diese Weise rächen für Jahre der Vernachlässigung und Erniedrigung. Und dabei greift sie immer zu brutaleren Mitteln. Sie begann mit einfachen Mitteln, wie z.b. die Autoräder der Eltern zu zerstechen, bis zu einer schweren Tat die sie begang auf Grund ihrer Zerstörungswut, wo selbst Mozart und Kim in Schwierigkeiten geraten... Uwe-Michael Gutzschhahn wurde 1952 geboren und studierte Anglistik und Germanistik. Er arbeitete als Verlagslektor, Schriftsteller und Übersetzer in München. Für seine schriftstellerische Arbeit wurde er mehrfach ausgezeichnet. Der Verfasser hat ein gutes und spannendes Jugendbuch über Gewalt und Mobbing unter Jugendlichen geschrieben, das aber an manchen Stellen die Dinge zu genau beschreibt. Es regt zum nachdenken über Gewalt, Hass und Macht an. Außerdem zeigt das Buch, wie man vom normalen und ausgeglichenen Jugendlichen zu einem zerstörenden und gewalttätigen Zombie werden kann. Es ist auf jeden Fall empfehlenswert! Uwe-Michael Gutzschhahn: Betreten verboten 206 s., ca. 7 Euro Deutscher Taschenbuch Verlag Julie Zwoch und G8d Meine Meinung zum Buch Betreten verboten Das Buch ist in einer Sprache geschrieben, die man selbst manchmal benutzt - und so wird es auch gleich leichter, sich in die Lage von Mozart hineinzuversetzen: Ein Junge, der große Schwierigkeiten hat, kämpft darum, wieder ein normales und schönes Leben führen zu können. Doch diese Schwierigkeiten finde ich wiederum ein bisschen zu übertrieben - natürlich gibt es Jugendliche, die so leben, wie es Mozart tut, daran habe ich gar keine Zweifel. Doch weil es eben gleich so schwere Probleme sind, konnte ich mich oft nicht so ganz in die Situationen hineinversetzen, und für mich ist das wichtig, wenn man ein Buch gut finden soll. Denn dann kannst du dich mit der Person vergleichen, nachdenken, wie du eventuell in der gleichen Situation gehandelt hättest, und kannst vielleicht sogar selbst Fehler an dir erkennen, die du vielleicht so nie erkannt hättest, und in Zukunft behebst. Ich glaube, viele Leute aus der Klasse fanden/finden Betreten verboten gar nicht so schlecht, und eigentlich spricht es auch unsere Altersgruppe von 14/15 Jahren an, es fehlt ja nicht gerade an spannenden Momenten und Aktionen - doch dann bin ich halt Eine von den, glaube ich, Wenigen, denen das Buch nicht so gefallen hat. Doch auf jeden fall würde ich es weiter empfehlen, nur, weil ich es nicht so gerne gelesen habe, muss es ja nicht bedeuten, dass andere es nicht gerne lesen würden. Anne Schneider Har I også haft et spændende emne, som resten af skolen burde høre om? Skriv til Indomitable! side 14

15 Duborg-kvad Stille du sidder, sovende, pludselig kontoret skriger: Poul, hvor har du gjort af dig selv? - panikslagen Poul han er. AH fortvivlet prøver at kalde, allekald kalder hende. Ofte det nu lyder: Og Bil bedes fjernes nu! Mange Pligter en Rektor har Mapper i Bunker ligger, Elever vil Opmærksomhed, Telefonerne kimer, Mange Lærere skrigende: Meningen din vi vil ha! Stolt han skal sin Skole vise til dem der interesse har. Blød-skægget vor Bamse, bidende hans Bedømmelse. Spisning er strengt forbudt, Drikkene faas af Bordene. Skitsen af en Graf på Papir: nøjagtig skal den være. Biimplikationspile skal bruges - ellers bliver Bamsen brummende. Glade vi til Pause gaar, endelig er Timen ovre. Kæle-kyssende Kærester 200-Gangen fylder. Blaa Ryger-Røgen ryger, bort Vreden siver. Begejstring Pausen opfylder, indtil Timen begynder. Med elever Kantinen fyldes, Maden står og venter klar. Spørgsmål sig rejser da: hvad mon i Maden er? Gelatine og andre Ting vi derigennem får. Dyrt det er at købe - dumt det er at sulte. Brækker os af at se det, beskidt og ulækkert det er. Lange Køer dannes altid, lumske Låse låser Dørene. Papiret, desværre fraværende, Haandklæder, hvad er det? Vil hellere holde ud end at gaa paa Toilet. Støjende Små-Sutter larmer lige lovlig længe. Midtpunkt-søgende, myldrende frem, møfflende, pruttende Sutter. Irriterende tit de er, intet vi gøre kan. Vi bliver nødt til at holde fri, vi Krig jo nødig vil ha. side 15 Frodigt Rygter gaar en Runde om Duborgnyt og dumme lærer : Skovs Stok skræmmer Sutter, hopper Heirulf hysterisk? Misser Morten med Meike? Bærer Birgitte Böwes? Saadan gaar Rygterne rundt, meningsløse og dumme. Langsomt kommer os i møde lystig Skolefest på Duborg. Uendeligt har vi ventet, utallige Indkøb ordnet, mega DJ bliver bestilt, maksimalt Volumen skruet op. Lykke-følelser før store, sjove Skolefest. Spændende det var Student at blive. Fænomenale Aar har været, fantastiske Aar venter. Friske Fyre tvinges af Staten, frejdige Piger rejser ud. Glade de vender tilbage til gode gamle Duborg. 2 DAN 2, september Duborg-kvadet er skrevet af 2DAN2. Det er en alternativ hjemmeopgave. Holdet fik en uge til at lave et kvad med redigeringer og det hele efter at vi havde snakket teori i klassen og læst nogle gamle tekster. 2DAN2 s lærer, Birgitte Dohm, siger at vi havde godt fat omkring kvadets teori og opbygning, men at vi havde svært ved at omsætte teori til praksis. Slutresultatet er både Birgitte og vi nu ret stolte af. Hvad mener I? Isabelle Springer, 2DAN2.

16 bagsiden Samarbejdsrådet. Samarbejdsrådet er det organ på Duborg Skolen - ligesom på de andre danske skoler i Sydslesvig - hvor forældrene har indflydelse. Her kan forældrerepræsentanter i samarbejde med lærere og elever være med til at præge skolens liv, idet rådet har medindflydelse på bl.a. læseplaner, budget, samarbejde mellem hjem og skole mm. En af Samarbejdsrådets vigtige opgaver er at forvalte Forældrefondets midler. Den vil I modtage en folder om. Forældrerepræsentanterne vælges hvert tredje år på det årlige møde, som Samarbejdsrådet holder om foråret for at gøre status over arbejdet i rådet. Lærere og elever vælger deres repræsentanter hvert år. Skolens rektor er rådets sekretær. Det er Samarbejdsrådets ønske at præsentere sig for skolens forældre og elever i det håb, at man vil bruge os, hvis der er emner, man ønsker at få drøftet i dette formidlingsforum mellem hjem og skole. Vi sætter hoveder på og har tildelt hver forældrerepræsentant én årgang, så man ved, hvem man kan henvende sig til. Måske er det ikke alle, der ved, at Samarbejdsrådets møder er åbne for alle forældre, lærere og elever - undtaget er her personsager. Datoerne for de næste møder og de planlagte hovedemner: 25. november: økonomi - bloktilskudsbudget 8. januar: krav til kontaktelever, principper for Forældrefondet 6. februar: forsømmelsespraksis Møderne finder sted i det gamle lærerværelse og begynder kl Samarbejdsrådet inviterer ud over mødet til foråret også til et adventsarrangement. Datoen er i år: Tirsdag den kl Vi håber at kunne hilse på rigtig mange forældre ved den lejlighed. Forældrerepræsentanter: Ea Dal (formand) Kappelner Str Flensborg Tlf eadal@foni.net klassetrin Per Gildberg Marrensdamm Flensborg Tlf gildberg@de 11. klassetrin Bent Borg Heinrich-Voß-Str Flensborg Tlf drborg@t-online.de 10. klassetrin Maike Albertsen-Zwoch Reepschlägerbahn Flensborg Tlf zwollis@ofir.dk 9. klassetrin Henry Lassen Auf dem Löwenberg Flensborg tlf h-s-lassen@foni.net 8. klassetrin Ikke til stede ved fotografering: Suppleanter: Lærerrepræsentanter: Gertrud Karstoft og Morten Meisner mortenmeisner@gmx.de Kay Michaelis (kasserer) Am Sender 5 a Freienwill Tlf nissenmichaelis@foni.net 7. klassetrin Elevrepræsentanter: Christel Jessen Twedter Mark Flensborg Tlf klassetrin Gisela Kuhlendahl Königsbergerstr Glücksborg kuhlendahl@foni.net Tlf Heike Sørensen Stävenskoppel Flensborg hsoerensen@surfen.de Tlf Sven Borg drborg.@t-online Næste nummer af IndomItable kommer i februar/marts Johan K. Dal JohanK.Dal@gmx.de