Ministerielle skrivelser m.m.

Transkript

1 Den danske Landinspektørforening Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider april 2001 Ministerielle skrivelser m.m. Om amtets afslag på lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinien stadfæstet - Ved afgørelsen blev der lagt vægt på ejers mulighed for at søge erstatning hos kommunen. har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref.»naturklagenævnet Orienterer«nr. 213, oktober 2000 Viborg Amt meddelte afslag på dispensation fra strandbeskyttelseslinien til bevaring af en jordvold på en ejendom i Spøttrup Kommune. Afgørelsen blev påklaget til Naturklagenævnet af ejendommens ejer. Ejendommen var på m² og beliggende i et område, der ved deklaration i 1965 blev udlagt til sommerhusbebyggelse. I 1970 blev området overført til sommerhusområde. Jordvolden var ca. 1½ m høj og løb rundt om ejendommen langs skel. Det fremgik af ansøgningen, at jordvolden var opført med henblik på at opnå en læeffekt og afskærme mod indsyn fra vej og fra en nærliggende strandsti. Jordvolden ville blive beplantet med små træer, hvilket ifølge klageren ville give en mere harmonisk form for afskærmning end et stakit eller rækværk. Amtet havde tidligere meddelt dispensation fra strandbeskyttelseslinien til opførelse af et nyt sommerhus på ejendommen til erstatning for et eksisterende og blev i forbindelse med behandlingen af denne sag opmærksom på, at der uden amtets tilladelse var etableret en jordvold omkring ejendommen. Klageren anførte overfor amtet, at jordvolden var opført lovligt, idet der forinden var indgivet ansøgning til Spøttrup Kommune. Kommunen havde meddelt tilladelse til opførelse af den ansøgte jordvold og havde samtidig oplyst ikke at ville håndhæve den i 1965 tinglyste deklaration på ejendommen, hvorefter beplantning langs skel og veje højst måtte være 2 m høj. Spøttrup Kommune oplyste overfor amtet, at man ved behandlingen af sagen ikke havde været opmærksom på, at store dele af ejendommen var beliggende indenfor strandbeskyttelseslinien. Kommunen anbefalede, at der meddeltes lovliggørende tilladelse til jordvolden. Amtet fandt under henvisning til de hensyn, som strandbeskyttelseslinien varetager, ikke grundlag for at meddele lovliggørende dispensation til den opførte jordvold og meddelte

2 samtidig påbud om fjernelse af jordvolden. Klageren henviste til støtte for klagen til, at jordvolden var etableret på baggrund af Spøttrup Kommunes tilladelse af 16. april Klageren fandt, at bygningsmyndigheden i Spøttrup Kommune var den naturlige forvaltningsmyndighed at henvende sig til som borger i en sag som den foreliggende. Kommunens tilladelse var meddelt uden nogen form for indskrænkninger, og såfremt kommunen derved havde overtrådt de gældende regler, fandt klageren, at der burde meddeles en lovliggørende dispensation, så den opførte jordvold kunne bevares. I øvrigt bestred klageren, at store dele af ejendommen skulle være beliggende indenfor strandbeskyttelseslinien. Naturklagenævnet udtalte enstemmigt:»efter naturbeskyttelseslovens 15, stk. 1, må der ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder og andre kyststrækninger indenfor en afstand af 100 m fra den sammenhængende landvegetation. Der må ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende. Bestemmelsens formål er at sikre en generel friholdelse af kystområderne imod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand. Herved sikres blandt andet landskabelige hensyn. Hensynet til fremtidige lignende sager indgår tillige i vurderingen af sagen. Muligheden for at meddele dispensation fra bestemmelsen i naturbeskyttelseslovens 15 administreres restriktivt, jf. kravet i naturbeskyttelseslovens 65, stk. 3, hvorefter der alene kan meddeles dispensation i»særlige tilfælde«. Af lovbemærkningerne vedrørende strandbeskyttelseslinien fremgår det, at den meget restriktive praksis skal videreføres. Dette gælder for så vidt også i lovliggørelsessager. Klageren har bestridt, at grunden skulle være beliggende inden for strandbeskyttelseslinien. Det fremgår imidlertid af sagens kortbilag, som også anført af amtet, at en stor del af ejendommen og dermed størstedelen af den opførte jordvold er beliggende indenfor strandbeskyttelseslinien. Dette forhold må lægges til grund for sagens vurdering. Klageren har opført jordvolden i tillid til den af kommunen meddelte tilladelse. Klageren kan således siges at have været i god tro i forbindelse med etableringen af jordvolden.«et flertal på 9 medlemmer udtalte herefter:»efter praksis for administration af strandbeskyttelseslinien ville der ikke have været givet dispensation til opførelse af jordvolden såfremt der forudgående var ansøgt herom. Det forhold, at kommunen begik en fejl ved at give tilladelse uden at gøre det klart, at det ansøgte krævede at amtet meddelte dispensation - og ejeren på den baggrund må antages at have været i god tro - kan ikke føre til noget andet resultat. Det bemærkes herved, at klageren har mulighed for at søge kommunen om erstatning for afholdte udgifter til fjernelse af jordvolden. Flertallet stemmer således for at stadfæste amtets afgørelse om at kræve jordvolden fjernet.«

3 Et mindretal på 3 medlemmer fandt, at amtets afgørelse burde ændres til en tilladelse under henvisning til klagerens gode tro, og til at der var tale om et beskedent indgreb i kysttilstanden. I overensstemmelse med flertallets stemmeafgivning stadfæstedes amtets afslag. Kommentar: Som det fremgår af flertallets udtalelse, er der lagt vægt på, at ejeren som følge af den af kommunen begåede fejl har mulighed for at søge kommunen om erstatning for afholdte udgifter til fjernelse af jordvolden. I en dom fra Højesteret af 12. september 2000 er det slået fast, at Naturklagenævnet ikke havde inddraget ulovlige hensyn i en afgørelse, hvor nævnet havde stadfæstet et afslag på en ansøgt lovliggørende landzonetilladelse til en gylletank, hvortil kommunen havde meddelt byggetilladelse uden at videresende sagen til landzonemyndigheden. Naturklagenævnet havde lagt vægt på, at der ville være mulighed for ejeren for at søge erstatning hos kommunen. Højesteret udtalte bl.a.:»planmyndigheden skal i den forbindelse administrere planloven i almenhedens - herunder naboers - interesse, og det fremgår af lovens 1, stk. 2, nr. 4, at loven bl.a. også har til formål at forebygge, at der sker forurening af luft, vand og jord. Det forhold, at Naturklagenævnet... bl.a. har lagt vægt på hensynet til naboen, er derfor ikke udtryk for varetagelsen af uvedkommende hensyn. Som anført må også størrelsen af det økonomiske tab for den private ejer indgå i afvejningen af, om retlig lovliggørelse bør ske. Naturklagenævnet har derfor måtte lade indgå i afgørelsesgrundlaget, om tabet ved fjernelse og opførelse af en ny gylletank må antages endeligt at skulle bæres af ejeren, eller om han ville have krav på skadesløsholdelse af kommunen.... Efter det foreliggende finder Højesteret, at nævnet med føje har kunnet lægge til grund for sin afgørelse, at...»skal holdes skadesløs«, uanset at nævnets bedømmelse af et sådant erstatningsspørgsmål er forbundet med en principiel usikkerhed som følge af bedømmelsens præjudicielle karakter.«(afgørelse af 19. september 2000, j.nr / ) Om ekspropriation på grundlag af lokalplan fandtes ikke nødvendig og rimelig har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref.»naturklagenævnet Orienterer«nr. 214, oktober 2000 Viborg Kommune traf under henvisning til planlovens 47

4 afgørelse om ekspropriation af del af en landbrugsejendom til virkeliggørelse af en lokalplan for et område til offentlige formål, Viborg Flyveplads, for så vidt angår udvidelse af eksisterende flyveplads. Ekspropriationsbeslutningen blev truffet, efter at Viborg Kommunes forhandlinger med ejeren havde vist sig ikke at kunne føre til en aftale om køb af arealet. Flyvepladsen var etableret i 1964 af Viborg Kommune, der fortsat ejede pladsen. Flyvepladsen var karakteriseret som en almen flyveplads, det vil sige en flyveplads, hvor trafikken udelukkende består af almen erhvervs-, privat- og lokalflyvning samt faldskærms- og svæveflyvning. Formålet med lokalplanen var bl.a. at sikre flyvepladsens miljømæssige indpasning og fremtid ved bl.a. at nedbringe den samlede støjbelastning i forhold til de omkringliggende boligområder og at skabe mulighed for en udvidelse af den eksisterende flyveplads til etablering af spiloptræk til svævefly på den øst-vestgående startbane. Banen, som havde en længde på ca. 600 m, skulle forlænges til en total længde på 1100 m samt en sikkerhedszone herudover på 60 m. Etableringen af spiloptræk var nødvendiggjort af vilkår stillet i en midlertidig miljøgodkendelse for flyvepladsen. Ifølge godkendelsen skulle flyvepladsens tilladelige støjudsendelse pr. 31. december 1997 reduceres. Til gennemførelse heraf var der stillet vilkår om, at optræk af svævefly med motorfly pr. 31. december 1997 skulle erstattes af spiloptræk. Kravet herom var efterfølgende blevet udsat. Senest havde Viborg Amt forlænget flyvepladsens midlertidige miljøgodkendelse indtil 31. december Amtet havde samtidig afslået at afløse den midlertidige miljøgodkendelse med en permanent godkendelse, fordi de støjbelastede områder væsentligt oversteg de områder, der var blevet lagt til grund ved den tidligere miljøgodkendelse. Hvis aktivitetsniveauet reduceredes, herunder bl.a. ved gennemførelse af spiloptræk af svævefly samt reduktion af aktivitetsomfanget generelt eller ved at opgive enkelte flyaktiviteter, kunne der formentlig fortsat drives flyveplads på stedet, og amtet var indstillet på at genoverveje spørgsmålet om miljøgodkendelse på et revideret grundlag. Ekspropriationen omfattede et areal på ca. 4,5 ha af landbrugsejendommen, hvis samlede areal var på ca. 172 ha, hvoraf ca. 98 ha var under plov. Landbrugets Rådgivningscenter havde for ejendommens ejer anført, at baneudvidelsen, der forudsatte erhvervelse af et ca. 550 m x 90 m bælte, ville medføre, at ejendommens største og mest regulære mark på 24 ha skulle deles. Udvidelsen ville yderligere medføre en meget uheldig opdeling af en mark på 15,3 ha og ville i øvrigt afbryde ejendommens interne vej ned til bl.a. 20 ha skov. Naturklagenævnet traf efter at have foretaget en besigtigelse af ejendommen følgende enstemmige afgørelse:»den påklagede ekspropriationsbeslutning er truffet i medfør af planlovens 47, stk. 1, hvorefter kommunalbestyrelsen kan ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for

5 virkeliggørelsen af en lokalplan. Kommunalbestyrelsens hjemmel til at ekspropriere omfatter også tilfælde, hvor ekspropriationen sker til fordel for en privat forening - under forudsætning af, at der er almene, byplanmæssige interesser i arealafståelsen. Den del af ejendommen, der skal eksproprieres, er omfattet af den endeligt vedtagne lokalplan, der udlægger arealet til offentlige formål, flyveplads. Arealafståelsen skal ske for at gennemføre en baneudvidelse til spiloptræk af svævefly. Dette vil medvirke til, at støjbelastningen i området nedbringes, således at aktivitetsniveauet på flyvepladsen kan opretholdes og eventuelt forøges. Baneforlængelsen er ikke i øvrigt nødvendig for flyvepladsens drift. Ekspropriationsbeslutningen indebærer et meget betydeligt indgreb i landbrugsejendommen. Der er tale om ødelæggelse af ejendommens største og bedste mark med central beliggenhed for den samlede drift. Endvidere vil en markvej til skoven blive afbrudt. Ekspropriationserstatningen må forventes at blive tilsvarende høj. Heroverfor findes den almene interesse, som er knyttet til baneudvidelsen - hensynet til de nuværende brugere af flyvepladsen - ikke at være så tungtvejende, at ekspropriationen kan anses for både nødvendig og rimelig. Det bemærkes i den forbindelse også, at der inden for 20 kilometers afstand findes en alternativ flyveplads. På denne baggrund ophæver Naturklagenævnet den af Viborg Kommune trufne ekspropriationsbeslutning.«(afgørelse af 28. september 2000, j.nr / ) Om lokalplan ugyldig som følge af inhabilitet. har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref.»naturklagenævnet Oriennterer«nr. 215, oktober 2000 Vejen Kommune vedtog et lokalplanforslag for et område i Vejen bymidte. En borger i området klagede til Naturklagenævnet over sagsforløbet i forbindelse med kommunens tilvejebringelse af lokalplanforslaget. Lokalplanforslaget udlagde området til centerformål (butikker, liberale erhverv samt mindre ikke generende fremstillingsvirksomhed i tilknytning til butikkerne), boligformål og offentlige formål. Ifølge redegørelsen for planforslaget ville planen bl.a. give mulighed for opførelse af en dagligvarebutik på en del af en eksisterende parkeringsplads og ville derfor medføre inddragelse af ca. 34 parkeringspladser. Til gengæld blev der udlagt areal til ca. 60 nye parkeringspladser ved inddragelse af ubebyggede baghavearealer. Der blev udlagt i alt tre byggefelter inden for lokalplanområdet. De to byggefelter - ud over byggefeltet for den omhandlede dagligvarebutik gav grundlag for omdannelse af eksisterende bebyggelse til

6 centerbebyggelse, eksempelvis med butikker i stueetagen og boliger på 1. sal. Ejeren af en ejendom beliggende i det ene byggefelt påklagede kommunens tilvejebringelse af lokalplanforslaget til Naturklagenævnet, idet klageren gjorde gældende, at et byrådsmedlem var inhabil i behandlingen af lokalplanforslaget, idet hun deltog i afstemningen om lokalplanforslaget, selv om hendes ejendom er omfattet af lokalplanforslaget. Byrådsmedlemmets baghave skulle ifølge forslaget inddrages til parkeringsareal og hendes hus til en ny bebyggelse. Ejendommen var opdelt i 2 ejerlejligheder, og det fremgik af de tinglyste vedtægter for ejendommen, at haven opdeltes i 2, således at den del af haven, der lå nærmest huset, tilhørte den ejerlejlighed, som tilhørte byrådsmedlemmet, og den del af haven, der lå længst væk fra huset, tilhørte den anden ejerlejlighed. Ved ekspropriation skulle en eventuel erstatning tilfalde ejeren. Lokalplanforslaget blev vedtaget af et flertal på 11 medlemmer, herunder ovennævnte byrådsmedlem, medens 9 medlemmer stemte imod. Mindretallet stemte for en ændring af forslaget, der bl.a. omfattede klagerens ejendom, men som ikke vedrørte byrådsmedlemmets ejendom. Byrådsmedlemmet var ikke medlem af udvalget for teknik og miljø og af økonomiudvalget, hvor planforslaget blev behandlet forud for behandlingen i byrådet. Naturklagenævnet traf enstemmig afgørelse i sagen og udtalte bl.a.:»forvaltningslovens bestemmelser om personlig inhabilitet har til formål dels at forebygge, at uvedkommende hensyn påvirker behandlingen af den enkelte sag, dels at hindre, at der skabes mistillid til den offentlige forvaltning hos befolkningen, hvad enten den pågældende faktisk lader sig påvirke af uvedkommende interesser eller ej. Efter forvaltningslovens 3, stk. 1, nr. 1, er den, der virker inden for den offentlige forvaltning, inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis vedkommende har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse«. Efter lovens 3, stk. 2, foreligger der dog ikke inhabilitet, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn. I denne undtagelsesbestemmelses forarbejder er det forudsat, at bestemmelsen navnlig vil have praktisk betydning i forhold til de typer af interessekollisioner, som er nævnt i lovens 3, stk. 1, nr. 3 og 4, og altså ikke i forhold til de personlige eller økonomiske interessekollissioner, som er nævnt i lovens 3, stk. 1, nr. 1. Den omstændighed, at et medlem af byrådet bor inden for et område, for hvilket der udarbejdes forslag til lokalplan, vil normalt ikke i sig selv bevirke, at den pågældende må anses som inhabil ved behandlingen af forslaget, blot fordi

7 foranstaltningen får eller kan få virkninger i forhold til den pågældende, når forholdet dog er det, at den pågældende ikke berøres væsentligt anderledes end andre. Hvis den pågældendes personlige eller økonomiske interesse i sagens afgørelse derimod er af en mere direkte karakter, vil der også i sager om planlægning kunne blive tale om inhabilitet. I det foreliggende tilfælde er N ejer af en lejlighed i en ejendom, der ligger inden for planområdet, og bebyggelsen på ejendommen ligger inden for et af de i forslaget udpegede tre byggefelter. I modsætning til, hvad der var tilfældet ved nugældende lokalplan nr. 98, må derfor anses for at blive berørt væsentligt anderledes og have en særlig økonomisk interesse set i forhold til ejerne af andre ejendomme, hvor der ikke udlægges byggefelt. Uanset om N kan antages at have en direkte og aktuel personlig og/eller økonomisk interesse i planens gennemførelse, og uanset om hun faktisk har været påvirket af en sådan interesse ved sin deltagelse i sagens behandling, er de nævnte omstændigheder egnede til at vække tvivl om N s upartiskhed, jf. forvaltningslovens 3, stk. 1, nr. 1. Det er derfor Naturklagenævnets opfattelse, at N må anses for at have været inhabil ved behandlingen af forslaget til lokalplan nr Det følger derfor af forvaltningslovens 3, stk. 3, at N ikke måtte deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af»den pågældende sag«, dvs. ved behandlingen af lokalplanforslaget i byrådet. N har i strid hermed deltaget i byrådets behandling af forslaget til lokalplan nr Det spørgsmål, der herefter skal tages stilling til, er, hvilken retsvirkning hendes inhabilitet skal have i forhold til lokalplanforslaget. Det følger af retspraksis og er almindeligt antaget i den juridiske litteratur, at bestemmelserne om inhabilitet er udtryk for en meget vigtig retsgaranti, som efter en generel vurdering må betragtes som så væsentlig, at tilsidesættelse som udgangspunkt altid dvs. uanset modstående hensyn bør medføre afgørelsens ugyldighed. Det generelle udgangspunkt gælder i princippet også ved inhabilitet for enkelte medlemmer af et kollegialt organ. Det antages dog, at der i særlige tilfælde vil kunne ses bort fra ugyldighedsvirkningen, såfremt den inhabiles stemme åbenbart ikke har været udslagsgivende. Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor andre omstændigheder taler for ikke at betragte afgørelsen som ugyldig, f.eks., hvis der er tale om en begunstigende forvaltningsakt, som adressaten gennem længere tid har indrettet sig på. Det er dog en yderligere forudsætning for at kunne fravige hovedreglen om, at inhabilitet altid medfører ugyldighed, at der kan skabes rimelig sikkerhed for, at en afgørende påvirkning fra det inhabile medlem i forbindelse med den forudgående drøftelse kan udelukkes. Da der ikke foreligger omstændigheder, der kunne føre til fravigelse af hovedreglen om inhabilitets retsvirkning, finder

8 Naturklagenævnet, at den omstændighed, at N var inhabil ved behandlingen og vedtagelsen af forslag til lokalplan nr. 108, må bevirke, at lokalplanforslaget må anses for ikke at være lovligt vedtaget, og at det må ophæves som ugyldigt.«(afgørelse af 19. september 2000, j.nr / ) Om ledningsejers pligt til påvisning af sine ledninger har Vejdirektoratet i brev af 13. november 2000 (j.nr. A01-D ) udtalt: I brev af 4. oktober 2000 har kommunen anmodet om Vejdirektoratets bemærkninger til en procedure, som kommunen påtænker at indføre for at sikre, at der ikke fremover opstår tvivl om, hvem der er ansvarlig i forbindelse med mindre arbejder nær ledninger, hvor gravearbejdet udføres med håndkraft. Det fremgår af brevet, at anledningen til den ønskede procedure er et erstatningskrav fra en ledningsejer, som mener, at kommunen er erstatningspligtig i forbindelse med en kabelskade, der opstod, hvor kommunen havde opsat en vejvisningstavler. Kommunen vil derfor fremover indhente ledningsoplysninger fra ledningsejerne. Er ledningerne placeret indenfor det område, hvor der skal graves, anmodes ledningsejeren om at påvise ledningernes placering i marken og oplyse, med hvilken usikkerhed ledningerne er påvist. Hvis ledningerne herefter er placeret indenfor graveområdet eller det område, hvor en tavle skal placeres, og denne ikke kan placeres et andet sted, anmodes ledningsejeren om ved frigravning at påvise ledningernes nøjagtige placering. Er det herefter ikke muligt at udføre gravearbejdet eller placere tavlen, anmodes ledningsejeren om at flytte sin ledning, idet der henvises til»gæsteprincippet«i vejlovens 106. Kommunen forventer på den baggrund, at udgifterne til påvisning i marken, frigravning samt eventuel flytning af ledning skal afholdes af ledningsejeren. For så vidt angår ledningsejerens frigravning, har kommunen henvist til Ministeriet for offentlige arbejders skrivelse af 8. juni 1982, hvoraf fremgår, at»gæsteprincippet«finder anvendelse, hvis det i forbindelse med udskillelse i matriklen af offentligt vejareal er nødvendigt at udføre håndgravning til påvisning af nogle ledningers placering i vejarealet. Vejdirektoratet skal herefter oplyse følgende: Efter 106, stk. 1, i lov om offentlige veje skal ledningsejerne betale for nødvendig flytning af ledninger i offentlige veje i forbindelse med en vejs regulering eller omlægning (det såkaldte»gæsteprincip«).

9 Bestemmelsen finder efter direktoratets opfattelse anvendelse ved alle former for ændringer af vejarealer, der har et vejmæssigt formål, herunder i forbindelse med etablering af enhver form for almindeligt anerkendt vejudstyr, der har en færdselsmæssig eller vejteknisk funktion eller i øvrigt er til brug for trafikanterne. Heraf følger, at ledningsejere må betale for flytning af deres ledninger, når flytningen er nødvendig for at kunne placere f.eks. en vejvisningstavle. Det er dog en forudsætning, at flytningen er nødvendig, dvs. at kommunen har undersøgt, om der er andre muligheder for at anbringe tavlen. Det er endvidere Vejdirektoratets opfattelse, at»gæsteprincippet«tillige finder anvendelse, hvis det i forbindelse med et vejarbejde er nødvendigt med en nøjagtig stedfæstelse af ledningerne. Ledningsejeren må således også afholde udgifterne til den påvisning, der er nødvendig for at skabe klarhed over ledningernes placering. Den påtænkte procedure er under iagttagelse af ovenstående forudsætninger efter Vejdirektoratets opfattelse i overensstemmelse med gældende lovgivning. Vejdirektoratet skal foreslå, at kommunen ved fremtidige tilladelser til ledningsarbejder stiller vilkår om påvisning af ledninger i overensstemmelse med den omtalte procedure. Vejdirektoratet, den 13. november 2000 Fra Domstolene m.v. Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Ikke grundlag for at træde tilbage fra berigtigelseserklæring (U HD) En landinspektør blev rekvireret til at fastlægge grænsen omkring en matrikuleret sø i særskilt eje. Til rådighed ved afsætningen havde landinspektøren bl.a. nogle ældre målinger, og han konstaterede, at de registrerede grænser til søen nogle steder lå inde på marken, andre steder oppe og nede på skråningen ned mod søbredden. Landinspektøren henvendte sig derfor bl.a. til ejeren af en tilgrænsende ejendom, påviste og forklarede dem, at skellet lå et stykke nede af skråningen, som på stedet var naturlig og veldefineret. Landinspektøren bortså ved skelfastlæggelsen fra, at forholdene i marken indicerede, at ejerne af den tilgrænsende ejendom havde anvendt arealet ned til søen. Sammenholdt med forholdene på de øvrige ejendomme, mente landinspektøren, at overkanten af skråningen gav den bedste overensstemmelse med matriklens oplysninger. Muligheden for at gennemføre en skelforretning blev nævnt overfor parterne, men skelmødet resulterede i, at søejeren og ejerne af den tilgrænsende ejendom afgav erklæring om, at skellet fremtrådte som overkant

10 af skråningen, og at det havde bestået uforandret i alderstid. Med søejeren blev der herefter indgået en 10-årig brugsaftale om brug af arealet mellem søen og skrænten. På naboejendommen verserede der også en retssag vedrørende beliggenheden af skellet mod søen. Her forelå der en ældre måling, som var vanskelig at tolke, men om hvilken KMS nogle år senere udtalte, at skellet på et udstykningkort kunne være søgrænsen. På den baggrund kom det til retssag, hvor ejerne af den tilgrænsende ejendom stævnede såvel søejeren som KMS med påstand om, at de skulle anerkende, h.h.v. at de var berettigede til at træde tilbage fra skelerklæringen og annullering af ejendomsberigtigelsen. Højesteret fandt, at berigtigelseserklæringen indgik som led i en aftale, hvorved ejerne af den tilgrænsende ejendom anerkendte skellet og gav afkald på et areal på skrænten. I denne aftale indgik et tilsagn om vederlagsfrit brug af arealet ned til søen svarende til den hidtidige anvendelse. Højesteret udtalte videre, at hverken forholdene på stedet eller oplysningerne forud for skelmødet gav belæg for erklæringen om, at skellet fremtrådte i marken som overkant af skråningen, og at den havde bestået i alderstid. Hvorfor berigtigelsen ikke burde have været gennemført som sket. Da forliget derimod efter Højesterets opfattelse kunne have været gennemført ved en skelsætningsforretning, kunne aftalen ikke anses for at være ugyldig. Heller ikke det forhold, at KMS nogle år senere udtalte formodning for, at søgrænsen kunne være fastlagt som skel kunne bevirke, at det vil ville stride mod almindelig hæderlighed at gøre aftalen gældende. Aftalen var derfor bindende og berigtigelsen af matrikelkortet stod ved magt. Også denne sag viser aftalerettens store gennemslagskraft. Umiddelbart må man jo undre sig over, at ejendomsberigtigelsen fastholdes, selv om grundlaget for den forkastes. Det skyldes, at erklæringen indgik en i pakkeløsning vedrørende skellet - og formelle fejl i den matrikulære sag bevirker altså ikke, at aftalen bliver ugyldig. Dommen understreger, at det at underskrive en erklæring skal tages alvorligt. På baggrund af Højesterets klare underkendelse af berigtigelseserklæringen, er det væsentligt at understrege, at ejendomsberigtigelseserklæringen forudsætter, at landinspektøren på baggrund af en samlet undersøgelse vurderer, at der er vundet hævd. Altså, at der er rådet i 20 år - og ikke alderstid, som var kravet efter de tidligere regler, som her skulle lægges til grund. Der er næppe tvivl om, at fastlæggelse af skellene omkring matrikulerede søer kan være vanskelig - i hvert fald, hvis det alene sker på grundlag af matrikelkortets oplysninger. Vanskelighederne bliver ikke mindre af, at søgrænsen i disse tilfælde ikke er labil, men ligger fast jf. vandløbslovens 19, stk. 2. Hvis grænserne i marken afviger fra de registrerede grænser, kan grænserne i marken altså kun fastholdes, hvis der er vundet hævd (eller der indgås aftale om, at de fremtidigt skal være skel). Det er landinspektørens lod og opgave at håndtere usikkerheden i de registrerede oplysninger til skellet. Jo mere slør, jo mere luft er der ved skelfastlæggelsen.

11 Jeg har ikke grundlag for at vurdere, om landinspektøren i den foreliggende sag fastlagde matriklens eller et forandret skel, og om det skete korrekt. På baggrund af det under sagen oplyste om lodsejernes brug af arealet og om sagens nærmere omstændigheder synes jeg dog ikke, at man kan ikke fortænke Højesteret i at få den opfattelse, at der var indgået aftale om en skelændring. Og så i fald er der naturligvis ikke grundlag for at gennemføre en ejendomsberigtigelse. Men var det derimod den registrerede grænse, der blev fastlagt, kan der jo godt opstå uoverensstemmelser ved indlægningen på kortet - uoverensstemmelser som før udstykningsreformen og ved arbejde på det analoge matrikelkort typisk blev opfattet og håndteret som ejendomsberigtigelse, og som krævede partserklæring. Guderne skal vide, at det kan være vanskeligt at afgøre, om skellet er forandret, og når det er udredt ikke mindre krævende at forklare og forstå. Hvis det faktisk var den situation man var i, forekommer det mig, at det ikke blev forklaret/forstået tilstrækkeligt. Efter udstykningsreformen med en ny definition på ejendomsberigtigelse, som lægger vægt på at skellet er forandret, og med det digitale matrikelkort, er det blevet endnu mere nødvendigt at forholde sig til de konstaterede uoverensstemmelser. Afvigelser mellem det indlagte skel og det samme skels beliggenhed på matrikelkortet afspejler ikke nødvendigvis forandringer i marken, men kan skyldes unøjagtigheder i matrikelkortet. Problemet er at identificere, hvilken slags uoverensstemmelse, der er tale om. Hvis skellet vurderes at være uforandret i marken skal uoverensstemmelsen da registreres på grundlag af en ejendomsberigtigelse eller en teknisk ændring? Mange vil formentlig her fortsat sige ejendomsberigtigelse, når forholdene har været uforandrede i hævdstid, mens andre (herunder undertegnede) vil sige teknisk ændring, hvis registreringen ikke afspejler en ændring i ejendomsforholdene jf. UL 9 og VMA afsn. 16., hvilket kan ske som en kortforbedring (-tilpasning) og uden ejererklæring. Når det er sagt skal det dog tilføjes, at man i det matrikulære regelsæt burde anbefale, at der blev afgivet skelerklæring, når der registreres mål til et eksisterende, ikke tidligere målsat skel, idet jeg mener, der principielt bør være accept fra ejerne, når et skel afmærkes/målsættes - som i det konkrete tilfælde. Og så er der ikke forskel på grundlaget for den matrikulære registrering, men kun på, om det kaldes ejendomsberigtigelse eller teknisk ændring. Til Højesterets tilkendegivelse om, at der under en skelforretning kunne have været indgået forlig om skellet bemærkes, at der i dette regi kun kan indgås forlig om den gældende ejendomsgrænse. Der kan ikke under en skelforretning indgås aftaler om overdragelse, altså om at skellet fremover skal placeres anderledes end den hidtidige ejendomsgrænse - eller rettere, det kan man godt, men så må skelforretningen afbrydes, og sagen videreføres som en arealoverførsel. Der kunne ikke tages stilling til en ekspropriations lovlighed, da der ikke var truffet beslutning om eksproriation (U VLD) Trafikministreiet havde truffet beslutning om at gennemføre ekspropriation af en del af en fast ejendom til brug for et militært øvelsesterræn. Ejeren af den berørte ejendom mente imidlertid, at betingelserne for at foretage ekspropriation ikke var opfyldt og

12 stævnede derfor Forsvarets Bygningstjeneste med påstand om, at ekspropriationen var ulovlig. Landsrettesn gav dog sagsøgte medhold og afviste sagen, da der ikke var truffet ekspropriationsbeslutning. Ét er at eksproprianten træffer beslutning om at søge at gennemføre et bestemt formål ved ekspropriation. Men den egentlige ekspropriationsbeslutning træffes af kommissarius, når det drejer sig om statslige ekspropriationer. I den forbindelse påhviler det kommissarius at vurdere, om betingelserne for at kunne ekspropriere til stede - altså at der ikke varetages uvedkommende hensyn. Da man ikke kan udelukke, at denne prøvelse resulterer i, at ekspropriationen opgives, kan domstolsprøvelse først ske, når denne beslutning er truffet. Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Vejret hverken bortfaldet ved frihedshævd eller passivitet (U VLD) I et sommerhusområde havde en række ejendomme færdselsret ad en 3.77 m bred privat fællesvej. Vejen henlå i marken som en blind vej, der efterhånden var tilvokset i en sådan grad, at det forhindrede kørsel med bil. Da der ikke kunne opnås enighed mellem de vejberettigede indbyrdes og med vejejeren om, hvorvidt vejen skulle gøres mere farbar, blev der anlagt sag. Sagen indeholdt forskellige elementer bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt vejretten var ændret ved efterfølgende aftaler, samt om vejens tilgroning kunne betinge, at vejretten var indskrænket ved frihedshævd, ligesom der subsidiært blev påberåbt passivitet. Til støtte for vejrettens bortfald ved frihedshævd anførte vejejeren, at det forhold, at vejen i mere end 20 år ikke havde været benyttet efter sit fulde indhold, måtte betinge frihedshævd, eller at vejretten var begrænset som følge af passivitet. Det anfægtede de sagsøgende vejberettigede, som anførte, at vejen havde været benyttet i overensstemmelse med servitutten indtil midten af 1970 erne, samt at årsagen til, at der ikke mere kunne køres på vejen med bil, ikke skyldtes ejerens råden, men naturens. De afviste også passivitet. Landsretten afviste frihedshævd»idet der hertil må kræves, at.... der er sket råden i strid med vejretten«ligesom der heller ikke var grundlag for bortfald på grundlag af alderstid, da vejen fandtes at have været benyttet til færdsel op i 1970 erne. Heller ikke det forhold, at vejretten ikke var udnyttet fuldt ud efter sit indhold, kunne begrunde passivitet. Umiddelbart må en konflikt om en vejs beskaffenhed søges afgjort gennem et vejsyn. Når det ikke er sket i nærværende sag, er det formentlig, fordi der er rejst tvivl om grundlaget for vejretten - altså om vejens faktiske udseende har medført en ændring i den stiftede vejret. Et sådant spørgsmål, som jo er afgørende for parternes retsstilling, kan vejsynet ikke tage stilling til. Til spørgsmålet om frihedshævd kunne man spørge, om vejen er vokset til, fordi der ikke udøves færdsel, eller om det forholder

13 sig omvendt. Men selv om færdslen er forhindret af bevoksningen, indskrænkes vejretten ikke, da det ikke er en følge af vejejerens aktiviteter - der er ikke udøvet modråden. F.s.v.a. passivitet synes jeg bestemt, at man skal være opmærksom på, at der kan ske rettighedstab også på dette grundlag. Det vil kunne ske efter mindre end 20 år - efter omstændighederne endog efter kort tid. Det er da afgørende, at den berettigede undlader at håndhæve sin ret i en situation, hvor man måtte forvente en reaktion mod servitutkrænkelsen, ligesom rettighedsfortabelse forudsætter god tro hos den, der påberåber sig passivitet. Heller ikke jeg kan dog på nogen måde få øje på, at der i denne sag skulle være forhold, der kunne betinge passivet. Ikke grundlag for retsanmærkning på rykningspåtegning på pantebrev (U VLK) I forbindelse med tinglysning af et nyt pantebrev vedrørende et kontantlån med rentetilpasning blev der til tinglysning indleveret rykningpåtegning til et tidligere lyst ejerpantbrev. Påtegningen var formuleret således:»dette ejerpantbrev respekterer med oprykkende panteret fremover alene: EURO Nykredit ktl/rentetilpasning«. Tinglysningdommeren tinglyste pantebrevet med retsanmærking om, at ejerpantebrevet»ikke respekterer nærværende pantebrev med refinansieringsklausul«. Det opfattede Nykredit som en markering af, at påtegningen ikke tilstrækkeligt præcist karakteriserede det nye pantebrev men anfægtede, at TL 15, stk. 5, der forlanger, at et pantebrev»altid skal angive de enkelte foranstående hæftelser samt disses beløb«, afgav hjemmel til at meddele retsanmærkning. Landsretten var for så vidt enig med dommeren i, at det ikke udtrykkeligt var angivet i påtegningen at pantebrevet respekterede et lån, hvor rentetilpasningen sker ved refinansiering af lånets restgæld, men mente ikke, at påtegningen kunne give anledning til tvivl om prioritetsstillingen, hvorfor der ikke var grundlag for at meddele retsanmærkning, og gav kærende medhold. Entydighed og klarhed i dokumentindholdet er væsentligt ved tinglysning, men ved udformning af rykningspåtegninger er det altså tilstrækkeligt at identificere det pantebrev, der rykkes for ved henvisning til: kreditor, hovedstol og låntype, omend man i praksis typisk også anfører pantebrevsrenten og tinglysningsdato.