Nyheder fra Kofoeds Skole September 2006 nr. 3. Tema: Kvinder på Kofoeds Skole

Transkript

1 Nyheder fra Kofoeds Skole September 2006 nr. 3 Tema: Kvinder på Kofoeds Skole

2 Kvinderne på Kofoed LEDER Dette nummer af avisen handler om kvinder. På Kofoeds Skole er 55 pct. af eleverne kvinder. Sådan har det ikke altid været kvinderne er kommet til inden for de sidste år. I dag er det helt afgørende for skolen, at vi har både mænd og kvinder, og i næsten alle vores tilbud er mænd og kvinder blandet; selv i traditionelt kønsopdelte fag. Vi har mænd på vores syhold og i rengøringen, og kvinder på Autoværkstedet. Det virker. Blandingen af kønnene er, fuldstændig som på en almindelig arbejdsplads, noget der skaber en god dagligdag. Skolens grundlæggende holdning er, at der ikke skal oprettes en masse særtiltag for bestemte grupper. Men det har vi alligevel især for kvinder. Vi har Serviceprojektet, hvor indvandrerkvinder lærer at gøre rent om morgenen og lærer dansk om eftermiddagen. Mor og barn gymnastik. Motionshold kun for kvinder. Frisørværkstedets kvindedage. Hvorfor nu alle disse kvindefokuserede tilbud? Indvandrerkvinderne at finde balancen De fleste af kvindetilbuddene er rettet mod indvandrerkvinder. Det er en målgruppe, som er kommet i stigende fokus i socialt arbejde. Ikke mindst gennem de senere års beskæftigelsespolitik og regeringens ønske om at få alle i arbejde. Men det er ikke klaret med et sprogkursus og en praktik. De indvandrerkvinder, som er langt fra arbejdsmarkedet, har brug for massiv motivation og støtte, hvis de skal komme videre fra deres nuværende situation, hvilket en del af dem i øvrigt ikke umiddelbart ønsker. På Kofoeds Skole har vi både de sociale tilbud, som primært går ud på at give indvandrerkvinderne et netværk uden for hjemmet, og de virkeligt jobrettede tilbud, der får over 50 pct. af kvinderne i arbejde. Vores primære mål er at hjælpe kvinderne til ikke at være så fremmede for landet, så afmægtige. For nogen af dem er selve det at komme ud i andre omgivelser et stort skridt. Bare det at møde hver dag og sige godmorgen til hinanden De små skridt er også vigtige. For indvandrerkvinderne er de kvindefokuserede tilbud vigtige. Her kan de få tryghed og opmærksomhed på deres særlige problemstillinger. Men der er ingen tvivl om, at Kofoeds Skole balancerer på en fin line med hensyn til indvandrerkvinderne: Vi vil gerne have dem herud, så vi skal kunne tiltrække dem med tilbud, der tager hensyn til dem. Samtidig vil vi opmuntre dem til at blive glade og stolte borgere i det danske samfund, så vi skal ikke særbehandle for meget, pylre om dem eller stigmatisere dem. Denne balancegang går vi hver dag. Håbløse situationer hos grønlandske kvinder En helt tredje kvindegruppe er de grønlandske kvinder, som jo bærer på forfærdeligt barske historier. Vold, incest, misbrug, manglende uddannelse, sprogproblemer, familietraumer Det er nogle umiddelbart håbløse situationer, de står i. Vores opgave er at skabe håb hos dem, og stå klar med tilbud om bolig, misbrugsbehandling osv., når de er klar til det. De grønlandske kvinder gør mig både glad og ked af det. Ked af det, fordi den danske og grønlandske socialpolitik over for dem har været så uanstændig. Glad, fordi de grønlandske kvinder har et fantastisk humør, et stærkt fællesskab og en livsvilje, der holder dem oppe. I denne Kofoeds Avis er der ikke fokus på de grønlandske kvinder det har der været i tidligere numre, og det vil der komme igen. Hurra for kvinderne Kvinderne på Kofoeds Skole er uundværlige. De er lige så forskellige som mænd er, og alligevel udgør de en særlig, samlet energi. De skaber ro og varme i dagligdagen, og er med til at gøre skolen til et sted, man har lyst til at være. Jens Aage Bjørkøe

3 Grin og grovsortering. Annie og Karin er i gang med første sortering. Bagefter ryger tøjet til finsortering og til sidst i butikken, hvor skolens elever kan hente gratis tøj. Mest for kvinder Mænd er velkomne men nogle af værkstederne på Kofoeds Skole tiltrækker bare Af Nanna Holm og Karen Pedersen På Tøjdepotet er det længe siden, de har set skyggen af en mand. Halvandet år mere præcist og det var usædvanligt, at han var der. Ikke fordi der er forbudt for mænd, men værkstedet appellerer bare mest til kvinder. Og det handler ikke kun om den med kvinder og tøj, mener Dorthe Vejbo, som arbejder på Tøjdepotet. Det skyldes i lige så høj grad den dynamik, der opstår i grupper, hvor der kun er kvinder. Der tales et særligt sprog med plads til følelser og knus, og det skaber en stemning, hvor hygge, tryghed og omsorg er centralt. Det synes at være særlig vigtigt for kvinderne i Tøjdepotet. Kvinderne har det til fælles, at de stort set alle er eneforsørgere i øjeblikket. De genkender og deler de daglige problemer, og det betyder også at de er hinandens sociale netværk, siger Dorthe Vejbo. Hun peger dog også på, at den dynamik, som rene kvindegrupper skaber, kan have en bagside: Kvinderne rummer hinanden, og det giver omsorg og tryghed, men det betyder også, at det er svært for dem at komme videre. Der er en risiko for, at de kommer til at putte sig i trygheden, siger hun. Mænd er velkomne Karin og Annie er elever i Tøjdepotet, og de er både enige og ikke enige! Jeg kan godt lide kvindemiljøet. Vi kan snakke om alting, kvinder er nok mere åbne, siger Annie, som har arbejdet i Tøjdepotet i snart tre et halvt år og er en af dem, der er blevet hængende, længere end hun måske egentlig havde tænkt sig. Jeg søger førtidspension på grund af min ryg, men kan ikke rigtigt undvære stedet her, siger hun. Karin så derimod gerne, der var lidt flere mænd: Jeg kunne godt tænke mig, at det var lidt mere blandet. Det kan godt gå lidt i selvsving indimellem, når der kun er kvinder, mener hun. I øjeblikket arbejder er der kvinder i Tøjdepotet. En del af kvinderne har psykiske problemer, som f.eks. angst. Derfor søger de måske netop efter den tryghed, de finder i dagligdagen med andre kvinder. Der er ingen produktionskrav i Tøjdepotet, tempoet er roligt, og vi kræver ikke mere af eleverne, end de selv føler, de magter at give, siger Dorthe Vejbo. flest kvinder. Tøjdepotet er et af dem. 3 indblik Foto: Lisbeth Johansen Konflikter skal løses Både Karin og Annie synes, det er fint, at den rummelighed er der. Annie: Vi har vores forskellige skavanker og får hjælp af skolen. Karin: Men derfor kan det godt være svært at rumme, at der er så mange psykisk ustabile. Jeg mærker det især tydeligt, hvis jeg selv er træt eller stresset. Så er det om at gå til Dorthe og sige det. Det gælder i det hele taget. Annie: Der kan godt opstå konflikter, som vi ikke lige får løst. Jeg er selv konfliktsky så jeg snakker som regel med Dorthe, når der er noget. Hun er en virkelig god støtte, god at tale med og så kan hun også afspænding og massage, der hjælper for ondt i ryggen. Og hun finder altid tid. Vi skal bare spørge. Kofoeds Avis

4 Rundt om kvinderne Over halvdelen af eleverne på Kofoeds Skole er kvinder. Og på nogle områder er deres problemer anderledes end mændenes. Indblik Af Nanna Holm og Karen Pedersen Socialrådgiveren: Ondt i krop og sjæl De danske kvinder kommer typisk med psykiske problemer angst, stress mv. Indvandrerkvinderne derimod giver ofte udtryk for, at de har fysiske problemer, ondt i ryggen eller andre steder. Når vi går dem lidt mere på klingen, har de også tit ægteskabsproblemer, men det kan være svært at tale om, fordi de ofte kommer fra et miljø, hvor alle kender alle, siger Tine Henriksen, som er socialrådgiver på Kofoeds Skole. Mange af kvinderne har problemer med selvværdet. De har svært ved at være noget for sig selv. De er vant til at være noget for andre, og måske søger de den omsorg, som de ikke kan ikke give til sig selv, i skolens kvindefællesskaber. Men kvinderne er ikke ressourcesvage. Tværtimod er de ofte vant til at klare lidt af hvert! Kun for kvinder Skolen har en række tilbud, der særligt retter sig mod kvinder: Frisørdage for kvinder Cykeltræning for kvinder Motion kun for kvinder Gør det selv for kvinder Team Rent & Pænt, aktivering for indvandrerkvinder Projekt Liv for indvandrerkvinder En årlig koloni på Louisestiftelsen i Sorø for enlige mødre og børn Bofællesskabet Miteq i Valby for grønlandske kvinder. Advokaten: Voldsramte kvinder kommer i klemme Hvis Susanne Borch fra Kofoeds Skoles advokatvagt skal pege på en tendens blandt de kvinder, som hun er i kontakt med, er det, at problemer med vold i hjemmet er stigende. Når der er vold i hjemmet, er det kvinderne, der må flygte eller flytte på krisecenter. Det betyder, at den voldelige mand bliver i hjemmet og har mulighed for at fortsætte det liv, børnene kender. Dermed får mændene pludselig en større mulighed end tidligere for at få forældremyndigheden, fordi de opretholder den normale tilværelse. Kvinderne risikerer altså, at blive ramt dobbelt ligesom det jo heller ikke kan siges at være barnets tarv, at faren, som er skyld i at moren måtte flytte, får forældremyndigheden. Den nye lovgivning på socialområdet tvinger forældrene til at samarbejde af hensyn til barnet. Det vil også betyde, at forældremyndigheden formentlig hyppigere gives til den, der har netværk, arbejde og lignende og det vil igen betyde, at de fordrevne kvinder stilles endnu svagere, fordi de ikke har den normale tilværelse og netop ikke tør samarbejde med manden på grund af volden, siger Susanne Borch. Familierådgiveren: Mødre og mønsterbrydere Familierådgiver Charlotte Clemmensen møder først og fremmest kvinderne på Kofoeds Skole som mødre. Mange af de kvinder, der kommer i familierådgivningen, er belastet på flere områder, og mange har selv haft en svær opvækst, med svigt og overgreb på forskellig vis. Kvinderne er oftest alene med ansvaret for børnene i dagligdagen, mange har kun lidt eller slet ingen kontakt til familien. De kvinder, der kommer i rådgivningen er alle kvinder med et stort mod og et stort ønske om at kunne klare forældrerollen på bedste vis og give deres børn nogle andre opvækstbetingelser, end de selv har haft. De kæmper for at skabe en forandring, der kommer deres børn til gode, det ligger dem meget på sinde at bryde med det mønster, de selv er blevet opdraget i. Det kræver kræfter og mod, og det har mange af de kvinder, der henvender sig i rådgivningen, siger Charlotte Clemmensen. Foto: Anders Kavin

5 Det er uacceptabelt, at så mange indvandrere og efterkommere fortsat lever på kanten af samfundet med en ringe tilknytning til arbejdsmarkedet og et markant ringere uddannelsesniveau end den øvrige befolkning. Regeringens Integrationsplan, maj 2006 Arbejdsmarkedet nu med indvandrerkvinder Regeringen vil have flere i arbejde. Og indvandrerkvinderne er en oplagt målgruppe. baggrund Af Christina Berg Johansen Med regeringens integrationsplan er der lagt op til, at flere indvandrere og flere indvandrerkvinder skal i arbejde. Af flere grunde. Der er brug for arbejdskraft. Så overalt ser man efter muligheden for at få flere mennesker ud på arbejdsmarkedet og indvandrerkvinderne udgør en stor arbejdskraftreserve. Samtidig mener man jo også, at det er en god idé, at indvandrerkvinderne lærer dansk, kommer ud på arbejdsmarkedet, og på den måde bliver en aktiv del af samfundet. Det siger specialkonsulent Anne Friis Johansen fra CABI (Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats), som har udgivet en rapport om indvandrerkvinder og arbejdsmarkedet, baseret på mange forskellige aktørers erfaringer. Kun 40 pct. af alle indvandrerkvinder er i arbejde, mod 73 pct. af de danske kvinder. Ny chance til alle Fra 1. juli i år og to år frem får kommunerne ekstra penge til at give passive kontant- og starthjælpsmodtagere en ny chance. Regeringens plan Ny chance til alle handler blandt andet om, at alle langvarigt ledige kontanthjælpsmodtagere skal have gennemgået deres sag på ny. En stor gruppe af dem er indvandrerkvinder. Kommunerne har haft svært ved at matche ressourcer og sagspres, og har derfor nok prioriteret dem, der var lettest at nå. Når bunken af sager nu vendes, får selv de mest besværlige grupper tilbudt aktivering, siger Anne Friis Johansen. Men hvorfor er indvandrerkvinderne tilsyneladende så besværlige? Konsulent Dorthe Galker fra Kofoeds Skoles jobprojekt Tempo forklarer, at kvinderne er vant til at være meget passive i aktiveringstilbuddene, og at de ofte melder sig syge. Alle vores elever har ondt et eller andet sted, siger hun og understreger, at det ikke er ment som mistillid til kvinderne. Men der er lidt for meget det er synd for dem i mange aktiveringstilbud, mener hun. Man kommer ingen vegne med at være sød og hyggelig. De ca. 50 pct., vi får i arbejde i projektet, har vi stået på nakken af. Vi skal stille krav for det virker. Den pædagogik ser vi også hos de flere og flere indvandrere, der arbejder professionelt på området; de er meget mere barske end danskerne. Er arbejde så vigtigt? Og indvandrerkvinderne har ressourcer. Det kommer mere frem nu end tidligere, mener Anne Friis Johansen. I dag tager man mere afsæt i den enkelte kvinde og hele hendes families situation. Hvordan skal kvinden f.eks. få passet børnene, hvis hun får arbejde? Er det et problem, hvis hun får et arbejde, og manden ikke har et? Hvordan kan hun blive bedre til at hjælpe børnene med skolen? Det handler om at få et job, og få resten at livet til at spille sammen med det mål. I mange år har tendensen ellers været, at indvandrerkvinder skulle have ro omkring sig, og bruge kræfterne på at holde sammen på familien og støtte deres nogle gange mange børn. Men undersøgelser viser, at børnene klarer sig bedre, hvis også mor har et arbejde. Så det er en slags misforstået omsorg, mener Anne Friis Johansen. Et job er selvfølgelig ikke alt, men det er super vigtigt, siger Dorthe Galker fra Tempo. At komme ud på arbejdsmarkedet hjælper på så meget andet i den enkelte kvindes liv. Vi kan se det så tydeligt: Når en af vores kvinder har fået arbejde, ranker hun simpelthen ryggen og udstråler en helt anden værdighed og stolthed. Så for langt de fleste indvandrerkvinder er der, som Dorthe Galker udtrykker det, kun én vej og det er ud! Ud på arbejdsmarkedet. Kofoeds Avis

6 Tempo Op i tempo og ud i job For tiden er ni ud af ti elever i jobprojektet Tempo kvinder. Kombinationen af undervisning i kost og ernæring, motion, dansk og jobsøgning er populær. indblik Af Karen Pedersen 6 Første gang eleverne fra Tempo skulle gå de seks-syv kilometer rundt om Bagsværd sø, virkede det fuldstændig uoverskueligt for de fleste. Men da de kom igennem, gav det energi, som de kørte på de næste dage, og nu glæder de sig til gåturene, fortæller Claus Nielsen, leder af Kofoeds Skoles jobprojekt Tempo. Formålet med Tempo er, som navnet siger, at komme op i tempo og ud på arbejdsmarkedet. Og til det har projektet taget lidt utraditionelle metoder i brug ved at kombinere danskundervisning og jobsøgning med undervisning i ernæring og motion. To gange tre timer om ugen er der gymnastik, styrketræning, afspænding m.m. på programmet. Det skal være med til at øge elevernes arbejdsevne, koncentration og udholdenhed. Mange spiser ret usundt: hvidt brød, chips og kager. Og mange har ondt i ryggen og andre steder, fordi de ikke er vant til at bruge kroppen. Vi ved fra tidligere jobprojekter, at mange ikke kan følge med, når de kommer i praktik. Det kan godt være, de kender til lange arbejdsdage, men så er det i et andet tempo. I Danmark skruer vi op for tempoet, men vi skal nå det samme på mindre tid, siger Claus Nielsen. Det er selvfølgelig svært at måle på, om vi får flere i job, fordi vi tænker motion og ernæring ind, men vi tror på det. Syg en gang om ugen Indtil nu er ca. halvdelen af de 70 elever, der har været gennem projektet, kommet i arbejde eller uddannelse. Vigtigt for at nå så langt er muligheden for at komme i praktik undervejs. Selvom praktikkerne langtfra altid fører til job, er de vigtige. De fungerer ofte som en slags arbejdsprøvning, hvor eleverne kan lære at stå op og møde til tiden, og finde ud af, om de kan holde til en hel dag på arbejde, siger Claus Nielsen. Han oplever generelt, at arbejdspladserne er flinke til at tage imod praktikanter fra Tempo. De gider godt have lidt ekstra ulejlighed med at lære en ny op, hvis eleven vel at mærke gider at være der, kan finde ud af at møde til tiden og ikke melder sig syg en dag om ugen, siger han. Lige præcis med hensyn til sygemeldinger er der en kamp at kæmpe. I Tempo er der mødepligt, 30 timer om ugen, men eleverne er ofte syge. Mange af vores elever synes ikke, det er meget at være syg en dag om ugen, men det vil en arbejdsgiver jo ikke finde sig i. Mange har også svært ved at møde til tiden og kommer dryssende: Det er jo bare et projekt når vi får et rigtigt arbejde, så skal vi nok komme til tiden, mener de. Men det kan være en stor omvæltning pludselig at skulle møde klokken 8 et sted, hvis man ikke er vant til at stå op om morgenen. Derfor har vi også strammet op på det, efter aftale med kommunen. Hvis man kommer for sent, bliver man trukket en time i kontanthjælpen. Kvinderne skal det hele En del af tiden i projektet går med at tale om regler og normer på arbejdspladsen. Hvad skal man lave når man er på arbejde? Hvorfor skal man holde frokostpause? osv. At der i øjeblikket næsten kun er kvinder i Tempo, lægger også op til særlige diskussioner: I mange kulturer er det kvinderne, der klarer alt derhjemme henter børn, laver mad og gør rent. Og det er svært, hvis de lige pludselig også skal arbejde 37 timer, og der måske yderligere kommer en times transport oveni. Det bruger vi meget tid på at snakke om. Der er meget, der skal tages højde for, hvis det skal lykkes at komme i job, siger Claus Nielsen.

7 Sunita Kumar og kollegerne i Centralkøkkenet på Rigshospitalet laver mad til 2000 mennesker hver dag. Foto: Lisbeth Johansen Det passer godt til mig For 40-årige Sunita Kumar blev Tempo springbrættet til fast job i Centralkøkkenet på Rigshospitalet. Et job, hun er rigtig glad for. Udenfor er det stegende sommer. Indenfor tager Sunita Kumar imod iført foret heldragt, strikhue og et stort smil. Hun kommer lige fra kølerummet, hvor dagens produktion af sandwich opbevares. Overtræksdragten ryger af, men smilet bliver hængende. Sunita Kumar er glad. Glad for sit arbejde og sine kolleger i Centralkøkkenet på Rigshospitalet. Det er fem måneder siden, hun begyndte som køkkenmedhjælper her. I første omgang i praktik, så i et vikariat, som nu bliver til fast job til november. Sunitas første faste job i de 18 år, hun har været i Danmark. Jeg har arbejdet i køkken før, mange forskellige steder, men kun sæsonarbejde. Det var min sagsbehandler på CKU (Københavns Kommunes Center for Kompetenceudvikling for ledige kontanthjælpsmodtagere, red.) som sendte mig ud på Kofoeds Skole til Tempo, fortæller hun. Her fik Sunita Kumar undervisning i dansk, jobsøgning og motion 30 timer om ugen, og det fungerede godt, synes hun. Jeg fik lært at skrive ansøgninger og at bruge computeren til at søge job, og jeg kom til mange samtaler. Vi gik også til motion, gymnastik og styrketræning og vi gik rundt om søerne. Det virker godt, man bliver mere frisk af det får ny energi, siger Sunita som nu holder motionen ved lige på en kondicykel. Jeg cykler hjemme i stuen, og jeg har tabt mig 4 kg! Arbejde for livet Omkring 50 ansøgninger skrev Sunita Kumar, mens hun var i Tempo. Hun var også i praktik på et plejehjem, før hun kom til Rigshospitalet og blev hængende her. Sunita synes, det har været nemt at falde til på arbejdspladsen, selvom om den er stor, og der er næsten 2000 kolleger at forholde sig til. Jeg havde været her før, på besøg med Kofoeds Skole, så jeg vidste, hvordan det var. Og den første dag fik jeg en meget nem opgave. Jeg skulle smøre smør på rugbrød og lægge salatblad på! Jeg arbejder i det kolde køkken, Centralkøkkenet laver mad til ca mennesker hver dag. Vi leverer også til Amager, Frederiksberg og Bispebjerg Hospital, forklarer hun. Arbejdstiden er fra halv syv til halv tre. Så Sunita er tidligt ude af fjerene for at smøre madpakker til sig selv og sine to børn på 15 og 18, som hun er alene med. Jeg står op klokken fire og tager hjemmefra ved halvsekstiden, så er der god tid. Tit kommer vi minutter før, så sidder vi og snakker, inden vi begynder at arbejde. Jeg er meget glad for mit arbejde og mine kolleger, og de er glade for mig. Vi kommer fra mange forskellige lande, Pakistan, Iran, Irak, Makedonien, fortæller Sunita, som selv er fra Indien. Arbejdet passer godt til mig, også arbejdstiden. Jeg synes, jeg har masser af tid hjemme også. Jeg ser fjernsyn, er sammen med børnene, laver mad og besøger venner. Jo, Sunita synes, hun har fundet sin rette hylde. Jeg tænker, at jeg vil arbejde her hele livet. For det er svært at få arbejde! Kofoeds Avis

8 Så ta r vi cyklerne frem Der var masser af grin og gåpåmod, da fem kvinder, fra fem forskellige lande, satte sig på cyklen for (næsten) første gang. reportage Af Karen Pedersen Okay, sæt jer op på sadlen, mærk, at I har kontakt til jorden og kan støtte med foden Passer cyklen i højden, Nahid? Yamina, det er en god ide, hvis du tager nogle andre sko på næste gang, som du står bedre fast i. Lærer Charlotte Lahrmann har et øje på hver elev. Hvor mange har cyklet før? Én dansk finger ryger i vejret. De øvrige fire kvinder har ikke noget forhold til den jernhest, de skal tilbringe de næste par timer sammen med. Men op på dyret, det vil de. Det er derfor, de har meldt sig på Kofoeds Skoles lær at cykle-hold. Start med at finde balancen, brug cyklen som et løbehjul. Når I føler jeg lidt mere sikre, så slip og sæt foden op på pedalen, dirigerer Charlotte Lahrmann. Yamina støder fra med de høje hæle. Det er ikke helt nemt at finde balancen. I Marokko er der ingen, der cykler, men i Danmark er det vigtigt. Det er godt at kunne cykle, når man ikke har bil, og det er også sundt. Mine børn synes, det er dumt, at jeg ikke kan cykle, så jeg glæder mig til at få det lært selvom jeg er nervøs for trafikken, siger Yamina og balancerer videre. Av, min numse! Pernille kommer hurtigt på cyklen. Men det er snyd, for hun er jo dansk!, mener de andre og det kan der være noget om, siger Pernille:

9 Fotos: Lisbeth Johansen Jeg har cyklet før. Jeg har meldt mig på holdet, fordi jeg skal genoptrænes efter en mindre hjerneblødning jeg er meget bange for trafikken. Jeg skal nok mest øve mig i at stå af og på. Hvorfor tror I, jeg bare cykler rundt og rundt!, griner hun. Skal man i øvrigt række hånden ud hele tiden, når man kører rundt i en rundkørsel? Nej, kun når man vil UD af den, siger Charlotte. Færdselsundervisningen tager vi senere! Lige nu har kvinderne nok at se til. Av, det det gør ondt, Marianna tager sig til bagdelen og kigger bebrejdende på den hårde smalle sadel hvordan kan man SIDDE på sådan en? Pludselig har Nahid balancen. Hvor er det GODT!, råber Charlotte jeg nægter at tro på, du aldrig har cyklet før men pas på, der står en container Pyh det gik. Pas påååå Når kvinderne om nogle uger er helt fortrolige med cyklerne, er de klar til at blive sluppet ud i trafikken. Og så er det med cykelhjelm og vest. Trafikken er en kæmpe mundfuld. Den sikkerhed, man har ved at cykle på lukket grund, forsvinder nemt som dug for solen. Det kræver overblik, når der pludselig kommer modkørende, og man skal huske at række armen ud, når man skal dreje osv. Derfor er lektionerne på cykelholdet i år udvidet med en time pr. gang, så der også er færdselsundervisning med, fortæller Charlotte Lahrmann, mens Marianna drøner forbi. Pas pååååå jeg ka! Lige stærkt nok går det, så ud med foden og bremse uh, uh, uh Jeg har kun cyklet én gang før, da jeg var barn, og da kørte jeg ind i et træ og slog hovedet og cyklen gik i stykker. Det var én, jeg havde lånt af en veninde, så det var stor katastrofe, griner Marianna, som kommer fra Armenien. Men her i Danmark cykler alle, så selvfølgelig skal man lære at cykle, det er mest praktisk. Og foreløbig går det jo rigtig godt. Nu tager vi lige en tissepause og en av min numse-pause, siger Charlotte Lahrmann og så skal vi i gang med lektion to som handler om, hvordan man bremser! Kofoeds Avis

10 Som ung ville Bente Morén være folkeskolelærer og skuespiller. Så blev hun christianit med hud og hår. I dag er hun sektionsleder på Kofoeds Skole, på Det Åbne Værksted, som hun selv har været med til at bygge op. Man skal tage stilling Foto: Claus Christensen 10 Portræt Af Henrik Juhl Midt i Det Åbne Værksted står et stort bord, hvor eleverne ofte samles. Her drikker de kaffe og vender verdenssituationen. Og her bliver der taget stilling til stort og småt. For værkstedets leder Bente Morén forlanger, at man tager stilling! Hun giver også gerne plads til diskussion. Jeg har en teori om, at hvis vi sætter os sammen omkring et bord og vedtager, at vi alle er lige dumme til noget, så ryger den dér angst for at dumme sig, og så kan man pludselig en hel masse, siger hun. Bente Morén har været ansat på Det Åbne Værksted, siden det blev oprettet i Men vejen hertil var lang og slog nogle sving undervejs. Det Åbne Værksted Det Åbne Værksted er et kreativt gør-det-selvsted, hvor eleverne syr og strikker, tegner og maler, laver smykker, sætter møbler i stand m. m. Værkstedet har også computere med internet. Mødetiderne på værkstedet er fleksible, og arbejdet tilrettelægges efter behov. Værkstedslederne lægger stor vægt på det sociale samvær. På hovedet ud i livet Jeg tog hf-eksamen som 19-årig og debuterede samme år som enlig mor. Så fik jeg tilbudt et 3-måneders lærervikariat i Næstved. Det blev til sammenlagt et års vikariater plus et års fastansættelse. Ved siden af optrådte jeg på Næstved Amatørteater. Jeg ville være rigtig lærer, så jeg startede på lærerseminariet i Vordingborg, samtidig med, at jeg meldte mig ind på en privat skuespillerskole i København. Det var nok lidt meget på én gang, men jeg egner mig nu engang ikke til at sidde stille. På lærerseminariet faldt jeg fatalt igennem i faget formning. Det er sådan en blandet landhandel af kreative ting. Jeg havde totalt misforstået emnet. Det er tankevækkende, eftersom det er mine kreative og igangsættende idéer, som driver Det Åbne Værksted på Kofoeds Skole i dag. Matriarkat på Christiania På skuespillerskolen mødte Bente Morén en pige, som boede på Christiania. Hun tilbød, at Bente kunne bo hos hende. Så i 1984 flyttede jeg på Christiania, og der har mit hjerte og jeg stort set befundet sig lige siden. Det var et kollektiv, og det var lige mig. Jeg er ikke god til at finde på idéer alene. Jeg er bedst sammen med andre mennesker. På Christiania har vi matriarkat! Kvinder skal kunne det hele. Ligesom dengang vi var en flok kvinder, som skulle have gravet et el-kabel ned. Vi stod og gloede på et ordentlig bæst af en rendegraver, og

11 46-årige Bente Morén har altid taget stilling og givet sin mening højlydt til kende. Hendes mormor grundlagde Kvindeligt Arbejderforbund i Skanderborg og var æresmedlem til sin død. Så det ligger måske i generne én eller anden havde spændt en snor ud, hvor renden skulle graves. Hvor var nu den store stærke mand, som bare kunne det dér? Så sagde en af pigerne: Det kan da ikke være sværere end at sy på maskine. Man skal vel bare følge snoren ikke. Så gik hun i gang og gravede renden. På Staden, som vi kalder Christiania, har jeg arbejdet som alt fra skraldemand til bager. I 1988 fødte jeg mit andet barn og startede på Musikloppen som frivillig. Der skal man også kunne det hele. Jeg startede med rengøring, nattevagter og indkøb. Senere blev jeg bestyrer. Hooked på socialt arbejde I 1991 kom Bente Morén i arbejdsprøvning på Kofoeds Skole. Sagsbehandleren i kommunen var ikke sikker på, om hun overhovedet egnede sig til rigtigt arbejde. Man kan sige at mit egentlige arbejdsliv startede på Kofoeds Skole. Jeg arbejdede på Produktionsværkstedets skrædderværksted og siden på Tøjdepotet. Efter halvandet år forlod jeg skolen og blev medarbejder i et projekt, hvor man anbragte stofmisbrugere sammen med deres nyfødte børn i familiepleje. Socialt arbejde var blevet min store interesse. Efter fire år blev Bente Morén alvorligt syg. Hun fik en bindevævssygdom, og kom i behandling. I dag er hun erklæret rask, men har kun 46 pct. af sin lungekapacitet tilbage. Sygdommen betød, at Bente måtte opgive sit arbejde. I stedet meldte hun sig til merkonomstudiet på Niels Brock. Og 1997 vendte hun tilbage til Kofoeds Skole i et vikariat i Tøjdepotet, hvor hun arbejdede i nogle år. Antropologer om bordet Der kommer ca. 35 elever på det åbne værksted hver dag. Ca. lige mange mænd og kvinder. Vi bor i det samme rum, og er ikke særlig opdelt i køn. Ofte er kvinderne hos træmændene, og mændene hos sydamerne, fortæller Bente Morén. Det store fællesbord på værkstedet er det sociale samlingspunkt. Her er der gang i snakken og plads til alle synspunkter. Mit Christiania-liv har lært mig, hvor vigtig den demokratiske proces er. Fællesmøderne, hvor der skal være fuld enighed, har været besværlige, fordi de er så tidsslugende, men de er også udviklende i disciplinen at bøje meninger mod hinanden. Sådan er det vel også i Folketinget, hvor de sidder med røde øjne og kaffeforgiftning og bokser til den lyse morgen, indtil de endelig finder den samme melodi. Omkring kaffebordet på Det Åbne Værksted er vi antropologer. Vi diskuterer kulturelle og religiøse forskelle og ligheder. Man har indflydelse, når man er der og tager ordet. Det er mig, som er ordstyrer, og det hænder, eleverne siger, jeg er skrap. Men jeg vil have, at man skal tage stilling til, hvad der sker i verden. At folk skal se deres eget liv i øjnene og handle på det. 11 Fantasien bestemmer Omkring årtusindskiftet opstod idéen om at åbne en ny type værksted, som var indrettet på de elever, som ikke kunne møde op så regelmæssigt, som eleverne i skolens optræningsværksteder. Der skulle være en løsere struktur, og aktiviteterne skulle skræddersys til den enkelte elevs behov. Stillingen som leder af værkstedet blev slået op. Jeg søgte og fik den. Det Åbne Værksted er et kreativt gør-det-selv-sted. I træ-delen hjælper to medarbejdere eleverne med at renovere møbler eller dreje og formgive deres idéer med forhåndenværende genbrugstræ. I håndarbejds-delen, som Bente Morén, står for, er der gang i symaskinerne. Hos mig klipper vi alting op og genbruger det i patchwork. Vi syr brugstøj af det, vi nu har, laver håndlavede smykker og meget mere. Kun fantasien og materialeudgifterne sætter grænser. Det gode liv Bente Morén: Et godt liv er som en rude i et gennemarbejdet stykke patchwork. Helt unikt, lavet af spændende genbrugsmaterialer fyldt med smukke farver og mønstre, der alle sammen indgår i den store sammenhæng, som for eksempel altertavlen og alterdugen, vi har syet til Kofoeds Skoles juleaftensgudstjenester i Grønlænderhuset. Kofoeds Avis

12 Kulturdag 2006 Maskinel magasinpost ID nr.: Fotos: Claus Christensen Projekt Liv Projekt Liv er et nyt tilbud til selvforsørgede flygtninge- og indvandrerkvinder. Vi oplever, at mange af de kvinder, der bliver forsørget af deres mænd er meget isolerede og ikke får vejledning nogen steder, derfor har vi søgt og fået midler til Projekt Liv fra Integrationsministeriet, siger Susanne Munck, viceskoleleder i Kofoeds Skoles Oplysningsforbund. Samtidig er der mange myter, blandt andet om, at det er mændene, der holder kvinderne hjemme. Men det er langt mere facetteret, ofte handler det f.eks. også om, at kvinderne ikke har lært dansk. De har måske været lidt på et sprogcenter, men hvis de så har tre- fire børn, er de ikke kommet meget længere. Projekt Liv tilbyder danskundervisning, undervisning om samfundet og arbejdsmarkedet samt jobsøgning, ligesom kvinderne kan benytte sig af resten af skolens tilbud. Projektet er jobrettet, men for nogle kvinder handler det i første omgang om at tage skridtet ud af lejligheden og finde ud af, at de ikke kun er husmødre, men også samfundsborgere, siger Susanne Munck. Projekt Liv løber fra september 2006 til juli Der vil være løbende indtag. Projektleder Charlotte Wedenborg kan træffes på eller kap Afsender: Postbox Fredericia Kofoeds Skole er en selvejende institution, der yder hjælp til selvhjælp til mennesker i sociale vanskeligheder. Skolen arbejder på et kristent og folkeligt grundlag. REDAKTION: Christina Berg Johansen (ansvar), Marianne Bjørkøe, Henrik Juhl, Karen Pedersen forsidefoto: Lisbeth Johansen LAYOUT: Henriette Mørk TRYK: Kailow Graphics Trykt i eksemplarer til Kofoeds Skoles støttekreds. Eftertryk tilladt med kildeangivelse ISSN: KOFOEDS SKOLE Nyrnberggade København S Tlf.: Fax: ks@kofoedsskole.dk Postgiro: