Skriftlige oplæg til høringen om anbragte børn og unge

Transkript

1 Skriftlige oplæg til høringen om anbragte børn og unge Introduktion til problemstillingen og høringen...2 Om grundlaget for beslutninger om anbringelse uden for hjemmet af børn og unge...8 Hvad ved vi om kommunernes grundlag for at træffe beslutninger om anbringelse?...14 Den gode anbringelse set fra en kommunal vinkel...19 Beslutninger omkring anbringelser og ømme punkter i beslutningsgangene...30 Hvordan styrker vi udbuddet, bredden, og overblikket over pladserne?...38 Familieplejen Danmark...46 Anbringelsesstederne - Problemstillinger, Udfordringer og Styringsmuligheder...49 Kvaliteten, udbuddet og kontinuiteten i anbringelsespladserne...55 Inddragelse af barnet/den unge som forudsætning for en god anbringelse...60 Hvorledes fremmes forældres ressourcer under barnets anbringelse...64 FBU ForældreLANDSforeningen...69 Erfaringer fra det 2-årige Familierådslagningsprojekt på Ydre Østerbro i København...75 Anbringelse af etniske minoritetsbørn...81 Behandl mig ordentligt, fordi det gør ondt i min sjæl!...88 Ellehus...93 Tendenser, udfordringer og dilemmaer i forhold til den aktuelle diskussion om rummelighed i normalsystemet set med udgangspunkt i det aktuelle focus på kvalitet i anbringelsesarbejdet..98 Anbragte børns forhold til det omgivende samfund om samarbejdet mellem de kommunale myndigheder og anbringelsesstederne i forbindelse med udslusning og efterværn...103

2 Introduktion til problemstillingen og høringen Af: Else Christensen, programleder, Socialforskningsinstituttet Jeg bor her, fordi jeg klarede mig dårligt i skolen. Her lærer jeg noget, så jeg tror snart, jeg kan blive bedre, så jeg kan komme hjem igen. Det er den forklaring, jeg får af en 11-årig dreng (vi kan kalde ham Peter), da jeg spørger ham om, hvad der er baggrunden for, at han nu i mere end ½ år har boet på et skolehjem. Det var for nogle år siden, da jeg var i gang med en undersøgelse af processen i kommunerne, når børn bliver anbragt uden for hjemmet. I den undersøgelse talte jeg både med børnene selv, med forældrene, med sagsbehandleren og med de voksne det sted, hvor barnet blev anbragt. Jeg talte også med Peters mor og far. Og jeg spurgte også dem om hvad, der var baggrunden for anbringelsen. Peters far (vi kan kalde ham Helge) svarer: Det var kommunen, der var tosset. De synes, vi har et problem. Men det synes vi ikke selv. Vi har ikke noget arbejde, men vi bor da pænt, se selv. Konen er i jobtræning, men jeg synes, det er spild af tid, der er jo ikke noget arbejde. Vi kan sagtens bruge tiden på at passe vores hjem og vores børn. Børnene får mad og tøj og før de blev anbragt, stod jeg op hver morgen og smurte madpakker sådan en sommermorgen med fuglefløjt, det er bare dejligt. Peters mor (som vi kan kalde for Alice) bryder ind i samtalen: Kommunen kører jo meget med, at vi drikker. Det gør vi også, siger Helge. Det var dengang, jeg stod og drak foran Brugsen, men det er holdt op nu. Nu drikker jeg kun herhjemme. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg drikker. Når jeg er ked af det, tager jeg altså et par bajere og så er jeg ikke så meget diplomat. Men det er aldrig gået ud over børnene. Jeg vil give kommunen ret så langt, at det nok ikke er så godt, at jeg drikker 30 bajere om dagen, men det har jeg også skåret ned. Men så synes jeg også, de må komme i møde. 2

3 I Socialforvaltningen har sagsbehandleren den opfattelse, at forældrenes livsførelse er et stort problem for Peter og hans yngre søskende. Det som Helge kalder at han ikke er diplomat, når han har drukket, beskriver forvaltningen som at når han har drukket, så banker han sin kone og undertiden også børnene. Socialforvaltningen er flere gange blevet orienteret om, at der har været huspektakler, ligesom naboerne har henvendt sig med de flygtende børn. Det, der får forvaltningen til at handle nu, er den seneste underretning fra daginstitutionen, hvor daginstitutionen fortæller, at det yngste barn kommer uregelmæssigt i institutionen og at forældrene virker berusede, når de henter barnet. Forvaltningen mener, at de gennem årene nu har fået så mange henvendelser, at anbringelse er nødvendig. Peter kommer på et skolehjem, for han har faktisk også problemer med skolen og de to små kommer i familiepleje. Jeg har foretaget enkelte ændringer for at anonymisere, men ellers er dette er en historie fra det virkelige liv. Forældrene ankede sagen, men fik i første omgang ikke medhold, de var dog indstillede på at anke igen eventuelt gå videre til Landsretten. På skolehjemmet mente de, at Peter var kommet det rigtige sted. De mente, han klarede sig godt og gjorde fremskridt. Det største problem for dem at se var, at faderen, Helge, nægtede at sætte sine ben et sådan sted. Mor havde været der et par gange, men nu havde far nedlagt forbud, så de var bekymrede for, om Peter kunne få nok ud af opholdet, når der var de konflikter om det derhjemme. Peter var selv glad for at være på skolehjemmet, viste rundt med stolthed, og var tydeligt glad for sin kontaktpædagog. Men han mente alligevel, det var bedst at han anstrengte sig for at blive bedre, så han kunne komme hjem. Er grundlaget for beslutningen om anbringelse godt nok? Var det en rigtig beslutning, at Peter og hans yngre søskende skulle anbringes uden for hjemmet? Forældrene sagde nej, men tabte jo altså sagen i Den Sociale Ankestyrelse. Spørgsmålet om grundlaget for en beslutning om anbringelse og det vil sige spørgsmålet om, hvorvidt den undersøgelse af barnets og familiens forhold, der går forud for anbringelsen har været god nok er det første og måske derfor det mest væsentlige, når man skal vurdere, om et barn skal anbringes eller ej. I dagens program bliver dette spørgsmål belyst i den første del af programmet, hvor der vil være indlæg fra Den Sociale Ankestyrelse (v. Hanne Moos), fra Socialforskningsinstituttet, hvor vi pt er i gang med undersøgelser netop om beslutningen før en anbringelse (v. tine Egelund), fra en kommune, nemlig Greve kommune, der udmærker sig ved flere spændende aktiviteter indenfor området (v. 3

4 Hanne Poulsen) og fra Ålborg Universitet (v. Karen Kildedal), der jo gennem de senere år har gennemført flere spændende undersøgelser blandt andet med tidligere anbragte, nu voksne. Man kan sige, at grundlaget for en beslutning er baseret på viden, holdning og politik. Viden om børns udvikling, viden om det konkrete barn, viden om familien og viden om hvordan familien lever. Noget af den viden (fx det generelle om børns udvikling) kan forvaltningen have på forhånd, andre dele må indhentes undervejs. Holdning er lige så vigtig. Holdning kan blandt andet være en respekt for, hvad man eventuelt ikke ved og hvad man har brug for at lære mere om. Holdning er de værdier, man lever efter og det kan være en anerkendelse af, at andre mennesker, der lever på en anden måde end en selv, alligevel kan have et godt og rigt liv. Politik bør også nævnes. Politik kan i denne sammenhæng beskrives som dels at åbne muligheder, dels at sætte grænser. Fx kan der være en politik for uddannelsesniveauet for sagsbehandlere eller andre, der arbejder med mennesker. En politik for efteruddannelse, for ansvarsfordeling, for antal pladser, der er til rådighed og for økonomien på et område. De fleste faglige beslutninger vil finde sted i et politisk rum. Landspolitisk hvad angår de store rammer og lokalpolitisk hvad angår de konkrete daglige beslutninger. Jeg tror, vi i dag vil få en grundig og spændende belysning af problemstillinger i forbindelse med grundlaget for beslutning om anbringelser. Både med hensyn til hvad der lægges vægt på i den faktiske vurdering, med hensyn til sagsbehandlernes rolle og ansvar og med hensyn til hvad vi kan kalde system-relevante synspunkter. Med det sidste tænker jeg på, at der jo er sager, hvor det faktiske grundlag for anbringelsen kan være i orden, men hvor der er sket fejl i sagsbehandlingen. Det er vigtigt at både de menneskelige og de administrative regler overholdes, for at der kan komme et godt forløb. Kvaliteten, udbuddet og kontinuiteten i anbringelsespladserne Når anbringelsen er besluttet, er det vigtigt at finde det rigtige sted til barnet. Peter var heldig, meget tyder på, at der var det rigtige sted til ham. Det er vigtigt at overveje, om barnet selv har problemer, som der skal tages særligt hensyn til eller om anbringelsen overvejende skyldes problemer med forældrenes livsførelse. Eller om der er tale om begge problemfelter. Ideelt set skal valget at anbringelsessted være en konsekvens af en vurdering af børnenes (og familiernes forhold). For nogle børn vil en døgninstitution være bedst, for andre vil det være et opholdssted og for andre igen en familiepleje. Ideelt set vil det også være rigtigt med kontinuitet i anbringelsen. Man skal anbringes én gang og det skal være det rigtige sted. I praksis vil de bedste forløb ofte indeholde to anbringelsessteder, et foreløbigt (eventuelt mens sagen bliver undersøgt) og et blivende. Desværre ser vi alt for tit, at det bliver til flere anbringelsessteder, ligesom vi kender til begrebet svingdørsbørn altså børn, der anbringes, hjemgives, anbringes 4

5 De relevante problemstillinger vil i dag blive belyst fra Landsforeningen af Opholdssteder og Skoletilbud (v. Geert Jørgensen), fra Familieplejen i Danmark (v. Niels Dueholm), fra Familieafdelingen i Fyns Amt (v. Lilian Waaben) og fra Socialpædagogernes Landsforbund (v. Kirsten Nissen). Jeg har ikke læst deres oplæg endnu, men det skulle da undre mig, om der ikke faldt en enkelt kritisk kommentar undervejs. Hvad er vigtigt for brugerne af anbringelsessystemet? Hele pointen med at anbringe børn uden for hjemmet er, at børnene skal få et bedre liv. Der skal lidt mere stabilitet ind i deres tilværelse, de skal have adgang til andre voksne end deres forældre. For mange børn er det også vigtigt med en bedre og mere stabil skolegang, og med støtte til en uddannelse. Sagt helt enkelt skal der gerne være tale om, at børnene kommer til at føles sig mere integrerede i samfundet, at de får et bedre menneskeligt og uddannelsesmæssigt udgangspunkt og at de bliver gladere, stærkere og får mere mod på livet. Det er faktisk en ambitiøs målsætning. Men hvis man ikke har ambitioner, er der vel ikke nogen grund til på den måde at gribe ind i menneskers liv. Når grundlaget for anbringelsen er i orden, når det rigtige sted er fundet og når de eventuelt nødvendige særlige hjælpeforanstaltninger er fundet, er det de menneskelige relationer og en omgangsform, der tillader at man bevarer sin menneskelige værdighed, der er det afgørende. Det betyder meget, at både børn og forældre bliver ordentligt informerede om, hvad der skal ske og at de får en forklaring på, hvorfor tingene skal ske. Man skal forberedes ordentligt og i tide. For børnene er det vigtigt, at der er nogen, der kan lide dem, det sted, hvor de nu skal bo. For forældrene er det vigtigt, at de føler sig velkomne, når de kommer på besøg og for både børn og forældre er det vigtigt, at en etableret relation bevares. Det lyder meget idyllisk at sige tingene sådan, og i praksis kan det være svært, men det må alligevel være målsætningen. Peter kommer et sted, hvor der er nogen, der kan lide ham, hvor han får støtte og hvor der på den måde er alle muligheder for, at han kan udvikle sig. Hans forældre er også velkomne, men ønsker ikke at komme, fordi de oplever det som et nederlag at have et barn på et skolehjem. Hvis Peter skulle få det optimale ud af opholdet, måtte hans forældre formås til for hans skyld at holde kontakten, uanset de var uenige i anbringelsen. Ved at afvise kontakt straffer de Peter for hvad de anser for kommunens fejl. Vi får en grundig belysning både fra brugersiden og fra systemsiden. Baglandet i Århus, der har udgangspunkt i tidligere anbragte børn vil komme med et indlæg (v. Bente Nielsen), Ungdomsbistand vil fortælle om erfaringer (v. Birthe Nielsen) og der vil komme indlæg fra Børneteamet i Københavns Kommune (v. Pernille Ørskov). 5

6 Anbringelser af børn og unge fra etniske minoriteter Spørgsmålet om hvordan man bedst og rigtigst sætter ind med en relevant foranstaltning for børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk trænger sig mere og mere på. Alle, der arbejder indenfor det sociale område, møder børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk. I en del år var der vel nogen berøringsangst - man talte fx om kulturforskelle i stedet for Skodsborg Observationshjem, der blandt andet lægger meget vægt på den nænsomme anbringelsevil bidrage (v. Charlotte Guldberg). Forældrelandsforeningen for Børne- og om børnemishandling. I dag tror jeg langt de fleste anerkender at børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk både har brug for en hjælp, der tager hensyn til deres baggrund, en hjælp der tager udgangspunkt i deres nutid og en hjælp rettet mod deres fremtid, der jo i langt de fleste tilfælde vil blive levet i Danmark. Det er derfor godt, at der i dag er tre indlæg fra kompetente foredragsholdere. Fra Ålborg Universitet / Den Sociale Højskole er der et indlæg baseret på forskning og den nyeste indsigt inden for området (v. Marianne Skytte). Fra den virkelige verden, sådan som det ser ud derude er der et indlæg om erfaringer, holdninger og viden (v. Ahmet Demir) og endelig et indlæg fra et observations- og udredningscenter for børn og unge med anden etnisk baggrund (v. Henning Hjort). Anbragte børns forhold til det omgivende samfund Den sidste del af programmet handler om anbragte børns forhold til det omgivende samfund. Jeg synes måske, det kunne være lige så relevant at tale om det omgivende samfunds forhold til de anbragte børn. For der er jo tale om et samspil. Det er vigtigt at tænke over hvad vi de almindeligt velfungerende danskere kan gøre for at børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, får så gode forhold som muligt. Vil vi tage dem ind i varmen? Vil vi lade dem være en del af os? Eller vil vi marginalisere dem som de andre. Hvor stor er danskernes solidaritet? Og hvor meget tør vi? Jeg tror, vi får nogle gode bud fra Udviklings- og Formidlingscenter for børn og Unge (v. Jens Bundgaard) og Udviklings- og Formidlingscenter for Socialt Arbejde med Unge (v. Peter Jensen). Jeg vil slutte med lige at vende tilbage til Peter, som jeg startede med at fortælle om. Jeg interviewede Peters forældre før jeg interviewede Peter. Og jeg spurgte blandt andet Peters far, om Peter vidste, at han boede uden for hjemmet på grund af forældrenes alkoholproblemer og om det var i orden, at jeg talte med Peter om dette forhold. Peters far svarede ja på begge spørgsmål. Så da Peter havde talt godt og grundigt om de problemer det medførte for ham og for familien, at han var så dårlig i skolen, at han måtte bo på skolehjem, sagde jeg: Det er sjovt nok, du siger det, for jeg forstod ellers på din far, at du boede her på grund af hans og din mors alkoholproblemer. Tavshed. 6

7 Og så kom det: Nå, siger han selv det. Det var da altid noget. Efter det var det en anden dreng, jeg interviewede. Han fortalt om sin angst, om hvordan det var at flygte midt om natten med to små søskende og al den bekymring, der fyldte ham. Efter et stykke tid skiftede han igen og slutreplikken lød men jeg håber nu, jeg snart kommer til at klare mig bedre, så jeg kan komme hjem igen. Der havde været et møde han havde tilladt et hul i sit forsvar. Jeg tror, at det at mødes i sådanne huller er vigtigt for mennesker. Dialog og kontakt er nødvendig, det er ikke kun de anbragte børns forhold til os, det er i lige så høj grad vores forhold til dem. Jeg håber, vi må få en rigtigt god dag. Måske og i bedste fald med nogle møder og nogle huller i forsvaret, så vi alle kan gå en lille smule klogere herfra. 7

8 Om grundlaget for beslutninger om anbringelse uden for hjemmet af børn og unge Af: Hanne Moos, Ankechef i Den Sociale Ankestyrelse Grundlaget for mine synspunkter om emnet er mine erfaringer fra arbejdet i Den Sociale Ankestyrelse som ankechef og de opgaver og berøringsflader der følger heraf. Den Sociale Ankestyrelse er som bekendt ankeinstans for klagesager på det sociale område. Ankestyrelsen har endvidere til opgave at vejlede kommuner og amtskommuner om styrelsens praksis inden for den sociale lovgivning samt at praksiskoordinere på landsplan. På anbringelsesområdet er Ankestyrelsen direkte klageinstans for de kommunale børn og ungeudvalgs afgørelser, d.v.s. for tvangsmæssige afgørelser vedrørende børn og unge i alderen fra 0 til det fyldte 18. år. - På det frivillige anbringelsesområde er det De Sociale Nævn der er klageinstans. Ankestyrelsen kan dog beslutte at behandle en klage over et nævns afgørelse, hvis sagen har principiel betydning. Ankestyrelsens og dermed også mit kendskab til anbringelsesområdet stammer således i det væsentlige fra behandlingen af klagesager på det tvangsmæssige anbringelsesområde. Hovedprincipper i det eksisterende regelgrundlag Det er vigtigt at understrege, at hele servicelovens regelsæt om særlig støtte til børn og unge bygger på det princip, at det er kommunen der har ansvar og kompetence til at træffe afgørelser, også når det drejer sig om anbringelse af børn, hvad enten anbringelsen sker med forældrenes samtykke som en frivillig anbringelse eller uden forældrenes samtykke som en tvangsmæssig anbringelse. Som en undtagelse - en slags sikkerhedsventil - giver loven Ankestyrelsen mulighed for at træffe afgørelse om tvangsmæssige anbringelser og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen. Det er typisk i situationer, hvor de lokale myndigheder undlader at gribe ind, og hvor Ankestyrelsen så bliver underrettet om sagen og bedt om selv at tage stilling til, om der er grundlag for at træffe en tvangsmæssig afgørelse. - Loven indeholder også en anden sikkerhedsventil, som giver Det Sociale Nævn adgang til at pålægge en kommune at iværksætte frivillige støtteforanstaltninger. - Disse sikkerhedsventiler ændrer dog ikke på lovens grundprincip om, at kompetence og ansvar ligger i kommunerne. Yderligere fravigelser fra lovens grundprincip bør af hensyn til klarheden i afgørelsesstrukturen kun ske efter meget grundige overvejelser. Det er også vigtigt at understrege, at uanset hvordan man politisk måtte beslutte at placere udførelsen af selve den praktiske anbringelse, herunder ansvaret for matchning af det enkelte barn og anbringelsessted, er der fortsat en opgave at varetage i form af at udpege de familier og børn, der skal sættes ind overfor med støtteforanstaltninger, herunder i form af anbringelse af børn uden for 8

9 hjemmet. Det er vanskeligt at forestille sig, at det kan være andre end den stedlige kommune, der kan udføre denne opgave ud fra nærhedsprincippet og førstehåndskendskabet til borgerne. Endelig er det vigtigt at understrege, at kompetencen og ansvaret for hvad der skal ske med barnet, når der er truffet beslutning om anbringelse uden for hjemmet enten frivilligt eller tvangsmæssigt ligger hos kommunen. D.v.s. kommunen fører tilsyn med barnets forhold under anbringelsen og beslutter, hvor barnet skal have ophold, hvor barnet skal gå i skole, om barnet skal undersøges, om barnet skal behandles etc. etc. Kommunen træffer altså afgørelse om alle disse forhold, for at formålet med anbringelsen kan opnås. - Er der tale om en frivillig anbringelse skal samtykket til anbringelsen fra forældremyndighedens indehaver(e) og den 15-årige omfatte formålet med anbringelsen, altså det der skal ske under anbringelsen. - Er der tale om en tvangsmæssig anbringelse skal forholdene under anbringelsen besluttes i forståelse med barnet og forældremyndigheden, forudsat at formålet med anbringelsen kan opnås. Hvis ikke en sådan forståelse kan opnås samtidig med fastholdelse af formålet med anbringelsen er det som anført kommunen, der træffer afgørelse om forholdene. Ankestyrelsen har således ingen kompetence med hensyn til valg af anbringelsessted og hvad der sker under anbringelsen. Er regelsættet for beslutning om anbringelse af børn og unge godt nok? Det er min opfattelse, at det eksisterende regelsæt er godt nok. - Det er ikke ensbetydende med, at der ikke hen ad vejen kan opstå behov for mindre justeringer, men grundlæggende er regelsættet godt nok. - Det er imidlertid ikke det samme som at regelsættet i praksis altid anvendes og efterleves efter dets ordlyd og intentioner, selv om der på dette område er et særdeles detaljeret regelsæt. Dette vil jeg vende tilbage til nedenfor under kommunens forarbejde. At der fra tid til anden opstår sager, som omtales i medierne, og hvis behandling synes stærkt kritisabel, er ikke ensbetydende med at regelgrundlaget ikke er godt nok. Uanset hvilket regelgrundlag der eksisterer, vil der altid opstå fejl og uhensigtsmæssigheder, men disse skal selvfølgelig søges minimeret og det mener jeg er sket med de seneste ændringer af serviceloven på dette område. Ved den seneste store lovændring på området i maj 2000 blev spørgsmålet om handlekommune i anbringelsessager diskuteret på ny især i de situationer, hvor forældremyndigheden til et allerede anbragt barn flytter til en anden kommune. Der blev ikke gennemført ændringer i de hidtil gældende regler på dette område, d.v.s. at handlekommuneforpligtelsen fortsat følger forældremyndigheden, men emnet diskuteres fortsat, navnlig med henblik på om barnets opholdskommune skal være handlekommune. De gældende regler om handlekommuneforpligtelsen kan i enkelte anbringelsessager volde problemer, men helt overvejende fungerer de efter vores erfaringer i Ankestyrelsen godt. En anden ordning vurderes som anført nedenfor at medføre andre og større problemer. 9

10 En anbringelsesbeslutning er jo rettet mod forældremyndighedens indehaver(e) (og den eventuelt 15- årige) og formålet med anbringelsen er at bedre hele familiens situation altså både forældrenes og barnets så barnet som udgangspunkt kan komme hjem igen. Derfor er det vigtigt at kommunen har indgående kendskab til forældrenes forhold og deres behov for støtte til afhjælpning af problemerne, herunder støtte til eventuelle andre børn, ligesom kommunen skal sørge for opretholdelsen af kontakten mellem barn og forældre under anbringelsen. Kommunen skal også sørge for ved en hjemgivelse at iværksætte eventuelle støtteforanstaltninger i hjemmet, hvis der er behov herfor. Disse opgaver løses naturligt og bedst af forældrenes handlekommune/opholdskommune. Det er også vigtigt at kommunen har kendskab til barnets behov og forhold under anbringelsen. Kommunen skal således føre tilsyn med barnet og eventuelt tage yderligere initiativer vedrørende barnet under anbringelsen. Disse opgaver vil kunne løses af flere kommuner bl.a. af den oprindelige anbringelseskommune eller af barnets opholdskommune, men det er fortsat vigtigt, at det er en kommune der har det samlede overblik i sagen og det vil alt andet lige være mest hensigtsmæssigt, at det er forældrenes opholdskommune/handlekommune af de grunde der lige er anført. - Skulle der undtagelsesvist være grunde til at forældrenes tidligere opholdskommune er bedre egnet til at være handlekommune, kan dette aftales kommunerne imellem, såfremt forældremyndigheden er enig heri. Der er således allerede fleksibilitet i handlekommunereglerne, hvis det skønnes hensigtsmæssigt. I øjeblikket diskuteres i medier og fagblade med bekymring stigningen i antallet af anbringelser af børn og unge med de udgifter det medfører for samfundet. Fra 1990 og frem til og med 1997 har der været et konstant fald i det samlede antal af anbringelser af børn og unge (frivillige og tvangsmæssige). I 1998 var tallet nærmest uændret og i 1999 og 2000 er der sket en stigning i antallet af anbringelser på ca til i alt ca , således at tallet nu er oppe på næsten samme niveau som i I samme periode er der næsten sket en fordobling af de tvangsmæssige anbringelser med en stigning fra år til år. Tallet af tvangsfjernelser er således steget fra 974 i 1990 til i De seneste års samlede stigning i antallet af anbringelser af børn og unge skal jo ses i sammenhæng med de regelændringer der er foretaget med vedtagelse af serviceloven i 1997 og vedtagelse af større ændringer i loven i maj 2000 og den offentlige debat, der har fundet sted i tilknytning hertil. Ændringerne gik jo netop hovedsageligt ud på, at der skal gribes tidligere ind med anbringelser og at der skal skabes ro og kontinuitet i anbringelserne. Det er ændringer, som jo i hvert fald i en overgangsperiode må føre til et større antal anbringelser. Er kommunens forarbejde godt nok? Som central ankeinstans for tvangsfjernelser besluttet af de kommunale børn og unge-udvalg har vi i Ankestyrelsen på dette område et ganske godt kendskab til hele landet. (Ca. 10% af alle anbringelser er tvangsmæssige. Omring 1/3 af disse sager indbringes for Ankestyrelsen). Det er vores generelle 10

11 indtryk, at der laves et stort og kvalificeret arbejde i kommunerne på dette område, som er et af de vanskeligste områder overhovedet. Samtidig ser vi også i ankesagerne, at kvaliteten i sagsbehandlingen ikke altid er god nok. Som eksempler kan nævnes, at de forebyggende støtteforanstaltninger i hjemmet ikke er iværksat tidligt nok. At støtteforanstaltningerne i hjemmet ikke har været intensive nok. At støtteforanstaltningerne har strakt sig over for lang tid, så der gribes for sent ind med en anbringelse af barnet uden for hjemmet. - Barnets tid er jo kostbar. - Selv om der er sket en udvikling i kommunerne i retning af at gribe tidligere ind med anbringelse, ser vi fortsat tilfælde, hvor der ikke straks gribes ind med en anbringelse, men i stedet iværksættes støtteforanstaltninger i hjemmet, selv om disse på forhånd måtte anses for nytteløse. - Undersøgelsen og kortlægningen af familiens og barnets problemer med henblik på at iværksætte de bedst egnede støtteforanstaltninger for barnet fra starten er således efter vores erfaring i en række tilfælde utilstrækkelig. I serviceloven er der opstillet en lang række krav til sagsbehandlingen på anbringelsesområdet og især i forbindelse med tvangsfjernelser. Disse krav skal sikre borgerne inddragelse og retssikkerhed under sagsbehandlingen og under barnets anbringelse uden for hjemmet. Manglende efterlevelse af disse krav i sagsbehandlingen og beslutningsprocessen kan i værste fald føre til afgørelsernes og dermed anbringelsernes ugyldighed. Tilsidesættelse af disse lovhjemlede krav ser vi også i Ankestyrelsen ved behandlingen af nogle ankesager, se nærmere nedenfor, under hvad Ankestyrelsen kan gøre. Passer anbringelsesstedet til barnet/den unge? Som omtalt ovenfor kan Ankestyrelsen ikke træffe afgørelse om valg af anbringelsessted for et barn og om forholdene under anbringelsen. Det er kommunernes kompetence. I nogle af ankesagerne ser vi tilfælde, hvor der er ventetid på anbringelse i det bedst egnede anbringelsessted for barnet. Da tvangsanbringelserne er de tungeste sager, vil der oftest være tale om ventetid til optagelse i en observations- eller behandlingsinstitution. I de situationer kommer barnet da som regel til at flytte under anbringelsen. Vi støder også på sager, hvor der under anbringelsen opstår problemer, som skønnes at kunne afhjælpes ved iværksættelse af supervision af anbringelsesstedet. Det drejer sig typisk om plejefamilier, som har behov for råd og vejledning i forbindelse med udførelsen af deres indsats overfor barnet og dets familie. Det er vores oplevelse at denne form for supervision anvendes mere end tidligere og med en positiv effekt for anbringelsesforløbet. Denne indsats bør efter vores opfattelse yderligere udbygges. En løbende opfølgning under anbringelsen overfor barn, forældre og anbringelsessted er som regel en forudsætning for et vellykket anbringelsesforløb. Denne opfølgning skal sikre, at der foretages justeringer og yderligere initiativer under anbringelsen, som der måtte opstå behov for, således at 11

12 matchningen af barn og anbringelsessted løbende optimeres. En sådan løbende opfølgning finder ikke sted i tilstrækkeligt omfang i en række af de ankesager vi behandler. Vi støder også i nogle sager på, at anbringelsesstedet ikke magter opgaven, idet barnets problemer er større end beskrevet af kommunen og således større end forventet af anbringelsesstedet. Hvor meget kan Ankestyrelsen gøre? I de afgørelser Ankestyrelsen som ankeinstans træffer i tvangsfjernelsessager, påser vi,at både lovens materielle betingelser er opfyldt og at de retssikkerhedsgarantier for borgerne, der er opstillet i lovgivningen for sagsbehandling og afgørelse er overholdt. - Ankestyrelsen har i de senere år helt eller delvist ændret i børn og unge-udvalgenes afgørelser i 20-30% af de afgørelser, vi træffer. Såfremt Ankestyrelsen på grund af alvorlige formelle fejl må erklære en afgørelse fra et børn og ungeudvalg for ugyldig, har Ankestyrelsen ifølge loven mulighed for selv at træffe en tvangsmæssig afgørelse. I de relativt få sager det drejer sig om, går Ankestyrelsen selv ind og træffer en sådan tvangsmæssig beslutning, når de materielle betingelser fortsat findes at være til stede. Dette sker for at barnets anbringelse ikke skal påvirkes af formelle mangler. Endelig kan ankestyrelsen som nævnt ovenfor på baggrund af en underretning eller af egen drift tage en sag op til behandling og træffe tvangsmæssig afgørelse om anbringelse at et barn uden for hjemmet. Dette sker i et mindre antal sager. Ud over at træffe afgørelse i de enkelte sager har Ankestyrelsen som tidligere nævnt en forpligtelse til at vejlede kommunerne og at koordinere praksis på landsplan. Denne vejledning finder både sted ved kontakt til kommunen under Ankestyrelsens forberedelse af sagen og ved indsættelse af vejledende bemærkninger til kommunen i Ankestyrelsens afgørelsesskrivelse. Ud over den konkrete vejledning i den enkelte sag melder Ankestyrelsen praksis generelt ud til kommuner m.fl. ved udsendelse af Sociale Meddelelser, praksisoversigter,faglige artikler m.v. såvel i trykt som i elektronisk form. I tilknytning hertil gør Ankestyrelsen Socialministeriets Departement opmærksom på eventuelle uhensigtsmæssigheder i lovgivningen, som Ankestyrelsen er stødt på i forbindelse med den konkrete sagsbehandling. Dernæst finder der ved telefoniske henvendelser til Ankestyrelsen en omfattende generel vejledning sted af kommunerne ud fra den foreliggende praksis. Endelig har Ankestyrelsen for særlige midler gennemført et landsdækkende undervisningsprojekt for alle kommunale sagsbehandlere på anbringelsesområdet i som et led i opprioriteringen af sagsbehandlingen på området. Endvidere har Ankestyrelsen ligeledes for særlige midler gennemørt et undervisningsprojekt for børn og unge-udvalgsmedlemmer i i samarbejde med den Kommunale Højskole i Grenå. - På baggrund af de positive erfaringer fra disse projekter og efter 12

13 anmodninger om gentagelse heraf gennemføres der på begge områder lignende undervisningsprojekter i Afslutning Det er som tidligere anført min opfattelse at regelsættet på området er godt nok. Det er samtidig min opfattelse at regelsættets ordlyd og intentioner i praksis ikke efterleves i tilstrækkeligt omfang. Det er der eksempler på både i små, mellemstore og store kommuner, ligesom der i alle tre kommunetyper er eksempler på en meget kvalificeret sagsbehandling m.v. Der er i de seneste år fokuseret meget på anbringelsesområdet og gennemført en mange undersøgelser og analyser, som påpeger en række utilfredsstillende forhold både i kvaliteten i kommunernes sagsbehandling og i kvaliteten af selve anbringelserne. Som eksempler herpå skal summarisk nævnes: at sagsbehandlernes uddannelse på dette vanskelige område skal forbedres og målrettes anbringelsesområdet også allerede inden, de starter som sagsbehandlere på området. at der skal ske en ledelsesmæssig opprioritering på området med henblik på tilvejebringelse af bedre retningslinier for arbejdets udførelse i form af standarder for metode i arbejdet, sagsbehandlingsforløb, herunder tidsmæssige, inddragelse af/dialog med borgerne, opfølgning af anbringelserne etc. etc. at der lokalpolitisk bør fokuseres mere på dette udgiftstunge område bl.a. med henblik på klarere prioriteringer af indsats og ressourcer, herunder til forebyggende foranstaltninger. at der regionalt og/eller landsdækkende tilvejebringes fortegnelser over anbringelsessteder og ledige pladser. Der er i de seneste år brugt mange kræfter på at kortlægge forbedringsmulighederne med henblik på en opkvalificering af området og der er allerede iværksat eller ved at blive iværksat en række af de ovennævnte initiativer og også andre initiativer med henblik på en højnelse af kvaliteten på anbringelsesområdet, både i sagsbehandlingen og i selve anbringelsesforløbet. Initiativer der netop sker inden for rammerne af det nugældende regelsæt. Kræfterne bør nu koncentreres om gennemførelsen heraf. 13

14 Hvad ved vi om kommunernes grundlag for at træffe beslutninger om anbringelse? Af: Tine Egelund, Seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet Beslutningsgrundlaget er kun i begrænset omfang forskningsmæssigt belyst Dansk forskning om beslutningsgrundlaget i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet er til nu sparsom, der foreligger relativt få undersøgelser. Desuden er publiceret og igangværende forskning overvejende deskriptiv, hvilket er sædvanligt på et nyt forskningsfelt. Det betyder, at forskningen kan belyse, hvordan der besluttes, men ikke hvorfor beslutningsprocessen får den karakter, den har, eller hvilke konsekvenser beslutningerne får for de involverede børn og forældre. Dertil kræves yderligere forskning. Hertil kommer, at eksisterende nordiske undersøgelser overvejende fokuserer relativt snævert på sagsbehandlernes arbejde og ikke sætter arbejdet ind i den socialpolitiske og organisatoriske sammenhæng, i hvilket det foregår. Der findes internationalt få studier (primært engelske, ganske få nordiske), der beskæftiger sig med samspillet mellem sagsbehandlernes vurderinger og handlinger i børnearbejdet på den ene side og de lovgivningsmæssige og organisatoriske rammer på den anden. Disse få studier peger på, at man ikke kan se det professionelle arbejde isoleret, fordi det i høj grad påvirkes af den lovgivningsmæssige ramme og af organiseringen af arbejdet. En helhedsforståelse af de forskelligartede kræfter, der tilsammen udformer den konkrete praksis, er en forudsætning for, at man på solid grund kan overveje ændringer, der har sandsynlighed for at løse praksisproblemer. Nedenstående punkter hviler på danske publicerede og igangværende undersøgelser og på svensk og norsk forskning på området, der som hovedregel fokuserer på sagsbehandlernes arbejde og ikke på de socialpolitiske og organisatoriske rammer, som arbejdet indgår i. Sagsbehandlere vurderer samme problemstilling forskelligt I en dansk igangværende og en svensk undersøgelse er et hovedresultat, at sagsbehandlere kommer til forskellige resultater, når de præsenteres for samme sagsbeskrivelse. Den samme problemstilling fører til forskellige vurderinger af barnets risiko, fordi sagsbehandlerne hæfter sig ved og argumenterer med forskellige fakta i sagsfremstillingen. Som konsekvens heraf træffer sagsbehandlerne også forskellige foranstaltningsvalg i forhold til samme problemstilling. Foranstaltningsvalgene kan i samme sag have en spredning fra for eksempel fast kontaktperson til anbringelse uden samtykke. Uenighederne om vurderingen af barnets risiko og behov for foranstaltninger findes mellem forskellige kommuner, men også inden for samme kommune, hvilket tyder på, at det både kan være organisatoriske og lokalpolitiske faktorer og sagsbehandlernes personlige forudsætninger og holdninger, der påvirker beslutningerne. Dette resultat er ikke ensbetydende med, at beslutningerne er vilkårlige. De fleste af forvaltningernes sager har karakter af gråzonesager, og man kan ofte både argumentere med positive mønstre i familien, der taler for en forebyggende støtte, og negative opvækstvilkår, der gør, at man anser anbringelse for nødvendig. Det er sjældent at en families situation er så ekstrem, at der slet ikke er grundlag for tvivl. Det er således vanskelige vurderinger, socialforvaltningerne afkræves. Imidlertid viser sådanne resultater, at der ikke hersker fælles standarder for, hvordan familiers problemer skal 14

15 vurderes, eller sagt på en anden måde at man som klient vil blive opfattet forskelligt, afhængigt af hvilken kommune man bor i, eller hvilken kontordør i samme kommune, man går ind ad. I nogle kommuner nivelleres forskellighederne i nogen grad af, at der er fælles beslutningsfora, når anbringelser er på tale, eller obligatorisk forelæggelse for en mellemleder. I andre kommuner har sagsbehandlerne en vidtstrakt enkeltpersonskompetence. I begge tilfælde er der imidlertid grunde til at tro, at der er et betydeligt spillerum for individuelle forskelligheder. Undersøgelsen Af en dansk statistisk undersøgelse fra 1997 af kommunernes praksis i anbringelsessager fremgår det, at undersøgelsen i en del af anbringelsessagerne ikke finder sted eller er mangelfuld. Der foreligger en undersøgelse i kun 21 % af de akutte anbringelsessager, og i 70 % af de ikke akutte sager. Desuden er det kun 31 % af de undersøgelser, der foreligger, der opfylder alle regelkrav til en undersøgelses indhold. Specielt ser undersøgelserne ud til at være mangelfulde i forhold til at belyse barnets synspunkter på anbringelsesforanstaltningen og familiens ressourcer og styrkesider, dvs. at der hovedsageligt fokuseres på de problematiske sider af familielivet. I nogle svenske undersøgelser karakteriseres undersøgelsesaktiviteterne i anbringelsessager som tilrettelagt bevisførelse mere en som en alsidig og uvildig undersøgelse. Undersøgelser i det svenske materiale tjener til systematisk at præsentere informationer om mangler i forældreevnen og til at dokumentere, at forvaltningen har prøvet at rette op på problemerne, men ikke mere tror på, at mindre indgreb end anbringelse kan hjælpe. Dette ser forskerne som en konsekvens af, at loven kræver, at der skal ganske overbevisende dokumentation til, hvis man i sidste ende skal lægge op til anbringelse uden samtykke. Det ved kommunerne og indstiller sig på, men det sker på bekostning af en bred beskrivelse og vurdering af familierne, der også omfatter, hvad de kan klare og magte. I en igangværende dansk undersøgelse, der blandt andet omfatter gruppeinterviews med sagsbehandlere om konkrete sagsbeskrivelser, står det også klart, at sagsbehandlerne er mere tilbøjelige til at hæfte sig ved familiernes problemer end ved ressourcerne. 38 undersøgelsen er ganske velbeskrevet i lovgivning og vejledninger. Alligevel må man sige, at den i relativt mange tilfælde ser ud til ikke at blive udført, at være mangelfuld eller at have slagside til de negative beskrivelser af familien. Undersøgelsen er et centralt redskab til at opnå et tilstrækkeligt solidt beslutningsfundament, men også til at delagtiggøre de involverede børn og forældre i, hvordan de vurderes, og hvad der skal ske. Undersøgelsen i børnesager ser ud til at være et felt, hvor metodeudvikling kan overvejes, og hvor velgennemtænkte redskaber til gennemførelse af undersøgelser kan tænkes at være en hjælp. Børnenes involvering i deres anbringelse Den tidligere nævnte danske statistiske undersøgelse dokumenterer, at så stor en andel som 38 % af de anbragte børn ikke har været tilbudt en samtale forud for anbringelsen. Ikke overraskende tales der med færre af de mindre børn end de større. Det overraskende er, at så stor en andel totalt set ikke inddrages på trods af lovens og Børnekonventionens formuleringer herom. Min egen afhandling, som både omfatter anbragte børn og børn, der modtager forebyggende foranstaltninger, viser også, at en majoritet af børnene enten ikke er kendt overhovedet eller kendt via, at sagsbehandleren en enkelt eller 15

16 nogle få gange har hilst på dem. Dette resultat går igen i en række nordiske undersøgelser. Man kan sige det så klart, at nordisk forskning dokumenterer, at børnene er relativt usynlige i forvaltningernes arbejde med dem. Af igangværende undersøgelser kan det se ud til, at sagsbehandlerne for det første er meget forældreorienterede i deres begrundelser for indgreb. Dvs. at forældres forhold fylder mere i vurderingen af en sag end barnets forhold og udvikling. For det andet begrunder sagsbehandlerne deres manglende direkte kendskab til en del af børnene med, at samarbejdspartnere i skole og daginstitution har denne kontakt og også kan oplyse om, hvordan barnet udvikler sig. Dette kan være problematisk af flere grunde. Skolen for eksempel udtaler sig om et barn inden for sit mandat og på et grundlag, som er anderledes end det, forvaltningen har brug for for at kunne kortlægge et barns helhedssituation. Det kan også være problematisk, fordi der er international dokumentation for, at børnene gerne vil have en forpligtende kontakt til den sagsbehandler, der anbringer dem, og at de ofte lang tid efter anbringelsen tumler med fantasier om, hvorfor de blev anbragt. Endeligt er barnet selv en vigtig kilde til information om dets hverdagsliv på godt og ondt. Det er ikke politisk korrekthed, der først og fremmest taler for, at forvaltningerne skal have en direkte kontakt med børnene. Det væsentlige er, at kontakt med barnet vil højne kvaliteten af sagsbehandlingen i de mange gråzonesager, hvor nuancer i barnets hverdagsliv og trivsel/mistrivsel kan blive afgørende for vurderingen af dets situation og beslutninger om foranstaltninger. Også samarbejde med børnene er et felt, hvor metodeudvikling og undervisningsaktiviteter kan overvejes. Faglig argumentation eller personlige erfaringer og holdninger? I en nylig udgivet norsk afhandling om beslutningsprocessen i anbringelsessager dokumenteres det, at sagsbehandlerne sjældent anvender faglig viden i snæver forstand til at begrunde deres vurderinger og foranstaltningsvalg. Sagsbehandlerne fører en implicit faglig argumentation, hvor de ikke begrunder deres standpunkter. Et eksempel kunne være, at man argumenterer med, at et barn af en alkoholisk mor får for meget ansvar, men man begrunder ikke fagligt, hvorfor man anser det for skadeligt for barnet at få dette ansvar. Den norske forsker kalder denne måde at begrunde indgreb på for proklamatorisk, dvs. at man ikke behøver at forklare sig i forvaltningskulturen, og man forholder ikke sådanne implicitte udsagn til en nuanceret analyse af barnets konkrete situation. I nogle typer af sager behøver man med den norske forskers ord bare ét trumfkort til at afgøre vurderingen. Det gælder i det norske materiale for eksempel forældres alkoholmisbrug. I andre sager bygger man et puslespil op af implicitte faglige argumenter, der tilsammen fører til en anbringelsesbeslutning. Dette puslespil kan ligne, hvad der ovenfor er sagt om en sammenfatning af de negative aspekter af familielivet. En igangværende dansk undersøgelse peger på den samme måde at argumentere på i danske socialforvaltninger. Sagsbehandlerne anvender en række relativt upræcise og overordnede kodeord til at tilkendegive, at de anser et barns situation for alvorlig. Et eksempel kan være, at forældre ikke kan se barnets behov, men det angives ikke, hvilke konkrete behov, det er specielt skadeligt for dette barn ikke at få tilgodeset. I sagsbehandlergruppernes diskussioner spørges heller ikke kollegialt til sådanne kodeord. Hertil kommer, at sagsbehandlerne argumenterer ud fra praksiserfaringer fra lignende sager. Disse erfaringer kan imidlertid være forskellige og føre sagsbehandlerne til forskellige resultater. Det 16

17 er sjældent, at sagsbehandlere begrunder deres overvejelser med teoretisk eller videnskabelig viden. Når det undtagelsesvist sker, er der ofte usikkerhed om, hvordan denne viden skal tolkes i forhold til den konkrete sag. Sagsbehandlernes opfattelse af børnenes prognose En igangværende dansk undersøgelse viser, at sagsbehandlerne i almindelighed har pessimistiske forestillinger om, hvordan børnenes udvikling og prognose vil blive, hvis der ikke sættes foranstaltninger ind. Sagsbehandlerne forestiller sig forskellige udviklingsudfald for barnet, men de er alle skeptiske overfor, at barnet kan udvikle sig normalt under de givne omstændigheder. Prognostiske forestillinger om børns udvikling er uhyre vanskelige at foretage. Der eksisterer begrænset forskning om de udviklingsmæssige konsekvenser af forskellige uhensigtsmæssige opvækstfaktorer, og udvikling er et komplekst fænomen, fordi barnet påvirkes af mange modsatrettede faktorer igennem sin barndom. Den viden, der findes, vedrører desuden sandsynligheden for fejludvikling for grupper af børn, og viden på gruppeniveau kan ikke uden videre overføres til det individuelle niveau. Dog ved man i dag, at majoriteten af børn, der har været udsat for uhensigtsmæssige opvækstbetingelser, udvikler sig normalt, om end de som gruppe har en (nogle gange stærkt) øget sandsynlighed for fejludvikling. Trods dette vil prognostiske overvejelser om enkeltbørns udvikling et stykke ad vejen være som at kigge i krystalkugle, med mindre der er tale om åbenbare overgreb, som ingen kan acceptere. Sagsbehandlerne ræsonnerer i denne vanskelige beslutningssituation, som om alle børnene vil komme til at høre til den andel af børn, hvis uhensigtsmæssige opvækstpåvirkninger vil slå ud i skader på barnets udvikling. Hertil kommer, at sagsbehandlerne forudsætter, at anbringelse vil kunne give barnet alt det, det ikke har fået og aktuelt får i hjemmet. Der er en tiltro til, at anbringelse kan kompensere barnet for alt det, det har oplevet, og at anbringelse kan skabe en så høj grad af tryghed, forudsigelighed og omsorg, at barnets ugunstige udvikling kan vendes. Der er enkelte sagsbehandlere, der problematiserer, om anbringelse altid er et godt alternativ til at blive hjemme, men i almindelighed knytter sagsbehandlerne håb til anbringelsens positive virkninger for barnet. Den pessimistiske opfattelse af børnenes udviklingsmæssige fremtid sammenholdt med tiltroen til anbringelsens kompenserende virkninger ser ud til at føre til, at sagsbehandlerne i forhold til alle problemstillinger holder hele foranstaltningsregistret åbent. Dvs., at hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke har de ønskede virkninger, så kommer anbringelse relativt automatisk på tale. Der er i sagsbehandlernes diskussioner ikke tilkendegivelser af, at et barn, selvom det ikke har det så godt, som det burde have, har det godt nok til, at problembilledet ikke kan kvalificere til anbringelse. Det skal imidlertid gentages, at en sådan beslutning også er vanskelig og risikabel at træffe på grund af den store usikkerhed, der knytter sig til at bedømme børns udviklingsmæssige prognose. Afslutning De punkter, der ovenfor er nævnt, går igen i flere nordiske undersøgelser, således at man trods begrænset forskning på feltet tør sige, at der på disse punkter er problemer knyttet til socialforvaltningernes grundlag for anbringelsesbeslutninger. Det skal imidlertid afslutningsvist gentages, at det overvejende er undersøgelser, der entydigt fokuserer på, hvad sagsbehandlerne tænker 17

18 og gør uden i særlig grad at sætte dette i relation til, hvad de socialpolitiske og organisatoriske rammer for at tænke og handle i børnearbejdet er. Der er brug for mere forskning om, hvordan forskellige relevante faktorer: socialpolitiske, organisatoriske, sagsbehandlernes uddannelsesmæssige og personlige forudsætninger m.v. samspiller i udformningen af praksis, hvis man skal kunne fremsætte velbegrundede forslag om forbedring af praksis, bortset fra om enkeltaspekter som for eksempel kompetenceøgning i forhold til inddragelse af børnene i sagsprocessen og til 38 undersøgelsen. 18

19 Den gode anbringelse set fra en kommunal vinkel Af: Hanne Poulsen, Afdelingschef i Familieafdelingen Greve Kommune Indledning I Greve Kommune er der indbyggere og et børnetal på ca under 18 år. I 1988 startede vi et større kulegravningsarbejde, som bidrog med at skabe overblik og kvalitet i arbejdet på børne- og ungeområdet. Hos os har det været en lang proces og vi er ikke og bliver aldrig færdige. Det er vigtigt hele tiden at pleje, vedligeholde, videreudvikle, ændre og justere kvaliteten. Det har blandt andet ført os fra et anbringelsestal på 225 i år 1988 til 90 i dag (anbringelsesbudget år 1988 i netto kr. 37 mill. og i dag i netto kr. 24 mill.). Kvalitet opbygges ikke fra den ene dag til den anden selvom man har formuleret gode målsætninger, godt værdigrundlag. Kvaliteten er først ægte, når den er under huden på dem, der skal udføre arbejdet og forældrene oplever at der er kvalitet i arbejdet. Selve oprydnings- og kulegravningsarbejdet vil jeg ikke uddybe i det følgende. I stedet vil jeg fokusere på det fundament og det arbejde som den gode anbringelse bygger på i Greve Kommune herunder at det er vigtigt for den gode anbringelse at politikere, ledere, medarbejdere, brugerne og samarbejdspartnere trækker på samme hammel. På baggrund heraf er mit indlæg disponeret på følgende måde: 1. Politisk niveau 2. Værdier og målsætninger 3. Ledelsesansvar/involvering 4. Vifte af tilbud 5. Overordnede forhold for familierådgivere 6. Forudsætninger for familierådgivere 7. Forudsætninger for kvalitativt visitation, anbringelse og tilsyn 8. Forudsætninger for at en anbringelse kan lykkes 9. Afrunding. Politisk niveau Greve Byråd besluttede i 1988/89, at forvaltningen skulle skabe overblik, systematik, opfølgning og styring i budgettet på anbringelsesområdet. Dette blev inden for knapt et år udført og sagen blev fremlagt til politisk behandling med undersøgelsesresultater, forslag til konkrete nedbringelser af de eksisterende anbringelsestal og forslag til behandlinger i stedet for anbringelse og forslag til mål. Greve Byråd besluttede samtidig, at børn og ungearbejdet ikke kun skulle handle om at spare penge. Man havde tidligere de foregående år foretaget grønthøsterbesparelser på anbringelseskontoen, men dette havde ingen effekt haft eller rettere sagt - haft den modsatte effekt. 19

20 Byrådet besluttede, at der skulle være en større sammenhæng mellem økonomisk styring, kvalitetsmæssig- og indholdningsmæssig styring. Vi skulle ikke udelukkende styre via økonomi. Økonomi og faglighed skulle gå hånd i hånd. Byrådet gav en klar og tydelig melding om, at der måtte anvendes penge til at opbygge en dynamisk fleksibel organisation og vifte af alternative tilbud, som kunne tage udgangspunkt i den enkelte families, det enkelte barns ressourcer og behov og det skulle være og blive en selvfølgelighed at starte i en familie før der opstod brand, således at alle kunne se meningen og nytteværdien at en indsats. Byrådet var samtidig indstillet på, at man skulle væbne sig med tålmodighed, at der var tale om forebyggende arbejde og nytteværdien heraf kunne ikke ses fra den ene dag til den anden der ville blive tale om et langt sejt træk. Endelig besluttede Byrådet, at vi ikke blot skulle favne symptombæreren (barnet), men hele familien. Vi skulle arbejde målrettet og kvalitativt med familien og vi skulle sætte fokus på ressourcerne i familien og ikke det modsatte. Det vil sige se på mulighederne og på de små glimt af positive potentialer som alle har i sig. Familierne ved som regel godt selv, hvad der er gået galt. Vi skulle være med til at give familierne redskaber, der kunne inspirere dem til at komme videre i deres liv. Værdier og målsætninger Lige siden 1990 har vi arbejdet ud fra politisk udmeldte værdier og mål, og disse er løbende blevet revideret, så vores politik og vores medarbejdere arbejder i samme retning (medarbejderne ved i hvilken retning skibet skal sejle). Det er ikke de enkelte medarbejderes egne holdninger og mål, der bliver styrende for det udførte arbejde. Den dag i dag kan vi med glæde konstatere, at målene fortsat er gældende. Holdningsmæssigt kan vi stå 100% inde for vores mål og vi kan formulere rigtig mange delmål, som videreudvikler og gør målene dynamiske og mere tids- og resultatorienteret og målbare. De grundlæggende værdier er følgende: Forældre er ansvarlige for deres eget og deres børns liv - herunder for løsning af familiens problemer. Er der behov for hjælp, er forældrene selv ansvarlige for at søge denne hjælp. Forvaltningen er ansvarlig for at tilbyde hjælp til familier, hvor børnenes behov tilsiger dette. Forvaltningen påtager sig sit ansvar og handler under hensyntagen til barnet, såfremt forældrene er ude af stand til at varetage omsorgen for deres barn. Børns oplevelse af og reaktion på problemer i familien tages alvorligt - men børn må ikke gøres ansvarlige for løsning af familiens problemer. 20